Jubilæumsnummer - Forside

JUBILÆUM 

August 2007 

11. årgang 

MEDLEMSBLAD FOR ISLANDSK FÅREHUNDEKLUB www.islandshunden.dk 

ISLANDSHUNDEN 

Jubilæumsnummer 

Præsentation af Islandsk 

Fårehundeklub og dens 

10-årige historie 

Jubilæumsnummer august 2007 |

| Islandshunden 

ISLANDSHUNDEN 

Jubilæumsnummer 

Særnummer af Islandsk Fårehundeklubs medlemsblad 

udgivet i anledning af klubbens 10 års 

jubilæum som selvstændig raceklub. 

Ansvarshavende redaktør 

Svend Brandt Jensen, tlf: 44 65 82 08 

E-mail: formand@islandshunden.dk 

Redaktion 

Vibeke Jacobsen, tlf: 48 25 18 23 

Frederiksværksgade 161, 3400 Hillerød 

E-mail: red@islandshunden.dk 

Bettine Nordsejl, tlf: 22 62 67 64 

V. Slamravej 3, 3730 Nexø 

E-mail: red@islandshunden.dk 

Layout og grafisk tilrettelægning 

Jørgen Metzdorff, tlf: 86 12 51 95 

Risdalsvej 13, 8260 Viby J. 

E-mail: jorgen@metzdorff.net 

Tryk 

H.S. Tryk & Sats, Østergade 40, 9800 Hjørring, 

Islandsk Fårehundeklub er en specialklub anerkendt 

af og samarbejdende med Dansk Kennel Klub. 

Islandsk Fårehundeklub er medlem af ISIC (Icelandic 

Sheepdog International Committee), hvis 

formål det er at hjælpe og motivere til samarbejde 

i alle sager der gavner og bevarer den islandske fårehund 

som race. 

Islandsk Fårehundeklub samarbejder med specialklubber 

for islandske fårehunde i flg. lande: Island, 

Norge, Sverige, Holland, Tyskland og Canada. 

Formand 

Svend Brandt Jensen, tlf: 44 65 82 08 

Møllemosen 131, 2760 Måløv 

E-mail: formand@islandshunden.dk 

Næstformand 

John Alkærsig Petersen, tlf: 76 75 80 08 

E-mail:naestformand@islandshunden.dk 

Kasserer 

Laila Didriksen, tlf: 54 78 21 00 

E-mail: kasserer@islandshunden.dk 

Sekretær 

Jonna Hansen, tlf: 73 62 98 11 

E-mail: sekretaer@islandshunden.dk 

Bestyrelsesmedlem 

Nina Vejstrup, tlf: 47 72 05 78 

E-mail: best@islandshunden.dk 

Den Islandske Fårehund 

Den Islandske Fårehund er en glad og og livlig hund, der knytter sig tæt til familien og helst følger 

den overalt. Den er venlig overfor alle og en stor børneven. Dens livlige væsen kommer mest til 

udtryk udendørs, da den hurtigt falder til ro og lægger sig til hvile ved ens fødder, når familien er i 

ro. Den er meget lærenem og samarbejdsvillig, og har samtidig et selvstændigt sindelag. 

Hunden har et medfødt instinkt for at gø 

under hyrdearbejdet. Den bruger sin gøen 

til at få heste og får til at flytte sig, og rovfugle 

til at holde sig fra lammene. Opgaven 

med at beskytte lammene mod rovfuglene 

har udviklet så godt et syn hos hunden, at 

den kan få øje på fugle så højt oppe i luften, 

at vi mennesker knapt kan se dem. En flok 

fugle vil med usvigelig sikkerhed udløse en 

ivrig gøen. Da hunden er meget lærenem, 

kan den godt lære den at tie stille, når man 

ønsker det. 

Den Islandske Fårehund er en lille, stærk og robust bygget spidshund, som ikke lader sig hæmme 

af uvejsomt terræn eller dårligt vejr. Den har en stærk og spændstig krop og den er let og adræt til 

fods. Pelsen er tyk og vandtæt og dens selvrensende evne gør, at en Islandsk Fårehund aldrig lugter 

af våd hund. Pelsen kan falde meget forskelligt ud - fra korthåret til meget langhåret. 

Fælles er, at den skal have godt med underuld, så hunden kan holde sig varm og tør under alle 

vejrforhold. Farven varierer fra creme/gul over rød og brun til grå/sort, eller en kombination af disse 

farver. Hundens højde er mellem 38 – 48 cm. Et særkende for racen er, at den skal have ulvekløer på 

bagbenene, helst dobbelte, men enkelte er acceptable. 

Den Islandske Fårehund er en stærk race. Da der i avlen i Island gennem flere hundrede år er lagt 

større vægt på brugsegenskaber end på udseendet, har vi en race, som har undgået de fleste arvelige 

sygdomme. Den eneste arvelige sygdom som racen er disponeret for, er hofteledsdysplasi (HD). 

Den er dog ikke noget stort problem, idet de fleste hunde, selv med HD i svær grad er symptomfri 

ved fornuftig levevis, og ved omhyggelig udvælgelse af avlsdyr arbejder man på at komme denne 

sygdom til livs. 

Den Islandske Fårehund skal, inden den må bruges i avl, HD-fotograferes og udstilles på en udstilling 

afholdt af Islandsk Fårehundeklub eller Dansk Kennel Klub, og have opnået minimum en 2. 

præmie. 

Den Islandske Fårehund er oprindelig en urnordisk spidshund - en type hund man har kendt i Norden 

siden jægerstenalder. Med de vikingernes bosættelser i Island kommer hunden til øen – deraf 

navnet Islandsk Fårehund. Dens urnordiske oprindelse betyder, at den i dag bruges i levendegørelsen 

af historiske rekonstruktioner, og på den måde er med til at formidle vores fælles fortid. 

Den Islandske Fårehund har ikke levet isoleret som race i Island, siden vikingetiden. Opblanding 

med andre racer, samt hundesyge-epidemier betød, at den kom i fare for at uddø. Kun en meget 

målrettet indsats med opsporing, registrering og avl af ægte Islandske Fårehunde, har reddet racen 

fra at forsvinde. 

Som Islands nationalhund, står racen under beskyttelse af Altinget, der støtter det forsatte arbejde 

med at sikre racens eksistens og sundhed i fremtiden. 

Den Islandske Fårehund kom officielt til Danmark i 1973. I 1970 og 80’erne var antallet af Islandske 

Fårehunde i Danmark beskedent, men dens udbredelse og popularitet er siden steget støt. I 2000 

har vi over1500 Islandske Fårehunde i Danmark - som i øvrigt er det land med flest hunde af denne 

race.

FRA FORMANDEN 

FREMDRIFT 

0 år og i stadig FREMDRIFT 

af Svend Brandt Jensen 

Du sidder nu med Islandsk Fårehundeklubs 10-års jubilæumsnummer. 

Som du nok allerede har bemærket, 

har bladet skiftet format, og når du kommer lidt 

længere frem i læsningen vil du se, at der er flere sider i 

farver end der plejer at være. 

Vi har besluttet at lade jubilæumsnummeret være det første 

blad i dette nye layout. Indholdsmæssigt er der hilsener 

fra nær og fjern, historier fra dengang det hele begyndte, 

optryk af enkelte artikler fra tidligere numre og andet stof 

af mere populær karakter. Det mere fremadrettede bliver 

bragt i de ”almindelige” numre af Islandshunden. 

Islandsk Fårehundeklub blev stiftet på generalforsamlingen 

i Nyborg lørdag den 14. september 1996, og har virket som 

selvstændig specialklub under DKK siden den 1. januar 1997. 

Set i bakspejlet må det siges, at beslutningen om at skille 

sig ud fra Spidshundeklubben og danne en klub udelukkende 

for Islandske Fårehunde var rigtig, også set i lyset af 

det store antal Islandske Fårehunde og – ejere der fandtes 

allerede dengang. Aktiviteten i Islandsk Fårehundeklub har 

været høj gennem de 10 år der er gået. Selvfølgelig vil aktivitetsniveauet 

på de enkelte områder gå op og ned, de følger 

jo de interesser de enkelte medlemmer har rundt omkring. 

Men klubben har holdt – og holder stadig – fanen højt på 

mange områder, og uden en selvstændig specialklub havde 

vi ikke haft eget klubblad, egne udstillinger, klubbutik, eget 

UHM-udvalg med egne mentalbeskrivere, hyrdeudvalg, agilityudvalg, 

lydighedsudvalg samt regionale aktiviteter rundt 

om i landet. 

For mange er den vigtigste tilknytning til klubben klubbladet 

Islandshunden og hjemmesiden www.islandshunden. 

dk. Vi har hele tiden for øje, at Islandsk Fårehundeklub skal 

være en klub for alle, både for de mere aktive og for de der 

ønsker at holde sig orienteret om Islandske Fårehunde i al 

almindelighed. I Islandshunden og på hjemmesiden kan der 

følges med i de aktiviteter og muligheder klubben tilbyder 

sine medlemmer, og er der forslag til nye, er det bare om 

at ”komme ud af busken”. Klubben har heldigvis en sund 

økonomi, hvilket giver visse frihedsgrader til af og til at tilrettelægge 

noget ud ”over det sædvanlige”. Der har tidligere 

været afholdt dommerseminarer og opdrætterseminarer og 

et helt nærliggende og aktuelt eksempel er udsendelsen af 

dette blad. 

Der samarbejdes med andre specialklubber i Danmark, her 

mest på udstillingsområdet, og med DKK. På det internationale 

plan sker samarbejdet både gennem (Icelandic Sheepdog 

International Committee), forkortet ISIC, og direkte med 

klubberne i de enkelte lande. Dette samarbejde er frugtbart 

og til stor gavn for at sikre racens fortsatte beståen, for det er 

særdeles vigtigt, at der til stadighed arbejdes målrettet med 

Svend Brandt Jensen har siddet i klubbens 

bestyrelse siden 2002 og blev efter en rekonstitution 

i 2006 fungerende formand 

for foreningen. Efterfølgende blev Svend 

valgt som foreningens formand på generalforsamlingen 

i foråret 2007. 

Svend fik sin første Islandske Fårehund 

tilbage i XXXX og har i dag - sammen med 

sin kone Helle - 4 Islandske Fårehunde. 

genetik og avl, både her i landet og henover grænserne. ISIC 

kan tilskrives en stor del af æren for, at der som en naturlig 

del ses på ”den hele hund”, altså på sundhed, eksteriør (type 

og udseende), mentalitet, arvemasse (gener) og oprindelige 

egenskaber (som hyrde og gårdhund), når der af opdrætterne 

udvælges dyr som skal indgå i avlen. 

God læselyst med jubilæumsnummeret og husk at passe 

godt på de Islandske Fårehunde! 

God læselyst med jubilæumsbladet 

Svend Brandt Jensen 

Formand for Islandsk Fårehundeklub 

HELLE JACOBSEN 


HILSEN FRA DKK 

TILLYKKE 


TILLYKKE og tak! 

af Jørgen Hindse 

Først et stort tillykke med 10 årsdagen. Jeg har været 

med siden klubbens fødsel, idet det var mig der - på 

Dansk Kennel Klubs vegne - underskrev overenskomsten 

mellem vore to klubber. Iøvrigt efter problemløse 

forhandlinger, noget der har kendetegnet forholdet mellem 

vore to klubber lige siden (og hvis jeg kan gøre noget 

til det skal det også være sådan i fremtiden !). 

10 år kan synes som et langt tidsrum i nogen sammenhænge; 

i andre meget kort. Når man ser på hvad Islandsk 

Fårehundeklub har nået, så skulle man tro i fyldte 25 år og 

ikke 10! 

Avlsmæssigt gør I det rigtigt godt. I kerer jer om racens 

sundhed og generelle ve og vel og I er utroligt aktive på 

aktivitetssiden. Medlemsmæssigt er det flot, hvad I har nået, 

Jeres blad er en fornøjelse at læse og jeg kunne blive ved. 

Er der da slet ingen skyer på himlen ? Jo,da,- selvfølgelig! 

Som i næsten alle andre meget aktive klubber, så bliver der 

engang imellem uro på ledelsessiden. Det har I også haft, 

men det er ikke nødvendigvis tegn på, at der er noget galt. 

Når det løses på demokratisk vis med stemmesedlen i hånden, 

så kan det af og til være til gavn. Om det vil blive det 

hos Jer skal jeg ikke gøre mig til spåmand om. Det kan kun 

tiden vise. 

Som specialklub med overenskomst med Dansk Kennel Klub 

indgår I som en del af DKK og er bl.a. ansvarlige for, at medvirke 

til at efterleve Dansk Kennel Klubs formålsparagraf. 

Uden at skulle trætte læserne med den, så kan jeg fastslå, 

at det gør I godt. I sørger for, at den race, der er Jer betroet 

udvikler sig rigtigt, at den tilbydes aktiviteter og at I lægger 

vægt på og arbejder for, at den behandles ordentligt. 

Jeg ønsker Jer hjerteligt tillykke med 10 års dagen og sender 

de bedste ønsker for fremtiden. 

Med venlig hilsen 

Jørgen Hindse 

Formand for Dansk Kennel Klub 

JØRGEN BAK RASMUSSEN 

Jørgen Hindse blev valgt ind i Dansk Kennelklubs 

bestyrelse i april 1977 som repræsentant 

brugshunderacerne. Han blev 

allerede i november 1977 valgt som formand 

og har siddet på denne post siden. 

Jørgen har opdrættet Schæferhunde i en 

lang årrække og senere også Welsh Corgi 

Pembroke under kennelmærket “Trinekær”. 

Udover Corgierne omfatter familiens 

hundehold i dag også en golden retriever..

INDHOLDSFORTEGNELSE 

3 

4 

6 

10 

12 

15 

18 

20 

22 

24 

26 

22 

29 

31 

Fra formanden 

Hilsen fra DKK 

Hvordan det hele startede 

Hilsen fra Island 

Beretning fra avsludvalget 

Familiehundens indflydelse 

Det allerførste nummer 

Postkort fra Island 

Opsporing af Islandske Fårehunde 

Hundens historie 

Racens redningsmand 

Fra sidelinjen 

Jubilæumsnummer JØRGEN METZDORFF 

august 2007 |

HVORDAN DET HELE STARTEDE 

TRÆFFET 


TRÆFFET gennem tiden 

af Wilfred Olsen 

Iår, 10 året for Islandsk Fårehundeklub, er der en IF relateret 

tradition som løber endnu længere. Omkring 

1990, var der et par enkelte opdrættere (en i Nordjylland 

og en på Stevns), som arrangerede deres egne træf 

– for egne hvalpekøbere og tætte venner af familien (hanhunde 

ejere til deres egne kuld). 

Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som JØRGEN METZDORFF 

skulpturen “Sólfar” (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid sammen. 

Ulrikke og jeg, ville gerne, at dette kunne tilbydes til en bredere 

flok hundeentusiaster. I begyndelsen af 1992 tog vi så 

initiativ til at arrangere et IF træf, for alle ejere af Islandske 

Fårehunde, og ikke som ”de andre” – kun for egne hvalpekøbere. 

Vi tog kontakt med en Campingplads i Tårup, lidt syd 

for Nyborg – og spurgte om de var med på ideen. Campingpladsen, 

som dengang hed Mickleit’s Camping, var meget 

velvillige og dannede således rammen om det 1’st træf for 

Islandske Fårehunde. 

Træffet blev afholdt umiddelbart i forlængelse af en DKK udstilling 

i Otterup (en lørdag i august). Vi startede op med at 

tænde de forskellige grill’er op, hvor folk kunne stege/grille 

medbragt kød. Hen på aftenen – fortsatte folk, med at hygge 

sig omkring campingpladsens borde og bænke. Jo senere 

det blev, jo mere tøj blev taget på – alt forgik i det fri. 

