For ussel Mammon - Prolog og Kapitel 1

FOR USSEL MAMMON

FOR USSEL MAMMON
SUPERCOMPUTERE, STORPOLITIK OG
MORALSKE GRÅZONER I DEN KOLDE KRIGS
SKYGGE
SAGAEN OM HENRIK BERTELSEN
BIND 2
HANS PETER BECH
REDAKTØR
LOUISE HVILSHØJ TRANKJÆR

Copyright © 2025 Hans Peter Bech
All rights reserved.
Udgivet af BOOX ApS
Bogen er sat med Palatino og trykt hos ScandinavianBook i Aarhus
ISBN: 978-87-93116-64-1
Alle rettigheder tilhører forfatteren. Kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne
om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen er fiktion. Nulevende eller
afdøde personer samt tidligere eller nuværende virksomheder og institutioner er skildret
som forfatteren husker dem, men kan også indgå i fiktive situationer og sammenhænge.
Redaktør: TBD
Korrekturlæsning: TBD
Omslag: Jelena Galkina
Formatted with Vellum

Til den danske samfundsmodel

FORORD
I første bind af Sagaen om Henrik Bertelsen, Balladen i Mekka, der
foregik i andet halvår af 1979, blev Henrik, helt tilfældigt og mens han
var ansat som fuldmægtig i Arbejdsministeriet, involveret i et hospitalsprojekt
i Saudi Arabien. Projektet, der blot skulle have varet en uge,
greb om sig og løb løbsk. Det religiøse oprør, der fandt sted i Mekka i
november 1979, satte heldigvis en effektiv stopper for aktiviteterne,
men nu blev Henrik tilbudt et vellønnet job i det meget succesfulde
amerikanske computerfirma Control Data. Lokket af eventyr og en
klækkelig lønforhøjelse tog han springet.
Handlingen i andet bind i foregår i tidsrummet fra august 1985 til
april 1986, hvor historiens store tandhjul igen tager nogle gevaldige
omdrejninger.
I fortællingen nævnes beløb, der for en sammenligning til i dag
(2025) skal ganges med 2,7. Prisudviklingen i Danmark mellem år 1985
og 2025 har været 170%. Altså svarer 100 kroner i 1985 til 270 kroner i
dag. Nutidsværdien af beløb angivet i udenlandsk valuta påvirkes af
vekselkursen, men hvis de multipliceres med 2,5, er det næppe helt
ved siden af.
vii

PROLOG
DET STORE SPRING
Det var en svær beslutning, da jeg i efteråret 1979 valgte at skifte fra
jobbet som fuldmægtig i Arbejdsministeriet og undervisningstjanserne
på Danmarks Forvaltningshøjskole og Københavns Universitet til en
stilling som salgselev i amerikanske Control Data.
Opfordringen kom fra en god bekendt i bofællesskabet, Frank
Lassen, og havde det ikke været for min tillid til hans dømmekraft og
mine oplevelser fra projektet i Saudi-Arabien ∗ , havde jeg sagt nej tak.
Men udsigten til en klækkelig lønforhøjelse, spændende rejser og færre
arbejdstimer havde tippet balancen.
Jeg vidste intet om computere og salg, men det mente Frank ikke
var noget problem. Først efter to års uddannelse og praktik skulle jeg
sælge de store computersystemer, hvor det mindste anlæg kostede
omkring 10 millioner kroner og fyldte som ti store køleskabe.
Onsdag den 2. januar 1980 trådte jeg derfor ind ad døren på Søndre
Boulevard 35 i København, hvor det danske datterselskab havde til
huse, og tog elevatoren op til femte sal, hvor min nye chef, Jan
∗ Bech, Hans Peter. Balladen i Mekka. BOOX, 2023.
1

Bertram, og mine kommende kolleger ventede med morgenkaffe,
friske rundstykker og Gammel Dansk.
SALGETS LOGIK
Nogle af mine kolleger solgte harddiske – eller pladelagre – til IBM’s
store computere. Jeg forstod først ikke logikken: Hvorfor hjælpe
konkurrenterne? Burde vi ikke få IBM’s kunder til at skifte helt til
vores computere, som var langt billigere?
Min chef, tålmodig som altid, hældte kaffe op og forklarede:
“Control Data fandt hurtigt ud af, at uden effektiv datahåndtering
fik man ikke fuldt udbytte af de kraftige computere. Vi var for små til
selv at udvikle og producere alt periferiudstyret og samarbejdede
derfor med andre.”
Telefonen ringede, men han ignorerede den.
“IBM, der har flere kunder end alle os andre tilsammen, er kendt
for lange leveringstider og høje priser. Det skabte et marked for os.
Vores diske kan uden videre erstatte IBMs – der kræves ingen
ændringer.”
Telefonen ringede igen, men han fortsatte:
“At skifte selve computeren til et andet mærke er derimod meget
besværligt. Det kræver, at al software omskrives – en langsommelig,
dyr og risikabel proces, der ikke kan retfærdiggøres af en lidt lavere
hardwarepris. Derfor giver det sjældent mening at skifte leverandør,
medmindre der er helt særlige forhold.”
Vi havde talt om det ved den første ansættelsessamtale i efteråret
1979. Markedet for de store computere, mainframes, som vi kaldte
dem, var stort set fordelt mellem de mindre end to håndfulde producenter,
der fandtes på verdensplan. Skulle nogen vælge at skifte, var
konkurrencen benhård og endte oftest med, at IBM løb med ordren.
Ikke fordi de havde de bedste maskiner, men fordi de havde flest
kunder. Det var nemt at retfærdiggøre det samme valg, som andre
virksomheder havde truffet.
Min opgave var at finde på nye måder at få kunder på, men inden
jeg kunne gå i gang med det, måtte jeg vide, hvad der var op og ned på
det hele. På trods af uddannelsesplanens fokus på det tekniske kunne
jeg ikke lade være med at tænke en del over, hvordan jeg skulle gribe
2

