Prædiken sidste søndag i kirkeåret 2025

Prædiken sidste søndag i kirkeåret (2025)
Af Anders Carlsson, præst ved Vejstrup Valgmenighed
Vi har endnu en gang lige bekendt os til forestillingen om, at vi kommer til at
stå til regnskab. Ja, vi tror på dommen på den yderste dag – hvad det så end
betyder. Søndag efter søndag bekender vi os til en dømmende Gud. Vi
bekender os til himmelens og jordens skaber og til Jesus Kristus, Guds Søn
…, som skal komme for ”at dømme levende og døde”.
Vi kunne lige så godt sige, at dét at have en Gud er at vedkende sig sit
ansvar. Tro er at vedkende sig ansvaret for sit liv. Det er ikke lige meget, hvad
vi gør med det. Eller sagt med digteren Ole Sarvig: Tro er at være grebet af
livsgåden.
Tro er at være grebet. Tro er at reagere, når livet griber fat i os. Og når vi så
bekender os til Jesus Kristus, ”dommer over levende og døde”, finder dén
bekendelse sin klangbund i, at Jesus ikke giver det meningsløse mening –
men han giver det betydning. Og derfor er det aldrig ligegyldigt og lige meget,
hvad vi gør. Aldrig. Det har altid vigtighed, værd og betydning, hvad vi gør.
Så igen: Tro er at vedkende sig, at ens eget liv har betydning – og at ens
medmenneskes liv har betydning – og at den natur, vi er indfældede i – at alt
dét har betydning. At tro er at vedgå sit ansvar for alt dét – for sig selv, for sit
medmenneske, for naturen. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi gør med
det. Og da livet ikke er noget, som vi har fået hver for sig – men noget, som vi
har fået sammen med slægt og venner og fjender, ja så behøver vi ikke
hverken læse bøger eller meditere eller lytte til alle mulige mentorer, guruer
eller livsstilsguider for at finde ud af, hvad der kræves af os. Med deres blotte
tilstedeværelse repræsenterer vores medmenneske selve kravet på vores
kærlighed og opmærksomhed. ”Du skal elske din næste som dig selv”, som
det hedder i et bud, der for Jesus ikke er et spørgsmål om gengældelse a la
”Du skal elske din næste, for på den måde får du mest mulig kærlighed
tilbage” - men en tillid til, at vi godt ved, hvad vi skal gøre, når vi står med et
andet menneskes skæbne i vores hænder – en tillid om så at bruge vores
medfølelse og indlevelse og fantasi.

For den, der på den måde vedgår sig sit ansvar, er dommen ikke bare en
selvfølge – men også en befrielse.
Det er en absurd forestilling, at vores liv skal have et mål og en retning, der
aldrig skal bedømmes. Lykkedes det for os at finde medmennesket i den
retning, vi tog i vores liv – eller lykkedes det ikke at forfølge det mål ”at
elske”? Den, der i ”en af disse (altså Kristi) mindre brødre kender kravet til
gæstfrihed, hjælpsomhed, omsorg og medfølelse, ja han eller hun har et
berettiget krav på at blive dømt på sine gerninger. Gav vi så den sultne at
spise – gav vi så den tørstige at drikke – tog vi imod den fremmede –
sørgede vi for tøj og medicin?
Og svaret er selvfølgelig, at det gjorde vi – og at det gjorde vi ikke. Svaret er
selvfølgelig, at vi levede op til kravet og at vi ikke gjorde det – og svaret er
selvfølgelig, at det gik godt og at det gik skævt.
Og hvis vi ikke har noget sprog at udtrykke dén erfaring i, ja så hænger det
sikkert sammen med, at vi lige netop har glemt sproget om dom. Kristen dom.
Jeg tror ikke, at der findes noget i vores troslære, som er mere misforstået
end talen om dommen over ”levende og døde”. For er det ikke sådan, at lige
nøjagtigt her viser kirken sig fra sin mest intolerante og repressive side, for nu
at bruge et udtryk, som vi hurtigt lærte, når vi havde betrådt universitetets
lærde gulve? Og misforståelsen er da også nærliggende og meget forståelig,
når kirken og kirkens folk opkaster sig selv til dommere.
Jo, lysten til at hjælpe Vor Herre med at dømme er åbenbart så fristende og
forførende, at Vor Herre netop har henvist os til den daglige bøn om ikke at
blive ledt i fristelse… Led os ikke ind i den fristelse, det altid er at dømme
hinanden...
Men hvis vi bare husker hinanden på, at det er Kristus, der dømmer, så er
troen på dommen en sand befrielse. Stillet for hans domstol kan vi nemlig
vedgå os det ansvar, som vi svigtede – og takke for det, der trods alt
lykkedes. Begge dele. På den måde kan vi vedgå vores dobbeltnatur.
Jeg synes for det meste, at vi er alt for rettroende lutheranere her til lands –
men midt i en kultur, der er holdt op helt med at dømme for i stedet for at
evaluere sig selv og hinanden, ja, midt i den kultur er der noget nøgternt og
virkelighedsnært over billedet af Kristus som dommer over levende og døde.

