Fik styr på rodet liv - Hus Forbi
Fik styr på rodet liv - Hus Forbi
Fik styr på rodet liv - Hus Forbi
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
hus forbi<br />
Køb avisen <strong>på</strong> stationen – ikke i toget<br />
Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 61 juni 2007<br />
<strong>Fik</strong> <strong>styr</strong> <strong>på</strong><br />
<strong>rodet</strong> <strong>liv</strong><br />
- og er nu <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgernes repræsentant<br />
Erik Clausen: Jeg laver aldrig en film om hjemløse • Politiet svigter voldsramte
Udgiver:<br />
Foreningen <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Tornebuskegade 1, 2.<br />
1131 København K<br />
Tlf. 3832 2320<br />
husforbi@husforbi.dk<br />
www.husforbi.dk<br />
Ansvarshavende redaktør:<br />
Jaku-Lina E. Nielsen<br />
Tlf. 3832 2324<br />
jaku-lina@husforbi.dk<br />
Administrator:<br />
Heidi Riel<br />
Tlf. 3171 0481<br />
heidi@husforbi.dk<br />
Sælgerrepræsentant og<br />
gadeplansmedarbejder:<br />
Henrik Pedersen<br />
Tlf. 2094 5232<br />
henrik@husforbi.dk<br />
Debatindlæg og læserbreve:<br />
redaktion@husforbi.dk<br />
Næste nummer udkommer den 1. juli.<br />
Forsidefoto:<br />
Das Büro/Ulrik Jantzen<br />
Hvem tager sig af<br />
invasionen fra øst<br />
De ligger <strong>på</strong> kontorgulvet <strong>på</strong> deres grædende knæ – bogstaveligt<br />
talt – og bønfalder om at b<strong>liv</strong>e <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgere. De<br />
ligger <strong>på</strong> deres knæ <strong>på</strong> gågaderne med fremstrakte hænder,<br />
eller hiver dagen lang i en udslidt harmonika <strong>på</strong> S-togsstationer eller<br />
går rundt med papskilte, der fortæller, at de har små børn, som sulter.<br />
EU har i disse år har sat tryk <strong>på</strong> øst-udvidelsen. Senest er Bulgarien<br />
og Rumænien kommet med i EU. Begge lande<br />
har måttet sande, at vejen fra planøkonomi til<br />
markedsøkonomi er lang og hård, og at den har<br />
medført både inflation og en tårnhøj arbejdsløshed.<br />
Samtidig har disse to landes tilsammen<br />
30 millioner nye EU-borgere nu mulighed for at<br />
sætte sig ind i en bus eller et tog med kurs mod<br />
de rige EU-lande – her i blandt Danmark. Og hvem<br />
kan fortænke dem i at komme herop, når vores<br />
finansminister har udtalt, ”at vi er så rige, at vi kan købe hele verden”?<br />
Nu kan de pludselig prøve lykken. Og lykkedes det dem, at få foden<br />
inden for <strong>på</strong> det danske arbejdsmarked, så kan de bytte turistvisummet<br />
ud med en arbejds- og opholdstilladelse, og så tegner fremtiden sig<br />
pludselig helt anderledes for dem.<br />
Under ’agurketiden’ sidste sommer var dagbladene fulde af historier<br />
om østeuropæiske tiggere, ’plattenslagere’ og gademusikanter, der var<br />
ved at drive butiksejere i de større danske byer til vanvid med deres<br />
<strong>på</strong>gåenhed. Samtidig stod der pludselig en del østeuropæere – især<br />
polakker – <strong>på</strong> <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat i det Indre København. De havde<br />
www.loge86. dk<br />
Bidrag:<br />
Hvis du vil give et bidrag til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />
kan du sætte beløbet ind <strong>på</strong> dette<br />
konto-nr: Giro (9541)60028842.<br />
Mærk indbetalingen ”bidrag”.<br />
Distribution:<br />
Boformer for hjemløse, varmestuer,<br />
medborgerhuse mm. kan fungere<br />
som distributør for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> – dvs.<br />
være udleveringssted af avisen til<br />
sælgerne. Kontakt os <strong>på</strong>:<br />
3171 0481 (se listen af distributører<br />
<strong>på</strong> www.husforbi.dk).<br />
Abonnement:<br />
Standardabonnement: 340 kr.<br />
(12 numre om året - inkl. moms,<br />
porto og gebyr).<br />
Støtteabonnement: 540 kr.<br />
Henvendelser vedr. abonnement<br />
<strong>på</strong> tlf. 7026 7006 eller<br />
dorte@notatgrafisk.dk<br />
Layout: Westring + Welling A/S<br />
Tryk: Dansk Avistryk A/S<br />
Oplag: 90.000<br />
Antal sælgere: ca. 450<br />
ISSN: 1397-3282<br />
Om <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkom første gang i 1996. Siden starten<br />
af 2006 er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkommet en gang om<br />
måneden. Salgsrekorden er over 75.000 eksemplarer<br />
(marts 2007). <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges af hjemløse<br />
og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte<br />
mennesker – det man under ét kan kalde ’skæve<br />
eksistenser’. Avisen sætter fokus <strong>på</strong> udsatte<br />
mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er<br />
at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper<br />
både via indholdet af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> samt ved at<br />
læserne køber avisen direkte af ’en skæv eksistens’.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sælgere er alle ud<strong>styr</strong>et med<br />
et id-kort udstedt af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat.<br />
Salget af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fungerer for sælgerne som<br />
et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet.<br />
Indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> produceres primært<br />
af professionelle freelancere, fotografer og<br />
illustratorer. Eneste fastansatte <strong>på</strong> redaktionen<br />
er redaktøren. I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat er der<br />
pt. ansat en økonomimedarbejder, en salgs- og<br />
marketingsmedarbejder, en sælger- repræsentant<br />
og en studentermedhjælper.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er medlem af det internationale<br />
netværk af gadeaviser, INSP.<br />
Vi støtter <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>: Vi støtter Ombold:<br />
2 hus forbi · nr. 61 · juni 2007<br />
Lions Club Søllerød Mølleaa<br />
Nedenstående er nye DM-sponsorer<br />
TAMU-Center Odense<br />
Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen:<br />
På side 2 i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> under (Vi støtter OMBOLD), skal<br />
du medtage følgende logoer:<br />
Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De<br />
Hjemløses <strong>Hus</strong>, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB.<br />
Kulturministeriet skal fjernes<br />
intet sted at bo, intet arbejde og bad om at b<strong>liv</strong>e sælgere af avisen.<br />
For sandheden er, at det tager tid at få foden indenfor <strong>på</strong> det danske<br />
arbejdsmarked, hvis man ikke taler dansk.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> valgte at give disse fattige, håbefulde EU-borgere en<br />
hjælpende hånd ved at give dem et midlertidigt sælgerkort og et<br />
kortvarigt danskkursus, der måske kan lette deres vej ind <strong>på</strong> det danske<br />
arbejdsmarked. Desuden formidler <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
sekretariat kontakt til jobcentre, gratisavisernes<br />
avisdistribution og Dansk Byggeri.<br />
I skrivende stund (maj) ser vi starten <strong>på</strong> en ny<br />
’invasion’ af østeuropæere denne gang fra Rumænien<br />
og Bulgarien, og derfor står København og de<br />
andre større danske byer med et problem, som de<br />
lokale myndigheder og jobcentre b<strong>liv</strong>er nødt til at<br />
forholde sig til her og nu.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> ønsker ikke at diskriminere pga. nationalitet, men vi afviser<br />
alle dem, som ikke kan begå sig <strong>på</strong> dansk, tysk eller engelsk. Og<br />
dem er der rigtig mange af i øjeblikket. Og hvor går de så hen? Hvem<br />
rækker dem en hjælpende hånd og giver dem et alternativ til tiggeri<br />
og kriminalitet?<br />
De ligger <strong>på</strong> kontorgulvet<br />
<strong>på</strong> deres grædende knæ<br />
– bogstaveligt talt – og<br />
bønfalder om at b<strong>liv</strong>e <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>-sælgere.<br />
Markedsføring<br />
<strong>Hus</strong>leje mv.<br />
Reserve<br />
Løn til medarbejdere<br />
Det går din 20’er til<br />
Moms<br />
Produktion og tryk<br />
God læselyst.<br />
Jaku-Lina E. Nielsen,<br />
Redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Sælgeren<br />
Frederiksberg Kommune<br />
Foto: Steffen Ortmann / Scanpix<br />
Jeg laver aldrig en<br />
film om hjemløse<br />
Erik Clausen er både et firma, der omsætter for mange<br />
millioner, og en person, som – trods sin succes – af og<br />
til lider af depressioner. Her fortæller filmmanden, der<br />
er kendt for sit store engagement for ’skæve eksistenser’,<br />
hvorfor han aldrig vil lægge navn eller firma til en<br />
dokumentarfilm om hjemløse<br />
Af Peter K. Olesen og Thomas Carlsen<br />
- Hvis jeg bøjer mig og laver det,<br />
som alle andre gør, så kunne jeg jo<br />
være mangemillionær. Men det er<br />
jeg sgu ikke sikker <strong>på</strong>, jeg gider. Jeg<br />
gider heller ikke den der navlebeskuende,<br />
selvoptagede middelklassehistorie.<br />
Så vil jeg hellere køre<br />
taxa, for jeg er pissegod til at køre<br />
bil, kommer det prompte fra Erik<br />
Clausen, som lige har skænket kaffe.<br />
Vi sidder ved bordet i filmselskabet<br />
Clausen Film’s mødelokale. Et filmselskab,<br />
der har gjort det til en dyd at<br />
skildre manden <strong>på</strong> gulvet.<br />
Men hvorfor egentlig?<br />
For at få svar <strong>på</strong> dette spørgsmål,<br />
tog <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s udsendte toget<br />
til København Hovedbanegård. Gik<br />
gennem den lille sideudgang;<br />
ud <strong>på</strong> Istedgade i hjertet<br />
af Vesterbro<br />
og videre i<br />
fodsporene <strong>på</strong> de mange helt<br />
almindelige ualmindelige<br />
mennesker, der har været<br />
inspiration for Erik Clausens<br />
’levende billeder’.<br />
Som John fra Ledsaget<br />
Udgang, der ikke helt<br />
kan vænne sig til de<br />
forandringer, der<br />
er sket, mens<br />
han har siddet<br />
inde, og<br />
f.eks.<br />
b<strong>liv</strong>er<br />
helt<br />
Foto: Scanpix
forvirret over at gense sin barndoms<br />
Vesterbro, der efter flere års<br />
sanering er blevet en af Københavns<br />
smarteste bydele. De skæve eksistenser,<br />
som Vesterbro tidligere var<br />
så kendt for, er blevet marginaliseret<br />
eller eksporteret til forstæderne.<br />
Det er stadig folk som dem, der<br />
er Clausens hovedpersoner. Og siden<br />
karrieren startede i 1981 med Cirkus<br />
Casablanca, har Clausen slået tonen<br />
an med temaer som fællesskab og<br />
solidaritet med dem, der aldrig har<br />
gået så højt op i at være ’normale’.<br />
Vil ikke være pauseklovn<br />
For enden af Istedgade ligger Enghave<br />
Plads, og her møder vi manden<br />
selv i Clausen Films lokaler.<br />
- Hvem skal med i billedet? Kongen,<br />
Klods-Hans, prinsessen eller narren?,<br />
spørger Clausen og giver selv svaret:<br />
- I kunsten holder man altid med<br />
den svage, for den fortæller mere<br />
om den rige, end den rige fortæller<br />
om sig selv. Jeg vender tingene <strong>på</strong><br />
hovedet. Jeg viser mennesker, som<br />
nogle nærmest nedladende kalder for<br />
’under-Danmark’. Det vælger jeg at<br />
gøre, fordi det er hér, de stærke mennesker<br />
findes – set med en gøglers<br />
øjne. De er så stærke, at de – modsat<br />
dem der mener, de selv er succeser<br />
– godt tør vise følsomhed og tvivl og<br />
svaghed. Og der kommer de selvfølgelig<br />
i konfrontation med samfundet,<br />
som er en effektiv ’maskine’.<br />
Erik Clausen er eftertragtet. Kort<br />
inde i interviewet ringer TV2 News<br />
for at høre, om han vil medvirke i<br />
et program. Clausen affærdiger dem<br />
med, at han ikke vil være ”pauseklovn”.<br />
- Når jeg vælger at lave film, så<br />
sker det ikke ud fra en strategisk<br />
overvejelse men ud fra en lyst og<br />
en naturlighed. Det jeg laver film<br />
om, kan godt b<strong>liv</strong>e opfattet som et<br />
socialt engagement og indignation.<br />
Men dét der interesserer mig er,<br />
hvem det er der bor ved siden af<br />
mig, og jeg vil gerne bo sammen<br />
med nogen, jeg føler mig tryg ved.<br />
Jeg føler mig <strong>på</strong> hjemmebane, når<br />
jeg skildrer det her miljø. Det er<br />
de her mennesker, som jeg og min<br />
familie kommer af, siger han og<br />
fortsætter:<br />
- Samtidig så interesserer det<br />
mig – som den djævel jeg også<br />
er – at provokere dem, der er så<br />
skråsikre <strong>på</strong> deres egne evner. Dem<br />
der siger: ”Jeg er så fantastisk”. Når<br />
sådan nogle mennesker ser min film,<br />
går der måske et lys op for dem om,<br />
at man behøver ikke at være ligesom<br />
dem selv.<br />
I Clausens film er det som helhed<br />
meget sjældent de såkaldt succesfulde,<br />
dem der har den pæne facade,<br />
der inderst inde er de pæne mennesker.<br />
Man kan ikke undgå at tænke,<br />
om der er en dybere mening bag<br />
dette? Der nikkes fra den anden side<br />
af bordet.<br />
- Nu er jeg jo efterhånden blevet<br />
en gammel dreng, siger den 65-årige<br />
instruktør, - og det har den fordel,<br />
at jeg kan sammenligne forskellige<br />
perioder fra mit <strong>liv</strong>. Jeg tror ikke, at<br />
vi nogensinde har levet i en periode,<br />
hvor normalitetsbegrebet har været<br />
så smalt, som det er nu. Og det<br />
betyder en slags mental terrorisme.<br />
Hvis du er for tyk, for tynd, for blå,<br />
for et-eller-andet, så er du enten<br />
etnisk, depressiv, overvægtig og<br />
så videre. Os der er vokset op uden<br />
fædre, vi er ’dem dér’ – og mødre,<br />
der ingen mand har, er ”enlige mødre”.<br />
Du b<strong>liv</strong>er sat ned i den ene eller<br />
den anden kasse. Clausen mener<br />
problemet er, at normalitetsbegrebet<br />
er blevet et idealbegreb, der kommer<br />
af mediers og reklamers fordrejede<br />
succes- og skønhedskriterier.<br />
- Det er så snævert, at jeg ikke<br />
kan spejle mig i det. Jeg kan ikke<br />
Jeg tror ikke, at vi<br />
nogensinde har levet<br />
i en periode, hvor<br />
normalitetsbegrebet<br />
har været så smalt,<br />
som det er nu<br />
genkende mig selv, mine venner eller<br />
min familie i det billede. Så laver vi<br />
andre et modbillede, kan man sige.<br />
Ligner Møllehave<br />
Vi er et kvarter henne i interviewet,<br />
og munden har endnu ikke<br />
stået stille <strong>på</strong> Erik Clausen. Alligevel<br />
fornemmer vi, at der er masser<br />
af omtanke og viden bag ordene,<br />
Erik Clausen og Jesper Asholt har hovedrollerne i Clausens film ”Ledsaget udgang”.<br />
selvom det ikke virker som om der<br />
b<strong>liv</strong>er holdt mange tænkepauser.<br />
Som han sidder der, leder han mest<br />
af alt vores tanker hen <strong>på</strong> en lige<br />
så imødekommende og animeret<br />
Johannes Møllehave, som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
udsendte havde fornøjelsen af at<br />
møde i oktober 2004. Clausen er ’<strong>på</strong>’.<br />
- Det snævre normalitetsbegreb<br />
har gjort os fremmede over for hinanden.<br />
Det gør, at mange kommer til<br />
at føle sig forkerte og uønskede. Du<br />
får et mentalt underskud, du mister<br />
din nysgerrighed og din evne og din<br />
lyst til at begå dig socialt. Du mister<br />
måske også evnen til at organisere<br />
dig og have en bolig, og måske<br />
føler du det som en befrielse, når<br />
du tager en sovepose og kryber ind<br />
under en busk eller kryber ind i dig<br />
selv, siger han. Og det er ikke bare<br />
tomme ord:<br />
- Det med det mentale underskud<br />
er noget, jeg kender til, fordi jeg<br />
i perioder har større eller mindre<br />
depressioner. Det første jeg regi-<br />
strerer det ved, er når jeg mister<br />
evnen til at fungere socialt udover<br />
sammen med min allernærmeste<br />
familie, som jeg føler mig tryg ved.<br />
Jeg mister lysten til at gå ned og få<br />
en bajer og snakke med folk, og jeg<br />
mister lysten til at gå til et møde i<br />
en forening, som jeg ikke kender, og<br />
hvor jeg skal holde et oplæg, fortæller<br />
han.<br />
Føler sig uønsket<br />
Erik Clausen er igennem årene<br />
blevet toneangivende i kraft af sit<br />
engagement <strong>på</strong> den danske kulturscene,<br />
som revser af det etablerede<br />
samfund: Dels som gøgler, dels som<br />
samfundsdebattør, kunstner og filmmand.<br />
Kort sagt en succeshistorie,<br />
som også må formodes at være godt<br />
ved muffen. Kan ens kunstneriske<br />
troværdighed ikke virke anløben,<br />
når man konsekvent skildrer de små<br />
i samfundet og selv har sit <strong>på</strong> det<br />
tørre?<br />
- Om man tjener godt? Clausen<br />
Ris & Ros<br />
kigger skælmsk <strong>på</strong> os. - Jeg har<br />
haft stor gennemslagskraft med<br />
mine film. Og jeg har ikke lyst til at<br />
arbejde i halvandet år <strong>på</strong> en film,<br />
der kun b<strong>liv</strong>er set af ganske få. Jeg<br />
prøver at organisere med en stor<br />
Kan læserne hjælpe?<br />
Har I overvejet at lade læsere støtte<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> <strong>på</strong> andre måder end ved at<br />
købe avisen, b<strong>liv</strong>e sponsor eller eventuelt<br />
distributør for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>?<br />
Jeg tror, at mange gerne vil<br />
bidrage ved at tage sig af mindre afgrænsede<br />
opgaver f.eks. fonds-/legatsøgninger<br />
eller andet, der kan finde<br />
sted hjemme fra PC’en, når ungerne<br />
er puttet.<br />
Jeg tror, der er store muligheder<br />
i at inddrage læserne i arbejdet for<br />
at skabe bedre vilkår for de grupper,<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> skriver for, om og med. Så<br />
Foto: Susanne Mertz<br />
gennemslagskraft, og det lykkes med<br />
mange ting, og det afstedkommer<br />
også en stor økonomi. Det gør, at<br />
Erik Clausen ikke bare er en person.<br />
Jeg er et firma, der omsætter for<br />
millioner, forklarer han og uddyber:<br />
- Hvorfor gør vi så det? Jo, det<br />
er fordi, kulturinstitutionerne er en<br />
organisme, der støder fremmedlegemer<br />
som mig fra sig. Den eneste<br />
måde sådan nogle som mig kan<br />
komme i TV <strong>på</strong> er ved at komme ind<br />
og spille pauseklovn. Ellers skal vi<br />
selv producere noget. Derfor b<strong>liv</strong>er<br />
jeg nødt til at være kommerciel <strong>på</strong><br />
ren amerikansk facon. Går det godt<br />
hilser de pænt <strong>på</strong> mig i biografen.<br />
Går det skidt, så må jeg selv op <strong>på</strong><br />
ølkassen og tjene det hjem.<br />
Begrebet at være uønsket i en<br />
større social sammenhæng ligger<br />
tydeligt Clausen meget <strong>på</strong> sinde, og<br />
det b<strong>liv</strong>er igen et tema i interviewet,<br />
da han får føjet ind, at:<br />
- For mig ligger det interessante<br />
i, at vi er så stærke og har så stor<br />
optimisme, at vi b<strong>liv</strong>er ved med<br />
at lave kunst og underholdning <strong>på</strong><br />
trods af, at vi er så uønskede. Jeg er<br />
vokset op som uønsket, og opdagede<br />
hurtigt i forskellige sammenhænge,<br />
at så velkommen var man sgu ikke.<br />
Det var derfor, jeg skrev en sang,<br />
der hed ’ Vi er dem de andre ikke må<br />
lege med’ (sammen med Kim Larsen,<br />
red.) Så det har da været en del af<br />