den første del i min nye titel, salgskonsulent, an. Hvis et salg endte
med, at der stod en computer fra Control Data med båndstationer,
pladelager og printere til omkring 15-20 millioner hos kunden,
hvordan startede det så, og hvad foregik der undervejs?
Alle vores nuværende kunder havde vidt forskellige historier, og
ingen af dem startede med, at en sælger havde taget initiativet. Det var
altid den anden vej rundt. Kunderne var ad forskellige veje kommet
til os.
DEN STORE FORSKEL
Det var først, da jeg kom hjem fra det fire ugers introduktionskursus
ved hovedkontoret i Minneapolis, at det gik op for mig, hvad Control
Data var for en størrelse, og hvorfor det danske datterselskab var noget
helt andet.
Moderselskabet blev startet i 1950’erne af en flok ingeniører fra det
amerikanske forsvar, som ville lave kraftfulde computere til brug for
tekniske beregninger. Altså computere med en hurtig og præcis regneenhed.
Det lykkedes, og organisationer med den type behov, såsom
forskning, militæret, meteorologiske institutter, universiteter, energiefterforskning
samt visse store industrivirksomheder, havde med det
samme lagt ordre ind på de første systemer. Allerede inden de kunne
leveres. Det var et lille eksklusivt marked, som Control Data havde
nogenlunde for sig selv. Til gengæld fik de ikke mange kunder på det
langt større område, der skulle følge efter, nemlig markedet for administrativ
databehandling.
Undtagen i Danmark.
Hovedparten af Control Datas danske kunder benyttede netop
computerne til administrativ databehandling. Den største kunde, Postog
Telegrafvæsenet, kørte stort set alle opgaver på vores maskiner,
inklusive Postgiro, som i realiteten var Danmarks største betalingsformidler
og dermed en bank. Mere administrativt kunne det næppe
blive.
For at forstå, hvorfor det var tilfældet, måtte jeg forstå historien. Og
den startede et helt andet sted, end jeg havde forventet.
3

DET BRISTEDE HÅB
Regnecentralen (RC), der i 1955 udsprang af Akademiet for de
Tekniske Videnskaber, blev grundlagt som et forsøg på at etablere en
dansk computerindustri. Selskabet stod således bag udviklingen af de
første danske computere, DASK og GIER.
Da man i slutningen af 1950'erne opdagede potentialet for administrativ
databehandling, begyndte RC at tilbyde programudvikling og
computerkapacitet til private og offentlige kunder. Alle kunder betalte
for softwareudviklingen, men de, der ikke havde brug for en hel
maskine, blev kun opkrævet for den kapacitet, de brugte.
RC’s softwareafdeling voksede hurtigt og finansierede hardwareudviklingen.
Men projektets fremtid blev truet, da staten i 1959 oprettede
I/S Datacentralen og valgte at samarbejde med IBM. Det betød, at
store offentlige opgaver og bevillinger gik uden om danske RC.
Et samarbejde med universiteterne kunne have givet RC en base for
udvikling, men også her modarbejdede Finansministeriet planerne og
foreslog i stedet brug af Datacentralens IBM-udstyr. Uden statslig
opbakning kunne RC ikke finansiere nye computere og måtte i stedet
købe kapacitet ude i verden.
Control Datas første maskine, CDC 1604, kom på markedet i 1960,
og RC blev en af de første kunder. Datacenteraktiviteterne voksede og
blev særdeles rentable, i modsætning til hardwareudviklingen, der
krævede konstante investeringer, som det lille danske marked ikke
kunne bære – især ikke når det offentlige foretrak IBM.
I 1970 gik RC konkurs. Bestyrelsen fyrede direktøren, hvilket førte
til protester og opsigelser blandt medarbejderne, der havde stor tillid
til ham. Medarbejderne tog viden om vigtige udviklingsopgaver med
sig, herunder til ATP og Jysk Telefon. Uden den viden kunne RC ikke
levere. Efter forhandlinger anbefalede Jysk Telefon at medarbejderne
tog ansættelse hos Control Data Danmark, hos hvem man så ville købe
de nødvendige maskiner.
Dermed blev Control Datas lille kontor med fem ansatte pludselig
et fuldt fungerende softwarehus med store kunder og langsigtede
kontrakter. Virksomheden vandt i 1973 et stort projekt hos P&T, hvilket
krævede ansættelse af yderligere 60 udviklere. Da jeg begyndte i 1980,
havde firmaet 150 ansatte og havde leveret systemer til universiteter,
4

hospitaler, ministerier og private virksomheder. Samme år vandt vi en
kontrakt med en fagforening om udviklingen af et arbejdsløshedskassesystem,
som førte til etablering af et lokalt datacenter – en videreførelse
af RC’s model, nu under amerikansk ejerskab.
EN STRÅLENDE FORRETNING
Control Data Danmark var en særdeles god forretning. Min ven Frank
Lassen, der fik mig ansat og ledede afdelingen for specialsoftware,
havde rødder tilbage til RC og indgik nemlig aldrig fastprisaftaler.
“Hvis kunden ikke ved, hvad de vil have, kan vi ikke give en fast
pris,” sagde han. “Risikoen for tab er simpelthen for stor.”
Vi sagde konsekvent nej tak til projekter med fast pris og uklare
krav, dels fordi vi havde rigeligt at lave, og dels fordi ledelsen prioriterede
profit over vækst.
“Det er svært at tabe penge på salget af en maskine,” sagde Frank,
“men udviklingsprojekter uden klare specifikationer kan være bundløse
og ende i Sø- og Handelsretten. Det gider vi ikke.”
Han havde en pointe. Når en computer først var udviklet, var
stykprisen lav, og desuden var kunden tvunget til at købe service og
udvidelser. Det store problem var aldrig hardware, men mangel på
kvalificerede systemkonsulenter og udviklere. Hver gang vi vandt et
projekt, skulle vi rekruttere – og kvalificerede folk var svære at finde.
Situationen var så presset, at vi deltog i omskolingsprojekter for
arbejdsløse akademikere.
URENT TRAV
Mens Finansministeriet og IBM via I/S Datacentralen forhindrede
Regnecentralen i at opbygge en dansk computerindustri – hvilket
banede vejen for Control Datas succes i Danmark – udspillede der sig
en direkte konflikt mellem de to amerikanske firmaer i hjemlandet.
IBM, grundlagt i 1911, arbejdede i starten af 1960’erne på udviklingen
af en ny computer, System/360. Med over 175.000 ansatte og
store ressourcer stod IBM i skarp kontrast til det lille Control Data.
Alligevel lykkedes det holdet fra Minneapolis at lancere deres maskine
fire år før IBM. I håb om at få kunderne til at udskyde deres køb hos
5

