Tegnelærer Ejvind Madsen i midten med Jørgen Hinke og Horst. De ...

Når de unge lejede et værelse, var der meget sjældent badeværelse i huset, de unge
måtte hente en kande vand i køkkenet og vaske sig i servantefadet på værelse. Det
var besværligt, men man kendte ikke til andet.
De unge havde et værelse, hvor de både sov og studerede. Maden fik de gerne på et
pensionat.
Horst på sit værelse - Horst og Birthe - Horst med blød hat, stor overfrakke og pibe.
Tegnelærer Ejvind Madsen i midten med Jørgen Hinke og Horst. De fleste unge
mænd gik i islændersweatre og knickers og havde gerne med en pibe i munden.
Horst arbejder i sløjdsalen.

Karnevalerne Karnevalerne på på seminariet
seminariet
Hvert år blev der holdt et stort karneval på seminariet, hvor alle eleverne og
lærerne kom klædt ud til ukendelighed. Mor var altid primus motor, når vi
skulle finde på udklædninger.
Et år var jeg stenalderpige, jeg var hyldet i et par lammeskind, havde en sten
med et hul i lædersnøre om halsen og en lang uglet paryk.
Næste år var jeg en indisk pige. Mor havde syet en grøn nederdel med store
applikerede røde elefanter overbroderet med pailletter og perler, overdelen var i
sort georgette med guldindvirket mønster. Jeg havde min mosters løse fletning
hen over hovedet, similistene i næsefløjen og et rødt kastemærke i panden.
Til et karneval havde Horst lavet en sjov bil til mig af en stiv papkasse, jeg var
klædt ud som en gammel dame, jeg husker, at jeg havde gamle knapstøvler på.
Et år var jeg sigøjnerpige i en sort stram udringet bluse og spraglet nederdel, jeg
havde mange smykker på hals og arme, og i ørene havde jeg store
metaløreringe. Jeg havde lagt en kraftig makeup og havde en vilter, sort paryk
på. Sikke vi morede os alle sammen til disse fester, som altid sluttede med, at
rektor Schmidt-Nielsen kl. 24 sang for på Skårupsangen, mens alle vi unge rejste
os og sang med.
God gamle Skårup by - verdens øje hviler,
på en slægt, der nok så kry ad det hele smiler.
Vi står sammen hånd i hånd værner om din ære,
og som tegn på hjertets bånd, vil vi mærket bære.
Vi fik alle, når vi startede på seminariet udleveret et lille metalmærke med
emalje Skårupmærket, som vi kunne bære, hvis vi havde lyst.
På den tid havde Glenn Miller gjort swingmusikken kendt over hele verden, så
det var det og Papa Bues jazzmusik, vi dansede efter, når vi holdt fester til den
lyse morgen.
Mine forældre var søde til at invitere mine
kammeraterne til i Oure, vi dansede enten
i konsultationsstuen eller i mors atelier.
Far og mor hyggede sig hele tiden sammen
med os. Det kunne ske, at mor ud på de
små timer læste digte højt for os. Så sad vi
rundt om hende i klynger og lyttede. Hvis
vi holdt en fest, hvor far og mor ikke var
hjemme, var gæsterne faktisk lidt
skuffede.

