01| Tema:
Magasinet til og om dansk politi | nr. 01 | 2007
På grænsen. Sexmisbrug
i Tønder giver garvet efterforsker
skrammer på sjælen
Derfor styrer politikerne din hverdag.
Interview med justitsminister Lene
Espersen
Baggrund: Krudt og kugler i fritiden.
Vi tager interessen for kriminalitet
med hjem
Portræt: »Dusty og jeg er et team.«
Landbetjenten i Glamsbjerg om
at dele fritid og arbejdsliv
Indhold
Ansvarshavende udgiver:
Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg
Redaktør:
Janne Aagaard
Redaktion:
Niels-Otto Fisker
Erik Vand
Gunver Gjetting
Sofie Yderstræde
Eksterne bidragydere:
Kristian Ditlev Jensen
Knirke Egede
Christine Kloster
Fotograf:
Thomas Tolstrup
Illustration:
Camilla Ludvigsen
Design:
Trine Gade
Layout og tryk:
Datagraf
Politi udkommer seks gange årligt i 16.000
eksemplarer til alle ansatte i politiet
Næste nummer udkommer:
3. august 2007
Kontakt:
Janne Aagaard/Redaktionen
Rigspolitiet
Polititorvet 14, 3. sal
DK-1780 København V
Telefon: 33 14 88 88
E-mail: red@rigspoliti.dk
Magasinet kan læses på
www.politi.dk/publikationer
04|
06|
07|
08|
08| gettyimages.com
Nyheder: Faget fænger
– også i fritiden. Vi
elsker at læse bøger og
se film om kriminalitet.
Portræt: »Man skal ikke
have krudt i røven«
Landbetjenten kom
til Glamsbjerg via
Grønland.
Portræt: »Mit job er
midlertidigt.« Reformivrig
fuldmægtig i Nordsjælland
Politikreds.
Tema 1: Reportage:
Købt eller solgt? Bag
om kvindehandlen i
Danmark. Rockerne har
for alvor fået interesse
for at tjene penge på
prostitution. Læs om
samarbejdet mellem
Rejseholdet og Nordjyllands
Politi.
Tema 1: Koordineret indsats
mod kvindehandel afslører
prostitutionens bagmænd.
De fleste kvinder ved godt
inden ankomsten til Danmark,
at de skal arbejde på lagnerne.
12|
14|
16|
Baggrund: Hvordan
får vi de udenlandske
kvinder til at vidne mod
bagmændene? Rigspolitiets
antropolog
hjælper kredsene.
Interview: Politiker af
kød og blod. Justitsminister
Lene Espersen
fortæller om politikernes
behov for styring
af styrken.
Nyhed: »Giv os portrætter
af personer, der tør
gå imod strømmen.«
5.000 deltog i spørgeskemaundersøgelsen,
der afslørede et stort
behov for at dele de
gode historier.
/ Dolores Marat
Tema 2: »Seksuelt misbrug af børn:
Hvor meget kan man tåle at høre... «
» De træffer så en gammel bekendt til
ringridning i Sønderborg. Han har tidligere
været husven og udnyttet konen.
Nu bliver han så husven på ny – men
denne gang er det altså med pigen.
Og det er så ham, der begynder at slæbe
gud og hvermand med derud. «
18| 2|
28|
0|
Tema 2: Feature: Den
ubærlige forbrydelse.
Ingolf Thomsen fik
skrammer på sjælen
af at efterforske
Tøndersagen.
Baggrund: »Arbejdet
rykker ved ens grænser.«
Støtte og hjælp
nødvendigt i sager om
sexmisbrug.
Nyheder og noter:
Politiskoler i Skandinavien
rekrutterer
forskelligt – hvem er
bedst til mangfoldighed?
Ingolf Thomsen, kriminalassistent, Tønder Politi
4|
6|
Kronik: Vagtstuens
hårde jargon er en
nødvendig ventil,
fortæller antropolog
Louise Mejnertz
efter fire måneder
i Gellerupparken.
Verden Rundt: Smil
til verden… Politiet i
Seattle har fundet en
ny måde at afskrække
bankrøvere på: Vær
venlig og imødekommende.
At kende sin læser er
et mantra i magasinpressen,
fortæller
skribent og magasinudvikler
Knirke Egede.
Åbn øjnene!
Velkommen til Politi, magasinet til og om politiet.
Vi har glædet os til at møde dig!
Det danske politi er en multifacetteret og unik
arbejdsplads, som magasinet her skal belyse og
oplyse om – både for den store gruppe politiansatte,
anklagemyndigheden og den ofte oversete administrative
sektor.
Redaktionen bag magasinet er optaget af at
beskrive dansk politi indefra og udefra, at skabe
identitet og afspejle mangfoldigheden i styrken.
I stedet for at spise dig af med en flødeskumskage
til kaffen hveranden måned, får du et af Danmarks
billigste fagmagasiner.
Vores håb er, at magasinet kan være med til at
skabe konstruktive debatter om emner som etik,
tværfagligt samarbejde og organisationens fortsatte
fremtid. Som en af knap 5.000 deltagere i vores
spørgeskemaundersøgelse skrev:
»Politiet har den uvane, at når nogen tilkendegiver
deres holdning, er de per definition imod. Man
glemmer blot, at udviklingen ofte ligger hos netop
de personer. PH kalder dem for ’øjenåbnere’.«
Der er flere citater fra undersøgelsen her i magasinet
på side 17, og de viser et stort behov for mere kommunikation
og for at løfte blikket fra dagligdagen og
se arbejdet ovenfra.
Vi forsøger gennem portrætter at vise »øjenåbnerne«
i dansk politi, og samtidig kan magasinet forhåbentlig
også fungere som en »øjenåbner« i sig selv.
Ved at fokusere på faget og ikke det fagpolitiske
aspekt – som »Dansk Politi« i øvrigt dækker så glimrende
– ønsker vi at skabe dialog og debat, mane til
eftertanke og eftertænksomhed.
Med en så særlig arbejdsplads og så fascinerende
fagområder er der plads til to blade med hver
deres særkende. Kommunikation er kodeordet, og
magasinet her skal give en platform til en diskussion
om politifaget i alle dets aspekter.
Vi håber, at I bliver
glade for det nye
magasin og ønsker
jer god fornøjelse.
Janne Aagaard
Redaktør
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |
NYHED
4 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Faget fænger
– også i fritiden
Kriminalitet, kriminalitet og atter kriminalitet. Emnet optager
de fleste politiansatte, viser læserundersøgelsen af
vores litteratur- og filmvaner
>
Af Janne Aagaard
Når uniformen er skiftet ud med cowboybuksen, kunne
man tro, at behovet for at flygte lidt fra hverdagen fik de ansatte
i dansk politi til at søge romantik og eventyr i bøgernes
verden. Men kulturinteresserede politiansatte kan ikke
få nok: De er fanget af faget, også i fritiden.
Det viser top tilisterne over bogvalget, redaktionen har
lavet på baggrund af den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse.
Kriminalitet, politik og sport er de altovervejende
temaer. De mange hundrede bogtitler afslører, at politiansatte
er fanget af faget.
Politi(k)
Øverst på listen med danske biografier er nuværende og
tidligere kolleger som Hans Jørgen Bonnichsen og Ove
Dahl, ligesom retsmedicineren Preben Geertinger også er
hyppigt læst. Sportsinteressen kan også ses på listen med
Danske/udenlandske kriminalromaner
1. Tankados kode (Dan Brown)
2. Madame Terror (Jan Guillou)
3. Mænd der hader kvinder (Stieg
Larsson)
4. Før frosten (Henning Mankell)
5. Engle og Dæmoner (Dan Brown)
6. Den Gode Tolk (John Le Carré)
7. Den Sidste Nævning (John
Grisham)
8. Nobels Testamente (Liza Marklund)
9. Kald mig prinsesse (Sarah Blædel)
10. Nærmeste pårørende (Elsebeth
Egholm)
>
Danske biografier/selvbiografier
1. Hånden (Hans Jørgen Bonnicsen)
2. Drabschefen (Stine Bolther)
3. Et liv på kanten (B. S. Christiansen)
4. No Regrets (Stig Tøfting)
5. Mærsk, manden og magten
(Peter Suppli Benson m.fl.)
6. Anders Fogh Rasmussen
(Thomas Larsen)
7. Forstå med ret (Jesper Skibby)
8. Dit eget liv er kort (Uffe Ellemann)
9. En retsmediciners bekendelser
(Preben Geertinger)
10. Khader.dk (Naser Khader)
Stig Tøfting og Jesper Skibby, hvis bog »Forstå mig ret«
omhandler mange års dopingmisbrug. Endelig er der tre
pladser til politikere, nemlig to selvbiografier og en biografi
af statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Mere politik følger på listen over faglitteratur, hvor ægteparret
Karen Jespersen og Ralf Pittelkow indtager førstepladsen.
Faglitteraturen er præget af politifaget, hvor Henrik
Madsens gennemgang af Station 1sagen »Kriminelle
betjente«, »Ligemænd – Kvinder i Politiet« af Finn Clausen
og B.T.journalisten Arne Møllers gennemgang af Ghazalasagen
trækker. Også Niels Kjøller har fat i læserne med
»Suspenderet – et liv blandt mordere og røvere«, og Morten
Beiters portræt af en italiensk mafiaboss er også at finde
på listen.
Agent 1448
Interessen for kriminalitet går endnu længere – for ikke alene
handler bøgerne om faget – det gør filmene også. Både
>
Dansk/udenlandsk faglitteratur
1. Islamister og naivister (Karen
Jespersen og Ralf Pittelkow)
2. Far på færde (Lars Daneskov)
3. Mænd er fra Mars – Kvinder fra
Venus (John Gray)
4. Kriminelle betjente (Henrik Madsen)
5. Ligemænd – Kvinder i Politiet (Finn
Clausen)
6. Suspenderet – et liv blandt
mordere og røvere (Niels Kjøller)
7. Jo, du kan (Nicolai Moltke-Leth)
8. Mand af ære (Morten Beiter)
9. Stalingrad (Anthony Beevor)
10. Ghazala – et æresdrab i Danmark
(Arne Møller)
James Bondfilmene og Godfathertrilogien er på top tre,
ligesom fangeflugtsgenren er fornemt repræsenteret med
»En Verden Udenfor«.
Eneste eskapistiske eventyr på top tilisten er trilogien
om Ringenes Herre, mens de historiske film dominerer:
»The Deer Hunter« om Vietnamkrigen og veteranlivet derhjemme,
»Gladiator« om romerrigets slavekampe, den
nylige Oscarvinder »De Andres Liv« om DDRregimets
overvågning af borgerne, »Schindlers Liste« om 2. Verdenskrig
og endelig »Mississippi Burning« om Ku Klux Klans
drab på to sorte borgerrettighedsforkæmpere og den efterfølgende
opklaring.
Læs mere om undersøgelsen på side 16–17.
Udenlandske film
1. James Bondfilmene (diverse
instruktører)
2. Ringenes Herretrilogien (Peter
Jackson)
3. Godfathertrilogien (Francis Ford
Coppola)
4. The Deer Hunter (Michael Cimino)
5. En Verden Udenfor (Frank Darabont)
6. Danser med ulve (Kevin Costner)
7. Gladiator (Ridley Scott)
8. De andres liv (Florian Henckel von
Donnersmarck)
9. Schindlers liste (Steven Spielberg)
10. Mississippi burning (Alan Parker)
>
Danske film
1. Drømmen (Niels Arden
Oplev)
2. Arven (Per Fly)
3. Den eneste ene (Susanne
Bier)
4. Efter brylluppet (Susanne
Bier)
5. Olsenbandenfilmene (Erik
Balling)
6. Bænken (Per Fly)
7. Brødre (Susanne Bier)
8. Festen (Thomas Vinterberg)
9. Blinkende lygter (Anders
Thomas Jensen)
10. Kongekabale (Nikolaj Arcel)
Det gode plot
Genkendelsens glæde
Når Per Claus Larsen, chefpolitiinspektør i Københavns Politi,
skal slappe af med en kriminalroman, vælger han konsekvent
det gode og spændende plot:
»Plottet er det vigtigste for mig. Hvis det fungerer, kan jeg
godt bære over med, at forfatteren begår faktuelle fejl,« siger
Per Larsen.
»Jeg talte en del med forfatteren Sara Blædel, da hun
researchede til sine kriminalromaner, og jeg kan næsten navngive
personerne i bøgerne, fordi de eksisterer i virkeligheden. I
det hele taget synes jeg, at Blædels bøger udmærker sig ved at
være virkelighedsnære.«
Med mere end 40 års erfaring inden for politiet er der ingen
tvivl om, at den 62årige chefpolitiinspektør har et solidt kendskab
til virkeligheden i etaten.
»I ’Kun Ét Liv‘ skal en af karaktererne identificere en dræbt
veninde på retsmedicinsk institut. Som politimand med kendskab
til stedet kan jeg sige, at det er, som at være der selv. Men
Blædel gør også noget, som jeg generelt godt kan lide i krimier,
nemlig at tage aktuelle emner som menneskehandel under
behandling.«
Det er ikke kun danske femikrimier, der har Per Larsens
bevågenhed. Klassiske kriminalromanforfattere som John Le
Carré og Leif Davidsen er også en fast bestanddel af spændingsbiblioteket.
