Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007

01| Tema:

Magasinet til og om dansk politi | nr. 01 | 2007

På grænsen. Sexmisbrug

i Tønder giver garvet efterforsker

skrammer på sjælen

Derfor styrer politikerne din hverdag.

Interview med justitsminister Lene

Espersen

Baggrund: Krudt og kugler i fritiden.

Vi tager interessen for kriminalitet

med hjem

Portræt: »Dusty og jeg er et team.«

Landbetjenten i Glamsbjerg om

at dele fritid og arbejdsliv

Indhold

Ansvarshavende udgiver:

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg

Redaktør:

Janne Aagaard

Redaktion:

Niels-Otto Fisker

Erik Vand

Gunver Gjetting

Sofie Yderstræde

Eksterne bidragydere:

Kristian Ditlev Jensen

Knirke Egede

Christine Kloster

Fotograf:

Thomas Tolstrup

Illustration:

Camilla Ludvigsen

Design:

Trine Gade

Layout og tryk:

Datagraf

Politi udkommer seks gange årligt i 16.000

eksemplarer til alle ansatte i politiet

Næste nummer udkommer:

3. august 2007

Kontakt:

Janne Aagaard/Redaktionen

Rigspolitiet

Polititorvet 14, 3. sal

DK-1780 København V

Telefon: 33 14 88 88

E-mail: red@rigspoliti.dk

Magasinet kan læses på

www.politi.dk/publikationer

04|

06|

07|

08|

08| gettyimages.com

Nyheder: Faget fænger

– også i fritiden. Vi

elsker at læse bøger og

se film om kriminalitet.

Portræt: »Man skal ikke

have krudt i røven«

Landbetjenten kom

til Glamsbjerg via

Grønland.

Portræt: »Mit job er

midlertidigt.« Reformivrig

fuldmægtig i Nordsjælland

Politikreds.

Tema 1: Reportage:

Købt eller solgt? Bag

om kvindehandlen i

Danmark. Rockerne har

for alvor fået interesse

for at tjene penge på

prostitution. Læs om

samarbejdet mellem

Rejseholdet og Nordjyllands

Politi.

Tema 1: Koordineret indsats

mod kvindehandel afslører

prostitutionens bagmænd.

De fleste kvinder ved godt

inden ankomsten til Danmark,

at de skal arbejde på lagnerne.

12|

14|

16|

Baggrund: Hvordan

får vi de udenlandske

kvinder til at vidne mod

bagmændene? Rigspolitiets

antropolog

hjælper kredsene.

Interview: Politiker af

kød og blod. Justitsminister

Lene Espersen

fortæller om politikernes

behov for styring

af styrken.

Nyhed: »Giv os portrætter

af personer, der tør

gå imod strømmen.«

5.000 deltog i spørgeskemaundersøgelsen,

der afslørede et stort

behov for at dele de

gode historier.

/ Dolores Marat

Tema 2: »Seksuelt misbrug af børn:

Hvor meget kan man tåle at høre... «

» De træffer så en gammel bekendt til

ringridning i Sønderborg. Han har tidligere

været husven og udnyttet konen.

Nu bliver han så husven på ny – men

denne gang er det altså med pigen.

Og det er så ham, der begynder at slæbe

gud og hvermand med derud. «

18| 2|

28|

Tema 2: Feature: Den

ubærlige forbrydelse.

Ingolf Thomsen fik

skrammer på sjælen

af at efterforske

Tøndersagen.

Baggrund: »Arbejdet

rykker ved ens grænser.«

Støtte og hjælp

nødvendigt i sager om

sexmisbrug.

Nyheder og noter:

Politiskoler i Skandinavien

rekrutterer

forskelligt – hvem er

bedst til mangfoldighed?

Ingolf Thomsen, kriminalassistent, Tønder Politi

Kronik: Vagtstuens

hårde jargon er en

nødvendig ventil,

fortæller antropolog

Louise Mejnertz

efter fire måneder

i Gellerupparken.

Verden Rundt: Smil

til verden… Politiet i

Seattle har fundet en

ny måde at afskrække

bankrøvere på: Vær

venlig og imødekommende.

At kende sin læser er

et mantra i magasinpressen,

fortæller

skribent og magasinudvikler

Knirke Egede.

Åbn øjnene!

Velkommen til Politi, magasinet til og om politiet.

Vi har glædet os til at møde dig!

Det danske politi er en multifacetteret og unik

arbejdsplads, som magasinet her skal belyse og

oplyse om – både for den store gruppe politiansatte,

anklagemyndigheden og den ofte oversete administrative

sektor.

Redaktionen bag magasinet er optaget af at

beskrive dansk politi indefra og udefra, at skabe

identitet og afspejle mangfoldigheden i styrken.

I stedet for at spise dig af med en flødeskumskage

til kaffen hveranden måned, får du et af Danmarks

billigste fagmagasiner.

Vores håb er, at magasinet kan være med til at

skabe konstruktive debatter om emner som etik,

tværfagligt samarbejde og organisationens fortsatte

fremtid. Som en af knap 5.000 deltagere i vores

spørgeskemaundersøgelse skrev:

»Politiet har den uvane, at når nogen tilkendegiver

deres holdning, er de per definition imod. Man

glemmer blot, at udviklingen ofte ligger hos netop

de personer. PH kalder dem for ’øjenåbnere’.«

Der er flere citater fra undersøgelsen her i magasinet

på side 17, og de viser et stort behov for mere kommunikation

og for at løfte blikket fra dagligdagen og

se arbejdet ovenfra.

Vi forsøger gennem portrætter at vise »øjenåbnerne«

i dansk politi, og samtidig kan magasinet forhåbentlig

også fungere som en »øjenåbner« i sig selv.

Ved at fokusere på faget og ikke det fagpolitiske

aspekt – som »Dansk Politi« i øvrigt dækker så glimrende

– ønsker vi at skabe dialog og debat, mane til

eftertanke og eftertænksomhed.

Med en så særlig arbejdsplads og så fascinerende

fagområder er der plads til to blade med hver

deres særkende. Kommunikation er kodeordet, og

magasinet her skal give en platform til en diskussion

om politifaget i alle dets aspekter.

Vi håber, at I bliver

glade for det nye

magasin og ønsker

jer god fornøjelse.

Janne Aagaard

Redaktør

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |

NYHED

4 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Faget fænger

– også i fritiden

Kriminalitet, kriminalitet og atter kriminalitet. Emnet optager

de fleste politiansatte, viser læserundersøgelsen af

vores litteratur- og filmvaner

Af Janne Aagaard

Når uniformen er skiftet ud med cowboybuksen, kunne

man tro, at behovet for at flygte lidt fra hverdagen fik de ansatte

i dansk politi til at søge romantik og eventyr i bøgernes

verden. Men kulturinteresserede politiansatte kan ikke

få nok: De er fanget af faget, også i fritiden.

Det viser top tilisterne over bogvalget, redaktionen har

lavet på baggrund af den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse.

Kriminalitet, politik og sport er de altovervejende

temaer. De mange hundrede bogtitler afslører, at politiansatte

er fanget af faget.

Politi(k)

Øverst på listen med danske biografier er nuværende og

tidligere kolleger som Hans Jørgen Bonnichsen og Ove

Dahl, ligesom retsmedicineren Preben Geertinger også er

hyppigt læst. Sportsinteressen kan også ses på listen med

Danske/udenlandske kriminalromaner

1. Tankados kode (Dan Brown)

2. Madame Terror (Jan Guillou)

3. Mænd der hader kvinder (Stieg

Larsson)

4. Før frosten (Henning Mankell)

5. Engle og Dæmoner (Dan Brown)

6. Den Gode Tolk (John Le Carré)

7. Den Sidste Nævning (John

Grisham)

8. Nobels Testamente (Liza Marklund)

9. Kald mig prinsesse (Sarah Blædel)

10. Nærmeste pårørende (Elsebeth

Egholm)

Danske biografier/selvbiografier

1. Hånden (Hans Jørgen Bonnicsen)

2. Drabschefen (Stine Bolther)

3. Et liv på kanten (B. S. Christiansen)

4. No Regrets (Stig Tøfting)

5. Mærsk, manden og magten

(Peter Suppli Benson m.fl.)

6. Anders Fogh Rasmussen

(Thomas Larsen)

7. Forstå med ret (Jesper Skibby)

8. Dit eget liv er kort (Uffe Ellemann)

9. En retsmediciners bekendelser

(Preben Geertinger)

10. Khader.dk (Naser Khader)

Stig Tøfting og Jesper Skibby, hvis bog »Forstå mig ret«

omhandler mange års dopingmisbrug. Endelig er der tre

pladser til politikere, nemlig to selvbiografier og en biografi

af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Mere politik følger på listen over faglitteratur, hvor ægteparret

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow indtager førstepladsen.

Faglitteraturen er præget af politifaget, hvor Henrik

Madsens gennemgang af Station 1sagen »Kriminelle

betjente«, »Ligemænd – Kvinder i Politiet« af Finn Clausen

og B.T.journalisten Arne Møllers gennemgang af Ghazalasagen

trækker. Også Niels Kjøller har fat i læserne med

»Suspenderet – et liv blandt mordere og røvere«, og Morten

Beiters portræt af en italiensk mafiaboss er også at finde

på listen.

Agent 1448

Interessen for kriminalitet går endnu længere – for ikke alene

handler bøgerne om faget – det gør filmene også. Både

Dansk/udenlandsk faglitteratur

1. Islamister og naivister (Karen

Jespersen og Ralf Pittelkow)

2. Far på færde (Lars Daneskov)

3. Mænd er fra Mars – Kvinder fra

Venus (John Gray)

4. Kriminelle betjente (Henrik Madsen)

5. Ligemænd – Kvinder i Politiet (Finn

Clausen)

6. Suspenderet – et liv blandt

mordere og røvere (Niels Kjøller)

7. Jo, du kan (Nicolai Moltke-Leth)

8. Mand af ære (Morten Beiter)

9. Stalingrad (Anthony Beevor)

10. Ghazala – et æresdrab i Danmark

(Arne Møller)

James Bondfilmene og Godfathertrilogien er på top tre,

ligesom fangeflugtsgenren er fornemt repræsenteret med

»En Verden Udenfor«.

Eneste eskapistiske eventyr på top tilisten er trilogien

om Ringenes Herre, mens de historiske film dominerer:

»The Deer Hunter« om Vietnamkrigen og veteranlivet derhjemme,

»Gladiator« om romerrigets slavekampe, den

nylige Oscarvinder »De Andres Liv« om DDRregimets

overvågning af borgerne, »Schindlers Liste« om 2. Verdenskrig

og endelig »Mississippi Burning« om Ku Klux Klans

drab på to sorte borgerrettighedsforkæmpere og den efterfølgende

opklaring.

Læs mere om undersøgelsen på side 16–17.

Udenlandske film

1. James Bondfilmene (diverse

instruktører)

2. Ringenes Herretrilogien (Peter

Jackson)

3. Godfathertrilogien (Francis Ford

Coppola)

4. The Deer Hunter (Michael Cimino)

5. En Verden Udenfor (Frank Darabont)

6. Danser med ulve (Kevin Costner)

7. Gladiator (Ridley Scott)

8. De andres liv (Florian Henckel von

Donnersmarck)

9. Schindlers liste (Steven Spielberg)

10. Mississippi burning (Alan Parker)

Danske film

1. Drømmen (Niels Arden

Oplev)

2. Arven (Per Fly)

3. Den eneste ene (Susanne

Bier)

4. Efter brylluppet (Susanne

Bier)

5. Olsenbandenfilmene (Erik

Balling)

6. Bænken (Per Fly)

7. Brødre (Susanne Bier)

8. Festen (Thomas Vinterberg)

9. Blinkende lygter (Anders

Thomas Jensen)

10. Kongekabale (Nikolaj Arcel)

Det gode plot

Genkendelsens glæde

Når Per Claus Larsen, chefpolitiinspektør i Københavns Politi,

skal slappe af med en kriminalroman, vælger han konsekvent

det gode og spændende plot:

»Plottet er det vigtigste for mig. Hvis det fungerer, kan jeg

godt bære over med, at forfatteren begår faktuelle fejl,« siger

Per Larsen.

»Jeg talte en del med forfatteren Sara Blædel, da hun

researchede til sine kriminalromaner, og jeg kan næsten navngive

personerne i bøgerne, fordi de eksisterer i virkeligheden. I

det hele taget synes jeg, at Blædels bøger udmærker sig ved at

være virkelighedsnære.«

Med mere end 40 års erfaring inden for politiet er der ingen

tvivl om, at den 62årige chefpolitiinspektør har et solidt kendskab

til virkeligheden i etaten.

»I ’Kun Ét Liv‘ skal en af karaktererne identificere en dræbt

veninde på retsmedicinsk institut. Som politimand med kendskab

til stedet kan jeg sige, at det er, som at være der selv. Men

Blædel gør også noget, som jeg generelt godt kan lide i krimier,

nemlig at tage aktuelle emner som menneskehandel under

behandling.«

Det er ikke kun danske femikrimier, der har Per Larsens

bevågenhed. Klassiske kriminalromanforfattere som John Le

Carré og Leif Davidsen er også en fast bestanddel af spændingsbiblioteket.

