Fik styr på rodet liv - Hus Forbi

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 61 juni 2007 

Fik styr på 

rodet liv 

- og er nu Hus Forbi-sælgernes repræsentant 

Erik Clausen: Jeg laver aldrig en film om hjemløse • Politiet svigter voldsramte

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 3832 2324 

jaku-lina@husforbi.dk 

Administrator: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Sælgerrepræsentant og 

gadeplansmedarbejder: 

Henrik Pedersen 

Tlf. 2094 5232 

henrik@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. juli. 

Forsidefoto: 

Das Büro/Ulrik Jantzen 

Hvem tager sig af 

invasionen fra øst 

De ligger på kontorgulvet på deres grædende knæ – bogstaveligt 

talt – og bønfalder om at blive Hus Forbi-sælgere. De 

ligger på deres knæ på gågaderne med fremstrakte hænder, 

eller hiver dagen lang i en udslidt harmonika på S-togsstationer eller 

går rundt med papskilte, der fortæller, at de har små børn, som sulter. 

EU har i disse år har sat tryk på øst-udvidelsen. Senest er Bulgarien 

og Rumænien kommet med i EU. Begge lande 

har måttet sande, at vejen fra planøkonomi til 

markedsøkonomi er lang og hård, og at den har 

medført både inflation og en tårnhøj arbejdsløshed. 

Samtidig har disse to landes tilsammen 

30 millioner nye EU-borgere nu mulighed for at 

sætte sig ind i en bus eller et tog med kurs mod 

de rige EU-lande – her i blandt Danmark. Og hvem 

kan fortænke dem i at komme herop, når vores 

finansminister har udtalt, ”at vi er så rige, at vi kan købe hele verden”? 

Nu kan de pludselig prøve lykken. Og lykkedes det dem, at få foden 

inden for på det danske arbejdsmarked, så kan de bytte turistvisummet 

ud med en arbejds- og opholdstilladelse, og så tegner fremtiden sig 

pludselig helt anderledes for dem. 

Under ’agurketiden’ sidste sommer var dagbladene fulde af historier 

om østeuropæiske tiggere, ’plattenslagere’ og gademusikanter, der var 

ved at drive butiksejere i de større danske byer til vanvid med deres 

pågåenhed. Samtidig stod der pludselig en del østeuropæere – især 

polakker – på Hus Forbis sekretariat i det Indre København. De havde 

www.loge86. dk 

Bidrag: 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr: Giro (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Distribution: 

Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse mm. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. 

være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. Kontakt os på: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året - inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

Layout: Westring + Welling A/S 

Tryk: Dansk Avistryk A/S 

Oplag: 90.000 

Antal sælgere: ca. 450 

ISSN: 1397-3282 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er over 75.000 eksemplarer 

(marts 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse 

og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte 

mennesker – det man under ét kan kalde ’skæve 

eksistenser’. Avisen sætter fokus på udsatte 

mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er 

at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper 

både via indholdet af Hus Forbi samt ved at 

læserne køber avisen direkte af ’en skæv eksistens’. 

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med 

et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. 

Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som 

et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. 

Indholdet i Hus Forbi produceres primært 

af professionelle freelancere, fotografer og 

illustratorer. Eneste fastansatte på redaktionen 

er redaktøren. I Hus Forbis sekretariat er der 

pt. ansat en økonomimedarbejder, en salgs- og 

marketingsmedarbejder, en sælger- repræsentant 

og en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det internationale 

netværk af gadeaviser, INSP. 

Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold: 

2 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 

Lions Club Søllerød Mølleaa 

Nedenstående er nye DM-sponsorer 

TAMU-Center Odense 

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: 

På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal 

du medtage følgende logoer: 

Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De 

Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. 

Kulturministeriet skal fjernes 

intet sted at bo, intet arbejde og bad om at blive sælgere af avisen. 

For sandheden er, at det tager tid at få foden indenfor på det danske 

arbejdsmarked, hvis man ikke taler dansk. 

Hus Forbi valgte at give disse fattige, håbefulde EU-borgere en 

hjælpende hånd ved at give dem et midlertidigt sælgerkort og et 

kortvarigt danskkursus, der måske kan lette deres vej ind på det danske 

arbejdsmarked. Desuden formidler Hus Forbis 

sekretariat kontakt til jobcentre, gratisavisernes 

avisdistribution og Dansk Byggeri. 

I skrivende stund (maj) ser vi starten på en ny 

’invasion’ af østeuropæere denne gang fra Rumænien 

og Bulgarien, og derfor står København og de 

andre større danske byer med et problem, som de 

lokale myndigheder og jobcentre bliver nødt til at 

forholde sig til her og nu. 

Hus Forbi ønsker ikke at diskriminere pga. nationalitet, men vi afviser 

alle dem, som ikke kan begå sig på dansk, tysk eller engelsk. Og 

dem er der rigtig mange af i øjeblikket. Og hvor går de så hen? Hvem 

rækker dem en hjælpende hånd og giver dem et alternativ til tiggeri 

og kriminalitet? 

De ligger på kontorgulvet 

på deres grædende knæ 

– bogstaveligt talt – og 

bønfalder om at blive Hus 

Forbi-sælgere. 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

God læselyst. 

Jaku-Lina E. Nielsen, 

Redaktør Hus Forbi 

Sælgeren 

Frederiksberg Kommune 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix 

Jeg laver aldrig en 

film om hjemløse 

Erik Clausen er både et firma, der omsætter for mange 

millioner, og en person, som – trods sin succes – af og 

til lider af depressioner. Her fortæller filmmanden, der 

er kendt for sit store engagement for ’skæve eksistenser’, 

hvorfor han aldrig vil lægge navn eller firma til en 

dokumentarfilm om hjemløse 

Af Peter K. Olesen og Thomas Carlsen 

- Hvis jeg bøjer mig og laver det, 

som alle andre gør, så kunne jeg jo 

være mangemillionær. Men det er 

jeg sgu ikke sikker på, jeg gider. Jeg 

gider heller ikke den der navlebeskuende, 

selvoptagede middelklassehistorie. 

Så vil jeg hellere køre 

taxa, for jeg er pissegod til at køre 

bil, kommer det prompte fra Erik 

Clausen, som lige har skænket kaffe. 

Vi sidder ved bordet i filmselskabet 

Clausen Film’s mødelokale. Et filmselskab, 

der har gjort det til en dyd at 

skildre manden på gulvet. 

Men hvorfor egentlig? 

For at få svar på dette spørgsmål, 

tog Hus Forbis udsendte toget 

til København Hovedbanegård. Gik 

gennem den lille sideudgang; 

ud på Istedgade i hjertet 

af Vesterbro 

og videre i 

fodsporene på de mange helt 

almindelige ualmindelige 

mennesker, der har været 

inspiration for Erik Clausens 

’levende billeder’. 

Som John fra Ledsaget 

Udgang, der ikke helt 

kan vænne sig til de 

forandringer, der 

er sket, mens 

han har siddet 

inde, og 

f.eks. 

bliver 

helt 

Foto: Scanpix

forvirret over at gense sin barndoms 

Vesterbro, der efter flere års 

sanering er blevet en af Københavns 

smarteste bydele. De skæve eksistenser, 

som Vesterbro tidligere var 

så kendt for, er blevet marginaliseret 

eller eksporteret til forstæderne. 

Det er stadig folk som dem, der 

er Clausens hovedpersoner. Og siden 

karrieren startede i 1981 med Cirkus 

Casablanca, har Clausen slået tonen 

an med temaer som fællesskab og 

solidaritet med dem, der aldrig har 

gået så højt op i at være ’normale’. 

Vil ikke være pauseklovn 

For enden af Istedgade ligger Enghave 

Plads, og her møder vi manden 

selv i Clausen Films lokaler. 

- Hvem skal med i billedet? Kongen, 

Klods-Hans, prinsessen eller narren?, 

spørger Clausen og giver selv svaret: 

- I kunsten holder man altid med 

den svage, for den fortæller mere 

om den rige, end den rige fortæller 

om sig selv. Jeg vender tingene på 

hovedet. Jeg viser mennesker, som 

nogle nærmest nedladende kalder for 

’under-Danmark’. Det vælger jeg at 

gøre, fordi det er hér, de stærke mennesker 

findes – set med en gøglers 

øjne. De er så stærke, at de – modsat 

dem der mener, de selv er succeser 

– godt tør vise følsomhed og tvivl og 

svaghed. Og der kommer de selvfølgelig 

i konfrontation med samfundet, 

som er en effektiv ’maskine’. 

Erik Clausen er eftertragtet. Kort 

inde i interviewet ringer TV2 News 

for at høre, om han vil medvirke i 

et program. Clausen affærdiger dem 

med, at han ikke vil være ”pauseklovn”. 

- Når jeg vælger at lave film, så 

sker det ikke ud fra en strategisk 

overvejelse men ud fra en lyst og 

en naturlighed. Det jeg laver film 

om, kan godt blive opfattet som et 

socialt engagement og indignation. 

Men dét der interesserer mig er, 

hvem det er der bor ved siden af 

mig, og jeg vil gerne bo sammen 

med nogen, jeg føler mig tryg ved. 

Jeg føler mig på hjemmebane, når 

jeg skildrer det her miljø. Det er 

de her mennesker, som jeg og min 

familie kommer af, siger han og 

fortsætter: 

- Samtidig så interesserer det 

mig – som den djævel jeg også 

er – at provokere dem, der er så 

skråsikre på deres egne evner. Dem 

der siger: ”Jeg er så fantastisk”. Når 

sådan nogle mennesker ser min film, 

går der måske et lys op for dem om, 

at man behøver ikke at være ligesom 

dem selv. 

I Clausens film er det som helhed 

meget sjældent de såkaldt succesfulde, 

dem der har den pæne facade, 

der inderst inde er de pæne mennesker. 

Man kan ikke undgå at tænke, 

om der er en dybere mening bag 

dette? Der nikkes fra den anden side 

af bordet. 

- Nu er jeg jo efterhånden blevet 

en gammel dreng, siger den 65-årige 

instruktør, - og det har den fordel, 

at jeg kan sammenligne forskellige 

perioder fra mit liv. Jeg tror ikke, at 

vi nogensinde har levet i en periode, 

hvor normalitetsbegrebet har været 

så smalt, som det er nu. Og det 

betyder en slags mental terrorisme. 

Hvis du er for tyk, for tynd, for blå, 

for et-eller-andet, så er du enten 

etnisk, depressiv, overvægtig og 

så videre. Os der er vokset op uden 

fædre, vi er ’dem dér’ – og mødre, 

der ingen mand har, er ”enlige mødre”. 

Du bliver sat ned i den ene eller 

den anden kasse. Clausen mener 

problemet er, at normalitetsbegrebet 

er blevet et idealbegreb, der kommer 

af mediers og reklamers fordrejede 

succes- og skønhedskriterier. 

- Det er så snævert, at jeg ikke 

kan spejle mig i det. Jeg kan ikke 

Jeg tror ikke, at vi 

nogensinde har levet 

i en periode, hvor 

normalitetsbegrebet 

har været så smalt, 

som det er nu 

genkende mig selv, mine venner eller 

min familie i det billede. Så laver vi 

andre et modbillede, kan man sige. 

Ligner Møllehave 

Vi er et kvarter henne i interviewet, 

og munden har endnu ikke 

stået stille på Erik Clausen. Alligevel 

fornemmer vi, at der er masser 

af omtanke og viden bag ordene, 

Erik Clausen og Jesper Asholt har hovedrollerne i Clausens film ”Ledsaget udgang”. 

selvom det ikke virker som om der 

bliver holdt mange tænkepauser. 

Som han sidder der, leder han mest 

af alt vores tanker hen på en lige 

så imødekommende og animeret 

Johannes Møllehave, som Hus Forbis 

udsendte havde fornøjelsen af at 

møde i oktober 2004. Clausen er ’på’. 

- Det snævre normalitetsbegreb 

har gjort os fremmede over for hinanden. 

Det gør, at mange kommer til 

at føle sig forkerte og uønskede. Du 

får et mentalt underskud, du mister 

din nysgerrighed og din evne og din 

lyst til at begå dig socialt. Du mister 

måske også evnen til at organisere 

dig og have en bolig, og måske 

føler du det som en befrielse, når 

du tager en sovepose og kryber ind 

under en busk eller kryber ind i dig 

selv, siger han. Og det er ikke bare 

tomme ord: 

- Det med det mentale underskud 

er noget, jeg kender til, fordi jeg 

i perioder har større eller mindre 

depressioner. Det første jeg regi- 

strerer det ved, er når jeg mister 

evnen til at fungere socialt udover 

sammen med min allernærmeste 

familie, som jeg føler mig tryg ved. 

Jeg mister lysten til at gå ned og få 

en bajer og snakke med folk, og jeg 

mister lysten til at gå til et møde i 

en forening, som jeg ikke kender, og 

hvor jeg skal holde et oplæg, fortæller 

han. 

Føler sig uønsket 

Erik Clausen er igennem årene 

blevet toneangivende i kraft af sit 

engagement på den danske kulturscene, 

som revser af det etablerede 

samfund: Dels som gøgler, dels som 

samfundsdebattør, kunstner og filmmand. 

Kort sagt en succeshistorie, 

som også må formodes at være godt 

ved muffen. Kan ens kunstneriske 

troværdighed ikke virke anløben, 

når man konsekvent skildrer de små 

i samfundet og selv har sit på det 

tørre? 

- Om man tjener godt? Clausen 

Ris & Ros 

kigger skælmsk på os. - Jeg har 

haft stor gennemslagskraft med 

mine film. Og jeg har ikke lyst til at 

arbejde i halvandet år på en film, 

der kun bliver set af ganske få. Jeg 

prøver at organisere med en stor 

Kan læserne hjælpe? 

Har I overvejet at lade læsere støtte 

Hus Forbi på andre måder end ved at 

købe avisen, blive sponsor eller eventuelt 

distributør for Hus Forbi? 

Jeg tror, at mange gerne vil 

bidrage ved at tage sig af mindre afgrænsede 

opgaver f.eks. fonds-/legatsøgninger 

eller andet, der kan finde 

sted hjemme fra PC’en, når ungerne 

er puttet. 

Jeg tror, der er store muligheder 

i at inddrage læserne i arbejdet for 

at skabe bedre vilkår for de grupper, 

Hus Forbi skriver for, om og med. Så 

Foto: Susanne Mertz 

gennemslagskraft, og det lykkes med 

mange ting, og det afstedkommer 

også en stor økonomi. Det gør, at 

Erik Clausen ikke bare er en person. 

Jeg er et firma, der omsætter for 

millioner, forklarer han og uddyber: 

- Hvorfor gør vi så det? Jo, det 

er fordi, kulturinstitutionerne er en 

organisme, der støder fremmedlegemer 

som mig fra sig. Den eneste 

måde sådan nogle som mig kan 

komme i TV på er ved at komme ind 

og spille pauseklovn. Ellers skal vi 

selv producere noget. Derfor bliver 

jeg nødt til at være kommerciel på 

ren amerikansk facon. Går det godt 

hilser de pænt på mig i biografen. 

Går det skidt, så må jeg selv op på 

ølkassen og tjene det hjem. 

Begrebet at være uønsket i en 

større social sammenhæng ligger 

tydeligt Clausen meget på sinde, og 

det bliver igen et tema i interviewet, 

da han får føjet ind, at: 

- For mig ligger det interessante 

i, at vi er så stærke og har så stor 

optimisme, at vi bliver ved med 

at lave kunst og underholdning på 

trods af, at vi er så uønskede. Jeg er 

vokset op som uønsket, og opdagede 

hurtigt i forskellige sammenhænge, 

at så velkommen var man sgu ikke. 

Det var derfor, jeg skrev en sang, 

der hed ’ Vi er dem de andre ikke må 

lege med’ (sammen med Kim Larsen, 

red.) Så det har da været en del af 

min drivkraft. 

Kloge hoveder får modstand 

Filmmanden har sin daglige gang i 

området omkring Istedgade og på 

Vesterbro. På den måde er han ikke 

ubekendt med gadens løse fugle, 

men han er dog skeptisk overfor, 

hvordan ’de kloge hoveder’ mener, 

at problematikken omkring hjemløse 

skal gribes an. 

- Jeg hørte en debat om hjemløse 

mellem en masse akademikere, 

der gjorde sig kloge på noget, de 

ikke kendte til. Det eneste opmun- 

hvorfor ikke bruge disse menneskers 

kompetencer, sociale indignation og 

engagement til at støtte Hus Forbi? 

Mette Gaarde-Fink, Nørrebro 

Svar: 

Tak for din idé om at inddrage 

læserne noget mere. Rent faktisk 

kan vi godt bruge frivillige fagfolk, 

især socialrådgivere eller jurister, 

der vil påtage sig at svare på de 

spørgsmål, som sælgerne af og til 

henvender sig til sekretariatet med. 

Desuden har vi netop fået en 

trende var, da man til sidst i udsendelsen 

hørte fra en hjemløs, som var 

af en helt anderledes holdning end 

de såkaldte eksperter. Han var ikke 

faguddannet, han var ikke psykolog, 

men han havde livserfaring. Det han 

gerne ville have var ikke en lejlighed 

men et bofællesskab, fordi ”så er der 

hele tiden nogen hjemme”. Clausen 

lyser op og fortsætter med dybfølt 

entusiasme: 

- Jeg synes, at hele kulturen 

omkring de hjemløse har været i en 

spændende udvikling. Det er ikke 

længere kun ’Storm P.-sprittere’, som 

vi oplevede, da jeg var barn. Det 

er positivt, at der er kommet nogle 

velformulerede mennesker, som står 

frem og ikke lader sig spise af med 

Jeg synes, at hele 

kulturen omkring de 

hjemløse har været i 

en spændende udvikling 

det, alle andre tror, de vil have. Hvis 

man bliver sat ind i en lejlighed, 

som man ikke ønsker, vil man være 

der i et stykke tid, og så vil væggene 

falde ned om hovedet på én 

rent mentalt, og så sidder man ude 

på bænken og begynder at strejfe 

om igen. 

Gøgleren Erik Clausen kan efter 

mange år på landevejene nikke genkendende 

til trangen efter frihed. 