»For mig skal det være underholdende og afslappende at
læse. En god biografi kan også altid fange min opmærksomhed«.
Nærværende realisme
Tidligere rejseholdsstrømer og nuværende politiinspektør
hos Vestegnens Politi Bent IsagerNielsen har især læst de
gammeldags engelske puslespilsromaner uden dog at blive
den store fan. Dels fordi de ikke er velresearchede, og dels fordi
idéen med, at et mord finder sted blandt en afgrænset og lille
gruppe, der kender hinanden, er for urealistisk:
»Det er nu engang sjældent, at der sker et mord i en lille,
lukket kreds af mennesker,« konstaterer Bent IsagerNielsen.
»De mord, som man oftest præsenteres for i kriminalromaner,
er mord, hvor offer og morder ikke kender hinanden i forvejen.
I hvert fald ser det ikke sådan ud, men måske gør det det?
Og så følger man efterforskningen, og det arbejde interesserer
mig. Især hvis forfatteren har gjort sit hjemmearbejde og sat sig
ind i, hvordan politiarbejde fungerer. Jeg kan blive temmelig irritabel,
hvis en kriminalroman vrimler med faktuelle fejl.«
Bent IsagerNielsen har en klar definition på, hvad der i hans
optik er en god krimi, nemlig en nærværende roman med realistiske
person og miljøskildringer og et spændende plot, der
tager nogle overraskende drejninger undervejs.
»Og så holder jeg meget af politikommissær Kurt Wallander,
skabt af Henning Mankell. Sideløbende med plottet hører vi om
den fraskilte kone, hans far og så videre. Han er lidt overvægtig,
temmelig desillusioneret, men også en meget følsom mand.
Han er meget menneskelig, og det kan jeg godt lide.«
af Knirke Egede
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |
ILDSJÆLE
Fra Grønland
til Glamsbjerg
Peter Kristiansen er landbetjent på Fyn, og
jobbet giver ham tæt kontakt til borgerne
og samarbejdspartneren Dusty
Af Sofie Sidelmann Yderstræde
Landpolitiassistent Peter Kristiansen kender
folk. Og de kender ham. I tre år har han
boet i Glamsbjerg på Fyn, hvor han er landbetjent
for omkring 10.000 borgere i lokalområdet.
Det trives han rigtig godt med.
»Jeg har aldrig været storbymenneske. Jeg
blev uddannet i Lyngby, men storbyen var
ikke et sted, jeg havde lyst til at blive. Jobbet
som landbetjent har faktisk været min
drøm, lige siden jeg begyndte som ung
betjent. Så da muligheden kom, slog jeg til
med det samme,« siger den 51årige landbetjent,
som både har været i kriminalpolitiet,
civilbetjent, køreprøvesagkyndig i Assens
og politiassistent i Grønland i tre år.
»Jeg er glad for selvstændigheden og
for at være lokalkendt. Jeg kommer meget
på den lokale folkeskole, og det er en fordel,
at børnene kender mig og omvendt,
hvis de nogle år senere ikke helt kan finde
ud af, hvordan de skal opføre sig,« siger
han om den præventive effekt af sin tilstedeværelse
i lokalsamfundet.
Han bruger meget tid på sagsbehandling
og sager om indbrud, hærværk, overtrædelse
af dyreværnsloven og nabostridigheder.
Specielt i de sager er det godt at have
lokalkendskab. Fordi Peter Kristiansen bor
i Glamsbjerg, ved han, hvad der rører sig.
Ellers finder han som regel hurtigt ud af
det.
Dagen før var der hærværk i byen, i formiddags
fandt han frem til de unge, der
sandsynligvis står bag, og senere i dag
skal han afhøre dem. Men selv om han bor
tæt på sine kunder, skelner han skarpt
mellem arbejdsliv og privatliv.
6 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Peter Kristiansen
havde egentlig droppet
sin drøm om at blive
landbetjent, da han
rejste til Grønland i
tre år. Men pludselig
bød muligheden sig,
og nu sikrer Peter og
hunden Dusty et roligt
Glamsbjerg.
»Jeg kan sagtens holde fri. Men jeg vil altid
være ’betjenten’. Ser jeg en eller anden
fræse af sted på fortovet på sin knallert en
søndag, så sætter jeg ikke efter ham. Men
det kan da godt være, at jeg lige snakker
med ham, hvis jeg ser ham oppe på tanken
dagen efter,« siger Peter Kristiansen,
der holder meget af kontakten med borgerne.
Selvom Peter Kristiansen arbejder alene
det meste af tiden, møder han jævnligt
kollegerne i Assens.
»Peter er en rigtig god kollega, som man
altid kan komme til, hvis man har brug for
hjælp til et eller andet. Man går aldrig forgæves.
Hvis han får fat i et eller andet, er
han meget vedholdende, for han står ved
sine principper på den gode måde,« fortæller
landbetjent Henry Pedersen.
Faktisk har Peter Kristiansen en nuværende
kollega i sit daglige arbejde. Det er
hunden Dusty, en et år gammel schæfer.
Ud over at være samarbejdspartner, beskytter
og godt selskab fungerer hunden
også som et bindeled til kollegerne.
»For tre år siden blev det muligt for landbetjentene
at få tjenestehunde. Vi kører jo
alene hele tiden, så meningen er, at den er
med til at beskytte os. Det er dejligt at
have Dusty med, og vi er fire på Fyn, der
har anskaffet hunde. Vi mødes hver mandag
formiddag og træner dem, så ad den
vej møder jeg også kolleger,« siger Peter
Kristiansen, som alt i alt er utrolig glad for
livet som landbetjent.
Alligevel opfordrer han folk til at tænke
sig om, inden de søger jobbet som landbetjent.
»Jeg vil absolut sige, at det er værd at
prøve. Men man skal være ’voksen’ og
have prøvet de ting, man vil prøve rundt
omkring i politiets forskellige afdelinger. Og
man skal ikke have for meget krudt i røven,
for så kommer man til at kede sig i jobbet.«
» Jeg vidste, hvad jeg
sagde ja til«
47årige Helle Munch er med til at samle trådene
i reformprocessen hos Nordsjællands Politi
Af Sofie Sidelmann Yderstræde
Der er nok mange, der ikke helt forstår
Helle Munch. Kontorfuldmægtigen fra
Nordsjællands Politi er nemlig ret begejstret
for politireformen. Og det til trods for,
at reformen er årsag til, at hendes nuværende
job i projektsekretariatet sandsynligvis
forsvinder inden årets udgang.
»Hun er altid glad, udadvendt og engageret,«
fortæller politiassistent Jens Martinussen
om sin kollega Helle Munch, som
han har arbejdet sammen med i flere år i
Frederikssund:
»Hun er typen, der ser muligheder frem
for begrænsninger og altid tager den positive
indgangsvinkel.«
Selv pointerer Helle Munch, at hun er
glad for reformen – og tilføjer straks:
»Nu vil jeg ikke lyde som en jubelidiot.
Men reformen er for mig god. Jeg har i 26
år arbejdet i Frederikssund Politi, som var
en lille kreds. Her har vi mange gange bakset
med ting, der ikke kunne lade sig gøre,
fordi vi manglede ressourcer. Det må blive
bedre med reformen,« siger 47årige Helle
Munch, der er udlært i politiets administrative
sektor.
Lige før jul blev hun headhuntet til det seks
måneder gamle projektsekretariat på Helsingør
Politigård.
»Vi vidste, at her var en, som ikke er
bange for udfordringer i forbindelse med
reformprocessen. Selv om det er nyt, så
skulle hun nok gå til den med krum hals,«
som Jens Martinussen forklarer.
Helle Munch og fem politifolk arbejder
under vicepolitikommisær Henrik Rasmussen
på at få reformens mange nye tiltag til
at køre så smertefrit som muligt for kred
sens medarbejdere. Sekretariatet er bindeled
mellem ledelse og medarbejdere i
de fem tidligere kredse, der nu skal fungere
som én stor. Det er her, alle mulige og
umulige spørgsmål og opgaver ender.
»Arbejdet er meget praktisk orienteret
omkring konkrete opgaver, der skal løses.
Det er dejligt, for så er der plads til vores
egne forslag og idéer,« siger Helle Munch.
Hun og kollegerne er i gang med at arrangere
ønskerunden for de uchargerede
medarbejdere og det administrative personale.
Det betyder blandt andet, at Helle
Munch skal finde en sportshal, som kan
bruges til at holde en jobbørs for samtlige
medarbejdere i Nordsjællands Politi.
Når ønskerunden afsluttes til efteråret,
og alle har fået deres placering i organisa
»I starten vidste folk ikke rigtigt,
hvad vi lavede her. Men jeg tror,
at medarbejderne efterhånden
kender os og har haft rigtig
meget glæde af projektsekretariatet«.
tionen, vender dagligdagen tilbage til
Nordsjællands Politi. Så er det ved at være
tid til at lukke og slukke projektsekretariatet,
vurderer Helle Munch:
»At det var midlertidigt, vidste jeg jo
godt, inden jeg sagde ja til jobbet. Så jeg
skal også deltage i ønskerunden og overveje,
hvad jeg kunne tænke mig at lave i
politiet fremover.«
Usikkerheden tynger ikke Helle Munch
selv, men hun har stor forståelse for, at
reformen kan være svær for andre.
»Jeg tror, at reformen og sammenlægningen
af de fem tidligere kredse øger
mulighederne for alle ansatte. Jeg håber,
at de fleste om totrefire år siger: »Hvorfor
gjorde vi ikke det her for mange år siden.«
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 7
Tema 1: Kvindehandel
Tippet fra en anonym
bordelkunde sidste år blev
begyndelsen på en omfattende
efterforskning af bordelmiljøet
i Aalborg. Prostitutionens
bagmænd skulle fanges i nettet
spændt ud mellem Rejsehold,
Nordjyllands Politi og Skat
Bordelmutter taget på sengen
8 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Af Sofie Sidelmann Yderstræde
Tirsdag den 13. marts kl. 10.00 slår Irina øjnene op og ser
kriminalassistent Lotte Bak fra Rejseholdet stående ved
sengen i lejligheden i det indre Aalborg. Gennem de sidste
mange måneder har den 34årige Irina fra Letland haft
politiet med på en lytter, mens Skat har kulegravet hendes
økonomi, og politiets observationshold overvåget hendes
færden.
Den bratte opvågnen er kulminationen på en omfattende
efterforskning, der afslører Irina som en af prostitutio
nens mange bagmænd og ejer af tre bordeller. Bagmændene
tjener stort på kvinderne, som arbejder penge ind på
lagnerne.
»Irina lå og sov, så jeg gik ind og anholdt hende. Hun var
noget forvirret og chokeret, men alt foregik fredeligt og
roligt,« fortæller kriminalassistent Lotte Bak om den lettiske
kvinde, som siden anholdelsen har siddet varetægtsfængslet
i to gange fire uger.
Samtidig rykker Rejseholdet, Nordjyllands Politi, Midt
og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi ud til syv
andre jyske adresser, hvor prostituerede og formodede
agmænd bliver anholdt. Indsatsen er koordineret og
længe planlagt efter månedlange overvågninger og aflytninger.
Det er to danske mænd på 42 og 56 år, der sammen
driver tre bordeller. Ligesom Irina flytter de pigerne rundt
mellem bordellerne hver uge, så kunderne kan »få lidt
afveksling«.
Beviserne samles
Under ransagningerne samles bevismateriale som lommebøger,
mobiltelefoner, notater, pengeoverførselsbilag, regnskaber,
lejekontrakter på de ejendomme, der huser bordel
lerne og flybilletter til de østeuropæiske piger, som både
Irina og de to danske mænd bruger i deres bordeller. I et
pengeskab hos Irina finder politiet også indbetalingsbilag
fra lettiske banker på 150.000 kr., et tilsvarende beløb i
kontanter og guldsmykker til en værdi af cirka 50.000 kr.
»Det er jo mange penge og dyre smykker, når man ikke
har nogen indkomst,« bemærker Lotte Bak tørt og henviser
til Skats oplysninger om manglende opgivet indkomst fra
Irina.
Det stemmer heller ikke overens med beslaglagte notater
fra bordellet i Grindsted, som viser, at hver af pigerne
»
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |
gettyimages.com / Dolores Marat
TEMA 1: KVINDEHANDEL
… taget på sengen
»
10 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
betaler 500 kroner i husleje – per dag. En af de anholdte
piger fortæller da også, at halvdelen af hendes indtægt går
til Irina.
Da aktionsholdene er færdige på bordellerne, bliver de
anholdte kørt til Politigården i Aalborg og afhørt. Her venter
også Hanne Mainz fra det sociale projekt Prostitution &
Kvindehandel i Århus for at rådgive og støtte de anholdte
kvinder på anmodning af politiet.
Set dem komme, set dem gå
Hanne Mainz har arbejdet med prostituerede i 11 år, så hun
har efterhånden set og hørt det meste i miljøet. Hun beskriver
dagen i Aalborg som kaotisk og forvirrende og kvinderne
som rystede og usikre. Jo yngre kvinderne var, jo mere
angste og ulykkelige blev de over anholdelsen, vurderer
Hanne Mainz.