Søndag morgen havde vi arrangeret fælles morgenbord, og 

formiddagen forløb med masser af forskellige aktiviteter for 

deltagerne og deres hunde. Midt på dagen, fik vi serveret et 

dejligt pølsebord fra Kokken & Jomfruen. 

Eftermiddagen blev brugt til et skue for alle fremmødte 

hunde. Som dommer på dette træf, havde vi valgt at invitere 

Arne Rasmussen, som på det tidspunkt var meget aktiv 

i Spidshundeklubben (specialklubben som varetog Islandsk 

Fårehund) – og samtidig opdrætter af Japansk Spids. På 

dette første træf deltog der i alt 18 familier. 

Året efter, havde vores daværende specialklub, Spidshundeklubben, 

jubilæum – og dette blev afholdt ved Gjerrild 

Nordstrand, Grenå – dels på en Campingplads og dels ved 

en spejderhytte. De fleste af deltagerne, med Islandsk Fårehund, 

benyttede sig af at ”afholde” endnu et træf i denne 

forbindelse, og en tradition var derfor begyndt at spire. Andre 

racer i Spidshundeklubben fik øjnene op for vores sammenhold 

og evne til at hygge os omkring racen. 

I 1994 vendte vi tilbage til Mickleits Camping (ligeledes i 

forlængelse af en DKK udstilling), og årene efter besøgte 

vi Egense kystcamping – tæt ved Limfjordens udmunding 

i Kattegat, to år i træk. I forbindelse med det første af disse to 

træf, begyndte vi for alvor at få deltagere med fra udlandet, 

således blev træffene mere internationale. Desværre blev 

der ved træffet i 1995 affyret fyrværkeri ved en nabo ejendom 

til campingpladsen, som skræmte en del hunde. 

Et ungt par fra Holland, havde taget turen til Egense – for at 

deltage sammen med os andre – og netop deres hund blev 

så skræmt, at den strøg af sted (i bedste Bjarne Riis stil) gennem 

pladsen, og ud i skoven. Stort set alle træffets deltagere, 

ledte på kryds og tværs i det store sommerhus område, natten 

igennem, uden at finde hunden. Næste morgen, kom 

Wilfred Olsen var klubbens første formand 

fra 1996 og virkede som sådan frem til 

august måned 2006. Wilfred er gift med 

Ulrikke, og sammen driver de Kennel Surtsey 

på Fyn. Ulrikke var den sidste racerepræsentant 

for de Islandske Fårehunde i 

Spidshundeklubben indtil dannelsen af 

Islandsk Fårehundeklub. 

I dag er Wilfred formand for DKK kreds 3 

på Fyn, samt indgår i komiteen for det 

internationale samarbejde for Islandske 

Fårehunde, ISIC. Desuden deltager han i 

planlægningen og den praktiske afvikling 

af de årlige specialklubudstillinger i Rønne 

(Bornholms-udstillingen) og Silkeborg, 

samt er medlem af DKK´s udstillingsudvalg.

den lokale landpost forbi, og havde netop set hunden (et 

par kilometer fra pladsen) – og ved ekstra intensiv søgning 

på dette sted – kunne familien fra Holland atter genforenes 

med deres hund. 

Jeg tænker (og tænkte også den gang), det må være et helvede 

– at være så langt væk fra eget land, uden at kende 

nogen – og så opleve at ens hund bliver udsat for den form 

for fyrværkeriterrorisme. Vi fik efterfølgende et brev fra hollænderne, 

som var meget taknemlige for den opbakning de 

fik, af alle træffets deltagere. Desværre har vi ikke haft dem 

på ”besøg”, ved de efterfølgende træf i Danmark. 

Året efter, i 1996, blev lidt af en milepæl – i racens historie. Os 

i træf gruppen, havde besluttet at invitere Hans Åke Sperne, 

Sverige, med på dette træf. Vi ønskede nemlig, at Hans Åke 

ville bruge den ene aften – på at fortælle ”skidt & godt” om, 

hvordan det var gået racens ”naboer” i Sverige, i forbindelse 

med opstart af raceklub for den Islandske Fårehund. 

Hans Åke, fortalte på en meget levende og underholdende 

måde, om tilblivelsen af raceklubben i Sverige – og deltagerne 

på træffet (som i forvejen var blevet bekendtgjort 

med dette arrangement) kunne stille spørgsmål om næsten 

”hvad som helst”. 

Hans Åke formåede åbenbart at tænde så godt op under os, 

at der efterfølgende blev arbejdet intens i arbejdsgrupper, 

vedrørende oprettelsen af en raceklub i Danmark. 

Den Islandske Fårehund er en del af den islandske 

kulturarv og binder, som skulpturen “Sólfar” (Jón 

JØRGEN METZDORFF 

Ideen om at danne en selvstændig specialklub 

for Islandsk Fårehunde tog fart 

i 1996. Inspireret af hvad der skete i Sverige, 

blev der henover foråret og sommeren 

taget kontakter og afholdt møder med 

ejere af Islandske Fårehunde organiseret 

i Spidshundeklubben, og i slutningen af 

august blev der indkaldt til stiftende generalforsamling 

i Borgerforeningen i Nyborg 

den 14. september 1996. Denne dag 

er således den officielle dato for stiftelsen 

af Islandsk Fårehundeklub. Frem til udgangen 

af 1996 var man fortsat en del af 

Spidshundeklubben, men den 1. januar 

1997 blev Islandsk Fårehundeklub en selvstændig 

specialklub under DKK med egen 

økonomi og mulighed for at afholde egne 

udstillinger. 

Umiddelbart efter stiftelsen i september 

1996 blev der sat en masse aktiviteter i 

gang. På meget kort blev der lavet love, 

dannet udvalg, udarbejdet layout til et 

klubblad (Islandshunden), nedsat en redaktion 

af bladet, fundet en trykker (i 

egne rækker), udformet og trykt brochurer 

og meget andet. En imponerende indsats 

af en række ildsjæle og alt sammen noget 

som klubben stadig lever højt på. 


Ulrikke, som på det tidspunkt var racerepræsentant, tog initiativ 

til at arrangere et medlemsmøde – hvor alle opdrættere 

af Islandsk Fårehund blev inviteret, sammen med øvrige 

Islandske Fårehundeejere. 

En urafstemning blev sat i gang – og et stort flertal ønskede 

udskillelse af Spidshundeklubben, for dannelsen af egen 

specialklub. Arbejdsgrupperne tog endnu et spadestik, og 

indkaldte til en stiftende generalforsamling i september 

1996. Klubben blev en realitet, og træffet blev pludselig en 

fast klubaktivitet, dog stadigvæk således at det er lokale folk, 

som arrangerer de enkelte træf, de forskellige år. 

Dog var der bred enighed om at træffet skulle gå på skift 

mellem landsdelene. Da Sjælland endnu ikke på det tidspunkt, 

havde haft æren af at afholde og afvikle et træf, for 

alle medlemmer – var det jo naturligt at det 6 træf i historien, 

blev henlagt til Sjælland, nærmere betegnet Vallø Camping 

ved Køge. Dette træf blev således også det første i klubbens 

tid – som selvstændig klub. 

Året er 1997, og Dansk Kennel Klub har fået tildelt årets Euro- 

Fortsættes på næste side u 




paudstilling. DKK havde besluttet at denne skulle løbe af 

stablen i Bella Centeret i København. I den forbindelse blev 

vi enige om at benytte os af chancen for at afholde et træf 

samtidig med dette store arrangement – således at hundeejere 

fik mulighed for at deltage i to store begivenheder, i 

samme weekend. 

De foregående år, med undtagelse af Gjerrild Nordstrand, 

har alle haft et skue med på programmet. Skuerne er uofficielle 

udstillinger, som afvikles anderledes end de officielle 

udstillinger. Indtil 1997, har det ikke været muligt at afvikle 

officielle udstillinger, kun for Islandske Fårehunde, så netop 

på dette første træf, i klubbens udstilling – blev også den 

første officielle klubvinder udstilling afholdt. 

Året efter, blev det atter Fyn som fik glæden af at afvikle 

årets træf, eller nærmere betegnet Tåsinge, lige syd for 

Svendborg. Carlsberg Camping dannede rammen om en 

del af træffet – men selve skuet og udstilling blev afviklet 

på Valdemar Slots plæner. Fantastiske omgivelser, at fremføre 

vores hunde i – og alle tiders reklame stunt, i og med, 

at Valdemars Slots pressesekretariat var med ind over – at 

markedsføre træffet. Endnu engang var det lykkedes os, at 

få fornøjelsen af Hans-Åke Sperne, fra Sverige, da han dømte 

den officielle udstilling på dette års træf. 

I 1999 blev det så endnu et af Danmarks dejlige udkantsområder 

som dannede rammen om træffet. Hanstholm Camping 

(som vi i øvrigt besøger igen til næste år), med deres 

gode faciliteter, var stedet hvor weekenden foregik. Desværre 

viste Vesterhavet/Skagerrak sig fra lidt af sin grufulde side 

– og vejret var af og til, ikke hundeejer venligt (hundene var 

sikkert ligeglade – og dog…). 

Næsten lige så langt væk man kan komme fra Hanstholm, 

blev år 2000’s træf afviklet. På Ore Camping, tæt ved Vordingborg. 

På dette træf indgik vi aftale med en flok ”danske 

vikinger”, som kom med deres boplads – og satte et dejligt 

krydderi på arrangementet. 

Men vi må nok alle konstatere, at denne plads ikke vil få 

mange stjerner i Islandsk Fårehundeklubs ”Camping Guide”. 

Hytterne, som var til rådighed, var af meget ringe stand og 



kvalitet. Ikke engang service, fandtes der i hytterne – men 

”campingfatter” fik fat i en container fuld af tallerkner og bestik, 

som så kunne ”lånes ud”. 

Som noget nyt, på dette træf – blev der arrangeret såkaldte 

”familiegrupper”, hvor ”gamle” garvede og debuterende 

træf deltagere, blev blandet på kryds og tværs. Et rigtig godt 

initiativ, som flere af de efterfølgende træf, har fulgt op på. 

Her er netop muligheden for at lære nye medlemmer at 

kende, samtidig med – at alle fik ansvar for enkelte arbejdsopgaver, 

og dermed også en del af ”helheden”. 

I 2001, vendte vi så tilbage, til et ”gammel kendt” sted 

– nemlig Mickleits Camping – som dog havde skiftet navn i 

mellemtiden, til Tårup Strands Camping. Forholdene var de 

samme som tidligere, et begrænset antal hytter/campingvogne 

til leje – men til gengæld et pragtfuldt græsområde 

centralt beliggende (uden andre campister) til afviklingen af 

de mange aktiviteter på. 

Men da dette var det 10’ende træf i træk (en slags jubilæum), 

hvad var så mere naturligt at henligge omgivelserne, til der 

hvor det hele startede. 

Som årene efterhånden er gået, deltog flere og flere familier 

– hvilket jo bland andet stillede større og større krav til pladserne. 

Det var nu blevet en tradition, at der blev lejet et stort 

telt, til afvikling af både foredrag, børneaktiviteter og sidst, 

men ikke mindst, festmiddagen i. Det havde næsten været 

en tradition, at der blev serveret helstegt pattegris (og af og 

til lam), men netop i 2001 – blev denne bølge vendt, og en 

Kinesisk Restaurant kom forbi – og satte en stor buffet op, 

med et sted mellem 12 og 18 forskellige retter. 

I klubbens første ”jubilæums periode” – 5 året for opstarten 

af Islandsk Fårehundeklub, 2002, var det så atter engang Jyllands 

tur. Og træfudvalget havde fundet alle tiders plads 

– tæt ved Farsø (Limfjordens sydlige ende). 

Et meget velvilligt værtspar, tog godt imod os, og sørgede 

for at vi fik tiptop service hele vejen igennem denne forlængede 

weekend. Det eneste der kunne opstå tvivl om, det var 

hvis en af træf deltagerne efterspurgte Wilfred, så kunne der

let opstå tvivl – da både Klubbens daværende formand og 

pladsens ejer, begge hedder dette navn. 

Selv samme Kristi Himmelfarts ferie, havde vores egen lokale 

præst – valgt at vores ene søn skulle konfirmeres i, men det 

var der råd for. Da træffet alligevel startede om torsdagen og 

sluttede lørdag aften – ja så var der tid til det hele. 

Men jeg må da nok indrømme, at det ikke faldt i god jord, at 

både konfirmanden og hans fader (mig selv) valgte at blive 

på træffet indtil kort før konfirmationen skulle finde sted 

på Fyn. Det kostede et sprængt topstykke i bilen, at flyve 

ned gennem Jylland & Fyn, for at nå den konfirmation. Den 

fornuftige moder, Ulrikke, havde dog valgt at tage hjem 

– allerede torsdag aften, for at kunne forberede knægtens 

festdag. 

Endnu engang blev det det sydlige Sjælland, som lagde kvadratmeter 

(undskyld; kvadratkilometer) til. På en dejlig plads, 

ved Feddet – på sydsiden af Stevns, blev årets træf afholdt. 

En fantastisk stor (endog meget stor) plads, med masser af 

hytter/vogne til udlejning, skulle danne rammerne om dette 

års aktiviteter. Desværre viste vejret sig (heller ikke denne 

gang) fra sin flinke side. 

Fakse og omegns byerne fik ret hurtigt udsolgt deres udvalg 

af gummistøvler, i bedste Roskilde Festival stil. Og det med 

at gå i hytterne for at hente tørt tøj, var noget af en dagsrejse, 

for den del af os, som var indlogeret i den anden ende af 

pladsen ”tæt ved Køge”. Turen kunne selvfølgelig foretages 

i bil (da den til fods tog tæt på en halv time), men campingfatter 

var meget restriktiv med mulighederne for at passere 

pladsens bomme -, allerede først på aftenen. Efter lange og 

seje forhandlinger, lykkedes det dog – at bommene kunne 

holdes åbent en lille time ekstra – så dem med småbørn og 

trætte ben, kunne fragtes til den yderligt liggende del af 

overnatningsområdet. 

I 2004 var det så Fyns tur igen. En campingplads på Nordfyn 

blev besøgt og booket, så alting kunne gå i gang med at 

planlægges. Desværre viste det sig, efter en del tid, at pladsen 

alligevel ikke var så imødekommende overfor hundene 

(og os), så nu var gode råd dyre. Rigtig mange havde allerede 

booket hytter, campingvogne & pladser – og de fleste 

havde dog også betalt et større depositum – da aftalen løb 

i vasken. 

Campingfatter & mutter, var dog ikke lige helt så venligt 


Den Islandske Fårehund er en del af den islandske 

kulturarv og binder, som skulpturen “Sólfar” (Jón Gunnar 

stemt for at annullere alle de lejeaftaler der var indgået 

– men efter en del pres, lykkedes det os, at få dem til at tilbagebetale 

depositum til alle. Dog bør det vel tilføjes, at ikke 

alle fik det samme tilbage, som der var indbetalt. Pladsen 

tog sig den frækhed at tilbageholde et ”ekspeditionsgebyr” 

hos flere af os (og underligt nok, var beløbet forskelligt fra 

familie til familie). 

Det var nu svært at finde en plads, hvor vi pludselig kunne 

være på, da ugerne og månederne forud for forberedelsen, 

pludselig var ”løbet forbi”. Det lykkedes os at finde en plads, 


JØRGEN METZDORFF 





0 | Islandshunden 

som gerne ville have os – og havde masser af hytter til rådighed 

– problemet var bare, at den ikke lå på Fyn. Så lang 

tid førend den nye kommunal reform var trådt i kraft – fik vi 

i Islandsk Fårehundeklub, sørget for at Fredericia blev fusioneret 

med Fyn. 

En alle tiders plads – med masser af hytter og vogne til udlejning, 

samt et dejligt stort område, centralt beliggende på 

pladsen, til opsætning at både ringe, agilitybane & festtelt 

– beliggende i den skønne natur, omkring Trelde Næs, dannede 

således rammerne om dette års træf. 

