Jule-bytteri (The Danish Edition of Christmas Switcheroo)

Danish
EDITION
JULE-BYTTERI
Tuula Pere • Outi Rautkallio
W
ickWick

JULE-BYTTERI

Jule-bytteri
Tekst af Tuula Pere
Illustrationer af Outi Rautkallio
Layout af Peter Stone
Dansk oversættelse af Merete Lundbeck
ISBN 978-952-357-358-1 (Hardcover)
ISBN 978-952-357-359-8 (Paperback)
ISBN 978-952-357-360-4 (ePub)
Første udgave
Copyright © 2014-2021 Wickwick Ltd
Udgivet 2021 af Wickwick Ltd
Helsinki, Finland
Christmas Switcheroo, Danish Translation
Story by Tuula Pere
Illustrations by Outi Rautkallio
Layout by Peter Stone
Danish translation by Merete Lundbeck
ISBN 978-952-357-358-1 (Hardcover)
ISBN 978-952-357-359-8 (Paperback)
ISBN 978-952-357-360-4 (ePub)
First edition
Copyright © 2014-2021 Wickwick Ltd
Published 2021 by Wickwick Ltd
Helsinki, Finland
Originally published in Finland by Wickwick Ltd in 2014
Finnish “Kummat lahjat”, ISBN 978-952-5878-13-4 (Hardcover)
English “Christmas Switcheroo”, ISBN 978-952-5878-22-6 (Hardcover)
All rights reserved. No part of this publication may be reproduced, stored in a retrieval system, or transmitted
in any form or by any means, mechanical, electronic, photocopying, recording, or otherwise, without the prior
written permission of the publisher Wickwick Ltd. The only exception is brief quotations in printed articles
and reviews. For details and written permissions, contact rights@wickwick.fi.
Wickwick books are available at special discounts when purchased in quantity for premiums and promotions
as well as fundraising or educational use. Special editions can also be created to specification. For details,
contact specialsales@wickwick.fi.

Danish
EDITION
JULE-BYTTERI
Tuula Pere • Outi Rautkallio
W
ickWick
Children’s Books from the Heart
1

Julen var en højtid, som familien Perkson tog meget
seriøst. Forberedelserne var kommet godt fra start
inden den første sne. Mor især elskede julen. I løbet af
sommeren og efteråret dyrkede hun planter og tørre
bær til dekorationer.
“De her vil passe flot til en julekrans,” sagde
mor, da hun spredte sine skatte ud på hele
spisebordet.
2

Resten af familien var ikke så begejstrede for
kransene. Eller for det faktum, at fra oktober til
december ville spisebordet være dækket med mors
forsyninger til julepynt.
Men familien nød til gengæld at lytte til julesange og
spise pebernødder, allerede inden bladene var faldet
af træerne.
3

4

I
mellemtiden syslede far med elektrisk tilbehør
til julen. Han satte julelysene op, opfandt et
varmeapparat til foderbrættet og reparerede den
batteristyrede nisse, som sang julesange. Hvis du
klappede i hænderne, startede nissen med at synge
højt og vrikke vildt med kroppen.
For hvert år købte far flere og flere julelys. Han
tilbragte mange aftener med at reparere dem og
udskifte pærerne.
“Jeg håber virkelig ikke, at sikringerne springer i år!”
sagde han.
5

Far hængte hundredvis af blinkende farverige lys langs med
taget. Han dækkede æbletræet med et lysnet, og på postkassen
hængte han juleklokker, som ringlede hver gang nogen gik forbi.
Far spankulerede stolt rundt om huset, ret så tilfreds med sine
resultater.
Efter Alfies og Avas mening var det at vente på julen dog
noget særligt af en anden grund: Det var, når vinteren
startede, og sneen kom. De elskede at bygge snehuler og
glidebaner af is. Og de byggede ikke almindelige snehuler
− de byggede kæmpestore fæstninger! Sammen med
deres venner rejste de mure og tårne og gravede
skjulte gange ud. Om aftenen vendte alle bygherrerne
hjem med våde vanter og sultne maver.
6

7

Mor var meget god til kunst og kunsthåndværk.
Hun havde taget mindst et dusin forskellige
sykurser. Hun vidste, hvordan man hæklede, lavede
blonder, strikkede, quiltede og broderede. I år havde
mor besluttet at hækle fine betræk til flasker. Hun var
sikker på, at alle i familien ville elske dem. Sofabordet
var fyldt med garnnøgler i forskellige farver.
“Jeg elsker bare at se frem til julen.” sukkede mor
tilfreds, mens hun hæklede.
8

