BERETNING

statensnet.dk

BERETNING

BERETNING

FRA

FÆLLESUDVALGET AF 1. JUNI 1915

ANGAAENDE

ARBEJDSSTRIDIGHEDER

KØBENHAVN

TRYKT HOS J. H. SCHULTZ A/S

1918


I Henhold til Lov Nr. 81 af 12. April

1910 § 19 har Indenrigsministeriet under

1. Juni 1915 nedsat et Udvalg for at foretage

Gennemsyn af Loven og eventuelt

foreslaa Forandringer i samme.

Til Medlemmer af Udvalget udnævntes

som Repræsentanter for »Dansk Arbejdsgiver-

og Mesterforening«:

Murermester A. Andersen,

Direktør Max Ballin,

Ingeniør Alex. Foss,

Direktør S. C. Hauberg,

Oldermand O. V. Kayser,

Bogtrykker H. LangJcjær,

Konsul H. Pagh,

Landstingsmand H. Stilling,

Direktør G. Waidtløw og

Direktør C. Weitemeyer.

og som Repræsentanter for »De samvirkende

Fagforbund i Danmark«:

Skræder V. Arup,

Typograf Viggo Christensen,

Tobaksarbejder Alfr. Christiansen,

Smed J. A. Hansen,

Maler Axel Jensen,

Snedker I. Chr. Jensen,

Borgerrepræsentant M. C. Lyngsie,

Formand for »De samvirkende Fagforbund

i Danmark« Carl F. Madsen,

Sekretær Otto Smith og

Kasserer E. Svendsen.

Efter at Sekretær Otto Smith var afgaaet

ved Døden, udnævnte Ministeriet

efter Indstilling af »De samvirkende Fagforbund«

under 2. Februar 1917 Sekretær

Peder Hedebol til Medlem af Udvalget, og

efter at Typograf Viggo Christensen, der

var udnævnt til Borgmester i København,

havde ønsket at udtræde af Udvalget, udnævntes

ligeledes efter Indstilling af »De

samvirkende Fagforbund« under 11. Oktober

1917 Sekretær Anthon Andersen til

Medlem af Udvalget.

Efter Indenrigsministeriets Anmodning

er Udvalget tiltraadt — som dets Formand

— af Nationalbankdirektør. Dr. jur. C. TUssing,

som aflægger nedenstaaende Beretning.

I. Foruden det ovennævnte Arbejde

vedrørende Den faste Voldgiftsret,

der findes omtalt i Beretningen Side

3—12, har Udvalget efter Indenrigsministeriets

Anmodning beskæftiget

II. sig med Lov Nr. 3 af 5. Januar 1914

om Udnævnelse af en Forligsmand,

hvilken Lov ifølge dens § 7 gælder til

1. April 1918, medens Forslag om dens

Fornyelse eller Revision skal forelægges

i den sidste Rigsdagssamling

forinden Lovens Udløb. Udvalgets

Svar paa Ministeriets Skrivelse findes

aftrykt Beretningens Side 13.

III. Udvalget har endvidere sluttet

sig til en af Formanden foreslaaet

Vejledning til Brug ved Forretningsgangen

ved de faglige Voldgiftsretter.

Se derom Beretningens Side 14—16.

IV. Ligeledes har Udvalget drøftet,

men paa Grund af Meningsulighed

ikke sluttet sig til et af Formanden

udarbejdet Forslag angaaende Revision

af faglige Voldgiftskendelser. Jfr.

Beretningens Side 17—18.

1


Udvalgets Sekretær, fung. Fuldmægtig

i Indenrigsministeriet V. Hvidt, har tilvejebragt

Beretningens Bilag, nemlig:

I) en af Sekretær i Arbejdsløshedsinspektoratet

B. Gloerfelt-Tarp udarbejdet

Fremstilling om Mægling og Voldgift i

Udlandet, der fremtræder som et Supplement

til den Redegørelse for udenlandsk

Ret, der som Bilag fulgte den i

sin Tid afgivne Beretning om Fællesudvalget

af 17. August 1908 angaaende

Arbejdsstridigheder. Som Bilag til

denne Fremstilling er aftrykt de vigtigste

Love og Lovforslag om Mæg-

København, November 1917.

2

Paa Udvalgets Vegne:

C. Ussing.

ling og Voldgift, der i de sidste Aar er

fremkomne i Udlandet.

II—III) 2 af Sekretæren ved den faste

Voldgiftsret, E. Steincke, udarbejdede

Fremstillinger: »Nogle Træk af Næringsliv

og Arbejdsstrid i Danmark

før Aar 1900,« og »Oplysninger om den

faste Voldgiftsrets Virksomhed i Aarene

1910—1917« samt

IV) et af Kontorchef i det statistiske Departement

Johs. Dalhoff foretaget Uddrag

af den forhaandenværende Statistik

over Arbejdsstandsninger.


I. Forslag til Lov

0111

Den faste Voldgiftsret.

§ 1-

Den faste Voldgiftsret bestaar af 6 ordinære

Dommere og 12 Suppleanter, en Formand.

2 Næstformænd eller, hvis Voldgiftsretten

finder det fornødent, 3 Næstformænd

samt en Sekretær.

Saalænge »Dansk Arbejdsgiver- og

Mesterforening« og »De samvirkende Fagforblind

i Danmark« i overvejende Grad

repræsenterer Landets ved Industri, Haandværk,

Transport og Jordarbejde beskæftigede

organiserede Arbejdsgivere og Arbejdere,

vælger disse Foreninger hver 3 af

de ordinære Medlemmer og 6 Suppleanter.

Er det nævnte Repræsentationsforhold ikke

længer til Stede for en af de paagældende

Foreningers Vedkommende, bliver Forslag

til Ændring i Valgmaaden efter Forhandling

mellem Foreningerne af disse at indsende

til Indenrigsministeriet, som da gør Skridt

til at søge Loven ændret.

Valget, som gælder for 2 Aar, foregaar

hvert 2det Aar i Oktober Maaned, og Resultatet

skal straks meddeles Rettens Sekretær,

der hvert Aar indkalder de valgte ordinære

Medlemmer — eventuelt ved Tilkaldelse af

Suppleanter — til Valg af Formand og Næstformænd

for det følgende Kalenderaar, hvilket

Valg, der sker ved Stemmeflerhed, skal

foregaa før den 1. December.

3

Kommer Valget af Formand — eller

Næstformænd — ikke i Stand indenfor den

fastsatte Frist, gør Sekretæren Indstilling

til Justitiarius i Højesteret, der i Forening

med Formændene for de øvrige københavnske

kollegiale Retter foretager Valget

blandt disse Retters juridiske Medlemmer.

Kommer noget af de øvrige i denne

Paragraf omtalte Valg ikke i fuldgyldig

Stand inden den for samme fastsatte Frist,

gør Sekretæren derom Indstilling til Indenrigsministeriet,

der med behørigt Hensyn til

en ligelig Repræsentation indenfor Retten

af Arbejdsgiver- og Arbejder-Interesser erstatter

det manglende Valg ved Udnævnelse.

Rettens Sekretær udnævnes af Indenrigsministeriet

efter Rettens Indstilling. I

Sekretærens Forfald beskikkes en Stedfortræder

midlertidig af Rettens Formand, men

for længere Tid end en Maaned efter Rettens

Indstilling af Indenrigsministeriet.

Rettens Sekretær indkalder til Retsmøderne

de ordinære Dommere eller, efter

den Rækkefølge han forud med disse har aftalt,

Suppleanterne.

§ 2.

De ordinære Medlemmer og Suppleanter

maa have Indfødsret, være fuldmyndige,

ikke være dømte for en i den offentlige Me-


ning vanærende Handling og ikke være ude

af Raadighed over deres Bo. Formanden,

Næstformændene samt et af de fra hver Side

valgte 3 ordinære Medlemmer og et tilsvarende

Antal Suppleanter maa opfylde Lovens Betingelser

for Beskikkelse til fast Dommer i

en ordinær Ret.

De juridiske Medlemmer af kollegiale

Retter i København — afset fra disses Formænd

— er pligtige at modtage Valg til

Formands- og Næstformands-Stillingerne.

Denne Pligt gælder dog ikke, naar Vedkommende

i 3 Aar har beklædt Stillingen.

Viser Arbejdet som Formand eller Næstformand

ved Voldgiftsretten sig at være saa

omfattende, at det hindrer et til denne

Stilling valgt Medlem af de nævnte Retter

i at varetage de ham som saadan paahvilende

Embedspligter, bliver den fornødne

Arbejdskraft for Retterne at tilvejebringe.

Hvis det viser sig, at det Voldgiftsretten

paalagte Arbejde overstiger en enkelt Rets

Kræfter, foranlediger Indenrigsministeriet

efter Voldgiftsrettens Indstilling en eller

flere tilsvarende Retter oprettede med afgrænsede

Omraader. De nærmere hertil

sigtende Bestemmelser kan træffes ved

kongelig Anordning efter forudgaaende Forhandling

med »Dansk Arbejdsgiver- og

Mesterforening« og »De samvirkende Fagforbund«.

§

Honorar for Formand. Næstformænd og

Sekretær samt Diæter for Rettens Medlemmer

udredes ligesom Rettens Kontorudgifter,

for saa vidt de ikke dækkes gennem

de ved Rettens Kendelser paalagte Sagsomkostninger,

af Staten gennem Bevilling

paa Finansloven.

§ 4.

A. For Voldgiftsretten indbringes Spørgsmaal

om Overtrædelse af den mellem

»Dansk Arbejdsgiver- og Mester forening«

og »De samvirkende Fagforbund i Danmark«

bestaaende Overenskomst af 5.

September 1899.

B. Endvidere skal i følgende Tilfælde Overtrædelser

af Overenskomster mellem en

4

Arbejderorganisation paa den ene Side

og enten en Arbejdsgiverorganisation

eller en Enkeltvirksomhed (Enkeltmand,

Firma. Aktieselskab) paa den anden Side,

for saa vidt vedkommende Overenskomst

ikke indeholder Bestemmelser i modsat

Retning, kunne indklages for Voldgiftsretten

efter nedennævnte Regler og med

de i § 5 nævnte Følger:

1. Naar en Arbejdsgiverorganisation gør

sig skyldig i et Forhold, hvorved en

Overenskomst med en Arbejderorganisation

krænkes,

2. naar et eller flere Medlemmer af en

Arbejdsgiverorganisation i Strid med

en af Organisationen indgaaet Overenskomst

foretager noget, hvorved

den vedkommende Arbejderorganisation

eller dennes enkelte Medlemmers

Ret efter Overenskomsten krænkes.

3. eller omvendt naar en Arbejderorganisation

gør sig skyldig i et Forhold,

eller Medlemmer af en saadan i

Fællesskab foretager noget, hvorved

en Overenskomst med en Arbejdsgiverorganisation

krænkes,

kan den Organisation, hvis Ret

eller hvis Medlemmers Ret er krænket,

paaklage dette Forhold ved at indklage

den paagældende modstaaende

Organisation for Voldgiftsretten.

4. Naar en Enkeltvirksomhed har sluttet

Overenskomst med en Arbejderorganisation,

kan Organisationen og Enkeltvirksomheden

indklage hinanden

for Voldgiftsretten for lignende Overtrædelser

som de under 1—3 nævnte.

5. Naar en Arbejdsgiverorganisation

eller Medlemmer af samme, henholdsvis

en Enkeltvirksomhed, varsler

Lockout overfor en Arbejderorganisation

eller Medlemmer af samme, og

den Arbejderorganisation, mod hvis

Medlemmer den bebudede Lockout

er rettet, vil gøre gældende, at Lockouten

eller det uopfyldte Krav,

hvorpaa den erklæres, er i Strid med

indgaaede Overenskomster, og ved

anbefalet Brev inden 5 Dage overfor


den Organisation, der selv eller hvis

Medlemmer har bebudet Arbejdsstandsningen

— henholdsvis overfor

den Enkeltvirksomhed, der har bebudet

Arbejdsstandsningen — har

protesteret mod Lockoutens Lovlighed,

kan enhver af Parterne inddrage

Spørgsmaalet om Lockoutens Lovlighed

for Voldgiftsretten.

Efter tilsvarende Regler kan ogsaa

Spørgsmaalet om Lovligheden af en

Strejke, der af en Arbejderorganisation

eller Medlemmer af samme

varsles overfor en Arbejdsgiverorganisation

eller Medlemmer af en saadan

eller overfor en Enkeltvirksomhed, af

enhver af Parterne indbringes for

Voldgiftsretten.

6. Naar en Arbejdsgiverorganisation

eller Medlemmer af samme, henholdsvis

en Enkeltvirksomhed, iværksætter

eller fortsætter Lockout overfor

en Arbejderorganisation eller Medlemmer

af samme, kan sidstnævnte

Organisation, naar den formener, at

Lockouten i og for sig eller det uopfyldte

Krav, hvorpaa den erklæres,

er i Strid med bestaaende Overenskomster,

lovlig afsagte Voldgiftskendelser

eller en af den heromhandlede

Voldgiftsret afsagt Dom, sagsøge Arbejdsgiverorganisationen,

henholdsvis

Enkeltvirksomheden, for Voldgiftsretten.

7. Naar en Arbejderorganisation eller

Medlemmer af samme paa lignende

Maade i Strid med bestaaende Overenskomster,

Voldgiftskendelser eller

den heromhandlede Voldgiftsrets Dom

iværksætter eller fortsætter Strejke

overfor en Arbejdsgiverorganisation

eller Medlemmer af samme, henholdsvis

overfor en Enkeltvirksomhed,

kan Arbejdsgiverorganisationen,

henholdsvis Enkeltvirksomheden,

sagsøge Arbejderorganisationen for

Voldgiftsretten.

C. Ogsaa andre Tvistepunkter mellem Arbejdsgivere

og Arbejdere kan, naar Vold-

5

giftsretten med en Majoritet af mindst 5

billiger det, indbringes for samme, naar

der mellem en Arbejdsgiver- og Arbejderorganisation

eller mellem en Enkeltvirksomhed

og en Arbejderorganisation derom

er truffet en almindelig eller for det enkelte

Tilfælde speciel Aftale.

D. For saa vidt en af de ovennævnte Organisationer

eller Enkeltvirksomheder er

Medlem af en mere omfattende Organisation,

skal Søgsmaalet anlægges af og

mod den mere omfattende Organisation,

der hænder Dom og lider Dom paa Sagsøgerens

og sagsøgtes Vegne.

§ 5-

A. 1. I de i § 4 B. Nr. 1—4 nævnte

Tilfælde afgør Voldgiftsretten, hvorvidt det

paaklagede Forhold er i Strid med indgaaede

Overenskomster, og hvorvidt den paaklagede

Beslutning som overenskomststridig er ugyldig,

og kan den eller de for det paaklagede

Forhold ansvarlige ikendes en Bod, der,

saafremt Skade er sket, skal tilfalde den

skadelidende og i andre Tilfælde tilfalde

Sagsøgeren.

Bestaar Overenskomstkrænkelsen i Undladelse

af at betale et skyldigt Pengebeløb, kan

Dommen i Stedet for Bod gaa ud paa Betaling

af Beløbet.

Naar ikke andet forud er vedtaget, kan

der kun paalægges Organisationen som saadan

retligt Ansvar, naar den har gjort sig

delagtig i det paaklagede Forhold.

2. Hvis Skade er lidt, beregnes Boden,

under behørigt Hensyn til, i hvilken Grad

Overtrædelsen har været undskyldelig fra

Overtræderens Side, efter den skete Skades

Størrelse. Ligesom Boden i øvrigt under

særlig formildende Omstændigheder ganske

kan bortfalde, skal Boden for en ulovlig

Arbejdsstandsning bortfalde, naar overenskomststridig

Adfærd fra dens Side, mod

hvem Arbejdsstandsningen er rettet, skønnes

at have givet rimelig Grund til Arbejdsstandsningen.

3. Som særlig skærpende Omstændighed

skal det anses, at Overtræderen har

nægtet at lade Sagen afgøre ved Voldgift,


skønt efter Overenskomst pligtig hertil, eller

har handlet i Strid med lovlig afsagt Voldgiftskendelse

eller en af den heromhandlede

Voldgiftsret afsagt Dom.

4. I de under § 4 B. Nr. 6 og 7 nævnte

Tilfælde kan den eller de for det paaklagede

Forhold ansvarlige ikendes en Bod efter de

i denne Paragrafs 1ste til 3die Stykke givne

Regler. Hvis der i de heromhandlede Tilfælde

bliver Spørgsmaal om dels at erklære

en paabegyndt Arbejdsstandsning for ulovlig,

dels at ikende Bod, kan Voldgiftsretten,

naar det sidste Spørgsmaal kræver længere

Tids Undersøgelse, foreløbig afgøre det første

Spørgsmaal.

Naar ikke andet forud er vedtaget, kan

der kun paalægges Organisationen som saadan

retligt Ansvar, naar den har gjort sig

•delagtig i den paaklagede Arbejdsstandsnings

Iværksættelse eller Fortsættelse, eller

den paagældende Konflikt vedrører Forstaaelsen

af en foreliggende Priskurant med

almindelige Bestemmelser eller en almindelig

mellem Organisationerne bestaaende Overenskomst.

5. Efter de i denne Paragraf givne

Begler kan Bod ogsaa paalægges i de Sager,

der anlægges for Voldgiftsretten ifølge § 4 A.

og C.

B. 1. Hvor der haves Ret til Søgsmaal

ved Voldgiftsretten, er Søgsmaal ved de

almindelige Domstole afskaaret; dog er den

enkelte Arbejder ikke. dermed afskaaren fra

ved disse at søge sig tilgodehavende Arbejdsløn

tilkendt, medmindre Organisationen

under Søgsmaalet for Voldgiftsretten

har frafaldet saadan Ret paa Arbejderens

Vegne.

2. Naar en Strejke eller Lockout ikke

er retsstridig, er den blotte offentlige Meddelelse

om dens Varsling eller Ikrafttræden

heller ikke retsstridig.

§ 6.

Rettens ordinære Sæde er i København,

men naar det af Retten skønnes formaalstjenligt,

kan den sættes andet Sted. Mødetid

bestemmes af Formanden. Retsbog føres i

6

Overensstemmelse med de i Lov om Rettens

Pleje Kap. 3 givne Regler. Rettens Sekretær

fungerer som Retsskriver. Næstformændene

fungerer i Formandens Forfald.

§ 7.

Sag anlægges ved, at Sagsøgeren til

Retten indgiver Klageskrift i mindst to

Eksemplarer. Formanden indkalder Parterne

til et snarest muligt berammet Retsmøde,

idet han samtidig tilstiller sagsøgte

et Eksemplar af Klageskriftet. Formanden

kan tillige bestemme en Frist, inden hvilken

sagsøgte før Retsmødet skal indlevere Svarskrift,

Undtagelsesvis kan yderligere Skriftveksel

tillades og Retsmødet udsættes.

Formanden kan efter Voldgiftsrettens

Bemyndigelse, forinden den egentlige Domsforhandling,

for at mægle Forlig mellem

Parterne eller for til Forberedelse af Domsforhandlingen

at foranledige yderligere Udtalelser

af Parterne indkalde til et forberedende

Retsmøde, hvortil Rettens øvrige

Dommere ikke behøver at indkaldes.

§

Om Procesmaaden gælder i øvrigt med

de nødvendige Forandringer de for borgerlige

Sager gældende Grundsætninger i Lov

om Rettens Pleje, 2den Bog, samt Kap. 27

—30. Den i Lovens Kap. 39 angivne særlige

Procesmaade er anvendelig.

I Retten til at lade møde ved Rettergangsfuldmægtig

for den faste Voldgiftsret gælder

ingen Indskrænkninger for Parterne. I hvilket

Omfang en Part er berettiget til at deltage

i Forhandlingerne for Retten ved Hjælp af

flere Fuldmægtige, afgør Retten, ligesom Retten

træffer Afgørelse om, hvem der foruden Parterne

og Retter gangs fuldmægtigene, bør have

Adgang til Retsmøderne.

Hvor en Organisation sagsøger eller

sagsøges paa en Underorganisations Vegne,

er de i fornævnte Lovs § 282 og Kap. 29

indeholdte Regler om Partsafhøring og

Partsed ogsaa anvendelige paa den eller

dem, paa hvis Vegne Sagen føres.

§ 9.

Formanden kan, om det findes fornødent,

lade Stævning forkynde for sagsøgte


efter Reglerne i Lov om Rettens Pleje § 155,

og uden at dette har fundet Sted, kan de i

§341, jfr. § 363 og § 434, bestemte Følger af

sagsøgtes Udeblivelse ikke bringes til Anvendelse.

Den, mod hvem Sagen anlægges, er

pligtig at møde for Voldgiftsretten ogsaa

udenfor den Retskreds, hvor han har

Værneting.

§ 10.

Retten bør virke hen til, at de mellem

Parterne indgaaede Voldgiftsaftaler overholdes.

Hvis Sagen i sin Helhed henhører

under en faglig Voldgiftsret, kan Retten

afvise Sagen; men hvis det maa antages at

være ugørligt eller dog forbundet med uforholdsmæssigt

Besvær eller Ophold at faa

tilvejebragt en faglig Voldgiftskendelse, eller

hvis begge Parter ønsker det, kan Retten

dog selv træffe Afgørelsen.

Henhører det foreliggende Spørgsmaal

for en Del under en faglig Voldgiftsret, kan

Retten ogsaa udsætte Domsafsigelsen, til

Voldgiftskendelsen er indhentet. Retten

kan til Oplysning i en faglig Tvist sætte sig i

direkte Forbindelse med Fagenes Voldgiftsretter,

og, naar den skønner det fornødent,

tilkalde Bistand af fagkyndige, der

saa vidt muligt skal være til Stede i lige Antal

for hver af Parterne. Efter Voldgiftsrettens

Bestemmelse kan de fagkyndige overvære

Voteringen.

§ 11

Den i Lov om Rettens Pleje Kap. 29

omtalte Pligt for Parten til at give Møde

personlig for Voldgiftsretten for at besvare

Spørgsmaal gælder uden Afstandsbegrænsning.

Efter Voldgiftsrettens Bestemmelse

kan Afhøringen dog undtagelsesvis foretages

for Underretten paa det Sted, hvor Parten

bor eller opholder sig.

§ 12.

Som Vidne er enhver pligtig uden Afstandsbegrænsning

at give Møde for Voldgiftsretten,

naar denne bestemmer det.

I øvrigt er enhver til Oplysning i Sager,

der foreligger Voldgiftsretten til Afgørelse,

pligtig at møde som Vidne for den Underret,

7

i hvis Retskreds han bor eller opholder sig,

efter Indkaldelse i Overensstemmelse med

de til enhver Tid gældende Regler om

Vidners Stævning.

Indtil Loven om Rettens Pleje træder

i Kraft, foretages Vidneførselen for Underretterne

efter Reglerne for Gæsteretsbehandling

efter Stævning, udtagen af den af Parterne,

som har Interesse af Vidneførselen, saaledes

at Fordringen om Forligsmægling bortfalder,

naar Stævningen har Paategning af Voldgiftsrettens

Formand om, at Tingsvidnet

agtes optaget til Brug ved Voldgiftsretten.

§ 13.

Med Hensyn til Rettens Bemyndigelse

til at udmelde Syns- og Skønsmænd skulle

Grænserne for Rettens Embedsomraade (Lov

om Rettens Pleje § 196, 2det Stykke) anses

at være den i § 171, 2det Stykke, 2det Punktum,

angivne Afstand fra Voldgiftsrettens

Mødested.

For Syns- og Skønsmænds Pligt til at

give Møde til Afhjemling finder Reglerne i

nærværende Lovs § 12 tilsvarende Anvendelse.

§ 14.

Voldgiftsrettens Formand afgør ved

Kendelse de Tvistigheder, som under Vidneførselen

eller Syns- og Skøns-Optagelse opstaa

for Retten.

Indtil Lov om Rettens Pleje træder i

Kraft, indankes de saaledes afsagte Kendelser

for Landsoverretten i Viborg, hvis de

afsiges under et i Jylland afholdt Retsmøde;

ellers for Landsoverretten i København.

Efter Ikrafttræden af Lov om Rettens Pleje

foregaar Kære med Hensyn til de afsagte

Kendelser efter tilsvarende Regler til Landsretterne.

§ 15-

Om Godtgørelse til Vidner, Syns- og

Skønsmænd gælder Lov om Rettens Pleje

henholdsvis § 192 og § 211.

§ 16.

De af Voldgiftsretten afsagte Domme

bliver at fuldbyrde som endelige og retskraftige

Domme. Idømte Sagsomkostninger


liver at tillægge Voldgiftsrettens Kasse

(jfr. § 3).

§ 17.

Ved en Organisation forstaas i denne

Lov enten en Flerhed af Arbejdsgivere,

der beskæftiger Arbejdere ved Industri,

Haandværk, Jord- eller Transportarbejde, og

som ved en dem alle forbindende med en

Flerhed af Arbejdere indgaaet Overenskomst

mod Overholdelse af visse Pligter fra Arbejdernes

Side er forpligtede til at yde disse

visse Arbejdsbetingelser, naar Arbejderne

beskæftiges af dem ved de nævnte Virksomheder,

eller en Flerhed af Arbejdere,

hvem der ved en saadan med en Arbejdsgiverorganisation

eller en Enkeltvirksomhed

indgaaet Overenskomst mod Overholdelse

af visse Pligter er tilsikret visse Arbejdsbetingelser,

naar de nævnte Arbejdere beskæftiges

hos de paagældende Arbejdsgivere.

Ved kongelig Resolution, udfærdiget gennem

Indenrigsministeriet kan Voldgiftsrettens

Myndighedsomraade dog udvides til Arbejdsforhold

i Virksomheder, der ikke henhører til

Industri, Haandværk, Jord- og Transport-

8

Motiver.

De Ændringer, der ved ovenstaaende

Lovforslag foreslaas foretagne i den gældende

Lov, er i Teksten trykte med Kursiv, og

enhver Ændring er ledsaget af Motiver.

§ 1-

Den ændrede Lov bør formentlig omtale

»Den faste Voldgiftsret« som en eksisterende

Institution, ikke som en Institution,

der bliver at oprette.

Rettens Navn, som nu findes i § 18,

foreslaas allerede anvendt i § 1, hvorefter

§ 18 bortfalder.

Det Navn, som Lovgivningsmagten i

§ 18 har givet Institutionen, er noget vildledende

— ligesom i øvrigt ogsaa det af

Fællesudvalget af 17. August 1908 i sin Tid

arbejde, naar det dog gælder Arbejdsforhold, af

lignende Art, og Den faste Voldgiftsret enstemmig

anbefaler Udvidelsen.

Saafremt den Organisation, som anlægger

eller mod hvem der anlægges Sag

ved Voldgiftsretten, er saa ringe i Omfang

eller Betydning, at den Nytte, Sagens Behandling

ved Voldgiftsretten kan stifte, ikke

skønnes at staa i rimeligt Forhold til det

med Voldgiftsbehandlingen forbundne Tab

af Tid og Penge, er Voldgiftsretten beføjet

til at afvise Sagen.

Ligeledes er Voldgiftsretten beføjet til

at afvise Sagen, saafremt der mellem de

tvistende Parter mangler betryggende Regler

til Sikring af en regelmæssig, voldgiftsretlig

Afgørelse af faglig Strid.

§ 18.

Saa snart 5 Aar er forløbne efter Lovens

Ikrafttræden, foranlediger Indenrigsministeren

nedsat et Udvalg med lignende Sammensætning

som det, der har forberedt Forslaget

til nærværende Lov, for at foretage

Gennemsyn af Loven og eventuelt foreslaa

Forandringer i samme.

foreslaaede Navn »Den permanente Voldgiftsret«

—; idet Institutionen i Virkeligheden

ikke er en Voldgiftsret, men en Domstol.

Dens Jurisdiktion beror ikke paa privat

Aftale men paa Lov; dens Domme er exigible

ved Fogden o. s. v. Navnet: »Den permanente

Voldgiftsret« havde dog sin historiske

Berettigelse, idet Institutionen er groet ud af

denne. Det er »Den permanente Voldgiftsret«

der paa en Maade er bleven forsynet

med Domstolsmvndighed og udvidet Jurisdiktion.

Alligevel vilde det betegne Institutionens

Karakter mere at kalde den

f. Eks. »Arbejdsretten«, men da Fasthængen

ved det historisk overleverede og

ved de kendte Benævnelser i forskellige

Retninger kan have sin store Betydning,

foreslaas ikke nogen Navneforandring.


Antallet af Suppleanter foreslaas forøget

med 6. Arbejdsgiverne havde ønsket

Antallet af de ordinære Dommere forøget

med dette Antal, idet de anser det for

heldigt, at Dommerne i større Antal tager

Del i Retsforhandlingen (efter Tur) uden

Hensyn til, om der kan paaberaabes egentlig

Forfald fra dens Side, der skal afløses.

Dels anser Arbejdsgiverne Dommerpligten

som saa byrdefuld, at den efter deres Mening

bør deles mellem flere, dels anser de

det for heldigt, at flere end det nu er Tilfældet

gennem hyppig Virksomhed som

Dommer bliver gjort fortrolig med de

indenfor Retten raadende Synspunkter.

Arbejderrepræsentanterne fremhæver

for deres Vedkommende, at hvor byrdefuld

end Dommervirksomheden er, maa det, at

Dommerne saa stadigt som muligt følger

Rettens Virksomhed, anses som saa vigtigt,

at de ikke bør kunne afløses af Suppleanter

uden ved forekommende Forfald.

Forslaget i § 1 Slutningen, der gør det til

Pligt for Sekretæren forud med de ordinære

Dommere at aftale den nærmere Rækkefølge

i Indkaldelsen af Suppleanter, lader

i sin Formulering aabent for hver af Parterne

at anvende Suppleanterne efter deres

bedste Skøn.

Valgtiden er forøget fra et til to Aar,

netop fordi en alt for hyppig Skiften let vilde

kunne bringe noget tilfældigt og vaklende

ind i Rettens Praksis.

Næstformændenes lovbestemte Antal er

forøget til 2 for at undgaa mulig Standsning

i Rettens Arbejde ved forekommende

Forfald hos Formand og Næstformand.

Muligheden for at kunne udnævne en 3die

Næstformand er holdt aaben. Formandens

Forslag desangaaende skyldtes navnlig Hensynet

til det samtidig udarbejdede Forslag

om et Revisionsudvalg, se nedenfor Side

17—18, for hvilket en af Rettens Næstformænd

skulde være Formand, men uagtet

dette Forslag ikke har vundet Tilslutning

fra alle Sider i Udvalget, finder man det dog

rettest at bevare Muligheden for den omtalte

Forøgelse af Næstformændenes Antal.

For de valgte juridiske Dommeres Vedkommende

er den Praksis fra hver Side at

vælge en Jurist, noget der har vist sig

meget nyttigt, fæstnet som Lov (i § 2).

Efter § 52, 2det Stk. i Retsplejeloven

af 11. April 1916 skal en midlertidig

Beskikkelse af en Justitssekretær

— hvorved nærmest maa sammenstilles

Voldgiftsrettens Sekretær — naar den er

foretaget af Rettens Formand, straks indberettes

til Justitsministeriet. For Voldgiftsrettens

Vedkommende træder Inden-

9

rigsministeriet i Stedet for Justitsministeriet;

men det synes lidet praktisk, at en

ganske kortvarig Konstitution skal indberettes,

da den jo dog overvaages af selve

Retten. Samtidig med et Forslag om, at

Retten skal have Indstillingsretten — hvorom

der i Udvalget blev udtalt Ønske —

er det derfor foreslaaet, at kun Konstitutioner,

der varer over en Maaned, skal

indberettes.

Sidste Sætning i § 1 er udeladt. Det

har vist sig upraktisk, og er heller aldrig

forlangt, at Parterne forinden det er godtgjort,

at der haves Trang til sagkyndige,

skal udpege saadanne.

§ 2.

indeholder den Forandring, at en af de

valgte ordinære og 2 af de valgte ekstraordinære

Dommere paa hver Side skal være

Jurister; se derom ovenfor.

Tillige turde det være rigtigt for de

kollegiale Dommeres Vedkommende her i

Byen at gøre det til Pligt at modtage Valg

ikke blot som Formand men som Næstformænd.

Naturligvis vil Retten være varsom

med at vælge nogen uden først at opnaa

hans Tilslutning; men dels synes Staten

at være pligtig til at stille den fornødne

Dommerkraft til Disposition ikke mindst,

fordi Domstolene for en væsentlig Del aflastes

ved det hele Voldgiftssystem, som

Den faste Voldgiftsrets-Institution er et

Led af, dels er det for de kollegiale Retters

Medlemmer med Hensyn til Arbejdsfordelingen

indenfor deres Ret ikke uden Betydning

for dem, at det her ikke drejer sig

om et Arbejde, de frivilligt har paataget

dem, men om et Hverv, som de er pligtige

at overtage, og hvortil der altsaa maa

levnes dem behørig Tid og Lejlighed.

Efter de indhøstede Erfaringer er der

ingen Udsigt til, at Paragraffens sidste

Stykke kan ventes bragt i Anvendelse; og

under Hensyn til det vigtige i at bevare

Enhed i Retsafgørelserne, vil Udvalget ogsaa

anse det for meget uheldigt, om Oprettelse

af en sideordnet »Fast Voldgiftsret« skulde

blive nødvendig. Alligevel har man ikke

kunnet opnaa Enighed om, som Arbejderne

have foreslaaet, at slette Bestemmelsen, idet

Arbejdsgiverne anser det for ønskeligt, at

Muligheden for Oprettelse af en supplerende

»Fast Voldgiftsret« ikke afskæres.

Til Oplysning skal bemærkes, at

Grunden til, at det Voldgiftsretten paalagte

Arbejde for Tiden ikke »overstiger en enkelt

Rets Kræfter«, nærmest er den, at der rundt

i Fagene er indrettet faglige Voldgiftsretter,

der paadømmer de sædvanlig forekommende


faglige Uenigheder, hvilket — saa længe

dette Forhold vedvarer — vil aflaste den

faste Voldgiftsret for Arbejde.

§ 3.

Ordet: »Næstformand« er ændret til

»Næstformænd«.

§ 4.

A. Den under dette Litra udtrykte

Tanke, at Sager vedrørende Septemberforliget

henhører under den faste Voldgiftsret,

har man ønsket formuleret som nu foreslaaet.

Ændringen indeholder ikke nogen

reel Forandring, kun en Tydeliggørelse.

B. Nr. 6 og 7. I Nr. 6 anden Linje i

den gældende Lov bruges Udtrykket »foranstalter«

Lockout, medens Nr. 7 i tredie

Linie for Strejkers Vedkommende siger:

»iværksætter«. Da de to Stykker tilsigter

ensartede Bestemmelser for de to Arter af

Arbejdsstandsninger, har man anset det for

heldigst, at Bestemmelserne ogsaa anvendte

det samme Ordvalg for henholdsvis Lockout

og Strejke, og Udvalget foreslaar derfor

Udtrykket: »foranstalter« i Nr. 6 forandret

til »iværksætter«.

C. Her foreslaas en Ændring i Udtrykkene.

Som det vil være bekendt, vil

den enkelte Arbejder som Regel ikke isoleret

kunne overtræde Overenskomsterne.

Arbejderovertrædelser er af kollektiv Art,

og dette er ogsaa — til Overflod mere for

Sikkerheds Skyld — udtrykkelig udtalt i

B. Nr. 3, der siger, at Arbejderovertrædelser

enten foretages af Organisationen

eller af Medlemmer i Fællesskab. Der kan

dog undtagelsesvis i de indgaaede Overenskomster

paalægges Enkeltarbejdere Overenskomstpligter;

f. Eks. kræver visse Fag

et bestemt Opsigelsesvarsel; og uagtet Brud

paa slige Pligter som Regel vil blive at paadømme

af den faglige Voldgiftsret, kan det

hænde, at dette ikke lader sig gøre, f. Eks.

naar Overtrædelsen netop bestaar i, at et

Medlem af Voldgiftsretten hindrer dennes

Sammentræden. Saadanne Tvistepunkter

burde, naar det faglige Voldgiftsmaskineri

svigter, kunne indbringes for den faste Voldgiftsret.

Men Litra C. (hvis Hensigt var at

omfatte alle saadanne faglige Tvistepunkter,

som ikke faldt ind under § 4 B. og hvor

Partierne har aftalt, at de skal kunne paadømmes

af Retten), er i sine Udtryk noget

for snæver, idet de kun omfatter Tvistepunkter

mellem en Arbejdsgiverorganisation

og en Arbejderorganisation, medens Tvisten

altsaa (naar Overenskomsten udtrykkelig

hjemler det), ogsaa kan tænkes opstaaet

med en Enkeltarbejder, og naar dette er

10

Tilfældet, bør man formentlig ikke staa

uden Retsmiddel, saa at man paa et Punkt

som dette maa søge Hjælp ved Sagsanlæg

ved de ordinære Domstole.

§ 5.

Nr. 1. Her er foreslaaet indført en Bestemmelse

om, at Dommen kan gaa ud paa

Betaling af et vist skyldigt Pengebeløb i

Stedet for paa Bod. Loven forudsætter, at

det en Arbejder tilkommende Beløb kan

være at tilkende ham under en Sag for Den

faste Voldgiftsret, men kun i Form af en

Modparten paalagt Bod. § 5 Nr. 6 forbeholder

saaledes Arbejderen hans Ret til

at søge de almindelige Domstole, medmindre

Organisationen under Søgsmaalet for

Voldgiftsretten frafalder saadan Ret. Men

selvfølgelig vil en saadan Frafalden af den

enkelte Arbejders Ret til at sagsøge Arbejdsgiveren

ikke kunne tænkes, uden at

Den faste Voldgiftsret virkelig var kompetent

til at skaffe Arbejderen Beløbet. Det

kan den ogsaa. Da Bestemmelsen kom ind

i Loven, var Meningen den, at Beløbet vilde

blive tilkendt Arbejderen som den Skadelidende

gennem den Bod, man idømte Arbejdsgiveren;

idet Undladelsen af at betale

et pligtigt Beløb til en Arbejder, var et

overenskomststridigt Forhold, der maatte

medføre Bod til den Skadelidende.

Imidlertid har det i Praksis vist sig

mindre heldigt, at Beløbet i alle Tilfælde

skal tilkendes under Benævnelsen »Bod«.

Der kan være saa undskyldelige Forhold

til Stede til Forklaring af, at et pligtigt

Beløb ikke er betalt, at Udtrykket »Bod«

for den pligtige Betaling bliver mindre

heldig.

Nr. 4. Hvad det kollektive Ansvar angaar,

er derikke stillet noget Forslag. Arbejdsgiverne

have ønsket, at det kollektive Ansvar

cinv: Organisationernes Ansvar for Enkeltmedlemmers

Overenskomstbrud, skulde indføres

i sit fulde Omfang i Henhold til de i

Beretningen fra Fællesudvalget af 1908

Side 13—18 anførte Betragtninger.

Arbejderne mener derimod — i Henhold

til Betragtninger, som ere anførte samme

Sted — at man i Lovens § 5 B., Nr. 4. 2det

Stykke er gaaet for langt i den paagældende

Retning, og de foreslaar derfor slettet af

Loven Sætningen: »eller den paagældende

Konflikt vedrører Forstaaelsen af en foreliggende

Priskurant med almindelige Bestemmelser

eller en almindelig mellem Organisationerne

bestaaende Overenskomst«.

Efter Formandens Opfattelse vil det

ikke være muligt retligt at opretholde de

kollektive Løfter, som Overenskomsterne


indeholde, naar de Organisationer, som afgive

Løfterne, ikke til en vis Grad staar til

Ansvar for, at deres Medlemmer overholde

dem.

Den citerede Bestemmelse er dog efter

Formandens Mening noget uklar. Dens Formulering

skriver sig fra Normen for faglig

Strid, hvor man har brugt det samme

Udtryk til Betegnelse af de Konflikter, der

i Egenskab af »Retskonflikter« var underkastet

tvungen Voldgift. Egentlig vilde det

efter hans Mening være heldigere, om der

begge Steder i Stedet for »eller den paagældende

Konflikt vedrører Forstaaelsen

af....« stod »eller den paagældende Konflikt

vedrører Rettigheder efter en foreliggende

Priskurant eller....«; men efter den Stilling,

som man fra begge Sider i Udvalget har

indtaget til den heromtalte Lovbestemmelse,

har han anset det for udsigtsløst at naa til

Enighed om nogensomhelst Forandring i

Bestemmelsen.

Nr. 5. Der har ved en enkelt Lejlighed

i Den faste Voldgiftsret været rejst Tvivl om

Retten til at idømme Bod i Sager, der

indbringes i Henhold til § 4 C, og der har

været Trang til en udtrykkelig Bestemmelse

desangaaende.

§ 5 handler om den Bod m. m., som

Retten kan idømme. De to sidste Stykker

(Nr. 6 og 7) har derimod et Indhold af saa

forskellig Art, at Udvalget vilde foretrække

at se dem anbragte i en selvstændig Paragraf.

Dette vilde imidlertid medføre Omnummerering

af alle de følgende Paragraffer,

og da det for Benyttelsen af Domssamlingen

er en Lettelse, hvis Paragraffernes

Benævnelse forbliver den samme efter som

for Lovrevisionen, foreslaas det at beholde

de to nævnte Stykker under § 5,

men adskille dem fra det foregaaende ved

Bogstaverne A. og B.

Formanden har endvidere foreslaaet

nærmere Begrændsninger angaaende, under

hvilke Betingelser en Bod, der idømmes

den enkelte Arbejder og skal tilfalde en

skadelidende Arbejdsgiver, skal kunne indeholdes

i den fortjente Arbejdsløn. For

Tiden gælder der formentlig ingen Indskrænkning

i saa Henseende. Formanden

har imidlertid ment, at der for Afdragsretten

burde sættes ret snævre Grændser, saaledes

at Afdraget kun kunde ske i mindre Rater,

der saa til Gengæld indenfor et begrændset

Tidsrum — f. Eks. et Aar — maatte kunne

indeholdes paa de forskellige Arbejdspladser,

hvor Arbejderen var beskæftiget.

Forslaget var saalydende:

»Hvor enkelte Arbejdere paa Grund

af tilføjet Skade er idømt Bod til den skade-

11

lidende, kan der i den ugentlig fortjente Arbejdsløn

kun ske Fradrag til Bodens Udredelse,

naar Den faste Voldgiftsret udtrykkelig

har tilladt det. Fradraget kan i

det højeste ske med 10 pCt. ugentlig af den

idømte Bod og kun paa de Arbejdspladser,

hvor Arbejderen er beskæftiget i det første

Aar efter Dommens Afsigelse. Arbejderen

kan forlange Kvittering for hvert Afdrag

af Boden.«

Imidlertid har Arbejdernes Repræsentanter

ikke ønsket at medvirke til en Lovgivning

paa dette Punkt, og der foreligger

derfor ikke her noget Forslag fra Udvalgets

Side.

§ 6.

Ordet: »Næstformanden« er ændret til

»Næstformændene«.

§ 8.

Uagtet der neppe er Tvivl om, at der

for den faste Voldgiftsret kan procederes

af andre som Fuldmægtige end de, der er

omtalte i Retsplejelovens § 260 (Sagførere,

Værger, Frænde og Tjener), bør det formentlig

udtrykkelig siges, naar man alligevel

kommer ind paa Fuldmægtigspørgsmaalet.

Og dette turde være hensigtsmæssigt for at

hindre en altfor overvældende Talestrøm af

altfor talrige Talere. Retten bør være i

Stand til at sætte en Grænse for, hvormange

der maa tage Ordet om den samme

Sag, lige saavel som Rettens Formand i

øvrigt efter Retsplejeloven har Pligt til at

standse al anden overflødig Vidtløftighed

(se Retsplejelovens § 150). Hidtil har der

ikke ved Siden af de talrige Tilhørere, der

repræsenterer de interesserede Fag eller

møde som Vidner, været almindelig Adgang

til Retsmøderne, en Ordning som har vist sig

gavnlig for deres Formaal; men en udtrykkelig

Anerkendelse af Rettens Kompetence

til i saa Henseende at træffe Afgørelse,

turde være ønskelig.

Da Partsafhøringsreglerne bør være de

samme for Sagsøgerne som for de Sagsøgte,

er der her sket den fornødne Tilføjelse.

§ 10.

Som omtalt under § 1 har Bestemmelsen

i denne Paragrafs sidste Stykke ikke

vist sig praktisk og er udgaaet i det foreliggende

Forslag. Dermed følger ogsaa, at

Henvisningen hertil i § 10, 2det Stk., udgaar.

Men dermed maa ogsaa udgaa Bestemmelsen

om, at Retten, saasnart en af

Parterne begærer det, skal tilkalde Sagkyndige

fra begge Sider, selv om Retten

finder det nok saa overflødigt. Det maa

overlades til Retten, om den finder Til-


12

kaldelse af sagkyndige nødvendig, lige- om en Myndighed, som Parter underkastes

som det er overladt Retten at afgøre, om uden deres Samtykke, er det nødvendigt at

Vidnebevis eller andet Bevis i Sagen bør have faste Rammer, saa enhver forud kan

føres eller er overflødigt. vide, om han henhører under Loven eller ej.

Naar Bestemmelsen og den sig dertil Men Forholdene kan udvikle sig saaledes, at

sluttende § 1, sidste Stykke, overhovedet en Udvidelse ønskes af alle Vedkommende,

kom ind i Loven, skriver det sig fra, at f. Eks. til Fiskeri, Skovarbejde, Opvartman

ikke dengang var klar paa, hvor ud- ningsvirksomheden i Beværterfaget —. En

bredt den faglige Voldgiftsbehandling af saadan Udvidelse, som altsaa bringer Borfaglige

Uenigheder vilde blive, og hvor ofte gere ind under Rettens Myndighed, bør

den faste Voldgiftsret vilde blive stillet imidlertid formentlig ikke udelukkende være

overfor Afgørelsen af rent faglige Spørgs- afhængig af Rettens Skøn; det synes naturmaal.

Man mente derfor at burde skabe ligt, at forlange Udvidelsen godkendt om

Muligheder for Etablering af en Slags faglig ikke ved ny Lov saa dog ved kongelig Reso- Reso-

Voldgiftsbehandling inden selve Den faste lution. For at skabe Sikkerhed for, at Ud- Ud-

Voldgiftsret. Imidlertid har den stærke videisen videlsen er i alle Partiers Interesse, har man

Udvikling af det faglige Voldgiftssystem foreslaaet, at Den faste Voldgiftsrets Anbemedført,

at hele Bestemmelsen som alt faling skal foreligge enstemmig.

enstemmig,

anført er overflødig og derfor ikke bør fastholdes

som forpligtende.

§ 17.

Denne Paragraf indeholder en Begrænsning

af Rettens Myndighedsomraade ved den

Bestemmelse, at Loven kun gælder Virksomheder

vedrørende Industri, Haandværk,

Transport og Jordarbejde. Da der er Tale

bortfalder, og

§ 18

§ 19

har man ment som en ny § 18 burde forblive

i Loven, der altsaa om fem Aar

paany vil være at revidere.


13

II. Revision af Lov Nr. 3 af 5. Januar 1914

om Udnævnelse af en Forligsmand i Arbejdsstridigheder.

Det af Indenrigsministeriet

den 1. Juni 1915 nedsatte Udvalg

til Revision af Voldgiftsretsloven København. den 9. November 1917.

af 12. April 1910.

I Besvarelse af det høje Ministeriums Skrivelse af 28. April f. A. skal jeg paa

Udvalgets Vegne udtale:

Den Beskyttelse for en fri Forligsforhandling, som Retsplejeloven yder de Forhandlinger.

der foregaa ved Forligskommissionerne, idet Lovens § 273, 1. Stykke forbyder

Attestudstedelse og Vidneførsel om, hvad der „af Parterne tilstaaes eller foreslaaes

under Mæglingen, medmindre det vedtages af begge Parter og udgør Punkter

under Forliget", den samme Beskyttelse finder Udvalget ogsaa burde lovhjemles for

de Forligsforhandlingers Vedkommende, som foregaa under Forligsmandens Ledelse.

løvrigt har Udvalget intet at bemærke med Hensyn til Revisionen af Loven

om Udnævnelse af en Forligsmand i Arbejdsstridigheder.

Til Indenrigsministeriet,

P. U. V.

C. Ussing,


14

III. Vejledning for den faglige Voldgiftsbehandling.

1. Voldgiftsretten — eventuelt Opmanden — hør. forinden en Sag paadømmes,

paase, at Parternes Paastande foreligge skriftligt.

Begrundelsen af Paastandene foregaar som Regel mundtligt for Retten

af Parterne. Dog er Parterne berettiget til at indgive en kort skriftlig Begrundelse,

ligesom Retten ogsaa kan stille Krav om saadan Begrundelse, naar den dertil finder

Anledning. Kun undtagelsesvis kan Retten tillade yderligere Skriftveksling.

2. Naar Sagen er indanket til Voldgiftsretten, maa ingen af Dommerne ej

heller Opmanden — bortset fra, hvad Forligsmæglingen nødvendiggør — forhandle

med nogen af Parterne enkeltvis; og alle Oplysninger og Henvendelser i Sagen skal

modtages saaledes, at begge Parter og samtlige Voldgiftsrettens Medlemmer faar tilstrækkelig

Lejlighed til derom at udtale sig, forinden Afgørelsen træffes.

3. Hvor Opmand tiltræder Voldgiftsretten, bliver Kendelsen, forinden den afsiges,

at forelægge Voldgiftsmændene. Opmanden skal i sin Kendelse holde sig indenfor

Voldgiftsmændenes Standpunkter. Kendelsen afsiges i hele Voldgiftsrettens Navn

uden Oplysning om Stemmegivningen indenfor Voldgiftsretten.

4. Spørgsmaal om Forstaaelse (Fortolkning) af en Kendelse skal forelægges

Voldgiftsretten — eventuelt tillige Opmanden — paa samme Maade, som enhver anden

Uenighed forelægges til Voldgiftsafgørelse. Særskilt Forhandling med den ene af

Parterne om Fortolkning af en Kendelse uden Medoptræden af den anden Part kan

altsaa ikke finde Sted.

5. Saafremt i en Sag en Voldgiftsmand eller Opmand staar i et saa nært

Familie- eller personligt Forhold til nogen af Parterne eller er saa personlig interesseret

i Afgørelsen, at hans Upartiskhed i Sagen efter almindelig naturlig Opfattelse

maa anses for at være truet, bør han vige sit Sæde. Det samme gælder, hvis Voldgiftsmanden

— uden at hans Stilling som Mæglingsmand eller Organisationsleder har

nødvendiggjort det — paa udpræget Maade har taget afgørende Parti i Sagen, før

denne er indbragt for Retten.

Om den Paagældende skal vige sit Sæde, afgøres af Voldgiftsretten ved Stemmeflerhed.

Den Paagældende selv deltager i Afstemningen.


15

Motiver.

Vejledningen tænkes ikke formelt vedtaget i de forskellige Fag. Den indeholder

ikke stort mere, end der maa anses som selvfølgeligt. Men alligevel turde det

være af Betydning at henlede de vedkommendes Opmærksomhed paa. at der er Former,

der bør overholdes.

Betydningen af Vejledningen er ikke den, at enhver Overtrædelse gør den

afsagte Kendelse ugyldig — saa maatte Vejledningen vedtages i Faget som en Del af

Reglerne for faglig Strid —; men Betydningen er en Paamindelse til rette Vedkommende.

Med Hensyn til Vejledningens enkelte Bestemmelser bemærkes:

ad 1. Den faglige Voldgiftsrets Virksomhed maa ikke hæmmes af for faste

Former; men for at det bagefter kan kontrolleres, om Voldgiftsretten ikke er gaaet

udenfor det, der er spurgt den om, bør man holde paa, at Parternes Paastande i

Sagen fæstnes skriftligt.

ad 2. Det Princip, at der ikke maa dømmes paa andet Materiale end det,

som er forelagt Modparten og enhver af Dommerne, er for Domstolenes Vedkommende

sikret ved omhyggelige Procedureregler. Her maa man formentlig indskrænke sig til

at fremhæve Princippet.

Hvad Opmandens Virksomhed angaar, har der hersket forskellig Fremgangsmaade,

men Erfaringen har formentlig vist det uheldige i den ikke sjældent anvendte

Skik, at Opmanden afsiger en Kendelse ganske uafhængig af de øvrige Voldgiftsmænd

uden deres Raad med Hensyn til Kendelsens Indhold og derfor med Fare for at støde

an — enten i Begrundelsen eller i Konklusionen — mod begge Voldgiftspartiernes

Opfattelse.

ad 3. Man er i Theorien enig om, at Opmanden ikke kan gaa udenfor Parternes

Paastande — hvis A kun vil give 2, medens B forlanger 5, saa kan Opmanden

ikke gaa under 2 og ikke over 5 —. Men der er theoretisk Uenighed om,

hvorvidt han ogsaa skal holde sig indenfor Voldgiftsmændenes Standpunkter.

Det ene Parti i Voldgiftsretten vil f. Eks. give 3 og det andet 4; kan Opmanden saa

gaa under 3 eller over 4? Kan Opmanden se helt bort fra de uenige Voldgiftsmænd

og give A's Paastand om 2 eller B's Paastand om 5 Medhold?

Det vilde næppe være heldigt at tillade Opmanden at gaa paa egen Haand ud

over de Rammer, som de faglige Voldgiftsmænds Standpunkter repræsentere. I hvert

Fald, hvis de faglige Voldgiftsmænds Tal er 4 eller derover, og de have delt sig 2

mod 2, synes det lidet rimeligt, at indenfor det Parti, som Opmanden slutter sig til,

og som altsaa bliver 3 i Tallet, skulde Opmandens enkelte Stemme overveje de t'o

Lægdommere i Partiet og derved medføre et endnu mere yderligtgaaende Resultat, end

hans to Meningsfæller havde ønsket. Men ogsaa, hvor Voldgiftsretten ordinært kun

bestaar af to, og disse have delt sig en mod en, vilde det være urimeligt, om Opmanden

skulde kunne medføre et Resultat saa langt til den ene Side, at begge de

læge Voldgiftsmænd fandt, at det var at gaa for vidt. Under Hensyn hertil er det

foreslaaet, at Opmanden skal holde sig indenfor Voldgiftsmændenes Standpunkter.

ad 4. Det hænder undertiden, at en af Parterne efter Kendelsens Afsigelse

ensidig sætter sig i Forbindelse med Voldgiftsretten eller Opmanden for at faa Ken-


16

delsen nærmere fortolket; og en særskilt Forhandling med denne Part om Kendelsens

Fortolkning, som Modparten altsaa staar udenfor, kan let føre til Forviklinger.

ad 5. Det er ikke anset for nødvendigt at fastsætte bestemte Regler for, i

hvilke Tilfælde Slægts- og Svogerskabsforhold bør medføre Inhabilitet. Det vil formentlig

være tilstrækkeligt at bestemme, at den Voldgiftsmand eller Opmand, der

staar i et saa nært Familie- eller personligt Forhold til nogen af Parterne, at hans

Upartiskhed efter almindelig naturlig Opfattelse maa anses truet, bør vige sit Sæde.


17

IV. Revision af faglige Voldgiftskendelser.

§ 1-

Til Brug for de Fag. hvis Overenskomster derom indeholder Bestemmelser,

nedsættes et Udvalg til Afgørelse af, om Revision af en afsagt faglig Voldgiftskendelse

kan tillades.

Revisionsudvalget bestaar af et af hver af Hovedorganisationerne for to Aar ad

Gangen valgt Medlem og af en af Den faste Voldgiftsret blandt Rettens Næstformænd

for et Aar ad Gangen valgt Formand.

§ 2.

Betingelsen for, at Revision kan tillades, er enten:

a) at det oplyses, at Sagen er bleven forelagt Voldgiftsretten uden behørig Voldgifts-

Overenskomst, eller der ved Voldgiftsrettens Sammensætning og Sagens Behandling

er gaaet frem i Strid med den afsluttede Voldgiftsaftale eller med Regler,

som efter Forholdets Natur nødvendigvis bør iagttages for at opnaa en upartisk

Afgørelse (jfr. saaledes den ovenfor Side 14 aftrykte Vejledning); eller

b) at den afsagte Kendelse indeholder Afgørelse af Spørgsmaal, som ikke af rette

Vedkommende ere blevne Retten forelagte til Afgørelse; eller

c) at Oplysninger, der ere af Betydning for Sagen, først fremkommer efter Kendelsens

Afsigelse, naar det er undskyldeligt, at den Part, som paaberaaber sig Oplysningerne,

ikke tidligere har fremskaffet dem.

Selv om en af de nævnte Betingelser foreligger, maa Tilladelse til Revision

dog kun gives,

naar Sagen er af betydelig Vigtighed enten paa Grund af den almindelige Grund-,

sætning, den drejer sig om, eller fordi den har betydelig pekuniær Interesse

for Enkeltpersoner,

naar der er Grund til at antage, at en fornyet Prøvelse vil føre til et andet Resultat,

og

naar der endnu ikke er forløben 3 Maaneder efter Kendelsens Afsigelse, en Termin,

som dog i ganske særlige Undtagelsestilfælde kan fraviges.

§ 3.

Revisionsudvalget bestemmer selv, hvilke Oplysninger det ønsker sig forelagte,

forinden Beslutning om Revisionstilladelse tages, og hvorvidt Oplysningerne skal forelægges

Udvalget mundtligt eller skriftigt, Saafremt Revisions-Ansøgningen afslaas,

paalægges der Ansøgeren Sagens Omkostninger.

3


18

§4.

Saafremt Revisionstilladelse gives, bliver Sagen af Ansøgeren at forelægge R evisionsretten,

som bestaar af Revisionsudvalget samt to Medlemmer, valgte af

hver af de to stridende Parter. Formanden for Revisionsudvalget, der ogsaa er Formand

for Revisionsretten, indkalder til Retsmøder, og Sagen afgøres efter Stemmeflerhed.

Angaaende Proceduren og Paalæggelse af Sagsomkostninger følges de samme

Regler som ved Den faste Voldgiftsret.

§ 5.

Medens Formanden i Revisionsretten oppebærer Honorar som Næstformand

i Den faste Voldgiftsret, udreder Hovedorganisationerne de øvrige Udgifter ved Institutionen,

forsaavidt de ikke dækkes af Sagsomkostningerne.

Motiver.

Der maa efter alles Mening stilles meget strenge Betingelser for, at Appel

kan tillades af en faglig Kendelse. 1 de fleste faglige Stridsspørgsmaal er Hurtighed

og Endelighed meget vigtige Krav.

Men der er Indvendinger mod en faglig Kendelses Retfærdighed, som. naar

der ikke haves en Ventil, kan give Anledning til megen Uro — mange Sigtelser og

megen Bitterhed — nemlig naar Sagen antages at være gaaet en Part imod ikke paa

Grund af Sagens Indhold men af Sagen uvedkommende Grunde, nemlig a. Fejl i Sagens

formelle Behandlingsmaade, b. Mangel i Voldgiftsrettens Kompetence og c. fejlagtige

eller ufuldstændige Oplysninger.

Opstaar der af en af disse Grunde Uro, vil det vistnok være gavnligt, om en

ny Autoritet kan faa Lejlighed til at berolige enten ved et: ja, der er nok sket

Fejl, men Fejlen skønnes ikke at være af Betydning forSagen, eller: ja, der er sket

Fejl, men Spørgsmaalet er for smaat eller for gammelt til at fortsætte Striden om, eller

endelig: ja, der er sket Fejl, og Sagen bør prøves forfra.

Selv hvor der af de angivne Grunde ikke tillades Appel trods den begaaede

Fejl, kan det ofte virke beroligende, at det af Revisionsudvalget til Underretning for

fremtidige Tilfælde slaas fast, at det skete formelt har været ukorrekt eller mangelfuldt.

Til Dels af pekuniære Grunde er det foreslaaet, at en — altsaa af Staten

dertil honoreret — Næstformand i den faste Voldgiftsret fungerer som Formand i

Revisionsudvalget og i Revisionsretten; den derved tilvejebragte Mulighed for Vekselvirkning

med Den faste Voldgiftsret er formentlig ogsaa ønskelig.


Bilag til Beretningen.


Indholdsfortegnelse.

Side

I. Mægling og Voldgift i Udlandet (ved Sekretær i Arbejdsløshedsinspektoratet, B. Gloerfelt-Tarp)

21

Indledning 21

Norge 22

Sverige 29

England 39

Frankrig 42

Østrig 42

De forenede Stater i Nordamerika 43

Argentina 44

Australien

Love og Bestemmelser om Mægling og Voldgift m. m. i Norge,Sverige, England, Frankrig,

45

Østrig. Kanada, De forenede Stater i Nordamerika og Australien 49

II. Nogle Træk af Næringsliv og Arbejdsstrid i Danmark før Aar 1900 (ved E. Steincke,

Sekretær ved »Den faste Voldgiftsret«) 135

III. Oplysninger om den faste Voldgiftsrets Virksomhed i Aarene 1910—17 (ved E. Steincke,

Sekretær ved »Den faste Voldgiftsret«) 187

IV. Statistiske Oplysninger om Strejker og Lockouter i Danmark (ved Johs. Dalhoff,

Kontorchef i Det statistiske Departement) 193

Alfabetisk Register 203


I.

Mægling og Voldgift i Udlandet.

Udarbejdet af Sekretær i Arbejdsløshedsinspektoratet, cand. polit. B. Gloer felt-Tarp.

Nærværende Oversigt over Mæglings- og Voldgiftsforanstaltninger i Udlandet

fremtræder som et Supplement til den i Beretningen fra Fællesudvalget af 17. August

1908 af Arbejdsløshedsinspektør, Frøken Clara Blach udarbejdede Afhandling om

Mægling og Voldgift i Udlandet. Oversigten omfatter de vigtigere Lovforanstaltninger,

der siden 1908 er fremkommet paa dette Omraade. Medens de i Norge og Sverige

fremkomne Love og Lovforslag er gjort til Genstand for en mere udførlig Omtale,

er der ved Gennemgangen af de enkelte Landes Lovgivning ikke medtaget saadanne

Foranstaltninger, som er en direkte Følge af Krigen, og som maa antages enten helt

at bortfalde eller dog blive underkastet væsentlige Ændringer efter Krigens Afslutning.


Norge. 22

Norge.

Med Loven af 6. August 1915 om Arbejdstvister er Norge rykket ind i Rækken

af de Stater, der har draget Spørgsmaalet om Arbejdsstridigheders Bilæggelse ved

Mægling og Voldgift ind under Statens Medvirken.

Loven gør det til Pligt for saavel Fagforeninger som Arbejdsgiverforeninger

at lade sig indregistrere. Samtidig skal der afgives Beretning om Foreningens Med-

lemstal. Bestyrelsesmedlemmernes Antal m. m.

Der sondres mellem Bets- og Interessekonflikter. Loven bestemmer, at Tarif-

overenskomster skal oprettes skriftlig, og fastslaar, at Strid mellem en Fagforening

og en Arbejdsgiver eller Arbejdsgiverforening om en Tarifoverenskomsts Gyldighed,

Forstaaelse eller Bestaaen eller om Krav, som grunder sig paa en Tarifaftale, ikke

maa søges løst gennem Strejke eller Lockout. Loven har hermed helt udelukket

Strejken eller Lockouten som Middel til at haandhæve en gældende Overenskomst.

Forsaavidt Parterne ikke kan naa til noget Forlig ad Forhandlingens Vej; eller

Stridsspørgsmaalet paa anden Maade falder bort, har den Part, der mener sig foru-

rettet, Adgang til at indanke Sagen for den ved Loven oprettede Arbejdsret, hvis Ken-

delse i Sagen er endelig afgørende og forbindende for Parterne. Kun de Kendelser,

der gaar ud paa at afvise eller optage Sagen, kan indankes for Højesteret.

Retten bestaar af 5 af Kongen paa 3 Aar valgte Medlemmer samt 8 Supple-

anter. De 4 Medlemmer udtages efter Indstilling af Arbejdsgiver- og Fagforeninger,

saaledes at en Arbejdsgiverforening har Ret til at stille Forslag om 2 Repræsentan-

ter og 4 Suppleanter, forsaavidt den tæller 100 Medlemmer, eller der af Medlemmerne

beskæftiges mindst 10000 Arbejdere; samme Ret tilkommer Fagforeninger med mindst

10000 Medlemmer. Blandt de, der saaledes er bragt i Forslag, udnævnes 2 Medlem-

mer med Suppleanter fra hver Side. Som Betingelse for at blive Medlem af Retten

er fastsat Statsborgerret, 30-Aars Alderen, samt at Vedkommende skal være i Besid-

delse af de almindelige borgerlige Rettigheder. Dernæst maa de Paagældende ikke

være Medlemmer af Bestyrelsen i en Arbejdsgiver- eller Fagforening. Formanden skal

tillige opfylde de Betingelser, der er foreskrevne for Højesteretsdommere.

Rettens Omraade er begrænset til de ovenfor nævnte Stridigheder om Tarif-

aftaler. En Tarifaftale fastslaas i Loven at være en Overenskomst mellem de om-

handlede Parter om Arbejds- og Lønningsvilkaar eller andre Arbejdsforhold. Sag vil

kunne anlægges for Retten af en Arbejdsgiver eller Arbejdsgiverforening mod en Fag-

forening eller omvendt. I Tilfælde af, at Enkeltmedlemmer har gjort sig skyldig i

Brud paa Overenskomster eller mener sig forurettede, vil Søgsmaal kunne gøres gæl-

dende mod eller af Medlemmets Forening paa Vedkommendes Vegne. I alle Tilfælde,


23 Norge.

hvor Uoverensstemmelsen derimod har sit Udspring i en individuel Arbejdskontrakt, d. v. s.

i alle saadanne Tilfælde, hvor ikke en Fagforening kan optræde enten som direkte ansvarlig

eller paa det paagældende Medlems Vegne, vil Spørgsmaalet henhøre under de almindelige

Domstole. Stats- og Kommunearbejderne er ikke indbefattet under Loven,

Dette gælder dog ikke, forsaavidt de Paagældende arbejder paa Akkord eller er ansat

med en Opsigelsesfrist paa 14 Dage eller derunder.

Loven har, som det vil ses, fastslaaet „tvungen Voldgift" i alle Stridigheder

vedrørende bestaaende Overenskomster om Lønnings- og andre Arbejdsforhold, forsaavidt

paa den ene Side en Fagforening paa den anden Side en Arbejdsgiver eller en

Arbejdsgiverforening fremtræder som Bærer af Overenskomsten.

Forinden Sag kan indbringes for Arbejdsretten, skal Sagsøgeren have forsøgt at

opnaa Forlig ved Forhandling med Modparten, og en Afskrift af de førte Forhandlinger

eller Bevis for, at Modparten ikke har villet indlade sig paa Forhandlinger,

maa indsendes til Formanden sammen med Stævningen. For Retten kan Formanden

lade afhøre Vidner og Sagkyndige eller indhente Oplysninger hos saadanne. Retten

kan endvidere kræve fremlagt Dokumenter, Forretningsbøger og andre Bevisligheder,

ligesom den kan lade foretage Undersøgelser ved sine Medlemmer eller ved særlig udnævnte

Sagkyndige. I saa Tilfælde kan de paagældende Virksomheder og Arbejdsmetoder

kræves forevist.

Arbejdsretten kan tilkende den ved Overenskomstbruddet skadelidende Part

Erstatning. Ved dennes Fastsættelse skal der ikke alene tages Hensyn til Skadens

Størrelse, men ogsaa til den udviste Skyld og til misligt Forhold fra den skadelidendes

Side, saaledes at Erstatningen i særlig undskyldelige Tilfælde helt kan bortfalde. For

Enkeltmedlemmer hæfter Foreningerne kun, naar de har Skyld i det tarifstridige Forhold,

i dettes Fortsættelse eller i en ulovlig Arbejdsstandsning. Loven fastsætter endvidere.

at en Arbejdsaftale mellem en Arbejder og en Arbejdsgiver er ugyldig, forsaavidt

den indeholder Bestemmelser, der strider mod en Tarifaftale, af hvilken de

begge er bundne, og herigennem er der sørget for, at ikke opfyldte Krav, der grunder

sig paa Tarifoverenskomster, og hvorved Skade kan paavises, altid vil kunne gøres

gældende. Loven fastsætter derimod ikke noget særligt Strafansvar eller Bod for

Brud paa Overenskomster. I Tilfælde, hvor der ikke kan gøres noget Erstatningskrav

gældende, som f. Eks. hvor Overenskomstbrudet vedrører Besættelsen af en Formandsplads

eller lignende, vil Kendelsen derfor blot komme til at gaa ud paa at fastslaa

det paaklagede Forholds Lovlighed eller Ulovlighed. Bødestraf er kun fastsat

for det Tilfælde, at en Fagforening eller Arbejdsgiverforening, i Strid med selve

Lovens Bestemmelser, søger en Konflikt, der har sit Udspring i en Tarifoverenskomst,

løst ved Arbejdsstandsning. Bøden kan i saa Tilfælde andrage fra 5 Kr. til 25,000 Kr.,

og den kan paalægges saavel Foreningens Enkeltmedlemmer, der gør sig skyldige i

Arbejdsstandsningen, som Medlemmer af den paagældende Forenings Bestyrelse, forsaavidt

disse har medvirket til Strejkens eller Lockoutens Iværksættelse eller Fortsættelse.

Disse Straffesager paakendes ikke af Arbejdsretten, men af de almindelige

Domstole. Paatale finder Sted af det offentlige paa Begæring af den skadelidende

Part eller af det Ministerium, hvorunder Loven er henlagt. Paa samme Vis bliver

alle andre Straffesager, der kan opstaa under Arbejdsrettens Behandling af Sagen, at

afgøre af de almindelige Domstole.

Som det fremgaar af foranstaaende, er al Tale om Arbejdsstandsning udelukket,

saalænge en Aftale om Arbejdsforholdet binder Parterne. Medens det oprinde-


Norge. 24

lige Lovforslag, hvad der senere skal blive berørt, indeholdt Bestemmelser om tvungen

Voldgift ogsaa i visse Interessekonflikter, lod den i 1915 vedtagne Lov denne Tanke

falde og holdt sig til Mæglingen i de Tilfælde, hvor det drejede sig om Uoverens-

stemmelser angaaende nye Overenkomster eller bestaaende Overenskomsters Fornyelse.

Mæglingsinstituttet er indrettet paa følgende Maade: Landet inddeles i Mæglings-

kredse, og for hvert af disse udnævner Kongen en Mæglingsmand. For hele Landet

udnævnes en Rigsmæglingsmand, hvis Opgave dels er den samme som Kredsmæglings-

mændenes, dels den, at optræde som disses Overordnede og føre et vist Tilsyn. Mæg-

lingsmændene skal opfylde de samme Betingelser, som de ordinære Medlemmer af

Arbejdsretten. Mæglingen vil kunne foretages af den enkelte Mæglingsmand, men

hvor begge Parter forlanger det eller giver Samtykke dertil, skal Mæglingen foregaa

ved et Mæglingsraad. For hver Mæglingskreds opretter Regeringen efter Indstilling

fra Parterne 2 Udvalg bestaaende af Personer, der er villige til at være Mæglere.

Ønskes en Sag behandlet af Mæglingsraad, udnævner den Mæglingsmand, for hvem

Sagen er indbragt, og som bliver Raadets Formand, 2 Mæglere — 1 af hvert Udvalg.

Skal Rigsmæglingsmanden være Formand, kan han udtage de 2 øvrige Medlemmer af

Raadet fra hvilke Mæglingskredse han maatte ønske, hvorimod Kredsmæglingsmændene

maa holde sig til Udvalgene i deres egen Kreds.

I Anledning af en Strid mellem en Fagforening og en Arbejdsgiver eller Ar-

bejdsgiverforening om en Tarifaftale, der skal afløse en tidligere Overenskomst, kan

der ikke iværksættes Arbejdsstandsning, før den bestaaende Overenskomsts Gyldighed

er udløbet. Men ydermere fastsætter Loven, at der i alle Tilfælde, hvor der finder

Arbejdsopsigelse Sted, hvorved Arbejderne opsiger deres Arbejdspladser eller Arbejds-

giverne deres Arbejdere i den Hensigt at iværksætte Strejke eller Lockout, skal ske

Meddelelse til Kredsens Mæglingsmand, og at der. forinden Arbejdsstandsning kan

iværksættes, skal hengaa fire Dage efter at Meddelelse om, at Forhandling mellem

Parterne ikke finder Sted, er indgaaet til Mæglingsmanden. Naar Loven fastsætter

en saadan Frist, er det af Hensyn til Paabudet til Mæglingsmanden om midlertidig at

forbyde Arbejdsstandsning, hvor han finder, at denne vil kunne medføre Skade for de

almene Interesser. Fører Mæglingen i dette Tilfælde ikke til noget Resultat inden

Udløbet af 10 Dage, kan hver af Parterne kræve Mæglingen afsluttet, og senest 4

Dage herefter skal Mæglingen sluttes, og Arbejdsstandsningen kan derefter frit iværk-

sættes. Mæglingsmanden har iøvrigt, uden Hensyn til om Arbejdsstandsningen er

iværksat eller ej, Ret til at gribe ind baade efter Opfordring fra begge Parter, paa

Begæring af en af Parterne, og af eget Initiativ.

I sin Virksomhed for at skaffe en Sag oplyst, har Mæglingsmanden eller

Mæglingsraadet i alt væsentligt de samme Beføjelser, som Arbejdsretten. Der kan

fremsættes Mæglingsforslag, der, saafremt de ikke godkendes af Parterne, kan bringes

frem for Offentligheden af Rigsmæglingsmanden, ligesom denne kan offentliggøre saa-

danne Uddrag af Parternes Forhandlinger, som han maatte anse for passende. Ogsaa

her vil der kunne idømmes Pengebøder fra 5 til 25,000 Kr., saafremt der iværksættes

Arbejdsstandsning i Strid med Lovens Bestemmelser.

Medens Loven af 28. Juli 1915 saaledes kun i et enkelt Tilfæde paabyder, at Mæg-

ling skal finde Sted. forinden Parterne kan skride til Arbejdsnedlæggelse, gik Lovforslaget

betydelig videre, idet ogsaa visse Interessekonflikter efter dette kunde gøres til Genstand

for tvungen Bilæggelse. Det Forslag, der i Slutningen af 1909 blev afgivet af en af

Regeringen nedsat Kommission, anbefalede Nedsættelsen af et Voldgiftsraad, Dette


25 Norge.

Voldgiftsraad skulde, efter at offentlig Mægling forgæves havde været forsøgt, paa

en Parts Begæring afsige Kendelse i alle Retskonflikter om Tarifaftaler, bindende

for Parterne. Ligeledes kunde en af Parterne forlange Interessekonflikter, hvor Mæglingen

havde vist sig utilstrækkelig til Stridens Bilæggelse, bragt ind for Raadet, der

kunde afgive Kendelse, ikke alene naar begge Parter paa Forhaand havde erklæret at

ville være bundne, men ogsaa i andre Tilfælde, naar Raadets Afgørelse var enstemmig.