Jeg må nok konstatere, at dette er den bedste plads – rent 

indretningsmæssigt (og centralt beliggende i landet) – som 

egner sig bedst til vores træf, ikke mindst set i lyset af det 

stadig voksende deltagerantal. Trelde Næs blev også valgt til 

det efterfølgende træf, i 2005, og denne gang lå det ”rigtigt” 

i forhold til landsdelene – da det netop var Jydernes tur til at 

arrangere træffet. Personligt kunne jeg godt ønske – at alle 

fremtidige træf, blev afholdt netop der. Stedet er ideelt til afholdelse 

af træf, og det ligger, som tidligere skrevet, ganske 

centralt i landet. 

Sidste år, 2006, var det atter Sjællændernes tur – og træffet 

var henlagt til noget af det sydligste i vort land – nemlig 

Rødby. Selve campingpladsen var en Western Camp, og på 

trods af at man fra stedet af – havde garanteret at det ikke 

blev skudt med hverken skarpt eller løs krudt, som var det 

lige knap nok – at dette blev overholdt. 

Igen et veltilrettelagt træf, med masser aktiviteter – ikke 

mindst en større program for de yngste tobenede deltagere. 

Et par af klubbens ”pædagoger” havde sørget for både 

pandekagebagning over bål – og masser af andre indslag. 

Campingpladsen var også i besiddelse af et dejligt stort fælleslokale, 

som kunne huse festmiddagen lørdag aften. 

Nu er vi så nået til 2007, og her i skrivende stund – kan jeg 

blot berette om – at træffet er henlagt til det nordlige Fyn, 

Fyns Hoved Camping. Jeg, og mange andre, venter med 

spænding til dette års træf. 

Vi er en firebande, som har deltaget på samtlige træf, årene 

igennem, nemlig Annelise & Jørgen fra Nykøbing Mors (som 

i øvrigt også har haft den hund, som har deltaget på det 

største antal træf, nemlig Tyron). Derudover har jeg selv og 

den ene af vores sønner, Nicolaj, ligeledes være at finde på 

samtlige træf, siden begyndelsen. Nicolaj var kun netop fyldt 

4 år – på det første træf, så det må siges at han er vokset op 

med Islandsk Fårehundetræf. 

Vi alle fire, vil igen være at finde på dette års træf, men desværre 

kun med et kortvarigt besøg af Nicolaj – da han skal til 

stor fest i den pågældende weekend – men træffet vil han 

dog ikke undvære. Vi kører gerne land og rige rundt for at 

komme til træf – for til træf skal vi, selv sygdom, konfirmation 

og runde fødselsdage kan ikke få os 4 til at blive væk. 

En af de ting vi sætter pris på, er glæden ved at møde gamle 

venner og få nye venner. 

En af de faste traditioner, er træffes store lotteri – hvor sponsorerede 

præmier bliver delt ud til højre og venstre. Gennem 

årene er der familier som har taget sig rigtig godt af 

”retterne”, mens andre er gået tomhændet hjem (mig selv 

inklusiv – det ene år). 

I starten var det kun ca. 1½ dag vi holdt træf, nu bruger vi jo 

alle næsten en hel ferie på det. Vi kommer ofte en eller to 

dage før det hele starter, og selv søndag når det hele er slut, 

er vi mange tilbage på pladsen, og ganske tit finder vi sammen 

til endnu engang fællesspisning. 

På vegne af Annelise, Jørgen & Nicolaj – sender jeg de bedste 

hilsner til alle som vi har mødt gennem årene – på ”verdens 

bedste træf”.

BILLED- 

SIDE 

IKKE 

KLAR 


Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, som 

skulpturen “Sólfar” (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og nutid 

Den Islandske Fårehund er en del af den islandske kulturarv og binder, s 

skulpturen “Sólfar” (Jón Gunnar Árnason), på smuk vis Islands fortid og 


HILSEN FRA ISLAND 


af Gudrun Ragnars Gudjohnsen 

Så smukt har en islænding beskrevet vores hund, og 

hvor har han ret, hunden passer perfekt ind i den islandske 

natur og falder på enhver måde ind i naturen 

og bliver en del af den. 

Det var denne følelse, beundring og kærlighed til racen som 

tændte ideen om behovet for samarbejde for at bevare den 

Islandske Fårehund i dens oprindelighed. 



I adskillige år, helt fra begyndelsen af 70´erne, prøvede jeg at 

følge racens udvikling både her på Island og i Skandinavien, 

det var en interessant og lærerig oplevelse. Der fandtes adskillige 

typer, både store og små hunde, kraftige og spinkle, 

langhårede og korthårede og de dækkede næsten hele 

farveskalaen, men fælles for alle var deres blide og venlige 

gemyt. Jeg tror at grunden til den store variation i type var, 

at bønderne her på Island avlede mere på nyttige egenskaber 

end på udseende. Der fandtes f.eks. gamle myter om, 

at hunde med dobbelte ulvekløer skulle være bedre hyrdehunde 

og ligeledes de som havde en tydelig nakkeknude. 

Det har sikkert også haft indflydelse på valg af avlsdyr. 

Der er en morsom gammel historie om en bonde, som var 

kendt for at have fremragende hyrdehunde, så alle ville have 

hvalpe fra ham, men det lykkedes dog ikke altid at frembringe 

lige gode arbejdsresultater. Nogen spurgte ham, hvad 

der var hans hemmelighed med hundene, og til det svarede 

han, at det ikke var nogen hemmelighed, at ejeren ofte ikke 

havde samme gode forstand som hunden. 

KUNSTVÆRK 

Et levende KUNSTVÆRK i Islands natur 

Det var også ganske slående før i tiden, at man på udstillinger 

kunne se mange forskellige typer i ringen, til mange 

dommeres fortvivlelse; hvad var egentlig den rigtige type? I 

dag er dette blevet meget bedre med en mere typemæssig 

ensartethed i ringen. 

Inden jeres IF-klub startede, fandtes en racerepræsentant for 

Islandske Fårehunde i DKK, nemlig Susanne Frohn Nielsen 

på Skovridergården, som gjorde et fantastisk pionerarbejde 

for racen i Danmark, hvor både rådgivning til andre og eget 

avlsarbejde havde en stor betydning for racens start i Danmark. 

Jeg gik længe med ideen om, at vi havde brug for et internationalt 

samarbejde, hvis det skulle lykkes at bevare racens 

egenskaber, helbred og udseende ind i fremtiden. Jeg så 

for mig, at der eventuelt ville blive avlet forskellige typer og 

temperament, og med det snævre avlsmateriale vi havde, 

var der fare for, at racen ville forvandles fra sin oprindelighed 

eller udryddes helt. 

Omkring 1994-1995 skete der så det her på Island, at der 

blev stiftet, uden for Hundaræktarfélag Íslands (HRFI), en piratklub 

“Fjári” med den hensigt at markedsføre hunde som 

en “eksportvare”, for på den måde at skaffe ekstra indtægter 

til bønderne. Det var en helt ny måde at se hundeavl på, 

som både HRFI og DIF gik stærkt imod, og som ledte til konfrontationer 

mellem bøndernes forening og HRFI. 

Gudrun er formand for ISIC-komiteen, som 

hvert år arrangerer møde i ISIC med deltagelse 

af specialklubberne for Islandske Fårehunde 

i Island, Norge, Sverige, Finland, 

Danmark, Tyskland og Holland. Desuden 

er USA og Canada tilknyttet sammenslutningen. 

Gudrun har desuden været formand for 

den Islandske Kennelklub HRFI og for specialklubben 

for Islandske Fårehunde på 

Island, DIF. Hun fik sin første Islandske Fårehund 

i en alder af 8 år, da der endnu ikke 

blev stambogsført hunde på Island. 

Fra 1975 opdrættede Gudrun Islandske 

Fårehunde under kennelnavnet Garða, 

hvorfra der også er mange efterkommere i 

Danmark. dag er Gudrun – ud over at være 

formand for ISIC – C-dommer i gruppe 5, 

og har senest dømt Islandske Fårehunde i 

Danmark i Herning i 2003.

Som formand på det tidspunkt for både HRFI og DIF indså 

jeg, at nu som aldrig før var tidspunktet inde til et internationalt 

samarbejde. Min gode ven Hans-Åke Sperne var mig en 

enestående hjælp omkring årsskiftet 1995-1996, ved at tage 

kontakt til alle de nordiske raceklubber og selvfølgelig også 

deres kennelklubber med henblik på et samarbejde. 

For at gøre en lang historie kort, blev Icelandic Sheepdog 

International Cooperation, ISIC, officielt stiftet i året 1996 i 

Bjuv i Sverige. 

Den svenske Islandske Fårehundeklub, SIFK, skulle fejre sit 5 

års jubilæum med et hundetræf og en udstilling i Bjuv, og 

tilbød meget generøst ved samme lejlighed at arrangere et 

møde mellem repræsentanter fra de nordiske raceklubber, 

som enedes om et fælles samarbejde, og ISIC blev formelt 

stiftet. Dette samarbejde indenfor ISIC har nu varet i snart 

11 år og været enestående godt. Det er lykkedes os at samarbejde 

i venskab og med respekt for hinanden med racen 

som en helhed henover landegrænserne. 

Det er dog sørgeligt, at nogle mennesker stadigvæk føler 

trang til at stifte klubber uden for FCI og samarbejdende 

kennelklubber, og at de ikke vil være med til at arbejde for 

racens bedste, men i stedet virker for en splitning, som resulterer 

i tab af avlsmateriale til den gen-pool, som vi så desperat 

behøver for racens videre udvikling og bevarelse. 

På jubilæumsseminaret i 2006 sagde Per Erik Sundgren i sin 

forelæsning, at det internationale samarbejde i ISIC, med 

alle hunde samlet i en database, er et unikt europæisk pionerarbejde, 

noget som alle engagerede raceentusiaster har 

anledning til at være stolte af! I den internationale database 

findes nu registreret 8359 Islandske Fårehunde, og i de sidste 

10 år er indavlsgraden i gennemsnit gået ned fra 18% til 

4,6%, hvilket er et meget tilfredsstillende resultat af samarbejdet. 

Jeg vil også nævne, at vi raceentusiaster skylder en stor tak 

til genetikerne Per Erik Sundgren fra Sverige og Pieter Oliehoek 

fra Holland, som begge med deres arbejde for racen, 

har ydet stor hjælp til ISICs arbejde, og uden deres indsatser 

ville vi ikke have den viden vi har i dag. 

Den Islandske Fårehund knytter meget stærke bånd til sin 

menneskeflok, og trives bedst sammen med sine mennesker; 

den går jo i hælene på os hele dagen og vil deltage i 

alt, som vi foretager os. Jeg har altid haft den opfattelse, at 

det vil være ødelæggende for en Islandsk Fårehund at leve 

sit liv som kennelhund; et levende naturkunstværk bør leve 

frit sammen med sin (menneske-)flok. 

Med venlig hilsen og håb om et fortsat betydningsfuldt 

samarbejde for racens bedste. 

Jubilæumsnummer SVEND BRANDT JENSEN august 2007 |

BERETNING FRA AVLSUDVALGET 


Langt oppe i det nordlige 

af Else Westermann 

Det er en ø med voldsom natur. Storm og regn, sol og 

stille vejr skifter hele tiden, men de klare elve er fulde 

af fisk, og i de grønne dale græsser fårene, og over alt 

er der heste. På en gård i Skagafjord bor Helgi med sine 

forældre og 2 små søstre. De har langt til naboer, men der 

er 3 hunde og fem heste og mange hundrede får. 

Sådan starter en børnebog fra Island ”Helgis store dag” af 

Svend Otto S. Den beskriver på udmærket vis den betydning 

den islandske fårehund har haft for den islandske bondefamilie 

gennem mange hundrede år. 

Den islandske fårehund er meget kort beskrevet en gårdhyrde-vogter-rednings-familiehund, 

der gerne følger sin familie 

i tykt og tyndt. Disse forhold har skabt en meget robust 

og sund hund, der er utrolig god til at tilpasse sig, og har 

et væld af evner, der bare venter på at blive stimuleret og 

brugt. 

ISLAND 

Atlanterhav ligger ISLAND 

”En islandsk fårehund er god at have – to er bedre, men tre er 

ikke én for meget – for det er de dejligste hunde, der findes.” 

(citat fra bogen: ”Islandsk fårehund” udgivet af Dansk Kennel Klub) 

”Nu kan han (Helgi) ride alene på fisketur, men en af hundene 

følger ham altid. Den har hvide poter, og derfor hedder den 

Lappi. Lappi og Helgi er altid sammen.” 

Det er alle disse gode egenskaber, sundhed og robusthed, 

der er fremelsket gennem 1000 år, vi skal forsøge at bevare, 

og det var den fælles kærlighed til denne dejlige og alsidige 

familiehund, der for 10 år siden fik en gruppe mennesker til 

at gå sammen og danne Islandsk Fårehundeklub. 

”Som alle islandske drenge ønsker han at være med til den store 

fåresamling oppe på fjeldet. Hestene er ivrige, hundene gør, og 

Helgi er den gladeste dreng på Island. Helgi kender stedet, og 

han ved, at Lappi kan finde vej, hvis han selv farer vild.” 

De forhold, den har levet under i så lang tid på Island kan 

vi ikke byde den i dagens Danmark, og for den sags skyld, 

er det også meget få steder på Island, den bliver brugt som 

tidligere. I dag lever den mest som familiehund. Et af den nystartede 

klubs formål var at bevare den Islandske Fårehunds 

alsidige egenskaber, sundhed og robusthed samt bevare 

det racetypiske udseende med alle dens forskellige farvevariationer 

og pelstyper. 

Det bliver snestorm og Helgi farer vild. Han falder ned i en 

kløft på en afsats, hvor der ligger et får, der er faldet ned. 

”Helgi måtte have hjælp. Lappi stod og kiggede ned på ham. 

”Lappi! Find far! Find far!” råbte Helgi. Hunden peb, men blev 

stående. ”Hvor er far? Find far!” råbte han igen, og pludselig drejede 

Lappi rundt og forsvandt. Timerne gik. Helgi frøs, sov lidt 

og ventede.” 

For 10 år siden snakkede man meget om, hvilken betydning 

HD (hofteledsdysplasi) havde for den islandske fårehund. På 

Island havde man jo tidligere af gode grunde ikke HD fotograferet 

hundene og var derfor ikke klar over deres hundes 

HD status. En ting var dog sikkert, hvis en hund ikke kunne 

bevæge sig godt nok til at kunne opfylde sine arbejdsforpligtigelser, 

fik den ikke lov at leve længe og fik heller ikke 

afkom. 

Da man så i nyere tid begyndte at HD fotografere dem på 

Island, men også herhjemme, viste det sig, at en del havde 

HD i mere eller mindre grad uden at det kunne ses på deres 

bevægelser. Kun ganske få måtte aflives som unge på grund 

af smerter. Diskussionen gik bl.a. på, om det var en fordel at 

have en smule HD for at være smidig nok til at kunne klatre 

i bjerge som den Norske Lundehund. I alle tilfælde hed restriktionen 

fra Dansk Kennel Klub, at HD status skulle være 

kendt, men uanset status kunne man avle på hunden, hvad 

der da også var opdrættere, der gjorde.


Holdningen til at avle på hunde med HD har dog langsomt 

ændret sig gennem de sidste 10 år og i dag anerkender alle 

seriøse opdrættere, at det er vigtigt at avle på hunde med 

sunde hofter. Og det på trods af, at de allerfleste hunde med 

konstateret HD lever et godt og aktivt liv til langt op i årene. 

Efter krav om, at man kun må avle på hunde med sunde 

hofter og mulighed for indexberegning er racens HD-status 

langsomt ved at blive bedre. 