En aften fyldte duften af pebernødder Perksons
hus. Familien sad sammen for at lave en liste
over de gaver, som de stadig manglede at købe.
“Vi skal have fat i fire gaver mere,” sagde far. ”Vi
mangler stadig gaver til onkel Eddie, fætter Scott og
tante Trudy. Plus, at vi mangler noget til jeres gudmor
Mildred.”
“Lad os overraske dem med nogle seje gaver,” sagde
Ava.
Alfie lo. ”Ja!”
9

10

Familien snakkede først om, hvad de skulle få fat i til onkel
Eddie. Deres onkel havde studeret fugle så langt tilbage,
at han selv var begyndt at ligne en ugle. Mønstret på hans
ynglingsjakke, så ud præcis som en ugles fjerdragt.
Mor sagde ofte, at han var så glemsom, at han endda glemte sit
navn sommetider. Børnene troede dog ikke rigtigt på det. Trods
alt kunne onkel Eddie huske alle fuglenes navne − på latin!
Onkel Eddie kendte også alle fuglene, selv med øjnene lukkede.
Han kunne genkende dem på deres sang.
“Lad os give Eddie en fugl,” sagde Alfie.
“Hvad med en papegøje?” sagde Ava.
”Sikken en god idé,” sagde mor. ”Jeg tør vædde på, at Eddie kan
lære den at tale!”
11

Børnenes gudmor, Mildred, var mors bedste veninde. Eller sådan
virkede det, syntes børnene, for mor talte i telefon med hende
konstant! Børnene havde set billeder af mor og Mildred som små.
Dengang så de næsten ens ud. Men nu så de ret forskellige ud.
Mor sagde ofte, at Mildred var blevet en ”billedkunstner”, mens hun
var blevet en ”livskunstner”. Mildred havde kulsort hår med pandehår,
ligeså lige som en lineal, mens mors hår var rødt med livlige krøller.
12

Alt i Mildreds hus var sort og hvidt,
med en nydelig orden. Perksons hus,
derimod, var fyldt med farver, ting og sager
og larm. Mildred sagde, at hun nogle gange
blev helt svimmel af tumulten hjemme hos
Perkson.
“Hvad i alverden kan vi give Mildred til jul?”
tænkte mor højt. ”Hun vil ikke have flere
ting.”
“Lad os give hende en til af disse
kunstnerjakker med farverige lommer,”
foreslog far. ”Det er mindst fem år siden,
vi gav hende sådan en.”
13

“Hvem ellers?” spurgte Alfie.
“Scott,” svarede Ava.
Ava and Alfie syntes, at deres fætter var
blevet ret mærkelig på det sidste. Han ville
aldrig bygge et snefort eller snakke med
resten af familien mere. Det eneste, han
ville lave, var at sidde på sit værelse med
sine høretelefoner på.
14

”Det er ikke noget farligt,” forsikrede mor Ava og Alfie om.
”Han er bare blevet teenager.”
Ava and Alfie forstod det ikke rigtigt.
“Jeg vil aldrig være i den alder,” erklærede Alfie.” Scott er
blevet så kedelig.”
“Du skal ikke bekymre dig. Det vil gå over,” forsikrede mor
ham om.
“Lad os give Scott et elektronisk trommesæt,” sagde far
begejstret. ”Jeg ville have elsket sådan et, da jeg var teenager.”
15

16

Så var det tante Trudys gave. Hun var en sej banan.
Hun havde bestemte meninger om alt, og hun var
ikke bange for at dele ud af dem.
“Du ændrer dig aldrig,” snerrede far engang ad sin
tante. ”Ikke engang dit krøllede pandehår!”
Heldigvis var deres kævl hurtigt overstået. Faktisk
kom far og tante Trudy vældigt godt ud af det med
hinanden. Man kunne ikke få hende til at ændre
mening om, at kaffemaskinen og vaskemaskinen var
de bedste teknologiske opfindelser, som nogensinde
var gjort. Så far vidste, at der ikke var noget håb om at
begejstre sin tante med sine egne sager og opfindelser.
”Jeg vil vædde på, at tante Trudy ville blive glad for
et krøllejern,” sagde mor. ”Så kunne hun krølle sit
pandehår i løbet af ingen tid.”
17