min drivkraft.<br />
Kloge hoveder får modstand<br />
Filmmanden har sin daglige gang i<br />
området omkring Istedgade og <strong>på</strong><br />
Vesterbro. På den måde er han ikke<br />
ubekendt med gadens løse fugle,<br />
men han er dog skeptisk overfor,<br />
hvordan ’de kloge hoveder’ mener,<br />
at problematikken omkring hjemløse<br />
skal gribes an.<br />
- Jeg hørte en debat om hjemløse<br />
mellem en masse akademikere,<br />
der gjorde sig kloge <strong>på</strong> noget, de<br />
ikke kendte til. Det eneste opmun-<br />
hvorfor ikke bruge disse menneskers<br />
kompetencer, sociale indignation og<br />
engagement til at støtte <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>?<br />
Mette Gaarde-Fink, Nørrebro<br />
Svar:<br />
Tak for din idé om at inddrage<br />
læserne noget mere. Rent faktisk<br />
kan vi godt bruge frivillige fagfolk,<br />
især socialrådgivere eller jurister,<br />
der vil <strong>på</strong>tage sig at svare <strong>på</strong> de<br />
spørgsmål, som sælgerne af og til<br />
henvender sig til sekretariatet med.<br />
Desuden har vi netop fået en<br />
trende var, da man til sidst i udsendelsen<br />
hørte fra en hjemløs, som var<br />
af en helt anderledes holdning end<br />
de såkaldte eksperter. Han var ikke<br />
faguddannet, han var ikke psykolog,<br />
men han havde <strong>liv</strong>serfaring. Det han<br />
gerne ville have var ikke en lejlighed<br />
men et bofællesskab, fordi ”så er der<br />
hele tiden nogen hjemme”. Clausen<br />
lyser op og fortsætter med dybfølt<br />
entusiasme:<br />
- Jeg synes, at hele kulturen<br />
omkring de hjemløse har været i en<br />
spændende udvikling. Det er ikke<br />
længere kun ’Storm P.-sprittere’, som<br />
vi oplevede, da jeg var barn. Det<br />
er positivt, at der er kommet nogle<br />
velformulerede mennesker, som står<br />
frem og ikke lader sig spise af med<br />
Jeg synes, at hele<br />
kulturen omkring de<br />
hjemløse har været i<br />
en spændende udvikling<br />
det, alle andre tror, de vil have. Hvis<br />
man b<strong>liv</strong>er sat ind i en lejlighed,<br />
som man ikke ønsker, vil man være<br />
der i et stykke tid, og så vil væggene<br />
falde ned om hovedet <strong>på</strong> én<br />
rent mentalt, og så sidder man ude<br />
<strong>på</strong> bænken og begynder at strejfe<br />
om igen.<br />
Gøgleren Erik Clausen kan efter<br />
mange år <strong>på</strong> landevejene nikke genkendende<br />
til trangen efter frihed.<br />
– Jeg tror, at de nye tendenser<br />
kommer til at betyde, at vi vil få<br />
nogle boformer at se, der ikke er<br />
fasttømrede og ’normale’. Det kunne<br />
være skurbyer, campingvogne og<br />
lignende. Mange af os som har været<br />
meget <strong>på</strong> turné, har arbejdet som<br />
donation fra Lions Club <strong>på</strong> 15.000<br />
kroner til fodtøj til sælgerne og<br />
søger i øjeblikket med-sponsorer,<br />
så alle vores ca. 450 sælgere kan få<br />
fodtøj, helst inden vinteren banker<br />
<strong>på</strong> døren.<br />
Jaku-Lina E. Nielsen,<br />
redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Glad for at abonnere<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er en formidabel god avis<br />
- ikke mindst tanken bag er genial.<br />
Jeg glæder mig hver måned.<br />
Jeg har tegnet abonnement idet<br />
håndværker, eller en lastbilchauffør<br />
som bevæger sig hele tiden, vi<br />
kender godt den fornemmelse af<br />
rastløshed, siger han.<br />
Udsatte gøres til freaks<br />
Og meget apropos, så skal Clausen<br />
videre i teksten. Et nyt arrangement<br />
venter. På vej ud spørger vi ham,<br />
om der måske i fremtiden kunne<br />
tænkes en ’Clausen-dokumentar’ om<br />
hjemløse.<br />
- Nej, det kan der ikke. Jeg<br />
synes, vi skal lade mange mennesker<br />
være i fred. Når jeg ser Pigerne <strong>på</strong><br />
Halmtorvet (dokumentarfilm, red.),<br />
så b<strong>liv</strong>er jeg rasende. Det er et<br />
freakshow: De viser folk frem, der<br />
ligger ned, uden at de folk ved noget<br />
om, hvad der b<strong>liv</strong>er filmet. De er ikke<br />
særligt bevidste om medier, modsat<br />
en eller anden rig stodder oppe <strong>på</strong><br />
Strandvejen, som fredag aften er skidefuld<br />
og ensom og ligger og græder<br />
og kaster op, han lader sig sgu ikke<br />
fotografere, kommer det oprørt fra<br />
Clausen, der fortsætter <strong>på</strong> samme<br />
kontante facon:<br />
- Jeg mener ikke, det er underholdning,<br />
jeg mener det er politik,<br />
det er mental terrorisme, at man gør<br />
nogle bestemte folk til freaks og<br />
fortsætter med at problematisere<br />
dem; tykke, tynde, grønne, indvandrere<br />
og hjemløse. Jeg synes sgu,<br />
man skal møde folk i øjenhøjde.<br />
Vi begiver os ud i aftensolen<br />
og kigger over <strong>på</strong> Enghave Plads.<br />
Her, over for filmselskabets lokaler,<br />
sidder tre fyre <strong>på</strong> en bænk og får<br />
sig en øl. De ser muntre ud, som de<br />
sidder der, og de ligner til forveksling<br />
en scene i en Erik Clausen-film.<br />
De blikke, de forbipasserende sender<br />
dem, er ikke just beundrende. Og det<br />
er nok, de færreste forbipasserende,<br />
der tænker <strong>på</strong>, hvad de tre fyre mon<br />
tænker om dem.<br />
acpo20@hotmail.com<br />
jeg endnu ikke har set en sælger nord<br />
for Limfjorden. Lad derfor muligheden<br />
for abonnement bestå. Jeg vil<br />
ikke tøve med at købe en avis af en<br />
sælger, selv om jeg er abonnent.<br />
Jørgen Jensen, Sæby<br />
Svar:<br />
Det er dejligt at høre, at du er glad<br />
for at læse <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Jeg kan berolige<br />
dig med, at vi ingen planer har om<br />
at nedlægge abonnementsordningen.<br />
Jaku-Lina E. Nielsen,<br />
redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
4 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 5
Mickey går til danskundervisning,<br />
men kan via sit<br />
kendskab til tysk forstå<br />
noget dansk allerede<br />
Det er ikke første gang, at Mickey<br />
fra Polen har søgt lykken i et andet<br />
europæisk land. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har<br />
talt med en af sine østeuropæiske<br />
sælgere<br />
Sproget er nøglen<br />
En del af de østeuropæiske <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>-sælgere er nu <strong>på</strong> vej ind <strong>på</strong> det<br />
almindelige danske arbejdsmarked<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: Jerry Bergman<br />
Drømmer om en fremtid her<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: Jerry Bergman<br />
Micozyslaw, 33, b<strong>liv</strong>er kaldt Mickey i Danmark. Han<br />
har en kolossal fordel frem for en del af sine landsmænd.<br />
Han har nemlig boet og arbejdet i Tyskland<br />
fra han var 17 til 32 år og taler derfor tysk.<br />
Han og hans tvillingebror blev født i Wroclaw<br />
i Polen. Han har aldrig kendt sin far, men fik to<br />
søstre, da moderen fik et forhold til en ny mand.<br />
Mickey har tilbragt en del af sine første fem<br />
leveår ind og ud af hospitalet, fordi han havde<br />
en blodansamling i panden, som man ikke ville<br />
operere før en vis alder. Hans mor arbejdede <strong>på</strong><br />
et autolakererværksted, men blev hjerneskadet,<br />
formentlig af dampene. Familien besluttede at<br />
6 hus forbi · nr. 61 · juni 2007<br />
tage til Tyskland for at forbedre sin økonomi. De<br />
endte i Hannover, da han var 15 år.<br />
- Det første års tid arbejdede min bror og<br />
jeg i vaskehallen <strong>på</strong> et slagteri. Det var hårdt<br />
arbejde, men en gang imellem kunne vi sove lidt i<br />
de store kar, griner Mickey skævt.<br />
- Vi fik megen hjælp fra en tysk familie<br />
– ikke fra andre polakker. Så vi holdt os mest til<br />
tyskerne. Senere gik jeg <strong>på</strong> sprogskole og blev<br />
uddannet tagdækker og arbejdede som sådan i<br />
cirka 10 år.<br />
Havde hørt godt om Danmark<br />
I 2005 var han tilbage i Polen og logerede<br />
halvanden måned hos sin ene søster. En af hans<br />
håndværker-venner mente, at der var godt arbejde<br />
at få i Sverige, så af sted med dem. Mickey<br />
var med til at renovere huse og et kirketag, hvor<br />
han fik husly hos pastoren. Det var meget vanskeligt<br />
at finde en bolig, så mændene drog videre til<br />
Holland; det gav dog ikke pote. I Sverige havde<br />
Mickey hørt en del om Danmark, og at mange<br />
landsmænd var blevet hjulpet her, så efter en<br />
periode hos søsteren i Polen, valgte han at sætte<br />
kursen mod Dannevang. Han ’landede’ i hovedstaden<br />
i maj 2006.<br />
Micozyslaw Sylwester, 33 år, er en af de polakker,<br />
som du kan møde i Københavns gader i færd med<br />
at sælge <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Eller også kan du ikke længere.<br />
For han er faktisk i besiddelse af én af de håndværksuddannelser,<br />
som dansk byggeri skriger <strong>på</strong><br />
– nemlig tagdækker. Og ved redaktionens slutning<br />
var hans eksamensdiplom netop landet <strong>på</strong> østkonsulent<br />
Søren Lange Nielsens bord i brancheforeningen<br />
Dansk Byggeri. Så måske er Micozyslaw<br />
– kaldet Mickey – i dette læse-øjeblik i et almindeligt<br />
job <strong>på</strong> det danske arbejdsmarked.<br />
- Størsteparten af de polske sælgere har faktisk<br />
en håndværksuddannelse, som de sandsynligvis<br />
vil kunne gøre god brug af her i landet, fortæller<br />
Heidi Riel, <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s administrator og fortsætter:<br />
- Og formidlingen af arbejde begynder så småt<br />
at fungere med dén kontakt, vi har fået til Dansk<br />
Byggeri.<br />
Sidste sommer begyndte der løbende at dukke<br />
polakker op <strong>på</strong> <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat, som ønskede<br />
at få lov til at sælge <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Polakkerne kan<br />
ligesom borgerne i de andre EU-lande opnå seks<br />
måneders visum, og hvis de tilbydes fast arbejde<br />
i en virksomhed her i landet kan de få arbejds- og<br />
opholdstilladelse, der normalt gives for et år ad<br />
gangen. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s be<strong>styr</strong>else besluttede dengang<br />
at give de østeuropæiske sælgere et midlertidigt<br />
sælgerkort <strong>på</strong> seks måneder, der svarer til den tid<br />
de kan være i landet som arbejdssøgende.<br />
Ifølge Heidi Riel var <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat<br />
og be<strong>styr</strong>else bekymret over situationen. Dels<br />
<strong>på</strong> grund af den uro, det skabte blandt de danske<br />
sælgere og købere, dels fordi polakkerne ikke er<br />
vant til at overleve <strong>på</strong> gaden i Danmark.<br />
- Min første dag? Hø, griner Mickey og fortsætter:<br />
- Jeg havde lidt opsparing og gik ind i en<br />
Netto og købte ind til at grille ved kajen. Det var<br />
dejligt. De første måneder boede jeg <strong>på</strong> Kirkens<br />
Korshærs Herberg i Hillerødgade (<strong>på</strong> Nørrebro i<br />
København, red.). Jeg havde bemærket nogle hjemløseblad-sælgere<br />
i Berlin, så jeg lagde også mærke<br />
til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgerne i København. Jeg talte med<br />
nogle af dem, og de foreslog, at jeg kunne sælge<br />
bladet, mens jeg venter <strong>på</strong> job. Min første dag som<br />
sælger – den 11. juli sidste år – afsatte jeg 10 <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> (= 80 kr.). Det var jeg stolt af!<br />
Vil integreres<br />
Mickey står oftest <strong>på</strong> Nørrebro, og han glæder sig<br />
over, at mange unge køber <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> og over de<br />
venlige kommentarer fra ældre købere. Han har<br />
fået afslag fra potentielle købere seks-syv gange,<br />
fordi de ikke ville købe af en udlænding. Mickey<br />
var i TV2 i december 2006, hvilket muligvis hjalp<br />
<strong>på</strong> holdningen til ham.<br />
- Generelt synes jeg danskerne er meget<br />
hjælpsomme, også overfor udstødte. De er imødekommende<br />
og giver for eksempel ofte lidt ekstra<br />
penge til en kop kaffe eller mad. Han bor ved<br />
- Efterhånden<br />
som nogle<br />
sprogbarrierer<br />
blev overvundet,<br />
begyndte vi at<br />
forstå, at de ikke var<br />
hjemløse i Polen; oven i<br />
købet havde nogle af dem uddannelser<br />
og arbejds<strong>liv</strong> bag sig. Vi har undret os en<br />
del over, at de ikke tager deres eksamensbeviser<br />
og lignende med sig til Danmark. Papirerne er<br />
ofte svære for dem at få fat i, mens de er her,<br />
men er vigtige, hvis de vil gøre sig håb om at<br />
få arbejde. Men måske spreder rygtet sig efterhånden<br />
i Polen om, at det er smart at tage sine<br />
papirer med herop, smiler Heidi Riel.<br />
Polakkerne er begyndt <strong>på</strong> ugentlig danskundervisning,<br />
som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har arrangeret for at øge<br />
deres jobchancer <strong>på</strong> det danske arbejdsmarked.<br />
- Jo, så vi er skam meget optimistiske <strong>på</strong><br />
deres vegne. De skal nok komme videre, slutter<br />
Heidi Riel.<br />
redaktionens slutning i en gammel garage. Han<br />
har ikke længere lyst til at bo <strong>på</strong> herberg, som<br />
det i Hillerødgade <strong>på</strong> Nørrebro, for ”det er for folk<br />
med problemer”, som han udtrykker det.<br />
- De største vanskeligheder, jeg har, er sproget<br />
og folk, der udnytter og stjæler. Jeg opsøger<br />
ikke mine landsmænd. Jeg vil hellere i kontakt<br />
med danskerne, fordi jeg gerne vil skabe et <strong>liv</strong><br />
med arbejde og familie her, fortæller Mickey.<br />
Han synes, han har fået megen støtte fra<br />
danskere og glæder sig til at få et arbejde og deltager<br />
som én af den p.t. halve snes udlændinge i<br />
den ugentlige sprogskole i dansk i Blågårds Kirke<br />
<strong>på</strong> Nørrebro, som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har arrangeret.<br />
Til slut i interviewet spørger <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
udsendte, om han kender den polske pendant<br />
til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> Gazeta Uliczna (= Gade Avis), der<br />
udkommer i 5.000 eksemplarer ca. en gang om<br />
måneden og har omkring 20 sælgere. Men det gør<br />
han ikke – og i sit fædreland tilhører Mickey da<br />
heller ikke gruppen af udsatte og hjemløse, som<br />
sælger hjemløseaviser.<br />
o<br />
l a<br />
t i<br />
t r i l l e r<br />
bøje: vi<br />
din lov<br />
o v e r<br />
kranser dit<br />
når vor h ø s t<br />
men den skønk<br />
r a n s b l i ’ r<br />
sankte Hans,den er<br />
af sommerens hjerter<br />
s å e e glade, - men den skønnest<br />
b l i v e r d o g din, sankte Hans, den e<br />
bunden af som- m e r e n s hjerter så var<br />
så glade. Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender, når af blomster er flest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige<br />
hænder; når ikke vi pløjer og harver og tromler, når koen sin middag i kløveren gumler: da går ungdom til dans <strong>på</strong> dit bud sankte Hans!ret som føllet og lammet, der frit over engen<br />
sig tumler, - da går ungdom til dans <strong>på</strong> dit bud sankte Hans! ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts<br />
fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet <strong>på</strong> fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra <strong>liv</strong>et<br />
med glædesblus holde, vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde, - vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte<br />
Hans!den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde. Vi elsker vort land, og vi hilser den drot, som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde: <strong>på</strong> hans eventyr- slot<br />
kan hver kvinde, hver mand et eksempel for <strong>liv</strong>et i kærlighed finde! Lad tiderne ældes, lad farverne blegne, et minde vi vil dog i hjertet os tegne: fra sagnrige nord gaar en glans<br />
over jord - Det er genskær af vidun- derlandets fortryllende<br />
enge, - fra sagnrige norden g a a r en glans over jord<br />
- Det er genskær a f vid- underlan- dets fortryllende<br />
enge! Vi elsker vort land, når den signede<br />
jul. tænder stjernen i træet med glans i hvert øje, når om<br />
våren hver fugl over mark under strand lader stemmen til<br />
hilsende triller sig bøje: vi s y n g e r din lov over vej,<br />
over gade, vi kranser dit navn, når v o r høst er<br />
i lade, men den skønneste k r a n s b l i ’ r dog din,<br />
sankte Hans,den er b u n d e n af<br />
sommerens hjerter så varme, så<br />
glade, - men den skøn- neste<br />
krans bli’r dog din, sankte H a n s , den er<br />
bunden af sommerens h j e r t e r så<br />
varme, så glade. Vi elsker vort land, men ved<br />
midsommer mest, når hver sky over marken<br />
velsig- n e l s e n sender, når af blomster<br />
erlest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til<br />
flittige hænder; når ikke vi pløjer og harver og<br />
tromler, når koen sin middag<br />
i kløveren gumler:<br />
da går<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />
Har ca. 70 østeuropæiske sælgere ud af<br />
sælgerskaren som pt. er <strong>på</strong> ca. 450. Sekretariatet<br />
skønner, at over halvdelen af polakkerne<br />
har en erhvervsuddannelse som f.eks.<br />
tømrer, tagdækker, murer, fliselægger o.lign.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s danskundervisning foregår en<br />
gang ugentlig i Blågårds Kirke <strong>på</strong> Nørrebro<br />
og polakkerne er meget ivrige, beder om lektier<br />
og køber sprogbøger til nærmere studier.<br />
Det polske hjemløseblad:<br />
Polen har siden 2004 haft en hjemløseavis,<br />
Gazeta Uliczna = gade avis. Den udkommer i<br />
ca. 5.000 eksemplarer – i princippet månedligt,<br />
men nogle gange kun kvartalsmæssigt.<br />
Antallet af sælgere svinger, men ligger <strong>på</strong><br />
ca. 20. Køberne skal betale fire zloty (ca. 8<br />
dkr.), sælgerne får to. Vi har fået oplyst, at<br />
mange af dem har undgået at miste deres<br />
bolig <strong>på</strong> grund af avissalget. Bladet er en<br />
del af Barka Fondet, som tager forskellige<br />
initiativer til at hjælpe mennesker i nød.<br />
www.barka.org.pl<br />
Kilde: Dagmara Walczyk, ”Gazeta Uliczna” dagmarawalczyk@wp.pl<br />
hus forbi · nr. 60 · juni 2007 7<br />
>>
De kan lidt<br />
af hvert<br />
Dansk Byggeri skønner, at der ved redaktionens slutning er mindst 6.000 polske arbejdere i danske byggefag.<br />
Hvoraf de 5.000 arbejder i de 450 registrerede, polske under-entreprenører i Danmark, de 1.000 i danske firmaer.<br />
Mange af de polske <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>sælgere<br />
har en brugbar håndværksuddannelse,<br />
og derfor<br />
forsøger Dansk Byggeris østkonsulent<br />
at skaffe dem arbejde<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: Scanpix<br />
- Da jeg boede i Polen med min familie,<br />
havde vi brug for nogle håndværkere, men<br />
da der kom én, viste det sig, at han kunne<br />
ordne samtlige skavanker, smiler Søren Lange<br />
Nielsen, siden sommeren 2006 specialkonsulent<br />
arbejdsgiversammenslutningen Dansk<br />
Byggeri.<br />
- Det er ret karakteristisk for polske<br />
håndværkere; de fleste kan lidt af hvert; de<br />