– Jeg tror, at de nye tendenser 

kommer til at betyde, at vi vil få 

nogle boformer at se, der ikke er 

fasttømrede og ’normale’. Det kunne 

være skurbyer, campingvogne og 

lignende. Mange af os som har været 

meget på turné, har arbejdet som 

donation fra Lions Club på 15.000 

kroner til fodtøj til sælgerne og 

søger i øjeblikket med-sponsorer, 

så alle vores ca. 450 sælgere kan få 

fodtøj, helst inden vinteren banker 

på døren. 


redaktør Hus Forbi 

Glad for at abonnere 

Hus Forbi er en formidabel god avis 

- ikke mindst tanken bag er genial. 

Jeg glæder mig hver måned. 

Jeg har tegnet abonnement idet 

håndværker, eller en lastbilchauffør 

som bevæger sig hele tiden, vi 

kender godt den fornemmelse af 

rastløshed, siger han. 

Udsatte gøres til freaks 

Og meget apropos, så skal Clausen 

videre i teksten. Et nyt arrangement 

venter. På vej ud spørger vi ham, 

om der måske i fremtiden kunne 

tænkes en ’Clausen-dokumentar’ om 

hjemløse. 

- Nej, det kan der ikke. Jeg 

synes, vi skal lade mange mennesker 

være i fred. Når jeg ser Pigerne på 

Halmtorvet (dokumentarfilm, red.), 

så bliver jeg rasende. Det er et 

freakshow: De viser folk frem, der 

ligger ned, uden at de folk ved noget 

om, hvad der bliver filmet. De er ikke 

særligt bevidste om medier, modsat 

en eller anden rig stodder oppe på 

Strandvejen, som fredag aften er skidefuld 

og ensom og ligger og græder 

og kaster op, han lader sig sgu ikke 

fotografere, kommer det oprørt fra 

Clausen, der fortsætter på samme 

kontante facon: 

- Jeg mener ikke, det er underholdning, 

jeg mener det er politik, 

det er mental terrorisme, at man gør 

nogle bestemte folk til freaks og 

fortsætter med at problematisere 

dem; tykke, tynde, grønne, indvandrere 

og hjemløse. Jeg synes sgu, 

man skal møde folk i øjenhøjde. 

Vi begiver os ud i aftensolen 

og kigger over på Enghave Plads. 

Her, over for filmselskabets lokaler, 

sidder tre fyre på en bænk og får 

sig en øl. De ser muntre ud, som de 

sidder der, og de ligner til forveksling 

en scene i en Erik Clausen-film. 

De blikke, de forbipasserende sender 

dem, er ikke just beundrende. Og det 

er nok, de færreste forbipasserende, 

der tænker på, hvad de tre fyre mon 

tænker om dem. 

acpo20@hotmail.com 

jeg endnu ikke har set en sælger nord 

for Limfjorden. Lad derfor muligheden 

for abonnement bestå. Jeg vil 

ikke tøve med at købe en avis af en 

sælger, selv om jeg er abonnent. 

Jørgen Jensen, Sæby 

Svar: 

Det er dejligt at høre, at du er glad 

for at læse Hus Forbi. Jeg kan berolige 

dig med, at vi ingen planer har om 

at nedlægge abonnementsordningen. 


redaktør Hus Forbi 

4 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 5

Mickey går til danskundervisning, 

men kan via sit 

kendskab til tysk forstå 

noget dansk allerede 

Det er ikke første gang, at Mickey 

fra Polen har søgt lykken i et andet 

europæisk land. Hus Forbi har 

talt med en af sine østeuropæiske 

sælgere 

Sproget er nøglen 

En del af de østeuropæiske Hus 

Forbi-sælgere er nu på vej ind på det 

almindelige danske arbejdsmarked 

Af Helle Jørler 

Foto: Jerry Bergman 

Drømmer om en fremtid her 


Foto: Jerry Bergman 

Micozyslaw, 33, bliver kaldt Mickey i Danmark. Han 

har en kolossal fordel frem for en del af sine landsmænd. 

Han har nemlig boet og arbejdet i Tyskland 

fra han var 17 til 32 år og taler derfor tysk. 

Han og hans tvillingebror blev født i Wroclaw 

i Polen. Han har aldrig kendt sin far, men fik to 

søstre, da moderen fik et forhold til en ny mand. 

Mickey har tilbragt en del af sine første fem 

leveår ind og ud af hospitalet, fordi han havde 

en blodansamling i panden, som man ikke ville 

operere før en vis alder. Hans mor arbejdede på 

et autolakererværksted, men blev hjerneskadet, 

formentlig af dampene. Familien besluttede at 


tage til Tyskland for at forbedre sin økonomi. De 

endte i Hannover, da han var 15 år. 

- Det første års tid arbejdede min bror og 

jeg i vaskehallen på et slagteri. Det var hårdt 

arbejde, men en gang imellem kunne vi sove lidt i 

de store kar, griner Mickey skævt. 

- Vi fik megen hjælp fra en tysk familie 

– ikke fra andre polakker. Så vi holdt os mest til 

tyskerne. Senere gik jeg på sprogskole og blev 

uddannet tagdækker og arbejdede som sådan i 

cirka 10 år. 

Havde hørt godt om Danmark 

I 2005 var han tilbage i Polen og logerede 

halvanden måned hos sin ene søster. En af hans 

håndværker-venner mente, at der var godt arbejde 

at få i Sverige, så af sted med dem. Mickey 

var med til at renovere huse og et kirketag, hvor 

han fik husly hos pastoren. Det var meget vanskeligt 

at finde en bolig, så mændene drog videre til 

Holland; det gav dog ikke pote. I Sverige havde 

Mickey hørt en del om Danmark, og at mange 

landsmænd var blevet hjulpet her, så efter en 

periode hos søsteren i Polen, valgte han at sætte 

kursen mod Dannevang. Han ’landede’ i hovedstaden 

i maj 2006. 

Micozyslaw Sylwester, 33 år, er en af de polakker, 

som du kan møde i Københavns gader i færd med 

at sælge Hus Forbi. Eller også kan du ikke længere. 

For han er faktisk i besiddelse af én af de håndværksuddannelser, 

som dansk byggeri skriger på 

– nemlig tagdækker. Og ved redaktionens slutning 

var hans eksamensdiplom netop landet på østkonsulent 

Søren Lange Nielsens bord i brancheforeningen 

Dansk Byggeri. Så måske er Micozyslaw 

– kaldet Mickey – i dette læse-øjeblik i et almindeligt 

job på det danske arbejdsmarked. 

- Størsteparten af de polske sælgere har faktisk 

en håndværksuddannelse, som de sandsynligvis 

vil kunne gøre god brug af her i landet, fortæller 

Heidi Riel, Hus Forbis administrator og fortsætter: 

- Og formidlingen af arbejde begynder så småt 

at fungere med dén kontakt, vi har fået til Dansk 

Byggeri. 

Sidste sommer begyndte der løbende at dukke 

polakker op på Hus Forbis sekretariat, som ønskede 

at få lov til at sælge Hus Forbi. Polakkerne kan 

ligesom borgerne i de andre EU-lande opnå seks 

måneders visum, og hvis de tilbydes fast arbejde 

i en virksomhed her i landet kan de få arbejds- og 

opholdstilladelse, der normalt gives for et år ad 

gangen. Hus Forbis bestyrelse besluttede dengang 

at give de østeuropæiske sælgere et midlertidigt 

sælgerkort på seks måneder, der svarer til den tid 

de kan være i landet som arbejdssøgende. 

Ifølge Heidi Riel var Hus Forbis sekretariat 

og bestyrelse bekymret over situationen. Dels 

på grund af den uro, det skabte blandt de danske 

sælgere og købere, dels fordi polakkerne ikke er 

vant til at overleve på gaden i Danmark. 

- Min første dag? Hø, griner Mickey og fortsætter: 

- Jeg havde lidt opsparing og gik ind i en 

Netto og købte ind til at grille ved kajen. Det var 

dejligt. De første måneder boede jeg på Kirkens 

Korshærs Herberg i Hillerødgade (på Nørrebro i 

København, red.). Jeg havde bemærket nogle hjemløseblad-sælgere 

i Berlin, så jeg lagde også mærke 

til Hus Forbi-sælgerne i København. Jeg talte med 

nogle af dem, og de foreslog, at jeg kunne sælge 

bladet, mens jeg venter på job. Min første dag som 

sælger – den 11. juli sidste år – afsatte jeg 10 Hus 

Forbi (= 80 kr.). Det var jeg stolt af! 

Vil integreres 

Mickey står oftest på Nørrebro, og han glæder sig 

over, at mange unge køber Hus Forbi og over de 

venlige kommentarer fra ældre købere. Han har 

fået afslag fra potentielle købere seks-syv gange, 

fordi de ikke ville købe af en udlænding. Mickey 

var i TV2 i december 2006, hvilket muligvis hjalp 

på holdningen til ham. 

- Generelt synes jeg danskerne er meget 

hjælpsomme, også overfor udstødte. De er imødekommende 

og giver for eksempel ofte lidt ekstra 

penge til en kop kaffe eller mad. Han bor ved 

- Efterhånden 

som nogle 

sprogbarrierer 

blev overvundet, 

begyndte vi at 

forstå, at de ikke var 

hjemløse i Polen; oven i 

købet havde nogle af dem uddannelser 

og arbejdsliv bag sig. Vi har undret os en 

del over, at de ikke tager deres eksamensbeviser 

og lignende med sig til Danmark. Papirerne er 

ofte svære for dem at få fat i, mens de er her, 

men er vigtige, hvis de vil gøre sig håb om at 

få arbejde. Men måske spreder rygtet sig efterhånden 

i Polen om, at det er smart at tage sine 

papirer med herop, smiler Heidi Riel. 

Polakkerne er begyndt på ugentlig danskundervisning, 

som Hus Forbi har arrangeret for at øge 

deres jobchancer på det danske arbejdsmarked. 

- Jo, så vi er skam meget optimistiske på 

deres vegne. De skal nok komme videre, slutter 

Heidi Riel. 

redaktionens slutning i en gammel garage. Han 

har ikke længere lyst til at bo på herberg, som 

det i Hillerødgade på Nørrebro, for ”det er for folk 

med problemer”, som han udtrykker det. 

- De største vanskeligheder, jeg har, er sproget 

og folk, der udnytter og stjæler. Jeg opsøger 

ikke mine landsmænd. Jeg vil hellere i kontakt 

med danskerne, fordi jeg gerne vil skabe et liv 

med arbejde og familie her, fortæller Mickey. 

Han synes, han har fået megen støtte fra 

danskere og glæder sig til at få et arbejde og deltager 

som én af den p.t. halve snes udlændinge i 

den ugentlige sprogskole i dansk i Blågårds Kirke 

på Nørrebro, som Hus Forbi har arrangeret. 

Til slut i interviewet spørger Hus Forbis 

udsendte, om han kender den polske pendant 

til Hus Forbi Gazeta Uliczna (= Gade Avis), der 

udkommer i 5.000 eksemplarer ca. en gang om 

måneden og har omkring 20 sælgere. Men det gør 

han ikke – og i sit fædreland tilhører Mickey da 

heller ikke gruppen af udsatte og hjemløse, som 

sælger hjemløseaviser. 

o 

l a 

t i 

t r i l l e r 

bøje: vi 

din lov 

o v e r 

kranser dit 

når vor h ø s t 

men den skønk 

r a n s b l i ’ r 

sankte Hans,den er 

af sommerens hjerter 

s å e e glade, - men den skønnest 

b l i v e r d o g din, sankte Hans, den e 

bunden af som- m e r e n s hjerter så var 

så glade. Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender, når af blomster er flest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige 

hænder; når ikke vi pløjer og harver og tromler, når koen sin middag i kløveren gumler: da går ungdom til dans på dit bud sankte Hans!ret som føllet og lammet, der frit over engen 

sig tumler, - da går ungdom til dans på dit bud sankte Hans! ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts 

fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet 

med glædesblus holde, vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde, - vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte 

Hans!den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde. Vi elsker vort land, og vi hilser den drot, som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde: på hans eventyr- slot 

kan hver kvinde, hver mand et eksempel for livet i kærlighed finde! Lad tiderne ældes, lad farverne blegne, et minde vi vil dog i hjertet os tegne: fra sagnrige nord gaar en glans 

over jord - Det er genskær af vidun- derlandets fortryllende 

enge, - fra sagnrige norden g a a r en glans over jord 

- Det er genskær a f vid- underlan- dets fortryllende 

enge! Vi elsker vort land, når den signede 

jul. tænder stjernen i træet med glans i hvert øje, når om 

våren hver fugl over mark under strand lader stemmen til 

hilsende triller sig bøje: vi s y n g e r din lov over vej, 

over gade, vi kranser dit navn, når v o r høst er 

i lade, men den skønneste k r a n s b l i ’ r dog din, 

sankte Hans,den er b u n d e n af 

sommerens hjerter så varme, så 

glade, - men den skøn- neste 

krans bli’r dog din, sankte H a n s , den er 

bunden af sommerens h j e r t e r så 

varme, så glade. Vi elsker vort land, men ved 

midsommer mest, når hver sky over marken 

velsig- n e l s e n sender, når af blomster 

erlest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til 

flittige hænder; når ikke vi pløjer og harver og 

tromler, når koen sin middag 

i kløveren gumler: 

da går 

Hus Forbi: 

Har ca. 70 østeuropæiske sælgere ud af 

sælgerskaren som pt. er på ca. 450. Sekretariatet 

skønner, at over halvdelen af polakkerne 

har en erhvervsuddannelse som f.eks. 

tømrer, tagdækker, murer, fliselægger o.lign. 

Hus Forbis danskundervisning foregår en 

gang ugentlig i Blågårds Kirke på Nørrebro 

og polakkerne er meget ivrige, beder om lektier 

og køber sprogbøger til nærmere studier. 

Det polske hjemløseblad: 

Polen har siden 2004 haft en hjemløseavis, 

Gazeta Uliczna = gade avis. Den udkommer i 

ca. 5.000 eksemplarer – i princippet månedligt, 

men nogle gange kun kvartalsmæssigt. 

Antallet af sælgere svinger, men ligger på 

ca. 20. Køberne skal betale fire zloty (ca. 8 

dkr.), sælgerne får to. Vi har fået oplyst, at 

mange af dem har undgået at miste deres 

bolig på grund af avissalget. Bladet er en 

del af Barka Fondet, som tager forskellige 

initiativer til at hjælpe mennesker i nød. 

www.barka.org.pl 

Kilde: Dagmara Walczyk, ”Gazeta Uliczna” dagmarawalczyk@wp.pl 

hus forbi · nr. 60 · juni 2007 7 

>>

De kan lidt 

af hvert 

Dansk Byggeri skønner, at der ved redaktionens slutning er mindst 6.000 polske arbejdere i danske byggefag. 

Hvoraf de 5.000 arbejder i de 450 registrerede, polske under-entreprenører i Danmark, de 1.000 i danske firmaer. 

Mange af de polske Hus Forbisælgere 

har en brugbar håndværksuddannelse, 

og derfor 

forsøger Dansk Byggeris østkonsulent 

at skaffe dem arbejde 


Foto: Scanpix 

- Da jeg boede i Polen med min familie, 

havde vi brug for nogle håndværkere, men 

da der kom én, viste det sig, at han kunne 

ordne samtlige skavanker, smiler Søren Lange 

Nielsen, siden sommeren 2006 specialkonsulent 

arbejdsgiversammenslutningen Dansk 

Byggeri. 

- Det er ret karakteristisk for polske 

håndværkere; de fleste kan lidt af hvert; de 

er måske ikke specialiserede i dybden, men 

de har bredde, forklarer han. 

Når en medlemsvirksomhed henvender 

sig til Søren Lange Nielsen, forsøger han at 

skaffe arbejdskraften. Og på hans liste står 

nu Mickey og hans kammerat Roman, som 

begge er tagdækker, plus dennes bror, som er 

murer. Søren Lange Nielsen håber at kunne 

matche dem med en arbejdsplads inden 

længe. I øvrigt tilføjer konsulenten, at han 

har kendskab til en polsk elektriker, som selv 

har skaffet sig job i Danmark. 

Vil helst have tyskere 

Søren Lange Nielsen blev i marts kontaktet 

af Hus Forbi’s sekretariat, fordi Hus Forbi 

gerne ville hjælpe de polske sælgere med at 

komme videre; bruge deres uddannelser og 

få arbejde, inden de skal ud igen af Danmark 

efter et halvt år, medmindre de har fået 

foden inden for på det danske arbejdsmarked 

og kan søge arbejds- og opholdstilladelse. 

- Der er nogle ting, som ikke helt fungerer 

i Polen endnu. For eksempel er Polen som 

EU-medlemsland med i den ordning, hvor 

enhver arbejdsløshedsforsikret kan få sine 

dagpenge udbetalt tre måneder i et andet EU 

land. Desuden burde de kunne få formidlet 

jobs i andre EU-lande via EURÈS institutionen, 

som har kontor i alle medlemslandene. 

Men ingen polak, som jeg kender i Danmark, 

er informeret om disse ting, undrer Lange 

Nielsen sig. 

Så Dansk Byggeri forsøger at hjælpe dem, 

som er kommet herop på denne måde. Men 

det er ikke altid helt enkelt. 

- Sprogbarrieren er en stor hindring. 

99,9 % af virksomhederne spørger efter tysk 

arbejdskraft. Deres uddannelser ligner de 

danske mere. Ydermere er polakkerne nødt 

til at se i øjnene, at de har et ret dårligt 

ry at kæmpe mod, fordi de ofte menes at 

medføre ballade og uro i form af et rend af 

fagforeninger, politi, skattevæsen, og hvad 

ved jeg... Polakkerne er ofte i første omgang 

ansat via et virkarbureau; måske endda et 

polsk, hvilket komplicerer bureaukratiet 

endnu mere. De danske arbejdsgivere bliver 

som regel hurtigt glade for polakkerne, fordi 

de er venlige, arbejdsomme og dygtige. Men 

den danske arbejdsgiver opdager typisk, at 

de ikke får ordentlig løn af bureauet, der til 

gengæld selv scorer kassen og meget andet 

grimt. Dét bryder danske virksomheder og 

kolleger sig ikke om – både for polakkernes 

og deres egen skyld. På det punkt er jeg 

faktisk ret stolt af vores land og mentalitet, 

smiler Lange Nielsen. 

Når polakkerne så bliver tilbudt ansættelse 

direkte i den danske virksomhed, 

skal de have en ansættelsesaftale. Når 

Udlændinge service har fået besked, må de 

gå i gang med at arbejde, hvorefter den 

egentlige sagsbehandling med henblik på 

arbejds- og opholdstilladelse for ét år ad 

gangen, begynder. 