»For mig skal det være underholdende og afslappende at

læse. En god biografi kan også altid fange min opmærksomhed«.

Nærværende realisme

Tidligere rejseholdsstrømer og nuværende politiinspektør

hos Vestegnens Politi Bent IsagerNielsen har især læst de

gammeldags engelske puslespilsromaner uden dog at blive

den store fan. Dels fordi de ikke er velresearchede, og dels fordi

idéen med, at et mord finder sted blandt en afgrænset og lille

gruppe, der kender hinanden, er for urealistisk:

»Det er nu engang sjældent, at der sker et mord i en lille,

lukket kreds af mennesker,« konstaterer Bent IsagerNielsen.

»De mord, som man oftest præsenteres for i kriminalromaner,

er mord, hvor offer og morder ikke kender hinanden i forvejen.

I hvert fald ser det ikke sådan ud, men måske gør det det?

Og så følger man efterforskningen, og det arbejde interesserer

mig. Især hvis forfatteren har gjort sit hjemmearbejde og sat sig

ind i, hvordan politiarbejde fungerer. Jeg kan blive temmelig irritabel,

hvis en kriminalroman vrimler med faktuelle fejl.«

Bent IsagerNielsen har en klar definition på, hvad der i hans

optik er en god krimi, nemlig en nærværende roman med realistiske

person og miljøskildringer og et spændende plot, der

tager nogle overraskende drejninger undervejs.

»Og så holder jeg meget af politikommissær Kurt Wallander,

skabt af Henning Mankell. Sideløbende med plottet hører vi om

den fraskilte kone, hans far og så videre. Han er lidt overvægtig,

temmelig desillusioneret, men også en meget følsom mand.

Han er meget menneskelig, og det kan jeg godt lide.«

af Knirke Egede

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |

ILDSJÆLE

Fra Grønland

til Glamsbjerg

Peter Kristiansen er landbetjent på Fyn, og

jobbet giver ham tæt kontakt til borgerne

og samarbejdspartneren Dusty

Af Sofie Sidelmann Yderstræde

Landpolitiassistent Peter Kristiansen kender

folk. Og de kender ham. I tre år har han

boet i Glamsbjerg på Fyn, hvor han er landbetjent

for omkring 10.000 borgere i lokalområdet.

Det trives han rigtig godt med.

»Jeg har aldrig været storbymenneske. Jeg

blev uddannet i Lyngby, men storbyen var

ikke et sted, jeg havde lyst til at blive. Jobbet

som landbetjent har faktisk været min

drøm, lige siden jeg begyndte som ung

betjent. Så da muligheden kom, slog jeg til

med det samme,« siger den 51årige landbetjent,

som både har været i kriminalpolitiet,

civilbetjent, køreprøvesagkyndig i Assens

og politiassistent i Grønland i tre år.

»Jeg er glad for selvstændigheden og

for at være lokalkendt. Jeg kommer meget

på den lokale folkeskole, og det er en fordel,

at børnene kender mig og omvendt,

hvis de nogle år senere ikke helt kan finde

ud af, hvordan de skal opføre sig,« siger

han om den præventive effekt af sin tilstedeværelse

i lokalsamfundet.

Han bruger meget tid på sagsbehandling

og sager om indbrud, hærværk, overtrædelse

af dyreværnsloven og nabostridigheder.

Specielt i de sager er det godt at have

lokalkendskab. Fordi Peter Kristiansen bor

i Glamsbjerg, ved han, hvad der rører sig.

Ellers finder han som regel hurtigt ud af

det.

Dagen før var der hærværk i byen, i formiddags

fandt han frem til de unge, der

sandsynligvis står bag, og senere i dag

skal han afhøre dem. Men selv om han bor

tæt på sine kunder, skelner han skarpt

mellem arbejdsliv og privatliv.

6 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Peter Kristiansen

havde egentlig droppet

sin drøm om at blive

landbetjent, da han

rejste til Grønland i

tre år. Men pludselig

bød muligheden sig,

og nu sikrer Peter og

hunden Dusty et roligt

Glamsbjerg.

»Jeg kan sagtens holde fri. Men jeg vil altid

være ’betjenten’. Ser jeg en eller anden

fræse af sted på fortovet på sin knallert en

søndag, så sætter jeg ikke efter ham. Men

det kan da godt være, at jeg lige snakker

med ham, hvis jeg ser ham oppe på tanken

dagen efter,« siger Peter Kristiansen,

der holder meget af kontakten med borgerne.

Selvom Peter Kristiansen arbejder alene

det meste af tiden, møder han jævnligt

kollegerne i Assens.

»Peter er en rigtig god kollega, som man

altid kan komme til, hvis man har brug for

hjælp til et eller andet. Man går aldrig forgæves.

Hvis han får fat i et eller andet, er

han meget vedholdende, for han står ved

sine principper på den gode måde,« fortæller

landbetjent Henry Pedersen.

Faktisk har Peter Kristiansen en nuværende

kollega i sit daglige arbejde. Det er

hunden Dusty, en et år gammel schæfer.

Ud over at være samarbejdspartner, beskytter

og godt selskab fungerer hunden

også som et bindeled til kollegerne.

»For tre år siden blev det muligt for landbetjentene

at få tjenestehunde. Vi kører jo

alene hele tiden, så meningen er, at den er

med til at beskytte os. Det er dejligt at

have Dusty med, og vi er fire på Fyn, der

har anskaffet hunde. Vi mødes hver mandag

formiddag og træner dem, så ad den

vej møder jeg også kolleger,« siger Peter

Kristiansen, som alt i alt er utrolig glad for

livet som landbetjent.

Alligevel opfordrer han folk til at tænke

sig om, inden de søger jobbet som landbetjent.

»Jeg vil absolut sige, at det er værd at

prøve. Men man skal være ’voksen’ og

have prøvet de ting, man vil prøve rundt

omkring i politiets forskellige afdelinger. Og

man skal ikke have for meget krudt i røven,

for så kommer man til at kede sig i jobbet.«

» Jeg vidste, hvad jeg

sagde ja til«

47årige Helle Munch er med til at samle trådene

i reformprocessen hos Nordsjællands Politi

Af Sofie Sidelmann Yderstræde

Der er nok mange, der ikke helt forstår

Helle Munch. Kontorfuldmægtigen fra

Nordsjællands Politi er nemlig ret begejstret

for politireformen. Og det til trods for,

at reformen er årsag til, at hendes nuværende

job i projektsekretariatet sandsynligvis

forsvinder inden årets udgang.

»Hun er altid glad, udadvendt og engageret,«

fortæller politiassistent Jens Martinussen

om sin kollega Helle Munch, som

han har arbejdet sammen med i flere år i

Frederikssund:

»Hun er typen, der ser muligheder frem

for begrænsninger og altid tager den positive

indgangsvinkel.«

Selv pointerer Helle Munch, at hun er

glad for reformen – og tilføjer straks:

»Nu vil jeg ikke lyde som en jubelidiot.

Men reformen er for mig god. Jeg har i 26

år arbejdet i Frederikssund Politi, som var

en lille kreds. Her har vi mange gange bakset

med ting, der ikke kunne lade sig gøre,

fordi vi manglede ressourcer. Det må blive

bedre med reformen,« siger 47årige Helle

Munch, der er udlært i politiets administrative

sektor.

Lige før jul blev hun headhuntet til det seks

måneder gamle projektsekretariat på Helsingør

Politigård.

»Vi vidste, at her var en, som ikke er

bange for udfordringer i forbindelse med

reformprocessen. Selv om det er nyt, så

skulle hun nok gå til den med krum hals,«

som Jens Martinussen forklarer.

Helle Munch og fem politifolk arbejder

under vicepolitikommisær Henrik Rasmussen

på at få reformens mange nye tiltag til

at køre så smertefrit som muligt for kred

sens medarbejdere. Sekretariatet er bindeled

mellem ledelse og medarbejdere i

de fem tidligere kredse, der nu skal fungere

som én stor. Det er her, alle mulige og

umulige spørgsmål og opgaver ender.

»Arbejdet er meget praktisk orienteret

omkring konkrete opgaver, der skal løses.

Det er dejligt, for så er der plads til vores

egne forslag og idéer,« siger Helle Munch.

Hun og kollegerne er i gang med at arrangere

ønskerunden for de uchargerede

medarbejdere og det administrative personale.

Det betyder blandt andet, at Helle

Munch skal finde en sportshal, som kan

bruges til at holde en jobbørs for samtlige

medarbejdere i Nordsjællands Politi.

Når ønskerunden afsluttes til efteråret,

og alle har fået deres placering i organisa

»I starten vidste folk ikke rigtigt,

hvad vi lavede her. Men jeg tror,

at medarbejderne efterhånden

kender os og har haft rigtig

meget glæde af projektsekretariatet«.

tionen, vender dagligdagen tilbage til

Nordsjællands Politi. Så er det ved at være

tid til at lukke og slukke projektsekretariatet,

vurderer Helle Munch:

»At det var midlertidigt, vidste jeg jo

godt, inden jeg sagde ja til jobbet. Så jeg

skal også deltage i ønskerunden og overveje,

hvad jeg kunne tænke mig at lave i

politiet fremover.«

Usikkerheden tynger ikke Helle Munch

selv, men hun har stor forståelse for, at

reformen kan være svær for andre.

»Jeg tror, at reformen og sammenlægningen

af de fem tidligere kredse øger

mulighederne for alle ansatte. Jeg håber,

at de fleste om totrefire år siger: »Hvorfor

gjorde vi ikke det her for mange år siden.«

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 7

Tema 1: Kvindehandel

Tippet fra en anonym

bordelkunde sidste år blev

begyndelsen på en omfattende

efterforskning af bordelmiljøet

i Aalborg. Prostitutionens

bagmænd skulle fanges i nettet

spændt ud mellem Rejsehold,

Nordjyllands Politi og Skat

Bordelmutter taget på sengen

8 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Af Sofie Sidelmann Yderstræde

Tirsdag den 13. marts kl. 10.00 slår Irina øjnene op og ser

kriminalassistent Lotte Bak fra Rejseholdet stående ved

sengen i lejligheden i det indre Aalborg. Gennem de sidste

mange måneder har den 34årige Irina fra Letland haft

politiet med på en lytter, mens Skat har kulegravet hendes

økonomi, og politiets observationshold overvåget hendes

færden.

Den bratte opvågnen er kulminationen på en omfattende

efterforskning, der afslører Irina som en af prostitutio

nens mange bagmænd og ejer af tre bordeller. Bagmændene

tjener stort på kvinderne, som arbejder penge ind på

lagnerne.

»Irina lå og sov, så jeg gik ind og anholdt hende. Hun var

noget forvirret og chokeret, men alt foregik fredeligt og

roligt,« fortæller kriminalassistent Lotte Bak om den lettiske

kvinde, som siden anholdelsen har siddet varetægtsfængslet

i to gange fire uger.

Samtidig rykker Rejseholdet, Nordjyllands Politi, Midt

og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi ud til syv

andre jyske adresser, hvor prostituerede og formodede

agmænd bliver anholdt. Indsatsen er koordineret og

længe planlagt efter månedlange overvågninger og aflytninger.

Det er to danske mænd på 42 og 56 år, der sammen

driver tre bordeller. Ligesom Irina flytter de pigerne rundt

mellem bordellerne hver uge, så kunderne kan »få lidt

afveksling«.

Beviserne samles

Under ransagningerne samles bevismateriale som lommebøger,

mobiltelefoner, notater, pengeoverførselsbilag, regnskaber,

lejekontrakter på de ejendomme, der huser bordel

lerne og flybilletter til de østeuropæiske piger, som både

Irina og de to danske mænd bruger i deres bordeller. I et

pengeskab hos Irina finder politiet også indbetalingsbilag

fra lettiske banker på 150.000 kr., et tilsvarende beløb i

kontanter og guldsmykker til en værdi af cirka 50.000 kr.

»Det er jo mange penge og dyre smykker, når man ikke

har nogen indkomst,« bemærker Lotte Bak tørt og henviser

til Skats oplysninger om manglende opgivet indkomst fra

Irina.

Det stemmer heller ikke overens med beslaglagte notater

fra bordellet i Grindsted, som viser, at hver af pigerne

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |

gettyimages.com / Dolores Marat

TEMA 1: KVINDEHANDEL

… taget på sengen

10 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

betaler 500 kroner i husleje – per dag. En af de anholdte

piger fortæller da også, at halvdelen af hendes indtægt går

til Irina.

Da aktionsholdene er færdige på bordellerne, bliver de

anholdte kørt til Politigården i Aalborg og afhørt. Her venter

også Hanne Mainz fra det sociale projekt Prostitution &

Kvindehandel i Århus for at rådgive og støtte de anholdte

kvinder på anmodning af politiet.

Set dem komme, set dem gå

Hanne Mainz har arbejdet med prostituerede i 11 år, så hun

har efterhånden set og hørt det meste i miljøet. Hun beskriver

dagen i Aalborg som kaotisk og forvirrende og kvinderne

som rystede og usikre. Jo yngre kvinderne var, jo mere

angste og ulykkelige blev de over anholdelsen, vurderer

Hanne Mainz.