”Lappi havde været længe om at finde frem til hytterne. Det var 

svært at finde spor i den nyfaldne sne. ”Hunden kommer alene, 

der er noget galt med drengen”, sagde Helgis far. ”Vi må ud og 

finde ham.!” Nu kendte Lappi vejen, men det var næsten lyst, da 

de nåede frem.” 

I dag anbefaler vi også, at man lader sin hund øjenlyse af en 

dyrlæge fra DKK’s øjenpanel før parring. Vi har måttet konstatere, 

at der er kommet nogle enkelte tilfælde af arvelige 

øjensygdomme i takt med udveksling af hunde og parringer 

over grænserne til vore nabolande. Dette vil snart blive indført 

som en avlsrestriktion og ansøgningen ligger i øjeblikket 

hos Dansk Kennel Klub. 

For at få et mere sikkert billede af racens sundhedsstatus på 

disse 2 punkter vil jeg meget stærkt appellere om, at alle får 

HD fotograferet og øjenlyst deres hund uanset om den skal 

bruges i avl. 

”Helgi fik rebet om livet og blev hejst op ligesom fåret. Det var vel 

nok en velkomst at få. Helgi blev omfavnet, dunket i ryggen og 

slikket i ansigtet af Lappi, fik varm kaffe og ekstra tøj på.” 

Men hunden er jo meget mere end HD og øjne, selv om 

det er vigtigt. I de sidste 8 år har vi haft mulighed for at få 

mentalbeskrevet (UHM) vores hunde af mentalbeskrivere 

uddannet af DKK. I dag har Islandsk fårehundeklub 5 uddannede 

mentalbeskrivere. 

For mange hundeejere er det en stor oplevelse at få bedre 

kendskab til deres hundes medfødte mentale egenskaber. 

For opdrætteren er mentalbeskrivelsen et godt værktøj til at 

finde den rette kombination af hunde til parring, så vi på sigt 

kan forbedre mentaliteten ved omhyggelig avl. 

Meget tyder på, at angst og stress er dispositioner, der slår 

stærkt igennem i afkommet. Derfor må vi understrege, at 





hunde, som indgår i avl, skal fungere godt i stressede situationer 

og have let ved at afreagere. (Årsberetning v. Ulla 

Sonne) 

Der er da også flere og flere, der får deres hunde mentalbeskrevet, 

og mange opdrættere kalder kuldet sammen, når 

det har den rette alder (mellem 10-24mdr.), og betaler for at 

få det mentalbeskrevet. Så har man en spændende og hyggelig 

dag ud af det, og det er rart for opdrætteren at vide, 

om han/hun har opnået det han/hun ville. 

I dag benytter mange opdrættere også muligheden for at få 

hvalpetestet deres hvalpe i 7 ugers alderen inden beslutningen 

tages om hvilken hvalp, der egner sig, til hvilken familie. 

Testen er ikke officiel og udføres lidt forskellig, men det, vi 

ser efter, er de samme ting. De hvalpetestere, jeg henviser til, 

er dog alle uddannet som mentalbeskrivere af DKK. 

Antallet af kuld hvalpe har ligget mellem 95-177 hvalpe i de 

sidste 10 år. Lavest sidste år, hvor vi havde 21 kuld med 107 

hvalpe og højest i 1999 med 34 kuld og 177 hvalpe. I 2001 

var vi oppe på 38 kuld, men kun 167 hvalpe. Det er spørgsmålet 

om vi slår den rekord i år, da der pr. 4/6 2007 allerede 

er registreret 102 hvalpe på 14 kuld. Mellem disse kuld er jeg 

sikker på, vi har en verdensrekord med et kuld på 13 hvalpe. 

De 2 af hvalpene overlevede dog ikke. Resten er sunde og 

raske og meget velfungerende. 

”Den aften var Helgi for træt til at fortælle sine oplevelser. Da 

han lå i sin varme seng, tænkte han på fåret, natten og afgrunden. 

”Det har også været en lang dag.” sagde hans mor. ”Det 

har været en stor dag,” sagde Helgi. Og så sov han .” 

(Takket være en klog, trofast og robust islandsk fårehund var 

dette muligt). 

Islandsk fårehundeklub samarbejder gennem ISIC med 

islandske fårehundeklubber i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, 

Holland hvor vi udveksler erfaringer og data. 

”I Islandsk fårehundeklub benytter vi os af den nyeste viden om sundhed, adfærd, træning 

og ernæring i omgangen med vore hunde. Samtidig har vi den oplevelse, at det er 

ukompliceret at have islandsk fårehund. Dens væsen er ukompliceret, og dét den fordrer 

allermest er tid til samvær. Hvis du vil yde den tid og den nærhed, som den har behov for, 

har du allerede ”kvalificeret” dig til at have en islandsk fårehund, og dine anstrengelser 

vil blive gengældt tifold.” 

(citat fra bogen: ”Islandsk fårehund” udgivet af Dansk Kennel Klub) 

Else Westermann var med til, at stifte Islandsk 

Fårehundeklub og sad i bestyrelsen 

de første 6 år. Else og hendes mand Kurt, 

fik den første Islandske Fårehund - Solfari’s 

Hneta - i 1987, hvilket blev starten på 

Kennel Westmanna. 

Else er uddannet unghundementalbeskriver 

i Dansk Kennel Klub og er formand for 

Avlsudvalget i Islandsk Fårehundeklub. 

”Helgis store dag” er skrevet af Svend Otto 

S. (1919-1996) og udgivet første gang på 

Gyldendals forlag i 1980. Svend Otto S. 

var tegner og forfatter og blev en af Danmarks 

bedste og mest produktive børnebogsillustratorer. 

Citater og illustrationer i denne artikel 

bringes med tilladelse fra Gyldendals Forlag.

af Karina & Ken Didriksen 

Mange af Jer kender sikkert til det, at vores islandske 

fårehund(e) har en stor indflydelse på familien og 

familielivet, i vores tilfælde har dette betydet at vi 

nu bor på landet med 10 får, 1 vædder og nu 9 lam. 

Det hele begyndte for ca. 3 år siden, hvor vi efter en hyrdetest 

hos Jeanette Johnsen begyndte at træne/hyrde et par 

gange om måneden med Freja. I starten var det mest for 

sjov, Freja var lydighedshund, men havde ikke lavet noget i 

et par år, men her var en aktivitet som både vi og Freja syntes 

om, og hyrdning er jo det en IF oprindelig er lavet til. 

Efter et års tid begyndte vi at blive lidt mere seriøse, nu begyndte 

vi at forlange noget af Freja, nu skulle hun arbejde 

og vi startede med at deltage i diverse AMU-kurser om træning 

af hyrdehund. I den forbindelse faldt snakken også på, 

at det ville være super hvis man havde sine egne får og man 

derved kunne træne jævnligt. På daværende tidspunkt boede 

vi i Karlslunde i et lejet parcelhus, så her var der ikke mulighed 

for at holde får, men da lejemålet ophørte indenfor 

det næste år, havde vi besluttet, at vi skulle ud og købe vores 

eget hus, nu blev det så ændret til at vi skulle ud og købe 

vores eget og der skulle være plads til at holde får. 

Nu var vi blevet så seriøse, at vi også blev nødt til at lære 

noget om får. Så i et år, en gang om måneden tog vi begge 

på fåreavlerkursus, hvor vi lærte om fodring, læmning & 

læmningshjælp, staldindretning, hegning, græs, afsætning, 

avl osv. 

Lidt tidspresset fandt vi i foråret 2006 et hus i Radsted ved 

Sakskøbing, med en stor grund til, hvor der var plads til fårehold. 

Vi fik sået græs og sat hegn op og endelig i starten af 

juli kom vores 10 egne får (dengang lam) + 1 etårs vædder. 

Efter en uges tilvænning var det tid til, at Freja for første gang 

skulle hyrde på vores egne får, men med en islænder er det 

FAMILIEHUNDENS INDFLYDELSE 

PÅ LANDET 

En islænder flytter PÅ LANDET 

KARINA & KEN DIDRIKSEN 

Freja og ”nr. 7” får sig en snak om, hvad det egentligt er det 

går ud på, det der med at hyrde får 

ikke altid, at det går som planlagt. Freja var nu af den opfattelse, 

at fårene nu hørte til en del af vores flok, og derved 

måtte man ikke gøre dem noget. Det fandt fårene hurtigt ud 

af, så de gad absolut ikke at flytte sig for Freja. Det medførte 

at hun blev usikker på sig selv, jeg blev usikker og det smittede 

igen af på Freja. 

Heldigvis deltog vi på dette tidspunkt på et AMU-kursus, 

hvor vi tog rundt i forskellige besætninger og hjalp til med 

at løse diverse opgaver, og her havde Freja selvtillid nok til 

at være med til at flytte en flok på 600 får, men hjemme igen 

var problemet det samme, hun kunne ikke flytte på vores 11 

egne. Så nu handlede det om at give hende masser af succesoplevelser 

på vores egne får, så hun igen fik troen på at 

hun godt kunne flytte dem. 

Her et års tid efter går det nogenlunde, fårene har fået lam 

og de er rigtig gode til at træne på, i hvert så længe de er 

mindre end Freja, hvilket de snart ikke er længere, men mon 

ikke hun har sat sig bare lidt i respekt. 

Man kan godt sige at Freja har valgt en lidt dyr hobby, indkøb 

af får, polytunnel (stald), grinder, opsætning af hegn, 

kurser og hvad der ellers dertil kommer, har ikke været helt 

billig, men det har været det hele værd og hvad gør man 

ikke for sin Islænder. Så sidder I derude med lysten/drømmen 

til det samme, kan vi kun sige ”gør det”. 

KARINA & KEN DIDRIKSEN 


DET ALLERFØRSTE NUMMER 


Det allerførste ISLANDSHUNDEN 

af Steen Georg 

Islandshundens redaktørpar gennem de første fire år var 

Ulla Sonne og Sten Georg. Ulla og Steen lavede Islandshunden 

i perioden fra 1997 til 2000 - i alt 20 numre - og 

Steen beretter her om fødslen af bladet. 

Den allerførste forside af Islandshunden, som den skulle 

have set ud. På grund af en teknisk fejl kom logoet i øverste 

venstre hjørne ikke med i den oprindelige udgave. 

På en måde kan 10 år føles som en evighed. I perioden fra 

1997 til 2007 har vores almindelige daglige kommunikation 

ændret sig radikalt. 

I 1997 var både computeren og internettet opfundet og 

blev brugt af almindelige mennesker, men de havde langt 

ISLANDSHUND 

STEEN GEORG 

fra den selvfølgelige og naturlige plads i hverdagen, som tilfældet 

er i dag. Og dengang blev fotos f.eks. taget analogt 

på film, som skulle fremkaldes og kopieres og scannes ind. 

Ældre læsere vil muligvis kunne erindre hvordan det foregik. 

For at få en nystartet klub til at hænge sammen og kunne 

formidle oplysninger til medlemmerne uden internet var 

det en nødvendighed at have et klubblad. Behovet var tidligere 

blevet dækket af ”Spidshunden”. Her havde hver enkelt 

race under Spidshundeklubben et par sider, hvor man 

kunne skrive racespecifikke oplysninger. 

Nu skulle klubben til at stå på egne famlende ben – og Ulla 

og jeg påtog os opgaven med bladet. Ingen af os havde 

prøvet det før – men jeg havde fordelen af at være professionel 

grafiker, og Ulla som havde mange kontakter og som 

ved meget om hunde, blev iført redaktørkasketten. 

Da vi bor sammen, var det ikke svært at aftale redaktionsmøder 

og at sætte nogle ideelle mål op for bladet. Når der blev 

ofret penge på et blad skulle det også skabe værdi og give 

sine læsere input og forståelse for racen. Der skulle være 

gode, originale og læseværdige artikler om hundens natur 

og baggrund, dens mentalitet og sundhed, avl og opdragelse. 

Ikke kun bringe stof om helbredsundersøgelser, arrangementer 

og udstillinger, selvom det er en vigtig funktion 

for et klubblad. 

Fra andre hundeklubber vidste vi, at der nemt kan opstå 

brødnid og jalousi mellem opdrættere i en klub. Så derfor 

vedtog vi, at evt kritiske og kontroversielle artikler om sundhed 

og lignende skulle skrives af folk uden for klubben. Ellers 

risikerede vi at forfatteren kunne blive skudt i skoene at der 

var skjulte dagsordener. 

Ambitionerne var høje fra starten, det kneb straks lidt mere 

med at skaffe tekst og billeder. Der var ligesom ikke rigtig 

nogen arkiver at tage af. Så vi skelede til svenskerne, som 

på det tidspunkt allerede havde haft klub og klubblad i 5 år, 

og fandt og oversatte hurtigt en god artikel som Hans-Åke 

Sperne havde skrevet om Mark Watson – den engelske filantrop 

som i 1950’erne fik åbnet islændingenes øjne for at de 

havde en unik hunderace og som muligvis reddede racen 

fra at uddø. Som illustration lånte vi et billede fra Susanne 

Frohn, som havde været på Island og fotografere hunde og 

heste nogle år tidligere, og dermed var hovedhistorien på 

plads. 

Vi var jo et helt nyt blad, så det var naturligt at finde et godt 

hvalpebillede til forsiden, og på opfordring leverede Else 

Westermann billedet og øste af sine erfaringer med hvalpeopdræt.

EN 

Wilfred Olsen er inkarneret frimærkesamler, og da vi kom 

undervejrs med at han havde frimærker med Islandske Fårehunde, 

tog det ikke lang tid at overtale ham til at åbne 

sit arkiv og lave en fin lille historie om IF på frimærker i en 

rigt illustreret artikel. I farver! Kassereren korsede sig, men 

flot var det. 

Bente Nordbjerg blev overtalt til at bidrage med en beskrivelse 

af en hvalpetest, som hendes kuld lige havde undergået 

og Susanne Frohn gjorde sig nogle kloge tanker om 

opgaverne for det nyvalgte avlsråd. Selv bidrog vi med den 

sørgmuntre beretning om en brækket negl, som blev overbehandlet 

af en københavnsk dyrlæge, så vores stakkels Landi 

til sidst dårligt kunne bevæge sig rundt ved egen kraft. 

Bladet fik magasinformatet 17 x 24 cm, lidt større end A5 og 

lidt mindre end A5. Desværre viste det sig uhensigtsmæs- 

DET ALLERFØRSTE NUMMER 

sigt for trykkeren, så de kommende numre fik kappet 1,5 cm 

af længden for bedre at kunne være på trykarket. Endelig 

designede jeg layoutet og et logo til bladet. Logoet blev 

senere officielt logo for ISIC – den Internationale komité for 

Islandsk Fårehund, men det er en anden historie... 

Vores indsats kom gennem brevsprækken i starten af januar 

1997 og blev i det store og hele godt modtaget. Selvom 

enkelte kritikere fandt indholdet lidt vel elitært. Men da den 

daværende direktør i Dansk Kennel Klub nogle numre senere 

roste vores blad og kaldte det i særklasse blandt danske 

hundeklubblade, følte vi at vi måtte have gjort noget rigtigt, 

og at det forhåbentlig har bidraget til at skabe interesse 

og forståelse for Islandsk Fårehund også uden for klubbens 

snævre kreds. 


POSTKORT FRA ISLAND 


Historien om det islandske 

af Brynhildur Inga Einarsdóttir 

POSTKORT 

POSTKORT 

Tilbage i 2001 prydede dette billede forsiden af Islandshunden 

nr. 4 og blev i samme nummer fulgt 

op af artiklen ”Strik en Islandsk Fårehund” - en strikkeopskrift 

med et hundemotiv designet af Brynhildur Inga 

Einarsdottir 

Brynhildur fortæller: Hunden til venstre på billedet, Íslands 

Garða Kara, var min første islandske fårehund. En smuk langhåret 

tæve med en stærk karakter og meget aktiv. Hun var 

altid oplagt til leg og det var altid let at lære hende ting gennem 

legen. En af de ting, hun holdt meget af og som faldt 

hende helt naturligt, var at stå model. Hun var så morsom 

at fotografere, det var som om hun altid spurgte mig ”vil du 

ha’ mig fra venstre eller fra højre side?” Jeg holdt uendelig 

meget af hende. 