Control Data annoncerede IBM i 1962 lavere priser på det kommende
System/360.
Det virkede ikke.
IBM’s lancering af System/360 i 1964 blev en kæmpe succes, men
kunder med behov for maksimal regnekraft valgte stadig Control
Data. Mange foretrak det store IBM som leverandør, men de kunne
ikke hamle op med CDC-maskinernes ydeevne. Den del af markedet
var ikke prisfølsomt, og Control Datas høje dækningsbidrag irriterede
tydeligvis konkurrenten.
Da prissænkningsstrategien havde slået fejl, annoncerede IBM i
stedet en fremtidig version af deres computer, som skulle være meget
kraftigere end Control Datas. Det fik mange kunder til at udskyde
deres køb eller vælge mindre IBM-maskiner i forventning om senere
opgradering.
Men den lovede supermaskine kom aldrig, og i december 1968
sagsøgte Control Data IBM for unfair konkurrence. Flere i Control
Datas bestyrelse var skeptiske over for det kostbare søgsmål, men
ledelsen insisterede.
Da IBM blev bedt om at fremlægge dokumentation, der skulle vise,
om de reelt havde haft planer om at udvikle og producere den annoncerede
maskine, sendte de lastbiler med stabler af dokumenter til
Control Datas hovedkontor. Deres strategi var at oversvømme den lille
konkurrent med dokumenter og trække sagen ud, så den blev så dyr
og tidskrævende, at den måtte opgives.
DAVID SLÅR GOLIAT
Men sådan skulle det ikke gå.
Allerede i 1964 havde Control Data opkøbt et firma, der lavede
udstyr og software til optisk læsning, og året efter lancerede de en ny
harddisk med plads til 168 millioner karakterer, svarende til tæt på en
halv million tætskrevne A4-sider. De udviklede også software, der
kunne søge målrettet i de mange dokumenter for information relateret
til System/360. Med verdens kraftigste computere kunne Control Data
6

bruge teknologi til hurtigt og effektivt at finde det relevante indhold.
Der var ikke behov for en kostbar hær af advokater.
Da retssagen nærmede sig i starten af 1973, og IBM så Control
Datas sagsfremstilling, fik de kolde fødder og indgik et forlig få dage
før første retsmøde. IBM dækkede alle sagsomkostninger, overdrog
deres datacentre til Control Data kvit og frit og betalte en stor engangserstatning.
Forliget indebar, at dokumenterne blev slettet – IBM
ønskede ikke offentlig indsigt i deres handlinger.
Ordretilbagegangen havde kortvarigt presset Control Data, men da
IBM’s maskine aldrig kom, vendte kunderne hurtigt tilbage, og
væksten fortsatte.
Internt efterlod konflikten et dybt indtryk. Mange i Control Data
mistede enhver respekt for IBM, som de nu betragtede som skrupelløse
og uærlige. Den holdning smittede også af på mig.
7

KAPITEL 1
BAG JERNTÆPPET
EN ANDEN VERDEN
Sommerfuglene flaksede i maven, allerede da flyet denne mandag
formiddag i september 1985 krydsede ind over Litauens kyst. Bortset
fra sommerturen til Jugoslavien i gymnasietiden i slutningen af
1960'erne var det min første tur ind bag jerntæppet. Men det var kun
en lille del af spændingen, der skyldtes udforskningen af et nyt land
og en anden kultur. De mange advarsler sad også i mit baghoved.
“Du vil være som en ensom, fuldfed, broget dansk malkeko, der
vralter henover Serengetisletten,” havde min ven Jesper sagt. “Hvis
ikke løverne får færten af dig, så gør leoparderne, hyænerne eller
krokodillerne.”
“Så slemt kan det vel heller ikke være,” havde jeg svaret ham.
“Det er værre, end du på nogen måde kan forestille dig,” havde
han sluttet.
VELKOMMEN TIL MOSKVA
Jeg sad ved vinduet på den direkte SAS-forbindelse fra København;
flyet var begyndt at sænke sig ned gennem de grå regnskyer. Udenfor
kom et fladt landskab til syne, der mindede mig om gamle avisklip og
9

grovkornede sort-hvide dokumentarfilm: tætte skove i mørke nuancer,
små klynger af skæve træhuse med bliktag og snirklede grusveje, der
snoede sig ud mod de få større asfalterede veje. Birketræerne stod tæt,
og deres blade havde netop påbegyndt det farveskift, som markerede
overgangen til efteråret. Gule og rustne nuancer blandede sig i trætoppene,
og disen hang lavt over markerne.
Da lufthavnen dukkede op under os, lignede den ikke nogen af de
internationale hubs, jeg var vant til. Terminalbygningerne så ud som
slidte fabriksanlæg – flade, uden reklamer, farveforladte. Det eneste
kulørte var Aeroflot-flyene på jorden, parkeret med næserne i samme
retning. Snavsede og med det blå og røde mærke med hammer og segl
på halerne.
Jeg lagde hånden på min attachémappe. Indeni lå mit pas med
behørigt visum til gentagne besøg samt brevet med Gorbachevs navn
på. Jeg skulle sælge amerikansk computerudstyr til Sovjetunionen –
utænkeligt blot få måneder tidligere. Men der var glasnost i luften. Og
jeg var blevet udvalgt som bindeled – fordi jeg kom fra Danmark, et
lille, beskedent land uden for meget ideologisk bagage.
Flyet ramte landingsbanen med et tungt bump, greb fat i jorden
under os og pressede mig frem i sædet. Udenfor piskede sprøjt op fra
hjulene, mens motorernes støj tog til.
“Velkommen til Moskva,” sagde stewardessen i højttaleren, da vi
var kommet ned i fart, og larmen var stilnet af. Hun fortalte om vejret,
som ville blive bedre op ad dagen, og tilføjede de sædvanlige anmodninger
om at blive siddende fastspændt og holde gangene fri for
håndbagage.
Jeg så igen ud ad vinduet, og mens vi nærmede os vores holdeplads,
tænkte jeg: Så er det altså her, det begynder.
PASKONTROLLEN
Sheremetyevo International Airport Terminal 2 var ikke kønnere
indvendigt end udvendigt. Det leverpostejsfarvede betongulv i den
kun fem år gamle bygning sugede energien ud af mig, mens jeg bevægede
mig frem mod paskontrollen. Terminalen var blevet opført til at
tage imod udenlandske gæster til den noget vingeskudte Olympiade i
Moskva i 1980, hvor 65 nationer, herunder USA, meldte afbud. Paskon-
10

