KALASHAFOLKET I HINDU KUSH - Moesgård Museum

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne - Hindu Kush 

HINDU KUSH 

KALASHAFOLKET I HINDU KUSH 

Indsamlet 1995 af Mytte Fentz. 

Etableret 1997/98. 

Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta på: 

www.moesmus.dk/unesco 

Seneste opdatering: 30.11.2004 

Introduktionsoversigt .........................................................................................................................2 

Lærervejledning.................................................................................................................................3 

Tema A: Generelt og specifikt ...........................................................................................................5 

Tema B: Mandens dagligdag.............................................................................................................9 

Tema C: Kvindens dagligdag ..........................................................................................................11 

Tema D: Indvielsesriter for børn......................................................................................................12 

Tema E: Dragt og personligt udstyr.................................................................................................13 

Annoteret litteraturliste.....................................................................................................................14 

Genstandsliste.................................................................................................................................15 

Tekster til dias og fotostater ............................................................................................................24 

Side 1 af 29 - Indhold


Introduktionsoversigt 

Kalasha-samlingen består af flg. materiale: 

107 genstandsnumre fordelt i 4 Unesco-kasser. 

Genstande, dias og fotostater er fordelt på følgende temagrupper: 

A: Kalasha-folket, generelt og specifikt: Samtlige dias og fotostater. 

- Historie og politik 

- Beboelsesform 

- Ejerforhold til jorden 

- Det religiøse 

- Sproget 

- Den sociale struktur 

- Pakistan, politik og minoritetsproblematik 

B: Mandens dagligdag: Dias nr: 20-40 samt fotostater med samme numre. 

- Geden og agerbrug 

- Gedehold og sæterdrift 

- Produktion af smør og ost 

C: Kvindens dagligdag: Dias nr: 41-62 samt fotostater med samme numre. 

- Boligen og familiens ernæring 

- Brødbagning 

- Møllen 

- Agerbrug 

- Overrisling 

D: Barnets dagligdag: Dias nr: 63-72 samt fotostater med samme numre. 

- Leg 

- Skolegang 

- Indvielsesriter 

E: Dragt og personligt udstyr: Dias og fotostater med følgende numre: 

3,4,8,12,15,21,22,30,40,41,44-46,51,58,59,60,64,65,72. 

- Kvinden 

- Manden 

- Barnet 

Genstandene er indsamlet af Mytte Fentz under feltarbejde i Hindu Kush i 1992 samt efterfølgende 

ophold i 1994 og 1995. 

En mindre del af de medfølgende fotos er optaget af Mytte Fentz. Størsteparten af fotomaterialet er 

optaget af fotograf Torben Stroyer. 

Copyright: Mytte Fentz & Torben Stroyer 

Mytte Fentz, cand.mag. Institut for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet, Moesgård. 

Sommeren 1997 

Side 2 af 29 - Introduktionsoversigt


Lærervejledning 

Kalasha-samlingen repræsenterer ikke een bestemt lokalitet i Hindu Kush, men forskellige 

landsbysamfund spredt rundt i de tre Kalasha-dale, Rombur, Bomburet og Birir. De praktiske 

omstændigheder omkring mine ophold i Kalasha-dalene har, naturligt nok, været afgørende for, hvor 

genstandene er indsamlet. Nogle genstande blev indsamlet under længerevarende ophold i 1992 og 

1994, men hovedparten blev dog indsamlet i 1995. 

Førhen blev især alle former for husholdningsudstyr fremstillet lokalt af træ eller byttehandlet med de 

flygtede østafghanere, som i slutningen af forrige århundrede slog sig ned i grænsebyerne Kunist og 

Bromuthal. Man betjente sig også af alle størrelser af lerkar, som omrejsende pottemagere fra 

områder nord for Chitral kom for at fremstille lokalt. Efter passende produktion af lerkar i dalene drog 

pottemagerne atter hjem forsynet med korn som modydelse og betaling for indsatsen. 

I dag købes det allermeste udstyr i Bazaren i Chitral. Eller rejsende muslimske handlende faldbyder 

deres varer i Kalasha-dalene. I sig selv fortæller alle disse pakistansk-, indisk- eller kinesiskfremstillede 

varer jo også i hvilket omfang selv uhyre afsides liggende egne har kontakt med den store 

ydre verden. 

Det er tilstræbt at samlingen indeholder såvel brugte som nye genstande, idet begge grupper rummer 

informationer om samfundet. Slidmærker og nænsomme reparationer samt tilføjede dekorationer er 

alle tegn, som øger informationen om den enkelte genstand og det samfund, der anvender den. De 

nyindkøbte genstande produceres af nogen et eller andet sted nært eller fjernt og giver således 

automatisk information om produktion, kontakter og handel. 

Den allerbedste kombination for børnenes mulighed for at indleve sig i og for at forstå den fremmede 

kultur er konfrontationen med og berøringen af de konkrete materielle genstande, det visuelle indtryk i 

form af et medfølgende righoldigt billedmateriale samt at lytte til det lokale sprog og den lokale musik, 

alt sammen suppleret med lærerens informationer. 