»Situationen er præget af kaos, når kvinderne kommer
ind. Når man er i politiets varetægt, bliver man urolig. Det
vanskeliggør min rolle, fordi jeg skal hoppe ud og ind af
afhøringer. Hvis politiet samlede kvinderne og koordinerede
med de sociale organisationer på forhånd, ville det optimere
forløbet for både kvinderne selv og efterforskningen,«
siger Hanne Mainz, som gerne ser flere kvindelige politifolk
deltage i aktionerne:
»Politimændene er søde og rare. De tager det med ro og
fortæller, at de gerne vil hjælpe kvinden, og det er også
godt. Men kvinden kan alligevel være mistroisk, fordi de er
mænd og dermed potentielle kunder.«
Hanne Mainz hilser ellers politiets nye strategi og jagt på
bagmændene velkommen.
»Det er fantastisk med det øgede fokus på området. Jeg
kan dog blive bekymret for, om kvindernes historier drukner
i de politiske mål om at få flere rufferisager. Kvinderne ved
Sofie Sidelmann Yderstræde
er 30 år og ansat som journalist
i Rigspolitiet, hvor hun blandt
andet er fast leverandør til
www.politi.dk.
Hun er uddannet fra Danmarks
Journalisthøjskole i 2003 og
har flere års erfaring som
journalist på De Bergske Blade.
meget om personer i miljøet, men hvis de umiddelbart ikke
er interessante for efterforskningen, går oplysningerne tabt.
Kvinderne bør ikke løslades til gaden uden at få hjælp. Det
sociale aspekt er en vigtig del af at bekæmpe kriminalitet,«
siger Hanne Mainz.
Skat slår til
Grundlaget for anholdelserne blev til i et samarbejde mellem
Skat og politiet på baggrund af kontrolaktioner mod
bordellerne og indberetninger til skattevæsnet. Der var
også en anden og åbenlys grund til at begynde efterforskningen:
»Politiet får mange tips og anonyme henvendelser. Nordjyllands
Politi fik et brev fra en bordelkunde, som skrev, at
pigerne simpelthen blev behandlet for dårligt,« siger efterforskningsleder
Jens Damborg fra Rejseholdet, som hjalp
nordjyderne med sagen.
De var enige om at starte efterforskningen og køre den
hen over julen for at se, hvor meget sagen kunne bære.
»Vi var ikke et sekund i tvivl om, at det var en klar rufferisag
efter paragraf 228,« fastslår Jens Damborg og bladrer i
den 14 sider lange operationsplan, som han har fisket op af
mappen, der er den erfarne rejseholdsmands mobile kontor.
Planen beskriver sagen og anholdelsesaktionerne minutiøst
for de cirka 40 medarbejdere, som var med tirsdag
den 13. marts. Rejseholdet og Nordjyllands Politi har samarbejdet
om sagen, og netop samarbejdet mellem Rigspoliti
og kredse er afgørende for, om strategien over for
prostitutionens bagmænd lykkes. Det er den i dette tilfælde,
for efterforskningen har standset en årelang bordeldrift.
»Det her har været et effektivt sagsforløb og noget nær
en ideel efterforskning, der har varet blot få måneder. Det
>
Straffelovens paragraf 228 om rufferi
»Den, der forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig
usædelighed med andre, for vindings skyld forleder nogen
til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen,
der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive
det, eller holder bordel, straffes for rufferi med fængsel
indtil 4 år.«
I 2006 var der 15 sager om rufferi (§ 228) og seks sager
om kvindehandel (§ 262a). I 1996 var der syv afgjorte
rufferisager og ingen sager om menneskehandel.
har været et skoleeksempel på godt samarbejde mellem
Rigspolitiet og de nye politikredse. Det er desuden et godt
præventivt signal at sende til bordelmiljøet: Vi holder øje
med jer, der udnytter kvinder, og I bliver stillet til regnskab,«
siger Jens Henrik Højbjerg, politidirektør i Nordjyllands
Politi.
En af dem, der nu skal stå til regnskab, er Irina. I årevis
har hun skaffet kvinder i Østeuropa til sine tre jyske bordeller.
Kvinderne har – ifølge politiets opfattelse – været klar
over, hvilket job der ventede dem i Danmark.
Offer eller gerningsmand?
»Vores indtryk er, at kvinderne hører om jobbet via mund
til mundmetoden. De tror, at der er gode penge at tjene
heroppe, og så er der ikke tale om kvindehandel, men rufferi.
Det bygger vi også på de anholdte kvinders alder på
mellem 35 og 40 år. Der er altså ikke tale om helt unge og
naive piger,« fortæller Jens Damborg.
Overvågningerne viser da også, at de prostituerede har
færdedes frit og ikke har været låst inde, som man typisk
ser i sager om kvindehandel. De tre anholdte bagmænd har
foreløbig erkendt at have lejet ejendomme ud til bordeldrift,
skaffet flybilletter og hentet pigerne i lufthavnen. Irina vedgår,
at pigerne betaler fast husleje på 400–500 kroner dagligt.
»Irina ser sig selv som udlejer og ikke som en kriminel.
Hun har hjulpet pigerne med at indtelefonere annoncer til
Ekstra Bladet, og hun forstår simpelthen ikke begrebet
’rufferi’. Eller også vil hun ikke forstå det,« siger kriminalassistent
Lotte Bak.
Irina har ligesom en af de mistænkte danske mænd fået
forlænget varetægtsfængslingen med fire uger. På hans
beslaglagte computer har NITEC fundet grov børneporno,
som anklageren nu også skal forholde sig til.
Rockerne rykker ind
Som leder af NEC følger Kim Kliver Rejseholdets arbejde i
det nordjyske med stor interesse. Sagen betegner han som
en »typisk rufferisag«, og dem har han set en del af efterhånden.
Det nye er, at rockerne er blevet en synlig del af
bordelmiljøet: De fungerer både som chauffører for kvinderne,
som pengeopkrævere og så som egentlige bagmænd.
»Indsatsen på rufferiområdet er vigtig, fordi kvinderne
udnyttes groft. Og så fordi indtjeningen på området desværre
har tiltrukket en række af de organiserede grupperinger,
vi kender fra andre typer kriminalitet. Så kredsenes
hjælp er altafgørende – de har de lokale kontakter og
adgang til mange informationer,« siger Kim Kliver.
Han klapper på mappen, der ligger på skrivebordet.
Den indeholder det næste efterforskningsoplæg om
bordelmiljøet et sted i Danmark, som Rejseholdet skal til
at kigge på.
»Irina« er et dæknavn. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.
gettyimages.com / John Foxx
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 11
TEMA 1: KVINDEHANDEL
Prostitutionens
bagmænd jages
Antropolog Marie Bang Nielsen fra NEC
bistår politikredsene med at få skræmte
kvinder i vidneskranken
Af Sofie Sidelmann Yderstræde
Knap halvdelen af landets politikredse har
brugt Rejseholdet og det Nationale Efterforsknings
Center (NEC) i kampen mod
prostitutionens bagmænd. På bare et år har
politikredsene øget indsatsen markant, og
inden oktober 2007 skal samtlige kredse
have lokale strategier for indsatsen.
Siden Rigspolitiets strategi blev lanceret
i efteråret, har NEC fået markant flere henvendelser
fra politikredsene om mistænkelige
forhold og mulige bagmænd. Foreløbig
yder NEC og Rejseholdet hjælp til seks
kredse i konkrete efterforskninger.
Socialantropolog Marie Bang Nielsen og
kollegerne i NECafdelingen for prostitution,
12 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
»Bagmændene er grådige, og de under ikke engang
kvinderne et minimum af komfort,« siger Marie
Bang Nielsen, socialantropolog i NEC.
rufferi og kvindehandel har mærket den
øgede interesse fra kredsene. Den nationale
handlingsplan blev til på baggrund af et
stort politisk ønske om ekstra opmærksomhed
på kvindehandel.
»Politikredsene viser både velvilje og
interesse for området, efter den nye strategi
sidste år blev fremlagt. Vi får dagligt opkald
og mails om lokale efterforskninger,« siger
Marie Bang Nielsen, der har været ansat i
politiet i to et halvt år.
Diskussioner trives
»Det tværfaglige samarbejde med politifolkene
er spændende. Vi kan hver især bidrage
med forskellige kompetencer og indgangsvinkler.
Tværfaglig synergi opstår i et
samarbejde, hvor man er bevidst om sine
faglige grænser og ikke kloger sig på andres
kompetenceområder. Jeg blander mig
aldrig i mine politikollegaers arbejde, men
vi udfordrer gerne hinandens synspunkter,«
siger Marie Bang Nielsen.
Det har skabt heftige, men også konstruktive
diskussioner, når akademikeren og
politifolkene skulle mødes på midten. På
nogle områder er hun blevet mindre idealistisk
af arbejdet, der inkluderer adskillige
bordelbesøg i jagten på bagmænd, som tjener
tykt på kvindernes arbejde på lagnerne.
Her skal hun berolige skræmte prostituerede,
ledsage kvinderne til afhøringer, informere
politikere og medier om politiets syn
på prostitutionsmiljøet.
Marie Bang Nielsen varetager også kontakten
til de sociale organisationer og formidler
viden om de udenlandske kvinder og deres
kultur til politikredsene.
»Forestillingen om, at alle mennesker vil
hinanden det godt, er nok falmet lidt. Det
værste er lokalerne, som kvinderne både
bor og arbejder i. Et bordel i Århus lå i en
cykelkælder uden vinduer, hvor der var fugtigt
og lavt til loftet. Bagmændene er grådige,
og de under ikke engang kvinderne et
minimum af komfort,« siger Marie Bang
Nielsen.
Kvinder som objekter
Grådigheden kommer også til udtryk ved, at
kvinderne har mange kunder, skal arbejde
trods sygdom og tvinges til at levere seksuelt
perverterede ydelser: »Kvinderne bliver
tingsliggjort,« som antropologen udtrykker
det.
Marie Bang Nielsen sørger for, at de anholdte
kvinder bliver behandlet respektfuldt,
og at kvinderne forstår politiets arbejdsmetoder.
Det er nødvendigt, hvis kvinderne skal
vise politiet tillid og fungere som vidner.
»Ofte er den prostituerede bange for
politiet, fordi hun ikke har gode oplevelser
med politiet i hjemlandet. Men kvinden får
tillid til mig, og den tillid skal jeg få overført
til politimanden, der skal afhøre hende. Det
er godt at se, hvordan kvinden hurtigt føler
sig tryg og holder op med at føle sig så alene,«
fortæller Marie Bang Nielsen.
>
Handlingsplan mod kvindehandel
Der er cirka 6000 prostituerede i Danmark
og 700 organiserede bordeller. Omkring
2500 af de prostituerede er udenlandske
kvinder, som primært kommer fra Asien,
Øst og Centraleuropa, Afrika og Sydamerika.
De fleste udenlandske kvinder kommer
hertil med hjælp fra nogen, som arrangerer
deres rejse, og langt størstedelen ved, at
de skal arbejde som prostituerede.
Inden oktober 2007 skal de 12 politikredse
have lavet en lokal strategi og handlingsplan
for indsatsen mod prostitutionens
bagmænd.
Inden årets udgang skal kredsene aflægge
et eller flere kontrolbesøg på bordeller i
lokalområdet og indberette dem kvartalsvis
til Rigspolitiet.
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1
INTERVIEW
14 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Verden ifølge Lene
Politiet er på vej mod moderne tider som en mere serviceorienteret
virksomhed med mindre topstyring. Men det tager tid
Af Janne Aagaard
En kvinde på 1,68 med et kondital langt under det påkrævede
til Politiskolens optagelsesprøve er politiets og anklagemyndighedens
øverste chef.
Lene Espersen fra de Konservative har siddet sikkert på
tronen siden regeringsskiftet i 2001. Kritik fra medierne og
oppositionspolitikere og kommentarer til hendes udseende
og generelle ageren på den politiske scene har der været
nok af. Langt mindre fokus har der været på den tørre politik
og lovarbejdet i et tungt ministerium.
»Selv seriøse dagblade kan godt lide artikler om politikeres
privatliv. Det er sundt, at politikere også portrætteres
som mennesker af kød og blod, men ulempen er, at man
mister fokus på værdier og politiske holdninger. Jeg beskæftiger
mig med tør politik og lovgivning, og jeg undgår
ikke artikler, der fokuserer på min person. Det samme sker
også for andre kvinder i Folketinget – Helle Thorning
Schmidts påklædning bliver kommenteret hver eneste
gang, mens pressen synes ganske ligeglade med Anders
Foghs jakkesæt. Så der foregår en forskelsbehandling af
kvinder i medierne,« siger Lene Espersen.
Magasinet er da heller ikke mødt op for at diskutere ministerens
påklædning, men snarere det mere vedkommende
emne, nemlig politireform og den politiske styring. Den
har allerede ændret hverdagen for mange ansatte i politiet
og anklagemyndigheden. Men det vil tage flere år, før dansk
politi får den fulde fornemmelse af reformen.
»De kommende fire års reformproces vil skabe en gevaldig
ændring af både ledelse og organisation, samtidig med
at det faglige miljø styrkes. Jeg kan godt forstå utålmodigheden
– især på itområdet har der været behov for massive
investeringer – og de 800 ekstra politimænd vil også
først materialisere sig, når reformen er fuldt gennemført.«
Hvorfor ønsker politikerne en øget styring af politiet?
