Autocitron - en novellesamling

AUTOCITRON
– en novellesamling –
Af: Carina Randeris

AUTOCITRON
– en novellesamling –
Af: Carina Randeris

JEG ER SÅ GLAD FOR MIN CYKEL
SIDE 6
P FOR PALLE ALENE I VERDEN
SIDE 10
UD OG SE MED DSB
SIDE 20
SELVERKLÆRET MEDIE I FRAUGDE
SIDE 26
Copyright © 2022 Carina Randeris (don't fuck – del gerne)
Omslagsdesign og grafisk tilrettelæggelse: Carina Randeris
Illustration: Carina Randeris
Tekst: Carina Randeris
Korrektur: Elisabeth Riiser (min kære mor)
Visuel og grafisk korrektur: Niels Rinder (mentor)
Oplag og Udgave: Den første selvfølgelig!
Tryk: Digitaltryk Odense - Grafisk produktion Odense
4 5

JEG ER
SÅ GLAD
FOR MIN
CYKEL
F
riheden er en cykel – og du er fra 70’erne og lavet
af italiensk stål. Dit stel er grafisk og spinkelt, men
alligevel utrolig stærkt, da tyngdepunktet er strategisk
placeret lige under sadlen. Du er patineret, lyseblå og
svejset sammen med lækre lodninger, og så er du min.
Du er en cykel, der har prøvet lidt af hvert og oplevet
verden, og netop derfor er jeg så vild med dig. Med dig,
min cykel, føler jeg mig uovervindelig!
Jeg kan komme lige så langt som fantasien og især mine
muskler tillader det. Du fører mig fra A til B og giver mig
en retning på min vej. Selv i mørket ad de smalle stier gør
du mig tryg. Jeg ved, at du altid er klar på en sprint, hvis
det „7-9-13“ skulle blive nødvendigt.
7

Du forstår og deler min glæde ved fart og fremdrift, og
du svigter mig aldrig, hvis der er brug for en afstikker
eller et eventyr. Din smurte kæde spinder som en killing
og går fra 1 til 25 km/timen, hurtigere end man kan nå
at blinke. Når jeg kommer farende, får du min puls til at
stige, og når jeg kan mærke vinden hive fat i mit hår, til
det blafrer – så er det, at jeg virkelig kan mærke, at jeg er
til stede og i live.
Udsagnet „Skønhed har ingen alder“ er sandfærdigt,
når det kommer til dig, min cykel. Du er elegant i dit tidløse
design og så er du vigtigst af alt utrolig godt kram.
Bare kald mig gammeldags, men den slags håndværk
finder man ikke nu om dage. Der er intet kunstigt eller
„cheap“ over dig. Intet plastic eller andet skidteras. Du
er, hvad du er og altid har været – og det er lige præcis
det, som jeg allerbedst kan lide ved dig. Det sitrer i mig,
når jeg rører ved dit gamle stål og din møre lædersadel,
som tilpasser sig sin ejermand. Det kan altså noget. Det
vækker og begejstrer min indre æstetiker! Jeg føler mig
som en million, når jeg kommer cyklende afsted på dig.
Du er det prægtigste køretøj, jeg nogensinde har
haft. Jeg håber, at du vil følges med mig på og ad livets
kringelkrogede veje de næste mange år – hvis ikke årtier.
Jeg er overbevist om, at Jørgen Leth ville have været
stolt af mit valg af cykel, hvis han havde været med inde
i butikken. Det er Jørgen Leth der har lært mig, at man
ikke skal gå på kompromis med tilværelsen. Det skal
være perfekt eller ingenting. Det kan lyde radikalt, men
det er sådan jeg ruller, lever og cykler!
8 9

På hjørnet under lygtepælen,
står du der helt
regnvåd – uden håb og
sokker på.
Du er tydeligvis angst,
men samtidig et frygtindgydende
syn – sådan
som du står der,
bevæbnet med en flaske
afløbsrens i den ene
hånd og et gammelt
bordben i den anden.
P
FOR PALLE
ALENE
I VERDEN
11