»Situationen er præget af kaos, når kvinderne kommer

ind. Når man er i politiets varetægt, bliver man urolig. Det

vanskeliggør min rolle, fordi jeg skal hoppe ud og ind af

afhøringer. Hvis politiet samlede kvinderne og koordinerede

med de sociale organisationer på forhånd, ville det optimere

forløbet for både kvinderne selv og efterforskningen,«

siger Hanne Mainz, som gerne ser flere kvindelige politifolk

deltage i aktionerne:

»Politimændene er søde og rare. De tager det med ro og

fortæller, at de gerne vil hjælpe kvinden, og det er også

godt. Men kvinden kan alligevel være mistroisk, fordi de er

mænd og dermed potentielle kunder.«

Hanne Mainz hilser ellers politiets nye strategi og jagt på

bagmændene velkommen.

»Det er fantastisk med det øgede fokus på området. Jeg

kan dog blive bekymret for, om kvindernes historier drukner

i de politiske mål om at få flere rufferisager. Kvinderne ved

Sofie Sidelmann Yderstræde

er 30 år og ansat som journalist

i Rigspolitiet, hvor hun blandt

andet er fast leverandør til

www.politi.dk.

Hun er uddannet fra Danmarks

Journalisthøjskole i 2003 og

har flere års erfaring som

journalist på De Bergske Blade.

meget om personer i miljøet, men hvis de umiddelbart ikke

er interessante for efterforskningen, går oplysningerne tabt.

Kvinderne bør ikke løslades til gaden uden at få hjælp. Det

sociale aspekt er en vigtig del af at bekæmpe kriminalitet,«

siger Hanne Mainz.

Skat slår til

Grundlaget for anholdelserne blev til i et samarbejde mellem

Skat og politiet på baggrund af kontrolaktioner mod

bordellerne og indberetninger til skattevæsnet. Der var

også en anden og åbenlys grund til at begynde efterforskningen:

»Politiet får mange tips og anonyme henvendelser. Nordjyllands

Politi fik et brev fra en bordelkunde, som skrev, at

pigerne simpelthen blev behandlet for dårligt,« siger efterforskningsleder

Jens Damborg fra Rejseholdet, som hjalp

nordjyderne med sagen.

De var enige om at starte efterforskningen og køre den

hen over julen for at se, hvor meget sagen kunne bære.

»Vi var ikke et sekund i tvivl om, at det var en klar rufferisag

efter paragraf 228,« fastslår Jens Damborg og bladrer i

den 14 sider lange operationsplan, som han har fisket op af

mappen, der er den erfarne rejseholdsmands mobile kontor.

Planen beskriver sagen og anholdelsesaktionerne minutiøst

for de cirka 40 medarbejdere, som var med tirsdag

den 13. marts. Rejseholdet og Nordjyllands Politi har samarbejdet

om sagen, og netop samarbejdet mellem Rigspoliti

og kredse er afgørende for, om strategien over for

prostitutionens bagmænd lykkes. Det er den i dette tilfælde,

for efterforskningen har standset en årelang bordeldrift.

»Det her har været et effektivt sagsforløb og noget nær

en ideel efterforskning, der har varet blot få måneder. Det

Straffelovens paragraf 228 om rufferi

»Den, der forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig

usædelighed med andre, for vindings skyld forleder nogen

til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen,

der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive

det, eller holder bordel, straffes for rufferi med fængsel

indtil 4 år.«

I 2006 var der 15 sager om rufferi (§ 228) og seks sager

om kvindehandel (§ 262a). I 1996 var der syv afgjorte

rufferisager og ingen sager om menneskehandel.

har været et skoleeksempel på godt samarbejde mellem

Rigspolitiet og de nye politikredse. Det er desuden et godt

præventivt signal at sende til bordelmiljøet: Vi holder øje

med jer, der udnytter kvinder, og I bliver stillet til regnskab,«

siger Jens Henrik Højbjerg, politidirektør i Nordjyllands

Politi.

En af dem, der nu skal stå til regnskab, er Irina. I årevis

har hun skaffet kvinder i Østeuropa til sine tre jyske bordeller.

Kvinderne har – ifølge politiets opfattelse – været klar

over, hvilket job der ventede dem i Danmark.

Offer eller gerningsmand?

»Vores indtryk er, at kvinderne hører om jobbet via mund

til mundmetoden. De tror, at der er gode penge at tjene

heroppe, og så er der ikke tale om kvindehandel, men rufferi.

Det bygger vi også på de anholdte kvinders alder på

mellem 35 og 40 år. Der er altså ikke tale om helt unge og

naive piger,« fortæller Jens Damborg.

Overvågningerne viser da også, at de prostituerede har

færdedes frit og ikke har været låst inde, som man typisk

ser i sager om kvindehandel. De tre anholdte bagmænd har

foreløbig erkendt at have lejet ejendomme ud til bordeldrift,

skaffet flybilletter og hentet pigerne i lufthavnen. Irina vedgår,

at pigerne betaler fast husleje på 400–500 kroner dagligt.

»Irina ser sig selv som udlejer og ikke som en kriminel.

Hun har hjulpet pigerne med at indtelefonere annoncer til

Ekstra Bladet, og hun forstår simpelthen ikke begrebet

’rufferi’. Eller også vil hun ikke forstå det,« siger kriminalassistent

Lotte Bak.

Irina har ligesom en af de mistænkte danske mænd fået

forlænget varetægtsfængslingen med fire uger. På hans

beslaglagte computer har NITEC fundet grov børneporno,

som anklageren nu også skal forholde sig til.

Rockerne rykker ind

Som leder af NEC følger Kim Kliver Rejseholdets arbejde i

det nordjyske med stor interesse. Sagen betegner han som

en »typisk rufferisag«, og dem har han set en del af efterhånden.

Det nye er, at rockerne er blevet en synlig del af

bordelmiljøet: De fungerer både som chauffører for kvinderne,

som pengeopkrævere og så som egentlige bagmænd.

»Indsatsen på rufferiområdet er vigtig, fordi kvinderne

udnyttes groft. Og så fordi indtjeningen på området desværre

har tiltrukket en række af de organiserede grupperinger,

vi kender fra andre typer kriminalitet. Så kredsenes

hjælp er altafgørende – de har de lokale kontakter og

adgang til mange informationer,« siger Kim Kliver.

Han klapper på mappen, der ligger på skrivebordet.

Den indeholder det næste efterforskningsoplæg om

bordelmiljøet et sted i Danmark, som Rejseholdet skal til

at kigge på.

»Irina« er et dæknavn. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.

gettyimages.com / John Foxx

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 11

TEMA 1: KVINDEHANDEL

Prostitutionens

bagmænd jages

Antropolog Marie Bang Nielsen fra NEC

bistår politikredsene med at få skræmte

kvinder i vidneskranken

Af Sofie Sidelmann Yderstræde

Knap halvdelen af landets politikredse har

brugt Rejseholdet og det Nationale Efterforsknings

Center (NEC) i kampen mod

prostitutionens bagmænd. På bare et år har

politikredsene øget indsatsen markant, og

inden oktober 2007 skal samtlige kredse

have lokale strategier for indsatsen.

Siden Rigspolitiets strategi blev lanceret

i efteråret, har NEC fået markant flere henvendelser

fra politikredsene om mistænkelige

forhold og mulige bagmænd. Foreløbig

yder NEC og Rejseholdet hjælp til seks

kredse i konkrete efterforskninger.

Socialantropolog Marie Bang Nielsen og

kollegerne i NECafdelingen for prostitution,

12 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

»Bagmændene er grådige, og de under ikke engang

kvinderne et minimum af komfort,« siger Marie

Bang Nielsen, socialantropolog i NEC.

rufferi og kvindehandel har mærket den

øgede interesse fra kredsene. Den nationale

handlingsplan blev til på baggrund af et

stort politisk ønske om ekstra opmærksomhed

på kvindehandel.

»Politikredsene viser både velvilje og

interesse for området, efter den nye strategi

sidste år blev fremlagt. Vi får dagligt opkald

og mails om lokale efterforskninger,« siger

Marie Bang Nielsen, der har været ansat i

politiet i to et halvt år.

Diskussioner trives

»Det tværfaglige samarbejde med politifolkene

er spændende. Vi kan hver især bidrage

med forskellige kompetencer og indgangsvinkler.

Tværfaglig synergi opstår i et

samarbejde, hvor man er bevidst om sine

faglige grænser og ikke kloger sig på andres

kompetenceområder. Jeg blander mig

aldrig i mine politikollegaers arbejde, men

vi udfordrer gerne hinandens synspunkter,«

siger Marie Bang Nielsen.

Det har skabt heftige, men også konstruktive

diskussioner, når akademikeren og

politifolkene skulle mødes på midten. På

nogle områder er hun blevet mindre idealistisk

af arbejdet, der inkluderer adskillige

bordelbesøg i jagten på bagmænd, som tjener

tykt på kvindernes arbejde på lagnerne.

Her skal hun berolige skræmte prostituerede,

ledsage kvinderne til afhøringer, informere

politikere og medier om politiets syn

på prostitutionsmiljøet.

Marie Bang Nielsen varetager også kontakten

til de sociale organisationer og formidler

viden om de udenlandske kvinder og deres

kultur til politikredsene.

»Forestillingen om, at alle mennesker vil

hinanden det godt, er nok falmet lidt. Det

værste er lokalerne, som kvinderne både

bor og arbejder i. Et bordel i Århus lå i en

cykelkælder uden vinduer, hvor der var fugtigt

og lavt til loftet. Bagmændene er grådige,

og de under ikke engang kvinderne et

minimum af komfort,« siger Marie Bang

Nielsen.

Kvinder som objekter

Grådigheden kommer også til udtryk ved, at

kvinderne har mange kunder, skal arbejde

trods sygdom og tvinges til at levere seksuelt

perverterede ydelser: »Kvinderne bliver

tingsliggjort,« som antropologen udtrykker

det.

Marie Bang Nielsen sørger for, at de anholdte

kvinder bliver behandlet respektfuldt,

og at kvinderne forstår politiets arbejdsmetoder.

Det er nødvendigt, hvis kvinderne skal

vise politiet tillid og fungere som vidner.

»Ofte er den prostituerede bange for

politiet, fordi hun ikke har gode oplevelser

med politiet i hjemlandet. Men kvinden får

tillid til mig, og den tillid skal jeg få overført

til politimanden, der skal afhøre hende. Det

er godt at se, hvordan kvinden hurtigt føler

sig tryg og holder op med at føle sig så alene,«

fortæller Marie Bang Nielsen.

Handlingsplan mod kvindehandel

Der er cirka 6000 prostituerede i Danmark

og 700 organiserede bordeller. Omkring

2500 af de prostituerede er udenlandske

kvinder, som primært kommer fra Asien,

Øst og Centraleuropa, Afrika og Sydamerika.

De fleste udenlandske kvinder kommer

hertil med hjælp fra nogen, som arrangerer

deres rejse, og langt størstedelen ved, at

de skal arbejde som prostituerede.

Inden oktober 2007 skal de 12 politikredse

have lavet en lokal strategi og handlingsplan

for indsatsen mod prostitutionens

bagmænd.

Inden årets udgang skal kredsene aflægge

et eller flere kontrolbesøg på bordeller i

lokalområdet og indberette dem kvartalsvis

til Rigspolitiet.

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1

INTERVIEW

14 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Verden ifølge Lene

Politiet er på vej mod moderne tider som en mere serviceorienteret

virksomhed med mindre topstyring. Men det tager tid

Af Janne Aagaard

En kvinde på 1,68 med et kondital langt under det påkrævede

til Politiskolens optagelsesprøve er politiets og anklagemyndighedens

øverste chef.

Lene Espersen fra de Konservative har siddet sikkert på

tronen siden regeringsskiftet i 2001. Kritik fra medierne og

oppositionspolitikere og kommentarer til hendes udseende

og generelle ageren på den politiske scene har der været

nok af. Langt mindre fokus har der været på den tørre politik

og lovarbejdet i et tungt ministerium.

»Selv seriøse dagblade kan godt lide artikler om politikeres

privatliv. Det er sundt, at politikere også portrætteres

som mennesker af kød og blod, men ulempen er, at man

mister fokus på værdier og politiske holdninger. Jeg beskæftiger

mig med tør politik og lovgivning, og jeg undgår

ikke artikler, der fokuserer på min person. Det samme sker

også for andre kvinder i Folketinget – Helle Thorning

Schmidts påklædning bliver kommenteret hver eneste

gang, mens pressen synes ganske ligeglade med Anders

Foghs jakkesæt. Så der foregår en forskelsbehandling af

kvinder i medierne,« siger Lene Espersen.

Magasinet er da heller ikke mødt op for at diskutere ministerens

påklædning, men snarere det mere vedkommende

emne, nemlig politireform og den politiske styring. Den

har allerede ændret hverdagen for mange ansatte i politiet

og anklagemyndigheden. Men det vil tage flere år, før dansk

politi får den fulde fornemmelse af reformen.

»De kommende fire års reformproces vil skabe en gevaldig

ændring af både ledelse og organisation, samtidig med

at det faglige miljø styrkes. Jeg kan godt forstå utålmodigheden

– især på itområdet har der været behov for massive

investeringer – og de 800 ekstra politimænd vil også

først materialisere sig, når reformen er fuldt gennemført.«

Hvorfor ønsker politikerne en øget styring af politiet?