Blandt andet som Følge af en stor Arbejdskonflikt i 1911 kommer Lovforslaget

først frem i 1912. Forslaget havde imidlertid ladet den tvungne Voldgift falde

og kun bibeholdt Voldgiftsraadet til Bilæggelse af Interessekonflikter, forsaavidt Parterne

var enige i at indbringe dem til Raadets Afgørelse. Samtidig foretoges den Ændring,

som ogsaa har givet sig Udtryk i den gennemførte Lov, at Navnet „Voldgiftsret"

ombyttedes med „Arbejdsret" i de Tilfælde, hvor der var Tale om at afsige

Kendelser i Stridigheder angaaende bestaaende Tarifaftaler, ud fra den Betragtning,

at det her var en egentlig Domstol, der skulde træffe Retsafgørelser og ikke voldgive.

I Overensstemmelse hermed skal efter den gældende Lov Konflikt angaaende en bestaaende

Overenskomst indbringes for Arbejdsretten, uden at der forud herfor kan

blive Tale om offentlig Mægling, saaledes som det oprindelig var foreslaaet. Hverken

dette eller et i Begyndelsen af det følgende Aar fremsat Forslag naaede dog at blive

vedtaget, det sidste blandt andet som Følge af Regeringsskifte. Imidlertid fremsattes

allerede samme Foraar det Forslag, hvoraf den nuværende Lov er fremgaaet

Denne er i det væsentlige i Overensstemmelse med Forslaget. En Hovedafvigelse findes

kun, forsaavidt angaar Spørgsmaalet om Interessekonflikters Løsning ved Voldgift.

Foruden Mæglingsinstitutionen foreslaas indført en Voldgiftsret, for hvilken Parterne

kan indbringe saadanne Spørgsmaal, som ikke har fundet deres Løsning gennem

Mæglingen, men ydermere fastsættes det, at hvor betydelige Samfundsinteresser udsættes

for Fare, og Mægling forgæves er prøvet, kan Regeringen bestemme, at Striden

skal afgøres ved Voldgift, dog under Forbehold af Stortingets Godkendelse af Beslutningen.

Forslaget blev imidlertid ikke vedtaget til Trods for, at samtlige Regeringens

Medlemmer i Princippet var enige, ligesom ogsaa et Flertal indenfor det staaende

Udvalg af Tinget, den saakaldte Socialkomité, havde sluttet sig til Regeringens

Standpunkt. Dette skyldtes en stærk Modstand saavel fra Arbejder- som fra Arbejdsgiverside.

Regeringen indtog det Standpunkt, at den ikke kunde anbefale tvungen

Voldgift i alle Interessekonflikter, dels fordi man mente, at en Lovgivning, der gik

imod saavel Arbejdsgivere som Arbejdere paa et saadant Omraade, ikke vilde komme

til at virke efter sin Hensigt. Men ogsaa fordi man ikke kunde anerkende den tvungne

Voldgifts Berettigelse i et Samfund som det norske. Hvor Spørgsmaalet var om en

Strid angaaende en bestaaende Tarifoverenskomst, drejede det sig kun om at fastslaa

Beskaffenheden af et allerede bestaaende Retsforhold. Voldgiftsretten skulde derimod

med hver Afgørelse skabe ny Ret og det paa et Omraade, hvor Vanskelighederne ved

at skabe faste Regler hurtig vilde vise sig at være uoverkommelige. Lagde man i en

Lønkonflikt f. Eks. Arbejdernes Behov til Grund, vilde det mulig vise sig, at de paagældende

Bedrifter ikke paa det givne Tidspunkt vilde være i Stand til at bære en

Lønforhøjelse, der for Arbejdernes Vedkommende syntes paakrævet. Vilde man paa

den anden Side lægge Produktionsudbyttet til Grund, kom man mulig ned under det

Lønminimum, ved hvilket en Arbejderfamilie kunde lægge et anstændigt Budget. Med

andre Ord der vilde opstaa Strid om, hvilke Principper man burde følge, og havde

4


Norge. 26

man naaet at faa Principperne fastslaaet, vilde det vise sig umuligt at føre dem ud i

Praksis. Afgørelsen maatte derfor komme til at bero paa et Skøn i hvert enkelt Til-

fælde, et Skøn over, hvad der var normal Arbejdsløn, et Skøn over, hvad Bedrifterne

kunde bære, et Skøn over Arbejdernes Behov og maaske, forsaavidt man fortrinsvis

vilde se det som Bettens Opgave at hindre det Spild af Kræfter, der finder Sted i

den aabne Konflikt, et Skøn over, hvilke Arbejdsbetingelser Parterne kunde have op-

naaet ved det Vaaben, Samfundet har nægtet dem at benytte. Dernæst maatte der

tages Hensyn til de Sidevirkninger, en saadan Lønregulering kunde faa paa Bedrifts-

formerne, paa Lønnen i andre Erhverv, paa Varepriser og derigennem paa Arbej-

dernes reelle Løn, Spørgsmaal, som det vilde være udelukket at have nogen klar Fore-

stilling om, og som dog maaske med fuldstændigt Indblik i Forholdene vilde vise sig

at være de mest væsentlige.

Den tvungne Voldgift vilde ogsaa for Statsmagten føre til visse Konsekvenser,

som Regeringen ikke mente det forsvarligt at tage. Staten vilde saaledes gennem en

tvungen Lønregulering paatage sig et Medansvar saavel for Bedrifternes Udgifter som

for Arbejdernes Levevilkaar.

Naar Regeringen ikke desto mindre gik til at anbefale tvungen Voldgift

i visse Tilfælde, var det ud fra den Betragtning, at hvor der stod betydelige Sam-

fundsinteresser paa Spil, maatte Samfundet have en Adkomst til at afværge, at Sam-

fundsmaskineriet gik i Staa. Den tvungne Voldgift maatte her siges at være den

lempeligste Form, hvorunder dette kunde ske.

Som nævnt kunde hverken Arbejdsgivere eller Arbejdere slutte sig til For-

slaget. Det fremhævedes fra begge Parter, at de samme Indvendinger, som kunde

gøres gældende mod almindelig tvungen Voldgift, ogsaa vilde kunne fremføres mod

den Form, Regeringen havde foreslaaet. Voldgiftskendelserne vilde faa Betydning ud

over de Tilfælde, de direkte gik ud paa at afgøre, og hertil kom, at det stod i den

Parts Magt, der mente at have Fordel af at faa et Spørgsmaal indbragt til Rettens

Afgørelse, at udvide Konflikten, saaledes at betydelige Samfundsinteresser kunde siges

at staa paa Spil. Arbejdsgivernes Repræsentanter fremhævede endvidere, at saalænge

Fastsættelsen af Arbejds- og Lønningsvilkaar foregik ved Forhandling eller Kamp

mellem Parterne, vilde Arbejdsmarkedet og Konjunkturerne danne en naturlig Be-

grænsning for de Krav, der kunde rejses af de paagældende Interessegrupper.

Gennemføres der tvungen Voldgift, vil man fristes til i Tide og Utide at fremsætte

vidtgaaende og uberettigede Krav.

Ogsaa af Arbejderpartiet blev der kraftig protesteret mod Loven; vel var man

ikke nogen principiel Modstander af Statsregulering, men ved at gribe ind paa et en-

kelt Punkt berøvede man Arbejderne et Vaaben i den økonomiske Kamp uden at give

dem tilsvarende Fordele. I Hovedparten af Lønkonflikterne var Arbejderne den agres-

sive Part. medens Arbejdsgiverne i Reglen benyttede Lockouten som Modforholds-

regel. Man vilde saaledes fratage Arbejderen hans vigtigste Vaaben til at forbedre

sine Lønvilkaar, medens man frit tillod Arbejdsgiveren at overvælte en eventuel Løn-

regulering paa Varepriserne og herigennem gøre denne illusorisk. Arbejderne mente

lige saa lidt som Arbejdsgiverne, at Forbudets Indskrænkning til visse særlige Til-

fælde frembød tilstrækkelig Garanti. Hertil kom, at det viste sig, at der i de Lande,

hvor man var gaaet videst i saa Henseende, ogsaa fra Arbejderhold var ved at opstaa

Uvilje mod saa vidtgaaende Indgreb. Efterhaanden som Lønnen var naaet op paa

Normalniveauet, syntes Lønbevægelsen her tildels at være gaaet istaa.


I

27 Norge-

Trods den stærke Modstand holdt Regeringen dog stadig fast ved Forslaget.

Først Verdenskrigen i Forbindelse med Trusler fra Arbejdernes Side om Generalstrejke

bevægede den til at fjerne Bestemmelsen om den tvungne Voldgift. Hermed

overlodes Interessestridigheders Afgørelse, forsaavidt den offentlige Mægling ikke fik

bragt Forlig til Veje mellem Parterne, helt til disses egen Afgørelse, idet det statslige

Voldgiftsraad fuldstændig bortfaldt, ogsaa i Spørgsmaal, hvor Parterne var enige i at

anvende Voldgift.

I Sommeren 1916 kom der imidlertid til at foreligge en Situation, der atter

foranledigede Regeringen til at tage det her berørte Spørgsmaal op. Arbejderne i

Bjærgværks- og Jernindustrien samt i norsk Hydro og i Møbelindustrien havde erklæret

Strejke, navnlig med det Formaal at forbedre Lønsatserne. Arbejdsgiverne

svarede med at erklære Lockout i en hel Række af Fag, blandt andet omfattende

Træ- og Papirindustrien, Skotøjsindustrien, Tobaksindustrien og Bygningshaandværket.

Denne Lockout truede med at træde ud i Livet efter at et Forlig, vedtaget af Arbejdernes

og Arbejdsgivernes Repræsentanter i de strejkende Fag, var blevet forkastet af

de i Strejken deltagende Arbejderorganisationer. Efter at en Kamp saaledes syntes

at være uundgaaelig, forelagde Regeringen et Lovforslag, i det væsentlige sluttende sig

til det tidligere forkastede Forslag om tvungen Voldgift.

Medens Regeringen ved Forslagets Forelæggelse havde formaaet Arbejdsgiverne

til at udsætte den bebudede Lockout, erklærede derimod Arbejderne som en Protest

mod Lovforslaget, og efter at dette var vedtaget i Odelstinget, hvor det i det væsentligste

kun havde Arbejdernes Stemmer imod sig, Generalstrejke. Denne omfattede

for det første samtlige de Fag, i hvilke der var erklæret Lockout, men tillige en Række

af Fag, hvor Arbejdet dog først kunde indstilles efter en Opsigelsesfrist af 14 Dage.

Heriblandt fandtes saa vigtige Fag som Bagere, Typografer samt en Del Stats- og

Kommunearbejdere, ligesom ogsaa de uorganiserede Arbejdere kunde forventes at ville

give Strejken deres Tilslutning. Regeringen holdt imidlertid fast ved Forslaget, som

herefter den 9. Juni 1916 blev vedtaget af Lagtinget og samme Dag stadfæstet af

Kongen.

Ifølge den saaledes vedtagne Voldgiftslov nedsattes en Voldgiftsret bestaaende

af en Formand samt 2 Medlemmer udnævnt af Regeringen, medens Arbejdernes

Landsorganisation og norsk Arbejdsgiverforening udnævner hver et Medlem. I Til-

fælde af Vægring fra Organisationernes Side kan ogsaa disse Medlemmer udpeges af

Regeringen.

For Voldgiftsretten, hvis Medlemmer udnævnes for hver enkelt Sag, kan Re-

geringen henskyde saadanne Stridigheder mellem en Arbejdsgiver eller Arbejdsgiver-

forening og en Fagforening, som findes at udsætte betydelige Samfundsinteresser for

Fare. Naar Striden overgives til Rettens Afgørelse, kan det samtidig bestemmes, at

Arbejdsstandsninger i de paagældende Virksomheder ikke maa fortsættes eller iværk-

sættes. Af Retten kan idømmes Bøder fra 5 til 25,000 Kr. For dens Virksomhed

gælder iøvrigt ialt væsentlig de samme Regler som for den ved Loven af 1915 ned-

satte Arbejdsret. Loven har kun midlertidig Varighed, idet den ifølge § 6 kun finder

Anvendelse paa Arbejdskonflikter, der er opstaaet eller opstaar under den nuværende

europæiske Krig.

Samme Dag Voldgiftsloven var vedtaget, paabød Regeringen Voldgift i de fore-

liggende Konflikter samt forbød enhver Fortsættelse eller Iværksættelse af nogen

Arbejdsstandsning, der stod i Forbindelse med disse. Medens Arbejdsgiverne straks


Norge. 28

bøjede sig for Loven ved at aflyse de bebudede Lockouter, skete dette for Arbejdernes

Vedkommende først efter Vedtagelse af Landsorganisationens Kongres den 13. Juni,

saaledes at Strejken hævedes fra den 14. om Aftenen. Da Regeringen havde forbudt

Arbejdsstandsningen fra den 13. om Formiddagen, forelaa der saaledes fra Arbejdernes

Side et Brud paa Loven, uden at Regeringen dog fandt Anledning til at skride ind

navnlig under Hensyn til de korte Frister, der var fastsat i Forbudet.

Medens Arbejdsgiverne straks foretog det nødvendige med Hensyn til Udnævnelse

af en Repræsentant til at indtræde i den nedsatte Voldgiftsret, nægtede Arbejderne

at vælge deres Repræsentant, hvorefter Regeringen udnævnte en af Arbejdernes

Tillidsmænd til at indtræde i Retten.

Den første Sag, der fandt sin Afgørelse for Voldgiftsretten, blev Konflikten i

Jærnindustrien. Arbejdernes Repræsentanter var her ved det ikke godkendte Forlig

blevet staaende ved et Tillæg i Timebetalingen af 5 til 6 Øre, medens Retten tilkendte

Arbejderne et Tillæg af 10 Øre i Timen tilligemed andre mindre Fordele. Tiltrods

for dette gunstige Resultat synes Arbejderne dog ikke at have opgivet deres principielle

Modstand mod Lovgivning af den her omhandlede Art.


29 Sverige.

Sverige.

Den i 1907 nedsatte Komité til Udarbejdelse af Forslag vedrørende en Ordning

af Kollektivaftalerne og de Spørgsmaal, der stod i Forbindelse hermed, havde ikke

tilendebragt sit Arbejde, da de store Arbejdsstandsninger indtraf i Sverige i 1909.

Imidlertid ønskede man, for ikke oftere at blive udsat for en lignende Usikkerhed

i Arbejdsforholdene, som den man just havde været Vidne til, hurtigst at faa gennemført

en Ordning paa dette Omraade, hvorfor Regeringen i Marts 1910 fremsatte Forslag

om en Regulering af Kollektivaftalen samt om Oprettelse af en Domstol til Afgørelse

af de i Forbindelse hermed staaende Spørgsmaal. Disse Forslag naaede imidlertid ikke

gennem Rigsdagen ligesaalidt som de i det følgende Aar i Februar om samme Emne

fremsatte.

Naar de ikke desto mindre her gøres til Genstand for mere udførlig Omtale, skyldes

det, at Spørgsmaalene i disse Forslag blev belyst meget indgaaende, og at alle var enige

om, at en Lovgivning paa dette Omraade var paakrævet.

Nogen Hovedafvigelse fandtes ikke mellem de to Aars Forslag.

Disse omfattede: En Lov om Kollektivaftalen; en Lov om en særlig Domstol i

visse Arbejdsstridigheder; en Lov om visse Arbejdsstridigheder: en Lov om visse Arbejdsaftaler

samt enkelte ved de nævnte Loves Fremkomst nødvendiggjorte Ændringer

i tidligere Love.

Det er de tre førstnævnte Forslag, der her nærmere skal omtales. Ønsket om at

forhindre, at en Strid om Kollektivaftalens Forstaaelse og Indhold bryder ud i aaben Konflikt

mellem de kontraherende Parter, maatte i Sverig ikke alene føre til Oprettelse af en

særlig Domstol til saadanne Stridigheders Bilæggelse, men ogsaa til en Regulering af selve

Kollektivaftalen. Det var nemlig ikke alene Savnet af en sagkyndig Domstol paa dette

Omraade, men ogsaa den herskende Uklarhed med Hensyn til disse Aftalers Retsvirkninger,

der medførte, at Spørgsmaal af denne Art som Regel ikke indbragtes for Domstolene,

men var henvist til at finde deres Afgørelse ved de af Parterne selv oprettede

Voldgiftsnævn og Forligskommissioner, og saafremt disse Institutioner ikke kom til at

virke, f. Eks. paa Grund af den ene Parts Vægring ved at udnævne Medlemmer til Voldgiftsnævnet,

stod der saaledes ingen anden Udvej aaben end Strejke eller Lockout. Ganske

vist er i de sidste Aar i enkelte Tilfælde Spørgsmaal af denne Art indbragt for de almindelige

Domstole og har her i hvert Fald til Dels fundet deres Afgørelse, men hvor vidt man

i saa Henseende, tvungen af Udviklingen, vil strække sig, lader sig sikkert endnu ikke

med Bestemthed sige.

Naar Kollektivaftalen ikke desto mindre trods Mangler i Retsgrundlaget i Reglen

overholdes, skyldes det dels dennes Betydning for hele Arbejdsforholdet, en Betydning,

som begge Parter har Interesse i at opretholde, dels Hensynet til den offentlige Mening.

Under Arbejdsstandsningerne i 1909 fandt dog flere Brud paa Kollektivaftaler Sted,


Sverige. 30

uden at de Paagældende blev draget til Ansvar, noget der netop var medvirkende til

de omhandlede Lovforslags Fremsættelse.

Da Forslaget om en Arbejdsdomstol til dels haT sin Forudsætning i Reglerne for

Kollektivaftalerne, vil det være naturligt først at gennemgaa det herom fremsatte Forslag.

Kollektivaftalen er efter Forslaget en skriftlig Aftale, afsluttet mellem Arbejdsgiver

eller Arbejdsgiverforeninger og Arbejdernes faglige Organisationer, dels om Vilkaarene

for den individuelle Arbejdsaftale, dels om andre Spørgsmaal Parterne imellem.

Der er Forpligtelse til at indsende Afskrift af Kollektivaftalen til Myndighederne. Bundne

ved Aftalen bliver for det første de Organisationer, der har afsluttet den, og dernæst

de Arbejdere og Arbejdsgivere, der ved Aftalens Indgaaelse var Medlemmer af de

respektive Foreninger, samt de, der senere indtræder i disse, saaledes at en privat

Arbejdsaftale, der ikke er i Overensstemmelse med Kollektivaftalen, maa vige for dennes

Bestemmelser. Saafremt en Arbejder, der ikke er Medlem af den kontraherende Forening,

antages af en Arbejdsgiver, der haT sluttet Kollektivaftale, gælder Kollektivaftalen, hvis

anden Overenskomst ikke er truffet. Fra en enkelt Side foresloges det, at denne Bestemmelse

skulde udvides til at være den almindelige Regel, saaledes at en Arbejdsgiver overhovedet

ikke kunde slutte nogen Kontrakt uden om en Kollektivaftale. Dette blev imidlertid

afvist. Arbejdsgiverne ønskede ikke dette Indgreb i deres Handlefrihed, og det fremhævedes,

at en mindre Gruppe af Arbejderne kunde slutte Kollektivaftale med Arbejdsgiveren

og herigennem binde Majoriteten paa en Maade, som for denne kunde være lidet

tilfredsstillende, ligesom man ogsaa kunde tænke sig en illoyal Samvirken mellem en

mindre Arbejderorganisation og Arbejdsgiveren.

Kollektivaftalen bandt selvfølgelig Parterne til at overholde de i Aftalen fastsatte

Bestemmelser. I det hele og store gaves der Parterne Frihed til i Aftalen at indsætte

de Bestemmelser, de maatte ønske, og kun forsaavidt Forholdet ikke er ordnet

kontraktmæssigt, kommer Lovens Regler til Anvendelse. Et Indgreb i denne Parternes

frie Aftaleret gaves, hvor det gjaldt Arbejdsstandsning, Blokade og Boykotning. Om

dette Punkt gjorde vidt forskellige Anskuelser sig gældende. Det oprindelige Regerings -

forslag stod paa det Standpunkt kun at forbyde Arbejdsstandsning, hvor det drejede sig

om de egentlige Retskonflikter angaaende en afsluttet Kollektivaftales Indhold og Forstaaelse,

idet man gjorde gældende, at Aftalen kun bandt Parterne til at arbejde indenfor

dennes Rammer, for saa vidt som der overhovedet arbejdedes. Strejke, Lockout eller

lignende Forholdsregler kunde derfor under alle Omstændigheder forbydes, naar de foretoges

i den Hensigt at gennemføre Ændringer indenfor Aftaleperioden. Drejede det sig

derimod om Interessestridigheder, førte det hævdede Synspunkt ikke til noget saadant

Forbud, saaledes at Strejke eller Lockout frit maatte kunne foretages, hvad enten det

gjaldt Stridigheder om Spørgsmaal, der ikke var ordnede ved Kollektivaftalen, eller det

gjaldt Stridigheder om nye Aftalers Afslutning. Endvidere maatte man anerkende begge

Parters Ret til henholdsvis at vedtage Sympatistrejke eller Sympatilockout.

Det af Rigsdagen nedsatte Udvalg fastholdt imidlertid ikke denne fra et teoretisk

Synspunkt konsekvente Hævdelse af Aftalen som en Kontrakt, der kun bandt Parterne

til ikke at iværksætte eller ved Arbejdsstandsninger at søge at iværksætte Ændringer

indenfor Aftaleperioder. Fra Arbejdernes Side blev det nemlig stærkt gjort gældende,

at Regeringsforslaget rummede en Mistydning af Kollektivaftalens Begreb. Denne

maatte nemlig betragtes, og opfattedes ogsaa oprindelig, som et Middel til at sikre Arbejdsfreden

i det paagældende Tidsrum. Indenfor dette maatte enhver aaben Konflikt være

et Brud paa Kollektivaftalen. Dette var i Virkeligheden ogsaa anerkendt af Arbejdsgiverne

selv. En anden Opfattelse var først lidt efter lidt kommet til Orde, navnlig fordi

Arbejdsgiverne havde forstaaet, at de i Sympatilockouten havde et kraftigere Vaaben,


31

end Arbejderne i de modsvarende Forholdsregler. Endvidere gjorde man gældende,

at hele Lovgivningen paa dette Omraade, hvis Hovedformaal maatte være at sikre Arbejdsfreden,

med saadanne Regler vilde blive ret illusorisk. De fleste og største Konflikter

under Aftaleperioden skyldtes nemlig ikke Retsstridigheder. Det var Interessestridighederne

og navnlig Sympatitilkendegivelserne, der oftest medførte Brud paa Arbejdsfreden.

Hertil kom, at Forslaget ved i visse Tilfælde at nedlægge Forbud mod Strejke

og Lockout i hvert Fald indirekte anerkendte dennes Retsgyldighed i de Tilfælde, Forbudet

ikke omfattede, og netop forsaavidt angik Iværksættelse af aaben Konflikt under

Aftaleperioden, havde dennes Berettigelse under alle Omstændigheder været tvivlsom

og var i hvert Fald aldrig blevet anerkendt af Arbejderne. Man saa derfor fra Arbejderpartiets

Side hellere, at Lovforslaget helt faldt til Jorden, end at det gennemførtes i denne

Skikkelse.

Ogsaa fra anden Side kritiseredes de i Lovforslaget hævdede Principper; man mente,

at man ikke i Loven burde foreslaa Regler, som Retsudviklingen mulig i Fremtiden vilde

forkaste. Som Følge af disse Drøftelser ændredes de omhandlede Bestemmelser noget

i det af Regeringen i 1911 forelagte Forslag. I dette var der foreslaaet, at der i Aftaleperioden

ikke maatte vedtages Arbejdsstandsning paa Grund af Stridigheder mellem

Parterne. Forbudet kom saaledes ikke alene til at omfatte Retskonflikter men ogsaa

Interessekonflikter. Arbejdernes Paastand om. at ogsaa Sympatistrejke og Sympatilockout

burde være forbudt i Aftaleperioden, havde Regeringen derimod ikke ment at

kunne tage til Følge. Fra Arbejdsgiverside havde man stærkt gjort gældende, at man

ikke kunde give Afkald paa denne Ret uden i alt for høj Grad at svække sin Stilling i

Kampen om Arbejdsvilkaarene. Regeringen gav Arbejdsgiverne Medhold ud fra den

Betragtning, at en Lovgivning paa dette Omraade ikke burde forrykke det bestaaende

Styrkeforhold mellem Parterne. Heroverfor hævdede imidlertid Arbejderne, at Arbejdsgiverne

netop gennem Anerkendelsen af Sympatilockouten vilde tilvende sig en Overlegenhed

i Arbejdskampen, som en upartisk Lovgivning ikke burde lade dem beholde.

Retten til at vedtage Sympatistrejke og Sympatilockout gjaldt dog ikke i de

Tilfælde, hvor den Part, man ønskede at komme til Hjælp selv ifølge Loven eller ved

Kollektivaftale var bunden til ikke at foranstalte Arbejdsstandsning.

Der var endvidere et andet Punkt i Regeringsforslaget, som blev gjort til Genstand

for ret stærk Kritik. De Retskonflikter, der kunde opstaa angaaende Kollektivaftalens

Indhold, skulde finde deres Afgørelse ved den foreslaaede Arbejdsdomstol, hvorimod

Forslaget ikke indeholdt nogen Bestemmelse om Interessekonflikternes Løsning.

Kun forsaavidt angik Interessekonflikter om Spørgsmaal indenfor Kontraktsperioden, der

ikke havde fundet deres Løsning i Kollektivaftalen, kunde der opstaa nogen Vanskelighed;

thi Konflikter om Indholdet af den Aftale, der til sin Tid skulde afløse en ældre, kunde

selvfølgelig lades uløste,.indtil dette Tidspunkt kom. For den førstnævnte Art si Interessekonflikter

maatte Afgørelsesmaaden blive den tvungne Voldgift, og af en saadan var

Regeringen principiel Modstander. Dernæst gjordes det gældende, at disse Stridigheder

kun sjældent havde ført til Arbejdsstandsning, og at Parterne, naar saadan var forbudt,

let vilde komme til Enighed om Stridens Løsning ved Nedsættelse af Voldgiftsnævn.

hvad enten man nu valgte at fastsætte Regler herom i selve Aftalen, eller disse først udformedes

med det foreliggende konkrete Tilfælde for Øje. Fra modsat Side fremhævedes

det, at saafremt man vilde nedlægge Forbud mod Interessekonflikter i Aftaleperioden,

kunde Lovgivningen ikke lade Spørgsmaalet om disse Konflikters Løsning henstaa uafgjort.

Ganske vist havde Regeringen hævdet, at forsaavidt Parterne trods alt ikke kunde

komme til Forlig, maatte de følge den hidtil gældende Praksis i det Arbejdsforhold, der

havde foranlediget Striden. Dette maatte man imidlertid anse for en lidet tilfredsstillende

Sverige.


Sverige. 32

Løsning for alle Parter. Nye og mere økonomiske Arbejdsmetoder kunde saaledes blive

hindrede i at komme til Anvendelse før Aftaleperiodens Udløb til Skade saavel for Arbejdsgivere

og Arbejdere som Samfund. Til Løsning af disse Stridigheder burde derfor

nedsættes et særligt Voldgiftsnævn.

Der kan som Følge af Brud paa Kollektivaftalen idømmes Overtræderen Skadeserstatning.

Det samme gælder for Iværksættelse af de i Følge Forslaget ulovlige Arbejdsstandsninger

eller lignende Forholdsregler. Har flere været skyldige i Brudet, fordeles

det idømte Beløb mellem disse. Den Forening af Arbejdsgivere eller Arbejdere, der har

været medvirkende til Brudet paa Kollektivaftalen, bliver ansvarlig for deraf følgende

Skade. Samme Regel kommer til Anvendelse, dersom vedkommende Forening under

en ulovlig Strejke eller Lockout har understøttet nogen af de i Striden indblandede. Naar

Omstændighederne taler derfor, kan Erstatningsbeløbet dog saavel for Enkeltpersoner

som for Foreninger sættes til et mindre Beløb end Skadens Størrelse eller endog fuldstændig

bortfalde. Mod den Form, som Bestemmelsen om Foreningernes Medansvarlighed

havde faaet i Forslaget, blev der rejst den Indvending, at den faldt langt haardere

paa Fagorganisationerne end paa Arbejdsgiverforeningerne. For Arbejdsgiverne vilde

nemlig Skadeserstatningens Størrelse som Regel være begrænset til et vist Lønbeløb,

hvorimod den Arbejderne paahvilende Erstatning kunde faa et langt videre Omfang.

Og medens man fra Regeringens Side lagde Vægt paa. at en Forening ved at understøtte

den ulovlige Arbejdsnedlæggelse herigennem anerkendte denne, saaledes at det i Virkeligheden

blev et af den paagældende Forening iværksat Brud paa den mellem Foreningerne

indgaaede Aftale, fremhævedes fra modsat Side det urimelige i, at det fulde Erstatningsansvar

kunde indtræde blot derved, at der ydedes Understøttelse til enkelte af de

i Sagen implicerede Personer. Hertil kom, at saadanne Understøttelser i Reglen blev

ydet af en Fagforenings Bestyrelse uden at være godkendt af Foreningens Medlemmer.

Der vilde da begaas dobbelt Uret imod disse, idet der ikke alene af en Fagforeningsbestyrelse

kunde udbetales ulovlige Understøttelser, men endogsaa herudover paalignes Foreningen og

herigennem Medlemmerne at udrede en Erstatning. Uholdbarheden i Regeringens Standpunkt

var saa meget mere iøjnefaldende, som Bestemmelsen i hvert Fald i det Omfang den

her havde faaet, ikke kunde udledes af de almindelige Regler for Skadeserstatning, men

var en Følge af, at Kravet om Erstatning for Aftalebrud fra Arbejdsgivernes Side i mange

Tilfælde kunde blive illusorisk, hvis de kun kunde henvende sig til hver enkelt Arbejder.

Det syntes da lidet berettiget, at lade Erstatningsansvaret komme til at falde tungere

paa Fagorganisationerne end paa Arbejdsgiverforeningerne. Et Mindretal indenfor

det nedsatte Udvalg foreslog derfor ogsaa, at Erstatningsbeløbet for Foreningerne i hvert

Fald blev fastsat til et nærmere begrænset Beløb, der f. Eks. kunde ansættes til en vis

Kvotadel af den ikke udbetalte Løn. Ganske vist var der i Lovforslaget fastsat Bestemmelser

om, at Erstatningsbeløbet kunde nedsættes, naar Omstændighederne talte derfor,

men dette kunde ikke forstaas som nogen Indskrænkning i den her antydede Retning.

Det var en mærkelig Modsigelse ved Udmaalingen af Erstatningsbeløbets Størrelse at

tage alt muligt Hensyn til den udviste Skyld fra den skadelidendes Side og saa samtidig

undlade at tage noget som helst Hensyn til den subjective Skyld hos den Part, der skulde

udrede Skadeserstatningen.

Forskellige Indvendinger blev ogsaa rejst mod, at Forslaget som eneste Følge

af Aftalebrud eller Krænkelse af Lovens Bestemmelser havde fastsat Skadeserstatning.

Overfor den væsentligste Indvending, at et Aftalebrud, der ikke havde ført til noget pekuniært

Tab for Modparten, efter disse Regler gennem Dommen kun kunde erklæres ulovligt,

blev det gjort gældende, at Domstolen godt kunde tilkende en Part Erstatning, uden

at den Skade, der var tilføjet Vedkommende, var af økonomisk Natur, og saaledes vilde


33 Sverige.

enhver virkelig Krænkelse, der havde medført Skade, ogsaa føre til Idømmelse af en Er-

statning.

Kollektivaftalens Varighed kan kun med bindende Virkning for Parterne fastsættes

til 5 Aar. Er der i Kollektivaftalen ikke fastsat nogen Tid for dennes Gyldighed,

er denne kun 1 Aar. Er Aftaleperioden fastsat til over 5 Aar, kan Opsigelse, der altid maa

være skriftlig, finde Sted til 5 Aars Dagen eller til en senere Dato, hvis der ikke ligefrem

er fastsat en bestemt Dato for Aftalens Udløb, i hvilket Tilfælde Opsigelse kun kan finde

Sted til nævnte Kalenderdag, efter Regeringsforslaget i Aftaleperiodens 6te Aar, efter

Udvalgsforslaget i Aftaleperiodens 5te Aar. Opsigelse maa ske med 3 Maaneders Varsel,

hvis ikke andet er aftalt. Finder Opsigelse ikke Sted ved Aftaleperiodens Udløb, betragtes

Aftalen som forlænget et Aar. En Undtagelse fra den nævnte Opsigelsesfrist af 3 Maaneder

gøres kun i det Tilfælde, hvor for den ene Parts Vedkommende flere har deltaget i Kollektivaftalen.

Opsiger en enkelt af disse Aftalen, eller opsiges den hos en af disse, har man,

for altid i et saadant Tilfælde at give de øvrige Lejlighed til at træde fra, indskrænket den

almindelige Opsigelsesfrist med 3 Uger.

Stridigheder, der kunde opsta,a som Følge af Bestemmelserne i Loven om Kollektivaftalen

samt i Anledning af selve Aftalen, blev i det Omfang, som der nedenfor nærmere

skal gøres Rede for, efter Forslaget til en Lov om særlig Domstol i visse Arbejdskonflikter

henlagt til nævnte Domstol, hvis Navn var Arbejdsdomstolen. Denne Domstol skulde

bestaa af 7 Medlemmer. 3 af Medlemmerne var udnævnte direkte af Regeringen, og 2 af

disse skulde opfylde Betingelserne for at kunne modtage Dommeiembede. Kongen

udnævner en af sidstnævnte til Formand i Retten. Ogsaa de øvrige 4 Medlemmer unnævnes

af Regeringen for 2 Aar ad Gangen, og samtidig udtages for disse 8 Suppleanter.

Men Indstillingsretten for nævnte 4 Medlemmer saavel som for Suppleanterne tilkommer

Arbejdsgiverforeninger med mindst 100 Medlemmer og Fagforeninger eller Fagforbund

med mindst 10000 Medlemmer. Et Forslag maa omfatte dobbelt saa mange Personer,

som skal udses fra den paagældende Side. Nogen Pligt til at modtage Valget foreligger

ikke, men de indkomne Forslag maa følges af en skriftlig Erklæring fra hver af de indstillede

om, at han er villig til at modtage Valget. Saafremt et af de efter Indstilling

valgte Medlemmer ønsker at fratræde, maa Begæring fremsættes for Kongen, der træffer

Afgørelse om, hvorvidt Begæringen kan efterkommes. Som Betingelse for at blive Medlem

af Retten opstilledes, at Vedkommende skulde have Statsborgerret, være fyldt 25 Aar,

og at han skulde være i Besiddelse af de almindelige borgerlige Rettigheder. Medlemmerne

kan godt udtages af Arbejdsgivernes eller Fagforeningernes Bestyrelser. Om et Medlem

kan betragtes som uhildet i en Sag, afgøres efter de almindelige Lovgivningsregler herom.

Arbejdsdomstolen, hvis Sæde skulde være Stockholm, skulde træde sammen

efter Formandens Indkaldelse saa ofte, det fandtes nødvendigt. Domstolen kunde, hvis

man fandt det hensigtsmæssigt, træde sammen paa et hvilket som helst Sted udenfor

Stockholm. Saafremt Domstolen finder det nødvendigt at undersøge Forholdene i Virksomheder

eller paa Arbejdspladser, kan dette ske gennem Formanden og to af Domstolens

Medlemmer, der da har de samme Beføjelser, som Arbejdsdomstolen iøvrigt; dog at de

ikke er i Stand til at fælde nogen endelig Kendelse.

Sag kan efter Forslaget anlægges for Domstolen ikke alene af de kontraherende

Parter, men af enhver Arbejder eller Arbejdsgiver, hvis Ret er blevet krænket ved Kollektivaftalens

Tilsidesættelse. Foreningen kan føre Sagen paa Medlemmets Vegne, dog

saaledes at Vedkommende ogsaa i. saa Fald kan nedlægge Paastand om at faa den Del af

Erstatningsbeløbet, som maatte falde paa ham, tilkendt ved Domsafsigelsen.

Domstolens Kompetence strækker sig for det første til Skadeserstatningsspørgsmaal

i Anledning af ulovlig Arbejdsstandsning, hvad enten denne staar :Strid med Be-

5


Sverige. 34

stemmelserne i Loven om Kollektivaftalen, med Mæglingsloven eller med selve Kollektivaftalen.

Dernæst hører ogsaa Spørgsmaal om Kollektivaftalens Indhold og rette Forstaaelse

samt om Undladelse af at opfylde Aftalens Bestemmelser ind under Domstolen.

Spørgsmaal vedrørende den individuelle Arbejdsaftale forbeholdes derimod de almindelige

Domstole, selv om deres Indhold er bestemt gennem Kollektivaftalen. Kun forsaavidt

der rejses Tvivl om dennes Forstaaelse, henvises dette Spørgsmaal til Arbejdsdomstolens

Afgørelse, men den endelige Kendelse fældes heller ikke i saa Fald af denne.

Arbejdsdomstolens Afgørelser kan ikke indankes for højere Ret. Dette gælder

dog ikke selve Spørgsmaalet om, hvorvidt den paagældende Sag henhører under Domstolens

Omraade.

Mod ovenfor beskrevne Sammensætning af Arbejdsdomstolen indvendtes det,

at det juridiske Element var for overvejende, og at specielle juridiske Kvalifikationer

kun burde kræves hos et af de af Kongen direkte udnævnte Medlemmer. Arbejderne

ønskede, udover de af Organisationerne foreslaaede, kun et Medlem, nemlig en Formand,

direkte valgt af Kongen. Allerede dette kunde frygtes at give Arbejdsgiverne en

Fortrinsstilling, idet Formanden vilde komme til at tilhøre Overklassen, og man ønskede

ikke dette Moment yderligere forstærket ved at lade den direkte Udnævnelse omfatte

tre Medlemmer.

Retten til at foreslaa Medlemmer til Domstolen var efter Regeringens Forslag

forbeholdt Arbejderorganisationer paa mindst 10 000 Medlemmer; men Arbejderpartiet

mente, at denne Ret burde indskrænkes til at gælde Organisationer paa mindst 50 000

Medlemmer. Dette vilde nemlig betyde, at den eneste Organisation, der faktisk kunde

komme i Betragtning, blev Arbejdernes Landsorganisation. Flertallet indenfor det nedsatte

Udvalg mente imidlertid ikke at kunne tage Hensyn til denne Henstilling, idet man

iøvrigt gik ud fra, at der ved Udnævnelsen vilde blive taget al mulig Hensyn til det Antal

Medlemmer, den paagældende Organisation repræsenterede. At indskrænke Indstillingsretten

for stærkt vilde kunne føre til, at ingen Organisation havde den Størrelse. Loven

krævede; noget saadant kunde tænkes, hvis Landsorganisationen blev sprængt. Dette,

at Indstillingsretten kunde tilkomme flere Foreninger, vilde ogsaa medføre, at hver af

disse gjorde sig Umage for, at de foreslaaede Personer var særlig egnede til at modtage

Hvervet, idet man ellers var udsat for at blive forbigaaet.

Med Hensyn til Arbejdsdomstolens Kompetence mente Arbejderne, at den var

altfor snævert begrænset. Ogsaa Søgsmaal vedrørende den individuelle Arbejdsaftale

burde henhøre under Retten, saasnart Aftalen faldt ind under Kollektivaftalens Bestemmelser;

i modsat Fald vilde den enkelte Arbejder stadig være henvist til de almindelige

Domstole med disses langsomme og besværlige Retsforfølgning og ringe Kendskab

til de Spørgsmaal, hvorom det her drejede sig. Regeringsforslaget havde imidlertid

fastsat de nævnte Grænser for Domstolens Omraade under Hensyn til, at det ellers vilde

komme til at gaa ud over Retsenheden. Saafremt man ikke gik den i Forslaget anviste

Vej, maatte Stridigheder om Arbejdsaftalen nemlig i de Tilfælde, hvor en Kollektivaftale

laa til Grund, komme til at henhøre under Arbejdsdomstolen, i andre Tilfælde under

de almindelige Domstole. I det første Regeringsforslag var man ganske vist gaaet en

Del videre i den her antydede Retning, men man havde ikke gjort Domstolen til sidste

Instans, og havde saaledes sørget for at opretholde Retsenheden. Naar man nu efter et

fra alle Sider fremsat Ønske havde ladet Appelretten falde, saa maatte ogsaa samtidig

Rettens Kompetence indskrænkes til kun at omfatte Spørgsmaal, der ikke samtidig

kunde gøres til Genstand for Søgsmaal ved en anden Domstol.

Mæglingslovgivningen var i Regeringens første Lovforslag ikke undergaaet andre

Ændringer end saadanne, der var en Følge af Oprettelsen af Arbejdsdomstolen og den


35 Sverige.

hermed i Forbindelse staaende Lovgivning. Man var fra alle Sider enige om, at Mæglingsloven

havde virket efter sin Hensigt til Gavn for Arbejdsf reden. Regeringen havde

derfor ment, at den burde bevares uforandret. Men netop dette, at Loven havde vist

sig paakrævet, og at den havde opfyldt de Forventninger, man kunde stille til den, blev

fra anden Side fremholdt som et Moment, der maatte anspore til at gaa videre paa den

Vej, man var slaaet ind paa. I Lovforslaget af Februar 1911 var Regeringen kommet

disse Ønsker i Møde.

I Loven af 1906 om Mægling i Arbejdskonflikter var ikke fastsat nogen Pligt

for Parterne til at efterkomme Forligsmandens Indkaldelse til Mæglingsforhandlingerne.

En saadan Forpligtelse paalagdes nu efter det forelagte Forslag, uden at der dog fastsattes

nogen Straf, saafremt Parterne ikke efterkom Opfordringen. Man gik ud fra, at Ændringen

ikke vilde vække nogen større Modvilje hos Parterne, der ogsaa tidligere, da der

ingen Forpligtelse forelaa, som Regel havde givet Møde; og det Forhold, at Forhandlingsvillighed

kunde opfattes som Svaghed, vilde jo falde bort, naar der blev Mødepligt.

I Parternes frie Ret til at foretage Arbejdsstandsning, var der i Lovforslaget

gjort følgende Indskrænkning: Naar der er indkaldt til Forligsforhandlinger, maa Arbejdsstandsning

eller Udvidelse af allerede paabegvndt Strejke eller Lockout ikke finde

Sted før efter 30 Dages Forløb, eller hvis Forhandlingerne er begyndt under en bestaaende

Kollektivaftale før 30 Dage efter dennes Udløb. Dette gælder selvfølgelig ikke, saafremt

Forhandlingerne strander indenfor nævnte 30 Dage, idet Arbejdsstandsningen i saa Fald

kan træde i Kraft fra dette Tidspunkt. Nogen Forpligtelse til forud at anmelde en Arbejdsstandsning

for Forligsmanden paalagdes ikke. Derimod maatte en vedtagen Strejke

eller Lockout meddeles Modparten syv Dage før Arbejdsstandsningen skulde indtræde.

Man opnaaede ved denne Bestemmelse dels at give den angrebne Part Lejlighed til at

bringe det absolut nødvendige i Orden inden Arbejdsstandsningen, og dels at Forligsmanden

altid kunde blive bekendt med, at Afbrydelse af Arbejdsforholdet forestod, idet

man gik ud fra, at en af Parterne som Regel vilde være interesseret i at give ham denne

Underretning. Han vilde saaledes faa Lejlighed til at indkalde Parterne til Mægling

og herigennem hindre, at Arbejdsstandsningen foreløbig traadte i Kraft. Det nedsatte

Udvalg fandt intet at indvende mod, at Parterne forpligtedes til at give Møde for Forligsmanden;

anderledes stillede det sig derimod overfor Forbudet mod Arbejdsindstillelse

under Forligsforhandlingerne. Selv om det maatte indrømmes, at disse almindeligvis

vilde faa et roligere Forløb, naar Arbejdsstandsning ikke var iværksat, og der herigennem

var skabt øget Bitterhed mellem Parterne, mente man dog, at et Forbud som det omhandlede

vilde være af en altfor vidtgaaende Karakter. Det var ofte af største Betydning

for den Part, der ønskede at afbryde Arbejdsforholdet, at dette kunde ske paa et

bestemt Tidspunkt, og Bestemmelsen kunde saaledes komme til' at forrykke Styrkeforholdet

paa en Maade, som den absolut ikke tilsigtede. Dette Forhold kunde yderligere

føre til, at der ofte kunde opstaa Tvivl om Forligsmandens Upartiskhed, idet det f. Eks.

kunde gøres gældende, at han uberettiget drog Forhandlingerne i Langdrag. Bestemmelsen

om, at Arbejdsstandsning skulde anmeldes syv Dage i Forvejen, mente man det

derimod hensigtsmæssigt at bibeholde, da den som omtalt, foruden at tjene som Garanti

for at Forligsmanden blev underrettet om Arbejdsstandsningen, ogsaa havde sin selvstændige

Betydning.

Mæglingsloven af 1906 unddrog fra Forligsmandens Indgreb Stridigheder, naar

der mellem Parterne selv var oprettet særlige Forligs- eller Voldgiftsnævn, saafremt

ikke begge Parter selv paakaldte Forligsmanden, eller det var sandsynligt, at Nævnet

slet ikke vilde træde i Virksomhed. Til denne Bestemmelse knyttede Forslaget den

Betingelse, at disse Nævn skulde staa under upartisk Ledelse.


Sverige. 36

Forslaget gør sig til Talsmand for en betydelig Udvidelse af Forligsinstitutionen,

idet det foreslaar Oprettelsen af en permanent Forligskommission for hele Riget. Kommissionen

skulde bestaa af 3 Medlemmer, der tillige med 2 Suppleanter udnævnes af

Kongen. Et af de valgte Medlemmer fører Forsædet. Forligsmanden skal for Kommissionen

anmelde, naar Forhandling om Afslutning af nye Kollektivaftaler er bristet,

og Parterne heller ikke har fulgt Henstillingen om at udnævne Opmænd til at afgøre

Sagen. Forsaavidt Konflikten ikke angaar Spørgsmaal om en ny Kollektivaftales Oprettelse,

kan den som Regel ikke gøres til Genstand for Forhandling i Forligskommissionen.

Dog kan Kongen, hvor Konflikten er af særlig Betydning for Samfundet, beordre den

indbragt for Kommissionen, ligesom denne kan optage en Konflikt til Behandling, naar

den staar i saa nøje Forbindelse med en anden for Kommissionen indbragt Konflikt,

at disse kun kan løses i Sammenhæng. De af Forligsmanden anmeldte Konflikter er

Kommissionen kun bemyndiget til at tage op til Mægling, saafremt den skønner, at de

truer med at medføre eller har medført Arbejdsstandsning af større Omfang. Under

samme Forudsætning kan Kommissionen behandle Spørgsmaal om Kollektivaftaler,

hvor disse er unddraget Forligsmandens Kompetence, fordi der mellem Parterne selv

er oprettet Forligs- eller Voldgiftsinstitutioner.

Ogsaa Loven af 1906 kender en Forligsinstitution sammensat af flere Personer,

idet Forligsmanden, naar han skønner det nødvendigt eller paa Opfordring af en af

Parterne efter Forhandling med disse, og efter at der er givet dem Lejlighed til at fremsætte

Forslag om Sammensætningen, kan udpege særlige Sagkyndige til sammen med

Forligsmanden at fungere som Mæglingsnævn. Forslaget udelod denne Bestemmelse

som overflødig, naar der oprettedes en Forligskommission. Dens Bibeholdelse kunde

føre til, at en Sag blev trukket ubehørig i Langdrag, idet den eventuelt kunde komme

til Behandling i tre Instanser.

Flertallet indenfor det nedsatte Rigsdagsudvalg mente ikke at kunne billige

Oprettelsen af en Forligskommission. Den gældende Mæglingslov havde virket tilfredsstillende,

og nogen Nødvendighed for en højere Instans fandtes ikke. Resultatet af at

indføre den vilde let blive, at den Autoritet, som Forligsmændene havde erhvervet, vilde

svækkes. Naar man vidste, at Stridsspørgsmaalet mulig vilde komme til Behandling

for den højere Instans, vilde der opstaa en vis Utilbøjelighed til overfor Forligsmanden

at gøre de Indrømmelser, som man i og for sig var villig til; optog Kommissionen Spørgsmaalet,

efter at Forhandlingerne var strandet for Forligsmanden, vilde man blive holdt

fast paa de en Gang gjorte Indrømmelser. Heroverfor blev det gjort gældende, at Forslaget

i saa Henseende indeholdt visse Kauteler, idet Kommissionen kun kunde tage de

paagældende Konflikter op til Behandling, saafremt de i særlig Grad truede Arbejdsfreden.

Selv om Forhandlingerne for Forligsmanden bristede, vilde Behandling af en

Sag for Kommissionen blive Undtagelsen, og noget der saaledes ikke paa Forhaand kunde

regnes med.

En anden Indvending var, at Forligskommissionen, saafremt den gennem en

længere Periode førte de Konflikter, den fik med at gøre, frem til Løsning, i Praksis skulde

udvikle sig til at blive en Voldgiftsdomstol. Dens Mæglingsforslag vilde, støttet af en

stærk offentlig Mening, ikke kunne tilsidesættes. Man vilde saaledes, uden at det var

tilsigtet, glide over i den tvungne Voldgift: Fra modsat Side kunde det imidlertid ikke

indrømmes, at Forligskommissionen i saa Henseende rummede nogen Fare. Opnaaede

den efterhaanden en øget Autoritet, var det netop en Følge af, at dens Mæglingsforslag

viste sig at være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke med gyldig Grund kunde afvises,

Iøvrigt kunde det, at den viste sig i Stand til at bevare Arbejdsfreden, vanskelig fremføres

som Anke mod en Institution, der netop havde dette til sin Opgave.


37 Sverige.

Behandlingen af de til Forlig optagne Sager er ikke væsentlig anderledes efter

Forslaget end efter Loven. Det havde været paatænkt at give Forligsmand og Forligskommission

de samme Beføjelser til at kræve sig alle Oplysninger forelagt, som var foreslaaet

for Arbejdsdomstolen. Man nøjedes dog med en Henstilling til Parterne om at

imødekomme Opfordring herom. Et Paabud syntes ikke paakrævet, fordi det for Forligsinstitutionen

ikke saa meget gjaldt om, at faa Spørgsmaalene klarlagt i alle Enkeltheder,

som at finde den Basis ud fra hvilken Parterne kunde forhandle sig til Rette, og hvor et

Forlangende i saa Henseende stødte paa Modstand, vilde det sikkert ikke bidrage til at

lette Forhandlingerne, at det blev tvunget igennem. Dernæst maatte man gaa ud fra,

at en Part som Regel i egen Interesse vilde give de Oplysninger, der maatte anses fornødne.

Meddeler begge Parter Forligsmanden eller Kommissionen, at de anser fortsat

Mægling for at være til Skade for Stridens Løsning, maa Mæglingen afbrydes, og Mæglingsmanden

maa i saa Fald kun optage Spørgsmaalet til fornyet Behandling, hvis der er sket

en Ændring i Forholdene, der medfører ny Mulighed for Mægling. Har Forligskommissionen

afvist Spørgsmaalet, kan den først tage det til fornyet Behandling, naar ændrede

Forhold har faaet Forligsmanden til at skride ind, uden at hans Mægling dog har ført til

Resultat. Anderledes stiller det sig, hvor der efter Overenskomst mellem Parterne er

oprettet særlige Forligsinstitutioner. Her bliver Mæglingsmandens almindelige Beføjelser

paa dette Omraade overført paa Kommissionen.

Ved Forligskommissionens Forhandlinger var den paagældende Mæglingsmand

paa Opfordring pligtig at bistaa denne med Oplysninger. Det overvejedes, at Kommissionen,

saafremt den fandt det hensigtsmæssigt, skulde kunne anmode Forligsmanden

om at indtræde for den paagældende Sag. Man fandt imidlertid dette mindre heldigt.

Forligskommissionen burde i sine Forhandlinger staa saa ubunden som mulig. Ogsaa

for Forligsmandsinstitutionen kunde det have uheldige Følger; fulgte Kommissionen

den Regel at opfordre Forligsmændene til at indtræde som Medlemmer, vilde Udelukkelse i

enkelte Tilfælde let føre til, at vedkommende Forligsmand mistede noget af der Autoritet,

som var nødvendig for denne Stilling.

For Overtrædelse af Mæglingslovens Bestemmelser om Forbud mod Arbejdsstandsning,

saa længe Mæglingen vedvarede, drøftedes det, om man burde fastsætte

Strafansvar eller holde sig til Skadeserstatningen. Naar man, til Trods for at der ikke

her forelaa noget Brud paa en Overenskomst, dog holdt sig til det sidste, skyldtes det,

at man herved holdt sig indenfor det i Forslagene iøvrigt raadende Princip. Dette var

saa meget mere ønskeligt, som en Arbejdsstandsning mulig kunde komme til at stride

ikke alene mod et nedlagt Forbud fra Mæglingsmandens Side. Dernæst vilde man efter

svensk Lovgivning ikke have nogen Adgang til at paalægge Foreninger et Strafansvar.

Medens Mæglingsloven af 1906 havde Titlen »Lov angaaende Mægling i Arbejdsstridigheder«,

var dette i Forslaget ændret til »Lov om visse Arbejdsstridigheder.« Forslagets

sidste Afsnit indeholdt nemlig en Række Regler for Arbejdsstandsningens Iværksættelse.

De fleste af disse Regler er i nærværende Oversigt optaget i Sammenhæng

med de Bestemmelser, hvortil de er knyttet. Kun et Par enkelte Spørgsmaal maa gøres

til Genstand for nærmere Omtale. Lovgivningen kommer, hvor den fastsætter visse

Regler for kollektiv Arbejdsopsigelse, naturlig ind paa at fastslaa dennes Betydning for

den individuelle Arbejdsaftale. Dette sker i Forslaget paa den Maade, at den individuelle

Arbejdsaftale altid maa overholdes. Opsigelse af Kollektivaftalen maa derfor

altid finde Sted saa lang Tidi Forvejen, som gælder for Opsigelse af den individuelle Arbejdsaftale,

uanset Lovens øvrige Bestemmelser om dette Forhold. Meddelelse om Arbejdsstandsning,

der efter Loven skal ske syv Dage i Forvejen, maa saaledes, forsaavidt

de private Aftaler indeholder længere Opsigelsesfrist, ske saa lang Tid i Forvejen, at disse


Sverige. 38

Frister kan overholdes. Den kollektive Arbejdsstandsning medfører dog i og for sig

ikke en Ophævelse af den individuelle Arbejdsaftale, men kun en Suspension af denne.

Arbejdsforholdet betragtes kun som ophævet, forsaavidt den kollektive Opsigelse indeholder

Meddelelse herom. Selvfølgelig staar det dog Parterne frit for ogsaa under Strejke

eller Lockout at erklære Arbejdsforholdet for løst. Fra mange Sider vandt de hernævnte

Bestemmelser ikke Bifald, saaledes heller ikke fra Arbejderpartiet. Retsforholdet var

i Virkeligheden det, at den individuelle Arbejdsaftale afsluttedes under Forbehold af den

kollektive Arbejdsstandsning. Denne ophævede heller ikke den individuelle Arbejdsaftale.

Ogsaa Regeringens Forslag havde jo taget det Standpunkt, at den kollektive

Arbejdsnedlæggelse kun betød en Suspension af Arbejdsforholdet. Den kollektive Interesse

var her det afgørende, Opfyldelsen af den individuelle Kontrakt det underordnede.

Dette Princip burde i hvert Fald slaas fast i Loven. Regeringen kunde ikke anerkende

disse Synspunkter. Lovgivningen i Almindelighed og ogsaa disse Forslag hvilede paa

Anerkendelsen af, at Aftaler maatte overholdes. Ogsaa den private Aftale afsluttedes

for at gennemføre den nødvendige Stabilitet i Arbejdsforholdet, og i al Almindelighed

at erklære denne Interesse for den underordnede stemmede ikke med de faktiske Forhold.

Mulig var den individuelle Arbejdsaftales Overholdelse af den største Betydning for en

Bedrift, og samtidig de Krav, som søgtes gennemtvunget ved en kollektiv Arbejdsnedlæggelse,

baade ubillige og uigennemførlige.

Meddelelse om Lockout skal ske gennem synlige Opslag paa Arbejdspladsen og

tillige, saafremt Arbejderne tilhører en Organisation, ved Henvendelse til denne. Saafremt

ved kollektiv Opsigelse den individuelle Arbejdsaftale ikke samtidig opsiges, kan dette

fra Arbejdsgivernes Side ogsaa senere finde Sted ved Opslag paa Arbejdspladsen. Hvor

Arbejderne har erklæret Strejke uden samtidig at opsige de individuelle Aftaler, synes

dette uden Betænkelighed, idet de herigennem har antydet, at de ønsker at bevare deres

tidligere Arbejdsplads og derfor stadig kan antages at have en saadan Tilknytning til

denne, at Bestemmelsen ikke kan volde nogen synderlig Ulempe. Er der derimod Tale

om Lockout, bliver en saadan Formodning mindre rimelig. Naar Bestemmelsen ikke

desto mindre blev overført ogsaa paa dette Tilfælde, skyldes det Hensynet til Arbejderne

selv. Skulde der fra Arbejdsgivernes Side ske Henvendelse til de enkelte, om han senere

fik i Sinde at afskedige disse, vilde det ofte medføre, at han for at undgaa det hermed

forbundne Besvær straks afskedigede samtlige Arbejdere, selv om han iøvrigt ikke paa

dette Tidspunkt var sindet at gøre et saadant Skridt.

Strid om, hvorvidt de her nævnte Bestemmelser overholdtes, henlagdes til Arbejdsdomstolen.

Som allerede nævnt blev Forslagene ikke vedtaget i Rigsdagen. Rigsdagsudvalgets

Forslag, som det forelaa i 1911, blev vedtaget af første Kammer, men forkastet

af andet Kammer og var hermed bortfaldet.

Et nyt Forslag er i 1916 blevet udarbejdet og forelagt Regeringen af Socialstyrelsen.

Forslaget er i Hovedlinierne i Overensstemmelse med de tidligere forelagte

Forslag.

Forsaavidt angaar Mæglingsloven, er Forslaget om Oprettelse af Forligskommissionerne

dog opgivet. Medens Mæglingsmændene efter de tidligere Forslag ligesom efter

den gældende Lov var lokale Embedsmænd, kan Regeringen efter det af Socialstyrelsen

fremsatte Forslag udpege en Forligsmand for en enkelt Næringsgren.

Saafremt Parterne ønsker det, kan Regeringen til Bilæggelse af Stridigheder udnævne

Arbejdsdommere, hvis Opgave dels kan være at afgøre Stridsspørgsmaalene

dels som ordførende at deltage i Forhandlingerne.


39 England.

England,

Medens den engelske Lovgivning indtil 1909 indtog en forsigtig og reserveret

Holdning over for Arbejdsstridigheder, er der fra dette Aar indtraadt en væsentlig

Ændring i dette Forhold, idet den ved tråde boards aet er gaaet saa vidt som til

en egentlig Regulering af Lønnen inden for visse Erhversgrene; især gælder dette

saadanne, hvor det saakalte Udsveclningssystem (sweating system) med dets Hjemmearbejde

og dets mangelfulde Arbejderorganisationer hersker.

Lovens Hovedbestemmelser gaar ud paa, at der oprettes et eller flere af de

saakaldte tråde boards — Lønraad — i hver af de i Loven særlig nævnte fire Erhversgrene

:

1. Skræderi af Lagerarbejder og af en gros Partier af bestilt Tøj samt Skræderi,

der har hermed ensartede Arbejdsforhold.

2. Æskefabrikation (Papir-, Pap-, Spaan- og lignende Æsker).

3. Fabrikationer af Kniplinger, Blonder og filerede Gardiner.

4. Kædefabrikation, samt

5. i andre Erhvervsgrene, til hvilke Parlamentet maatte udvide Loven.

Raadene bestaar dels af et lige stort Antal Arbejdsgivere og Arbejdere dels

af nogle af Board of tråde udnævnte Medlemmer, blandt hvilke Formanden vælges,

og det har en meget simpelt og enkelt formuleret Opgave, nemlig at fastsætte en

Minimumstimeløn og om muligt ogsaa en Minimumsstykløn for den Erhversgren og for

den Landsdel, for hvilken Raadet er oprettet, dog saaledes, at det er berettiget til

inden for sit Omraade at fastsætte forskellig Løn for forskellige Arter af Beskæftigelse,

for forskellige Grupper af Arbejdere og for forskellige Dele af Landsdelen.

I øvrigt kan de fastsatte Løntakster i visse Tilfælde fraviges, idet der kan

gives personlige Dispensationer fra Minimallønnen til Arbejdere, der lider af en eller

anden Svaghed eller Legemsfejl, som hindrer dem i at yde normalt Arbejde.

Midlet til at gennemtvinge, at Arbejdsgiverne ikke betaler under den fastsatte

Lønsats, er Bøder. En Arbejdsgiver kan idømmes en Bøde paa indtil 20 £ for Overtrædelse

af et Raads Lønbestemmelse, og indtil 5 £ for hver Dag en saadan Overtrædelse

fortsættes efter Dommens Afsigelse. Det paahviler Arbejdsgiveren at føre

Bevis for, at han ikke har betalt under Minimumslønnen. For at sikre sig, at der i

Fag, hvor Raadet kun har fastsat Timeløn, men hvor der alligevel betales Stykløn,

ikke i sidstnævnte Tilfælde betales for lidt, er det paalagt Arbejdsgiveren at godtgøre,

at den af ham betalte Stykløn vil give en almindelig Arbejder mindst samme Indtægt,

som hvis han var betalt efter Tid.

Straffesagerne føres for Politiretten under hurtig Retsforfølgning.

For yderligere at sikre Lovens Gennemførelse udnævnes der Embedsmænd,

hvis Opgave er at undersøge Klager og paa anden Maade vaage over, at alt gaar i


England. 40

Overensstemmelse med Loven. Disse Embedsmænd, der er udstyrede med Myndighed

til at undersøge Arbejdsgivernes Lønprotokoller, Hjemmearbejderlister m. m., kan ligesom

tråde boards rejse Sag i Anledning af Overtrædelse af Loven.

Princippet om Statsmagtens Indgriben i Lønforholdene er, omend under en

noget anden Form, ført videre i den Lov, der gjorde Ende paa den store Kulstrejke

i Foraaret 1912.

Efter Cool Mines (Minimum Wage) Aet skal enhver Mineejer betale Arbejderen,

for saa vidt denne falder ind under Loven, d. v. s. at han arbejder under Jordoverfladen

i det mindste den Løn, som det oprettede Joint District Board i det

paagældende Distrikt fastsætter.

Af saadanne District Boards er oprettet 21, og de bestaar af Repræsentanter

halvt for Mineejerne, halvt for Arbejderne samt en af disse i Fællesskab valgt Formand.

Kan Parterne ikke blive enige, udnævnes Formanden af Board of tråde, ligesom

dette skal anerkende District Boards, før de kan træde i Virksomhed.

Det er dog ikke alene Fastsættelse af en Minimumsløn, der er overladt District

Boards; de skal tillige udarbejde District rules, der nærmere afgør, for hvilke

Arbejdere og i hvilke Tilfælde Minimallønnen ikké skal gælde. Loven undtager udtrykkelig

gamle og svage Arbejdere, uden at det nøjere præciseres, hvad man forstaar

derved, idet Afgørelsen heraf ogsaa ligger hos District Boards.

En anden vigtig Opgave, som paahviler District Boards, er at sørge for, at

Arbejdsgiverne virkelig faar „a fair day's work"; ogsaa paa dette Punkt er Loven dog

ret ubestemt.

Imidlertid kan de 21 District Boards opstille særlige District rules og en særlig

Lønsats ogsaa for mindre Distrikter, idet man søger at tage det videst mulige

Hensyn til Stedets Brug og Sædvane. Den Lønsats, som sættes, praktisk talt af Formanden,

har Gyldighed for eet Aar; den kan herefter forandres, naar en af Parterne

med tre Maaneders Varsel forlanger det, og skal da igen gælde et Aar. Men yderligere

kan den til enhver Tid ændres, saafremt Medlemmerne af District Board bliver

enige derom.

Det er bemærkelsesværdigt, at Loven ikke selv fastsætter Minimumslønsatser,

men overlader dette til District Boards. Arbejderpartiet satte under Forhandlingerne

meget ind paa at faa de af dette krævede Satser (pr. Dag 5 sli for voksne Arbejdere

og 2 sh for Drenge) optaget i Loven, men Regeringen satte sig bestemt derimod, idet

det fremhævedes, at det vilde være ganske umuligt for et Parlament at skønne

over, hvad der i de forskellige Beskæftigelser kunde anses for en passende Løn.

Imidlertid er de fastsatte Minimumslønninger ikke paa den Maade obligatoriske,

at Staten kan tvinge dem igennem. Straffe- og Bødebestemmelser findes ikke, og

ingen forhindrer Arbejderne i at strejke eller Arbejdsgiverne i at lukke Minerne, dersom

de ikke er tilfredse med „District wage".

Verdenskrigen har ogsaa med Hensyn til Arbejdsforfatningen medført Tilsidesættelse

af saa mange gamle Regler og Indførelse af saa mange nye, at der herved er sket

meget væsentlige.Ændringer i den hidtil gældende Tilstand. I mange Industrier, særlig i

Ammunitionstilvirkningen, har Nødvendigheden af en stærkt forceret Produktion krævet

Suspension af en Række af de Bestemmelser, Fagforeningerne efterhaanden har faaet

draget ind i Arbejdsoverenskomsterne, f. Eks. vedrørende Begrænsning af Arbejdstiden,

Begrænsning af Produktionen pr. Individ, Mænds Fortrin frem for Kvinder o. s. v., ligesom


41 England.

det har vist sig nødvendigt at udstede et almindeligt Forbud mod Striker og Lockouter.

Begyndelsen hertil blev gjort ved den saakaldte Ammunitionslov af 2. Juli 1915. Samtidig

oprettedes særlige Domstole til Paadømmelse af Brud mod Lovens Bestemmelser.

I det store og hele kan vel den Praksis for Arbejdsforholdets Ordning, som hidtil

har været gældende, ventes at vende tilbage, naar Krigen er endt; Bestemmelser herom

er direkte anført som Forudsætning for Fagforeningernes Tilslutning til Krigslovene.

Paa den anden Side er der sikkert Sandsynlighed for, at Aarene efter Krigen vil

blive i social Henseende meget bevægede, og at Modsætningsforholdet mellem Arbejdsgivere

og Arbejdere vil skærpes som aldrig før. Herfor har man ogsaa i engelske Regeringskredse

haft Øjet aabent, og en af Regeringen nedsat Kommission »The Reconstruction

Committee«, har i sin Betænkning, afgivet i Sommeren 1917, stillet forskellige Forslag,

som har til Hensigt at skabe en varig Forbedring af Forholdet mellem Arbejdsgivere

og Arbejdere.

Hovedmidlet dertil skal være Oprettelsen af faste, industrielle Raad, sammensat

af Repræsentanter for Arbejdsgivere og Arbejdere, der skal træde sammen i hyppige

og regelmæssige Møder, Der foreslaas oprettet en Institution delt i tre Instanser: 1) »The

national Industrial Councils«, i hvilken hele Systemets Virksomhed centraliseres; 2) »District

Councils«, hvis Forretningsomraade vil være lokalt bestemt, og 3) »Work Committees«,

sammensat af Repræsentanter dels for vedkommende Fabriks Bestyrelse og dels

for Arbejderne.

Disse industrielle Raad skal beskæftige sig med samtlige Forhold, der vedrører

Arbejdsordningen. Det fremgaar ikke af Kommissionsforslagene, hvor udstrakt en Myndighed

man tænker sig tillagt Raadene, ikke heller hvorvidt og hvorledes man i Tilfælde

af Meningsforskel mellem de to modstaaende Parter vil opnaa noget Resultat.

Hidtil har det, naar Arbejdsgivere og Arbejdere har drøftet Arbejdsvilkaarene

saa godt som udelukkende været Spørgsmaal vedrørende Lønninger, Arbejdstid og lignende

samt Bilæggelse af Konflikter, der har været overvejede. Hvad Kommissionen

særlig tager Sigte paa, er imidlertid at skabe en fast Institution, som giver Arbejdsgiver

og Arbejdere Lejlighed til regelmæssig at komme sammen for at drøfte alle Forhold, der

har Betydning for en sund industriel Udvikling, og som derved vil sikre Arbejdernes Indflydelse

ikke alene paa Lønnens Fastsættelse, Arbejdstidens Længde og lignende, men

ogsaa paa Organisation og Driftsmaade, Andel i forøget Udbytte paa Grund af vedkommende

Industris Trivsel o. s. v.

Muligheden for Gennemførelsen af de foreslaaede Organisationer vil jo afhænge

af den Stilling, Arbejdsforholdets Parter vil indtage over for dem. Arbejdsgiverne, for

hvem det er af Betydning at skabe Ro i Arbejdsforholdet, synes at være gunstigt stemt

over for Forslagene, som d.erimod vistnok vil møde stærkere Modstand fra visse Sider

inden for Arbejderne, hvor man frygter for, at de foreslaaede Institutioner skal blive

maskerede Vaaben mod Fagforeningerne.

6


Frankrig, Østrig. 42

Frankrig.

Tanken om permanente Voldgiftsraad i de forskellige Fag, som for en halv

Snes Aar siden kom frem i Frankrig, er delvis ført igennem paa Transportvæsenets

Omraade.

En Lov af 22. Juli 1909 har foreskrevet, at der oprettes et permanent Voldgiftsraad

til at forebygge eller bilægge Konflikter, der udbryder mellem Arbejderne i

og Indehaverne af de Skibsfartsselskaber, der besørger Trafiken mellem Frankrig og

henholdsvis Algier, Tunis og Korsika.

Dette Raad skal straks træde til ved Udbrudet af en Konflikt. Den afsagte

Kendelse er ligesaa lidt som Voldgiftskendelser i Følge Loven af 1892 bindende for

Parterne. I Voldgiftsraadet har et lige Antal Arbejdsgivere og Arbejdere Sæde.

Østrig.

Der er ikke i Østrig siden Revisionen af Næringsloven af 5. Februar 1907 udstedt

Love vedrørende Mægling og Voldgift. En Mønstervedtægt for de i Henhold til Næringsloven

oprettede Voldgiftsudvalg findes aftrykt nedenfor Side 88 ff.


43 De forenede Stater i Nordamerika.

De forenede Stater i Nordamerika.

Den for alle Staterne fælles Lovgivning om Mægling og Voldgift i Arbejdsstridigheder

er ikke undergaaet væsentlige Ændringer.

En Lov af 15. Juli 1913 har ikke udvidet Omraadet for Mæglingen og

Voldgiften, der vedblivende kun omfatter Konflikter mellem Lederne af Jærnbaner og

andre mellemstatslige Transportvirksomheder paa den ene Side og deres Arbejdere paa

den anden Side. Heller ikke ved Lovgivningens Hovedformaal, der dels bestaar i at

opmuntre til frivillig Indbringelse af Konflikter for en af de vedkommende Parter selv

dannet Voldgiftsret, dels hjemler Regeringen Adgang til at gribe ind i opstaaede eller

truende Konflikter forat lade dem undersøge og søge dem bilagt, er der rokket ved

den nye Lov.

Forandringerne angaar væsentlig kun Sammensætningen af Mæglings- eller

Forligsraadet og Voldgiftsretten.

Det første, De forenede Staters Mæglings- og Forligsraad, bestaar nu af 3

Medlemmer, hvoraf det ene er fast Forligsmand, som efter Senatets Indstilling udnævnes

af Præsidenten for et Tidsrum af 7 Aar. Raadet bestaar desuden af to andre

Embedsmænd, der udnævnes af Præsidenten efter Senatets Indstilling.

En Stedfortræder for Forligsmanden udfører dennes Forretninger i hans Fraværelse,

eller naar Embedet er ledigt, og medvirker iøvrigt under Forligsraadets Ledelse

ved Forligsarbejdet.

Voldgiftsretten, som tidligere altid bestod af 3 Medlemmer, bestaar nu normalt

af 6 Medlemmer; dog kan Konfliktens Parter træffe Overenskomst om, at den kun

skal bestaa af 3 Personer. I saa Fald udpeger hver af Konfliktens to Parter et Medlem,

disse to i Fællesskab vælger det tredie Medlem; saafremt de ikke kan blive enige,

udnævnes det af Mæglings- og Forligsraadet. Skal Voldgiftsretten bestaa af 6 Medlemmer,

udpeger hver af Parterne 2 Personer; disse 4 vælger ved almindeligt Flertalsvalg

de øvrige 2; er dette ikke sket inden en vis Frist, udnævnes de af Mæglings-

og Forligsraadet.

I forskellige af Enkeltstaterne er der i de senere Aar udstedt nye Love, som

imidlertid i alt væsentlig tager de for Staterne New York, Massachusetts og Indiana

gældende Love til Forbillede, eller som kun gennemfører mindre betydelige Ændringer

i allerede bestaaende Love.


Argentina. 44

Argentina.

Nogen almindelig Lov 0111 Mægling og Voldgift i Arbejdsstridigheder er endnu

ikke tilvejebragt, hverken for Staten som Helhed eller nogen enkelt Provins. Der har i

de senere Aar været adskillige Forslag fremme; et Regeringsforslag af 1907, som imidlertid

indskrænkede sig til Bestemmelser om Mægling og Voldgift i Tilfælde af Stridigheder

mellem Arbejdere og Transportselskaber, forkastedes i Deputeretkamret. Et privat

Forslag, fremsat i 1910 af den Deputerede Jeronimo del Barco, vandt heller ingen

Tilslutning.

Da Regeringens Arbejdsdepartement oprettedes ved Lov af 1912, fik det bl. a. den

Opgave at sammenkalde Arbejdsraad til at fungere ved Mægling og Voldgift. I Lovens § 7

hedder det: Naar Tvistigheder mellem Kapital og Arbejde kræver det, skal Præsidenten

sammenkald.e og forestaa »Arbejdsraad«, sammensat i hvert enkelt Tilfælde af et lige Antal

Arbejdsgivere og Arbejdere. Alle Oplysninger, der er nødvendige, for at Raadet kan træffe

sin Afgørelse, skal stilles til dets Raadighed, og dets Virksomhed afslutter i de Tilfælde,

der forelægges det, Departementets Mægling.