V
i er på vej hjem på cyklerne efter en middelmådig
VETO koncert i midten af oktober. Da koncerten
ikke har levet op til vores forventninger, beslutter vi os
for at drikke nogle store fadøl i stedet for. Havde jeg
vidst, at vi ville støde på dig ude i mørket, havde jeg nok
drukket en New Castle mindre.
Jeg fryser så meget, at tænderne klaprer, men humøret er
højt. Dine cowboybukser er hullede og lyseblå og du har
vist kun en kortærmet bluse på. Det undrer mig den dag
i dag, at der ikke var nogen, der havde set dig eller hørt
din desperate kalden. Det er fredag og klokken er selvfølgelig
mange, men du står jo lige der på hjørnet, midt i et
boligkvarter. Jeg indrømmer da også gerne, at jeg er lidt
usikker på, hvorvidt jeg ville have stoppet op på cyklen,
hvis jeg var kommet kørende alene. Heldigvis er vi to og
vi stopper op, da vi på afstand kan se dine bare fødder,
dit bordben i hånden og dine rystende knæ. Vi spørger
dig, om du er okay, hvem du er? Og hvad du laver midt
ude på gaden uden sko på så sent om aftenen.
13

Verbalt siger du ingenting, men dine sitrende pupiller
fortæller det hele. Du er bange for os og tror til en start,
at vi vil gøre dig ondt. Jeg forestiller mig, at grunden
til, at du nok står her i første omgang, er fordi der på et
eller andet tidspunkt i dit liv, er nogen som har gjort dig
fortræd. Stille og roligt lirker vi bordbenet og afløbsrensen
fra dig og vi vinder din tillid. Faktisk ved jeg ikke helt
hvad vi skal gøre, men én ting er sikkert – vi kan ikke gå
fra dig nu. Vi står nu in medias res.
Du virker fjern og ikke helt ved bevidsthed, men vi får
spurgt dig igen, hvorfor du står midt ude i regnen?
Til det får du fremstammet nervøst: „De er efter mig!
De finder mig altid! De vil slå mig ihjel!“. Jeg bliver bange
og tænker først, om det er noget banderelateret.
Vi spørger, hvem der er efter dig, men du tysser hysterisk
på os og kigger dig nervøst over begge krummede skuldre.
„Skal vi ikke ringe efter politiet?“, spørger vi dig, men
dette afviser du prompte!
Du kigger skiftevis på os med dine store flakkende øjne
og peger så meget forsigtigt på en bil langt nede ad vejen.
„Ka-ka-kan I se bilen der? De sidder derinde og omme
bagved og ser det hele. Hvis I går nu, så slår de mig ihjel.
Forstår I det? De slår mig ihjel!“. Vi kigger på bilen, men
umiddelbart ligner det bare en helt almindelig rød Skoda.
Faktisk tror jeg det er en familiebil – man kan i hvert fald
ane noget, der ligner en autostol i det ene vindue.
Med indforståede blikke og fagter med hænderne, som
skal forestille et telefon-tegn, får vi kommunikeret, at den
ene af os vil gå hen for at ringe efter hjælp. Nu står vi så
dér. Os to alene tilbage midt i regnen på gadehjørnet en
sen oktober aften. Du ryster stadig. Jeg tør nærmest ikke
tænke på, hvor meget du må have frosset.
14 15

D
in stemme skælver, når du prøver at fremstamme
sætninger. Der kører så meget
adrenalin i min krop, at jeg ikke ved, om jeg skal være
bange, men umiddelbart kan jeg ikke se menneskene,
som du beskriver længere nede ad vejen, så jeg tror
ikke, at jeg er i fare. Pludselig peger du på træerne, som
er placeret langs vejkanten. „Kan du se det?“
„Se hvad?“, spørger jeg dig. „De sidder oppe i trætoppene
og venter på, hvornår de skal slå til!“. Da det er
efterår og trækronerne er helt afpillede og fri for blade,
bliver det helt tydeligt for mig, at der ikke er nogen.
Der falder en sten fra mit hjerte, da jeg nu ved, at du
ikke er forfulgt, men nok nærmere bare paranoid. Jeg er
ikke længere bange for dig – nu har jeg mere bare ondt af
dig og undres over, hvilke omstændigheder i dit liv, som
har gjort, at du lige netop er endt helt modløs lige her.
17