»Nogle tror, at politikerne vil styre alt – men det ønsker vi

ikke. Vi vil styrke fagligheden og den operative ledelse, så

flere kan bruge tiden på politiarbejdet og færre på ledelse.

Reformen har tværtimod betydet, at Justitsministeriet

rykker et skridt bagud i forhold til tidligere, hvor vi havde

direkte beføjelse over for hver enkelt politimester. Nu har

vi lavet en resultatkontrakt med rigsadvokaten og rigspolitichefen,

og de laver så kontrakter med politidirektørerne.

Vi beskriver nogle overordnede områder, som vi ønsker

øget opmærksomhed på som f.eks. illegal arbejdskraft. Når

Folketinget har givet politiet monopol på magtanvendelse

og 7 mia. kr. årligt, må man også acceptere, at politikerne

har nogle forventninger.«

Ligger der i reformen et ønske om større ensretning

af politiets arbejde?

»Der er forskellige problemer i Vestegnens politi i forhold

til Vestjylland, så der skal være plads til forskellige prioriteringer

af lokalpoliti og beredskab. Men alle borgere har krav

på en effektiv og god politibetjening uanset geografi. Mange

steder i landet har man skullet vente, ikke bare i timer –

men i dage – på, at politiet dukker op, når man anmelder et

indbrud. Kredsene havde tidligere stor forskel i bemanding,

og nu er der større kredse og ensartethed. Reformen bety »

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1

INTERVIEW, FORTSAT NYHED

der, at kredsene både får overskud til de store langsigtede

områder, men også flere betjente at disponere over. Resultatet

bliver større medbestemmelse og lokalt selvstyre i

kredsene.«

En del af de ansatte får længere til arbejdet som følge af

reformen. Får de kompensation?

»Der er større mobilitet i samfundet generelt: Alle andre

arbejdsgrupper er vant til at have lang transport, og der findes

jo et skattefradrag for kørsel på selvangivelsen. Vi har

fra politisk side sikret medarbejdernes job og løn, og så får

en lille gruppe altså længere til arbejde. Men vi ser ingen

grund til at stille den gruppe medarbejdere bedre end

resten af de offentligt ansatte ved at give et særligt transporttilskud.

Det er vigtigt at forstå, at politiet har en ekstra

velvilje i Folketinget. Når der om nogle år er frigjort 800

betjente, skærer vi ikke stillinger bort – effektiviseringsgevinsten

af reformen tilfalder politiet ubeskåret.«

Reformen skaber for nogle ansatte stor utryghed. Kan du

forstå nervøsiteten?

»Jeg kan sagtens forstå, at reformen lige nu skaber utryghed

og nervøsitet for, hvilken hverdag der venter. Jeg vil

gerne understrege, at reformen på ingen måde bunder

i utilfredshed med politiets hidtidige arbejde, og politiet

fortjener stor ros for den store opbakning til reformen.

Men Folketinget ønsker mere politi for pengene og større

orientering over for borgernes behov. Det er afgørende, at

politiansatte accepterer, at vi skal skabe en anden og mere

serviceorienteret kultur.«

Folkevalgte politikere udtaler sig ofte kritisk om politiets og

anklagemyndighedens arbejde – hvor går grænsen?

»Vi er jo blevet politikere, fordi vi har nogle holdninger. Vi

bør ikke begrænse politikernes ytringsfrihed, men man bør

– mig selv inklusive – som politiker afholde sig fra at kommentere

konkrete sager. Vi skal ikke etablere en folkedomstol.

Der er generelt stor interesse for politi og retsarbejde,

og kritik fra mange andre sider så som Amnesty International,

senest i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

Amnesty burde beskæftige sig mere med Nørrebroborgernes

retssikkerhed og ret til ikke at få ødelagt deres huse,

biler og butiksvinduer og mindre med, hvilken mad varetægtsarrestanterne

i Vestre Fængsel får serveret.«

Lene Espersen

Født 26. september 1965 i Hirtshals, datter af reder Ole

Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard Espersen.

Uddannet cand.oecon. i 1990 fra Aarhus Universitet.

Medlem af Folketinget i 1994 for Det Konservative

Folkeparti, valgt i Sæbykredsen.

Udnævnt i 2001 til justitsminister i VKregeringen.

Gift med Danny Feltmann Espersen og mor til to sønner.

16 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

LEDEREN

Hver tredje deltog

i undersøgelse

Knap .000 ansatte gav deres bud på indholdet

til det nye magasin til styrken – vi vil læse om os

selv og hinanden og det fag, der optager os alle

Af Janne Aagaard

»Jeg har aktiv deltaget i lokal og regional politik

gennem flere år, og jeg vil gerne læse om koblingen

mellem politiske beslutninger og resultater i virkeligheden.«

Citatet er bare et blandt mange hundrede af de

svar, der strømmede ind i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen

i februar på Polnet. Undersøgelsen

blev lavet for at klæde redaktionen godt på

til udviklingen af det magasin, du sidder med i hånden.

I alt deltog 4.782 i den frivillige undersøgelse,

hvoraf 78 pct. var politiansatte, 14 pct. var administrative

medarbejdere, 5 pct. var civilt ansatte, og

3 pct. var jurister. Deltagerne havde masser af gode

ideer. Læs med her, og få resultaterne af undersøgelsen

i de kommende magasiner:

»Jeg vil gerne have debatter, som ikke er i overensstemmelse

med den politisk korrekte holdning. Politiet

har den uvane, at når nogle tilkendegiver deres

holdning, er de per definition imod. Man glemmer

Vi er vel på vej

Af Torsten Hesselbjerg

Hvis vi ser tilbage på de

seneste måneder, er det

værd at hæfte sig ved, at

der er indgået et nyt fireårigt

politiforlig med tilslutning

fra alle Folketingets

partier bortset fra

Enhedslisten.

Det er godt for

stabiliteten omkring politiets

forhold. De budget

lot, at udviklingen ofte ligger hos netop de

personer. PH kalder dem for ’øjenåbnere’.«

»Jeg glæder mig til artikler, der viser, at udnævnte

ledere har held med at styre og

samtidig forny og inspirere os andre. Lad

os møde nogle øjenåbnere med tilfredsstillende

drift.«

»Giv os portrætter af personer, der tør gå

imod strømmen.«

»Giv os nogle ledelsesprofiler, så vi kan lære

de forskellige chefer at kende. Også artikler

om udsendte politifolk og en profilering af

dansk politis missioner derude. Og hvad

laver Rigspolitiets forskellige afdelinger

egentlig?«

»Noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at

læse om, er fremtidstænkning: Hvordan kan

vi lette politiets daglige opgaver samtidig

med en forbedring af kvaliteten både ved

hjælp af ny teknologi og uden hjælp af teknologi?«

»Artikler om organiseret kriminalitet og

grænseoverskridende kriminalitet. Aktuelle

emner om f.eks. eksplosionen af betlere

og gademusikanter, som vi kan forvente til

sommer efter Bulgarien og Rumæniens

mæssige rammer er dermed tillige på

plads.

Det er også godt, men ændrer ikke ved,

at den økonomiske situation er anstrengt

senest ved udsigten til budgetmæssige

begrænsninger på indkøbsområdet og store

udgifter som følge af urolighederne i København

i marts måned. Dette kan bevirke, at

der kan ansættes færre politiskoleelever

end tidligere planlagt.

Der er indgået direktørkontrakter med rigsadvokaten

og mig, og vi har indgået resultatkontrakter

med politidirektørerne.

Dermed er det nye kontraktstyringssystem

sat i kraft. Årsrapporten for 2006 viser, at

indtræden i EU. Skriv også gerne om kriminologiske

emner som forebyggelse: Se på

både kredsenes og Rigspolitiets håndtering

af forebyggelsen via Det Kriminalpræventive

Råds Sekretariat og Forebyggelsesenheden.«

»Jeg vil gerne se artikler, som fokuserer på

HKansattes arbejdsopgaver og uddannelsesmuligheder,

da der normalt fokuseres

udelukkende på de politiansatte.«

»Jeg savner at læse artikler om den administrative

sektor. Det er en politisk varm kartoffel,

for man bør sikre en så truet sektor

og give dem bedre arbejdsvilkår.«

»Kontorsektorens arbejdsforhold bliver tit

overset, og det afspejler spørgeskemaet

også.«

»Vi politifolk er meget forskellige, og i fritiden

har vi vidt forskellige interesser. Det

kunne være fint med portrætter af politifolk

med nogle ’anderledes’ fritidsaktiviteter,

holdninger, bijob eller andet, der skiller

sig ud!«

»Skriv artikler, der beskriver

det psykologiske aspekt

ved politiarbejde. Det fyl

politiet har nået de mål, vi skulle i forligsperioden

2004–06.

Politireformen skrider også planmæssigt

frem, og når disse linjer læses, skulle ønskerunden

være i fuld gang – forhåbentlig

på en god måde. Hermed kan også det

seneste års udmeldinger på det personalemæssige

område sættes i perspektiv. Gik

det som lovet og forventet?

Nogle vil prøve at ridse i lakken oven på

den vellykkede håndtering af urolighederne

i marts måned. Det må vi forholde os professionelt

til, selv om det undertiden kræver

lidt selvbeherskelse. Og så i øvrigt glæde os

over, hvor langt dansk politi er kommet,

siden det sidste gang for alvor brændte på.

der meget i vores arbejde, og politiet er ikke

uddannet godt nok. Hver anden eller tredje

person, vi møder gennem arbejdet, er psykisk

uligevægtig. Det er vi ikke godt nok

rustet til.«

»Jeg vil gerne læse artikler, som illustrerer

forskellene i politikredsene og hvilke

kredse, der udmærker sig på specifikke

områder, og hvilke, der falder igennem.«

»Ofte har vi – eller tager os – ikke tid til

vores kunder. Brug af mere tid på uventet

besøg til vores kendte kriminelle. Hvordan

opfatter kriminelle vores arbejde, og hvordan

vil de gerne behandles? Det vil jeg

gerne læse.«

»Jeg vil gerne have en debat om politiets

måde at behandle ’kunderne’ på. Tal dog

pænt til alle, og hids dig kun op, når det er

absolut nødvendigt. Men gør det ordentligt,

når du gør det.«

Vi skal samtidig generelt have ekstra fokus

på anvendelsen af magtmidler i den kommende

tid.

På det teknologiske felt er det godt, at

den mobile arbejdsplads og GPS i patruljebilerne

er på vej ud i kredsene. Og at konturerne

af det nye radiosystem og Polsag begynder

at tegne sig. Også disse fremskridt

er glædelige, selv om vi de næste totre år

fortsat må væbne os med tålmodighed.

Der sker altså noget i dansk politi i disse

år. Den nye virkelighed er ved at finde indpas.

Her og nu står en velfortjent sommerferie

snart for døren efter en anstrengende

omstillingsproces.

Tak for indsatsen og god sommer.

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 17

Tema 2: Hvor meget kan man tåle at høre…

18 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Ved grænsen

På den allerførste dag efter sommerferien lander en henvendelse

på Ingolf Thomsens skrivebord. Sagen får det neutrale navn

»Tøndersagen«, og den ændrer kriminalassistentens liv for altid »

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…

Ved grænsen…

Af Kristian Ditlev Jensen

20 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Navnet Ingolf Thomsen siger formentlig ikke mange kolleger

i styrken noget særligt. Men det skyldes alene, at kriminalassistentens

opklaringsindsats sammen med et helt

hold af efterforskere fra Rejseholdet foregik bag hermetisk

lukkede døre. For med én enkelt sætning placerer han sig

centralt i dansk retshistorie.

»Tøndersagen er – som man siger – ’min‘ sag,« fortæller

han ganske udramatisk.

Den mørkhårede 43årige mand sidder med armene

over kors foran den brede overkrop. Han virker utilpas ved

situationen, da han lukker os ind i personaleklubbens klubværelse

helt oppe under loftet på Tønder Politistation.

På trods af at Ingolf Thomsen under hele interviewet er

synligt påvirket af at tale om sagen, så er han åben, nøjagtig

og intens i sin beskrivelse. Også når han skruer tiden

tilbage. Langt tilbage.

Ingolf Thomsen sad med Tøndersagen hver dag i 15

måneder. Og han er endnu ikke helt færdig med den.

»Sagen bliver anmeldt til politiet i Sønderborg. Anmelderens

budskab er: Der er en far, der lejer sin lille pige ud i

nærheden af Tønder,« begynder Ingolf Thomsen, mens han

serverer sort kaffe i institutionskopper.

Vente og se

»Den normale fremgangsmåde i den type sager er jo, at

man standser forbrydelsen omgående. Men vi ville godt

have bund i sagen. Og det kunne ikke nytte noget at afhøre

pigen, der på det tidspunkt nærmest var på farens side.

Som noget helt usædvanligt begyndte vi en telefonaflytning.

Vi lytter i tre uger uden resultat.«

Først den 24. august 2005 sker der noget. En af de siden

dømte i sagen har været ude ved ejendommen om

morgenen. Pigen har ikke været i skole i løbet af dagen. Og

samtidig ringer faren og pigen til forskellige kontaktlinjer

som træfpunkt, den der tidligere hed 0059.