er måske ikke specialiserede i dybden, men<br />
de har bredde, forklarer han.<br />
Når en medlemsvirksomhed henvender<br />
sig til Søren Lange Nielsen, forsøger han at<br />
skaffe arbejdskraften. Og <strong>på</strong> hans liste står<br />
nu Mickey og hans kammerat Roman, som<br />
begge er tagdækker, plus dennes bror, som er<br />
murer. Søren Lange Nielsen håber at kunne<br />
matche dem med en arbejdsplads inden<br />
længe. I øvrigt tilføjer konsulenten, at han<br />
har kendskab til en polsk elektriker, som selv<br />
har skaffet sig job i Danmark.<br />
Vil helst have tyskere<br />
Søren Lange Nielsen blev i marts kontaktet<br />
af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>’s sekretariat, fordi <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
gerne ville hjælpe de polske sælgere med at<br />
komme videre; bruge deres uddannelser og<br />
få arbejde, inden de skal ud igen af Danmark<br />
efter et halvt år, medmindre de har fået<br />
foden inden for <strong>på</strong> det danske arbejdsmarked<br />
og kan søge arbejds- og opholdstilladelse.<br />
- Der er nogle ting, som ikke helt fungerer<br />
i Polen endnu. For eksempel er Polen som<br />
EU-medlemsland med i den ordning, hvor<br />
enhver arbejdsløshedsforsikret kan få sine<br />
dagpenge udbetalt tre måneder i et andet EU<br />
land. Desuden burde de kunne få formidlet<br />
jobs i andre EU-lande via EURÈS institutionen,<br />
som har kontor i alle medlemslandene.<br />
Men ingen polak, som jeg kender i Danmark,<br />
er informeret om disse ting, undrer Lange<br />
Nielsen sig.<br />
Så Dansk Byggeri forsøger at hjælpe dem,<br />
som er kommet herop <strong>på</strong> denne måde. Men<br />
det er ikke altid helt enkelt.<br />
- Sprogbarrieren er en stor hindring.<br />
99,9 % af virksomhederne spørger efter tysk<br />
arbejdskraft. Deres uddannelser ligner de<br />
danske mere. Ydermere er polakkerne nødt<br />
til at se i øjnene, at de har et ret dårligt<br />
ry at kæmpe mod, fordi de ofte menes at<br />
medføre ballade og uro i form af et rend af<br />
fagforeninger, politi, skattevæsen, og hvad<br />
ved jeg... Polakkerne er ofte i første omgang<br />
ansat via et virkarbureau; måske endda et<br />
polsk, hvilket komplicerer bureaukratiet<br />
endnu mere. De danske arbejdsgivere b<strong>liv</strong>er<br />
som regel hurtigt glade for polakkerne, fordi<br />
de er venlige, arbejdsomme og dygtige. Men<br />
den danske arbejdsgiver opdager typisk, at<br />
de ikke får ordentlig løn af bureauet, der til<br />
gengæld selv scorer kassen og meget andet<br />
grimt. Dét bryder danske virksomheder og<br />
kolleger sig ikke om – både for polakkernes<br />
og deres egen skyld. På det punkt er jeg<br />
faktisk ret stolt af vores land og mentalitet,<br />
smiler Lange Nielsen.<br />
Når polakkerne så b<strong>liv</strong>er tilbudt ansættelse<br />
direkte i den danske virksomhed,<br />
skal de have en ansættelsesaftale. Når<br />
Udlændinge service har fået besked, må de<br />
gå i gang med at arbejde, hvorefter den<br />
egentlige sagsbehandling med henblik <strong>på</strong><br />
arbejds- og opholdstilladelse for ét år ad<br />
gangen, begynder.<br />
Kommet for at b<strong>liv</strong>e<br />
Danmark er i øvrigt som regel ikke det første<br />
land, de fleste polske håndværkere kommer<br />
for at prøve lykken i, oplyser Søren Lange<br />
Nielsen.<br />
- Hvis de kan et fremmedsprog, er<br />
det som regel engelsk. De har en gammel<br />
tradition for at tage til Storbritannien. Der<br />
findes en hel ’koloni’ af polakker i London.<br />
Og Irland har i allerhøjeste grad forstået at<br />
tiltrække og værdsætte polsk arbejdskraft.<br />
Konsulenten mener, at vi for øjeblikket<br />
befinder os i en overgangsfase, hvor alle<br />
lige skal finde deres egne ben – men at den<br />
udenlandske arbejdskraft i øvrigt er kommet<br />
for at b<strong>liv</strong>e. Så det er om at få det bedste ud<br />
af det for alle parter.<br />
hj@freelanceriet.dk<br />
• Beskæftigelsesministeriets hjemmeside<br />
www.workimport.dk har nu stillingsannoncer<br />
mm. <strong>på</strong> diverse sprog,<br />
bl.a. polsk.<br />
• Privat firma: www. help.dk<br />
En glad fodbold med arme<br />
og ben vil pryde den officielle<br />
T-shirt ved sommerens<br />
Verdensmesterskab i<br />
Gadefodbold for Hjemløse.<br />
Manden bag vindertegningen<br />
er Hjemløselandsholdets<br />
Frank Clifforth, som<br />
også lavet et bud <strong>på</strong> en<br />
officiel VM-sang.<br />
Af Tina Juul Rasmussen.<br />
Foto: Lars Beck<br />
Der er mange nederlag, mange<br />
smertelige minder og mange år med<br />
sprut, stoffer og vold, som Frank<br />
Clifforth arbejder hårdt <strong>på</strong> at lægge<br />
bag sig – og bytte ud med <strong>liv</strong>sglæde,<br />
sejre og en sund <strong>liv</strong>sstil.<br />
I dag finder han blandt andet<br />
glæde ved at spille fodbold. En<br />
glæde, Frank Clifforth også valgte at<br />
udtrykke, da han for nogle måneder<br />
siden sad med kuglepen og papir og<br />
tegnede sit bud <strong>på</strong> logoet til den<br />
officielle T-shirt til sommerens VM i<br />
Gadefodbold for Hjemløse. At hans<br />
tegning – af en glad fodbold med<br />
øjne, arme og ben – ligefrem vandt<br />
konkurrencen, kan han ikke lade<br />
være med at grine lidt af:<br />
- Det er altså for morsomt. Og<br />
vildt! Jeg kan huske, at da jeg sad<br />
og tegnede den, så tænkte jeg, at<br />
den skulle vise glæde – en glad,<br />
lille fodbold, fordi det er sundt og<br />
godt for mig at spille fodbold. Og så<br />
kunne jeg også mærke, at tegningen<br />
førte mig over i mine børn. Jeg har<br />
to børn, som jeg ikke må se. Og jeg<br />
har bare så meget lyst til at sige<br />
til dem: ”Se, jeres far er mere end<br />
en narkoman!” Jo, jeg har været<br />
en klovn, et svin, men jeg har også<br />
arbejdet med mig selv i terapi og<br />
taget min del af det. Og det vil jeg<br />
gerne vise dem.<br />
Skriver sange om sit nye <strong>liv</strong><br />
Normalt er det slet ikke kuglepennen,<br />
men stemmen og guitaren Frank<br />
Clifforth bruger til at udtrykke sig<br />
med. Som 13-årig lærte han sig selv<br />
at spille guitar og har siden sunget i<br />
band i mange år – og endda deltaget<br />
i DRs underholdningsprogram Stjerne<br />
for en aften, hvor han gav den fuld<br />
gas <strong>på</strong> en bane coke. Men i dag har<br />
musikken en helt anden betydning<br />
for ham:<br />
- Jeg har været alkohol- og<br />
stoffri i to år nu, og jeg skriver<br />
sange om mit ’nye’ <strong>liv</strong>, hvor jeg tager<br />
ansvar for mig selv.<br />
Jeg gør tingene<br />
med et helt<br />
andet nærvær og en ærlighed, fordi<br />
jeg har lært, hvor vigtigt det er, at<br />
jeg holder fast i mig selv og ikke<br />
hele tiden skal gøre andre glade. Det<br />
prøver jeg at udtrykke gennem mine<br />
sange.<br />
Frank Clifforth har også komponeret<br />
et bud <strong>på</strong> en VM-sang til sommerens<br />
internationale fodboldevent<br />
<strong>på</strong> Rådhuspladsen i København. Hans<br />
drøm er, at sangen skal spilles ved<br />
indmarchen og åbningsceremonien<br />
(den 28. juli, red.), når de 48 nationer<br />
og 500 spillere fra hele verden<br />
står samlet:<br />
- Sangen handler om at byde de<br />
andre lande velkommen. Om respekt<br />
og fair play og om, at vi mistede en<br />
kammerat (landsholdsspiller Peter<br />
D. Jensen døde i marts, red.) – det<br />
Holdets kreative mand<br />
”Respekt og fair play, vi hylder<br />
alle hold og hjerterne banker,<br />
når kampen den står <strong>på</strong>, og vi vil<br />
høre, I råber MÅL, MÅL”. Sådan<br />
lyder nogle af ordene i Frank Clifforths<br />
bud <strong>på</strong> den officielle VMsang,<br />
som han <strong>på</strong> en træningslejr<br />
i maj spillede for sine kammerater<br />
<strong>på</strong> landsholdet.<br />
er der nok også andre, som har<br />
prøvet. Alle fra det danske hold har<br />
skrevet et ord eller en sætning som<br />
inspiration til mig, og hele historien<br />
kom bare til mig. For mig er der en<br />
mening med alt det her – at jeg er<br />
med til VM, at jeg vinder T-shirt<br />
konkurrencen osv. Det er jeg sikker<br />
<strong>på</strong>. Jeg tror jo <strong>på</strong> Gud, og måske er<br />
det en hjælpende hånd fra ham. Jeg<br />
ved det ikke endnu. Jeg ved bare,<br />
at jeg hver dag får nogle opgaver af<br />
ham, som jeg skal løse. Og at jeg nu<br />
tør fortælle åbenlyst om, hvordan<br />
jeg har det, fortæller han.<br />
Præsidenten ønsker tillykke<br />
Præsidenten for Homeless World<br />
Cup (HWC), Mel Young, ønsker Frank<br />
Clifforth tillykke med at have vundet<br />
T-shirt-konkurrencen.<br />
- At få mulighed for at designe<br />
den officielle Nike T-shirt for HWC<br />
er blevet et særligt privilegium og<br />
mulighed for at vise, at hjemløse<br />
ikke skal udelukkes, men at alle har<br />
noget positivt at bidrage med. Så<br />
et stort tillykke til Frank, dette års<br />
vinder. Vi håber,<br />
at det<br />
Frank Clifforths vindertegning.<br />
- Alle <strong>på</strong> kontoret elsker den simpelthen,<br />
lyder det fra Nike i Holland, der skal<br />
producere t-shirten med Franks tegning til<br />
Homeless World Cup 2007.<br />
giver ham endnu bedre muligheder<br />
for at komme videre, og vi glæder<br />
os til at se T-shirten til sommerens<br />
turnering, siger Mel Young til <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>.<br />
Sportsgiganten Nike, der producerer<br />
3.000 t-shirts, som skal sælges<br />
under VM til fordel for turneringen,<br />
begunder valget af Franks tegning<br />
således:<br />
- Franks tegning hænger rigtig<br />
godt sammen med den aktuelle<br />
“kidult-trend” (blanding af kid og<br />
adult, red.), hvor voksne genfinder<br />
glæden ved barndommen. Det er<br />
den tredje T-shirt, Nike har lavet til<br />
Homeless World Cup, og vi mener, at<br />
Franks tegning er det stærkeste design<br />
lavet til dato. Alle <strong>på</strong> kontoret<br />
elsker den simpelthen, lyder det fra<br />
Nike i Holland.<br />
8 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 9
B<strong>liv</strong> frivillig i Røde Kors<br />
Lektiehjælp og studiecafé<br />
Som ny i et fremmed land kan det være svært at finde sig til rette – især<br />
hvis man ikke har helt <strong>styr</strong> <strong>på</strong> sproget. Derfor har Hovedstadens Røde Kors<br />
i samarbejde med 4 AOF-sprogskoler <strong>på</strong> Amager, Østerbro og i Nordvest og<br />
Brønshøj opstartet lektiecaféer. Hvis du er god til dansk og har ca. 2 timer<br />
hver anden uge i dagtimerne, vil vi meget gerne høre fra dig. På Amager<br />
har vi også lektiehjælp mandag og torsdag aften.<br />
Sammen med TEC <strong>på</strong> Frederiksberg er vi ved at oprette studiecaféer for<br />
elever <strong>på</strong> teknisk skole. Hertil savner vi også lektiehjælpere, som har lyst<br />
til at støtte elever med anden etnisk baggrund. Det foregår <strong>på</strong> hverdage om<br />
eftermiddagen.<br />
Desuden har vi cykeltræningshold <strong>på</strong> Nørrebro, hvortil vi søger frivillige ca.<br />
2 timer lørdag formiddag hver eller hver anden uge.<br />
Gør holdning til handling<br />
Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne b<strong>liv</strong>er til international nødhjælp og socialt<br />
arbejde i Danmark.<br />
Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige, med blik for moden og<br />
det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet<br />
vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer ugentlig.<br />
Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og godt sammen.<br />
Kom uforpligtende og mød os, og se om det er noget for dig<br />
Aktivitetsleder til Tryghedsopkald<br />
Vi søger to ansvarsbevidste og robuste aktivitetsledere, der kan rykke<br />
ud, når telefonen ikke b<strong>liv</strong>er taget. Er du et rummeligt menneske, der kan<br />
bevare roen i vanskelige situationer, og har du fri i dagtimerne – så kontakt<br />
os for at høre nærmere.<br />
Vi mangler også ringere!<br />
Det drejer sig kun om 5 minutter hver dag, så har du gjort en københavner<br />
mere tryg.<br />
Hvis du er interesseret så kontakt:<br />
Hovedstadens Røde Kors<br />
Nordre Fasanvej 224, 4.<br />
2200 København N<br />
Tlf: 38 33 64 00<br />
hrk@drk.dk<br />
Læs mere <strong>på</strong> www.hovedstaden.drk.dk<br />
15.000 kroner til fodtøj<br />
Lions Club Søllerød Mølleaa har<br />
doneret 15.000 kroner til foreningen<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>, der producerer<br />
og udgiver bladet <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>.<br />
Beløbet er øremærket fodtøj til<br />
sælgerne.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> arbejder <strong>på</strong> at<br />
finde andre sponsorer, så <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>s ca. 450 sælgere kan få uddelt et par sko/støvler inden vinteren<br />
står for døren. Når der er indsamlet penge nok, og fodtøjet begynder<br />
at b<strong>liv</strong>e uddelt, vil Lions Club Søllerød Mølleaas vicepræsident, Kirsten<br />
Egmuth, være til stede.<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s administrator Heidi Riel (tv i billedet) modtog og<br />
takkede i sidste måned for checken og holdt sammen med <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>sælgeren<br />
Leif ’Kok’ Baran (midt i billedet) et foredrag og svarede <strong>på</strong><br />
spørgsmål fra Lions Club Søllerød Mølleaas medlemmer.<br />
- jalini<br />
Kommentar<br />
Danmarks nye underklasse<br />
Af Lars Olsen<br />
Nogle børn har spillet 117 familiespil og gennemtrevlet børnebiblioteket,<br />
før de fylder fire år. De b<strong>liv</strong>er taget med <strong>på</strong> råd, når familien sidder<br />
samlet omkring middagsbordet og taler om den globale opvarmning<br />
eller aktiviteterne i den kommende weekend. Disse børn har typisk veluddannede<br />
forældre, som står parate med råd og dåd og forældrekøbte<br />
lejligheder.<br />
Andre børn får aldrig læst en godnathistorie og kan ikke hente hjælp<br />
derhjemme til lektierne. Aftensmaden spises foran fjernsynet og diskussioner<br />
om samfundsforhold er lige så sjældne som eksotiske ferier. Ofte<br />
har forældrene ingen uddannelse, løs tilknytning til arbejdsmarkedet og<br />
svært ved at navigere børnene gennem nutidens individualiserede uddannelsessystem.<br />
De ulige chancer dokumenteres af en særkørsel fra Danmarks Statistik,<br />
som jeg fik foretaget i forbindelse med bogen Den nye ulighed.<br />
11 procent af de unge tilhører kategorien med ”svag hjemmebaggrund”<br />
- de vokser op i familier, hvor forældrene gik tidligt ud af<br />
uddannelsessystemet og ofte er skilt eller marginaliseret <strong>på</strong> arbejdsmarkedet.<br />
I en anden undersøgelse, med lidt andre kriterier, vurderer<br />
Socialforskningsinstituttet, at hele 20 procent af børnene vokser op<br />
i helt eller delvist ressourcesvage familier. Dagens Danmark kan altså<br />
uden overdrivelse kaldes et fem-sjettedels-samfund.<br />
Tallene viser en systematisk ulighed, f.eks. har unge med svag hjemmebaggrund<br />
otte gange større risiko for at b<strong>liv</strong>e et sagsnummer i det<br />
sociale system <strong>på</strong> grund af problemer i hjemmet. Og to tredjedele gennemfører<br />
aldrig en kompetencegivende uddannelse.<br />
De socialt svage familier lever <strong>på</strong> økonomisk smalhals, men alligevel<br />
handler det ikke om gammeldags fattigdom. Det store flertal i den<br />
nederste fjerdedel af indkomstskalaen har faktisk ikke svag hjemmebaggrund.<br />
Her er forældrene for eksempel studerende eller enlige<br />
forsørgere, som har uddannelse og job. De har heller ikke mange penge,<br />
men deres børn klarer sig meget bedre.<br />
Den kritiske læser vil måske indvende, at der også tidligere var familier<br />
nederst <strong>på</strong> rangstigen? Jo, men skiftet fra industri- til videnssamfund<br />
har ændret mekanismerne bag uligheden.<br />
For 50 år siden havde Rikke, enlig mor <strong>på</strong> Vesterbro, et svært <strong>liv</strong>. Hun<br />
var fattig og boede i en fugtig lejlighed uden bad og toilet. Men samfundets<br />
krav var mere enkle. Rikke skulle sørge for, at børnene kom i skole<br />
nogenlunde renvaskede, så tog<br />
læreren sig af undervisningen.<br />
Og sønnen kunne gå ud af skolen<br />
efter 7.klasse, tage et ufaglært<br />
job og siden forsørge sin familie.<br />
Nutidens Rikke bor i en moderne<br />
lejlighed med centralvarme, bad<br />
og toilet, men kravene til forældrerollen<br />
er anderledes komplicerede.<br />
Rikke skal diskutere<br />
elevplaner med læreren, hjælpe<br />
med projektet om Rifbjergs<br />
forfatterskab og rådgive om den<br />
rette fagkombination i ungdomsuddannelserne.<br />
Og børnene kan<br />
ikke bare gå ud af skolen og tage<br />
et ufaglært job. De skal have en<br />
boglig eller faglig uddannelse.<br />
Den ubehagelige realitet er, at<br />
de fleste unge med svag hjemmebaggrund<br />
havner samme sted som<br />
deres forældre – ingen uddannelse,<br />
lange perioder med arbejdsløshed<br />
og rodede familieforhold.<br />
Videnssamfundet har fået en<br />
ny underklasse.<br />
Lars Olsen tidligere journalist - <strong>på</strong><br />
Politiken og Ugebrevet A4 – skriver<br />
her om videnssamfundets nye<br />
underklasse. Lars Olsen er aktuel<br />
med bogen Den nye ulighed.<br />
Noget om registrering<br />
En paradoksal historie om, hvordan det som hjemløs<br />
krævede en adresse at b<strong>liv</strong>e slettet hos Folkeregistret<br />
Af Finn fra Helsingør, tidligere vagabond<br />
Tegning: Karsten Hansen<br />
Nu er Socialforskningsinstituttet så<br />
i gang med at registrere de hjemløse,<br />
og mange mindre tænksomme<br />
vil nok mene, at det er godt, at de<br />
nu gør noget ved det. Og sådan er<br />
det sikkert nok også ment – at vi<br />
skal synes, politikerne gør noget. Vi<br />
lever i et registersamfund, hvor alt<br />
registreres for administratorernes<br />
trygheds skyld. Er man hjemløs,<br />
er samfundets registrering blot en<br />
uvelkommen nysgerrighed. Det samfund,<br />
som ikke kan rumme alle.<br />
I min ungdom fandt min kone<br />
sig en bedre mand, som det ofte går<br />
førend en større forståelse er opbygget.<br />
Jeg begyndte derfor at bo i min<br />
lille varevogn eller hos bekendte.<br />
Jeg kørte gaffeltruck og kørte efter<br />
arbejde rundt og søgte noget at bo i<br />
og mødte overraskende spørgsmålet<br />
om jeg var boligberettiget! Er der<br />
nogen, der ikke er berettiget til at<br />
bo? At have et hjem? Det var en<br />
samfundsbestemmelse, jeg måtte<br />
bøje mig for og gik derfor op <strong>på</strong> Folkeregistret<br />
for at melde fra, nu jeg<br />
intet sted havde at bo. Men det var<br />
ulovligt, fik jeg at vide, så de ville<br />
blot lade mig b<strong>liv</strong>e <strong>på</strong> den tidligere<br />
adresse. Det ville jeg ikke have, for<br />
hvis nogen skrev til mig der, ville<br />
brevene blot b<strong>liv</strong>e smidt ud.<br />
Bad om fiktiv adresse<br />
Til sidst havnede jeg hos kontorchefen,<br />
som spurgte, hvor jeg havde<br />
sovet natten før. Det skulle selvfølgelig<br />
ikke ligge min veninde til last,<br />
at hun kendte en hjemløs, så jeg bad<br />
ham finde sine overnatningsadresser<br />
selv, hvad fik ham til at foreslå,<br />
