DELFINEN #214

end unge?
Dette har gjort ham mere ydmyg og åben over
for nye ideer og synspunkter.
Da jeg spørger dem om deres syn på religion,
er det tydeligt, at Kresten og Birte står to
forskellige steder. Kresten ser sig selv som
agnostiker, mens Birte har en fast tro på en
højere magt og et liv efter døden.
Birte fortæller, at hun tror at ”mange ældre
mennesker er blevet mere troende, fordi de er
blevet mere bevidste om at de en dag skal dø
og søger efter en måde at forstå og acceptere
dette på.” På den anden side siger Kresten, at
han ikke kan bevise eller modbevise
eksistensen af en gud, og derfor holder han sig
åben over for muligheden. ”Jeg ved godt at jeg
er tættere på døden end de fleste, men jeg vil
ikke af den grund kaste mig blindt i armene på
den første og bedste religion der lover mig
guld og grønne skove når jeg dør. Jeg har
heller ikke noget behov for en afklaring inden
jeg skal dø. Måske bliver alting mørkt, min
kiste bliver til jord og jeg lever videre som et
minde. Måske venter der noget nyt. Jeg må
bare vente og se” afslutter han med et lille
smil.
Birte fortæller, at hun igennem et langt liv har
oplevet mange ned- og opture. For ti år siden
mistede hun sin mand til kræft.
Jeg spørger Kresten hvad han tænker om
dette, hvortil han svare, at selvom han har al
respekt for, at Birte har valgt et ståsted, er det
svært at se sig fri for, at kultur spiller en rolle i
valget af religion også. Det er noget der bliver
givet videre i nogle familier. Det gør det svært
for ham at sætte sig fast på en bestemt
trosretning.
Kopperne er tomme. Mit hoved er fuldt og jeg
er dybt taknemmelig for at have fået fat i to så
reflekterede ældre mennesker. Nu er de
naturligvis ikke repræsentative for hele
Danmark aldrende befolkning, men jeg har
alligevel en fornemmelse af, at de
repræsenterer en betydelig gruppe.
Alt i alt tillader min tur til Abildgårdens
alderdomshjem mig ikke at afvise min
nulhypotese om, at ældre mennesker er mere
forstokkede. Både Birte og Kresten udviste
stor åbenhed og ydmyghed i en grad jeg slet
ikke havde forestillet mig.
Forhåbentlig rokker det også lidt ved din
stereotype forestilling om gamle mennesker.
Nogle ting er uden for vores kontrol og jeg
finder trøst i at Vorherre har hånden under os
alle”. Jeg spørger hende, om hun tror, at unge
mennesker oplever færre ned-og opture eller
om de bare behandler dem anderledes?
Hertil svarer hun, at hun tror at ”unge
mennesker så sandelig oplever modgang, men
at de måske ikke har det perspektiv man får
med alderen. Som ung er man uovervindelig,
men som man bliver ældre indser man hvor
skrøbelig man virkelig er. Kristentroen tilbyder
en tryghed som kan være meget værdifuld i
svær modgang.”