Det var første og sidste gang vi mødte dig. Af og til
tænker jeg på, om du kan huske den aften lige så tydeligt,
som jeg kan? Det vil nok være lidt af en utopi at tro, at
du er blevet helt fri for dine indre dæmoner. Jeg håber
bare, at du vil passe på dig selv og fremadrettet tage sko
på, inden du stikker af fra „P“.
Rundt om hjørnet kan man nu se nogle blå blink fra en
politibil. En følelse af lettelse sætter ind. Du bliver bange,
men vi forsikrer dig, at alt er som det skal være, og at du
vil få hjælp nu. Du er stille og siger ingenting, men jeg kan
mærke på dit kropssprog, at du virker beroliget.
Ud af bilen kommer to midaldrende politimænd i deres
uniformer. Deres første besked kommer ærlig talt en smule
bag på mig. „Hvad satan, er du nu stukket af igen?“
Bagefter giver de os hånden og siger „tak“, fordi vi
ringede og fortæller os, at han er stukket af fra psykiatrisk
afdeling, men at de nok skal tage sig godt af ham
og køre ham tilbage igen. Den ene politimand tager fat i
din bare arm og du følger tavst med dem ind på bagsædet
af politibilen.
18 19

UD OG SE
MED DSB
Klokken er 10.50 og jeg er i virkeligheden.
Jeg er i nuet et sted mellem
Sorø og Slagelse. Det er i hvert fald
hvad det røde digitalur på skærmen
fortæller mig. Det er torsdag – ikke
at der er noget mærkværdigt ved det,
men nu ved du det.
Lydtapetet er en blanding af
„No 5 with a bullit“ af bandet:
„I think you’re awesome“ i høretelefonerne
og en skælvende lyd fra den
automatiske dør, som står og klaprer
helt nervøst, når toget svinger fra
side til side.
21

I bund og grund er lyden irriterende – faktisk en smule
insisterende, men alligevel føler jeg en form for sympati
med døren. Jeg kan i hvert fald godt sætte mig ind i, at
det må være frustrerende at blive sat i forbindelse med
udtrykkene „dum som en dør“, „at tale til en dør“ – ja,
generelt bare at blive ignoreret og taget for givet på daglig
basis. Jeg forestiller mig, at dengang du blev skabt i Italien
i start 00’erne, havde du nok større planer og drømme
end dem, du oplever her i IC-toget i familievognen.
Folk fægter voldsomt med hænderne for næsen af dig
og bander og svovler, når du ikke makker ret eller din reaktionstid
er lavere end den travle arbejdshests blodtryk.
Derudover bliver du ofte skubbet til, folk stiller deres
bagage op af dig og en sjælden gang imellem skal du endda
også finde dig i at få en gang pommes frites dressing
eller en omgang graffiti lige i ansigtet. Det er ikke nemt at
være dig, så jeg forstår godt din skælven.
23

M
åske drømte du i dine unge dage, under mere
eksotiske himmelstrøg, om at møde kendisser
og vigtige mennesker på din vej, at hjælpe folk med at
komme på plads – både med bagagen, i toget og måske
sågar også i livet?
I virkeligheden så du måske dig selv som et fyrtårn for
den kollektive trafiks sikkerhed, men nu står du her og
viser tænder, og det kan jeg godt forstå. Det er også svært
at bevare håbet og det gode humør, når virkeligheden
ikke lever op til ens forventninger. Du skal dog vide, at
det er okay at være ærgerlig, og at du ikke behøver at
finde dig i folks upassende opførsel. Bliv du bare med at
knurre og skære tænder – mon ikke passagerne en dag
forstår et vink med en vognstang?
24 25

SELVERKLÆRET
MEDIE I
FRAUGDE
K
lokken er 15.00 og det er derfor tid til ti
minutters pause. Jeg sætter mig på en palle for
at hvile benene og tager den sorte arbejdstrøje af.
Det er alt for varmt til at have lange ærmer og lange
bukser på i dag. Det er påskeferie og varmen brager ind
igennem lagerhallens ovenlysvinduer. Heldigvis er det
fyraften om to timer, siger jeg til mig selv.
I min bukselomme finder jeg en KitKat frem, som jeg
hentede i pauserummet til frokost. Det er dagens sidste
pause, så det er vigtigt at få det fulde udbytte ud af den.
27