Kommet for at blive 

Danmark er i øvrigt som regel ikke det første 

land, de fleste polske håndværkere kommer 

for at prøve lykken i, oplyser Søren Lange 

Nielsen. 

- Hvis de kan et fremmedsprog, er 

det som regel engelsk. De har en gammel 

tradition for at tage til Storbritannien. Der 

findes en hel ’koloni’ af polakker i London. 

Og Irland har i allerhøjeste grad forstået at 

tiltrække og værdsætte polsk arbejdskraft. 

Konsulenten mener, at vi for øjeblikket 

befinder os i en overgangsfase, hvor alle 

lige skal finde deres egne ben – men at den 

udenlandske arbejdskraft i øvrigt er kommet 

for at blive. Så det er om at få det bedste ud 

af det for alle parter. 

hj@freelanceriet.dk 

• Beskæftigelsesministeriets hjemmeside 

www.workimport.dk har nu stillingsannoncer 

mm. på diverse sprog, 

bl.a. polsk. 

• Privat firma: www. help.dk 

En glad fodbold med arme 

og ben vil pryde den officielle 

T-shirt ved sommerens 

Verdensmesterskab i 

Gadefodbold for Hjemløse. 

Manden bag vindertegningen 

er Hjemløselandsholdets 

Frank Clifforth, som 

også lavet et bud på en 

officiel VM-sang. 

Af Tina Juul Rasmussen. 

Foto: Lars Beck 

Der er mange nederlag, mange 

smertelige minder og mange år med 

sprut, stoffer og vold, som Frank 

Clifforth arbejder hårdt på at lægge 

bag sig – og bytte ud med livsglæde, 

sejre og en sund livsstil. 

I dag finder han blandt andet 

glæde ved at spille fodbold. En 

glæde, Frank Clifforth også valgte at 

udtrykke, da han for nogle måneder 

siden sad med kuglepen og papir og 

tegnede sit bud på logoet til den 

officielle T-shirt til sommerens VM i 

Gadefodbold for Hjemløse. At hans 

tegning – af en glad fodbold med 

øjne, arme og ben – ligefrem vandt 

konkurrencen, kan han ikke lade 

være med at grine lidt af: 

- Det er altså for morsomt. Og 

vildt! Jeg kan huske, at da jeg sad 

og tegnede den, så tænkte jeg, at 

den skulle vise glæde – en glad, 

lille fodbold, fordi det er sundt og 

godt for mig at spille fodbold. Og så 

kunne jeg også mærke, at tegningen 

førte mig over i mine børn. Jeg har 

to børn, som jeg ikke må se. Og jeg 

har bare så meget lyst til at sige 

til dem: ”Se, jeres far er mere end 

en narkoman!” Jo, jeg har været 

en klovn, et svin, men jeg har også 

arbejdet med mig selv i terapi og 

taget min del af det. Og det vil jeg 

gerne vise dem. 

Skriver sange om sit nye liv 

Normalt er det slet ikke kuglepennen, 

men stemmen og guitaren Frank 

Clifforth bruger til at udtrykke sig 

med. Som 13-årig lærte han sig selv 

at spille guitar og har siden sunget i 

band i mange år – og endda deltaget 

i DRs underholdningsprogram Stjerne 

for en aften, hvor han gav den fuld 

gas på en bane coke. Men i dag har 

musikken en helt anden betydning 

for ham: 

- Jeg har været alkohol- og 

stoffri i to år nu, og jeg skriver 

sange om mit ’nye’ liv, hvor jeg tager 

ansvar for mig selv. 

Jeg gør tingene 

med et helt 

andet nærvær og en ærlighed, fordi 

jeg har lært, hvor vigtigt det er, at 

jeg holder fast i mig selv og ikke 

hele tiden skal gøre andre glade. Det 

prøver jeg at udtrykke gennem mine 

sange. 

Frank Clifforth har også komponeret 

et bud på en VM-sang til sommerens 

internationale fodboldevent 

på Rådhuspladsen i København. Hans 

drøm er, at sangen skal spilles ved 

indmarchen og åbningsceremonien 

(den 28. juli, red.), når de 48 nationer 

og 500 spillere fra hele verden 

står samlet: 

- Sangen handler om at byde de 

andre lande velkommen. Om respekt 

og fair play og om, at vi mistede en 

kammerat (landsholdsspiller Peter 

D. Jensen døde i marts, red.) – det 

Holdets kreative mand 

”Respekt og fair play, vi hylder 

alle hold og hjerterne banker, 

når kampen den står på, og vi vil 

høre, I råber MÅL, MÅL”. Sådan 

lyder nogle af ordene i Frank Clifforths 

bud på den officielle VMsang, 

som han på en træningslejr 

i maj spillede for sine kammerater 

på landsholdet. 

er der nok også andre, som har 

prøvet. Alle fra det danske hold har 

skrevet et ord eller en sætning som 

inspiration til mig, og hele historien 

kom bare til mig. For mig er der en 

mening med alt det her – at jeg er 

med til VM, at jeg vinder T-shirt 

konkurrencen osv. Det er jeg sikker 

på. Jeg tror jo på Gud, og måske er 

det en hjælpende hånd fra ham. Jeg 

ved det ikke endnu. Jeg ved bare, 

at jeg hver dag får nogle opgaver af 

ham, som jeg skal løse. Og at jeg nu 

tør fortælle åbenlyst om, hvordan 

jeg har det, fortæller han. 

Præsidenten ønsker tillykke 

Præsidenten for Homeless World 

Cup (HWC), Mel Young, ønsker Frank 

Clifforth tillykke med at have vundet 

T-shirt-konkurrencen. 

- At få mulighed for at designe 

den officielle Nike T-shirt for HWC 

er blevet et særligt privilegium og 

mulighed for at vise, at hjemløse 

ikke skal udelukkes, men at alle har 

noget positivt at bidrage med. Så 

et stort tillykke til Frank, dette års 

vinder. Vi håber, 

at det 

Frank Clifforths vindertegning. 

- Alle på kontoret elsker den simpelthen, 

lyder det fra Nike i Holland, der skal 

producere t-shirten med Franks tegning til 

Homeless World Cup 2007. 

giver ham endnu bedre muligheder 

for at komme videre, og vi glæder 

os til at se T-shirten til sommerens 

turnering, siger Mel Young til Hus 

Forbi. 

Sportsgiganten Nike, der producerer 

3.000 t-shirts, som skal sælges 

under VM til fordel for turneringen, 

begunder valget af Franks tegning 

således: 

- Franks tegning hænger rigtig 

godt sammen med den aktuelle 

“kidult-trend” (blanding af kid og 

adult, red.), hvor voksne genfinder 

glæden ved barndommen. Det er 

den tredje T-shirt, Nike har lavet til 

Homeless World Cup, og vi mener, at 

Franks tegning er det stærkeste design 

lavet til dato. Alle på kontoret 

elsker den simpelthen, lyder det fra 

Nike i Holland. 


Bliv frivillig i Røde Kors 

Lektiehjælp og studiecafé 

Som ny i et fremmed land kan det være svært at finde sig til rette – især 

hvis man ikke har helt styr på sproget. Derfor har Hovedstadens Røde Kors 

i samarbejde med 4 AOF-sprogskoler på Amager, Østerbro og i Nordvest og 

Brønshøj opstartet lektiecaféer. Hvis du er god til dansk og har ca. 2 timer 

hver anden uge i dagtimerne, vil vi meget gerne høre fra dig. På Amager 

har vi også lektiehjælp mandag og torsdag aften. 

Sammen med TEC på Frederiksberg er vi ved at oprette studiecaféer for 

elever på teknisk skole. Hertil savner vi også lektiehjælpere, som har lyst 

til at støtte elever med anden etnisk baggrund. Det foregår på hverdage om 

eftermiddagen. 

Desuden har vi cykeltræningshold på Nørrebro, hvortil vi søger frivillige ca. 

2 timer lørdag formiddag hver eller hver anden uge. 

Gør holdning til handling 

Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international nødhjælp og socialt 

arbejde i Danmark. 

Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige, med blik for moden og 

det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet 

vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer ugentlig. 

Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og godt sammen. 

Kom uforpligtende og mød os, og se om det er noget for dig 

Aktivitetsleder til Tryghedsopkald 

Vi søger to ansvarsbevidste og robuste aktivitetsledere, der kan rykke 

ud, når telefonen ikke bliver taget. Er du et rummeligt menneske, der kan 

bevare roen i vanskelige situationer, og har du fri i dagtimerne – så kontakt 

os for at høre nærmere. 

Vi mangler også ringere! 

Det drejer sig kun om 5 minutter hver dag, så har du gjort en københavner 

mere tryg. 

Hvis du er interesseret så kontakt: 

Hovedstadens Røde Kors 

Nordre Fasanvej 224, 4. 

2200 København N 

Tlf: 38 33 64 00 

hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

15.000 kroner til fodtøj 

Lions Club Søllerød Mølleaa har 

doneret 15.000 kroner til foreningen 

Hus Forbi, der producerer 

og udgiver bladet Hus Forbi. 

Beløbet er øremærket fodtøj til 

sælgerne. 

Hus Forbi arbejder på at 

finde andre sponsorer, så Hus 

Forbis ca. 450 sælgere kan få uddelt et par sko/støvler inden vinteren 

står for døren. Når der er indsamlet penge nok, og fodtøjet begynder 

at blive uddelt, vil Lions Club Søllerød Mølleaas vicepræsident, Kirsten 

Egmuth, være til stede. 

Hus Forbis administrator Heidi Riel (tv i billedet) modtog og 

takkede i sidste måned for checken og holdt sammen med Hus Forbisælgeren 

Leif ’Kok’ Baran (midt i billedet) et foredrag og svarede på 

spørgsmål fra Lions Club Søllerød Mølleaas medlemmer. 

- jalini 

Kommentar 

Danmarks nye underklasse 

Af Lars Olsen 

Nogle børn har spillet 117 familiespil og gennemtrevlet børnebiblioteket, 

før de fylder fire år. De bliver taget med på råd, når familien sidder 

samlet omkring middagsbordet og taler om den globale opvarmning 

eller aktiviteterne i den kommende weekend. Disse børn har typisk veluddannede 

forældre, som står parate med råd og dåd og forældrekøbte 

lejligheder. 

Andre børn får aldrig læst en godnathistorie og kan ikke hente hjælp 

derhjemme til lektierne. Aftensmaden spises foran fjernsynet og diskussioner 

om samfundsforhold er lige så sjældne som eksotiske ferier. Ofte 

har forældrene ingen uddannelse, løs tilknytning til arbejdsmarkedet og 

svært ved at navigere børnene gennem nutidens individualiserede uddannelsessystem. 

De ulige chancer dokumenteres af en særkørsel fra Danmarks Statistik, 

som jeg fik foretaget i forbindelse med bogen Den nye ulighed. 

11 procent af de unge tilhører kategorien med ”svag hjemmebaggrund” 

- de vokser op i familier, hvor forældrene gik tidligt ud af 

uddannelsessystemet og ofte er skilt eller marginaliseret på arbejdsmarkedet. 

I en anden undersøgelse, med lidt andre kriterier, vurderer 

Socialforskningsinstituttet, at hele 20 procent af børnene vokser op 

i helt eller delvist ressourcesvage familier. Dagens Danmark kan altså 

uden overdrivelse kaldes et fem-sjettedels-samfund. 

Tallene viser en systematisk ulighed, f.eks. har unge med svag hjemmebaggrund 

otte gange større risiko for at blive et sagsnummer i det 

sociale system på grund af problemer i hjemmet. Og to tredjedele gennemfører 

aldrig en kompetencegivende uddannelse. 

De socialt svage familier lever på økonomisk smalhals, men alligevel 

handler det ikke om gammeldags fattigdom. Det store flertal i den 

nederste fjerdedel af indkomstskalaen har faktisk ikke svag hjemmebaggrund. 

Her er forældrene for eksempel studerende eller enlige 

forsørgere, som har uddannelse og job. De har heller ikke mange penge, 

men deres børn klarer sig meget bedre. 

Den kritiske læser vil måske indvende, at der også tidligere var familier 

nederst på rangstigen? Jo, men skiftet fra industri- til videnssamfund 

har ændret mekanismerne bag uligheden. 

For 50 år siden havde Rikke, enlig mor på Vesterbro, et svært liv. Hun 

var fattig og boede i en fugtig lejlighed uden bad og toilet. Men samfundets 

krav var mere enkle. Rikke skulle sørge for, at børnene kom i skole 

nogenlunde renvaskede, så tog 

læreren sig af undervisningen. 

Og sønnen kunne gå ud af skolen 

efter 7.klasse, tage et ufaglært 

job og siden forsørge sin familie. 

Nutidens Rikke bor i en moderne 

lejlighed med centralvarme, bad 

og toilet, men kravene til forældrerollen 

er anderledes komplicerede. 

Rikke skal diskutere 

elevplaner med læreren, hjælpe 

med projektet om Rifbjergs 

forfatterskab og rådgive om den 

rette fagkombination i ungdomsuddannelserne. 

Og børnene kan 

ikke bare gå ud af skolen og tage 

et ufaglært job. De skal have en 

boglig eller faglig uddannelse. 

Den ubehagelige realitet er, at 

de fleste unge med svag hjemmebaggrund 

havner samme sted som 

deres forældre – ingen uddannelse, 

lange perioder med arbejdsløshed 

og rodede familieforhold. 

Videnssamfundet har fået en 

ny underklasse. 

Lars Olsen tidligere journalist - på 

Politiken og Ugebrevet A4 – skriver 

her om videnssamfundets nye 

underklasse. Lars Olsen er aktuel 

med bogen Den nye ulighed. 

Noget om registrering 

En paradoksal historie om, hvordan det som hjemløs 

krævede en adresse at blive slettet hos Folkeregistret 

Af Finn fra Helsingør, tidligere vagabond 

Tegning: Karsten Hansen 

Nu er Socialforskningsinstituttet så 

i gang med at registrere de hjemløse, 

og mange mindre tænksomme 

vil nok mene, at det er godt, at de 

nu gør noget ved det. Og sådan er 

det sikkert nok også ment – at vi 

skal synes, politikerne gør noget. Vi 

lever i et registersamfund, hvor alt 

registreres for administratorernes 

trygheds skyld. Er man hjemløs, 

er samfundets registrering blot en 

uvelkommen nysgerrighed. Det samfund, 

som ikke kan rumme alle. 

I min ungdom fandt min kone 

sig en bedre mand, som det ofte går 

førend en større forståelse er opbygget. 

Jeg begyndte derfor at bo i min 

lille varevogn eller hos bekendte. 

Jeg kørte gaffeltruck og kørte efter 

arbejde rundt og søgte noget at bo i 

og mødte overraskende spørgsmålet 

om jeg var boligberettiget! Er der 

nogen, der ikke er berettiget til at 

bo? At have et hjem? Det var en 

samfundsbestemmelse, jeg måtte 

bøje mig for og gik derfor op på Folkeregistret 

for at melde fra, nu jeg 

intet sted havde at bo. Men det var 

ulovligt, fik jeg at vide, så de ville 

blot lade mig blive på den tidligere 

adresse. Det ville jeg ikke have, for 

hvis nogen skrev til mig der, ville 

brevene blot blive smidt ud. 

Bad om fiktiv adresse 

Til sidst havnede jeg hos kontorchefen, 

som spurgte, hvor jeg havde 

sovet natten før. Det skulle selvfølgelig 

ikke ligge min veninde til last, 

at hun kendte en hjemløs, så jeg bad 

ham finde sine overnatningsadresser 

selv, hvad fik ham til at foreslå, 

at jeg så en gang om ugen kom 

og meldte ham en adresse, så han 

kunne få orden i tingene. 

Det accepterede jeg og ville derfor 

have en klar og skriftlig aftale 

om arbejdsgodtgørelse og kørepenge, 

da sådanne steder kun har 

åbent i arbejdstiden. Men det ville 

han ikke. Han var derimod ivrig efter 

at få en eller anden fiktiv adresse. 

”Så skriv mig på din,” foreslog jeg. 

Slutningen blev, at jeg blev slettet i 

Folkeregistret. 

Det var til at leve med. Behagelig 

fri for breve fra myndighederne, 

skattefri (det var før kildeskatten) 

osv. Engang, hvor jeg blev arresteret 

sammen med en præsteven for 

at klistre plakater op imod NATO, 

kom en betjent ind i ”skabet”, 

hvor vi sad, og sagde overrasket, 

at han havde opdaget, at jeg 

var subsistensløs og bad om en 

adresse, da jeg skulle registreres 

for politisk virksomhed, 

hvilket jeg dog ikke kunne 

hjælpe ham med. 

Skal se pænt ud 

Nogle år efter, da jeg fik 

råd til at købe et hus, 

kom der pludselig ingen 

breve og skemaer, da 

jeg jo skulle indføres 

igen i Folkeregistret 

som husejer. De ville 

blandt andet vide, 

hvor jeg de foregående 

år havde været 

registreret. 

Men pointen var 

jo netop, at jeg ikke 

havde været registreret 

noget sted. Og jeg 

er af den opfattelse, at 

der skal være orden i tingene 

og er derfor meget 

imod de klamme falsknerier 

– at presse mig til at opgive 

en falsk proforma-adresse, 

som alene skal tjene til at få 

det til at se ud som om, vi har 

boliger nok, hvilket er meget 

langt fra sandheden! 


Efter tre måneder på krisecenter, og med uvished 

om hvad morgendagen bringer, er Helle 

ved at gå i opløsning. Hun vil bare have hjælp, 

men hun føler, at hun konstant løber panden 

mod en mur 

Af Marisa Matarese 

- Hjælp, der hjælper. Jamen, det står 

der, siger Helle. Hun fortsætter med 

at læse op af en socialpolitisk redegørelse 

og handlingsplan for 2006-7 

fra Socialministeriet. 

- Hvorfor fanden, er der så ikke 

nogen, der kan hjælpe os? spørger 

hun. 

I nu tre måneder har hun og 

hendes tre børn boet på krisecenter 

i København. Det har været en kamp 

blandt andet at få bevilget penge til 

henholdsvis buskort og taxi til de 

to yngste børn, så de kunne komme 

i skole i Roskilde og en kamp om at 

blive forstået. 

Helle havde håbet, at tiden på 

krisecentret kunne bruges til at få 

familien på ret køl igen efter først 

mange år med vold og siden adskillige 

år på flugt fra volden, men familien 

har endnu ikke været i terapi. 