trollen bestod af et antal kabiner opført som små isboder på tværs af
hallen. Man måtte stille sig i køen til den enkelte kabine og så håbe, at
den ikke gik i stå, eller at vagten lukkede og gik til pause.
Heldigvis var der kun de ankomne med SAS-flyet fra København i
ankomsthallen, og det tog blot et lille kvarter, før jeg stod over for en
betjent, der uden at kigge på mig klappede hånden på skranken. Jeg
lagde mit pas på disken, som jeg formodede, hans anvisning betød.
Herefter åbnede jeg brevet med anbefalingen fra Mikhail Gorbachev
og lagde det ved siden af med teksten op. Betjenten var tydeligt irriteret
over at se et stykke papir, der ikke var en del af standardproceduren,
men hans øjne fangede noget. Han tog brevet, læste det og
trykkede på en knap, der mindre end et minut senere fik en kontrollør
med lidt flere striber på skulderen til at dukke op.
“Velkommen til Moskva, hr. Bertelsen,” sagde hun på forståeligt
engelsk efter at have læst brevet. “Hvor længe forventer De at blive?”
“Til og med fredag den 6. september,” svarede jeg i overensstemmelse
med min plan.
Hun sagde noget på russisk til sin kollega, der straks gik i gang
med at stemple løs i mit pas.
“Vi håber, De får et behageligt ophold.” Hun foldede brevet pænt
sammen, lagde det ind i mit pas, returnerede det og tilføjede: “Følg
venligst med mig.”
Hun eskorterede mig ned i bagageankomsten, hvor vi sammen
ventede på, at min kuffert skulle dukke op. I mellemtiden fik hun
spurgt mig, om jeg havde været i Moskva før, hvordan jeg ville komme
ind til byen, og hvilket hotel jeg skulle bo på. Jeg opfattede det som
smalltalk og svarede pænt og uddybende.
Min kuffert kom, og hun fulgte mig ud til en tolder, der efter en
kort ordveksling viftede os videre.
Da vi havde fundet chaufføren med Mr. Bertelsen-skiltet, tog hun
fat i min arm.
“Hvis De får brug for assistance under Deres ophold, så tøv ikke
med at kontakte mig,” sagde hun og gav mig et visitkort.
“Mange tak,” svarede jeg. “Det skal jeg huske.”
Hun smilede, vendte sig om og gik tilbage.
Jeg var i vildrede med, hvad det her gik ud på. At en af mine
venner på Sovjetunionens ambassade i København havde haft en
11

finger med i spillet, syntes mest oplagt, men hvad omfattede begrebet
assistance? Var en fælde allerede under opsejling?
Jeg lagde visitkortet i lommen og vendte mig mod chaufføren.
“Henrik Bertelsen,” sagde jeg.
Han kiggede på et stykke papir og svarede med en tyk accent: “The
Little Mermaid.”
“Okay, lad os komme af sted,” svarede jeg og hankede op i min
kuffert.
Undervejs fiskede jeg visitkortet op af lommen igen. Det var på
engelsk. Ekaterina Kozhnikova, hed hun. Flot navn.
SPASIBO
Køreturen ind til Moskva, der fandt sted i et stort skrummel af en bil,
hvis mærke jeg ikke genkendte, afslørede ikke et smukt land. Vejen fra
lufthavnen var bred, men asfalten var slidt, og nogle steder stod der
store vandpytter i huller, hvis dybde øjensynligt var svære at vurdere,
for chaufføren kørte slalom for at undgå dem. På begge sider af vejen
var der græs og jord, som havde forvandlet sig til mudder i regnvejret.
Trafikken var moderat, og de fleste biler var gamle modeller —
Lada, Volga, Moskvitch. Mange kørte med slukkede lygter, selv i det
dårlige lys. Jeg så kun få lastbiler og næsten ingen taxaer. Bilerne var
generelt beskidte, med støv og opsprøjt blandet til en gråbrun hinde op
ad siderne.
Efterhånden dukkede flere huse op — boligblokke i beton, grå og
ensartede. Mange havde sprækkede facader, rustne altaner og vinduer,
hvor malingen skallede af. På en del gadehjørner stod der lange køer
foran, hvad jeg gættede, var små butikker. Jeg kunne ikke se, hvad de
solgte, men folk stod tålmodigt på række, regnen til trods. Der var igen
facadeskilt, blot en dør og måske et enkelt vindue med et svagt lys.
Da vi nærmede os den indre by, ændrede de mudrede vejsider sig
til fortove. Der kom mere format over bygningerne, men udover
samme kedelige grå farve havde de også smudsede og krakelerede
facader, og stort set alle vinduer trængte desperat til en gang maling.
Hist og her stod fodgængere langs vejen og viftede diskret med den
ene arm. Af og til stoppede en almindelig bil og samlede efter en kort
samtale vedkommende op eller kørte videre.
12

Uofficielle taxaer? tænkte jeg.
Inde i byen blev vejene bedre, og trafikken tættere. Husene her var
højere, ældre, og nogle havde ornamenter og gesimser, der trods
forfaldet vidnede om fordums pragt.
“Room?” spurgte chaufføren og tegnede i luften, da vi holdt foran
hotellet. Jeg gættede, det betød, at regningen på turen blev skrevet på
mit værelse.
“Da,” svarede jeg og gav ham en sammenfoldet femdollarseddel.
“Spasibo!” udbrød han begejstret. “Spasibo!”
Han sprang ud af bilen, fiskede min kuffert ud af bagagerummet og
bar den ind i receptionen.
Udover rejsechecks havde jeg taget nogle dollarsedler med, som jeg
tænkte kunne bruges til at smøre lidt hist og pist. Det gjorde man i
USA, så hvorfor ikke her. Det kunne man vel ikke blive sat i fængsel
for?
HOTEL NATIONAL
Da jeg åbnede døren til mit enkeltværelse, var det en suite. En stue og
et soveværelse endda med udsigt over Manezhnayapladsen med
Kreml på den anden side. Det var holdt op med at regne, og der kunne
anes blå himmel mellem skyerne, der tillod tynde solstråler at spejle
sig i vandpytterne.
Jeg stillede min kuffert på gulvet og gik tilbage til receptionen for at
sikre mig, at der ikke var sket en fejltagelse. Et enkeltværelse var dyrt
nok i forvejen, og en suite kunne på ingen måde retfærdiggøres.
“De er blevet opgraderet, hr. Bertelsen,” sagde receptionisten, som
havde tjekket mig ind. “Samme pris, mere komfort,” tilføjede hun.
“Tak,” kvitterede jeg med et smil og pegede på hendes navneskilt,
der var på russisk.
“Hvad står der?” spurgte jeg.
“Irina Dmitrieva,” svarede hun og kiggede selv ned på skiltet.
Jeg gentog navnet. Irina voldte ikke kvaler, men efternavnet gjorde,
så jeg måtte gentage det nogle gange, inden hun var tilfreds.
Irina emmede af naturlig autoritet bag sin receptionsskranke, som
om hun myndigt holdt hele hotellets rytme i sin hånd. Hun var
omkring 170 cm høj, med en rank og næsten asketisk slank figur, der
13