Normalvis er der ikke slik til personalet, men det
er efterhånden blevet lidt af en sport for truckførerne
at „komme til“ at vælte deres pallegods – i hvert
fald når det er noget spiseligt, så emballagen bliver beskadiget
og derfor ikke kan sælges ude i butikkerne. Jeg er
overbevist om, at de vælter pallerne med vilje – men det
spiller naturligvis også ind, at truckførerne kører hasarderet
og ofte er stærkt berusede, når de er på arbejde.
Særligt er der én truckfører med mørkt hentehår, som
jeg altid prøver at holde mig på lang afstand af.
Dels fordi han altid taler til sig selv og lugter jordslået
– men også fordi rygtet siger, at han engang i en brandert
kom til at køre en medarbejder ned. Det skulle være sket
lige i svinget mellem reol 27 og 28, hvor alle malerbøtterne
og træolierne står.
Kollegerne fortæller, at det skulle have været så voldsomt,
at han mistede bevidstheden lige på stedet. Der er
dog lidt forskel på, om det var benene eller ryggen han
brækkede, alt efter hvem man spørger. Fælles for fortællingerne
er det, at det skulle have været vældig dramatisk,
og at den påkørte medarbejder aldrig kom tilbage eller
kom til at gå normalt igen.
28 29

Ulykken skete før min tid på lageret, så jeg slår tanken
hen og tager en bid af min KitKat. Chokoladen smelter
på tungen og jeg mærker, hvor ondt mine fødder gør.
Det er hårdt at have stået op og gået rundt i de tunge
sikkerhedssko i 8 timer. Jeg prøver at fordrive smerten
ved at tænke over, hvad jeg mon skal lave, når jeg får
fri kl. 17.00. Imens jeg sidder og dagdrømmer om at se
reality-TV med hollywoodfruer, når jeg kommer hjem,
ser jeg min kollega Else komme gående imod mig.
Ofte har jeg tænkt, at det er synd, at hun går så
foroverbøjet, at hun ligner en T-rex, når hun kommer
fodslæbende forbi. Hun er ellers en nydelig ældre kvinde,
som egentlig burde være gået på efterløn for længst.
Desværre mistede hun alle sine penge i 2008 på nogle
tvivlsomme aktier. Det er derfor, at hun nu altid slider og
slæber ude på lageret.
Til min overraskelse standser hun op et par meter fra den
palle jeg sidder på. Inderst inde er jeg lidt irriteret over, at
hun nok gerne vil snakke, da der kun er 8 minutter tilbage
af pausen – og jeg nød ellers sådan at sidde alene.
„Jeg har tænkt på noget“, siger hun pludselig, hvorefter
hun kommer helt tæt på pallen, som jeg sidder på.
„Ja…?“, får jeg svaret lidt tøvende tilbage – i håbet om
at hun vil komme frem til sagens kerne.
„Jeg har holdt øje med dig det sidste stykke tid“.
I forbavselse er jeg ved at få min KitKat galt i halsen.
Det lyder først lidt som en trussel, men jeg forstår intet af
situationen, så jeg får svaret „Øh, Okay?“ tilbage.
30 31