- Det sidste jeg fik at vide var, 

at hvis jeg ville have behandling, 

kunne jeg lade mig indlægge, siger 

Helle og fortsætter: 

- Jeg er ved at blive vanvittig. 

Jeg kan ikke mere, siger hun og 

stemmen knækker over. Hun trækker 

vejret dybt ind og fortsætter i en 

talestrøm uden pauser: 

- De driver mig så langt ud, at 

jeg overvejer at tage mit eget liv. 

Mine sagsbehandlere og andre fra 

det offentlige forstår mig ikke. De 

synes, jeg er en pestilens, for jeg 

stopper ikke, men jeg er nødt til at 

råbe om hjælp. 

Kvinderne får stress 

Ifølge sekretariatsleder Anne Mau 

fra landsforeningen af krisecentre 

for kvinder, LOKK, skulle Helle være 

det rette sted. Det er krisecentrets 

rolle at hjælpe familien videre: 

- Tryghed er det helt afgørende 

på krisecentrene. I en lang række 

tilfælde får kvinderne post-traumatisk 

stresssyndrom af at være jaget 

vildt. De vitale funktioner som søvn 

rammes. På krisecentrene kan vi 

hjælpe dem med de praktiske ting, 

såsom arbejde, skilsmisse, flytning 

osv. Ting som kan være uoverskuelige 

for dem, fordi de lever på 

konstant flugt fra volden, siger Anne 

Mau og tilføjer: 

- Vi er der for at hjælpe. 

Hvert år opholder i alt 2.000 

kvinder og ligeså mange børn sig på 

landets krisecentre i kortere eller 

længere tid. 

Helle kan ikke genkende det 

krisecenter, Anne Mau beskriver. Hun 

føler sig misforstået og modarbejdet 

på det krisecenter, hun opholder sig 

på. 

- De kalder det et krisecenter, 

Hvor er hjæ lpen? 

men hvor er den støtte, der skulle 

være? Asylansøgere får lov at blive 

på krisecenter i flere år. Hvorfor 

kan en familie som os ikke få et par 

måneder her til at få ro? Jeg havde 

møde med dem her på krisecentret i 

går. De vil have, at vi flytter ud i vores 

nye lejlighed i Roskilde. Det kan 

jeg simpelthen ikke. Han bor 7-800 

meter fra den lejlighed. Hvad tænker 

de på? Vi er ikke en handelsvare, 

man bare kan flytte rundt på sådan 

fra den ene dag til den anden. De 

går kun op i at give os en lejlighed. 

De er pisseligeglade med os, siger 

Helle. 

Da hun først kom til krisecentret, 

var det fordi, hun ikke havde andre 

steder at tage hen. Hendes ekskæreste, 

der truer med at slå hende og 

børnene ihjel, var lige blevet løsladt, 

og hun og børnene havde ikke 

noget sted at bo. Roskilde Kommune 

valgte i elvte time at sende dem på 

krisecenter i København. På trods 

af, at de igennem flere måneder 

havde vidst, at Helle og familien 

ville blive boligløse, var der ikke en 

anden lejlighed til dem i kommunen. 

Vicekommunaldirektøren i Roskilde, 

Mogens Raun begrundede det med, 

at kommunen stod midt i en flytning 

(pga. kommunalreformen, red.). 

Det viste sig dog at være godt 

for Helle at komme på krisecenter, 

fordi der var tryghed. Familien sad 

ikke alene i en lejlighed og ventede 

på, at ekskæresten kom og gjorde 

alvor af sine trusler, men et ophold 

på et krisecenter er ikke en permanent 

mulighed. 

Tør ikke flytte endnu 

Siden den første april har Helle 

betalt husleje til en lejlighed i 

Roskilde, men hun ikke tør flytte ind 

i. Selvom der har været en låsespecialist 

og sikret døren mod indspark, 

føler hun sig ikke sikker og er slet 

ikke klar til at flytte ind endnu. 

Hun havde håbet, at politiet ville 

vurdere, om lejligheden kunne sikre 

familien mod ekskæresten. 

- Det er ikke politiets opgave, 

siger Steen Majbom fra Roskilde 

Politi og sender bolden videre til 

kommunen: 

- Vi mener, det er et kommunalt 

anliggende. 

I Roskilde Kommune har socialrådgiver 

Hanne Malmvig taget 

ansvaret for at sikre lejligheden ud 

fra en låsespecialists anvisninger. 

Til spørgsmålet om hvem, der 

skal vurdere om beliggenheden er 

sikker i forhold til ekskærestens 

bopæl svarer hun: 

- Det er ikke min opgave at 

tjekke, hvor han bor. Jeg ved ikke, 

hvis opgave, det er. 

Udover en sikret lås, har Helle 

én af de 200 overfaldsalarmer, som 

politiet har til rådighed og et polititilhold 

på ekskæresten. 

- En overfaldsalarm kan være god 

og dårlig. Det giver kvinderne en 

tryghed og en psykologisk 

sikkerhed, fordi de bliver 

taget alvorligt. De ved, 

at politiet vil rykke ud, 

siger Anne Mau, sekretariatsleder 

i landsforeningen 

af krisecentre 

og tilføjer, at den ikke 

giver 100 procent sikkerhed. 

- Ligesom andre 

apparater, har den sine 

begrænsninger. Den skal 

oplades og den skal være 

tændt. Som med mobiltelefoner, 

kan der være begrænset 

dækning, hvis man befinder 

sig i et betonbyggeri eller i en 

kælder. Samtidig kan det være 

en begrænsning at befinde sig i 

et yderområde, hvis f.eks. hele 

politistyrken er i København 

for at rydde Ungdomshuset. 

Det tager den tid, det tager, 

for politiet at nå frem, 

siger Anne Mau. 

- Tilholdet derimod virker, 

hvis manden respekterer 

det, selvom straffen for 

Helles ekskæreste har tilhold 

mod at opsøge hende, men ingen 

kan forhindre ham i at køre forbi 

hendes vinduer og holde øje med 

hende. Det frustrerer hende, at 

hun er nødt til at leve med 

den psykiske terror, 

som hendes voldelige 

og truende eks- 

kæreste udøver 

Vi lærer kvinden at overleve i 15-20 minutter 

Selv specialuddannede 

livvagter frygter de voldsramte 

kvinders ”bindegale” 

eksmænd. Og ifølge vagtfirmaernesbrancheorganisation 

bruger politiet ikke tid 

nok på voldsramte kvinder 


Foto: Scanpix (temafoto) 

- Det er mit indtryk, at politiet 

ikke bruger nok tid på at rådgive 

voldsramte kvinder på grund af 

manglende ressourcer, og dermed 

svigter politiet en opgave, siger Sikkerhedsbranchens 

informationschef 

Helge Kierkegaard. 

Han oplever, at når kvinderne 

ikke kan få hjælp hos politiet, søger 

de beskyttelse hos de private vagtfirmaer. 

- Det er meget almindeligt, at 

voldsramte kvinder henvender sig til 

os for at få hjælp. Jeg kan ikke sige 

eksakt, hvor mange henvendelser 

vi har fået, men det er i hvert fald 

nogle hundreder, siger han. 

Oftest tilbyder vagtfirmaerne 

konsulentrådgivning og ikke livvagtsopgaver. 

- Livsvagtsopgaverne er ikke helt 

billige, for man betaler for specialuddannede 

livvagter, der normalt 

beskytter nøglepersoner fra store 

internationale virksomheder som 

Microsoft, siger Helge Kierkegaard. 

En opgave, der ifølge Helge Kierkegaard 

er langt mere overskuelig 

end at være livvagt for en voldsramt 

kvinde. 

- I de her voldssager, sidder 

følelserne uden på tøjet. Det er en 

mere overskuelig opgave at passe på 

en direktør. Her kan man udregne 

risici og man kan tage højde for, 

hvad der kan ske. Med de her bindegale 

mænd er det fuldstændig 

uforudsigeligt, siger han. 

Derfor rådgiver vagtfirmaerne 

kvinderne, så de kan overleve, hvis 

manden kommer. 

- Vi kan hjælpe kvinden med 

overleve i de 15- 20 minutter, som 

det tager en patruljevogn at nå 

frem. Typisk sætter vi os ned med 

dem i deres hjem og informerer dem 

om, hvordan hjemmet kan indrettes, 

så det bliver mere sikkert. Vi får en 

tømrer til at forstærke karme, døre 

og vinduer, og så får vi låsesmeden 

til at sætte en systemlås op, så ekskæresten 

ikke lige kan komme ind. 

overtrædelse er lav. Tilholdet betyder 

dog også, at hvis hun for eksempel 

får en trussel fra ham sendt pr. sms 

og svarer, ”at nu må han holde op”, 

så har hun kontaktet ham, og så 

bortfalder tilholdet. 

Og så skal man huske, 

at tilholdet ikke 

omfatter, at 

han tilfældigt 

møder hende 

i Kvickly. 

Han må ikke 

opsøge hende 

på hendes 

bopæl, men 

må han stå 

på den anden 

side af gaden? 

Det er 

uhyre vanskeligt 

at afgøre, 

siger Anne Mau 

og tilføjer: 

- Der er ingen 

nemme løsninger. 

Havde der været det, så vi 

ikke 41.000 kvinder blive 

udsat for vold årligt. Anne 

Mau mener, at en del af 

problemet ligger i, at de 

voldelige mænd har en 

slags amnesti. 

- Vi ser 41.000 

kvinder, der udsættes for 

Vi kan også hjælpe med at indrette 

et rum, så det tager en halv time at 

bryde ind. Så har kvinden et sted at 

opholde sig indtil politiet når frem, 

hvis galningen kommer, fortæller 

han. 

Derudover kigger de på flugtveje, 

og på hvordan hun skal reagere, hvis 

hun møder ham i et butikscenter. 

- For alt i verden skal de undgå 

konfrontation. De her mænd er meget 

utilregnelige. 

Selv de specialuddannede liv- 

vold i hjemmet hvert år, men der er 

ikke 41.000 mænd, der dømmes ved 

domstolene for vold årligt. Revselsretten 

blev afskaffet i 1997, men der 

er stadig børn, der får tæv. Og vi ser 

ikke sagerne ved domstolene. Vold i 

familien er ikke lige så strafbart som 

at banke naboen eller hans børn. 

Skriver til ministeren 

Klokken er lidt i tolv den første maj. 

Helle kan godt se, at hun nok ikke 

bliver flyttet i dag, så hun sætter sig 

tilbage i sofaen med tv’et kørende, 

fast besluttet på at kæmpe videre i 

sin søgen efter hjælp. 

- Ved du hvad jeg gjorde i forgårs? 

Gråden er afløst af en fnisende 

latter. 

- Jeg gik op på Rådhuset for at 

tale med Ritt Bjerregård (socialdemokratisk 

overborgmester i København, 

red.). Jeg fik ikke fat i hende, 

for man skulle bestille tid, men en 

jurist derindefra ringede mig op og 

talte med mig. Hun spurgte: hvordan 

kan det være, du er på krisecenter 

i København, hvis din kommune er 

Roskilde? Det kunne jeg ikke svare 

på. 

Desværre kunne hun heller ikke 

hjælpe mig, fordi jeg ikke har adresse 

her i København. Nu prøver jeg at 

skrive et brev til socialminister Eva 

Kjer Hansen, siger Helle. 

vagter frygter kvindernes voldelige 

eksmænd og vil af samme grund ikke 

lade sig interviewe til Hus Forbi. 

- Som en af dem sagde til 

mig: ”Mit efternavn er ikke særlig 

almindeligt. Jeg er bange for, at en 

frustreret ægtemand slår mig op i 

telefonbogen og kommer ud til min 

firmaadresse for at spørge efter sin 

kone,” fortæller Helge Kierkegaard. 


På værestedet Fundamentet kan udsatte 

borgere få kaffe, en leverpostejmad og få 

hjælp til at løse deres sociale eller økonomiske 

problemer. En af dem som har brugt 

stedet i en ”rodet” periode af sit liv er Hus 

Forbis ansatte Henrik Pedersen 

Af Tina Juul Rasmussen 

Foto: Holger Henriksen/Ulrik Jantzen 

- Hvad søren.... Er det ikke... Jo, det er da John, den hjemvendte 

søn! Hvor har du været så længe?? 

Fra den rå, grå kulde på gaden træder John, en stor og 

bred mandsskikkelse i 50’erne, ind i Rygeren – rummet, hvor 

der må oses uhæmmet. Han bliver hilst velkommen med et 

knus af Pia Lykke Hansen, socialrådgiver på Fundamentet, 

som han har opsøgt igen efter en tids fravær. 

John hilser tilbage, mens de andre brugere i rummet ser 

til. Her sidder syv-otte andre med deres kaffe og askebægret 

foran sig. 

Her er Jette, som er på vej til Sri Lanka. Hun har truffet 

en srilankansk mand på en datingside på nettet. Han har 

tilbudt hende ægteskab, og nu er hun på vej til Sri Lanka 

for at møde ham og se, hvad han er for en. Hun hiver sine 

vaccinationskort frem og får Fundamentets pædagog Martin 

Bigum til at kigge på det. 

I sofaen sidder et grønlandsk par med deres to store 

hunde. Som et af de få væresteder i byen, må man godt have 

sine firbenede venner med inden for på Fundamentet. Og der 

er ’Krølle’, som efter en operation i kæben er blevet følelsesløs 

i et område på hagen. 

- Det er rigtig ubehageligt – kulden går lige ind her, siger 

han og viser hvor – og hiver så en hue med øreklapper op af 

lommen. 

- Men så tager jeg bare denne her på, tilføjer han. 

Et par trin oppe ligger endnu et rum, hvor der ikke må 

ryges. Det er forholdsvist tomt. Gennem en døråbning kommer 

man ind til en bardisk med et lille køkken bag. Herfra 

serveres leverpostejmadder og kaffe plus en gang varm suppe 

af og til. Et par meter fremme sidder tre mænd med ryggen 

til og næsen godt begravet i stedets computere. Og igen et 

par trin nede holder Pia Lykke Hansen og hendes kollega til 

på et kontor med tilhørende sofastykke. Her kan en foldedør 

skabe lidt arbejdsro og eller rum til personlige samtaler. 

Fik ryddet op i rodet 

Det er bag en forholdsvis beskeden facade med lidt triste 

persienner og en spøjs samling dukker i vinduerne, at John, 

Jette og de andre har søgt ind. Værestedet Fundamentet 

ligger i den fjerne ende af Holmbladsgade på Amager i 

København. Her kommer hver dag mellem 30-45 hjemløse, 

ensomme, psykisk syge, pensionister og udlændinge. 

En, som kom her i en periode, er Henrik Pedersen. I dag 

er han ansat på Hus Forbis sekretariat som sælgernes repræsentant 

og laver bl.a. id-kort og opsøgende arbejde blandt 

sælgerne. Men på et tidspunkt ”rodede” Henrik efter eget 

udsagn lidt rundt. Havde godt nok et sted at bo, men kunne 

ikke holde ud at være der. Og fik ikke rigtig betalt regningerne. 


Et fundament og fristed 

Henrik og Hus Forbi 

Mange af Københavns Hus Forbi 

sælgere kender manden bag 

fuldskægget – Henrik Pedersen. 

Henrik har det seneste års tid 

været sælgerens repræsentant 

og fungerer som Hus Forbis 

gadeplandsmedarbejder. 16 

timer om ugen arbejder han 

desuden på Hus Forbis sekretariat 

i det centrale København, 

hvor han blandt andet udsteder 

sælgerkort, har kontakten 

til Hus Forbis distributører og 

ikke mindst de mange sælgere, 

som hver dag kommer forbi 

kontoret. 

Andre vil genkende ham fra TV 

eller aviser, hvor han i mange 

sammenhænge har talt Hus 

Forbis og sælgernes sag. 

Men hvad de færreste ved er, 

at Henrik har en fortid som 

speditør, har boet i Spanien i 

mange år og for nogle år siden 

selv rodede gevaldigt rundt i 

sit liv. I den periode kom han 

på værestedet Fundamentet 

og fik blandt andet hjælp af 

stedets socialrådgiver. Det er 

derfor på hans opfordring, at 

Hus Forbi har besøgt værestedet 

på Amager. 

- Jeg kom her sammen med en af mine 

venner, som havde været Pias (Fundamentets 

socialrådgiver, red.) klient, da hun 

var ansat i kommunen. Og det var godt, 

Pia var her – hun er god til at skrive breve 

og fik forklaret tingene til kommunen på 

en anden måde – jeg har det med at miste 

tålmodigheden og har et hidsigt temperament. 

Hun gik også med mig til møde, så 

vi fik styr på det, der rodede, og hun fik 

sat min afdragsordning til det offentlige 

ned med et par procent, husker Henrik og 

roser Fundamentet. 

- Her er altid en god stemning, især 

når man kender de andre, som er her. Og så 

er åbningstiderne gode – i tidsrummet fra 

forsorgshjemmene smider en ud og til Sundholms 

natcafé åbner, konstaterer Henrik. 

Miljøet er hårdt nok i forvejen 

Pia nikker, da Henrik nævner den gode 

stemning. 

- Her er en god tone. Mange kender 

hinanden. Nogle er kommet her i årevis, 

de bruger det nærmest som deres dagligstue. 

Andre kommer her i månedsvis uden 

at tale med hverken os eller de andre 

brugere og vil ikke tage imod så meget 

som en kop kaffe. Det er meget forskelligt. 

Men opstår der konflikter, er det som 

regel mellem brugerne, ikke i forhold til 

os ansatte. Og vores holdning er, at vi 

ikke uden videre giver folk karantæne eller 

har mange regler. Det miljø, de kommer 

fra, er hårdt nok i forvejen. Jeg tror mere 

på at forkæle dem – det er de ikke vant 

til, konstaterer Pia Lykke Hansen, som for 

to år siden byttede sit job som socialrådgiver 

i Københavns Kommune ud med sit 

nuværende i Fundamentet. Her tilbyder 

hun rådgivning og samtaler i det omfang, 

brugerne har behov for det. 

- Det kan være alt muligt – fra ”hvorfor 

får jeg mindre i kontanthjælp nu” til ”det 

hele er bare noget lort”. Det er langt fra 

alle ting, jeg kan løse eller afslutte, men 

jeg kan være bindeled for eksempel til 

kommunen. Eller jeg kan tage en snak om, 

hvorfor det hele er noget lort, og så må vi 

se, om vi kan løse op for det i fællesskab. 