»Nogle tror, at politikerne vil styre alt – men det ønsker vi
ikke. Vi vil styrke fagligheden og den operative ledelse, så
flere kan bruge tiden på politiarbejdet og færre på ledelse.
Reformen har tværtimod betydet, at Justitsministeriet
rykker et skridt bagud i forhold til tidligere, hvor vi havde
direkte beføjelse over for hver enkelt politimester. Nu har
vi lavet en resultatkontrakt med rigsadvokaten og rigspolitichefen,
og de laver så kontrakter med politidirektørerne.
Vi beskriver nogle overordnede områder, som vi ønsker
øget opmærksomhed på som f.eks. illegal arbejdskraft. Når
Folketinget har givet politiet monopol på magtanvendelse
og 7 mia. kr. årligt, må man også acceptere, at politikerne
har nogle forventninger.«
Ligger der i reformen et ønske om større ensretning
af politiets arbejde?
»Der er forskellige problemer i Vestegnens politi i forhold
til Vestjylland, så der skal være plads til forskellige prioriteringer
af lokalpoliti og beredskab. Men alle borgere har krav
på en effektiv og god politibetjening uanset geografi. Mange
steder i landet har man skullet vente, ikke bare i timer –
men i dage – på, at politiet dukker op, når man anmelder et
indbrud. Kredsene havde tidligere stor forskel i bemanding,
og nu er der større kredse og ensartethed. Reformen bety »
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1
INTERVIEW, FORTSAT NYHED
»
der, at kredsene både får overskud til de store langsigtede
områder, men også flere betjente at disponere over. Resultatet
bliver større medbestemmelse og lokalt selvstyre i
kredsene.«
En del af de ansatte får længere til arbejdet som følge af
reformen. Får de kompensation?
»Der er større mobilitet i samfundet generelt: Alle andre
arbejdsgrupper er vant til at have lang transport, og der findes
jo et skattefradrag for kørsel på selvangivelsen. Vi har
fra politisk side sikret medarbejdernes job og løn, og så får
en lille gruppe altså længere til arbejde. Men vi ser ingen
grund til at stille den gruppe medarbejdere bedre end
resten af de offentligt ansatte ved at give et særligt transporttilskud.
Det er vigtigt at forstå, at politiet har en ekstra
velvilje i Folketinget. Når der om nogle år er frigjort 800
betjente, skærer vi ikke stillinger bort – effektiviseringsgevinsten
af reformen tilfalder politiet ubeskåret.«
Reformen skaber for nogle ansatte stor utryghed. Kan du
forstå nervøsiteten?
»Jeg kan sagtens forstå, at reformen lige nu skaber utryghed
og nervøsitet for, hvilken hverdag der venter. Jeg vil
gerne understrege, at reformen på ingen måde bunder
i utilfredshed med politiets hidtidige arbejde, og politiet
fortjener stor ros for den store opbakning til reformen.
Men Folketinget ønsker mere politi for pengene og større
orientering over for borgernes behov. Det er afgørende, at
politiansatte accepterer, at vi skal skabe en anden og mere
serviceorienteret kultur.«
Folkevalgte politikere udtaler sig ofte kritisk om politiets og
anklagemyndighedens arbejde – hvor går grænsen?
»Vi er jo blevet politikere, fordi vi har nogle holdninger. Vi
bør ikke begrænse politikernes ytringsfrihed, men man bør
– mig selv inklusive – som politiker afholde sig fra at kommentere
konkrete sager. Vi skal ikke etablere en folkedomstol.
Der er generelt stor interesse for politi og retsarbejde,
og kritik fra mange andre sider så som Amnesty International,
senest i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.
Amnesty burde beskæftige sig mere med Nørrebroborgernes
retssikkerhed og ret til ikke at få ødelagt deres huse,
biler og butiksvinduer og mindre med, hvilken mad varetægtsarrestanterne
i Vestre Fængsel får serveret.«
>
Lene Espersen
Født 26. september 1965 i Hirtshals, datter af reder Ole
Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard Espersen.
Uddannet cand.oecon. i 1990 fra Aarhus Universitet.
Medlem af Folketinget i 1994 for Det Konservative
Folkeparti, valgt i Sæbykredsen.
Udnævnt i 2001 til justitsminister i VKregeringen.
Gift med Danny Feltmann Espersen og mor til to sønner.
16 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
LEDEREN
Hver tredje deltog
i undersøgelse
Knap .000 ansatte gav deres bud på indholdet
til det nye magasin til styrken – vi vil læse om os
selv og hinanden og det fag, der optager os alle
Af Janne Aagaard
»Jeg har aktiv deltaget i lokal og regional politik
gennem flere år, og jeg vil gerne læse om koblingen
mellem politiske beslutninger og resultater i virkeligheden.«
Citatet er bare et blandt mange hundrede af de
svar, der strømmede ind i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen
i februar på Polnet. Undersøgelsen
blev lavet for at klæde redaktionen godt på
til udviklingen af det magasin, du sidder med i hånden.
I alt deltog 4.782 i den frivillige undersøgelse,
hvoraf 78 pct. var politiansatte, 14 pct. var administrative
medarbejdere, 5 pct. var civilt ansatte, og
3 pct. var jurister. Deltagerne havde masser af gode
ideer. Læs med her, og få resultaterne af undersøgelsen
i de kommende magasiner:
»Jeg vil gerne have debatter, som ikke er i overensstemmelse
med den politisk korrekte holdning. Politiet
har den uvane, at når nogle tilkendegiver deres
holdning, er de per definition imod. Man glemmer
Vi er vel på vej
Af Torsten Hesselbjerg
Hvis vi ser tilbage på de
seneste måneder, er det
værd at hæfte sig ved, at
der er indgået et nyt fireårigt
politiforlig med tilslutning
fra alle Folketingets
partier bortset fra
Enhedslisten.
Det er godt for
stabiliteten omkring politiets
forhold. De budget
lot, at udviklingen ofte ligger hos netop de
personer. PH kalder dem for ’øjenåbnere’.«
»Jeg glæder mig til artikler, der viser, at udnævnte
ledere har held med at styre og
samtidig forny og inspirere os andre. Lad
os møde nogle øjenåbnere med tilfredsstillende
drift.«
»Giv os portrætter af personer, der tør gå
imod strømmen.«
»Giv os nogle ledelsesprofiler, så vi kan lære
de forskellige chefer at kende. Også artikler
om udsendte politifolk og en profilering af
dansk politis missioner derude. Og hvad
laver Rigspolitiets forskellige afdelinger
egentlig?«
»Noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at
læse om, er fremtidstænkning: Hvordan kan
vi lette politiets daglige opgaver samtidig
med en forbedring af kvaliteten både ved
hjælp af ny teknologi og uden hjælp af teknologi?«
»Artikler om organiseret kriminalitet og
grænseoverskridende kriminalitet. Aktuelle
emner om f.eks. eksplosionen af betlere
og gademusikanter, som vi kan forvente til
sommer efter Bulgarien og Rumæniens
mæssige rammer er dermed tillige på
plads.
Det er også godt, men ændrer ikke ved,
at den økonomiske situation er anstrengt
senest ved udsigten til budgetmæssige
begrænsninger på indkøbsområdet og store
udgifter som følge af urolighederne i København
i marts måned. Dette kan bevirke, at
der kan ansættes færre politiskoleelever
end tidligere planlagt.
Der er indgået direktørkontrakter med rigsadvokaten
og mig, og vi har indgået resultatkontrakter
med politidirektørerne.
Dermed er det nye kontraktstyringssystem
sat i kraft. Årsrapporten for 2006 viser, at
indtræden i EU. Skriv også gerne om kriminologiske
emner som forebyggelse: Se på
både kredsenes og Rigspolitiets håndtering
af forebyggelsen via Det Kriminalpræventive
Råds Sekretariat og Forebyggelsesenheden.«
»Jeg vil gerne se artikler, som fokuserer på
HKansattes arbejdsopgaver og uddannelsesmuligheder,
da der normalt fokuseres
udelukkende på de politiansatte.«
»Jeg savner at læse artikler om den administrative
sektor. Det er en politisk varm kartoffel,
for man bør sikre en så truet sektor
og give dem bedre arbejdsvilkår.«
»Kontorsektorens arbejdsforhold bliver tit
overset, og det afspejler spørgeskemaet
også.«
»Vi politifolk er meget forskellige, og i fritiden
har vi vidt forskellige interesser. Det
kunne være fint med portrætter af politifolk
med nogle ’anderledes’ fritidsaktiviteter,
holdninger, bijob eller andet, der skiller
sig ud!«
»Skriv artikler, der beskriver
det psykologiske aspekt
ved politiarbejde. Det fyl
politiet har nået de mål, vi skulle i forligsperioden
2004–06.
Politireformen skrider også planmæssigt
frem, og når disse linjer læses, skulle ønskerunden
være i fuld gang – forhåbentlig
på en god måde. Hermed kan også det
seneste års udmeldinger på det personalemæssige
område sættes i perspektiv. Gik
det som lovet og forventet?
Nogle vil prøve at ridse i lakken oven på
den vellykkede håndtering af urolighederne
i marts måned. Det må vi forholde os professionelt
til, selv om det undertiden kræver
lidt selvbeherskelse. Og så i øvrigt glæde os
over, hvor langt dansk politi er kommet,
siden det sidste gang for alvor brændte på.
der meget i vores arbejde, og politiet er ikke
uddannet godt nok. Hver anden eller tredje
person, vi møder gennem arbejdet, er psykisk
uligevægtig. Det er vi ikke godt nok
rustet til.«
»Jeg vil gerne læse artikler, som illustrerer
forskellene i politikredsene og hvilke
kredse, der udmærker sig på specifikke
områder, og hvilke, der falder igennem.«
»Ofte har vi – eller tager os – ikke tid til
vores kunder. Brug af mere tid på uventet
besøg til vores kendte kriminelle. Hvordan
opfatter kriminelle vores arbejde, og hvordan
vil de gerne behandles? Det vil jeg
gerne læse.«
»Jeg vil gerne have en debat om politiets
måde at behandle ’kunderne’ på. Tal dog
pænt til alle, og hids dig kun op, når det er
absolut nødvendigt. Men gør det ordentligt,
når du gør det.«
Vi skal samtidig generelt have ekstra fokus
på anvendelsen af magtmidler i den kommende
tid.
På det teknologiske felt er det godt, at
den mobile arbejdsplads og GPS i patruljebilerne
er på vej ud i kredsene. Og at konturerne
af det nye radiosystem og Polsag begynder
at tegne sig. Også disse fremskridt
er glædelige, selv om vi de næste totre år
fortsat må væbne os med tålmodighed.
Der sker altså noget i dansk politi i disse
år. Den nye virkelighed er ved at finde indpas.
Her og nu står en velfortjent sommerferie
snart for døren efter en anstrengende
omstillingsproces.
Tak for indsatsen og god sommer.
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 17
Tema 2: Hvor meget kan man tåle at høre…
18 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Ved grænsen
På den allerførste dag efter sommerferien lander en henvendelse
på Ingolf Thomsens skrivebord. Sagen får det neutrale navn
»Tøndersagen«, og den ændrer kriminalassistentens liv for altid »
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1
TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
Ved grænsen…
»
Af Kristian Ditlev Jensen
20 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Navnet Ingolf Thomsen siger formentlig ikke mange kolleger
i styrken noget særligt. Men det skyldes alene, at kriminalassistentens
opklaringsindsats sammen med et helt
hold af efterforskere fra Rejseholdet foregik bag hermetisk
lukkede døre. For med én enkelt sætning placerer han sig
centralt i dansk retshistorie.
»Tøndersagen er – som man siger – ’min‘ sag,« fortæller
han ganske udramatisk.
Den mørkhårede 43årige mand sidder med armene
over kors foran den brede overkrop. Han virker utilpas ved
situationen, da han lukker os ind i personaleklubbens klubværelse
helt oppe under loftet på Tønder Politistation.
På trods af at Ingolf Thomsen under hele interviewet er
synligt påvirket af at tale om sagen, så er han åben, nøjagtig
og intens i sin beskrivelse. Også når han skruer tiden
tilbage. Langt tilbage.
Ingolf Thomsen sad med Tøndersagen hver dag i 15
måneder. Og han er endnu ikke helt færdig med den.
»Sagen bliver anmeldt til politiet i Sønderborg. Anmelderens
budskab er: Der er en far, der lejer sin lille pige ud i
nærheden af Tønder,« begynder Ingolf Thomsen, mens han
serverer sort kaffe i institutionskopper.
Vente og se
»Den normale fremgangsmåde i den type sager er jo, at
man standser forbrydelsen omgående. Men vi ville godt
have bund i sagen. Og det kunne ikke nytte noget at afhøre
pigen, der på det tidspunkt nærmest var på farens side.
Som noget helt usædvanligt begyndte vi en telefonaflytning.
Vi lytter i tre uger uden resultat.«
Først den 24. august 2005 sker der noget. En af de siden
dømte i sagen har været ude ved ejendommen om
morgenen. Pigen har ikke været i skole i løbet af dagen. Og
samtidig ringer faren og pigen til forskellige kontaktlinjer
som træfpunkt, den der tidligere hed 0059.