»De høster hele dagen efter mænd, der skal komme ud

og besøge pigen.«

En patruljevogn placeres tæt på hjemmet, og aflytningen

foregår døgnet rundt.

»Der er en mand på vej derud, kan vi forstå. Men det er

bare snak og snak. Så beslutter vi os til sidst for at gå ind

og anholde faren, og børnene kommer så ud til den pleje

familie, hvor de i forvejen er til aflastning indimellem.«

Faren anholdes og varetægtsfængsles, og straks efter

gennemgår efterforskerne hjemmet. Samtidig udstedes en

kendelse, så telefonudskrifter fra årets begyndelse kan udleveres.

»Vi havde på et tidspunkt 22.000 poster. Vi søgte så på

alle navne og prøvede at finde ud af, hvem folk er, hvor de

boede og så videre. Nogle kunne uden videre afvises som

hans omgangskreds. Søsteren, moren og den slags. Så var

der elværket, eller når én ringede om, at septiktanken skulle

tømmes. Men så kom alle de mærkelige personer.«

Dronningen

Det viser sig hurtigt, at tingene hænger sammen: de dage,

hvor pigen ikke er i skole, finder efterforskerne opkald på

diverse kontaktlinjer. Da det bliver for meget for moren,

som også udsættes for overgreb, flytter hun væk. Men så

går faren over til at lade gæster i huset udnytte datteren,

der overtager morens rolle. Hun bliver, med Ingolf Thomsens

ord, den »nye dronning i hjemmet«.

»De træffer så en gammel bekendt til ringridning i Sønderborg.

Han har tidligere været husven og udnyttet konen.

» Pigen har allerede

som lille barn ført en

dobbelttilværelse

uden at falde igennem.

Hvordan har hun

kunnet klare det?

Hvordan kunne det

komme så vidt? «

Nu bliver han så husven på ny – men denne gang er det

altså med pigen. Og det er så ham, der begynder at slæbe

gud og hvermand med derud.«

Men faren er ikke tilfreds med »udvalget af gæster«. Så

de prøver til sidst – faren og datteren – at indrykke en kontaktannonce

i Den Blå Avis.

»Hun bliver betegnet som en ’18årig Lolitatype’. Og

manden må ’gerne være steriliseret’ men ’skal være veludrustet’.

Det var en decideret sexannonce.«

Pigen i Tøndersagen er central for efterforskerne. Dels er

hun kronvidne, dels er hun et barn, der har lidt en nærmest

ubegribelig overlast. Den overlast gør hende samtidig vanskelig

at håndtere for betjentene.

»Når vi snakkede med hende, var hun pisseirriterende

for at sige det ligeud. Men vi vidste jo godt, hvorfor hun var

på den måde dér. Da hun endelig begynder at snakke, kan

hun nærmest ikke stoppe igen. Hun vælger den position, at

hun taler om alle andre end sin far. Det er også fint nok, for

det hele falder jo tilbage på ham alligevel.«

Huset

Medierne omtaler huset massivt, huset hvor pigens mare »

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 21

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…

22 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

ridt synes aldrig at ville høre op. Det har næsten fået en

mytologisk status. Det er et sted, man får lyst til at se med

egne øjne. I hvert fald kan man ikke lade være med at forestille

sig, hvordan der ser ud.

»Lige da faren blev anholdt, gennemgik vi huset. Vi kiggede

bare, og så hjalp vi pigerne. De skulle have deres tøj

med. Dagen efter gik teknikerne det hele igennem. Den

tredje dag gik vi så det hele igennem, breve, papirer, billeder,

alt. Vi havde ingen indikationer på, at han havde gemt

noget af vejen. Det var hele tiden med henblik på at finde

ud af: Hvad er der sket her.«

Hvordan er der derude ved huset? Ingolf Thomsen undviger

spørgsmålet og siger blot, at betjentene »gjorde sig

færdige ude i huset«, hvorefter de »afleverede nøglerne til

forældrene«. Punktum.

Vi taler om noget andet. Man kan tydeligt fornemme, at

der er noget, der brænder helt på, når vi taler om huset.

Noget, der har brændt sig fast. Noget, der er – måske – er

brændt helt sammen.

Nu har jeg spurgt tre gange. Du glider ligesom hele tiden

af. Men prøv engang at fortælle, hvordan der var inde i

huset, hvor det hele var foregået. Hvis du nu skulle beskrive

det hus med dine egne ord?

Ingolf Thomsen holder en lang pause. Han kigger væk.

Ned. Op. Til siden. Så kommer det. Med et ret voldsomt følelsesudbrud

nærmest spytter han ordene ud. Tre isolerede

ord. Med kraftig, sønderjysk betoning af det sidste.

»Der var frygteligt!«

Han siger ikke andet. Stirrer bare. Som om andre så

bedre kan se, hvad han så. Så går han mere ind i det.

Denne gang er han fattet.

»Det var frygteligt at gå derinde. Vi vidste jo, at der bo

I øjeblikket er 49 uddannede afhørere aktive i jobbet som videoafhørere.

De har været på et særligt kursus i at interviewe børn, der er mulige

pædofili eller incestofre. Interviewet optages på videobånd,

som fremlægges i retten, så børn under 12 år slipper for

at vidne foran den mistænkte.

Uddannelsen tilbydes via Politiskolen i Brøndby, og langt de fleste

afhørere i Danmark er kvinder. Her er det afhøringsrummet

på stationen i Albertslund.

» Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her sag.

Men allerede i starten af året sagde min bror pludselig

til mig: Jeg ved godt, hvad du arbejder med. Han kunne

mærke det på mig. «

ede børn, men der var slet ikke ryddeligt... Og der var ikke

mange stykker legesager på værelserne. Der var ingen

stemning i det hus. Det var en tom skal, hvor de bare havde

lavet alt det dér. Der var ingen sjæl i huset.«

Formildende omstændigheder

Mødet med Ingolf Thomsen er i sig selv mildt traumatiserende.

Selv for en garvet og velforberedt journalist, som har

fulgt også de helt grumme pædofilisager i årevis, er det

vanskeligt at tale om Tøndersagen på den her måde. Blot

ét håndtryk væk fra det hele. Man kommer ind i noget, man

ikke vil ind til. Og det er præcis det, man også mærker, når

man taler med Ingolf Thomsen.

Han har været inde i et hus, han ikke ville være i. Han

har talt med en pige, han helst så skånet. Og han har mødt

mænd, han næsten ikke kan kapere at have med at gøre.

For mens alle andre mennesker i kongeriget Danmark har

rystet på hovedet over de mænd, der har været i stand til at

begå uhyrlighederne, så har Ingolf Thomsen sammen med

sine kolleger hevet tilståelserne ud af dem.

»Jeg havde ikke afhørt faren i mere end ti minutter, så

havde jeg lyst til at brække næsen på ham,« fortæller han,

imens den knyttede næve bliver hvid.

»Faren er så sølle. Han sidder sådan og piber og er hele

tiden offer. Det er hele tiden alle andres skyld. Vi finder senere

ud af, at han har været en sand tyran derhjemme. Men

nu ligger han nederst, og så vender bøtten. Det var så... ynkeligt!«

Faren lader overgrebene finde sted, fordi han gerne vil

have besøg.

»Det var farens forklaring til os. Han sagde, at sex med

hans datter... det var så prisen. Men samtidig beklagede

han sig over, at flere af dem var udlændinge. Hvorfor? Jo,

for så kunne han jo ikke sidde og snakke med dem bagefter.

Bagefter har vi siddet og prøvet at finde en formildende

omstændighed ved faren. Det kunne vi ikke.«

Det ydre rum

Heller ikke rækken af gerningsmænd er som andre forbrydere.

Der er noget, der er helt, helt anderledes.

»Jeg har talt med mange kriminelle, og de fleste af dem

er jo til at snakke med. Uanset hvem vi har at gøre med i

vores virke, så kan man jo altid finde en platform, hvor man

kan tale sammen. Men jeg kunne ikke finde et ståsted. Det

var som at tale med nogle fra det ydre rum. Det var ligesom

svært at sætte sig i deres sted. Og det gør man jo ellers,

når man afhører. Også af rent professionelle grunde. Ellers

kan man simpelthen ikke afhøre. Desuden var flere af afhøringerne

gennem en tolk. Det gjorde det også vanskeligt.

Især når man er helt nede på det dér niveau: Hvad mener

du, når du siger samleje? Prøv at vise det.«

At afhøre folk fra det ydre rum. At møde mennesker, der

har så lidt empati, at selv en betjent som Ingolf Thomsen

– der selv er et familiemenneske – ikke kan åbne dem, er

grænseoverskridende. Der er ligesom noget, der slet ikke

fungerer på et menneskeligt plan. En brist. Ingolf Thomsen

udtrykker den brist med et vantro ansigtsudtryk, som han

igen og igen viser.

»Vi har snakket om det en million gange. En ting er, at

man taler i telefon om sådan noget. Men selv dér lader flere

af mændene samtalen slutte, fase ud, fordi de kan høre,

at hun er sgu ikke så gammel, som hun siger. Men når man

står i hytten, hvorfor fanden vender man sig så ikke bare

om? De fleste sagde jo, at hun fremstod ældre, end hun

Tøndersagen

4. august 200 modtager politiet

i Sønderborg et anonymt tip, der

danner baggrunden for en nærmere

efterforskning. Anmelderen er en

mand med indvandrerbaggrund.

24. august 200 anholdes faren

i hjemmet og varetægtsfængsles.

Pigerne fjernes af de sociale myndigheder.

Fra september til december anholdes

og varetægtsfængsles en række

mænd bosat i Sønderjylland.

1 . maj 2006 dømmer retten i

Tønder tre mænd for »anden seksuel

omgang end samleje« med pigen.

To af dem får to år og tre måneders

fængsel. Den tredje får to års

fængsel.

I juli 2006 idømmes en 38årig

mand fra Sri Lanka tre år og tre måneders

fængsel for misbrug af pigen.

Desuden udvises han af Danmark

for bestandig.

18. august 2006 bliver to afghanere

på 23 og 35 år idømt hver to

års fængsel for samleje med den

dengang 11årige pige.

2 . august 2006 udleveres en

58årig tyrkisk mand med tilnavnet

»Dromedaren« fra Tyskland til retsforfølgelse

i Danmark.

8. september 2006 forlænger retten

i Tønder varetægtsfængslingen af

moren, der overflyttes til en psykiatrisk

afdeling.

. november 2006 idømmes

»Dromedaren« tre års ubetinget

fængsel for to samlejer med pigen

samt »anden kønslig omgang«.

11. december 2006 bliver moren

idømt psykiatrisk behandling for

medvirken til incest mod begge

døtre.

Overgrebene på den ældste pige

startede, da hun var to år gammel.

Hendes lillesøster blev udsat for

seksuelle overgreb fra seksårsalderen.

17. januar 2007 En 45årig tamil

idømmes seks års fængsel i Landsretten.

Han skaffede kunder til pigen fra

indvandrerkredsene i Sønderjylland,

ligesom han havde fem samlejer

med pigen.

20. februar 2007 idømmes faren ti

års fængsel ved retten i Tønder.

Han skal betale sagens omkostninger

og give sin ældste datter

200.000 kroner i erstatning.

Han erkender sig skyldig i alle 19

anklagepunkter og vælger ikke at

anke dommen.

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 2

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…

» Når jeg får det dårligt, så må jeg ud og gå. Bare ud og gå.

Jeg går i skovene ved Løgumkloster. «

24 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

var. Men det gjorde hun ikke. Hun fremstod som en tolvårig.

Det har retsmedicinerne også udtalt. Og samtidig havde de

jo alle sammen travlt med at sidde og sige: Vi er ikke pædofile,

vi er ikke pædofile. Men altså, hvis man...«

Konfrontationen med det forskruede pædofilunivers var

ikke noget, Ingolf Thomsen stod med alene. Men han stod

midt i det. Og i grunden uden de helt store forudsætninger.

»Vi tager os jo af al kriminalitet her på stationen. Men

jeg er specielt uddannet i brandårsagsefterforskning og

økonomisk kriminalitet. Jeg har ikke speciale inden for det

her område. Det var første dag efter sommerferien. Den

vanlige efterforsker af den slags sager var der ikke. Vi er

fem faste efterforskere plus turnusfolk. Jeg sidder så alene

med sagen i starten sammen med en turnusmand. Han

lavede et meget stort stykke arbejde. Jeg får dem jo, når

de er helt grønne. Men ham her, han var god. Efter cirka fire

måneder kom der så en fra Rejseholdet. Han tilkalder kort

efter en ældre, meget erfaren kollega.«

Da sagen er på sit højeste i begyndelsen af 2006 arbejder

syv mand med den alene, seks fra Rejseholdet og Ingolf

Thomsen. En af efterforskerne sidder udelukkende og journaliserer,

så meget materiale er der. I femten måneder beskæftiger

Ingolf Thomsen sig kun med den ene sag. Tidligere

har han haft bare en håndfuld incestsager. Det foregår

for lukkede døre, og pressen får kun adgang til kommentarer

fra enten politimester eller lederen af efterforskningen.