Ud over at hjælpe med det ofte komplicerede 

papirarbejde, der skal klares, før 

man for eksempel kan søge om kontanthjælp, 

tager Pia også med brugerne til 

møder i kommunen, hvis ansatte ofte ikke 

ved, hvad de skal stille op med den mest 

udsatte gruppe af borgere. 

- Kommunen vil meget gerne se på 

brugernes ressourcer, og det er sådan set 

også fint nok, men mange af disse mennesker 

har altså massive problemer, og dem 

vil kommunen ikke rigtig se. Med mindre 

vi har en bruger, som helt konkret lugter 

meget dårligt – så bliver samtalen typisk 

meget hurtigt afsluttet med: ”Skal vi ikke 

bare sige, at vi ses om tre måneder igen”. 

”Videre” er et vidt begreb 

Men er det ikke netop Pia Lykke Hansens 

opgave som socialrådgiver også at hjælpe 

sine brugere videre? Jo, bestemt, understreger 

hun, bare ikke nødvendigvis i 

kommunal terminologi – på matchgruppeniveau 

og kun med fokus på arbejdsmarkedet. 

- Og hvad er ”videre”? For mig at se 

er ”videre” livskvalitet på andre punkter 

end at have fast arbejde. Videre er for eksempel 

at få et netværk og at mødes med 

andre om andet end elendighed. Hvis en 

af vores brugere får et værelse at bo på, 

så er det videre for mig. Men jeg forventer 

ikke, at han så også holder op med at 

drikke osv. Og jeg ser mange succeser her. 

For eksempel må brugerne ikke drikke hos 

os, så det at de kommer her, nedsætter 

deres alkoholforbrug. De går over på et 

nærliggende vaskeri og drikker en øl i ny 

og næ, men de kan ikke sidde og drikke 

hele dagen. 

- Det er også en succes, når vi har 

filmdag, og brugerne indbyrdes kan blive 

enige om, hvilken film vi skal se. Eller 

banko, som samler ti brugere hver uge, 

fordi de kan vinde en pakke cigaretter. Så 

jeg kan se mange succeser. Men jeg kan 

også se, at her kommer flere i dag end 

for to år siden. Miljøet er måske blevet 

hårdere, folk er langt ude, og der er flere 

psykisk syge. Men deres situation taget 

i betragtning synes jeg, de opfører sig 

fantastisk, konstaterer Pia Lykke Hansen. 

Og så må hun lige en tur over og hilse 

på de to hunde, som har indtaget hele 

lædersofaen i ’Rygeren’. 

Fundamentets fremtid er pt. usikker. Stedet 

er kun sikret bevilling fra Københavns Kommune 

de første ni måneder i år. Hvad der 

sker derefter, er i øjeblikket usikkert. 

Læs mere om Fundamentet på 

www.fundamentet.dk 

Da Henrik Pedersen for et par år 

siden rodede rundt i sit liv, var det 

en stor hjælp for ham, at socialrådgiver 

Pia Lykke Hansen, der er ansat 

i værestedet ’Fundamentet’ kunne 

skrive nogle breve for ham og gå 

med til møder i kommunen. 

tina-juul-rasmussen@mail.dk

Christiania 

Huse skal give plads til fortidsminde 

Da politiet i maj jævnede 

en udbrændt bygning med 

jorden kom rydningen af 

57 huse på Christiania 

tættere på 


Foto: Lisbeth Johansen 

I alt 57 familier på Christiania står 

til at miste deres huse, fordi de står 

i vejen for en retablering af voldanlægget. 

Nedrivningen sker i forlængelse 

af den nye Christiania-lov, og 

kom tættere på, da politiet den 14. 

maj jævnede en udbrændt bygning 

kaldet Cigarkassen på Christiania, 

hvilket medførte sammenstød mellem 

politi og demonstranter – både 

på Christiania og på Christianshavn. 

Der er to faser af nedrivningen: I 

første omgang skal 32 huse fjernes, 

blandt andet Claus Smeds Perlen, 

Line Bjarnfreds hus og Ann Malmos’ 

hus, som Hus Forbi har besøgt. 

Den nye Christiania-lov trådte 

i kraft for tre år siden og har til 

formål at normalisere Christianias 

boliger og genskabe voldanlægget 

efter Christian den 4.’s idé, hvilket 

bl.a. betyder, at den vildtvoksende 

beplantning og husene skal fjernes. 

Københavns historiske fæstningsanlæg, 

som voldanlægget omkring 

Christiania er en del af, skal ”retableres 

som et samlet rekreativt, 

landskabeligt område under hensyntagen 

til fortidsmindets historiske 

udformning,” som det hedder i den 

ny Christiania-lov. 

Lukkede sig inde i haver 

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 

2004 loven, fordi det mente, at christianitterne 

misligholdt de oprindelige 

kasernebygninger på området 

og i stedet for at åbne området mod 

offentligheden, lukkede christianit- 

Flydende hus skal væk 

Claus Smeds flydende hus Perlen 

står i vejen for statens planer 

om at gendanne voldanlægget på 

Christiania 

- Fantasien har bedre kår, når det hele ikke ligger 

i faste rammer. Se bare husene her, siger Claus 

Smed fra sin lille robåd på søen foran sit flydende 

hus, Perlen. Inde på terrassen står hunden Plet 

og betragter Claus, der zigzagger forbi flydende 

fuglehuse og kunstige åkander. 

I baggrunden ligger et hus med samme form 

som en UFO, og træhuse i forskellige farver og 

udformninger står med ’fødderne’ i søen. Står det 

til regeringen, får de ikke lov at stå her ret meget 

længere. 

57 huse på Christiania skal rives ned, fordi 

voldanlægget skal genetableres. Forbilledet er 

Som led i regeringes 

normaliseringsplan for 

Christiania, skal huset 

som Claus har boet i siden 

1988, rives ned. -Det skal 

ligne et militæranlæg fra 

1600, siger Claus. Han 

foretrækker at lade husene 

stå og bevare den unikke 

plads til fantasien. 


Kastellet ved Den lille havfrue: Græs på voldene 

og ingen huse. 

- Det skal ligne et militæranlæg fra 1600-tallet, 

siger Claus. 

Småt men godt 

Claus’ lille hus på 31 kvadratmeter, forsvinder også. 

- Selv om det er småt, har jeg aldrig boet 

bedre, end jeg gør her, siger han og går indenfor. 

Han vipper den brede jernstige, som står midt i 

stuen op, så den ikke skygger for udsigten ud over 

søen. Stigen fører op til soveværelset og fylder 

meget i det lille rum, hvor der både er spisebord, 

kontor og to liggestole i teaktræ. En til Claus og 

en til konen. 

- Vi kan maksimalt være otte til spisning. Vi 

har været 20, men så kommer der også vand ind på 

grund af vægten, griner Claus. Huset flyder nemlig 

på en tømmerflåde af 22 plastiktønder. 

- Hvert år kommer der flere ting ind i huset, så 

jeg må fylde op med ekstra flamenco for at holde 

huset flydende, fortæller han. 

Claus byggede selv Perlen i 1988 i løbet af 

et halvt år. Han lægger sin rygende grønne Cecil 

fra sig i askebægeret for at finde et ringbind med 

fotos, der skildrer byggeriet, frem. Han finder også 

et eksemplar af Casa Vogue fra juni 2004 frem, 

hvor Perlen er på forsiden. 

For kedeligt på universitetet 

Claus kommer selv fra Svendborg. Han flyttede til 

København for at læse antropologi, men det blev 

for kedeligt. I stedet fik han arbejde i Smedjen på 

Christiania. 

- Det tiltalte mig meget at arbejde på en kollektiv 

terne sig inde i deres haver. I ”bemærkninger 

til lovforslaget” lyder 

begrundelsen: 

”Det er nødvendigt med en ny 

politik, der kan sikre opretningen 

og bevaringen af fæstningsanlæg og 

kasernebygninger, skabe grundlaget 

for en udvikling af området til gavn 

for alle borgere i København, og som 

indebærer, at området og aktiviteterne 

på området bliver omfattet af 

landets almindelige love og regler.” 

Samtidig lægger politikerne 

vægt på, at Christiania skal forblive 

Christiania: ”Det betyder ikke, at 

Christianiaområdet skal ensrettes 

med andre byområder. Regeringens 

arbejdsplads, hvor alle fik samme løn, 

og det at være direktør gik på omgang. 

Men det var svært at finde noget at bo 

i. En dag, jeg var ude at gå en tur, så jeg 

en brændtomt og tænkte ”her skal det 

være”, fortæller han. 

Naboerne syntes, det var en god 

ide med et flydende hus. Og så gik han 

i gang. 

Mister vores netværk 

- Jeg ville gerne bo på Christiania, 

for jeg syntes, her skete en masse 

spændende ting. Det er ligesom en 

landsby i storbyen; der bor cirka 700 mennesker, 

man kender hinanden, og der er et fællesskab 

omkring Christiania. Det har altid været vigtig for 

mennesker med et socialt overskueligt fællesskab, 

siger han. 

Ti år senere, i 1998, flyttede konen Lise ind. 

- Hun kom fra en fireværelses lejlighed i 

Nyborg, men hun kan godt lide huset. Det er småt, 

men synes større pga. glasfacaden. Hvis der var 

små vinduer, ville det virke meget indelukket, 

fortæller han. 

Kommunen har tilbudt Claus og konen at blive 

genhuset i en to-værelses lejlighed i Københavns 

Nordvest-kvarter, når huset skal rives ned. 

- Jeg ville ikke have det godt med at komme 

ind i en lille lejlighed. Jeg ville føle mig indespærret 

og miste hele mit netværk, som jeg har her på 

Christiania og på Christianshavn. Et netværk, som 

jeg har bygget op, siden jeg kom hertil i slutningen 

af 60’erne. 

Det er her, jeg lever hele mit sociale liv. Jeg 

mål for udviklingen af Christiania er, 

at området fortsat skal være et grønt 

og bilfrit kvarter i København, hvor 

der er plads til at leve på en anden 

måde, men indenfor lovgivningens 

almindelige regler uden særlov, uden 

hashhandel, med huslejebetaling og 

åben boligtildeling, med opretning 

af de bevaringsværdige bygninger, 

og med opretning og sikring af 

fæstningsanlægget som et åbent, 

rekreativt område for christianitter, 

københavnere og den øvrige 

befolkning.” 

Det er Slots- og Ejendomsstyrelsens 

opgave at få husene væk, 

idet de overtog administrationen af 

Claus og konen foretrækker de små forhold i deres flydende 

bolig fremfor en to-værelses i Nordvest, som de har 

fået tilbudt, hvis huset skal rives ned. 

kender ingen i Nordvest, siger Claus, som gik på 

efterløn for to år siden. Hans kone arbejder som 

gårdmand på ydre Nørrebro. 

- I den gård (til ejendommen, red.), hvor min 

kone arbejder kender folk ikke hinanden, selvom 

de bor op og ned ad hinanden. 

Claus frygter, at det er det samme, der kommer 

til at ske, hvis Statens plan B går igennem og Christiania 

skal normaliseres. Så vil byggegrundene 

blive solgt til højestbydende. 

- Så kommer Christiania til at ligne Holmen 

mere og mere med eksklusive boliger. Det er meget 

velstillede mennesker, der har råd til at betale 

6-8 millioner for en lejlighed i Torpedohallen. Men 

de kommer ikke hinanden ved, der er ikke en gang 

en fælles grillplads. Og så skal alting være ens; 

der er ikke plads til fantasien, siger han. 

Christiania i forbindelse med den 

nye Christiania-lov, hvor ansvaret 

overgik fra Forsvarsministeriet til 

Finansministeriet. Finansminister 

Thor Pedersen (V) udpegede Slots- 

og Ejendomsstyrelsen til at håndtere 

opgaven. 

Det har ikke været muligt for Hus 

Forbi at få en kommentar fra Slots- 

og Ejendomsstyrelsens direktør, 

Carsten Jarlov. 

Ifølge Christianialoven fra 2004 skal Christianias 

voldanlæg ’åbnes’ mere for publikum, bl.a. ved at 

fjerne huse og ændre beplantningen. 

Vores hus 

skæmmer ikke noget 

Ann håber på et mirakel, så hendes og børnenes lille hus på 

Christiania undgår at blive revet ned 

- Inden for ni måneder mistede mine to børn 

deres far, deres mormor og deres farfar. Og 

havde det ikke været for fællesskabet her på 

Christiania, havde jeg nok ikke klaret at tackle 

døden og to små børn på en gang, siger Ann 

Malmos. Hun er en spinkel kvinde på 34 år 

med intense lyseblå øjne og en spæd, men 

fast stemme, der taler i et langsomt tempo. 

De sidste seks år har hun boet på Christiania. 

- Jeg er lidt af en eremit og uden mit 

skildpaddeskjold at kravle ind i, var jeg 

nok blevet tosset, siger hun og smiler. Hun 

bor i et af de 32 huse, der står til at blive 

nedrevet i første omgang, når Christiania 

skal normaliseres. 

- Her på Christiania er der plads til 

at overfladen krakelerer. Jeg kan sende 

børnene i børnehave og sige: Nej, de har 

ikke været i bad i tre dage. Nej, de har ikke 

lige fået morgenmad i dag – for her kan folk 

rumme, at man ikke er i konstant overskud. 

Her havde jeg mulighed for at gemme mig, 

og samtidig var der en masse mennesker 

omkring mig, som jeg kunne række ud efter, 

fortæller hun, mens hun skænker en kop 

kaffe i sin lille have foran sit røde hus ved 

søen (Stadsgraven, red.) på Christiania. 

Hun synes, samfundet uden for Christiania 

mangler noget af det fællesskab og den rummelighed 

Christiania har. 

Hendes dagligdag bringer hende også uden 

for Christianias grænser. Hun læser HF og 

planlægger at tage en læreruddannelse. 

- Ude i samfundet er der hele tiden et 

præstationsræs og en selviscenesættelse. Det 

handler om det gode liv, den gode have, det 

Havde det ikke været for netværket 

på Christiania, er hun 

ikke sikker på, 

hun ville have 

klaret at miste 

sin mand, sin mor 

og sin svigerfar på 

bare ni måne der uden 

at blive tosset. 

Foto: Scanpix 

>>

Christiania 

>> gode køkken. Når nogen har kriser, tænker man holdt vi et områdemøde for at beslutte, hvem, 

På et områdemøde 

>> fremtiden for Ann og hendes to børn, hvis hendes 

typisk: Hvorfor tager de sig ikke bare sammen? 

Siger hun. 

For tre år siden mistede hun sin mand, Karsten, 

som hun har to børn med på fire og seks år. 

Han døde af en ondartet hjernesvulst. 

der skulle flytte ind. Hende, der skulle have haft 

det her hus, trak sig for at vi kunne være her. Det 

synes jeg var en meget kærlig beslutning. I det 

hele taget, var der meget støtte og kærlighed fra 

Christiania i forbindelse med Karstens sygdom. 

blev det besluttet 

at Ann, hendes syge 

mand og deres to 

børn kunne flytte 

ind i det lille røde 

hus ved søen på 

hus bliver revet ned. Hun er blevet tilbudt 100.000 

kroner kontant, hvis hun selv river huset ned. 

- Jeg føler mig meget provokeret af det tilbud. 

Dem, der laver det tilbud, ved intet om Christiania. 

På Christiania ejer man ikke sin bolig. Her er 

- Det var meget voldsomt. Vi boede, to voksne Folk kom og hjalp med at gøre huset klar til, at vi Christiania. 

plads til dem, der ikke er så heldige, at de har rige 

og to børn i en lille lejlighed på 30 kvadratmeter kunne flytte ind, siger hun. 

forældre, der kan købe en lejlighed på Frederiks- 

her på Christiania. Det var svært at få plads til at 

berg. Jeg føler mig heldig og privilegeret over at 

være syg og have ro med to små børn, siger hun Plads til de mindre heldige 

kunne bo her, men vi skal huske, at vi alle sammen 

og fortsætter: 

De har nu boet i huset ved søen i tre år, men 

er heldige på hver vores måde, siger hun og håber, 

- Da dem, der boede i det her hus flyttede ud, en lejlighed på tredje sal ude i byen kan blive >> 

at heldet ikke svigter. 

Ikke mere asfalt og beton 

Line Bjarnfred bor på Christiania i 

et at de huse, der står til at blive 

nedrevet, hvis voldanlægget skal 

genoprettes 

- Verden er i forvejen fyldt med asfalt og beton. 

Derfor er det vigtigt, at der også er plads til 

naturen, siger Line Bjarnfred og sætter sig på 

terrassen foran huset, som ligger ned til søen på 

Christiania (Stadsgraven, red.). 

Hvis Slots- og Ejendomsstyrelsens plan med at 

genetablere voldanlægget på Christiania gennemføres, 

betyder det ifølge Line et farvel til huset, hvor 

hun har boet i 14 år og et farvel til en mangfoldig 

natur, der er omdrejningspunktet i hendes liv. Hun 

kæmper derfor for at bevare Christianias natur – og 

mod Slots- og Ejendomsstyrelses plan om at barbere 

voldene, fælde træer, rive husene ned og rulle 

græs ud, så det kommer til at ligne Kastellet. 

- Jeg frygter, at det vil gøre Christiania til en 

kæmpe park og dermed ødelægge denne mangfoldige 

biotop med mose, saltvand, siv, skov og 

buskads. 

Ifølge Line bør vi værne om naturen, for alle 

mennesker har brug for naturen: 

- Tænk på de skæve eksistenser eller hjemløse, 

der bor på gaden, de har også brug for et sted at 

slappe af. Man kan nærmest se det på dem, når 

de kommer inde fra byen, ligeså snart, de er gået 

igennem hovedindgangen (på Christiania, red.), 

trækker de vejret dybt og slapper lidt mere af. De 

lægger mærke til, at fuglene synger, og at træerne 

blomstrer. Natur er medicin for bymennesker, og det 

er unikt at have et bilfrit, naturområde inde midt i 

byen, som København har med Christiania. Det ser 

man ikke i mange andre storbyer, siger hun. 

Også i Lines arbejde spiller naturen en vigtig 

rolle. Hun arbejder som urte-terapeut i Sundhedshuset 

på Christiania. Men de urter med medicinske 

kræfter, hun kan finde på Christiania, kan 

ikke bruges, da jorden er forurenet med cadmium 

og bly. Christiania ligger nemlig på et gammelt 

militæranlæg, hvor der har været laboratorier, 

krudtlagre og skydebaner. 