»De høster hele dagen efter mænd, der skal komme ud
og besøge pigen.«
En patruljevogn placeres tæt på hjemmet, og aflytningen
foregår døgnet rundt.
»Der er en mand på vej derud, kan vi forstå. Men det er
bare snak og snak. Så beslutter vi os til sidst for at gå ind
og anholde faren, og børnene kommer så ud til den pleje
familie, hvor de i forvejen er til aflastning indimellem.«
Faren anholdes og varetægtsfængsles, og straks efter
gennemgår efterforskerne hjemmet. Samtidig udstedes en
kendelse, så telefonudskrifter fra årets begyndelse kan udleveres.
»Vi havde på et tidspunkt 22.000 poster. Vi søgte så på
alle navne og prøvede at finde ud af, hvem folk er, hvor de
boede og så videre. Nogle kunne uden videre afvises som
hans omgangskreds. Søsteren, moren og den slags. Så var
der elværket, eller når én ringede om, at septiktanken skulle
tømmes. Men så kom alle de mærkelige personer.«
Dronningen
Det viser sig hurtigt, at tingene hænger sammen: de dage,
hvor pigen ikke er i skole, finder efterforskerne opkald på
diverse kontaktlinjer. Da det bliver for meget for moren,
som også udsættes for overgreb, flytter hun væk. Men så
går faren over til at lade gæster i huset udnytte datteren,
der overtager morens rolle. Hun bliver, med Ingolf Thomsens
ord, den »nye dronning i hjemmet«.
»De træffer så en gammel bekendt til ringridning i Sønderborg.
Han har tidligere været husven og udnyttet konen.
» Pigen har allerede
som lille barn ført en
dobbelttilværelse
uden at falde igennem.
Hvordan har hun
kunnet klare det?
Hvordan kunne det
komme så vidt? «
Nu bliver han så husven på ny – men denne gang er det
altså med pigen. Og det er så ham, der begynder at slæbe
gud og hvermand med derud.«
Men faren er ikke tilfreds med »udvalget af gæster«. Så
de prøver til sidst – faren og datteren – at indrykke en kontaktannonce
i Den Blå Avis.
»Hun bliver betegnet som en ’18årig Lolitatype’. Og
manden må ’gerne være steriliseret’ men ’skal være veludrustet’.
Det var en decideret sexannonce.«
Pigen i Tøndersagen er central for efterforskerne. Dels er
hun kronvidne, dels er hun et barn, der har lidt en nærmest
ubegribelig overlast. Den overlast gør hende samtidig vanskelig
at håndtere for betjentene.
»Når vi snakkede med hende, var hun pisseirriterende
for at sige det ligeud. Men vi vidste jo godt, hvorfor hun var
på den måde dér. Da hun endelig begynder at snakke, kan
hun nærmest ikke stoppe igen. Hun vælger den position, at
hun taler om alle andre end sin far. Det er også fint nok, for
det hele falder jo tilbage på ham alligevel.«
Huset
Medierne omtaler huset massivt, huset hvor pigens mare »
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 21
TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
»
22 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
ridt synes aldrig at ville høre op. Det har næsten fået en
mytologisk status. Det er et sted, man får lyst til at se med
egne øjne. I hvert fald kan man ikke lade være med at forestille
sig, hvordan der ser ud.
»Lige da faren blev anholdt, gennemgik vi huset. Vi kiggede
bare, og så hjalp vi pigerne. De skulle have deres tøj
med. Dagen efter gik teknikerne det hele igennem. Den
tredje dag gik vi så det hele igennem, breve, papirer, billeder,
alt. Vi havde ingen indikationer på, at han havde gemt
noget af vejen. Det var hele tiden med henblik på at finde
ud af: Hvad er der sket her.«
Hvordan er der derude ved huset? Ingolf Thomsen undviger
spørgsmålet og siger blot, at betjentene »gjorde sig
færdige ude i huset«, hvorefter de »afleverede nøglerne til
forældrene«. Punktum.
Vi taler om noget andet. Man kan tydeligt fornemme, at
der er noget, der brænder helt på, når vi taler om huset.
Noget, der har brændt sig fast. Noget, der er – måske – er
brændt helt sammen.
Nu har jeg spurgt tre gange. Du glider ligesom hele tiden
af. Men prøv engang at fortælle, hvordan der var inde i
huset, hvor det hele var foregået. Hvis du nu skulle beskrive
det hus med dine egne ord?
Ingolf Thomsen holder en lang pause. Han kigger væk.
Ned. Op. Til siden. Så kommer det. Med et ret voldsomt følelsesudbrud
nærmest spytter han ordene ud. Tre isolerede
ord. Med kraftig, sønderjysk betoning af det sidste.
»Der var frygteligt!«
Han siger ikke andet. Stirrer bare. Som om andre så
bedre kan se, hvad han så. Så går han mere ind i det.
Denne gang er han fattet.
»Det var frygteligt at gå derinde. Vi vidste jo, at der bo
I øjeblikket er 49 uddannede afhørere aktive i jobbet som videoafhørere.
De har været på et særligt kursus i at interviewe børn, der er mulige
pædofili eller incestofre. Interviewet optages på videobånd,
som fremlægges i retten, så børn under 12 år slipper for
at vidne foran den mistænkte.
Uddannelsen tilbydes via Politiskolen i Brøndby, og langt de fleste
afhørere i Danmark er kvinder. Her er det afhøringsrummet
på stationen i Albertslund.
» Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her sag.
Men allerede i starten af året sagde min bror pludselig
til mig: Jeg ved godt, hvad du arbejder med. Han kunne
mærke det på mig. «
ede børn, men der var slet ikke ryddeligt... Og der var ikke
mange stykker legesager på værelserne. Der var ingen
stemning i det hus. Det var en tom skal, hvor de bare havde
lavet alt det dér. Der var ingen sjæl i huset.«
Formildende omstændigheder
Mødet med Ingolf Thomsen er i sig selv mildt traumatiserende.
Selv for en garvet og velforberedt journalist, som har
fulgt også de helt grumme pædofilisager i årevis, er det
vanskeligt at tale om Tøndersagen på den her måde. Blot
ét håndtryk væk fra det hele. Man kommer ind i noget, man
ikke vil ind til. Og det er præcis det, man også mærker, når
man taler med Ingolf Thomsen.
Han har været inde i et hus, han ikke ville være i. Han
har talt med en pige, han helst så skånet. Og han har mødt
mænd, han næsten ikke kan kapere at have med at gøre.
For mens alle andre mennesker i kongeriget Danmark har
rystet på hovedet over de mænd, der har været i stand til at
begå uhyrlighederne, så har Ingolf Thomsen sammen med
sine kolleger hevet tilståelserne ud af dem.
»Jeg havde ikke afhørt faren i mere end ti minutter, så
havde jeg lyst til at brække næsen på ham,« fortæller han,
imens den knyttede næve bliver hvid.
»Faren er så sølle. Han sidder sådan og piber og er hele
tiden offer. Det er hele tiden alle andres skyld. Vi finder senere
ud af, at han har været en sand tyran derhjemme. Men
nu ligger han nederst, og så vender bøtten. Det var så... ynkeligt!«
Faren lader overgrebene finde sted, fordi han gerne vil
have besøg.
»Det var farens forklaring til os. Han sagde, at sex med
hans datter... det var så prisen. Men samtidig beklagede
han sig over, at flere af dem var udlændinge. Hvorfor? Jo,
for så kunne han jo ikke sidde og snakke med dem bagefter.
Bagefter har vi siddet og prøvet at finde en formildende
omstændighed ved faren. Det kunne vi ikke.«
Det ydre rum
Heller ikke rækken af gerningsmænd er som andre forbrydere.
Der er noget, der er helt, helt anderledes.
»Jeg har talt med mange kriminelle, og de fleste af dem
er jo til at snakke med. Uanset hvem vi har at gøre med i
vores virke, så kan man jo altid finde en platform, hvor man
kan tale sammen. Men jeg kunne ikke finde et ståsted. Det
var som at tale med nogle fra det ydre rum. Det var ligesom
svært at sætte sig i deres sted. Og det gør man jo ellers,
når man afhører. Også af rent professionelle grunde. Ellers
kan man simpelthen ikke afhøre. Desuden var flere af afhøringerne
gennem en tolk. Det gjorde det også vanskeligt.
Især når man er helt nede på det dér niveau: Hvad mener
du, når du siger samleje? Prøv at vise det.«
At afhøre folk fra det ydre rum. At møde mennesker, der
har så lidt empati, at selv en betjent som Ingolf Thomsen
– der selv er et familiemenneske – ikke kan åbne dem, er
grænseoverskridende. Der er ligesom noget, der slet ikke
fungerer på et menneskeligt plan. En brist. Ingolf Thomsen
udtrykker den brist med et vantro ansigtsudtryk, som han
igen og igen viser.
»Vi har snakket om det en million gange. En ting er, at
man taler i telefon om sådan noget. Men selv dér lader flere
af mændene samtalen slutte, fase ud, fordi de kan høre,
at hun er sgu ikke så gammel, som hun siger. Men når man
står i hytten, hvorfor fanden vender man sig så ikke bare
om? De fleste sagde jo, at hun fremstod ældre, end hun
»
>
Tøndersagen
4. august 200 modtager politiet
i Sønderborg et anonymt tip, der
danner baggrunden for en nærmere
efterforskning. Anmelderen er en
mand med indvandrerbaggrund.
24. august 200 anholdes faren
i hjemmet og varetægtsfængsles.
Pigerne fjernes af de sociale myndigheder.
Fra september til december anholdes
og varetægtsfængsles en række
mænd bosat i Sønderjylland.
1 . maj 2006 dømmer retten i
Tønder tre mænd for »anden seksuel
omgang end samleje« med pigen.
To af dem får to år og tre måneders
fængsel. Den tredje får to års
fængsel.
I juli 2006 idømmes en 38årig
mand fra Sri Lanka tre år og tre måneders
fængsel for misbrug af pigen.
Desuden udvises han af Danmark
for bestandig.
18. august 2006 bliver to afghanere
på 23 og 35 år idømt hver to
års fængsel for samleje med den
dengang 11årige pige.
2 . august 2006 udleveres en
58årig tyrkisk mand med tilnavnet
»Dromedaren« fra Tyskland til retsforfølgelse
i Danmark.
8. september 2006 forlænger retten
i Tønder varetægtsfængslingen af
moren, der overflyttes til en psykiatrisk
afdeling.
. november 2006 idømmes
»Dromedaren« tre års ubetinget
fængsel for to samlejer med pigen
samt »anden kønslig omgang«.
11. december 2006 bliver moren
idømt psykiatrisk behandling for
medvirken til incest mod begge
døtre.
Overgrebene på den ældste pige
startede, da hun var to år gammel.
Hendes lillesøster blev udsat for
seksuelle overgreb fra seksårsalderen.
17. januar 2007 En 45årig tamil
idømmes seks års fængsel i Landsretten.
Han skaffede kunder til pigen fra
indvandrerkredsene i Sønderjylland,
ligesom han havde fem samlejer
med pigen.
20. februar 2007 idømmes faren ti
års fængsel ved retten i Tønder.
Han skal betale sagens omkostninger
og give sin ældste datter
200.000 kroner i erstatning.
Han erkender sig skyldig i alle 19
anklagepunkter og vælger ikke at
anke dommen.
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 2
TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
» Når jeg får det dårligt, så må jeg ud og gå. Bare ud og gå.
Jeg går i skovene ved Løgumkloster. «
»
24 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
var. Men det gjorde hun ikke. Hun fremstod som en tolvårig.
Det har retsmedicinerne også udtalt. Og samtidig havde de
jo alle sammen travlt med at sidde og sige: Vi er ikke pædofile,
vi er ikke pædofile. Men altså, hvis man...«
Konfrontationen med det forskruede pædofilunivers var
ikke noget, Ingolf Thomsen stod med alene. Men han stod
midt i det. Og i grunden uden de helt store forudsætninger.
»Vi tager os jo af al kriminalitet her på stationen. Men
jeg er specielt uddannet i brandårsagsefterforskning og
økonomisk kriminalitet. Jeg har ikke speciale inden for det
her område. Det var første dag efter sommerferien. Den
vanlige efterforsker af den slags sager var der ikke. Vi er
fem faste efterforskere plus turnusfolk. Jeg sidder så alene
med sagen i starten sammen med en turnusmand. Han
lavede et meget stort stykke arbejde. Jeg får dem jo, når
de er helt grønne. Men ham her, han var god. Efter cirka fire
måneder kom der så en fra Rejseholdet. Han tilkalder kort
efter en ældre, meget erfaren kollega.«
Da sagen er på sit højeste i begyndelsen af 2006 arbejder
syv mand med den alene, seks fra Rejseholdet og Ingolf
Thomsen. En af efterforskerne sidder udelukkende og journaliserer,
så meget materiale er der. I femten måneder beskæftiger
Ingolf Thomsen sig kun med den ene sag. Tidligere
har han haft bare en håndfuld incestsager. Det foregår
for lukkede døre, og pressen får kun adgang til kommentarer
fra enten politimester eller lederen af efterforskningen.