gav hende et diskret aristokratisk præg. Hendes mørke hår var klippet
kort i en praktisk, men stilsikker frisure, der fremhævede de høje
kindben og de mørke, levende øjne. Hun havde næsten ingen makeup
på, og hendes stemme var lav og blød, med en antydning af træt ironi,
som en der havde set det meste før, men stadig gad engagere sig – hvis
man altså gav hende en god grund.
Jeg kom i tanke om noget.
“Jeg skal have vekslet nogle amerikanske dollars til rubler. Er der
en bank i nærheden?”
“De kan veksle hos os,” svarede hun. “Kursen er den samme.”
“Tager I rejsechecks?” spurgte jeg.
“Naturligvis,” svarede hun.
Jeg skrev fire stykker på hver halvtreds dollars og skulle udfylde en
formular til transaktionen. Mens hun kiggede papiret igennem, sagde
hun afdæmpet og uden at kigge på mig: “Der er også andre måder at
veksle på." Hun rakte formularen tilbage og pegede på feltet, hvor jeg
skulle skrive under.
“Jeg ved det godt,” svarede jeg lige så diskret, mens jeg satte min
signatur i rubrikken ud for den velplejede og rødlakerede negl på
hendes pegefinger, “men jeg er på officielt besøg, så det er nok bedst at
køre efter reglerne.”
Jeg så ikke umiddelbart nogen fordel i at veksle sort. Mit firma
betalte alle mine udgifter, så hvad skulle motivet være?
Hun talte rublerne op foran mig. Jeg lagde dem ned i en rød nylonpung,
jeg havde medbragt til formålet, smilede til hende og sagde:
“Tak for hjælpen.”
“Undskyld, men forventer De at spise i en af vores restauranter i
aften?” spurgte hun.
Normalt spiste jeg aldrig på det hotel, hvor jeg boede, men her var
jeg i den grad på udebane, så måske det var en god idé. Mit ur viste
kvart over fire. Tidsforskellen på to timer havde gjort rejsen længere,
end den egentlig var. Jeg trængte til at få rørt mig.
“Ja, det tror jeg,” svarede jeg.
Hotellet havde to restauranter, og jeg bestilte bord på den mindst
fornemme klokken syv. Gik jeg tidligt i seng, kunne jeg løbe mig en tur
i morgen tidligt før morgenmaden.
14

LANGS FLODEN
Inden afrejsen havde jeg spekuleret en del over, hvilken påklædning
der passede til mit forehavende. Det forekom mig, at mørke jakkesæt,
hvide skjorter, diskrete slips og sorte sko var det sovjetiske systems
foretrukne uniform.
Da jeg startede som salgselev i den danske afdeling af det amerikanske
Control Data i januar 1980, havde jeg kun de jakkesæt i fløjl,
som Sammy, min kone, havde syet til mig. Der gik dog ikke lang tid,
før jeg fik købt bukser og jakker, der matchede, men det tog nogle år,
inden der kom rigtige jakkesæt i garderobeskabet. Min favorit var grå
bukser og blå blazer. Det var mindre stift end jakkesættet, og blazeren
kunne også bruges til beige bukser ved mindre formelle lejligheder.
Men så snart muligheden bød sig, trak jeg som nu i de slidte blå Levi’s
jeans, T-shirt, ruskindsjakke og mine Clarks ørkenstøvler. En type
fodtøj, der havde fulgt mig siden gymnasiet.
“Jeg har et møde på den amerikanske ambassade i morgen klokken
ti,” sagde jeg til Irina i receptionen, da jeg en halv time senere var på
vej ud. “Kan hotellets chauffør køre mig frem og tilbage?”
Egentlig ville jeg hellere gå derhen, men ambassaden lå 40 minutters
gang væk, hvilket var okay på udvejen, men kunne blive et
problem på tilbagevejen, hvor jeg havde et møde klokken et. Jeg kunne
også risikere, at det øsregnede, og så ville det måske være svært at få
fat på en taxa.
“Det skal jeg undersøge,” svarede hun og skrev en note. “Hvis
nogen skulle spørge efter Dem, hvornår må jeg så sige, at De er
tilbage?”
“Jeg går mig en tur,” svarede jeg, “og er nok væk en time til
halvanden.”
“God tur,” sagde hun smilende. Jeg nikkede og smilede tilbage.
Vejret var klaret op, og temperaturen havde sneget sig op over de 25
grader. Det klædte byen, der her i centrum trods alt var præget af imponerende
og historiske bygninger. Jeg skråede over Manezhnaya-pladsen
15

og kom ind på Den Røde Plads via porten under det historiske museum
med de små Kazankirker på hver side. Til højre bag den bastante granitbygning,
der rummede Lenins grav, løb Kremls høje mure. På hele den
østlige side af pladsen lå stormagasinet GUM, der med sin lange,
symmetriske facade i lysegrå granit og pudset mur, buede vinduer,
mange små tårne og takkede gesimser, havde et nærmest eventyrligt
præg. Bygningerne omkring pladsen var langt bedre vedligeholdt end
dem, der lå blot få hundrede meter væk. Jeg gik forbi Sankt Basil Katedralen
med de stribede og løgformede kupler og ned mod en park, der
stødte op til Moskva-floden. Skiltene var på russisk, hvilket gjorde det
vanskeligt at navigere, men med bykortet fra hotellet i hånden kunne
det ikke gå helt galt, når blot jeg holdt mig til floden.
Jeg valgte at gå til højre om Kreml, men efter cirka en kilometer
drejede jeg til venstre, krydsede floden via en af de mange broer og
derefter igen til venstre langs vandet i den modsatte retning. Jeg kunne
så krydse tilbage via en af broerne Ustyinskiy eller Moskvoretskiy.
Trafikken var behersket, selvom det vel måtte være ved den tid,
hvor folk skulle hjem fra arbejde. Der var ikke mange personbiler, og
også kun få taxaer i gaderne. Folk kørte åbenbart med bus eller metro.
Moskvas metro var nok med sine ni linjer den mest benyttede
transportform. Den skulle efter sigende være meget smuk og i sig selv
et besøg værd.
Måske skulle jeg tage metroen til ambassaden i morgen? tænkte jeg.
VEJVISEREN
En mand var kommet op på siden af mig bagfra og sagde noget til mig
på russisk.
“Undskyld,” svarede jeg på engelsk med en så neutral accent som
muligt. “Jeg er dansker og taler ikke russisk.”
Han var noget mindre og nok lidt ældre end mig, pæn i tøjet, havde
halvlangt mørkt hår og et veltrimmet overskæg. Med et smilende
ansigt og venlige blå øjne bag tykke glas i de metalindfattede briller
virkede han bestemt ikke skummel, og da der var mennesker både
foran og bagved, følte jeg mig ikke truet. Men briefingen hjemmefra
gjorde mig alligevel mistænksom.
“Ah, De er dansker,” sagde han på nydeligt engelsk og smilede.
16

