KIRKEBLADET - Lundehus Kirke

4
så alligevel overrasker dem, så er de både uforberedte og ude
af stand til at se - måske se det glimt i meningsløsheden -
det glimt, der er Gud.
Men vi må ikke holde op med at vente og håbe, kæmpe og
råbe. Slukkes håbets flamme, dør længslen ud, er der intet
modbillede og korrektiv til meningsløshedens rum omkring os.
Så er der kun mørke, intet lys, ingen billeder malet for vore
øjne, der fortæller, at det kunne være anderledes - og så
bliver det heller ikke anderledes.
I adventstiden rettes blikket både bagud mod Jesu komme
dengang, hvor Gud selv blev menneske og byggede bro over
afgrunden mellem ham og os. Men ordet advent - det betyder
”komme” - er også et dynamisk og et fremadrettet ord fyldt
med opfyldelsens herlighed - ”komme dit rige” lærte han os
at bede.
Vi må - midt i meningsløshedens og håbløshedens rum - leve
i håbet om Guds rige. Og det håb er ikke passivt og tomt, for
Jesus har sagt, at Guds rige er kommet nær.
Håbet har fået malet sit billede, så vi kan se, at det ligner
ham - Marias søn, der viste os, at livet kan være anderledes,
og Gud selv beseglede det ved ikke at lade ham forblive i
døden.
Advent knytter fremtidens splittede og forvirrede tråde sammen
i et mønster - pludselig anes et ansigt i virvarret. Fremtiden
er - trods sit mørke og ufremkommelighed - båret af
noget kendt. Han som kommer - er han, som kom.
HCS
5