Denne Lovbestemmelse er bleven nærmere udformet ved Anordning af 2. Januar

1913, i Følge hvilken Departementspræsidentens Beføjelser og Pligter gaar ud paa følgende:

at tilbyde sin Mægling for derefter at kunne nedsætte de Arbejdsraad, der omtales

i Lovens § 7, at sammenkalde og forestaa de nævnte Raad, naar i Konflikter mellem Kapital

og Arbejde hans Mellemkomst synes betimelig og antages af Parterne, samt træffe

de Forholdsregler, der kan fremme Tilvejebringelsen af et Forlig, ligesom han kan lade

den Overenskomst offentliggøre, der afslutter Konflikten.


45 Forbundsstaten A ustralien. 45

Forbundsstaten Australien.

Den australske »Lov om Mægling og Voldgift til Forebyggelse og Bilæggelse af

faglige Konflikter, der strækker sig ud over en enkelt Stats Grænser«, som stammer fra

14 December 1904, er siden da - ved Love af 1909, 1910, 1911 (to), 1914 (to) og 1915 -

undergaaet en Række Forandringer, der vel ikke har rørt ved Lovens Hovedsynspunkt

— tværtimod har de gennemført en stadig stærkere Udførelse af Lovens Princip — men

paa den anden Side har medført saa mange Ændringer i Lovens Enkeltheder, at dens Betydning

er bleven en hel anden, end ved dens første Udstedelse. —

For det første er den Kreds af Personer og Institutioner, der falder ind under Loven,

meget betydeligt udvidet. Ved Bestemmelsen om, at kun Konflikter, der strækker sig

ud over en enkelt Stats Grænser, skal behandles i Henhold til Loven, er der vel ikke rørt

— Konflikter, der falder inden for en enkelt Stats Grænser, behandles vedvarende af

denne Stats særlige Institutioner — men medens den oprindelige Lov udtrykkeligt udelukkede

Personer, der stod i personligt Tjenesteforhold, og Personer, der er beskæftiget

ved Landbrug, Vinavl, Havebrug samt Mejeridrift, fra Lovens Virkninger, er denne Begrænsning

nu hævet ved Loven af 29. August 1910, saaledes at Konflikter i ethvert Erhverv,

til Lands som til Vands, rammes af Lovens Bestemmelser.

Dernæst var det indtil 1911 kun Konflikter, der var opstaaet mellem en Arbejdsgiver

eller en Organisation af Arbejdsgivere paa den ene Side og en Organisation af Arbejdere

paa den anden Side, der kunde gøres til Genstand for Behandling ved Mæglingsog

Voldgiftsretten. Ogsaa denne Indskrænkning er nu bortfalden ved Loven af 23. November

1911, og herefter vil enhver Konflikt om faglige Forhold falde ind under Loven.

En Tilføjelse — ved Loven af 1910 — til Bestemmelse af Begrebet »Fagligt Forhold«,

hvorefter dette indbefatter i sig »ethvert Spørgsmaal om, hvad der er ret og billigt i

Arbejdsforholdet, som har Interesse, hvad enten det er for de Parter alene, hvem det i

Øjeblikket angaar, eller for hele Samfundet«, betyder næppe nogen stor Udvidelse af

Lovens Virkeomraade.

Den bestaaende Forbunds-Voldgiftsret bestaar som hidtil af en enkelt Dommer.

Denne skal, i Følge Lovens § 16, til enhver Tid og ved alle lovlige Midler bestræbe

sig for at bringe Parterne i en faglig Konflikt til Forsoning, og han skal søge at

hindre, eventuelt afgøre saadanne Konflikter, og det hvad enten de er indbragt for Domstolen

eller ikke, og i alle Tilfælde, naar han mener, at Hensynet til det Offentliges Interesse

paakalder hans Forligsbestræbelser.

Men medens der efter den oprindelige Lov intet var foreskrevet om de Former,

hvorunder Mæglingen skulde foregaa, ingen særb'ge Beføjelser tillagt Dommeren etc.,


Forbundsstaten A ustralien. 46

giver Lovtillæget af 1910 Dommeren Myndighed til, naar han mener det er formaalstjenligt,

at tilsige enhver til at deltage i Raadslagningen, hvor Mæglingen skal forsøges,

og hvor Dommeren skal lede Forhandlingerne. En saadan Tilsigelse skal efterkommes

og kan gennemtvinges ved Bøder paa indtil 500 £. Naar det hedder, at enhver Person

kan indstævnes, er det at tage bogstaveligt; det gælder ikke alene Personer, der er indblandet

i den faktisk foreliggende Konflikt, ja ikke alene saadanne, der paa en eller anden

Maade har direkte eller indirekte Forbindelse med denne eller nogen anden Konflikt,

men overhovedet enhver Person, hvis Nærværelse ved Mæglingsforhandlingerne efter

Dommerens Skøn kan fremme Opnaaelsen af Formaalet: at forebygge eller bilægge den

faktisk foreliggende Konflikt.

Dommerens Pligt til ved Mægling at søge at forlige Parterne gælder ikke alene,

naar en Konflikt mellem dem faktisk er brudt ud, men ogsaa — efter Loven af 1914

— naar den faglige Registrator skønner, at en Konflikt truer eller er nær forestaaende

eller blot mulig.

Efter Loven af 1904 blev Retten kompetent over for en Konflikt under følgende

Omstændigheder: 1) naar den faglige Registrator anser Afgørelsen af en faglig Konflikt

for at være i Samfundets Interesse og derfor henviser den til Retten, 2) naar der paa foreskreven

Maade rettes en Klage til Retten af en dertil kompetent Organisation, 3) naar en

Enkeltstats Voldgiftsret erklærer sig inkompetent og henviser en foreliggende Sag for

Voldgiftsretten, eller naar en Sag af Statsministeren i en Stat, som ikke har nogen

særlig Voldgiftsret, henvises til Retton, og 4) naar Forbundsvoldgiftsretten mener sig

kompetent over for en Sag, der er forelagt en Enkeltstats Voldgiftsret, og derfor forlanger

den henvist til sig.

Hertil kommer nu, efter Loven af 23. November 1911, at Domstolen tillige bliver

kompetent 5) naar Dommeren, med Anvendelse af de ovenfor nævnte Beføjelser, i en

foreliggende Konflikt har forsøgt Mægling, uden at det er lykkedes at naa til en Overenskomst,

og han derefter henviser Sagen til Domstolen.

Efter denne Tilføjelse vil da praktisk talt enhver Konflikt kunne drages ind under

Voldgiftsretten. De i Tilfælde af Konflikt fastsatte Bestemmelser gælder, som oven for

berørt med Hensyn til Mæglingen, ikke alene, naar en Konflikt faktisk er brudt ud, men

ogsaa naar Registrator skønner, at en saadan truer eller er nær forestaaende eller blot mulig.

Afgørelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt Voldgiftsretten i hver enkelt Sag er kompetent,

tilfalder i sidste Instans Forbundets Højesteret. Efter Loven af 1914 er der

Mulighed for at æske Højesterets Afgørelse 1) med Hensyn til Spørgsmaal om, hvorvidt

en paastaaet Konflikt, der er henvist til Voldgiftsretten, faktisk eksisterer eller skønnes

truende eller er nær forestaaende eller blot mulig som en faglig Konflikt, der strækker sig

ud over en enkelt Stats Grænser, 2) med Hensyn til ethvert Retsspørgsmaal, der opstaar

i Forbindelse med Konflikten eller Sagsanlæget eller i Forbindelse med en af Voldgiftsretten

afgiven Kendelse eller Anordning.

Højesteret undersøger og afgør da det forelagte Spørgsmaal. Dog kan den, i

Stedet for at den selv som Helhed behandler Sagen, overlade den til en enkelt Dommer,

hvis Afgørelse af Sagen da er endelig.

Hvor Konflikten er henvist til Domstolen i Følge Klage fra en Part, er det den

klagende eller den indstævnte Organisation, der kan indanke Kompetencespørgsmaalet

for Højesteret, i alle andre Tilfælde har saavel hver af Sagens Parter som Registratoren

Ret dertil.

Med Hensyn til Sagens Behandling for Retten er der kun gennemført den Ændring,

at det ved Loven af 29. August 1910 bestemmes, at Retten paa ethvert Tidspunkt

før Afgørelsen af en faglig Konflikt, med Hensyn til hvilken den har Kompetence og inden


47 Forbundsstaten A ustralien. 47

en rimelig fastsat Frist kan gaa med til Ændringer i den eventuelle Klage eller i det paafølgende

Sagsanlæg.

Hvis der er opnaaet en Overenskomst mellem Parterne i Konflikten, har denne

Overenskomst i Følge Lovens § 24 samme Gyldighed overfor Parterne som en Kendelse,

der er afsagt af Voldgiftsretten, og kan gennemtvinges ved de samme Midler. Men medens

det tidligere var Forudsætningen, at alle Konfliktens Parter enedes om at bilægge hele

Konflikten, har nu, efter Lovene af 1911 og 1914, en Overenskomst, der kun er afsluttet

af nogle enkelte af Konfliktens Parter om enkelte særlige Dele af Konfliktens Omraade,

samme Gyldighed som en Kendelse over for dem, der har afsluttet Overenskomsten,

saaledes at kun den Del af Konflikten, der ikke er bilagt ved Overenskomst mellem Parterne

finder sin Afgørelse ved Voldgiftsrettens Kendelse. Denne Bestemmelse modificeres

imidlertid ved den Regel, Lovtillæget af 1910 har indført om, at Retten, naar

den afsiger en Kendelse eller udsteder en Anordning ikke behøver at indskrænke sig til

at lade disse gælde de specielle Forhold alene, som Parterne i en faglig Konflikt har krævet

behandlet, og heller ikke behøver at tage Hensyn alene til de Ønsker, Parterne under

Sagen er fremkommen med, men at den, hvis den finder det hensigtsmæssigt af Hensyn

til det Maal, den vil opnaa, at bilægge eller forebygge saavel foreliggende som fremtidigt

mulige Konflikter, kan indddrage ethvert andet fagligt Forhold under sin

Kendelse.

Bestemmelserne om, hvem der bindes ved Voldgiftsrettens Kendelse, er undergaaet

nogle Forandringer ved Loven af 7. December 1914 og findes nu i Hovedlovens § 29. Herefter

er da Rettens Kendelse bindende: 1) for alle Parter i en Konflikt, som er mødt frem

eller har ladet sig repræsentere under Sagens Behandling for Retten; 2) for alle Parter,

som har faaet Tilsigelse om at møde for Retten som Parter i Konflikten, eller af hvem der

er krævet Svar paa visse Spørgsmaal, hvad enten de er mødt og har afgivet Svar eller ikke

— med mindre Retten nærer den Opfattelse, at de ubegrundet er gjort til Parter i Sagen;

3) naar der er Tale om en Arbejdsgiver, der er bunden af Kendelsen, da ikke alene denne,

men ogsaa enhver Efterfølger i Besiddelsen af den Virksomhed, der ved Kendelsen er

bunden, ligegyldigt om det er en Enkeltperson eller et Interessentskab, der har overtaget

Virksomheden; 4) for alle Organisationer, for hvem Retten engang har erklæret Kendelsen

for bindende som gældende Ret, og 5) for alle Medlemmer af Organisationer, der er bundne

af Kendelsen.

Organisationsmedlemmers fortrinsvise Ret til Arbejde hjemles gennem Lovens

§ 40, der bestemmer, at Retten, naar en Organisation eller Person, der er bunden af en

Kendelse, forlanger det, kan fastsætte, at der, naar paa samme Tid saavel Medlemmer af

Arbejdsgiver- eller Arbejderorganisationer som andre Personer, der ikke er Sønner eller

Døtre af Arbejdsgivere tilbyder eller ønsker Tjeneste eller Beskæftigelse, og alt andet iøvrigt

er lige, skal gives saadanne Medlemmer Forret.

Naar Retten skønner, at det er nødvendigt for at forebygge eller bilægge en Konflikt

eller for i det hele taget at opretholde Arbejdsfreden at fastslaa Organisationsmedlemmers

fortrinsvise Ret til Arbejde, skal den gøre det, uden at nogen Part har anmodet

derom. Endvidere har Loven af 29. August 1910 givet Retten Magt til, naar en Part

forlanger det, at fastsætte en Minimallønsats. Hvis det kræves, skal den da samtidig

fastsætte en lavere Sats, hvor der er Tale om Arbejdere, der er ude af Stand til at fortjene

den saaledes fastsatte Mindsteløn.

Den Adgang for Arbejdsgiver- og Arbejdersammenslutninger til at blive registrerede,

som hjemles ved Lovens § 55, er ved de senere Lovtillæg i væsentlig Grad bleven

udvidet. Medens tidligere kun Sammenslutninger af Arbejdsgivere havde Ret til at blive

registrerede, staar denne nu ogsaa aaben for en enkelt Arbejdsgiver, naar en saadan i de


Forbundsstaten A ustralien. 48

seks sidste Maaneder kar beskæftiget pr. Maaned gennemsnitlig mindst 100 Mand i et

enkelt Fag.

I Almindeliglied er det kun Arbejdsgivere og Arbejdere inden for et enkelt bestemt

Fag, der kan være Medlemmer af en registreret Organisation inden for dette Fag.

En Undtagelse fra denne Regel er dog fastsat ved Loven af 1914, der giver Adgang til at

blive Medlem af en registreret Organisation ogsaa for saadanne Personer, som, hvad enten

de er direkte beskæftiget ved Faget eller ikke, er valgt til Tillidsmænd af Sammenslutningen

og optaget som Medlemmer af den.

Hertil kommer, at Loven af 1915 aabner Adgang til Registrering for Sammen-

.slutninger, hvis Medlemmer er beskæftiget ved forskellige Fag. Kun skal Sammenslutningen

have et Medlemstal paa mindst 100. Herigennem er der altsaa Mulighed for,

at Arbejdere og Arbejdsgivere selv i de mindste Fag kan blive Medlemmer af registrerede

Organisationer.

Ved en Lov af 18. December 1911 er Forbundsloven om Mægling og Voldgift

udvidet til ogsaa at gælde Arbejdere i Forbundets offentlige Virksomheder. Paa nogle

enkelte Punkter er der, paa Grund af Forholdenes særlige Natur, enkelte Afvigelser fra

Hovedloven. En Arbejdersammenslutning kan blive registreret, selv om den ikke har 100

Medlemmer, naar den kun omfatter mindst 3/5 af de Arbejdere i vedkommende Fag, der

beskæftiges i offentlige Virksomheder.


Love og Bestemmelser

om

Mægling og Voldgift m. m. i Norge, Sverige, England,

Frankrig, Østrig, Kanada, De forenede Stater i Nordamerika

og Australien.

7


Indholdsfortegnelse.

Norge: Side

Lov om arbeidstvister af 6. August 1915 51

Lov om tvungen voldgift i arbeidstvister af 9. Juni 1916 68

Sverige:

Forslag til Lov om visse Foranstaltninger til Fremme af Arbejdsfred (udarbejdet af den

svenske Socialstyrelse) 71

England:

Lov om Fastsættelse af en Mindsteløn for Arbejdere i Kulminer af 29. Marts 1912. 81

Østrig:

Mønstervedtægt for Laugenes Voldgiftsudvalg 88

Kanada:

Lov af 22. Marts 1907 om Forebyggelse og Bilæggelse af Strejker og Lockouter i Miner

og Virksomheder af særlig samfundsmæssig Betydning 95

Lov af 4. Maj 1910 om Ændring i fornævnte Lov af 22. Maj 1907 105

De forenede Stater i Nordamerika:

Lov af 15. Juli 1913 om Mægling og Voldgift i Stridigheder ved Jærnbanerne 107

Australien:

Forbundsloven om Mægling og Voldgift 1904—1915 113


51 Norge.

Lov om arbeidstvister

av 6 august 1915.

1 ste kapitel.

Indledning.

§ 1-

Betydningen av uttryk, som loven bruker.

Denne lov forstaar ved:

1. Arbeider — enhver, som mot vederlag utfører arbeide af hvilkensomhelst art for:

a. privat arbeidsgiver;

b. stat eller kommune, saafremt han arbeider paa akkord eller med en opsigelsesfrist

av 14 dage eller derunder, og saafremt han ikke maa regnes for

offentlig tjenestemand.

2. Arbeidsgiver — enhver, som sysselsætter en eller flere arbeidere.

3. Fagforening — enhver sammenslutning enten av mindst 25 arbeidere eller av

arbeideres foreninger, som tilsammen har mindst 25 medlemmer, naar sammenslutningen

har et valgt styre og det formaal at vareta arbeidernes faglige og

økonomiske interesser overfor deres arbeidsgivere.

4. Arbejdsgiverforening — enhver sammenslutning av arbeidsgivere eller arbeidsgiveres

foreninger, naar den har et valgt styre og det formaal at vareta arbeidsgivernes

interesser overfor deres arbeidere.

5. Arbeidsnedlceggelse (streik) — en hel eller delvis arbeidsstans, som arbeidere i

fællesskap eller i forstaaelse med hverandre iverksætter for at tvinge frem en

løsning av en tvist mellem en fagforening og en arbeidsgiver eller arbeidsgiverforening.

6. Arbeidsstængning (lockout) — en hel eller delvis arbeidsstans, som en arbeidsgiver

iverksætter for at tvinge frem en løsning av en tvist mellem ham selv

eller en anden arbeidsgiver og en fagforening eller mellem en arbeidsgiverforening

og en fagforening uten hensyn til, om andre arbeidere tages ind istedenfor de

utestængte.


Norge. 52

7. Arbeidsopsigelse — arbeidernes opsigelse av sine arbeidspladser eller arbeidsgiveres

opsigelse av arbeidere i hensigt at iverksætte arbeidsnedlæggelse eller arbejdsstængning.

8. Tarifavtale — en avtale mellem en fagforening og en arbeidsgiver eller arbeidsgiverforening

om arbeids- og lønningsvilkaar eller andre arbeidsforhold.

§ 2.

Anmeldelse av fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.

1. Enhver fagforening og arbeidsgiverforening skal meldes skriftlig til det regjeringsdepartement,

som Kongen bestemmer, inden en maaned, efterat denne lov

er traadt i kraft, eller efterat foreningen er stiftet.

2. Meldingen skal underskrives av to styremedlemmer og indeholde oplysning om:

a. foreningens fulde navn.

b. styremedlemmenes fulde navn og stilling,

c. stedet hvor foreningen har sit sæte og styrets adresse.

Med meldingen skal følge:

d. et eksemplar av foreningens vedtægter,

e. utskrift av møteboken for det foreningsmøte, som har valgt styret,

f. opgave over medlemstallet eller av de underavdelinger, som er knyttet til

foreningen, og disses medlemstal.

Bilagene skal være bekræftet av mindst to styremedlemmer.

3. Sker forandring i det, som er meldt efter nr. 2 a, b eller c, eller i vedtægtene,

skal melding med de nødvendige bilag efter reglerne under nr. 2 sendes til

departementet senest en maaned efter forandringen.

Opgave over foreningens og dens underavdelingers medlemstal ved hvert

aars utgang skal avgives senest ved utgangen av paafølgende februar maaned.

4. Naar flere foreninger er sammensluttet i en hovedorganisation, behøver melding

bare at ske for dennes vedkommende. Hovedorganisationen pligter paa anmodning

av departementet eller riksmæglingsmanden at meddele de under Nr. 2 og 3 anførte

oplysninger for enhver av sine underavdelinger.

§ 3.

Tarif av taler.

1. Tarifavtaler skal oprettes skriftlig og indeholde bestemmelser om utløpstid og

opsigelsesfrist. Senest to uker, efterat avtalen er underskrevet, skal en bekræftet

avskrift sendes til riksmæglingsmanden.

2. Hvis ikke andet er fastsat om tiden for en tarifavtales gyldighet, ansees den

som sluttet for tre aar, regnet fra den dag, den blev underskrevet.

Blir en tarifavtale ikke sagt op inden den tid, som er fastsat for opsigelse,

eller hvis ingen opsigelsesfrist er nævnt i avtalen, mindst tre maaneder,

før gyldighetstiden utløper, ansees avtalen fornyet for ett aar. Opsigelse skal gives

skriftlig.

3. Hvis en arbeidsavtale mellem en arbeider og en arbeidsgiver, som begge er

bundet av en tarifavtale, indeholder nogen bestemmelse, som strider mot tarifavtalen,

er denne bestemmelse ugyldig.

4. Et medlem eller en underavdeling av en forening blir ikke ved at utmeldes

eller utstøtes fri for sine forpligtelser efter de tarifavtaler, som gjælder for

foreningen ved uttrædelsen.


53 Norge.

§ 4.

Ansvar for foreningsmedlemmers brud paa tarifavtale og for

ulovlig arbeidsstans.

Har medlemmer av en fagforening eller arbeidsgiverforening brutt en tarifavtale

eller gjort sig skyldig i ulovlig arbeidsstans, hefter foreningen, naar den selv

har skyld i bruddet eller i fortsættelsen av det tarifstridige forhold eller i den ulovlige

arbeidsstans.

§ 5-

Erstatning for brud paa tarifavtale og for ulovlig arbeidsstans.

Ved fastsættelsen av erstatning for brud paa tarifavtale eller for ulovlig

arbeidsstans skal retten ikke bare ta hensyn til skadens størrelse, men ogsaa til den

utviste skyld og til mislig forhold fra den skadelidendes side. Under særlig formildende

forhold kan erstatningen falde helt bort.

§ 6.

Ulovlig arbeidsstans.

1. En tvist mellem en fagforening og en arbeidsgiver eller arbeidsgiverforening

om en tarifavtales gyldighet, forstaaelse eller bestaaen eller om krav, som

grunder sig paa en tarifavtale, maa ikke søkes løst ved arbeidsnedlæggelse eller

arbeidsstængning.

2. En tvist mellem en fagforening og en arbeidsgiver eller arbeidsgiverforening

om ordningen av arbeids- eller lønningsvilkaar eller andre arbeidsforhold, som

ikke omfattes av en tarifavtale, maa ikke. søkes løst ved arbeidsnedlæggelse eller

arbeidsstængning, før de i §§ 29 og 36 bestemte frister er utløpet. Gjælder

tvisten oprettelse av en tarifavtale, som skal avløse en tidligere tarifavtale, maa

desuten gyldighetstiden for denne være utløpet.

3. Saalænge arbeidsstans er ulovlig, skal de arbeids- og lønningsvilkaar, som gjaldt

ved tvistens utbrud, staa ved magt, hvis ikke parterne enes om noget andet.

2det kapitel.

Arbeidsretten.

§ 7.

Arbeidsrettens sæte og domsmyndighet.

Der oprettes en arbeiclsret med sæte i rikets hovedstad til at behandle de

tvister, som § 6 nr. 1 nævner.

Disse tvister kan ikke bringes ind for nogen anden domstol. Men parterne

kan vedta privat voldgift.


Norge. 54

§

Søksmaal i anledning av en tarifavtale.

Er en tarifavtale sluttet av en fagforening eller en arbeidsgiverforening, kan

de enkelte medlemmers rettigheter eller pligter efter tarifavtalen bare gjøres gjældende

gjennem søksmaal. som reises af eller mot foreningen paa vedkommendes vegne.

Hvis en part vil nedlægge paastand mot særskilt nævnte medlemmer av en

forening, skal disse stevnes ved siden av foreningen.

§ 9-

Krav, som utspringer av arbeidsavtaler.

Under sak om en tarifavtale kan ogsaa inddrages krav, som utspringer av

en arbeidsavtale, hvis kravet vil faa sin umiddelbare avgjørelse ved dommen i

hovedsaken.

Har Arbeidsretten i sin domsslutning fastslaat en viss forstaaelse av en tarifavtale,

gjælder denne forstaaelse ogsaa for enhver arbeidsavtale, som er bygget paa

tarifavtalen.

§ 10-

Arbeidsrettens medlemmer.

1. Arbeidsretten skal bestaa av en formand og fire andre medlemmer.

2. Arbeidsrettens formand, dens øvrige medlemmer og to varamænd for hvert av

disse opnævnes av Kongen for tre aar efter indstilling som i § 11 bestemt.

3. Medlemmene av Arbeidsretten maa være norske statsborgere, ha fyldt 30 aar,

være vederheftige og ikke fradømt stemmeret i offentlige anliggender og adgang

til at opnaa offentlig tjeneste, eller dømt efter nærværende lovs § 42.. De maa

ikke være medlem av en fagforenings eller arbeidsgiverforenings styre, og de

maa ikke være fast ansat i en saadan forenings tjeneste.

Formanden skal desuten opfylde de betingelser, som er foreskrevet for

høiesteretsdommere.

§ 11.

Indstillingsretten.

1. Arbeidsgiverforening, som omfatter mindst 100 arbeidsgivere, der tilsammen beskjæftiger

mindst 10,000 arbeidere, samt fagforening, som tæller mindst 10,000

arbeidere, kan hver for sig fremsætte forslag til to medlemmer av retten med

varamænd. Hvert forslag skal dog omfatte det dobbelte antal mænd. De, som

foreslaaes, maa ha erklæret sig villige til at motta hvervet.

2. Blandt dem, som saaledes er bragt i forslag, opnævnes 2 medlemmer med varamænd

fra hver side. Er konkurrerende forslag fremkommet fra forskjellige

foreninger av arbeidere eller arbeidsgivere, kommer antallet av medlemmer

inden vedkommende foreninger i fortrinsvis betragtning ved valget av mænd.

3. Er ikke indstilling kommet ind til vedkommende regjeringsdepartement inden en

frist, som det selv fastsætter, sker opnævnelsen uten indstilling.


I

55 Norge.

§ 12.

Op nævnelse av nyt medlem.

Hvis et retsmedlem eller en varamand dør eller blir frit-at for sit hverv eller

ikke længer fylder de krav, som § 10 nr. 3 stiller, skal nyt medlem eller ny varamand

opnævnes for den tid, som er igjen.

Gjælder det et medlem eller en varamand, som er opnævnt efter indstilling

overensstemmende med § 11, skal der gives vedkommende organisationer adgang til

at avgi ny indstilling.

§ 13.

U gildhet.

1. Et medlem av Arbeidsretten er ugild i de samme tilfælde som en dommer i

almindelige borgerlige saker. Naar andre særlige omstændigheter foreligger, som

er skikket til at svække tilliden til et medlems uhildethet, skal han likeledes

vike sæte. Spørsmaal herom kan reises baade av ham selv og av parterne.

2. Retten avgjør ved kjendelse, om nogen skal vike sæte som ugild.

§ 14.

Stedfortræder for en dommer, som er ugild eller har forfald.

Hvis formanden er ugild eller har forfald, opnævner Kongen stedfortræder.

Hvis et andet medlem av retten er ugild eller har forfald, skal formanden tilkalde

en av varamændene for dette medlem i den rækkefølge, opnævnelsen viser.

§ 15-

Rettens forhandlingsdygtighet.

Retten er ikke forhandlings- eller beslutningsdygtig, uten at alle medlemmer

er tilstede.

Hvis et medlem av retten under forhandlingerne faar forfald, som maa

antages at ville vare længer end en uke, opnævnes stedfortræder efter § 14.

De retsmedlemmer, som har begyndt paa en sak, skal føre den til ende,

selv om deres tjenestetid løper ut under behandlingen av saken.

§ 16-

Dommered.

Ingen maa gjøre tjeneste som medlem av Arbejdsretten, før han har avlagt

skriftlig ed paa, at han samvittighetsfuldt vil opfylde sine pligter.

Eden sendes til vedkommende regjeringsdepartement. Kongen fastsætter,

hvordan den skal lyde.

§ 17-

Parternes repræsentanter.

Parterne kan møte selv og ved fuldmægtig. Fler end tre personer kan ikke

møte for nogen part.


Norge. 56

Parternes repræsentanter maa være fuldmyndige, norske statsborgere og ikke

fradømt stemmeret i offentlige anliggender og adgang til at opnaa offentlig tjeneste.

Vedkommende departement kan dog dispensere fra paabudet om, at parternes

repræsentanter skal være norske statsborgere.

Fuldmagten maa være uindskrænket.

§ 18-

Forberedelsen av saken.

1. Saken bringes ind for Arbeidsretten ved en skriftlig stevning, som sendes til

rettens formand. En bekræftet avskrift vedlægges.

Stevningen skal indeholde:

a. begge parters fulde navn og adresse,

b. en fremstilling av saken og de krav, som saksøkeren vil reise,

c. opgave over de bevis, som saksøkeren agter at føre, hvordan han tænker at

skaffe dem tilveie, og det, han agter at godtgjøre ved dem,

d. opgave over de bevis, som saksøkeren ønsker fremskaffet av motparten eller

ved rettens hjælp,

e. forslag med hensyn til tid og sted for behandlingen av saken.

Er der mangler ved stevningen, skal formanden snarest mulig gjøre saksøkeren

opmerksom paa dem og forklare, hvordan de bør rettes.

2. Med stevningen skal sendes utskrift av de forhandlinger, som er ført mellem

parterne om tvisten, eller bevis for, at saadanne forhandlinger er ført eller søkt

fra saksøkerens side.

Mangler saadant bevis, skal formanden gjøre saksøkeren opmerksom herpaa

og meddele ham, at retten ikke kan behandle saken, medmindre forhandlinger

er ført eller forgjæves søkt av saksøkeren.

3. Naar stevningen er i orden, og formanden finder det godtgjort, at forhandlinger

om tvisten har været ført af parterne eller forgjæves har været søkt av

saksøkeren, sender han uten ophold avskriften av stevningen til saksøkte. Samtidig

anmoder han saksøkte om at gi skriftlig tilsvar inden en viss tid og i

dette fremsætte sine bemerkninger til stevningen. nævne de krav, som fra hans

side vil bli reist, og gi bevisopgaver svarende til dem, som er nævnt under nr. 1

c og d. Med tilsvaret skal følge en bekræftet avskrift.

4. Saasnart formanden har mottat saksøktes tilsvar, eller saasnart fristen for

dette er utløpet, fastsætter han tid og sted for behandlingen av saken i retten.

Retsmøtet skal holdes snarest mulig. Det kan holdes ogsaa utenfor rettens

faste sæte.

5. Formanden varsler de øvrige medlemmer av retten. Likesaa varsler han varamand,

hvis der kan ventes fremsat en ugildhetsindsigelse, som han tror kan bli

godkjendt av retten.

6. Formanden utfærdiger indkaldelse til parterne og lar den forkynde med en

varselsfrist, som ikke maa være under 48 timer, heri ikke medregnet den nødvendige

reisetid. Har saksøkte git tilsvar, skal formanden sende avskriften til

saksøkeren.

7. Formanden indkalder de vidner, sakkyndige eller andre personer, som han finder

bør avhøres. De, som indkaldes, har krav paa aftensvarsel utenom den nødvendige

reisetid. Til forberedelse av bevisførselen har formanden forøvrig samme

myndighet som retten efter § 19.


57 Norge.

§

Saksbehandlingen.

1. Formanden leder forhandlingerne.

2. Saken behandles og bevisene føres paa den maate, som retten finder høvelig.

Hovedforhandlingen skal være mundtlig, medmindre begge parter samtykker i

skriftlig behandling, og retten finder den ubetænkelig.

3. Retten skal sørge for, at saken blir fuldt oplyst.

4. Retten kan indhente forklaringer av parter, sakkyndige og enhver anden, hvis

prov kan være av betydning for saken. Enhver kan negte at svare paa et

spørsmaal, naar svaret kan utsætte ham selv eller hans egtefælle, slegtninger

eller besvogrede i ret op- eller nedstigende linje, søskende eller likesaa nær

besvogrede for straf eller tap av den borgerlige agtelse. Det samme gjælder

spørsmaal, som paa saadan maate berører hans forlovede, forsterforældre eller

fosterbarn, naar retten saa beslutter. Det, som er bestemt om egtefæller,

gjælder, selv om egteskapet er opløst .

5. Retten kan kræve fremlagt dokumenter, forretningsbøker og andre bevisligheter, som

en part eller nogen, som pligter at vidne i saken, har raadighet over. Den kan

paalægge en part eller et vidne at undersøke regnskabsbøker eller andre bevisligheter

og at gjøre optegnelser derom og ta dem med sig.

6. Retten kan foreta syn og granskning enten selv eller ved et eller flere av sine

medlemmer eller ved opnævnte sakkyndige. Herunder kan ogsaa redskaper

kræves brukt, maskiner sat i gang og arbeidsmaater paavist.

7. Retten kan kræve bevis optat ved enhver av de almindelige underretter. Bevisoptagelsen

skal fremmes hurtigst mulig, om nødvendig ved ekstraret. Dommeren

skal av eget tiltak sørge for at fremme forretningen. Vidner gives aftensvarsel.

Parterne indkaldes bare, naar det er krævet i retsanmodningen.

§ 20.

Parternes uteblivelse.

Hvis nogen av parterne uteblir, og det er oplyst eller sandsynlig, at han

har gyldig forfald, skal saken utsættes.

Er det ikke oplyst eller sandsynlig, at han har gyldig forfald, og den anden

part møter, kan han kræve saken fremmet. Saken skal i saa fald saavidt gjørlig

behandles, som om den uteblevne part hadde været tilstede.

Hvis begge parter uteblir, og det ikke er oplyst eller sandsynlig, at nogen

av dem har gyldig forfald, skal saken hæves.

§ 21.

Møtepligt for vidner og parter.

1. Enhver pligter efter indkaldelse fra rettens formand at møte som vidne for

Arbejdsretten, naar han bor eller opholder sig indenfor en saadan avstand fra

retsstedet, at han for at naa dette ikke behøver at reise over 600 km. med jernbane

eller 300 km. med dampskib eller 100 km. paa anden maate eller en tilsvarende

veilængde dels paa den ene og dels paa den anden maate.

8


Norge. 58

Er det magtpaaliggende, at et vidne møter, kan formanden av eget tiltak

eller efter ansøkning fra en av parterne utvide møtepligten.

2. Enhver, som er tilstede paa retsstedet eller i nærheten av det, kan retten

paalægge at fremstille sig uten ophold for at avgi vidnesbyrd. Møtende vidner

kan den paalægge at komme igjen senere.

3. Vidner, som formanden har indkaldt, kan kræve godtgjørelse av statskassen

efter straffeproceslovens regler for vidner i lagmandsretssaker. Vidner, som

parterne fremstiller, kan retten tilstaa saadan godtgjørelse, naar avhørelsen har

været av betydning for saken.

4. Om parternes pligt til at møte personlig efter særlig paalæg gjælder samme

regler som for vidner efter nr. 1 og 2.

§ 22.

Sakkyndi g e.

Enhver, som pligter at vidne i saken. er efter opnævnelse av retten eller

formanden pligtig til at gjøre tjeneste som sakkyndig.

Opnævnte sakkyndige har krav paa godtgjørelse for sit arbeide efter reglerne

i straffeproceslovens § 81 og samme krav paa skyss- og kostpenger som sakkyndige i

straffesaker.

Deres tilkommende utredes av statskassen.

Sakkyndige, som ikke er opnævnt, kan retten efter omstændiglietene tilstaa

saadan godtgjørelse.

§ 23.

Forhandlingenes offentlighet.

Forhandlingene føres for aapne dører, hvis ikke retten beslutter at utelukke

offentligheten. Dørene skal lukkes, naar forhandlingene kommer ind paa forretnings-

eller foreningshemnieligheter eller andet, som ikke uvedkommende bør faa

kundskap om.

De dele av fremlagte bøker, som ikke vedkommer saken, kan retten forsegle.

Enhver, som har været tilstede under forhandlinger for lukkede dører, pligter

at bevare taushet om det, som er forhandlet, hvis ikke retten tiilater offentliggjørelse.

§ 24.

Retsbok.

I retsboken føres ind tid og sted for retsmøtet, navnene paa dommere, retsskrivere,

parter og deres repræsentanter, vidner og sakkyndige.

Fremlagte dokumenter nævnes, og forhandlingenes gang gjengives i korthet.

Paastande og indsigelser føres ind fuldstændig eller vedlægges. Likesaa føres ind alle

rettens avgjørelser og forlik, som sluttes mellem parterne.

Retten kan beslutte, at forhandlingene skal optages med hurtigskrift.


59 Norge.

§ 25.

Rettens avgjørelser.

1. Rettens avgjørelser træffes ved stemmeflerhet.

Dom skal avsiges snarest mulig, efterat saksbehandlingen er slut. Gaar

der mer end 3 dage, før dom blir avsagt, skal grunden nævnes i dommen.

2. Skrivfeil, regnefeil, utelatelser og andre aapenbare feil kan formanden rette av

eget tiltak. Om rettelsen skal han uten ophold underrette parterne gjennem anbefalt

brev.

Er nogen av parterne misfornøiet med rettelsen, kan han kræve saken

forelagt for den samlede ret. Begjæringen maa rettes til formanden senest en

uke, efterat meddelelse om rettelsen er mottat. Formanden skal uten ophold forelægge

saken for retten.

3. Er dommen ufuldstændig eller uklar, kan den rettes av den samlede ret efter

begjæring fra en av parterne, og efterat den anden part er hørt. Begjæringen

maa være kommet til formanden senest to uker efterat dommen er avsagt.

4. Procesledende kjendelser og andre beslutninger kan retten omgjøre, hvis ingen

erhvervet ret er til hinder for det.

§ 26.

Anke og kjæremaal.

1. Kjendelse, hvorved en sak blir avvist eller tat under behandling, kan ankes

ind for Høiesteret, og anken skal foretages ved varslets udløp uten hensyn til sessionerne.

Kjendelse, hvorved en sak er tat under behandling, kan paaankes, før dom

er faldt, men uten opsættende virkning.

Ankefristen er en maaned fra den dag, kjendelsen blev avsagt.

2. Den, som ikke er part, kan paakjære en kjendelse, som paalægger ham at

avgi forklaring, ed eller forsikring, fremlægge dokumenter eller fremvise, forelægge

eller gi adgang tii andre ting eller gjøre tjeneste som sakkyndig, eller som ilægger

ham straf- eller omkostningsansvar. Parterne kan paakjære kjendelser, som ilægger

dem selv straf- og omkostningsansvar efter §§ 41 og 43.

Kjæremaalet maa erklæres straks, hvis vedkommende er tilstede i retten, men

ellers senest 3 dage efterat han har faat meddelelse om avgjøreisen. Saafremt nogen

har optraadt som motpart eller kan betragtes som motpart, skal han underrettes om

kjæremaalet. Kjæremaalet har opsættende virkning for den kjærende.

Formanden sender uten ophold kjæremaalserklæringen med de nødvendige dokumenter

og utskrifter til Høiesterets kjæremaalsutvalg. Retten, den kjærende og

andre, som kjæremaalet har betydning for, kan gi skriftlig udtalelse om saken. Paaberopes

kjendsgerninger, som ikke tidligere er nævnt, skal uttalelsen altid sendes gjennem

retten.

3. Arbeidsrettens domme og andre kjendelser end de, som nævnes under nr.

1 og 2, er endelige og kan fuldbyrdes efter reglerne for høiesteretsdomme, men

dommen falder bort, hvis Høiesteret efter domsavsigelsen avgjør en anke efter nr. 1

derhen, at saken avvises fra Arbeidsretten.


Norge. 60

3dje kapitel.

Mægling.

§ 27.

Mæglingsmænd og mæglingsraad.

1. Kongen opnævner en fast mæglingsmand for det hele rike (riksmæglingsmand)

og en fast mæglingsmand for hver mæglingskreds (kredsmæglingsmand).

Rikets inddeling i mæglingskredser fastsættes av Kongen, efterat uttalelse er

indhentet fra de organisationer, som omhandles i § 11.

De faste mæglingsmænd maa opfylde betingelserne i § 10 Nr. 3, første avsnit.

De opnævnes for 3 aar.

Riksmæglingsmanden er kredsmæglingsmændenes overordnede. Det nærmere

forretningsforhold mellem dem fastsættes ved instruks, som utfærdiges av Kongen.

2. Mæglingsraadene skal bestaa av en fast mæglingsmand som formand og

to andre mæglere, som formanden opnævner blandt dem, som staar i de utvalg,

nr. 3 nævner, en av hvert utvalg.

3. Vedkommende regjeringsdepartement opretter for hver mæglingskreds to

utvalg av personer, som er villige til at være mæglere. Utvalgene oprettes for tre

aar. Størrelsen bestemmes av departementet.

Til mæglere kan bare vælges norske statsborgere, som har fyldt 30 .aar, er

vederhæftige og ikke fradømt stemmeret i offentlige anliggender og adgang til at

opnaa offentlig tjeneste eller dømt efter nærværende lovs § 42.

Forslag til disse utvalg avgives av de i § 11 omhandlede organisationer.

Er ikke lovlig forslag kommet ind til departementet inden en frist, som det

selv fastsætter, sker opnævnelsen uten indstilling.

§ 28.

Meldinger til mæglings mændene.

1. Naar arbejdsopsigelse foretages i anledning av en saadan tvist, som § 6 nr. 2

nævner, skal der straks sendes melding enten til rigsmæglingsmanden eller til

kredsmæglingsmanden for den kreds, hvor bedriften eller foreningen, som foretar arbeidsopsigelsen,

har sit sæte. Kredsmæglingsmanden har uten ophold i telegram eller

ved anbefalt brev at sende underretning om meldingen til rigsmæglingsmanden.

Hvis parterne er enige, kan meldingen rettes til hvilkensomhelst kredsmæglingsmand.

2. Meldingen sendes i telegram eller anbefalt brev og skal indeholde oplysning

om, hvad tvisten gjælder, hvormange arbeidere opsigelsen omfatter, naar opsigelsesfristen

løper ut og om forhandling mellem parterne er aapnet samt om den

fremdeles paagaar eller er avbrutt.

Paagaar forhandling, skal melding om senere avbrytelse paa samme maate

sendes av den, som har sendt den første melding.

Meldingene sendes av den fagforening, arbeidsgiver eller arbeidsgiverforening,

som har foretat opsigelsen. Er vedkommende tilknyttet Arbeidernes faglige Landsorganisation,

Norsk Arbeidsgiverforening eller andre organisationer, som i § 11


61 Norge.

nævnt, sendes meldingene gjennem disse organisationers styrer til riksmæglingsmanden.

Av meldingene sendes samtidig en gjenpart til motparten.

§ 29.

Regler om Arbeidsstans.

1. Arbeidsnedlæggelse eller arbeidsstængning maa ikke iverksættes, før opsigelsesfristen

er utløpet, og ikke i noget tilfælde, før fire virkedage er forløpet fra meldingen

om, at forhandlinger ikke er optat eller at de er avbrutt eller arbeidsopsigelsen

utvidet — er indkommet til mæglingsmanden.

2. Saasnart riksmæglingsmanden eller en kredsmæglingsmand har faaet melding om,

at forhandlinger ikke er optat eller at de er avbrutt, eller saasnart han paa

anden maate er blit bekjendt med avbrytelsen, skal han forby arbeidsstans,

indtil mægling efter dette kapitel er sluttet, hvis han antar, at arbeidsstansen

enten paa grund av bedriftens art eller paa grund av sit omfang vil medføre

skade for almene interesser.

Blir arbeidsopsigelsen utvidet, skal han under samme betingelser forby

den derved tilsigtede arbeidsstans.

Forbudet rettes i telegram eller i anbefalt brev til den fagforening,

arbeidsgiver, arbeidsgiverforening eller hovedorganisation, som har sendt eller

skulde ha sendt meldingen om arbeidsopsigelsen, og meddeles samtidig til

motparten.

Forbudet maa. for at være bindende, være sendt inden utløpet av to

dage, efterat mæglingsmanden har faaet melding om, at forhandlinger ikke er optat

eller at de er avbrutt eller arbeidsopsigelsen utvidet.

§ 30.

Mæglingsmandens ugildhet og forfald.

Reglerne om ugildhet i § 13 gj ælder ogsaa for de faste mæglingsmænd.

Anser riksmæglingsmanden sig for ugild, eller har han forfald, eller er han

optat med mægling i en anden sak, melder han det uten ophold til vedkommende

regjeringsdepartement. Er departementet enig i, at han ikke bør behandle tvisten,

overdrar det behandlingen til en kredsmæglingsmand eller til en, som det opnævner

for saken.

Er en kredsmæglingsmand i noget tilfælde, som er nævnt i andet led, melder

han det uten ophold til riksmæglingsmanden. Denne kan enten selv overta

behandlingen av saken eller overdra den til en anden kredsmæglingsmand eller

til en, som vedkommende regjeringsdepartement opnævner for saken.

§ 31.

Forberedelsen av mæglingen.

1. Naar riksmæglingsmanden eller en kredsmæglingsmand i henhold til § 29 har

forbudt arbeidsstans, skal han uten ophold skride til mægling. Riksmæglingsmanden

kan dog overdra mæglingen til en kredsmæglingsmand. Han kan ogsaa selv

overta mæglingen i saker, som hører under kredsmæglingsmændene.


N orge. 62

Har flere kredsmæglingsmænd forbudt arbeidsstans i anledning av samme

tvist, avgjør riksmæglingsmanden. hvem som skal behandle saken, hvis ikke

parterne blir enige om det.

En kredsmæglingsmands avgjørelse av, hvorvidt arbeidsstans skal forbydes

eller ikke. kan omgjøres av riksmæglingsmanden.

2. Selv om arbeidsstans ikke forbydes, kan riksmæglingsmanden eller en kredsmæglingsmand

skride til mægling i tvisten enten av eget tiltak eller efter begjæring

av en part.

3. Saken behandles av mæglingsraad, hvis begge parter forlanger det eller gir samtykke

dertil, senest i første mæglingsmøte.

Skal riksmæglingsmanden være formand i mæglingsraadet, opnævner han

de andre mæglere av utvalgene for livilkensomhelst mæglingskreds.

Skal en kredsmæglingsmand være formand i mæglingsraadet, opnævner

han de to andre mæglere. Staar alle medlemmer av et utvalg i saadant forhold

til tvisten, at kredsmæglingsmanden finder det betænkelig at opnævne nogen av

dem. kan han opnævne mægler utenfor utvalget, fortrinsvis blandt dem, som

staar i utvalget for en anden kreds. I dette tilfælde bør vedkommende part

faa adgang til at foreslaa mægler.

4. Mæglingsmanden fastsætter tid og sted for behandlingen av tvisten. Møte kan

ogsaa holdes utenfor mæglingskredsen.

Han indkalder parterne og varsler i tilfælde mæglerne paa den maate,

han finder høvelig.

Om indkaldelse av vidner og andre, hvis forklaring kan være av betydning,

og om forberedelse av bevisførselen forøvrig gjælder reglerne i§ 18 nr. 6, forsaavidt

dertil er anledning.

§ 32.

Mæglered.

Ingen maa gjøre tjeneste som mæglingsmand eller medlem av et mæglingsraad,

før han har avlagt saadan ed som nævnt i § 16.

§ 33.

Mæglingsraadets forhandlingsdygtighet.

Mæglingsraadet er ikke forhandlings- og beslutningsdygtig, uten at alle tre

mæglere er tilstede.

Faar mæglingsmanden forfald, faar § 30 andet og tredie led tilsvarende

anvendelse.

Faar en anden mægler forfald, opnævner mæglingsmanden nyt medlem.

Den mæglingsmand og de andre mæglere, som har paabegyndt behandlingen

av saken, skal føre den til ende, selv om deres tjenestetid løper ut under saken.

§ 34.

Parternes repræsentanter.

Reglerne i § 17 om parternes repræsentanter gjælder ogsaa under mægling

for mæglingsmanden og mæglingsraadet. Men praktiserende advokater og sakførere

maa ikke brukes som fuldmægtig uten samtykke av mæglingsmyndigheten.


63 Norge.

§ 35.

M æglingen.

1. Naar mæglingsmanden behandler saken alene, skal han paa den maate og i de

former, som han selv vælger, hurtig og omhyggelig indhente alle nødvendige oplysninger

til utredning av tvisten og efter evne søke at opnaa enighet mellem

parterne om et rimelig forlik.

Han kan indhente de oplysninger, som er nødvendige til utredning og

bedømmelse av tvisten, selv om en eller begge parter uteblir.

Til fremme av sine undersøkeiser har mæglingsmanden saadan myndighet

som nævnt i § 19. Men han kan ikke kræve ed av vidner og sakkyndige. Reglerne

i §§ 21 og 22 gjælder ogsaa ved mægling.

Kommer forlik istand, skal tarifavtale i overensstemmelse hermed oprettes

under medvirkning av mæglingsmanden og undertegnes av parterne eller deres

repræsentanter.

2. Behandles saken ved mæglingsraad, har dette de samme pligter og den samme

myndighet som mæglingsmanden efter nr. 1. Mæglingsmanden leder forhandlingene.

3. Mæglingsmøterne skal holdes for lukkede dører. Møtebok føres efter reglerne

i § 24.

§ 36.

Mæglingens slutning.

1. Er der gaat ti dage, efterat forbudet mot arbeidsstans eller i tilfælde det

første forbud blev avsendt, kan hver av parterne kræve mæglingen sluttet, hvis

vedkommende part ikke ved uteblivelse eller paa anden maate har unddrat

sig fra pligtmæssig medvirken til mæglingen.

Senest fire dage, efterat lovlig krav om avslutning av mæglingen er

fremsat, skal mæglingen sluttes. Har mæglingsmyndigheten forelagt parterne et

endelig forslag til løsning av tvisten, skal forslaget føres ind i møteboken.

2. Er forlik ikke kommet istand, kan riksmæglingsmanden eller den kredsmæglingsmand,

som har ledet mæglingen, kundgjøre en beretning om saken paa den maate,

han finder høvelig.

Har en kredsmæglingsmand ledet mæglingen, skal han snarest mulig

sende riksmæglingsmanden beretning om saken. Denne skal indeholde det endelige

mæglingsforslag, hvis saadant er fremsat.

Er mæglingsraadets medlemmer uenige om beretningens indhold, kan

mindretallet gi særskilt uttalelse.

§ 37.

Senere vedtagelse av et mæglingsforslag.

Vil nogen av parterne vedta mæglingsmyndighetens forslag til løsning av

tvisten, efterat mæglingen er sluttet, kan erklæring derom sendes til mæglingsmanden,

som sender en avskrift av erklæringen til den anden part. Godkjender ogsaa


Norge. 64

denne part forslaget, berammer mæglingsmanden et møte mellem parterne til oprettelse

av tarifavtale.

§ 38.

Gjenoptagelse.

Om mæglingen er sluttet, kan parterne i fællesskap kræve den gjenoptat

for den mæglingsmand eller det mæglingsraad, som de selv ønsker.

Er der gaat en maaned, efterat mæglingen blev sluttet, uten at tvisten endda

er lost eller bragt ind til ny mægling, skal den mæglingsmand, som har behandlet

saken, opfordre parterne til nye forhandlinger.

Forøvrig kan saavel riksmæglingsmanden som mæglingsmanden naarsomhelst

rette saadan opfordring til parterne.

§ 39.

Kjæremaal.

Saadanne kjendelser, som § 26 nr. 2, nævner, kan paakjæres efter de regler,

som der er git.

Andre kjendelser av en mæglingsmand eller et mæglingsraad er endelige og

kan fuldbyrdes efter reglerne for høiesteretsdomme.

4de kapitel.

Straffebestemmelser.

§ 40.

Arbeidsstans.

1. Pengebøter fra 5 til 25 000 kroner kan ilægges:

a. den, som i strid med § 6 foretar eller fortsætter arbeidsstansning eller deltar i

arbeidsnedlæggelse. Den, som handler paa en arbeidsgivers vegne, straffes,

naar ikke arbeidsgiveren selv dømmes;

b. de medlemmer av styret for en fagforening eller en arbeidsgiverforening, som

medvirker til arbeidsnedlæggelse eller arbeidsstængning i strid med § 6 ved

at være med paa beslutning om at iverksætte, fortsætte eller godkjende arbeidsstansen

eller om at støtte den ved utbetaling av foreningsmidler, eller som

opfordrer til saadan arbeidsstans eller indsamler eller utdeler indsamlede bidrag

til dens fortsættelse. Det samme gjælder medlemmer av andre foreningsmyndigheter

og foreningenes tjenestemænd.

2. Sak reises av det offentlige efter paatalebegjæring av en fagforening, arbeidsgiver

eller arbeidsgiverforening, som er skadelidende ved arbeidsstansen, eller

av vedkommende regjeringsdepartement.

3. I dommen kan det bestemmes, at i de tilfælde, som er nævnt under

nr. 1 b, skal vedkommende forening hefte for bøterne. Dette gjælder dog ikke, hvis den


65 Norge.

skyldige har handlet i strid med foreningens vedtægter eller beslutning, som er fattet

paa foreningens vegne.

4. Bøter efter denne paragraf kan idømmes paany, naar to uker er gaat

efter dommens forkyndelse, og den domfældte i dette tidsrum har gjort sig skyldig

i saadant forhold med hensyn til den ulovlige arbeidsstans som nævnt under nr. 1.

Det samme gjælder, naar to uker er gaat efter forkyndelsen av den anden dom, og

saa fremdeles.

§ 41.

Fornærmelig adfærd m. v.

1. Den, som under et møte for Arbeidsretten fornærmer retten eller nogen,

som møter for den. eller forstyrrer møtet, krænker rettens værdighet eller ikke

lyder paabud fra retten eller formanden, kan utvises og ved kjendelse under saken

ilægges bøter.

Den, som skriver noget usømmelig eller fornærmelig i et søksmaalsskrift, kan

ligeledes ved kjendelse under saken ilægges bøter.

2. Bestemmelserne under nr. 1 gælder ogsaa under saksbehandling for mæglingsmyndighetene.

3. Om nogen straffes efter denne paragraf, kan han dog forfølges paa vanlig

maate for gjerningen. Men bøterne kommer i betragtning ved strafutmaalingen.

§ 42.

Brud paa taushetspligt.

Den, som bryter sin taushetspligt efter § 23, jfr. § 25, straffes med bøter.

§ 43.

Uteblivelse m. v.

1. Hvis et vidne eller nogen, som ellers har faat særlig paalæg om at møte

personlig, uteblir uten gyldig forfald eller ikke i tide har meldt forfald eller

uten lov forlater møtet, før det er slut, kan han ved kjendelse under saken ilægges

bøter og paalægges helt eller delvis at erstatte de omkostninger, som han har voldt,

Uteblir han efter ny indkaldelse eller opfordring til at møte, kan han endda

en gang ilægges bøter og omkostningsansvar.

Like med uteblivelse uten gyldig forfald regnes det, at en sakkyndig uten

gyldig grund negter at overta sit hverv eller forsømmer sin pligt, og at nogen maa

maa avvises, fordi han møter beruset,

2. Negter nogen uten gyldig grund at forklare sig eller avlægge ed eller

forsikring, kan han ved kjendelse under saken ilægges bøter og paalægges helt

eller delvis at erstatte de omkostninger, som er voldt ved negteisen. Han kan

ikke ilægges saadan straf og saadant omkostningsansvar mer end to ganger i

samme sak.

9


N orge. 66

3. Hvis nogen ikke efterkommer paalæg om at fremlægge et dokument eller

fremvise, forelægge eller gi adgang til en ting eller at efterse og gjøre utdrag av et

dokument eller lignende, regnes det like med, at lian negter at forklare sig.

§ 44.

Ansvar for kjæremaal.

For aapenbart grundløst kjæremaal kan Højesterets kjæremaalsudvalg ilægge

bøter og omkostningsansvar.

5te kapitel.

Slu tningsbestemmelser.

§ 45.

Saksomkostninger.

1. Der betales ikke for behandlingen av en sak ved Arbeidsretten og mæglingsmyndighetene

eller for bevisoptagelser til bruk for en saadan sak.

Men Arbeidsretten kan ved kjendelse paalægge en av parterne eller begge at

godtgjøre statskassen helt eller delvis dens utgifter ved behandlingen for denne ret.

2. Omkostningene ved en sak for Arbeidsretten kan den ene part faa sig tilkjendt

hos den anden efter reglerne for saksomkostninger i almindelige borgerlige saker.

Derimot skal hver part i mangel av anden aftale selv bære sine omkostninger ved

mægling.

§ 46.

Lønninger m. v.

1. Lønninger og honorarer til medlemmene av Arbeidsretten, riksmæglingsmanden,

mæglingsmændene og medlemmene av mæglingsraadene utredes av statskassen.

Utgiftene til kontorhold, lokaler og skriverhjælp under møterne utredes likeledes

av statskassen.

2. Arbeidsrettens formand og riksmæglingsmanden skal ha fast aarlig løn.

Mæglingsmændene skal ha fast aarlig løn og et honorar, bestemt av vedkommende

regjeringsdepartement for hver enkelt sak.

De øvrige medlemmer av Arbeidsretten og mæglingsraadene tilstaaes honorar

for hver sak av vedkommende regjeringsdepartement. Arbeidsrettens medlemmer kan

ogsaa tilstaaes fast løn.

3. Under reiser har medlemmer av Arbeidsretten, mæglingsmændene og

medlemmene av mæglingsraadene krav paa skyss- og kostpenger efter lov av 10 juli

1894. Kostpengene skal være som bestemt for første klasse i lovens § 17.

4. Kongen gir de nødvendige bestemmelser om utførelsen av retsskriverforretningene

ved Arbeidsretten og mæglingsraadene.


67 Norge.

§ 47.

Lovens ikrafttræden.

Denne lov træder i kraft fra den tid, Kongen bestemmer.

Blir loven ikke sat i kraft fra begyndelsen av et kalenderaar, regnes de

tidsrum, som er fastsat i § 10 nr. 2 og § 27 nr. 1 og 3, fra begyndelsen av det

følgende kalenderaar.


Norge. 68

Lov om tvungen voldgift i arbeidstvister

av 9. juni 1916.

§ 1.

1. Finder Kongen, at en tvist mellem en fagforening og en arbejdsgiver eller

arbeidsgiverforening om ordningen av arbeids- eller lønningsvilkaar eller andre arbeidsforhold

utsætter betydelige samfundsinteresser for fare, kan han bestemme, at tvisten

skal avgj øres ved voldgift .

2. Naar Kongen bestemmer, at en tvist skal avgjøres ved voldgift, kan han ogsaa

forby enhver iverksættelse eller fortsættelse av arbeidsstans i anledning av tvisten

(jfr. § 5).

3. Indtil voldgiftsdommen er avsagt, skal de arbeids- og lønningsvilkaar, som

gjaldt ved tvistens utbrud, staa ved magt, hvis ikke parterne enes om noget andet.

§ 2.

1. Voldgiftsretten skal ha en formand og mindst fire andre medlemmer.

2. Kongen opnævner for hver sak rettens formand og to av dens medlemmer og

varamænd for dem. Arbeidernes faglige Landsorganisation og Norsk Arbeidsgiverforening

opnævner hvert et medlem med varamand. Opnævnelsen sker inden den frist, som Kongen

fastsætter. Oversittes denne frist, sker opnævnelsen av Kongen.

3. Enhver norsk statsborger er pligtig til at overta hvervet.

4. Ingen maa gjøre tjeneste som medlem av voldgiftsretten, før han har avlagt

skriftlig ed paa, at han samvittighetsfuldt vil opfylde sine pligter. Eden sendes til vedkommende

regjeringsdepartement. Kongen fastsætter, hvordan den skal lyde.

5. Medlemmernes godtgjørelse fastsættes av Kongen. Under reiser har de krav

paa skyss- og kostpenger efter lov av 10de juli 1894. Kostpengene skal være som bestemt

for første klasse i lovens § 17.

§ 3.

1. Saasnart rettens medlemmer er opnævnt, fastsætter formanden tid og sted

for behandlingen av saken og utfærdiger indkaldelser til retsmøtet med det varsel, han

finder passende. Saken skal fremmes saa hurtig som mulig.

2. Et medlem av voldgiftsretten er ugild i de samme tilfælde som en dommer i

almindelige borgerlige saker. Naar andre særlige omstændigheter foreligger, som er skikket

til at svække tilliden til et medlems uhildethet, skal han likeledes vike sæte. Spørsmaal

herom kan reises baade av ham selv og av parterne. Retten avgjør ved kjendelse, om

nogen skal vike sæte som ugild.


69 Norge.

3. Parterne kan møte selv og ved fuldmægtig. Flere end tre personer kan ikke

møte for nogen part. Parternes repræsentanter maa være fuldmyndige, norske statsborgere

og ikke fradømt stemmeret i offentlige anliggender og adgang til at opnaa offentlig

tjeneste. Vedkommende departement kan dog dispensere fra paabudet om, at parternes

repræsentanter skal være norske statsborgere. Fuldmagten maa være uindskrænket.

4. Formanden leder forhandlingerne. Saken behandles og beviserne føres paa

den maate, som retten finder høvelig. Hovedforhandlingen skal være mundtlig, medmindre

begge parter samtykker i skriftlig behandling, og retten finder den ubetænkelig.

Straffeproceslovens §§ 120 og 124 faar tilsvarende anvendelse.

5. Forhandlingerne føres for aapne dører, hvis ikke retten beslutter at utelukke

offentligheten. Dørene skal lukkes, naar forhandlingerne kommer ind paa forretningseller

foreningshemmeligheter eller andet, som ikke uvedkommende bør faa kundskap

om. De dele av fremlagte bøker, som ikke vedkommer saken, kan retten forsegle.

Enhver, som har været tilstede under forhandlinger for lukkede dører, pligter

at bevare taushet om det, som er forhandlet, hvis ikke retten tillater ofientliggjøreise.

Overtrædelse av taushetspligten straffes med bøter.

6. Retten kan indhente forklaringer av parter, sakkyndige og enhver anden,

hvis prov kan være av betydning for saken. Straffeproceslovens regler om vidners møtepligt

i lagmandsretssaker, om pligten til at avgi edelig forklaring og til at gjøre tjeneste

som sakkyndig og om straf- og erstatningsansvar for vidner og sakkyndige faar tilsvarende

anvendelse.

7. Retten, kan kræve fremlagt dokumenter, forretningsbøker og andre bevisligheter,

som en part eller nogen, som pligter at vidne i saken, har raadighet over. Den

kan paalægge en part eller et vidne at undersøke regnskapsbøker eller andre bevisligheter

og at gjøre optegnelser derom og ta dem med sig. Vidnepligtiges undladelse av at efterkomme

rettens paalæg straffes som negtelse av at avgi vidneforklaring.

8. Retten kan foreta syn og granskning enten salv eller ved et eller flere av

sine medlemmer eller ved opnævnte sakkyndige. Herunder kan ogsaa redskaper kræves

brukt, maskiner sat i gang og arbeidsmaater paa vist.

9. Retten kan kræve bevis optat ved enhver av de almindelige underretter.

Bevisoptagelsen skal fremmes hurtigst mulig, om nødvendig ved ekstraret. Dommeren

skal av eget tiltak sørge for at fremme forretningen. Vidner gives aftensvarsel. Parterne

indkaldes bare, naar det er krævet i retsan modningen.

10. Voldgiftsretten kan indhente de nødvendige oplysninger og paadømme

tvisten, selv om en eller begge parter uteblir.

§ 4.

1. Rettens avgjørelser træffes med stemmeflerhet. Voldgiftsdommen skal avsiges

snarest mulig, efterat saksbehandlingen er slut. Den skal underskrives av alle voldgiftsmænd.

2. Uten samtykke av begge parter maa en voldgiftsdom ikke gives længere

gyldighetstid end tre aar.

3. En voldgiftsdom, som er avsagt i henhold til denne lov, er endelig og har de

samme virkninger som en tariftavtale (se lov om arbeidstvister av 6te august 1915 §§

3-5, jfr. §§ 6 og 40).

4. Den, som ikke er part, kan paakjære en kjendelse, som paalægger ham at avgi

forklaring, ed eller forsikring, fremlægge dokumenter eller fremvise, forelægge eller gi

adgang til andre ting eller gjøre tjeneste som sakkyndig, eller som ilægger ham strafeller

omkostningsansvar. Parterne kan paakjære kjendelser, som ilægger dem selv straf.


Norge. 70

Kjæremaalet maa erklæres straks, hvis vedkommende er tilstede i retten, men

ellers senest 3 dage, efterat han har faat meddelelse om avgj øreisen. Saafremt nogen har

optraadt som motpart eller kan betragtes som motpart, skal han underrettes om kjæremaalet.

Kjæremaalet har opsættende virkning for den kjærende.

Formanden sender uten ophold kjæremaalserklæringen med de nødvendige dokumenter

og utskrifter til Høiesterets kjæremaalsutvalg. Retten, den kjærende og andre,

som ^kjæremaalet har betydning for, kan gi skriftlig uttalelse om saken. Paaberopes

kjendsgjertiinger, som ikke tidligere er nævnt, skal uttalelsen altid sendes gjennem retten.

5. For behandlingen av en sak ved voldgiftsretten og for bevisoptagelser til

bruk for en saadan sak erlægges ingen betaling.

§ 5. _

1. Bøter fra 5 til 25 000 kroner kan ilægges:

a. den, som i strid med forbud efter § 1 foretar eller fortsætter arbeidsstængning eller

deltar i arbeidsnedlæggelse eller fortsættelse av en saadan. Den, som handler paa

en arbeidsgivers vegne, straffes, naar ikke arbejdsgiveren selv dømmes; 1

b. de medlemmer av styret for en fagforening eller en arbeidsgiverforening, som medvirker

til arbeidsnedlæggelse eller arbeidsstængning i strid med forbud efter § 1 ved

at være med paa beslutning om at iverksætte, fortsætte eller godkjende arbeidsstansen

eller om at støtte den ved utbetaling av foreningsmidler, eller som opfordrer

til saadan arbeidsstans eller indsamler eller utdeler indsamlede bidrag til dens fortsættelse.

Det samme gjælder medlemmer av andre foreningsmyndigheter og foreningernes

tjenestemænd.

2. Sak reises av det offentlige efter paatalebegjæring av en fagforening, arbeidsgiver

eller arbeidsgiverforening, som er skadelidende ved arbeidsstansen, eller av vedkommende

regjeringsdepartement.

3. I dommen kan det bestemmes, at i de tilfælde, som er nævnt under nr. 1 b,

skal vedkommende forening hefte for bøterne. Dette gjælder dog ikke, hvis den skyldige

har handlet i strid med foreningens vedtægter eller med beslutning, som er fattet paa

foreningens vegne.

4. Bøter efter denne paragraf kan idømmes paany, naar to uker er gaat efter

dommens forkyndelse, og den domfældte i dette tidsrum har gjort sig skyldig i saadant

forhold med hensyn til den ulovlige arbeidsstans som nævnt under nr. 1. Det samme

gjælder, naar to uker er gaat efter forkyndelsen av den anden dom, og saa fremdeles.

§ 6.

1. Denne lov træder i kraft straks, men kommer bare til anvendelse paa arbeidstvister,

som er opstaat eller opstaar under den nuværende europæiske krig.

2. Nærmere forskrifter til gjennemføreise av denne lov kan gives av Kongen.


71 Sverige.

Forslag til Lov

visse Foranstaltninger til Fremme af Arbejdsfred.

(Udarbejdet af den svenske Socialstyrelse).

I. Om Arbejdskontrakter og Kollektivoverenskomster, paa hvilke denne Lov

linder Anvendelse.

§ I-

Ved Arbejdskontrakter forstaas i denne Lov Kontrakter, hvorved Arbejdere

har paataget sig for en Arbejdsgivers Regning at udføre et Arbejde indenfor en

industriel eller anden Virksomhed eller ved Hus-, Vej- eller Vandbygning, Vandafledning

eller andet lignende særligt Arbejdsforetagende.

Efter denne Lov anses som Arbejder enhver, som udfører Arbejde for en

andens Regning, uden i Forhold til denne at kunne betragtes som selvstændig Entreprenør,

og som Arbejdsgiver enhver, for hvis Regning Arbejde udføres af en saadan

Arbejder, uden at der mellem dem staar nogen tredie Person, der som selvstændig

Entreprenør har paataget sig at sørge for Arbejdets Udførelse.

Som Arbejder skal dog ikke regnes Funktionærer, der er ansat i Statens

Tjeneste.

§ 2.

Ved Kollektivoverenskomster forstaas i denne Lov Overenskomster, som træffes

af en Arbejdsgiver eller en Forening af Arbeidsgivere med en Fagforening, et Fagforbund

eller en lignende Forening af Arbejdere' om Betingelser, som skal tjene til

Vejledning ved Arbejdskontrakter. En Kollektivoverenskomst skal affattes skriftlig, og

i den maa der ogsaa indføres Bestemmelser om Forholdet iøvrigt mellem Arbejdsgivere

og Arbejdere.

Saafremt der mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, for hvem en Kollektivoverenskomst

er gældende, opstaar Uoverensstemmelse om Forholdet mellem dem med

Hensyn til et Spørgsmaal, hvorom Overenskomsten ikke indeholder nogen Bestemmelse,

og saafremt Uoverensstemmelsen afgøres ved Voldgift, skal i Spørgsmaalet om

Erhvervsgrupper og indenfor det Omraade, som behandles i Voldgiftsdommen, det, som

saaledes bliver afgjort ved Voldgiftsdommen, gælde, som om det var optaget i Kollektivoverenskomsten.


Sverige. 72

Ved Fortolkning af en Kollektivoverenskomst skal der tages Hensyn ikke alene

til Overenskomstens Indhold, men ogsaa til, hvad der er fremkommet under Forhandlingerne

ved dens Oprettelse.

§ 3.

En Kollektivoverenskomst skal i Spørgsmaalet om Erhvervsgrupper og indenfor

det Omraade, hvorom der er Tale i Overenskomsten, tjene til Vejledning ikke alene

for Arbejdsgivere eller Arbejdere, som ved dens Indgaaelse var Medlemmer af Foreningen,

som afsluttede Overenskomsten, men ogsaa for dem, som senere er indtraadt

i Foreningen. Dette gælder dog kun, forsaavidt Arbejdsgiveren eller Arbejderen

ikke er bunden ved nogen tidligere Kollektivoverenskomst med andre Betingelser.

Forpligtelse til at overholde Kollektivoverenskomsten paahviler et Medlem af

Foreningen saavel overfor Foreningen, som, naar flere har deltaget i Overenskomsten

paa samme Side, overfor disse.

Hvis flere Foreninger har sluttet sig sammen til en Hovedorganisation, skal

ifølge denne Lov som Medlemmer af denne Hovedorganisation ogsaa regnes Medlemmer

af de Foreninger, som har sluttet sig sammen.

>

§ 4.

For Arbejdsgivere og Arbejdere, mellem hvilke en Kollektivoverenskomst er

gældende, skal, selv om der i Arbejdskontrakten er truffet anden Aftale, Kollektivoverenskomstens

Bestemmelser tjene til Vejledning.

§

En Kollektivoverenskomst maa ikke være gældende for længere Tid end fem

Aar. Hvis en saadan Overenskomst skulde være afsluttet for længere Tid, ophører

den at gælde paa den Dag i det femte Aar fra Ikrafttrædelsen at regne, som svarer

til den Kalenderdag, da Overenskomsten er bestemt til at udløbe.

Hvis Tiden for en Kollektivoverenskomsts Gyldighed ikke er fastsat, skal Overenskomsten

anses for at være indgaaet for et Aar.

Hvis en Kollektivoverenskomst ikke opsiges indenfor den derom fastsatte Frist,

eller hvis Overenskomsten ikke indeholder Bestemmelse om Opsigelse eller om en vis

Opsigelsestid tre Maaneder før Gyldighedstidens Udløb, skal Overenskomsten anses for

at være forlænget for et Aar.

§ 6.

Saalænge en Kollektivoverenskomst er gældende, maa en Arbejdsgiver eller

Arbejder eller en Forening af Arbejdsgivere eller Arbejdere, som er bunden ved Overenskomsten,

ikke, selv om der er truffet anden Bestemmelse i Overenskomsten, vedtage

Standsning af Arbejdet eller en dermed ligestillet Foranstaltning (Lockout, Strejke,

Boycotning, Blokade eller lignende), enten for at opnaa Forandring i Overenskomsten

eller paa Grund af Uenighed om Overenskomstens Gyldighed, Eksistens eller

rette Betydning eller for at gennemføre i Arbejdsforholdet en Bestemmelse, som er

fastsat til at gælde efter den Tid.

§ 7.

Det paahviler dem, som har afsluttet en Kollektivoverenskomst, inden en Maaned

derefter at indsende et Eksemplar af det oprettede Dokument til Socialstyrelsen.


73 Sverige.

Bliver der i Overensstemmelse med Kollektivoverenskomsten i et særligt Dokument

fastsat Bestemmelser angaaende Arbejdsløn, som beregnes efter Arbejdets Mængde

eller Beskaffenhed, skal Indsendelse af en saadan Akkordprisliste ikke være fornøden.

Hvad der her er fastsat, skal have tilsvarende Anvendelse med Hensyn til

en saadan Voldgiftsdom, som er omtalt i § 2.

II. Om Mæglingsmyndiglieder og deres Virksomhed.

§ 8.

I hvert af de Distrikter, hvori Riget i den Anledning inddeles af Kongen,

eller i det Omfang, hvori det findes paakrævet, for særlige Erhvervsgrene udnævner

Kongen en Forligsmand med den Opgave paa nedenfor anførte Maade at mægle i

Uoverensstemmelser mellem Arbejdsgivere og Arbejdere (Arbejdsstridigheder).

§9.

Det paahviler Forligsmanden:

med særlig Opmærksomhed at følge Arbejdsforholdene indenfor det ham anviste

Virksomliedsomraade;

i de Tilfælde og paa den Maade, det anføres i denne Lov, at yde sin Medvirken

til Bilæggelse af Arbejdsstridigheder, som opstaar indenfor dette Omraade;

samt iøvrigt paa Begæring at være Arbejdsgivere og Arbejdere behjælpelig med

Tilvejebringelse af Overenskomster, som er egnede til at fremme et godt Forhold

imellem dem og forhindre forstyrrende Afbrydelse i Arbejdet.

Hvis Arbejdsgivere og Arbejdere ønsker, at Forhandling om en saadan Overenskomst

skal finde Sted under Ledelse af en upartisk Formand, og hvis Forligsmandens

Medvirken ved Forhandlingen ikke ydes eller ikke menes at burde paakaldes,

kan paa Foranledning af Parterne Socialstyrelsen, naar den finder, at Omstændighederne

giver Anledning dertil, beskikke en dertil egnet Person til at lede Forhandlingerne.

§ 10.

Hvis der indenfor Forligsmandens Virksomliedsomraade er opstaaet en Arbejdsstridighed,

som har medført eller synes at true med at medføre Arbejdsstandsning af

større Betydning, bør Forligsmanden ved personligt Besøg paa det Sted, hvor Arbejdsstridigheden

er udbrudt, eller paa anden Maade træde i Forbindelse med de

Stridende, søge nøjagtig Rede paa, hvori Uoverensstemmelsen bestaar, indkalde de

Stridende til selv eller ved valgte Repræsentanter paa bestemt Tid og Sted at mødes

til Forhandling med hinanden i Forligsmandens Nærværelse, og under disse Forhandlinger,

som ordnes paa den mest hensigtsmæssige Maade, søge at tilvejebringe en Løsning

af Uoverensstemmelsen.