Jeg nikkede og smilede tilbage.
“Vil De veksle dollars?” spurgte han.
“Jeg har lige vekslet på hotellet,” svarede jeg. “Jeg har ikke brug for
flere rubler.”
“Okay,” sagde han lidt skuffet og satte tempoet op.
“Lige et øjeblik,” sagde jeg efter en pludselig indskydelse. Han
satte farten ned, så vi igen fulgtes ad.
“Er De lokalkendt?” spurgte jeg.
“Ja?” svarede han, og jeg syntes at kunne spore en usikker tøven i
hans stemme.
“Ved De, hvor den amerikanske ambassade ligger?” spurgte jeg,
tog mit bykort frem og standsede, så han kunne se på det.
Hvis nogen holdt øje med os, ville det ikke virke påfaldende, at jeg
spurgte om vej. Var han selv ude på noget, kunne han vælge at spille
med, melde kulør eller finde en undskyldning for at skulle videre.
Han kiggede på kortet og pegede: “Den ligger der.”
“Jeg bor på Hotel National og har et møde på ambassaden i morgen
formiddag,” afslørede jeg og anede en reaktion i hans ansigt. “Kan De
forklare mig, hvordan jeg kommer derhen med metroen?”
“Hvorfor tager De ikke blot en taxa?” spurgte han.
“Fordi jeg godt kan lide at køre med offentlig transport,” svarede
jeg helt på linje med sandheden.
“De kan tage linje syv fra Stationen Kuznetskiy Most,” svarede han,
pegede på kortet og fortsatte. “Den ligger fem minutters gang fra
Deres hotel. Stiger De af her,” han pegede på et andet sted på kortet,
“på Barrikadnaya, er der kun ti minutters gang ned til ambassaden.”
“Hvordan køber man billetter?” spurgte jeg.
“Når De blot skal rejse et par stationer, er det nemmest at købe
poletter,” svarede han.
“Er der en metrostation i nærheden?” spurgte jeg.
“Ja,” svarede han. “Novokuznetskaya ligger ikke så langt herfra.”
“Er der forbindelse til Den Røde Plads derfra?” fortsatte jeg.
“Ja, næste station i nordgående retning er Teatralnaya,” han pegede
igen på kortet. “Det er lige ved siden af Deres hotel.”
Mens jeg studerede kortet og overvejede, hvordan jeg kom videre,
lagde manden sin hånd på min arm.
“Skal jeg hjælpe Dem med at købe poletter?” spurgte han.
17

Det ville være en lettelse at få det på plads nu. Jeg kunne næppe
heller forvente, at personalet på metrostationen forstod endsige talte
engelsk.
“Jeg kan følge Dem til metroen, hjælpe med at købe poletter og
køre med til den Røde Plads,” foreslog han.
Det var særdeles pænt af ham, men kunne jeg stole på, at der ikke
lå andre motiver end medmenneskelig venlighed bag?
“Det tager jeg gerne imod,” hørte jeg mig selv sige, inden jeg fik
tænkt det helt igennem.
“Jeg hedder Alexander,” sagde han og rakte hånden frem.
“Henrik,” svarede jeg og gav ham et fast håndtryk og konstaterede,
at vi allerede var på fornavn.
MUSIKSMAG
“Vi skal fortsætte langs floden og så til højre derhenne.” Han pegede
på en imponerende bygning, der viste sig at være Hotel Bucharest.
Hotellet, opført i klassisk stalinistisk stil, var solidt og tungt i
udtrykket – med pudsede facader, enkle dekorationer og en vis monumental
symmetri. Den var ikke prangende, men signalerede orden,
funktion og tilstedeværelse. Uden for hovedindgangen stod en portier
i mørk uniform og vippede frem og tilbage på fødderne.
“Her bor primært besøgende fra de andre østlande,” forklarede
Alexander, som om han havde læst mine tanker. “De sælger aldrig
dollars.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
“Yderligere ti minutter, så er vi der,” forklarede Alexander, efter vi
havde gået lidt uden at sige noget.
“Hvor har du lært dit engelsk?” spurgte jeg.
“Jeg underviser i engelsk på Lomonosov Universitet,” svarede han.
“Har du været på studieophold i udlandet?” Jeg havde svært ved at
forestille mig et så godt engelsk som hans, hvis han ikke havde været
eksponeret for sproget i længere perioder.
“Ja, jeg har været i Storbritannien og i Australien,” svarede han.
“Må jeg være så fri at spørge, hvorfor du ønsker at veksle til
dollars?” spurgte jeg nysgerrigt.
“Du kan næppe forestille dig det,” svarede han, “men uden dollars
18

kan jeg ikke købe cowboybukser eller kassettebånd med min
yndlingsmusik.”
“Hvilken musik er det?” spurgte jeg.
“Det er Rolling Stones, Bee Gees, David Bowie, John Lennon,
Eagles, Prince,” svarede han. “Også ældre bands som The Beatles,
Kinks og The Animals.”
“Kan man ikke købe den slags musik her?” Jeg havde hørt om
restriktioner, men var ikke helt sikker på, hvordan det egentlig stod til.
“Ikke officielt,” svarede han.
Da vi drejede væk fra floden og ind i de mindre gader, dukkede
køerne foran forretningerne igen op.
“Hvorfor står folk i kø?” spurgte jeg og pegede på en kødrand af
mennesker på den anden side af gaden.
“Rygterne om, hvilke forretninger der har hvilke varer, spreder sig
hurtigt, og så stimler folk sammen,” svarede han.
“Hvad sælger de så derovre?” spurgte jeg og nikkede diskret over
mod køen.
“De sælger grøntsager,” svarede han efter at have betragtet forretningen
lidt.
“Hvordan kan du se det?” spurgte jeg, for det var ikke umiddelbart
synligt, hvad de solgte.
“Det kan jeg se af de poser, som folk kommer ud med,” svarede
han.
“På en dag som denne ville en grønthandler i Danmark have
udstillet de fleste af sine varer uden for forretningen, så folk kunne se
dem,” sagde jeg.
“Jeg har set grønthandlere i Vesten,” svarede Alexander. “Det ville
aldrig gå her.”
“Hvorfor ikke?” spurgte jeg.
“Af to grunde,” svarede Alexander lavmælt. “Den første er, at de
ikke har så mange varer at udstille.”
Efter en lille pause tilføjede han: “Den anden er, at de ville blive
stjålet.”
19

