Et sandt menneske - Semikolon
Et sandt menneske - Semikolon
Et sandt menneske - Semikolon
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Nekrolog<br />
Hans Jørgen Thomsen (1950-2005) in memoriam<br />
“Your days are numbered, so are mine”<br />
Bob Dylan, Missisippi, 2001.<br />
Allerede før semesteret for alvor var kommet i gang mistede Afdeling<br />
for Idéhistorie på tragisk vis et af sine største aktiver – idéhistorikeren,<br />
filosoffen og bulderbassen Hans Jørgen Thomsen. Thomsen, som han var<br />
kendt blandt kolleger og studerende, havde allerede i foråret haft et alvorligt<br />
hjertetilfælde og var just vendt tilbage på fuld kraft, da hjertet endnu engang<br />
– og denne gang endeligt – sagde stop.<br />
<strong>Et</strong> <strong>sandt</strong> <strong>menneske</strong><br />
Det var efter sigende ikke første gang, at Thomsen havde været tæt på den<br />
ultimative grænse (og tematisk set kredsede Thomsens tænkning til stadighed<br />
omkring denne grænse). I forbindelse med en psykisk lidelse, som flere gange<br />
satte Thomsen i intim kontakt med den psykiatriske fornuft (en fornuft, som<br />
han også, som et af sine akademiske forbilleder Foucault, forstod at analysere<br />
med stor akkuratesse) havde han, har jeg forstået, således flere gange tangeret<br />
en overskridelse af livets grænse. Om sin psykiske lidelse var Thomsen meget<br />
åben. Ikke mindst, fordi han mente, at de fleste psykiske lidelser – udover de<br />
rent biologiske forhold (han anerkendte fuldt ud medicineringens velsignelse<br />
i sit eget tilfælde) – bundede i fundamentale træk ved den moderne væren i<br />
verden<br />
Livet på frihedens og dødens vilkår – eller kontingensens, som han også kaldte<br />
det – var det, der lidenskabeligt optog Thomsen. Bl.a. i doktorafhandlingen Frihed<br />
og kontingens (1988), der må stå som forfatterskabets absolutte hovedværk.<br />
Dette hovedværk udkom i kølvandet på det, som Thomsen selv i sin sidste<br />
bog – Sløk-monografien fra 2004 – kaldte ”Studenteroprørets og marxismens<br />
historiske intermezzo”. <strong>Et</strong> intermezzo, hvorunder Thomsen i selskab med folk<br />
som Hans-Jørgen Schanz, Lars-Henrik Schmidt og Jørgen Carlsen udgjorde den<br />
hårde kerne i et forsøg på ”at rekonstruere den marxske teoris omfangslogiske<br />
status”, som det med en lettere omskrivning af titlen på en af periodens mest<br />
hardcore udgivelser hed. I årene efter afhandlingen var Thomsen særdeles<br />
produktiv og udgav bl.a. det filosofiske essay Fornuft og endelighed (1990),<br />
essaysamlingen Erfaringer til tiden (1993), Sygdommens genealogi (1995) og<br />
romanen Skelsår (1997), der leverede en generationsportræt med selvbiografiske<br />
S E M I K O L O N ;<br />
tidsskrift for studier af idehistorie,<br />
semiotik og filosofi.<br />
af Paw Hedegaard Amdisen<br />
[ 1 ]
S E M I K O L O N ;<br />
<strong>Et</strong> <strong>sandt</strong> <strong>menneske</strong><br />
undertoner. I de efterfølgende år fulgte endnu en essaysamling – Det foreløbige<br />
mirakel (2000) – en kort bog om Sartre (2001), som nok på mange måder var<br />
Thomsens filosofiske idol, bogen Privacy – en filosofisk undersøgelse af det<br />
private rum og endelig bogen om Sløk (2004), der skulle blive forfatterskabets<br />
sidste værk (er anmeldt andetsteds i <strong>Semikolon</strong>). Sideløbende var Thomsen en<br />
begavet, produktiv og velskrivende kronikskribent, der nærmest fast leverede<br />
kronikker til aviser som Kristeligt Dagblad, Politiken og Information. Hertil må<br />
påregnes alle de tidsskrifts- og antologiartikler m.v., som Thomsen også var<br />
leveringsdygtig i. Manden havde med andre ord en imponerende arbejdsiver<br />
og disciplin.<br />
Men først og fremmest, så var Hans Jørgen Thomsen et <strong>sandt</strong> <strong>menneske</strong>,<br />
der vil blive savnet af sine kolleger, men så sandelig også af den store gruppe<br />
studerende, som i årenes løb har modtaget hans vejledning, har vekslet et<br />
ord med Hans Jørgen på ”institutgangen” om vind og vejr eller hørt et af hans<br />
utallige mini-foredrag om Dylans tekster ved en festlig lejlighed. Hans åbne,<br />
nærmest barnlige ansigt var totalt afvæbnende og efterlod altid indtrykket af,<br />
at her stod eller sad man overfor et <strong>menneske</strong> – et <strong>sandt</strong> <strong>menneske</strong>, ikke en<br />
lektor i idéhistorie, en akademisk lejesvend. Dertil var sagen – dvs. faget – for<br />
alvorligt. Personligt husker jeg Thomsen fra mange sammenhænge – mange<br />
sjove, spændende og anderledes øjeblikke. Dem ville jeg meget nødigt have<br />
været foruden, og jeg tror mange andre vil sige det samme.<br />
Æret være dit minde, Hans Jørgen!<br />
Andre mindeord:<br />
Jens Viggo Nielsen: ”Dødens mening”, kronik i Politiken, tirsdag d. 22 februar,<br />
2005.<br />
Jens Viggo Nielsen: ”Modet til at være sig selv – på trods”, nekrolog i HumAvisen,<br />
nr. 49, 2005.<br />
Hans-Jørgen Schanz: ”Mindeord”, bl.a. Campus, nr. 2, 2005.<br />
Desuden planlægges en særudgivelse om Hans Jørgen Thomsen.<br />
[ 2 ]