En saadan Sammenkomst bør ansættes til at finde Sted saa snart som muligt,

og hvis særlige Omstændigheder ikke i de enkelte Tilfælde maatte kræve noget andet,

senest inden en Uge efter Indkaldelsens Udfærdigelse.

§ 11-

Til Indkaldelse af de Stridende skal Forligsmanden, naar de ikke paa hensigtsmæssig

Maade kan indkaldes personlig, benytte anden Udvej, som efter Omstæn-

10


Sverige. 74

dighederne kan anses for hensigtsmæssig, som f. Eks. Meddelelse til den Forening,

hvortil de Stridende hører, eller til en Person, som fører Ordet i Uoverensstemmelsen,

eller Opslag paa eller ved Arbejdspladsen eller Bekendtgørelse i Bladene. Arbejdsgiveren

er forpligtet til paa Forligsmandens Begæring at lade Indkaldelse til Arbejderne

opslaa paa eller ved Arbejdspladsen.

Det paahviler de Stridende at efterkomme Forligsmandens Indkaldelse.

§ 12.

Hvis der ikke foreligger nogen Arbejdsstandsning, og begge de stridende Parter,

efter at Forhandling har fundet Sted, har tilkendegivet for Forligsmanden, at de

ikke anser en fortsat Forhandling for at være til Gavn for Løsning af Striden, maa

der ikke af Forligsmanden udfærdiges nogen yderligere Indkaldelse af de Stridende;

dog har han Ret til, hvis forandrede Forhold giver Anledning dertil, at indbyde de

Stridende til nye Forhandlinger.

§ 13.

De Forhandlinger, som foranstaltes af Forligsmanden med og mellem de Stridende,

skal i første Række tage Sigte paa at tilvejebringe Overenskomst i Overensstemmelse

med de Tilbud eller Forslag, som under Forhandlingerne maatte blive fremsat

af de Stridende selv; det paahviler derved Forligsmanden, forsaavidt og i det

Omfang det maatte anses for egnet til at befordre en god Løsning af Uenigheden, at

gøre Henstilling om Lempelser eller Indrømmelser, som kan synes hensigtsmæssige

for Sagen.

Forhandlingerne for Forligsmanden skal føres saa hurtigt, som Omstændighederne

tillader det, og Forligsmanden bør særligt paase, at Forhandlingerne ikke til

Skade for den ene Part bliver unødvendigt forlængede ved Modpartens Handlemaade.

§ 14.

Det bør være hver af de stridende Parter magtpaaliggende, forsaavidt noget saadant

kræves for at skaffe Forligsmanden et paalideligt Grundlag for Bedømmelsen af

Uoverensstemmelsen, paa Anmodning af Forligsmanden at give ham Meddelelse om

Regnskaber og andre Dokumenter samt meddele statistiske og andre Oplysninger, hvorover

den stridende Part disponerer, ligesom ogsaa at holde de vedkommende Arbejdspladser

tilgængelige for Forligsmanden. Den, som i Overensstemmelse med, hvad her er

sagt, gaar Forligsmanden til Haande, har Ret til i den Udstrækning, han finder

det nødvendigt, at tage Forbehold om, at det, som Forligsmanden paa denne Maade

faar Kendskab til, ikke maa røbes af denne.

§ 15.

Hvis der ved Forhandlingerne for Forligsmanden ikke kan opnaas Enighed,

kan han opfordre de Stridende til at give en eller flere Personer, hvis Kendelse de

Stridende forpligter sig til at efterkomme, det Hverv at ordne Uoverensstemmelsen

mellem dem efter at have prøvet, om og i hvilken Grad de fra den ene eller den

anden Side fremsatte Paastande maatte være beføjede, og paa hvilken Maade den

foreliggende Uenighed derfor rettest bør løses.

§ 16.

Hvis de Stridende vil henvise Sagen til Afgørelse paa den i § 15 omtalte

Maade, skal Forligsmanden i det Omfang, hvori det findes fornødent, yde sin Med-


75 Sverige.

virken til Valget af den eller de Personer, til hvem det i nævnte Paragraf omhandlede

Hverv skal overdrages. Det paahviler Forligsmanden paa de Stridendes Vegne at

give den eller de Personer, som bliver valgt, Underretning om Hvervet, samt iøvrigt

medvirke til, at den tilsigtede Afgørelse kan komme i Stand.

Forligsmanden maa ikke selv paatage sig det omhandlede Hverv.

§ 17-

Af de i § 15 nævnte Kendelser skal der ufortøvet og uden Afgift tilstilles

hver af Parterne saavelsom Forligsmanden et Eksemplar.

§ 18.

Hvad der er fastsat i § 10, gælder ikke Arbejdsstridigheder, som er opstaaede

indenfor et Virksomhedsomraade, hvor der er oprettet særlige Forhandlings-, Forligseller

Voldgiftskommissioner under upartisk Ledelse, medmindre begge de stridende

Parter paakalder Forligsmandens Mellemkomst, eller Forholdene gør det sandsynligt,

at den særlige Kommission ikke vil blive benyttet, eller Forhandling for en saadan

Kommission har fundet Sted paa regulær Maade, uden at man derved har opnaaet

nogen Ordning.

§ 19-

Ved Afgørelse af Retsvirkningerne af de Stridendes Overenskomster, Forpligtelser

og andre Beslutninger under de her omtalte Forhandlinger gælder efter Beslutningernes

Indhold og den Maade, hvorpaa de er fremkomne, hvad de almindelige

Love foreskriver.

§ 20.

Hvis en udbrudt Stridighed, som paakalder Forligsmandens Indgriben, ogsaa

berører én anden Forligsmands Virksomhedsomraade, paahviler det Forligsmændene

saa hurtigt som muligt til Socialstyrelsen at indsende Meddelelse om Uenighedens

Udbrud samt saavidt muligt om sammes Omfang, og Socialstyrelsen udnævner saa en

Forligsmand til at mægle i Striden.

§ 21.

Hvis en Arbejdsstrid indeholder en særlig Fare for Arbejdsfreden, eller hvis

der ellers findes Anledning dertil, har Kongen Ret til at give en eller flere Personer

det Hverv, enten sammen med den vedkommende Forligsmand, eller, hvis det ikke

findes hensigtsmæssigt at lade ham beskæftige sig med den paagældende Arbejdsstrid,

da selv i hans Sted at mægle i Striden.

§ 22.

Forligsmanden skal føre Dagbog over, hvad der forefalder i de Stridigheder,

han har at gøre med. Overenskomster, paatagne Forpligtelser eller andre Beslutninger

af de Stridende, ligesom ogsaa Kendelser, som afsiges i Overensstemmelse med § 15,

skal fuldstændig optages i nævnte Dagbog eller vedlægges samme.

Forligsmanden skal inden 3 Maaneder efter Udløbet af hvert Kalenderaar indsende

Beretning til Socialstyrelsen om sin Virksomhed i Aarets Løb og om Forløbet

af de Stridigheder, som har været behandlede af ham.

Beretningen skal trykkes ved Socialstyrelsens Foranstaltning.


Sverige. 76

§ 23.

Nærmere Forskrifter om Forligsmændenes Virksomhed gives af Kongen.

§ 24.

Angaaende Godtgørelse til Forligsmanden eller til en saadan upartisk Leder,

som er omtalt i § 9, skal gælde, hvad Kongen derom fastsætter.

III. Om visse Betingelser for Arbejdsstandsning eller lignende Foranstaltning.

§ 25.

Hvis Forligsmanden i Anledning af en Arbejdsstrid i Overensstemmelse med § 10

har udfærdiget Indkaldelse til Forhandling, maa ingen, efter at have faaet Meddelelse

herom, vedtage eller udvide Arbejdsstandsningen eller en dermed ligestillet Foranstaltning,

førend der er gaaet to Dage efter den i Indkaldelsen anførte Dag.

§ 26.

Arbejdsstandsning eller en dermed ligestillet Foranstaltning maa ikke iværksættes,

uden at Hensigten med samme, med Angivelse af Dagen for den besluttede Foranstaltning,

er tilkendegivet Modparten senest paa den syvende Dag forinden. Hvis

den, som saaledes har tilkendegivet at ville træffe en saadan Foranstaltning, paa

Grund af Bestemmelsen i § 25 paa den angivne Dag hindres deri, skal han, hvis han

fastholder sin Beslutning, give en ny Tilkendegivelse derom senest to Dage før den

til Foranstaltningen fastsatte Dag.

Om en saadan Tilkendegivelse skal der gives skriftlig Meddelelse samme Dag

til Socialstyrelsen eller vedkommende Forligsmand.

§ 27.

Hvis en Arbejder er ansat for en bestemt Tid, maa der ikke i den Tid iværksættes

Arbejdsstandsning eller en dermed ligestillet Foranstaltning overfor eller af ham.

§ 28.

Ved Siden af det, som i §§ 25—27 er fastsat om Forbud mod Iværksættelse

af Arbejdsstandsning eller en dermed ligestillet Foranstaltning skal gælde, hvad der

derom er særlig fastsat eller bestemt i Overenskomsten.

§ 29.

Arbejdsstandsning eller en dermed ligestillet Foranstaltning maa ikke iværksættes

for at komme nogen anden til Hjælp i de Tilfælde, hvor der for ham gælder

Forbud mod selv at iværksætte en saadan Foranstaltning.

§ 30.

Hvis en Tilkendegivelse om Arbejdsstandsning ikke indeholder en bestemt Meddelelse

om, at der dermed tilsigtes en Opsigelse af en Arbejdskontrakt, skal de paa

ubestemt Tid indgaaede Arbejdskontrakter, som berøres af Arbejdsstandsningen, kun


77 Sverige.

betragtes som værende sat ud af Kraft, saalænge Arbejdsstandsningen vedvarer.

I et saadant Tilfælde har Arbejdere, naar Arbejdsgiveren yder dem Logis, uden at

særlig Lejekontrakt er indgaaet, og uden at Arbejderen modtager Kosten hos Arbejdsgiveren,

Ret til at blive boende, indtil. Retten dertil ophører paa regelmæssig Maade

efter Arbejdskontraktens Ophør.

§ 31.

De Tilkendegivelser, som omtales i § 26, første Stykke, skal meddeles Arbejderne

ved let synlige Opslag paa Arbejdspladsen. For Arbejdere, som tilhører en Fagforening,

et Fagforbund eller en anden lignende Forening, skal en saadan Tilkendegivelse

ske gennem Foreningen.

Hvis en Arbejdsstandsning foreligger, kan Opsigelse af Arbejdskontrakt fra

Arbejdsgiverens Side ske ved let synligt Opslag paa Arbejdspladsen.

IV. Arbejdsdommere.

§ 32.

Kongen har Ret til, hvis han finder Anledning dertil, at udnævne Arbejdsdommere

med det Hverv paa Begæring af Parter eller andre vedkommende hver for sig

at afgøre Arbejdsstridigheder eller som upartisk Formand i en Voldgiftskommission

at deltage i saadanne Stridigheders Bilæggelse.

Arbejdsdommere skal have opfyldt de Betingelser, som Loven foreskriver om

dem. som maa benyttes i Dommerembeder.

Nærmere Forskrifter om Arbejdsdommeres Virksomhed og den dem tilkommende

Godtgørelse fastsættes af Kongen.

V. Om særlig Domstol i visse Arbejdsstridigheder.

§ 33.

Til Behandling af de nedenfor anførte Sager skal der findes en særlig Domstol

med Sæde i Stockholm. Denne Domstol kaldes Arbejdsdomstolen og skal bestaa

af syv Medlemmer.

§ 34.

Punkt 1. Arbejdsdomstolen skal behandle Sager om Skadeserstatning i Anledning

af Arbejdsstandsning eller en dermed ligestillet Foranstaltning, som formenes

at være i Strid med Kollektivoverenskomster eller med denne Lov, ligesom ogsaa Sager

om Skadeserstatning i Anledning af Afskedigelser, som formenes at være i Strid med

Kollektivoverenskomster.

Punkt 2. En Sag, som vedrører Kollektivoverenskomster, men ikke er af den

Natur, som anført i Punkt 1, skal ogsaa behandles af Arbejdsdomstolen, naar der er

Tale om Overenskomstens Gyldighed, Eksistens eller rette Rækkevidde.

Punkt 3. En Sag, som vedrører en Arbejdsoverenskomst og ikke er af den

Natur, som er anført i Punkt 1, skal, hvis Striden angaar en Bestemmelse i Arbejdsoverenskomsten,

som hviler paa en Kollektivoverenskomst, behandles af Arbejdsdomstolen,

hvis begge Parter gør Henstilling derom, og Arbejdsdomstolen finder Grund og

Anledning til en saadan Behandling.


Sverige. 78

Punkt 4. Hvis der under Behandlingen ved en almindelig Domstol af en Sag,

som vedrører en Arbejdsoverenskomst, rejses Strid om Kollektivoverenskomstens Gyldighed,

Eksistens eller rette Rækkevidde, skal Retten, hvis Sagens Afgørelse er

afhængig deraf, henvise Parterne til for Arbejdsdomstolen at afgøre Striden om

Kollektivoverenskomsten. Indtil denne Strid er afgjort, betragtes Sagen om Arbejdsoverenskomsten

som hvilende.

Punkt 5. Uanset hvad ovenfor er anført, maa Arbejdsstridigheder henvises til

Afgørelse ved Voldgiftsmænd.

§ 35.

Tre Medlemmer af Arbejdsdomstolen udnævnes af Kongen. Af disse Medlemmer

skal to, af hvilke den ene udnævnes til Formand, den anden til Viceformand i

Domstolen, være lovkyndige Mænd. som har opfyldt de Fordringer, som Lovgivningen

stiller til dem, som maa benyttes i Dommerembeder, og den tredie have Indsigt

og Erfaring i sociale Spørgsmaal.

§ 36.

Fire i Arbejdsforhold erfarne og kyndige Mænd udnævnes af Kongen til Medlemmer

af Domstolen for to Aar ad Gangen; for disse Medlemmer udnævnes der otte

Suppleanter.

Indstilling om, hvem der skal udnævnes som Medlemmer og Suppleanter skal

fra Arbejdsgivernes Side afgives af en Arbejdsgiverforening, som omfatter mindst et

Hundrede Arbejdsgivere, samt fra Arbejdernes Side af en Fagforening, et Fagforbund

eller anden lignende Forening af Arbejdere, som omfatter mindst ti Tusinde Arbejdere.

For at komme i Betragtning skal en saadan Indstilling omfatte mindst

dobbelt saamange Personer, som det Antal, der skal udnævnes for den paagældende

Part, og blandt disse foreslaaede Personer skal mindst Halvdelen være saadanne,

som selv er eller har været Arbejdsgivere eller Arbejdsledere, resp. Arbejdere; Indstillingen

skal være ledsaget af en skriftlig Erklæring fra hver af de foreslaaede om,

at han er villig til at paatage sig Hvervet.

Blandt de fra hver Side foreslaaede udnævnes to Medlemmer og fire Suppleanter

for disse Medlemmer. Hvis der fra en af Siderne ikke er afgivet tilbørlig Indstilling,

skal Kongen alligevel for den paagældende Side udnævne Medlemmer og Suppleanter.

§ 37.

De i § 36 nævnte Medlemmer eller Suppleanter skal være svenske Statsborgere

og have opnaaet femogtyve Aars Alderen.

Stillingen maa ikke indehaves af den,

som staar under Formynderskab,

som har afstaaet al sin Formue til sine Kreditorer og ikke paa den Maade,

Loven foreskriver, er i Stand til at paavise, at han har fyldestgjort dem for deres

Krav, eller hvis Formue uden at være undergivet Konkursbehandling forvaltes for

Kreditorernes Regning,

som er erklæret for at have mistet medborgerlig Tillid eller er tiltalt af

den offentlige Anklager for en Forbrydelse, som kan medføre noget saadant,

som er bleven dømt uværdig til Anvendelse i Rigets Tjeneste eller til at føre

nogens Sag for Retten, eller

som har en lønnet Ansættelse hos en Forening af Arbejdsgivere eller af

Arbejdere.


79 Sverige.

§ 38.

De i § 36 nævnte Medlemmer eller Suppleanter maa ikke udtræde af Retten

i den Tid, for hvilken de er udnævnt, uden at Kongen finder Anledning til at give

sin Tilladelse dertil.

Hvis et Medlem eller en Suppleant udtræder, skal Kongen for Resten af den

Tid, for hvilken den udtraadte har været udnævnt, udnævne et nyt Medlem blandt de

tidligere foreslaaede eller, hvis ny Indstilling er forlangt afgivet, et andet Medlem

eller Suppleant.

§ 39.

Hvis et af de i § 36 nævnte Medlemmer skulde udeblive fra noget Retsmøde

eller findes at være forhindret i at gøre Tjeneste paa Grund af Inhabilitet, har

Arbejdsdomstolen, hvis en Suppleant ikke kan tilkaldes, Ret til at vælge en dertil

egnet Person til ved den Lejlighed at træde i det nævnte Medlems Sted.

• § 40.

Arbejdsdomstolen træder sammen efter Indkaldelse af Formanden saa ofte det

er nødvendigt i Anledning af en Sags Behandling. Naar den finder det nødvendigt,

kan Domstolen ogsaa sammentræde paa et Sted udenfor Stockholm.

§ 41.

Den, som vil indbringe en Sag for Arbejdsdomstolen, skal indlevere en skriftlig

Ansøgning til Domstolens Formand om Stævning til Modparten.

Naar en saadan Ansøgning er indkommen, skal Formanden udfærdige Stævningen,

i hvilken det skal fastsættes, indenfor hvilken Tid Stævningen skal være forkyndt for

Indstævnte.

Stævnevarslet maa ikke fastsættes til et længere Tidsrum, end det med Rimelighed

kan forlanges for at give Møde for Domstolen.

Hvis Parterne i Fællesskab henviser en Stridighed til Domstolen, skal Sagen

behandles uden Stævning, og Formanden skal saa meddele Parterne, hvornaar Sagen

skal foretages ved Domstolen.

§ 42.

Ved Arbejdsdomstolen maa der af den, som har afsluttet en Kollektivoverenskomst.

nedlægges Paastand om Overenskomstens Gyldighed, Eksistens eller rette Rækkevidde,

selv om der ikke er nedlagt nogen Paastand angaaende Kontraktens Opfyldelse

eller om Følgerne af en Undladelse i den Henseende.

En saadan Paastand maa ogsaa nedlægges af den, som i Henhold til § 34

af den almindelige Domstol er blevet henvist til Arbejdsdomstolen.

§ 43.

En Skrivelse eller et Dokument, som indgives til Arbejdsdomstolen, skal ledsages

af en bekræftet Afskrift, som udleveres til Modparten, forsynet med Paategning

om Dagen for Indgivelsen. Hvis der er flere Modparter, og de ikke kan

blive enige om, hvem af dem der skal modtage Afskriften, maa den ikke udleveres.

Hvis kun en vis Del af et Dokument paaberaabes, maa Afskriften kun

omfatte denne Del.


Sverige. 80

Hvad der saaledes er fastsat om Forpligtelse til at indlevere Afskrift, skal dog

ikke finde Anvendelse paa et Dokument, som indleveres af en af Parterne ifølge Paalæg

af Domstolen, eller paa Modpartens Begæring; og Domstolen kan ellers, naar

Dokumentets Beskaffenhed giver Anledning dertil, indrømme Fritagelse for denne

Forpligtelse.

§ 44.

Indleverede Skrivelser og Dokumenter skal for hver Sag samles i en Akt-

Mappe; og saadan Skrivelse eller Dokument skal da ikke indføres i Dombogen, men

kun omtales under Henvisning til Akt-Mappen.

§ 45.

I en Strid for Arbejdsdomstolen maa den, som efter Loven er inhabil som

Vidne, afhøres uden Edsaflæggelse, dog ikke den, som er under femten Aar eller

savner Forstandens fulde Brug eller har mistet medborgerlig Tillid.

§ 46-

Punkt 1. I enhvér Sag, som verserer for Domstolen, skal først undersøges,

om Forlig ikke kan komme i Stand. Forhandling med Parterne i denne Anledning

kan finde Sted for et af de Medlemmer, som nævnes i § 35, med eller uden andre

Medlemmers Tilkaldelse.

Punkt 2. Saafremt Behandling af en for Domstolen verserende Sag kun har

til Hensigt at søge fornøden Oplysning tilvejebragt, kan en saadan Behandling efter

Domstolens Paalæg ske for Formanden eller Viceformanden tilligemed to af de Medlemmer

af Domstolen, som er omtalt i § 36. En saaledes sammensat Ret skal

da have samme Kompetence som den fuldtallige Arbejdsdomstol.

§ 47.

En Arbejdsdomstol skal i de Tilfælde, hvor den finder det fornødent, have

Ret til at paalægge Bøder samt beslutte Arrest eller Forbud eller en dermed ligestillet

Foranstaltning.

§ 48.

Saasnart en Del af en Sag er saaledes oplyst, at en Afgørelse af den kan

træffes, har Arbejdsdomstolen Ret til at afsige Kendelse i denne Del af Sagen.

§ 49.

En afvigende Mening, som udtales under Voteringen i Arbejdsdomstolen, maa

ikke indføres eller omtales i Domsprotokollen, men angaaende en saadan Dissens

skal der føres en særlig Voteringsprotokol.

§ 50.

Rettergang ved Arbejdsdomstolen skal tinde Sted efter samme Regler, som i

Henhold til Loven gælder om Rettergangen ved Raadhusretten, saafremt der ikke ovenfor

er fastsat noget andet.

i


81 Sverige.

§ 51.

Hvis Arbejdsdomstolen har erklæret sig inkompetent til at behandle en Sag, der

er anlagt ved den, eller hvis en af Indstævnte fremsat Indsigelse mod Domstolens

Kompetence bliver afvist, kan Kendelsen appelleres paa den nedenfor omhandlede

Maade. I andre Tilfælde end de her anførte kan Domstolens Kendelser ikke

appelleres.

§ 52.

Hvis Indstævnte er utilfreds med den Kendelse, hvorved en fremsat Indsigelse

mod Domstolens Kompetence bliver afvist, skal han anmelde det til Domstolens

Protokol inden Afslutningen af Dagens Procedure. Forsømmes dette, skal Retten til

Indsigelse mod Kendelsen være tabt.

§ 53.

Den, som vil appellere en Kendelse af Arbejdsdomstolen. som kan appelleres ifølge

§§ 51 og 52, skal inden Kl. 12 paa den syvende Dag efter Kendelsens Datum, denne

Dag ikke medregnet, til Kongens nedre Justitsrevision indgive sin til Kongen stilede

Klage in duplo, og skal han vedlægge ikke alene den appellerede Kendelse og Domstolens

øvrige Protokol i Sagen med Undtagelse af Voteringsprotokollen, hvis en saadan

har foreligget, men ogsaa en bekræftet Afskrift af Skrivelser og Dokumenter, som

er indgivet til Arbejdsdomstolen, samt de til Sagen hørende Dokumenter, som Klageren

ellers maatte anse det for nødvendigt at fremlægge.

Hvis de til Appellen hørende Dokumenter ikke bliver indgivet in duplo inden

den nævnte Tid, skal Kendelsen staa fast.

§ 54.

Klagerens Modpart maa selv undersøge ved den nedre Justitsrevision, hvorvidt

der inden Appelfristens Udløb er indkommet Klage, og, hvis en saadan Klage er

indkommet, udtage det ene Eksemplar af Appelskrivelsen. Hvis der er flere Modparter,

og de ikke kan enes om, hvem af dem der skal udtage det omhandlede

Dokument, maa dette ikke udleveres. Modparten skal have en Tid af tyve Dage fra

Appelfristens Udløb til at indgive Erklæring til nedre Justitsrevision tilligemed de

Dokumenter, han vil paaberaabe sig; siddes denne Tid overhørig, skal han ikke have

Ret til at blive hørt videre i Sagen.

§ 55.

I Kendelser, som kan appelleres, skal Arbejdsdomstolen tilkendegive, hvad

Parterre har at iagttage i Henhold til §§ 52, 53 og 54.

§ 56.

Nærmere Forskrifter om Afgivelse af de i § 36 omhandlede Indstillinger samt

om Arbejdsdomstolens Virksomhed gives af Kongen.

VI Om Følgerne af visse Overtrædelser m. m.

§ 57.

Naar en Arbejdsgiver eller Arbejder eller en Forening af Arbejdsgivere eller

Arbejdere gør Brud paa en Bestemmelse i en Kollektivoverenskomst eller træffer en

11


Sverige. 82

Foranstaltning, som strider mod, hvad der er fastsat i § 6 eller § 26, første Stykke,

§§ 27 eller 29, skal vedkommende betale den eller dem, som er forurettede, Skadeserstatning

i Forhold til Forseelsens Art og Skadens Omfang.

Er der flere, som bar forbrudt sig saaledes, skal Betalingen af Skadeserstatningen

fordeles imellem dem, saaledes som det kendes for Ret.

I de her nævnte Tilfælde kan Skadeserstatningen,'naar Omstændighederne giver

Anledning dertil, nedsættes til et lavere Beløb, end det der ellers burde betales, eller

helt bortfalde.

§ 58.

Naar en Kollektivoverenskomst tilsidesættes, kan Paatale af den Grund iværksættes,

ikke blot af dem, som selv er Parter i Overenskomsten, men ogsaa af enhver

Arbejdsgiver eller Arbejder, hvis Ret er bleven umiddelbart krænket ved Overenskomstens

Tilsidesættelse.

Med Hensyn til de i § 57 nævnte Forseelser har en Forening af Arbejdsgivere

eller Arbejdere ogsaa Ret til at iværksætte Paatale for sine Medlemmer; naar et

Medlem, inden en saadan Paatale iværksættes, selv har iværksat en lignende 'Paatale,

eller naar han for Domstolen har meddelt, at han ikke vil gaa ind paa, at Sagen føres

for ham af Foreningen, har Foreningen ikke nogen Paataleret for ham.

Hvis en saadan Forening har sluttet sig sammen med andre Foreninger til

en Forening, skal denne sidste, saafremt den vil fremsætte Paatale som foran nævnt,

have Forret dertil. Hvad der saaledes er bestemt, finder tilsvarende Anvendelse,

hvis en Forening som den sidstnævnte atter er Medlem af en anden lignende

Forening.

§ 59.

Har en Arbejdsgiver eller en Forening, som har indgaaet en Kollektivoverenskomst,

vedtaget Arbejdsstandsning eller en dermed ligestillet Foranstaltning i Strid

med Overenskomsten eller med § 6, eller bliver Overenskomsten ellers væsentlig tilsidesat,

kan den paa Forlangende af dem, som derved bliver forurettede, af en Domstol

eller Voldgiftskommission erklæres for ikke mere at være gældende.

Hvis paa den ene Side flere har deltaget i Overenskomsten, og Overenskomsten

bliver hævet efter Paatale mod nogen af dem, maa Overenskomsten inden tre

Ugers Forløb ogsaa opsiges for de øvrige.

Hvis en Overenskomst er erklæret for ikke mere at være gældende, skal en

Person, som har været Part i Overenskomsten paa samme Side som den, der har

ført Proceduren, have Ret til inden tre Ugers Forløb at opsige Overenskomsten.

Opsiges Overenskomsten som foran nævnt, skal den straks ophøre at være

gældende.

§ 60.

Opsigelse af en Kollektivoverenskomst skal ske skriftlig.

Hvad der er fastsat i Proceslovens Kapitel 11 §§ 11—19 angaaende Stævning,

skal anvendes paa tilsvarende Maade, naar Spørgmaalet er om Opsigelse.

Naar man ikke træffer den, som man søger for at give Opsigelse, skal Opsigelsen

i anbefalet Brev afleveres til Postvæsenet under hans sidst kendte Adresse, og

skriftlig Meddelelse om Opsigelsen skal indsendes til Socialstyrelsen; Opsigelsen skal

da anses for at være sket, naar man har opfyldt, hvad der saaledes er foreskrevet.


83 Sverige.

Denne Lov træder i Kraft den 1. Januar 1918, naar Loven af 31. December

1906 om Mægling i Arbejdsstridigheder ophører at gælde.

Bestemmelserne i §§ 2—4, § 5 andet og tredie Stykke, § 6 og §§ 57—60

skal ogsaa anvendes, naar det drejer sig om Kollektivoverenskomster, som er afsluttede

før den nævnte Dag.

Indtil andet vedtages, udsættes Udnævnelsen af de i § 35 nævnte Medlemmer

af Domstolen, og Bestillingerne skal i Stedet for besættes ved Konstitution.

Som lovkyndigt Medlem kan kun den udnævnes, som beklæder eller har beklædt

et almindeligt Dommerembede.


England. 84

England.

Lov om Fastsættelse af en Mindsteløn for Arbejdere i Kulminer (ind-

befattende Miner med lagdelt Jernerts) og om beslægtede Forhold.

(Af 29. Marts 1912.)

I. 1. Det er en udtrykkelig Forudsætning for enhver Arbejdskontrakt med en

Kulminearbejder, at Arbejdsgiveren betaler Arbejderen en Løn, der ikke er

mindre end den Mindstesats, der er fastsat i Henhold til denne Lov, og som

skal finde Anvendelse overfor Arbejderen, med mindre det paa den i Distriktsreglerne

foreskrevne Maade godtgøres, at denne Bestemmelse i Følge Distriktsreglerne

ikke har Gyldighed for vedkommende Arbejder, eller at Arbejderen

har mistet Retten til Løn efter Mindstesatsen, fordi han ikke har kunnet opfylde

de Betingelser med Hensyn til Arbejdets Omfang og Udførelse, som

i Følge disse Regler stilles til Arbejderen; enhver Overenskomst om Betaling

af Løn, som er i Strid med denne Lov, er ugyldig.

I denne Lov betyder Udtrykket ,, Distriktsregler" de Regler, som i

Henhold til denne Lov er udstedt af Det forenede Distriktsraad.

2. Distriktsreglerne skal med Gyldighed for det Distrikt, for hvilket de finder

Anvendelse, fastsætte de Betingelser, under hvilke Retten til Løn efter Mindstesatsen

bortfalder for ældre og svagelige Arbejdere (herunder Arbejdere, der

er delvis arbejdsudygtige paa Grund af Sygdom eller Ulykkestilfælde); de

skal træffe Bestemmelse om Omfanget og Udførelsen af det Arbejde, der

skal ydes af Arbejderne, samt om den Tid, for hvilken en Arbejder skal have Betaling,

hvis der paa Grund af Ulykkestilfælde indtræffer en Afbrydelse i Arbejdet;

og de skal fastslaa, at Arbejderen mister Retten til Løn efter Mindstesatsen,

hvis han ikke opfylder Betingelserne med Hensyn til Omfanget og Udførelsen

af Arbejdet, medmindre det skyldes Forhold, hvorover han ikke er Herre.

Distriktsreglerne skal endvidere indeholde Bestemmelser om, ved hvilke

Personer og paa hvilken Maade alle herhenhørende Spørgsmaal skal afgøres,

herunder hvorvidt Mindstesatsen er anvendelig for en bestemt Arbejder indenfor

Distriktet, eller hvorvidt en Arbejder opfylder de Betingelser, Reglerne

stiller, eller hvorvidt en Arbejder, der ikke har opfyldt de Betingelser, der

stilles i Reglerne, har mistet Retten til Løn efter Mindstesatsen. De skal

endelig træffe Bestemmelse om, at der udstedes Bevis for, at der er truffen

en Afgørelse som den omhandlede i Henhold til denne Paragraf.

3. Denne Paragrafs Bestemmelser om Lønbetalinger efter Mindstesats gælder fra

denne Lovs Udstedelsesdato, selv om en Mindstelønsats endnu ikke maatte være


85 England. 85

fastsat; og ethvert Beløb, som i Henhold til denne Lov skulde betales i Arbejdsløn

til en Arbejder, hvis Mindstesatsen havde været fastsat, kan Arbejderen

til enhver Tid, efter at dette er sket, kræve udbetalt af Arbejdsgiveren.

II. 1. Mindstelønsatser og Distriktsregler i Henhold til denne Lov skal — særskilt

for hvert af de Distrikter, der er anført i Tillæget til denne Lov — fastsættes

af en Kreds af Personer, som af Handelsministeriet er anerkendt som et forenet

Distriktsraad.

Intet i denne Lov skal hindre Gyldigheden af en Overenskomst eller

af nogen Sædvane, der eksisterede før Udstedelsen af denne Lov, om Betaling

af Arbejdsløn efter en højere Sats end den Mindstesats, der er fastsat' i Henhold

til Loven, og ved Fastsættelsen af en Mindstelønsats skal Det forenede

Distriktsraad tage Hensyn til den gennemsnitlige Dagløn, der er bleven betalt

til Arbejdere af den Klasse, for hvilken Mindstesatsen fastsættes.

2. Handelsministeriet kan anerkende som et forenet Distriktsraad for et Distrikt

enhver Korporation, som, hvad enten den eksisterede ved Udstedelsen af denne

Lov eller er dannet med denne Lovs Formaal for Øje, efter Handelsministeriets

Skøn rimeligt og ligeligt repræsenterer Arbejderne i Distriktets Kulminer og

disse Arbejderes Arbejdsgivere, og hvis Formand er en uafhængig Person, der

er udpeget efter Overenskomst mellem de Personer, som i Korporationen repræsenterer

henholdsvis Arbejdere og Arbejdsgivere, eller — i Mangel af en

saadan Overenskomst — af Handelsministeriet.

Naar en Korporations Vedtægter ingen Bestemmelser indeholder, der

sikrer lige Stemmeret for de Medlemmer, der repræsenterer Arbejderne,

og de Medlemmer, der repræsenterer Arbejdsgiverne, eller som giver

Formanden en afgørende Stemme i Tilfælde af Meningsforskel mellem de to

Grupper af Medlemmer, kan Handelsministeriet, som Betingelse for at anerkende

denne Korporation som et forenet Distriktsraad i Henhold til denne

Lov, kræve, at Korporationen antager en saadan Vedtægt, som Handelsministeriet

kan godkende, og en saaledes godkendt Vedtægt skal anses som

en Vedtægt, der giver Regler om Korporationens Virksomhed i Henhold til

denne Lov.

3. Et Distrikts forenede Distriktsraad skal fastsætte Generalminimallønsatser og

Generaldistriktsregler for dette Distrikt (i denne Lov betegnede som Generaldistriktsminimalsatser

og Generaldistriktsregler), og Generaldistriktsminimalsatserne

og Generaldistriktsreglerne skal være de Satser og de Regler, som

finder Anvendelse paa alle Kulminer i hele Distriktet og paa alle Arbejdere

(eller Klasser af Arbejdere), der er beskæftiget under Jorden i disse Miner,

medmindre der er Tale om Miner og Arbejdere, for hvem en særlig Mindstesats

eller særlige Distriktsregler i Følge denne Lovs Bestemmelser finder Anvendelse,

eller om Miner og Arbejdere, for hvilke Det forenede Distriktsraad erklærer,

at Generaldistriktssatserne og Generaldistriktsreglerne ikke finder

Anvendelse, indtil der er truffet Bestemmelse om, hvorvidt en særlig Distriktssats

eller særlige Distriktsregler skal fastsættes for saadanne Tilfælde.

4. Hvis det viser sig, at Generaldistriktsminimalsatsen eller Generaldistriktsreglerne

ikke er anvendelige paa en Klasse eller Gruppe af Distriktets

Miner paa Grund af særlige Forhold ved denne Klasse eller Gruppe af

Miner, kan Det forenede Distriktsraad fastsætte en særlig Mindstesats (højere

eller lavere end Generaldistriktssatsen) eller særlige Distriktsregler (strengere

eller lempeligere end Generaldistriktsreglerne) for denne Gruppe eller

Klasse af Miner; og en saadan særlig Sats eller saadanne særlige Regler skal


England. 86

da finde Anvendelse paa denne Gruppe eller Klasse af Miner i Stedet for

Generaldistriktsminimalsatsen eller Generaldistriktsreglerne.

5. Ved Fastsættelsen af Mindstelønsatser kan Det forenede Distriktsraad dele

Distriktet i to, eller — hvis saavel de Medlemmer af Raadet, der repræsenterer

Arbejderne, som de, der repræsenterer Arbejdsgiverne, billiger det, —

flere Dele, og i dette Tilfælde skal hver Del af et saaledes delt Distrikt med

Hensyn til Mindstesatsen behandles som et Distrikt.

6. Ved Fastsættelsen af Distriktsregler kan flere Distriktsraad træffe Overenskomst

om, at deres Distrikter skal behandles som et Distrikt, og i saa Fald skal disse

Distrikter — forsaavidt angaar disse Regler — behandles som et samlet Distrikt

med et samlet Distriktsudvalg, der er udpeget efter Overenskomst mellem de

paagældende forenede Distriktsraad; og den Formand for et af de Distrikter,

der danner Sammenslutningen, som de paagældende Distriktsraad kan blive

enige om, eller som — i Mangel af en Overenskomst — er udnævnt af Handelsministeriet,

skal være Formand for det samlede Distriktsudvalg.

III. 1. Mindstesatser og Distriktsregler, der er fastsat i Henhold til denne Lov, forbliver

i Kraft, indtil de ændres i Overensstemmelse med denne Lov.

2. Et Distrikts forenede Distriktsraad har Ret til at ændre den Mindstelønsats

og de Distriktsregler, som til enhver Tid gælder for Distriktet,

a. paa ethvert Tidspunkt ved Overenskomst mellem de Medlemmer af Det

forenede Distriktsraad, som repræsenterer Arbejderne, og dem, som repræsenterer

Arbejdsgiverne, og

b. naar der er gaaet et Aar, siden Satsen eller Reglerne sidst fastsattes

eller ændredes, efter Anmodning (som dog skal indsendes med 3 Maaneders

Varsel efter Aarets Udløb) fra Arbejdere eller Arbejdsgivere, som efter Det

forenede Distriktsraads Skøn repræsenterer en betydelig Del af Arbejderne

eller Arbejdsgiverne,

og denne Lovs Bestemmelser om Fastsættelsen af Mindstelønsatser og

Distriktsregler skal for saa vidt de er anvendelige lægges til Grund ved

Ændringen af saadanne Satser eller Regler.

IV. 1. Hvis der ikke inden to Uger efter denne Lovs Udstedelse af Handelsministeriet

er anerkendt et forenet Distriktsraad for ethvert Distrikt, eller hvis der ved

en given Lejlighed efter Udstedelsen af denne Lov, hvor en Beføjelse eller

Pligt i Henhold til denne Lov skal udøves eller opfyldes i et Distrikt, ikke

eksisterer noget forenet Distriktsraad for dette Distrikt, kan Handelsministeriet,

enten straks eller naar der er gaaet et efter dets Skøn nødvendigt eller

rimeligt Tidsrum, udnævne en Person, som det finder egnet til at optræde i

Stedet for Det forenede Distriktsraad, og saa længe denne Udnævnelse staar

ved Magt, skal denne Lov, for saa vidt den angaar dette Distrikt, forstaas

som om den saaledes udnævnte Person var sat i Stedet for Det forenede

Distriktsraad.

I Tilfælde, hvor Grunden til, at denne Paragrafs Bestemmelser maa tages i

Brug, er den. at Arbejdsgiverne har undladt at udpege Medlemmer til at repræsentere

Arbejdsgiverne i et forenet Distriktsraad, medens Arbejderne er villige til at

udpege Medlemmer af Raadet til at repræsentere Arbejderne, eller hvis Arbejdsgiverne

er villige til at udpege Medlemmer til at repræsentere Arbejdsgiverne,

medens Arbejderne har undladt at udpege Medlemmer til at repræsentere Arbejderne,

kan Handelsministeriet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, i Stedet for at udpege

en Person til at optræde i Stedet for Det forenede Distriktsraad, udpege

saadanne Personer, som det anser skikkede dertil, til at repræsentere de Ar-


87 England. 87

bejdsgivere, henholdsvis Arbejdere, som har undladt at udpege Medlemmer til

at repræsentere dem; og i dette Tilfælde skal de Medlemmer, der saaledes er

udpeget af Handelsministeriet, anses for at være Medlemmer af Raadet som

Repræsentanter for henholdsvis Arbejdsgiverne eller Arbejderne.

2. Hvis Det forenede Distriktsraad ikke inden tre Uger efter, at det i Henhold

til denne Lov er bleven anerkendt for et Distrikt, fastsætter den første

Mindstelønsats og de første Distriktsregler, eller hvis Det forenede Distriktsraad

ikke inden tre Uger, efter at Varslet om en Henstilling om at foretage

Ændring i en Mindstelønsats eller i Distriktsreglerne er udløbet, efterkommer

Henstillingen, skal Formanden for Det forenede Distriktsraad i dettes Sted

fastsætte Satserne eller Regierne eller efterkomme Henstillingen; og en

Mindstelønsats eller Distriktsregler, der er fastsat af ham, har samme Virkning

med Hensyn til denne Lovs Formaal, som hvis de var blevet fastsat

af Det forenede Distriktsraad.

Hvis de Medlemmer af Det forenede Distriktsraad, der repræsenterer

Arbejderne, og de, der repræsenterer Arbejdsgiverne, bliver enige om, eller,

hvis Det forenede Distriktsraads Formand anordner, at et nærmere angivet,

mere end tre Uger langt Tidsrum med Hensyn til denne Underparagrafs Bestemmelser

skal sættes i Stedet for de tre Uger, skal denne Underparagraf have

Gyldighed, som om det angivne Tidsrum var sat i Stedet for de tre Uger.

V. 1. Udtrykket „Kulmine" omfatter i denne Lov enhver Mine med lagdelt Jernerts.

Udtrykket „Arbejder" betyder enhver Person, der er beskæftiget i en

Kulmine under Jorden, med mindre det er

a. en Person, der kun tilfældigt eller midlertidigt er beskæftiget saaledes,

b. en Person, der udelukkende er beskæftiget med Opsyn eller Opmaalinger,

c. en Person, der er beskæftiget dér som Haandværker,

d. Lederen eller Underledere af Minen; eller

e. en anden Bestillingsmand ved Minen, hvis Stilling i Minen Det forenede

Distriktsraad anser for at være forskellig fra en Arbejders.

2. Hvis det af de Personer, der i Henhold til denne Lov udpeger Formanden,

eller af Handelsministeriet, naar dette foretager Udnævnelsen, findes hensigtsmæssigt,

kan Formandens Embede overdrages til tre Personer, og i dette Tilfælde

skal disse tre Personer, der træffer deres Afgørelse efter Flertal, have

de samme Beføjelser som Formanden i Henhold til denne Lov.

VI. 1. Denne Lov kaldes Kul-Mine (Mindsteløn) Loven, 1912.

2. Denne Lov gælder kun i tre Aar efter Udstedelsesdagen, med mindre Parlamentet

træffer anden Bestemmelse.


Østrig. 88

Østrig.

Mønstervedtægt for Laugenes Voldgiftsudvalg.

I. Voldgiftsudvalgets Sammensætning.

§ 1-

Voldgiftsudvalget bestaar af (8—12) Medlemmer og (4—6) Suppleanter, af hvilke

Halvdelen vælges af Laugsforsamlingen blandt Haandværksmestrene, den anden Halvdel

af Svendenes Sammenslutning blandt Svendene.

Til Valgets Gyldighed kræves, at der samtidig med Indkaldelsen af den Forsamling,

af hvilken Valget skal foretages, finder Bekendtgørelse Sted om Formaalet med denne

Forsamling.

Forsamlingens Indkaldelse skal bekendtgøres mindst 4 Uger før Forsamlingsdagen.

§ 2.

Fortegnelsen over de stemmeberettigede Medlemmer af Laugs- og Svendeforsamlingen

skal hos Laugsformanden ligge til Eftersyn for alle valgberettigede fra

Dagen før Valgets Indvarsling at regne.

I en Uge fra Indvarslingsdagen at regne kan Klager mod foretaget eller udeladt

Optagelse paa Vælgerlisten mundtlig eller skriftlig indgives til Laugsformanden.

Efter denne Frists Udløb skal Fortegnelsen over stemmeberettigede Medlemmer

af begge Forsamlinger straks indsendes til den industrielle Myndighed af første Instans,

som definitivt træffer Bestemmelse om de rejste Klager.

§ 3.

Valget finder Sted ved Stemmesedler, som Vælgerne personligt skal afgive i Valgforsamlingen.

Valgt er den, som faar absolut Flertal af de afgivne Stemmer.

I Tilfælde af Stemmelighed finder Afgørelsen altid Sted ved Lodtrækning, som

foretages af Formanden.

Er der ved første Afstemning ikke opnaaet absolut Flertal, finder Omvalg

Sted mellem de Personer, paa hvem de fleste Stemmer er afgivet.

Ved dette Valg medtages det dobbelte Antal af de Medlemmer, hvis Valg endnu

ikke er afgjort.

§ 4.

Den valgte er forpligtet til at modtage Valget-, medmindre han

1. i tre paa hinanden følgende Aar har fungeret som Medlem af Voldgiftsudvalget.


89 Østrig.

2. har fyldt det 60. Aar.

3. lider af en legemlig Svaghed, der hindrer ham i Varetagelse af det paagældende

Hverv.

§ 5.

Klager over Valghandlingen kan senest 14 Dage efter Valgdagen indgives til

Industrimyndighedens første Instans, som definitivt afgør Klagen og til hvert Medlem

af Voldgiftsudvalget udsteder et Bevis for, at han skal varetage det ham paalagte Hverv.

Til de blandt Svendene valgte Medlemmer udbetales der af Laugsmidlerne, foruden

Erstatning for deres Udlæg af rede Penge, en Godtgørelse i Form af Dagpenge for

den Arbejdsfortjeneste, de har mistet. Sidstnævntes Størrelse fastsættes hvert Aar af

Laugsf orsamlingen.

§ 6-

Medlemmerne af Voldgiftsudvalget skal før deres Embedstiltrædelse for Industrimyndighedens

første Instans afgive Løfte om samvittighedsfuld og upartisk Varetagelse

af deres Hverv.

Det ovenfor omtalte Bevis skal angive, at saadant Løfte er aflagt. § 7-

Et Medlems Funktionstid i Voldgiftsudvalget er tre Aar.

Hvert Aar afgaar en Tredjedel af Udvalget, med lige mange Repræsentanter

for henholdsvis Arbejdsgiverne og Svendene. Nyvalg finder Sted saaledes, at Medlemmerne

af Udvalget efter trt Aars Forløb er fornyet.

Det bestemmes ved Lodtrækning, hvilke af Voldgiftsudvalgets Medlemmer

der ved det første og andet Valg skal udtræde af Udvalget. Ved de følgende Valg afgaar

de Medlemmer, som har beklædt Embedet i tre Aar.

De afgaaede Medlemmer kan genvælges.

§ 8.

Laugsformanden foranlediger Voldgiftsudvalgets Konstituering og offentliggør

Navnene paa dets Medlemmer.

§ 9.

Voldgiftsudvalget vælger hvert Aar blandt sine Medlemmer Formand og Næstformand.

Disse Tillidsmænd vælges af det samlede Udvalg med absolut Stemmeflerhed.

De kan tages saavel blandt Arbejdsgiverne i Udvalget som blandt Svendene.

Er der ikke inden 14 Dage, efter at Voldgiftsudvalget er sat, eller efter Udløbet

af den tidligere Formands og hans Stedfortræders Funktionstid, med absolut

Flertal valgt nye Tillidsmænd, skal disse tages enten begge blandt Udvalgets Arbejdsgivere

eller begge blandt Svendene. I saa Henseende bliver Lodtrækning

afgørende. Skal herefter Formanden og hans Stedfortræder tages blandt Svendene,

vælges nævnte Tillidsmænd af Arbejdsgivernes Repræsentanter, medens Valget, naar de

to Tillidsmænd skal tages blandt Arbejdsgiverne, foretages af Svendenes Repræsentanter,

og saaledes at Tillidsmændenes Valg blandt den ene eller den anden Parts Repræsentanter

veksler for hver Funktionsperiode, saafremt det ikke ved en ny Valgperiodes Begyndelse

inden for den ovennævnte Frist af 14 Dage lykkes at vælge Tillidsmændene blandt

samtlige Udvalgsmedlemmer.

12


Østrig. 90

Med Hensyn til Afholdelsen af de i denne Paragraf omtalte Valg gælder Bestemmelserne

i § 3.

§ 10.

Saafremt Medlemmer af Voldgiftsudvalget uden fyldestgørende Grund vedvarende

forsømmer deres Embedspligter, kan den Forsamling, af hvis Valg de er fremgaaet, ved

en Beslutning fratage dem deres Hverv.

§ 11-

Hvis et Udvalgsmedlem af en eller anden Grund ophører med at være Medlem

af Lauget, eller hvis Omstændigheder indtræffer, som ophæver hans Stemmeret i Laugshenholdsvis

Svendeforsamlingen, bortfalder tillige hans Hverv i Voldgiftsudvalget.

I disse Tilfælde ligesom i Tilfælde af et Udvalgsmedlems Død eller berettigede

Vægring (§ 4) indkaldes en Suppleant for den Part, som den udtraadte har tilhørt,

og ved Aarsvalget skal i saa Fald vælges en Suppleant for Resten af den udtraadtes

Funktionstid.

De Suppleanter, som ved Valget opnaaede de fleste Stemmer, indkaldes først.

II. Voldgiftsudvalgets Kompetence og Proceduren for Udvalget.

§ 12.

Voldgiftsudvalget er nedsat :

a) Til Bilæggelse af de mellem Laugsmedlemmerne og deres Svende som Følge af

Arbejds-, Lære- og Lønforhold opstaaede Stridigheder (§ 114, Litra h, i Næringsloven);

b) til Bilæggelse af Stridigheder, som opstaar angaaende Understøttelseskrav

mellem Medlemmerne af Laugskassen og Sygekassen (§§ 58, Litra c, og 41 i Loven af 30.

Marts 1888, R, G. Bl. Nr. 33);

c) til Afgørelse af Besværinger over Dispositioner, trufne af Bestyrelsen for

Laugssygekassen, hvorved Medlemmer som Følge af den Skade, de har tilføjet Kassen ved

Simulering, bliver paalagt en forhøjet Bidragsydelse som Straf (§§ 58, Litra c, og 35 i

Loven af 30. Marts 1888 R, G. Bl. Nr. 33).

Saadanne Besværinger maa indgives inden 14 Dage efter, at Kassebestyrelsens

Afgørelse er tilstillet Vedkommende.

§ 13.

Naar Stridens Parter skriftlig forpligter sig til at efterkomme Voldgiftsudvalgets

Afgørelse med Hensyn til de i § 12, Litra a, anførte Stridigheder, er Udvalget kompetent

til at afgøre saadanne Stridigheder. Kræves Udvalgets Afgørelse af den ene Part, uden at den

anden forud har underordnet sig dets Afgørelse, bliver Udvalget kompetent, naar sidstnævnte

Part ifølge den til denne udgaaede Stævning møder for Udvalget og anerkender

dettes Kompetence (Næringslovens § 112).

Anerkendes Udvalgets Kompetence, omfatter Anerkendelsen saavel Forligskommissionen

som Domskommissionen.

Med Hensyn til de under § 12, Litra b og c, anførte Stridigheder og andre Forhold

har Voldgiftsudvalget — med Udelukkelse af de ordinære Retter — Kompetence i Henhold

til Loven (§§ 58, Litra c, og 41 i Loven af 30. Marts 1888, R. G. Bl Nr. 33).


91 Østrig.

1 § 14.

Formanden eller, hvis han er forhindret, hans Stedfortræder indkalder i hvert

enkelt Tilfælde efter Forskrifterne i Næringslovens § 23 det paakrævede Antal

Medlemmer af Voldgiftsudvalget til Nedsættelse af Forligs- eller Domskommissionen.

§ 15.

Et Medlem af Voldgiftsudvalget kan afvises:

1. Naar det er inhabilt (§ 16).

2. Naar der foreligger tilstrækkelig Grund til at drage dets Uhildethed i Tvivl.

§ 16.

Medlemmer af Voldgiftsudvalget er inhabile:

1. I Sager, hvori de selv er Part, eller med Hensyn til hvilke de i Forhold til en

af Parterne staar som medberettiget, medforpligtet eller regresforpligtet, endvidere i Sager,

som angaar Laugssygekassen, naar de er Medlemmer af Bestyrelsen eller Tilsynskomitéen

for Laugssygekassen,

2. I Sager vedrørende deres Ægtehustruer eller saadanne Personer, som er beslægtet

eller besvogret med dem i lige Linie, eller med hvilke de i Sidelinien er beslægtet

indtil 4de Led eller besvogret i andet Led,

3. I Sager vedrørende deres Adoptiv- eller Plejeforældre, Adoptiv- eller Plejebørn,

deres Myndlinge og Børn, for hvem de er Værger.

4. I Sager, i hvilke de har været eller endnu er beskikkede som befuldmægtigede

for en af Parterne.

§ 17.

Betten til at fremkomme med Inhabilitetsindsigelse mod et Medlem af Udvalget

fortabes, naar den Part, der var berettiget dertil, til Trods for, at Tilstedeværelsen af

Inhabilitetsgrunden var den bekendt, har indladt sig i Forhandling om Stridsspørgsmaalet.

Det Medlem, mod hvis Habilitet der rejses Indsigelse, skal udtale sig om Inhabilitetspaastanden;

saafremt han ikke anerkender Inhabilitetsgrundene, skal Domskommissionen

efter Udelukkelse af den afviste og Tilkaldelse af et andet Medlem afgøre,

hvorvidt vedkommende er inhabil.

Medlemmerne af Udvalget er forpligtet til, ogsaa selv om der ikke fremkommer

Inhabilitetsindsigelse fra Modparten, at afholde sig fra enhver Medvirken i de Stridsspørgsmaal,

i hvilke de efter ovennævnte Bestemmelser kan afvises.

§ 18.

Klagerne skal indgives skriftlig eller mundtlig til Formanden, henholdsvis til

Formandens Stedfortræder i Voldgiftsudvalget.

Klagen skal indeholde en Angivelse af Parterne og deres Bopæl, en bestemt formuleret

Paastand og en kort Angivelse af de Kendsgerninger, paa hvilke Kravet støttes.

§ 19-

Parterne skal personligt fremstille sig for Voldgiftsudvalget. Repræsentation

ved Befuldmægtigede er kun tilladelig, naar der er Grund til at tro, at en Part er forhindret

i personlig at komme tilstede eller i selv at varetage sine Anliggender.

Som Befuldmægtigede anerkendes kun Parternes Paarørende eller Kaldsfæller.


Østrig. 92

§ 20.

Personer, som ikke er myndige, repræsenteres for Voldgiftsudvalget ved deres

lovlige Værger.

Mindreaarige Arbejdere kan dog selv give Møde i Stridigheder vedrørende den

af dem selv aftalte Arbejdsløn og vedrørende Opløsning af et af dem selv indgaaet Arbejdsforhold.

§ 21.

Angaaende enhver indbragt Klage skal Parterne med Angivelse af Stridsspørgsmaalet

indstævnes for Forligskommissionen.

Forligskommissionen bestaar af Formanden for Voldgiftsudvalget eller hans

Stedfortræder og af 2 Udvalgsmedlemmer, af hvilke den ene skal være Arbejdsgiver,

den anden Svend.

§ 22.

Forligskommissionen skal efter Afhøring af begge Parter og efter at have foretaget

de til Sagens Opklaring eventuelt nødvendige Undersøgelser virke for Tilvejebringelsen

af et Forlig.

Voldgiftsudvalget kan forud fastsætte bestemte Dage for Forligskommissionens

Møder og bekendtgøre, paa hvilke Dage Parterne, ogsaa uden forudgaaende Indgivelse af

Klagen og uden Stævning, kan møde for Kommissionen til Bilæggelse af deres Stridsspørgsmaal.

Kommer et Forlig i Stand, lader Kommissionen dette føre til Protokols og undertegne

af begge de stridende Partér. Af det afsluttede Forlig skal der paa de interesserede

Parters Forlangende leveres dem Udskrift.

§ 23.

Opnaas der af Forligskommissionen intet Forlig, fastsættes et Møde af Domskommissionen

til Forhandling og Afgørelse af Sagen, og hertil skal de af Parten navngivne

Vidner indkaldes.

Det samme sker, naar den anklagede ikke har givet Møde for Forligskommissionen,

og Anklageren fastholder Kravet om Afgørelse af Sagen.

§ 24.

Domskommissionen bestaar af Voldgiftsudvalgets Formand eller hans Stedfortræder

samt af 4 Udvalgsmedlemmer, af hvilke 2 skal være Arbejdsgivere og 2 Svende.

Den er ikke bundet til nogen bestemt Form for Procedure, den forhandler mundtligt

og træffer sin Afgørelse efter bedste Overbevisning.

Den kan give Parterne Tilhold om skriftligt at indgive deres Andragender.

§ 25.

Voldgiftsudvalgets Domskommission kan foruden Parterne under Behandlingen

ogsaa afhøre Vidner og sagkyndige, foretage Undersøgelser, lade sig Dokumenter

forelægge og undersøge disse.

Hverken Parter, Vidner eller sagkyndige kan tages i Ed.

Kan Afhøringen af et Vidne eller en sagkyndig ikke finde Sted for Domskommissionen,

fordi Vidnet eller den sagkyndige ikke efterkommer Tilsigelsen, anmodes første

Instans af den Haandværksmyndighed, paa hvis Omraade Vidnet eller den sagkyndige

befinder sig, om at foretage Vidneførselen.


93 Østrig.

Det samme gælder med Hensyn til Inddragelse under Behandlingen af et Vidne,

som ikke opholder sig paa samme Sted som Voldgiftsudvalget, og som ikke uden uforholdsmæssige

Omkostninger og Tab af Tid kan indfinde sig paa dette Sted.

§ 26.

Domskommissionens Procedure føres til Protokols. Denne skal indeholde det

eventuelt opnaaede Forlig og undertegnes af Formand og Protokolfører.

§ 27.

Efter at Domskommissionen har afhørt begge Parter, prøvet de forskellige Beviser

og behandlet alt, der kan tjene til Sagens Opklaring, sker Voteringen i lukket Møde.

Beslutning tages efter Stemmeflerhed; i Tilfælde af Stemmelighed gør Formandens

Stemme Udslaget.

§ 28.

I Dommen skal det bestemt udtales, hvad Domfældte skal udrede, og hvilke

Paastande der maa afvises som ubegrundede; dog maa der ikke tilkendes nogen Part

noget, som Vedkommende ikke har stillet Fordring om.

- Endvidere skal der fastsættes en Frist, inden for hvilken den paalagte Ydelse

skal udredes, saafremt Eksekution skal undgaas. Denne Frist skal bestemmes efter Omstændighederne

og efter Rimelighed og Billighed.

§ 29.

Dommen skal i Reglen afsiges og oplæses straks efter den mundtlige Forhandlings

Afslutning. Kun naar vigtige Grunde kræver det, kan Domskommissionen udsætte

Dommens Afsigelse. Denne Udsættelse skal straks bekendtgøres for Parterne, og Domsafsigelsen

maa ikke udsættes ud over en Uge.

For saa vidt Parterne ikke udtrykkelig giver Afkald herpaa, skal Udskrift af

Voldgiftsdommen tilstilles dem; i Tilfælde af, at de ikke personlig modtager Dommen

af Voldgiftsretten, skal den tilstilles dem gennem Postvæsenet eller ved en Notar.

Disse Udskrifter saavel som den originale Voldgiftsdom skal forsynes med Angivelse

af Datoen for Voldgiftsdommens Affattelse, og — med den Virkning, at Dommen

i modsat Fald er ugyldig — underskrives af samtlige Voldgiftsdommere.

§ 30.

Ved Dommen fastsættes Sagens Omkostninger for Voldgiftsudvalget, ligesom den

afgør, hvem der skal bære disse Omkostninger.

Omkostningerne kan fordeles imellem Parterne.

§ 31.

Forligene og Afgørelserne for Voldgiftsudvalget i de i § 12, Litra a, anførte Stridigheder

fuldbyrdes ad administrativ Vej (Næringslovens § 123).

Til Fuldbyrdelse af Voldgiftsdommen eller et for Voldgiftsretten afsluttet Forlig

angaaende de i § 12, Litra b og c, anførte Anliggender er Skyldnerens ordinære Domstol

kompetent (§§ 58, Litra c, og 41 i Loven af 30. Marts 1888, R. G. Bl. Nr. 33).

§ 32.

Spørgsmaalet om, hvorvidt Voldgiftsudvalgets Afgørelser af de under § 12, Litra a.,

anførte Stridigheder i Henhold til de i § 595 i Civilprocesloven anførte Grunde er ugyldige,

kan af enhver af Parterne indbringes for de ordinære Domstole inden en Frist af 8 Dage


Østrig. 94

efter den Dag, da Genpart af Dommen er tilstillet dem, eller, hvis der er givet Afkald

paa en Genpart, efter den Dag, da Dommen er forkyndt.

Klagen skal indgives til den Domstol, som i Mangel af en Voldgiftsoverensko mst

angaaende Retsstridigheden vilde være kompetent i første Instans.

Afgørelser af Laugenes Voldgiftsudvalg i Stridigheder, som hører til Industridomstolenes

sagligt bestemte Omraade, kan kun appelleres til Industridomstolen, naar

Lauget findes inden for en Industridomstols Omraade (§ 35 i Loven af 27. November

1896, R. G. Bl. Nr. 118).

Den appellerende Part skal inden den i første Stykke nævnte Frist anmelde

Klagens Fremkomst for Voldgiftsudvalget.

Den Omstændighed, at Voldgiftsdommen appelleres ved Indgivelse af en Klage,

hindrer ikke Dommens foreløbige Fuldbyrdelse.

§ 33.

Voldgiftskendelser angaaende de under § 12, Litra b og c, anførte Forhold kan ikke

appelleres (§§ 58, Litra c, og 41 i Loven af 30. Marts 1888, R. G. Bl. Nr. 33).

§ 34.

Voldgiftsudvalget og de enkelte Kommissioner skal paa Embeds Vegne holde

sig de lovlige Grænser for deres Kompetence efterrettelige og uden videre Forhandling

henvise Krav, med Hensyn til hvilke de anser sig for inkompetente, til Afgørelse ved de.

kompetente Myndigheder.

§ 35.

Voldgiftsudvalget har Ret til umiddelbart at afkræve Stats-, Lands- og Sognemyndigheder

alle Oplysninger vedrørende de for det indbragte Stridsspørgsmaal.


95 Kanada.

Kanada.

Lov om Forebyggelse og Bilæggelse af Strejker og Lockouter i

Miner og Virksomheder af særlig samfundsmæssig Betydning.*)

(Vedtaget den 22. Marts 1907.)

I Overensstemmelse med det kanadiske Senats og Underhus' Vedtagelse forordner

hans Majestæt som følger:

1. Denne Lov citeres som Loven om Undersøgelse af industrielle Stridigheder,

1907.

Indledning.

Forklaring.

I denne Lov betyder — medmindre Sammenhængen fordrer noget andet —:

a) Minister: Arbejdsministeren.

b) Departement: Arbejdsdepartementet.

c) Arbejdsgiver: enhver Person eller Korporation og ethvert Selskab, der beskæftiger

ti eller flere Personer, og som ejer eller driver en Mine-, Transport- eller Kommunikationsvirksomhed,

eller Virksomheder af særlig samfundsmæssig Betydning derunder

indbefattet — medmindre der i det følgende er truffet anden Bestemmelse — Jærnbaner,

hvad enten de drives ved Damp, Elektricitet eller anden Drivkraft, Dampskibe,

Telegraf- og Telefonlinier, Gas-, elektriske Lys-, Vand- og Kraftstationer.

d) Arbejder: enhver Person, der er antaget af en Arbejdsgiver til at gøre ethvert fageller

ikke faglært Arbejde saavel af manuel som af anden Art for Løn eller Vederlag

i en Virksomhed, for hvilken denne Lov gælder.

e) Stridighed eller Industri-Stridighed: enhver Strid eller Uoverensstemmelse mellem

en Arbejdsgiver og én eller flere af hans Arbejdere om Spørgsmaal, der angaar Arbejde,

der er udført eller skal udføres af ham eller dem, eller om Privilegier, Rettigheder

eller Pligter for Arbejdsgivere eller Arbejdere (undtagen saadanne Krænkelser af

disse, som er Forbrydelser), og som (uden at indskrænke den ovenfor givne almindelige

Definition) indbefatter alle Spørgsmaal vedrørende:

1) Løn, Gage eller anden Betaling af Arbejdere eller den Løn, der er betalt eller

skal betales for Beskæftigelsen.

2) Arbejdstimer, Arbejdernes Køn, Alder, Kvalifikationer eller Stilling og Maaden,

Vilkaarene og Betingelserne for Ansættelsen.

3) Ansættelsen af Børn, af enhver Person eller Personer eller Klasser af Personer,

Afskedigelse eller Nægtelse af Ansættelse for enhver enkelt Person eller Personer

eller Klasse af Personer.

*) Denne Lov findeB omtalt, men ikke aftrykt i den af Fællesudvalget af 17. August 1908 afgivne

Beretning.


Kanada. 96

4) Fordringer, fremsat af en Arbejdsgiver eller en Arbejder, om at, og under hvilke

Omstændigheder, Fortrin til Ansættelse skal eller ikke skal gives én Klasse

af Personer frem for en anden, idet de er eller ikke er Medlemmer af Arbejder-

eller andre Organisationer, britiske Undersaatter eller fremmede.

5) Udleveret Materiale, som passtaas at være daarligt eller uanvendeligt, eller Beskadigelse,

som paastaas at være udøvet mod et Arbejde.

6) En hvilken som helst faitslaaet Skik eller Brug, enten i al Almindelighed eller

indenfor et bestemt Distrikt.

7) Fortolkning af en Overenskomst eller en Paragraf deraf.

f) Lockout (uden at indskrænke dette Ords almindelige Betydning): Lukning af en

Arbejdsplads, eller en Udsættelse af Arbejdet eller en Arbejdsgivers Nægtelse af at

fortsætte med at beskæftige et hvilket som helst Antal af sine Arbejdere, som Følge

af en Stridighed, der har til Formaal at tvinge Arbejdere eller hjælpe en anden

Arbejdsgiver med at tvinge sine Arbejdere til at gaa ind paa visse Arbejdsbetingelser.

g) Strejke eller Iværksættelse af Strejke (uden at begrænse dette Ords almindelige Betydning):

Arbejdsnedlæggelse af et Antal Arbejdere, der handler i Fællesskab, eller

en mellem et hvilket som helst Antal Arbejdere truffen, udtrykkelig eller stiltiende

Aftale om at ophøre med at arbejde for en Arbejdsgiver som Følge af en Stridighed,

der er iværksat med det Formaal at tvinge deres Arbejdsgiver eller hjælpe andre Arbejdere

med at tvinge deres Arbejdsgiver til at gaa ind paa visse Arbejdsbetingelser.

h) Raad: Forligs- og Undersøgelses-Raad, nedsat i Henhold til denne Lov.

j) Registrator: Registratoren for de i denne Lov omtalte Forligs- og Undersøgelsesraad.

k) Forordnet: forordnet ved denne Lov, eller ved Regler og Bestemmelser, hjemlede

i denne Lov.

1) Fagforening: en hvilken som helst Organisation af Arbejdere, dannet med det Formaal

at regulere Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbeidere.

Administration.

3. Den almindelige Administration af denne Lov sorterer under Arbejdsministeren.

4. Guvernøren skal udnævne en Registrator for Forligs- og Undersøgelsesraadene,

som skal have de Beføjelser og udføre de Pligter, gom er foreskrevne.

Embedet som Registrator kan forenes med et andet Embede i offentlig Tjeneste,

i hvilket Tilfælde Registratoren, hvis Guvernøren finder det passende, udnævnes uden

Angivelse af hans Navn, men med Angivelse af det Embede, hvis Indehaver til enhver

Tid skal være Registrator.

Forligs- og Undersogelsesraad. Nedsættelse af Raad.

5. Hvor der foreligger en Strid mellem en Arbejdsgiver og nogle af hans Arbejdere,

og Parterne er ude af Stand til at bilægge den, kan en af Parterne rette Anmodning

til Ministeren om Udnævnelse af et Forligs- og Unde søgelsesraad, til hvilket

Striden kan henvises i Henhold til denne Lov, idet det dog, hvor der foreligger Strid mellem

et Jærnbaneselskab og dets Arbejders, er en Forudsætning, at en saadan Strid henvises

til Forlig og Undersøgelse i Henhold til de Bestemmelser i Forligs- og Arbejdsloven,

der angaar Jærnbanestridigheder.


97 Kanada.

6. Naar der i Overensstemmelse med denne Lov fremsættes Anmodning om

Udnævnelsen af et Forligs- og Undersøgelsesraad, og en saadan Anmodning ikke angaar en

Stridighed, som skal henføres under de i Forligs- og Arbejdsloven indeholdte Bestemmelser

angaaende Jærnbanestridigheder, skal Ministeren, hvis Afgørelse i denne Henseende er

endelig, inden 15 Dage fra den Dag, da Anmodningen modtages, under sin Haand og sit

Embedssegl nedsætte et saadant Raad, forsaavidt denne Lovs Bestemmelser kan komme

til Anvendelse.

7. Ethvert Raad skal bestaa af tre Medlemmer, som skal udnævnes af Ministeren.

Af de tre Medlemmer af Raadet skal ét udnævnes efter Indstilling af Arbejdsgiveren

og ét efter Indstilling af Arbejderne (Parterne i Striden) og det tredie efter Indstilling

af de saaledes valgte Medlemmer.

8. Med Hensyn til Udnævnelsen af Raadsmedlemmerne gælder følgende Bestemmelser

:

1) Enhver af Parterne i Striden kan, samtidig med Anmodningen til Ministeren eller

inden fem Dage, efter at de er bleven opfordret dertil af Ministeren, indstille en Person,

som er villig og rede til at virke som Medlem af Raadet, og Ministeren skal da

udnævne denne til Medlem af Raadet.

2) Hvis én af Parterne undlader eller forsømmer paa rette Vis at fremkomme med

Indstilling indenfor den omtalte Tid, eller indenfor en saadan Forlængelse

deraf, som Ministeren efter en motiveret Opfordring har bevilget, skal Ministeren

saa snart som muligt derefter udnævne en dertil egnet Person til Medlem af Raadet,

og denne skal da betragtes som udnævnt efter Indstilling af den paagældende Part.

3) De Medlemmer, der er valgte efter Indstilling af Parterne, kan inden fem Dage

efter deres Udnævnelse indstille en Person, som er villig og rede til at indtræde som

tredie Medlem i Raadet, og Ministeren skal da udnævne denne til Medlem af Raadet..

4) Hvis de Medlemmer, der er valgt efter Indstilling af Parterne, undlader eller forsømmer

paa rette Maade at fremkomme med Indstilling indenfor den omtalte Tid

eller indenfor en saadan Forlængelse deraf, som Ministeren efter en motiveret Opfordring

har bevilget, skal Ministeren saa snart som muligt derefter udnævne en

dertil egnet Person til tredie Medlem af Raadet, og denne skal da betragtes som udnævnt

efter Indstilling af de to andre Medlemmer af Raadet.

5) Det tredie Medlem skal være Raadet, Formand.

9. Saa snart som muligt efter at det fuldtallige Raad er bleven udnævnt af

Ministaren, skal Registratoren give Parterne Meddelelse om Navnene paa Medlemmerne

af Raadet og dets Formand, og en saadan Meddelelse skal i enhver Henseende være

endelig og afgørende.

10. Ethvert Medlem af et Raad skal fungere fra Tidspunktet for Udnævnelsen,

indtil Raadets Beretning er underskrevet og overleveret Ministeren.

11. Ingen Person kan virke som Medlem af et Raad, naar Vedkommende har

nogen direkte pekuniær Interesse i Udfaldet af den Stridighed, der henvises til Raadet.

12. Enhver ledig Plads som Medlem af et Raad skal udfyldes paa samme Maade

som ved den oprindelige Udnævnelse af det paagældende Medlem.

13. Før de paabegynder Udøvelsen af deres Embedsfunktioner, skal Raadsmedlemmerne,

indbefattet Formanden, for en Fredsdommer aflægge Ed eller afgive

Forsikring om, at de samvittighedsfuldt og upartisk vil udføre deres Embedspligter, og at

de, medmindre det sker i Embeds Medfør, ikke vil aabenbare for nogen Person noget

Vidnesbyrd eller nogen Sag, der er bragt frem for Raadet.

14. Ministeriet kan til Hjælp for Raadet ansætte en Sekretær, en Stenograf

eller anden Kontormedhjælp i det Omfang, Ministeren finder det nødvendigt for den

effektive Udførelse af denne Lovs Bestemmelser. 13


Kanada. 98

Fremgangsmaaden ved Henvisning af Stridigheder til Raadene.

15. For Henvisning af Stridigheder til Raadet gælder følgende Regler:

1) Anmodningen skal ske skriftlig paa den foreskrevne Maade og skal indeholde en

Opfordring til Ministeren om at udnævne et -Raad, til hvilket den paagældende Stridighed

kan henvises i Henhold til denne Lov.

2) Anmodningen skal ledsages af:

a) En Redegørelse, der giver Oplysning om:

1) Stridens Parter.

2) Stridens Art og Aarsag, herunder alle Krav og Fordringer, som gøres gælelende

af den ene Part mod den anden, og mod hvilke der rejses Indvending.

3) En tilnærmelsesvis Angivelse af Antallet af Personer, der berøres eller sandsynligvis

vil berøres af Stridigheden.

4) De Bestræbelser, der er udfoldet af Parterne selv for at bilægge Striden.

b) En skriftlig Erklæring om, at der, hvis en Bilæggelse af Striden eller en Henvisning

af den fra Ministerens Side til et Forligs- og Undersøgelsesraad, nedsat

i Henhold til Loven, mislykkes, efter den Erklærendes bedste Vidende og Overbevisning

vil blive erklæret Lockout eller Strejke, og at den nødvendige Myndighed

til at erklære en saadan Lockout eller Strejke haves.

3) Anmodningen kan henvise til en Person, der er villig og rede til og ønsker at indtræde

som Medlem i Raadet, repræsenterende den Part eller de Parter, fra hvem Henvendelsen

sker.

16. Anmodningen og den medfølgende Erklæring skal

1) hvis den er udstedt af en Arbejdsgiver, der er et Selskab eller en Korporation, undertegnes

af én af dets dertil bemyndigede Bestyrere eller andre ledende dertil bemyndigede

Funktionærer.