METROEN
Vi var nået frem til metrostationen.
“En enkeltbillet koster 42 kopecks,” forklarede han, da vi stod foran
billetlugen. “Et dagskort koster 2,65 rubler, og et kort til tre dage 5
rubler. Hvad skal jeg købe?”
Jeg tog min pung frem, fiskede en tidollarseddel op og bad ham
købe et kort til tre dage.
“Pengene passer,” sagde jeg.
Jeg skimtede overraskelsen i hans øjne, men han byttede hurtigt
sedlen om med rubler, inden han købte billetten. En bevægelse i
udkanten af mit synsfelt fangede min opmærksomhed, men da jeg
vendte mig rundt, var det blot en turist, der fotograferede metrostationens
udsmykning.
Vi krydsede Moskvafloden i nordgående retning og kunne få
minutter senere stige af på Teatralnaya. Jeg blev stående på stationen
og betragtede det imponerende bygningsværk. På trods af det sene
tidspunkt på dagen var der rent og pænt. Ingen graffiti nogen steder.
Selve togvognene havde været pæne og velholdte.
“Linjen her er den tredje,” forklarede Alexander. “Den åbnede i
1938.”
Jeg så for mit indre øje Nørreport Station og tænkte, at vi altså godt
kunne lære et eller andet her. Stationen bar ikke præg af at være
næsten 50 år gammel.
Da vi kom op på gadeplan, rejste Bolsjojteatrets brede facade af
sandfarvede sten sig majestætisk for enden af pladsen. Teatret var lidt
slidt af tidens tand, men bar med sine høje, korintiske søjler og trekantgavlen
med Apollon på sin stridsvogn i midten sin storhed med
værdighed – et ikon for russisk kultur, som Sovjetunionens magtcentrum
havde arvet. På venstre side lå Hotel Metropol, hvilket betød, at
Hotel National, hvor jeg boede, lå lige på den anden side af gaden.
Metroturen havde været problemfri, og jeg vidste nu, hvordan det
virkede.
“Har du planer for i aften?” spurgte jeg.
“Nej,” svarede han igen lidt tøvende.
“Må jeg invitere dig på aftensmad?” spurgte jeg og tilføjede: “Jeg
20

har bestilt bord på hotellet, og jeg er sikker på, at de nok kan finde
plads til en kuvert mere.”
“På hotellet?” spurgte han.
“Jeg forestiller mig ikke, at vi skal udveksle statshemmeligheder,
men hvis du har et andet forslag, er jeg lydhør,” svarede jeg.
“Nej, dit hotel har en fin restaurant,” svarede han. “Ellers kan vi
tage en af restauranterne på Hotel Intourist, der ligger lige ved siden af
og hører sammen med dit hotel.”
Vi gik ind i receptionen, hvor jeg fik forklaret Irina, at jeg havde
mødt en gammel bekendt, og at vi gerne ville spise på en af restauranterne
på Intourist. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte, men Alexander foreslog,
at vi tog en drink i baren, inden vi spiste.
“Åh, forresten,” sagde jeg og vendte mig om mod Irina. “Hvordan
bliver vejret i morgen?”
“Det skulle blive solskin hele dagen,” svarede hun.
“Det lyder dejligt,” sagde jeg. “Så tager jeg metroen til den amerikanske
ambassade.”
“Altså ingen bil?” konstaterede hun.
“Nej,” svarede jeg og tilføjede: “Jeg har lige kørt med metroen og er
allerede en stor fan.”
“Ja, der er nogle ting, vi kommunister godt kan finde ud af,”
svarede hun og grinede.
Det var ikke første gang, jeg hørte en russer være sarkastisk over
deres eget system. Sovjetunionens ambassadør i København, som
havde hjulpet mig med at forberede besøget i Moskva, havde gjort det
samme. Irina var vel også vant til at håndtere udenlandske besøgende
og vidste, hvordan mange af dem tænkte.
“Kan jeg låne en telefon?” spurgte Alexander.
Irina pegede over mod trappen ned til toiletterne og sagde noget til
ham på russisk.
“Jeg skal lige op på mit værelse,” sagde jeg. “Vi kan mødes i
baren.”
21

søsterselskaber. Når han fandt en erstatning, skulle jeg nok hjælpe med
en briefing, også selvom jeg havde skiftet job. Indtil det skete, ville jeg
holde kontakten, og han så gerne, at jeg blev de to måneder ud.
FIASKO
Jeg flyttede ud af mit lille kontor og op på direktionsgangen for at
passe chefjobbet i afdelingen for de store kunder. Det var ikke nogen
succes. Mit engagement kunne ligge på et lille sted, og jeg syntes, det
var svært at deltage i beslutninger, hvis betydning først ville vise sig,
når jeg var væk. Frank Lassen skældte mig ud for bare at slippe
tøjlerne, og jeg havde svært ved andet end at give ham ret.
PROJEKTSTOP
Hvis mistilliden mellem Sovjetunionen og USA fra starten havde truet
Glasnost-projektet, så forbedrede Tjernobyl-uheldet ikke situationen.
De sovjetiske myndigheder var meget fåmælte om katastrofen, men da
man i dette tilfælde kunne måle effekten af det radioaktive nedfald
andre steder i Europa, kunne de ikke i længden skjule dens omfang.
På det punkt fik Chuck altså ret.
Det forbavsede sundhedsmyndighederne i Vesten, at russerne på
trods af den voldsomt øgede radioaktivitet i luften alligevel havde
gennemført alle udendørsaktiviteterne den første maj.
Endda i Kiev.
Mere end et år efter annonceringen var Glasnost tydeligvis stadig
uden rødder i det sovjetiske samfund.
Nogle uger senere ringede Tatiana, der fra Andriy havde fået oplyst,
at alle planer var sat i bero. Omkostningerne til at få styr på Tjernobyl-katastrofen
var gigantiske, og ressourcer til den aktivitet havde
højeste prioritet. Det gik i første omgang ud over alle andre byggeprojekter,
men atomkraftens fremtid i Sovjetunionen ville skulle
gennem samme revidering, som man i USA havde været efter
Tremileøen. Også Sergey Vasilyev kunne berette, at alt var sat i bero,
332