at jeg så en gang om ugen kom<br />
og meldte ham en adresse, så han<br />
kunne få orden i tingene.<br />
Det accepterede jeg og ville derfor<br />
have en klar og skriftlig aftale<br />
om arbejdsgodtgørelse og kørepenge,<br />
da sådanne steder kun har<br />
åbent i arbejdstiden. Men det ville<br />
han ikke. Han var derimod ivrig efter<br />
at få en eller anden fiktiv adresse.<br />
”Så skriv mig <strong>på</strong> din,” foreslog jeg.<br />
Slutningen blev, at jeg blev slettet i<br />
Folkeregistret.<br />
Det var til at leve med. Behagelig<br />
fri for breve fra myndighederne,<br />
skattefri (det var før kildeskatten)<br />
osv. Engang, hvor jeg blev arresteret<br />
sammen med en præsteven for<br />
at klistre plakater op imod NATO,<br />
kom en betjent ind i ”skabet”,<br />
hvor vi sad, og sagde overrasket,<br />
at han havde opdaget, at jeg<br />
var subsistensløs og bad om en<br />
adresse, da jeg skulle registreres<br />
for politisk virksomhed,<br />
hvilket jeg dog ikke kunne<br />
hjælpe ham med.<br />
Skal se pænt ud<br />
Nogle år efter, da jeg fik<br />
råd til at købe et hus,<br />
kom der pludselig ingen<br />
breve og skemaer, da<br />
jeg jo skulle indføres<br />
igen i Folkeregistret<br />
som husejer. De ville<br />
blandt andet vide,<br />
hvor jeg de foregående<br />
år havde været<br />
registreret.<br />
Men pointen var<br />
jo netop, at jeg ikke<br />
havde været registreret<br />
noget sted. Og jeg<br />
er af den opfattelse, at<br />
der skal være orden i tingene<br />
og er derfor meget<br />
imod de klamme falsknerier<br />
– at presse mig til at opgive<br />
en falsk proforma-adresse,<br />
som alene skal tjene til at få<br />
det til at se ud som om, vi har<br />
boliger nok, hvilket er meget<br />
langt fra sandheden!<br />
10 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 11
Efter tre måneder <strong>på</strong> krisecenter, og med uvished<br />
om hvad morgendagen bringer, er Helle<br />
ved at gå i opløsning. Hun vil bare have hjælp,<br />
men hun føler, at hun konstant løber panden<br />
mod en mur<br />
Af Marisa Matarese<br />
- Hjælp, der hjælper. Jamen, det står<br />
der, siger Helle. Hun fortsætter med<br />
at læse op af en socialpolitisk redegørelse<br />
og handlingsplan for 2006-7<br />
fra Socialministeriet.<br />
- Hvorfor fanden, er der så ikke<br />
nogen, der kan hjælpe os? spørger<br />
hun.<br />
I nu tre måneder har hun og<br />
hendes tre børn boet <strong>på</strong> krisecenter<br />
i København. Det har været en kamp<br />
blandt andet at få bevilget penge til<br />
henholdsvis buskort og taxi til de<br />
to yngste børn, så de kunne komme<br />
i skole i Roskilde og en kamp om at<br />
b<strong>liv</strong>e forstået.<br />
Helle havde håbet, at tiden <strong>på</strong><br />
krisecentret kunne bruges til at få<br />
familien <strong>på</strong> ret køl igen efter først<br />
mange år med vold og siden adskillige<br />
år <strong>på</strong> flugt fra volden, men familien<br />
har endnu ikke været i terapi.<br />
- Det sidste jeg fik at vide var,<br />
at hvis jeg ville have behandling,<br />
kunne jeg lade mig indlægge, siger<br />
Helle og fortsætter:<br />
- Jeg er ved at b<strong>liv</strong>e vanvittig.<br />
Jeg kan ikke mere, siger hun og<br />
stemmen knækker over. Hun trækker<br />
vejret dybt ind og fortsætter i en<br />
talestrøm uden pauser:<br />
- De driver mig så langt ud, at<br />
jeg overvejer at tage mit eget <strong>liv</strong>.<br />
Mine sagsbehandlere og andre fra<br />
det offentlige forstår mig ikke. De<br />
synes, jeg er en pestilens, for jeg<br />
stopper ikke, men jeg er nødt til at<br />
råbe om hjælp.<br />
Kvinderne får stress<br />
Ifølge sekretariatsleder Anne Mau<br />
fra landsforeningen af krisecentre<br />
for kvinder, LOKK, skulle Helle være<br />
det rette sted. Det er krisecentrets<br />
rolle at hjælpe familien videre:<br />
- Tryghed er det helt afgørende<br />
<strong>på</strong> krisecentrene. I en lang række<br />
tilfælde får kvinderne post-traumatisk<br />
stresssyndrom af at være jaget<br />
vildt. De vitale funktioner som søvn<br />
rammes. På krisecentrene kan vi<br />
hjælpe dem med de praktiske ting,<br />
såsom arbejde, skilsmisse, flytning<br />
osv. Ting som kan være uoverskuelige<br />
for dem, fordi de lever <strong>på</strong><br />
konstant flugt fra volden, siger Anne<br />
Mau og tilføjer:<br />
- Vi er der for at hjælpe.<br />
Hvert år opholder i alt 2.000<br />
kvinder og ligeså mange børn sig <strong>på</strong><br />
landets krisecentre i kortere eller<br />
længere tid.<br />
Helle kan ikke genkende det<br />
krisecenter, Anne Mau beskriver. Hun<br />
føler sig misforstået og modarbejdet<br />
<strong>på</strong> det krisecenter, hun opholder sig<br />
<strong>på</strong>.<br />
- De kalder det et krisecenter,<br />
Hvor er hjæ lpen?<br />
men hvor er den støtte, der skulle<br />
være? Asylansøgere får lov at b<strong>liv</strong>e<br />
<strong>på</strong> krisecenter i flere år. Hvorfor<br />
kan en familie som os ikke få et par<br />
måneder her til at få ro? Jeg havde<br />
møde med dem her <strong>på</strong> krisecentret i<br />
går. De vil have, at vi flytter ud i vores<br />
nye lejlighed i Roskilde. Det kan<br />
jeg simpelthen ikke. Han bor 7-800<br />
meter fra den lejlighed. Hvad tænker<br />
de <strong>på</strong>? Vi er ikke en handelsvare,<br />
man bare kan flytte rundt <strong>på</strong> sådan<br />
fra den ene dag til den anden. De<br />
går kun op i at give os en lejlighed.<br />
De er pisseligeglade med os, siger<br />
Helle.<br />
Da hun først kom til krisecentret,<br />
var det fordi, hun ikke havde andre<br />
steder at tage hen. Hendes ekskæreste,<br />
der truer med at slå hende og<br />
børnene ihjel, var lige blevet løsladt,<br />
og hun og børnene havde ikke<br />
noget sted at bo. Roskilde Kommune<br />
valgte i elvte time at sende dem <strong>på</strong><br />
krisecenter i København. På trods<br />
af, at de igennem flere måneder<br />
havde vidst, at Helle og familien<br />
ville b<strong>liv</strong>e boligløse, var der ikke en<br />
anden lejlighed til dem i kommunen.<br />
Vicekommunaldirektøren i Roskilde,<br />
Mogens Raun begrundede det med,<br />
at kommunen stod midt i en flytning<br />
(pga. kommunalreformen, red.).<br />
Det viste sig dog at være godt<br />
for Helle at komme <strong>på</strong> krisecenter,<br />
fordi der var tryghed. Familien sad<br />
ikke alene i en lejlighed og ventede<br />
<strong>på</strong>, at ekskæresten kom og gjorde<br />
alvor af sine trusler, men et ophold<br />
<strong>på</strong> et krisecenter er ikke en permanent<br />
mulighed.<br />
Tør ikke flytte endnu<br />
Siden den første april har Helle<br />
betalt husleje til en lejlighed i<br />
Roskilde, men hun ikke tør flytte ind<br />
i. Selvom der har været en låsespecialist<br />
og sikret døren mod indspark,<br />
føler hun sig ikke sikker og er slet<br />
ikke klar til at flytte ind endnu.<br />
Hun havde håbet, at politiet ville<br />
vurdere, om lejligheden kunne sikre<br />
familien mod ekskæresten.<br />
- Det er ikke politiets opgave,<br />
siger Steen Majbom fra Roskilde<br />
Politi og sender bolden videre til<br />
kommunen:<br />
- Vi mener, det er et kommunalt<br />
anliggende.<br />
I Roskilde Kommune har socialrådgiver<br />
Hanne Malmvig taget<br />
ansvaret for at sikre lejligheden ud<br />
fra en låsespecialists anvisninger.<br />
Til spørgsmålet om hvem, der<br />
skal vurdere om beliggenheden er<br />
sikker i forhold til ekskærestens<br />
bopæl svarer hun:<br />
- Det er ikke min opgave at<br />
tjekke, hvor han bor. Jeg ved ikke,<br />
hvis opgave, det er.<br />
Udover en sikret lås, har Helle<br />
én af de 200 overfaldsalarmer, som<br />
politiet har til rådighed og et polititilhold<br />
<strong>på</strong> ekskæresten.<br />
- En overfaldsalarm kan være god<br />
og dårlig. Det giver kvinderne en<br />
tryghed og en psykologisk<br />
sikkerhed, fordi de b<strong>liv</strong>er<br />
taget alvorligt. De ved,<br />
at politiet vil rykke ud,<br />
siger Anne Mau, sekretariatsleder<br />
i landsforeningen<br />
af krisecentre<br />
og tilføjer, at den ikke<br />
giver 100 procent sikkerhed.<br />
- Ligesom andre<br />
apparater, har den sine<br />
begrænsninger. Den skal<br />
oplades og den skal være<br />
tændt. Som med mobiltelefoner,<br />
kan der være begrænset<br />
dækning, hvis man befinder<br />
sig i et betonbyggeri eller i en<br />
kælder. Samtidig kan det være<br />
en begrænsning at befinde sig i<br />
et yderområde, hvis f.eks. hele<br />
politi<strong>styr</strong>ken er i København<br />
for at rydde Ungdomshuset.<br />
Det tager den tid, det tager,<br />
for politiet at nå frem,<br />
siger Anne Mau.<br />
- Tilholdet derimod virker,<br />
hvis manden respekterer<br />
det, selvom straffen for<br />
Helles ekskæreste har tilhold<br />
mod at opsøge hende, men ingen<br />
kan forhindre ham i at køre forbi<br />
hendes vinduer og holde øje med<br />
hende. Det frustrerer hende, at<br />
hun er nødt til at leve med<br />
den psykiske terror,<br />
som hendes voldelige<br />
og truende eks-<br />
kæreste udøver<br />
Vi lærer kvinden at overleve i 15-20 minutter<br />
Selv specialuddannede<br />
<strong>liv</strong>vagter frygter de voldsramte<br />
kvinders ”bindegale”<br />
eksmænd. Og ifølge vagtfirmaernesbrancheorganisation<br />
bruger politiet ikke tid<br />
nok <strong>på</strong> voldsramte kvinder<br />
Af Marisa Matarese<br />
Foto: Scanpix (temafoto)<br />
- Det er mit indtryk, at politiet<br />
ikke bruger nok tid <strong>på</strong> at rådgive<br />
voldsramte kvinder <strong>på</strong> grund af<br />
manglende ressourcer, og dermed<br />
svigter politiet en opgave, siger Sikkerhedsbranchens<br />
informationschef<br />
Helge Kierkegaard.<br />
Han oplever, at når kvinderne<br />
ikke kan få hjælp hos politiet, søger<br />
de beskyttelse hos de private vagtfirmaer.<br />
- Det er meget almindeligt, at<br />
voldsramte kvinder henvender sig til<br />
os for at få hjælp. Jeg kan ikke sige<br />
eksakt, hvor mange henvendelser<br />
vi har fået, men det er i hvert fald<br />
nogle hundreder, siger han.<br />
Oftest tilbyder vagtfirmaerne<br />
konsulentrådgivning og ikke <strong>liv</strong>vagtsopgaver.<br />
- Livsvagtsopgaverne er ikke helt<br />
billige, for man betaler for specialuddannede<br />
<strong>liv</strong>vagter, der normalt<br />
beskytter nøglepersoner fra store<br />
internationale virksomheder som<br />
Microsoft, siger Helge Kierkegaard.<br />
En opgave, der ifølge Helge Kierkegaard<br />
er langt mere overskuelig<br />
end at være <strong>liv</strong>vagt for en voldsramt<br />
kvinde.<br />
- I de her voldssager, sidder<br />
følelserne uden <strong>på</strong> tøjet. Det er en<br />
mere overskuelig opgave at passe <strong>på</strong><br />
en direktør. Her kan man udregne<br />
risici og man kan tage højde for,<br />
hvad der kan ske. Med de her bindegale<br />
mænd er det fuldstændig<br />
uforudsigeligt, siger han.<br />
Derfor rådgiver vagtfirmaerne<br />
kvinderne, så de kan overleve, hvis<br />
manden kommer.<br />
- Vi kan hjælpe kvinden med<br />
overleve i de 15- 20 minutter, som<br />
det tager en patruljevogn at nå<br />
frem. Typisk sætter vi os ned med<br />
dem i deres hjem og informerer dem<br />
om, hvordan hjemmet kan indrettes,<br />
så det b<strong>liv</strong>er mere sikkert. Vi får en<br />
tømrer til at forstærke karme, døre<br />
og vinduer, og så får vi låsesmeden<br />
til at sætte en systemlås op, så ekskæresten<br />
ikke lige kan komme ind.<br />
overtrædelse er lav. Tilholdet betyder<br />
dog også, at hvis hun for eksempel<br />
får en trussel fra ham sendt pr. sms<br />
og svarer, ”at nu må han holde op”,<br />
så har hun kontaktet ham, og så<br />
bortfalder tilholdet.<br />
Og så skal man huske,<br />
at tilholdet ikke<br />
omfatter, at<br />
han tilfældigt<br />
møder hende<br />
i Kvickly.<br />
Han må ikke<br />
opsøge hende<br />
<strong>på</strong> hendes<br />
bopæl, men<br />
må han stå<br />
<strong>på</strong> den anden<br />
side af gaden?<br />
Det er<br />
uhyre vanskeligt<br />
at afgøre,<br />
siger Anne Mau<br />
og tilføjer:<br />
- Der er ingen<br />
nemme løsninger.<br />
Havde der været det, så vi<br />
ikke 41.000 kvinder b<strong>liv</strong>e<br />
udsat for vold årligt. Anne<br />
Mau mener, at en del af<br />
problemet ligger i, at de<br />
voldelige mænd har en<br />
slags amnesti.<br />
- Vi ser 41.000<br />
kvinder, der udsættes for<br />
Vi kan også hjælpe med at indrette<br />
et rum, så det tager en halv time at<br />
bryde ind. Så har kvinden et sted at<br />
opholde sig indtil politiet når frem,<br />
hvis galningen kommer, fortæller<br />
han.<br />
Derudover kigger de <strong>på</strong> flugtveje,<br />
og <strong>på</strong> hvordan hun skal reagere, hvis<br />
hun møder ham i et butikscenter.<br />
- For alt i verden skal de undgå<br />
konfrontation. De her mænd er meget<br />
utilregnelige.<br />
Selv de specialuddannede <strong>liv</strong>-<br />
vold i hjemmet hvert år, men der er<br />
ikke 41.000 mænd, der dømmes ved<br />
domstolene for vold årligt. Revselsretten<br />
blev afskaffet i 1997, men der<br />
er stadig børn, der får tæv. Og vi ser<br />
ikke sagerne ved domstolene. Vold i<br />
familien er ikke lige så strafbart som<br />
at banke naboen eller hans børn.<br />
Skriver til ministeren<br />
Klokken er lidt i tolv den første maj.<br />
Helle kan godt se, at hun nok ikke<br />
b<strong>liv</strong>er flyttet i dag, så hun sætter sig<br />
tilbage i sofaen med tv’et kørende,<br />
fast besluttet <strong>på</strong> at kæmpe videre i<br />
sin søgen efter hjælp.<br />
- Ved du hvad jeg gjorde i forgårs?<br />
Gråden er afløst af en fnisende<br />
latter.<br />
- Jeg gik op <strong>på</strong> Rådhuset for at<br />
tale med Ritt Bjerregård (socialdemokratisk<br />
overborgmester i København,<br />
red.). Jeg fik ikke fat i hende,<br />
for man skulle bestille tid, men en<br />
jurist derindefra ringede mig op og<br />
talte med mig. Hun spurgte: hvordan<br />
kan det være, du er <strong>på</strong> krisecenter<br />
i København, hvis din kommune er<br />
Roskilde? Det kunne jeg ikke svare<br />
<strong>på</strong>.<br />
Desværre kunne hun heller ikke<br />
hjælpe mig, fordi jeg ikke har adresse<br />
her i København. Nu prøver jeg at<br />
skrive et brev til socialminister Eva<br />
Kjer Hansen, siger Helle.<br />
vagter frygter kvindernes voldelige<br />
eksmænd og vil af samme grund ikke<br />
lade sig interviewe til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>.<br />
- Som en af dem sagde til<br />
mig: ”Mit efternavn er ikke særlig<br />
almindeligt. Jeg er bange for, at en<br />
frustreret ægtemand slår mig op i<br />
telefonbogen og kommer ud til min<br />
firmaadresse for at spørge efter sin<br />
kone,” fortæller Helge Kierkegaard.<br />
12 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 13
På værestedet Fundamentet kan udsatte<br />
borgere få kaffe, en leverpostejmad og få<br />
hjælp til at løse deres sociale eller økonomiske<br />
problemer. En af dem som har brugt<br />
stedet i en ”<strong>rodet</strong>” periode af sit <strong>liv</strong> er <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>s ansatte Henrik Pedersen<br />
Af Tina Juul Rasmussen<br />
Foto: Holger Henriksen/Ulrik Jantzen<br />
- Hvad søren.... Er det ikke... Jo, det er da John, den hjemvendte<br />
søn! Hvor har du været så længe??<br />
Fra den rå, grå kulde <strong>på</strong> gaden træder John, en stor og<br />
bred mandsskikkelse i 50’erne, ind i Rygeren – rummet, hvor<br />
der må oses uhæmmet. Han b<strong>liv</strong>er hilst velkommen med et<br />
knus af Pia Lykke Hansen, socialrådgiver <strong>på</strong> Fundamentet,<br />
som han har opsøgt igen efter en tids fravær.<br />
John hilser tilbage, mens de andre brugere i rummet ser<br />
til. Her sidder syv-otte andre med deres kaffe og askebægret<br />
foran sig.<br />
Her er Jette, som er <strong>på</strong> vej til Sri Lanka. Hun har truffet<br />
en srilankansk mand <strong>på</strong> en datingside <strong>på</strong> nettet. Han har<br />
tilbudt hende ægteskab, og nu er hun <strong>på</strong> vej til Sri Lanka<br />
for at møde ham og se, hvad han er for en. Hun hiver sine<br />
vaccinationskort frem og får Fundamentets pædagog Martin<br />
Bigum til at kigge <strong>på</strong> det.<br />
I sofaen sidder et grønlandsk par med deres to store<br />
hunde. Som et af de få væresteder i byen, må man godt have<br />
sine firbenede venner med inden for <strong>på</strong> Fundamentet. Og der<br />
er ’Krølle’, som efter en operation i kæben er blevet følelsesløs<br />
i et område <strong>på</strong> hagen.<br />
- Det er rigtig ubehageligt – kulden går lige ind her, siger<br />
han og viser hvor – og hiver så en hue med øreklapper op af<br />
lommen.<br />
- Men så tager jeg bare denne her <strong>på</strong>, tilføjer han.<br />
Et par trin oppe ligger endnu et rum, hvor der ikke må<br />
ryges. Det er forholdsvist tomt. Gennem en døråbning kommer<br />
man ind til en bardisk med et lille køkken bag. Herfra<br />
serveres leverpostejmadder og kaffe plus en gang varm suppe<br />
af og til. Et par meter fremme sidder tre mænd med ryggen<br />
til og næsen godt begravet i stedets computere. Og igen et<br />
par trin nede holder Pia Lykke Hansen og hendes kollega til<br />
<strong>på</strong> et kontor med tilhørende sofastykke. Her kan en foldedør<br />
skabe lidt arbejdsro og eller rum til personlige samtaler.<br />
<strong>Fik</strong> ryddet op i <strong>rodet</strong><br />
Det er bag en forholdsvis beskeden facade med lidt triste<br />
persienner og en spøjs samling dukker i vinduerne, at John,<br />
Jette og de andre har søgt ind. Værestedet Fundamentet<br />
ligger i den fjerne ende af Holmbladsgade <strong>på</strong> Amager i<br />
København. Her kommer hver dag mellem 30-45 hjemløse,<br />
ensomme, psykisk syge, pensionister og udlændinge.<br />
En, som kom her i en periode, er Henrik Pedersen. I dag<br />
er han ansat <strong>på</strong> <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat som sælgernes repræsentant<br />
og laver bl.a. id-kort og opsøgende arbejde blandt<br />
sælgerne. Men <strong>på</strong> et tidspunkt ”rodede” Henrik efter eget<br />
udsagn lidt rundt. Havde godt nok et sted at bo, men kunne<br />
ikke holde ud at være der. Og fik ikke rigtig betalt regningerne.<br />
14 hus forbi · nr. 61 · juni 2007<br />
Et fundament og fristed<br />
Henrik og <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Mange af Københavns <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
sælgere kender manden bag<br />
fuldskægget – Henrik Pedersen.<br />
Henrik har det seneste års tid<br />
været sælgerens repræsentant<br />
og fungerer som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s<br />
gadeplandsmedarbejder. 16<br />
timer om ugen arbejder han<br />
desuden <strong>på</strong> <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat<br />
i det centrale København,<br />
hvor han blandt andet udsteder<br />
sælgerkort, har kontakten<br />
til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s distributører og<br />
ikke mindst de mange sælgere,<br />
som hver dag kommer forbi<br />
kontoret.<br />
Andre vil genkende ham fra TV<br />
eller aviser, hvor han i mange<br />
sammenhænge har talt <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>s og sælgernes sag.<br />
Men hvad de færreste ved er,<br />