Det var tid til at tage ud at handle. Far fastgjorde
traileren til bilen.
Mor lo. ”Hvad skal vi bruge traileren til?” spurgte hun.
”Vi skal kun have fire gaver mere!”
“Her til morgen så jeg en reklame for en opvarmet
carport. Jeg tænkte, at det kunne være en god gave til
hele familien,” forklarede far.
18

Børnene så på hinanden og lo. Hvor typisk for far!
tænkte de. Sidste jul havde familiegaven været en
automatisk vandspredningsmaskine til deres sauna.
Den var gået i stykker første gang, den blev brugt.
De måtte alle skynde sig ud af saunaen, da maskinen
ikke ville stoppe med at smide vand udover stenene
19

20

Der var travlhed i byen. Det virkede som
om, alle havde besluttet at gøre deres
juleindkøb på samme tid. Parkeringshuset
var fyldt.
Far kørte rundt med sved på panden og så
efter en parkeringsplads, som var stor nok til
en bil med trailer. Endelig fandt han en, og
familien skyndte sig ud i butikkerne. Mor og
far besluttede at tage hen til stormagasinet,
mens børnene gik hen mod gågaden og
julemarkedet
21

22

Der var en lille café på gågaden, som solgte den
lækreste varme chokolade i verden. Børnene
nippede glade til deres chokoladedrik, mens de
beundrede lækkerierne i en glasmontre.
“Når du har fået tørret det der chokoladeskæg af
ansigtet, kunne vi gå på biblioteket,” foreslog Ava.
23

Biblioteket var børnenes ynglings-sted i byen. De
fandt altid nogle spændende bøger i børnehjørnet.
Dog lånte de ingen bøger denne gang − der var et
juleværksted i gang. På ingen tid havde Alfie og Ava
deres egne papirstjerner, de kunne tage med hjem og
klistre på et vindue.
24

“Lad os bare blive her lidt,” hviskede Ava tilfreds.
Alfie nikkede. “Her er så stille − ingen kunder og
ingen kø!”
“Ærgerligt, at mor og far har for travlt til også at nyde
det,” sagde Ava med et suk.
25

Da julen nærmede sig, blev stemningen hjemme hos Perkson mere spændt.
Hele tre plader med pebernødder havde allerede brændt på, og mors
hjemmelavede stearinlys var blevet misfarvede og skæve.
Mor hidsede sig op. ”Hvordan skal jeg nå at få alt klar til tiden?” stønnede hun.
”Jeg mangler stadig at få pakket og sendt vores gaver til hele familien.”
26

“Vi kan godt hjælpe med det,” lovede børnene.
“Mens du laver peberkagehuse, kan vi pakke gaverne ind,” sagde
Alfie.
Ava nikkede. ”Vi vil pakke dem pænt ind og skrive adressesedlerne
med smuk håndskrift.”
Mors så lettet ud. “Tak, børn,” sagde hun. “Her er adressesedlerne, og
der er gaverne. Vær søde at være forsigtige.”
27

Børnene pakkede den ene gave ind efter den
anden i flot gavepapir. Snart var det eneste, som
manglede, adressesedlerne. Pludselig kom mor forbi,
bærende på en skål fyldt med glasur. Hun trådte
uheldigvis på adressesedlerne og ødelagde dem.
“Åh nej!” råbte mor. “Jeres smukke
adressesedler!”
“Tag det roligt, mor,” sagde
Ava.
“Vi kan hurtigt lave
sedlerne,” istemte Alfie.
“Det skal nok gå.”
28

Børnene vendte tilbage til arbejdet, skrev sedlerne
igen og hæftede dem fast til pakkerne. De
arbejdede hurtigt, så mor ikke skulle blive stresset
igen.
Senere så far på pakkerne. ”Til onkel Eddie, Mildred,
Scott og tante Trudy,” læste han højt. Så smilede han
til børnene. ”Flot klaret. I morgen tager vi sammen på
posthuset.”
29

Onkel Eddie havde tilbragt hele morgenen
siddende med en stor fuglebog i skødet. Han var
så optaget af sine tanker, at dørklokkens kimen fik
ham til at fare sammen.
“Hvad er det? Hvad sker der? Åh, det er jo bare
dørklokken,” mumlede onkel Eddie.
30

