Torsdagskoncert <strong>Mozart</strong> & <strong>Hilary</strong> <strong>Hahn</strong> Introduktion Værker • Da <strong>Mozart</strong> i 1777 forlod Salzburg, sagde han samtidig farvel til sin karriere som violinist. I sine sidste 10 år spillede han gerne bratsch, men aldrig mere violin. Koncerthuset 2008/09 2012/13 4 sig større dybder end hos nogen anden komponist fra denne epoke. Finalen snyder igen forventningerne. Den lægger ud som en elegant og vittig rondo, men halvvejs inde i satsen indlægger <strong>Mozart</strong> en selvstændig afdeling i 'tyrkisk stil'. Tyrkisk musik var højeste mode i Wien dengang – tænk på <strong>Mozart</strong>s berømte Rondo alla turca for klaver og hans opera Bortførelsen fra Serailet – og <strong>Mozart</strong> fryder sit publikum ved at indlægge lidt ramasjang i det, man opfattede som tyrkisk stil. Melodierne er hidsige og kromatiske, af og til spillet i kraftig enstemmighed. Det berømte tyrkiske slagtøj bliver imiteret af celloer og basser, der vender buerne om og slår med træet på strengene. <strong>Mozart</strong> havde også lavet overraskende brud i sine violinkoncerter nr. 3 og 4, men det tyrkiske afsnit i 5. Violinkoncert er det kraftigste brud af dem alle. Desto større er effekten, da musikken vender tilbage til den yndefulde rondo, og koncerten slutter med et raffineret, underdrevent smil. Anton Bruckner: Symfoni nr. 9 Bruckner var mod sin vilje med til at gøre tallet 9 til skæbneciffer for symfonikere. 9. Symfoni blev hans sidste. Før ham var Beethoven og Schubert døde efter deres 9. Symfoni, og senere overgik samme skæbne Dvořák og Mahler. Belastningen fra 9-tallet begyndte med Beethoven. For alle symfonikere i 1800-tallet var Beethovens Symfoni nr. 9 jo det ultimative musikværk. Bruckner var blot én blandt mange komponister, der følte, at Beethoven kiggede med over skulderen, når en ny symfoni var på vej. “Jeg tør slet ikke begynde på den 9.,” skrev Bruckner, ”jeg har ikke modet. For Beethoven var 9. Symfoni jo også hans afsked med livet.” Alligevel kastede Bruckner sig ud i opgaven – og havde mod til at se forbilledet Beethoven i øjnene. Deres 9. Symfonier er i samme toneart (d-mol). Begge symfonier begynder magisk, ud af intet, med en mytisk skabelse af verden. Og de har begge en langsom tredjesats af fuldstændig overjordisk format. Bruckner holder sig som sædvanlig til det traditionelle skelet Torsdagskoncert <strong>Mozart</strong> & <strong>Hilary</strong> <strong>Hahn</strong> Introduktion Værker • Bruckner understreger symfoniens formål af 'opsummering' ved at citere temaer fra mange af sine egne værker. • Flere musikforskere har arbejdet med at samle Bruckners kladder til den finale, han ikke selv magtede at skrive færdig. Tidligere i år uropførte Berliner Filharmonikerne en ny firesatset udgave af symfonien. Om den vil bide sig fast i repertoiret, må tiden vise. Koncerthuset 2008/09 2012/13 5 for en symfoni, men han udvider dimensionerne enormt. Bruckners store symfonier, og i særdeleshed nr. 9, sigter så højt, som det lader sig gøre. Førstesatsen er et godt eksempel: I en mere 'normal' symfoni ville satsen være bygget op af to temaer, men her er der hele tre grupper af temaer, der giver musikken proteiner til at vokse til enorm størrelse. At sætte så stor en skude i søen kræver et næsten umenneskeligt overblik og et kompositorisk mesterskab. Symfonien blev tilegnet ”Den kære Gud” og stræber efter det guddommelige. Bruckners personlige univers er lige ved at sprænges, når intervallerne og akkorderne strækkes til bristepunktet. Et eksempel er begyndelsen af 3. sats, som er det mest utænkelige interval af alle, den lille none. Et interval, der virker naturstridigt og anspændt. Så penibelt som en sats overhovedet kan begynde. Senere i satsen stabler Bruckner tonerne op til akkorder, der når bristepunktet af, hvad den gammeldags musikteori kan rumme. Bruckner brugte længere tid på 9. Symfoni end noget andet værk. Han arbejdede med den fra 1887 og til sin død ni år senere. Da havde han skrevet de tre første satser samt 181 takter af en sidstesats. Det var bestemt hans hensigt at skrive finalesatsen færdig. En Bruckner-finale er en opsummering, ofte ligefrem en apoteose. Men kræfterne var meget få hos den gamle mand, som gennem livet havde døjet med depressioner og andre psykiske lidelser. Da Bruckner anede, at han ikke magtede at skrive 4. sats færdig, foreslog han, at man i stedet kunne opføre hans kirkelige korværk Te Deum som finale. En kombination, der understreger taksigelsen til Gud (og som understreger forbindelsen til Beethovens 9., der jo også slutter med korsang). Men det var en nødløsning, og det vidste Bruckner godt. Idéen bruges stort set aldrig. I stedet har man siden Bruckners død opført 9. Symfoni i ufuldendt form ved at stoppe efter den højtidelige 3. sats. Hvis man stopper efter 3. sats – som man har gjort siden den første opførelse i 1903 – fremstår musikken som en gribende afsked med jordelivet. En fortolkning, der er vores, fordi vi ved, at Bruckners 9. Symfoni er hans svanesang.