at Henrik har en fortid som<br />
speditør, har boet i Spanien i<br />
mange år og for nogle år siden<br />
selv rodede gevaldigt rundt i<br />
sit <strong>liv</strong>. I den periode kom han<br />
<strong>på</strong> værestedet Fundamentet<br />
og fik blandt andet hjælp af<br />
stedets socialrådgiver. Det er<br />
derfor <strong>på</strong> hans opfordring, at<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har besøgt værestedet<br />
<strong>på</strong> Amager.<br />
- Jeg kom her sammen med en af mine<br />
venner, som havde været Pias (Fundamentets<br />
socialrådgiver, red.) klient, da hun<br />
var ansat i kommunen. Og det var godt,<br />
Pia var her – hun er god til at skrive breve<br />
og fik forklaret tingene til kommunen <strong>på</strong><br />
en anden måde – jeg har det med at miste<br />
tålmodigheden og har et hidsigt temperament.<br />
Hun gik også med mig til møde, så<br />
vi fik <strong>styr</strong> <strong>på</strong> det, der rodede, og hun fik<br />
sat min afdragsordning til det offentlige<br />
ned med et par procent, husker Henrik og<br />
roser Fundamentet.<br />
- Her er altid en god stemning, især<br />
når man kender de andre, som er her. Og så<br />
er åbningstiderne gode – i tidsrummet fra<br />
forsorgshjemmene smider en ud og til Sundholms<br />
natcafé åbner, konstaterer Henrik.<br />
Miljøet er hårdt nok i forvejen<br />
Pia nikker, da Henrik nævner den gode<br />
stemning.<br />
- Her er en god tone. Mange kender<br />
hinanden. Nogle er kommet her i årevis,<br />
de bruger det nærmest som deres dagligstue.<br />
Andre kommer her i månedsvis uden<br />
at tale med hverken os eller de andre<br />
brugere og vil ikke tage imod så meget<br />
som en kop kaffe. Det er meget forskelligt.<br />
Men opstår der konflikter, er det som<br />
regel mellem brugerne, ikke i forhold til<br />
os ansatte. Og vores holdning er, at vi<br />
ikke uden videre giver folk karantæne eller<br />
har mange regler. Det miljø, de kommer<br />
fra, er hårdt nok i forvejen. Jeg tror mere<br />
<strong>på</strong> at forkæle dem – det er de ikke vant<br />
til, konstaterer Pia Lykke Hansen, som for<br />
to år siden byttede sit job som socialrådgiver<br />
i Københavns Kommune ud med sit<br />
nuværende i Fundamentet. Her tilbyder<br />
hun rådgivning og samtaler i det omfang,<br />
brugerne har behov for det.<br />
- Det kan være alt muligt – fra ”hvorfor<br />
får jeg mindre i kontanthjælp nu” til ”det<br />
hele er bare noget lort”. Det er langt fra<br />
alle ting, jeg kan løse eller afslutte, men<br />
jeg kan være bindeled for eksempel til<br />
kommunen. Eller jeg kan tage en snak om,<br />
hvorfor det hele er noget lort, og så må vi<br />
se, om vi kan løse op for det i fællesskab.<br />
Ud over at hjælpe med det ofte komplicerede<br />
papirarbejde, der skal klares, før<br />
man for eksempel kan søge om kontanthjælp,<br />
tager Pia også med brugerne til<br />
møder i kommunen, hvis ansatte ofte ikke<br />
ved, hvad de skal stille op med den mest<br />
udsatte gruppe af borgere.<br />
- Kommunen vil meget gerne se <strong>på</strong><br />
brugernes ressourcer, og det er sådan set<br />
også fint nok, men mange af disse mennesker<br />
har altså massive problemer, og dem<br />
vil kommunen ikke rigtig se. Med mindre<br />
vi har en bruger, som helt konkret lugter<br />
meget dårligt – så b<strong>liv</strong>er samtalen typisk<br />
meget hurtigt afsluttet med: ”Skal vi ikke<br />
bare sige, at vi ses om tre måneder igen”.<br />
”Videre” er et vidt begreb<br />
Men er det ikke netop Pia Lykke Hansens<br />
opgave som socialrådgiver også at hjælpe<br />
sine brugere videre? Jo, bestemt, understreger<br />
hun, bare ikke nødvendigvis i<br />
kommunal terminologi – <strong>på</strong> matchgruppeniveau<br />
og kun med fokus <strong>på</strong> arbejdsmarkedet.<br />
- Og hvad er ”videre”? For mig at se<br />
er ”videre” <strong>liv</strong>skvalitet <strong>på</strong> andre punkter<br />
end at have fast arbejde. Videre er for eksempel<br />
at få et netværk og at mødes med<br />
andre om andet end elendighed. Hvis en<br />
af vores brugere får et værelse at bo <strong>på</strong>,<br />
så er det videre for mig. Men jeg forventer<br />
ikke, at han så også holder op med at<br />
drikke osv. Og jeg ser mange succeser her.<br />
For eksempel må brugerne ikke drikke hos<br />
os, så det at de kommer her, nedsætter<br />
deres alkoholforbrug. De går over <strong>på</strong> et<br />
nærliggende vaskeri og drikker en øl i ny<br />
og næ, men de kan ikke sidde og drikke<br />
hele dagen.<br />
- Det er også en succes, når vi har<br />
filmdag, og brugerne indbyrdes kan b<strong>liv</strong>e<br />
enige om, hvilken film vi skal se. Eller<br />
banko, som samler ti brugere hver uge,<br />
fordi de kan vinde en pakke cigaretter. Så<br />
jeg kan se mange succeser. Men jeg kan<br />
også se, at her kommer flere i dag end<br />
for to år siden. Miljøet er måske blevet<br />
hårdere, folk er langt ude, og der er flere<br />
psykisk syge. Men deres situation taget<br />
i betragtning synes jeg, de opfører sig<br />
fantastisk, konstaterer Pia Lykke Hansen.<br />
Og så må hun lige en tur over og hilse<br />
<strong>på</strong> de to hunde, som har indtaget hele<br />
lædersofaen i ’Rygeren’.<br />
Fundamentets fremtid er pt. usikker. Stedet<br />
er kun sikret bevilling fra Københavns Kommune<br />
de første ni måneder i år. Hvad der<br />
sker derefter, er i øjeblikket usikkert.<br />
Læs mere om Fundamentet <strong>på</strong><br />
www.fundamentet.dk<br />
Da Henrik Pedersen for et par år<br />
siden rodede rundt i sit <strong>liv</strong>, var det<br />
en stor hjælp for ham, at socialrådgiver<br />
Pia Lykke Hansen, der er ansat<br />
i værestedet ’Fundamentet’ kunne<br />
skrive nogle breve for ham og gå<br />
med til møder i kommunen.<br />
tina-juul-rasmussen@mail.dk
Christiania<br />
<strong>Hus</strong>e skal give plads til fortidsminde<br />
Da politiet i maj jævnede<br />
en udbrændt bygning med<br />
jorden kom rydningen af<br />
57 huse <strong>på</strong> Christiania<br />
tættere <strong>på</strong><br />
Af Marisa Matarese<br />
Foto: Lisbeth Johansen<br />
I alt 57 familier <strong>på</strong> Christiania står<br />
til at miste deres huse, fordi de står<br />
i vejen for en retablering af voldanlægget.<br />
Nedrivningen sker i forlængelse<br />
af den nye Christiania-lov, og<br />
kom tættere <strong>på</strong>, da politiet den 14.<br />
maj jævnede en udbrændt bygning<br />
kaldet Cigarkassen <strong>på</strong> Christiania,<br />
hvilket medførte sammenstød mellem<br />
politi og demonstranter – både<br />
<strong>på</strong> Christiania og <strong>på</strong> Christianshavn.<br />
Der er to faser af nedrivningen: I<br />
første omgang skal 32 huse fjernes,<br />
blandt andet Claus Smeds Perlen,<br />
Line Bjarnfreds hus og Ann Malmos’<br />
hus, som <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har besøgt.<br />
Den nye Christiania-lov trådte<br />
i kraft for tre år siden og har til<br />
formål at normalisere Christianias<br />
boliger og genskabe voldanlægget<br />
efter Christian den 4.’s idé, hvilket<br />
bl.a. betyder, at den vildtvoksende<br />
beplantning og husene skal fjernes.<br />
Københavns historiske fæstningsanlæg,<br />
som voldanlægget omkring<br />
Christiania er en del af, skal ”retableres<br />
som et samlet rekreativt,<br />
landskabeligt område under hensyntagen<br />
til fortidsmindets historiske<br />
udformning,” som det hedder i den<br />
ny Christiania-lov.<br />
Lukkede sig inde i haver<br />
Et bredt flertal i Folketinget vedtog i<br />
2004 loven, fordi det mente, at christianitterne<br />
misligholdt de oprindelige<br />
kasernebygninger <strong>på</strong> området<br />
og i stedet for at åbne området mod<br />
offentligheden, lukkede christianit-<br />
Flydende hus skal væk<br />
Claus Smeds flydende hus Perlen<br />
står i vejen for statens planer<br />
om at gendanne voldanlægget <strong>på</strong><br />
Christiania<br />
- Fantasien har bedre kår, når det hele ikke ligger<br />
i faste rammer. Se bare husene her, siger Claus<br />
Smed fra sin lille robåd <strong>på</strong> søen foran sit flydende<br />
hus, Perlen. Inde <strong>på</strong> terrassen står hunden Plet<br />
og betragter Claus, der zigzagger forbi flydende<br />
fuglehuse og kunstige åkander.<br />
I baggrunden ligger et hus med samme form<br />
som en UFO, og træhuse i forskellige farver og<br />
udformninger står med ’fødderne’ i søen. Står det<br />
til regeringen, får de ikke lov at stå her ret meget<br />
længere.<br />
57 huse <strong>på</strong> Christiania skal rives ned, fordi<br />
voldanlægget skal genetableres. <strong>Forbi</strong>lledet er<br />
Som led i regeringes<br />
normaliseringsplan for<br />
Christiania, skal huset<br />
som Claus har boet i siden<br />
1988, rives ned. -Det skal<br />
ligne et militæranlæg fra<br />
1600, siger Claus. Han<br />
foretrækker at lade husene<br />
stå og bevare den unikke<br />
plads til fantasien.<br />
16 hus forbi · nr. 61 · juni 2007<br />
Kastellet ved Den lille havfrue: Græs <strong>på</strong> voldene<br />
og ingen huse.<br />
- Det skal ligne et militæranlæg fra 1600-tallet,<br />
siger Claus.<br />
Småt men godt<br />
Claus’ lille hus <strong>på</strong> 31 kvadratmeter, forsvinder også.<br />
- Selv om det er småt, har jeg aldrig boet<br />
bedre, end jeg gør her, siger han og går indenfor.<br />
Han vipper den brede jernstige, som står midt i<br />
stuen op, så den ikke skygger for udsigten ud over<br />
søen. Stigen fører op til soveværelset og fylder<br />
meget i det lille rum, hvor der både er spisebord,<br />
kontor og to liggestole i teaktræ. En til Claus og<br />
en til konen.<br />
- Vi kan maksimalt være otte til spisning. Vi<br />
har været 20, men så kommer der også vand ind <strong>på</strong><br />
grund af vægten, griner Claus. <strong>Hus</strong>et flyder nemlig<br />
<strong>på</strong> en tømmerflåde af 22 plastiktønder.<br />
- Hvert år kommer der flere ting ind i huset, så<br />
jeg må fylde op med ekstra flamenco for at holde<br />
huset flydende, fortæller han.<br />
Claus byggede selv Perlen i 1988 i løbet af<br />
et halvt år. Han lægger sin rygende grønne Cecil<br />
fra sig i askebægeret for at finde et ringbind med<br />
fotos, der skildrer byggeriet, frem. Han finder også<br />
et eksemplar af Casa Vogue fra juni 2004 frem,<br />
hvor Perlen er <strong>på</strong> forsiden.<br />
For kedeligt <strong>på</strong> universitetet<br />
Claus kommer selv fra Svendborg. Han flyttede til<br />
København for at læse antropologi, men det blev<br />
for kedeligt. I stedet fik han arbejde i Smedjen <strong>på</strong><br />
Christiania.<br />
- Det tiltalte mig meget at arbejde <strong>på</strong> en kollektiv<br />
terne sig inde i deres haver. I ”bemærkninger<br />
til lovforslaget” lyder<br />
begrundelsen:<br />
”Det er nødvendigt med en ny<br />
politik, der kan sikre opretningen<br />
og bevaringen af fæstningsanlæg og<br />
kasernebygninger, skabe grundlaget<br />
for en udvikling af området til gavn<br />
for alle borgere i København, og som<br />
indebærer, at området og aktiviteterne<br />
<strong>på</strong> området b<strong>liv</strong>er omfattet af<br />
landets almindelige love og regler.”<br />
Samtidig lægger politikerne<br />
vægt <strong>på</strong>, at Christiania skal forb<strong>liv</strong>e<br />
Christiania: ”Det betyder ikke, at<br />
Christianiaområdet skal ensrettes<br />
med andre byområder. Regeringens<br />
arbejdsplads, hvor alle fik samme løn,<br />
og det at være direktør gik <strong>på</strong> omgang.<br />
Men det var svært at finde noget at bo<br />
i. En dag, jeg var ude at gå en tur, så jeg<br />
en brændtomt og tænkte ”her skal det<br />
være”, fortæller han.<br />
Naboerne syntes, det var en god<br />
ide med et flydende hus. Og så gik han<br />
i gang.<br />
Mister vores netværk<br />
- Jeg ville gerne bo <strong>på</strong> Christiania,<br />
for jeg syntes, her skete en masse<br />
spændende ting. Det er ligesom en<br />
landsby i storbyen; der bor cirka 700 mennesker,<br />
man kender hinanden, og der er et fællesskab<br />
omkring Christiania. Det har altid været vigtig for<br />
mennesker med et socialt overskueligt fællesskab,<br />
siger han.<br />
Ti år senere, i 1998, flyttede konen Lise ind.<br />
- Hun kom fra en fireværelses lejlighed i<br />
Nyborg, men hun kan godt lide huset. Det er småt,<br />
men synes større pga. glasfacaden. Hvis der var<br />
små vinduer, ville det virke meget indelukket,<br />
fortæller han.<br />
Kommunen har tilbudt Claus og konen at b<strong>liv</strong>e<br />
genhuset i en to-værelses lejlighed i Københavns<br />
Nordvest-kvarter, når huset skal rives ned.<br />
- Jeg ville ikke have det godt med at komme<br />
ind i en lille lejlighed. Jeg ville føle mig indespærret<br />
og miste hele mit netværk, som jeg har her <strong>på</strong><br />
Christiania og <strong>på</strong> Christianshavn. Et netværk, som<br />
jeg har bygget op, siden jeg kom hertil i slutningen<br />
af 60’erne.<br />
Det er her, jeg lever hele mit sociale <strong>liv</strong>. Jeg<br />
mål for udviklingen af Christiania er,<br />
at området fortsat skal være et grønt<br />
og bilfrit kvarter i København, hvor<br />
der er plads til at leve <strong>på</strong> en anden<br />
måde, men indenfor lovgivningens<br />
almindelige regler uden særlov, uden<br />
hashhandel, med huslejebetaling og<br />
åben boligtildeling, med opretning<br />
af de bevaringsværdige bygninger,<br />
og med opretning og sikring af<br />
fæstningsanlægget som et åbent,<br />
rekreativt område for christianitter,<br />
københavnere og den øvrige<br />
befolkning.”<br />
Det er Slots- og Ejendoms<strong>styr</strong>elsens<br />
opgave at få husene væk,<br />
idet de overtog administrationen af<br />
Claus og konen foretrækker de små forhold i deres flydende<br />
bolig fremfor en to-værelses i Nordvest, som de har<br />
fået tilbudt, hvis huset skal rives ned.<br />
kender ingen i Nordvest, siger Claus, som gik <strong>på</strong><br />
efterløn for to år siden. Hans kone arbejder som<br />
gårdmand <strong>på</strong> ydre Nørrebro.<br />
- I den gård (til ejendommen, red.), hvor min<br />
kone arbejder kender folk ikke hinanden, selvom<br />
de bor op og ned ad hinanden.<br />
Claus frygter, at det er det samme, der kommer<br />
til at ske, hvis Statens plan B går igennem og Christiania<br />
skal normaliseres. Så vil byggegrundene<br />
b<strong>liv</strong>e solgt til højestbydende.<br />
- Så kommer Christiania til at ligne Holmen<br />
mere og mere med eksklusive boliger. Det er meget<br />
velstillede mennesker, der har råd til at betale<br />
6-8 millioner for en lejlighed i Torpedohallen. Men<br />
de kommer ikke hinanden ved, der er ikke en gang<br />
en fælles grillplads. Og så skal alting være ens;<br />
der er ikke plads til fantasien, siger han.<br />
Christiania i forbindelse med den<br />
nye Christiania-lov, hvor ansvaret<br />
overgik fra Forsvarsministeriet til<br />
Finansministeriet. Finansminister<br />
Thor Pedersen (V) udpegede Slots-<br />
og Ejendoms<strong>styr</strong>elsen til at håndtere<br />
opgaven.<br />
Det har ikke været muligt for <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> at få en kommentar fra Slots-<br />
og Ejendoms<strong>styr</strong>elsens direktør,<br />
Carsten Jarlov.<br />
Ifølge Christianialoven fra 2004 skal Christianias<br />
voldanlæg ’åbnes’ mere for publikum, bl.a. ved at<br />
fjerne huse og ændre beplantningen.<br />
Vores hus<br />
skæmmer ikke noget<br />
Ann håber <strong>på</strong> et mirakel, så hendes og børnenes lille hus <strong>på</strong><br />
Christiania undgår at b<strong>liv</strong>e revet ned<br />
- Inden for ni måneder mistede mine to børn<br />
deres far, deres mormor og deres farfar. Og<br />
havde det ikke været for fællesskabet her <strong>på</strong><br />
Christiania, havde jeg nok ikke klaret at tackle<br />
døden og to små børn <strong>på</strong> en gang, siger Ann<br />
Malmos. Hun er en spinkel kvinde <strong>på</strong> 34 år<br />
med intense lyseblå øjne og en spæd, men<br />
fast stemme, der taler i et langsomt tempo.<br />
De sidste seks år har hun boet <strong>på</strong> Christiania.<br />
- Jeg er lidt af en eremit og uden mit<br />
skildpaddeskjold at kravle ind i, var jeg<br />
nok blevet tosset, siger hun og smiler. Hun<br />
bor i et af de 32 huse, der står til at b<strong>liv</strong>e<br />
nedrevet i første omgang, når Christiania<br />
skal normaliseres.<br />
- Her <strong>på</strong> Christiania er der plads til<br />
at overfladen krakelerer. Jeg kan sende<br />
børnene i børnehave og sige: Nej, de har<br />
ikke været i bad i tre dage. Nej, de har ikke<br />
lige fået morgenmad i dag – for her kan folk<br />
rumme, at man ikke er i konstant overskud.<br />
Her havde jeg mulighed for at gemme mig,<br />
og samtidig var der en masse mennesker<br />
omkring mig, som jeg kunne række ud efter,<br />
fortæller hun, mens hun skænker en kop<br />
kaffe i sin lille have foran sit røde hus ved<br />
søen (Stadsgraven, red.) <strong>på</strong> Christiania.<br />
Hun synes, samfundet uden for Christiania<br />
mangler noget af det fællesskab og den rummelighed<br />
Christiania har.<br />
Hendes dagligdag bringer hende også uden<br />
for Christianias grænser. Hun læser HF og<br />
planlægger at tage en læreruddannelse.<br />
- Ude i samfundet er der hele tiden et<br />
præstationsræs og en selviscenesættelse. Det<br />
handler om det gode <strong>liv</strong>, den gode have, det<br />
Havde det ikke været for netværket<br />
<strong>på</strong> Christiania, er hun<br />
ikke sikker <strong>på</strong>,<br />
hun ville have<br />
klaret at miste<br />
sin mand, sin mor<br />
og sin svigerfar <strong>på</strong><br />
bare ni måne der uden<br />
at b<strong>liv</strong>e tosset.<br />
Foto: Scanpix<br />
>>
Christiania<br />
>> gode køkken. Når nogen har kriser, tænker man holdt vi et områdemøde for at beslutte, hvem,<br />
På et områdemøde<br />
>> fremtiden for Ann og hendes to børn, hvis hendes<br />
typisk: Hvorfor tager de sig ikke bare sammen?<br />
Siger hun.<br />
For tre år siden mistede hun sin mand, Karsten,<br />
som hun har to børn med <strong>på</strong> fire og seks år.<br />
Han døde af en ondartet hjernesvulst.<br />
der skulle flytte ind. Hende, der skulle have haft<br />
det her hus, trak sig for at vi kunne være her. Det<br />
synes jeg var en meget kærlig beslutning. I det<br />
hele taget, var der meget støtte og kærlighed fra<br />
Christiania i forbindelse med Karstens sygdom.<br />
blev det besluttet<br />
at Ann, hendes syge<br />
mand og deres to<br />
børn kunne flytte<br />
ind i det lille røde<br />
hus ved søen <strong>på</strong><br />
hus b<strong>liv</strong>er revet ned. Hun er blevet tilbudt 100.000<br />
kroner kontant, hvis hun selv river huset ned.<br />
- Jeg føler mig meget provokeret af det tilbud.<br />
Dem, der laver det tilbud, ved intet om Christiania.<br />
På Christiania ejer man ikke sin bolig. Her er<br />
- Det var meget voldsomt. Vi boede, to voksne Folk kom og hjalp med at gøre huset klar til, at vi Christiania.<br />
plads til dem, der ikke er så heldige, at de har rige<br />
og to børn i en lille lejlighed <strong>på</strong> 30 kvadratmeter kunne flytte ind, siger hun.<br />
forældre, der kan købe en lejlighed <strong>på</strong> Frederiks-<br />