Onkel Eddie havde ikke noget problem med at
være musestille i timevis, når han kiggede på
fugle. Men med gaver havde han overhovedet ingen
tålmodighed!
“En flad pakke. Hmm … Det her virker lovende, måske
en ny fuglebog,” grublede han. Han trak det sidste
stykke papir af. “Hvad i alverden?”
Det var en kunstnerjakke − med mindst et dusin
farverige lommer.
Han stirrede på den et stykke tid. Så smilede han til
sidst. ”Den er faktisk ret nyttig. Den har masser
af plads til min kikkert og mine andre remedier.
Jeg behøver ikke længere hele tiden at søge efter
mine nøgler eller briller. Sikken en strålende
gave!”
31

32

Mildred var lige blevet færdig med at spise en sund morgenmad
bestående af mysli og et æble. Hun ryddede op i køkkenet med
det samme og gik så over til sit malerudstyr. Et stort hvidt lærred stod
fristende og ventede på hendes penselstrøg.
Det nye maleri stod allerede krystalklart i hendes indre. Hun viftede
sit lange pandehår væk fra øjnene og lukkede dem.
“Jeg ser en bred sort streg nederst og to tynde øverst oppe. En fladtrykt
bold mellem dem.”
Der blev banket på døren − en pakke var ankommet. Mildred
besluttede at åbne den aflange pakke med det samme. Hendes arbejde
med maleriet var alligevel allerede blevet afbrudt.
Mildred skottede til gaven foran hende. ”Sikken et besynderligt valg
af familien Perkson,” sagde hun og tog krøllejernet op. ”Nå, men jeg
kan lige så godt prøve det på mit pandehår. Måske kan jeg på den
måde holde det væk fra øjnene, når jeg maler.”
Tredive minutter senere stod Mildred og stirrede på sit krølhårede
spejlbillede i entréen. Hun nikkede til sig selv i spejlet, ret så tilfreds
med det.
33

Fætter Scott sad og murrede på sit værelse. Han
gryntede, da hans mor bankede på døren. Han
takkede hende ikke engang for den store pakke og
kuvert, som stod der på gulvet foran ham.
“Jeg har ikke lyst til at åbne den gave,” murrede Scott.
Familien Perkson giver altid noget barnligt noget.”
Han rakte ud efter kuverten. Jeg håber, der er penge
indeni.”
34

Nej, der var ingen penge i den. I stedet fandt han
et gavekort til en dyrehandel: Gælder for én
papegøje.
Scott kiggede overrasket på pakken og pakkede den
ud. Det var et stort fuglebur!
“Hvor farer du nu hen?” råbte Scotts mor, da han
stormede forbi hende. Men han havde ikke tid til at
svare hende. Han havde travlt med at komme hen til
dyrehandlen.
Hvor sejt! tænkte Scott. Min egen papegøje. Ingen af
mine venner har én!
35

36

Tante Trudy stod frustreret i sin entré ved siden af en
stor kasse.
“Hvor ubetænksomt at sende sådan en stor pakke,”
knurrede hun. ”Jeg får en masse besvær med at åbne den.
Og hvad skal jeg gøre med al pappet og bobleplasticen?”
Gaven viste sig at være så overraskende, at tante Trudy for
en gangs skyld var mundlam. Hun dykkede ned i kassen og
tog dele ud − til et elektronisk trommesæt.
Snart stod trommesættet klar i al sin herlighed. Det eneste,
der manglede, var at sætte det til.
“De der Perksons gættede min hemmelige drøm!” sagde
tante Trudy overvældet. “I halvfjerds år har jeg været for
flov til at fortælle alle, at jeg ville elske at spille på trommer.”
Tante Trudy tog hovedtelefonerne på og slog sig løs. Hun
spillede hele dagen. Om aftenen var hendes ellers spændte
skuldre afslappede, og de vilde rytmer havde uglet hendes
omhyggeligt krøllede pandehår.
“Sikken en vidunderlig gave,” sagde Trudy. “Jeg må straks
ringe til familien Perkson og takke dem.”
37

Mor lagde telefonen fra sig. Hun var ligeså rød som en moden
tomat.
“I vil aldrig kunne gætte, hvad der er sket,” sagde hun langsomt.
”Tante Trudy fik trommesættet ved et uheld − og hun er meget
glad for det!”
“Sig ikke, at Scott har fået tante Trudys krøllejern!” Udbrød Alfie.
Et telefonopkald til Scotts mor afslørede det næste gavebyt. Scotts
mor sagde, at Scott havde siddet hele aftenen på sit værelse og talt
med sin nye papegøje!
“Scott har endda grinet!” fortalte hun.
Mor så stadig bekymret ud.
“Der er ingen grund til at bekymre sig,” forsikrede far hende igen.
”Både Trudy og Scott er begejstrede for deres gaver.”
“Jeg spekulerer på, hvad Mildred og Eddie
vil synes om deres gaver,” mumlede mor.
Hun gned sig over panden. ”Jeg får
hovedpine!”
38