Det er åbenbart sådan, at vi forestiller os, at det er mere barmhjertigt at blive
evalueret end at blive dømt.
Men ved en eksamen eller en dom er det på den anden side sådan, at vi får
afregnet, så det er til at forstå – og så det er til at gøre noget ved.
Evalueringer og andre vurderinger bliver vi derimod hverken rigtig glade for –
eller kede af. De bekræfter os højst i vores forestilling om, at det kunne være
bedre. Og her berører vi så kun lige noget, som er endnu en hel prædiken
værd: nemlig den opvoksende generations udfordring med at leve i en
anerkendelseskultur og mange unge menneskers problemer med at føle sig
utilstrækkelige – hvor en ung pige engang på et stykke papir, der hang lige
over hendes computer havde skrevet: ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke
godt nok...”. En senmoderne måde at udtrykke vores forestillinger om, at det
altid kunne være bedre…. – og hvem andre er så vores dommer end os selv?
Lad mig her kort strejfe et lille intermezzo: for helt i modsætning til vores
senmoderne forestillinger hedder det frejdigt i et af de reformatoriske
hovedskrifter – den såkaldt Augsburgske bekendelse -, at ”Kristus vil komme
til syne ved verdens afslutning for at dømme og han vil opvække alle de
døde. De fromme udvalgte vil han give evigt liv og uophørlig glæde – men de
ugudelige mennesker og djævlene vil han fordømme til at pines uden ende...”
Vi kan ikke tage middelalderens nok så frejdige forestillinger om himmel og
helvede til os. Den tids verdensbillede er trods alt for fremmed for os. Men
pointen - pointen holder: Det er Kristus, der er dommer. Altså dommer – og
ikke bare bedømmer. Og reformatorerne skriver så det, de gør i den
Augsburgske bekendelse, for at ”sætte de borgerlige ting” i det rigtige
perspektiv, som det hedder. For artiklen om dommen står klos op ad artiklen
om de borgerlige ordninger, som er ”Guds gode gerninger, hvorfor det er
kristne tilladt at beklæde øvrighedsstillinger, være dommere, pådømme sager
efter kejserlige eller andre gældende love, fastsætte straffe efter retten, føre
retfærdige krige, gøre krigstjeneste, indgå handler på lovlig vis, have
ejendom, aflægge ed på øvrighedens forlangende og tage hustru og mand til
ægte.”
Og hvis vi så tænker: ja, selvfølgelig, hvad ellers? - og når de såkaldt
”borgerlige ting” er blevet så selvfølgelige for os at deltage i – ja, så hænger