her <strong>på</strong> Christiania. Det var svært at få plads til at<br />
berg. Jeg føler mig heldig og privilegeret over at<br />
være syg og have ro med to små børn, siger hun Plads til de mindre heldige<br />
kunne bo her, men vi skal huske, at vi alle sammen<br />
og fortsætter:<br />
De har nu boet i huset ved søen i tre år, men<br />
er heldige <strong>på</strong> hver vores måde, siger hun og håber,<br />
- Da dem, der boede i det her hus flyttede ud, en lejlighed <strong>på</strong> tredje sal ude i byen kan b<strong>liv</strong>e >><br />
at heldet ikke svigter.<br />
Ikke mere asfalt og beton<br />
Line Bjarnfred bor <strong>på</strong> Christiania i<br />
et at de huse, der står til at b<strong>liv</strong>e<br />
nedrevet, hvis voldanlægget skal<br />
genoprettes<br />
- Verden er i forvejen fyldt med asfalt og beton.<br />
Derfor er det vigtigt, at der også er plads til<br />
naturen, siger Line Bjarnfred og sætter sig <strong>på</strong><br />
terrassen foran huset, som ligger ned til søen <strong>på</strong><br />
Christiania (Stadsgraven, red.).<br />
Hvis Slots- og Ejendoms<strong>styr</strong>elsens plan med at<br />
genetablere voldanlægget <strong>på</strong> Christiania gennemføres,<br />
betyder det ifølge Line et farvel til huset, hvor<br />
hun har boet i 14 år og et farvel til en mangfoldig<br />
natur, der er omdrejningspunktet i hendes <strong>liv</strong>. Hun<br />
kæmper derfor for at bevare Christianias natur – og<br />
mod Slots- og Ejendoms<strong>styr</strong>elses plan om at barbere<br />
voldene, fælde træer, rive husene ned og rulle<br />
græs ud, så det kommer til at ligne Kastellet.<br />
- Jeg frygter, at det vil gøre Christiania til en<br />
kæmpe park og dermed ødelægge denne mangfoldige<br />
biotop med mose, saltvand, siv, skov og<br />
buskads.<br />
Ifølge Line bør vi værne om naturen, for alle<br />
mennesker har brug for naturen:<br />
- Tænk <strong>på</strong> de skæve eksistenser eller hjemløse,<br />
der bor <strong>på</strong> gaden, de har også brug for et sted at<br />
slappe af. Man kan nærmest se det <strong>på</strong> dem, når<br />
de kommer inde fra byen, ligeså snart, de er gået<br />
igennem hovedindgangen (<strong>på</strong> Christiania, red.),<br />
trækker de vejret dybt og slapper lidt mere af. De<br />
lægger mærke til, at fuglene synger, og at træerne<br />
blomstrer. Natur er medicin for bymennesker, og det<br />
er unikt at have et bilfrit, naturområde inde midt i<br />
byen, som København har med Christiania. Det ser<br />
man ikke i mange andre storbyer, siger hun.<br />
Også i Lines arbejde spiller naturen en vigtig<br />
rolle. Hun arbejder som urte-terapeut i Sundhedshuset<br />
<strong>på</strong> Christiania. Men de urter med medicinske<br />
kræfter, hun kan finde <strong>på</strong> Christiania, kan<br />
ikke bruges, da jorden er forurenet med cadmium<br />
og bly. Christiania ligger nemlig <strong>på</strong> et gammelt<br />
militæranlæg, hvor der har været laboratorier,<br />
krudtlagre og skydebaner.<br />
- Forureningen er endnu et argument mod at<br />
rydde hele voldanlægget op, for giftstofferne er<br />
bundet i sivrødderne, og hvis man fjerner dem,<br />
frigives giftstofferne, siger hun og tilføjer:<br />
- Og fjerner man planterne, fjerner man også<br />
fødegrundlaget for fuglene. På Christiania har vi<br />
registreret 96 fuglearter i forhold til 17 <strong>på</strong> Kastellet.<br />
Hun retter blikket mod søen og udbryder:<br />
- Dér kommer CA6.<br />
CA6 er en svane. Hun tager en tør brødskorpe<br />
ud af posen, som ligger <strong>på</strong> hendes hjemmelavede<br />
bord med sten i forskellige farver og størrelse,<br />
mens hun forklarer:<br />
- Han patruljerer her for at holde andre svaner<br />
væk fra territoriet. Han er sammen med en ældre<br />
dame fra Brøndby Strand, som ligger <strong>på</strong> rede i<br />
sivene. De har mødt hinanden ved Søerne (i det<br />
Indre København, red.), men er flyttet herud,<br />
fordi der var for meget trængsel om pladsen dér,<br />
forklarer hun.<br />
Hun rækker brødet ud, og svanen spiser af<br />
hendes hånd.<br />
Da hun sætter sig tilbage <strong>på</strong> bænken, giver<br />
hun sig til at fortælle:<br />
- Jeg startede med at komme <strong>på</strong><br />
Christiania for 32-33 år siden, fordi min<br />
onkel boede herude, så jeg kom tit <strong>på</strong><br />
besøg med min mor og min mormor. Jeg<br />
er vokset op i København, men har altid<br />
drømt om at bo <strong>på</strong> landet. Og så fandt<br />
jeg Christiania.<br />
Hun tager sin sorte trøje af. ”Christiania,<br />
du har mit hjerte”, står der<br />
med regnbuens farver <strong>på</strong> hendes hvide<br />
t- shirt.<br />
- Her kunne jeg svømme i søen,<br />
her var både natur, kultur, kreativitet<br />
og masser af musik og mangfoldighed.<br />
Det trak, og det gør det stadig. Jeg har<br />
boet her i mere end 30 år, og jeg aner<br />
simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre,<br />
hvis Slots- og Ejendoms<strong>styr</strong>elsens plan<br />
går igennem. Da jeg byggede mit hus,<br />
troede jeg, det var her, jeg skulle bo<br />
resten af <strong>liv</strong>et, siger hun.<br />
marisa.matarese@gmail.com<br />
For Line, er det unikt, at København – med<br />
Christiania – har en mangfoldig natur inde<br />
midt i byen.<br />
Kæmper for at<br />
bevare morgencafé<br />
De hjemløses morgencafé<br />
<strong>på</strong> Nørrebro i København<br />
har fået halveret sit<br />
kommunale tilskud. Det<br />
gør det vanskeligt at få<br />
budgettet til at hænge<br />
sammen, og bl.a. derfor<br />
må stedet lukke sommeren<br />
over<br />
Tekst Birgitte Ellemann Höegh<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
Et af de steder, hvor der b<strong>liv</strong>er<br />
taget kærligt imod de hjemløse, er i<br />
Morgencafeen under Blågårds Kirken<br />
<strong>på</strong> Nørrebro. Her b<strong>liv</strong>er der blandt<br />
andet serveret et stort solidt måltid<br />
morgenmad hver eneste dag, som<br />
i miljøet har det ry for at være det<br />
absolut bedste, man kan opdrive<br />
blandt hovedstadens herberger og<br />
væresteder.<br />
Men fra og med i år er Morgencafeens<br />
kommunale tilskud blevet<br />
halveret, og det gør det vanskeligt<br />
for stedets eneste fastansatte medarbejder,<br />
den daglige leder Michael<br />
Espensen, at få budgettet til at<br />
hænge sammen.<br />
- Sidste år fik vi 140.000 kroner<br />
fra Københavns Kommune, 100.000<br />
kroner fra Socialministeriet og så<br />
omkring 100.000 fra private fonde.<br />
Men i år må vi nøjes med 70.000<br />
kroner fra Københavns Kommune,<br />
og samtidig har så godt som alle<br />
de private fonde, givet væsentlig<br />
mindre end de plejer, siger Michael<br />
Espensen.<br />
Hvorfor tror du, det er sådan?<br />
- De private fonde har et ønske<br />
om at give støtte til så mange<br />
ansøgere som muligt. Og da der er<br />
så mange, der søger, så tror jeg, at<br />
alle vil opleve den her situation.<br />
Hvad angår kommunes besparelser,<br />
fik vi bare at vide, at det drejede<br />
sig om almindelige besparelser. Men<br />
når det er sagt, så synes jeg, at man<br />
kan mærke, at den dér negative<br />
holdning, som regeringen har til at<br />
hjælpe de udstødte i samfundet,<br />
efterhånden er begyndt at sive<br />
ned igennem systemet, så enhver<br />
efterhånden er sin egen lykkes smed,<br />
siger Michael Espensen.<br />
Hvad vil I gøre for at overleve?<br />
- Ja, men vi må jo bare kæmpe<br />
videre og søge nogle flere fonde,<br />
siger Michael Espensen.<br />
Grød frem for morgenbajer<br />
Morgencafeen blev startet i 1989<br />
for at afhjælpe de problemer, der<br />
eksisterede med de mange hjemløse,<br />
som opholdt sig <strong>på</strong> Blågårds Plads<br />
foran Blågårds Kirke. Morgencaféen<br />
startede i samarbejde med det<br />
boligsociale projekt Rababarlandet,<br />
der fik lov til at låne kirkens krypt<br />
gratis. Målet var at få de hjemløse<br />
væk fra pladsen og tilbyde dem et<br />
solidt måltid morgenmad til at starte<br />
dagen <strong>på</strong> i stedet for en iskold morgenbajer.<br />
Michael Espensen overtog<br />
ledelsen af Morgencafeen i 1999,<br />
og driver den i dag sammen med 15<br />
frivillige medarbejdere, der <strong>på</strong> skift<br />
tilbyder de 100-120 daglige brugere<br />
bespisning, søvn, tøj, soveposer, et<br />
bad, pædagogisk rådgivning, kontakt<br />
til læger og sygeplejersker og sågar<br />
fængselsbesøg til de hjemløse, som<br />
eventuelt er inde og brumme.<br />
Michael Espensen kan også fortælle,<br />
at da firmaet Mejericentralen<br />
for nylig blev opkøbt af en andet<br />
firma, så var det slut med at få sponsoreret<br />
gratis <strong>på</strong>læg og mejerivarer.<br />
- Det drejede sig om varer for<br />
måske 100.000 kroner om året,<br />
fortæller han.<br />
Det er mange slag oven i hinanden.<br />
Klarer I jer trods alle de nedskæringer?<br />
- Det må vi se, når året er omme.<br />
I første omgang, har vi valgt at<br />
holde lukket hen over sommeren. Ud<br />
over besparelserne, så bygger det<br />
her sted jo <strong>på</strong>, at der er en masse<br />
frivillige medarbejdere, og de skal<br />
jo have noget ferie. Jeg skal afholde<br />
seks ugers ferie, for vi har jo åbent<br />
hver dag, siger Michael Espensen.<br />
Han mener ikke sommerlukningen<br />
er ”verdens undergang” for de<br />
hjemløse, da de har et ”veludviklet<br />
overlevelsessystem”.<br />
- Men man b<strong>liv</strong>er noget rådvild,<br />
når man skal kæmpe for alting.<br />
Naboerne klager for eksempel over,<br />
at de hjemløse står oppe i gården,<br />
- Som med Karstens sygdom, tror jeg <strong>på</strong><br />
miraklet indtil sidste udkald. Jeg kan ikke tro <strong>på</strong>,<br />
at vi skal flytte. Det ville være tosset; husene her<br />
langs volden skæmmer ikke noget, siger hun og<br />
kigger ud over søen, hvor huse i forskellige former<br />
og farver klemmer sig ind mellem bevoksningen.<br />
- Jeg har lært at være optimistisk, for man<br />
knækker, hvis man lader tvivlen råde. Ann lader<br />
ikke tvivlen råde. Hun har planer om at anlægge<br />
højbede og male huset her i sommer.<br />
- Man b<strong>liv</strong>er noget rådvild, når man skal<br />
kæmpe for alting, siger Michael Espensen,<br />
som sammen med 15 frivillige driver den<br />
økonomiske trængte Morgencafé, der serverer<br />
morgenmad for hjemløse <strong>på</strong> Nørrebro<br />
i København.<br />
og så skal man til at bokse med dem.<br />
Men helt ærligt, det er Nørrebro; de<br />
skæve eksistenser har altid været<br />
her og boet <strong>på</strong> pladsen. Vi har en<br />
ældre, hjemløs kvinde hernede, som<br />
har været her før cafémiljøet startede.<br />
Problemet er jo, at kvarteret er<br />
ved at ændre sig, og at folk ikke vil<br />
for<strong>styr</strong>res af de hjemløse – men de<br />
er altså også borgere i det her samfund<br />
og har ret til at b<strong>liv</strong>e behandlet<br />
ordentligt. Og det er også derfor, vi<br />
kæmper for at bevare Morgencafeen,<br />
så længe vi kan, siger Michael<br />
Espensen.<br />
Morgencafeen søger frivillig arbejdskraft<br />
og tager gerne imod private bidrag.<br />
Se mere <strong>på</strong>: www.morgencafeen.dk<br />
birgitte.hoegh@os.dk<br />
18 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 19
Københavns Kommune har flere gange krævet, at Gaderummets medarbejderne skal gribe ind, hvis de ser de unge ryge hash.<br />
Billedet er fra 2001, dengang Gaderummet lå <strong>på</strong> Nørrebrogade. I dag ligger det <strong>på</strong> Rådmandsgade <strong>på</strong> Nørrebro.<br />
Den 2. maj lukkede<br />
Københavns Kommune<br />
Gaderummet – et bo- og<br />
værested for sindslidende,<br />
unge hjemløse med misbrugsproblemer.<br />
Lederen<br />
beskyldes bl.a. for ikke at<br />
samarbejde med psykiatrien<br />
og for ikke at overholde<br />
en række <strong>på</strong>bud<br />
Tekst: Lisbeth Rindholt<br />
Foto: Scanpix<br />
”Kaotiske forhold”, ”hashrygning”,<br />
”accept af vold” og ”fratagelse af<br />
brugernes antipsykotiske medicin”.<br />
Det er nogle af de udsagn, som<br />
Gaderummet har fået hæftet <strong>på</strong> sig<br />
gennem de seneste år. Dertil kommer<br />
en kritisk tilsynsrapport fra 2006 og<br />
seks <strong>på</strong>bud, som ikke er blevet overholdt<br />
af ledelsen i Gaderummet, samt<br />
udtalelser fra psykiatriske overlæger<br />
om manglende samarbejde.<br />
Socialudvalget i Københavns<br />
Kommune har nu lagt alle data sammen<br />
og besluttet, at de vil lukke Gaderummet<br />
i sin nuværende form. Det<br />
betyder bl.a., at kommunen trækker<br />
sin godkendelse af bostedet tilbage,<br />
og puljemidlerne fra Socialministeriet<br />
til driften af Gaderummet stopper<br />
med øjeblikkelig virkning.<br />
- Vi var bekymrede for brugernes<br />
ve og vel, kommenterer Margrethe<br />
Wivel (Rad.V.) fra Socialudvalget i<br />
Københavns Kommune. – Det er ikke<br />
sundt for dem at ryge hash og lade<br />
være med at tage deres lægeordinerede<br />
medicin. Det er de unges<br />
sundhed, der kommer i første række<br />
i denne sag.<br />
Påbud strider mod ideen<br />
Kalle Birch-Madsen, daglig leder af<br />
Gaderummet, er også bekymret for de<br />
unge. Men i modsætning til Socialudvalget<br />
mener han, at det bedste sted<br />
for dem at være er i Gaderummet.<br />
- De unge, som kommer her, er<br />
ofte hjemløse, udstødte og psykisk<br />
syge. De er allerede blevet smidt ud<br />
af kommunens egne tilbud og institutioner.<br />
Hvis de ikke længere kan være<br />
her, går de simpelthen i hundene,<br />
konstaterer Kalle Birch-Madsen, der<br />
siden 1996 har drevet Gaderummet<br />
som det eneste døgnåbne bo- og værested<br />
i København, hvor unge kan få<br />
lov til at leve <strong>på</strong> deres egne præmisser.<br />
De eneste regler i Gaderummet<br />
er, at man ikke må handle med hårde<br />
stoffer og tyvekoster.<br />
- Københavns Kommunes beslutning<br />
om at lukke Gaderummet er helt<br />
urimelig, siger han og uddyber:<br />
- Tilsynets rapport er ikke kritisk,<br />
som det ellers b<strong>liv</strong>er fremhævet<br />
i medierne. Den afspejler et velfungerende<br />
hus, som brugerne er glade<br />
for. Men så har man lige tilføjet seks<br />
<strong>på</strong>bud i rapporten, som de vil have<br />
os til at rette os efter. I et af dem<br />
står, at brugerne skal sove i deres<br />
egne senge. Hvis vi skal overholde<br />
det <strong>på</strong>bud, kan vi ikke holde døren<br />
åben døgnet rundt, og det er jo en<br />
af grundideerne med Gaderummet:<br />
Alle skal kunne komme ind fra gaden<br />
og f.eks. crashe <strong>på</strong> en sofa. Nogle<br />
af brugerne har desuden brug for at<br />
bygge deres egen seng eller hule,<br />
hvor de føler sig trygge.<br />
Et andet af <strong>på</strong>budene siger, at<br />
I ikke må fraråde brugerne at tage<br />
deres medicin. Har I gjort det?<br />
- Tilsynet <strong>på</strong>står, at to af vores<br />
beboere, som er alvorligt psykisk<br />
syge, er blevet frataget deres lægeordinerede<br />
medicin af ledelsen. Men<br />
det passer ikke! Og siden er historien<br />
blevet brugt som pressehetz mod<br />
Gaderummet, siger Kalle Birch-Madsen,<br />
der dog står ved, at han mener,<br />
at psykiatri og medicinering ikke<br />
altid er den bedste løsning for de<br />
psykisk syge brugere af Gaderummet.<br />
Vil lave nyt ’åndehul’<br />
En af de stemmer, som politikerne har<br />
lyttet til, før de tog beslutningen om<br />
at lukke Gaderummet, er psykiatrisk<br />
overlæge <strong>på</strong> Hvidovre Hospital og<br />
misbrugsekspert, Henrik Rindom.<br />
Han har, <strong>på</strong> vegne af hospitalets<br />
psykiatriske afdeling, været tilknyttet<br />
Gaderummet som konsulent i<br />
knap to år. Formålet var at indgå<br />
samarbejde med bostedets ledelse<br />
om de psykisk syge unge, der er i<br />
antipsykotisk behandling.<br />
- Det forventede samarbejde er<br />
aldrig blevet etableret i den form,<br />
som man havde håbet <strong>på</strong> fra psykiatrisk<br />
afdelings side. Derfor havde<br />
jeg svært ved at se, hvad de skulle<br />
med mig, og det har jeg meddelt<br />
kommunen, fortæller Henrik Rindom<br />
og giver et hurtigt eksempel <strong>på</strong>,<br />
hvordan han kunne tænke sig et<br />
samarbejde:<br />
- Hvis en bruger af Gaderummet<br />
giver udtryk for, at han er træt af<br />
sin antipsykotiske medicin, skal han<br />
helt klart hjælpes med at gå ned i<br />
dosis. Men det skal ske med rådgivning<br />
fra en psykiater, og brugeren<br />
må ikke bare holde op med at tage<br />
sin medicin fra den ene dag til den<br />
anden.<br />
Henrik Rindom mener, det er<br />
uhyre vigtigt, at der hurtigst muligt<br />
etablerer en ’nyt’ Gaderum, hvor<br />
udstødte og hjemløse unge kan føle<br />
sig velkomne.<br />
Den udsigt er Maj Bjerregaard-<br />
Madsen ikke tilfreds med. Hun har<br />
været aktiv bruger af Gaderummet<br />
siden november sidste år og bl.a. her<br />
modtaget gratis psykologbistand og<br />
kropsterapi.<br />
- Uden Kalle Birch-Madsen kan<br />
der ikke etableres et nyt Gaderum<br />
(sådan som Socialforvaltningen har<br />
planer om, red.), der gør det samme<br />
for sine brugere, siger Maj Bjerregaard-Madsen<br />
og uddyber:<br />
- Personligt har jeg fået det betydeligt<br />
bedre, efter jeg begyndte at<br />
gå i krops- og psykoterapi hos Kalle.<br />
Samtidig kan jeg se, hvordan al personalet<br />
hernede møder brugerne med<br />
et åbent, fordomsfrit sind. Noget,<br />
som jeg aldrig tidligere har oplevet i<br />
det etablerede system, hvor der er en<br />
stærk tendens til at sygeliggøre folk.<br />
Det er synd og skam, at Gaderummet<br />
nu skal lukke. Og jeg aner ikke, hvor<br />
jeg så skal gå hen.<br />
Den selvejende institution Gaderummets<br />
be<strong>styr</strong>else er af Københavns<br />
Kommune blevet <strong>på</strong>lagt at opsige<br />
personalet til den 1. juni 2007. Gør<br />
be<strong>styr</strong>elsen ikke det, må be<strong>styr</strong>elsen<br />
selv betale løn- og driftsudgifterne til<br />
Gaderummet.<br />
lisbeth@rindholt.dk<br />
Fakta om Gaderummet:<br />
Grundlagt i 1996 som ”socialpsykologisk fristed for udstødte unge”,<br />
hvor de kunne overnatte og bo. Stedet har desuden haft gratis, psykologisk<br />
rådgivning (Regnbuen). Målgruppen er unge mellem 18-30 år,<br />
der er hjemløse, utilpassede, psykisk syge og/eller har misbrugsproblemer.<br />
Gaderummet lå indtil 2005 i ulovlige lokaler i et baghus bag<br />
Nørrebrogade <strong>på</strong> Nørrebro i København. Siden har bostedet ligget i<br />
Rådmandsgade 60 ligeledes <strong>på</strong> Nørrebro. Der er plads til ca. 30 faste<br />
beboere, som typisk er under uddannelse. Gaderummet har døgnåbent<br />
– og i løbet af et døgn bruges stedet af op mod 200 unge, der f.eks.<br />
hviler sig eller får psykologbistand. På grund af sine alternative metoder<br />
med bl.a. tilladelse af hashrygning og indretning af sovepladser<br />
overalt i huset har Gaderummet jævnligt været genstand for heftig<br />
mediedebat.<br />
Københavns Kommune arbejdede ved redaktionens slutning <strong>på</strong> at finde<br />
en organisation, som har erfaring <strong>på</strong> området og kan overtage driften<br />
af Gaderummet, der er en selvejende institution.<br />
___________<br />
Tilsynets seks <strong>på</strong>bud til Gaderummet:<br />