- Forureningen er endnu et argument mod at 

rydde hele voldanlægget op, for giftstofferne er 

bundet i sivrødderne, og hvis man fjerner dem, 

frigives giftstofferne, siger hun og tilføjer: 

- Og fjerner man planterne, fjerner man også 

fødegrundlaget for fuglene. På Christiania har vi 

registreret 96 fuglearter i forhold til 17 på Kastellet. 

Hun retter blikket mod søen og udbryder: 

- Dér kommer CA6. 

CA6 er en svane. Hun tager en tør brødskorpe 

ud af posen, som ligger på hendes hjemmelavede 

bord med sten i forskellige farver og størrelse, 

mens hun forklarer: 

- Han patruljerer her for at holde andre svaner 

væk fra territoriet. Han er sammen med en ældre 

dame fra Brøndby Strand, som ligger på rede i 

sivene. De har mødt hinanden ved Søerne (i det 

Indre København, red.), men er flyttet herud, 

fordi der var for meget trængsel om pladsen dér, 

forklarer hun. 

Hun rækker brødet ud, og svanen spiser af 

hendes hånd. 

Da hun sætter sig tilbage på bænken, giver 

hun sig til at fortælle: 

- Jeg startede med at komme på 

Christiania for 32-33 år siden, fordi min 

onkel boede herude, så jeg kom tit på 

besøg med min mor og min mormor. Jeg 

er vokset op i København, men har altid 

drømt om at bo på landet. Og så fandt 

jeg Christiania. 

Hun tager sin sorte trøje af. ”Christiania, 

du har mit hjerte”, står der 

med regnbuens farver på hendes hvide 

t- shirt. 

- Her kunne jeg svømme i søen, 

her var både natur, kultur, kreativitet 

og masser af musik og mangfoldighed. 

Det trak, og det gør det stadig. Jeg har 

boet her i mere end 30 år, og jeg aner 

simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, 

hvis Slots- og Ejendomsstyrelsens plan 

går igennem. Da jeg byggede mit hus, 

troede jeg, det var her, jeg skulle bo 

resten af livet, siger hun. 

marisa.matarese@gmail.com 

For Line, er det unikt, at København – med 

Christiania – har en mangfoldig natur inde 

midt i byen. 

Kæmper for at 

bevare morgencafé 

De hjemløses morgencafé 

på Nørrebro i København 

har fået halveret sit 

kommunale tilskud. Det 

gør det vanskeligt at få 

budgettet til at hænge 

sammen, og bl.a. derfor 

må stedet lukke sommeren 

over 

Tekst Birgitte Ellemann Höegh 

Foto: Holger Henriksen 

Et af de steder, hvor der bliver 

taget kærligt imod de hjemløse, er i 

Morgencafeen under Blågårds Kirken 

på Nørrebro. Her bliver der blandt 

andet serveret et stort solidt måltid 

morgenmad hver eneste dag, som 

i miljøet har det ry for at være det 

absolut bedste, man kan opdrive 

blandt hovedstadens herberger og 

væresteder. 

Men fra og med i år er Morgencafeens 

kommunale tilskud blevet 

halveret, og det gør det vanskeligt 

for stedets eneste fastansatte medarbejder, 

den daglige leder Michael 

Espensen, at få budgettet til at 

hænge sammen. 

- Sidste år fik vi 140.000 kroner 

fra Københavns Kommune, 100.000 

kroner fra Socialministeriet og så 

omkring 100.000 fra private fonde. 

Men i år må vi nøjes med 70.000 

kroner fra Københavns Kommune, 

og samtidig har så godt som alle 

de private fonde, givet væsentlig 

mindre end de plejer, siger Michael 

Espensen. 

Hvorfor tror du, det er sådan? 

- De private fonde har et ønske 

om at give støtte til så mange 

ansøgere som muligt. Og da der er 

så mange, der søger, så tror jeg, at 

alle vil opleve den her situation. 

Hvad angår kommunes besparelser, 

fik vi bare at vide, at det drejede 

sig om almindelige besparelser. Men 

når det er sagt, så synes jeg, at man 

kan mærke, at den dér negative 

holdning, som regeringen har til at 

hjælpe de udstødte i samfundet, 

efterhånden er begyndt at sive 

ned igennem systemet, så enhver 

efterhånden er sin egen lykkes smed, 

siger Michael Espensen. 

Hvad vil I gøre for at overleve? 

- Ja, men vi må jo bare kæmpe 

videre og søge nogle flere fonde, 

siger Michael Espensen. 

Grød frem for morgenbajer 

Morgencafeen blev startet i 1989 

for at afhjælpe de problemer, der 

eksisterede med de mange hjemløse, 

som opholdt sig på Blågårds Plads 

foran Blågårds Kirke. Morgencaféen 

startede i samarbejde med det 

boligsociale projekt Rababarlandet, 

der fik lov til at låne kirkens krypt 

gratis. Målet var at få de hjemløse 

væk fra pladsen og tilbyde dem et 

solidt måltid morgenmad til at starte 

dagen på i stedet for en iskold morgenbajer. 

Michael Espensen overtog 

ledelsen af Morgencafeen i 1999, 

og driver den i dag sammen med 15 

frivillige medarbejdere, der på skift 

tilbyder de 100-120 daglige brugere 

bespisning, søvn, tøj, soveposer, et 

bad, pædagogisk rådgivning, kontakt 

til læger og sygeplejersker og sågar 

fængselsbesøg til de hjemløse, som 

eventuelt er inde og brumme. 

Michael Espensen kan også fortælle, 

at da firmaet Mejericentralen 

for nylig blev opkøbt af en andet 

firma, så var det slut med at få sponsoreret 

gratis pålæg og mejerivarer. 

- Det drejede sig om varer for 

måske 100.000 kroner om året, 

fortæller han. 

Det er mange slag oven i hinanden. 

Klarer I jer trods alle de nedskæringer? 

- Det må vi se, når året er omme. 

I første omgang, har vi valgt at 

holde lukket hen over sommeren. Ud 

over besparelserne, så bygger det 

her sted jo på, at der er en masse 

frivillige medarbejdere, og de skal 

jo have noget ferie. Jeg skal afholde 

seks ugers ferie, for vi har jo åbent 

hver dag, siger Michael Espensen. 

Han mener ikke sommerlukningen 

er ”verdens undergang” for de 

hjemløse, da de har et ”veludviklet 

overlevelsessystem”. 

- Men man bliver noget rådvild, 

når man skal kæmpe for alting. 

Naboerne klager for eksempel over, 

at de hjemløse står oppe i gården, 

- Som med Karstens sygdom, tror jeg på 

miraklet indtil sidste udkald. Jeg kan ikke tro på, 

at vi skal flytte. Det ville være tosset; husene her 

langs volden skæmmer ikke noget, siger hun og 

kigger ud over søen, hvor huse i forskellige former 

og farver klemmer sig ind mellem bevoksningen. 

- Jeg har lært at være optimistisk, for man 

knækker, hvis man lader tvivlen råde. Ann lader 

ikke tvivlen råde. Hun har planer om at anlægge 

højbede og male huset her i sommer. 

- Man bliver noget rådvild, når man skal 

kæmpe for alting, siger Michael Espensen, 

som sammen med 15 frivillige driver den 

økonomiske trængte Morgencafé, der serverer 

morgenmad for hjemløse på Nørrebro 

i København. 

og så skal man til at bokse med dem. 

Men helt ærligt, det er Nørrebro; de 

skæve eksistenser har altid været 

her og boet på pladsen. Vi har en 

ældre, hjemløs kvinde hernede, som 

har været her før cafémiljøet startede. 

Problemet er jo, at kvarteret er 

ved at ændre sig, og at folk ikke vil 

forstyrres af de hjemløse – men de 

er altså også borgere i det her samfund 

og har ret til at blive behandlet 

ordentligt. Og det er også derfor, vi 

kæmper for at bevare Morgencafeen, 

så længe vi kan, siger Michael 

Espensen. 

Morgencafeen søger frivillig arbejdskraft 

og tager gerne imod private bidrag. 

Se mere på: www.morgencafeen.dk 

birgitte.hoegh@os.dk 


Københavns Kommune har flere gange krævet, at Gaderummets medarbejderne skal gribe ind, hvis de ser de unge ryge hash. 

Billedet er fra 2001, dengang Gaderummet lå på Nørrebrogade. I dag ligger det på Rådmandsgade på Nørrebro. 

Den 2. maj lukkede 

Københavns Kommune 

Gaderummet – et bo- og 

værested for sindslidende, 

unge hjemløse med misbrugsproblemer. 

Lederen 

beskyldes bl.a. for ikke at 

samarbejde med psykiatrien 

og for ikke at overholde 

en række påbud 

Tekst: Lisbeth Rindholt 

Foto: Scanpix 

”Kaotiske forhold”, ”hashrygning”, 

”accept af vold” og ”fratagelse af 

brugernes antipsykotiske medicin”. 

Det er nogle af de udsagn, som 

Gaderummet har fået hæftet på sig 

gennem de seneste år. Dertil kommer 

en kritisk tilsynsrapport fra 2006 og 

seks påbud, som ikke er blevet overholdt 

af ledelsen i Gaderummet, samt 

udtalelser fra psykiatriske overlæger 

om manglende samarbejde. 

Socialudvalget i Københavns 

Kommune har nu lagt alle data sammen 

og besluttet, at de vil lukke Gaderummet 

i sin nuværende form. Det 

betyder bl.a., at kommunen trækker 

sin godkendelse af bostedet tilbage, 

og puljemidlerne fra Socialministeriet 

til driften af Gaderummet stopper 

med øjeblikkelig virkning. 

- Vi var bekymrede for brugernes 

ve og vel, kommenterer Margrethe 

Wivel (Rad.V.) fra Socialudvalget i 

Københavns Kommune. – Det er ikke 

sundt for dem at ryge hash og lade 

være med at tage deres lægeordinerede 

medicin. Det er de unges 

sundhed, der kommer i første række 

i denne sag. 

Påbud strider mod ideen 

Kalle Birch-Madsen, daglig leder af 

Gaderummet, er også bekymret for de 

unge. Men i modsætning til Socialudvalget 

mener han, at det bedste sted 

for dem at være er i Gaderummet. 

- De unge, som kommer her, er 

ofte hjemløse, udstødte og psykisk 

syge. De er allerede blevet smidt ud 

af kommunens egne tilbud og institutioner. 

Hvis de ikke længere kan være 

her, går de simpelthen i hundene, 

konstaterer Kalle Birch-Madsen, der 

siden 1996 har drevet Gaderummet 

som det eneste døgnåbne bo- og værested 

i København, hvor unge kan få 

lov til at leve på deres egne præmisser. 

De eneste regler i Gaderummet 

er, at man ikke må handle med hårde 

stoffer og tyvekoster. 

- Københavns Kommunes beslutning 

om at lukke Gaderummet er helt 

urimelig, siger han og uddyber: 

- Tilsynets rapport er ikke kritisk, 

som det ellers bliver fremhævet 

i medierne. Den afspejler et velfungerende 

hus, som brugerne er glade 

for. Men så har man lige tilføjet seks 

påbud i rapporten, som de vil have 

os til at rette os efter. I et af dem 

står, at brugerne skal sove i deres 

egne senge. Hvis vi skal overholde 

det påbud, kan vi ikke holde døren 

åben døgnet rundt, og det er jo en 

af grundideerne med Gaderummet: 

Alle skal kunne komme ind fra gaden 

og f.eks. crashe på en sofa. Nogle 

af brugerne har desuden brug for at 

bygge deres egen seng eller hule, 

hvor de føler sig trygge. 

Et andet af påbudene siger, at 

I ikke må fraråde brugerne at tage 

deres medicin. Har I gjort det? 

- Tilsynet påstår, at to af vores 

beboere, som er alvorligt psykisk 

syge, er blevet frataget deres lægeordinerede 

medicin af ledelsen. Men 

det passer ikke! Og siden er historien 

blevet brugt som pressehetz mod 

Gaderummet, siger Kalle Birch-Madsen, 

der dog står ved, at han mener, 

at psykiatri og medicinering ikke 

altid er den bedste løsning for de 

psykisk syge brugere af Gaderummet. 

Vil lave nyt ’åndehul’ 

En af de stemmer, som politikerne har 

lyttet til, før de tog beslutningen om 

at lukke Gaderummet, er psykiatrisk 

overlæge på Hvidovre Hospital og 

misbrugsekspert, Henrik Rindom. 

Han har, på vegne af hospitalets 

psykiatriske afdeling, været tilknyttet 

Gaderummet som konsulent i 

knap to år. Formålet var at indgå 

samarbejde med bostedets ledelse 

om de psykisk syge unge, der er i 

antipsykotisk behandling. 

- Det forventede samarbejde er 

aldrig blevet etableret i den form, 

som man havde håbet på fra psykiatrisk 

afdelings side. Derfor havde 

jeg svært ved at se, hvad de skulle 

med mig, og det har jeg meddelt 

kommunen, fortæller Henrik Rindom 

og giver et hurtigt eksempel på, 

hvordan han kunne tænke sig et 

samarbejde: 

- Hvis en bruger af Gaderummet 

giver udtryk for, at han er træt af 

sin antipsykotiske medicin, skal han 

helt klart hjælpes med at gå ned i 

dosis. Men det skal ske med rådgivning 

fra en psykiater, og brugeren 

må ikke bare holde op med at tage 

sin medicin fra den ene dag til den 

anden. 

Henrik Rindom mener, det er 

uhyre vigtigt, at der hurtigst muligt 

etablerer en ’nyt’ Gaderum, hvor 

udstødte og hjemløse unge kan føle 

sig velkomne. 

Den udsigt er Maj Bjerregaard- 

Madsen ikke tilfreds med. Hun har 

været aktiv bruger af Gaderummet 

siden november sidste år og bl.a. her 

modtaget gratis psykologbistand og 

kropsterapi. 

- Uden Kalle Birch-Madsen kan 

der ikke etableres et nyt Gaderum 

(sådan som Socialforvaltningen har 

planer om, red.), der gør det samme 

for sine brugere, siger Maj Bjerregaard-Madsen 

og uddyber: 

- Personligt har jeg fået det betydeligt 

bedre, efter jeg begyndte at 

gå i krops- og psykoterapi hos Kalle. 

Samtidig kan jeg se, hvordan al personalet 

hernede møder brugerne med 

et åbent, fordomsfrit sind. Noget, 

som jeg aldrig tidligere har oplevet i 

det etablerede system, hvor der er en 

stærk tendens til at sygeliggøre folk. 

Det er synd og skam, at Gaderummet 

nu skal lukke. Og jeg aner ikke, hvor 

jeg så skal gå hen. 

Den selvejende institution Gaderummets 

bestyrelse er af Københavns 

Kommune blevet pålagt at opsige 

personalet til den 1. juni 2007. Gør 

bestyrelsen ikke det, må bestyrelsen 

selv betale løn- og driftsudgifterne til 

Gaderummet. 

lisbeth@rindholt.dk 

Fakta om Gaderummet: 

Grundlagt i 1996 som ”socialpsykologisk fristed for udstødte unge”, 

hvor de kunne overnatte og bo. Stedet har desuden haft gratis, psykologisk 

rådgivning (Regnbuen). Målgruppen er unge mellem 18-30 år, 

der er hjemløse, utilpassede, psykisk syge og/eller har misbrugsproblemer. 

Gaderummet lå indtil 2005 i ulovlige lokaler i et baghus bag 

Nørrebrogade på Nørrebro i København. Siden har bostedet ligget i 

Rådmandsgade 60 ligeledes på Nørrebro. Der er plads til ca. 30 faste 

beboere, som typisk er under uddannelse. Gaderummet har døgnåbent 

– og i løbet af et døgn bruges stedet af op mod 200 unge, der f.eks. 

hviler sig eller får psykologbistand. På grund af sine alternative metoder 

med bl.a. tilladelse af hashrygning og indretning af sovepladser 

overalt i huset har Gaderummet jævnligt været genstand for heftig 

mediedebat. 

Københavns Kommune arbejdede ved redaktionens slutning på at finde 

en organisation, som har erfaring på området og kan overtage driften 

af Gaderummet, der er en selvejende institution. 

___________ 

Tilsynets seks påbud til Gaderummet: 

1. At der ikke opholder sig unge under 18 år 

2. At Gaderummet sikrer, at unge med svære psykiske lidelser kommer 

i psykiatrisk behandling, og ansvaret for de unge deles med H:S 

3. At der ikke overnattes i andre rum end dem, der er indrettet hertil, 

og at de unge, som bor i køkkenet o.lign., tilbydes andre rum 

4. At Gaderummet tager initiativ til at forbedre samarbejdet med 

behandlingspsykiatrien, og ikke anbefaler de unge at holde op 

med at tage medicin, uden at det er drøftet med en psykiater. Det 

skal sikres, at de unge, der har behov herfor, kommer i psykiatrisk 

behandling 

5. At Gaderummet sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens 

vejledning om medicinadministration 

6. Hashmisbruget i Gaderummet skal ophøre og medarbejderne skal 

gribe ind, hvis de ser de unge ryge hash. Der skal udarbejdes en 

plan sammen med de unge for, hvordan påbudet realiseres. 

Kilde: Tilsynsrapport for Gaderummet, 8. november, 2006 

Gaderummets leder gennem mange 

år, Kalle Birch-Madsen, beskyldes 

bl.a. for ikke at have levet op til 

Sundhedsstyrelsens krav om medicinadministration 

og for ikke at have 

afvist unge under 18 år. (Arkivfoto) 


» 

» 

Skriv 

om 

hjemløshed 

... 

Malte Holm Borchert 

Født 1983. Opvokset i Roskilde, 

bor nu på Frederiksberg. Har 

gået på Forfatterskolen, og læst 

en smule på universitet ind 

imellem. 

Skriv om hjemløshed… 

Sådan lød vores opfordring til 

11 unge, ‘ukendte’ forfattere. 

De skriver i Hus Forbi: 

>> Peder Frederik Jensen 

>> Maja Lukas 

>> Kristina Nya 

>> Jesper Brygger 

>> Vagn Remme 

>> Stinne Storm 

>> Julie Sten-Knudsen 

>> Jens Peter Kaj Jensen 

>> Lars Bo Nørgaard 

>> Malte Holm 

>> Martin Snoer Raaschou 

Foto: Privatfoto 

Af Malte Holm Borchert (f. 1983) 

Tegning/illustration: Hanne Louise 

Jeg har sovet for længe igen. Det 

gør jeg næsten hver dag. Med 

vilje, tror jeg. For at være vågen 

i mindst mulig tid. Man keder sig 

ikke, når man sover. 

