DET KIRKELIGE... - Christianskirken

34
TEMA SIDEN
KIRKEHILSEN | jan | feb | mar | 2012
af Ellen M. Lund, præstekone v. Christianskirken 1956-61
En ny begyndelse – fuld af overraskelser.
Vi landede i Tempelhof Lufthavn i slutningen af november 1956 – vi var
Ove og mig, begge 31 år, Hans på 6, Trine på 3 og vi ventede barn nr. 3 ca.
½ år senere. Kirketjener Herbert Rasmussen tog imod os i den grå, store
bygning, der rummede kirkerummet, et bibliotek, en kirketjenerbolig og
øverst oppe en ret stor præstebolig.
Foran var ryddet en indkørsel med et kastanjetræ, ellers var der ruindynger
overgroet med græs og bynke, samt det halve af en boligblok.
Langs gaden ”Stresemannstrasse” var der små forretningsskure, bygget
halvvejs ind i ruindyngerne.
Det var en onsdag, og allerede den følgende søndag var indsættelsen med
efterfølgende kaffebord, hvortil der var indbudt hen ved 30 mennesker.
Jeg havde troet, det var folk fra menigheden, så vi kunne have lært dem lidt
at kende, men bortset fra menighedsrådet var det nu alle mulige andre,
lige fra den danske ambassadør med frue, DKU´s formand fra København
til forskellige tyske præstepar og øvrighedspersoner. Det var lykkedes os
at få de 3 store stuer til at se ret velordnede ud på de 3 dage, og jeg havde
hjemmefra medbragt kage til kaffebordet, så det så rimeligt ud.
Jeg havde i Viborg Katedralskole haft den i det meste af Jylland frygtede
tysklærerinde, fru Wiese, i dette under krigen ikke særligt elskede fag,
så det skulle nok gå. Men livet er jo fuldt af overraskelser – og der er en
hel del, man ikke lærer i gymnasiet. Hvem har f.eks. tænkt på, at vi i Danmark
har en særlig stil over et kaffebord: kager bliver sendt rundt i en
bestemt rækkefølge – og at det i det hele taget bliver sendt rundt, og alle
sørger for, at sidemanden også får – selvfølgeligt – men det var altså ikke
selvfølgeligt her – og ret katastrofalt, da bordet med de 30 personer fyldte
hele stuen, så jeg ikke kunne komme rundt og sørge for noget. Jeg startede
med at række fadet med hjemmebagt kringle til den søde, gamle, tyske
præstekone, der sad ved mit hjørne. Hun sendte mig et elskeligt smil, tog
et stykke, satte fadet og gav sin mand et stykke, tog så en stor skefuld
flødeskum af den æblekage, der uheldigvis befandt sig ud for hende. Hun
opdagede ikke, at der var noget nedenunder, sendte mig nok et elskeligt
smil og klaskede en ny skefuld flødeskum ned på ægtemandens kage.
Hvordan i al verden får man sagt til den søde gamle dame, at det er helt
forkert – og hvad med skålene med min gode danske æblekage, hvis de
alle gjorde sådan? Heldigvis sad ambassadørfruen og Ove næstefter, de
fik skubbet skålen ind på bordet. Jeg kastede et opgivende blik ud over det
før så pæne kaffebord – alle sad og guflede i sig af det, der stod nærmest,
ingen syntes at sende noget videre! Jeg opgav og tænkte, at så måtte de
også selv om det og gik ud i køkkenet efter mere kaffe.
En dag havde vi et par tyskere til middag, og der opstod et nyt problem,
som den ufejlbarlige fru Wiese heller ikke havde sagt noget om. Kød, kartofler
m.m. var budt rundt – hvorfor begyndte de ikke at spise? Jeg kunne
da se, at de havde både kniv og gaffel. Det viste sig, at husmoderen skal
sætte sig, tage sin kniv og gaffel og sige: ”Guten Appetit!” og selv tage en
mundfuld. Så kommer der gang i sagerne, og hun kan roligt gå ud og fylde
fadene. ”Hvad er det, børnene siger?” spurgte gæsterne, når børnene efter
måltidet sagde noget til os. ”De siger tak for mad”, sagde vi. Det syntes de
faktisk var en køn skik.
”Ich lasse mich überraschen!” sagde vor tyske veninde tit. Det kom man
også ofte til at gøre som ny præstefamilie. Hans så på mig med store øjne,
da Rasmussen sagde: ”Jeg skal nok komme og slå søm i ”vandet”, De skal
bare sige til.” Han havde boet i Ringkøbing de første 9 år, var derefter flyttet
til København – hans sprog var blevet ødelagt, men det gav os nogle
fornøjelige sætninger: En dag ville bilen ikke synde mere, men efter rensning
af tændrørene så syndede den igen. Og støj i tomgangen hed i flere år
”Gerøjs i Leerløvet.”
Men folk, der var vokset op med en dansk dialekt, bevarede deres modersmål
helt rent. Især det sønderjyske var uforfalsket, og det hørte vi tit, for
mange af de gamle enker kom jo fra Sønderjylland fra dengang inden 1920,
da det hørte under Tyskland.
Det var så uforfalsket, at vor daværende ”unge pige”, en nysproglig student
fra Randers, engang spurgte mig, da vi kom ud i køkkenet for at hente desserten:
”Hvad er det for et sprog, den dame taler? Jamen det er da dansk,”
udbrød jeg forbavset – og undrede mig over, at afstanden fra Haderslev til
Randers var så stor.
Men efterhånden lærte vi dem jo at kende, fandt ud af deres forhold, når
vi besøgte dem rundt om i den store, krigshærgede by, de fleste i de små,
mørke, aflange berlinerstuer, nogle i anden eller tredje baggård, nogle anbragt
som ”Untermieter” hos fremmede folk.
Men om søndagen kl. 14.30 kom de til kirken, nogle rejsende helt ude fra
oplandet. Ved kaffebordene i vor spisestue blev kopperne rakt frem mod
kanden, og vi blev klar over, at kagen her gjorde det ud for et af dagens
måltider.
Alle disse omtumlede skæbner, der var landet her, de blev efterhånden til
mennesker, vi aldrig kan glemme, mange blev vore venner. Men i kirkerummet
her, midt i ruindyngerne, var der et fællesskab om det, der kunne bære
igennem deres barske virkelighed. Altertavlen med Faderen, der tager
imod den hjemvendte søn, er heldigvis nu med i den nye kirke. Den venstre
sidetavle er næsten som et motto for DSUK:
”Og mens han endnu var langt borte, så hans Far ham.”