1. At der ikke opholder sig unge under 18 år<br />
2. At Gaderummet sikrer, at unge med svære psykiske lidelser kommer<br />
i psykiatrisk behandling, og ansvaret for de unge deles med H:S<br />
3. At der ikke overnattes i andre rum end dem, der er indrettet hertil,<br />
og at de unge, som bor i køkkenet o.lign., tilbydes andre rum<br />
4. At Gaderummet tager initiativ til at forbedre samarbejdet med<br />
behandlingspsykiatrien, og ikke anbefaler de unge at holde op<br />
med at tage medicin, uden at det er drøftet med en psykiater. Det<br />
skal sikres, at de unge, der har behov herfor, kommer i psykiatrisk<br />
behandling<br />
5. At Gaderummet sætter sig ind i og arbejder efter Sundheds<strong>styr</strong>elsens<br />
vejledning om medicinadministration<br />
6. Hashmisbruget i Gaderummet skal ophøre og medarbejderne skal<br />
gribe ind, hvis de ser de unge ryge hash. Der skal udarbejdes en<br />
plan sammen med de unge for, hvordan <strong>på</strong>budet realiseres.<br />
Kilde: Tilsynsrapport for Gaderummet, 8. november, 2006<br />
Gaderummets leder gennem mange<br />
år, Kalle Birch-Madsen, beskyldes<br />
bl.a. for ikke at have levet op til<br />
Sundheds<strong>styr</strong>elsens krav om medicinadministration<br />
og for ikke at have<br />
afvist unge under 18 år. (Arkivfoto)<br />
20 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 21
»<br />
»<br />
Skriv<br />
om<br />
hjemløshed<br />
...<br />
Malte Holm Borchert<br />
Født 1983. Opvokset i Roskilde,<br />
bor nu <strong>på</strong> Frederiksberg. Har<br />
gået <strong>på</strong> Forfatterskolen, og læst<br />
en smule <strong>på</strong> universitet ind<br />
imellem.<br />
Skriv om hjemløshed…<br />
Sådan lød vores opfordring til<br />
11 unge, ‘ukendte’ forfattere.<br />
De skriver i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />
>> Peder Frederik Jensen<br />
>> Maja Lukas<br />
>> Kristina Nya<br />
>> Jesper Brygger<br />
>> Vagn Remme<br />
>> Stinne Storm<br />
>> Julie Sten-Knudsen<br />
>> Jens Peter Kaj Jensen<br />
>> Lars Bo Nørgaard<br />
>> Malte Holm<br />
>> Martin Snoer Raaschou<br />
Foto: Privatfoto<br />
Af Malte Holm Borchert (f. 1983)<br />
Tegning/illustration: Hanne Louise<br />
Jeg har sovet for længe igen. Det<br />
gør jeg næsten hver dag. Med<br />
vilje, tror jeg. For at være vågen<br />
i mindst mulig tid. Man keder sig<br />
ikke, når man sover.<br />
Heldigvis er det lørdag, så jeg<br />
har aftenvagten. Jeg ligger lidt<br />
under dynen og stirrer op i loftet.<br />
Jeg gider ikke arbejde. Gid jeg<br />
havde sovet til klokken syv. Så<br />
kunne jeg bare have sagt, at jeg<br />
havde sovet over mig. Nu b<strong>liv</strong>er<br />
jeg nødt til at bruge influenza<br />
som undskyldning. Influenza i<br />
juni måned. Og jeg er en ung<br />
og frisk mand. Jeg har et godt<br />
immunforsvar. Det havde været<br />
meget bedre, hvis jeg havde sovet<br />
over mig. Jeg hader at lyve.<br />
Efter at have ringet til min<br />
chef og krøbet tilbage under dynen,<br />
hører jeg igen den høje lyd,<br />
der vækkede mig. Jeg kan ikke<br />
helt finde ud af, hvor den kommer<br />
fra. Det lyder som om, den<br />
kommer inde fra min stue. Måske<br />
er Marie flyttet ind. Hun sagde<br />
godt nok, at hun først ville flytte<br />
ind til efteråret. Men da jeg kom<br />
hjem igår aftes, så jeg hendes<br />
sko i gangen. Hvordan er hun<br />
mon kommet ind i lejligheden?<br />
Der findes kun et sæt nøgler, mit.<br />
Låsen i hoveddøren smækker ikke<br />
ordentligt, så døren har nok ikke<br />
været låst. Marie er blevet lukket<br />
ind i opgangen af min nabo, og så<br />
har hun bare kunne vade lige ind i<br />
min lejligehed.<br />
Jeg gad ikke gå ind og hilse<br />
<strong>på</strong> hende. Jeg skyndte mig ind <strong>på</strong><br />
mit værelse. Hun havde taget antennekablet<br />
til fjernsynet. Der er<br />
kun et antennekabel i lejligheden.<br />
Jeg overvejede at gå ind for at<br />
hente det. Så ville jeg være nødt<br />
til at lave kaffe. Og vaske op. For<br />
Marie ville helt sikker bede mig<br />
om at se fjernsyn sammen med<br />
hende. Og drikke kaffe. Og så<br />
ville hun til sidst komme frem til,<br />
Marie<br />
at jeg skulle gøre rent. Det sagde<br />
hun ihvertfald altid, da hun ikke<br />
boede her.<br />
Lyden b<strong>liv</strong>er ved. Jeg undrer<br />
mig over, hvad det er Marie laver.<br />
Hun kan ikke flytte rundt <strong>på</strong> det<br />
store skab alene. Der må være<br />
andre derinde. Nogle der hjælper<br />
hende. Jeg kan ikke høre nogle<br />
snakke. Noget te og morgenmad<br />
ville gøre godt. Eller frokost.<br />
Jeg har sovet i tretten timer.<br />
Det b<strong>liv</strong>er man sulten af. Hvis<br />
jeg skal ud i køkkenet, skal jeg<br />
igennem gangen, og hvis døren<br />
ind til stuen står åben, ser Marie<br />
mig. Så skal jeg spise morgenmad<br />
eller frokost med hende. Hilse <strong>på</strong><br />
hendes hjælper. Måske er det en<br />
af de kærester, hun havde, inden<br />
jeg mødte hende. Marie har haft<br />
mange kærester, er jeg blevet<br />
fortalt.<br />
Jeg er ikke meget for at være<br />
sammen med andre. Egentlig ville<br />
jeg helst b<strong>liv</strong>e boende alene i<br />
min lejlighed. Men Marie blev ved<br />
og ved med at ville flytte ind.<br />
Til sidst gav jeg op. Til efteråret,<br />
sagde jeg, kan du flytte ind i<br />
stuen. Jeg bruger den alligevel<br />
aldrig. Hun sagde, at hun ville<br />
flytte ind til oktober. Det kunne<br />
hun da godt for min skyld. Hvis<br />
det passede hende. Jeg var sikker<br />
<strong>på</strong>, at hun til den tid havde<br />
fundet en anden, hun hellere ville<br />
flytte ind hos. Men nu er det juni,<br />
og hun flytter rundt <strong>på</strong> skabet<br />
inde i stuen. Lader det til.<br />
Min mave knurrer, fordi jeg<br />
stadig ikke har taget mig sammen<br />
til at gå ud i køkkenet og lave<br />
mad. Lyden af noget, der skraber<br />
henover gulvet, fortsætter.<br />
Jeg kan ikke engang tænde for<br />
fjernsynet for at overdøve larmen.<br />
Marie har taget antennekablet.<br />
Til sidst b<strong>liv</strong>er det for meget. Jeg<br />
hopper ud af sengen og tager<br />
noget joggingtøj <strong>på</strong>, før jeg åbner<br />
døren ud til gangen. Jeg gør mig<br />
umage for ikke at larme. Da jeg<br />
har fået døren en smule <strong>på</strong> klem,<br />
kigger jeg ned ad gangen for at<br />
se, om døren til stuen er åben.<br />
Det er den. Mens jeg overvejer<br />
mit næste træk, stopper skrabelyden.<br />
Jeg står musestille og lytter<br />
efter. Der er ingen lyd af skridt<br />
fra stuen. Måske har Marie sat sig<br />
ned for at slappe af. Måske har<br />
hun lagt sig i sengen for at slappe<br />
af. Måske ligger hun der sammen<br />
med hvem der end hjælper hende<br />
med at rykke rundt <strong>på</strong> skabet.<br />
Så hurtigt som lyden stoppede,<br />
starter den igen. Jeg lytter<br />
efter. Nu bemærker jeg, at den<br />
faktisk ikke kommer fra min stue.<br />
Det lyder nærmere som om, den<br />
kommer fra naboen. Da jeg indser, at<br />
jeg har taget fejl hele tiden, åbner<br />
jeg døren helt op og ser, at Maries<br />
sko ikke står i gangen længere. Triumferende<br />
tager jeg mit joggingtøj<br />
af og går ud i køkkenet. Endelig er<br />
det tid til te og noget at spise. Jeg<br />
har bare kun rugbrød og noget ost.<br />
Det er bedre end ingenting. Da jeg<br />
har sat vand over, går jeg ind i stuen<br />
for at se, hvad Marie egentlig lavede<br />
der i går aftes.<br />
Desværre møder et par flyttekasser<br />
og nogle poser med tøj mig, da<br />
jeg går ind i stuen. Så har hun tænkt<br />
sig at flytte ind nu. Nu koger vandet.<br />
Jeg får øje <strong>på</strong> en bluse, Marie<br />
havde <strong>på</strong>, da jeg mødte hende første<br />
gang. Det var forår, og vi spillede<br />
fodbold i Fælledparken. En af mine<br />
venners venner var sammen med<br />
Marie og havde taget hende med.<br />
Da vi spiste efter at have spillet et<br />
par kampe, gik hun rundt imellem<br />
os og forsøgte at starte samtaler<br />
med hver af os. Kasper, som havde<br />
inviteret hende med, prøvede hele<br />
tiden at lægge armen omkring hende<br />
og sætte sig ned. Men det kan man<br />
ikke med Marie. Faktisk virkede det<br />
som om, at hun blev mere og mere<br />
interesseret i os andre af det. Hun<br />
snakkede med allesammen. Hun<br />
lagde endda an <strong>på</strong> dem, der havde<br />
deres kærester med. Jeg sad lidt<br />
afsides. Når vi spiser, lader jeg altid<br />
som om, jeg er meget optaget af<br />
andre, der spiller fodbold. Midt i kartoffelsalaten<br />
og målet til 3-0, kom<br />
Marie over til mig, og spurgte om jeg<br />
vidste, hvad klokken var. Det gjorde<br />
jeg ikke. Jeg går aldrig med ur.<br />
Det var da noget underligt<br />
noget, syntes Marie. Men hun havde<br />
faktisk selv et armbåndsur i lommen,<br />
hun var bare ikke sikker <strong>på</strong>, om<br />
det gik rigtigt. Der var ikke nogle<br />
remme, det var kun uret, der var<br />
tilbage. Klokken er halv fem, fortalte<br />
hun mig. Jeg nikkede og anstrengte<br />
mig for at følge med i kampen. Så<br />
let er Marie ikke at slippe af med.<br />
Hun havde sat sig ved siden af mig<br />
og blev bare siddende ved siden af<br />
mig. Uden at sige noget. Måske var<br />
det fordi, hun undlod at tale til mig,<br />
at jeg ikke afslog, da hun senere<br />
ville følge med mig hjem til min<br />
lejlighed.<br />
Nu står jeg med hendes bluse<br />
i hånden. Savner hende måske en<br />
smule. Nej, det gør jeg ikke. Jeg<br />
lugter til blusen. Nej, jeg savner<br />
hende helt klart ikke. Da jeg folder<br />
blusen sammen, lægger jeg mærke<br />
til, at det lille ur Marie havde i<br />
lommen i Fælledparken også ligger<br />
nede i posen. Der er remme <strong>på</strong> nu.<br />
Jeg samler det op og ser, at klokken<br />
allerede er tyve minutter i fire. Nu<br />
når jeg ikke at læse det, jeg havde<br />
forestillet mig at læse om formiddagen.<br />
Jeg gider ikke læse om aftenen.<br />
Der kommer sikkert en film, jeg<br />
gerne vil se.<br />
Stadig kun iført boxershorts går<br />
jeg tilbage til vandet, der koger, og<br />
hælder det over i min kop. Samtidig<br />
går den hæslige skrabelyd, der vækkede<br />
mig, i gang igen. Jeg er helt<br />
sikker <strong>på</strong>, at det kommer inde fra<br />
naboen. Jeg ved ikke, hvad det er de<br />
laver. Måske skal de have nyt gulv.<br />
Da jeg leder efter en tepose, hører<br />
jeg, at hoveddøren b<strong>liv</strong>er låst op.<br />
Der er ikke andre end mig, der har<br />
nøgler til lejligheden. Mulighederne<br />
for flugt er ikke gode. Hverken mit<br />
værelse eller toilettet er tæt nok <strong>på</strong><br />
køkkenet til, at jeg kan nå derind<br />
uden at personen, der er ved at låse<br />
sig ind, når at opdage mig. Så jeg<br />
lader som ingenting. Det gør jeg som<br />
regel, når jeg ikke ved, hvad jeg skal<br />
stille op. Jeg bøjer mig ned til et<br />
skab og leder videre efter en tepose.<br />
Lyden fra naboen stopper, og<br />
hoveddøren er for længst blevet<br />
åbnet og lukket igen. Da jeg kigger<br />
op over skabslågen, står Marie i<br />
døråbningen.<br />
-Hej, siger hun.<br />
-Hej Marie.<br />
-Nåh, så bestemte jeg mig lige<br />
for at flytte ind igår.<br />
-Ja, det kan jeg se.<br />
-Du var sent ude? Jeg hørte dig<br />
ikke komme hjem.<br />
-Ja, jeg mødtes med min lillebror.<br />
-Bare kald ham Kasper, jeg ved<br />
godt hvem han er.<br />
-Jeg troede først du ville flytte<br />
ind til efteråret...<br />
-Det gik ikke så godt med ham,<br />
jeg boede hos. Vi skændtes hele<br />
tiden.<br />
-Hvordan kom du egentlig ind<br />
igår? Havde jeg glemt at låse døren?<br />
-Jeg lånte Kaspers nøgler. Jeg<br />
har lige været ude og fået dem kopieret,<br />
så jeg har mit eget sæt.<br />
-Jeg vidste ikke Kasper havde<br />
nøgler til min lejlighed.<br />
-Han fik dem lavet, da han overnattede<br />
herinde sidste gang. Du sov<br />
længe. Bare for en sikkerheds skyld.<br />
Hvis nu du skulle smække dig ude.<br />
-Du kan bare bruge stuen. Så<br />
længe du ikke tager kablet til fjernsynet.<br />
-Det er jeg ligeglad med. Jeg er<br />
bare glad for at være her. Du havde<br />
ikke mere kaffe, så det har jeg også<br />
været ude at købe. Værsgo. Vi må<br />
også se at få sat dig i stand. Klokken<br />
er lidt i fire, og du har stadig ikke fået<br />
tøj <strong>på</strong>. Skal du ikke arbejde i aften?<br />
22 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 hus forbi · nr. 60 · juni 2007 23
Ingen bør komme i<br />
klemme i systemet<br />
Uretfærdighed er ikke Jens Erik<br />
Rasmussens kop te. Som generalsekretær<br />
for det kristent funderede<br />
Blå Kors, kæmper han især<br />
for, at misbrugere – og børn af<br />
samme – kan få et værdigt <strong>liv</strong>.<br />
Rådet for Socialt Udsatte har<br />
også glæde af ham<br />
Af Helle Jørler<br />
Foto: André Andersen<br />
En velsignende, hvid Kristusfigur i vindueskarmen<br />
udgør stort set udsmykningen i generalsekretær<br />
Jens Erik Rasmussens nøgterne kontor i<br />
Blå Kors’s hovedsæde i et industrikvarter-parcelhus<br />
i udkanten af Silkeborg.<br />
Det dårlige vejr som denne dag præger<br />
landet, trækker med jævne mellemrum vore<br />
øjne hen mod vinduerne. Bortset fra dét, og en<br />
varslet telefonsamtale om en ung mand, som<br />
lige nu er ved at komme i klemme i systemet,<br />
er Jens Erik Rasmussen intenst nærværende.<br />
Fast, blåt blik. Rene, markerede træk. Nemt til<br />
smil. Tøver en anelse med at svare ind imellem;<br />
tænker sig om.<br />
Blev headhuntet<br />
Det virker, som om generalsekretæren og Blå<br />
Kors er et rigtigt match. Han blev kontaktet om<br />
jobbet af et konsulentfirma. Jens Erik Rasmussen<br />
er læreruddannet og havde været skoleleder<br />
<strong>på</strong> en kristen friskole i Haderslev i næsten 25<br />
år. Og aldrig været opsøgende med henblik <strong>på</strong><br />
nyt job. Desuden var han i kommunalpolitik for<br />
Kristeligt Folkeparti sammesteds i 11 år; alle<br />
årene i socialudvalget, de seneste fire år som<br />
formand for dette.<br />
- Jeg blev glad, men forbavset, over opfordringen<br />
til jobskiftet. Jeg må sige, at alle mine<br />
interesser og holdninger forenes her, selv om<br />
det da var en stor beslutning at forlade denne<br />
form for politik. Men det nye job er også fyldt<br />
med politik, blot fra den anden side af bordet.<br />
På spørgsmålet om han kan savne kontakten<br />
til børn, smiler han stort.<br />
– Hmm… dels er det her job så meningsfuldt<br />
og travlt, at jeg ikke har tid til at savne dem,<br />
24 hus forbi · nr. 61 · juni 2007<br />
dels har jeg fire børn, 10 børnebørn fra 0-16 år<br />
og to i vente, så børn er fortsat en stor del af<br />
mit <strong>liv</strong>, bedyrer han. Familie<strong>liv</strong>et fylder tydeligvis<br />
rigtig meget i Rasmussens <strong>liv</strong>; det er dén,<br />
der optager 90 procent af hans fritid og tanker.<br />
Hver anden b<strong>liv</strong>er ædru<br />
Blå Kors hovedærinde er at hjælpe alkoholafhængige<br />
ud af misbruget. På et kristent<br />
grundlag. Antabus kan være en støtte, men<br />
kuren er ifølge Jens Erik Rasmussen:<br />
- At lade være med at drikke alkohol! Og – at<br />
b<strong>liv</strong>e støttet i et afvænningsforløb af professionelle.<br />
Det er op til den enkelte, om de vil tage<br />
imod vores værdigrundlag; altså ingen ’missioneren’<br />
her. Men de skal vide, at det er der, siger<br />
han. Han nævner, at hver anden, som Blå Kors<br />
hjælper, er ædru to år efter behandlingen.<br />
Han kommer selv fra beskedne kår <strong>på</strong> Falster.<br />
Hjemmet var luthersk missionsk, hvilket indebærer,<br />
”at <strong>liv</strong>et er givet af Gud, som ønsker vi skal<br />
møde evangeliet.” Men der blev sat pris <strong>på</strong> <strong>liv</strong>ets<br />
goder i barndomshjemmet - ligesom han selv gør<br />
nu – og han mindes, at far da engang imellem<br />
fik en pilsner til aftensmaden. Forældrene tog<br />
også godt mod landevejsridderne, som de gav<br />
mad og et sovested.<br />
- Vi havde, og har, et helt almindeligt,<br />
afslappet forhold til alkohol, og jeg har aldrig<br />
haft misbrug af det tæt inde <strong>på</strong> mit private <strong>liv</strong>.<br />
Men i mit politiske og professionelle <strong>liv</strong> har jeg<br />
mødt mange barske <strong>liv</strong>shistorier og modtaget<br />
talrige breve om den smerte, som alkoholmisbruget<br />
fører med sig; både for en selv og ens<br />
omgivelser. Især berører det mig, hvordan børn<br />
b<strong>liv</strong>er <strong>på</strong>virket af en eller begge forældres alkoholmisbrug,<br />
siger han dæmpet.<br />
Og – surprise, surprise – slægtens medmenneskelige<br />
engagement fornægter sig ikke. De<br />
arbejder som læger, lærere, sygeplejersker,<br />
socialarbejdere…<br />
De lytter da til os<br />
Jens Erik Rasmussen havde hørt om Rådet for<br />
Socialt Udsatte og syntes, det lød som om,<br />
regeringen vitterligt ville noget med det.<br />
Jens Erik Rasmussen er generalsekretær for Blå Kors og<br />
bl.a. medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Tre ting, der kan<br />
få blodet til at rulle hurtigere i hans ellers ’ligevægtige’<br />
blodårer, er, hvis mennesker behandles uretfærdigt og ikke<br />
får dén hjælp, de behøver. Og når nogen b<strong>liv</strong>er udnyttet eller<br />
misbrugt af andre – især børn.<br />
Familien er omdrejningsaksen i Jens Erik Rasmussens<br />
<strong>liv</strong>. Fire børn og et dusin børnebørn forsøder hans og<br />
hustruens <strong>liv</strong>.<br />
- Jeg blev glad da jeg blev inviteret til at<br />
være med i rådet, bl.a. fordi alkoholmisbrug<br />
skal ses i en større sammenhæng, og rådet er<br />
jo bredt sammensat. Alkoholmisbrug hænger<br />
næsten altid sammen med andre problemer<br />
– eller fører dem med sig; for eksempel hjemløshed.<br />
Min egen ’kæphest’ og sejr i rådsarbejdet<br />
har været, at der for to år siden kom en behandlingsgaranti<br />
à la narkotika-området, nemlig<br />
at man er sikret, at man kan komme i – oftest<br />
ambulant – behandling inden 14 dage, hvis man<br />
henvender sig til sundhedsvæsenet. Det er fint<br />
for ni ud af 10. Til gengæld er det med Sundhedsloven,<br />
som afløste Sygehuslovgivningen<br />
ved årsskiftet, røget ud, at en misbruger kan få<br />
et intensivt døgntilbud. Det er ikke alle, som er<br />
stærke nok til at nøjes med en samtale én gang<br />
om ugen.<br />
Rasmussen oplever klart, at der b<strong>liv</strong>er lyttet<br />
til Rådet, f.eks. i forbindelse med Finansloven.<br />
- Godt nyt er, at den sociale servicelov nu<br />
siger, at alle alkohol- og stofmisbrugere har ret<br />
til en støtte/kontaktperson ligesom psykisk<br />
syge. Men det tager lang tid for kommunerne at<br />
iværksætte – jeg så gerne, at de speedede op,<br />
prioriterede dette og motiverede medarbejderne<br />
til at være endnu mere engagerede, ansvarsbevidste<br />
og aktive. Han er i øvrigt også fortrøstningsfuld<br />
over, at flere arbejdspladser har en<br />
alkoholpolitik, og at regeringen fokuserer mere<br />
<strong>på</strong> forebyggelse og sundhed end tidligere.<br />
Der er så stor nød<br />
På spørgsmålet om tre ting, der kan få glæden<br />
til at boble i generalsekretæren, er det – denne<br />
gang uden tøven – samvær med hustruen<br />