2) hvis den er udstedt af en Arbejdsgiver, der ikke er et Selskab eller Korporation,

undertegnes af Arbejdsgiveren selv, hvis han er en Enkeltperson, eller af et Flertal

af Kompagnoner eller Medlemmer, hvis det er et Kompagniskab eller en Sammenslutning.

3) hvis den er udstedt af Arbejdere, der er Medlemmer af en Fagforening, undertegnes af

to af dennes Ledere, der enten i Forvejen er bemyndiget dertil af et Flertal blandt

Foreningens Medlemmer, eller som bliver bemyndigede dertil ved en skriftlig Afstemning

blandt Foreningsmedlemmerne paa et Møde, indkaldt med ikke under tre

Dages Varsel, med det Formaal at afgøre dette Spørgsmaal.

4) hvis den er udstedt af Arbejdere, der ikke — eller ikke alle — er Medlemmer af nogen

Fagforening, undertegnes af to af Arbejderne, der er bemyndiget dertil ved Valg

af et Flertal paa et Møde, der er sammenkaldt med ikke under tre Dages Varsel

med det Formaal at afgøre dette Spørgsmaal.

17. Enhver Anmodning om Udnævnelse af et Raad skal ske ved anbefalet

Brev, adresseret til Registratoren for Forligs- og Undersøgelsesraadene, Arbejdsministeriet,

Ottawa, og Datoen for Modtagelsen af et saadant anbefalet Brev skal betragtes som

Datoen for Modtagelsen af en saadan Anmodning.

18. I hvert Tilfælde, hvor der nettes Anmodning om Udnævnelse af et Raad,

skal den Part, fra hvem Anmodningen fremkommer, samtidig med at den sender den til

Registratoren, ogsaa sende en Afskrift af Anmodningen og den medfølgende Redegørelse

og Erklæring til den anden Part i Striden enten i anbefalet Brev eller ved personlig Overlevering.

19. Naar en Part i en Strid har modtaget en Afskrift af Anmodningen om Udnævnelse

af et Raad, skal den uopholdeligt forberede en Redegørelse som Svar paa An-


99 Kanada.

modningen og sende den i anbefalet Brev eller personligt overlevere den til Registratoren

og den Part, der har fremsat Anmodningen.

20. Afskrifter af Anmodninger og Redegørelser som Svar herpaa, der ifølge

en af de foregaaende Paragraffer skal oversendes den anden Part, skal, naar den anden

Part er —

1) en Arbejdsgiver, der er et Selskab eller Korporation, sendes til Bestyreren eller en

anden overordnet Funktionær i Selskabet eller Korporationen;

2) en Arbejdsgiver, der ikke er et Selskab eller Korporation, sendes til Arbejdsgiveren

personlig eller under Forretningens eller Firmaets almindelig kendte Navn;

3) Arbejdere, som er Medlemmer af en Fagforening, sendes til Lederen og Sekretæren

for en saadan Fagforening;

4) Arbejdere, som ikke — eller ikke alle — er Medlemmer af en Fagforening, sendes til:

a) for de Arbejderes Vedkommende, som er Medlemmer af en Fagforening, Lederen

af eller Sekretæren i denne;

b) for de Arbejderes Vedkommende, som ikke er Medlemmer af en Fagforening,

ti af disse, for saa vidt ingen er bemyndiget til at repræsentere disse Arbejdere,

eller

c) 2 i Henhold til § 16, Pkt. 4, bemyndigede Personer.

Raaden es Funktioner, Beføjelser og Procedure.

21. Enhver Stridighed kan henvises til et Raad efter Anmodning derom paa

rette Maade fra én af Parterne; dog kan ingen Stridighed indbringes for et Raad

efter denne Lov, saafremt Antallet af de Arbejdere, der berøres af Striden, er mindre

end ti.

22. Efter Udnævnelsen af Raadet skal Registratoren tilstille Formanden en

Afskrift af Anmodningen om Udnævnelse af et saadant Raad og af den medfølgende

Redegørelse og Erklæring og af den Redegørelse, der fremkommer som Svar herpaa, og

Raadet skal da straks skride til Behandling af de Sager, der er omhandlet i disse Dokumenter.

23. I ethvert Tilfælde, hvor en Stridighed paa rette Maade er indbragt for et

Raad, skal dette bestræbe sig for at opnaa en Bilæggelse af Striden, og i dette Øjemed

skal Raadet paa en saadan Maade, som synes det passende, hurtigt og omhyggeligt undersøge

Striden og alt, hvad der angaar Sagens Realitet og kan føre til Bilæggelse af Striden.

Under en saadan Undersøgelse kan Raadet fremkomme med alle saadanne Forslag og

foretage alt, hvad der synes det ret og passende til at bevæge Parterne til en rimelig og

venskabelig Ordning af Striden, og det kan udsætte Forhandlingerne i en saa lang Tid,

som svnes det rimeligt for at sætte Parterne i Stand til at blive enige om Forligsvilkaarene.

24. Hvis Parterne bliver enige om Sagen, medens denne verserer tor Raadet,

skal en Fremstilling af Forliget opsættes af Raadet og undertegnes af Parterne og skal,

hvis Parterne enes derom, være bindende, som om den var en Indstilling fra Raadet i

Henhold til § 62 i denne Lov, og en Afskrift deraf skal sammen med en Udskrift af Forhandlingerne

tilstilles Ministeren.

25. Hvis en Ordning ikke opnaas, medens Sagen verserer for Raadet, skal dette

sende Ministeren en fuldstændig Beretning, fremstillende de forskellige Forhandlinger

og de Skridt, Raadet har taget for fuldstændig og omhyggeligt at forvisse sig om de foreliggende

Kendsgerninger og Omstændigheder, de Resultater, Raadet er kommen til udfra

dem, samt Grunden til Striden og Raadets Indstilling til Bilæggelse af Striden i Overensstemmelse

med Sagens Realitet og Ret og Billighed.


Kanada. 100

26. Raadets Indstilling skal behandle ethvert Punkt af Striden og fremsætte

i jævne Ord, idet det saa vidt muligt undgaar alle tekniske Udtryk, hvorledes de respektive

Parter efter Raadets Mening har at forholde sig. Hvor det synes Raadet belejligt at

gøre det, skal det ogsaa angive den Periode, for hvilken den foreslaaede Ordning skal

gælde og Datoen, naar den skal begynde.

27. Raadets Rapport og Indstilling skal indgives skriftligt til Ministeren; den

undertegnes af de Medlemmer, der er enige om den, og skal i anbefalet Brev af Formanden

sendes til Registratoren saa hurtigt som muligt efter, at Striden er henvist til Raadet;

paa samme Maade kan ethvert Raadsmedlem, der er af en afvigende Mening, indsende

en selvstændig Rapport.

28. Naar Ministeren har modtaget Raadets Rapport, skal han straks lade Rapporten

indlevere paa Registratorkontoret, og en Kopi deraf sendes udgiftsfrit til Stridens

Parter og til Repræsentanter for Blade, udkommende i Kanada, der fremsætter Ønske

derom, og Ministeren kan uddele Afskrifter af Rapporten saavil som af alle Minoritetsrapporter,

saaledes som det synes ham mest ønskeligt, som Middel til at opnaa Indvilligelse

i Raadets Indstilling. Registratoren kan efter Anmodning mod en foreskreven Betaling

forsyne Personer, der ikke er nævnt i denne Paragraf, med bekræftede Afskrifter.

29. Til Underretning for Parlamentet og Offentligheden skal Rapporten og

Indstillingen og alle Minoritetsrapporter uopholdeligt offentliggøres i »Labour Gazette«

og optages i Arbejdsministeriets aarlige Indberetning til Generalguvernøren.

30. Raadet skal under sine Undersøgelser være beføjet til at indstævne og fremtvinge

Tilstedeværelse af Vidner, til at tage i Ed og befale Vidner under Ed eller højtidelig

Erklæring (hvis de er Personer, der er berettigede til at afgive Erklæring i civile

Sager,) at aflægge Vidnesbyrd og at fremlægge de Bøger, Papirer eller andre Dokumenter

og Bevisligheder, som synes Raadet nødvendige til den fulde Udforskning af de

Sager, det skal undersøge. Ethvert Medlem af Raadet kan tage i Ed, og Raadet

kan modtage, tillade og kræve saadanne Vidnesbyrd, som med Billighed og efter samvittighedsfuld

Overvejelse synes det passende, hvad enten det er strengt retslige Vidnesbyrd

eller ej.

, 31. Indstævningen skal ske i den foreskrevne Form, og det kan forlanges af

enhver Person, at han fremlægger for Raadet alle Boger, Papirer eller andre Dokumenter

og Bevisligheder, der er i hans Besiddelse eller under hans Kontrol, og som paa nogen

Maade angaar Forhandlingerne.

32. Alle Bøger, Papirer og andre Dokumenter eller Bevisligheder, der er fremlagt

for Raadet, enten frivilligt eller ifølge Forlangende, kan undersøges af Raadet samt

af saadanne Parter, som Raadet tillader det, men hvad man er kommet i Kundskab

om paa denne Maade, maa ikke, undtagen for saa vidt Raadet finder det passende,

offentliggøres, og de Dele af Bøgerne, Papirerne eller de andre Dokumenter, som efter

Raadets Mening ikke angaar den omstridte Sag, kan forsegles.

33. Enhver Deltager i Forhandlingerne er berettiget og forpligtet til at aflægge

Vidnesbyrd som Vidne.

34. Enhver Person, der indstævnes, og som paa rette Maade er kommet til Stede

som Vidne, er berettiget til Erstatning for sine Udgifter efter den for Tiden gældende

Skala for Vidner i civile Retssager i højere Retter i den Provins, hvor Undersøgelsen

finder Sted.

35. Hvor en Strid mellem et Jærnbaneselskab og dets Arbejdere er bleven

indbragt for Raadet, skal ethvert Vidne, der indstævnes af Raadet under Sagen, være

berettiget til fri Rejse paa alle Jærnbaner paa Strækningen til Raadets Mødested, og naar


101 Kanada.

han derefter vender hjem, og Raadet skal forsyne saadanne Vidner med en behørig Attest,

der godtgør deres Ret til saadan fri Rejse.

36. Hvis en Person, for hvem en saadan Stævning er bleven forkyndt paa rette

Maade, og hvem paa samme Tid Erstatning eller Tilbud herom er givet for hans rimelige

Rejseudgifter efter den førnævnte Skala, undlader paa rette Maade at komme til Stede

eller at fremlægge Bøger, Papirer eller andre Dokumenter eller Bevisligheder, som han

ved Stævningen er opfordret til at fremlægge, skal han anses skyldig i en strafbar Handling

og ifalde en Bøde, der ikke maa overstige 100 Dollars, medmindre han beviser, at

der har været gyldig Grund til hans Forsømmelse.

37. Hvis under Forhandlingerne for Raadet nogen Person forsætlig fornærmer

et Medlem af Raadet eller forsætlig afbryder Forhandlingerne eller uden gyldig Grund

nægter at afgive Vidnesbyrd eller paa anden Maade gør sig skyldig i forsætlig Forseelse

mod Ordensreglerne for Raadet, kan en af Raadets Funktionærer eller Politiet tage den

paagældende i Forvaring og fjerne ham fra Raadet for at holde ham forvaret, indtil Raadet

er sluttet; den, der saaledes har forbrudt sig, idømmes en Bøde, der ikke maa overstige

100 Dollars.

38. Raadet eller et af dets Medlemmer og enhver Person, der har skriftlig Bemyndigelse

dertil af Raadet, er i Henhold til denne Lov berettiget til paa hvilken som

helst Tid at besøge Bygninger, Miner, Minearbejder, Skibe, Fabriker, Værksteder samt

alle Pladser og Omraader, hvor eller i Forbindelse med hvilke en Virksomhed drives

eller et Arbejde udføres eller er blevet udført eller paabegyndt, eller hvor noget foregaar

eller er foregaaet, som har foranlediget en Henvendelse til Raadet, samt til at bese og

undersøge alt Arbejde, Materiale, Maskinanlæg, Redskab eller Indretning deri og at

udspørge enhver Person i eller paa saadanne Bygninger, Miner, Minearbejder, Skibe,

Fabriker, Værksteder, Pladser og Omraader, som ovenfor nævnt, angaaende alt, hvad

ovenfor er omhandlet; enhver Person, der hindrer eller hæmmer Raadet eller en af Raadet

bemyndiget Person i Udøvelsen af den Beføjelse, der er tillagt ham ved denne Paragraf,

skal anses skyldig i en strafbar Handling og ifalde en Bøde, der ikke maa overstige 100

Dollars.

39. Enhver Part i en Sag kan repræsenteres for Raadet af indtil tre Personer,

valgt med dette Formaal for Øje, eller af en Advokat eller Sagfører, hvor det er tilladt i

Henhold til de følgende Bestemmelser.

40. Enhver Part, der lader sig repræsentere, skal være bundet af Repræsentanternes

Handlinger.

41. Ingen Advokat eller Sagfører har Ret til at give Møde eller procedere for

Raadet, medmindre Stridens Parter samtykker deri, og selv om saadant Samtykke er

givet, kan Raadet nægte Advokater og Sagførere Tilladelse til at møde for Raadet.

42. Personer, der ikke er britiske Undersaatter, kan ikke udnævnes til Medlemmer

af et Raad.

43. Hvis nogen af Parterne uden at kunne fremføre gyldig Grund herfor undlader

at komme til Stede eller at lade sig repræsentere under Forhandlingerne for Raadet,

kan Raadet forhandle, som om Vedkommende paa rette Maade var til Stede eller repræsenteret.

44. Tid og Sted for Raadets Møder bestemmes for hver Gang af Formanden

efter Samraad med de andre Raadsmedlemmer, og Parterne skal af Formanden gøres

bekendt med Tid og Sted, naar og hvor Møder holdes, dog saaledes at Raadet — saa

vidt muligt — skal have sit Sæde indenfor det Omraade, hvor Hovedspørgsmaalet i

Sagen er rejst.

45. Raadets Forhandlinger skal føres offentligt, dog saaledes at Raadet paa

eget Initiativ eller efter Henvendelse fra én af Parterne kan bestemme, at Forhandlingerne


Kanada. 102

skal føres for lukkede Døre, og at alle Personer med Undtagelse af Parterne, deres Repræsentanter

samt Raadets Embedsmænd og de Vidner, der for Tiden afhøres, skal forlade

Mødesalen.

46. Afgørelse træfies ved simpel Stemmeflerhed af de Medlemmer, der er til Stede

ved et Raadsmøde.

47. For at et Raadsmøde kan afholdes, maa Formanden og idetmindste et af

de andre Medlemmer være tilstede.

48. I Tilfælde af et Medlems Fraværelse fra et Raadsmøde maa de to andre

ikke begynde Forhandlingen, medmindre det er sikkert, at det tredie Medlem er bleven

underrettet om Mødet i saa god Tid, at hans Tilstedeværelse var mulig. Hvis noget Medlem

af et Raad dør eller bliver ude af Stand til at fungere eller nægter eller undlader at fungere,

skal hans Efterfølger udnævnes efter samme Regler, som er fastsat for Valget af det

oprindelige Medlem af Raadet.

49. Raadet kan til enhver Tid afvise en Sag, der er henvist til det, naar Sagen

synes urimelig eller betydningsløs.

50. Raadet kan med Ministerens Samtykke antage kompetente Sagkyndige

eller Bisiddere til at undersøge en Parts Bøger eller officielle Rapporter og yde Raadet

Bistand saavel i tekniske som i andre Spørgsmaal, der er vigtige for Undersøgelsen. Saadanne

Rapporter eller Resultatet af saadanne Undersøgelser maa dog ikke offentliggøres

uden begge Parters Samtykke.

Vederlag til Raadsmedlemmer og andre Udgifter.

51. Et Raads Medlemmer faar, medens de er beskæftiget med Bilæggelsen af en

Strid, for deres Virksomhed Betaling paa følgende Maade:

a) Medlemmerne undtagen Formanden faar

1) et Vederlag af 5 Dollars om Dagen for den Tid, dog ikke udover tre Dage, i hvilken

Medlemmerne er beskæftigede med Udvælgelsen af et tredie Medlem af Raadet;

2) et Vederlag af 15 Dollars for hvert Heldagsmøde;

3) et Vederlag af 7 Dollars for hvert Halvdagsmøde.

b) Formanden lønnes med 20 Dollars om Dagen for hvert Heldagsmøde og 10 Dollars

om Dagen for hvert Halvdagsmøde.

c) For et Raadsmøde, som varer mindre end en halv Dag, faar Medlemmer af Raadet

intet Vederlag, medmindre det overfor Ministeren paa tilfredsstillende Maade godtgøres,

at et saadant Raadsmøde var nødvendigt for den hurtigste Udførelse af Raadets

Pligter, og at Raadet var uden Skyld i, at et Halvdagsmøde ikke kunde fastsættes.

52. Intet Medlem af Raadet maa udover sit Vederlag som Raadsmedlem modtage

nogen Biindtægt eller Gratiale af nogen Slags fra Korporationer, Foreninger, Selskaber

eller Enkeltpersoner, der paa nogen Maade er interesserede i den Sag, der er forelagt

eller skal forelægges Raadet. Modtagelse af en saadan Biindtægt eller Gratiale fra

et Raadsmedlems Side er en strafbar Handling, og han ifalder en Bøde, der ikke maa

overstige 1,000 Dollars.

53. Ethvert Raadsmedlem har Krav paa Erstatning for sine virkelig nødvendige

Rejseudgifter for hver Dag, han er optaget af at rejse fra eller til sin Bopæl for at overvære

eller efter at have overværet et Raadsmøde.

54. Alle Raadets Udgifter, indbefattet Rejseudgifter, der er afholdt af Medlemmerne

eller af Personer, der efter Ordre har foretaget Undersøgelser ifølge denne Lov,

Løn til Funktionærer og Fuldmægtige, Honorar og Rejsegodtgørelse til Vidner skal anvises


103 Kanada.

og betales ved Forevisning af specificeret Kvittering, attesteret af Raadets Formand,

hvilke Kvitteringer af Formanden skal oversendes til Ministeren. Formanden skal endvidere

sende Ministeren en bekræftet og detailleret Redegørelse for Raadets Møder og en

Liste over de Medlemmer, der overværede dem.

Registratorens Pligter.

55. Det skal være Registratorens Pligt

a) at modtage, indregistrere og — i Henhold til denne Lovs Bestemmelser, — behandle

alle Anmodninger fra Arbejdsgivere og Arbejdere om Henvisning af en Strid til

et Raad og straks at bringe enhver saadan Anmodning til Ministerens Kundskab;

b) at føre den Korrespondance med Parterne og Raadsmedlemmerne, som er nødvendig

for at udnævne et Raad saa hurtigt som muligt i Overensstemmelse med denne

Lovs Bestemmelser;

c) at modtage og opbevare alle Rapporter og Indstillinger fra Raadet og føre saadan

Korrespondance og udføre de Ting, som kan bidrage til at gøre Raadets Indstillinger

effektive i Overensstemmelse med Bestemmelserne i denne Lov;

d) at føre en Protokol, hvori skal indføres alle Enkeltheder i alle Anmodninger, Henvisninger,

Rapporter og Anbefalinger angaaende Udnævnelsen af et Raad saavel som

dettes Forhandlinger, og paa et sikkert Sted at opbevare alle Anmodninger, Redegørelser,

Rapporter, Anbefalinger og andre Dokumenter angaaende Forhandlinger

for Raadet samt, naar det kræves, oversende alle disse eller enkelte deraf til Ministeren;

e) at bibringe — paa Forlangende — alle Parter Kendskab til denne Lov samt til

Regler eller Fremgangsmaader i Henhold til den og tillige at forsyne Parterne i en

Stridighed og Raadets Medlemmer med de nødvendige Blanketter til Indstævning

samt med andre Papirer og Dokumenter, der kræves til den effektive Udførelse af

denne Lovs Bestemmelser;

f) i Almindelighed at udføre alt, hvad der kan være nødvendigt for Udførelsen af de

Pligter, der ved denne Lov eller Bestemmelser, der er udstedt i Henhold til den,

er paalagt ham.

Strejker og Lockouter, der iværksættes forud for eller samtidig med, at Striden er henvist til

et Raad, er ulovlige.

56. Det er ulovligt, at nogen Arbejdsgiver erklærer eller foraarsager en Lockout,

eller at en Arbejder strejker paa Grund af en Strid, der gaar forud for eller eksisterer samtidig

med, at Striden er henvist til et Forligs- og Undersøgelsesraad, oprettet i Henhold

til denne Lovs Bestemmelser, eller for Jærnbanestridigheders Vedkommende i Henhold til

Forligs- og Arbejdsloven, dog saaledes at intet i denne Lov skal forhindre Standsningen eller

Afbrydelsen af en Industrivirksomhed eller nogen Persons Arbejde i en saadan, som Følge

af Forhold, der ikke er fremkaldt ved Lockout eller Strejke, og ligeledes skal intet i denne

Lov, medmindre Parterne har sluttet Overenskomst i Henhold til denne Lovs Paragraf 62,

afholde en Arbejdsgiver fra at erklære Lockout eller en Arbejder fra at strejke som Følge

af en Strid, som paa rette Maade er henvist til et Raad, og som uden Resultat er gjort

til Genstand for Behandling i Overensstemmelse med denne Lovs Paragraf 24 eller 25,

eller som Følge af en Strid, som er undergivet Bestemmelserne om Henvisning til Raadet

i Henhold til Reglerne vedrørende Jærnbanestridigheder i Forligs- og Arbejdsloven.

57. Arbejdsgivere og Arbejdere skal give i det mindste 30 Dages Varsel ved

en paatænkt Forandring i de om Løn og Arbejdstid aftalte Vilkaar; og i ethvert Tilfælde,

hvor en Strid er henvist til et Raad, maa ingen af Parterne, heller ikke Arbejderne; før


Kanada. 104

Forhandlingen er bleven endelig afsluttet af Raadet, forandre de om Løn og Arbejdstid

fastsatte Vilkaar eller paa Grund af Striden fremtvinge eller være med til at fremtvinge,

direkte eller indirekte, en Lockout eller Strejke, men Forholdet mellem Arbejdsgiver

og Arbejder skal ikke berøres af Striden eller noget, der maatte være en Følge af den;

men hvis efter Raadets Mening én af Parterne anvender denne eller andre Bestemmelser

i denne Lov til uretfærdigt at opretholde en given Tilstand ved Forhaling, og

Raadet melder det til Ministeren, skal en saadan Part anses skyldig i en strafbar Handling

og betale de samme Bøder, som idømmes for en Overtrædelse af næste Paragraf.

58. Enhver Arbejdsgiver, der erklærer eller foraarsager en Lockout i Strid

med denne Lovs Bestemmelser, ifalder en Bøde af ikke under 100 Dollars og ikke over

1000 Dollars for hver Dag eller Del af en Dag, en saadan Lockout eksisterer.

59. Enhver Arbejder, der strejker i Strid med denne Lovs Bestemmelser, ifalder

en Bøde af ikke under 10 Dollars og ikke over 50 Dollars for hver Dag eller Del af en Dag,

Arbejderen strejker.

60. Enhver Person, der tilskynder, opmuntrer eller paa nogen Maade hjælper

en Arbejdsgiver til at erklære eller fortsætte en Lockout eller en Arbejder til at strejke

eller fortsætte en Strejke i Strid med denne Lovs Bestemmelser, gør sig skyldig i en

strafbar Handling og ifalder en Bøde af ikke under 50 Dollars og ikke over 1000 Dollars.

61. Fremgangsmaaden ved Inddrivelsen af Bøder, paalagte ifølge denne Lov,

skal være den, der er foreskreven af The Criminal Code's Part XV angaaende summariske

Domfældelser.

Særlige Bestemmelser.

62. Enhver af Parterne i en Strid, som i Henhold til denne Lov kan henvises

til et Raad, kan ved en skriftlig Udfærdigelse til enhver Tid, før eller efter at Raadet har

affattet sin Rapport og Indstilling, indvilge i at være bunden ved Raadets Indstilling

paa samme Maade, som Parterne bindes efter en Kendelse, afsagt paa Grundlag af

Henvisning til Voldgift af en Præjudikatret. Enhver Indvilligelse i at være bunden

paa denne Maade, fremsat af en af Parterne, skal sendes til Registratoren, som skal meddele

den til den anden Part, og hvis den anden Part ligeledes indvilliger i at være bunden

af Raadets Afgørelse, skal Afgørelsen paa Forlangende af en af Parterne udfærdiges som

en Kendelse af den omtalte Ret, og skal kunne gennemtvinges paa samme Maade som

en saadan Kendelse.

63. Saafremt en Strid, der opstaar i en Industrivirksomhed eller Bedrift, som

ikke falder ind under denne Lovs Bestemmelser, truer med at resultere i en Lockout

eller Strejke eller allerede er resulteret i en Lockout eller Strejke, kan enhver af Parterne

skriftligt give sit Minde til, at en saadan Strid indbringes for et Forligs- og Undersøgelsesraad

for at ordnes efter denne Lovs Bestemmelser.

Indvilligelse i, at en saadan Konflikt skal behandles for et Forligs- og Undersøgelsesraad,

skal indberettes til Registratoren, som derefter skal give den anden Part

Meddelelse derom, og hvis den anden Part indvilliger i at lade Striden blive behandlet

af et Raad, kan Striden henvises til et saadant, som om Industrivirksomheden eller Bedriften

hørte ind under denne Lovs Bestemmelser.

Fra det Tidspunkt, da Parterne skriftligt af Registratoren er bleven underrettet

om, at Ministeren, som Følge af deres fælles Indvilligelse i at henvise Striden til et Raad,

nedsat i Henhold til denne Lovs Bestemmelser, har besluttet at henvise Striden til et saadant

Raad, skal Lockout eller Strejke, hvis saadanne er iværksatte, straks ophøre, og

denne Lovs Bestemmelser skal være bindende for Parterne.


105 Kanada.

Forskelligt.

64. Ingen Domstol i de kanadiske Kolonier eller i nogen Provins eller noget

Territorium derunder kar Magt eller Myndighed til at gøre sig bekendt med eller fremtvinge

eller anerkende som Vidnesbyrd nogen Raadsrapport eller noget Vidnesbyrd eller nogen

Forhandling, ført for Raadet, for at bruge det mod en Person, undtagen hvis Vedkommende

anklages for Mened.

65. Ingen Forhandling efter denne Lov skal betragtes som ugyldig paa Grund

af Mangel i Formen eller nogen anden teknisk Uregelmæssighed.

66. Ministeren bestemmer Løn eller Vederlag til alle Personer, undtagen

Raadsmedlemmerne, der er ansatte af Regeringen eller et Raad, indbefattende Registrator,

Sekretærer, Skrivere, Bisiddere, Stenografer eller andre Personer, der har udført nogen

Virksomhed efter denne Lovs Bestemmelser.

67. I Tilfælde af Retsforfølgning i Henhold til denne Lov skal det, hvad enten

man naar til en Domsafsigelse eller ej, være en Pligt for Sekretæren ved den Domstol,

for hvilken saadan Retsforfølgning finder Sted, kort at indberette en saadan Retsforfølgnings

Enkeltheder til Registratoren inden 30 Dage, efter at den er sluttet, og Sekretæren

har herfor Krav paa et nærmere fastsat Vederlag.

68. Guvernøren fastsætter Bestemmelser angaaende Tiden, indenfor hvilken

alt, hvad der er fastsat i Henhold til denne Lov, skal finde Sted, og tillige angaaende andre

Forhold, som synes ham nødvendige eller tilraadelige, for at denne Lovs Bestemmelser

kan virke effektivt. Alle saadanne Bestemmelser skal træde i Kraft den Dag, de offentliggøres

i »The Canada Gazette«, og de skal forelægges Parlamentet inden 15 Dage efter

Offentliggørelsen eller, hvis Parlamentet ikke er inde, inden 15 Dage efter Aabningen

af næste Parlamentssession.

69. Alle Bekostninger og Udgifter, som Regeringen paadrager sig som Følge

af denne Lov, skal dækkes af de Bevillinger, som Parlamentet har vedtaget til dette

Formaal.

70. En aarlig Indberetning om Sager, behandlede af Ministeren i Henhold til

denne Lov, skal af denne sendes til Generalguvernøren og forelægges Parlamentet inden

15 Dage efter Begyndelsen af hver Parlamentssession.

Lov om Ændring i Loven om Undersøgelse af Industri-

stridigheder af 1907.

(Vedtaget den 4. Maj 1910.)

I Overensstemmelse med det kanadiske Senats og Underhus' Vedtagelse forordner

hans Majestæt som følger:

1. Paragraf 13 i Loven om Undersøgelse af Industristridigheder ændres ved

efter Ordet Fredsdommer at tilføje Ordene: »eller nogen anden Person, der er bemyndiget

til at modtage en Edsaflæggelse eller Forsikring«.

2. I Stedet for Paragraf 15, 2 b, indføjes følgende:

b) »En skriftlig Erklæring om, at der, hvis en Bilæggelse af Striden eller en Henvisning

af den fra Ministerens Side til Raadet mislykkes, efter den Erklærendes bedste Vi-

14


Kanada. 106

dende og Overbevisning vil blive erklæret Lockout eller Strejke, og at (undtagen hvor

Henvendelsen rettes af en Arbejdsgiver, som Følge af en paatænkt Forandring af Løn

og Arbejdstid, foreslaaet af nævnte Arbejdsgiver) den nødvendige Bemyndigelse

til at erklære en saadan Lockout eller Strejke haves. Hvor en Strid direkte angaar

Arbejdere i mere end én Provins, og disse Arbejdere er Medlemmer af en Fagforening,

der har en almindelig Komité, der er bemyndiget til at føre Forhandlinger i Stridigheder

mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, og som saadan er anerkendt af Arbejdsgiveren,

skal den skriftlige Erklæring afgives af Formanden eller Lederen eller den

paagældende Komités Sekretær og gaa ud paa, at der, hvis en Ordning af Striden

eller en Henvisning af den fra Ministeren til et Raad mislykkes, efter den Erklærendes

bedste Vidende og Overbevisning vil blive erklæret Strejke, at Striden har været

Genstand for Forhandlinger mellem Komitéen og Arbejdsgiveren, at alle Bestræbelser

for at opnaa en tilfredsstillende Ordning er mislykkedes, og at der ikke er noget

grundet Haab om at naa et Forlig ved yderligere Forhandlinger«.

3. Til Lovens Paragraf 16, 3, føjes følgende: »Hvor Striden direkte angaar

Arbejdere i mere end én Provins, og disse Arbejdere er Medlemmer af en Fagforening,

der har en almindelig Komité, der er bemyndiget til at føre Forhandlinger i Stridigheder

mellem Arbejdsgivere og Arbejdere og som saadan er anerkendt af Arbejdsgiveren, kan

Henvendelsen og Erklæringen undertegnes af Formanden eller Lederen og af den omtalte

Komités Sekretær«.

4. Lovens Paragraf 51 erstattes med følgende:

51. Raadsmedlemmerne skal betales for deres Virksomhed paa følgende Maade:

a) Medlemmerne, undtagen Formanden, faar et Vederlag af 5 Dollars om Dagen forden

Tid, dog ikke udover 3 Dage, hvori Medlemmerne er beskæftigede med at udvælge

et tredie Medlem af Raadet.

b) Ethvert Medlem af Raadet, indbefattet Formanden, faar et Vederlag paa 20 Dollars

for hver Dag et Raadsmøde varer, og for hver Dag, som nødvendigvis optages af

Rejse fra og til hans Bopæl for at overvære eller efter at have overværet Raadets

Møde.«

5. I Lovens Paragraf 57, 2. og 3. Linie ændres Ordene: »og i ethvert Tilfælde,

hvor en Strid er henvist til et Raad« til »og i Tilfælde af, at en saadan paatænkt Forandring

resulterer i en Strid« hvorhos i 3. Linie Ordene: »heller ikke Arbejderne« udgaar.


107 De forenede Stater.

De forenede Stater i Nordamerika.

Lov om Mægling og Voldgift i Stridigheder indenfor visse

Beskæftigelser ved Jærnbanerne.

(Af 15. Juli 1913).

1. Denne Lovs Bestemmelser gælder for alle almindelige transportdrivende

Virksomheder og deres Funktionærer, Betjente og Arbejdere undtagen Skibsførere og

Sømænd — saaledes som nærmere bestemt i U. S. A.s reviderede Statuters § 4612 —, som

er beskæftiget ved Transport af Passagerer eller Gods, enten med Jærnbane alene eller dels

med Jærnbane dels med Skib i fortsat Rejse enten fra en af De forenede Staters Stater

eller Territorier eller Columbia-Distriktet til en anden af De forenede Staters Stater eller

Territorier eller Columbia-Distriktet eller fra et Sted i De forenede Stater til et tilgrænsende

fremmed Land eller fra et Sted i De forenede Stater gennem et fremmed Land

til et andet Sted i De forenede Stater.

Udtrykket »Jærnbane« omfatter i denne Lov alle Broer og Færger, der benyttes

og drives i Forbindelse med en Jærnbane, og tillige ethvert Stykke Vej, der benyttes

af et Selskab, som driver en Jærnbane, hvad enten det er Selskabets Ejendom, eller

det benyttes i Henhold til Kontrakt eller Lejeoverenskomst, og Udtrykket »Transport«

indbefatter enhver Virksomhed ved Ind- og Udskibning samt Kørsel.

Udtrykket »Arbejdere« omfatter i denne Lov alle Personer, der paa en eller anden

Maade er beskæftiget ved Transportvirksomhed af en hvilken som helst Art, selv om de

Transportmidler, paa eller ved hvilke de er beskæftiget, drives af den Transportdrivende

i Henhold til Leje- eller anden Kontrakt. (Dog gælder denne Lov ikke for Arbejdere

ved Sporveje, men kun for Arbejdere, der er beskæftiget ved Jærnbanetjeneste.) I ethvert

saadant Tilfælde har den Transportdrivende Ansvaret for saadanne Arbejderes Handlinger

og Forsømmelser paa samme Maade og i samme Udstrækning, som hvis de paagældende

Transportmidler ejedes af ham, og Bestemmelser om det modsatte i en Lejeeller

anden Kontrakt er kun bindende mellem dens Parter, men har ingen Virkning med

Hensyn til Forpligtelser, som vedkommende Transportdrivende har overfor det offentlige

eller private, der er interesserede i Forholdet.

De Transportdrivende, paa hvilke denne Lov finder Anvendelse, betegnes i det

følgende som »Arbejdsgivere«, og Arbejdere hos en eller flere saadanne Transportdrivende

som »Arbejdere«.

2. Naar der opstaar en Konflikt om Arbejdsløn, Arbejdstid eller andre

Arbejdsvilkaar mellem en eller flere Arbejdsgivere og Arbejdere, der falder ind


De forenede Stater. 108

under denne Lov, og denne Konflikt afbryder eller truer med at afbryde vedkommende

Arbejdsgivers eller Arbejdsgiveres Bedrift til alvorlig Skade for Samfundet, kan begge

Parter i Konflikten henvende sig til det i Henhold til denne Lov oprettede Mæglingsraad

med Anmodning om dets Bistand til at skabe en fredelig Løsning af Konflikten; og

efter en af Parternes Anmodning skal det nævnte Raad da saa snart som muligt sætte sig i

Forbindelse med Konfliktens Parter og paa enhver Maade bestræbe sig for ved Mægling

eller Voldgift at tilvejebringe en Overenskomst mellem dem, og hvis disse Bestræbelser

for at tilvejebringe en fredelig Løsning ved Mægling mislykkes, skal det nævnte Raad

straks søge at faa Parterne til at henvise Konflikten til Voldgift i Overensstemmelse

med denne Lovs Bestemmelser.

Saafremt Faren for en Trafikafbrydelse er overhængende, og denne indeholder

en alvorlig Samfundsfare, kan Mæglingsraadet, hvis det anser det for ønskeligt, tilbyde

Konfliktens Parter sin Bistand.

Saafremt der opstaar en Konflikt vedrørende Forstaaelsen eller Anvendelsen

af en Overenskomst, der er opnaaet gennem Mægling i Henhold til denne Lovs Bestemmelser,

kan enhver af Overenskomstens Parter adspørge Mæglingsraadet om dets Opfattelse

med Hensyn til Forstaaelsen eller Anvendelsen af en saadan Overenskomst,

og det nævnte Raad skal da, naar det har modtaget en saadan Anmodning, snarest muligt

meddele Parterne sin Opfattelse af det rejste Spørgsmaal.

3. Naar der opstaar en Konflikt mellem en eller flere Arbejdsgivere og Arbejdere,

der falder ind under denne Lov, og denne Konflikt ikke kan bilægges ved Mægling paa den

Maade, der er fastsat i den foregaaende Paragraf, kan den henvises til Voldgift for et Raad

bestaaende af seks eller, hvis Konfliktens Parter enes derom, af 3 Personer, som vælges

paa følgende Maade:

Saafremt Raadet skal bestaa af 3 Personer, udpeger den eller de Arbejdsgivere,

henholdsvis Arbejdere, der er Parter i den Overenskomst, om hvilken der skal voldgives,

hver en Voldgiftsmand; de to saaledes udvalgte Voldgiftsmænd vælger den tredie;

hvis de ikke inden fem Dage efter deres første Møde har valgt den tredie Voldgiftsmand,

skal han udnævnes af Mæglingsraadet.

Saafremt Raadet skal bestaa af seks Medlemmer, udpeger den eller de Arbejdsgivere,

henholdsvis Arbejdere, som er Parter i den Overenskomst, i Henhold til hvilken

der skal voldgives, hver to Voldgiftsmænd; de fire saaledes udvalgte Voldgiftsmænd

vælger ved Flertalsvalg de to øvrige Voldgiftsmænd; hvis de ikke inden femten Dage

efter deres første Møde har valgt de to Voldgiftsmænd, skal disse udnævnes af Mæglingsraadet.

Hvis de Arbejdere, der er indviklet i en Konflikt, ikke er Medlemmer af en

Arbejderorganisation, kan saadanne Arbejdere vælge en Komité, der skal have Ret til

at udpege den eller de Voldgiftsmænd, som i Henhold til denne Paragraf skal udpeges af

Arbejderne.

4. Overenskomsten om at lade Sagen afgøre ved Voldgift skal

1. foreligge skriftligt;

2. fastslaa, at Voldgiften foretages i Henhold til denne Lovs Bestemmelser;

3. bestemme, hvorvidt Voldgiftsraadet skal bestaa af tre eller seks Medlemmer;

4. være underskrevet af dertil bemyndigede Repræsentanter for Arbejdsgiverne og

Arbejderne;

5. bestemt fastslaa de Spørgsmaal, der skal henvises til det nævnte Raads Afgørelse;

6. fastslaa, at et Flertal af det nævnte Raad skal være kompetent til at træffe en gyldig

og bindende Afgørelse;


109 De forenede Stater.

7. fastsætte et Tidsrum, inden hvis Udløb det nævnte Raad skal begynde sin Undersøgelse;

dette Tidsrum regnes fra den Dag, da den eller de Voldgiftsmænd er udnævnt,

som i Henhold til Loven udkræves for at gøre Raadet fuldtalligt;

8. fastsætte et Tidsrum fra Begyndelsen af Undersøgelserne, inden hvis Udløb Raadet

skal træffe sin Afgørelse; saafremt der ikke er opnaaet Enighed om et andet Tidsrum,

skal det være tredive (30) Dage;

9. fastsætte den Dag, paa hvilken den trufne Afgørelse skal træde i Kraft, og det Tidsrum,

i hvilket den skal forblive i Kraft;

10. fastslaa, at begge Afgørelsens Parter redeligt skal føre den ud i Livet;

11. fastsætte, at Kendelsen samt Dokumenter vedrørende denne, der skal have Gyldighed

som retslige Dokumenter, skal efter at være underskrevet af Voldgiftsmændene

deponeres paa Justitskontoret i den Retskreds, i hvilken Konflikten er opstaaet eller

Voldgiften er begyndt, og at den skal være endelig og afgørende for Overenskomstens

Parter, medmindre den sættes til Side i Tilfælde af en øjensynlig Misforstaaelse af

Loven

12. Overenskomsten kan endvidere fastsætte, at ethvert Tvivlsspørgsmaal vedrørende

Eorstaaelsen eller Anvendelsen af Bestemmelserne i en Kendelse, der er afsagt af

et Voldgiftsraad, skal afgøres af det samme Raad eller af en Underafdeling af dette;

denne Afgørelse skal da have samme Gyldighed som den oprindelige Kendelse; og

hvis noget Medlem af det oprindelige Raad er ude af Stand til eller uvillig til at fungere,

skal en anden Voldgiftsmand udnævnes paa samme Maade, som den oprindelige

Voldgiftsmand blev det.

5. For at opnaa denne Lovs Hensigt har de heri omtalte Voldgiftsmænd, eller

hver enkelt af dem, Ret til at kræve Edsaflæggelse eller Afgivelse af en højtidelig Erklæring,

til at indkalde til Møde for Retten; til at kræve, at Vidner giver Møde og afgiver

Forklaring, og at der fremlægges Bøger, skriftlige Bevismidler, Kontrakter, Overenskomster

og andre Dokumenter, der kan fremme en retfærdig Afgørelse af de Sager, der undersøges

af Retten; og de kan henvende sig til de forenede Staters Domstole om Bistand til at tvinge

Vidner til at møde for Retten og afgive Forklaring og til at fremlægge Bøger, skriftlige

Bevismidler, Kontrakter, Overenskomster og andre Dokumenter, alt i samme Omfang og

under de samme Betingelser og Bødestraffe, som er fastsat i den til Regulering af Samfærdslen

udstedte Lov af 4. Februar 1887 med senere Tilføjelser.

6. Enhver Overenskomst om Voldgift, der er indgaaet i Henhold til denne Lov,

skal vedgaas af Parterne for en Notarius publicus eller en Retsembedsmand i en af de forenede

Staters Distrikt-Appelretter eller for et Medlem af Mæglingsraadet, hvis Medlemmer

herved bemyndiges til at tage mod en saadan Anerkendelse; og naar en saadan Anerkendelse

foreligger, skal den overgives til et Medlem af et saadant Raad eller sendes til Raadet

for at fremlægges paa dettes Kontor.

Naar en Overenskomst om Voldgift er blevet fremlagt for Raadet eller for eet af

dets Medlemmer, og naar Raadet eller et Medlem af det har faaet meddelt Navnene paa

de Voldgiftsmænd, der er valgt af Konfliktens Parter, skal Raadet eller eet af dets Medlemmer

foranledige en Skrivelse sendt til de nævnte Voldgiftsmænd, hvori de underrettes

om deres Udnævnelse, og hvorved det paalægges dem snarest muligt at træde sammen for

at udvælge den eller de øvrige Voldgiftsmænd, som udkræves for at gøre Raadet fuldtalligt,

samt hvorved det meddeles dem, inden hvilken Frist de i Henhold til Bestemmelserne i

Overenskomsten er bemyndigede til at udnævne en eller flere Voldgiftsdommere.

Naar de Voldgiftsmænd, der er udvalgt af Sagens Parter, er blevet enige om den

eller de øvrige Voldgiftsmænd, skal de meddele det til Mæglingsraadet, og saafremt Enighed

om nogle eller alle de nødvendige Voldgiftsmænd ikke er opnaaet inden for det i


De forenede Stater. 110

denne Lov fastsatte Tidsrum, skal de ved dette Tidsrums Udløb underrette Mæglingsraadet

om, hvem der er valgt, eller om, at de ikke har været i Stand til at foretage eller

fuldende et saadant Valg.

Hvis en Voldgiftskendelses Parter ønsker Voldgiftsraadet genindkaldt for at

bilægge en Strid om Forstaaelsen eller Anvendelsen af en Kendelse, skal de i Fællesskab

give Mæglingsraadet Meddelelse derom, og de skal i denne Meddelelse angive det

eller de Spørgsmaal, som skal forelægges det genindkaldte Eaad. Mæglingsraadet skal

derefter omgaaende træde i Forbindelse med Medlemmerne af Voldgiftsraadet eller et

Udvalg af dette, som i Følge Bestemmelserne i Overenskomsten om Voldgift har faaet

tildelt et saadant Hverv, og drage Omsorg for Genindkaldelsen af dette Eaad eller Udvalg

samt meddele Stridens Parter Tid og Sted, paa hvilke Raadet vil træde sammen

for at undersøge de Stridsspørgsmaal, der skal forelægges det.

7. Voldgiftsraadet konstituerer sig og vælger sin Formand samt træffer alle

Bestemmelser, der er nødvendige for at foretage sine Undersøgelser; men i sine Kendelser

skal det nævnte Raad begrænse sig til at meddele Resultaterne af sine Undersøgelser og

sin Afgørelse vedrørende de Spørgsmaal, som særligt er forelagt det, eller Sager, der er

direkte knyttede dertil. Al Vidneforklaring for dette Raad skal afgives efter Aflæggelse

af Ed eller Afgivelse af en højtidelig Erklæring, og ethvert Medlem af Voldgiftsraadet

har Myndighed til at modtage denne Ed eller højtidelige Erklæring. Det kan antage al

saadan Medhjælp, som er nødvendig for at udføre dets Hverv. Det kan, om det er

muligt, faa overladt passende Lokaler i en Statsbygning, der er beliggende paa dets

Mødested eller paa ethvert Sted, Raadet vælger til sine Forhandlinger. Voldgiftsraadet

skal tilstille Stridens Parter en bekræftet Genpart af Kendelsen og overgive Originalen

sammen med Papirer og Dokumenter og en bekræftet Genpart af de Vidneforklaringer,

der er afgivet ved Undersøgelsen, til Retsembedsmanden i den Jurisdiktion, i hvilken

Striden opstod, eller Voldgiften er indgaaet, for at det kan deponeres i hans Arkiv, saaledes

som det er foreskrevet i § 4 Punkt 11 i denne Lov. Voldgiftsraadet skal ogsaa overgive

en bekræftet Genpart af Kendelsen samt Papirer og Dokumenter, herunder Vidneforklaringer,

til Mæglingsraadet, for at det kan deponeres i dettes Arkiv.

De forenede Staters Handelsret, Den mellemstatslige Handelskommission og Kontoret

for Arbejdsstatistik bemyndiges herved til efter Mæglingsraadets Anmodning

at overdrage det Papirer og Dokumenter, som hidtil har været deponerede hos dem, og

som vedrører Mæglings- eller Voldgiftsforhandlinger, der er ført i Henhold til Bestemmelserne

i Loven om Mægling og Voldgift af 1. Juni 1898.

8. Naar Kendelsen i Overensstemmelse med foranstaaende er deponeret paa

Retskontoret ved en af de forenede Staters Distriktsdomstole, skal den have Gyldighed

og Dom afsiges i Overensstemmelse med den, naar der er gaaet 10 Dage efter Deponeringen,

med mindre nogen af Parterne inden disse 10 Dage nedlægger Indsigelse mod Kendelsen

under Paaberaabelse af, at noget af denne efter Aktstykkerne at dømme øjensynlig

henhører under Domstolene; i dette Tilfælde skal den nævnte Kendelse have Gyldighed

og Domme afsiges i Overensstemmelse med den, naar der enten af Distriktsdomstolen

eller efter Appel derfra er taget endelig Standpunkt til saadanne Indsigelser.

Efter Udløbet af 10 Dage efter Distriktsdomstolens Afgørelse med Hensyn til

de foranførte Indsigelser mod den omtalte Kendelse, skal der afsiges Dom i Henhold

til denne Afgørelse, medmindre een af Parterne i Løbet af de nævnte 10 Dage appellerer

Afgørelsen til Distrikts-Appel-Retten. I dette Tilfælde skal den Del af Aktstykkerne

sendes til Appelretten, som er nødvendige for den rette Forstaaelse og Afgørelse

af de Retsspørgsmaal, der rejses ved disse Indsigelser, og som der skal træffes Afgørelse

om.


111 De forenede Stater.

Distrikt-Appel-Rettens Afgørelse af det omtalte Spørgsmaal er inappellabel,

og naar den er bekræftet af Justitssekretæren ved den nævnte Distriktsdomstol, skal

Domme afsiges af Distriktsdomstolen i Henhold til denne Afgørelse.

Hvis Indsigelserne mod en Kendelse endelig opretholdes, skal der afsiges en Dom,

som helt eller delvis sætter Kendelsen ud af Kraft; men i dette Tilfælde kan Parterne

træffe Overenskomst om, at der skal afsiges en Dom, som afgør Konfliktens Hovedemne;

denne Dom skal, naar den er afsagt, have samme Gyldighed som en Dom, der er afsagt paa

Grundlag af en Kendelse.

Intet af det i denne Lov indeholdte kan fortolkes saaledes, at der kan paalægges

en Arbejder nogen individuel Arbejdsydelse uden hans Samtykke, ligesom intet Paalæg

kan gives eller anden retslig Foranstaltning træfies for at gennemtvinge Opfyldelsen af

en Kontrakt om individuel Arbejdsydelse mod en Arbejders Vilje.

9. Naar Administratorer, der er udnævnt af en Forbundsdomstol, har Raadighed

eller Bestemmelsesret over Foretagender, der falder ind under denne Lov, skal Arbejderne

i saadanne Foretagender have Ret til gennem deres Repræsentanter at blive hørt for en

saadan Domstol om alle Spørgsmaal, der angaar Arbejdsbetingelserne, og ingen Lønnedsættelse

kan foretages af saadanne Administratorer, medmindre der er givet Tilladelse

dertil af Domstolen, og Meddelelse derom er tilstillet Arbejderne; denne Meddelelse

skal gives mindst 20 Dage før Undersøgelsen og Behandlingen af Andragende eller Ansøgning

fra Administratorer, og den skal anbringes paa alle sædvanlige Opslagstavler langs

med eller paa Jærnbanen eller paa sædvanlige Pladser i Lokaler, der tilhører andre Arbejdsgivere,

som falder ind under denne Lov.

10. Ethvert Medlem af et Voldgiftsraad, der er udnævnt i Henhold til denne Lovs

Bestemmelser, oppebærer en Løn, der fastsættes af Mæglingsraadet, foruden Godtgørelse

for Rejse- og andre nødvendige Udgifter. En Sum paa 25,000 Dollars, eller saa meget

af dette Beløb, som er nødvendig, kan i indeværende Finansaar, der slutter den 30. Juni

1914, anvendes til Afholdelse af de med Voldgift og Mægling forbundne nødvendige Udgifter,

heri indbefattet Dagpenge, Rejse- og andre nødvendige Udgifter, som er udredet

af Medlemmer af eller Funktionærer ved Voldgiftsraad, endvidere til Afholdelse af

Udgifter til Anskaffelse af Møbler, Kontorinventar, Bøger, til Lønninger, Rejse- og

andre nødvendige Udgifter for Medlemmer af eller Funktionærer ved Mæglingsraadet,

naar disse er bevilget af Raadsformanden og revideret af Finansministeriets Revisionsembedsmænd.

11. Efter Indstilling fra Senatet og med dettes Samtykke udnævner Præsidenten

en Forligsmand: hans Løn fastsættes til 7,500 Dollars aarlig; han udnævnes for 7 Aar

og forbliver derefter i Embedet, indtil hans Eftermand er udnævnt; han kan ikke afskediges

af Præsidenten uden paa Grund af Misrøgt af Embedet. Præsidenten udnævner

tillige efter Indstilling fra Senatet og med dettes Samtykke højst to andre Embedsmænd,

og de saaledes udnævnte Embedsmænd danner sammen med Forligsmanden et Raad,

som skal bære Navnet: De forenede Staters Mæglings- og Forligsraad.

Efter Indstilling fra Senatet og med dettes Samtykke udnævner Præsidenten

tillige en Stedfortræder for Forligsmanden; hans Løn fastsættes til 5000 Dollars aarlig.

Naar Forligsmanden er fraværende, eller naar Embedet er ledigt, skal Stedfortræderen

udføre Embedets Forretninger og varetage de Forligsmanden paahvilende Pligter.

Under Forligsmandens Ledelse skal Stedfortræderen medvirke ved Mæglingsarbejdet,

og naar han i en Sag handler alene, har han Ret til at foretage Undersøgelser,

modtage Overenskomster om Voldgift og foranledige skriftlige Meddelelser sendt til de

Voldgiftsmænd, der i Henhold til § 5 er udvalgt af de stridende Parter.


De forenede Stater. 112

Loven af 1. Juni 1898 om Mægling og Voldgift i Stridigheder mellem Jærnbaneselskaber

og visse Grupper af deres Arbejdere sættes herved ud af Kraft. Dog

skal enhver Overenskomst om Voldgift, som ved denne Lovs Udstedelse er bragt

til Udførelse i Henhold til Bestemmelserne i Loven af 1. Juni 1898, behandles efter

den nævnte Lovs Bestemmelser, og Rettergangen skal ske i Overensstemmelse

med disse.


113 Bet australske Forbund.

Det australske Forbund.

Forbundsloven om Mægling og Voldgift 1904—15

nemlig

Forbundsloven om Mægling og Voldgift 1904 (Nr. 13 fra 1904) .

ændret ved

Forbundsloven om Mægling og Voldgift 1909 (Nr. 28 fra 1909)

1910 ( - 7 - 1910)

1911 (- 6 - 1911)

1914 ( - 5 - 1914)

1914 (- 18 - 1914)

1915 ( - 35 - 1915)

Lov om Mægling og Voldgift til Forebyggelse og Bilæggelse af faglige

Konflikter, der strækker sig ud over en enkelt Stats Grænser. (Underskrevet, den

15. December 1904).

Følgende Lov er vedtaget af Hans Majestæt Kongen samt Senatet og Repræsentanternes

Hus i det australske Forbund.

I. Indledning.

1. Denne Lovs Titel er: Forbundsloven om Mægling og Voldgift 1904—15.

2. De vigtigste Formaal med denne Lov er:

I. At forebygge Lockouter og Strejker ved faglige Konflikter.

II. At tilvejebringe en Mæglings- og Voldgiftsret for Forbundet, der skal have til Opgave

at forebygge og bilægge faglige Konflikter.

III. At søge at gennemføre Rettens Formaal ved gennem Mægling at tilvejebringe en

mindelig Overenskomst mellem Parterne.

IV. I Mangel af mindelig Overenskomst mellem Parterne at bringe Rettens Formaal

til Udførelse ved Afsigelse af en upartisk Kendelse.

V. At sætte de enkelte Stater i Stand til at henvise faglige Konflikter til Retten og at

tillade Domstolen og de enkelte Staters Myndigheder at understøtte hinanden.

15


Det australske Forbund.

114

VI. At lette og opmuntre Dannelsen af Repræsentationer af Arbejdsgivere og Arbejdere

og Forelæggelsen af faglige Konflikter for Domstolen gennem Organisationerne

samt give Adgang til, at Repræsentationer af Arbejdsgivere og Arbejdere kan blive

erklærede for Organisationer i Henhold til denne Lov.

VII. At fremme Afslutningen og Haandhævelsen af faglige Overenskomster mellem Arbejdsgivere

og Arbejdere i Tilfælde af faglige Konflikter.

3. Denne Lov er delt i følgende Afdelinger:

I. Indledning.

II. Forbud mod Lockouter og Strejker i Anledning af faglige Konflikter.

III. Forbundsretten for Mægling og Voldgift.

1. Rettens Sammensætning.

2. Præsidentens og Rettens Kompetence.

3. Behandling af Konflikter og ordinær Rettergang.

4. Særlige Beføjelser, der er tillagt Retten og Præsidenten.

IV. Haandhævelsen af Anordninger og Kendelser.

V. Organisationer.

VI. Faglige Overenskomster.

VII. Forskellige Bestemmelser.

4. Hvor ikke andet udtrykkeligt er angivet, har de i denne Lov nævnte Begreber

følgende Betydning:

»Association« omfatter enhver Fag- eller anden Forening eller Afdeling af en

saadan Forening og ethvert Forbund eller enhver Sammenslutning, der bestaar af eller

repræsenterer Arbejdsgivere eller Arbejdere, naar Formaalet er at fremme eller beskytte

Arbejdsgivernes eller Arbejdernes Interesser.

Arbejdsgiver omfatter enhver Arbejdsgiver i hvilket som helst Erhverv.

Arbejder omfatter enhver Arbejder i hvilket som helst Erhverv, og som Arbejder

ansés enhver Person, hvis sædvanlige Beskæftigelse er at arbejde i et eller andet

Erhverv.

Faglig Overenskomst omfatter enhver faglig Overenskomst, der er oprettet i Overensstemmelse

med denne Lov.

Faglig Konflikt betyder en faglig Konflikt, der strækker sig ud over en enkelt

Stats Grænser, og omfatter:

I) Enhver Konflikt om faglige Forhold.

II) Enhver Konflikt angaaende Beskæftigelsen i et Erhverv, der drives af eller er under

Kontrol enten af Forbundet eller en enkelt Stat eller af en offentlig Myndighed, der

sorterer under Forbundet eller en enkelt Stat, og

III) enhver truende eller forestaaende eller blot mulig faglig Konflikt.

Faglige Forhold omfatter alle Forhold vedrørende Arbejde, Betaling, Løn, Vederlag,

Arbejdstid, Forrettigheder, Rettigheder eller Pligter, der paahviler Arbejdsgivere

eller Arbejdere, Beskaffenheden af Fristerne og Betingelserne for Arbejdets Udførelse eller

Ikke-Udførelse; og i Særdeleshed omfatter Begrebet alle Forhold, der staar i Forbindelse

med Arbejdsgivere og Arbejdere, Beskæftigelsen i det hele taget, fortrinsvis Antagelse, Afskedigelse

eller Ikke-Antagelse af hvilke som helst Personer, hvilken Aldersklasse eller hvilket

Køn de end tilhører, hvad enten de er Medlemmer af nogen Organisation, Association, eller

Sammenslutning eller ikke, endvidere enhver Klage, der fremkommer under en faglig

Overenskomst, og ethvert Spørgsmaal om, hvad der er ret og billigt i Arbejdsforholdet,


115

Det australske Forbund.

og som har Interesse, enten for de Personer alene, hvem det i Øjeblikket angaar, eller

for Samfundet som Helhed.

»Fag« betyder:

a) Ethvert Erhverv, Forretning, Handel, Haandværk eller Fabriksdrift, der udøves

af en Arbejdsgiver til Lands eller til Vands.

b) Enhver Tjeneste, Beskæftigelse, Haandværks- og industrielt Arbejde og overhovedet

enhver Arbejdsydelse, der foretages af en Arbejder, desuden

c) en Gren af et Fag eller Grupper af Fag.

Lockout omfatter enhver Afspærring, hel eller delvis, af en Arbejdsplads, hvad

enten den medfører en hel eller delvis Standsning af Arbejdet, der iværksættes fra en Arbejdsgivers

Side for at tvinge Arbejdere eller for at hjælpe en anden Arbejdsgiver til at

tvinge dennes Arbejdere til at gaa ind paa bestemte Arbejdsvilkaar.

»Organisation« betyder enhver Organisation, der er indregistreret i Henhold til

denne Lov, og omfatter desuden enhver kundgjort Organisation, for hvilken Generalguvernøren

erklærer denne Lov for anvendelig.

Registrator betyder Fagregistratoren eller en Fagregistrator-Fuldmægtig, der er

udnævnt i Henhold til denne Lov.

Register indbefatter Distriktsregistre.

Speciel Øvrighed (Magistrate) betyder en Øvrighed, der under dette Navn er udnævnt

i Følge en Enkeltstats Lov.

Stats-F ag-Myndighed (State Industrial Authority) betyder et Mæglings- eller

Voldgiftsraad eller Ret eller et Domsnævn, der i Kraft af en Enkeltstats Lov har Myndighed

til at udøve Beføjelser med Hensyn til Mægling og Voldgift i Anledning af faglige

Stridigheder inden for Statens Grænser; endvidere et særligt Raad dannet i Henhold til

en Enkeltstats Lovgivning m. H. t. Fabriker eller et andet Raad eller en anden Domstol,

der er dannet i en enkelt Stat.

Strejke omfatter den fuldstændige eller delvise Nedlæggelse af Arbejdet fra Arbejderes

Side, der handler i Forening, i den Hensigt at opnaa Indrømmelse af Krav, der

er fremsatte af dem eller af andre Arbejdere overfor Arbejdsgivere.

Retten betyder den Forbundsret for Mægling og Voldgift, der er dannet i Henhold

til denne Lov.

Præsident betyder Præsidenten i Retten.

5. Naar nogen er bleven overbevist om en Overtrædelse af en Bestemmelse i

denne Lov, og en Pengebøde er fastsat derfor, kan den Ret, af hvilken han er dømt, under

Trusel af Fængselsstraf fastsætte, at domfældte ikke maa fortsætte med eller gentage

Overtrædelsen, og hvis domfældte alligevel fortsætter med eller gentager Overtrædelsen,

kan han, som Tillæg til Pengebøden, idømmes Fængselsstraf paa indtil 3 Maaneder.

II. Forbud mod Lockouter og Strejker i Anledning af faglige Konflikter.

6. 1) Ingen Person eller Organisation maa i Anledning af en faglig Konflikt

iværksætte noget i Retning af Lockout eller Strejke eller fortsætte nogen Lockout

eller Strejke.

Straf: 1000 £.

2) Ingen Sag angaaende Overtrædelse af denne Paragraf kan anlægges uden

Præsidentens Billigelse.

3) Denne Paragraf finder ingen Anvendelse paa, hvad der bevisligt er foretaget

i god Tro uafhængig af den faglige Konflikt; men naar der rejses Tiltale for Overtrædelse


Det australske Forbund.

116

af denne Paragraf, skal Pligten til at føre Bevis for foranstaaende paahvile Indstævnte; og i

Mangel af saadant Bevis skal, hvis der foreligger Bevis for, at en Lockout, Strejke eller

Fortsættelse deraf eksisterer, og for, at den faglige Konflikt ligeledes eksisterer, Lockouten,

Strejken, eller Fortsættelsen deraf anses for at være foraarsaget af den faglige Konflikt.

7. Hvor Personer, der er organiserede som Arbejdsgivere og Arbejdere med

det Formaal at afslutte kollektive Overenskomster, eller saadanne Personers Repræsentanter

er indgaaet paa en Arbejds-Overenskomst, skal enhver Person, som uden rimelig

Grund eller Undskyldning afslaar eller nægter at give eller tage Arbejde paa Overenskomstens

Betingelser, anses for skyldig i henholdsvis Lockout eller Strejke.

8. Enhver Organisation af Arbejdsgivere eller Arbejdere, som, i den Hensigt

at gennemtvinge Indrømmelsen af Krav fra Arbejdsgiveres eller Arbejderes Side, beordrer

sine Medlemmer til at nægte at give eller tage Arbejde, skal anses for at være skyldig

i henholdsvis Lockout eller Strejke.

9. 1) En Arbejdsgiver har ingen Ret til at afskedige en Arbejder, fortrædige

ham i hans Arbejde eller forandre hans Stilling til Skade for ham med den Motivering,

at Arbejderen

a) er Tillidsmand i eller Medlem af en Organisation eller af en Association, som har

ansøgt om at blive registreret som Organisation;

b) har Adkomst til at nyde Fordelen ved en faglig Overenskomst eller ved en Kendelse;

c) er optraadt som Vidne eller har afgivet Vidneforklaring i en Retssag i Henhold til

denne Lov.

Straf: 50 £.

2) En Arbejder har ingen Ret til at ophøre med at arbejde i sin Arbejdsgivers

Tjeneste med den Motivering, at Arbejdsgiveren

a) er Leder eller Medlem af en Organisation eller af en Association, som har ansøgt

om at blive registreret som Organisation:

b) har Adkomst til at nyde Fordelen ved en faglig Overenskomst eller ved en

Kendelse;

c) er optraadt som Vidne eller har afgivet Vidneforklaring i en Retssag i Henhold til

denne Lov.

Straf: 25 £.

3) Ingen Retssag vedrørende Overtrædelse af denne Paragraf kan anlægges uden

Præsidentens eller Registratorens Billigelse.

4) I en Retssag vedrørende Overtrædelse af denne Paragraf skal det, hvis alle

Kendsgerninger og Omstændigheder, der er afgørende for Overtrædelsens Beskaffenhed,

er undersøgt, og de ikke afgiver nogen gyldig Grund for den Indstævntes Handling, paalægges

den Indstævnte at føre Bevis for, at hans Handling ikke har været bestemt af

det Motiv, der er anført i Anklagen.

5) Rigsadvokaten kan fastsætte, at en Bøde, der er idømt i Henhold til denne

Paragraf, helt eller delvis betales til den Person, som har lidt Skade ved Overtrædelsen.

III. Forbundsretten for Mægling og Voldgift.

1. Afsnit. Rettens Sammensætning.

II. Der oprettes en Forbundsret for Mægling og Voldgift, der skal være eneste

Instans, og som bestaar af en Præsident.


117 Bet australske Forbund.

12. 1) Præsidenten udnævnes af Generalguvernøren blandt Dommerne i Højesteret.

Han udnævnes for syv Aar og kan genudnævnes; han er kun pligtig at trække sig tilbage,

naar begge Parlamentets Kamre i samme Samling indsender Adresse til Generalguvernøren

med Krav om hans Afgang paa Grund af bevislig Pligtforsømmelse eller Uduelighed.

2) Saafremt Præsidentens Embedstid udløber forinden Afslutningen af en Undersøgelse,

Retten har paabegyndt, kan Generalguvernøren lade ham forblive i hans Embede

i et saa langt Tidsrum, at han bliver i Stand til at deltage i Sagens Afslutning.

13. Præsidenten faar ingen anden Lønning for sin Virksomhed i Henhold til

denne Lov end den, der tilkommer ham som Højesteretsdommer.

Udgifterne til Rejser faar han dækket efter de derom gældende Regler.

14. Præsidenten kan ved skriftlig Fuldmagt overdrage en Højesteretsdommer

i Forbundet eller i en Enkeltstat at fungere som sin Stedfortræder indenfor ethvert Omraade

af Forbundet og kan efter Behag udruste ham med saa mange af sine Beføjelser,

som han maatte finde det hensigtsmæssigt at tillægge en saadan Stedfortræder; Udnævnelsen

af en Stedfortræder begrænser ikke Præsidentens Beføjelser i nogen Retning.

14. A. Naar Præsidenten er bortrejst fra Forbundet, eller han af en eller anden

Grund er ude af Stand til at udnævne en Stedfortræder, kan Generalguvernøren udnævne en

Højesteretsdommer i Forbundet eller i en Enkeltstat til Stedfortræder for Præsidenten

og efter Behag udruste ham med saa mange af dennes Beføjelser, som han

finder det hensigtsmæssigt at tillægge en saadan Stedfortræder; Udnævnelsen af en Stedfortræder

begrænser ikke Præsidentens Beføjelser i nogen Retning.

15. Præsidenten eller hans Stedfortræder skal, før de tiltræder deres Embeder,

for en Dommer i Forbundets eller en enkelt Stats Højesteret, aflægge Ed eller afgive

en Erklæring i den Form, der er angivet i Tillæg A.

2. Afsnit. Præsidentens og Rettens Kompetence.

16. Præsidenten har paa enhver Tid og med ethvert lovligt Middel Pligt til at

søge at forlige Parterne i en faglig Konflikt og at forebygge og bilægge faglige Konflikter

— hvad enten de er indbragt for Retten eller ikke — i ethvert Tilfælde, hvor hans

Mellemkomst synes ham ønskelig i Samfundets Interesse.

16. A. 1) Præsidenten kan, naar som helst det efter hans Mening er tjenligt til

Forebyggelse eller Bilæggelse af en faglig Konflikt, indstævne enhver Person til paa

nærmere angivet Tid og Sted at deltage i en Forhandling, ved hvilken han selv fører

Forsædet.

1 a.) »Enhver Person« i den foregaaende Underparagraf omfatter ikke alene

Personer, der er indblandede i eller har Forbindelse med den faglige Konflikt, men ogsaa

enhver Person, der er indblandet i eller har Tilknytning til nogen Konflikt angaaende

faglige Forhold (hvad enten den er begrænset til en enkelt Stat eller ikke), eller som paa

en eller anden Maade har Berøring med den faglige Konflikt; endvidere omfatter den

enhver Person, hvad enten han har Tilknytning til den faglige Konflikt eller ikke, hvis

Nærværelse ved Raadslagningen Præsidenten anser for egnet til at tjene Forebyggelsen

eller Bilæggelsen af den faglige Konflikt.

2) Enhver Person, der saaledes er indstævnet, er pligtig at give Møde ved Forhandlingen

og forblive der efter Præsidentens Ordre.

Straf: 500 £.


Det australske Forbund.

118

3) Forhandlingen kan, helt eller delvis, foregaa offentligt eller for lukkede Døre

— alt efter Præsidentens Skøn.

17. Præsidenten kan gennemgaa, bedømme, omstøde eller ændre enhver Anordning

eller Bestemmelse, truffet af Registrator, paa den Maade han maatte finde

hensigtsmæssig.

17. A. Retten eller Præsidenten kan efter Anmodning paalægge en af Parterne

at betale en anden Part saadanne Omkostninger og Udgifter, deriblandt Udgifter til

Vidner, som den eller han finder tjenligt, dog saaledes at der intet gives for Omkostninger

til Advokat, Sagfører eller Fuldmægtig.

18. Retten har Kompetence til i Henhold til denne Lov at forebygge og bilægge

enhver faglig Konflikt.

3. Afsnit. Behandling af Konflikter og ordinær Rettergang.

19. Retten har, for at opnaa sit Formaal: Forebyggelse og Bilæggelse af faglige

Uoverensstemmelser, Ret til at behandle følgende faglige Konflikter:

a) Alle faglige Konflikter, der af Registrator er henvist til Retten som egnede

til, i Samfundets Interesse, at blive behandlede af den.

b) Alle faglige Konflikter, som er indankede for Retten af en Organisation eller

af en Association, der er i Færd med at blive indregistreret som Organisation.

c) Alle faglige Konflikter, hvis Behandling for Retten er forlangt af en enkelt

Stats faglige Myndighed eller af Statsministeren i en Stat, der ikke har nogen statslig

faglig Myndighed.

d) Alle faglige Konflikter angaaende hvilke Præsidenten i Henhold til § 16 A

har ført Forhandling, uden at der er opnaaet Overenskomst, og som han derefter har

henvist til Retten.

19. A. En Anmodning, i Følge hvilken en faglig Konflikt er henvist til Retten,

anses for at være indsendt af den Organisation, af hvilken den efter sit Indhold maa antages

at være indsendt, medmindre der, i Organisationens Interesse, føres Bevis for, at

Anmodningen i Virkeligheden ikke var indsendt af denne Organisation.

20. Naar en Enkeltstats faglige Myndighed behandler eller staar i Begreb med

at behandle en faglig Konflikt, kan Retten paa den foreskrevne Maade paalægge denne

Myndighed ikke at behandle Sagen; derefter skal nævnte Myndighed ophøre med at fø e

Sagen videre, idet den skal behandles for Retter.

21. En Erklæring fra Registrator om, at en nærmere angivet faglig Konflikt

eksisterer — eller truer med at udbryde eller er nær forestaaende eller blot mulig — som

en faglig Konflikt, der strækker sig ud over den enkelte Stats Grænser, skal være foreløbigt

Bevis for, at Sagen forholder sig som angivet.

21. AA.

1) Naar en paastaaet faglig Konflikt er henvist til Retten, kan

a) i det Tilfælde, hvor en Konflikt i Følge Klage er henvist til Retten — den klagende

eller den indstævnte Organisation eller Association og

b) i ethvert andet Tilfælde — enhver af Sagens Parter eller Registrator

anmode Højesteret om en Afgørelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Striden eller en


119 Bet australske Forbund.

Del af den er udbrudt eller truer med at udbryde eller er nær forestaaende eller

blot mulig i Form af en faglig Konflikt, der strækker sig udover en enkelt Stats

Grænser, eller af ethvert Retsspørgsmaal, der opstaar i Forbindelse med Konflikten

eller Sagsanlæget eller staar i Forbindelse med enhver af Retten afsagt

Dom eller Kendelse.

2) Højesteret har Kompetence til at undersøge og afgøre Spørgsmaalet.

3) Højesterets Kompetence i Følge denne Paragraf kan udøves af en Dommer

af Højesteret, der har Sæde i Retten.

4) Dommerens Afgørelse af Spørgsmaalet er endelig og forbindende og kan under

ingen Omstændigheder appelleres til Højesteret som Appelret, og den kan ikke appelleres,

omstødes, drages i Tvivl eller blive Genstand for Forbuds-Nedlæggelse eller -Forretning

for nogen Domstol.

21. A. En Angivelse fra Registrator om, at særligt angivne Personer paa et

nærmere angivet Tidspunkt var Medlemmer af en bestemt Organisation, skal være endeligt

Bevis for, at Forholdet er som angivet (jfr. dog Præsidentens Beføjelser i Henhold

til § 17).

21. B. En Liste over Medlemmer og Tillidsmænd i en Organisation eller Association,

der paa Organisationens eller Associationens Vegne er tilvejebragt af Registrator,

skal være Bevis for, at de Personer, der er anført i Listen, paa det Tidspunkt, da Listen

tilvejebragtes, var Medlemmer og Tillidsmænd af Associationen, og at saadanne Tillidsmænd

var lovligt valgte.

22. 1) En Organisation kan ikke uden Præsidentens Billigelse forelægge Retten

en faglig Konflikt, med mindre Registrator bevidner,

a) at han har overbevist sig om, at Organisationens Samtykke til Forelæggelsen er

givet i de Former, der er foreskrevet i Organisationens Love; eller

b) at Organisationens Samtykke til Forelæggelsen er bleven givet ved en Beslutning

paa en Generalforsamling, sammenkaldt under de FoTmer, der er foreskrevet for

Afgørelsen af Spørgsmaalet, eller som Resultatet af en Afstemning om Spørgsmaalet,

foretaget under de foreskrevne Former blandt Organisationens Medlemmer;

eller

c) at Samtykke til Forelæggelsen er givet gennem Underskrift af Flertallet af Organisationens

Bestyrelse.

2) En Erklæring fra Registrator i Henhold til nærværende Paragraf skal gælde

som endeligt Bevis for de Kendsgerninger, der er anført i Erklæringen.

23. 1) Retten skal, paa den Maade den finder bedst egnet dertil, omhyggeligt

og hurtigt undersøge og efterforske enhver faglig Konflikt, om hvilken den har Kundskab,

samt alle Forhold vedrørende Konfliktens Beskaffenhed og dens rette Bilæggelse.

2) Under en saadan Vidneafhørings og Undersøgelses Forløb skal Retten stille

alle saadanne Forslag og gøre alt, hvad der forekommer den at være nyttigt og egnet til

at forsone Parterne og til at bevirke en Bilæggelse af Konflikten ved en fredelig Overenskomst.