Heldigvis er det lørdag, så jeg 

har aftenvagten. Jeg ligger lidt 

under dynen og stirrer op i loftet. 

Jeg gider ikke arbejde. Gid jeg 

havde sovet til klokken syv. Så 

kunne jeg bare have sagt, at jeg 

havde sovet over mig. Nu bliver 

jeg nødt til at bruge influenza 

som undskyldning. Influenza i 

juni måned. Og jeg er en ung 

og frisk mand. Jeg har et godt 

immunforsvar. Det havde været 

meget bedre, hvis jeg havde sovet 

over mig. Jeg hader at lyve. 

Efter at have ringet til min 

chef og krøbet tilbage under dynen, 

hører jeg igen den høje lyd, 

der vækkede mig. Jeg kan ikke 

helt finde ud af, hvor den kommer 

fra. Det lyder som om, den 

kommer inde fra min stue. Måske 

er Marie flyttet ind. Hun sagde 

godt nok, at hun først ville flytte 

ind til efteråret. Men da jeg kom 

hjem igår aftes, så jeg hendes 

sko i gangen. Hvordan er hun 

mon kommet ind i lejligheden? 

Der findes kun et sæt nøgler, mit. 

Låsen i hoveddøren smækker ikke 

ordentligt, så døren har nok ikke 

været låst. Marie er blevet lukket 

ind i opgangen af min nabo, og så 

har hun bare kunne vade lige ind i 

min lejligehed. 

Jeg gad ikke gå ind og hilse 

på hende. Jeg skyndte mig ind på 

mit værelse. Hun havde taget antennekablet 

til fjernsynet. Der er 

kun et antennekabel i lejligheden. 

Jeg overvejede at gå ind for at 

hente det. Så ville jeg være nødt 

til at lave kaffe. Og vaske op. For 

Marie ville helt sikker bede mig 

om at se fjernsyn sammen med 

hende. Og drikke kaffe. Og så 

ville hun til sidst komme frem til, 

Marie 

at jeg skulle gøre rent. Det sagde 

hun ihvertfald altid, da hun ikke 

boede her. 

Lyden bliver ved. Jeg undrer 

mig over, hvad det er Marie laver. 

Hun kan ikke flytte rundt på det 

store skab alene. Der må være 

andre derinde. Nogle der hjælper 

hende. Jeg kan ikke høre nogle 

snakke. Noget te og morgenmad 

ville gøre godt. Eller frokost. 

Jeg har sovet i tretten timer. 

Det bliver man sulten af. Hvis 

jeg skal ud i køkkenet, skal jeg 

igennem gangen, og hvis døren 

ind til stuen står åben, ser Marie 

mig. Så skal jeg spise morgenmad 

eller frokost med hende. Hilse på 

hendes hjælper. Måske er det en 

af de kærester, hun havde, inden 

jeg mødte hende. Marie har haft 

mange kærester, er jeg blevet 

fortalt. 

Jeg er ikke meget for at være 

sammen med andre. Egentlig ville 

jeg helst blive boende alene i 

min lejlighed. Men Marie blev ved 

og ved med at ville flytte ind. 

Til sidst gav jeg op. Til efteråret, 

sagde jeg, kan du flytte ind i 

stuen. Jeg bruger den alligevel 

aldrig. Hun sagde, at hun ville 

flytte ind til oktober. Det kunne 

hun da godt for min skyld. Hvis 

det passede hende. Jeg var sikker 

på, at hun til den tid havde 

fundet en anden, hun hellere ville 

flytte ind hos. Men nu er det juni, 

og hun flytter rundt på skabet 

inde i stuen. Lader det til. 

Min mave knurrer, fordi jeg 

stadig ikke har taget mig sammen 

til at gå ud i køkkenet og lave 

mad. Lyden af noget, der skraber 

henover gulvet, fortsætter. 

Jeg kan ikke engang tænde for 

fjernsynet for at overdøve larmen. 

Marie har taget antennekablet. 

Til sidst bliver det for meget. Jeg 

hopper ud af sengen og tager 

noget joggingtøj på, før jeg åbner 

døren ud til gangen. Jeg gør mig 

umage for ikke at larme. Da jeg 

har fået døren en smule på klem, 

kigger jeg ned ad gangen for at 

se, om døren til stuen er åben. 

Det er den. Mens jeg overvejer 

mit næste træk, stopper skrabelyden. 

Jeg står musestille og lytter 

efter. Der er ingen lyd af skridt 

fra stuen. Måske har Marie sat sig 

ned for at slappe af. Måske har 

hun lagt sig i sengen for at slappe 

af. Måske ligger hun der sammen 

med hvem der end hjælper hende 

med at rykke rundt på skabet. 

Så hurtigt som lyden stoppede, 

starter den igen. Jeg lytter 

efter. Nu bemærker jeg, at den 

faktisk ikke kommer fra min stue. 

Det lyder nærmere som om, den 

kommer fra naboen. Da jeg indser, at 

jeg har taget fejl hele tiden, åbner 

jeg døren helt op og ser, at Maries 

sko ikke står i gangen længere. Triumferende 

tager jeg mit joggingtøj 

af og går ud i køkkenet. Endelig er 

det tid til te og noget at spise. Jeg 

har bare kun rugbrød og noget ost. 

Det er bedre end ingenting. Da jeg 

har sat vand over, går jeg ind i stuen 

for at se, hvad Marie egentlig lavede 

der i går aftes. 

Desværre møder et par flyttekasser 

og nogle poser med tøj mig, da 

jeg går ind i stuen. Så har hun tænkt 

sig at flytte ind nu. Nu koger vandet. 

Jeg får øje på en bluse, Marie 

havde på, da jeg mødte hende første 

gang. Det var forår, og vi spillede 

fodbold i Fælledparken. En af mine 

venners venner var sammen med 

Marie og havde taget hende med. 

Da vi spiste efter at have spillet et 

par kampe, gik hun rundt imellem 

os og forsøgte at starte samtaler 

med hver af os. Kasper, som havde 

inviteret hende med, prøvede hele 

tiden at lægge armen omkring hende 

og sætte sig ned. Men det kan man 

ikke med Marie. Faktisk virkede det 

som om, at hun blev mere og mere 

interesseret i os andre af det. Hun 

snakkede med allesammen. Hun 

lagde endda an på dem, der havde 

deres kærester med. Jeg sad lidt 

afsides. Når vi spiser, lader jeg altid 

som om, jeg er meget optaget af 

andre, der spiller fodbold. Midt i kartoffelsalaten 

og målet til 3-0, kom 

Marie over til mig, og spurgte om jeg 

vidste, hvad klokken var. Det gjorde 

jeg ikke. Jeg går aldrig med ur. 

Det var da noget underligt 

noget, syntes Marie. Men hun havde 

faktisk selv et armbåndsur i lommen, 

hun var bare ikke sikker på, om 

det gik rigtigt. Der var ikke nogle 

remme, det var kun uret, der var 

tilbage. Klokken er halv fem, fortalte 

hun mig. Jeg nikkede og anstrengte 

mig for at følge med i kampen. Så 

let er Marie ikke at slippe af med. 

Hun havde sat sig ved siden af mig 

og blev bare siddende ved siden af 

mig. Uden at sige noget. Måske var 

det fordi, hun undlod at tale til mig, 

at jeg ikke afslog, da hun senere 

ville følge med mig hjem til min 

lejlighed. 

Nu står jeg med hendes bluse 

i hånden. Savner hende måske en 

smule. Nej, det gør jeg ikke. Jeg 

lugter til blusen. Nej, jeg savner 

hende helt klart ikke. Da jeg folder 

blusen sammen, lægger jeg mærke 

til, at det lille ur Marie havde i 

lommen i Fælledparken også ligger 

nede i posen. Der er remme på nu. 

Jeg samler det op og ser, at klokken 

allerede er tyve minutter i fire. Nu 

når jeg ikke at læse det, jeg havde 

forestillet mig at læse om formiddagen. 

Jeg gider ikke læse om aftenen. 

Der kommer sikkert en film, jeg 

gerne vil se. 

Stadig kun iført boxershorts går 

jeg tilbage til vandet, der koger, og 

hælder det over i min kop. Samtidig 

går den hæslige skrabelyd, der vækkede 

mig, i gang igen. Jeg er helt 

sikker på, at det kommer inde fra 

naboen. Jeg ved ikke, hvad det er de 

laver. Måske skal de have nyt gulv. 

Da jeg leder efter en tepose, hører 

jeg, at hoveddøren bliver låst op. 

Der er ikke andre end mig, der har 

nøgler til lejligheden. Mulighederne 

for flugt er ikke gode. Hverken mit 

værelse eller toilettet er tæt nok på 

køkkenet til, at jeg kan nå derind 

uden at personen, der er ved at låse 

sig ind, når at opdage mig. Så jeg 

lader som ingenting. Det gør jeg som 

regel, når jeg ikke ved, hvad jeg skal 

stille op. Jeg bøjer mig ned til et 

skab og leder videre efter en tepose. 

Lyden fra naboen stopper, og 

hoveddøren er for længst blevet 

åbnet og lukket igen. Da jeg kigger 

op over skabslågen, står Marie i 

døråbningen. 

-Hej, siger hun. 

-Hej Marie. 

-Nåh, så bestemte jeg mig lige 

for at flytte ind igår. 

-Ja, det kan jeg se. 

-Du var sent ude? Jeg hørte dig 

ikke komme hjem. 

-Ja, jeg mødtes med min lillebror. 

-Bare kald ham Kasper, jeg ved 

godt hvem han er. 

-Jeg troede først du ville flytte 

ind til efteråret... 

-Det gik ikke så godt med ham, 

jeg boede hos. Vi skændtes hele 

tiden. 

-Hvordan kom du egentlig ind 

igår? Havde jeg glemt at låse døren? 

-Jeg lånte Kaspers nøgler. Jeg 

har lige været ude og fået dem kopieret, 

så jeg har mit eget sæt. 

-Jeg vidste ikke Kasper havde 

nøgler til min lejlighed. 

-Han fik dem lavet, da han overnattede 

herinde sidste gang. Du sov 

længe. Bare for en sikkerheds skyld. 

Hvis nu du skulle smække dig ude. 

-Du kan bare bruge stuen. Så 

længe du ikke tager kablet til fjernsynet. 

-Det er jeg ligeglad med. Jeg er 

bare glad for at være her. Du havde 

ikke mere kaffe, så det har jeg også 

været ude at købe. Værsgo. Vi må 

også se at få sat dig i stand. Klokken 

er lidt i fire, og du har stadig ikke fået 

tøj på. Skal du ikke arbejde i aften? 


Ingen bør komme i 

klemme i systemet 

Uretfærdighed er ikke Jens Erik 

Rasmussens kop te. Som generalsekretær 

for det kristent funderede 

Blå Kors, kæmper han især 

for, at misbrugere – og børn af 

samme – kan få et værdigt liv. 

Rådet for Socialt Udsatte har 

også glæde af ham 


Foto: André Andersen 

En velsignende, hvid Kristusfigur i vindueskarmen 

udgør stort set udsmykningen i generalsekretær 

Jens Erik Rasmussens nøgterne kontor i 

Blå Kors’s hovedsæde i et industrikvarter-parcelhus 

i udkanten af Silkeborg. 

Det dårlige vejr som denne dag præger 

landet, trækker med jævne mellemrum vore 

øjne hen mod vinduerne. Bortset fra dét, og en 

varslet telefonsamtale om en ung mand, som 

lige nu er ved at komme i klemme i systemet, 

er Jens Erik Rasmussen intenst nærværende. 

Fast, blåt blik. Rene, markerede træk. Nemt til 

smil. Tøver en anelse med at svare ind imellem; 

tænker sig om. 

Blev headhuntet 

Det virker, som om generalsekretæren og Blå 

Kors er et rigtigt match. Han blev kontaktet om 

jobbet af et konsulentfirma. Jens Erik Rasmussen 

er læreruddannet og havde været skoleleder 

på en kristen friskole i Haderslev i næsten 25 

år. Og aldrig været opsøgende med henblik på 

nyt job. Desuden var han i kommunalpolitik for 

Kristeligt Folkeparti sammesteds i 11 år; alle 

årene i socialudvalget, de seneste fire år som 

formand for dette. 

- Jeg blev glad, men forbavset, over opfordringen 

til jobskiftet. Jeg må sige, at alle mine 

interesser og holdninger forenes her, selv om 

det da var en stor beslutning at forlade denne 

form for politik. Men det nye job er også fyldt 

med politik, blot fra den anden side af bordet. 

På spørgsmålet om han kan savne kontakten 

til børn, smiler han stort. 

– Hmm… dels er det her job så meningsfuldt 

og travlt, at jeg ikke har tid til at savne dem, 


dels har jeg fire børn, 10 børnebørn fra 0-16 år 

og to i vente, så børn er fortsat en stor del af 

mit liv, bedyrer han. Familielivet fylder tydeligvis 

rigtig meget i Rasmussens liv; det er dén, 

der optager 90 procent af hans fritid og tanker. 

Hver anden bliver ædru 

Blå Kors hovedærinde er at hjælpe alkoholafhængige 

ud af misbruget. På et kristent 

grundlag. Antabus kan være en støtte, men 

kuren er ifølge Jens Erik Rasmussen: 

- At lade være med at drikke alkohol! Og – at 

blive støttet i et afvænningsforløb af professionelle. 

Det er op til den enkelte, om de vil tage 

imod vores værdigrundlag; altså ingen ’missioneren’ 

her. Men de skal vide, at det er der, siger 

han. Han nævner, at hver anden, som Blå Kors 

hjælper, er ædru to år efter behandlingen. 

Han kommer selv fra beskedne kår på Falster. 

Hjemmet var luthersk missionsk, hvilket indebærer, 

”at livet er givet af Gud, som ønsker vi skal 

møde evangeliet.” Men der blev sat pris på livets 

goder i barndomshjemmet - ligesom han selv gør 

nu – og han mindes, at far da engang imellem 

fik en pilsner til aftensmaden. Forældrene tog 

også godt mod landevejsridderne, som de gav 

mad og et sovested. 

- Vi havde, og har, et helt almindeligt, 

afslappet forhold til alkohol, og jeg har aldrig 

haft misbrug af det tæt inde på mit private liv. 

Men i mit politiske og professionelle liv har jeg 

mødt mange barske livshistorier og modtaget 

talrige breve om den smerte, som alkoholmisbruget 

fører med sig; både for en selv og ens 

omgivelser. Især berører det mig, hvordan børn 

bliver påvirket af en eller begge forældres alkoholmisbrug, 

siger han dæmpet. 

Og – surprise, surprise – slægtens medmenneskelige 

engagement fornægter sig ikke. De 

arbejder som læger, lærere, sygeplejersker, 

socialarbejdere… 

De lytter da til os 

Jens Erik Rasmussen havde hørt om Rådet for 

Socialt Udsatte og syntes, det lød som om, 

regeringen vitterligt ville noget med det. 

Jens Erik Rasmussen er generalsekretær for Blå Kors og 

bl.a. medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Tre ting, der kan 

få blodet til at rulle hurtigere i hans ellers ’ligevægtige’ 

blodårer, er, hvis mennesker behandles uretfærdigt og ikke 

får dén hjælp, de behøver. Og når nogen bliver udnyttet eller 

misbrugt af andre – især børn. 

Familien er omdrejningsaksen i Jens Erik Rasmussens 

liv. Fire børn og et dusin børnebørn forsøder hans og 

hustruens liv. 

- Jeg blev glad da jeg blev inviteret til at 

være med i rådet, bl.a. fordi alkoholmisbrug 

skal ses i en større sammenhæng, og rådet er 

jo bredt sammensat. Alkoholmisbrug hænger 

næsten altid sammen med andre problemer 

– eller fører dem med sig; for eksempel hjemløshed. 

Min egen ’kæphest’ og sejr i rådsarbejdet 

har været, at der for to år siden kom en behandlingsgaranti 

à la narkotika-området, nemlig 

at man er sikret, at man kan komme i – oftest 

ambulant – behandling inden 14 dage, hvis man 

henvender sig til sundhedsvæsenet. Det er fint 

for ni ud af 10. Til gengæld er det med Sundhedsloven, 

som afløste Sygehuslovgivningen 

ved årsskiftet, røget ud, at en misbruger kan få 

et intensivt døgntilbud. Det er ikke alle, som er 

stærke nok til at nøjes med en samtale én gang 

om ugen. 

Rasmussen oplever klart, at der bliver lyttet 

til Rådet, f.eks. i forbindelse med Finansloven. 

- Godt nyt er, at den sociale servicelov nu 

siger, at alle alkohol- og stofmisbrugere har ret 

til en støtte/kontaktperson ligesom psykisk 

syge. Men det tager lang tid for kommunerne at 

iværksætte – jeg så gerne, at de speedede op, 

prioriterede dette og motiverede medarbejderne 

til at være endnu mere engagerede, ansvarsbevidste 

og aktive. Han er i øvrigt også fortrøstningsfuld 

over, at flere arbejdspladser har en 

alkoholpolitik, og at regeringen fokuserer mere 

på forebyggelse og sundhed end tidligere. 

Der er så stor nød 

På spørgsmålet om tre ting, der kan få glæden 

til at boble i generalsekretæren, er det – denne 

gang uden tøven – samvær med hustruen 

og familien, han nævner først. Dernæst det 

kirkelige og dét at arbejde med alt, hvad der 

indebærer, at nogen får hjælp. Og sidst er det 

at befinde sig i na- eller kultur, herhjemme eller 

i udlandet. Han ’detaljerer’ med at nævne sin 

glæde ved cykling, løbe- og gåture. Yngre dages 

håndbold dyrkes nu ved TV’et. Teater, musik, 

ældre bygningskunst og andre folkeslags levevis 

pirrer ham også. 

- Lad mig lige indskyde her, at da min kone 

og jeg besøgte et af vore børn, som er bosat 

med sin familie i Ethiopien, fik vi grundigt perspektiveret 

vores privilegerede liv i Danmark. 