»Vi havde belejret biblioteket og fik skiftet låsen ud. Vi
havde 14 varetægtsfængslede arrestanter, og der var store
opslagstavler og plancher på alle væggene. Der sidder vi
så os seks og vi får snakket temmelig meget sammen i
de 15 måneder. Vi får også talt ud om, hvordan vi reagerer
– alt efter, hvad vi graver frem.«
Følelser på højkant
»Den her sag sætter sindene i kog. Det var pludselig et
spørgsmål om holdninger. Kan man virkelig gøre det her?
Pigen er for eksempel blevet videoafhørt otte gange.
Normalt siger man, at to gange videoafhøring – det er altså
mange afhøringer at skulle igennem for et barn. Men det er
vi jo nødt til. Det er næsten forbudt for os overhovedet at
tale med hende, hvis hun ikke er videoovervåget.«
Diskussionerne kan for en udenforstående godt ligne en
mandeting. Man viser følelserne på en udadvendt, maskulin
måde.
»Vi har haft højrøstede diskussioner om efterforskningen,
men vi har haft et skidegodt samarbejde. Folk begynder
ikke at tude, men man kan jo godt mærke noget på folk
alligevel. Vi fik et tæt sammenhold i det bibliotek. Vi har
talt en del om, at vi var påvirkede. Man bliver stridbar. Man
går sådan lidt op imod strømmen.«
At skulle arbejde med en så omfattende pædofilisag giver
på mere end en måde et kolossalt pres på efterforskerne.
Der er øjne, som hviler på hver en bevægelse i efterforskningen.
Da de første tre sigtede deltager i et retsmøde
i november 2005, får offentligheden nys om sagen. Presset
øges. Ingolf Thomsen trækker i håndbremsen. Han må
have luft.
»Jeg tager i alt fem ugers sommerferie, og jeg tager i
sommerhus med familien på Fyn. Jeg kan huske, at vi havde
så fint vejr. Jeg er spejderleder i min fritid, og vi er ved at
bygge ny spejderhytte. Det skal vi også væk fra, for det er
også en belastning i hverdagen. «
På vejen igen
Da Ingolf Thomsen vender retur fra ferien, optager sagsbehandlingen
hele arbejdstiden. I oktober sygemelder han
sig.
»Når jeg mødte på arbejde, vidste jeg ikke, om jeg skulle
gå til højre eller venstre. Da jeg på et tidspunkt skulle afhøre
en advokat om noget økonomisk kriminalitet, så tænkte
jeg kun på: Er han dog ikke snart færdig med at plapre løs?
Det starter med, at man overhovedet ikke gider gå på arbejde.
Man er træt hele tiden. Jeg fik også spændinger i
nakken. Og ved middagstid sagde jeg til mig selv, at jeg
ikke ville starte på noget nyt – halvdelen af dagen var jo
allerede gået. Problemet er, at den eneste, der ved noget
om det fra start til slut – det er mig.«
Ingolf Thomsen får psykologbistand under sin sygemel
»
»Glemme Tøndersagen, det gør man ikke.
Men man kan komme på afstand af den.«
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 2
TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
»
26 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
ding, fem konsultationer er det blevet til foreløbig. Han er
– som han selv siger – ikke helt færdig endnu.
»Man snakker jo om, hvordan man har det. Hun kan give
en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det. Det
hele svinger meget. Det er ikke ligesom et brækket ben, der
stille og roligt heler. Med det her er det anderledes. Man
har det fint den ene dag, så får man det dårligt, så fint igen,
så dårligt.«
Selve Tøndersagen diskuterer Ingolf Thomsen ikke med
psykologen.
»Vi taler om, hvordan jeg skal gribe mit liv an i fremtiden.
Sagen kan man jo ikke lave om på. Den er, som den er.
Og den har sat et uudsletteligt spor, det må man nok sige.«
Årsagen til det kolossale pres, Ingolf Thomsen og de
andre efterforskere kom under, skyldes ikke mindst interessen
udefra.
»Vi var overraskede over den politiske storm. Den konstante
bevågenhed, den giver også stress. Socialministeren
og justitsministeren kommenterer pludselig sagen. Det
var et enormt pres, og mange ting blev også pludselig taget
ud af hænderne på os. Jeg har haft langt større sager, og
det var ikke noget problem. Men med medierne og alt det
oveni... Så snart man åbner en radio, så hører man jo om
sagen, den er i tvavisen hver aften.«
Så arbejdet med Tøndersagen fulgte med hjem.
»Normalt kan man godt have med færdselsdrab eller
drab at gøre uden at tage det med hjem. Der kan da godt
lige være en tanke, imens man ser fjernsyn. Den dér, den
skal du lige huske at få undersøgt i morgen. Men jeg sidder
jo ikke og efterforsker børneporno til daglig. Med den her
sag, den lå jeg og tænkte på om aftenen, når jeg skulle
sove. Jeg vågnede alt for tidligt – og så tænkte jeg med det
samme på den lortesag igen.«
Med hjem
Ingolf Thomsen har en datter på 12 år. »Fars pige«, som
han selv siger. Lige så gammel som den forurettede pige i
Tøndersagen, da anmeldelsen blev lagt på Ingolf Thomsens
bord.
»Når man kommer hjem og ser sin egen datter, så laver
man jo også nogle sammenligninger. Og så bliver man
mere hudløs. Jeg har tidligere talt med forældrene i pædo
» Når man kommer hjem og ser
sin egen datter, så laver man jo
også nogle sammenligninger.
Og så bliver man mere hudløs.«
filisager. Jeg sagde: ’hør nu her, det nytter altså ikke at rende
ud og banke en eller anden’. Det mener jeg stadig. Men
nu forstår jeg dem nok bedre.«
Ingolf Thomsen holder en lang pause. Så siger han det.
Stille og roligt: »Jeg ved sgu ikke, hvad jeg selv ville gøre.«
Han ligner ikke en afstumpet selvtægtsmand, der tænker
på kastration eller nakkeskud. Han ligner en mand, der
helt enkelt ikke har fantasi til at forestille sig den situation,
han henviser til.
Det indre rum
»Jeg trækker en parallel til mit job som spejderleder. De
unge spejderledere kan ikke forstå, at forældrene pylrer
sådan. Så fortæller jeg dem, at en af glæderne ved børn er,
at man får en masse bekymringer. Det er en af de helt store,
positive ting, de bringer med sig,« siger Ingolf Thomsen
Kristian Ditlev Jensen er freelancejournalist
og bosat på Fyn. Han er 36 år gammel og
forfatter til en række bøger blandt andet den
anmelderroste debut, erindringsbogen
»Det bliver sagt« fra 2000. Her beskriver
forfatteren, hvordan han i årevis som barn
blev misbrugt af en pædofil mand.
og smiler med sønderjysk lune for første gang under interviewet.
Et af de helt store problemer for Ingolf Thomsen – som
også kendes af folk, der arbejder med børneporno – er en
sær form for ensomhed. Politifolk er vant til tavshedspligt
og omgang med fortrolige oplysninger. Men her er der samtidig
noget andet på færde. Efterforskere af pædofilisager
ender med at skulle rumme alt det ulækre selv. De risikerer
at blive en mental skraldespand. Som regel fordi de vil
beskytte deres egne pårørende.
»Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her
sag. Min allernærmeste vidste det. Men allerede i starten
af året sagde min bror pludselig til mig: Jeg ved godt, hvad
du arbejder med. Han kunne mærke det på mig, sagde
han. Min kone vidste det. Og man skal jo læsse af et sted.
Men enkelthederne…«
Ingolf Thomsen holder en kort pause og ser pludselig
meget trist ud. Så samler han sig hurtigt og fortsætter.
»Men dem er hun jo heller ikke interesseret i at høre.
Dem har jeg brugt mine kolleger til. Og det var de gode til at
håndtere. Normalt kan man jo godt snakke om ting indbyrdes,
men ikke den her sag. Ens egen blufærdighed bliver
krænket. Det kan nok give en form for ensomhed. Samtidig
bliver det dér seksuelle, som vi jo alle har, det bliver på en
eller anden måde gjort til noget ulækkert.«
En del efterforskere af børnepornografi ændrer automatisk
adfærd i hjemmet både i forhold til badning af små
børn og nogle også over for deres samlever. I Tøndersagen
har efterforskerne ikke set fotos eller anden billeddokumentation.
»Jeg sidder jo ikke og efterforsker børneporno hver dag,
og den her sag har ikke omfattet det visuelle bevismateriale.
Jo mere konkret det bliver, jo værre er det. Derfor er billeder
også værre. Jeg kan godt forstå, hvis det kan påvirke
andre på den måde. Hvis man skulle sidde og se på sådan
noget, så gider man sgu ikke den slags bagefter, tror jeg.«
»Det, der har påvirket mig mest, er, at det overhovedet
har kunnet lade sig gøre. At ingen har lagt mærke til det.
Jeg bebrejder ingen, for pigen har allerede som lille barn
kunnet leve en dobbelttilværelse uden at falde igennem.
Hvordan har hun kunnet klare det? Hvordan kunne det
komme så vidt?«
Husker det for evigt
»Glemme Tøndersagen, det gør man ikke. Men man kan
komme på afstand af den. Jeg er sådan set glad nok for
sagen, for man lærer jo noget af sådan en sag. Og det er
ikke kun fagligt, selv om det jo har været en utrolig spændende
sag. Men derudover er der ligesom også noget i én
selv, der falder på plads. Man får ligesom set, hvilken bagside
af medaljen tilværelsen også kan være. Kedelig og
normal, det er pludselig blevet meget tiltalende. Den har
også givet lidt kollegialt sammenhold, der nok varer ved.
Nu er den kommet på afstand. Når der kommer noget om
den, så slukker jeg som regel. Jeg gider ikke høre om det.«
Da Ingolf Thomsen blev sygemeldt, var det på grund af
stress. Men det værste for ham var ikke, at han havde haft
for travlt. Det værste var, at han skulle melde ud, at han
ikke længere kunne noget som helst.
»Bare at planlægge noget... man får åndenød, spændinger,
hovedpine. Men det hårdeste er at skulle melde fortabt.
Jeg ved ikke, hvorfor det var så hårdt at skulle melde
det ud. Men for mig var det det værste. Jeg skrev en email
på tre linjer. Jeg tror, det tog mig to en halv time at skrive
den mail. Det var måske et særligt stort problem for mig,
fordi jeg er typen, der påtager sig for meget. Jeg er stadig
ikke oppe på fuld tid.«
Overstået?
I maj måned sidste år fik efterforskerne en psykologisk
debriefing, og der følger sandsynligvis en mere. Ved briefingen
berørte psykologen de typiske symptomer som søvnproblemer
og humørsvingninger for at afgøre, om nogen
havde et behov for yderligere psykologhjælp.
»Det tog tre en halv time, og bagefter var der fællesspisning.
Man skal lige løsne tungen, det har vi mænd jo brug
for, når vi skal tale om følelser. Det er fint at tale om sagen
nu. Det kan jeg sagtens. Sagen er vi jo kommet over.«
Bliver det her den værste sag i din karriere?
»Ja. Det håber jeg da.«
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 27
TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
Over grænsen?
Ældre og garvede efterforskere udvikler
et professionelt filter over for børneporno.
Yngre betjente kan blive voldsomt påvirkede
af at se på misbrug – især af små børn
Af Kristian Ditlev Jensen og Janne Aagaard
»Det er et beskidt arbejde, men nogle skal
jo gøre det.«
Den slidte frase får en helt ny betydning,
når den dukker op i forbindelse med efterforskning
af børnepornografi og pædofilisager.
For de sager trækker virkelig tænder ud.
I en projektrapport fra politiets lederkursus
i 2005 har Søren Thomassen interviewet
ti politiansatte om reaktioner og
følelsesmæssige omkostninger ved at
efterforske sager om børneporno.
Rapporten viser med al tydelighed de
karakteristiske traumatiske træk. De ti adspurgte
betjente arbejdede dagligt med
dokumenterede overgreb på børn i form af
film eller billeder – i daglig tale »lettere børneporno«.
Stor erfaring mindsker risiko
»Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan
de ansatte bliver påvirket. Det afhænger
blandt andet af, hvor lang tid de har
været i styrken – de to yngste var de mest
påvirkede af de adspurgte. De havde kun
arbejdet med området i kort tid og meget
intensivt med børneporno,« siger forfatteren,
politikommissær Søren Thomassen.
Alle var enige om, at film var værre end
28 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
billeder, og at film med lyd – sammen med
overgreb på spæde børn – påvirkede mest.
De ti ændrede alle indstilling til arbejdet og
påtog sig et professionelt filter.
»Efterforskerne formåede at fokusere
ikke på selve overgrebet, men på efterforskningsmulighederne.
På trods af filteret
blev grænserne for det »ubærlige« langsomt
rykket.
Flere fortalte, at de med tiden følte sig
mindre påvirkede, især når drejede sig om
overgreb på teenagere. Der skabes en professionel
distance på godt og ondt,« siger
Søren Thomassen.
Nøgenhed tabubelagt
Halvdelen af de interviewede ændrede
adfærd i hjemmet som følge af arbejdet:
Tre begyndte at sove med undertøj på
grund af bekymring for, hvordan deres egne
børn ville opfatte nøgenhed. To sikrede sig,
at de til enhver tid var påklædte derhjemme,
fordi de ikke ville have, at deres børn
skulle synes, at de var »mærkelige«.