og familien, han nævner først. Dernæst det<br />
kirkelige og dét at arbejde med alt, hvad der<br />
indebærer, at nogen får hjælp. Og sidst er det<br />
at befinde sig i na- eller kultur, herhjemme eller<br />
i udlandet. Han ’detaljerer’ med at nævne sin<br />
glæde ved cykling, løbe- og gåture. Yngre dages<br />
håndbold dyrkes nu ved TV’et. Teater, musik,<br />
ældre bygningskunst og andre folkeslags levevis<br />
pirrer ham også.<br />
- Lad mig lige indskyde her, at da min kone<br />
og jeg besøgte et af vore børn, som er bosat<br />
med sin familie i Ethiopien, fik vi grundigt perspektiveret<br />
vores privilegerede <strong>liv</strong> i Danmark.<br />
Sjældent har jeg set så stor nød, fattigdom,<br />
sygdom. Dér handler det kun om øjeblikkets<br />
eksistens.<br />
hj@freelanceriet.dk<br />
Blå Kors:<br />
Blev stiftet i Schweiz for 130 år siden. I Danmark<br />
er det 113 år siden. I dag er der afdelinger<br />
i 45 lande.<br />
Umådeholdent drikkeri ødelagde også dengang<br />
mange menneskers og familiers <strong>liv</strong> og <strong>på</strong>virkede<br />
dermed samfundet. Nogle kristne så det som en<br />
udfordring at afhjælpe dette problem.<br />
Blå Kors har mange aktiviteter og flere er<br />
undervejs: Døgnbehandlings- og omsorgshjem,<br />
ambulatorium, pensionater, botilbud, bofællesskaber,<br />
væresteder og genbrugsbutikker. Desuden<br />
anonym telefonrådgivning, projekter for <strong>på</strong>rørende,<br />
børne- og ungdomslejre, gæstelærere,<br />
alkoholkonsulenter m.m.<br />
Det nyeste skud <strong>på</strong> stammen er TUBA – Tilbud til<br />
Unge og Børn Alkoholikere.<br />
Se mere <strong>på</strong>: www.blaakors.dk<br />
Rådet for Socialt Udsatte:<br />
Er udpeget af socialministeren og har til opgave<br />
at være talerør for hjemløse, narkomaner, prostituerede,<br />
sindslidende, alkoholikere og andre<br />
socialt udsatte.<br />
Mød Rådets medlemmer her i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />
>> Preben Brandt (nr. 45-2006)<br />
>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006)<br />
>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006)<br />
>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006)<br />
>> Nina Brünés (nr. 54-2006)<br />
>> Sadia Syed (nr. 55-2006)<br />
>> Jane Koczak (nr. 56-2007)<br />
>> Cliff Kaltoft (nr. 57-2007)<br />
>> Joan Fisker Hougaard (nr. 59-2007)<br />
>> Jens Erik Rasmussen<br />
>> Jannie Petersen<br />
>> Bjarne Lenau Henriksen<br />
A N N O N C E<br />
Åbent hus<br />
Oasen - værested for ældre<br />
Inviterer dig til åbent hus torsdag den 21. juni fra<br />
kl.17.00 – 19.00.<br />
Hvis vejret tillader det tænder vi grillen ude i<br />
vores dejlige atriumgård ellers vil arrangementet<br />
foregå indendørs.<br />
Vi er et værested, hvor du kan komme som du<br />
er, hygge dig med andre eller blot få et fristed i<br />
dagligdagen.<br />
Du kan købe smørrebrød dagligt og/eller varm<br />
mad 2 x ugentligt.<br />
Vi bor Thorsgade 61, 2200 København N<br />
Hilsen Personalet<br />
hus forbi · nr. 60 · juni 2007 25
www.andersagerbo.dk<br />
X-Ord<br />
af Anne Jensen<br />
tidligere hjemløs<br />
Navn:<br />
Adresse:<br />
Postnr.:<br />
By:<br />
(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver)<br />
Send løsningen <strong>på</strong> X-ORD<br />
senest 31. juni<br />
Blandt de rigtige løsninger trækkes lod<br />
om et boggavekort til en værdi af 500 kr.<br />
og 10 cd’er Hjemløs.<br />
Vinderne af cd’er får direkte besked pr. post.<br />
Løsninger<br />
sendes til:<br />
<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />
Tornebuskegade 1, 2.<br />
1131 København K<br />
Mærk kuverten x-ord<br />
Vinder af bog-gavekort<br />
Benedikte Knudsen<br />
Møllevej 35<br />
4872 Idestrup<br />
Vildrede<br />
‹<br />
nr. 59<br />
# Klip ud og send ind<br />
Læser digt<br />
Den gule ghettoblaster og solens rum,<br />
i nærheden af røde laktasker og Anders And plaster over næsen.<br />
Gaden stadig tør efter sultne sten,<br />
mens byen hele tiden blander sig,<br />
puster sig op<br />
Er lige så længe om at fylde bilen med unger og mad,<br />
som han er om at skrive et digt<br />
Græsrødder eller ej, det er nu voksne mennesker,<br />
der selv skal tage stilling til rummet,<br />
og det der er længere ude,<br />
Af og til rådvild og usikker,<br />
men vender tilbage til det, der ikke er længere<br />
Uden at skuffes igen,<br />
slukker den røde knap,<br />
Går og ligger igen og igen,<br />
i morgen med forhåbentlig<br />
- bare lidt ældre<br />
Vorherres køkkenhave<br />
juni<br />
et er stadigvæk<br />
D<br />
koldt tidligt om<br />
morgenen, så<br />
klædt rigtigt <strong>på</strong> og<br />
ud<strong>styr</strong>et med kikkert, vand, madpakke,<br />
kniv og vidjekurv er det min plan<br />
at drage ud til de skove, jeg kan se<br />
fra mit vindue <strong>på</strong> 5. sal.<br />
Det her med at være morgenmenneske<br />
er måske ikke helt lige<br />
mig, men selv her giver Vorherre mig<br />
en hjælpende hånd. At jeg bruger<br />
vækkeur er rent blær, for inden<br />
solen står op for at belyse køkkenhavens<br />
endnu lysegrønne skær, har<br />
fuglene allerede slået vækkeuret<br />
Vilde jordbær<br />
med halve timer – og heldigvis – en<br />
smuk forsommersolopgang, medens<br />
kaffen snurre lystigt og ostemadderne<br />
b<strong>liv</strong>er smurt, det er da <strong>liv</strong>et.<br />
Mens mange fjæler sig i sengehalmen,<br />
kan jeg rigtig nyde, hvordan<br />
farve nuancerne skifter i takt med<br />
fuglenes kvidren – eller advarsler,<br />
om man nu vil, for både kattedyr<br />
og rovfugle holder skam meget af<br />
fugleungemorgenmad.<br />
Af sted skal jeg, der er en dejlig<br />
lang dag at nyde, og jeg skyder<br />
genvej gennem en lille havekoloni,<br />
og (tro det eller ej) for første gang<br />
siden mit første møde med min<br />
langskæggede følgesvend i Den<br />
Store Køkkenhave, Vorherre, har han<br />
Foto: Scanpix<br />
været så tæt <strong>på</strong> min bopæl. Men!<br />
Alt har en forklaring – Vorherre er<br />
simpelthen gået i selvsving over,<br />
at hele hans køkkenhave fungerer<br />
præcis, som han havde planlagt, og<br />
derfor kan han dårligt vente med at<br />
fortælle mig det.<br />
Han gør det ikke med ord, han<br />
spreder blot armene ud, drejer rundt<br />
og siger ordløst: - Se, se, se. Af og<br />
til nikker han anerkendende mod en<br />
lille menneskeskabt kolonihave, hvor<br />
man ikke slår hans elskede planter<br />
ihjel, som f.eks. skvalderkål og mælkebøtter,<br />
og jeg må give den gamle<br />
ret, nogle mennesker handler ilde.<br />
Nå, vi skulle jo egentlig ud til<br />
skovene, og under den lange gåtur<br />
deler han meget af sin viden med<br />
mig (hvor er det dejligt at være<br />
privilegeret). Hans skarpe syn ser et<br />
rådyr med et par hvidplettede lam i<br />
et område, hvor den røde valmue gør<br />
dem ekstra synlige.<br />
Det regner med manna<br />
Vi passerer også åen, hvor han<br />
fortæller mig, at havørreden nu er<br />
<strong>på</strong> vej op for at gyde. Nu er jeg kun<br />
et menneske og undskylder, at jeg<br />
lige må ”træde af i et krat”, hvilket<br />
får ham til med ryggen til, at advare<br />
mig mod skovflåten, der er særlig<br />
aktiv her i juni. Så efter en meget<br />
hurtig ’aftrædning’, får jeg en oplevelse,<br />
der efterhånden<br />
b<strong>liv</strong>er<br />
en sjældenhed i<br />
Nordeuropa, der<br />
falder manna<br />
fra himlen. Hvis<br />
Vorherre nu<br />
havde været et<br />
menneske, havde<br />
han nok trimlet<br />
om <strong>på</strong> jorden<br />
af grin, det<br />
er simpelthen<br />
frugterne fra<br />
elmetræet, der<br />
her i juni lader<br />
sine bevingede<br />
smånødder regne<br />
ned fra træerne.<br />
Men vi har alle hørt om elmesygen<br />
(der for øvrigt skyldes en dum bille<br />
og ikke en sygdom), og da træet i<br />
sig selv kun har ringe værdi, står det<br />
vist nok øverst <strong>på</strong> fældningslisten.<br />
Vi når skovområdet, og der er<br />
stadig mange nye blade, der kan høstes<br />
til tørring og urtete og naturligvis<br />
høster jeg først og fremmest,<br />
hvad jeg skal røre op i min yoghurt<br />
naturel i aften, nemlig løgkarse,<br />
skovsyre, nye blade af skovjordbær<br />
og helt unge blade af den<br />
ved stranden groende<br />
hunderose.<br />
Nu har jeg altid været<br />
så glad ved lindetræet,<br />
der som alle ved, altid<br />
har stået midt <strong>på</strong> gårdspladsen,<br />
dengang der<br />
fandtes bondegårde.<br />
Med min foreløbige høst,<br />
fordelt i papirsposer, som<br />
jeg bærer i min vidjekurv, kommer<br />
jeg til et nedlagt landbrug, hvor der<br />
naturligvis står et lindetræ <strong>på</strong> gårdspladsen<br />
og med vanlig iver begynder<br />
jeg at høste de fine ny blade, der har<br />
denne honningagtige sødme, der,<br />
når man laver urtete, kan få engle til<br />
at synge.<br />
Jeg tror efterhånden, at Vorherres<br />
skæg er så langt, af at trække<br />
sig i det af grin over mine dumheder.<br />
Det jeg troede var honningdug <strong>på</strong><br />
bladene, er faktisk sukkerholdigt<br />
’bæ’ (eskrementer) fra bladlus. Bortset<br />
fra min inkompetence omkring<br />
bladlusebæ, så er lindetræet en lille<br />
historie værdig: Kunstige lemmer<br />
som f.eks. træben blev nemlig i<br />
gamle dage fremstillet af lindetræ.<br />
Sanserne skal bruges<br />
Min dag er ved at være gået, og<br />
høsten var som forventet god. Der<br />
blev både til tørring og til salatskålen<br />
og her<br />
kommer så, hvad<br />
man ellers kan<br />
hjembringe fra<br />
en sådan herlig<br />
dag i Vorherres<br />
Køkenhave:<br />
Først og<br />
fremmest skal<br />
sanserne bruges.<br />
Hvis gøgen f.eks.<br />
kukker efter<br />
den 23. juni<br />
kan man være<br />
helt sikker <strong>på</strong><br />
en meget varm<br />
sommer, så gå<br />
ikke i dialog med<br />
landmænd, de<br />
frygter nemlig en usikker høst. ’Nullermændene’<br />
– ugleungerne er blevet<br />
svære at få øje <strong>på</strong>, men tro mig, de<br />
kan høres, selv midt om natten, hvor<br />
de skriger <strong>på</strong> mad. Skulle man ved<br />
aftenstide høre højlydt snøften, så<br />
vær ikke i tvivl; det er når pindsvinene<br />
meget forsigtigt parrer sig.<br />
Den lidt snurrende lyd man også kan<br />
høre er sandsynligvis natravnen, der<br />
med sin store ’flab’ ikke alene fanger<br />
insekter, men også fortæller lidt<br />
Vorherre er simpelt-<br />
hen gået i selvsving<br />
over, at hele hans<br />
køkkenhave fungerer<br />
præcis, som han<br />
havde planlagt<br />
Foto: Scanpix<br />
Sankthansurt<br />
om dens territorium. Men! Der er så<br />
meget herude. Få fat <strong>på</strong> en Naturbibel<br />
og høst netop nu lægekokleare,<br />
strandkål og de mere ualmindelige<br />
urter – og så er der skovjordbærret<br />
og skovhindbærret, som er et must<br />
for dem med en sød tand.<br />
Både for nye og gamle læsere af<br />
denne klumme er det vigtige ikke at<br />
komme hjem med rygsækken fuld af<br />
urter; det er selve det, at den indre<br />
rygsæk er fuld af noget, af oplevelser,<br />
man kan tænke og drømme om i<br />
ugevis.<br />
Og som en lille nota-bene: Hvis<br />
du er heldig at finde skovjordbær, så<br />
spis dem naturel, evt. med tyk usund<br />
fløde, lav ikke syltetøj af disse Køkkenhavens<br />
vidunderlige bær – Vorherre<br />
ville også sende mig mindre<br />
behagelige blikke, hvis jeg kom med<br />
en sådan anbefaling.<br />
Jeg har talt med en del <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong>-læsere, der har udtrykt bekymring<br />
om troskab. Lad mig derfor en<br />
gang for alle fortælle, at, hvis man<br />
ved midnatstide den 23. juni plukker<br />
en sankthansurt – selvfølgelig <strong>på</strong><br />
en kirkegård – og hænger den op<br />
<strong>på</strong> loftbjælken, da vil den holde sig<br />
sund og frisk så længe troskaben<br />
varer. Desuden vil bondemanden<br />
kunne bruge samme metode, hvis<br />
han vil vide om gårdens folk og fæ<br />
vil trives og holder sig sygdomsfri<br />
resten af året.<br />
steenviggo@galnet.dk<br />
Steen Viggo, tidligere hjemløs<br />
og udeligger<br />
26 hus forbi · nr. 61 · juni 2007 Indsendt af Nanna Nebbegård, Brønshøj<br />
hus forbi · nr. 60 · juni 2007 27<br />
Foto: Niels Nyholm
Historier fra gaden<br />
Sabina Lennert savner sine<br />
fem børn, som hun ikke får set<br />
nok til i øjeblikket<br />
- Det første jeg tænker <strong>på</strong> om<br />
morgenen, er mine børn. Jeg tænker<br />
<strong>på</strong>, om de klarer sig godt i skolen,<br />
om de har nogle gode kammerater,<br />
tænker <strong>på</strong> om min ældste datters<br />
kæreste er sød ved hende, og om<br />
de kan tale om tingene, så de ikke<br />
ender i samme situation som mig,<br />
fortæller Sabina Lennert. Hun sidder<br />
<strong>på</strong> fliserne <strong>på</strong> Kultorvet sammen<br />
med kammeraterne. De er i alt 25-30<br />
hjemløse, som holder sammen og<br />
i dagtimerne bevæger sig mellem<br />
Nørreport, Kultorvet, Gammel Torv<br />
og Christianshavns Torv med deres<br />
vogne, poser og hunde.<br />
Denne formiddag b<strong>liv</strong>er tiden<br />
slået ihjel af cirka 10 af vennerne<br />
<strong>på</strong> et hjørne af Kultorvet med et par<br />
flasker sprut, øl og cigaretter i det<br />
strålende solskinsvejr. Nogle sidder<br />
<strong>på</strong> jorden, en enkelt i en rullestol og<br />
tre har sat sig <strong>på</strong> en bænk.<br />
44-årige Sabina Lennert har<br />
været hjemløs de sidste fire år og er<br />
en af de ’hard core’. Hun har lige nu<br />
kun det tøj, hun står og går i samt<br />
en tandbørste i højre jakkelomme<br />
– og så selvfølgelig sin hund, Siku,<br />
hvis navn betyder is <strong>på</strong> grønlandsk.<br />
Mere kan hun i øjeblikket ikke holde<br />
<strong>styr</strong> <strong>på</strong>. Resten er opmagasineret hos<br />
venner og familie. For fire år siden<br />
bad Sabina kommunen om at tage<br />
sig af hendes fem børn, der nu er<br />
mellem 13 og 20 år.<br />
- Jeg er enlig mor og havde stået<br />
alene med børnene i mange år. Jeg<br />
kom længere og længere ned og drak<br />
mere og mere og syntes til sidst, det<br />
var synd for børnene. Og så har jeg<br />
også gigt og mange smerter, fortæller<br />
Sabina Lennert, der er født og opvokset<br />
<strong>på</strong> Grønland med en grønlandsk<br />
far og dansk mor<br />
i byen Qaanaaq,<br />
men flyttede<br />
med sin familie<br />
til Danmark, da<br />
hun var seks<br />
år. I dag er de<br />
to yngste af<br />
Sabinas børn i<br />
familiepleje, de<br />
to midterste bor<br />
<strong>på</strong> ungdomspension,<br />
og den<br />
ældste bor for sig selv <strong>på</strong> kollegium.<br />
- Min datter fylder faktisk 20 år<br />
i dag. Jeg talte med hende i går, og<br />
hun har sagt, at det er ok, hvis jeg<br />
ikke ringer. Hun ved godt, at jeg<br />
elsker hende – ja, det ved de alle<br />
sammen godt. De er jo mine englebørn.<br />
Jeg har ikke så meget kontakt<br />
til dem, men jeg ser dem da en gang<br />
imellem. De to ældste drenge kommer<br />
selv, de ved godt, hvor de kan finde<br />
mig, og det gør min datter også.<br />
Sabina ved at det <strong>liv</strong>, hun lever<br />
i øjeblikket, tærer <strong>på</strong> hendes krop.<br />
I nat lagde hun sig til at sove oppe<br />
i den første ende af Strøget ved<br />
Rådhuspladsen uden for 7eleven,<br />
Jeg kom længere og<br />
længere ned og drak<br />
mere og mere og syntes<br />
til sidst, det var<br />
synd for børnene<br />
Tre spørgsmål til Sabina<br />
Lennert 44 år og hjemløs:<br />
Hvad fik du at spise i går?<br />
- Jeg fik en halv burger, som jeg selv havde købt, men den<br />
smagte ad helvedes til. Jeg har jo en gang været vant til en<br />
rigtig burger, som min mor lavede.<br />
Hvad går du og tænker <strong>på</strong> i øjeblikket?<br />
- På alt det tyggegummi, som folk smider <strong>på</strong> gaden. For vores<br />
hunde ligger jo alle vegne – og nu hvor det er blevet varmt, så<br />
smelter tyggegummiet og filtrer sig ind i pelsen. Det gælder<br />
også glasskår. Hr. og fru Danmark smider bare rundt med flasker<br />
og tyggegummi. Vi prøver faktisk at rydde op efter os selv.<br />
Er der noget, du er glad for lige nu?<br />
- Jeg er glad for, at min ældste datter klarer sig så godt. Hun har<br />
lige fået sin egen lejlighed, en uddannelse og et kørekort.<br />
Af Birgitte Ellemann Höegh.<br />
Foto: Holger Henriksen<br />
De er jo mine englebørn<br />
men da et par narkomaner dukkede<br />
op, valgte hun at flytte ned til H&Mbutikken<br />
midt <strong>på</strong> Strøget:<br />
- Ind imellem sælger jeg jo <strong>Hus</strong><br />
<strong>Forbi</strong> foran 7eleven, så jeg vil ikke<br />
ses sammen med nogle junkier, der<br />
sidder og stikker sig i armen, fortæller<br />
Sabina Lennert. Efter at hun<br />
havde sovet nogle timer ved H&M,<br />
tog hun det første morgentog til<br />
Klampenborg, for dér vidste hun, at<br />
hun kunne finde nogle af vennerne<br />
og dermed også<br />
lidt ’sovegrej’,<br />
som de alle kalder<br />
deres soveposer<br />
og liggeunderlag<br />
for. Men allerede<br />
klokken ni tog<br />
hun tilbage til<br />
København, fordi<br />
hun havde aftalt<br />
at mødes med en<br />
af gadesygeplejerskerne:<br />
- Jeg føler mig ikke helt <strong>på</strong> toppen<br />
i øjeblikket, så jeg ville gerne<br />
tjekkes for TB (tuberkulose, red.).<br />
Mens vi sidder og snakker,<br />
begynder en af kammeraterne at gå<br />
amok <strong>på</strong> en telefonboks og kalde<br />
den for ’lede luder’. Maskinen har<br />
slugt en 20 krone-mønt, som han<br />
havde planlagt at ringe sin mor op<br />
for. Han råber RIGTIGT HØJT og kammeraterne<br />
prøver at dysse ham ned:<br />
- Du smadrer ikke den boks, det<br />
gør du bare ikke, siger blandt andet<br />
Sabina.<br />
En hjemløs kvinde kommer hen<br />
med mad til en af hundene; noget<br />
thaimad i en papboks, som hun sik-<br />
kert har fundet i en skraldespand.<br />
Røde Orm, som ejer hunden, minder<br />
hende om, at maden skal deles med<br />
de andre hunde – blandt andet<br />
Sabinas hund. Sabina lader kvinden<br />
samle halvdelen af risretten op for<br />
at give den videre til Siku – skønt<br />
hun lavt meddeler, at den faktisk<br />
ikke kan lide ris.<br />
Men Røde Orm mener, den skal<br />
have tilbuddet.<br />
- Der er ingen hunde her, der skal<br />
snydes, siger han.<br />
Røde Orm er ifølge Sabina manden,<br />
der har hjulpet hende ind i vennekredsen,<br />
og han kalder hende da også for<br />
sin søster. Og når man først er accepteret<br />
af rødderne, kan man stort set<br />
te sig, som man vil, men det er ikke<br />
lige nemt, at komme ind i varmen.<br />
Derfor står Røde Orm og Sabina hinanden<br />
nær. Røde Orm har netop fået<br />
lejlighed <strong>på</strong> Nørrebro og føler det ret<br />
mærkeligt, efter mange år <strong>på</strong> gaden.<br />
Sabina vil gerne støtte ham, og derfor<br />
tager hun nok med ham hjem og sover<br />
i aften. Og så snart, det b<strong>liv</strong>er den<br />
første, og hun har indløst sin pension,<br />
kommer hun ud og laver et rigtigt<br />
godt måltid mad til ham:<br />
- Jeg har faktisk tænkt <strong>på</strong> hvalbøffer<br />
eller rensdyr... Kan du lide<br />
fisk?, spørger hun Røde Orm.<br />
Det kan Røde Orm heldigvis godt.<br />
birgitte.hoegh@os.dk