„Du skal vide, at jeg ser ting, det har jeg altid kunnet“.
Jeg rømmer mig og beder hende om at uddybe, for jeg er
ikke med på, om hun prøver at anklage mig for noget,
eller hvad det er, der foregår? Hun gnægger lidt befippet,
som kun gamle damer kan. Hun kan dog godt se på mine
opspærrede forvildede øjne, at jeg faktisk ikke forstår,
hvad det er, hun mener. Der går et par sekunder, hvor jeg
kan se, at Else tænker over, hvordan hun skal formulere
sin næste sætning.
„Når jeg ikke er her på lageret, så er jeg et velanset medie
– mest i Fraugde, men faktisk er jeg anerkendt i hele
Norden for mine synske evner. Siden jeg var en helt lille
pige, har jeg kunnet høre stemmer og se afdøde ånder.
Ikke sådan 1:1, men mere som skikkelser og auraer.
Egentlig har det nok altid ligget til mig, men det blev
særligt markant efter min fars død i 1958“.
„Øhh, det lyder sørme… vildt“, får jeg sagt lidt hakkende,
da jeg ikke ved, hvad jeg skal svare til Elses nyerklærede
konstatering. Hun kigger nu undersøgende på
mig igennem sine tykke firkantede briller. Jeg kan aldrig
huske, om man er lang- eller nærsynet, når øjnene bliver
bittesmå bag glassene, men det er sådan hendes øjne ser
ud. Små, grønne og ret intense og stikkende i momentet
Det føles som om, hun kan se lige igennem mig – som
om hun leder efter et svar i mine øjne. „Hvorfor har du
holdt øje med mig?“, spørger jeg hende lige dele forundret,
forarget og en smule nervøst?
„Jeg har fået en besked fra det hinsides. Ånden var én,
du kender. En ældre, høj og rank mand med en brummende
mørk stemme. Han fortalte mig, at du har de samme
synske evner som mig, og at jeg skal hverve dig, som
efterfølger af min åndelige praksis i Fraugde“.
Jeg har aldrig hørt noget lignende, tænker jeg, hvorefter
jeg er ved at dø af grin. Jeg kæmper for ikke at
komme til at slå en skraldlatter op, da jeg kan se på Elses
blik, at hun mener det gravalvorligt! Det her er er den
mærkeligste arbejdsplads jeg nogensinde har været på,
tænker jeg for mig selv.
32 33

Derefter kommer jeg i tanke om, at min uddannelsesvejleder
altid har sagt, at det er en god idé med noget at
falde tilbage på – men jeg havde da virkelig ikke i min
vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle være som et
medie – og da slet ikke i Fraugde.
Else kigger afventende på mig med længselsfulde
hundeøjne. „Jeg beklager, men du må vist have forvekslet
mig med en anden. Der er altså intet synderligt spirituelt
over mig og jeg har ingen udpræget 6. sans. Jeg har set og
hørt mange mærkværdige ting – men ikke fra den åndelige
verden. Faktisk ved jeg slet ikke, om jeg tror på den
slags overnaturlige ting“. Pludselig ser Else helt slukket
ud i blikket. Øjnene er fortsat små, men langt fra lige så
intense og grønne som før.
„Øv!“, svarer Else helt skuffet. „Du kunne ellers blive
en glimrende efterfølger i min praksis… Vend tilbage til
mig, når du engang kommer på andre tanker“. Inden jeg
når at svare, begynder Else at gå tilbage mod sin palleløfter,
som om intet er hændt. Lyden af brummende maskiner
starter. Jeg ser op på uret og opdager, at pausen er slut.
I min hånd holder jeg resterne af min KitKat, som jeg tager
de sidste bidder af og ærgres over, at min pause er slut.
34 35

TAK
...Til følgende stjerneskud:
Min kæreste: Tristan Bertram-Nielsen og min hund Uffe
for kaffe, gåture, tålmodighed og moralsk support
igennem hele projektet og resten af mit uddannelsesforløb.
Min mentor: Niels Rinder og resten af mine dygtige
kolleger i DR Design for kreativ og visuel sparring i
forbindelse med mit lille bogprojekt.
Min kære mor: Elisabeth Riiser for hjælp til korrekturlæsning
af teksterne og generel sparring.
Musiker: Mikael Simpson for albummet: „Slaar Skaar“,
som har været lydtapetet til hele tilblivelsen af denne bog.
36 37

Autocitron er en underfundig
novellesamling med en frisk og syrlig smag. Det er en
skøn samling, som altid er god at have stående, når du
trænger til at give din hverdag et ekstra syrligt pift.
Novellesamlingen er baseret på „rumsterstangsprincippet“
- hvilket vil sige, at alt hvad du læser og
ser er skabt af den samme hånd: idéudvikling, tekstforfatning,
illustration og opsætning. Novellerne tager udgangspunkt
i observationer og refleksioner fra hverdagen
og er skrevet i et let, levende og nærmest legende sprog.
Rigtig god læselyst!
WWW.CARINARANDERIS.DK