det lige netop sammen med reformatorernes skelnen mellem den dom, vi
skal fælde – og den dom, vi skal afstå fra at fælde.
Med reformatorerne bliver tro forstået som troskab i både borgerlige og
åndelige spørgsmål. Og i den Augsburgske bekendelse finder det så sit
skarpeste udtryk i en fordømmelse af ”dem, som ikke sætter den evangeliske
fuldkommenhed i gudsfrygt og tro, men i at forlade de borgerlige pligter.”
Tro er at være tro mod både mennesker og Gud.
Som det også hedder i bekendelsen: ”Evangeliet….. opløser ikke samfundet
og familien, men forlanger i høj grad at bevare dem som Guds ordninger og
at øve kærlighed i sådanne ordninger.”
Og her kunne vi så passende opsummere det Augsburgske intermezzo i
dagens prædiken: Tro er at have et ansvar.
Tro er at have et ansvar. Vi kunne også med reformatorerne sige, at tro er at
være tro mod samfund, menneskelige relationer og Gud. Og når vi vedgår os
vores ansvar, så kender vi også kravet til vores omsorg og medfølelse og
forestillingsevne, så vi kan leve os ind i andres behov for at komme dem i
møde. Og det, som det så på den måde bliver til, skal vi dømmes på. Men tro
er også som troskab at overlade dommen til Vor Herre.
Hvis vi skal være vore egne og hinandens dommere, når det i yderste instans
gælder ansvaret for det liv og de talenter, som vi har fået til opgave at
forvalte, ja så bliver det sikkert ikke til andet end endnu en evaluering, som vi
så kan bestyrke opfattelsen af vores egen middelmådighed med.
Til karakteristik af evangelisk-lutherske kristne er det blevet sagt, at når vi
skal være ærlige … så bliver vi kede af det. Og det er godt set – og det er
godt sagt. For hvad er der tilbage at glæde sig over, hvis vi mangler ord for
den erfaring, at vi svigtede vores ansvar og vores forpligtelser – men at det jo
også lykkedes for os at leve op til dem? Hvis det hele skal måles på hinanden
i håbet om, at det går ”O P op” i sidste ende, ja, så bliver det til sådan en pæn
middelkarakter – og med pil opad for ikke at tage modet helt fra os…
Nej. Vi blev hinanden meget skyldige – og vi blev hinanden til trøst og
opmuntring. Vi begrænsede hinandens livsudfoldelse – og vi berigede

hinandens liv. Og lige her er det så, at det går galt for os, når vi vil pinde ud,
hvad det så præcist var, der gik godt – og især præcist, hvad der gik galt.
Men det ved vi godt – det ved hver eneste af os godt. Og vi ved det med en
langt større præcision, end nogen evaluering nogensinde vil kunne indfange.
Og den evangeliske og befriende pointe er, at det behøver vi slet ikke at
pinde ud. Vi kan nøjes med at bekende det overfor den Herre og frelser, som
engang ”kommer i sin herlighed for sammen med englene at tage sæde på
tronen”, for nu at bruge et udtryk, som vi mangler ord til at kunne oversætte
og gøre til vores. Men pointen er det, der står tilbage: for han holder nemlig
allerede nu dom over vores liv.
Det blev ikke til det, som det skulle. I det hele taget blev vi ikke til det, som
Gud havde forestillet sig. Det blev til noget andet – til stor gåde for os selv.
Og nogen gange kan vi måske med en af Storm P.s figurer have lyst til at få
næsten helt ondt af os selv og sukke, at ”Det er svært at være menneske”. I
dag bliver vi endnu en gang løftet ud af dén selvmedlidenhed og selvkredsen
med en bemærkning fra Gud, som kunne være identiske med det svar, som
Storm P.-figuren fik, da han sagde ”Det er svært at være menneske.”
”Ja, men prøv alligevel – prøv alligevel...”
Så igen: Det blev ikke til det, som det skulle. I det hele taget blev vi ikke til
det, som Gud havde forestillet sig.
Evangeliet om Jesus Kristus er så i sin enkelhed løftet om, at den skabende,
opretholdende og dømmende Gud valgte forholdet til os frem for forestillingen
om, hvad det kunne være blevet til.
I Kristus bliver vi ikke bedømt for det ene eller det andet. Vi bliver dømt og
vist nåde, som det hedder.
Det kan være svært at forbinde noget som helst med forestillingen om Kristi
genkomst – men selv ufølsomme kan nok mærke, at der på den måde bliver
holdt dom over os dagligt.
Og det er ikke u-evangelisk at tage forskud på glæden over, at det er Kristus,
der er dagligdagens dommer – og at det er os, der er dømte og netop derfor
sat fri.