24. 1) Hvis der er opnaaet en Overenskomst mellem alle eller blot nogle af

Konfliktens Parter om hele Konflikten eller en Del af denne, skal en Redegørelse for Betingelserne

for Overenskomsten udarbejdes og attesteres af Præsidenten, og den saaledes

attesterede Redegørelse skal fremlægges paa Registrators Kontor og, medmindre noget


Det australske Forbund.

120

andet bliver beordret af Retten, have den samme Virkning overfor Sagens Parter som

en Kendelse.

2) Hvis der ikke mellem en Konflikts Parter er opnaaet Overenskomst om hele

Konflikten, skal Retten ved en Kendelse afgøre Konflikten eller — hvis en Overenskomst

er opnaaet om en Del af Konflikten — den Del af den, der ikke er bilagt ved Overenskomsten.

25. Ved Undersøgelsen og Afgørelsen af enhver faglig Konflikt og ved Udførelsen

af Pligter eller Beføjelser i Kraft af eller i Henhold til denne Lov skal Retten eller Præsidenten

handle efter Ret og Billighed og under Hensyntagen til Sagens Realitet, uden

Hensyn til tekniske Særegenheder eller juridiske Former, og den eller han skal ikke være

bundet af noget Fortilfælde, men kan afgøre Sagen paa den Maade, den eller han anser

for rettest.

26. Enhver Organisation, der er repræsenteret for Retten ved Undersøgelsen og

Afgørelsen af en faglig Konflikt, skal anses for at være Part i Konflikten.

27. Ved Undersøgelsen og Afgørelsen af en faglig Konflikt kan en Organisation

repræsenteres af et Medlem eller en Tillidsmand eller af en anden Organisation, og en Part,

der ikke er Organisation, kan repræsenteres af en Repræsentant for denne Part; ingen

Part kan uden alle Parters Samtykke repræsenteres af en Sagfører. Advokat eller betalt

Fuldmægtig.

28. 1) Kendelsen skal formuleres paa en saadan Maade, at den bedst udtrykker

Rettens Afgørelse og saaledes, at den undgaar unødvendige tekniske Udtryk; den skal,

indtil en Ændring i den foretages af Retten, staa ved Magt i et Tidsrum, der nærmere er

at angive i Kendelsen, dog ikke udover fem Aar, regnet fra Kendelsens Dato.

2) Er det saaledes angivne Tidsrum forløbet, skal Kendelsen, medmindre Retten

beordrer anderledes, vedblivende staa ved Magt, indtil ny Kendelse er afgivet.

29. Rettens Kendelse er bindende

a) for alle Parter i en faglig Konflikt, som møder for eller repræsenteres for

Retten;

b) for alle Parter, som er bleven opfordret til at møde for Retten som

Parter i Konflikten, eller af hvem der er krævet Svar paa Forespørgsler, hvad enten de

har givet Møde, har svaret eller ikke, med mindre Retten er af den Mening, at de

ubegrundet var gjort til Parter i Sagen;

b. a.) hvor Sagen vedrører en Arbejdsgiver, for enhver Efterfølger i, Repræsentant

for eller Arving til en Virksomhed, der tilhører en Part, der er bunden af Kendelsen,

heri indbefattet enhver Virksomhed, som har erhvervet eller overtaget en saadan

Parts Virksomhed;

c) for alle Organisationer og Personer, for hvem Kendelsen engang af Retten er

erklæret for bindende som gældende Ret, og

d) for alle Medlemmer af Organisationer, der er bundne af Kendelsen.

30. Naar en Enkeltstats Ret eller en Kendelse af en Enkeltstats faglige Myndighed

er i Strid med en Kendelse, der er lovligt afsagt af Retten, skal den sidste

gælde, og den første skal, i den Udstrækning, hvori Modsætningen gør sig gældende,

være ugyldig.


121 Det australske Forbund.

31. 1) Ingen Dom eller Kendelse kan under nogen Omstændigheder bestrides,

appelleres, omstødes, drages i Tvivl eller blive Genstand for Forbuds-Nedlæggelse

eller -Forretning for nogen Domstol.

2) Præsidenten kan, hvis han anser det for rigtigt, i enhver Sag, der føres for

Retten, paa ethvert Tidspunkt og i den Form, han anser for rigtig, udarbejde en Beretning

og æske Højesterets Mening angaaende de Spørgsmaal, der er opstaaet under Retssagen,

og som efter hans Mening er af en saadan Art, at de ikke falder ind under

Forbundsretten.

3) Højesteret skal undersøge og afgøre Spørgsmaalet og tilbagesende Beretningen,

paategnet dens Opfattelse, til Præsidenten; og den kan træffe den Bestemmelse

med Hensyn til Omkostninger, som den anser for rigtigst.

4. Afsnit. Særlige Beføjelser, der er tillagt Retten og Præsidenten.

32. I en faglig Konflikt, i hvilken Retten er kompetent, kan Præsidenten efter

en af Parternes Opfordring, der skal overgives ham, naar Retten er sat, træffe saadanne

Afgørelser med Hensyn til Konflikten, som han maatte anse for rigtig, vedrørende

a) mundtlig Rettergang før Vidneafhøringen, Omkostningerne ved denne, de

Spørgsmaal, der skal henvises til Retten, de Personer og Organisationer, hvem der

skal gives Underretning om Sagsanlæget, nærmere Omstændigheder ved Parternes Fordringer,

Indrømmelser, Resultatet at Undersøgelser, Forespørgsler, Undersøgelse af

Dokumenter eller af fast eller rørlig Ejendom, Afhøring af Vidner samt Stedet, Tiden

og Formen for Vidneafhøring;

b) enhver Sag, som Præsidenten efter Rettens Love er berettiget til at behandle,

naar han optræder i Embeds Medfør.

33. 1) Præsidenten kan af den Organisation, der har henvist en faglig Konflikt

til Domstolen, til enhver Tid kræve saadan Sikkerhedsstillelse, som han eller Registrator

maatte anse for tilfredsstillende for Kendelsens Gennemførelse, og i Mangel af en

saadan Sikkerhedsstillelse kan han standse Retssagen.

2) Ingen Sikkerhedsstillelse kan overskride to Hundrede £.

34. Retten kan foreløbigt henvise Sager, der er forelagt den, til et Mæglingsudvalg,

bestaaende af et lige Antal Repræsentanter for Arbejdsgivere og Arbejdere, som

skal søge at forlige Parterne.

35. 1) Retten skal, paa Forlangende af en af de oprindelige Parter i en faglig Konflikt,

og kan, selv om et saadant Forlangende ikke er fremsat, paa ethvert Trin af Konflikten

udnævnte to Bisiddere til at vejlede den med Hensyn til Konflikten, og Bisidderne

skal udføre det Arbejde, der bliver dem tildelt eller foreskrevet af Retten.

2) Den ene af Bisidderne skal indstilles af den af Konfliktens Parter, som —

efter Rettens Anskuelse — har Interesser til fælles med Arbejdsgiverne; den anden skal

indstilles af den af Konfliktens Parter, som — efter Rettens Mening — har Interesser

til fælles med Arbejderne.

16


Det australske Forbund.

122

3) I Mangel af Indstilling udpeges den ene eller begge Bisidderne af Retten,

ligesom Retten, forsaavidt Parterne billiger det, kan udnævne en eller begge Bisiddere,

uden at Indstilling er foretaget.

36. 1) Retten kan henvise en faglig Konflikt, i hvilken den er kompetent, eller

ethvert Spørgsmaal, der staar i Forbindelse med Konflikten, til et stedligt fagligt Raad,

der skal undersøge Sagen og aflægge Beretning, og den kan til dette Raad overdrage

saa mange af sine Beføjelser, som den finder det ønskeligt, herunder alle Rettens Beføjelser

med Hensyn til Forlig og Konfliktens Bilæggelse ved venskabelig Overenskomst.

Som stedligt fagligt Raad kan fungere:

a) Enhver faglig Myndighed i en Enkeltstat, der er villig dertil.

b) Ethvert lokalt Raad, der er dannet i Henhold til Forskrift eller Anordning af Retten,

og som bestaar af et lige Antal Repræsentanter for Arbejdsgivere og Arbejdere

med en Formand, der skal være Medlem af Forbundets eller en Enkeltstats

Højesteret.

2) Paa Grundlag af det stedlige faglige Raads Indberetning kan Retten, hvad

enten der er fremført flere Vidnesbyrd eller Bevisligheder eller ej, afgøre Konflikten og

afsige sin Kendelse.

37. Retten kan udstede Befaling til enhver Person om paa dens Vegne at foretage

Undersøgelse af en faglig Konflikt, med Hensyn til hvilken den er kompetent, og

Vedkommende skal da sidde inde med alle Rettens Beføjelser med Hensyn til Indkaldelse

af Vidner, Fremskaffelse af Bøger og Dokumenter samt med Hensyn til Vidneaflæggelse

under Ed eller Erklæring paa Tro og Love.

38. Retten skal med Hensyn til enhver faglig Konflikt, i hvilken den er kompetent,

have Beføjelse til

a) at undersøge og afgøre Konflikten paa den foreskrevne Maade;

b) at udstede en Ordre eller Kendelse eller give en Befaling i Tilknytning til

Undersøgelsen eller Afgørelsen;

c) at fastsætte den højeste Straf for Overtrædelse eller Ikke-Overholdelse af en eller

anden Bestemmelse i en Forordning eller Kendelse, hvilken Straf ikke maa overstige

1000 £, naar der er Tale om en Organisation eller en Arbejdsgiver, der ikke er Medlem af

en Organisation, som er bundet af Forordningen eller Kendelsen, eller 10 £, naar der

er Tale om enkelte Medlemmer af en Organisation.

Dog kan Højestestraffen, hvor der er Tale om Medlemmer af en Arbejdsgiverorganisation,

der har færre end 100 Medlemmer, fastsættes til en Sum, som, multipliceret med

Antallet af Medlemmer, andrager indtil 1000 £;

d) at idømme Bøder, der ikke overskrider den fastsatte Højestestraf (eller som,

hvis Højestestraf ikke er fastsat, ikke overskrider den Højestestraf, som kunde have

været fastsat) i Henhold til den foregaaende Paragraf, naar der bevisligt er sket Overtrædelse

eller Ikke-Overholdelse af en eller anden Bestemmelse i en Forordning;

d a) at drage Omsorg for, at enhver Bestemmelse i en Anordning eller Kendelse,

der bevisligt er overtraadt eller ikke overholdt, bliver taget til Følge;

e) at indskærpe enhver Organisation eller Person Utilladeligheden af at begaa

eller fortsætte med Overtrædelser af denne Lov;

f) ved en Kendelse eller Anordning at erklære, at enhver Skik, Regel, Sædvane,

Overenskomstbestemmelse, Arbejdsbetingelse eller hvad det i øvrigt kan være, som er


123 Bet australske Forbund.

fastsat ved en Kendelse i Forbindelse med en faglig Sag, skal være almindelig Retsregel

for det Fag, i Tilknytning til hvilket Konflikten opstaar.

Dog skal Retten, før den fastsætter saadan Retsregel, tage Hensyn til det Omfang,

i hvilket de Fag eller Personer, som er berørt deraf, staar eller rimeligvis vil

komme til at staa i indbyrdes Konkurrenceforhold.

Endvidere er det en Forudsætning, at Præsidenten i det Tilfælde, at Retten i

Enkeltheder giver Regler for Faget og det faglige Forhold, over for hvilket den har til

Hensigt at fastsætte disse, før saadanne fastsættes, ved et Avertissement, der offentliggøres

i »Gazette« og i andre Publikationer, bekendtgør, at alle Personer og Organisationer,

der er interesserede, og som ønsker at blive hørt, paa eller før en nærmere fastsat Dag

kan give Møde for eller lade sig repræsentere for Retten, og Retten skal paa den foreskrevne

Maade afhøre alle saadanne Personer og Organisationer, der saaledes giver Møde

eller lader sig repræsentere.

g) med rimelig Hensyntagen til stedlige Forhold inden for de enkelte Landsdele,

med Hensyn til hvilke der kan fastsættes særlige Vilkaar og gøres Undtagelser, at bestemme,

at den saaledes fastsatte Regel skal være bindende for alle Personer, der er beskæftigede

i Faget, hvad enten de er Arbejdsgivere eller Arbejdere, hvad enten de er

Medlemmer af en Organisation eller ej;

h) at nægte nøjere at undersøge en Sag eller en Del af en Sag, eller at afgøre

Konflikten eller en Del af Konflikten, hvis det viser sig, at Konflikten er ubetydelig ellerer

afgjort eller netop skal afgøres eller er egnet til at blive afgjort, af en Enkeltstats faglige

Myndighed, eller naar det viser sig. at Sagens Fortsættelse for Retten ikke er nødvendig

eller ønskelig i det offentliges Interesse;

i) at paalægge en Part i en Konflikt at betale en anden Part saadanne

Omkostninger og Udgifter, heri indbefattet Udgifter til Vidneførsler, som Anordningen

angiver, dog ikke Udgifter til Sagfører, Advokat og Fuldmægtig;

j) at undersøge og afgøre en Sag, selv om den ene Part deri er fraværende, naar

Vedkommende er bleven indstævnet eller har faaet Varsel om at møde;

k) at holde Møde paa et hvilket som helst Sted for at undersøge og afgøre

Konflikten;

1) at føre sine Forhandlinger eller Dele deraf hemmeligt;

m) at forlægge sine Møder til enhver anden Tid eller ethvert andet Sted;

n) at henvise tekniske eller Regnskabs-Spørgsmaal til en sagkyndig og at betragte

hans Indberetning som Bevismiddel;

o) at ændre sine Domme og Kendelser og genoptage ethvert Spørgsmaal;

p) at befale Parterne at træde sammen eller skilles;

q) at idømme Bøde for eller se bort fra enhver Fejl eller Uregelmæssighed, hvad

enten det er i Indhold eller Form;

r) at forlænge enhver foreskreven Frist;

s) at indkalde for sig Konfliktens Parter samt Vidner og kræve sig forelagt

Bøger og Dokumenter og andet, der vedrører Meddelelser og Forhold, som staar i Forbindelse

med Konflikten;

t) at foranstalte Aflæggelse af Ed eller Vidneerklæring og

u) i Almindelighed at give alle saadanne Befalinger og gøre alt saadant, som

den anser for nødvendigt, eller hensigtsmæssigt, paa dette Omraade.

38. A. Retten kan paa hvilket som helst Tidspunkt før Afgørelsen af en faglig

Konflikt, med Hensyn til hvilken den har Kompetence, tillade at der indenfor en rimelig

fastsat Frist foretages Ændring i Klagen eller i det paafølgende Sagsanlæg.


Det australske Forbund.

124

38. B. Naar Domstolen afsiger en Kendelse eller udsteder en Anordning, skal

den ikke være bunden til at tage Hensyn til det specielle Forhold, som Parterne i

en faglig Konflikt har krævet behandlet, eller til de Ønsker, Parterne fremkommer med

under Konflikten, men den kan lade Kendelsen eller Anordningen omfatte enhver Sag eller

ethvert Forhold, som Domstolen anser nødvendig eller hensigtsmæssig for at opnaa Formaalet:

at forebygge eller bilægge Konflikten eller at forebygge senere Konflikter.

39. Retten kan udføre sine Beføjelser paa eget Initiativ eller efter Andragende

fra en af Parterne i en faglig Konflikt eller fra en Organisation eller Person, der er bunden

af en Kendelse, som er afgivet af Retten; men ingen Anordning eller Kendelse kan ændres,

og ingen Voldgiftsoverenskomst kan genoptages uden Andragende fra en Organisation

eller Person, der er berørt af eller forurettet ved en Anordning eller Kendelse.

40. 1) Domstolen kan ved en Kendelse eller ved en Anordning, udstedt efter

Andragende fra en Organisation eller Person, som er bundet af Kendelsen,

a) fastsætte, at der, naar paa samme Tid saavel Medlemmer af Arbejdsgiver- eller

Arbejderorganisationer som andre Personer, der ikke er Sønner eller Døtre af Arbejdsgivere,

tilbyder eller ønsker Tjeneste eller Beskæftigelse, gives Forret for saadanne

Medlemmer i det Omfang, Kendelsen eller Anordningen bestemmer, forsaavidt

alt andet iøvrigt er lige.

b) foreskrive en Mindstesats for Løn eller Vederlag, fastsætte, paa den Maade og under

de Betingelser, der nærmere er angivet i Kendelsen eller Anordningen, en lavere Sats,

hvor der er Tale om Arbejdere, der er ude af Stand til at fortjene den saaledes fastsatte

Mindsteløn, hvilken lavere Sats altid skal fastsættes, naar det forlanges af en

Part i en faglig Konflikt eller af en Organisation eller Person, der er bundet af Kendelsen.

2) Naar det efter Rettens Mening er nødvendigt for at forebygge eller bilægge

en faglig Konflikt eller for at opretholde faglig Fred eller for Samfundsvellets Skyld, at

der skal gives Organisationsmedlemmer Forret som foreskrevet i § 40 1. a., skal Retten

fastsætte dette.

40. A. Domstolen kan ved sin Kendelse eller ved en Anordning, udstedt efter

Andragende af en Organisation eller Person, der er bundet af Kendelsen,

a) (for at opnaa Kendelsens Formaal) udnævne eller give Bemyndigelse til at

udnævne en Kommission bestaaende af en eller flere Personer,

b) overdrage Kommissionen den Opgave (paa den Maade og under de Betingelser,

der er fastsat i Kendelsen eller Anordningen) at undersøge, behandle, tage Hensyn til

eller afgøre enhver nærmere angivet Sag eller ethvert Forhold, som, medens Kendelsen eller

Anordningen staar ved Magt, fra Tid til anden kan kræve at blive undersøgt, behandlet,

taget Hensyn til eller afgjort af Retten.

41. Præsidenten eller enhver Person, der har skriftlig Fuldmagt fra ham eller

Registratoren, kan paa ethvert Tidspunkt af Arbejdstiden aflægge Besøg i enhver Bygning,

Grube, Grubedrift, Skib, Fartøj, Arbejdssted eller Lokale af enhver Art, hvor der

eller i Forbindelse med hvilken der bliver drevet et Fag, eller hvor et Arbejde bliver gjort

eller er bleven gjort eller paabegyndt, naar der i Forbindelse hermed verserer en faglig

Konflikt, eller er foretaget et Brud paa denne Lov, eller er afsagt en Kendelse; og han kan,

i den Udstrækning og med det Formaal, der er angivet i Fuldmagten, inspicere og undersøge

ethvert Arbejde, Materiale, Maskineri, Redskab eller Indretning deri.


125

Det australske Forbund.

42. Ingen Person har Lov til at hindre eller standse Præsidenten eller nogen

Person, der er befuldmægtiget som før sagt, i Udførelsen af nogen Beføjelse i Medfør af

den foregaaende Paragraf.

Straf: 10 £.

43. 1) Præsidenten kan med Generalguvernørens Billigelse fastsætte Begler,

der ikke er i Strid med denne Lov eller Regulativerne, om

a) Rettens Praksis og Procedure.

b) Pligterne for den faglige Registrator, for dennes Stedfortræder og for enhver anden

Embedsmand ved Retten.

2) I Henhold til denne Lov og de vedtagne Regler skal Rettens Praksis og

Procedure og den faglige Registrators og dennes Fuldmægtigs samt Domstolens andre

Embedsmænds Pligter fastsættes af Præsidenten.

3) Alle saadanne Regler skal

a) bekendtgøres i »Gazette«,

b) træde i Kraft paa Bekendtgørelsesdagen eller en senere Dag, der er angivet i

Reglerne, og

c) forelægges begge Parlamentets Kamre inden tredive Dage efter deres Fremkomst,

eller, hvis Parlamentet ikke er samlet, inden tredive Dage efter dets førstkommende

Møde.

4) Hvis et af Parlamentets Kamre om en saadan Regel vedtager en Misbilligelse,

hvorom der bliver givet Underretning inden femten Dage (inden for Samlingsperioden)

efter at en saadan Regel er forelagt det paagældende Kammer, skal den derefter ophøre

at være i Kraft.

IV. Haandhævelsen af Anordninger og Kendelser.

44. 1) Hvor en Organisation eller Person, der er bundet af en Anordning eller

Kendelse, har gjort sig skyldig i Overtrædelse eller Ikke-Overholdelse af en Bestemmelse

i Anordningen eller Kendelsen, kan de Straffe, Retten har Myndighed til at idømme,

idømmes af en foreløbig Ret, der er nedsat af en lønnet Politiret eller en speciel Øvrighed.

2) Søgsmaal kan anlægges og Bøder inddrives af

a) Registrator.

b) Enhver Organisation, som er berørt af, eller af hvis Medlemmer alle eller en Del er

berørt af Overtrædelsen eller Ikke-Overholdelsen.

c) Ethvert Medlem af en Organisation, som er berørt af Overtrædelsen eller Ikke-

Overholdelsen.

45. Naar Retten eller en foreløbig Ret idømmer en Pengebøde for Overtrædelse eller

Ikke-Overholdelse af en Bestemmelse i en Anordning eller Kendelse, kan den bestemme,

at Bøden, eller en Del deraf, skal betales til Statskassen eller til en bestemt Person eller

Organisation, som er nærmere angivet i Kendelsen.

46. Naar Retten har idømt en Bødestraf for Overtrædelse eller Ikke-Overholdelse af

en Bestemmelse i en Anordning eller Kendelse, eller naar den har fastsat, at Omkostninger

eller Udgifter skal betales, kan en Attest, underskrevet af Registrator, og som nærmere

angiver det Beløb, der skal betales, samt de Organisationer og Personer, af hvem,

henholdsvis til hvem Beløbet skal betales, fremlægges for en Forbunds- eller Enkeltstats

Domstol, der har Myndighed til at inddrive Bøder af denne Størrelse: disse bliver derefter

at inddrive med Rettens inappellable Kendelse som Grundlag.


Det australske Forbund. 126

Det er dog Forudsætningen, at Inddrivelsen, hvor der i Henhold til en saadan

Attest er to eller flere Kreditorer, kan foretages enkeltvis af hver enkelt Kreditor, som

om der var særskilt og bestemt Dom for hver enkelt.

47. 1) For at sikre Gennemførelsen af en Anordning eller Kendelse kan der

gøres Udlæg i al Ejendom, der tilhører en Organisation, eller til hvilken en Organisation

har Fortrinsret, hvad enten den er bestyret af nogen Tillidsmand eller forvaltet paa anden

Maade, saaledes at Organisationen betragtes som absolut Ejer af Ejendelene eller Retten.

2) Til en Organisations Ejendom henregnes den Formue, som tilhører en Association,

der danner hele eller blot en Del af Organisationen, eller i hvilken en saadan Association

har Fortrinsret, hvad enten Ejendommen er bestyret af Tillidsmænd eller forvaltet

paa anden Maade.

3) Hvis Organisationens Ejendom ved Udpantningen er utilstrækkelig til at

dække den til Haandhævelsen af en Anordning eller Kendelse fastsatte Bøde, er

Organisationens Medlemmer pligtige at betale Forskellen, dog kun indenfor den i § 38 (c)

fastsatte Grænse for Bødestraffen.

48. Retten kan, naar nogen af en Kendelses Parter forlanger det, udstede en

Anordning, i Form af en Ordre eller et Paabud for at fremtvinge Overholdelsen af Kendelsen

eller hindre Overtrædelsen af den under Straf af Bøde eller Fængsel; og ingen Person,

der har faaet Kendskab til en saadan Anordning, maa efter Anordningens Bekendtgørelse

gøre sig skyldig i nogen Overtrædelse af Kendelsen ved nogen Handling eller Undladelse.

Straf: 100 £ eller tre Maaneders Fængsel.

49. Ingen maa forsætlig unddrage sig Haandhævelsen af en Anordning eller

Kendelse.

50. Enhver, som bevisligt har gjort sig skyldig i en Overtrædelse af denne

Lovs II Del, eller som forsætlig har undladt at efterkomme en Kendelse, skal, hvis

Retten efter sit Skøn bestemmer det, som Tillæg til den Straf, der er idømt ham for

Overtrædelsen, miste en eller flere af de nedennævnte Rettigheder:

a) Han mister Retten til en eller flere af de Rettigheder, Privilegier, Fordele

eller Fortrin, som følger af denne Lov; og denne Lov skal, hvad saadanne Rettigheder,

Privilegier, Fordele eller Fortrin angaar, ophøre at gælde for ham.

b) Han skal ophøre med at være Medlem af eller Tillidsmand for en Organisation

eller af en Association, som udgør en Organisation eller en Del af en saadan, og han har

ingen Ret til at blive Medlem af eller Tillidsmand for nogen Organisation eller af nogen

saadan Association.

c) Han mister al nuværende eller fremtidig Ret til Udbetalinger af Kasserne

hos nogen Organisation eller hos nogen Association, som udgør en Organisation eller en

Del af en saadan, og saavel Modtagelsen fra hans Side af en saadan Betaling som Udbetalingen

til ham fra nogen Person eller Organisation eller fra nogen saadan Association,

skal anses som Overtrædelse af denne Lov.

Straf: 20 £.

For saa vidt det viser sig, at Overtrædelsen eller den forsætlige Undladelse er

bleven tilstrækkeligt straffet, og at Lovens Haandhævelse ikke vil lide under Tilbagekaldelsen

af ovenstaaende Bestemmelser, kan Retten til enhver Tid efter sit Skøn fastsætte,

at Bestemmelserne eller enkelte af dem skal tilbagekaldes.


127 Det australske Forbund.

V. Organisationer.

Registre og Registratorer.

51. Generalguvernøren

a) opretter et Hovedregister til Registrering af Organisationer;

b) opretter et Distriktsregister til Registrering af Organisationer;

c) udnævner en faglig Registrator og faglige Registratorfuldmægtige.

52. 1) Hovedregistret skal. naar Regeringens Sæde findes inden for Forbundets

Omraade, have sin Plads sammesteds; indtil dette er Tilfældet, skal Hovedregistret

have sin Plads, hvor Ministeren bestemmer det.

2) Ethvert Distriktsregister skal have sin Plads i den Stats Hovedstad, for

hvilken det er oprettet.

53. Hovedregistret skal bestyres af den faglige Registrator, og hvert Distrikts

Register skal bestyres af en Registratorfuldmægtig.

54. 1) Den faglige Registrator skal ved Hovedregistret føre et Register over

alle Organisationer, der er indregistrerede i Henhold til denne Lov, og en Liste over alle

kundgjorte Organisationer.

2) Enhver Registratorfuldmægtig skal ved det Register, der staar under hans

Bestyrelse, føre et Register over alle Organisationer, der i Henhold til denne Lov er indregistreret

i dette Register, og en Liste over alle kundgjorte Organisationer inden for Staten.

Indregistrerede Organisationer.

55. 1) Følgende Associationer eller Personer kan, i Overensstemmelse med de

foreskrevne Betingelser, paa den foreskrevne Maade blive indregistrerede som Organisationer:

a) Enhver Association af Arbejdsgivere i eller i Forbindelse med et Fag, som beskæftiger

mindst 100 Arbejdere, eller enhver Arbejdsgiver, som i de seks sidste Maaneder

før Ansøgningen om Registreringen gennemsnitligt har beskæftiget pr. Maaned

mindst 100 Arbejdere i dette Fag.

Dog har en Association af Arbejdsgivere Adgang til at blive indregistreret, tiltrods

for at den, foruden Arbejdsgivere i, eller i Forbindelse med Faget, har som Medlemmer

saadanne andre Personer, som, hvad enten de er Arbejdsgivere i Faget eller

ikke, er bleven valgt som Tillidsmænd af en Association og optaget som Medlemmer

af den.

b) Enhver Association af mindst 100 Arbejdere i eller i Forbindelse med et Fag, sammen

med saadanne andre Personer, som, hvad enten de er Arbejdere i Faget eller

ikke, er valgt til Tillidsmænd i Associationen og optaget som Medlemmer af den.

c) Enhver Association paa mindst 100 Arbejdere, som er beskæftigede i et eller flere

Fag sammen med saadanne andre Personer, som, hvad enten de er beskæftiget

som Arbejdere i noget Fag eller ikke, er valgt til Tillidsmænd i Associationen og

optaget som Medlemmer af denne.

2) Betingelserne for, at Associationers Anmodning om Registrering kan efterkommes,

skal, indtil andet derom bestemmes, være de i Tillæg B fastsatte.

3) Efter Registreringen skal Associationen være at anse som en Organisation.


Det australske Forbund. 128

56. En Association, der ansøger om at blive indregistreret som Organisation, kan

ved Henvendelse til Præsidenten faa Ret til at optage og kan derefter som Del af dens

Love optage Lovbestemmelser, der sætter den i Stand til at efterkomme de foreskrevne

Betingelser; og Bestemmelser, der er trufne i Henhold til denne Paragraf, skal trods alt

andet i Associationens Forfatning eller Love være bindende for Associationens Medlemmer.

57. Registrator skal til enhver Organisation, der er indregistreret i Henhold til

denne Lov, i den foreskrevne Form udstede et Registreringsbevis, som, indtil der foreligger

et Ophævelsesbevis, skal være fuldgyldigt Vidnesbyrd om Registreringen af den deri

anførte Organisation og om, at den opfylder de Betingelser, der giver Adkomst til at

blive indregistreret.

58. Enhver Organisation, der er registreret i Henhold til denne Lov, bestaar

vedvarende og har almindelig Retsevne og kan købe, forpagte, sælge, bortleje, pantsætte,

bortbytte, eje og træde i Forhold til fast Ejendom eller Løsøregenstande.

58. A) En Organisation kan, naar de stillede Betingelser opfyldes, paa den

foreskrevne Maade ændre sit Navn eller ændre Organisationens Forfatning, heri indbefattet

Beskaffenheden af det Fag, i Tilslutning til hvilket den er indregistreret, og Registrator

skal derefter indføre Ændringen i Registret og paa Registreringsbeviset.

59. Registratoren skal, med mindre han efter Omstændighederne finder det

ønskeligt at handle anderledes, nægte at indregistrere en Association som Organisation,

hvis der allerede er indregistreret en Organisation, som Associationens Medlemmer

bekvemt kan tilhøre.

60. 1) Hvis Retten efter Anmeldelse af en af de interesserede Organisationer

eller Personer ellér af Registrator, faar at vide:

a) at Organisationens Registrering af en eller anden Grund burde tilbagekaldes, eller

b) at en Organisation er bleven indregistreret ved en Fejltagelse eller Misforstaaelse; eller

c) at en indregistreret Organisations Love er bleven ændrede saaledes, at de ikke længere

opfylder de foreskrevne Betingelser, eller at der ikke har været handlet i god Tro; eller

d) at en indregistreret Organisations Love eller Forvaltning ikke giver rimelig Adgang

til Optagelse af nye Medlemmer eller stiller urimelige Betingelser for Fortsættelsen

af Medlemsforholdet eller paa en eller anden Maade er tyrannisk eller haard; eller

e) at den dertil beskikkede Myndighed i en indregistreret Organisation forsætlig undlader

at sørge for Udskrivningen og Opkrævningen af Kontingent, Gebyrer og Bøder

fra Organisationens Medlemmer; eller

f) at en indregistreret Organisations Regnskaber ikke er revideret i Henhold til Lovene,

eller at Organisationens eller Revisors Regnskaber ikke viser Organisationens

sande finansielle Stilling; eller

g) at en indregistreret Organisation forsætlig har undladt at efterkomme en Ordre

fra Retten; eller

h) at Antallet af Medlemmer i Organisationen eller Tallet paa deres Arbejdere ikke

vilde berettige dem til Registrering i Henhold til § 55;

kan den, hvis den skønner det rigtigt, anordne, at en Organisations Registrering skal

tilbagekaldes, og i Henhold hertil vil den være at tilbagekalde.

1 A) Hvor Aarsagen til Anmeldelsen er en Mangel ved Organisationens Lovekan

Retten, hvis den finder det rigtigt, førend den beordrer Tilbagekaldelsen af Organisa-


129 Det australske Forbund.

tionens Registrering, paalægge Organisationen indenfor et nærmere angivet Tidsrum at

ændre sine Love, saaledes at de kommer i Overensstemmelse med Lovens Fordringer,

og hvis Lovene efter Udløbet af den angivne Tid ikke er ændrede, kan Retten anordne,

at Organisationens Registrering skal tilbagekaldes, og den vil derefter være at tilbagekalde.

2) Udslettelsen fritager ikke Organisationen eller noget Medlem af den for Pligten

til at efterkomme en Kendelse eller for nogen Bødestraf eller Forpligtelse, der er paadraget

før Udslettelsen.

61. Saa længe en Konflikt eller Sag verserer for Domstolen, har ingen Udmeldelse

af en saadan Organisation Gyldighed.

Kundgjorte Organisationer.

62. Generalguvernøren kan efter Præsidentens Indstilling ved en Kundgørelse

erklære, at denne Lov skal gælde for en Association, hvad enten denne kan indregistreres

i Henhold til denne Lov eller ikke; derefter skal Associationen anses som og være som en

Organisation for saa vidt angaar saadanne af denne Lov omhandlede Forhold, som Kundgørelsen

fastsætter eller som er foreskrevet.

63. 1) Retten til at vedtage Love i Henhold til § 56 tilfalder en kundgjort Organisation.

2) Hvis en kundgjort Organisation undlader inden en vis bestemt Frist at fastsætte

Love, skal saadanne Love, der er foreskrevet eller anordnet af Retten, finde Anvendelse

paa Organisationen.

64. Efter Præsidentens Indstilling kan Generalguvernøren ved en Kundgørelse

tilbagekalde enhver Kundgørelse, der er udstedt i Henhold til § 62, og derefter ophører

denne Lov med Hensyn til saadanne Forhold, som er fastsat i Kundgørelsen, at have

Gyldighed for den eller de Organisationer, som er anført i Kundgørelsen.

Organisationer i Almindelighed.

65. Enhver Organisation er berettiget til

a) at henvise til Retten enhver faglig Konflikt, i hvilken den er interesseret;

b) at blive repræsenteret for Retten ved dennes Undersøgelse og Afgørelse af

en faglig Konflikt, i hvilken Organisationen er interesseret.

• *

66. Enhver Organisation kan under Organisationens Navn, hvad enten det er

indregistreret eller ej, sagsøge eller sagsøges angaaende de i denne Lov omhandlede Anliggender;

og Forkyndelse af Retssag, Stævning eller hvilket som helst andet Dokument

kan ske ved at levere det paagældende Aktstykke til Foreningens Formand eller Sekretær

eller ved at sende det til Foreningens Kontor.

67. For saa vidt ikke andet er fastsat i denne Lov, kan der, naar der er Tale om

en Handling eller Undladelse, med Hensyn til hvilken Retten har Kompetence, kun af

denne anlægges Sag eller rejses Tiltale mod nogen Organisation eller noget Medlem af en

Organisation til Idømmelse af Bødestraf.

17


Det australske Forbund. 130

68. Ethvert Kontingent, enhver Bøde, Afgift eller Gæld, et Medlem skylder

sin Organisation i Henhold til dennes Love, kan, saafremt de stammer fra et Tidsrum,

der ligger efter Organisationens Registrering eller Kundgørelse, søges inddrevet i Organisationens

Navn ved en Politiret eller speciel Øvrighed.

69. En Konflikt mellem en Organisation og et af dens Medlemmer afgøres

paa den Maade, der er bestemt i Organisationens Love; og Retten kan, efter Anmodning

af Tillidsmænd eller andre Ledere, hvem det er overdraget paa Organisationens Vegne

eller i dens Navn at anlægge Sag, paabyde, at ethvert Medlem betaler enhver Mulkt og

Bøde eller ethvert Kontingent, der som ovenfor anført skal betales i Henhold til Lovene,

eller enhver Udskrivning til Dækning af en paadraget Bøde eller af Penge, der skal betales

af Organisationen i Henhold til en Kendelse eller Ordre, der er afgivet af Retten; dog

maa ingen saadan Udskrivning overskride 10 £.

70. Retten kan efter et i Henhold til dens Vedtægter formuleret Andragende

fra en Organisation paabyde, at et Medlem af en Organisation skal ophøre med at være

Medlem fra en bestemt Dato eller for et Tidsrum, der skal fastsættes i Paabudet.

71. Denne Lov er ikke til Hinder for Overdragelse af Rettigheder i et indregistreret

Selskab eller i en Association, som udgør en Organisation eller en Del af en saadan;

men den, der foretager en saadan Overdragelse, fritages ikke derved for de Pligter, han i

Henhold til denne Lov har paadraget sig før Overdragelsen.

72. Enhver Organisation skal, som angivet, meddele Registrator Udmeldelser

af Medlemmer, Regnskaber og Ændringer i Lovene.

Straf: 2 £ for hver Uge, der gaar, inden Indberetningen afgives.

VI. Faglige Overenskomster.

73. Enhver Organisation kan- med det Formaal ved Mægling og Voldgift at

forebygge og bilægge øjeblikkelige og fremtidige faglige Konflikter slutte en faglig Overenskomst

med enhver anden Organisation eller med en enkelt Person.

74. Intet Sagsanlæg, foraarsaget ved Overtrædelse af en faglig Overenskomst kan

udstrækkes til at berøre Organisationer eller Personer, som ikke er bundne af Overenskomsten.

75. Enhver faglig Overenskomst skal være skriftlig og gælde for en nærmere

bestemt Tid, dog ikke mere end fem Aar fra den Dag, den er oprettet; og Indledningen

skal formuleres som følger: »Denne faglige Overenskomst er i Henhold til Forbundsloven

om Mægling og Voldgift af 1904 oprettet den mellem «; og som

Overenskomstens Oprettelsesdato skal regnes den første Dag, Overenskomsten maatte være

underskrevet af en af dens Parter; og denne Dato og Navnene paa de Organisationer og

Personer, der deltager i Overenskomsten, skal nøjagtigt indføres i denne.

76. Af enhver faglig Overenskomst skal, inden 30 Dage efter at den er udstedt,

en Afskrift deponeres hos den faglige Registrator og hos enhver Organisation, der er

berørt af Overenskomsten. Enhver skal have Adgang til at gøre sig bekendt med den,

og Registratoren skal, hvis det forlanges af nogen, der er interesseret deri, undersøge Over-


131

Det australske Forbund.

enskomsten, saaledes som han finder det hensigtsmæssigt; og hvis han kommer til det

Resultat, at denne i Overensstemmelse med denne Lov er lovligt oprettet og udstedt af

Parterne selv eller deres Befuldmægtigede, skal han udstede et Bevis derfor, der skal

tjene som tilstrækkelig Garanti i saa Henseende.

77. Enhver faglig Overenskomst skal, saa længe den gælder, være bindende for

a) alle Parter, der har afsluttet den og

b) alle, der paa hvilket som helst Tidspunkt under Overenskomstens Bestaaen er

Medlemmer af Organisationer, der har afsluttet den.

78. 1) Enhver Organisation eller Person, der er bundet af en faglig Overenskomst,

ifalder for Overtrædelse eller Ikke-Overholdelse af en Bestemmelsei Overenskomsten,

en Bøde, der ikke kan overskride det Beløb, der er fastsat ved den faglige Overenskomst;

hvis et saadant Beløb ikke er fastsat, maa Bøden ikke overskride: for en Organisation

500 £, for en Arbejdsgiver 250 £ og for en Arbejder 10 £.

2) Til Idømmelse af saadanne Bøder kan man anlægge Sag, og de kan inddrives

paa samme Maade som Bøder for Overtrædelse eller Ikke-Overholdelse af en Anordning

eller Kendelse afsagt af Retten.

79. En faglig Overenskomst kan ophæves eller ændres ved en anden faglig

Overenskomst, der er afsluttet mellem de samme Parter eller deres Repræsentanter.

80. Efter en paa den foreskrevne Maade fremsat Anmodning fra en Organisation

kan Retten anordne, at der i en faglig Overenskomst foretages saadanne Ændringer, som

er nødvendige for at bringe den i Overensstemmelse med en Forbundsvedtægt, der er

udstedt af Retten.

81. Hvis ikke en udtrykkelig Bestemmelse om det modsatte findes i Overenskomsten,

skal en saadan, med mindre den er ophævet eller blevet gjort til Genstand for

Ændring, forblive i Kraft efter Udløbet af den fastsatte Tid indtil en Maaned, efter at

en af Parterne har indgivet en skriftlig Opsigelse til Registrator og den anden Part.

VII. Forskellige Bestemmelser.

82. En Dommer i en Stats Højesteret har ingen Pligt til at modtage nogen Udnævnelse

efter denne Lov, og en saadan Udnævnelse kan ikke ske uden Statsguvernørens

forudgaaende Billigelse.

83. 1) Ingen Person maa forsætligt fornærme eller forulempe Retten eller afbryde

Sagens Behandling for Retten eller føre fornærmelig Tale mod Retten eller i Skrift

eller Tale bruge Ord, der har til Hensigt at udøve en utilbørlig Indflydelse paa Retten

eller en Dommer eller et Vidne for Retten eller at bringe Retten i Vanry, eller forsætligt

gøre sig skyldig i noget respektstridigt Forhold overfor Retten.

Straf: 100 £.

2) Intet i denne Paragraf begrænser Domstolens Magt til at straffe respekt-

stridige Forhold.

84. Ingen Person, som er stævnet til at møde, eller som er mødt for Retten som

Vidne, har Ret til (uden gyldig Grund, for hvilken Bevisbyrden paa hviler ham)

a) at undlade at efterkomme Indkaldelsen til at møde,


Det australske Forbund. 132

b) at nægte at blive taget i Ed som Vidne,

c) at nægte at svare paa noget Spørgsmaal, Retten har stillet til ham, eller

d) at nægte at fremlægge Bøger eller andre Dokumenter, Domstolen har krævet

fremlagt.

Straf: 100 £.

85. 1) Ingen Viden om noget Foretagende, der ønskes hemmeligholdt, eller

om et Vidnes eller en Parts Fortjeneste eller finansielle Stilling maa røbes undtagen for

Retten eller maa offentliggøres uden den Paagældendes Samtykke.

Straf: 500 £ eller 3 Maaneders Fængsel.

2) Al saadan Viden skal, hvis Vidnet eller vedkommende Part forlanger det,

forelægges i hemmeligt Forhør.

86. Alle Bøger, Papirer og andre Dokumenter, der er fremlagt som Bevismiddel

for Retten, kan undersøges af Retten samt af de af Parterne, som Retten giver Tilladelse

til det; men den Viden, som derigennem faas, maa ikke offentliggøres uden Rettens Tilladelse.

For saa vidt saadanne Bøger, Papirer og Dokumenter angaar noget Foretagende,

der ønskes hemmeligholdt, eller et Vidnes eller en Parts Fortjeneste eller finansielle Stilling,

kan de ikke uden hans Samtykke undersøges af nogen Part.

Straf: 500 £ eller 3 Maaneders Fængsel.

87. Enhver Person eller Organisation, som direkte eller indirekte er delagtig

i en Overtrædelse af denne Lov eller raader til at tage Del i eller opmuntrer til at tage

Del i en saadan Overtrædelse, skal anses for at have begaaet denne og straffes derefter.

88. Ethvert Forsøg paa Overtrædelse af denne Lov skal anses for en Overtrædelse

og straffes, som om Overtrædelsen var begaaet.

89. Med Hensyn til Forhold, der behandles i denne Lov, skal en Stats Domstol

eller Øvrighed, hvis Kompetenceomraade er begrænset geografisk, sagligt eller personligt

til en Del af Staten, have Kompetence over hele Staten.

For saa vidt der er Tale om Afhøringen i en Sag for en foreløbig Domstol angaaende

Inddrivelsen af et Kontingent, en Bøde, Mulkt, Opkrævning eller Gæld, kan Retten,

hvis den finder det stemmende med Retfærdighedens Krav, henlægge Afhøringen folden

foreløbige Domstol til et andet Sted i den samme Stat.

90. En Afskrift af enhver Kendelse skal indføres i Hovedregistret og i Distriktsregistret

i enhver Stat, inden for hvis Grænser Kendelsen har Gyldighed, og den staar

aaben for Undersøgelse af enhver Person mod et Gebyr af 6 Pence.

91. En Afskrift af en Kendelse, der skal være forsynet med Rettens Segl eller

attesteret ved Registrators Underskrift, skal af enhver Domstol modtages som Vidnesbyrd

om Kendelsen, uden at det er nødvendigt at føre Bevis for, at Domstolens Segl

eller Registrators Underskrift er rigtige.

92. Generalguvernøren kan udstede Reglementer, der ikke er i Uoverensstemmelse

med denne Lov, give Forskrifter om eller kræve Oplysning om alle Sager og Forhold,

som det ved denne Lov er paabudt eller tilladt at kræve, eller som nødvendigvis

maa kræves eller sædvanlig bliver krævet for at gennemføre denne Lov.


133

Tillæg A.

Det australske Forbund.

Den Ed, der skal aflægges af Præsidenten eller hans Stedfortræder, formes saaledes:

Jeg, N. N., sværger, at jeg samvittighedsfuldt og omhyggeligt vil tjene vor høje

Herre og Konge i Embedet som Præsident (eller Stedfortræder) for Forbundsretten for

Mægling og Voldgift, og at jeg samvittighedsfuldt og upartisk vil opfylde dette Embedes

Pligter, samt at jeg ikke imod min Pligt vil røbe til noget Menneske nogen Viden eller

andre Forhold, som er fremkommen for Domstolen. Hertil hjælpe mig Gud.

Eller: Jeg, N. N., lover og erklærer højtideligt og oprigtigt, at jeg (samvittighedsfuldt

og omhyggeligt etc. som ovenfor, idet Ordene »Hertil hjælpe mig

Gud«, udelades.)

Tillæg B.

Betingelser, som Associationer maa opfylde, for at blive indregistrerede som

Organisationer.

I. Associationens Forhold reguleres ved Love, der nærmere angiver Formaalet

med dens Dannelse samt træffer Bestemmelse om følgende Forhold angaaende Associationen

:

a) Bestyrelse og Tillidsmænd.

b) Rettigheder og Pligter for Bestyrelse og Tillidsmænd.

c) Tilbagetræden af Bestyrelsen og Tillidsmændene.

d) Kontrol med Bestyrelsen enten fra samtlige Medlemmers Side eller ved Distriktsmøder

eller ved et almindeligt Tilsynsraad eller paa anden Maade.

e) Den Maade, hvorpaa faglige Overenskomster og andre Dokumenter føres ud i Livet

af Associationen eller paa dens Vegne.

f) Beføjelsen til at bringe faglige Konflikter for Retten.

g) Tidspunkter og Betingelser for at blive og ophøre med at være Medlem.

h) Den Maade, paa hvilken Associationens Ejendom skal kontrolleres og dens Midler

anbringes.

i) Den aarlige eller hyppigere Revision af Regnskaberne.

j) De Betingelser, under hvilke Midlerne kan udgives til ordentlige eller overordentlige

Formaal.

k) Førelsen af en Medlemsliste.

1) Det indregistrerede Kontor.

m) Tilbagekaldelse af og Forandring i, saavel som Tilføjelse til Lovene.

II. En Associations Statuter kan ogsaa tage Bestemmelse om enhver anden

Sag, der ikke strider mod Loven.

III. To Associationer kan ikke registreres som Organisationer under det

samme Navn.

IV. En Anmodning fra en Association om at blive indregistreret som Organisation

skal i den foreskrevne Form stiles til den faglige Registrator eller til dennes Fuldmægtig,

som fører Registret i den Stat, hvor Associationens Kontor findes, og den skal være

undertegnet af to eller flere Tillidsmænd i Associationen.

V. Enhver Anmodning om Registrering skal indsendes i to Eksemplarer og

være ledsaget af:

a) To Afskrifter af en Liste over Medlemmer og Tillidsmænd i Associationen, saa vidt

de kendes ved Anmodningens Underskrivelse.

b) To Afskrifter af Associationens Love.


Det australske Forbund. 134

c) To Afskrifter af en Resolution, som i Henhold til Lovene er vedtaget af Flertallet

af tilstedeværende Medlemmer paa en Generalforsamling, og som udtrykker Associationens

Ønske om at blive indregistreret som Organisation; eller

d) To Afskrifter af en Resolution, der af Bestyrelsen er vedtaget med absolut Flertal,

og som udtrykker Associationens Ønske om at blive indregistreret som Organisation.


III.

Nogle Træk af Næringsliv og Arbejdsstrid i

Danmark før Aar 1900

ved

E. Steincke,

Den faste Voldgiftsrets Sekretær.

Loven af 29. December 1857 om Haandværks- og Fabriksdrift samt Handel

og Beværtning m. m. betegner et afgørende Vendepunkt i dansk Næringsliv, thi denne

Lov ophævede Lavstvangen — de bestaaende Lav opløstes i 1862 — og indførte

Næringsfrihed, jfr. §§ 1—7, 15, 30 og 58 samt 25, 43, 67 og 87—95.

Lavene ophævedes imidlertid ikke formelt, idet de fleste af dem for Mestrenes

Vedkommende gik over til at blive frie, faglige Mesterforeninger, medens nogle af

Lavene for Svendenes Vedkommende blev frie Sygekasser for Fagets Arbejdere, men det

var dog kun ganske enkelte Fag — bl. a. Murere og Tømrere i København — som

saaledes var i Stand til at holde sammen paa de tidligere Lavssvende, da Flertallet af

disse paa egen Haand ønskede at bruge den ny Frihed. Lavssvendens Stilling hos

Mesteren var jo nærmest at regne for et Tyendes. Nu blev han en fri, selvstændig

Arbejder, jfr. §§ 25, 26, 27 (frivillige Svendeprøver), 65 og 68.

»Ude i Europa sydede og gærede det i Befolkningens brede Lag. Lassalle havde

kaldt Tysklands Arbejdere til Kamp for den almindelige Valgret; ved en international

Sammenkomst i London [1862], væsentligst imellem franske, belgiske og engelske Arbejderrepræsentanter,

blev Grundlaget lagt til den internationale Arbejderforening. De

engelske Trådes Unions (Fagforeninger) havde alt i over et halvthundrede Aar ført en

meget hidsig Kamp mod Storindustriens Udbytning; Karl Marx og Engels arbejdede

ihærdigt og med Held paa at give Socialismen et videnskabeligt Grundlag; i Frankrig

sang det andet Kejserdømme paa sit sidste Vers. Overalt tog Arbejderklassen ivrig Del

i de rejste Bevægelser; kun i Danmark var alt roligt« 1 ).

*) J. Jensen og C. M. Olsen: Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark i Tiden fra 1871 til

1900, København 1901, S. 3—4.


136

1. Hvilke Rødder havde Næringsfriheden af 1857 i tidligere Tiders Bevægelser

her i Landet, og fra hvilken Side i Samfundet udgik disse Bevægelser?

2. Findes der i Tiden før 1857 Spirer jtil „Kollektive [Overenskomster",

„Lockouter", „Strejker" og „Voldgift"?

3. Har udenlandsk Indflydelse gjort sig gældende i de nævnte Henseender

i Tiden før 1857?

4. Hvorledes udviklede Forholdet mellem Arbejdere og Arbejdsgivere sig i

Tiden efter 1857, særlig i voldgiftsretlig Henseende ?

I.

Gilder og Lav gaar langt tilbage i Tiden. De var virkelige »Organisationer«,

og vel at mærke særdeles fasttømrede Organisationer med aarhundredgamle Regler og

skrevne Vedtægter,, de saakaldte »Skraaer«. Gilde- og Lavsbrødrene holdt ubrødelig

sammen, og de gjorde det baade opad mod Statsmagten — i 1134 blev Kong Niels

dræbt i Slesvig By af dens Skomagere og Skindere! — udad mod Publikum og nedad

mod Svendene 1 ). —

Da Gilder og Lav i over 600 Aar spillede en mægtig Rolle her i Landet, og da

de i egentligste Forstand var Borgernes og Haandværkets første Organisationer,

er deres samfundsmæssige Indflydelse og Betydning vel værd en kort Omtale.

Gilder og Lav tilsigtede navnlig at ordne og begrænse Konkurrencen ved at forbeholde

Købstæderne al Udøvelse af Handel og Haandværk (Købstadprivilegiet), ved

at sætte Optagelse i Gildet eller Lavet som Betingelse for Næringens Udøvelse og ved atter

at gøre Optagelsen saa vanskelig som mulig gennem Fordring om Mesterstykke, Gæstebud,

høje Gebyrer og visse Svende- og Drengeaar 2 ).

Fra Statsmagtens Side førtes gennem Aarhundreder en haard Kamp mod

Lavene, og det ses, at Statsmagten ikke alene traadte i Skranken for sig selv, men tillige

for det købende Publikum og de arbejdende Svende. Gang efter Gang slaar Statsmagten

til Lyd for fri Konkurrence og for Næringsfrihed, men Lavene forstaa stadig at holde

Stillingen. Gang efter Gang ophæves Lavene, men det bliver kun paa Papiret, thi stadig

og stædigt dukker de op paany:

I 1294 forbød Roskildebispen Jens Krag med skarpe Ord alle Gilder og Lav i København

3), og dette Forbud gentoges i det 15. Aarhundrede af Brik af Pommern.

1) Poul Johs. Jørgensen: Udsigt over Den danske Retshistorie, 2den Udgave, København 1913, 1ste

Hæfte, S. 135—37.

C. Nyrop: Danmarks Gilde- og Lavsskraaer fra Middelalderen, København 1899—1900, hvilket

Værk indledes med et Brev af Aar ca. 1177 fra Valdemar den Store, hvori han tager et nylig oprettet

St. Knudsgilde i Visby i sin Beskyttelse, ønsker at blive Medlem af det og paalægger det hvert Aar,

ligesom de andre St. Knudsgilder i Kongens Rige, at indsende en Afgift til St. Knuds Helligdom

(i Ringsted). Derefter følger et Brev af ca. 1190, hvori Kong Knud VI tager alle St. Knuds Gildebrødre

i sin Beskyttelse, og derpaa den ældste bevarede Gilde-Skraa for St. Knudsgilde i Flensborg

fra ca. 1200, hvis § 7 udtaler: »Hwer gildebrothær schal wære hielpligh sin brothær til allæ sinæ

ræte sagæ«.

Johannes C. H. R. Steenstrup godtgør i Historisk Tidsskrift, V—6, S. 479 flg. — »Fra hvilken

Tid ere vore ældste Laug« — at den ældste bevarede Lavsskraa er fra 1349, for Skræderne i Ribe,

jfr. Nyrops anførte Værk, 2det Bind, S. 1—2.

2) J. H. Deuntzer- Kort Fremstilling af den danske Næringsret, 2. Udgave, København 1890, S. 8.

3 ) Kjøbenhavns Diplomatarium, udg. af Dr. O. Nielsen, Kjøbenhavn 1872 — I Bind, S. 33.


137

I det 16. Aarhundrede ophæver Kong Hans Skomagerlavene 1507, idet Kongen

bebrejder Skomagerne i Ribe, at den menige Mand tit og ofte har klaget over deres

»uredelige Kjøb paa Sko«, hvorfor Kongen, da han tidligere forgæves har foreholdt dem

det, nu igenkalder og ophæver alle Privilegier og Stadfæstelser af Skomagerskraaer over

hele Landet og giver alle, baade indenlandske og udenlandske, frit Lov til at gøre Sko

og Støvler samt sælge dem i alle Landets Købstæder1). I 1526 hævede Frederik I alle Lav, thi de gav, som Kongen siger, Anledning til

Tvedragt imellem Almuen, idet Haandværkerne paa deres Lavshuse blev enige om at

opskrue Priserne paa deres Arbejder, og det bestemmes derfor, at fremtidig skulde den,

der vilde drive et Haandværk i en Købstad, kun give én Gylden til Byen samt aflægge

Prøve paa sin Dygtighed, men ellers ikke besværes af noget.

En lignende Regel findes i Christian III's Københavnske Reces af 1537, Art. 142 )

og i Koldingske Reces af 1558, Art. 703 26

), hvis karakteristiske Indhold her citeres: »oc

efftersom titt oc offte beklagitt er for Oss, at naar nogen ung Embidtzmand, som sitt

Handwerck lert haffuer, oc seg will nedersette oc tage for seg sielff, tha bliffuer hannom

aff the Gamble wegret at komme udi Laugit, met mindre end hand tilforne skal giøre sit

Mesterstycke, oc therudoffuer beswergis mett Giestebud oc anden stor Beswerring,

som hannom paaleggis, oc therfor findis udi Rigett faa Hanttwercksfclk, som nogit

kunde« saa bestemmes, »att ingen Embidtzmand skall hereffter beswergies

mett Mesterstycke at giøre, icke helder at giffue udi Embedet

mere end en Gylden, oc skall hereffter icke forhindres at komme udi Embedet, om han

ellers er god for sitt Hanttwerck«.

I Frd. af 19. Juni 1613 klager Christian IV over »den store Uskikkelighed og

Modvillighed her udi Riget, der med Haandværksfolk og Andre, som Skraaer og Laugsret

have, sig begiver, i det de paa det Højeste besvære vore Undersaatter med, hvad de hos

dennem skulle lade gjøre og forarbejde, og deres Varer dennem fordyre, som de ellers

for en billig Værd skulle kunne kjøbe og sig tilforhandle, hvortil deres Skraaer og

Laugsrette dennem Anledning giver, efterdi Enhver her udi Riget sin Næring og

Haandværk ubehindret ikke maa bruge, med mindre de først have vundet Lauget med

stor Bekostning: da ... ville Vi herefter strengeligen og alvorligen have forbudt og afskaffet

alle Skraaer og Laugsret over alt vort Rige Danmark ... og skal det være enhver Haandværkssvend

eller Anden, som agter sig heri Riget at nedsætte uforment sit Haandværk at

bruge, naar han haver gjort og svoret sig borgerlige Ed og udgiver borgerlig og Byes Tynge«.

Disse strenge Ord skulde dog aabenbart ikke forstaas bogstaveligt, thi det

hedder i samme Forordning, at Kongen forbeholder sig heri efter Tidens Lejlighed at

gøre Forandring, samt at de Haandværkerne fratagne »Skraaer og Laugsrette« kun skulde

holdes i Øvrighedens Forvaring, indtil Kongen derom anderledes tilsiger.

Under samme Konge udkom Frd. af 10. December 1621 »om Haandværkssvende

og Drenge«, hvoraf anføres § 4, der forbyder Haandværkerne ved indbyrdes Aftale at

sætte Pris paa deres Varer »paa det at den Uorden ikke skal indføres, som Vi, næst Guds

den Almægtiges Hjælp ved Skraaernes og Embedslovenes Nedlæggelse haver betaget«

og § 5, som foreskriver, at for at begynde et Haandværk udfordres det alene at lade sit

Navn indskrive hos Oldermanden, hvorhos det forbydes under Borgerskabs Forbrydelse

ved denne Lejlighed at gøre Mesterstykke eller anrette Gæstebud.

Der hengik dog ikke en Gang et helt Aar, før Frd. af 26. August 1622 klager over,

at nævnte »velmente Anordning allerede i adskillige Embeder misbruges, idet ny an-

C. Nyrop: Om Forholdet mellem Mestere og Svende i Lavstiden. Odense 1885. S. 4—5.

2 ) og 3 ) J. L. A. Kolderup-Rosenvinge: Samling af gamle danske Love. Kjøbenhavn 1824 — Fjerde

Del S. 180 og 286.


138

kommende Mestre affordres Lærebreve og Ægtebreve, ligesom bedre skulde være at en

Uægte sig med Lediggang skulde opholde end ved et ærligt Haandværk nære og føde«,

hvorhos det bebrejdes Haandværkerne, at de »deres indbildede, afskaffede Skraaer mod

Vores naadigste Mening føre paa Fode«, og det bestemmes derfor, at Haandværkeres

Antegnelse hos og Antagelse af Oldermanden aldeles skal være afskaffet, saa at Enhver alene

hos Øvrigheden skal indskrives paa sit Haandværk og siden fra Øvrigheden alene hans Navn

meddeles Oldermanden 1).

Christian IV ophævede saaledes i alt væsentligt Lavsindretningen, men da der

ikke desto mindre ogsaa af denne Konge som Undtagelse fra Lovgivningen blev givet

specielle Lavsskraaer, Privilegier og Benaadninger, vedblev Lavene og Lavsindretningen

faktisk at bestaa. Frederik III og Christian V gav ligeledes en Række saadanne specielle

Regler, men saa at sige straks, da Enevælden var blevet indført, tog man dog Spørgsmaalet

om Lavenes Stilling op til Behandling, thi hvor meget eller hvor lidt skulde de veje

overfor den nu enevældige Kongemagt. Ved et Kongebrev i 1661 paalægges det saaledes

Statskollegiet at overveje, om de sluttede Lav i Danmark med størst Føje kunde

vedligeholdes eller afskaffes; »der findes vel saa vigtige rationes imod som med samme

Lavs Indstiftelse«, siges der i Kongebrevet.

I et senere Kongebrev faar Statskollegiet Ordre til at afgive Betænkning til

Kongen om, hvorledes Misbrugene ved Lavene bedst kunde forekommes, thi der udtales

i Kongebrevet: at de sluttede Lav i København foraarsagede adskillige Inkonveniencer

og Misbrug imod deres Indstiftelses rette Intention, saa at ikke alene enhver,

som kan hændes at behøve deres Forretning inkommoderes derved, men ogsaa

de, som tilbørlig forstaa og har lært noget Haandværk, ved ubillige Vilkaar hindres i at

ernære sig deraf og betjene andre dermed for Billighed 2 ).

Statskollegiet afgiver en Betænkning i 1664. Saa tager Kancelliet fat 3 ). Endelig

kommer Christian V's Frd. af 23. December 1681 om Laugene udi Kjpbstæderne i

Danmark og Norge og Frd. af 6. Maj 1682 om Haandværkssvende og Drenge i Kjøbstæderne.

I Indledningen til førstnævnte Forordning udtales, »hvorledes tvært imod Loven,

Recessen og andre Forordninger, særdeles de, som anno 1613, 1621 og 1622 er udgangne

adskillige Anordninger i Laugene ... sig haver indsneget, hvorved Gud i mange Maader

fortørnes, adskilligt Paafund er optænkt, hvorved stor Ødselhed foraarsages og Haandværksfolkene,

den ene den anden, med stor unyttig Omkostning besvære og Tiden, som

de til deres Næring skulde bruge, unyttig bortspilde og herfor endelig selv i største Skade

og Armod geraade«.

Af Forordningens Regler anføres § 1: »Ingen skal herefter forbindes til nogen Laugs-

Ordning eller Skraaer, af hvem de og ere udgivne, langt mindre selvgjorte Vedtægter

som hidtil ere iagttagne, staa for fulde«, men Paragrafen opregner dog en Række Haandværkere,

nemlig Bryggere, Bagere, Slagtere, Badskærere, Guldsmede, Tømmermænd,

Snedkere, Murermestre, Smede, Kandestøbere, Prammænd, Færgemænd, Vognmænd,

Bødkere og Brolæggere, hvis Lavsprivilegier stadfæstes, idet der tilføjes, at »alle og enhver,

som noget ærligt Haandværk lært haver« skal det tillades at ernære sig heraf, naar først

Borgerskab er taget.

§ 3 udtaler, at da det ofte kan være besværligt »Fødselsbreve at forskaffe, da

x) Otto Muller: Om Laugsvæsen og Bevillinger til Næringsbrug efter den danske Lovgivning. En

juridisk Haandbog. Kjøbenhavn 1840. S. 26—27 og S. 29—31.

2) C. Nyrop: Den danske Enevoldsmagt og Lavene, S. 11—17.

3) Samme: S. 30-43.


139

skal ingen for deslige Aarsager forhindres at nære sig med det Haandværk, han tilbørligen

lært haver, naar han sit Borgerskab har vundet«.

§ 4 angaar Forfærdigelse af Mesterstykker, som her gøres til almindelig Pligt saaledes,

at den vordende Mester »i Magistratens, Oldermandens og de 4 ældste Mestres Overværelse

af samme Haandværk [skal] bevise, at han kan sit Haandværk forsvarligt. Og hvis

nogen Tvist om hans Mesterstykke indfalder, da skal Magistraten alene . .. derpaa kjende«.

§ 6 siger, at naar den, som »sit Mesterstykke som foreskrevet staar, kan gøre

skal han uforment Mester at vorde tillades, omendskønt han ikke paa Haandværket

rejst haver«.

§ 9: Mestrene bevilges ejheller nogen Sammenkomst uden Magistratens Tilladelse

og Videnskab, og naar nogen shg Sammenkomst behøves, da haver de det for Magistraten

skriftlig at andrage.

§ 11: Svendene maa ingen Kro eller Sammenkomst have; hver ankommende

Svend, som ikke har Arbejde, skal melde sig hos Oldermanden, »paa det Oldermanden

ham efter Mulighed til en Mester kan forhjælpe; og naar Svenden sig saaledes haver angivet,

maa han tage Tjeneste hos hvilken Mester ham bedst anstaar; og maa enhver

Mester tage og forskrive saa mange Svende, som ham lyster, og han kan Arbejde forskaffe«.

§ 12: Ingen udi noget Laug eller de, som sig med noget Haandværk ernære ville,

maa ved fælles Aftale eller Vedtægt sætte Pris paa deres Varer eller Arbejde; hvo herimod

handle have sit Borgerskab forbrudt; men enhver at sælge sine Varer og Arbejde

for den Pris, han bedst kan.

Forordningen kom ganske uventet, den »slog ned som en Bombe« 1 ).

Det var særlig Murerne og Tømrerne, som var utilfredse med Forordningen.

Misfornøjelsen slog ud i Lue gennem et »allerunderdanigst Andragende« af 1.

April 1682.

I Christian den Vtes Lov (af 15. April 1683) indeholdes i 3—3—1, 2 og 3 nogle

faa Regler »Om Borgere i Købstæderne« og i 3—7—1 og 2 »Om Lav og Haandværker«,

der slutter sig til Frd. af 1681.

Ved nævnte Forordning hævede Kongen jo Lavene, men siger i samme

Aandedræt, at han snarest vil bestemme, hvilke Lav der dog fremtidig skal bestaa med

selvfølgelig ændrede Artikler, og nævner derpaa femten Lav, der foreløbig maa vedblive,

naar de retter sig efter Forordningens Bestemmelser. — »Hvad han tager med

den ene Haand, giver han igen med den anden. Der tales stadig i Forordningen om

Lavene som en bestaaende Institution, om deres Oldermænd, om Lavenes Huse og deres

Vedligeholdelse o. s. v. Indtrykket af, at det fremtidig kun undtagelsesvis skal tillades

Lav at bestaa, hvad der vel maa have været Meningen, viskes ud, og saa udstedes der

endelig Slag i Slag nye Artikler for det ene Lav efter det andet. Undtagelsen bliver

Regel« 2 ).

I det 18. Aarhundrede gøres atter Skridt til at omforme Lavsvæsenet, saaledes

allerede i 1707 og 1713.

Reskriptet af 10. April 1761 gjorde en mærkelig Forandring i de til den Tid

herskende Grundsætninger angaaende Lavsbaandet og Næringsfriheden, thi dets § 1 fastsætter,

at intet nyt Lav kan ventes konfirmeret, undtagen under særdeles Omstændigheder,

og paa saadan Betingelse, at enhver, som forlanger det, kan komme ind deri uden

1) C. Nyrop: Den danske Enevoldsmagt og Lavene, S. 117.

2) Samme: S. 122.


140

Bryderi og alene mod en ringe Bekostning 1). Forud for dette Reskript var gaaet en af

GeneralprokurøT Stampes »Erklæringer« 2 ).

I 1794 udbrød den — nedenfor under II nærmere omtalte — store Tømrerstrejke,

som havde Nedsættelsen af en Kommission til Følge med Yice-Justitiarius i Højesteret

i Spidsen og bestaaende af 5 høje Kollegieembedsmænd, derimellem Generalprokurør

Chr. Colbjørnsen (for det danske Kancelli) og 5 Repræsentanter for København, 3 Magistratsmedlemmer

og 2 af »de 32 Mænd«.

Denne Kommission skulde undersøge Svendenes Klager og gøre Forslag til Afhjælpning

af mulige Mangler »i Lavsindretningen selv«. Resultatet af Kommissionens

Arbejde blev Frd. af 21. Marts 1800.

Professor C. Nyrop skriver om denne Forordning:

»Ingen Lov kan aande dybere Velvilje overfor den danske Haandværksstand

end Frd. af 21. Marts om Haandværkslavene i København. Enevoldsmagten viser sig

her i højeste Grad faderlig omhyggelig for Standens Vel. Alt lægges hensynsfuldt og

humant til rette. Og saa blev Loven dog alt andet end paaskønnet af dem, den vilde

hjælpe. Datidens Haandværksmestre vare nærmest opfyldte af Vrede imod dens Bestemmelser,

fulde af Frygt for dens Virkninger. Det drejede sig nemlig om en Reform

af Lavsvæsenet, og det har til alle Tider været en Sag, der fyldte Sindene, kaldte Strid

og Modsætninger frem« 3 ).

En anden Forfatter udtaler sig om ovennævnte Kommission og Forordning saaledes:

»Denne Kommission var, set med Datidens Øjne, utvivlsomt ret frisindet, og

dens Resultat, Frd. af 21. Marts 1800, maa faktisk ogsaa betragtes som et Fremskridt,

for saa vidt som den til en vis Grad sprængte de gamle Lavsrammer; derimod kan man

kun betingelsesvis kalde Forordningen for nogen Reform i arbejderpolitisk Henseende« 4 ).

Af Bestemmelserne i Frd. 1800 fremhæves følgende:

§ 1 indfører fuldstændig Kontraktfrihed mellem Mester og Svende. Paa »Raadstueskriverstuen«

skal der altid ligge trykte Blanketter til de paagældende Kontrakter,

paa hvilket Sted der ogsaa skal forefindes en Protokol, hvor Kontrakten registreres.

Hvis skriftlig Kontrakt ikke er indgaaet, fastsættes en gensidig Opsigelsesfrist af 14 Dage.

§ 2 siger: »Da der i nogle Laug har indsneget sig den Misbrug, at den Svend,

som forlader en Mesters Tjeneste ikke strax maa antages i en anden Mesters Tjeneste,

ja vel endog at han skal forlade Staden i flere Maaneder, forinden han maa antages af

en anden Mester, saa er det Vor alvorlige Villie, at saadanne undertrykkende og lovstridige

Vedtægter og Skikke aldeles skulle være afskaffede«, og det bestemmes videre,

at en saadan Svend, hvem der ikke kan lægges noget til Last, og »som ingen Mester af

Lauget vil antage«, skal enten erholde Tilladelse til at arbejde hos en Frimester »eller

og forhjælpes til Bevilling som Frimester at ernære sig med egne Hænder her i Staden«.

Endvidere findes der Forbud mod Boycotting i § 2—2 som udtaler:

Skulde det imod Formodning befindes, at noget Laugs Mestre indgik Forening

om ikke at ville tage en eller anden Svend i deres Tjeneste, da skal ikke alene saadan

1) Otto Muller: Om Laugsvæsen og Bevillinger til Næringsbrug efter den danske Lovgivning. En

juridisk Haandbog. Kjøbenhavn 1840, S. 37.

2) H. Stampe: Erklæringer, Breve og Forestillinger, Generalprokurør-Embedet vedkommende III. Deel,

Kjøbenhavn 1795, S. 143—178, hvori findes en Bække skarpe, ofte tillige ironiske og spotske Udtalelser

om Lavene, se bl. a. S. 162: »Men Laugene ere engang for alle kommen i med at troe, at

deres Laugs-Artikler og Privilegier aliene bør forstaas til Fordeel for dem selv, og at det, som allene

kunde synes at sigte til det almindelige Bedste, kun er der for et Syns Skyld, og ikke for at iagttages«.

3) C. Nyrop: Bidrag til vor Haandværksstands Historie i Tiden før 1857, S. 1.

4) Edv. Ph. Maclceprang: Danske Arbejds-Overenskomster, S. 7.


141

Forening være ugyldig, men enhver, der har taget Deel i denne ulovlige Handling, skal

bøde 50 Rdlr. til Stadens Fattiges Hovedkasse; hvorimod Svenden, dersom han er

uskyldig, og han intet Arbejde kan finde, skal have Ret til at blive Frimester, hvorhos

Paragrafens 3. Stykke udsteder Forbud mod Blokade, men rigtignok i ganske anderledes

krasse Vendinger end ovenfor, idet der nu siges:

Skulde Svendene driste sig til at overlægge og indgaa en lige lovstridig Aftale

imellem dem, ikke at ville arbejde hos hin eller denne Mester, da skal Ophavsmanden

til Sammenrotteisen dømmes til at arbejde 1 eller 2 Aar i Forbedringshuset, efter Sagens

Beskaffenhed, og et saadant Laugs Svende ikke mere tillades at have Herberge eller

Forsamlingsstue.

I § 3 indeholdes bl. a. praktiske Bestemmelser om Arbejdsanvisning: I Oldermandens

Hus eller Mestrenes Forsanilingsstue skal der altid ligge en Protokol fremme,

»hvori enhver Mester kan, ved Oldermanden, lade antegne, om der hos ham er Tjeneste

ledig for Svende, og hvor mange han har fornøden«. Oldermanden skulde derefter straks

»give Oldgesellen en Seddel eller Afskrift af bemeldte Anmeldelse, hvilken Oldgesellen

uopholdeligen skal anføre i en dertil indrettet Bog, og straks opslaa eller hæfte Oldermandens

Seddel paa en Tavle i Svendenes Forsamlingsstue eller Herberge paa det, at

enhver Vedkommende derom kan have den fornødne Underretning« »Paa samme

Maade skal jevnsidigen forholdes, naar nogen Svend søger Tjeneste. Denne lader sig da

tegne hos Oldgesellen, som straks melder det for Oldermanden, hvilken igen bekendtgør

det. for de øvrige Mestre« paa ovennævnte Maade.

§ 4 fastsætter Straf for den Svend, som »efter selvraadig Vedtægt undslaar sig for

at arbejde med de Svende, der er gifte eller paa anden Maade derfor forhaaner disse«.

§ 5 fastsætter endvidere Straf for de Svende, »som nægte at arbejde med dem

af deres Medbrødre, der staa i Vor Krigstjeneste«.

§ 6 bestemmer, at enhver, der har lært et Haandværk har Ret til at blive Svend

eller Mester, naar han har gjort forsvarligt Svende- eller Mesterstykke, uanset hvorledes

han er oplært og uden at skulde staa visse Aar i Lære.

§ 5—7 udtaler: De saakaldte Geburtsbriefe eller Døbeattester, som paastaas

af nogle Laugssvende at skulle tilvejebringes af enhver Haandværkssvend til Bevis om,

at han er født af ægte Forældre, skal herefter anses aldeles ufornødne, da den sunde

Fornuft, tilsiger, at den Svend, der forholder sig ærlig og skikkelig i sit Levned samt duelig

i sin Ha andtering fortjener borgerlig Agtelse uden Hensigt til hans Fødsel eller hans

Forældres Kaar.

