Autocitron - en novellesamling

Verbalt siger du ingenting, men dine sitrende pupiller
fortæller det hele. Du er bange for os og tror til en start,
at vi vil gøre dig ondt. Jeg forestiller mig, at grunden
til, at du nok står her i første omgang, er fordi der på et
eller andet tidspunkt i dit liv, er nogen som har gjort dig
fortræd. Stille og roligt lirker vi bordbenet og afløbsrensen
fra dig og vi vinder din tillid. Faktisk ved jeg ikke helt
hvad vi skal gøre, men én ting er sikkert – vi kan ikke gå
fra dig nu. Vi står nu in medias res.
Du virker fjern og ikke helt ved bevidsthed, men vi får
spurgt dig igen, hvorfor du står midt ude i regnen?
Til det får du fremstammet nervøst: „De er efter mig!
De finder mig altid! De vil slå mig ihjel!“. Jeg bliver bange
og tænker først, om det er noget banderelateret.
Vi spørger, hvem der er efter dig, men du tysser hysterisk
på os og kigger dig nervøst over begge krummede skuldre.
„Skal vi ikke ringe efter politiet?“, spørger vi dig, men
dette afviser du prompte!
Du kigger skiftevis på os med dine store flakkende øjne
og peger så meget forsigtigt på en bil langt nede ad vejen.
„Ka-ka-kan I se bilen der? De sidder derinde og omme
bagved og ser det hele. Hvis I går nu, så slår de mig ihjel.
Forstår I det? De slår mig ihjel!“. Vi kigger på bilen, men
umiddelbart ligner det bare en helt almindelig rød Skoda.
Faktisk tror jeg det er en familiebil – man kan i hvert fald
ane noget, der ligner en autostol i det ene vindue.
Med indforståede blikke og fagter med hænderne, som
skal forestille et telefon-tegn, får vi kommunikeret, at den
ene af os vil gå hen for at ringe efter hjælp. Nu står vi så
dér. Os to alene tilbage midt i regnen på gadehjørnet en
sen oktober aften. Du ryster stadig. Jeg tør nærmest ikke
tænke på, hvor meget du må have frosset.
14 15