En betjent oplevede at miste sexlysten,
fordi han i sit arbejde så børneporno blandet
med voksenporno og dermed væmmedes
og tændtes han på skift. Den blanding
af lyst og afsky er ødelæggende for den
naturlige seksuallyst.
Det skete kun enkelte gange, at politifolkene
tænkte på filmklippene uden for arbejde.
Flere af dem havde dog klip eller billeder,
der havde sat sig fast på nethinden.
»Ni ud af ti ændrede adfærd i forhold til
badning af deres egne børn, og de var for
eksempel påpasselige med ikke at vaske
kønsdele, fordi de ikke ønskede at give børn
eller samlever anledning til at tro, at de
overskred normale grænser,« siger Søren
Thomassen.
Flere af de interviewede lod også døren
stå åben til badeværelset af samme årsag.
Syv ud af ti fortalte ikke deres samlever om
arbejdets detaljer med begrundelsen, at de
ville skåne partneren.
Ofte bemærkede de interviewede, at
kollegerne virkede nedtrykte, var i dårligt
humør eller isolerede sig. Fire ønskede sig
en bedre forberedelse til arbejdsområdet,
mens var generel opbakning til fast psykologisk
supervision.
To ansatte mente, at efterforskningen
skulle varetages alene af specialister.
Faste medarbejdere aflastes
Siden Søren Thomassens rapport er der
blevet indført supervision med psykologer
til de otte til ti faste medarbejdere hos det
Nationale ITEfterforskningscenter (NITEC),
der beskæftiger sig intenst med efterforskning
af børnepornografi.
Foreløbigt er det et forsøg, og det skal
evalueres til efteråret. Men for kredsene
og øvrige medarbejdere er der intet krav til
supervision.
»Det vil være vanskeligt at indføre obligatorisk
supervision for kredsene, fordi de
ansatte kun lejlighedsvist arbejder med
børnepornografisk materiale,« siger Lars
Torp, vicepolitikommissær i NITEC.
På samme måde har de 49 aktive videoafhørere
fået obligatorisk supervision, mens
politiets sagsbehandlere ikke har det.
»Vi forsøger at aflaste sagsbehandlerne
ved at indføre et program med et søgefilter,
der kan genkende materiale, man allerede
har set. Et program undersøger både harddisken,
dvd‘er og cdrommer for allerede
læste filer og skulle gerne være med til at aflaste
de ansatte i kredsene,« siger Lars Torp.
>
PAS PÅ DIG SELV
Red Barnets psykolog Kuno Sørensen
anbefaler, at man tager følgende
forholdsregler, når man arbejder med
seksuelt misbrugte børn:
Undgå at se på billeder og film med
børnepornografi en hel arbejdsdag
Vær opmærksom på, at dine personlige
grænser kan flytte sig
Arbejd ikke alene
Brug både individuel og gruppesupervision
fire gange årligt
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 2
SKANDINAVIEN RUNDT
SVERIGE
n noter
Svenske patruljevogne
får hjertestartere
I foråret udrustede politiet i Stockholm 20
patruljevogne med defibrillatorer, som kan
starte et menneskes hjerte med strøm.
Samtidig blev en række politier uddannet
i at bruge apparaterne, for tiden er den
afgørende faktor for overlevelse ved hjertestop.
Forsøget med hjertestarterne er treårigt,
og målet er at uddanne 100 politifolk i brugen
af dem inden sommer.
Politiet i Karlstad har haft defibrillatorer i
fire patruljevogne siden 2000. Mindst et liv
er blevet reddet, fortæller hundefører Magnus
Jarneman:
»Politiet skal jo øge trygheden i samfundet,
og ofte er det politiet, der kommer først
til en ulykke. Det er en jagt på sekunder.«
-fie/polisen.se
Luftpudebåd nyt
svensk transportmiddel
Politiet i Västmanland behøver ikke længere
at holde sig til traditionelle transportmidler
som biler, motorcykler eller helikoptere.
Nu kan de svæve hen over Sveriges
tredjestørste sø, Mälaren, i Søredningskorpsets
nye luftpudebåd.
»Luftpudebåden gør, at vi kan tage ud og
lede både forår og efterår, når isen ellers
hverken bærer eller brister. Båden er klar til
indsats i løbet af 15 minutter, efter alarmen
er gået,« fortæller LarsGöran Johansson,
chef for politiets hundeenhed i Västmanland.
At have adgang til en luftpudebåd er
vigtigt for at øge sikkerheden på Mälaren,
hvor sejlrender og revner i isen gør det besværligt
at søge efter forsvundne personer.
Tidligere har politiet kunnet rekvirere
helikoptere og fly ved eftersøgninger
– nu er luftpudebåden i lokalområdet, og
den kan sættes hurtigt ind og kan søge i
længere tid.
Den kan desuden bruges i dårligt vejr,
når det ikke er muligt at overvåge fra luften.
-fie/polisen.se
0 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Sverige er Skandinaviens
duks i mangfoldig
rekruttering:
Hver sjette
politielev har
anden etnisk
baggrund
Sverige er uofficiel nordisk mester i
mangfoldig rekruttering. Hver fjerde svenske
politielev er kvinde, hver sjette har en
anden etnisk baggrund.
Både Danmark og Norge har problemer
med at tiltrække etniske ansøgere til
både politi og administration, og derfor er
en fællesnordisk vidensdeling sat i gang.
En delegation fra Rigspolitiets personaleafdeling
besøgte Politiskolen i Norge
i foråret. Politi fra Island, Norge, Sverige,
Finland og Danmark mødtes for at diskuttere
rekrutteringsstrategier for at øge
mangfoldigheden i medarbejderstaben.
»Vi blev bekræftet i, at vi allerede gør
det rigtige: nemlig at tage ud og møde
målgruppen personligt. Den lokale rekruttering
virker, og det var alle deltagende
lande enige om,« siger Martin Gravesen,
vicepolitimester i Rigspolitiets personaleafdeling.
Unge svenskere vil gerne have en karriere,
hvor der står »Polis« på arbejdstøjet.
I hvert fald søger cirka 15.000 personer
hvert år om optagelse på den svenske
politiskole, og 1.660 kommer ind på uddannelsen,
hvor der er studiestart to gange
årligt. Hver fjerde elev er kvinde, og
hver sjette har anden etnisk baggrund.
Danmark har langt endnu: Sidste år
var 22 procent af eleverne kvinder, mens
blot fire ud af hundrede havde en anden
» Dansk politi bør i en vis grad afspejle befolkningen.
Især har vi brug for at få flere med anden etnisk
baggrund. En mere ligelig sammensætning af
politikorpset kan bidrage til en større forståelse for
og tilslutning til politiets arbejde «
Lene Espersen, justitsminister (K)
etnisk baggrund. Samme problem
har Norges politiskole. Her er blot tre
ud af hundrede med anden etnisk
baggrund. I alt uddanner Norge årligt
360 elever på Politihøgskolen.
Fælles for både den danske og
norske uddannelse var et fald i antal
ansøgere i 2006 i forhold til året før,
mens svenskerne kan glæde sig over
NORSK POLITIBLAD
FÅR PRIS
at have fået flere ansøgninger end
nogensinde før.
I Danmark søgte knap 1.400 om
optagelse, i Sverige 15.000, og i
Norge var tallet cirka 2.000.
-fie/jaa
Vores kolleger i Norge begyndte i slutningen af
2006 at udgive et personaleblad til alle ansatte i
norsk politi. Og det har de gjort så godt, at de nu har
fået en kommunikationspris for magasinet, som slet og
ret hedder »Norsk Politi« og kan findes på www.politi.no.
Prisen er givet for det bedste interne blad i 2006, og juryen bestod af folk
fra forskellige dele af den norske kommunikationsbranche. De lagde vægt på,
at bladet er et gennemført nyhedsmagasin af høj kvalitet, som skaber identitet
og stolthed hos politiets medarbejdere. -fie/politi.no
NORGE
n noter
Norsk sygefravær i bund
Mens ansatte i norske virksomheder havde et generelt
sygefravær på cirka 6 pct., var ansatte hos
det norske politi anderledes raske med bare 4,8
pct. sygefravær. Den gode statistik skyldes fokus
på arbejdsmiljø og sikkerhed, fortæller sektionschef
i Politidirektoratet i Oslo, Egil Svartbekk:
»Vi har arbejdet med sundhed, miljø og sikkerhed
i distrikterne kontinuerligt i mange år. Men vi
har ikke nået målet endnu, og vi skal fortsat arbejde
for at få sygefraværet ned.«
Flere medarbejderundersøgelser viser, at de
politiansatte trives på jobbet, og det er grunden til
det lave sygefravær, mener Egil Svartbekk.
-fie/politi.no
Flere klager mod norsk politi
Politidirektoratet i Oslo har offentliggjort den nationale
statistik over klager fra befolkningen over
politiet. I alt klagede 700 nordmænd efter mødet
med en norsk politiansat sidste år, og det skal ses
i lyset af cirka 400.000 anmeldelser, 1,8 millioner
bileftersyn og udstedelse af 600.000 pas.
I medierne blev klagerne udråbt til en regulær
»klagestorm«, men de 700 klager svarer til cirka to
klager per måned for hver af landets 27 politikredse.
I fire ud af ti klager fandt politiet, at der
var grundlag for kritikken.
»Vi skal bruge tallene, så flere bliver glade for
at møde politiet (..) Politiet ønsker at fremstå som
en etat, der tager den enkelte borger alvorligt,
også når det drejer sig om kritiske bemærkninger
til politiets optræden,« siger vicepolitidirektør i
Politidirektoratet Vidar Refvik. -jaa/politi.no
Antallet af anmeldelser falder i Norge
Også i Norge smiles der ved politichefbordene,
når anmeldelsesstatistikkerne dumper ind. Ligesom
her i landet falder antallet af anmeldte lovovertrædelser.
I 2006 blev der anmeldt 276.651
lovovertrædelser til det norske politi, og det er en
nedgang på næsten 20 pct. siden 2002, skriver
magasinet »Norsk Politi«.
Hver sjette sag er simpel berigelseskriminalitet,
nemlig indbrud og tyveri, men siden 2002 er
antallet af den slags sager faldet med næsten en
fjerdedel. Her i landet har vi i de senere år set en
stigning i antal voldsanmeldelser, og nordmændene
melder om samme tendens. Norges samlede
opklaringsprocent lå sidste år på 37.
-fie/politi.no
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 | 1
FAGLIGT SET
Respekt i marken
– fordomme i baglokalet
Gellerups nærpoliti behandler udlændinge med respekt og omsorg,
men i baglokalet luftes fordomme og generaliseringer
2 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Af Louise Mejnertz
Nærbetjentene Niels og Ulrik bevæger sig
roligt rundt i den somaliske klub i Gellerupparken
i det vestlige Århus. De tjekker, om
der er gemt khat i klubben. De smiler og
klapper de somaliske mænd på skuldrene.
»Du klarer det godt, Muhammed,« siger
Niels til den daglige leder.
Senere samme aften er vi tilbage på
stationen:
»Somalierne er mindst 100 dummeår
bagefter os. Da de kom her til Danmark, gik
de ud for at samle brænde, for de kunne
ikke finde ud af at lave mad på elkomfur,«
siger Ulrik og griner.
»Deres kultur ligger jo milevidt fra det
her. De kommer fra jordhuler, og som Jens
ynder at sige: Det første, de møder, når de
bliver født, det er jorden. De bliver dumpet
ud i halmen ligesom sådan et dyrebarn,« tilføjer
Niels.
Antropolog på arbejde
»Baglokalesnak« foregår inden for alle
fagområder. På hospitaler bruger sundhedspersonalet
ofte humor til at træde ud af
alvoren. De anfægter tabuer og bryder de
normer, der gælder, når de omgås patienterne.
I »baglokalet« hånes patienterne, kunderne
eller cheferne, når de er ude af syne. Det
skaber en distance til arbejdet, og de ansatte
tanker op, så der er energi til de mennesker,
de arbejder med.
Under mit antropologspeciale fulgte jeg
nærpolitiet i Gellerup i fire måneder og fik
indblik i betjentenes brug af baglokalesnak
som ventil.
På trods af at nærbetjentene kender
områdets udlændinge godt og får nedbrudt
mange fordomme under det lokale arbejde,
er forskellen på nærbetjentenes sprog i
marken og bag lukkede døre slående. Her
lufter de generaliseringer omkring udlændinge,
hvor gængse stereotyper og fordomme
dominerer. Mødet mellem nærbetjentene
og byens udlændinge bærer ellers præg
af engagement, omsorg og respekt. Betjentene
foretrækker det præventive arbejde,
og det handler ikke om at stange en masse
bøder over disken, men om at opbygge et
godt netværk i området.
Vi kender dem
Nærbetjentenes arbejde bygger på personkendskab,
og det er den mest synlige forskel
på nærbetjentene og deres kolleger fra
Århus Politigård. Mens vagtholdsbetjentene
ofte foretager en hurtig overflyvning, fordyber
nærbetjentene sig i konkrete sager
og konkrete ballademagere.