og at computersælgernes belejring af Moskva tilsyneladende var
forbi.
Jeg aftalte med Tatiana, at samarbejdet stoppede med udgangen af
maj 1986, og at hun skulle sende mig en opgørelse over omkostninger,
som endnu ikke var refunderet. Jeg kunne høre på hendes stemme, at
hun var slemt desillusioneret, og jeg forsøgte at opmuntre hende med
de samme argumenter, hun havde brugt over for mig. Der er meget her
i tilværelsen, der ikke lykkes, men oplevelserne og erfaringerne kan
man tage med sig. Man skal altid glæde sig over at være blevet
klogere.
Hun tøede lidt op, men jeg kunne ikke bortforklare, at den optimisme,
projektet havde skabt, nu lå i stumper og stykker. For ikke at
tale om den kæmpe gevinst, hun var stillet i udsigt.
For god ordens skyld ringede jeg til Lev Mendelevitj, der var høflig
nok til at takke for det glimrende samarbejde, vi havde haft. Han
beklagede, at projektet var gået i vasken, men sådan lå landet nu
engang, og det måtte vi leve med.
Også Oleg Makarov havde set skriften på væggen og slukøret
affundet sig med, at alt var frosset. Selv uden at nævne det direkte, så
forstod jeg, at de lange russiske arme og den elefantagtige hukommelse
ikke længere havde noget på mig.
Dermed blev Glasnost-projektet et af de mange ofre for Tjernobylkatastrofen,
som rakte langt ud over de sjusket designede reaktorer.
SAMVITTIGHEDEN
Lettelsen over at slippe for at skulle trække en halv million dollars ud
af Control Datas regnskab og få dem smuglet ind i østblokken i
kontanter oversteg klart min ærgrelse over, at projektet gik i vasken. At
jeg overhovedet havde været parat til at påtage mig opgaven, overraskede
mig. Det var forkert på alle måder, men jeg havde alligevel skabt
en fortælling, der retfærdiggjorde det for mig selv.
Om det lykkedes Irina at komme ud via CIA, eller om hun affandt
sig med sin skæbne, vidste jeg ikke. Jesper ville ikke røre ved sagen, og
Marzia påstod fortsat, at hun ikke kendte noget til det. Barbara kunne
jeg ikke få fat på. Hun ringede aldrig tilbage.
Hvis Irina havde villet, kunne hun have kontaktet mig. Hun arbej-
333

dede trods alt i Intourist og havde adgang til både telefoner og telefax.
Men det gjorde hun aldrig, så jeg lod emnet dø.
Midt i maj tog jeg en snak med Karsten, og vi blev enige om, at jeg
kunne fratræde med udgangen af måneden. Fredag den 31. maj
klokken tre var der en lille afskedsreception på direktionsgangen, og
klokken fem bar jeg mine sidste personlige ejendele ned i bilen, der
holdt i kælderen på den plads, hvor mit navn stod på et lille skilt på
væggen. Jeg startede motoren og kørte op ad rampen til Skelbækgade,
mens jeg tænkte, at på mandag ville skiltet blive taget ned, og inden
længe ville et nyt med et andet navn blive sat op.
Det var vel et meget godt billede på tilværelsen. Det, du ser på
forsiden, kan se helt anderledes ud på bagsiden, og stikker du en
finger i et glas vand, efterlades der ikke et hul, når du tager den op
igen.
334

TAK FOR HJÆLPEN
Tak til The Charles Babbage Institute i Minneapolis for at åbne deres
omfattende arkiver med dokumenter fra Control Data Corporation.
Også tak til Finn Larsen og Bent Bagger, der begge startede deres
karriere i Regnecentralen og senere fulgte med til Control Data. Jens
Bramsted, der var min chef i Control Data, har lagt krop til figuren Jan
Bertram, mens Finn Larsen står bag figuren Frank Lassen, der er
Henrik Bertelsens protegé. De har alle tre delt gavmildt ud af deres
hukommelse og dermed bidraget til beskrivelsen af Control Datas
etablering i Danmark. Forholdene omkring Regnecentralen og Datacentralen
er udover oplysninger fra personlige interviews bygget på
bogen Niels Ivar Bech - en epoke i edb-udviklingen i Danmark fra 1976,
samt et notat fra 1978 skrevet af professor Svend Bundgaard fra
Aarhus Universitet.
Beskrivelsen af forholdene i Sovjetunionen i den periode, som
bogen omhandler, er primært baseret på William Taubman’s Gorbachev
biografi (Gorbachev: His Life and Times) og Revolutionay Russia,
1891-1991 af Orlando Giges. Beskrivelsen af ulykken på Tjernobylværket
hviler i vid udstrækning på Serhii Plokhy’s fænomenale værk
Chernobyl, The History of a Nuclear Catastrophy.
Jes Tellefsen, der i bogen har givet inspiration til figuren Jesper
Trolle, har også bidraget med værdifulde input om forholdene i Sovjetunionen
i 1980’erne.
Det første manuskriptudkast er blevet grunding kommenteret af
Ole Møller Jensen, Fritjof Lind, Esben Stubager og min hustru, Sue
Bech. Alle har bidraget med konstruktiv kritik og bevirket adskillige
omskrivninger. Jeg skylder jer alle en stor tak for den tid, energi og
entusiasme, I har lagt i projektet.

Emma Crabtree har bistået med research, der skulle sikre, at Henrik
Bertelsen ikke spiste på restauranter, fløj med fly eller kørte med
metrolinjer, som ikke fandtes i den periode, som fortællingen dækker.

AF SAMME FORFATTER
Management Consulting Essentials (2013)
Building Successful Partner Channels (2015)
Fra Damgaard til Microsoft (2017)
5,460 Miles from Silicon Valley (2018)
Going Global on a Shoestring (2020)
Balladen i Mekka (2023)
Tumult in Mecca (2024)
Skrive dig op her:
https://subscribepage.io/boox
hvis du vil have besked om nye bøger af forfatteren.