BRYNHILDUR INGA EINARSDOTTIR 

Desværre fik hun kun ét kuld hvalpe, og fra dette kuld beholdt 

jeg selv Reykjadals Snögg (hunden til højre på billedet). 

Snögg var en kraftigt bygget tæve, som var sin mors 

diametrale modsætning. Hun var korthåret og det var ikke 

let at få hende til at sidde stille til fotografering. Men på ét 

punkt lignede Snögg sin mor, hun var ivrig efter at lære nye 

ting. Jeg lærte både Kara og Snögg at gå spor og finde ting, 

som jeg havde gemt enten inde i huset eller oppe i bjergene 

tæt på vort hjem. 

Jeg lærte dem også at finde reder fra en bestemt slags fugle. 

Det var meningen, at de skulle finde disse reder og så vente 

på, at jeg kom for at indsamle æggene. Kara satte en stor 

ære i at gøre, som hun blev bedt om, men Snögg havde ikke 

hverken tid eller tålmodighed til at vente på mig, så hun tog 

selv affære, tog æggene i munden og bragte dem til mig, 

uden at de fik en skramme. 

På billedet sidder Kara og Snögg sammen med min niece, 

Inga Hrönn, som er datter af min søster. Inga Hrönn var og 

er stadig vild med hunde. 

Billedet er taget i Miðdalur i Mossfellsbær, Guðmundur frá 

Miðdalur’s hjemsted. Han var Islands bedste kunstner – maler, 

grafisk designer, fotograf, forfatter og meget mere. Jeg 

kender en af hans sønner, så jeg fik lov at tage til Miðdalur 

for at fotografere. Jeg ville gerne have det lille hus som baggrund 

på billedet af min niece og hundene. 

Jeg havde tegnet mønsteret til ”hunde-trøjen”, som Inga 

Hrönn har på, og ville gerne have et ordentligt billede af 

den, som jeg kunne sende til mine venner. Derfor måtte jeg 

naturligvis have mine pragtfulde islandske fårehunde, min 

dejlige niece og det lille hus med på billedet, som skulle 

følge med mønsteret på trøjen. 

Inga Hrönn iført Brynhildur 

Inga Einarsdottir strikketrøje 

med motivet af den Islandske 

Fårehund.Inga Hrönn er flankeret 

af Íslands Garða Kara og 

Reykjadals Snögg

Nærbillede af mønstret på striktrøjen. 

Brynhildurs strikkeopskrift blev bragt i 

Islandshunden nr. X, 1999. Hvis du vil have 

en kopi af den oprindelige artikel, inklusiv 

strikkeopskrift, kan hente den på 

www.islandshunden.dk/strikkeopskrift.pdf 

SVEND BRANDT JENSEN 

Helga Andrésdóttir iført sin islandshundesweater. 

Det er I øvrigt Helga 

der i sin tid lavede den tegning som vi 

bruger i forbindelse med de regionale 

arrangementer i Islandshunden. 

POSTKORT FRA ISLAND 



OPSPORING AF ISLANDSKE FÅREHUNDE 


På sporet af en usleben 

af Hans-Åke Sperne (dansk oversættelse: Steen Georg) 

H 

ans-Åke Sperne fortæller i denne artikel den fascinerende 

historie om, hvordan man på Island i 1996 

startede arbejdet med at opspore nye Islandske Fårehunde 

med det formæl at udvide avlsbasen. 

Artiklen har tidligere været bragt i Islandshunden nr. 3, 1999 

I den tid, jeg har haft Islandsk Fårehund har jeg ofte besøgt 

Isand. De første gange som ejer og opdrætter af Islandsk Fårehund, 

og senere i egenskab af eksteriørdommer. To gange 

har jeg haft til opgave at bedømme den islandske IF klub, 

DÍF’s klubudstilling på Island. Og jeg har haft kurser i “Anatomi 

og bedømmelse” samt en del hundeforelæsninger i 

HRFÍ’s (Islands Kennelklub’s) regi. Men det allermest spændende 

har nok været at blive inviteret til at deltage i opsporingen 

og bedømmelsen af ”mulige Islandske Fårehunde” 

på Island. 

Da jeg første gang rejste rundt på Island, 

for mange år siden, sammen med min 

kone May-Britt, fandt jeg landet ganske 

eksotisk. Det var skræmmende stort og 

næsten kvælende smukt. Den lyst, jeg har 

haft siden drengeårene, til at vandre ad ubetrådte stier og 

måske finde det uberørte, dukkede op igen. Under denne 

første Islandsrejse vækkedes håbet om pludselig at få øje på 

en hidtil ukendt Islandsk Fårehund af særdeles høj kvalitet. 

Var det muligt, at man i en fjern afkrog af Island gemte en 

usleben diamant, som ingen i verden ellers kendte til? Det 

var det spørgsmål som meldte sig ved det første møde med 

Island. Hvad jeg ikke vidste var, at HRFÍ og DÍF på det tidspunkt 

allerede i lang tid havde kæmpet for at få Altingets 

støtte til at bevare den Islandske Fårehund. Et arbejde, jeg 

senere skulle komme til at deltage i. 

Islands Kennelklub blev stiftet for snart 40 år siden (1969), 

hovedsagelig med det formål at værne om den Islandske 

Fårehund. Der blev gjort en stor indsats, og med stiftelsen af 

DÍF 10 år senere blev dette arbejde intensiveret. Man så den 

Islandske Fårehund som en del af Islands historie og søgte 

hjælp fra myndighederne til arbejdet. Langsomt kronedes 

de mange tiltag som blev gjort af Gudrun R. Gudjohnsen og 

Sigridur Petursdottir m.fl. i HRFÍ og DÍF med held. 

De fik til sidst en god hjælper i altingsmedlemmet Gudni 

Águstsson. Han var den parlamentariker som gjorde offent- 

DIAMANT 

DIAMANT 

ligheden opmærksom på den Islandske Fårehund som en 

del af Islands kulturarv. Águstssons indsats førte til at Islands 

landbrugsminister i 1994, efter krav fra Altinget, nedsatte en 

komite til at udarbejde forslag til foranstaltninger til bevarelse 

af den Islandske Fårehund, Islands nationalrace. Som 

HRFÍ repræsentanter i komiteen sad formanden Gudrun R. 

Gudjohnsen og Guttormur B. Thorarinsson, indehaver af 

kennel Götu. (Mange vil kunne huske Götu’s Stassi fra den 

sort/hvide plakat med de to islandshundehoveder). 

Komiteen skulle foreslå foranstaltninger omkring avl og 

andet for at værne om racen. Komiteens endelige forslag 

blev underskrevet i januar 1996. For at øge racens avlsbase 

foreslog komiteen bl.a. at man skulle gennemføre en opsporing 

af ”endnu uregistrerede mulige Islandske Fårehunde”. 

Et budget for gennemførelsen af de forskellige forslag blev 

også fremlagt. HRFÍ o g DÍF tog fat på opgaven og udarbejdede 

en opsporingsplan for de kommende år. 

Hundene skulle samles og på sædvanlig kynologisk vis be- 

”Da jeg mindst ventede det, gnistrede en diamant af den 

klareste slags for mine øjne. Pludseligt stod han der og lyste” 

dømmes af tre autoriserede eksteriørdommere med særligt 

kendskab til racen. Panelet bestod af Gudrun R. Gudjohnsson, 

Sigridur Petursdottir og undertegnede. Alle autoriserede 

eksteriørdommere og avlere af Islandsk Fårehund. 

Nu, tre år senere (1999), med facit i hånden, kan komitearbejdet 

også ses som den igangsættende faktor bag det 

første internationale seminar i Sverige i 1996. Men det er en 

anden historie... 

Den første opsporing blev gennemført under en lang bilrejse 

på det vestlige og nordlige Island i 1996. Gennem annoncering 

i pressen havde man fået samlet hunde på tre 

forskellige steder til bedømmelse. Vi tre dommere havde 

udarbejdet en eksteriørbeskrivningsprotokol til resultaterne. 

Efter afstamningskontrol skulle hunde af tilstrækkelig kvalitet 

kunne registreres. 

På to dage bedømte vi 22 hunde af meget svingende kvalitet 

både hvad angår typelighed og bygning. Da en del af 

hundene kom direkte fra deres hverdag som gårdhunde, og 

ejerne var uvante med hundeudstillinger, og da formålet var 

at se, om det var muligt at øge avlsbasen, gav vi selvfølgelig 

afkald på at vurdere hundenes opførsel og deres ejeres ev-

ner til at vise dem frem. På den første dags lange rejse mod 

Akureyri var der indlagt to stop til at bedømme 6 hunde. Til 

skolen i Laugarbakki kom to gode tæver og en meget velbygget 

hanhvalp med højt båret, velformet hoved, stram, 

fin overlinie og god pelskvalitet. En dårligt bygget og typemæssigt 

svag tæve fik en 3.præmie. 

Hos dyrlægen i Varmalid bedømte vi en meget kønspræget 

og velproportioneret tæve med smukt hoved og udtryk, 

samt en hanhund af god kvalitet. 

På andendagen havde vi gennem HRFÍ’s lokalafdeling i Akureyri, 

fået adgang til lokaler på Dyrehospitalet. Her mødte vi 

en meget varieret samling på 16 hunde. Der var alt fra meget 

lavtstillede, næsten kortbenede hunde med kort overarm, 

næsten rund brystkasse og ekstremt bred front med 

overbygget bagparti til ekstremt korte, tynde og højtstillede 

individer med kort flad brystkasse og næsten ingen vinkler, 

hverken for eller bag. 

For første gang på Island fik jeg set en hund som var ægte 

grå. Desværre havde den hængeører og var så tyk, at den var 

meget svær at bedømme. En hanhund havde fået sine hjørnetænder 

klippet af sin fåre-ejende herre. Han sagde, det var 

blevet gjort for at hunden ikke skulle skade fårene. Da jeg 

løsnede dens meget stramme halsbånd, påstod han at “den 

helvedes hund” var meget rarere når båndet var stramt. På 

det punkt var vi uenige. 

Nogle gode hunde resulterede i 6 førstepræmier. Resten fordelte 

sig på 2., 3. og 0’er. Dagens bedømmelser sammenfattedes 

af dommerne som lidt vel ”venlig”. Mine tanker gik til 

en venlig, tålmodig mand som havde rejst meget lang for at 

komme til bedømmelse med en krytorchid hund, uden at 

være klar over det. Man må minde sig selv om formålet med 

eksteriørbedømmelsen, når det føles trist at måtte give et 0 

og en besked om, at hunden ikke må anvendes i avl. 

I forbindelse med en sommerlig hundeudstilling og ved 

et anatomikursus som jeg holdt i en iskold uge i oktober, 

bedømte vi yderligere 7 hunde i opsporings øjemed. Det 

indebar at næsten 30 hunde blev vurderet det første år. I de 

følgende år er flere kommet til og jeg anslår at ca. 50 hunde 


OPSPORING AF ISLANDSKE FÅREHUNDE 

Om ikke diamanter 

så i hvertfald perler i 

den islandske natur. 

har passeret vores øjne og hænder. De af dem, som har tilstrækkelig 

kvalitet, er efter afstamningsundersøgelser blevet 

registreret i HRFÍ’s register for hunde som under specielle 

forudsætninger kan anvendes i avl. 

I 1997 og 1998 har der været hundesamlinger ved HRFÍ’s 

klubhus i Sólheimakot udenfor Reykjavik. En hundesamling 

på Øst-Island i 1997 måtte opgives, da der var alt for få tilmeldte. 

Stambogen er stadig åben og her i maj ‘99 skal vi 

atter bedømme nogle hunde, når jeg alligevel er på Island 

for at afholde et kursus. Hvem ved, hvad vi får at se? Hvordan 

det videre kommer til at gå med opsporingsarbejdet i de 

islandske landsbyer ved jeg ikke. 

Det har været en fascinerende opgave, sammen med Gudrun 

og Sigridur at bedømme “mulige Islandske Fårehunde”, 

og det er fantastisk så enige vi har været i vores kvalitetsbedømmelser. 

Kun en enkelt gang har vi behøvet at diskutere 

visse detaljer for at nå til en fælles afgørelse. Og da vejede de 

islandske dommeres erfaring naturligvis tungest. 

Hvordan gik det med drømmen om den uslebne diamant? 

Efter de første 22 bedømmelser stod et par særligt gode 

individer klart i erindringen. Ædle stene, men ikke helt diamanter. 

Håbet om at finde den uslebne diamant blandt de 

uregistrerede hunde svandt i takt med at bedømmelserne 

skred frem. Men da jeg mindst ventede det gnistrede en diamant 

af den klareste slags for mine øjne. Pludseligt stod han 

der og lyste, i særskilt klasse (specialregister) da jeg dømte 

på DÍF’s klubudstilling nogle år efter. Du kan se ham på forsiden 

af den årskalender med Islandske Fårehunde, som blev 

udgivet på Island for året 1999, (gengivet på bagsiden af Islandshunden 

nr. 1/99). Der sidder han med de snedækkede 

Islandske bjergtinder bag sig og Rebbi er hans navn i HRFÍ’s 

register over Islandske Fårehunde. 

Det viste sig, at vi i dommergruppen, nogle år tidligere i 

forbindelse med opsporingen, havde bedømt ham som 

værende en særdeles lovende hanhvalp. At kalde ham lovende 

viste sig ikke bare at være sandt på det tidspunkt. Han 

levede op til at blive den uslebne diamant som jeg drømte 

om på min første rejse til Island for mange år siden. 


HUNDENS HISTORIE 


af Anne Louise Schneider 

URNORDISKE 

Den URNORDISKE spidshund 

Den Islandske Fårehund kaldes også en urnordisk 

spidshund. I norden optræder hunden i arkæologiske 

fund helt fra jægerstenalderen (8000 f. Kr.). Ud 

fra knoglerne er det muligt at typebestemme hundene 

og man mener, at nutidens hunde af typerne Lunde- og 

Islandske Fårehunde er dem der kommer tættest på de 

små stenalderhunde. 

Artiklen har tidligere været bragt i Islandshunden nr. 5, 1998 

Foran en jernaldergård står der en Islandsk Fårehund. Hunden 

hedder Serkur og børn betages af hans dejlige brune 

øjne og klapper ham begejstret. Serkur siger ikke noget når 

der kommer fremmede, meget ulig Islandske Fårehunde i 

almindelighed. Serkur er nemlig udstoppet og står i et rekonstrueret 

miljø fra jernaldervikingetid (ca. 500 år f. Kr. til ca. 

700 e. Kr.) på Esbjerg Museum. Hunden indgår i formidlingen 

af periodens husdyrhold og gårdmiljø og er med til at levendegøre 

udstillingen der også tæller andre typer husdyr. 

Fra fund af bopladser ved man at jernalderens mennesker 

havde mange hunde, overvejende af typen spidshund. Da 

jernalderudstillingen var under planlægning kom arkæolog 

og museumsinspektør ved Esbjerg museum Ingrid Stoumann 

på ideen med at bruge udstoppede dyr. Udstillingen 

åbnede i 1992, men umiddelbart lykkedes det ikke at skaffe 

et eksemplar af racen med en ejer der var parat til at lade 

den ”forevige” med glasøjne og krølduld i maven efter dens 

død. 

I 1994 blev Ingrid Stoumann imidlertid kontaktet af Susanne 

Frohn Nielsen, hvis hund Serkur netop var død, 12 år gammel. 

Susanne Frohn Nielsen var villig til at overlade museet 

Serkur, hvis de stadig var interesserede. På Esbjerg museum 

blev de lykkelige over opringningen og Serkur blev stoppet 

i dybfryseren indtil konservatorerne kunne hente ham. Nu 

har han stået og taget imod publikum foran jernaldergården 

de sidste 4 år. 