Her spiller Horst,
Lisbeth, Karen og
Birthe i baggrunden
kroket i
Lægeboligens
forhave i Oure.
På et tidspunkt syntes mor, at alle vi unge var begyndt at bande alt for meget.
Derfor lavede hun en bandekasse, og hver gang én af os sagde et bandeord,
skulle vi lægge 25 øre i kassen. Det gik meget godt, og vi blev opmærksomme på,
at vi havde en dårlig vane, men det sjove var, at det faktisk var mor, der til sin
store overraskelse måtte lægge flest penge i kassen, hun anede ikke selv, at hun
bandede så meget. Det morede vi os alle meget over.
En af mine bedste venner Horst Hoop fra Sydslesvig. kom fast hos os flere gange
om ugen i hele seminarietiden. Det var dejligt at have en god kammerat at læse
lektier sammen med. Han var også meget kunstnerisk begavet, så vi tegnede og
malede sammen med mor, og han gik i flere år med os andre på husflidsskolen
hos snedker Brinkmann i Oure. Her lavede vi mange smukke ting i træ, ben,
horn og bambus, disse ting brugte vi, da vi skulle lave vores egen udstilling i
gymnastiksalen. Her præsentere vi på en stand de ting, vi havde fremstillet til
formningseksamen. Jeg var heldig at få ug.
Horst blev en del af familien, jeg tror, at far og mor nød at have fået en ”søn” i
huset. Han legede med min 10 år yngre lillesøster Lisbeth, læste højt for hende
og lavede engang en hel lille dukkestue med små møbler til hende.
Når vi skulle på kunstudstillinger, besøge farmor Margrethe på Mosegård, ned
til kunstmaleren Hjalmar Lystager på Teglgården i Fåborg, i biografen, i teater,
en tur til København eller andet sjovt, så var Horst altid med. Han har for nylig
sagt om mor: ”Hun er et af de mest bedårende mennesker, jeg har kendt”.
Jeg besøgte også hans forældre i Lille Rheide i Sydslesvig. I disse ferier kørte vi
hver dag rundt på hans scooter og så spændende steder i Sydslesvig.
Når Horst og jeg kørte ud for at gå lange ture oppe på digerne, fortalte han om
de voldsomme stormfloder, der skyllede ind over marsken. Jeg elskede den
storslåede udsigt. Vi kørte engang ned og så Margrethe Vold, som var en del af
Danevirke, sagnet fortæller, at den blev opført af Thyre Danebod, som nævnes
på den ene Jellingesten. En dag kørte vi til Kiel, hvor vi ude ved kysten så

mindesmærket Laboe, en anden dag kørte vi til Friedrichstadt og så de meget
smukke, gamle huse. Vi kørte helt ned til Eidern, hvor til Sydslesvig gik.
Horst og jeg havde det altid så hyggeligt og grinede så godt sammen.
Mor var også fantastisk til at være der, når vi havde brug for hendes hjælp til fx
at høre os i det stof, vi repeterede, eller til at læse litteratur, religion eller
historie højt, når vi næsten var for trætte til at repetere. Hun sagde senere, at
hun nød at læse litteratur højt for os, og at det var spændende og morsomt som
voksen at få indblik i det stof, som vi skulle læse i historie, geologi, biologi og
religion.
En anden kammerat, Povl Kerdil sagde for nylig: ”Jeg har altid i tankerne
sammenlignet jeres hjem med Kamma Rahbecks (1755-1829). I hendes hjem
samledes ligesom hos jer tidens førende kunstnere i en fælles lidenskab for
teater, musik og litteratur. Hun var, ligesom din mor en fængslende
personlighed, der rummede stor varme, omsorg og humor”.
Det var smukt, synes jeg.
Vi havde mange gode samtaler med vores søde, menneskekloge mor. Hun sagde
af og til: ”Kan man ikke sige noget godt om sine medmennesker, så må man
hellere holde sin kæft”. Mor kunne blive så rasende, når hun oplevede, at
ægtefolk på en ondskabsfuld måde pillede hinanden ned og ikke mindst, når der
var tilskuere på. Folk, der ikke kunne unde andre, især deres nærmeste, at nyde
lidt succes. Mor blev vred, når Janteloven blev luftet for fuld udblæsning. Hun
syntes generelt, at folk alt for ofte var lyseslukkere eller nedgjorde andre for at
hævde sig og for at komme til at stå i et bedre lys. Det havde jo ikke andet
formål, sagde hun, end at gøre modparten usikker og ked af det, så de glemte at
se deres egne kvaliteter. Hun var ikke bange for at sige sin mening direkte i
sådan en situation. Selv husker jeg alt for godt Janteloven fra mit første
ægteskab, hvor vi boede på Holevgård.
I 1957 var jeg i en periode i praktik på Gudme Skole sammen med min
klassekammerat Poul Erik Hansen. Jeg kørte hver dag turen fra Oure på
motorcykel sammen med ham. Her var det faktisk skoleinspektør Bo, der
vækkede min interesse for specialundervisningen, som jeg senere kom til at
arbejde med.
Rektor Gunnar Schmidt-Nielsen, Agnete Dinesen,
Lily Schmidt-Nielsen og læge Keld Dinesen