§ 10 paalægger Magistraten at have Tilsyn med Lavene.

§ 11 indeholder en Række betydningsfulde Regler, saaledes:;

1) Tvistigheder imellem Laugenes Mestre, der angaar deres Haandteringer,

samt Mestres, Svendes og Drenges Besværinger over Fornærmelser, som kunde finde

Sted imellem disse indbyrdes, skulle andrages for Politiretten.

3) I Tilfælde af, at enten Mestre eller Svende skulde have noget fælles Anliggende

at foredrage, da bør saadant skee skriftigen ved Ansøgning, som af Oldermanden paa

Mestrenes, og af Oldgesellen paa Svendenes Vegne, overleveres til Magistraten, hvorfra

den, med bemeldte Øvrigheds Betænkning strax sendes til det vedkommende Kollegium

for derigennem, naar Sagens Natur det kræver, at blive Os allerunderdanigst

forestillet.

Herved maa erindres, at en af Lavenes Grundpiller var en gennem Aarhundreder


142

nedarvet — af Statsmagten lige saa længe bekæmpet — Vedtægt om, at ingen Sag,

som angik et Lavs eller et Haandværks indre Forhold, maatte bringes for Statens

Domstole, før den havde været for Lavets Oldermand 1 ).

I ovennævnte Paragraf under Punkterne 9—11 findes endelig en Række karakteristiske

Forbud mod Strejker, nemlig:

9) Dersom flere eller alle Svende efter Overlæg forlade Værkstedet og Mesterens

Arbejde, da bør de hver for sig udrede fornævnte Bøder — 48 Sk. pr. Arbejdsdag —

dobbelt, og Hovedmanden desforuden hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 4 Dage.

10) Skulde noget helt Laugs Svende vedtage at forlade Arbejdet, da bør

Ophavsmanden til saadan Sammenrotteise dømmes til at arbejde i Rasphuset i 2 Aar,

og et saadant Laugs Svende ikke mere tillades at have Herberge eller Forsamlingsstue.

11) Dersom deres Forvovenhed skulde gaa saa vidt, at de turde søge at forlede

andre Lauges Svende til at følge deres Eksempel og tage Deel i deres Opsætsighed mod

Lovene, da bør de, som den offentlige Roligheds Forstvrrere, straffes med Fæstningsarbejde

i Jern i 6 Aar, og derefter forvises Landet. Saa bør og de andre Lauges Svende,

som have taget Deel i saadan Stempling anses og dømmes efter de under Nr. 10 foreskrevne

Regler.

Ganske anderledes hensynsfuldt, ja, nærmest undskyldende tales der til Mestrene

i Frd. § 12:

Vi have den fortjente Tillid til Mestere i alle Laug, at overlagt Opsætsighed

iblandt dem, som edsvorne Borgere, og Mænd af sat Alder, ikke kan finde Sted. Men

da det er enhver god Lovs Egenskab at bestemme Regel for Alle, saa fastsættes herved,

at dersom Mestere af noget Laug skulde i saadan Grad forglemme den Troskab og Lydighed

mod Os og Lovene, der altid har udmærket danske Borgere, at de turde sætte sig op

imod Vore Befalinger, da bør de Skyldige derfor tiltales og dømmes ved Hof- og Stadsretten,

efter de almindelige Loves Forskrifter; og ifald et helt Laug deri gjorde sig deelagtig

bør samme desforuden strax aldeles ophæves.

I Frd.'s 2. Kap. §§ 19—31 oprettes Frimesterinstitutionen 2 ); § 19 bestemmer, at

»Det skal staa enhver indfødt her i Staden arbejdende Haandværks-Svend frit for, naar

han med gyldige Beviser godtgør at have i 4 Aar arbejdet som Svend, enten her i Landet,

eller paa fremmede Steder (efter at være bleven her gjort til Svend) at nedsætte sig som

Frimester i sit Haandværk, og derpaa at tage Borgerbrev imod at betale det Halve af

det, som en Lavsmesters Borgerbrev koster«, hvorefter der gives nærmere Regler for

fremmede Svendes Adgang til at blive Frimestre. Naar en Frimester havde arbejdet

som saadan i 2 Aar, kunde han antage en Dreng til Medhjælp og Oplæring, men han maatte

ikke gøre Drengen til Svend, før han selv havde faaet Borgerbrev som Lavsmester. I

Mangel heraf kunde Drengen gøres til Svend af en anden Mester, der var i Lavet.

Frimesteren maatte benytte sin Hustru, sine Børn og ikke-faglærte Haandlangere

som Medhjælp.

Frd. foreskriver dernæst forskellige Begrænsninger i Frimestrenes Arbejdsomraade.

Frimestre af Sejlmagerprofessionen maatte f. Eks. kun forfærdige Sejl og Flag til Baade,

Pramme og aabne Fartøjer, men ikke til Dæks-Skibe.

De Ulykker, som ramte Landet straks i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede:

Københavns Bombardement, Flaadens Tab, Landets Bankerot og Norges Afstaaelse,

1) C. Nyrop: Om Forholdet mellem Mestere og Svende i Lavstiden. Odense 1885, S. 8.

2 ) Frimestre omtales dog allerede i Raadstue-Pl. 4. April 1781.


143

undlod ikke at indvirke ogsaa paa Haandværks-Forholdene. — »Principerne fra 1800

var som døde. Lavenes og dermed Mestrenes Myndighed var i jævn og stadig Vækst,

saaledes som det kan ses af en Række Bestemmelser« 1 ), der i Tiden fra 1817 til 1823

indskrænkede Retten til at blive Frimester. Navnlig virkede P1. 23. Oktober 1822 som

et slemt Stød, thi den krævede, at Frimestre skulde aflægge »Prøvestykke« af samme

Art som Lavsmestrenes Mesterstykker. Lavene havde atter sejret. Frimesterinstitutionen

var i alt væsentligt slaaet til Jorden.

Ved PI. 3. November 1832 udvides Frd. 21. Marts 1800 til Haandværkslavene i

Købstæderne.

Ved kongelig Resolution af 3. April 1840 paalægges det Københavns Kommunalbestyrelse,

ved en af den dannet Komité at undersøge Byens Lavs- og Korporationsvæsen

og deretter indgive Forslag om de Forandringer i det, der maatte findes tilraadelige.

I 1847 afgav »Den til Undersøgelse af Stadens Laugs- og Corporationsvæsen

nedsatte Comitee« Betænkning, som — efter en Udvikling paa 183 trykte Sider — ender

med 47 Indstillingspunkter, hvoraf fremhæves, at Lavene foreløbig skulde bestaa endnu

i 20 Aar, men enhver Svend skulde som Regel efter 8 Aars Forløb kunne faa Borgerskab

som Frimester uden at aflægge nogen Prøve. Et Par smaa Lav blev straks ophævet,

og en Række mindre Lav skulde forenes 2 ).

Saa gennemlevedes Aarene 1848—49—50 og alt, hvad de førte med sig.

Grundloven af 5. Juni 1849 § 88 slog fast, at Alle Indskrænkninger i den

frie og lige Adgang til Erhverv, som ikke er begrundede i det almene Vel, skulle hæves

ved Lov.

Københavns Borgerrepræsentation, der 2 Gange tidligere havde skudt Lavskomitéens

Betænkning fra sig, vedtog endelig i Mødet den 19. Juni 1854 at behandle

den »i Realiteten«. Formanden indkaldte Ændringsforslag og Generalprokurør Algreen-

Ussing valgtes til Referent i Sagen 3 ).

Gennem en lang Række Afstemninger udtalte Forsamlingen sig om de 47 Indstillingspunkter

i Møderne den 28. August, 4. og 5. September 1854 4 ).

I 1855 blev Udarbejdelsen af et Forslag til en ny Næringslovgivning af daværende

Indenrigsminister P. G. Bang lagt i Hænderne, ikke paa en Kommission, men paa

en enkelt Mand, den højtansete Jurist og Specialist i Næringslovgivning — Forfatter

af forannævnte Haandbog — Overretsassessor, senere Højesteretsassessor Otto Miiller,

som tidligere havde været Borgerrepræsentant og Medlem af Lavskomitéen. I sin

oftciterede Bog helliger Professor Nyrop ham et helt Kapitel, S. 313—325.

1) C. Nyrop: Vor Haandværksstands Historie, S. 138.

2) Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Forhandlinger, 1840—41 S. 20, 33—34, 53, 59 og 103—105;

1841—42 S. 163 og 164; 1842—43 S. 17, 129, 136, 152—53 og 166; 1844—45 S. 85, 175—76; 1847

—48 S. 9, 133, 135 og 172; 1848-^9 S. 121—22 og 128—29.

Betænkning angaaende Haandværks- og Fabriklaugene samt dermed beslægtede Næringsveje i Kjøbenhavn

er dateret den 25. Oktober 1847 og underskrevet af: Riis-Lowson, C. N. David, A. C. øst,

H. Kyhl og O. Midler. Betænkningen er ikke paraferet af Komiteens Sekretær, og Professor C. Nyrop

slutter bL a. deraf i »Vor Haandværksstands Historie« S. 319, at det er Komitémedlem, daværende

Overretsassessor Otto Muller, som har affattet den.

Betænkninger angaaende Handelslaugene og Handelscorporationerne (XXXIV + 153 Sider) havde

Lavskomitéén allerede afgivet den 10. Februar 1844, underskrevet af Skibsted, Riis-Lowson, C. N.

David, A. C. Øst, H. Kyhl, O. Muller og J. P. Riicksdæschel og paraferet af W. Ussing jfr. Borgerrepr.

Forhandl. 1844—45, S. 26 og 127—141.

3) Borgerrepr. Forhandl. 1854—55, S. 80. I Mødet den 3. Juli 1854 blev fremlagt »Exemplarer af de Bemærkninger,

Haandværksstanden i sin Tid fandt sig foranlediget til offentlig at udgive« mod Komitébetænkningen.

(B. F. S. 101).

4) Borgerrepr. Forhandl. 1854—55, S. 127—137.


144

Fra Otto Mullers Haand foreligger:

1. Udkast til Lov om borgerlig Næring i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne med

tilhørende Motiver. Udgivet efter Indenrigsministeriets Foranstaltning, og

2. Udkast til Lov om Haandværks- og Fabrikdrift samt Handel og Værtshushold

paa Landet med tilhørende Motiver og et Anhang om Næringsfriheds Fordele og

Mangler i Almindelighed samt Tabeller over Næringsvejene i Stæderne og paa Landet.

Udgivet efter Indenrigsministeriets Foranstaltning,

hvori en Mængde Spørgsmaal vedrørende Næringsloven af 29. December 1857 kan findes

besvarede.

Med Hensyn til Lovens Gang gennem Rigsdagen henvises til Folketingstidenden

1857, Sp. 26 (Indenrigsminister Kriegers Forelæggelsestale), Sp. 93 (1ste Behandling),

1057 (2den Beh.), 2019 (3die Beh.) og 3715 (Eneste Beh.). Udvalgsbetænkning i Tillæg B.,

Sp. 131 og 557. Landstingstidende Sp. 1166 (1ste Beh.), 1322 (2den Beh.) og 1428 (3die

Beh.). Udvalgsbetænkning i Tillæg B., Sp. 473.

Lovforslagets Tekst findes i Tillæg A., Sp. 305, 1177 og 1385.

II.

Den første egentlige Strejke her i Landet, var, saavidt vides, en Murerstrejke i

1733, og den fandt Sted paa — Kristiansborg Slot.

Dennne Strejke, hvis Aarsag synes at have været, at Svendene ikke fik deres Løn,

fordi en tysk Mester var rejst af Landet med den, i Forbindelse med forskellige tidligere

begaaede Gadeuordener og lignende fra Murersvendenes Side, gav formentlig Anledning

til Kgl. Reglement af 24. April 1734 — »hvorefter Stenhuggere, Murermestere, Tømmermestere

og Snedkere tilligemed deres Svende sig skal rette« — i hvis § 14 de paagældende

Svende kaldes »De Svende, som under nogen Slags Prætext enten rejse for at ophidse

deres Kammerater med sig at følge eller gjøre et eller andet Oprør, og følgelig sig tilsammenrotte

og holde sig tilbage (enten de i nogen deres formeentlige Prætention eller Besværing

kunde blive føjede) fra at gjøre noget Arbejde, eller selv i Hobetal udtræde fra

Arbejdet, og hvad mere deslige rebelliske Utilbørligheder være kan; slige Oprørere skal

ikke alene med Fængsel, Rasphus og Arbejde i Fæstningen, men endog (efter Omstændighedernes

Beskaffenhed og ligesom de befindes vidt at have drevet deres Ondskab og

virkelig foraarsaget Skade og Ulempe) paa Livet straffes. Og skal eller maa ingensteds

i Kongens Riger og Lande en saadan modtvillig Oprører eller fra Arbejdet udtrædende

Haandværks-Burs nogen Tilflugt forundes, ej heller maa nogen dem i Værtshuuse eller

andetsteds fordølge, eller dem nogen Underslæb gives, langt mindre tilstede Ophold

eller Forflegning med Spise og Drik, thi i saa Fald skal ej alene imod de oprørende Haandværks-Burser

selv, men endog imod deres Hælere, som de Oprøriges Medhjælpere, ufortøvet

og uforbigiængelig fortfares efter forhen i denne Post anførte Straf. Og skal Øvrigheden

paa ethvert Sted paa det yderste lade sig være angelegen, slig Uorden, det beste

muligt, at forebygge.«

Faa Aar efter var der en Stenhuggerstrejke paa Kristiansborg, begrundet paa,

at Mesteren havde antaget Svende fra Brabant, hvis Lav ikke var »zünftigt«.

Senere var der baade Tømrer-, Skomager- og Smedestrejker i København. 1 )

1) C. Nyrop: Kjøbenhavns Murer- og Stenhuggerlav, S. 134—137. Carl Gran: Snedkersvendenes

Organisationshistorie, S. 39—41.


145

26

Ovennævnte Reglement, der som bemærket gjaldt for Bygningshaandværkerne,

blev som Følge af sidstnævnte Strejker ved Raadstue-Plakat af 24. November 1749 (Reskript

til Københavns Magistrat af 20. s. M.) udvidet til samtlige Haandværksfag. I

Indledningen til Plakaten siges der, »at Svende nogle Gange endrægteligen have forladt

Mestrenes Arbejde i det hele Amt, uden at Hovedmændene have været at udfinde, saa at

de i Hobetal have spadseret(!) og ikke villet gaa i deres Mesters Arbejde igen, førend de i

visse Maader ere blevne føjede i deres Paastand, saa at Mestrene højlig ere blevne fornærmede,

Publikum imidlertid har lidt Ophold i sit behøvende Arbejdes Forfærdigelse,

hvorpaa er set Eksempler af Murer- og Tømmersvendenes Sammenrotteise, siden af

Skomagersvendenes og endelig tilsidst af Smedesvendenes formastelig foretagne Opstand.«

Fra 1760—1770 var der Smaastrejker af Sejlmagere, Blikkenslagere og Skrædere,

og i 1781 var der Snedkerstrejke. Saavidt vides slap Svendene godt fra disse Strejker

uden at blive straffede.

I 1794 oprandt saa den bekendte store Tømrerstrejke.

En Tømrermester havde nægtet to tyske Svende, der ønskede at rejse, den nødvendige

Afskedsseddel, hvortil han efter Lavsvedtægterne var berettiget. Svendene

gjorde imidlertid Indsigelse, hvorpaa de blev arresterede og efter gældende Ret idømte

Vand og Brød. »Det var Gnisten, der fængede i en som det synes beredt Jordbund. Mellem

300 og 400 Tømmersvende nedlagde straks Arbejdet. I den Anledning fængslede

man deres Førere, men derfor faldt Svendene ikke tilføje. De forsamlede sig paa deres

Herberge i Adelgade, hvor de forholdt sig eksemplarisk rolige, men stadig bestemt nægtede

at gaa i Arbejde: først skulde deres Førere frigives og den sædvanlige Dagløn forhøjes.

Saa tyede man til Militæret. 202 Svende bleve af en Soldaterkommando ført fra Adelgade

til Kastellet, hvor 125 af dem — d. v. s. dem, der stadig holdt fast ved Arbejdsnedlæggelsen

— dømtes til Jern paa Fæstningen i nogle Maaneder. Men Dommen —

blev ikke fuldbyrdet.« 1 )

De 125 blev ført til Tyskland, hvor imidlertid de 98 hørte hjemme, men denne

Udvisning annulleredes atter, forsaavidt som de indfødte og her i Landet bosatte Svende

fik Lov til at vende tilbage, hvorhos Autoriteterne selv opmuntrede Mestrene til at forhøje

Daglønnen.

De strejkende Tømrere optraadte med en mærkelig Ro, men Autoriteterne var

synlig nervøse.

Strejken blev iværksat den 30. Juli og allerede den 11. August 1794 nedsattes

den tidligere omtalte Kommission, hvis Arbejdsresultat blev Frd. 21. Marts 1800.

I 1813 støder vi paa en interessant Bestemmelse i PI. af 6. Aprils. A., hvorefter

Arbejdslønnen i de to største Bygningsfag, Murernes og Tomrernes, ikke skulde fastsættes

ved fri Forhandling mellem Mester og Svende, men af Regeringen. Det var altsaa en

Slags tvungen Voldgift, der her indføres, hvilken Ordning — med varierende Lønsatser

— gjaldt til 1826.

Af Plakatens Bestemmelser fremhæves:

§ 1: En Tømmersvend eller Mursvend, som arbejder for Dagløn, skal kunne

tilstaas i Sommermaanederne 4 Mk. 8 Sk. Rigsbankpenge, og i Vintermaanederne 3 Mk.

12 Sk. Rigsbankpenge.

§ 2: Forsaavidt Kjøbenhavn angaar, skal Svendene imod saadan Dagløn være

1) C. Nyrop: Vor Haandværksstand, S. 1—2. Endvidere henvises til samme Forfatters: Kjøbenhavns

Tømmerlav, Kjøbenhavn 1887, S. 162—176, hvor der gives en indgaaende Skildring af Begivenhedernes

Gang.


146

pligtige at arbejde paa hvilketsomhelst Sted indenfor Demarcations-Linien, men naar

Mesteren anviser Svenden Arbejde udenfor denne Linie, bør denne nyde et Tillæg fra

8 Sk. til 1 Mk. daglig i Forhold til den kortere eller længere Afstand fra Linien.

§ 3: Sommermaanederne regnes fra 1. April til Udgangen af September og

Vintermaanederne fra 1. Oktober til Udgangen af Marts.

§ 4: I Sommermaanederne regnes Arbejdstiden fra Kl. 5 til 11 om Form., og fra

Kl. 1 til 7 om Efterm. I Vintermaanederne: fra den Tid det dages, indtil det mørknes,

dog med én Times Mellemfrist fra Kl. 12 til 1 om Middagen.

§ 7: For Accord-Arbejde ved Tømmer- og Muurlauget have saavel Mestere

som Svendene at rette sig »efter den Taxt, som er vedhæftet denne Placat«, hvilken Takst

fremtræder med et helt moderne Snit og indeholder Priser for 19 Tømrerakkorder og

26 Murerakkorder.

§ 8: Al Extra-Betaling, det være sig Timepenge, Ølpenge, Rospenge eller hvilkensomhelst

anden Benævnelse den kan gives, skal for Fremtiden være aldeles afskaffet,

og det forbydes strængeligen saavel Mestere som Bygherrer, at give en Svend enten større

Dagløn eller højere Betaling for Accord-Arbejde, end den, der herved er fastsat eller

herefter fastsættes, ej heller noget anden Slags Tillæg, det være sig i Naturalier eller

paa nogen anden tænkelig Maade. Overtrædelse straffedes med fra 20 til 100 Rdlr.

§ 16: Alle Tvistigheder imellem Mestere og Svende, som rejse sig af ovennævnte

Bestemmelser, henhøre til Afgørelse ved Politiretten, hvis Pligt det er inden 24 Timer,

efter at en saadan Sag er indklaget, at foretage og uopholdelig at paakiende samme.

Det vilde formentlig have en vis Interesse at undersøge, hvorledes denne hurtige

Retsforfølgning virkede i Praksis!

Den 28. Oktober 1826 ophævedes PI. af 1813 efter Ansøgning fra Svendene, hvorefter

man »indtil videre vil have det overladt til de Vedkommende ved indbyrdes Forening

at fastsætte Daglønnen.«

PI. af 6. April 1813 minder iøvrigt i nogen Grad om Dronning Elisabeths saakaldte

Lærlingelov af 1562 i England, efter hvilken Arbejdernes Lønninger hvert Aar

skulde fastsættes af de stedlige Fredsdommere sammen med Sheriffen og Medlemmerne

af de kommunale Raad med Bistand af sagkyndige, ligesom Arbejdstidens Længde var

fikseret, om Sommeren til 12 Timer og om Vinteren fra Daggry til det blev mørkt 1 ).

I 1848 fremkommer formentlig for første Gang Forslag til en egentlig kollektiv

Overenskomst med Etablering af en faglig Voldgiftsret.

Det var Typograferne, som her gik i Spidsen for en Bevægelse i rent moderne

Forstand, hvilket maaske skyldes, at de i Modsætning til andre Haandværkere ikke hørte

til noget Lav og ikke ret godt kunde komme ind under Forord. 21. Marts 1800, navnlig

ikke dens § 11 Nr. 9 og 10 om Sammenrotteise.

Ovennævnte Forslag blev stillet Principalerne den 28. November 1848 af 212

Typografer. Følgende Punkter i Forslaget fremhæves:

1) en Arbejdstid paa 12 Timer (om Sommeren fra 7—7, om Vinteren fra 8—8)

med 2 Middagstimer,

2) 50 % Godtgørelse for Søndags-, Helligdags- og Natarbejde,

1) Ludvig Bramsen: Englands og Tysklands Lovgivning for Arbejdere i Industri og Haandværk.

Tildelt Universitetets Guldmedaille. Trykt ved Indenrigsministeriets Foranstaltning. Kjøbenhavn

1889, S. 75—79.

Cordt Trap: Arbejderdomstole og Forligs- og Voldgiftsnævn, Kjøbenhavn 1893, S. 6.

Clara Black: Mægling og Voldgift i L'dlandet, optaget i Fællesudvalget af 17. August 1908's Betænkning,

S. 61—62.


147

4) ubetinget ugentlig Udbetaling om Fredagen,

5) Nedsættelse af en Voldgiftsret, bestaaende af to Principaler, tre Sættere og tre

Trykkere,

8) forhøjet Betaling efter Overenskomst for slet Manuskript, fremmede Sprog,

blandet, tabellarisk og matematisk Sats.

Principalerne optraadte først velvilligt over for hele Bevægelsen, men senere

vendte Stemningen sig, og i en længere Skrivelse af 11. December 1848 begrunder de deres

Vægring mod at imødekomme Typograferne. Denne Skrivelse er særdeles karakteristisk,

navnlig fordi den klart viser, at Principalerne havde den rigtige Forstaaelse af,

at det her drejede sig om en paatænkt kollektiv Overenskomst.

De udtaler nemlig bl. a.:

» Vi maa paa det bestemteste protestere imod enhver Indblanding af

Typograferne in pleno i vore specielle Anliggender, hvorimod det maa staa enhver Principal

frit for i denne Retning at handle efter sin bedste Overbevisning og med Hensyn til

sit Personales Tarv. Vor Tids Løsen er Frihed saavel i politisk som materiel Henseende,

man søger at løsne Lovene saa meget som muligt, for at enhver Haandværker eller Fabrikant

kan arbejde saa frit som muligt. Vort Fag har den Fordel ikke at være noget

Lav, men de Herrer Typografer komme nu med Forslag, som hvis vi gik ind derpaa,

vilde gjøre os mere end lavsbundne. Vi skulde i Tilfælde af Stridigheder underkaste os

en Voldgiftskomité? Nej! have vi Stridigheder med dem, der ere i vort Brød, og ikke

selv kunne jævne disse, da staar vort rette Forum, Domstolene, os aabne. Vi ere alle

Borgere i Staden, vi ville ikke danne nogen Stat i Staten«.

Den 23. s. M. nedlagde Typograferne Arbejdet, idet de den 9. havde givet det

almindelige 14 Dages Opsigelsesvarsel.

Strejken mislykkedes imidlertid, dels paa Grund af manglende Sammenhold,

dels af Mangel paa Penge 1 ).

Blandt Snedkerne var der ogsaa et stærkt Røre i 1848. Mestrene afviste alle

deres Fordringer, men det kom dog ikke til Strejke.

Murerne iværksatte en Strejke den 4. Januar 1851 efter forudgaaet 14 Dages

Varsel. Murerne, som jo var undergivne Frd. af 21. Marts 1800, fik dette at føle, for

saa vidt som 3 Svende blev arresterede, men den almindelige Opinion var Svendene

gunstig. De 3 Svende blev løsladte, idet oven i Købet Murerlavet androg om, at Sagen

mod dem maatte blive hævet. Strejken endte med, at Mestrene gav Svendene en lille

Lønforhøjelse.

Den nye Priskurant af 17. Januar 1851 var imidlertid ikke nogen kollektiv

Vedtagelse, men udarbejdet af et Mesterudvalg. Den indeholder ikke nogen Bestemmelse

om Voldgift.

I 1851 faar ogsaa Tømrerne en ny Priskurant, som ligeledes var udarbejdet af

Mestrene, og som heller ikke indeholder noget om Voldgift. Denne Priskurant var i

øvrigt den første, der udkom i Trykken.

Nogen Lockout i egentlig Forstand ses ikke at have foreligget i Tiden indtil

1857, hvilket vel har sin naturlige Forklaring deri, at Mestrenes Stilling var saa stærk,

at de ikke havde Brug for et saadant Tvangsmiddel.

Endnu skal gøres opmærksom paa, at det aarhundredgamle 14 Dages Opsigelsesvarsel

i Forholdet mellem Mester og Svend falder sammen med det i Septemberforliget

fastsatte 1. Strejke- og Lockoutvarsels Længde, hvilket dog maaske er en Tilfældighed.

1) Danske Typografers Organisationshistorie (ved Victor Petersen), S. 96—106.


148

III.

I hvor stort Omfang Indflydelse fra Udlandet har gjort sig gældende i de ovenomhandlede

Retninger lader sig næppe direkte paavise.

Hvad Kampen mod Lavene angaar kan det siges, at den var »international«,

thi der førtes overalt i Udlandet, hvor der var Lav, den samme Kamp mod disse fra

Statsmagtens Side som her hjemme, og Lavene var ligesaa haarde at knække dér

som her.

Der synes blot at have været den Forskel, at f. Eks. Stæderne i Tyskland —

naar det gjaldt om at faa ophævede Lav stadfæstede paa ny — i Mangel af andre Midler

uden videre gennemførte deres Krav ved Oprør, hvortil vi dog ikke her har noget

Sidestykke.

Blot nogle Eksempler paa Forbudene i Tyskland skal anføres:

Paa en Rigsdag i 1219 ophævede den tyske Kejser Frederik alle Lav. Men i

1231 maa hans Efterfølger gentage Forbudet. Samme Aar ophæver Biskop Henrik

Lavene i Worms »for alle Sælgendes og Købendes Bekvemmeligheds og Friheds Skyld«,

jfr. Christian IV's foran under I citerede Forbud af 19. Juni 1613. Alle Lav ophævedes:

i Wien 1361, i Hessen 1368, i Nederlandene 1531 og igen 1546. Paa den tyske Rigsdag

i Aaret 1572 er der imidlertid atter Tale om at ophæve Lavene 1 ).

Forbindelsen med Udlandet i den her omhandlede Henseende skete jo i første

Række gennem Svendenes Vandringer og Tagen Ophold og Arbejde i Udlandet, hvor

mange danske Svende udvidede deres Kundskaber, gjorde Erfaringer og modtog Indtryk,

som prægede dem for Livet, hvad adskillige Optegnelser og Memoirer bærer Vidne om.

Gennem lange Tider var det ligefrem en lavsmæssig Pligt for vore Haandværkssvende:

at vandre, men umiddelbart efter den store Tømrerstrejke i 1794 udkom der — samtidig

med Nedsættelsen af den ovenfor omtalte Kommission — en Kancelliskrivelse af 11.

August 1794 (Raadstueplakat af samme Dato), hvorved alle indfødte Haandværkssvende,

der efter deres Lavsartikler eller Vedtægter var pligtige at rejse paa deres Haandværk

i Udlandet, aldeles fritoges herfor. Grunden hertil var, at man saa vidt mulig ønskede

at bryde den nære Forbindelse med det tyske Lavsvæsen.

Svende-Vandringerne ophørte dog ikke dermed, og der foreligger intet om, at

Haandværkernes Forbindelse — reelt og ideelt — med Udlandet af den Grund blev

ringere.

Ganske interessant synes det navnlig at være, at den første rent moderne

Arbejderbevægelse her i Landet — nemlig den ovenfor omtalte fra Typografernes Side

i 1848 — blev ført frem af en Svend, Typograf William Dau, der lige var kommen hjem

fra Udlandet. Det er ikke lykkedes at opspore, hvor i Udlandet han har opholdt sig,

og hvilken særlig fremmed Indflydelse, der mulig har paavirket ham, men det var ham

og ingen anden, som gav Stødet til Bevægelsen og satte Liv i sine Kammerater 2 ).

1) Adolf Frederik Bergsøe: Om Laugsvæsen og Næringsfrihed med specielt Hensyn til en Reform i

den danske Lovgivning i denne Retning, København 1840, hvor der S. 132—176 gives en detailleret

Udvikling af de paagældende Forhold i Udlandet, og hvoraf her endnu skal nævnes, at den berømte

franske Statsmand Turgot — som i 1774 havde bevirket Kornhandelens Frigørelse — i 1776 fik udstedt

et Edikt, hvorved alle Lav ophævedes og Næringsfrihed indførtes i hele Frankrig. I Anledning

af dette Edikt bruges følgende skarpe Udtalelse om Lavsanordningerne: »Dispositions bizarres,

tyranniques, contraires å l'humanité et aux bonnes mæurs, dont sont remplies ces espéces de codes

obscurs, rediges par l'avidité, adoptés sans examen, dans les temps d'ignorance, et auxquels il n'a

manqué pour étre l'objet de Findignation publique, que d'étre connus«.

Umiddelbart efter og bl. a. som en Følge af dette Edikts Udstedelse faldt Turgot i Unaade, og

hans Efterfølger, Clugny, satte alt paa den gamle Fod; se nævnte Bog, S. 134—135.

2) Danske Typografers Organisationshistorie, S. 96—97.


149

Organisations-Historien slutter (S. 106) sit herhenhørende Kapitel: »Vaagnende

Selvstændighed« saaledes:

»Men desværre lykkedes det Principalerne at stænge Føreren for Bevægelsen

ude fra alt Arbejde; William Dau maatte rejse til New York, hvor han senere døde, og

derved holdtes den rejste Bevægelse nede.

Typograferne sank igen ned til deres tidligere Indolens«.

I denne Forbindelse bør ogsaa nævnes, at der i vedkommende Tidsrum eksisterede

en Række Foreninger af Haandværkere, som synes at have øvet en betydelig

aandelig Indflydelse bl. a. ved stærkt besøgte Foredrag. Hvilke udenlandske Impulser

der derigennem har gjort sig gældende lader sig vel ikke udmaale, men det er

utvivlsomt, at i hvert Fald Bevægelsen for den fri Næring i høj Grad førtes frem af de

Ideer om Frihed i alle Forhold, som ved Hjælp af udenlandsk Litteratur eller af direkte

Paavirkning under Ophold i Udlandet blev udbredt her i Landet af Liberalismens Mænd.

Spørgsmaalet om Næringsfrihedens Indførelse var blevet et politisk Spørgsmaal, der

krævede sin politiske Løsning!

Af ovennævnte Foreninger skal anføres:

»Selskabet til Haandværksstandens Forædling« (fra omkring 1800), »Selskabet

til Naturlærens Udbredelse« (stiftet 1815 af H. C. Ørsted), »Læseselskab for Kunstnere

og Haandværkere« (oprettet 1830), og »Industriforeningen i København« (stiftet 1838).

Dennes Modsætning »Haandværkerforeningen i København« oprettedes i 1840 for at

værge Lavene mod den ny Tids Stormløb, men baade denne Forening og de derefter

oprettede Haandværkerforeninger i Provinserne bidrog ogsaa deres til at højne Haandværkerstanden,

f. Eks. gennem Oprettelse af »Det tekniske Institut« i 1843 (ved Snedkermester

Lasenius Kramp) og gennem »Haandværkerdannelsesforeningen« (1847).

IV.

1857—1885.

I 1862 var der stor international Industriudstilling i London, og under denne

afholdtes den 5. August efter Indbydelse af engelske Arbejdere et internationalt Møde

til Drøftelse af Arbejderklassens Stilling.

Man kom her til den Erkendelse, at Arbejdersagen var international og vedtog

Oprettelsen af Sekretariater til Udveksling af Spørgsmaal vedrørende Arbejdernes Interesser

i de store Industrilande 1 ).

De engelske Arbejdere sammenkaldte derpaa til et nyt Arbejdermøde den 28.

September 1864 i St. Martins Hall i London, og her vedtoges da de foreløbige Love for

den internationale Arbejderforening: Internationale, hvilke stadfæstedes paa den første

Kongres i Genf 1866.

I disse Love eller Generalstatuter hedder det bl. a.:

»Arbejderklassens Frigørelse maa erobres af Arbejderne selv«, at »Kampen for

Arbejderklassens Frigørelse ikke er en Kamp for Klasseprivilegier og Enerettigheder,

men en Kamp for Lighed i Ret som i Pligt og for Afskaffelse af Standsforskellen«, og

»at Arbejderklassens Frigørelse .... hverken er lokal eller national, men derimod en

Samfundsopgave, som omfatter alle Lande, hvori det moderne Samfund hersker«.

1) J. Jensen og C. M. Olsen: Fagforeningsbevægelsen, S. 8—9. De nedenfor anførte Data er for en

Del ogsaa tagne fra denne Bog.


150

»Kongressen erklærer, at Den internationale Arbejderforening anerkender Sandhed,

Retfærdighed og Moral for den ledende Tanke, der bør være til Stede mellem alle

Mennesker uden Hensyn til Hudfarve, Nationalitet eller Religion«.

I Oktober 1871 stiftedes Den internationale Arbejderforening for Danmark. Foreningens

Love findes aftrykte i den citerede Bog af J. Jensen og C. M. Olsen, S. 5—8.

De ses ikke at indeholde nogen Bestemmelse om Voldgift, ligesom der heller ikke i »Internationales«

Program særligt opstilles Krav om Voldgift 1 ).

Paa den Tid eksisterede der her i Landet kun én Forening, som havde nogen

Lighed med en Fagforening; det var Den typografiske Forening, der oprettedes i 1869.

Men den befattede sig den Gang endnu ikke med Lønspørgsmaal. Endvidere var Cigarmagernes

Fagforening blevet dannet den 1. September 1871. Denne Forening bestaar

endnu, men af de Fagforeninger, der i øvrigt blev oprettede i 1871, er kun tilbage Skibstømrernes

Fagforening i København og Hustømrernes Fagforening i Aarhus.

I 1871 har vi formentlig den første Lockout. Det var Maskinfabrikant Burmeister

(senere Burmeister & Wain), som iværksatte den ved uden Varsel at afskedige ca. 200

af sine Arbejdere. Lockouten blev besvaret med en Strejke. Arbejdsmændene gav hurtig

efter, men Formerne førte Kampen videre, dog uden direkte Resultat.

I April 1872 udbrød en stor Murerstrejke. Det var »Murersvendeforeningen«,

en Fortsættelse af Murersvendelavet — ikke en Fagforening — der iværksatte Strejken,

som gav Anledning til det bekendte Fælledmpde Søndagen den 5. Maj 1872. Forbud

mod Mødet blev udstedt ifølge Beslutning i Statsraadet af daværende Justitsminister

Klein. Arbejderførerne Pio, Brix og Geleff arresteredes Natten til den 5. Maj. Arbejderne

samlede sig alligevel om Eftermiddagen paa Fælleden, hvor Politi og Husarer gjorde

Indhug, og hvor det kom til Haandgemæng.

Pio, Brix og Geleff dømtes ved Højesteret i 1873, og Internationale blev forbudt.

Internationales Fagsektioner gik derefter op i Fagforeningerne.

I 1873 udkom den 23. Maj: Lov Nr. 73 om Forandring i Næringsloven af 29.

December 1857 (bl. a. om Forbrugsforeninger) og Lov Nr. 74 om Børns og unge

Menneskers Arbejde i Fabriker og fabriksmæssig drevne Værksteder samt det Offentliges

Tilsyn med disse.

Aaret 1874 er for saa vidt mærkeligt, som Voldgiftstanken da atter kom frem.

Den blev virkeliggjort Aaret efter.

Det var igen Typograffaget, som gik i Spidsen, men denne Gang er det Principalerne,

fra hvis Kreds Tanken fremsættes. Arbejderne modtager den vel med Honnør, men

det er som om Bevægelsen i 1848 — da Typograferne selv under William Daus Førelse

stillede Forslag om kollektiv Overenskomst og Voldgiftsret—nu ganske er gaaet i Glemme.

Sagen forholdt sig saaledes: Efter en ret hidsig Kamp i Aarene 1871—74 for

at faa vedtaget en Tarif — hvorunder der var Strejke hos Rigsdagsbogtrykker Schultz —

lykkedes dette endelig sidstnævnte Aar, og paa et Møde af Principalerne fremsatte da

Bogtrykker Sally B. Salomon Forslag om at foranstalte en Voldgiftsret nedsat 2 ).

Forslaget synes dog at have mødt Modstand fra Principalernes Side, thi i en Række

Artikler i Fagbladet om »Tarifen« hedder det bl. a.: »Samtidig med Tarifens Vedtagelse

overraskede — havde vi nær sagt — Principalerne Typograferne ved at forelægge disse

Forslag til Nedsættelsen af en Voldgiftsret. Vi kunne nok forstaa, at i samme Øjeblik,

1) C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets Aarhundrede. København 1904. 1ste Bind I.,

S. 213—240, navnlig S. 215—18.

2) Typograf-Tidende Nr. 34 og 35 for 22. September 1874 og Skandinavisk Bogtrykker-Tidende 1874,

Sp. 157.


151

som man har brudt med den gamle Tradition, er Trangen til det ny og bedre paatrængt

sig med forøget Styrke og har saaledes ubevidst faaet Overhaand; thi Voldgiftsretter

anses jo af alle Arbejdervenner for at være en meget væsentlig — om ikke absolut nødvendig

— Institution i et Fags Arbejdsordning. Men vi er ikke bleven just saa overraskede

ved at erfare, at Principalerne nu ikke vil staa ved, hvad de engang har vedtaget

og uden nogen synderlig Tilskyndelse tilbudt; men for os staar den Antagelse

nærmest, at da Principalerne hørte, at Typograferne ogsåa gerne vilde have en Voldgiftsret

nedsat, saa vilde de ikke have den « 1 ).

I Typograf Tidende Nr. 11 og 12 for 19. Marts 1875 findes en Artikel med Overskrift:

Foreningen af danske Bogtrykkere, hvori det hedder:

»Denne Forening, der dannedes den 18. Februar, og til hvis Bestyrelse

er valgt: som Formand Hr. Sally B. Salomon har vedtaget følgende Love:

§ 5. Foreningen udvælger sin Del af en Voldgiftsret, der har at afgøre de mellem

Typografer og Principaler opstaaende Stridsspørgsmaal; Foreningens Medlemmer er

forpligtede til uvægerligen at efterkomme den samlede Voldgiftsrets Kendelser

Det vilde være en Fejl, om vi Typografer ikke var fuldstændig paa det Rene

med os selv i, at Principalforeningens Dannelse nærmest skyldes Ønsket om at faa en

Modvægt mod »Den typografiske Forening« bragt i Stand, og Principalerne har i saa

Henseende gjort Skridtet fuldt ud, idet deres Forening er bestemt til at omfatte alle

danske Bogtrykkeriejere«.

»Som det vil ses af Lovene vil Foreningen opnaa sit Formaal ved at hævde trufne

Overenskomster med Typograferne mellem Principalerne indbyrdes — det kan nok

behøves — og ved at slutte sig sammen mod Overtrædelser fra Typografernes Side; den

vil ordne Lærlingeforholdet, medvirke til Oprettelsen af en Fagskole og eb Fagbibliotek

samt være delagtig i at danne en Voldgiftsret. — »Skand. Bogtr. Tid.« ser sig allerede

i Stand til at meddele, hvorledes denne Institution skal indrettes: Principalforeningen

vælger to, Typografforeningen to Medlemmer, og endvidere udnævnes en Opmand, men

efter hvad vi tror at vide, vil der fra Typografforeningens Side kræves nogle forudgaaende

Underhandlinger, forinden Voldgiftsretten træder i Virksomhed, og det er vel endvidere

et Spørgsmaal, om den saadan indrettet er praktisk«.

I Tidendens Nr. 19 fra 7. Maj 1875 finder vi en Spidsartikel om Voldgiftsretten,

som nu er ved at træde i Virksomhed.

I Nr. 20 for 14. s. M. hedder det om et Repræsentantskabsmøde i »Den typ. For.«:

»Formanden gav Meddelelse om Voldgiftsretten. Han karakteriserede denne

Sag som saa umoden fremsat fra Principalernes Side, at den maatte forbedres, før den

kunde blive til det, man tilsigter med den. Det var rigtigst at sende to Delegerede, da

man i modsat Fald vilde beskylde os for ikke at være imødekommende, og forresten

maatte vi indtage en afventende Holdning«.

I Nr. 25 for 18. Juni 1875 er der en Spidsartikel om Voldgiftsretten, hvori der

stikles til Principalerne.

I Nr. 33 for 13. August 1875 findes saa under »Forskelligt«:

»Den typografiske Voldgiftsret, hvori Bogtrykkeriejerne er repræsenterede ved

de Herrer Lauritzen og Valentin og Typograferne ved de Herrer J. 0. Henriksen og R.

P. Jensen, konstituerede sig i Tirsdags og valgte Valentin til Formand og R. P. Jensen

til Sekretær. Næste Møde afholdes i Aften«.

1) Typograf-Tidende Nr. 39 for 17. Oktober 1874, Sp. 6.


152

Den første faglige Voldgiftsret i Danmark var traadt i Virksomhed! —• Det var

Arbejdsgiveren Sally B. Salomon, der gav Stødet til den. —

Ved kgl. Resolution af 20. September 1875 nedsattes en Kommission til Under=

spgelse af Arbejderforholdene i Danmark, bestaaende af 11 Medlemmer, hvoraf 1

Arbejder; Overpræsident E. Emil Rosenørn var dens Formand. 1 )

Kommissionen afgav Betænkning den 25. Oktober 1878, hvori findes 3 Lovudkast,

nemlig:

1) til Lov om Indførelse af Arbejdskontraktbøger samt om Kontraktforholdet

mellem Mestre og Svende og Fabrikanter og Fabrikarbejdere,

2) til Lov om Lærlingekontrakter, og

3) til Lov om Arbejdsretter, der i sin Helhed findes aftrykt nedenfor som Bilag 1.

I sine Betragtninger over Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdstagere«

gaar Kommissionen selvfølgelig ud fra Enkeltmandskontrakten — Begrebet »kollektiv

Overenskomst« var endnu ikke dengang blevet knæsat, jfr. Udkastet om Indførelse af

Arbejdskontraktbøger — men Kommissionen sondrer klart mellem Rets- og Interessestridigheder,

idet den siger, at der er »en naturlig Forskel imellem de egentlige Retsspørgsmaal,

der fremkommer i dette som i alle Kontraktforhold: om Forstaaelsen af den indgaaede

Overenskomst, om de deraf flydende Rettigheder og Pligter, om Brud paa Kontrakten,

om retsstridige Skades-Tilføjelser o. s. fr. — og de Spørgsmaal, som i de senere Tider saa

ofte har fremkaldt Strid, og som jævnlig antager større Omfang ved de almindeligere

Arbejdsnedlæggelser og desl., men som dog ogsaa ofte er begrænsede til en mindre Kreds

eller til den enkelte Virksomhed, saasom angaaende Lønningsforhøjelse eller Nedsættelse,

angaaende Priskuranter, om Arbejdstiden, om de Forhold, hvorunder Arbejderne er

stillede i Henseende til Lokale, Behandlingsmaade etc. Den første Række af disse

Spørgsmaal hører naturligen hen under Domstolenes Afgørelse, og den almindelige Lov

om disses Organisation og Behandlingsmaade af Retssager maa her være den afgørende.

Hvorvidt der er Anledning til i disse at tillade et Lægmands-Element, har i Kommissionen

været gjort til Genstand for Overvejelser, der har ført til, at nogle Medlemmer

har opstillet det nedenstaaende Forslag om Arbejdsretter, der skulde indeholde

et saadant Element, medens de andre ikke har turdet indlade sig herpaa, men har forment,

at man ved alle disse Forhold maa gaa ud fra Benyttelsen af de bestaaende

Domstole.

Anderledes stiller det sig med Tilvejebringelse af forligsmæssige Autoriteter til

Behandling af den anden Række af Spørgsmaal, naar saadanne opstaa

De Spørgsmaal, der opstaa med Hensyn til saadanne Autoriteters Dannelse og

Indretning er vistnok væsentlig: om de skal paabydes ved Lov, eller om deres Dannelse

skal være en frivillig Sag; om deres Afgørelser skal være forbundne med retslig Tvang

til deres Gennemførelse, eller de blot skulde være af forligsmæssig Betydning, samt hvorledes

de skal sammensættes.

Kommissionens Flertal anser det for rigtigt, ogsaa i dette Forhold at følge Frivillighedens

Vej. Ved Tvang vilde disse Forligsmyndigheder næppe faa nogen Betydning;

men derimod maa det anses for særdeles magtpaaliggende, at der ved de Mester- og

Svendeforeninger, der konfirmeres af det offentlige, træffes Bestemmelser om, at af dem

skal saadanne Forligsmyndigheder kunne vælges. Deslige Nævn har andetsteds virket

til megen Nytte, og hos os har de i de sidste Aar ikke sjældent været savnede, det fejler

1) Her kan anføres, at den bekendte Jærnstøber P. F. Lunde allerede i 1850 som Folketingsmand

foreslog, at der skulde nedsættes en parlamentarisk Kommission til Undersøgelse af de arbejdende

Klassers Stilling her i Landet, hvilket dog ikke skete (Folketingstid. 1850 III, Sp. 6520 og Tillæg B.

Sp. 848).


153

næppe, at hvis de kaldtes til Eksistens, vilde saavel Mestre som Svende ofte med Tillid

ty til dem, og uden at der behøves at tillægges deres Beslutninger retslig Tvang, vilde de

ofte ved deres Indflydelse være i Stand til at ordne og bilægge Tvistepunkter.

Saadanne Nævn bør formentlig bestaa af 5 Medlemmer, valgte paa et vist Aaremaal

f. Eks. 5 Aar ad Gangen. De to Medlemmer bør vælges af Mesterforeningen og de

to af Svendeforeningen

De 4 valgte træder straks sammen og vælger uden for Faget en Mand, til hvem

Tillid haves fra begge Sider til Formand for Nævnet

Om Afgørelse af Retsspørgsmaal hedder det bl. a. 2 ):

»Men Søgsmaal til Afgørelsen af disse Spørgsmaal medfører ikke ringe Besvær

ved den nuværende Rettergangsmaade baade for Arbejdsgiveren og Arbejderen. De

Omkostninger, der er forbundne med en saadan privat Politiretssag og den civilretlige

Procedure under denne, som, naar den ene Part lader møde ved Sagfører, ogsaa kan gøre

dette nødvendigt for den anden, hvilket atter medfører, at Sagens Afgørelse kan drages

ud i meget lang Tid, fremkalder hos begge Parter, men særlig dog hos Arbejderen en

Frygt og en Utilbøjelighed til at henvende sig til Domstolene med Klage over den Uret,

han formener at have lidt. Dertil kommer for Arbejdsgiverens Vedkommende, at denne

i mangfoldige Tilfælde hverken vil kunne faa fat paa Arbejderen eller, selv om det lykkes,

vil kunne opnaa nogen Fyldestgørelse paa Grund af Arbejderens Mangel paa Evne til

Skadeserstatning. I de Tilfælde, hvor Arbejderen gennem Tvangsbøder skal bringes til

at gaa tilbage til det Arbejde, han uretteligen har forladt, vil dette være uden egentlig

Værd for Arbejdsgiveren, fordi Fortsættelse af Arbejdet da sker uvilligt og derfor udføres

slet. Endelig kommer dertil, at Striden ofte kan angaa Opfyldelse eller Nægtelse af Fordringer,

som mere er begrundede i en fagmæssig Sædvane end i egentlige Retsregler, og

som den retskyndige Dommer ofte kan savne den fornødne Indsigt til at bedømme

Ved Lovudkastets Udarbejdelse har man nærmest haft Forholdene i Købstæderne

for Øje; for saa vidt lignende Bestemmelser skulde træffes for København, hvilket vistnok

1 sig selv vilde være det rette, vilde Modifikationer i enkelte Regler forsaavidt være nødvendige«

Af Forslagets Indhold fremhæves:

at Arbejdsretten skal bestaa af Købstadens Politidommer som Formand og af

2 valgte Medlemmer (§ 1),

at Byraadet for hvert Fag eller for Samlinger af beslægtede Fag for et Tidsrum

af 3 Aar vælger 4 Arbejdsgivere og 4 Arbejdere, blandt hvilke Politidommeren tilkalder

2 Meddomsmænd, saaledes at hver af disse skal tages henholdsvis blandt de Arbejdsgivere

og de Arbejdere, som er valgte af Byraadet for det Fag eller den Samling af Fag, hvortil

de tvistende Parter hører (§ 2),

at Parterne skal møde personlig (§ 5),

at Proceduren er mundtlig: Politidommeren »afhører« Klageren og Indklagede

og »hører ligeledes de tilstedeværende Vidner om de Punkter, hvorom Parterne er uenige,

ligesom ogsaa Meddomsmændene kan' ved Politidommeren afæske Parter og Vidner

Forklaring om Sagen« (§ 6),

at Dom saavidt mulig straks skal afsiges, dog inden 3 Dage efter Optagelse (§ 7),

at Dommen afsiges af Rettens Flertal (§ 8—1), og at »Dommens Afsigelse til den

dertil fastsatte Tid anses som lovlig Forkyndelse for begge Parter« (§ 8—2),

1) Kommissionens Betænkning, S. 35—36.

2) Betænkningen, S. 38.

26


154

at Dommene er endeligt gyldige og skal af Politidommeren foranstaltes fuldbyrdede

inden 8 Dage efter Afsigelsen (§ 9—3),

at Retten kan idømme Straf af simpelt Fængsel indtil 6 Maaneder — bl. a. for

Anvendelse af legemlig Tvang og Trudsler for at tvinge til at opgive eller forlade Arbejde,

for forsætlig Ødelæggelse af Arbejdsmateriale og Redskaber — og af Bøder indtil 200

Kr. bl. a. for uberettiget at bortvise eller nægte at antage Arbejdere eller Lærlinge og for

uberettiget at forlade Arbejdet eller utilbørlig at behandle Arbejdsmateriel og Redskaber

(§ 10),

samt at Sagerne iøvrigt behandles efter Reglerne for offentlige Politisager (§11). —

Med Hensyn til de øvrige Spørgsmaal, som det var paalagt Kommissionen at

undersøge, gøres opmærksom paa følgende Udtalelse i Kommissoriet, ikke alene fordi

den saa klart blotter de paagældende Mangler i Loven, men ogsaa fordi den formentlig

giver et Billede af, hvorledes Datiden mente, at Organiseringen først og fremmest burde

foregaa. Kommissoriet (Indenrigsminister Skeel) udtaler sig saaledes:

»Ogsaa i en anden Retning har Næringsloven af 1857 efterladt Samfundet meget

vigtige Opgaver at løse. Medens der nemlig med Laugsindretningen var forbundet et

fuldstændigt System af Understøttelseskasser, der udøvede en betydelig Virksomhed til

Gavn for den aldrende og svagelige Arbeider, og i Reglen friede ham fra at tilfalde det

offentlige Fattigvæsen, er denne understøttende Virksomhed nu nærmest henvist til

Arbeidernes frie Foreninger, der ikke have formaaet at magte den dem saaledes stillede

Opgave. Der maa saaledes fra Samfundets Side foretages en Reorganisation

af Understøttelseskasser n e, saaledes at disse kunne yde Arbeiderne Sygehjælp,

Invaliditetshjælp, Alderdomsforsørgelse, Begravelseshjælp og Understøttelse til

de Efterladte i et saadant Omfang, at de Paagjældende i de angivne Tilfælde kunne

fritages for at ty til det offentlige Fattigvæsen. I dette Øiemed bør der undersøges,

dels om det ikke bør gjøres enhver Arbeider til Pligt at bidrage til disse Kasser, forsaavidt

han ikke godtgjør paa anden Maade at have tilsikret sig tilsvarende Fordele,

dels om det ikke bør paalægges enhver Arbeidsgiver at yde Bidrag i Forhold til den

Arbeidsløn han udreder. Det bør derhos gjøres til Gjenstand for Overveielse, om det

ikke vil være rettest at give Arbeidsgiverne lige Andel med Arbeiderne i Bestyrelsen

af disse Kasser, hvis Omraade vistnok ikke burde indskrænkes til den enkelte By eller

Distrikt, men af Hensyn til den derved voxende Sikkerhed som ogsaa til Arbeidernes

Uafhængighed af den enkelte Arbeidsgiver og deres Ret til Omflytning udstrækkes over

hele Landet. Paa den anden Side burde Organisationen mulig knytte sig til de enkelte

Fag, idet dels disses Fornødenheder og Fordringer til Livet vistnok ere temmelig forskjellige,

dels de mange individuelle Hensyn, der ved Understøttelsernes Uddeling kunne

være at tage, saaledes lettest kunne forventes iagttagne. Endelig kunde der være

Spørgsmaal om at lade Staten garantere Kassernes Evne til at opfylde deres Forpligtelser

og til Gjengjæld herfor at lade Staten deltage ved et overordnet Element i deres

Bestyrelse.

Til den Organisation, der saaledes maatte kunne gives Understøttelseskasserne,

vilde muligen en anden Virksomhed kunne knyttes, der turde have den største Betydning

for Arbeiderforholdenes rolige Udvikling. Der vilde nemlig i Kassernes Bestyrelser,

sammensatte som antydet af Arbeidsgivere og Arbeidere under Ledelse af et Staten

repræsenterende Element, haves en Myndighed, til hvem det kunde overdrages at afgjøre

de fra Tid til anden indenfor de enkelte Fag opkommende Spørgsmaal om Arbeidslønnens

Størrelse og Arbeidstidens Længde. En Afgjørelse,

truffen af disse Myndigheder, kunde der mulig tillægges forpligtende Kraft for samtlige


155

Medlemmer af det paagjældende Fag, baade Arbeidere og Arbeidsgivere, indtil ny

Afgjøreise maatte blive truffen.«

Kommissionen udarbejdede ikke noget Lovforslag i de nævnte Retninger, men

tog Spørgsmaalene op til Behandling i sin Betænkning, se saaledes S. 29—35: Om Organisation

af Svende- og Mesterforeninger, S. 64—77: Syge- og Begravelseskasser og S. 80

—89: Alderdomsforsørgelseskasser.

Kommissionens Arbejder satte ikke Frugt i nogen Lov.

Den 12. Februar 1878 stiftedes Det socialdemokratiske Forbund, hvis Opgave

skulde være at virke for de socialistiske Ideers Udbredelse, og for Arbejdernes politiske

Organisation samt for deres Repræsentation i Rigsdag og Kommunalbestyrelse.

Hermed havde Arbejderne skabt en selvstændig Organisation med et udelukkende

social-politisk Program.

De havde endnu ikke naaet at danne en faglig Hovedorganisation. Men i Aarene

efter 1884 agiteredes der stærkt baade i København og Provinserne.

I 1885 iværksattes den store Lockout i Smede= og Maskinfaget.

Arbejderne havde stillet Krav om en Minimalløn af 27 Øre i Timen, men dette

besvaredes med et Forlangende om, at Arbejderne skulde melde sig ud af deres Organisationer,

hvis de ikke vilde lockoutes.

Smedene tog Lockouten, som fik et stærkt politisk Præg ved den betydelige

Pengeunderstøttelse, der tilflød Arbejderne fra »Venstres« Folk over hele Landet.

Under Lockouten stiftede »Højre« og Arbejdsgiverne Arbejdernes Værn for at

»værne Arbejderne mod Socialismens Tryk«.

Lockouten varede over et halvt Aar, og Kampen førtes hidsigt og energisk fra

begge Sider.

Den endte uafgjort, idet Arbejderne vel maatte tage deres Krav om en Minimalløn

tilbage, men det samme maatte Arbejdsgiverne gøre med deres Forlangende om Udmeldelse

af Fagforeningerne.

1886—1900.

I August 1886 afholdtes den første skandinaviske Arbejderkongres i Gøteborg,

hvis Resolutioner i ikke ringe Grad har dannet Grundlaget for Arbejdernes Organisationsbestræbelser.

Af disse Resolutioner anføres her følgende:

»Punkt 6. Om Voldgiftsretter,

a) Paa hvilken Maade kan Stridigheder mellem Arbejdere og Arbejdsgivere

bedst afgøres?

b) Er Indførelsen af Voldgiftsretter mellem Arbejdere og Arbejdsgivere ønskelig,

og hvorledes bør saadanne Voldgiftsdomstole sammensættes?«

Resolution:

»Da det selvfølgelig er i Samfundets Interesse, at Stridigheder mellem Arbejder

og Arbejdsgiver saa vidt muligt bilægges ad fredelig Vej, tilraader Kongressen: Oprettelsen

af faglige Voldgiftsretter, valgte af Arbejdernes og Arbejdsgivernes Organisationer«.

»Punkt 7. Om Strejker.

a) Under hvilke Forhold bør Strejker anvendes?

b) Under hvilke Forhold bør Fagforeninger i Almindelighed understøtte Strejker?«


156

Resolution:

»Kongressen udtaler som sin Anskuelse:

At Strejker ikke bør erklæres af Arbejdere, som ikke er organiserede i en Fagforening,

og at der ikke bør gribes til Strejke, før alle fredelige Midler, som staar til

Raadighed, er bleven forsøgt uden Resultat; Fagforeningerne bør derfor kun understøtte

saadanne Strejker, som er iværksatte af en Fagforening, efter at det bar vist sig

umuligt at komme til en fredelig Løsning«.

»Punkt 12. Bør Arbejderne være Modstandere af, at Arbejdsgiverne organiserer sig?

Kongressen udtaler sin Tilfredshed med Arbejdsgivernes Organisation, fordi

man derigennem lettere kan føre Underhandlinger mellem Parterne og naa til et godt

Resultat«.

Efter Hjemkomsten fra Kongressen blev der arbejdet energisk paa at skabe en

Centralisation af Fagforeningerne, og Resultatet blev: De samvirkende Fagforeninger i

København. —

Den i Bogtrykkerfaget i 1875 oprettede og derefter fungerende Voldgiftsret var

i hele 10 Aar en enlig Svale, thi først i Firserne tager Etableringen af faglige Vold=

giftsretter Fart: Snedkerfaget faar sin Voldgiftsret i 1886 — den første Voldgift i dette

Fag var formentlig i 1877 om et særligt Forhold — Murerfaget ogsaa sin i 1886, Hustømrerne

deres 1887 osv. —

Den 30. Marts 1889 udkom Lov Nr. 39 om Lærlingeforholdet, af hvis Bestemmelser

særlig fremhæves:

§ 18: Tvistigheder mellem Mester og Lærling vedrørende denne Lovs § 10, 15

Nr. 2 og 16, Nr. 1, 2 og 4 samt § 17 skal afgøres ved Voldgift, forsaavidt ikke begge

Parter bliver enige om en anden Fremgangsmaade. Voldgiften skal afsiges af Stedets

Øvrighed som Formand (i København et Medlem af Magistraten, i Købstæderne Borgermesteren

og paa Landet Politimesteren) samt en af hver af Parterne valgt Mand

De paagældende Tvistigheder angaar Spørgsmaal: om Mesteren har ladet det

mangle paa tilbørlig Omhu for Lærlingens Uddannelse (§ 10), om Lærlingen har gjort

sig skyldig i væsentlige Pligtbrud (§ 15 Nr. 2), om Mesteren har gjort sig skyldig i Mishandling

af Lærlingen eller i andet væsentligt Brud paa Forpligtelser, om Mesterens Flytning

paafører Lærlingen Ulemper (§ 16 Nr. 2), om Lærlingens Sygdom har medført

Vanskeligheder for eller Umulighed af Forholdets fortsatte Bestaaen (§ 16 Nr. 4), om

Betingelserne for at hæve Kontrakten mod Erstatning er tilstede (§ 17).

Denne lovbefalede Voldgift angaar vel kun Enkeltmands-Forhold, men er dog

formentlig ikke uden voldgiftsretlig Interesse.

Det tilføjes, at der til Magistraten i København aarlig indkommer omkring 20

Begæringer om Voldgift i Lærlingeforhold. —

Den 12. April 1889 udstedtes Lov Nr. 56 om Foranstaltninger til Forebyggelse

af Ulykkestilfælde ved Brug af Maskiner m. m., hvis § 11 indførte Fabriktilsyn fra

Statens Side. —

I Rigsdagssamlingen 1890—91 indbragte Arbejderpartiet et Forslag til Lov

om Arbejdstid Timersdagen), hvilket dog ikke gennemførtes. — I en Række senere

Samlinger indbragtes det paany, men med samme Resultat.

Ved Lov Nr. 48 af 1. April 1891 om den offentlige Fred paa Folkekirkens

Helligdage samt paa Grundlovsdagen bestemtes det bl. a. (i § 3):

»I Fabriker eller paa saadanne Værksteder, og Arbejdssteder, hvor Arbejdet

udføres paa fabrikmæssig Maade (Lov Nr. 74 af 23. Maj 1873) skal alt Arbejde ophøre


157

paa Folkekirkens Helligdage fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 12 Nat«, fra hvilken Regel der

dog blev givet Indenrigsministeren Ret til at gøre væsentlige Afvigelser, jfr. herved

Helligdags-Lov Nr. 57 af 7. April 1876, § 1.

Ved kgl. Resolution af 21. Maj 1890 nedsattes en Kommission til Forberedelse

af en Revision af Næringslovgivningen, bestaaende af 25 Medlemmer med Borgmester

i Odense J. G. C. F. Koch som Formand, Borgmester i København H. N. Hansen

som Næstformand 1 ) og Sekretær hos Indenrigsministeren F. de Jonquiéres — senere

Overpræsident — som Sekretær.

Af de øvrige 22 Kommissionsmedlemmer var 8 udnævnte efter Forslag af

Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, 4 efter Forslag af Fællesrepræsentationen

for Samvirken mellem Repræsentanter for den danske Handelsstand,

2 som særlige Repræsentanter for Staden København, foreslaaede af Københavns Kommunalbestyrelse,

3 som særlige Repræsentanter for Provinskøbstæderne, foreslaaede

af den danske Købstadforening og 5 som særlige Repræsentanter for Landet.

Arbejderne var slet ikke repræsenterede i Kommissionen.

Da der fra Regeringens Side blev sat meget ind paa denne Kommission, og da

den formentlig ogsaa udførte et fuldlødigt Arbejde, meddeles her, hvorledes daværende

Indenrigsminister Ingerslev udtaler sig om dens Arbejdsprogram i sin Forestilling til

Kongen:

»Den omhandlede Kommissions Opgave maatte saaledes blive at forberede en

Revision af den nugældende Næringslovgivning, altsaa af Næringsloven af 29. December

1857 tilligemed samtlige ældre og yngre Bestemmelser, der staa i Forbindelse med

Næringsloven. Den nævnte Lovgivning kommer saaledes naturlig til at angive Omraadet

for Kommissionens Virksomhed: skal denne imidlertid bære Frugt, kan det ikke

sættes som Kommissionens Maal at søge Næringslovgivningen fuldstændig omordnet

efter nye Grundprincipper, hvorimod det maa blive i alt Fald Kommissionens væsentligste

Opgave at underkaste den bestaaende Næringslovgivnings enkelt e Bestemmelser

en indgaaende Kritik og at fremsætte Forslag til saadanne nye Bestemmelser

eller til saadanne Ændringer i de gældende Bestemmelser, hvorved clen bestaaende Ordning

kunde frigøres for de Ulemper, som paa de forskellige Næringsomraader i saa

mange Retninger have vist sig at være følelige«, hvorefter der opregnes 20 Punkter i

Næringslovgivningen, som egne sig til at gøres til Genstand for den eventuelle Kommissions

nærmere Overvejelse.

Næringskommissionen — som den kaldtes — afgav Betænkning den 13. Juli

1893 tillige med et »Forslag til Lov om Næringsdrift« (se den trykte Betænkning S. 60

—87), samt et »Forslag til Lov om Auktionsholdernæring« (Betænk. S. 167—169), hvorhos

Kommissionen tidligere under 5. Oktober 1892 havde afgivet en særlig Betænkning

angaaende et af Ministeriet udarbejdet »Forslag til Lov om Beværtning og Handel med

Brændevin og skattepligtigt Øl« (se Betænkn. S. 267—289, jfr. S. 239—266).

Kommissionen redegør for sit Standpunkt i al Almindelighed ved en længere

Udtalelse, hvoraf her anføres følgende:

1) Borgmester Hansen var den eneste af Kommissionens Medlemmer, som ogsaa havde været Medlem

af Kommissionen af 20. September 1875.


158

»I øvrigt er der næppe noget Land, hvor Overgangen fra

det gamle til det ny System har været mere brat og mere radikal

end hos os efter Lov af 29. December 1857. Medens man andetsteds

dog lod staa adskillige Skranker og Hindringer for en alt for voldsom Udvikling af Frihedsprincippet,

gjorde Loven af 1857 kun et svagt og lidet betydende Forsøg herpaa

ved at udsætte Lovens fulde Ikrafttræden til 1. Januar 1862. Men fra sidstnævnte Tidspunkt

hjemler Loven for de tidligere Tilstande, der dog havde det bestaaendes Ret, og

til hvilke mange Eksistenser vare knyttede, intet nævneværdigt Middel til at modstaa

det overvældende Tryk, som den ny Udvikling førte med sig. Vel troede man at

beskytte Haandværket ved i Lovens § 24 at forbyde dettes Forening med Handel og ved

i Lovens § 28 kun at tillade visse Haandværkere at nedsætte sig inden for en Afstand

af 1 Mil fra Købstæderne, og man gav Købstæderne, til hvilke Handelen hidtil havde

været knyttet, i §§ 54 og 55 det saakaldte Læbælte; men den Haandværkerne tiltænkte

Beskyttelse tabte snart sin reelle Betydning og blev endog i mange Tilfælde en Hindring

og Ubillighed for dem, den vilde beskytte, paa Grund af, at hverken § 24 eller § 28 vare

anvendelige paa Fabriksdrift, og, efter at Handelsvirksomheden havde fundet en ny

Organisation gennem Forbrugsforeninger, tabte ogsaa Købstædernes Læbælte paa mange

Steder sin Virkning som Beskyttelse for Handelen i disse. Bortset fra disse Indskrænkninger

giver Loven af 1857 som bekendt en saa godt som ubegrænset Adgang til at

udøve Næringsdrift, derunder Adgang til samtidig at udøve flere Næringsbrug enten i

samme eller i forskellige Næringskredse, og det er derhos, for at erhverve Næringsadkomst,

ufornødent at præstere Bevis for, at paagældende har Kendskab til eller Duelighed

i det paagældende Fag. Foruden de i Lovens § 2 nævnte almindelige, nærmest

Personens Retsevne vedrørende Betingelser fordrer Loven af 1857 nemlig for at erholde

Adkomst paa Næringsbrug kun, at der erlægges en ingenlunde høj Afgift een Gang ror

alle til Kommunens Kasse, og dette, for saa vidt angaar Næringer henhørende til Haandværk

og Fabriksdrift, endda kun, naar paagældende i Næringsdriften vil bruge anden

Medhjælp end sin Hustru og Børn, og for saa vidt det paagældende Næringsbrug ved

den af Indenrigsministeriet for hver Købstad og hvert Amt efter indhentet Betænkning

fra de kommunale Myndigheder udfærdigede Vedtægt er betegnet som bunden Næring

sammesteds.«

Under Henvisning til Lovudkastets Afsnit VII: Lav, Korporationer

og Foreninger (se Bilag 2 nedenfor), skal her endvidere ganske særlig peges paa,

hvorledes Kommissionen stillede sig til Næringsstandens Organisering og Spørgsmaal

om Mæglingo g Voldgift, ved Gengivelse af følgende Udtalelser i Betænkningen

(S. 36 flg.):

»Der har i Kommissionen været fuld Enighed om, at en kraftig Organisation

af Udøverne af samme eller beslægtede Næringsbrug

er af den største Betydning for den næringsdrivende Stands

Fremtid. Da Loven af 1857 med eet Slag tilintetgjorde Lavsordningen, under hvilken

Næringsdriften var indtvungen, tænkte den ikke paa at sætte en anden Organisation

i Stedet, hvorunder Næringslivet kunde finde det Fodfæste ror Sammenslutning af

ensartede Interesser, som Lavsvæsenet i saa rigt Maal havde ydet. Lav og Korporationer

bleve vel ved at bestaa som frivillige Foreninger, og Regeringen kunde vedblivende

stadfæste Vedtægter for nye frivillige Foreninger af næringsdrivende, men

Loven knyttede ingen Rettigheder til denne Stadfæstelse, der ikke synes at have haft

væsentlig anden Betydning end, at der af Stadfæstelsen fulgte et vist Tilsyn af det

offentlige med, at Foreningens Midler anvendtes i Overensstemmelse med Vedtægtens


159

Bestemmelser. I de første Aartier efter Næringslovens Fremkomst spille de næringsdrivendes

frivillige Foreninger keller ingen Bolle. Tiden var for optagen af at indrette

sig efter de nye Former og udnytte de Chancer, disse havde givet, til, at man kunde have

Tanke for Sammenslutninger, der mindede om den forældede Tilstand, man nys havde

forladt. Efterhaanden begyndte imidlertid Associationerne atter at træde frem paa

Næringslivets Omraade som paa saa godt som alle andre Omraader i den nyeste Tid.

En Omstændighed, der i ikke ringe Grad har bidraget til at kalde de næringsdrivende

sammen i organiserede Foreninger til Varetagelse af deres fælles Tarv. har sikkert været,

at man saa, hvor stor Styrke Svendenes Fagorganisation gav disse; men forinden dette

og uafhængigt deraf er der gaaet en Bevægelse gennem den næringsdrivende Stand

henimod en Organisation, hvori den kunde fremme alt det, som den anser for nødvendigt

for sin Eksistens og Trivsel. Her skal blot mindes om de Skridt, der paa denne Maade

ere gjorte til Fremme af Uddannelsen gennem Oprettelsen af tekniske Skoler, Fagskoler,

Rejseunderstøttelsesforeninger og lignende samt til Udvikling af Forbindelsen mellem

næringsdrivende i samme eller beslægtede Fag hele Landet over eller i større Landsdele

for at fremme Kendskabet til Fagets Rettigheder og Interesser og for at føre Fagets

Ønsker frem paa en saadan Maade, at de kunne blive hørte. Medens Kommissionen

som sagt til fulde vurderer Betydningen af denne Bevægelse blandt de næringsdrivende,

har det dog maattet blive et Spørgsmaal for Kommissionen, om der her var en Opgave

for Lovgivningsmagten at tage fat paa. Om det end nu kan siges, at den i 1857 skete

Bevægelse bort fra de næringsdrivendes tvungne Organisation foregik for pludseligt

og hensynsløst, var den dog i sin Helhed berettiget. Lavsvæsenet, der i sin Tid havde

udført en betydningsfuld og nødvendig Opgave, var allerede forlængst blevet en utaalelig

Skranke, der var uforenelig med de Forandiinger, som Produktionsmaaden og Afsætningsforholdene

vare undergaaede. En Indgriben fra Lovgivningsmagtens Side kan

derfor i hvert Fald ikke gaa ud paa at genindføre en tvungen Organisation af de

næringsdrivende. Hvad der kan være Tale om, er en Anerkendelse fra Statens Side,

forbunden med visse Rettigheder, for at fremme Tilslutningen til og Betydningen af

Organisationen. At der herom er et almindeligt Ønske blandt de næringsdrivende, er

Kommissionen bekendt, jfr. i saa Henseende Andragende af 22. Juli 1891 fra Fællesrepræsentationen

for dansk Industri og Haandværk, hvori andrages paa, at Fagsammensætningen

mellem næringsdrivende faar en saadan Anerkendelse fra Statens Side, at

derved enhver fagdannet Haandværker og industridrivende anspores til at indordne

sig under samme, hvilket vil være af Betydning for Arbejdsgivernes Stilling overfor

Arbejderne ved Løsningen af opstaaende sociale Spørgsmaal saavel som for Tilvejebringelsen

af den bedst mulige Uddannelse for Ungdommen, ligesom det vil fremme

den gensidige Hjælpsomhed. Kommissionen tror, at der er Grund for Lovgivningsmagten

til at imødekomme dette Ønske, og man har derfor udarbejdet et hertil sigtende

Forslag under Afsnit VII.

I § 55 2det Stykke er dernæst omhandlet et Forhold, som Kommissionen tillægger

særlig Betydning, det nemlig, at der skal kunne etableres Forbindelse mellem

Foreningerne af næringsdrivende og Foreninger af Svende og Arbejdere i samme Fag.

Dels skal det ved Vedtægten kunne bestemmes, at Foreningerne af næringsdrivende

skulle yde Bidrag til Svendeforeningerne, dels skal der med disse kunne træffes Overenskomst

om Udjævning ved Voldgift af opstaaende Stridigheder om Lønningsvikaar

og Haandhævelse af Orden under Arbejdet. Naar disse Veje benyttes, tror man, at der

kan opnaas ikke lidet i Retning af at tilvejebringe et bedre Forhold mellem Arbejdsgivere

og Arbejdere og at komme ud over forefaldende Uenigheder. Efter Flertallets Formening


160

ligger det uden for Kommissionens Omraade at foreslaa almindelige Bestemmelser om

Indførelse af Forligs- og Voldgiftsinstitutioner; det, der her tilsigtes, er kun at give

Arbejdsgiverne og Arbejderne Lejlighed til gennem deres Foreninger at træffe Overenskomst

om i Tilfælde af Strid at søge Afgørelse ved Voldgiit. Hvorledes i øvrigt en saadan

Overenskomst nærmere skal ordnes, bliver ganske at overlade til Foreningerne selv.