Susanne Frohn Nielsen er dog ikke helt tilfreds med konservatorens 

arbejde. ”Hans ørestilling, nakke og holdning er 

helt forkert”, mener Susanne Frohn Nielsen, der i den levende 

udgave af Serkur havde et pragteksemplar af en Islandsk 

Fårehund, ikke mindst hvad udseendet angik. 

”Den Islandske Fårehund er kun en tilnærmelse til virkeligheden”, 

siger lektor i kvartærzoologi på zoologisk museum 

København, Kim Aaris-Sørensen. ”Vi ved ikke f.eks. ikke hvordan 

deres pels har set ud og hvilke farver den har haft eller 

hvilken adfærd den udviste, men hvis vi alene ud fra skeletrester 

skal pege på en nulevende hunderace der kommer 

den lille forhistoriske jernalderhund nærmest, da falder valget 

på den Islandske Fårehund eller Lapphunden”, siger Kim 

Aaris-Sørensen, der har stor erfaring i typebestemmelse af 

hundeknogler fra udgravninger. ”Når vi siger at de ligner så 

mener vi strikt osteologisk, morforlogisk - altså i skeletbygning. 

Vi siger ingenting om hvorvidt de nu også er beslægtet 

i lige linie med de omtalte nulevende hunderacer” udtaler 

Kim Aaris-Sørensen der i parentes tilføjer, at de nordiske 

spidshunde uden tvivl stammer fra den europæiske ulv. 

Den islandske hund er kendetegnet ved at have ulvekløer, 

men spørgsmålet er om den forhistoriske hund også havde 

dette særkende. Det kræver en mere teknisk forklaring at få 

dette udredt. 

ESBJERG MUSEUM 

Oldtidsudstillingen er en del af den permanente 

udstilling på Esbjerg Museum. 

Jernalderhuset er rekonstrueret med beboelse 

i den ene ende og stald i den anden 

og når man træder ind i huset, kan man 

forestille sig, hvordan folk levede i tiden 

omkring Kristi fødsel. 

Esbjerg Museum er beliggende på Torvegade 

i Esbjerg og du finder mere information 

på museets hjemmeside: www. 

esbjergmuseum.dk 

”Der hersker en vis forvirring i litteraturen og i folks brug af 

begrebet ulveklo. Alle de vilde canider (ulve og ræve) har 

5 tæer (fingre) på forpoten, hvorfra den første, også kaldet 

”tommelen”, sidder højere end de andre og således ikke når 

jorden. Den kaldes i faglitteraturen for en vildtklo. På bagpoten 

har de vilde canider 4 tæer, men visse hunderacer 

har også her rester af den første tå. Her er den faktisk endnu 

mere degenereret end vildtkloen på forpoten, faktisk er den 

kun forbundet med resten af skelettet via en bindevævsstreng. 

Der er altså tale om en ”løs klo” og den benævnes 

ulvekloen. Af det foregående fremgår det, at den ingen 

funktionel betydning har eller kan have. Betegnelsen ”ulveet 

eller andet” har intet med ulven som sådant at gøre, men 

bruges om sådanne mere eller mindre rudimentære organer 

i dyreverdenen, som dukker op nu og da. F.eks. betegner 

ulvetanden den forreste Kindtand hos hesten, som anlægges 

i såvel overkæbe som underkæbe og som nogle gange 

bryder frem især i overkæben” forklarer Kim Aaris-Sørensen 

og fortsætter: ”der er som sagt endnu intet der tyder på, at

Serkur foran indgangen til Esbjerg Museum. 

I forbindelse med genoptrykket af denne artikel tjekkede 

vi på redaktionen om Serkur stadig er en del af oldtidsudstillingen. 

Svaret fra Ingrid Stoumann var: ” Ja, hunden 

står stadig og passer på jernalderhuset og bliver 

klappet flere gange om dagen...” 

den forhistoriske lille spidshund havde disse ulvekløer, men 

efter nærmere eftertanke, mener jeg nok jeg vil undlade 

at udtale mig herom, idet det kræver særdeles omhyggelige 

udgravningsmetoder at få disse små knogler med – og 

mange af vore fund er udgravet for længst i en tid, hvor man 

gik lidt hårdere til værks end vi gør i dag”. 

Noget af det fascinerende ved en Islandsk Fårehund er, at 

den på en og samme tid er en rigtig brugshund – selvstændig 

og modig, og en uovertruffen kælepotte der gerne sidder 

på skødet og ligger i arm. På spørgsmålet om hvorvidt 

vores forfædre brugte hunden som kæledyr, svarer Kim 

Aaris-Sørensen: ”Så ganske afgjort. Man skal altid minde 

hinanden om, at vore forfædre var akkurat som os selv. Det 

er blot omgivelserne og omstændighederne omkring vores 

menneskeliv der har ændret sig godt hjulpet af os selv”. 

I Skateholm mellem Ystad og Trelleborg i Skåne fandt 

man for nogle år siden en gravplads fra Jægerstenalderen, 

ca.5000 år f. Kr. og her var der flere hunde blandt de gravlagte. 

Nogle af dem var begravet med lige så stor omhu 

som deres mennesker. De var lagt i hvilestilling og dækket 

med okker, et rødt farvestof. En af hundene har fået halsen 

brækket og dette kan tolkes som at hunden har været en 

gravgave eller et offer. 

Også i Danmark er der fundet rester af de forhistoriske hunde. 

På Ertebøllebopladsen, syd for Løgstør, er der fundet en 

lille spidshund der har fået en pæn begravelse. På Ertebølletidens 

køkkenmøddinge (ca .5000 f.Kr.) er der fundet marvspaltede 

knogler, hvilket viser at hundene er blevet spist. Der 

har muligvis også knyttet sig religiøse forestillinger til gravlæggelsen 

af hunde. 

Helt op i vikingetiden har vi i Danmark brugt at begrave 

hunde sammen med deres herrer. ”Det er helt bevægende 

at se det lille skelet ligge rullet fredeligt sammen som i søvnen. 

Selvfølgelig kan det have været nogle børns elskede 

udgave af deres tidsalders Trofast, der her har fået afsked 

med honnør, m en det er ikke særligt sandsynligt. Det var 

aldrig almindeligt at pjatte med de hellige ting, og broen 

mellem livet og døden er til alle tider hellig og mystisk. 

I livet er hunden en god fører på farlige stier og den, der finder 

det livsvigtige bytte. Den vogter hjemmet og de andre 

tamme dyr, og måske gjorde dette alsidige virke det naturligt 

allerede for stenalderens mennesker i Norden at forbinde 

hunden med vejen til dødsriget, sådan som den blev det 

i de senere kulturer omkring Middelhavet” (P. V. Glob, 1982). 

I vores præsentationsfolder om racen står der, at man i den 

Islandske Fårehund har en lige line helt tilbage til stenalderen, 

og der er brugt forholdsvis meget plads i folderen på 

den ”historiske” hund. Hundens historiske dimension nyder 

stor interesse og den er en slags symbol på vores fællesnordiske 

identitet. 

Der er en kolossal interesse for vikingetiden og der er etableret 

flere ”foreninger” hvor danskere dyrker vores norrøne fortid. 

De tager rundt og laver opvisninger i kamp og viser sider 

af vikingekulturen - klædedragten, smedekunsten, skibene 

og den religiøse kult. Med til dette billede hører selvfølgelig 

også de dyr som vikingerne omgav sig med - repræsenteret 

ved den islandske hest og hund. Klædedragter, våben og 

smykker er rekonstruktioner af brugsting, mens hunden og 

hesten er levende og autentiske efterkommere af vikingetidens 

dyr. Det er måske dette forhold der er med til at gøre 

den Islandske Fårehund så fascinerende. 

REDAKTIONEN: Kim Aaris-Sørensen ejede på det tidspunkt, hvor 

artiklen blev skrevet selv en Islandsk Fårehund. Artiklen beskriver, 

at der var tale om, at det kunne være spændende at få Kim 

til at holde et foredrag, hvor vi kunne få del i mere af hans store 

viden om vores races forhistoriske aner. Dette foredrag er , så 

vidt vides, aldrig blevet til noget. 

HUNDENS HISTORIE 

FOTO UDLÅNT AF ESBJERG MUSEUM 


RACENS REDNINGSMAND 


Mark Watson og den 

ISLANDSKE FÅREHUN 

ISLANDSKE FÅREHUND 

af Steen Georg, Hans-Åke Sperne og Mark Watson 

M 

Mange af klubbens medlemmer kender navnet 

Mark Watson. Han var en englænder, som var meget 

interesseret i kultur- og naturgeografi. Under 

sine rejser til Island i 1950’erne fik han øjnene op for Islands 

nationale hunderace, som på det tidspunkt ikke var 

særlig værdsat for andet end sine hyrdeegenskaber. 

Watson tog initiativ til et stort stykke avlsarbejde, og betragtes 

i dag af mange som racens egentlige ”redningsmand”. 

Han udførte nogle hunde til England, og i 1972, 

da nedenstående artikel blev skrevet, fandtes der 50-60 

Islandske Fårehunde i England. 

Mark Watson regnede med at racen ville have en god 

fremtid i landet, men i dag ved vi, at det ikke var tilfældet. 

Han døde for ca. 30 år siden, og med ham døde interessen 

for racen i England. 

Da de første bosættelser fandt sted på Island, fra år 874, kom 

der hunde med fra Norge, og de blev, som andre husdyr, 

almindelige på alle gårde. Hunde omtales i mange af sagaerne: 

I Sturlungssagaen, skrevet i 1200-tallet, konstateres at 

”bondehunden følger mennesket, hvor han går, og hundene 

følger altid med mennesker mellem gårde og på lange 

rejser”. 

Pjetur Resen fastslår i 1600-tallet, at ”Islændingene var så 

knyttede til deres hunde, at næppe en eneste indbygger 

kunne ses uden at være i selskab med en hund”. 

I middelalderen blev en del hunde ”eksporteret” til andre 

lande. Og da englænderne havde den største samhandel 

med Island i 1400-tallet sørgede de for, at udvælge sig søde 

Islandshundehvalpe der dengang favorithunden for de engelske 

ladies. 

Islandshunden er også omtalt hos Shakespeare, i Henry V. 

anden akt, scene 1: “Pistol: “Pish for thee, Iceland Dog! Thou 

prick-ear’d cur of Iceland!”” 

I ”Tavle over Hunderacernes Afstamning”, som var en del 

af Count de Buffons naturhistorie, der blev udgivet i Frankrig 

i 1755, er Islandshunden med i oversigten. En oversigt 

som dengang indeholdt ret få racer. Islandhunden er med 

i spidshundegruppen, som i Buffons oversigt omfattede 50 

klart adskilte varianter. Huskyhundene udgør ca. en tredjedel, 

mens Laikaerne udgør størstedelen af de resterende to 

tredjedele (inklusive spidser, som var kommet fra sit oprindelsessted 

- Pommeraner, Wolfspitz, Keeshond, Islandshund 

og andre). I gamle dage anvendtes hunden, udover fårehyrdning, 

vagthund og hestepasning, til at holde pakhestekaravaner 

på stierne. 

Frem til 1920’erne var Islandshesten det eneste transportmiddel 

for mennesker, varer, tømmer m.m. fra det ene sted 

til det andet, mellem bopladserne på kysten. Hen imod slutningen 

af forrige århundrede, da en hvalpesyge-epidemi 

gjorde det af med tre fjerdedele af Islandshundene, kunne 

en bonde få en hest og to får for en ægte Islandshund. 

Islandshunden udvikles ganske langsomt, og er ikke fuldt 

udviklet før den er ca. 18 måneder. Den har behov for nær 

kontakt med mennesker for at modnes helt og er derfor i 

alle henseender en familiehund. Den er meget intelligent 

Denne artikel er oprindeligt skrevet af 

Mark Watson i 1972 (den første Islandske 

Fårehund ”Katla frá Keldum” blev registreret 

i Danmark i 1973). Den er i 1995 

oversat til svensk af Hnas-Åke Sperne i forbindelse 

med det svenske Islandshundens 

jubilæumsnummer. Steen Georg har lavet 

den danske oversættelse og den danske 

artikel blev bragt som den allerførste artikel 

i det første nummer af Islandshunden 

i 1996. 

Det er tankevækkende, at Islandshunden, 

med Mark Watsons død, ophørte med at 

eksistere i England, men desto mere glædeligt, 

at der i dag findes en stor bestand 

på Island, såvel som i Danmark, Sverige, 

Finland, Norge, Holland og Canada. 

Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at denne 

relativt store bestand er fremavlet fra 

nogle ganske få overlevende dyr og at de 

derfor alle, mere eller mindre, er i familie 

med hinanden. 

Vi har derfor et stort ansvar med hensyn 

til den videre avl og dermed udbredelsen 

af evt. arvelige sygdomme, da disse i uheldigste 

tilfælde kan vise sig, at få katastrofale 

følger for den Islandske Fårehund og 

dens fremtid.

D 

og hengiven, og er et ideelt husdyr. Islandshunden blev 

første gang udstillet i London i 1880, men racen blev først 

anerkendt af The English Kennel Club i 1905. 

I slutningen af 1800-tallet blev nogle eksemplarer taget til 

Danmark, og racen anerkendtes af Dansk kennelklub i 1900. 

Der findes kun få Islandshunde i USA og Canada, og de er 

ikke anerkendt af de respektive landes kennelklubber. 

De fleste gårde på Island har en eller flere hunde, men den 

ægte Islandshund er blevet en sjældenhed og er kun blevet 

fundet på gårde i de mest afsidesliggende dale og fjorde. 

Trods et forbud mod indførsel af fremmede hunde, som har 

eksisteret siden 1904, forekom der inden da med sikkerhed 

opblanding af blod, og gennem de sidste 40 år er et antal 

lovligt indførte Collier blevet blandet med den oprindelige 

hund. 

De Islandshunde som indførtes i England fra Island i 

1950’erne. Blev valgt nøje ud, og afkommet er blevet af rette 

type. Siden 1958 har mange Islandhunde deltaget med held 

på hundeudstillinger i England under Kennelklubbens beskyttelse. 

Der findes nu 50-60 Islandshunde i Storbritannien. 

En han og en tæve er for nyligt blevet importeret fra Island 

med henblik på at tilføre friskt blod til de engelske Islandhunde 

som begynder at blive indavlede. Man regner med 

at racen bliver meget populær i England. 

Tidligere har menigmand i Island ikke været tilstrækkeligt interesserede 

i Islandshunden til at begynde selektivavl, hvilket 

er årsagen til at ægte hunde sjældent ses. Dog findes der 

en kvinde i det sydlige Island som avler rene dyr. For flere år 

siden anskaffede hun sig en ægte Islandshund og satte sig 

for at redde racen fra at uddø. I løbet af nogle år var hun ble- 

RACENS REDNINGSMAND 

vet ejer af 5 hunde af ren race i forskellige aldre og har siden 

haft mange kuld som er af god type. Hun har eksporteret 

hunde til USA, Canada og flere europæiske lande. 

I 1969 grundlagde en lille gruppe hundevenner den Islandske 

Kennelklub (Hundaræktarfélag Íslands), med samme 

målsætning som kennelklubber i andre dele af verden. 

Islandshundens berømmelse er stadig stigende og forespørgsler 

om den modtages fra mange lande. 

Så vidt vides er den umiddelbare fare for at racen skal dø 

ud, drevet over, og man må håbe, den ikke dukker op igen, 

eftersom Islandshunden har været en god og anvendelig 

kammerat for den islandske nation i såvel gode som onde 

tider siden de første bosættelser. Man regner med at en 

hundeudstilling skal holdes på Island under beskyttelse af 

den nyligt dannede Islandske Kennelklub. 