»Vi havde belejret biblioteket og fik skiftet låsen ud. Vi

havde 14 varetægtsfængslede arrestanter, og der var store

opslagstavler og plancher på alle væggene. Der sidder vi

så os seks og vi får snakket temmelig meget sammen i

de 15 måneder. Vi får også talt ud om, hvordan vi reagerer

– alt efter, hvad vi graver frem.«

Følelser på højkant

»Den her sag sætter sindene i kog. Det var pludselig et

spørgsmål om holdninger. Kan man virkelig gøre det her?

Pigen er for eksempel blevet videoafhørt otte gange.

Normalt siger man, at to gange videoafhøring – det er altså

mange afhøringer at skulle igennem for et barn. Men det er

vi jo nødt til. Det er næsten forbudt for os overhovedet at

tale med hende, hvis hun ikke er videoovervåget.«

Diskussionerne kan for en udenforstående godt ligne en

mandeting. Man viser følelserne på en udadvendt, maskulin

måde.

»Vi har haft højrøstede diskussioner om efterforskningen,

men vi har haft et skidegodt samarbejde. Folk begynder

ikke at tude, men man kan jo godt mærke noget på folk

alligevel. Vi fik et tæt sammenhold i det bibliotek. Vi har

talt en del om, at vi var påvirkede. Man bliver stridbar. Man

går sådan lidt op imod strømmen.«

At skulle arbejde med en så omfattende pædofilisag giver

på mere end en måde et kolossalt pres på efterforskerne.

Der er øjne, som hviler på hver en bevægelse i efterforskningen.

Da de første tre sigtede deltager i et retsmøde

i november 2005, får offentligheden nys om sagen. Presset

øges. Ingolf Thomsen trækker i håndbremsen. Han må

have luft.

»Jeg tager i alt fem ugers sommerferie, og jeg tager i

sommerhus med familien på Fyn. Jeg kan huske, at vi havde

så fint vejr. Jeg er spejderleder i min fritid, og vi er ved at

bygge ny spejderhytte. Det skal vi også væk fra, for det er

også en belastning i hverdagen. «

På vejen igen

Da Ingolf Thomsen vender retur fra ferien, optager sagsbehandlingen

hele arbejdstiden. I oktober sygemelder han

sig.

»Når jeg mødte på arbejde, vidste jeg ikke, om jeg skulle

gå til højre eller venstre. Da jeg på et tidspunkt skulle afhøre

en advokat om noget økonomisk kriminalitet, så tænkte

jeg kun på: Er han dog ikke snart færdig med at plapre løs?

Det starter med, at man overhovedet ikke gider gå på arbejde.

Man er træt hele tiden. Jeg fik også spændinger i

nakken. Og ved middagstid sagde jeg til mig selv, at jeg

ikke ville starte på noget nyt – halvdelen af dagen var jo

allerede gået. Problemet er, at den eneste, der ved noget

om det fra start til slut – det er mig.«

Ingolf Thomsen får psykologbistand under sin sygemel

»Glemme Tøndersagen, det gør man ikke.

Men man kan komme på afstand af den.«

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 2

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…

26 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

ding, fem konsultationer er det blevet til foreløbig. Han er

– som han selv siger – ikke helt færdig endnu.

»Man snakker jo om, hvordan man har det. Hun kan give

en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det. Det

hele svinger meget. Det er ikke ligesom et brækket ben, der

stille og roligt heler. Med det her er det anderledes. Man

har det fint den ene dag, så får man det dårligt, så fint igen,

så dårligt.«

Selve Tøndersagen diskuterer Ingolf Thomsen ikke med

psykologen.

»Vi taler om, hvordan jeg skal gribe mit liv an i fremtiden.

Sagen kan man jo ikke lave om på. Den er, som den er.

Og den har sat et uudsletteligt spor, det må man nok sige.«

Årsagen til det kolossale pres, Ingolf Thomsen og de

andre efterforskere kom under, skyldes ikke mindst interessen

udefra.

»Vi var overraskede over den politiske storm. Den konstante

bevågenhed, den giver også stress. Socialministeren

og justitsministeren kommenterer pludselig sagen. Det

var et enormt pres, og mange ting blev også pludselig taget

ud af hænderne på os. Jeg har haft langt større sager, og

det var ikke noget problem. Men med medierne og alt det

oveni... Så snart man åbner en radio, så hører man jo om

sagen, den er i tvavisen hver aften.«

Så arbejdet med Tøndersagen fulgte med hjem.

»Normalt kan man godt have med færdselsdrab eller

drab at gøre uden at tage det med hjem. Der kan da godt

lige være en tanke, imens man ser fjernsyn. Den dér, den

skal du lige huske at få undersøgt i morgen. Men jeg sidder

jo ikke og efterforsker børneporno til daglig. Med den her

sag, den lå jeg og tænkte på om aftenen, når jeg skulle

sove. Jeg vågnede alt for tidligt – og så tænkte jeg med det

samme på den lortesag igen.«

Med hjem

Ingolf Thomsen har en datter på 12 år. »Fars pige«, som

han selv siger. Lige så gammel som den forurettede pige i

Tøndersagen, da anmeldelsen blev lagt på Ingolf Thomsens

bord.

»Når man kommer hjem og ser sin egen datter, så laver

man jo også nogle sammenligninger. Og så bliver man

mere hudløs. Jeg har tidligere talt med forældrene i pædo

» Når man kommer hjem og ser

sin egen datter, så laver man jo

også nogle sammenligninger.

Og så bliver man mere hudløs.«

filisager. Jeg sagde: ’hør nu her, det nytter altså ikke at rende

ud og banke en eller anden’. Det mener jeg stadig. Men

nu forstår jeg dem nok bedre.«

Ingolf Thomsen holder en lang pause. Så siger han det.

Stille og roligt: »Jeg ved sgu ikke, hvad jeg selv ville gøre.«

Han ligner ikke en afstumpet selvtægtsmand, der tænker

på kastration eller nakkeskud. Han ligner en mand, der

helt enkelt ikke har fantasi til at forestille sig den situation,

han henviser til.

Det indre rum

»Jeg trækker en parallel til mit job som spejderleder. De

unge spejderledere kan ikke forstå, at forældrene pylrer

sådan. Så fortæller jeg dem, at en af glæderne ved børn er,

at man får en masse bekymringer. Det er en af de helt store,

positive ting, de bringer med sig,« siger Ingolf Thomsen

Kristian Ditlev Jensen er freelancejournalist

og bosat på Fyn. Han er 36 år gammel og

forfatter til en række bøger blandt andet den

anmelderroste debut, erindringsbogen

»Det bliver sagt« fra 2000. Her beskriver

forfatteren, hvordan han i årevis som barn

blev misbrugt af en pædofil mand.

og smiler med sønderjysk lune for første gang under interviewet.

Et af de helt store problemer for Ingolf Thomsen – som

også kendes af folk, der arbejder med børneporno – er en

sær form for ensomhed. Politifolk er vant til tavshedspligt

og omgang med fortrolige oplysninger. Men her er der samtidig

noget andet på færde. Efterforskere af pædofilisager

ender med at skulle rumme alt det ulækre selv. De risikerer

at blive en mental skraldespand. Som regel fordi de vil

beskytte deres egne pårørende.

»Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her

sag. Min allernærmeste vidste det. Men allerede i starten

af året sagde min bror pludselig til mig: Jeg ved godt, hvad

du arbejder med. Han kunne mærke det på mig, sagde

han. Min kone vidste det. Og man skal jo læsse af et sted.

Men enkelthederne…«

Ingolf Thomsen holder en kort pause og ser pludselig

meget trist ud. Så samler han sig hurtigt og fortsætter.

»Men dem er hun jo heller ikke interesseret i at høre.

Dem har jeg brugt mine kolleger til. Og det var de gode til at

håndtere. Normalt kan man jo godt snakke om ting indbyrdes,

men ikke den her sag. Ens egen blufærdighed bliver

krænket. Det kan nok give en form for ensomhed. Samtidig

bliver det dér seksuelle, som vi jo alle har, det bliver på en

eller anden måde gjort til noget ulækkert.«

En del efterforskere af børnepornografi ændrer automatisk

adfærd i hjemmet både i forhold til badning af små

børn og nogle også over for deres samlever. I Tøndersagen

har efterforskerne ikke set fotos eller anden billeddokumentation.

»Jeg sidder jo ikke og efterforsker børneporno hver dag,

og den her sag har ikke omfattet det visuelle bevismateriale.

Jo mere konkret det bliver, jo værre er det. Derfor er billeder

også værre. Jeg kan godt forstå, hvis det kan påvirke

andre på den måde. Hvis man skulle sidde og se på sådan

noget, så gider man sgu ikke den slags bagefter, tror jeg.«

»Det, der har påvirket mig mest, er, at det overhovedet

har kunnet lade sig gøre. At ingen har lagt mærke til det.

Jeg bebrejder ingen, for pigen har allerede som lille barn

kunnet leve en dobbelttilværelse uden at falde igennem.

Hvordan har hun kunnet klare det? Hvordan kunne det

komme så vidt?«

Husker det for evigt

»Glemme Tøndersagen, det gør man ikke. Men man kan

komme på afstand af den. Jeg er sådan set glad nok for

sagen, for man lærer jo noget af sådan en sag. Og det er

ikke kun fagligt, selv om det jo har været en utrolig spændende

sag. Men derudover er der ligesom også noget i én

selv, der falder på plads. Man får ligesom set, hvilken bagside

af medaljen tilværelsen også kan være. Kedelig og

normal, det er pludselig blevet meget tiltalende. Den har

også givet lidt kollegialt sammenhold, der nok varer ved.

Nu er den kommet på afstand. Når der kommer noget om

den, så slukker jeg som regel. Jeg gider ikke høre om det.«

Da Ingolf Thomsen blev sygemeldt, var det på grund af

stress. Men det værste for ham var ikke, at han havde haft

for travlt. Det værste var, at han skulle melde ud, at han

ikke længere kunne noget som helst.

»Bare at planlægge noget... man får åndenød, spændinger,

hovedpine. Men det hårdeste er at skulle melde fortabt.

Jeg ved ikke, hvorfor det var så hårdt at skulle melde

det ud. Men for mig var det det værste. Jeg skrev en email

på tre linjer. Jeg tror, det tog mig to en halv time at skrive

den mail. Det var måske et særligt stort problem for mig,

fordi jeg er typen, der påtager sig for meget. Jeg er stadig

ikke oppe på fuld tid.«

Overstået?

I maj måned sidste år fik efterforskerne en psykologisk

debriefing, og der følger sandsynligvis en mere. Ved briefingen

berørte psykologen de typiske symptomer som søvnproblemer

og humørsvingninger for at afgøre, om nogen

havde et behov for yderligere psykologhjælp.

»Det tog tre en halv time, og bagefter var der fællesspisning.

Man skal lige løsne tungen, det har vi mænd jo brug

for, når vi skal tale om følelser. Det er fint at tale om sagen

nu. Det kan jeg sagtens. Sagen er vi jo kommet over.«

Bliver det her den værste sag i din karriere?

»Ja. Det håber jeg da.«

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 27

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…

Over grænsen?

Ældre og garvede efterforskere udvikler

et professionelt filter over for børneporno.

Yngre betjente kan blive voldsomt påvirkede

af at se på misbrug – især af små børn

Af Kristian Ditlev Jensen og Janne Aagaard

»Det er et beskidt arbejde, men nogle skal

jo gøre det.«

Den slidte frase får en helt ny betydning,

når den dukker op i forbindelse med efterforskning

af børnepornografi og pædofilisager.

For de sager trækker virkelig tænder ud.

I en projektrapport fra politiets lederkursus

i 2005 har Søren Thomassen interviewet

ti politiansatte om reaktioner og

følelsesmæssige omkostninger ved at

efterforske sager om børneporno.

Rapporten viser med al tydelighed de

karakteristiske traumatiske træk. De ti adspurgte

betjente arbejdede dagligt med

dokumenterede overgreb på børn i form af

film eller billeder – i daglig tale »lettere børneporno«.

Stor erfaring mindsker risiko

»Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan

de ansatte bliver påvirket. Det afhænger

blandt andet af, hvor lang tid de har

været i styrken – de to yngste var de mest

påvirkede af de adspurgte. De havde kun

arbejdet med området i kort tid og meget

intensivt med børneporno,« siger forfatteren,

politikommissær Søren Thomassen.

Alle var enige om, at film var værre end

28 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

billeder, og at film med lyd – sammen med

overgreb på spæde børn – påvirkede mest.

De ti ændrede alle indstilling til arbejdet og

påtog sig et professionelt filter.

»Efterforskerne formåede at fokusere

ikke på selve overgrebet, men på efterforskningsmulighederne.

På trods af filteret

blev grænserne for det »ubærlige« langsomt

rykket.

Flere fortalte, at de med tiden følte sig

mindre påvirkede, især når drejede sig om

overgreb på teenagere. Der skabes en professionel

distance på godt og ondt,« siger

Søren Thomassen.

Nøgenhed tabubelagt

Halvdelen af de interviewede ændrede

adfærd i hjemmet som følge af arbejdet:

Tre begyndte at sove med undertøj på

grund af bekymring for, hvordan deres egne

børn ville opfatte nøgenhed. To sikrede sig,

at de til enhver tid var påklædte derhjemme,

fordi de ikke ville have, at deres børn

skulle synes, at de var »mærkelige«.