39

Mor lagde sig på sofaen og gemte sig under et
tæppe. Hun ville ikke tage telefonen, selv da
Mildred ringede for at takke hende for krøllejernet.
Far lyttede til Mildreds begejstrede beskrivelse af
sin nye krølhårs-frisure. “Mildred har også besluttet
at ændre sin malestil,” sagde han. Hun siger, at det
næste maleri skal være med bølgestreger!”
“Men der er stadig onkel Eddie. Jeg kan ikke forestille
mig, at han vil blive begejstret for en kunstnerjakke,”
stønnede mor under tæppet. ”Vær sød at ringe til
ham.”
40

Heldigvis tog mor fejl. Onkel Eddie spankulerede
lykkeligt rundt i sin jakke med alle lommerne.
“Jeg skulle have haft en jakke som denne for lang
tid siden,” fortalte han far i telefonen. ”Jeg vil aldrig
komme til at miste mine remedier igen!”
Han klappede på den røde lomme, hvor han havde
gemt sin kikkert. Så snart han havde sagt farvel til
far, skulle han se på fugle ved foderbrættet.
41

Lillejuleaftensdag var vanskelig. Fars udendørs
julelys var begyndt at blinke. Mor lå i sengen med
et håndklæde på sin pande.
“Det var ikke sådan, at jeg planlagde det,” stønnede
mor. ”Det var meningen, at det skulle være en perfekt
jul!”
42

Børnene kunne se, at deres forældre var meget kede af det. ”Det er på tide, at
vi tager over, Alfie,” sagde Ava.
Alfie nikkede. “Lad os komme i gang!”
Børnene løb ud i køkkenet og rodede i skabene og køleskabet. Der var rigeligt
med mad, men de vidste ikke, hvordan man tilberedte en julemiddag.
“Jeg ville ønske, at vi vidste, hvordan man tilbereder en julekalkun,” sagde Alfie.
Ava besluttede at ringe til Mildred og tante Trudy. Måske kunne en af dem hjælpe.
43

Julemorgen vågnede Alfie og Ava tidligt. De var spændte på at
åbne deres gaver, men det måtte vente lidt. Først skulle de lige
have styr på et par ting.
Nedefra kunne de allerede høre nogle skramlelyde. De sneg sig forbi
forældrenes soveværelse og ud i køkkenet. Deres plan havde virket
perfekt. Den liflige duft af kalkun fyldte rummet.
44

Tante Trudy smilede til dem. “Kalkunen er i ovnen,” sagde hun.
”Den vil være klar lige til middagstid.”
“Vi har også bagt boller,” sagde Mildred, og viste dem kurven.
“Hvad kan vi hjælpe med?” spurgte Alfie.
Mildred og tante Trudy gav børnene nogle hurtige instrukser. Snart
havde de også travlt med at skrælle grøntsager, pudse sølvtøj og
dække bordet.
45

46
Stadig i morgenkåbe listede mor ned i
køkkenet. Hun strålede, da hun så den
magi, som hendes hjælpere havde udrettet.

47

Den aften, efter at alle havde åbnet
gaver og nydt den lækre julemiddag,
bad børnene alle om at stille sig ved
vinduet. De havde en juleoverraskelse:
snelanterner i forskellige størrelser oplyste
træerne og buskene i haven.
”Hvor smukt!” sagde mor.
“Imponerende!” medgav far og
krammede dem.
Mor startede stille med at
synge en julesalme, og snart sang
alle med.
Det betød overhovedet ikke
noget, at fars julelys stadig
blinkede. Det var endnu en
perfekt jul hjemme hos
Perkson.
48

49

Familien Perkson elsker bare julen − især mor, som starter
forberedelserne til den perfekte jul tidligt i efteråret. Nogen
gange er hendes planer dog så ambitiøse, at hun kører træt,
inden det overhovedet er blevet jul!
For far er det vigtigst at få haven dekoreret med tonsvis af julelys
for at glæde sig selv og naboerne. Men sikringerne går næsten
hver gang, at han går i gang med et nyt lys-arrangement!
I år får familien Perkson gaverne klar i sidste øjeblik. Men tingene
går ikke helt som de planlagde. Vil det stadig blive jul, trods
dette års mindre perfekte forberedelser?
wickwick.fi