I sin bog ”The Iceland Dog”, påpeger Watson, at han hos to 

kilder (Eggert Olafsen, 1744 og Joseph Banks, 1772) har fundet 

beskrivelser af tre typer Islandshunde: ”Hunting Dogs”, ”Dwarf 

Dogs” og ”Sheepdogs”. Af disse er det tænkeligt, at de selskabshunde, 

der omtales som populære hos engelske ladies, er de 

omtalte dværghunde. 

Historisk set kan man derfor ikke sætte lighedstegn mellem 

betegnelsen Islandshund og det som kender som Islandsk Fårehund. 

Watson fremfører en teori, at jagt- og dværghundene uddøde 

i slutningen af 1700-tallet da Island hjemsøgtes af katastrofer 

i form af vulkanudbud, jordskælv, epidemier og hungersnød. 

Han mener at kun fårehundene (Fjárhundur) var de hunde som 

overlevede denne svære tid i Islands historie. 


DE MEST VINDENE HUNDE 

KLUBUDSTILLINGER 


KLUBUDSTILLINGER gennem tiden 

af Wilfred Olsen 

Her i 10 året for Islandsk Fårehundeklubs opstart 

(klubben startede d. 1. januar 1997), kan der laves 

mange forskellige statistikker og tilbageblik 

Et af de arrangementer, en selvstændig raceklub kan arrangere, 

er officielle hundeudstillinger. Klubben valgte fra start 

af, at afholde et passende antal udstillinger, fordelt over hele 

landet, hvert år. 

I forbindelse med en af klubbens første udstillinger, blev der 

sponsoreret og iværksat en ”vandrebuket” til racens vinder, 

på klubbens egne udstillinger. 

Buketten gives til ejeren/ejerne, af den hund som på den 

pågældende udstilling – blev Bedst I Racen (BIR). Buketten 

blev ledsaget af en ”BIR-bog”, hvor den pågældende hund 

præsenteres med et par ord om hunden samt et billede af 

hunden. 

Vinderen kan så drage hjem, med buketten og bogen, og 

er herefter forpligtet til at sørge for at en ny buket, sammen 

med bogen, er til stede ved den efterfølgende udstilling. 

I klubbens foreløbige 10 års historie, har ikke mindre end 24 

forskellige hunde, vundet denne buket (og æren af at få sin 

hund præsenteret i bogen). 

Jeg har valgt at lave en ”top 10” over de mest vindende 

hunde af denne ære, i klubbens foreløbige historie og er, af 

redaktionen, blevet opfordret til, at skrive lidt om den ”mest 

vindende BIR hund” i klubbens historie. 

Surtsey’s Lubbi Lettir Loki, til dagligt kaldet ”Logi” (Lorey) har 

vundet denne ære, ikke mindre end 13 gange, på klubbens 

egne udstillinger. Dette på trods af, at han faktisk ikke blev 

udstillet i et helt år – og stoppede sin udstillingskarriere med 

udgangen af 2005, 8 år gammel. 

Logi er af eget opdræt, som eneste dreng – med fem søskende. 

Logi er efter Surtsey’s Orka & Landi Mestur – som begge 

kunne smykke sig med en Verdensvinder titel. Hvad ville 

være mere naturligt, end at forsøge at opnå samme titel 

som forældrene. 

Logi blev i en alder af godt 1½ år, i starten af 1999, Dansk 

Champion – så grunden til succes, var ligesom lagt. Senere 

på året opnåede han sin første Internationale titel – nemlig 

Europa Vinder på Europa udstillingen i Tulln, Østrig. Senere 

på året fulgte også et Tysk Championat og Tysk Klub Championat. 

Året efter, i 2000, tog han både en Europavinder og Verden- 

svinder titel med hjem. Igen i 2002 – blev han verdensvinder, 

så med henholdsvis 2 Europavinder titler og 2 Verdensvinder 

titler, kan man vel kun være stolt. 

Ingen andre Islandsk Fårehunde har til dato opnået at vinde 

dette, to gange. 

I løbet af tiden, har han også opnået Svensk, Norsk, Polsk, 

Nordisk & International championater samt Dansk Klub 

Champion, Klubvinder, Bundessieger og Europasieger i 

Tyskland, Polenssieger samt 4 gange Årets Han i Islandsk 

Fårehundeklub regi og 2 gange Årets Racevinder i DKK regi. 

Selvom Logi’s udstillings karriere stoppede i 2005, har han 

dog stået i spidsen af avlsklasser i løbet af i år, Foreløbig med 

2 gange Best In Show nr. 1, og en gang som nr. 2, på DKK’s 

Internationale udstillinger. 

Logi har fået de hvalpe han må få, i henhold til klubbens etiske 

anbefalinger – og flere af dem (som vi selv har opdrættet), 

har allerede opnået deres første Championater. 

Logi er en af de mere end 30 hunde fra Kennel Surtsey, som 

har opnået championat i et eller flere lande. Logi har netop 

afholdt sin 10 års fødselsdag, med tilhørende lagkage. 

TOP 10 - BIR PÅ KLUBUDSTILLINGER 

SIDEN 1997 

1. Surtsey’s Lubbi Lettir Loki – 13 gange 

2. Halgrimm Bjalla – 10 gange 

3. Gjösku Ása – 7 gange 

4. Surtsey’s Laki Laxi – 5 gange 

- Surtsey’s Fanir – 5 gange 

6. Ishundur’s Gæfa – 4 gange 

- Landi Mestur – 4 gange 

- Skovridergaardens Landi – 4 gange 

9. Tøttrup’s Gusti – 3 gange 

10. Surtsey’s Dana – 2 gange 

- Surtsey’s Eir Elva – 2 gange 

- Surtsey’s Kella – 2 gange 

- Surtsey’s Nenna – 2 gange 

- Tøttrup’s Hebe – 2 gange 

- Mysla – 2 gange 

Herudover følger 9 hunde, som er blevet det en enkelt 

gang – heraf kun en udenlandsk ejet hund.



ISLANDSK UDTALE 


af Marianne Bratlann 

Imarts måned blev min gamle, grønne, slidte islandske 

navnebog af Marit Jonsson hevet frem endnu engang. 

Denne gang var årsagen ikke blot nysgerrighed for at 

få at vide, hvad et navn betød, men at Mestur og Gríma 

havde fået 6 dejlige hvalpe og at DKK skulle have oplysninger 

om hvalpene, deriblandt deres navne, inden de 

blev 3 uger. 

Faktisk havde Grímas ejer og jeg allerede kigget meget i bogen, 

lige fra hundene havde parret første gang og vore hvalpedrømme 

nu virkede mere realistiske. Vi var ikke i tvivl om, 

at hvalpene skulle have islandske navne. Der er en meget 

lang tradition i Danmark for, at islandske heste også får islandske 

navne. Denne tradition har de allerfleste opdrættere 

og ejere af IF’er også taget til sig, og efter vores mening er 

det en meget smuk tradition, at islandske hunde selvfølgelig 

har islandske navne. 

Vi havde også udvalgt mange navne, men vi bestemte os for 

at vente med den endelige beslutning, til vi kunne se, hvordan 

hvalpene så ud i virkeligheden. Navnet skulle bruges til 

at fortælle noget om hunden, f.eks. farve, aftegninger, sind, 

eksteriør, bevægelse, men vi var også interesseret i at bruge 

navne fra den nordiske mytologi, eller hævdvundne navne, 

og så skulle det være til at udtale for danske tunger! 

Islandske navneord og tillægsord kan ofte bruges som hundenavne, 

de skal bare lige passe til hundens køn. Det islandske 

sprog har nemlig stadig hankønsord og hunkønsord lige 

som på tysk. 

Som hovedregel er alle ord der ender på -i og -ur hankønsord, 

og hunkønsord ender altid på -a, lige bortset fra undtagelserne, 

dem er der nogle få af, som blandt andet Hildur og 

Rindur. F.eks. kan Dani, - udtales darni og betyder en dansker 

(en dansk mand) bruges til en hanhund. Hvis danskeren er 

af hunkøn, ændres endelsen og bliver til Dana, og udtales 

darna. 

De islandske navne lyder meget smukke, når de bliver udtalt 

rigtigt, men det er ikke nemt for os danskere at udtale navne 

med -r i, for man skal kunne ”rulle” på -r’et, ligesom man gør 

i Norge og Sverige, men ellers skal man bare kunne nogle få 

sproglige regler, for at få det til at lyde rigtig islandsk. 

For det første, er der ALTID tryk på første stavelse. F.eks. ANvaka 

og for det andet er a’erne altid åbne lige som i Arne. 

Det er 2 nemme regler, der er lette at huske, og som automatisk 

gør at udtalen lyder mere islandsk. Men det der kan 

snyde os danskere ved det islanske sprog er, at de har mange 

af de sammen bogstaver som vi har i dansk, men at de 

kendte bogstaver har en hel anden lyd på islandsk, og så har 

de nogle bogstaver i deres sprog, som vi slet ikke har i vores 

HVALPEN 

Hvad skal HVALPEN hedde 

alfabet. Her er nogle eksempler. 

Vi har talt om a’et, så vi går videre til det islandske -ð, der 

er et blødt -d lige som i rødgrød, så Blíða, der betyder den 

blide, udtales bliida. Men læg lige mærke til -i’et i Blíða. Der 

er ingen prik over i’et, men en accent! Det hænder, at der er 

en accent over en vokal, og det er vigtigt at bemærke, for 

det ændrer udtalen af vokalen væsentligt. Således bliver et 

á udtalt som -au, f.eks. Fálki udtales faulki og betyder falk, og 

Ása, der er et pigenavn, udtales ausa. Er der en accent over - 

i’et, altså - í, bliver vokalen skarp som i is og lyden bliver lang, 

som vi så det i Blíða, mens et almindeligt –i, inde i et ord, 

udtales mere som et -e, f.eks. Bliki bliver til bleki. 

Er der accent over ó og ú gør det vokalen rund og lang som 

i sol og rude. F.eks. Móa, der betyder mor, udtales mooa 

og Brúsi, der betyder en jætte, udtales bruusi. Men -o uden 

accent udtales som -å og -u lyder mere som -ø, så Snorri 

udtales snårri og Skuggi, der betyder skygge, udtales skøggi, 

Der findes et grafisk tegn til lyden ø, det er -ö, i f.eks. Fjölnir, 

der er et andet navn for guden Odin. 

Det islandske alfabet har også bogstavet Þ, der udtales som 

det engelske -th. På islandsk hedder guden Thor i virkeligheden 

Þór. 

Bogstavet -g, når det er inde i et ord, udtales som -j i f.eks. 

Logi = låji, der betyder lys eller flamme. 

Bogstavet -y udtales som -i, så Lysa, som betyder den lyse, 

bliver til lisa, og Mysla, som betyder lille mus, udtales misla. 

Bogstavet -e udtales ofte som dansk -æ, f.eks. bliver Edda til 

ædda, og det betyder et digt. Nu vi er ved bogstavet -æ, så 

udtales det -ai, f.eks. Gæfa bliver til gaiva og det fører os frem 

til, at der også er nogle af konsonanterne der er lidt finurlige. 

Se lige f ´et i Gæfa. Inde i et ord bliver f til v. Vi ser det også i 

Fafnir, som bliver til favnir. 

Hvis -h og -v står ved siden af hinanden, som i Hvítur, der 

betyder hvid, så udtales h’et som et k, og nu er vi slet ikke i 

tvivl om udtalen af Hvítur, for hv bliver til kv, accent over i’et 

gør vokalen skarp og lang, og u bliver til ø, og så skal vi lige 

huske at rulle på -r’et, derfor skal navnet udtales kviitør. 

Der er lige et par ting til med de der konsonanter. -nn og -ll 

bliver som oftest til -dn og -dl, hvor d ’et udtales hårdt, så 

det kan høres, næsten som et -t. Det vil sige at Múninn, der 

er navnet på den ene af Odins ravne, udtales muunidn og 

Skolli, som betyder ræv, udtales skådli. 

Der er også noget med sammensætningen af bogstaverne 

-rn. Her sniger der sig et -d ind imellem. For eksempel Bjarni 

udtales bjardni og Kjarni bliver til kjardni. Men nu, hvor jeg 

skal bruge min lille grønne Navnebog, for at se hvordan reg-

len er for dette, så kan jeg selvfølgelig ikke finde den. Men 

har du selv fået lyst til at vide mere om de islandske navne 

og deres betydning, så kan jeg kun anbefale at anskaffe 

denne lille gode og informative bog. Den kan købes på islandshestens 

hjemmeside. 

Med disse udtaleregler in mente, så prøv lige at gå ind på 

den tyske hjemmeside der hedder: www.frodur.de som 

blev omtalt i juni-nummeret af Islandshunden. Der er samlet 

nogle islandske hestenavne grupperet efter Hengste 

und Wallache (hankønsnavne) eller Stuten, som kan bruges 

til hunkønsnavne, og der kan du høre, hvordan navnet skal 

udtales, for en islandsk kvindestemme udtaler nogle af de 

islandske navne på smukkeste vis. 

”Hvad kom jeres hvalpe så til at hedde” vil den nysgerrige 

læser måske tænke. 

Drengene fik navnene Snorri og Grímur. Snorri er opkaldt 

efter Snorri Sturluson, en islandsk historieskriver og digter. 

Navnet Grímur, er både er en blanding af forældrenes navne, 

men betyder også ”Manden med masken”, der er et andet 

navn for Odin. 

Den første pige fik navnet Fínadana, der betyder noget i retning 

af ”en elegant dansk kvinde” og vi håber navnet vil blive 

ved med at passe til den hvalp, der rejste til Frankrig. Den 

næste kom til at hedde Kvika, (kveka) der betyder hurtig/let 

på tå, og dét var hun, lige fra fødslen. Så valgte vi navnet 

Tyra (tira) til den største af tævehvalpene. Tyra er et gammelt 

hunhundenavn, der ikke bruges så ofte mere på Island. Den 

sidste kom til at hedde Blika (bleka) fordi den havde en hvid 

aftegning, der lignede et lysglimt. 

Mon de nye hvalpeejere synes, at vi levede op til vores ønske 

om, at navnet skulle være ”for danske tunger”? Vi ved, at én 

af hvalpene har fået et andet, men stadig et islandsk navn, 

hos sin nye familie, og at nogle af de andre hvalpe har fået 

tillægsnavne, såsom Lugtetrolden, Badedyret og Dræberhunden, 

men som I alle ved: Kært barn har mange navne, 

og hundene… ja, de er nok lige glade, om navnet udtales 

på islandsk eller dansk. 

ISLANDSK UDTALE 


UHM - ET VIGTIGT REDSKAB 


af Ulla Sonne 

Allerede fra morgenstunden var jeg anspændt. Islandsk 

Fårehundeklub skulle afholde sin første mentalbeskrivelse 

i Ringe. Og det var ikke en premiere i 

stilhed; det foregik i forbindelse med at klubben afholdt 

det internationale møde for ISIC – den Internationale Komité 

for Islandsk Fårehund 

Vi havde netop fået drøftet os frem til en ønskeprofil på racen 

i samarbejde med Dansk Kennel Klub og dermed fået 

grønt lys til at afholde UMH-beskrivelser. (Vi var i den sammenhæng 

Jette Gram, som også påbegyndte beskriveruddannelsen 

men desværre måtte melde fra undervejs, klubbens 

bestyrelse samt undertegnede). 

Som den første i klubben var jeg blevet uddannet mentalbeskriver 

og nu skulle vi vise både klubben og alle gæsterne 

fra Island, Finland, Holland, Sverige, Norge og Tyskland hvilket 

nyt redskab vi skulle tage i brug. 

Jeg følte mig dybt ansvarlig, dels for om alt var på plads og 

ville fungere og dels om vores unghunde kunne klare alle 

det momenter de skulle igennem. Jeg var især spændt på 

hvordan hundene ville reagere på skud og momentet med 

spøgelserne, og hvordan kunne en så broget og stor flok af 

tilskuere se og forstå hvad der foregik? Selvfølgelig gik det 

godt. Jeg tror at alle deltagere og ikke mindst hundeførerne 

fik en stor og tankevækkende oplevelse. 