»Vi kender dem herude og møder derfor
enkeltindivider. Kollegerne inde fra Gården
møder en gruppe unge andengenerationsindvandrere,«
fortæller nærbetjenten Erik:
»Det er sådan, at en nærbetjent bruger
den forreste del af sin hjerne på politiarbejde.
Det er det, vi er her for. Men vi bruger
også den bagerste del, og den bruger vi
til at fungere som skolelærer, pedel eller
socialpædagog.«
Nærbetjentene involverer sig langt ud
over stillingsbeskrivelsen. De hjælper unge
udlændinge med at få job og komme ud af
kriminalitet, de deltager i fodboldturneringer,
besøger områdets klubber og finder
ofte på alternative løsninger, når de unge
laver ballade.
Fordomme i baglokalet
Nærbetjentene tager skarp afstand fra racistisk
adfærd. Men når de smækker døren til
bilen eller tager sig en kop kaffe i baglokalet,
snakker de ofte om gruppen af somaliere,
arabere eller muslimer. Snakken cirkulerer
omkring generaliseringer og fordomme,
som når nærbetjentene fremhæver, at udlændinge
lever i en forældet tid. Muslimer
er »primitive« og »middelalderlige«, og
somaliere er »flere hundrede dummeår
bagefter«.
Udlændinge omtales i sarkastiske vendinger
som perkere eller pindearme, men
som nærbetjenten Bo en dag sagde til mig:
»Vi siger nogle ting – også hårdt – men
det er jo oftest sarkastisk ment. Det er i
hvert fald ikke racistisk ment.«
Ventil for arbejdet
Jargonen i baglokalet er ikke udtryk for, at
betjentene spiller en rolle, når de er i marken.
Tværtimod. Hver dag møder nærbetjentene
triste skæbner og konfronteres
med samfundets mest socialt belastede
borgere.
De bruger tid og energi på at hjælpe
mennesker og føler en stor forpligtigelse
over for både udlændinge og danskere. I
nærområdet kender og genkender alle
nærbetjenten, og han kan ikke gemme sig
bag uniformen. Arbejdet som nærbetjent er
intenst, og når betjentene hver dag tager en
masse ind, er det vigtigt, at de også tømmer
ud.
Gjorde de ikke det, ville de brænde ud i
løbet af kort tid. Baglokalet er stedet, hvor
de lukker op for ventilen og får afløb for
hverdagens alvor. Her letter nærbetjentene
presset, så de kan klare den til tider hårde
hverdag, de oplever.
Vedligeholdelse af det
kollegiale fællesskab
Snakken i baglokalet fremmer også fællesskabet
og kendetegner en særlig kultur, der
eksisterer inden for dansk politi. Når nærbetjentene
»slår sig ned« i Gellerup, adskiller
de sig geografisk og mentalt fra Gårdens
betjente.
Gennem baglokalesnakken mindsker
nærbetjentene afstanden ind til kollegerne
fra vagthold, som de vender tilbage til efter
et til to år som nærbetjent.
De erfarer, at tingene ikke er så sorthvide,
som de ofte tager sig ud, når de suser
igennem området i en patruljebil. Gellerup
er faktisk et godt sted at være. Den erfaring
deler de dog sjældent med kollegerne fra
Gården, fordi de ikke vil opfattes som hellige.
Louise Mejnertz blev i 2006 cand.mag. i etnografi
og social antropologi. Hun bor i Skanderborg,
er 29 år og i øjeblikket på barsel. Hun fulgte
nærpolitiet i Brabrand fra efteråret 2005 og til
foråret 2006.
Glæd dig til næste nummer:
forside_nr02_160507.indd 1 16/05/07 10:02:14
Politi 02 udkommer den
3. august 2007
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |
VERDEN RUNDT
USA:
4 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
Smil til bankrøveren
Af Christine Kloster
Hvordan får man en bankrøver til at opgive sit forehavende
og gå tomhændet ud ad døren? FBIagent Larry Carr, der er
ekspert i bankrøverier, er ikke i tvivl. De ansatte skal smile
til ham.
Lyder det underligt? Larry Carr er overbevist om, at det
er hans system »Safecatch«, der har halveret antallet af
bankrøverier i Seattle. I de første tre måneder af 2006 var
der 80 røverier, i samme periode i år: 44.
FBIagenten anslår, at 90% af bankrøverier i Seattle
foregår ved, at bankrøveren afleverer en seddel til bankassistenten,
hvor der står, at dette er et røveri. De vil helst
aflevere deres seddel uden alt for meget opmærksomhed
og uden at tale med nogen.
Sidste år fik First Mutual Bank i Seattle besøg af en
mand, der var iklædt solbriller, hat og havehandsker. Måske
»The Garden Glove Bandit«, der hærgede området mellem
En brud fra Georgia, der forsvandt kort før sit bryllup for
et par år siden, optræder nu i en hvervekampagne for
politiet. Jennifer Wilbanks var som sunket i jorden efter
en løbetur. En uge efter dukkede hun op i en anden stat.
Forklaring: Hun var blevet kidnappet.
FBI undrede sig, og hun indrømmede, at hun havde fået
kolde fødder. Reklamen viser en brud og teksten:
»Træt af dit gamle liv? Prøv politiet.«
Associated Press 29. marts 2007
Colombia:
En lastvognschauffør fra Bogota ærgrer sig
nok over, at han ikke sagtnede farten inden
et sving på motorvejen 200 km nord for
hovedstaden. Lastvognen skred ud, og heldigvis
slap chaufføren uskadt fra ulykken. Det
gjorde lastvognen ikke, og da siderne og taget
blev flået fra hinanden, røg lasten på næsten
et ton kokain ud på vejen. Politiet mener, kokainen
var på vej til havnen for at blive fragtet
ud af landet med skib.
Associated Press 20. april 2007
Sydafrika:
marts 2004 og november 2006. Bankdirektør Scott Taffera
besluttede sig for at afprøve venlighedstaktikken. Han
hilste hjerteligt på ham og spurgte, om han ikke skulle tage
hans hat og jakke. Derefter ledte han ham over til en anden
bankassistent, der fortsatte i samme stil. Den potentielle
bankrøver bad om at få vekslet nogle mønter og forlod banken.
Det er dog ikke altid, at systemet virker.
»Hvis bankrøveren bliver truende, så råder jeg altid de
ansatte til at gøre, hvad de bliver beordret til,« siger FBIagenten
til Seattle Times.
Seattle havde tidligere den tvivlsomme ære at være på
fjerdepladsen i USA, når det gjaldt antallet af bankrøverier.
The Seattle Times
11. april 2007
I landet, hvor en kvinde bliver myrdet hver 6. time, er man
naturligvis meget opsat på, at resten af verden har tillid til,
at de kan håndtere sikkerheden som værter for VM i fodbold
2010. En længere indkøbsliste er ved at blive produceret.
På den står bl.a. fire fly med videokameraer, der kan sende
direkte til betjente på jorden. 450 millioner kr. er blevet bevilget
oven i det normale budget.
The Independent 29. marts 2007
Indien:
Italien:
En farlig blanding af sort magi, heavy
metal og narko fik for et par år siden en
gruppe satanister til at gå amok og gennemtæve
nogle af deres egne og derefter
begrave dem levende i en skov uden
for Milano. De er bag lås og slå nu, men
politiet støder på flere og flere af samme
slags, så nu vil de oprette en enhed, der
er specielt rustet til at tackle den slags
forbrydelser.
BBC 11. december 2006
Blomsterduftende, selvlysende uniformer? Lyder det
som en dårlig vittighed? Det bliver snart virkelighed for
politiet i den vestlige delstat Gujarat. Selv efter vask vil
styrken på 300.000 mand dufte godt, for uniformerne er
blevet imprægneret med sejlivede duftstoffer, der kan
modstå vand. »Vi ser frem til at fremstå med en behagelig
aroma,« siger en højtplaceret politimand til Reuters.
Reuters 13. marts 2007
Spanien:
Politiet i Madrid har netop anholdt en mand, der har
gjort livet ubehageligt for nogle unge kvinder samt
politistyrken. Korrekt uniformeret som betjent passede
han kvinder op på gaden og bad dem om at assistere
i efterforskningen af en sag. Herefter blev de
kørt til et afsidesliggende lokale og befølt. Kvinderne
gav et enslydende signalement, og så var det ellers
bare om at ligge på lur efter den falske betjent.
El Pais 14. april 2007
New Zealand:
Australien:
Colin Barnett, en 46årig kunstner uden
succes fra Melbourne, fik den lyse ide at
stille en pakke med ordet »FREDSBOMBE«
ved et galleri. Derefter alarmerede han
politiet. De tog ingen chancer, afspærrede
området og sendte bombeeksperter ind.
Fredsbomben viste sig at være en lervase,
og i stedet for anerkendelse har kunstneren
netop fået en betinget dom på 15 måneders
fængsel.
The Australian 4. april, 2007
Hvad gør man, når man har fået stjålet noget? Man melder
det til politiet. Det var åbenbart den rygmarvsreaktion, der
fik en midaldrende kvinde fra Napier til at gribe telefonen
og anmelde tyveriet af sine tre marihuanaplanter. Det var
angiveligt fjerde gang, det skete. »Jeg vil kunne have mine
ting i fred, selvom de står udenfor,« brokkede hun sig til
den lettere forundrede betjent.
The New Zealand Herald 9. marts 2007
Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007 |
AT FÅ TAGET DEN REDAKTIONELLE MØDOM
Kend din læser på travet
Konceptudvikler og journalist Knirke Egede kæmper med at finde sin kernelæser
af det nye magasin – og med en stor portion præstationsangst
Mens dette skrives, sidder
min redaktør et sted og er
præcis lige så rødglødende,
som hendes hårfarve berettiger
hende til. Denne klumme
skulle være afleveret for
mindst ti timer siden, men
præstationsangsten har
taget sit solide greb i mig.
Ikke kun skal jeg skrive til
et blads jomfrunummer.
Den første gang er altid svær, resultatet bliver ofte lidt
kejtet. Det ved alle...
Men dette er ikke et hvilket som helst blad. Det er et
blad, som mennesker ansat i politiet skal læse. Det er på
en gang ret cool og temmelig angstprovokerende.
Når en redaktion bag et magasin mødes, sætter man ord
på den typiske udgave af læseren også kaldet en kernelæser.
Denne fiktive læser får sit eget liv med tiden, og
man refererer ofte til vedkommende i en vennesæl tone
såsom:
»Nu skal lille Louise også gide læse det.« Jeg har haft
kernelæsere som eksempelvis lille Louise fra Bjerringbro
og Gurli fra Ringsted. Henholdsvis til et musikblad og et
website.
Som freelancer er man sjældent med til at skabe en
kernelæser, og under redaktionsmødet til magasinet
opstod et sandt idébombardement af nørdet kriminalteknik,
seriemord og alskens blå blink. For da vi opdagede,
hvilken festbuffet af artikelemner det drejede
sig om, blev vi forvandlet til en børneflok på fri fod i
vej selvslikbutikken.
Fantastiske forslag og inspirerende idéer føg gennem
luften. Og redaktøren så mere og mere træt ud.
»Men gider en jysk betjent læse om det – eller hende,
der sidder på motorkontoret?,« spurgte hun igen og igen,
mens vi andre lod begejstringen bisse gennem redaktionslokalet.
Da mødet var slut, havde vi mange idéer at gå i gang
med. Men jeg manglede stadig at få skabt et indtryk af
kernelæseren. Ham eller hende, som jeg i mit eget hoved
skriver til. Så jeg gennemgik mine egne politibekendtskaber.
Den første politiperson er min søsters venindes mand.
En meget, meget alvorlig og lidt selvhøjtidelig mand med
det klassiske overskæg, som det påstås, at især den
jyske del af styrken er glade for. Hvis jeg skal skrive til
ham, kan jeg lige så godt opgive. Uanset hvad vil han
synes, at jeg er alt for pjattet og useriøs.
Der er også ham, som frekventerer min kærestes
stamsted, og som indtager ufattelige mængder af fadøl
og ofte bemægtiger sig jukeboksen med et »uden
rock‘n‘roll går det ikke«. Han ville kunne lide korte artikler,
gode interviews og en masse mindre nyheder. Han ville
helt sikkert også være meget fokuseret på billederne.
Men... der er faktisk lidt for meget gang i ham. Måske er
min kernelæser mere alvorlig og eftertænksom, ligesom
ham jeg sad ved siden af til et middagsselskab.
Han var faktisk så alvorlig og eftertænksom, at han
ikke sagde noget hele aftenen. Igen gik jeg i stå der midt i
ideudviklingen. Indtil jeg så listen over, hvilke bøger og
film vores potentielle læsere synes om.
Så hvis jeg bare er samfundskritisk som Jan Gillou,
underholdende som Dan Brown, velformuleret som Stieg
Larsson, virkelighedstro som Sara Blædel og har lige så
begavede pointer som John Le Carré, så vil jeg slet ikke
have problemer med at fange og fastholde mine læsere.
For første gang skal jeg skrive til nogle, der interesserer
sig for akkurat det samme som jeg. Det glæder jeg mig
meget til. Og min kernelæser? Tja, jeg forestiller mig
egentlig bare mig selv – bare ansat i politiet.