Sjældent har jeg set så stor nød, fattigdom, 

sygdom. Dér handler det kun om øjeblikkets 

eksistens. 

hj@freelanceriet.dk 

Blå Kors: 

Blev stiftet i Schweiz for 130 år siden. I Danmark 

er det 113 år siden. I dag er der afdelinger 

i 45 lande. 

Umådeholdent drikkeri ødelagde også dengang 

mange menneskers og familiers liv og påvirkede 

dermed samfundet. Nogle kristne så det som en 

udfordring at afhjælpe dette problem. 

Blå Kors har mange aktiviteter og flere er 

undervejs: Døgnbehandlings- og omsorgshjem, 

ambulatorium, pensionater, botilbud, bofællesskaber, 

væresteder og genbrugsbutikker. Desuden 

anonym telefonrådgivning, projekter for pårørende, 

børne- og ungdomslejre, gæstelærere, 

alkoholkonsulenter m.m. 

Det nyeste skud på stammen er TUBA – Tilbud til 

Unge og Børn Alkoholikere. 

Se mere på: www.blaakors.dk 

Rådet for Socialt Udsatte: 

Er udpeget af socialministeren og har til opgave 

at være talerør for hjemløse, narkomaner, prostituerede, 

sindslidende, alkoholikere og andre 

socialt udsatte. 

Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi: 

>> Preben Brandt (nr. 45-2006) 

>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006) 

>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006) 

>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006) 

>> Nina Brünés (nr. 54-2006) 

>> Sadia Syed (nr. 55-2006) 

>> Jane Koczak (nr. 56-2007) 

>> Cliff Kaltoft (nr. 57-2007) 

>> Joan Fisker Hougaard (nr. 59-2007) 

>> Jens Erik Rasmussen 

>> Jannie Petersen 

>> Bjarne Lenau Henriksen 

A N N O N C E 

Åbent hus 

Oasen - værested for ældre 

Inviterer dig til åbent hus torsdag den 21. juni fra 

kl.17.00 – 19.00. 

Hvis vejret tillader det tænder vi grillen ude i 

vores dejlige atriumgård ellers vil arrangementet 

foregå indendørs. 

Vi er et værested, hvor du kan komme som du 

er, hygge dig med andre eller blot få et fristed i 

dagligdagen. 

Du kan købe smørrebrød dagligt og/eller varm 

mad 2 x ugentligt. 

Vi bor Thorsgade 61, 2200 København N 

Hilsen Personalet 

hus forbi · nr. 60 · juni 2007 25

www.andersagerbo.dk 

X-Ord 

af Anne Jensen 

tidligere hjemløs 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: 

By: 

(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver) 

Send løsningen på X-ORD 

senest 31. juni 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

og 10 cd’er Hjemløs. 

Vinderne af cd’er får direkte besked pr. post. 

Løsninger 

sendes til: 

Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Mærk kuverten x-ord 

Vinder af bog-gavekort 

Benedikte Knudsen 

Møllevej 35 

4872 Idestrup 

Vildrede 

‹ 

nr. 59 

# Klip ud og send ind 

Læser digt 

Den gule ghettoblaster og solens rum, 

i nærheden af røde laktasker og Anders And plaster over næsen. 

Gaden stadig tør efter sultne sten, 

mens byen hele tiden blander sig, 

puster sig op 

Er lige så længe om at fylde bilen med unger og mad, 

som han er om at skrive et digt 

Græsrødder eller ej, det er nu voksne mennesker, 

der selv skal tage stilling til rummet, 

og det der er længere ude, 

Af og til rådvild og usikker, 

men vender tilbage til det, der ikke er længere 

Uden at skuffes igen, 

slukker den røde knap, 

Går og ligger igen og igen, 

i morgen med forhåbentlig 

- bare lidt ældre 

Vorherres køkkenhave 

juni 

et er stadigvæk 

D 

koldt tidligt om 

morgenen, så 

klædt rigtigt på og 

udstyret med kikkert, vand, madpakke, 

kniv og vidjekurv er det min plan 

at drage ud til de skove, jeg kan se 

fra mit vindue på 5. sal. 

Det her med at være morgenmenneske 

er måske ikke helt lige 

mig, men selv her giver Vorherre mig 

en hjælpende hånd. At jeg bruger 

vækkeur er rent blær, for inden 

solen står op for at belyse køkkenhavens 

endnu lysegrønne skær, har 

fuglene allerede slået vækkeuret 

Vilde jordbær 

med halve timer – og heldigvis – en 

smuk forsommersolopgang, medens 

kaffen snurre lystigt og ostemadderne 

bliver smurt, det er da livet. 

Mens mange fjæler sig i sengehalmen, 

kan jeg rigtig nyde, hvordan 

farve nuancerne skifter i takt med 

fuglenes kvidren – eller advarsler, 

om man nu vil, for både kattedyr 

og rovfugle holder skam meget af 

fugleungemorgenmad. 

Af sted skal jeg, der er en dejlig 

lang dag at nyde, og jeg skyder 

genvej gennem en lille havekoloni, 

og (tro det eller ej) for første gang 

siden mit første møde med min 

langskæggede følgesvend i Den 

Store Køkkenhave, Vorherre, har han 

Foto: Scanpix 

været så tæt på min bopæl. Men! 

Alt har en forklaring – Vorherre er 

simpelthen gået i selvsving over, 

at hele hans køkkenhave fungerer 

præcis, som han havde planlagt, og 

derfor kan han dårligt vente med at 

fortælle mig det. 

Han gør det ikke med ord, han 

spreder blot armene ud, drejer rundt 

og siger ordløst: - Se, se, se. Af og 

til nikker han anerkendende mod en 

lille menneskeskabt kolonihave, hvor 

man ikke slår hans elskede planter 

ihjel, som f.eks. skvalderkål og mælkebøtter, 

og jeg må give den gamle 

ret, nogle mennesker handler ilde. 

Nå, vi skulle jo egentlig ud til 

skovene, og under den lange gåtur 

deler han meget af sin viden med 

mig (hvor er det dejligt at være 

privilegeret). Hans skarpe syn ser et 

rådyr med et par hvidplettede lam i 

et område, hvor den røde valmue gør 

dem ekstra synlige. 

Det regner med manna 

Vi passerer også åen, hvor han 

fortæller mig, at havørreden nu er 

på vej op for at gyde. Nu er jeg kun 

et menneske og undskylder, at jeg 

lige må ”træde af i et krat”, hvilket 

får ham til med ryggen til, at advare 

mig mod skovflåten, der er særlig 

aktiv her i juni. Så efter en meget 

hurtig ’aftrædning’, får jeg en oplevelse, 

der efterhånden 

bliver 

en sjældenhed i 

Nordeuropa, der 

falder manna 

fra himlen. Hvis 

Vorherre nu 

havde været et 

menneske, havde 

han nok trimlet 

om på jorden 

af grin, det 

er simpelthen 

frugterne fra 

elmetræet, der 

her i juni lader 

sine bevingede 

smånødder regne 

ned fra træerne. 

Men vi har alle hørt om elmesygen 

(der for øvrigt skyldes en dum bille 

og ikke en sygdom), og da træet i 

sig selv kun har ringe værdi, står det 

vist nok øverst på fældningslisten. 

Vi når skovområdet, og der er 

stadig mange nye blade, der kan høstes 

til tørring og urtete og naturligvis 

høster jeg først og fremmest, 

hvad jeg skal røre op i min yoghurt 

naturel i aften, nemlig løgkarse, 

skovsyre, nye blade af skovjordbær 

og helt unge blade af den 

ved stranden groende 

hunderose. 

Nu har jeg altid været 

så glad ved lindetræet, 

der som alle ved, altid 

har stået midt på gårdspladsen, 

dengang der 

fandtes bondegårde. 

Med min foreløbige høst, 

fordelt i papirsposer, som 

jeg bærer i min vidjekurv, kommer 

jeg til et nedlagt landbrug, hvor der 

naturligvis står et lindetræ på gårdspladsen 

og med vanlig iver begynder 

jeg at høste de fine ny blade, der har 

denne honningagtige sødme, der, 

når man laver urtete, kan få engle til 

at synge. 

Jeg tror efterhånden, at Vorherres 

skæg er så langt, af at trække 

sig i det af grin over mine dumheder. 

Det jeg troede var honningdug på 

bladene, er faktisk sukkerholdigt 

’bæ’ (eskrementer) fra bladlus. Bortset 

fra min inkompetence omkring 

bladlusebæ, så er lindetræet en lille 

historie værdig: Kunstige lemmer 

som f.eks. træben blev nemlig i 

gamle dage fremstillet af lindetræ. 

Sanserne skal bruges 

Min dag er ved at være gået, og 

høsten var som forventet god. Der 

blev både til tørring og til salatskålen 

og her 

kommer så, hvad 

man ellers kan 

hjembringe fra 

en sådan herlig 

dag i Vorherres 

Køkenhave: 

Først og 

fremmest skal 

sanserne bruges. 

Hvis gøgen f.eks. 

kukker efter 

den 23. juni 

kan man være 

helt sikker på 

en meget varm 

sommer, så gå 

ikke i dialog med 

landmænd, de 

frygter nemlig en usikker høst. ’Nullermændene’ 

– ugleungerne er blevet 

svære at få øje på, men tro mig, de 

kan høres, selv midt om natten, hvor 

de skriger på mad. Skulle man ved 

aftenstide høre højlydt snøften, så 

vær ikke i tvivl; det er når pindsvinene 

meget forsigtigt parrer sig. 

Den lidt snurrende lyd man også kan 

høre er sandsynligvis natravnen, der 

med sin store ’flab’ ikke alene fanger 

insekter, men også fortæller lidt 

Vorherre er simpelt- 

hen gået i selvsving 

over, at hele hans 

køkkenhave fungerer 

præcis, som han 

havde planlagt 

Foto: Scanpix 

Sankthansurt 

om dens territorium. Men! Der er så 

meget herude. Få fat på en Naturbibel 

og høst netop nu lægekokleare, 

strandkål og de mere ualmindelige 

urter – og så er der skovjordbærret 

og skovhindbærret, som er et must 

for dem med en sød tand. 

Både for nye og gamle læsere af 

denne klumme er det vigtige ikke at 

komme hjem med rygsækken fuld af 

urter; det er selve det, at den indre 

rygsæk er fuld af noget, af oplevelser, 

man kan tænke og drømme om i 

ugevis. 

Og som en lille nota-bene: Hvis 

du er heldig at finde skovjordbær, så 

spis dem naturel, evt. med tyk usund 

fløde, lav ikke syltetøj af disse Køkkenhavens 

vidunderlige bær – Vorherre 

ville også sende mig mindre 

behagelige blikke, hvis jeg kom med 

en sådan anbefaling. 

Jeg har talt med en del Hus 

Forbi-læsere, der har udtrykt bekymring 

om troskab. Lad mig derfor en 

gang for alle fortælle, at, hvis man 

ved midnatstide den 23. juni plukker 

en sankthansurt – selvfølgelig på 

en kirkegård – og hænger den op 

på loftbjælken, da vil den holde sig 

sund og frisk så længe troskaben 

varer. Desuden vil bondemanden 

kunne bruge samme metode, hvis 

han vil vide om gårdens folk og fæ 

vil trives og holder sig sygdomsfri 

resten af året. 

steenviggo@galnet.dk 

Steen Viggo, tidligere hjemløs 

og udeligger 

26 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 Indsendt af Nanna Nebbegård, Brønshøj 

hus forbi · nr. 60 · juni 2007 27 

Foto: Niels Nyholm

Historier fra gaden 

Sabina Lennert savner sine 

fem børn, som hun ikke får set 

nok til i øjeblikket 

- Det første jeg tænker på om 

morgenen, er mine børn. Jeg tænker 

på, om de klarer sig godt i skolen, 

om de har nogle gode kammerater, 

tænker på om min ældste datters 

kæreste er sød ved hende, og om 

de kan tale om tingene, så de ikke 

ender i samme situation som mig, 

fortæller Sabina Lennert. Hun sidder 

på fliserne på Kultorvet sammen 

med kammeraterne. De er i alt 25-30 

hjemløse, som holder sammen og 

i dagtimerne bevæger sig mellem 

Nørreport, Kultorvet, Gammel Torv 

og Christianshavns Torv med deres 

vogne, poser og hunde. 

Denne formiddag bliver tiden 

slået ihjel af cirka 10 af vennerne 

på et hjørne af Kultorvet med et par 

flasker sprut, øl og cigaretter i det 

strålende solskinsvejr. Nogle sidder 

på jorden, en enkelt i en rullestol og 

tre har sat sig på en bænk. 

44-årige Sabina Lennert har 

været hjemløs de sidste fire år og er 

en af de ’hard core’. Hun har lige nu 

kun det tøj, hun står og går i samt 

en tandbørste i højre jakkelomme 

– og så selvfølgelig sin hund, Siku, 

hvis navn betyder is på grønlandsk. 

Mere kan hun i øjeblikket ikke holde 

styr på. Resten er opmagasineret hos 

venner og familie. For fire år siden 

bad Sabina kommunen om at tage 

sig af hendes fem børn, der nu er 

mellem 13 og 20 år. 

- Jeg er enlig mor og havde stået 

alene med børnene i mange år. Jeg 

kom længere og længere ned og drak 

mere og mere og syntes til sidst, det 

var synd for børnene. Og så har jeg 

også gigt og mange smerter, fortæller 

Sabina Lennert, der er født og opvokset 

på Grønland med en grønlandsk 

far og dansk mor 

i byen Qaanaaq, 

men flyttede 

med sin familie 

til Danmark, da 

hun var seks 

år. I dag er de 

to yngste af 

Sabinas børn i 

familiepleje, de 

to midterste bor 

på ungdomspension, 

og den 

ældste bor for sig selv på kollegium. 

- Min datter fylder faktisk 20 år 

i dag. Jeg talte med hende i går, og 

hun har sagt, at det er ok, hvis jeg 

ikke ringer. Hun ved godt, at jeg 

elsker hende – ja, det ved de alle 

sammen godt. De er jo mine englebørn. 

Jeg har ikke så meget kontakt 

til dem, men jeg ser dem da en gang 

imellem. De to ældste drenge kommer 

selv, de ved godt, hvor de kan finde 

mig, og det gør min datter også. 

Sabina ved at det liv, hun lever 

i øjeblikket, tærer på hendes krop. 

I nat lagde hun sig til at sove oppe 

i den første ende af Strøget ved 

Rådhuspladsen uden for 7eleven, 

Jeg kom længere og 

længere ned og drak 

mere og mere og syntes 

til sidst, det var 

synd for børnene 

Tre spørgsmål til Sabina 

Lennert 44 år og hjemløs: 

Hvad fik du at spise i går? 

- Jeg fik en halv burger, som jeg selv havde købt, men den 

smagte ad helvedes til. Jeg har jo en gang været vant til en 

rigtig burger, som min mor lavede. 

Hvad går du og tænker på i øjeblikket? 

- På alt det tyggegummi, som folk smider på gaden. For vores 

hunde ligger jo alle vegne – og nu hvor det er blevet varmt, så 

smelter tyggegummiet og filtrer sig ind i pelsen. Det gælder 

også glasskår. Hr. og fru Danmark smider bare rundt med flasker 

og tyggegummi. Vi prøver faktisk at rydde op efter os selv. 

Er der noget, du er glad for lige nu? 

- Jeg er glad for, at min ældste datter klarer sig så godt. Hun har 

lige fået sin egen lejlighed, en uddannelse og et kørekort. 

Af Birgitte Ellemann Höegh. 

Foto: Holger Henriksen 

De er jo mine englebørn 

men da et par narkomaner dukkede 

op, valgte hun at flytte ned til H&Mbutikken 

midt på Strøget: 

- Ind imellem sælger jeg jo Hus 

Forbi foran 7eleven, så jeg vil ikke 

ses sammen med nogle junkier, der 

sidder og stikker sig i armen, fortæller 

Sabina Lennert. Efter at hun 

havde sovet nogle timer ved H&M, 

tog hun det første morgentog til 

Klampenborg, for dér vidste hun, at 

hun kunne finde nogle af vennerne 

og dermed også 

lidt ’sovegrej’, 

som de alle kalder 

deres soveposer 

og liggeunderlag 

for. Men allerede 

klokken ni tog 

hun tilbage til 

København, fordi 

hun havde aftalt 

at mødes med en 

af gadesygeplejerskerne: 

- Jeg føler mig ikke helt på toppen 

i øjeblikket, så jeg ville gerne 

tjekkes for TB (tuberkulose, red.). 

Mens vi sidder og snakker, 

begynder en af kammeraterne at gå 

amok på en telefonboks og kalde 

den for ’lede luder’. Maskinen har 

slugt en 20 krone-mønt, som han 

havde planlagt at ringe sin mor op 

for. Han råber RIGTIGT HØJT og kammeraterne 

prøver at dysse ham ned: 

- Du smadrer ikke den boks, det 

gør du bare ikke, siger blandt andet 

Sabina. 

En hjemløs kvinde kommer hen 

med mad til en af hundene; noget 

thaimad i en papboks, som hun sik- 

kert har fundet i en skraldespand. 

Røde Orm, som ejer hunden, minder 

hende om, at maden skal deles med 

de andre hunde – blandt andet 

Sabinas hund. Sabina lader kvinden 

samle halvdelen af risretten op for 

at give den videre til Siku – skønt 

hun lavt meddeler, at den faktisk 

ikke kan lide ris. 

Men Røde Orm mener, den skal 

have tilbuddet. 

- Der er ingen hunde her, der skal 

snydes, siger han. 

Røde Orm er ifølge Sabina manden, 

der har hjulpet hende ind i vennekredsen, 

og han kalder hende da også for 

sin søster. Og når man først er accepteret 

af rødderne, kan man stort set 

te sig, som man vil, men det er ikke 

lige nemt, at komme ind i varmen. 

Derfor står Røde Orm og Sabina hinanden 

nær. Røde Orm har netop fået 

lejlighed på Nørrebro og føler det ret 

mærkeligt, efter mange år på gaden. 

Sabina vil gerne støtte ham, og derfor 

tager hun nok med ham hjem og sover 

i aften. Og så snart, det bliver den 

første, og hun har indløst sin pension, 

kommer hun ud og laver et rigtigt 

godt måltid mad til ham: 

- Jeg har faktisk tænkt på hvalbøffer 

eller rensdyr... Kan du lide 

fisk?, spørger hun Røde Orm. 

Det kan Røde Orm heldigvis godt. 

birgitte.hoegh@os.dk

Fik styr på rodet liv - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?