En betjent oplevede at miste sexlysten,

fordi han i sit arbejde så børneporno blandet

med voksenporno og dermed væmmedes

og tændtes han på skift. Den blanding

af lyst og afsky er ødelæggende for den

naturlige seksuallyst.

Det skete kun enkelte gange, at politifolkene

tænkte på filmklippene uden for arbejde.

Flere af dem havde dog klip eller billeder,

der havde sat sig fast på nethinden.

»Ni ud af ti ændrede adfærd i forhold til

badning af deres egne børn, og de var for

eksempel påpasselige med ikke at vaske

kønsdele, fordi de ikke ønskede at give børn

eller samlever anledning til at tro, at de

overskred normale grænser,« siger Søren

Thomassen.

Flere af de interviewede lod også døren

stå åben til badeværelset af samme årsag.

Syv ud af ti fortalte ikke deres samlever om

arbejdets detaljer med begrundelsen, at de

ville skåne partneren.

Ofte bemærkede de interviewede, at

kollegerne virkede nedtrykte, var i dårligt

humør eller isolerede sig. Fire ønskede sig

en bedre forberedelse til arbejdsområdet,

mens var generel opbakning til fast psykologisk

supervision.

To ansatte mente, at efterforskningen

skulle varetages alene af specialister.

Faste medarbejdere aflastes

Siden Søren Thomassens rapport er der

blevet indført supervision med psykologer

til de otte til ti faste medarbejdere hos det

Nationale ITEfterforskningscenter (NITEC),

der beskæftiger sig intenst med efterforskning

af børnepornografi.

Foreløbigt er det et forsøg, og det skal

evalueres til efteråret. Men for kredsene

og øvrige medarbejdere er der intet krav til

supervision.

»Det vil være vanskeligt at indføre obligatorisk

supervision for kredsene, fordi de

ansatte kun lejlighedsvist arbejder med

børnepornografisk materiale,« siger Lars

Torp, vicepolitikommissær i NITEC.

På samme måde har de 49 aktive videoafhørere

fået obligatorisk supervision, mens

politiets sagsbehandlere ikke har det.

»Vi forsøger at aflaste sagsbehandlerne

ved at indføre et program med et søgefilter,

der kan genkende materiale, man allerede

har set. Et program undersøger både harddisken,

dvd‘er og cdrommer for allerede

læste filer og skulle gerne være med til at aflaste

de ansatte i kredsene,« siger Lars Torp.

PAS PÅ DIG SELV

Red Barnets psykolog Kuno Sørensen

anbefaler, at man tager følgende

forholdsregler, når man arbejder med

seksuelt misbrugte børn:

Undgå at se på billeder og film med

børnepornografi en hel arbejdsdag

Vær opmærksom på, at dine personlige

grænser kan flytte sig

Arbejd ikke alene

Brug både individuel og gruppesupervision

fire gange årligt

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 2

SKANDINAVIEN RUNDT

SVERIGE

n noter

Svenske patruljevogne

får hjertestartere

I foråret udrustede politiet i Stockholm 20

patruljevogne med defibrillatorer, som kan

starte et menneskes hjerte med strøm.

Samtidig blev en række politier uddannet

i at bruge apparaterne, for tiden er den

afgørende faktor for overlevelse ved hjertestop.

Forsøget med hjertestarterne er treårigt,

og målet er at uddanne 100 politifolk i brugen

af dem inden sommer.

Politiet i Karlstad har haft defibrillatorer i

fire patruljevogne siden 2000. Mindst et liv

er blevet reddet, fortæller hundefører Magnus

Jarneman:

»Politiet skal jo øge trygheden i samfundet,

og ofte er det politiet, der kommer først

til en ulykke. Det er en jagt på sekunder.«

-fie/polisen.se

Luftpudebåd nyt

svensk transportmiddel

Politiet i Västmanland behøver ikke længere

at holde sig til traditionelle transportmidler

som biler, motorcykler eller helikoptere.

Nu kan de svæve hen over Sveriges

tredjestørste sø, Mälaren, i Søredningskorpsets

nye luftpudebåd.

»Luftpudebåden gør, at vi kan tage ud og

lede både forår og efterår, når isen ellers

hverken bærer eller brister. Båden er klar til

indsats i løbet af 15 minutter, efter alarmen

er gået,« fortæller LarsGöran Johansson,

chef for politiets hundeenhed i Västmanland.

At have adgang til en luftpudebåd er

vigtigt for at øge sikkerheden på Mälaren,

hvor sejlrender og revner i isen gør det besværligt

at søge efter forsvundne personer.

Tidligere har politiet kunnet rekvirere

helikoptere og fly ved eftersøgninger

– nu er luftpudebåden i lokalområdet, og

den kan sættes hurtigt ind og kan søge i

længere tid.

Den kan desuden bruges i dårligt vejr,

når det ikke er muligt at overvåge fra luften.

-fie/polisen.se

0 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Sverige er Skandinaviens

duks i mangfoldig

rekruttering:

Hver sjette

politielev har

anden etnisk

baggrund

Sverige er uofficiel nordisk mester i

mangfoldig rekruttering. Hver fjerde svenske

politielev er kvinde, hver sjette har en

anden etnisk baggrund.

Både Danmark og Norge har problemer

med at tiltrække etniske ansøgere til

både politi og administration, og derfor er

en fællesnordisk vidensdeling sat i gang.

En delegation fra Rigspolitiets personaleafdeling

besøgte Politiskolen i Norge

i foråret. Politi fra Island, Norge, Sverige,

Finland og Danmark mødtes for at diskuttere

rekrutteringsstrategier for at øge

mangfoldigheden i medarbejderstaben.

»Vi blev bekræftet i, at vi allerede gør

det rigtige: nemlig at tage ud og møde

målgruppen personligt. Den lokale rekruttering

virker, og det var alle deltagende

lande enige om,« siger Martin Gravesen,

vicepolitimester i Rigspolitiets personaleafdeling.

Unge svenskere vil gerne have en karriere,

hvor der står »Polis« på arbejdstøjet.

I hvert fald søger cirka 15.000 personer

hvert år om optagelse på den svenske

politiskole, og 1.660 kommer ind på uddannelsen,

hvor der er studiestart to gange

årligt. Hver fjerde elev er kvinde, og

hver sjette har anden etnisk baggrund.

Danmark har langt endnu: Sidste år

var 22 procent af eleverne kvinder, mens

blot fire ud af hundrede havde en anden

» Dansk politi bør i en vis grad afspejle befolkningen.

Især har vi brug for at få flere med anden etnisk

baggrund. En mere ligelig sammensætning af

politikorpset kan bidrage til en større forståelse for

og tilslutning til politiets arbejde «

Lene Espersen, justitsminister (K)

etnisk baggrund. Samme problem

har Norges politiskole. Her er blot tre

ud af hundrede med anden etnisk

baggrund. I alt uddanner Norge årligt

360 elever på Politihøgskolen.

Fælles for både den danske og

norske uddannelse var et fald i antal

ansøgere i 2006 i forhold til året før,

mens svenskerne kan glæde sig over

NORSK POLITIBLAD

FÅR PRIS

at have fået flere ansøgninger end

nogensinde før.

I Danmark søgte knap 1.400 om

optagelse, i Sverige 15.000, og i

Norge var tallet cirka 2.000.

-fie/jaa

Vores kolleger i Norge begyndte i slutningen af

2006 at udgive et personaleblad til alle ansatte i

norsk politi. Og det har de gjort så godt, at de nu har

fået en kommunikationspris for magasinet, som slet og

ret hedder »Norsk Politi« og kan findes på www.politi.no.

Prisen er givet for det bedste interne blad i 2006, og juryen bestod af folk

fra forskellige dele af den norske kommunikationsbranche. De lagde vægt på,

at bladet er et gennemført nyhedsmagasin af høj kvalitet, som skaber identitet

og stolthed hos politiets medarbejdere. -fie/politi.no

NORGE

n noter

Norsk sygefravær i bund

Mens ansatte i norske virksomheder havde et generelt

sygefravær på cirka 6 pct., var ansatte hos

det norske politi anderledes raske med bare 4,8

pct. sygefravær. Den gode statistik skyldes fokus

på arbejdsmiljø og sikkerhed, fortæller sektionschef

i Politidirektoratet i Oslo, Egil Svartbekk:

»Vi har arbejdet med sundhed, miljø og sikkerhed

i distrikterne kontinuerligt i mange år. Men vi

har ikke nået målet endnu, og vi skal fortsat arbejde

for at få sygefraværet ned.«

Flere medarbejderundersøgelser viser, at de

politiansatte trives på jobbet, og det er grunden til

det lave sygefravær, mener Egil Svartbekk.

-fie/politi.no

Flere klager mod norsk politi

Politidirektoratet i Oslo har offentliggjort den nationale

statistik over klager fra befolkningen over

politiet. I alt klagede 700 nordmænd efter mødet

med en norsk politiansat sidste år, og det skal ses

i lyset af cirka 400.000 anmeldelser, 1,8 millioner

bileftersyn og udstedelse af 600.000 pas.

I medierne blev klagerne udråbt til en regulær

»klagestorm«, men de 700 klager svarer til cirka to

klager per måned for hver af landets 27 politikredse.

I fire ud af ti klager fandt politiet, at der

var grundlag for kritikken.

»Vi skal bruge tallene, så flere bliver glade for

at møde politiet (..) Politiet ønsker at fremstå som

en etat, der tager den enkelte borger alvorligt,

også når det drejer sig om kritiske bemærkninger

til politiets optræden,« siger vicepolitidirektør i

Politidirektoratet Vidar Refvik. -jaa/politi.no

Antallet af anmeldelser falder i Norge

Også i Norge smiles der ved politichefbordene,

når anmeldelsesstatistikkerne dumper ind. Ligesom

her i landet falder antallet af anmeldte lovovertrædelser.

I 2006 blev der anmeldt 276.651

lovovertrædelser til det norske politi, og det er en

nedgang på næsten 20 pct. siden 2002, skriver

magasinet »Norsk Politi«.

Hver sjette sag er simpel berigelseskriminalitet,

nemlig indbrud og tyveri, men siden 2002 er

antallet af den slags sager faldet med næsten en

fjerdedel. Her i landet har vi i de senere år set en

stigning i antal voldsanmeldelser, og nordmændene

melder om samme tendens. Norges samlede

opklaringsprocent lå sidste år på 37.

-fie/politi.no

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1

FAGLIGT SET

Respekt i marken

– fordomme i baglokalet

Gellerups nærpoliti behandler udlændinge med respekt og omsorg,

men i baglokalet luftes fordomme og generaliseringer

2 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Af Louise Mejnertz

Nærbetjentene Niels og Ulrik bevæger sig

roligt rundt i den somaliske klub i Gellerupparken

i det vestlige Århus. De tjekker, om

der er gemt khat i klubben. De smiler og

klapper de somaliske mænd på skuldrene.

»Du klarer det godt, Muhammed,« siger

Niels til den daglige leder.

Senere samme aften er vi tilbage på

stationen:

»Somalierne er mindst 100 dummeår

bagefter os. Da de kom her til Danmark, gik

de ud for at samle brænde, for de kunne

ikke finde ud af at lave mad på elkomfur,«

siger Ulrik og griner.

»Deres kultur ligger jo milevidt fra det

her. De kommer fra jordhuler, og som Jens

ynder at sige: Det første, de møder, når de

bliver født, det er jorden. De bliver dumpet

ud i halmen ligesom sådan et dyrebarn,« tilføjer

Niels.

Antropolog på arbejde

»Baglokalesnak« foregår inden for alle

fagområder. På hospitaler bruger sundhedspersonalet

ofte humor til at træde ud af

alvoren. De anfægter tabuer og bryder de

normer, der gælder, når de omgås patienterne.

I »baglokalet« hånes patienterne, kunderne

eller cheferne, når de er ude af syne. Det

skaber en distance til arbejdet, og de ansatte

tanker op, så der er energi til de mennesker,

de arbejder med.

Under mit antropologspeciale fulgte jeg

nærpolitiet i Gellerup i fire måneder og fik

indblik i betjentenes brug af baglokalesnak

som ventil.

På trods af at nærbetjentene kender

områdets udlændinge godt og får nedbrudt

mange fordomme under det lokale arbejde,

er forskellen på nærbetjentenes sprog i

marken og bag lukkede døre slående. Her

lufter de generaliseringer omkring udlændinge,

hvor gængse stereotyper og fordomme

dominerer. Mødet mellem nærbetjentene

og byens udlændinge bærer ellers præg

af engagement, omsorg og respekt. Betjentene

foretrækker det præventive arbejde,

og det handler ikke om at stange en masse

bøder over disken, men om at opbygge et

godt netværk i området.

Vi kender dem

Nærbetjentenes arbejde bygger på personkendskab,

og det er den mest synlige forskel

på nærbetjentene og deres kolleger fra

Århus Politigård. Mens vagtholdsbetjentene

ofte foretager en hurtig overflyvning, fordyber

nærbetjentene sig i konkrete sager

og konkrete ballademagere.