Unghundene klarede det meget bedre end jeg havde frygtet. 

Kun én blev standset under skud, da den flygtede væk 

fra banen. Jeg var lettet og følte at vi var sande pionerer. 

Det var i 1999 og de beskrevne hunde dannede dermed den 

grundstamme af beskrevne hunde som vi nu har på 3. - 4. 

generation, her 8 år efter. 

Ikke alle 11 unghunde har været brugt i avl, og igen er det 

langt fra alle afkom der er blevet beskrevet og deres afkom 

igen o.s.v... 

Det som har standset kæden af beskrevne kuld er oftest HD. 

En af mine egne tæver, der blev beskrevet blandt de første 

11, fik godt nok flere kuld som også blev beskrevet da de 

var gamle nok, men ingen af dem er kommet i avl bl.a. på 

grund af HD. Derfor slutter kæder for den ”stamhund” efter 

2. generation. Nogle opdrættere fandt det ikke vigtigt at 

fortsætte med at få ”stamhundens” hvalpe beskrevet da de 

blev unghunde. 

Det har taget tid at ændre opdrætternes holdning til det 

mentale indhold, eksteriøret har for mange været det vigtigste. 

Det har også brudt kæden i generationerne efter. 

Men langsomt har vi alligevel fået ændret holdningen gen- 

UHM 

. generations UHM hunde 

nem årene. Flere medlemmer af Islandsk Fårehundeklub har 

taget mentalbeskriver uddannelsen, først Else Westermann 

og Anette Ingemann og i år Marianne Bratlann og Bettine 

Nordsejl. Sammen er vi i stand til at afholde flere UHM-dage 

og virke som ambassadører for den mentale kortlægning af 

racen. 

Meget er blevet nemmere når vi taler om at få opdrættere 

til at indse vigtigheden af at kende avlsdyrenes og deres 

afkoms mentale indhold. I de første år blev UHM-dage arrangeret 

ved at jeg bogstavelig talt ringede rundt til hundeejere 

jeg kendte i klubben og overtalte dem til at deltage, så 

vi kunne få fyldt holdene op. 

I dag er det helt anderledes; det er heldigvis blevet et ønske 

blandt mange medlemmer at få beskrevet deres unghund. 

Det skylder især opbakning fra kennelerne. Flere af dem får 

arrangeret at hele kuld møder op, og får dermed set hinandens 

hundes beskrivelse, det er en meget spændende oplevelse 

ikke mindst for opdrætteren. 

Desværre er det kun en del at de kommende avlsdyr der får 

en mentalbeskrivelse, det gør det til en” hullet” og upræcis 

vurdering at arveligheden på de mentale profiler vi vil tegne 

et diagram over. En beskrevet hund kombineret med en 

ubeskrevet giver ikke så godt et materiale til analyse. 

Vi har i dag kun få hunde der er blevet beskrevet som 3. eller 

4. generation efter de første pionerer. Det er her vi kan 

se de mest interessante resultater. Rædsel , nysgerrighed, 

flugttendenser, aggressioner, skudrædsel eller skudfasthed 

og kontaktvillighed overfor fremmede, flere af de ”væsentlige” 

reaktioner der tegner en hund på godt og ondt, kan vi 

se gennemslagskraften på, hvis vi kender begge forældres 

resultater. 

Det kræver desuden at opdrætteren er villig til at tage oplysningerne 

til efterretning på begge avlsdyr, ellers er man 

lige vidt. 

Jeg har selv som opdrætter stået i en situation hvor min avl 

afhang af en enkelt tæve. Uden hende havde jeg ingen avl, 

men beskrivelsen var ikke tilfredsstillende, så mit hensyn til 

tæven og hendes afkom gik forud for mit ønske om at opdrætte 

hvalpe. Det er ikke let. Jeg er pt. ude af avl, men er 

startet forfra med en lovende ny tæve som er 9 mdr. nu. Hun 

bliver kun brugt i avl hvis helse, mentalitet og udseende er 

ok. I den rækkefølge. 

Vi kan desværre ikke forvente at alle er lige kritiske, men 

tænk visionært; det bør man være hvis man ønsker at bevare 

en sund og stærk race. 

Jeg har en bøn til alle som ønsker at lade deres unghund

UHM - ET VIGTIGT REDSKAB 

Se os – vi er ikke bange for orange hænder. En mentalt velafbalanceret hund har nemt ved at acceptere alle 

de mystiske udfordringer, den bliver udsat for i menneskenes verden. 

indgå i avl: Få den beskrevet så der er en mulighed for at 

være med til at træffe nogle bevidste valg. Skulle hunden 

vise sig at være for skrøbelig, hvad er så ideen i at tilføre næste 

generation de samme problemer ? 

Min bøn går også til de opdrættere der ikke ”tør” at lade deres 

opdræt blive synliggjort. Det er ens for alle - vi viser også 

vores avlsresultater frem i både udstillingsringen, til hyrdeanlægstest, 

lydighed og agility. 

Vi kan ikke vinde hver gang, men vi gør det så godt vi kan, og 

ved kollektivt at tage en del af ansvaret, er vi sammen om at 

forbedre vores fælles hundepakke for fremtiden. Glemte jeg 

at nævne, at mig bekendt, er Islandsk Fårehundeklub den 

specialklub der har været mest vedholdende til at få beskrevet 

unghunde i forhold til racens antal. Vi har rundet 200 beskrevne 

unghunde, og over 30 hunde over 24 mdr. 

Vores materiale omkring iagttagelser og rapporter har været 

brugt som supplement i andre specialklubbers blade, i ind 

og udland. 

Jubilæumsnummer august 2007 | 

STEEN GEORG

I FAMILIE MED DEN ALLERFØRSTE 


af Jørgen Metzdorff 

Som det kan læses i dette nummer af Islandshunden 

– såvel i mange af de foregående 53 numre – har den 

Islandske Fårehund levet en omtumlet tilværelse og 

det er først i 1973, at den som race bliver registreret for 

første gang i Danmark. 

Denne artikel, der baserer sig på research og information 

foretager af bl.a. Susanne Frohn Nielsen, Leif Lehmann Jørgensen, 

Karen Tøttrup Jensen og Else Westermann, fortæller 

mere om den Islandske Fårehunds indtræden på den danske 

hundescene. 

Tilbage i år 1900 skriver lægen Chr. Schierbeck, i tidsskriftet 

’VORE HUNDE’, at: ”den Islandske Spids forekommer mig at 

være en del af det trekløver, man herhjemme burde opelske”. 

Dette er skrevet efter at han, der praktiserede både i 

Reykjavik og København, havde hjembragt en Islandsk Fårehund 

til Danmark. 

Chr. Schierbeck fortsætter: ”Grunden til at den Islandske 

Spids er så overordentlig sjælden her, ligger først og fremmest 

i det sørgelige faktum, at den, trods alt hvad der siges i 

modsat retning, også er sjælden på selve Island. Man finder 

den kun på de bøndergårde, der ligger ved øde fjord, hvor 

der kun er yderst ringe skibsfart, og indtil for nylig slet ikke 

har været. På alle de bekendte fjorde og i selve Reykjavik er 

racen kun blandet med de talrige franske og engelske køtere, 

der færdes der”. 

Som det kan læses i andre artikler i dette nummer af Islandshunden 

ligger opfattelsen om, at hunden er sjælden, tæt op 

af, hvad både Mark Watson, Hans-Åke Sperne og Gudrun 

Ragnars Gudjohnsen også har konstateret. 

I beskrivelsen af racen skriver Chr. Schierbeck videre: ”Dets 

pels er tæt stoppet med uld, der kan kæmmes af den i totter 

FAMILIE 

Fra den samme FAMILIE 

når den fælder. Det er altså en virkelig pels; den har blanke, 

bløde, lange hår og den ligner lidt bjørnens. Farven er hyppigst 

hvid, guldhvid, plettet brun, sjældnere sort”. 

Et andet af racens særlige kendetegn, ørerne, får denne beskrivelse 

af Chr. Schierbeck: ”Ørene skal kunne rejses fuldstændigt, 

end ikke en eneste millimeter af det spidse øres 

yderste flig må hænge når dyret lytter; og det gør det næsten 

stadigt, fine lodne øren, ret op og ned som hesteøren”. 

Chr. Schierbeck fortæller også i sin beskrivelse, at racen er 

overordentlig lærevillig, har en udpræget stedsans og stort 

set aldrig behøver at blive skældt ud. 

Chr. Schierbecks artikel i VORE HUNDE afsluttes med: ”efter 

over 2 års ophold på dette vort biland [Island - blev selvstændig 

republik i 1944], kender jeg knap en snes ægte 

hunde foruden min”. 

I dag kender vi heldigvis langt flere hunde end det antal der 

nævnes ovenfor. På verdensplan er der tale om ca. 5.000 

individer og racen er som sådan ikke længere truet af udryddelse. 

Når det er sagt, skal det siges, at racen genetisk 

er meget smal og at en stor del af de danske familier er i 

familie med hinanden – for manges vedkommende skyldes 

det den første officielt registrerede Islandske Fårehunde i 

Danmark – Katla Fra Keldum – der blev registreret i 1973. 

Katla Fra Keldum er født d. 11. marts 1973 på Island og udstilles 

første gang på Dansk Kennel Klubs internationale udstilling 

i Ålborg d. 18. maj 1974, hvor den blev bedst i racen 

(BIR). Succesen fortsatte med BIR på udstilling i Horsens d. 4. 

august 1974 og hun fik det tredje og certifikat allerede på 

udstillingen i Odense d. 24. august 1974. 

JØRGEN METZDORFF

MIN HUNDS FAMILIE 

Er du klar over hvilke hunde din egen hund er i familie 

med? Selvfølgelig har du nok studeret stamtavlen, 

der indeholder de nærmeste led i slægten. Er du 

blevet nysgerrig kan jeg anbefale at besøge Dansk 

Kennel Klubs hundedatabase - www.hundeweb.dk. 

Her kan du, foruden at se slægstlinjerne også set 

hvem den enkelte hund er blevet parret med, hvor 

mange hvalpe den har fået, dens generelle sundhed 

samt beskrivelsen fra en eventuel UHM test. 

En anden side jeg kan anbefale er John Dhiins egen 

hjemmeside med den Islandske Fårehunds stamtræ. 

Her er samlet information om mere end 5.500 

Islandske Fårehunde, hvoraf mange af dem også er 

vist med billeder. Finder du ikek din egen hund så 

skriv til John og få den registreret i databasen. Tjek 

det selv på: www.dhiin.dk/islandshunden. 

Katla Fra Keldum er registret som brun/hvid i stambogen og 

Karen Tøttrup Jensen har på et tidspunkt beskrevet hende 

som: ”leverfarvet med lysere brune ben. Hendes næs og 

øjenomgivelser var brune. Hun var måske nok, efter den tids 

norm, ganske pæn. Hun var i hvert fald god til at holde styr 

på Karlssons høns, når de vovede sig ud på naboens mark”. 

Karen Tøttrup Jensen var en af de første opdrættere af den 

Islandske Fårehund i Danmark og fik sin første hund [Hekla] 

fra Hans Karlsson, vis kone, Svala Holm Fridbjørnsdottir, havde 

indført og registreret Katla Fra Keldum i Danmark. 

Karen og hendes mand Jens købte Hekla i 1976 og Karen 

beskriver deres møde med hundene og Hans Karlsson sådan: 

”Der var hunde overalt. I vindueskarmen, på ryglænet 

af sofaen og balancerende rundt på andre møbler. Store 

hvalpe, som ikke var blevet solgt fordi ingen kendte racen 

og de gamle; Katla, Snotra, Valur og Landi (Landi blev taget 

ud af avlen fordi han var for stor). De var så forskellige, at 

jeg havde svært ved at tro, at det var en ren race. De fleste 

korthårede, to var brune med beige, resten var i forskellige 

røde nuancer. Karlsson var en flink mand og han forstod at 

snakke godt for sine hunde og det endte med, at vi fik Hekla 

med hjem”. 

Hekla var en af den første genration af Islandske Fårehunde 

født i Danmark. Desværre havde hun tendenser til ’springture’ 

og blev dræbt under en sådan i 1978. Hun nåede at få 

et kuld hvalpe med en anden af Hans Karlssons hunde – der 

var på det tidspunkt ikke rigtigt andre opdrættere og kun i 

alt 14 indregistrerede hunde i Danmark. 

I 1979 bliver Karen kontaktet af Hans Karlsson der var kommet 

i besiddelse af en af Heklas hvalpe. Hans Karlsson fik 

overtalt Karen og Jens til at overtage hvalpen ’Vaka’ sammen 

med hanhunden ’Isafolds Joki. Sammen med den officielle 

stambog for Joki, fik Karen og Jens også en hjemmegjort 

– et resultat af, at en kreds af opdrættere – Hans Karlsson 

inklusive – i slutningen af halvfjerdserne stiftede deres egen 

klub; Dansk Islandshundeforbund, der dog gik i opløsning 

igen i starten af firserne. 

Foruden Karen var både Susanne Frohn Nielsen og Leif 

Lehmann Jørgensen også indehavere af nogle af de første 

Islandske Fårehunde i Danmark. Susannes ’Isa’ var barnebarn 

af Katla Fra Keldum og Leifs ’Bonni’ var oldebarn af samme. 

Susanne Frohn Nielsen var også var ejer af Serkur (den udstoppede 

hund på Esbjerg Museum), som hun importerede 

fra Island i maj 1985. Serkur blev i øvrigt Dansk Champion 

på sin tredje udstilling i Brøndby, d. 21. september 1985. På 

udstillingen i Århus (Serkurs anden udstilling, hvor han blev 

BIR1 med CERT og CAHIB, samt BIG2), beskrev dommer Hans 

Lethinen ham på flg. måde: ”En meget trevelig helhed, bør 

få mere ringvane, synnerligen velbygget med prima krop, 

velskåret hoved med smukt udtryk, kunne godt stå mere sikkert 

på sine forben, han bevæger sig godt”. 

Inden Serkur kom til Danmark i 1985 bestod han i 1984 lavinehundeprøven, 

klasse C på Island og havde desuden flg. 

kommentarer med i bagagen: ”Han har fine brugshundeegenskaber, 

er arbejdsglad, vil gerne samle dyr. Han er lydig 

og følsom, stærk og selvsikker, har let til gøen udendørs, 

men er rolig og kærlig indendørs”. 

Som det kan læses i denne artikel, har den Islandske Fårehund 

altid været en både klog, smuk, lydig og intelligent 

hund og vi – os helt almindelige hundeejere – bør være respektfulde 

overfor de mennesker – hvoraf flere er nævnt i, 

eller har skrevet artikler til dette nummer af Islandshunden 

– som har gjort pionerarbejdet omkring bevarelsen af den 

Islandske Fårehund som race. 

At meget af pionerarbejdet er gjort, betyder dog ikke, at vi 

nu kan læne os tilbage og slappe af. Tværtimod! Den lille 

pulje af genetisk materiale gør, at vi alle må hjælpe til, og 

tage ansvar overfor racen og hinanden, og dermed være 

medvirkende til, at sikre, at den Islandske Fårehund også i 

fremtiden er at regne for både klog, smuk, lydig og intelligent. 

Vi bør være stolte af, at have følgeskab af disse hunde og 

vi skylder racen, at tænke os godt om når vi, på vegne af 

denne, træffer beslutninger om dens fremtid. 

Xxx xxx xxxx xxxx xxx 


Afsender: 

Islandsk Fårehundeklub 

Layout og Tilrettelægning 

Risdalsvej 13 

8260 Viby J. 


Returneres ved varig adresseændring 

Henvendelse vedrørende medlemsskab og adresseændring til John Alkærsig Petersen, se side 2

Jubilæumsnummer - Forside

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?