Til de saaledes fremsatte Betragtninger ønske nogle (7) af Kommissionens

Medlemmer at knytte følgende yderligeie Bemærkninger:

Om man end fra et vist Synspunkt set kan sige, som det ovenfor er gjort, at

det ligger uden for Næringsdriftens Ordning i streng Forstand, og derfor uden for denne

Kommissions Omraade, at medtage Foreningsorganisationen i større Omfang, saa forekommer

det dog nærværende Mindretal ugørligt i vore Dage ved en Lov om Næringsforholdenes

Ordning ikke ogsaa at have Øje for det Spørgsmaal, som er af største Betydning

for Næringslivets hele Fremtid, nemlig en lykkeligere Udvikling saa vel af

Mesterforeningerne s o m af Svendeforeningerne, som ogsaa en Bestræbelse

for at fremme Samarbejde og Enighed imellem Arbejdsgivere og Arbejdere

indbyrdes. »Medtager man i Loven i Lighed med, hvad der skete i

1857, Bestemmelser om Mesterforeninger og om velgørende Foreninger mellem Svende,

synes det lidet begrundet nu at blive staaende herved og ikke at medtage Foreninger

mellem Svende med videregaaende Formaal. Vanskeligheden ved her at skabe nogen

fuldt fyldestgørende Løsning bør ikke afholde fra Forsøgets Foretagelse hos os i Lighed

med, hvad der andetsteds er sket, og det maa her stedse erindres, at det dog kun er

Lovgivningens Opgave at aabne Muligheden for Udviklingen, medens det da beror

paa de paagældende Personer selv, naar og i hvilket Omfang de ville benytte, hvad

Lovgivningen saaledes byder dem. Den Kamp, som for Tiden føres mellem Arbejdere

og Arbejdsgivere, og den derved fremkaldte Modsætning og Bitterhed er vistnok alt

andet end heldig, men nærværende Mindretal formener, at disse tilvisse mindre gunstige

Forhold endog indeholde en forstærket Opfordring til at aabne en Vej, ad hvillien der

kunde naas frem til bedre Tilstande, og det er nærværende Mindretals Overbevisning,

at det væsentligt vil være gennem den Art af Sammenslutning, som herved haves for

Øje, at det skal kunne naas at hæve Haandværket i Dygtighed og Anseelse og at sikre

en Forbedring af Standens økonomiske Kaar. I Overensstemmelse hermed foreslaar

dette Mindretal Lovforslagets § 55 saaledes affattet:

»Endvidere skal Indenrigsministeriet være bemyndiget til at stadfæste Vedtægter

for nye Foreninger, være sig imellem næringsdrivende eller imellem Svende og

Fabriksarbejdere, naar Foreningens Formaal er at befordre Enighed og Sammenhold

imellem Medlemmerne, at holde Standsæren i Hævd, at fremme Fagets fælles Interesser,

at virke for Oplysnings Fremme i det paagældende Fag, for Hjælp og Understøttelse

til Foreningens Medlemmer, Svende, Arbejdere og Lærlinge o. s. v., alt under

Forudsætning af, at der i Foreningens Vedtægte" intet findes, som strider imod det

offentliges Interesser«.

Men udvider man nu Lovens Bestemmelser om Foreninger saaledes, saa vil det

efter Mindretallets Formening tillige være nødvendigt her at medtage en Bestemmelse,

som tilstræber at fremme Oprettelsen af Forligs- og Voldgiftskamre

til Behandlingen af Stridigheder paa Næringslivets Omraade. De samme Betragtninger,

som nys have været ledende for Mindretallet, gøre sig ogsaa her gældende,

a t det er lidet naturligt i vore Dage at give en ny Næringslov uden ogsaa at have

détte vigtige Forhold for Øje, a t Bestemmelser som de, der her tilsigtes, ogsaa de fleste

aldre Steder ere trufne, a t det ikke for Lovgivningen gælder om at udarbejde udførlige,


161

i det enkelte gaaende Bestemmelser, men ikkun om at skabe den Ramme, indenfor

hvilken Livet kan virke og arbejde. Mindretallet ved vel, at der her opstaar en Række

af Spørgsmaal, som det er saare vanskeligt at besvare. Hvilke Arter af Sager skal det

her dreje sig om, alle almindelige Retsstridigheder private Personer imellem eller

ikkun de større Uoverensstemmelser imellem Arbejdsgivere og Arbejdere? Skal det

være en Pligt at gaa til disse Kamre, eller skal det være en frivillig Sag? Skulle

de ikkun prøve Forlig imellem de stridende, eller skulle de, hvis saadant ikke kommer

i Stand, afgøre Sagen ved Voldgiftskendelse? Skal i sidste Tilfælde

Kendelsens Gennemførelse kunne umiddelbart fre m t vinges, og

ved hvilke Midler skal dette kunne ske?

Til alle disse Spørgsmaal kan man stille sig forskelligt, og de enkelte Medlemmer

inden for Mindretallet stille sig ogsaa forskelligt ved Besvarelsen af dem; men,

hvad Mindretallet hævder, er dette, at det vilde være urigtigt, fordi der om disse

Punkter kan være forskellige Anskuelser, at lade den hele Sag ligge, ja Mindretallet er

endog af den Anskuelse, at det vilde være urigtigt her ved en begyndende Lovgivning

at ville slaa bestemte Regler fast om alt dette, som baade helt vel kan lades

ubesvaret nu, idet Bestemmelse kan træffes igennem de senere Vedtægter og for hvert

enkelt Tilfælde, og som tillige først bør ordnes, naar det praktiske Livs Erfaring har

givet Lovgivningen den fornødne Vejledning.

Hvad det gælder om at opstille som Pligt er dette, at, naar Foreninger

som de omhandlede ere dannede, da skal der af disse vælges delegerede, saavel fra

Mesterforeningerne som fra Svendeforeningerne, der sammentræde under Ledelse af

en af Kommunalbestyrelsen valgt Formand, og som da udgøre Forligs- og Voldgiftskammer

for opstaaende Stridigheder. Dette er altsaa Forskellen mellem Kommissionens

Flertal og nærværende Mindretal, at, imedens Flertallet i sin § 55 andet Stykke, sidste

Punktum kun udtaler »Med saadanne Foreninger skal der derhos kunne træffes Overenskomster

om Udjævning ved Voldgift af opstaaende Stridigheder om Lønningsvilkaar

og Haandhævelse af Orden under Arbejdet«, saa ønsker Mindretallet i Lovforslaget optagen

en Bestemmelse, omtrent af følgende Indhold:

»Naar der i en Købstad bestaar anerkendte Foreninger saavel af næringsdrivende

som af Svende eller Fabriksarbejdere af samme Fag, paahviler det hver af disse Foreninger

at udvælge 3 delegerede, der sammentræde under Ledelse af en af Kommunalbestyrelsen

valgt Formand, og som da udgøre Forligs- og Voldgifts-Kammer med Hensyn

til Stridigheder i det paagældende Fag. Disse Kamres Virksomhed og Omraade bestemmes

igennem Vedtægter, udarbejdede af vedkommende Kommunalbestyrelse og billigede

af Indenrigsministeriet«.

Det, som Mindretallet herved tillægger Betydning, er, at der, naaren Strid

udbryder eller truer med at udbryde, da alt forud for denne

bestaar en, uafhængig af det nu fremkomne Stridsspørgsmaal

dannet, paa en for begge Parter betryggende Maade samme nsa

togledet Myndighed, til hvilken man kan gaa om den rejste Strid. Mindretallet

holder for, at dette i høj Grad vil bidrage til at afløse det nu saa ofte fremkommende

Mistillidsforhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere med et gensidigt Agtelses- og

Velvil jesforhold, og, naar det da derved opnaas, at Repræsentanter for begge Sider

ledede af en uinteresseret og upartisk Formand, sidde Side om Side med det Formaal

at hindre Stridens Fremvækst og Forøgelse og bilægge i Stedet for at uddybe Uoverensstemmelsen,

saa vil dette kunne faa den største og gavnligste Betydning og mangen

ulykkelig Arbejdsnedlæggelse og Arbejdsstandsning derved blive undgaaet.

Videre end hertil behøver man ikke at gaa. Opstaar der da senere Stridigheder,

21


162

vil det enten alt forud være afgjort i de vedkommende Foreningers Vedtægter, hvad der

hører under de bestaaende. Kamre, hvor vidt disses Myndighed gaar o. s. v., eller, hvis

dette ikke er Tilfældet, vil man, naar Striden begynder, henvende sig til det bestaaende

Kammer, og dette faar da derved den Indflydelse paa Tingenes videre Gang, som

ellers nu saa let falder i tilfældige Hænder eller i alt Fald kommer til at ligge hos de

umiddelbart stridende. Det maa da blive Kammerets Opgave at aftale og ordne alt,

o m man vil Forlig eller tillige Voldgift, o m man, hvis Kamret ikke opnaar Forlig, vil

underkaste sig Voldgift af andre, at binde Parterne eller deres Repræsentanter forud

paa behørig Maade o. s. fr. Lykkes da den hele Institution, vil den efteihaanden hos

os faa den samme store Betydning, som den andetsteds har erhvervet sig, navnlig i

England, og det vilde efter Mindretallets Formening ikke være rigtigt, om Lovgivningen

ikke netop nu vilde række en Haand hertil.

Naar Flertallet(17 Medlemmer) ikke har kunnet gaa med til de af Mindretallet

saaledes ønskede Bestemmelser, ligger det, som bemærket, allerede i Flertallets

Opfattelse af den Begrænsning, der ifølge Kommissionens hele Opgave saavel som

ifølge dens Sammensætning maa sættes for dens Arbejde.«

Næringskommissionens Lovforslag blev forelagt Rigsdagen af ikke mindre end

4 Indenrigsministre i 7 Samlinger, nemlig af: Ingerslev i 1893—94, Hørring i 1894—95,

1895—96 og 1896—97, Bardenfleth i 1897—98 og 1898—99 og Bramsen i 1899—1900

uden at blive ført igennem til endelig Vedtagelse, og det uagtet Kommissionens Arbejde

maatte anerkendes som solidt og godt (»en Betænkning, der betegner et overordentlig

dygtigt og vel gennemtænkt Resultat af de Overvejelser, der have fundet Sted i Kommissionen«,

Indenrigsminister Bardenfleth i Landstinget den 5. Oktober 1898 — Spalte 35).

Senere har man ikke gjort Forsøg paa at reformere Næringsloven af 1857.

1892 udtalte det 6te Industrimøde efter Forslag af daværende Folketingsmand,

Direktør Ludvig Bramsen enstemmig i en Resolution Ønske om, at der i Henhold

til særlig Lov gaves Kommuner og Kommuneforbund Adgang til at oprette Industriog

Haandværksdomstole til Afgørelse af Stridigheder i Anledning af bestaaende Arbejdskontrakter,

og at der tildeltes saadanne faglige Domstole Egenskab af Forligs- eller Enighedskamre

til Udjævning af opstaaede eller truende Konflikter mellem Arbejdsgivere og

Arbejdere 1 ).

I Rigsdagssamlingen 1893—94 forelagde Bramsen derefter et Forslag til Lov om

Arbejdsretter og Enighedskamre i Folketinget, der er aftrykt nedenfor som Bilag 3.

Af Forslagets Bestemmelser fremhæves:

§ 1: Naar Arbejdsgivere og Arbejdere i en Kommune hos dennes Bestyrelse

andrager om Oprettelse af en Arbejdsret til Afgørelse enten af alle Arbejdsstridigheder

inden for Kommunens Omraade i det i § 3 angivne Omfang eller kun af saadanne

Stridigheder, som angaar de til et bestemt eller visse bestemte Fag hørende Arbejdsgivere

og deres Arbejdere, og naar Andragendet tiltrædes af Kommunalbestyrelsen, kan

denne med Overøvrighedens Samtykke oprette en Arbejdsret. For Arbejdsrettens Virksomhed

skal gælde en af Kommunalbestyrelsen besluttet Vedtægt

1) C. Nyrop: Beretning om Det sjette danske Industrimøde i København fra den 1- til den 4.

August 1892. S. 309-311.


163

Hvis Kommunalbestyrelsen nægter at oprette en Arbejdsret er der Rekurs til

Indenrigsministeriet

»Ved Udtrykket Arbejder forstaas i denne Lov Personer af begge Køn, som imod

Løn yder Arbejde i Haandværk, Fabriksdrift og i Virksomhed ved Befordring til Lands

af Personer og Gods, for saa vidt deres Løn ikke overstiger 2000 Kr. om Aaret«.

§ 2: Handler om Arbejdsrettens stedlige Omraade.

§ 3: Arbejdsretten afgør Stridigheder angaaende:

1) Tiltrædelsen og Ophøret af et Arbejdsforhold,

2) de gensidige Ydelser i et saadant,

3) Bøder og Erstatningsbeløb, som maatte være vedtagne for Forsømmelser eller

Kontraktsbrud,

4) Krav, som Arbejdere rejser imod andre Arbejdere hos samme Arbejdsgiver i Anledning

af Arbejde, som de i Fællesskab har overtaget

§ 4: En Arbejdsret skal bestaa af en Formand og af det i Vedtægten fastsatte

Antal Bisiddere, som altid skal være et lige Tal, og ej kan være mindre end 4

§ 5: angaar Betingelserne for at være Bisidder (Indfødsret, 30 Aar m. m.).

§ 6: Formanden og hans Stedfortræder vælges af Overøvrigheden for mindst

1 Aar ad Gangen .... de kan hverken være Arbejdsgivere eller Arbejdere. Bisidderne

og disses Stedfortrædere skal vælges i lige Antal blandt Arbejdsgivere og Arbejdere,

saaledes at Arbejdsgiverne vælger Arbejdsgivere og Arbejderne vælger Arbejdere ved

adskilt Valg. Skrift hg og hemmelig Afstemning — Valgperiode 3—5 Aar.

§ 7 handler om de valgberettigede til at vælge Bisiddere: »Personer af begge

Køn, som har fyldt 25 Aar «.

§ 12 angaar Sagernes Behandling: Mundtlig Forhandling, personligt Møde

»uden Bistand af Trediemand«. Rettens Formand afholder alene det første Møde: Forligsmægling,

eventuelt Dom straks, hvis Parterne giver Afkald paa Tilkaldelse af Bisiddere.

Sager indtil 100 Kr. kan ikke appelleres. Derover Appel til Højesteret.

I øvrigt er Reglerne i Frd. af 6. August 1824 for mindre betydelige Gældssager

uden for København gældende.

§§ 14-—22 handler om Enighedskamre.

§ 14: I Tilfælde af Uoverensstemmelse imellem samtlige eller flere til samme

Fag hørende Arbejdsgivere og deres Arbejdere indenfor en Arbejdsrets Omraade angaaende

Arbejdsløn og andre Betingelser for Arbejdsforholdets Fortsættelse eller Genoprettelse

kan Arbejdsretten paakaldes som Enighedskammer til Udjævning af saadanne

Uoverensstemmelser. Sker Henvendelse derom fra begge Parter, skal den efterkommes

og Parterne udnævne da delegerede, som skal forelægge Sagen for Arbejdsretten

§ 15: Naar en Arbejdsret skal virke som Enighedskammer, skal den være

besat med 2 Bisiddere af hver Slags eller med endnu flere, dersom Vedtægten bestemmer

det, samt af Formanden

§§ 16—20: Naar Sagen er bleven tilbørlig oplyst, men »Overenskomst« ikke

er opnaaet, optager Kamret Sagen til Voldgiftskendelse, som skal udtale sig om samtlige

de Stridsspørgsmaal, som har foreligget, og derefter angive, hvad Enighedskamret

anser for en retfærdig og tilraadelig Ordning af Stridsspørgsmaalene. Beslutningen om

denne Kendelses Affattelse tages med simpel Stemmeflerhed, men dersom alle Bisiddere

og Tillidsmænd for den ene Part staa imod alle Bisiddere og Tillidsmænd for den anden

Part, tør Formanden ikke afgive sin Stemme, men skal fastslaa, at Voldgiftskendelse

ikke afsiges paa Grund af Stemmelighed (§ 18).


164

I § 20 hedder det endelig:

Opnaas hverken Overenskomst eller Voldgiftskendelse, skal Enighedskamrets

Formand bekendtgøre dette paa den Maade og i den Form, som han selv bestemmer,

hvorefter Enighedskamret er at betragte som opløst, hvorpaa Paragrafen slutter med

følgende Udtalelse:

For saa vidt derefter samtlige delegerede retter en skriftlig Henvendelse i

Fællesskab til Overøvrigheden om, at denne vil udnævne en bestemt angiven, enkelt

Voldgiftsdo7nmer, hvis Kendelse man vil underkaste sig, og dersom Overøvrigheden

efterkommer denne Anmodning, skal Voldgiftsdommeren paa Forlangende have Adgang

til alle de af Enighedskamret tilvejebragte Oplysninger. En saadan enkelt Voldgiftsdommers

Kendelse skal offentliggøres paa den Maade, som han maatte bestemme.

Dette Forslag blev behandlet og noget ændret vedtaget i Folketinget, men

naaede i Landstinget kun til 1. Behandling (Rigsdagstidende 1893—94. 1. Behandling

i Folketinget, Sp. 1524 flg., Betænkning, Tillæg B., Sp. 1838 flg.. 2. Behandling, Sp. 4927

flg. og 3. Behandling, Sp. 5039 flg. 1. Behandling i Landstinget, Sp. 1731 flg.).

Som Bilag 4 og 5 aftrykkes nedenfor henholdsvis et Uddrag af Forslagsstillerens

Tale ved Sagens 1. Behandling i Folketinget og Forslaget i Folketingets Vedtagelse.

I de to følgende Samlinger forelagde Justitsminister Nellemann Forslaget i Landstinget

i den Skikkelse, som Folketinget havde givet det. (Bilag 5 jfr. Tidende 1894—95,

Tillæg A., Sp. 2671—2686), men det kom i 1894—95 kun til 1. Behandling (Tidende,

Sp. 485). I 1895—96 forelagdes det paa ny i Landstinget, som førstebehandlede det

(Sp. 40 flg.) og afgav Betænkning (Tillæg B., Sp. 1951), men derefter faldt Forslaget

bort. —

I 1896 centraliserer en Del Arbejdsgiverfag sig i Arbejdsgiverforeningen af 1896.

som i 1899 omdannedes til Dansk Arbejdsgiver= og Mesterforening, der rummer

alle Fag. I 1898 stiftedes De samvirkende Fagforbund i Danmark.

I Aarene 1895—98 var der Konflikter i en Række Fag, derunder navnlig en

alvorlig Lockout i Jernindustrien i 1897.

Særlig under Bilæggelsen af denne sidste blev der af Hovedorganisationernes

Mænd forhandlet om Oprettelse af en Arbejdsdomstol til Afgørelse af faglige Stridigheder,

hvilke Bestræbelser førte til en Overenskomst af 26. April 1898 om Nedsættelse

af Fællesudvalget til Afgørelse af Arbejdsstrid, der blev den første Voldgiftsret her i

Landet til Afgørelse af Retsstridigheder mellem Hovedorganisationerne.

Denne betydningsfulde Overenskomst lyder i sin Helhed saaledes:

»Ved de Forhandlinger, der den 26. April 1898 afsluttedes mellem Bestyrelsen

for »Arbejdsgiverforeningen af 1896« og Udvalget for »De samvirkende Fagforeninger«

samt Forretningsudvalget for »De samvirkende Fagforbund i Danmark«, hvorved der

er opnaaet Enighed om Forslag til Bilæggelsen af Strejken i Malerfaget og Arbejdsstandsningerne

i Jernindustrien hos Brandt & Co. i Odense (Nørrebros Jernstøberi), Skive Jernstøberi

og Maskinfabrik, Wendts Maskinfabrik i København og N. A. Kristensen & Co.'s

Jernstøberi i Nykøbing paa Mors samt om Forslag til Overenskomst mellem Vognmændene

og Kuskene i København angaaende en ny Løntarif, hvilke Forslag er vedhæftede nærværende

Overenskomst, er der endvidere vedtaget følgende:

Indtil der opnaas Enighed melem »Arbejdsgiverforeningen af 1896« og »De samvirkende

Fagforbund i Danmark« om en fast Arbejdsdomstol, og hvorom Forhandlinger

skal være afsluttede inden Udgangen af 1898, oprettes et Fællesudvalg, hvortil Arbejdsgiverforeningens

Bestyrelse vælger 2 Medlemmer indenfor og 1 Medlem udenfor sin Organisation,

og De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg 2 Medlemmer indenfor


165

og 1 Medlem udenfor sin Organisation. Disse 6 vælger i Forening en Formand. Dette

Udvalg afgør i paakommende Tilfælde, hvorvidt der ved opstaaende Stridigheder i de

under de 2de Organisationer hørende Foreninger og Virksomheder er begaaet Brud paa

bestaaende Overenskomster mellem Arbejdsgiver- og Arbejderorganisationer i de vedkommende

Fag eller paa nærværende Overenskomst.

Fællesudvalget kan kun afsige Kendelse i de ovennævnte Spørgsmaal, naar disse,

efter at have været til Forhandling mellem Bestyrelsen for »Arbejdsgiverforeningen«

og Forretningsudvalget for »De samvirkende Fagforbund«, af en af disse 2 Partier kræves

henvist til Udvalget; dog kan det nævnte Udvalg ogsaa behandle andre Spørgsmaal,

som Bestyrelsen for »Arbejdsgiverforeningen« og Forretningsudvalget for »De samvirkende

Fagforbund« er enige i at henvise til dets Afgørelse.

Denne Overenskomst, der er godkendt af begge Parter, forpligter vi os til at

forelægge og anbefale til Vedtagelse i vore respektive Organisationer snarest muligt,

saaledes at Arbejdet eventuelt kan være genoptaget i alle de omhandlede Fag senest

Mandagen den 2. Maj d. A.

København, den 26. April 1898.

For Arbejdsgiverforeningen af 1896:

N. Andersen. Vilh. Køhler. Niels Rasmussen.

R. Helweg. Carl Weitemeyer. Carl Kruse.

For Udvalget for »De samvirkende Fagforeninger« og Forretningsudvalget for »De samvirkende

Fagforbund i Danmark«:

J. Jensen. J. J. Møller. P. Knudsen. Sigv. Olsen.

H. P. Hansen. Lyngsie. C. M. Olsen.«

Til dette Fællesudvalg valgte: »Arbejdsgiverforeningen af 1896« Hof-Dekorationsmaler

Vilh. Hansen og Entreprenør N. C. Monberg indenfor Organisationen og Direktør

Ludvig Bramsen udenfor Organisationen, medens »De samvirkende Fagforbund«

indenfor Organisationen valgte Landstingsmand, Bageribestyrer C. C. Andersen og Forretningsfører

for Murerforbundet Henrik Rasmussen og udenfor Organisationen Folketingsmand,

cand. jur. Gustav Philipsen.

Til Fællesudvalgets Formand valgtes Professor, Dr. jur. Deuntzer.

Udvalget fik dog i Løbet af det første Aar kun nogle enkelte mindre Sager til

Forhandling.

1 1899 udbrød den store Lockout, som i sit Forløb omfattede ea. 40,000 Arbejdere

og varede fra 2. Maj til 8. September s. A.

Den ydre Anledning til denne Arbejdsstrid laa i, at Snedkerne i 7 jydske Byer

(Aalborg, Fredericia, Hjørring, Horsens, Kolding, Silkeborg og Thisted) forkastede et

Forslag til Overenskomst, som Mestrenes Centralforening vedtog.

Her skal blot anføres, at Arbejderne indbragte de til Grund for Lockouten liggende

Tvistepunkter for »Fællesudvalget«. Dette afsagde ogsaa en Kendelse, som dog ikke

førte til Lockoutens Afslutning.

»Fællesudvalget« konstituerede sig derefter den 1. Juli 1899 som Enighedskamrner,

idet to nyvalgte Medlemmer fra hver Side indtraadte i Kamret, nemlig Borgerrepræsentant,

Tømrer C. From-Petersen og Folketingsmand, Redaktør Harald Jensen fra Arbejdersiden

og Overretssagfører J. L. Busch og Murermester H. A. Fussing fra Arbejdsgivernes

Side.


166

Til at føre Ordet ved Kamret mødte for Arbejdsgiverforeningen, Formand for

den københavnske Afdeling Direktør Ludvig Christensen, Formand for Afdelingen i

Østifterne Arkitekt Thomsen og Formand for Afdelingen i Jylland Snedkermester Haslund

og for De samvirkende Fagforbund: Formanden, Folketingsmand J. Jensen, Formand

for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund J. A. Hansen og Formand for Dansk

Arbejdsmandsforbund, Folketingsmand M. C. Lyngsie.

Da Lockoutens Afslutning imidlertid ikke var at opnaa gennem Enighedskamret,

nedlagde Formanden sit Mandat, og Kamret opløstes den 15. Juli 1899 uden at have

afsagt nogen Kendelse.

Fællesudvalgets Forhandlinger er trykt under Titlen »Arbejdsstandsningen af

24. Maj 1899«.

»Fællesudvalget til Afgørelse af Arbejdsstrid« kom ikke senere i Virksomhed.

Nye Forhandlinger mellem Hovedorganisationerne genoptoges imidlertid paa

Foranledning og under Medvirkning af Borgerrepræsentationens Formand H. Trier,

Bankdirektør A. Heide og Veksellerer L. Bing, hvorved Lockouten blev bragt til Afslutning

ved Indgaaelse af Forliget af 5. September 1899.

I Tilslutning til dette Forlig vedtog man Oprettelsen af Den permanente Voldgiftsret,

der afsagde sin første Kendelse den 2. Juli 1900.


Udarbejdet af Kommissionen af

20. September 1875.

167

Udkast til Lov om Arbejdsretter.

Bilag 1.

§1.

Tvistigheder mellem Haandværksmestre, Fabrikanter eller andre selvstændige Arbejdsgivere,

som forestaar en industriel eller kunstnerisk Virksomhed, og deres Lærlinge eller Ar

bejdere angaaende Arbejds- eller Lærlingeforhold, afgøres i hver Købstad og i de Landdistrikter,

som efter kgl. Anordning med Hensyn hertil henlægges til Købstaden, af en Arbejdsret, som

beklædes af Politidommeren som Formand og af tvende valgte Meddommere.

§ 2.

For hvert Fag for sig eller for Samlinger af beslægtede Fag udvælger Byraadet i December

Maaned for et Tidsrum af 3 Aar fire Arbejdsgivere, af hvilke efter Politidommerens

Valg een i hver Sag tilkaldes som Meddommer, og ligeledes fire Svende eller Arbejdere, blandt

hvilke Politidommeren kalder een til at være Meddommer i den paagældende Sag, saaledes at

hver især af disse to Meddomsmænd skal tages henholdsvis blandt de Arbejdsgivere og de

Arbejdere, som er valgte af Byraadet for det Fag eller den Samling af Fag, hvortil de tvistende

Parter henhører.

Listen over de af Byraadet valgte Meddommere skal offentligen bekendtgøres inden

1. Januar i det efterfølgende Kalenderaar.

Byraadet afgør, hvorvidt Begæring om Fritagelse for at overtage dette Hverv kan bevilges,

dog at saadan Begæring indgives inden 14 Dage, efter at Listen har været kundgjort.

Tages Begæringen tilfølge, foretager Byraadet nyt Valg.

§ 3-

I Retten føres en af Amtmanden autoriseret Protokol af en dertil af Byraadet antagen

og af Kommunens Kasse lønnet Skriver.

§4.

Naar Klagen modtages af Politidommeren, bliver den af denne at give Paategning

om, naar Sagen foretages, og denne Sagens Berammelse forkyndes derefter for Parterne.

Ved Sagens Berammelse til Foretagelse skal Parterne opfordres til at medbringe deres

Vidner og andre Bevismidler.

§ 5. .

Til den berammede Tid skal Parterne møde personligen. Kun i Sygdomstilfælde eller

andet uundgaaeligt Forfald, som behørigen maa oplyses straks ved Sagens Foretagelse, kan

det tilstedes Parterne at møde ved Andre, men dog kun ved Værge, Kurator eller en nærpaarørende

Slægtning. Udebliver Klageren, anses Klagen som frafaldet. Dersom Indklagede derpaa

gør Paastand, og Retten dertil finder Føje, kan det paalægges Klageren at udrede til Indklagede

for forgæves Møde en passende Erstatning, og kan Retten ligeledes tilpligte Klageren

at erlægge Bøde for den Retten forvoldte Tidsspilde og Ulejlighed. Udebliver Indklagede uden

gyldigt Forfald og ej lader møde ved en dertil Berettiget, anses den i Klagen givne Fremstilling

af Sagen som indrømmet af Indklagede og lægges til Grund for Sagens Paakendelse.

Naar Sagen til den berammede Tid foretages i Retten, opfordrer Politidommeren, som

leder Forhandlingerne, Parterne til at erklære, hvorvidt de har nogen Indsigelse at fremsætte


168

mod nogen af de tilkaldte Meddomsmænd. Fremsættes saadan Indsigelse, afgør Retten, hvorvidt

samme kan tages tilfølge. Sker dette, foranstalter Politidommeren en anden Meddomsmand

tilkaldt snarest muligt. Fremsættes ingen saadan Indsigelse, eller tages denne ikke af Retten

tilfølge, afhører Politidommeren Klageren og Indklagede om Sagens faktiske Omstændigheder

og hører ligeledes de tilstedeværende Vidner om de Punkter, hvorom Parterne er uenige, ligesom

ogsaa Meddomsmændene kan ved Politidommeren afæske Parter og Vidner Forklaring

om Sagen, Derefter prøver Retten Forlig mellem Parterne og gør Forslag til Sagens mindelige

Afgørelse. Opnaas dette, indføres det indgaaede Forlig i Retsprotokollen, og Skriveren meddeler

deraf en af Politidommeren bekræftet Udskrift til hver af Parterne. Kan Forlig ikke tilvejebringes,

genoptages Undersøgelsen af de mellem Parterne omtvistede Punkter i Sagen. Af

disses Anbringender saavelsom af de afhørte Vidners Forklaringer sker da en kort Tilførsel til

Protokollen. Naar denne er oplæst, og naar Vidnernes Forklaringer, forsaavidt nogen af Parterne

derom fremsætter Forlangende, eller Retten finder saadant nødvendigt, er beedigede, afgør

Retten, hvorvidt der til Sagens behørige Oplysning og Indkaldelse af Vidner eller Tilvejebringelse

af Bevisligheder, som nogen af Parterne eller enkelte af Rettens Medlemmer maatte ønske, er

Føje til at udsætte Sagen til Foretagelse i et følgende Retsmøde, som da berammes.

Finder Retten i det hele eller dog en Flerhed af dennes Medlemmer ikke tilstrækkelig

Grund til at udsætte Sagen, men anser Sagen moden til Paakendelse, optager Retten Sagen

til Dom, hvorom Parter og Vidner da underrettes med Tilkendegivelse til Parterne om, naar

Dommen vil blive afsagt, til hvilken Tid Parterne da er pligtige til at møde. Derpaa aftræder

Parter og Vidner.

Naar Sagen er optagen til Dom, skal denne saavidt muligt straks afsiges eller, forsaavidt

dette ikke kan ske, dog inden 3 Dage efter Optagelsen.

§ 8.

Dommen afsiges efter Rettens eller Flerheden af dennes Medlemmers samvittighedsfulde

Overbevisning og Skøn om, hvad Ret er imellem Parterne i den paagældende Sag. Dommen,

som, forsaavidt samtlige dens Medlemmer har vedtaget samme, af Politidommeren tilføres Retsprotokollen,

eller hvor afvigende Meninger gør sig gældende, kan nedskrives for senere deri at

indføres, skal indledes med en Angivelse af Parterne og disses gensidige Fordringer og Modfordringer

samt af Sagens Indhold, saaledes som dette af Retten er skønnet virkelig at være

efter de stedfundne Forhandlinger og tilvejebragte Oplysninger, eller saaledes, som det paa Grund

af nogen af Parternes Udeblivelse har maattet fastsættes. I selve Domsslutningen skal nøje

betegnes, hvad der skal udføres eller ydes, samt Tiden, inden hvilken Udførelsen eller Ydelsen

skal ske. Fastsættes det, at den Dømte skal udføre Noget, bestemmes der tillige en daglig Tvangsbøde

for Undladelse af Udførelsen til den bestemte Tid. Ligeledes bestemmes det, hvad der

i Erstatning for muligen hafte Udgifter under Sagen af den Dømte skal udredes til Modparten.

Dommens Afsigelse til den dertil fastsatte Tid anses som lovlig Forkyndelse for begge

Parter, selv om Nogen af disse, efter den ved Sagens Optagelse til Dom skete Tilsigelse, har

undladt at møde ved Afsigelsen.

§ 9.

En Sagsøger, som er udebleven, kan atter rejse den samme Sag ved at indgive ny Klage

til Politidommeren og indbetale til denne 2 Kr., som tilfalder den Indklagede, der efter "den tidligere

Klage har været tilsagt og har givet Møde. Har fiere været indklagede, erlægges 2 Kr.

til hver især af disse, som har givet Møde. Er der gaaet Dom i Sagen, uden at den Indklagede

har givet Møde ved dens Foretagelse, og han for Politidommeren oplyser, at et efter dennes

Skønnende antageligt Forfald har hindret ham i at møde, kan Indklagede inden 3 Dage efter

Dommens Afsigelse gøre Indsigelse mod Dommen og erholde Sagen paany foretaget. Politidommeren

foranstalter da det Fornødne til, at den samme Ret, som til Sagens Behandling har

været sammentraadt, paany træder sammen, og indkalder Klageren og Indklagede til at møde,

hvorefter Sagen behandles, som foran er foreskrevet.

Møder den Part, som saaledes har gjort Indsigelse mod Dommen, ikke ved Sagens Foretagelse

paany, forkastes Indsigelsen, og den ergangne Dom staar ved Magt, uden at ny Indsigelse

kan ske.

løvrigt er de af Retten afsagte Domme endeligt gyldige og skal af Politidommeren foranstaltes

fuldbyrdede inden 8 Dage efter Afsigelsen.


169

§ 10.

Retten kan idømme Straf af simpelt Fængsel indtil 6 Maaneder og Bøder indtil 200 Kr.

Med Straf af Bøder anses Arbejdsgivere, som uberettiget nægte at antage eller bortvise

deres Arbejdere eller antage en Lærling eller Arbejder, der vides ikke retteligen at være løst

fra tidligere indgaaet Lærlingekontrakt eller Arbejdsoverenskomst, og Arbejdere, som uberettiget

forlade deres Arbejde eller uberettiget vægre sig ved at udføre dette eller utilbørligen behandle

de dem betroede Arbejdsmaterialier eller Arbejdsredskaber eller bryde de dem sædvansmæssigt

eller efter Overenskomst paahvilende Forpligtelser mod Arbejdsgiveren.

Straf af Fængsel anvendes, naar Nogen ved legemlig Tvang eller Trudsler eller Berøvelse

af Værktøj, Klædningsstykker eller deslige bevirker eller forsøger paa at bevirke, at Arbejdere

opgiver eller forlader deres Arbejde eller ikke tiltræde et saadant, eller ikke opgiver trufne Aftaler

om at nedlægge Arbejdet, eller naar Nogen forsætlig ødelægger eller forvansker Arbejdsmateriale,

Redskaber eller Andet, som er ham betroet til Arbejdets Udførelse, alt forsaavidt

saadanne Handlinger ikke skønnes at falde ind under Straffeloven, i hvilket Tilfælde Sagen henvises

til Afgørelse ved de dertil anordnede Retter.

§ 11.

Forsaavidt ikke særegne Bestemmelser er trufne i nærværende Lov, gælder med Hensyn

til Sagernes Behandling de om offentlige Politisagers Behandling gældende Forskrifter.

Alle Bøder efter nærværende Lov tilfalder vedkommende Købstads Kommunes Kasse,

og bliver det ved Dommen at bestemme, hvilken Straf af simpelt Fængsel der bør træde i Stedet

for den idømte Bøde, forsaavidt denne ikke bliver betalt.

Af Kommunens Kasse udredes Erstatning til Meddommerne for den tabte Arbejdstid.

26


Udarbejdet af Næringskommissionen

af 21. Maj 1890.

170

Uddrag

af

Forslag til Lov om Næringsdrift.

I. Lovens Omraade.

Bilag 1.

Nærværende Lov omhandler Haandværks-, Fabriks-, Handels- og dermed beslægtet

Næringsvirksomhed, saasom Veksellerer- og Bankvirksomhed, Agenturvirksomhed samt Virksomhed

ved Forsikring mod Præmie, endvidere Virksomhed ved Befordring af Personer og

Gods ved Hjælp af andre Midler end Jærnbaner, derunder Rederi og Spedition, alt, for saa

vidt den paagældende Virksomhed ikke er ordnet ved særlige Bestemmelser.

II. Adgangen til Udøvelse at Næringsdrift.

§§ 2—10.

III. Næringsrettens Indhold.

§§ H-42.

IV. Næringsrettens Ophør.

§§ 43-45.

V. Særlige Bestemmelser.

§§ 46—48.

VI. Paaanke, Straf og Paatale.

§§ 49—53.


171

VII. Lav, Korporationer og Foreninger.

§ 54.

Med Hensyn til de bestaaende Lav og Korporationer og disses Ophævelse har det sit

Forblivende ved Bestemmelserne i Næringsloven af 29. December 1857 §§ 25, 26, 67 og 68.

Indenrigsministeriet er bemyndiget til at stadfæste nye Vedtægter saavel for nævnte

Lav og Korporationer som for de bestaaende frivillige Foreninger af næringsdrivende.

Saavel for bestaaende som for nye Foreninger mellem Svende, Handelsbetjente og

Fabriksarbejdere om Sygekasser, Begravelseskasser og lignende Indretninger kan Indenrigsministeriet

ligeledes meddele Stadfæstelse paa Vedtægter. I,saadan Vedtægt kan det paalægges

Haandværkerne, de handlende og Fabrikanterne at indeholde Bidragene af Lønnen, ligesom

det ogsaa skal kunne fastsættes, at Bidragene skulle kunne inddrives ved Udpantning.

Endvidere skal Indenrigsministeriet være bemyndiget til at stadfæste Vedtægter for

nye Foreninger af næringsdrivende, naar Foreningens væsentlige Formaal er at befordre Enighed

og Sammenhold mellem Medlemmerne, at holde Standsæren i Hævd og at virke for Lærlinges

Oplærelse og Svendes videre Uddannelse. Vedtægterne kunne tillige indeholde Bestemmelser,

sigtende til Understøttelse af Foreningens Medlemmer, disses Familier og Lærlinge, eller til

Fremme af den fælles Erhvervsvirksomhed, saasom Oprettelse af Laanekasser, Fællesindkøb

af Raastoffer og deslige, saavel som Bestemmelser, der tjene til Udførelsen af de Foreningen

ved denne Lov tillagte Hverv.

Det kan i Vedtægten bestemmes, at Foreningen skal yde Bidrag til Foreninger i samme

Fag af den i § 54, 3die Stykke omhandlede Art, naar disses Vedtægter ere stadfæstede og

Medlemmerne — for saa vidt Faget hører til de i § 22 nævnte — have aflagt den sammesteds

fastsatte Fagprøve eller den i Lov af 29. December 1857 § 27 omhandlede frivillige Svendeprøve.

Med saadanne Foreninger skal der derhos kunne træffes Overenskomster om Udjævning ved

Voldgift af opstaaende Stridigheder om Lønningsvilkaar og Haandhævelse af Orden under

Arbejdet.

For de i denne § omhandlede Foreninger af næringsdrivende gælde i øvrigt de i de efterfølgende

§§ 56—70 fastsatte Regler.

§ 56.

I Vedtægten bestemmes Foreningens stedlige Omfang.

Naar Foreningens Omraade fastsættes til een eller flere Købstæder eller Handelspladser,

skal der gives de omliggende Landdistrikters næringsdrivende en nærmere bestemt Adgang

til at indtræde i Foreningen.

Til Fremme af fælles Formaal kunne flere Foreninger indtræde i Fællesforeninger for

større Landsdele eller hele Landet.

§ 58.

I Vedtægten bestemmes det, om kun næringsdrivende af samme Fag kunne indtræde

i Foreningen, om der skal kunne optages næringsdrivende af visse beslægtede Fag, eller om der

særlig for Landdistrikternes Vedkommende skal kunne optages næringsdrivende af forskellige

Fag.

En næringsdrivende, der udøver forskellige Næringer, kan samtidig være Medlem af

de for disse dannede Foreninger.

Ingen kan blive Medlem af en saadan Forening, medmindre han i Henhold til Næringsadkomst

driver selvstændigt, til Faget henhørende Erhverv i Kredsen eller i Egenskab af Bestyrer

leder en saadan Forretning sammesteds.

Retten til at være Medlem fortabes i alle Tilfælde, i hvilke vedkommende fortaber

Retten i Henhold til sin Næringsadkomst. Vedtægten skal indeholde nærmere Bestemmelse

om, i hvilke Tilfælde en Bestyrer paa tilsvarende Maade fortaber sin Medlemsret.

Naar nogen opfylder de foreskrevne Betingelser, kan Optagelse i Foreningen ikke

nægtes ham.


172

§ 63.

Den Fabrikant eller Haandværker, der er optagen som Medlem af en i Henhold til § 55

stadfæstet Forening, kan fordre tilføjet sin Næringsadkomst, at han er Mester i det paagældende

Fag, og er alene berettiget til paa Skilt og i offentlige Bekendtgørelser at kalde sig Mester og

benytte de Fagmærker og lignende, som Foreningen maatte vedtage. Overtrædelse af denne

Bestemmelse straffes som uberettiget Næringsbrug.

§ 64.

Paa de Steder, hvor der findes tekniske Skoler, Fagskoler og Handelsskoler, som understøttes

af Stat eller Kommune, og hvor inden for de paagældende Fag Foreninger som de her

omhandlede, ere dannede, kan det stedlige Tilsyn ikke føres af næringsdrivende, der ikke ere

Medlemmer af vedkommende Foreninger, ligesom saadanne ej heller kunne deltage i disse

Skolers Bestyrelse.

Rejseunderstøttelse af Statsmidler til Mestre kan i Regelen kun tilstaas dem, der i det

sidste Aar have været Medlemmer af en af de her omhandlede Foreninger.

Saadan Understøttelse til Svende skal derhos være forbeholdt dem, der have aflagt

Prøve efter § 27 i Lov af 29. December 1857 eller efter nærværende Lovs § 23.

§ 66.

Hvor Foreninger som de her omhandlede ere dannede, kunne kun disses Medlemmer

vælges til Voldgiftsmænd i de i Lov om Lærlingeforholdet af 30. Marts 1889 § 18 ommeldte

Tilfælde.

Ligeledes skulle inden for Foreningens Omraade kun saadanne Medlemmer kunne beskikkes

til Vurderingsmænd i Henhold til Lov af 19. Marts 1869 eller udmeldes til at foretage

Syns- og Skønsforretninger, hvortil kræves saadan Sagkundskab, som maa antages at findes

blandt Foreningens Medlemmer.

Leverancer til af Staten autoriserede Vare- og Industrilotterier kunne kun tilstaas Medlemmer

af de i Henhold til § 55 stadfæstede Foreninger.

§ 68.

Foreningens Bestyrelse kan i Henhold til Forskrift i Vedtægten føre Tilsyn med Lærlingeforholdet

hos Foreningens Medlemmer og foranledige Paatale af begaaede Overtrædelser af de

om dette Forhold gældende Lovbestemmelser.

§ 69.

Naar Indenrigsministeriet har stadfæstet en Forening, skal enhver, der har eller fremtidig

inden for Foreningens Omraade vinder Næringsadkomst paa selvstændigt, til vedkommende

Fag henhørende Erhverv, uanset at han ikke lader sig optage i Foreningen, til dennes Kasse

yde et nærmere bestemt aarligt Bidrag, der dog ikke maa overstige Medlemsbidraget.

For samtlige i Vedtægterne foreskrevne Bidrag tilkommer der Foreningen Udpantningsret

i Henhold til Lov af 29. Marts 1873.

Forandringer i Vedtægten kunne kun foretages med Indenrigsministeriets Samtykke.

Holder Foreningen sig trods Advarsel ikke Vedtægten efterrettelig, kan Ministeriet tage

sin Stadfæstelse tilbage.

VIII. Midlertidige Bestemmelser.

§§ 72-73.

IX. Ophævelsesbestemmelse.

§ 74.


173

Forslag til Lov om Arbejdsretter og Enighedskamre.

Bilag 1.

(Forelagt i Folketinget den 18. November 1893 af Folketingsmanden for Aalborg Amts 2den

Valgkreds [Bramsen].)

A. Arbejdsretter.

I. Arbejdsretters Oprettelse og Virksomheds Omraade.

Naar Arbejdsgivere og Arbejdere i en Kommune hos dennes Bestyrelse andrage om Oprettelse

af en Arbejdsret til Afgørelse enten af alle Arbejdsstridigheder inden for Kommunens

Omraade i det i § 3 angivne Omfang eller kun af saadanne Stridigheder, som angaa de til et bestemt

eller visse bestemte Fag hørende Arbejdsgivere og deres Arbejdere, og naar Andragendet

tiltrædes af Kommunalbestyrelsen, kan denne med Overøvrighedens Samtykke oprette en Arbejdsret.

For Arbejdsrettens Virksomhed skal gælde en af Kommunalbestyrelsen besluttet

Vedtægt, som i hvert enkelt Tilfælde skal være godkendt af Indenrigsministeriet, og som ikke

kan forandres uden dettes Samtykke. Overøvrigheden skal i Løbet af 3 Maaneder besvare en

Kommunalbestyrelses Andragende om dens Samtykke, og den skal angive sine Grunde i Tilfælde

af Afslag, hvilket kan indankes til Indenrigsministeriets endelige Afgørelse.

Nægter Kommunalbestyrelsen at tiltræde et Andragende om en Arbejdsrets Oprettelse,

kunne Andragerne rette Andragendet til Indenrigsministeriet, som efter at Overøvrighedens

Erklæring er indhentet, afgør, om en Arbejdsret skal oprettes og i bekræftende Fald fastsætter

dens Vedtægt.

Inden for samme Overøvrighedskreds kunne flere Kommunalbestyrelser under samme

Forhold og paa samme Maade som en enkelt oprette en Arbejdsret i Fællesskab.

Ved Udtrykket Arbejder forstaas i denne Lov Personer af begge Køn, som imod Løn

yde Arbejde i Haandværk, Fabriksdrift og i Virksomhed ved Befordring til Lands af Personer

og Gods, for saa vidt deres Løn ikke overstiger 2,000 Kr. om Aaret.

Det stedlige Omraade for en Arbejdsrets Domsmyndighed skal være angivet i Vedtægten,

som ligeledes skal angive, om Arbejdsretten skal omfatte særlige Afdelinger for særlige Fag,

eller om den i det hele kun er oprettet for et eller flere udtrykkelig nævnte Fag.

For Arbejdsretter, hvis Oprettelse Indenrigsministeriet (jfr. § 1) har anordnet, kan dette

ogsaa anordne en Udvidelse af deres stedlige Omraade inden for samme Overøvrighedskreds.

Hvor der findes en Arbejdsret, har denne udelukkende Myndighed til at behandle og

paakende Arbejdsstridigheder (jfr. § 3), opstaaede i Virksomheder, hvis Arbejdssteder ere beliggende

i den eller de Kommuner, som Arbejdsretten omfatter, og som ifølge den faglige Begrænsning

— hvor en saadan maatte være fastsat — hører under dens Myndighedsomraade.

§ 3.

Arbejdsretten afgør Stridigheder angaaende:

1) Tiltrædelsen og Ophøret af et Arbejdsforhold,

2) de gensidige Ydelser i et saadant,

3) Bøder og Erstatningsbeløb, som maatte være vedtagne for Forsømmelser eller Kontraktsbrud,

4) Krav, som Arbejdere rejse imod andre Arbejdere hos samme Arbejdsgiver i Anledning af

Arbejde, som de i Fællesskab have overtaget.


174

Under Arbejdsrettens Omraade henhøre derimod ikke Stridigheder angaaende Bøder

og Erstatning, som maatte være vedtaget for det Tilfælde, at en Arbejder efter Ophør af et Arbejdsforhold

indgaar et saadant med anden Arbejdsgiver eller opretter en selvstændig Virksomhed.

II. Arbejdsretters Sammensætning.

En Arbejdsret skal bestaa af en Formand og af det i Vedtægten fastsatte Antal Bisiddere,

som altid skal være et lige Tal og ej kan være mindre end 4. Bestaar en Arbejdsret ifølge Vedtægten

af flere Afdelinger, kan hver Afdeling have sin Formand. For enhver Formand skal der

være mindst 1 Stedfortræder og for hver Bisidder mindst 2 saadanne.

§ 5-

Kun Mænd med Indfødsret, som have fyldt 30 Aar, have Raadighed over deres Bo samt

have haft Beskæftigelse inden for det Retten underlagte Landomraade i de sidste 2 Aar, kunne

være Bisiddere i en Arbejdsret. Har nogen Beskæftigelse og Bolig i to Kredse, for hvilke Arbejdsretter

ere oprettede, skal Beskæftigelsesstedet være bestemmende saavel for Valgbarhed

som for Valgret.

Saadanne, som i Løbet af de sidste 2 Aar have modtaget Fattighjælp, der ikke forinden

Valget er tilbagebetalt eller eftergivet, kunne ikke være Medlemmer af Retten, ej heller saadanne,

som ved en Arbejdsret ere domfældte for Brud paa en Arbejdskontrakt.

Personer, som ere straffede eller under Tiltale for en i den offentlige Mening vanærende

Handling, ere udelukkede fra at beklæde Stillingen som Medlemmer af en Arbejdsret.

Formanden og hans Stedfortræder vælges af Overøvrigheden for mindst 1 Aar ad Gangen

og skulle have Bolig inden for Overøvrighedens Omraade; de kunne hverken være Arbejdsgivere

eller Arbejdere. Bisidderne og deres Stedfortrædere skulle vælges i lige Antal blandt Arbejdsgivere

og Arbejdere saaledes, at Arbejdsgiverne vælge Arbejdsgivere, og Arbejderne vælge Arbejdere

ved adskilt Valg, som foregaar direkte, skriftligt og hemmeligt.. Valgene gælde for 3

Aar, dersom Vedtægten ikke fastsætter en anden Valgperiode, som dog ikke kan være længere

end 5 Aar.

Berettigede til at vælge ere Personer af begge Køn, som have fyldt 25 Aar og i Løbet

af det sidste Aar have haft Bolig eller Beskæftigelse i det Arbejdsretten undergivne Landomraade,

for saa vidt de henhøre under Arbejdsrettens Domsmyndighed (jfr. § 2). I øvrigt gælde

for Stemmeret de samme Betingelser som for Valgbarhed. Berettigede til at deltage i Valget

ere de Vælgere, som efter Anmeldelse til deres Kommunalbestyrelse findes optagne paa Vælgerlisterne.

De nærmere Regler for Valg, for Valghandling, for Valglisternes Udarbejdelse og Fremlæggelse

til Eftersyn m. v., fastsættes i Vedtægten.

Hvor en Arbejdsret oprettes for alle Arbejdsstridigheder paa det stedlige Omraade og

ikke for særlige Fag eller med Afdelinger for saadanne, kan det i Vedtægten bestemmes, at Udøvere

af særlige Slags Virksomhed kunne vælge en eller flere af Bisidderne.

Som Arbejdsgivere anses i Henseende til Valgbarhed og Stemmeret ogsaa disses Stedfortrædere

og saadanne, som teknisk lede Virksomheden eller en Del af den, dersom de ikke

ifølge § 1 blive at henregne til Arbejderne.

§ 8.

Klager over Valg maa inden 14 Dage efter disse indgives til den Kommunalbestyrelse,

som har anordnet Valgene. De afgøres af Overøvrigheden, som skal erklære saadanne Valg for

ugyldige, der stride imod denne Lov eller imod Vedtægtens Forskrifter.

Dersom enten Arbejdsgivere eller Arbejdere paa kollektiv Maade afholde sig fra Deltagelse

i Valget, dersom de afgive deres Stemme paa nogen, som notorisk ikke er valgbar, eller

dersom valgte Bisiddere vægre sig ved at tage imod Valget, skal der i Løbet af 1 Maaned foretages

ny Valg, for at gøre Retten fuldtallig. Stille derefter paa ny de samme Hindringer sig i Vejen for

Arbejdsrettens Virksomhed med fuldtallig Besættelse, skulle de Bisiddere og Stedfortrædere,

som ere lovlig valgte, og som have modtaget Valget, for saa vidt deres Antal naar eller overstiger

Halvdelen af det samlede Antal, som skulde have været valgt, udgøre Arbejdsretten, som

da har Domsmyndighed uden Hensyn til Bestemmelsen i § 6 andet Stykke og i § 11 sidste Sætning.


175

Navnene paa Arbejdsrettens Medlemmer bekendtgøres paa en i Vedtægten nærmere

angiven Maade.

Saavel Formænd som Bisiddere ere ulønnede, men berettigede til at erholde deres Rejseudgifter

i Anledning af Møder godtgjorte af Arbejdsretten efter Regning. Bisidderne ere derhos

forpligtede til at modtage den Godtgørelse for Tidstab, som Vedtægten fastsætter.

Kommer noget Medlem af Retten i Forhold, under hvilke han ikke vilde have været valgbar,

dersom de havde været til Stede forinden hans Valg, skal han fratræde sin Stilling i Retten,

naar Overøvrigheden efter hans egen eller Formandens Forestilling samstemmer i, at Fratrædelse

bør finde Sted.

De i almindelig borgerlig Straffelovs 13de Kapitel indeholdte Bestemmelser om Forbrydelse

i Embedsforhold skulle kunne bringes i Anvendelse paa Formænd og Bisiddere i en Arbejdsret

i deres Virksomhed som Dommere.

Formanden og hans Stedfortrædere afgive en skriftlig edelig Forsikring til Overøvrigheden,

forinden de tiltræde deres Embede; Bisidderne edfæstes af Formanden som Dommere i

Henhold til nærværende Lov.

Arbejdsretten kan afsige Dom, naar 3 Medlemmer, deriblandt Formanden, beklæde

Retten, for saa vidt Vedtægten ikke for alle eller for visse Sager fastsætter et større Antal. Vedtægten

kan ligeledes fastsætte, efter hvilke Regler Formanden bør tilkalde de enkelte Bisiddere;

dog skulle Arbejdsgivere og Arbejdere altid i samme Antal deltage i Afgørelsen.

III. Sagers Behandling for Arbejdsretter.

§ 12.

Stævninger og Tilsigelser skulle forkyndes med mindst Aftens Varsel. Forhandling

inden Retten foregaar mundtlig, og Parterne skulle give personligt Møde uden Bistand af Tredjemand.

Kun i Tilfælde af Sygdom, Fraværelse og absolut Forhindring kan en Arbejdsgiver møde

ved en anden Arbejdsgiver, en Arbejder ved en anden Arbejder af samme Fag. Rettens Formand

foretager i det første Møde Forligsmægling, og en saadan kan fornyes paa et hvilket som

helst senere Stadium af Forhandlingerne. Dersom Parterne i det første Retsmøde, som afholdes

ved Formanden alene, til Protokollen erklære, at de, dersom Forlig ikke opnaas, give Afkald paa

Tilkaldelse af Bisiddere ved Sagens Afgørelse, kan Formanden endnu i samme Møde eller senere

afsige Dom. Udsættelse kan ikke gives paa den ene Parts Begæring, med mindre Retten anser

en saadan nødvendig til Sagens Oplysning. Sager indtil 100 Kr. inklusive kunne ikke gøres til

Genstand for Appel, som i øvrigt finder Sted til Højesteret. De Afgifter og Omkostninger, som

Parterne skulle udrede, og som tilfalde Rettens Kasse, fastsættes i Vedtægten, men bortfalde i

Tilfælde af Forlig, som indgaas i det første Møde. I øvrigt behandles Sager for Arbejdsretten

ekstraretsvis efter de i Forordning af 6te August 1824 for mindre betydelige Gældssager udenfor

Kjøbenhavn fastsatte Regler.

IV. Om Udredelse af Omkostningerne ved Arbejdsretter.

§ 13.

Den Kommune, i hvilken en Arbejdsret har Sæde, skal til dennes Raadighed stille et passende

Lokale. De Omkostninger, som en Arbejdsret maatte medføre ud over dens Indtægter,

afholdes af Kommunen eller fordeles, dersom Arbejdsretten er oprettet af flere Kommuner i Forening,

imellem disse i det Forhold, som Vedtægten angiver.

B. Om Enigliedskamre.

§ 14.

I Tilfælde af Uoverensstemmelse imellem samtlige eller flere til samme Fag hørende

Arbejdsgivere og deres Arbejdere indenfor en Arbejdsrets Omraade angaaende Arbejdsløn og


176

andre Betingelser for Arbejdsforholdets Fortsættelse eller Grenoprettelse, kan Arbejdsretten

paakaldes som Enighedskammer til Udjævning af saadanne Uoverensstemmelser. Sker Henvendelse

derom fra begge Parter, skal den efterkommes, og Parterne udnævne da delegerede,

som skulle forelægge Sagen for Arbejdsretten. De delegerede skulle være i Besiddelse af Betingelserne

for Valgret til Arbejdsretten (§ 6) og flere end 3 delegerede for hver af de to Parter kan

der ikke vælges, med mindre Arbejdsretten eller dennes Vedtægt tillader et større Antal, men der

skal altid være lige mange delegerede af hvert Slags. Ved frit Skøn afgør Arbejdsretten, hvorvidt

de delegerede skulle anses for tilstrækkeligt legitimerede; dog skal der i den Henseende ikke

kunne rejses Indvendinger, hvis de to Parters delegerede gensidig godkende hinanden som Repræsentanter.

Dersom kun den ene Part paakalder Arbejdsretten som Enighedskammer, skal Formanden

derom sætte en eller flere Personer, om hvilke han har erfaret, at de tilhøre den anden Part, i

Kundskab, med Opfordring til dem om at foranledige en tilsvarende Henvendelse fra denne

om Sagens Behandling i Enighedskammer. Ligeledes bør Formanden, hvis ingen af Parterne

paakalder Arbejdsretten som Enighedskammer, søge at formaa dem til at gøre det.

Kun med Overøvrighedens Samtykke efter Indstilling af Arbejdsrettens Formand kan

en Arbejdsret som Enighedskammer beskæftige sig med en enkelt Arbejdsgivers Forhold til hans

Arbejderes Arbejdsvilkaar.

Enighedskamrets Forhandlinger ere offentlige, dersom begge Parter derom rette Anmodning

til Formanden.

Naar en Arbejdsret skal virke som Enighedskammer, skal den være besat med 2 Bisiddere

af hvert Slags eller med endnu flere, dersom Vedtægten bestemmer det, samt af Formanden.

Har en Arbejdsret en særlig Afdeling for bestemte Erhvervsgrupper eller for en bestemt

Del af Arbejdsrettens stedlige Omraade, og angaar Uoverensstemmelsen en saadan Gruppe

eller saadant særligt Omraade, fungerer Formanden for en saadan Afdeling som Formand for

Enighedskamret. Andrage begge Parters delegerede hos Arbejdsretten om, at Formandsstillingen

skal indtages af en af Formandens Stedfortrædere, skal saadan Anmodning efterkommes. Andrage

de om, at en bestemt navngiven Mand uden for Arbejdsretten skal fungere som Formand

for Enighedskamret, skal saadan Anmodning indstilles til Overøvrighedens Afgørelse.

Naar Spørgsmaalet om Kamrets Formand er afgjort, tilkalder han de Bisiddere af hvert

Slags, som skulle deltage i Sagens Behandling; men dersom begge Parters delegerede, forinden

saadant Valg har fundet Sted, til ham indgive en Fællesliste, indeholdende Navnene paa de

Bisiddere, som ønskes tilkaldte, skulle de saaledes angivne Bisiddere tilkaldes.

Efter egen Beslutning kan Kamret supplere sig med Tillidsmænd for de to Parter, og

saadanne vælges af de tilkaldte Bisiddere ved Stemmeflerhed. Desuden skal en af samtlige

delegerede til Formanden rettet Anmodning om at navngivne Mænd skulle tilkaldes, efterkommes,

for saa vidt den fremkommer, forinden Sagen er optagen til Voldgiftskendelse (§ 19).

Som Tillidsmænd kunne ogsaa vælges Mænd, som ikke ere Arbejdsgivere eller Arbejdere,

naar de iøvrigt opfylde de Betingelser, som ere fastsatte for at kunne vælges som Bisiddere. Arbejdsgivernes

og Arbejdernes Tillidsmænd skulle altid vælges i samme Antal.

Hverken Bisiddere eller Tillidsmænd tør være interesserede i Sagens Udfald: Afgørelsen

i saa Henseende er udelukkende overladt til Kamrets Formand.

Skulde der imellem Bisidderne ikke findes et tilstrækkeligt Antal af ikke interesserede

Arbejdsgivere eller Arbejdere, erstattes de manglende ved Tillidsmænd, som vælges henholdsvis

af Arbejdsgivernes og Arbejdernes delegerede.

§ 17.

Stridspunkterne imellem Parterne fastslaas efter Afhøring af begge Parters delegerede,

og Forklaringerne føres til Protokol ved Formandens Foranstaltning med Angivelse af de for

Bedømmelsen af Stridspunkterne i Betragtning kommende Forhold; Kamret er berettiget til

igennem Formanden at tilkalde saadanne Personer, som menes at kunne give Kamret Oplysninger

i saa Henseende. Foruden Formanden er enhver Bisidder og Tillidsmand berettiget til at rette

Spørgsmaal saavel til de delegerede som til de Personer, som ere tilkaldte for at give Oplysninger.


177

§ 18.

Naar Forholdene ere blevne oplyste fra begge Parter, skal der ved Fællesforhandling

gives hver af dem Lejlighed til at udtale sig om den anden Parts Fremstilling og om de tilkaldte

Personers Udtalelser.

Derefter finder, under Formandens Ledelse, Forsøg paa at tilvejebringe Enighed mellem

de delegerede Sted. Kommer en Overenskomst i Stand, skal dennes Ordlyd, underskrevet af

Formand, Bisiddere, Tillidsmænd og delegerede, offentliggøres paa den Maade, som maatte

være vedtaget i selve Overenskomsten.

Kommer Overenskomst ikke i Stand, optager Kamret Sagen til Voldgiftskendelse, som

skal udtale sig om samtlige de Stridsspørgsmaal, som have foreligget, og derefter angive, hvad

Enighedskamret anser for en retfærdig og tilraadelig Ordning af Stridsspørgsmaalene. Beslutningen

om denne Kendelses Affattelse tages med simpel Stemmeflerhed, men dersom alle

Bisiddere og Tillidsmænd for den ene Part staa imod alle Bisiddere og Tillidsmænd for den anden

Part, tør Formanden ikke afgive sin Stemme, men skal fastslaa, at Voldgiftskendelse ikke afsiges

paa Grund af Stemmelighed.

§ 19.

Afsiges Voldgiftskendelse, skal dennes Ordlyd meddeles begge Parters delegerede med

Opfordring til dem om i Løbet af en fastsat Frist at erklære, hvorvidt de paa deres Parts Vegne

ville underkaste sig den. Fremkommer ingen saadan Erklæring inden den fastsatte Frist, anses

det for ensbetydende med et Afslag. Efter Fristens Udløb skal der udstedes Bekendtgørelse

i de for offentlige Bekendtgørelser paa Stedet bestemte Blade og i saadanne andre Blade, som

Offentliggørelsens Underskrivere bestemme. Offentliggørelsen skal indeholde saavel Kendelsen

som Erklæringer, der maatte være afgivne af Parterne angaaende deres Tiltrædelse eller Ikke-

Tiltrædelse.

§ 20.

Opnaas hverken Overenskomst eller Voldgiftskendelse, skal Enighedskamrets Formand

bekendtgøre dette paa den Maade og i den Form, som han selv bestemmer, hvorefter Enighedskamret

er at betragte som opløst.

For saa vidt derefter samtlige delegerede rette en skriftlig Henvendelse i Fællesskab

til Overøvrigheden om, at denne vil udnævne en bestemt angiven, enkelt Voldgiftsdommer, hvis

Kendelse man vil underkaste sig, og dersom Overøvrigheden efterkommer denne Anmodning,

skal Voldgiftsdommeren paa Forlangende have Adgang til alle de af Enighedskamret tilvejebragte

Oplysninger. En saadan enkelt Voldgiftsdommers Kendelse skal offentliggøres paa den

Maade, som han maatte bestemme.

Tillidsmænd erholde paa Forlangende Godtgørelse for Tidstab og Rejseomkostninger,

som om de vare Bisiddere. Saadanne, som tilkaldes, for at give Oplysninger til Enighedskamret,

erholde paa Forlangende Godtgørelse efter Reglerne for Godtgørelse til Vidner.

§ 22.

Alle Omkostninger ved en Arbejdsrets Virksomhed som Enighedskammer afholdes,

dersom Enighedskamret opløses, fordi hverken Overenskomst eller Voldgiftskendelse har kunnet

naas, af de tvende Parter saaledes, at de delegerede for den ene Part in solidum hæfte med Halvdelen

og den anden Parts delegerede paa samme Maade med den anden Halvdel. De paagældende

Beløb kunne inddrives paa samme Maade som kommunale Afgifter. Afsiges Voldgiftskendelse

af Enighedskamret eller tilvejebringes Overenskomst, udreder derimod den Kommune,

for hvilken Arbejdsretten er oprettet, de ved Sagen opstaaede Udgifter, og hvis flere Kommuner

ere fælles om Arbejdsretten, bidrage de i samme Forhold, som de i Henhold til Vedtægten

bidrage til Arbejdsrettens Omkostninger.


179

Bilag 1.

Uddrag af Ludvig Bramsens Tale ved 1ste Behandling i Folketinget af hans

Forslag til Lov om Arbejdsretter og Enighedskamre.

Mødet den 21. December 1893.

Første Behandling af Forslag til Lov om

Arbejdsretter og Enighedshamre.

Forslagsstilleren (Bramsen): Naar

ærede Medlemmer kaste Blikket paa det Lovforslag.

jeg har haft den Ære at forelægge for

det høje Ting, ville de straks bemærke, at det

bestaar af to Hovedafdelinger, nemlig en med

Overskriften »Arbejdsretten og en anden med

Overskriften »EnighedsJcamre«. Denne Adskillelse

har sin Begrundelse i, at disse to Institutioner,

uagtet de begge maa siges at skulle

bringes til Veje for at afgøre Stridigbeder

mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, dog hver

for sig er af en Beskaffenhed, der adskiller

dem fra hinanden i meget væsentlig Henseende.

Naar jeg skulde definere Arbejdsrettens Karakter,

vil jeg sige, at det er individuelle Stridigheder

mellem Arbejdere og Arbejdsgivere i

Anledning af Arbejdsaftaler, som bestaar, altsaa

af indgaaede Arbejdsaftaler, angaaende Fortolkningen

af Indholdet af den Arbejdskontrakt,

under hvilken de to Parter befinde sig. Enighedskamrenes

Opgave skulde da være Forsøg

paa Tilvejebringelsen af Overensstemmelse i

Henseende til opstaaet Meningsforskel og Stridigheder

om kommende fremtidige Arbejdsforhold,

om Fortsættelsen af et tilendebragt

Arbejdsforhold eller Genoptagelsen af et saadant,

for saa vidt Arbejdet maatte være nedlagt

af Arbejderne, eller for saa vidt Arbejdsgiverne

gennem en fælles Beslutning maatte have ladet

Arbejdet ophøre i deres Virksomheder. De ville

let bemærke, at de under den første Afdeling

faldende Stridigheder ere af den Beskaffenhed,

at de kunne gøres til Genstand for retslig Afgørelse,

Dom og Eksekution, hvorimod de

Uoverensstemmelser, som henhøre under Enighedskamrenes

Virksomhedsomraade, i den Henseende

ere af ganske modsat Beskaffenhed, idet

de angaa Forhold, som skulle indgaas, og hvor

en Fjernelse af Uoverensstemmelserne vil

komme til at bero paa den frivillige Overenskomst

mellem de interesserede Parter i Arbejdsforholdet.

Jeg skal af disse Grande ledsage hver

af de to Slags Institutioner med nogle Bemærkninger

for sig; der er i øvrigt ogsaa i anden

Henseende en Forskel imellem dem, eftersom

Arbejdsretter ere Institutioner af gammel Datum,

vel bekendte baade ude og hjemme,

medens Enighedskamre i Henhold til Lovgivning

ere af en forholdsvis meget ny Dato.

Arbejdsretterne finde vi fra Aarhundredets Begyndelse

i Frankrig, oprettede under det første

Kejserdømme paa Arbejdsgiveres og Arbejderes

Anmodning til Kejser Napoleon. Derefter har

denne Institution under Navn af »conseils de

prud'kommes« — og der er vel ikke mange af

dette Tings Medlemmer, som ikke i alt Fald

have hørt Tale om dem — vunden en meget

betydelig Udbredelse i Frankrigs Byer, saa at

der for Tiden omtrent findes 140 af disse

Arbejdsretter i de franske Byer, som nyde

almindelig Tillid og betragtes som meget betydningsfulde

Institutioner i det franske offentlige

Liv og særlig naturligvis i Arbejdsforholdet.

Det er imidlertid ikke blot i Frankrig, at denne

franske Indretning har funden Udbredelse; de

napoleonske Krige førte jo med sig, at store

Landstrækninger og Riger bleve underlagte det

franske Herredømme, og allerede i den korte

Tid, da de hørte til Frankrig, blev der i disse

Lande — særlig i Belgien og i Rhinprovinsen —

oprettet saadanne Arbejderdomstole efter det

franske Mønster, og de bestaa dér den Dag i

Dag. Dette har atter ført til, at der i det

øvrige Tyskland er blevet oprettet et ikke ringe

Antal Arbejdsdomstole efter samme Mønster,

og det har endelig ført til, at i 1890, da

Tyskland fik en ny udførlig Lovgivning paa

dette Omraade, som jeg senere skal komme til

at tale om, optog man de i de franske Love

fra 1806 og Tillægslove indtil da indeholdte


Bestemmelser om Arbejdsretter i alt væsentligt

i den ny Lovgivning, som altsaa fra 1890 gælder

for dette Forhold i Tyskland. Som Følge deraf

har jeg ment det rigtig at bringe i alt væsentligt

de Bestemmelser i Forslag, som derefter gælde

for de franske og de tyske Arbejdsdomstole.

Den væsentligste Forskel nu mellem Tyskland

og Frankrig i den Henseende er, at i de franske

»conseils« vælges Formanden i Arbejdsretten af

Arbejdsgivere og Arbejdere, medens han i

Tyskland vælges af den kommunale Øvrighed.

Efter mit Forslag skulle Formænd i Arbejdsretter

vælges af Overøvrigheden, og da jeg

tænker mig Muligheden af, at der kunde blive

rejst nogen Kritik i Henseende til den Maade,

hvorpaa jeg har ment, at Formænd i Arbejsretter

skulle udnævnes, og da jeg ikke har stillet

en positiv Fordring om, at den vedkommende

Formand skal være en juridisk uddannet Personlighed,

uagtet jeg anser det for givet, at

han i de fleste Tilfælde vil blive det, saa har

jeg dog ment paa dette Sfed i mine Bemærkninger

at maatte betone, hvorledes man har

ment i Frankrig endog at kunne lade Arbejdsgivere

og Arbejdere selv vælge denne Formand,

og i Tyskland har ment, at Kommunalbestyrelsen,

altsaa den underordnede Øvrighed, skal

kunne vælge denne Formand. Saaledes maa

jeg dog over for dette Punkt siges at være

gaaet noget videre i Konservatisme, end man

andet Steds har ment det nødvendigt, selv om

nogle skulde synes, at jeg var gaaet for vidt.

I England er der ogsaa en betydelig Lovgivning

paa Arbejdsretternes Omraade. Allerede fra

1825 findes der en Række Love, i Henhold til

hvilke Arbejdere og Arbejdsgivere paa Anmodning

kunne faa oprettet saadanne Domstole og

faa afgjort deres Stridigheder ved dem

Her

hjemme er, som jeg bemærkede, Sagen keller

ikke ny, men har ganske vist ikke givet sig

noget Udslag gennem Lovgivning. Allerede i

Halvtredserne drøftede vi herhjemme Spørgsmaalet

om Oprettelse af Fabriksretter, og dog

var. vor Industri den Gang saa ringe og uudviklet

i Forhold til, hvad den nu er, at man

maa sige, at hvis der den Gang kunde være

noget Ønske i den Henseende, maatte Ønsket

under vore nuværende industrielle Forhold være

end yderligere forstærket. Vi finde da ogsaa

Spørgsmaalet behandlet i den første Arbejderkommission

af 1875, som afgav sin Betænkning

i 1878, hvori et Antal af Kommissionens Medlemmer

med Kommissionens Formand i Spidsen

fremsatte et nøjagtigt udarbejdet Forslag om

Oprettelse af Arbejdsretter her i Landet, ordnet

paragrafvis. Grundprincippet i dette Forslag

var, at Bvraadene i Købstæderne hvert skulde

udvælge Mænd af Arbejdernes og Arbejdsgivernes

Kreds, som skulle være Meddomsmænd,

179

hvilket svarer til, hvad jeg i mit Forslag har

kaldt Bisiddere, og at de saa sammen med

Politidommeren i vedkommende By skulde afgøre

Stridigheder under bestaaende Arbejdskontrakter.

Disse Domstole skulde i øvrigt

have en noget videregaaende Kompetence end

den, jeg har ment at ville tildele dem, idet de

ogsaa skulde afgøre saadanne Sager, som nærmest

maa siges at høre under vor Straffelovgivning,

nemlig Vold og Trusler for at formaa

andre til at nedlægge eller standse Arbejdet,

Tilintetgørelse af Arbejdsredskaber eller, som

nun udtrykker sig, Forvanskning deraf cg af

Arbejdsmaterialier; altsaa visse Forseelser eller

Forbrydelser, som Arbejdsretterne skulle være

berettigede til — henholdsvis forpligtede til —

at paadømme og belægge med Fængselsstraf.

Kontraktbrud skulde derhos straffes med Bøder,

medens De ville se, at jeg i mit Forslag ganske

bar holdt mig paa Arbejdskontrakternes Omraade

under de nugældende Regler, saaledes at

disse Kontrakter fremdeles som andre Kontrakter

skulle blive paa et rent privatretligt

Omraade, hvor der altsaa kun kan blive Tale

om Erstatning, men hverken om Bøder eller

Straf. Som jeg allerede har omtalt, kom der

ikke ud af Arbejderkommissionens Forslag —

eller den Del