»Vi kender dem herude og møder derfor

enkeltindivider. Kollegerne inde fra Gården

møder en gruppe unge andengenerationsindvandrere,«

fortæller nærbetjenten Erik:

»Det er sådan, at en nærbetjent bruger

den forreste del af sin hjerne på politiarbejde.

Det er det, vi er her for. Men vi bruger

også den bagerste del, og den bruger vi

til at fungere som skolelærer, pedel eller

socialpædagog.«

Nærbetjentene involverer sig langt ud

over stillingsbeskrivelsen. De hjælper unge

udlændinge med at få job og komme ud af

kriminalitet, de deltager i fodboldturneringer,

besøger områdets klubber og finder

ofte på alternative løsninger, når de unge

laver ballade.

Fordomme i baglokalet

Nærbetjentene tager skarp afstand fra racistisk

adfærd. Men når de smækker døren til

bilen eller tager sig en kop kaffe i baglokalet,

snakker de ofte om gruppen af somaliere,

arabere eller muslimer. Snakken cirkulerer

omkring generaliseringer og fordomme,

som når nærbetjentene fremhæver, at udlændinge

lever i en forældet tid. Muslimer

er »primitive« og »middelalderlige«, og

somaliere er »flere hundrede dummeår

bagefter«.

Udlændinge omtales i sarkastiske vendinger

som perkere eller pindearme, men

som nærbetjenten Bo en dag sagde til mig:

»Vi siger nogle ting – også hårdt – men

det er jo oftest sarkastisk ment. Det er i

hvert fald ikke racistisk ment.«

Ventil for arbejdet

Jargonen i baglokalet er ikke udtryk for, at

betjentene spiller en rolle, når de er i marken.

Tværtimod. Hver dag møder nærbetjentene

triste skæbner og konfronteres

med samfundets mest socialt belastede

borgere.

De bruger tid og energi på at hjælpe

mennesker og føler en stor forpligtigelse

over for både udlændinge og danskere. I

nærområdet kender og genkender alle

nærbetjenten, og han kan ikke gemme sig

bag uniformen. Arbejdet som nærbetjent er

intenst, og når betjentene hver dag tager en

masse ind, er det vigtigt, at de også tømmer

ud.

Gjorde de ikke det, ville de brænde ud i

løbet af kort tid. Baglokalet er stedet, hvor

de lukker op for ventilen og får afløb for

hverdagens alvor. Her letter nærbetjentene

presset, så de kan klare den til tider hårde

hverdag, de oplever.

Vedligeholdelse af det

kollegiale fællesskab

Snakken i baglokalet fremmer også fællesskabet

og kendetegner en særlig kultur, der

eksisterer inden for dansk politi. Når nærbetjentene

»slår sig ned« i Gellerup, adskiller

de sig geografisk og mentalt fra Gårdens

betjente.

Gennem baglokalesnakken mindsker

nærbetjentene afstanden ind til kollegerne

fra vagthold, som de vender tilbage til efter

et til to år som nærbetjent.

De erfarer, at tingene ikke er så sorthvide,

som de ofte tager sig ud, når de suser

igennem området i en patruljebil. Gellerup

er faktisk et godt sted at være. Den erfaring

deler de dog sjældent med kollegerne fra

Gården, fordi de ikke vil opfattes som hellige.

Louise Mejnertz blev i 2006 cand.mag. i etnografi

og social antropologi. Hun bor i Skanderborg,

er 29 år og i øjeblikket på barsel. Hun fulgte

nærpolitiet i Brabrand fra efteråret 2005 og til

foråret 2006.

Glæd dig til næste nummer:

forside_nr02_160507.indd 1 16/05/07 10:02:14

Politi 02 udkommer den

3. august 2007

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |

VERDEN RUNDT

USA:

4 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007

Smil til bankrøveren

Af Christine Kloster

Hvordan får man en bankrøver til at opgive sit forehavende

og gå tomhændet ud ad døren? FBIagent Larry Carr, der er

ekspert i bankrøverier, er ikke i tvivl. De ansatte skal smile

til ham.

Lyder det underligt? Larry Carr er overbevist om, at det

er hans system »Safecatch«, der har halveret antallet af

bankrøverier i Seattle. I de første tre måneder af 2006 var

der 80 røverier, i samme periode i år: 44.

FBIagenten anslår, at 90% af bankrøverier i Seattle

foregår ved, at bankrøveren afleverer en seddel til bankassistenten,

hvor der står, at dette er et røveri. De vil helst

aflevere deres seddel uden alt for meget opmærksomhed

og uden at tale med nogen.

Sidste år fik First Mutual Bank i Seattle besøg af en

mand, der var iklædt solbriller, hat og havehandsker. Måske

»The Garden Glove Bandit«, der hærgede området mellem

En brud fra Georgia, der forsvandt kort før sit bryllup for

et par år siden, optræder nu i en hvervekampagne for

politiet. Jennifer Wilbanks var som sunket i jorden efter

en løbetur. En uge efter dukkede hun op i en anden stat.

Forklaring: Hun var blevet kidnappet.

FBI undrede sig, og hun indrømmede, at hun havde fået

kolde fødder. Reklamen viser en brud og teksten:

»Træt af dit gamle liv? Prøv politiet.«

Associated Press 29. marts 2007

Colombia:

En lastvognschauffør fra Bogota ærgrer sig

nok over, at han ikke sagtnede farten inden

et sving på motorvejen 200 km nord for

hovedstaden. Lastvognen skred ud, og heldigvis

slap chaufføren uskadt fra ulykken. Det

gjorde lastvognen ikke, og da siderne og taget

blev flået fra hinanden, røg lasten på næsten

et ton kokain ud på vejen. Politiet mener, kokainen

var på vej til havnen for at blive fragtet

ud af landet med skib.

Associated Press 20. april 2007

Sydafrika:

marts 2004 og november 2006. Bankdirektør Scott Taffera

besluttede sig for at afprøve venlighedstaktikken. Han

hilste hjerteligt på ham og spurgte, om han ikke skulle tage

hans hat og jakke. Derefter ledte han ham over til en anden

bankassistent, der fortsatte i samme stil. Den potentielle

bankrøver bad om at få vekslet nogle mønter og forlod banken.

Det er dog ikke altid, at systemet virker.

»Hvis bankrøveren bliver truende, så råder jeg altid de

ansatte til at gøre, hvad de bliver beordret til,« siger FBIagenten

til Seattle Times.

Seattle havde tidligere den tvivlsomme ære at være på

fjerdepladsen i USA, når det gjaldt antallet af bankrøverier.

The Seattle Times

11. april 2007

I landet, hvor en kvinde bliver myrdet hver 6. time, er man

naturligvis meget opsat på, at resten af verden har tillid til,

at de kan håndtere sikkerheden som værter for VM i fodbold

2010. En længere indkøbsliste er ved at blive produceret.

På den står bl.a. fire fly med videokameraer, der kan sende

direkte til betjente på jorden. 450 millioner kr. er blevet bevilget

oven i det normale budget.

The Independent 29. marts 2007

Indien:

Italien:

En farlig blanding af sort magi, heavy

metal og narko fik for et par år siden en

gruppe satanister til at gå amok og gennemtæve

nogle af deres egne og derefter

begrave dem levende i en skov uden

for Milano. De er bag lås og slå nu, men

politiet støder på flere og flere af samme

slags, så nu vil de oprette en enhed, der

er specielt rustet til at tackle den slags

forbrydelser.

BBC 11. december 2006

Blomsterduftende, selvlysende uniformer? Lyder det

som en dårlig vittighed? Det bliver snart virkelighed for

politiet i den vestlige delstat Gujarat. Selv efter vask vil

styrken på 300.000 mand dufte godt, for uniformerne er

blevet imprægneret med sejlivede duftstoffer, der kan

modstå vand. »Vi ser frem til at fremstå med en behagelig

aroma,« siger en højtplaceret politimand til Reuters.

Reuters 13. marts 2007

Spanien:

Politiet i Madrid har netop anholdt en mand, der har

gjort livet ubehageligt for nogle unge kvinder samt

politistyrken. Korrekt uniformeret som betjent passede

han kvinder op på gaden og bad dem om at assistere

i efterforskningen af en sag. Herefter blev de

kørt til et afsidesliggende lokale og befølt. Kvinderne

gav et enslydende signalement, og så var det ellers

bare om at ligge på lur efter den falske betjent.

El Pais 14. april 2007

New Zealand:

Australien:

Colin Barnett, en 46årig kunstner uden

succes fra Melbourne, fik den lyse ide at

stille en pakke med ordet »FREDSBOMBE«

ved et galleri. Derefter alarmerede han

politiet. De tog ingen chancer, afspærrede

området og sendte bombeeksperter ind.

Fredsbomben viste sig at være en lervase,

og i stedet for anerkendelse har kunstneren

netop fået en betinget dom på 15 måneders

fængsel.

The Australian 4. april, 2007

Hvad gør man, når man har fået stjålet noget? Man melder

det til politiet. Det var åbenbart den rygmarvsreaktion, der

fik en midaldrende kvinde fra Napier til at gribe telefonen

og anmelde tyveriet af sine tre marihuanaplanter. Det var

angiveligt fjerde gang, det skete. »Jeg vil kunne have mine

ting i fred, selvom de står udenfor,« brokkede hun sig til

den lettere forundrede betjent.

The New Zealand Herald 9. marts 2007

Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |

AT FÅ TAGET DEN REDAKTIONELLE MØDOM

Kend din læser på travet

Konceptudvikler og journalist Knirke Egede kæmper med at finde sin kernelæser

af det nye magasin – og med en stor portion præstationsangst

Mens dette skrives, sidder

min redaktør et sted og er

præcis lige så rødglødende,

som hendes hårfarve berettiger

hende til. Denne klumme

skulle være afleveret for

mindst ti timer siden, men

præstationsangsten har

taget sit solide greb i mig.

Ikke kun skal jeg skrive til

et blads jomfrunummer.

Den første gang er altid svær, resultatet bliver ofte lidt

kejtet. Det ved alle...

Men dette er ikke et hvilket som helst blad. Det er et

blad, som mennesker ansat i politiet skal læse. Det er på

en gang ret cool og temmelig angstprovokerende.

Når en redaktion bag et magasin mødes, sætter man ord

på den typiske udgave af læseren også kaldet en kernelæser.

Denne fiktive læser får sit eget liv med tiden, og

man refererer ofte til vedkommende i en vennesæl tone

såsom:

»Nu skal lille Louise også gide læse det.« Jeg har haft

kernelæsere som eksempelvis lille Louise fra Bjerringbro

og Gurli fra Ringsted. Henholdsvis til et musikblad og et

website.

Som freelancer er man sjældent med til at skabe en

kernelæser, og under redaktionsmødet til magasinet

opstod et sandt idébombardement af nørdet kriminalteknik,

seriemord og alskens blå blink. For da vi opdagede,

hvilken festbuffet af artikelemner det drejede

sig om, blev vi forvandlet til en børneflok på fri fod i

vej selvslikbutikken.

Fantastiske forslag og inspirerende idéer føg gennem

luften. Og redaktøren så mere og mere træt ud.

»Men gider en jysk betjent læse om det – eller hende,

der sidder på motorkontoret?,« spurgte hun igen og igen,

mens vi andre lod begejstringen bisse gennem redaktionslokalet.

Da mødet var slut, havde vi mange idéer at gå i gang

med. Men jeg manglede stadig at få skabt et indtryk af

kernelæseren. Ham eller hende, som jeg i mit eget hoved

skriver til. Så jeg gennemgik mine egne politibekendtskaber.

Den første politiperson er min søsters venindes mand.

En meget, meget alvorlig og lidt selvhøjtidelig mand med

det klassiske overskæg, som det påstås, at især den

jyske del af styrken er glade for. Hvis jeg skal skrive til

ham, kan jeg lige så godt opgive. Uanset hvad vil han

synes, at jeg er alt for pjattet og useriøs.

Der er også ham, som frekventerer min kærestes

stamsted, og som indtager ufattelige mængder af fadøl

og ofte bemægtiger sig jukeboksen med et »uden

rock‘n‘roll går det ikke«. Han ville kunne lide korte artikler,

gode interviews og en masse mindre nyheder. Han ville

helt sikkert også være meget fokuseret på billederne.

Men... der er faktisk lidt for meget gang i ham. Måske er

min kernelæser mere alvorlig og eftertænksom, ligesom

ham jeg sad ved siden af til et middagsselskab.

Han var faktisk så alvorlig og eftertænksom, at han

ikke sagde noget hele aftenen. Igen gik jeg i stå der midt i

ideudviklingen. Indtil jeg så listen over, hvilke bøger og

film vores potentielle læsere synes om.

Så hvis jeg bare er samfundskritisk som Jan Gillou,

underholdende som Dan Brown, velformuleret som Stieg

Larsson, virkelighedstro som Sara Blædel og har lige så

begavede pointer som John Le Carré, så vil jeg slet ikke

have problemer med at fange og fastholde mine læsere.

For første gang skal jeg skrive til nogle, der interesserer

sig for akkurat det samme som jeg. Det glæder jeg mig

meget til. Og min kernelæser? Tja, jeg forestiller mig

egentlig bare mig selv – bare ansat i politiet.

Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007 - Politiets

products

Resources

Company

Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007 - Politiets

Delete template?

Save as template?

products

Resources

Company