De såkaldte 'turistgenstande' der er repræsenteret i samlingen er forskellige genstande, som nok er 

udformet som de lokalt anvendte, men bevidst fremstillet som det rene junk som turisterne herefter 

lykkeligt opkøber. Kalasha-kvinderne forsøger at slå lidt mønt af de eendagsturister, der kører op og 

ned igennem dalene, ved især at faldbyde discount-udgaver af det farvestrålende og kauri-dekorerede 

hovedtøj. Men de har ikke en egentlig organiseret produktion. Den egentlige turistindtjening, baseret 

på den farverige og eksotiske Kalasha-kultur, udfolder sig i hovedbyen Chitral. Her i den lokale bazar 

handler Chitrali-muslimer med store mængder af såkaldte 'Kalasha'-kvindehovedtøjer, fremstillet af 

Chitrali-kvinder. Inde i dalene er den bedste turistsouvenir for de indstormende punjabi-mænd iført 

solbriller, læderjakker og cowboybukser, fotos af de kønne, utilslørede Kalasha-kvinder. Hyppigt er de 

så pågående at tumulter opstår imellem Kalasha-mænd og punjabi's. 

Den ledende tråd i samlingen er enkelheden, som ikke alene gælder den materielle kultur, men også 

omfatter den daglige livsform hos Kalasha-folket. 

Samlingens fem forskellige temaer er en konstrueret opdeling af Kalasha-folkets daglige virkelighed, 

hvor det langt mere drejer sig om overlevelse med aktiviteter, der glider ind og ud imellem hinanden. 

Samlingens opdeling i dagligdags temaer er ganske enkelt et pragmatisk forsøg på at belyse den 

kompleksitet, som Kalasha-kulturen alligevel udgør. 

Generelt indgår de forskellige genstande i det daglige produktionsliv, som dels udfolder sig som 

agerbrug i de tre dale, passet af kvinderne, dels på sæteren, hvor mange af landsbyens mænd 

opholder sig med deres gedeflokke fra medio juni til medio oktober. 

Mere specifikt ville genstande knyttet til Kalashaernes religiøse liv helt naturligt indgå i en sådan 

samling. Da der i de religiøse ritualer imidlertid anvendes vigtige - og flygtige - emner som geden, 

mælken, osten, brødet og ilden, kan disse handlinger foran helligdommen kun skildres ved hjælp af et 

billedmateriale. 

Side 3 af 29 - Lærervejledning


Genstandene her i kasserne er eksempler på Kalasha-samfundets materielle kultur, idet de alle har 

tilknytning til den dagligdag, som Kalasha-folket lever. Men alligevel kan de på ingen måde rumme alle 

informationer om den mangfoldighed, som Kalasha-folkets dagligdag er. 

Samlingen skal forstås som et eksempel på Kalasha-samfundets materielle kultur, og repræsenterer 

således en mikroudgave af dette komplekse samfund. Men uanset, hvor klogt og samvittighedsfuldt vi 

som etnografer udfører vor indsamling, så vil resultatet altid få et personligt præg og dermed ikke 

nødvendigvis repræsentere den endelige sandhed om dette samfund. 

Side 4 af 29 - Lærervejledning


Tema A: Generelt og specifikt 

Historie og politik 

Hindu Kush-bjergene, på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, er Himalaya-massivets 

sydvestlige udløber. Her i dette uvejsomme terræn, i bjergstaten Chitral, bor Kalasha-folket, de sorte 

Kafirer eller Kalash-Kafirerne. Navnet Kafirer er muslimernes betegnelse for vantro eller hedninge. 

Betegnelsen sort referer muligvis til den sorte klædedragt Kalasha-kvinderne bærer. 

I forrige århundrede udgjorde dette område, sammen med det østlige Afghanistan, det forjættede 

Kafiristan, beboet af Kafirerne, et indoeuropæisk folk, som fængslede Kipling i en sådan grad, at han 

lod sin roman 'The man who would be King' foregå her. Kort efter Kipling havde skrevet sin bog, i 

slutningen af forrige århundrede, tvang Emiren af Kabul Kafiristanerne til at antage Islam. 

Det antages, at Kafirernes forfædre indvandrede hertil fra områder nær Kaukasus omkring 2000 f.v.t. 

Det faktum, at Alexander den Store (336 - 323 f.v.t.) og hans soldater siden trængte ind i disse 

områder, skabte den myte, at ikke alene Kafirerne men også folk fra Pamir, Gilgit og Hunza 

nedstammede fra grækerne. 

I Vesten var viden om Kafirerne i lang tid sporadisk, men englænderen Sir George Robertson rejste i 

slutningen af forrige århundrede som politisk agent og læge gennem disse vanskeligt farbare områder 

og udforskede samtidigt Kafirernes kultur. Robertsons imponerende indsamling af viden foregik inden 

Kafiristans endeligt og resulterede i den enestående bog 'The Kafirs of the Hindu-Kush'. 

Den afghanske herskers grusomme fremfærd blev skæbnesvanger for Kafiristan og betød en delvis 

opløsning af traditionelle livsformer. En mindre gruppe Kafirer undslap emirens invasion og søgte 

tilflugt på østsiden af den såkaldte Durand-Linie - et resultat af den britisk-afghanske 

grænsedragningsaftale i 1893. 

Det oprindelige Kafiristan, der som nævnt på arabisk betyder ”De vantros Land”, blev omdøbt til 

Nuristan, Lysets Land. De undslupne Kafirer, som søgte tilflugt på østsiden af den afghansk-indiske 

grænse, slog sig ned i de to landsbyer Kunist og Brumotal. 

Mehtaren af Chitral herskede her på østsiden af grænsen, og Kalasha-folket i dalene sydvest for 

Chitral levede nu i et feudalt afhængighedsforhold til Mehtaren, til hvem de skulle svare afgift i form af 

arbejdsydelser, afgrøde eller geder. 

I 1947 blev Mehtarens fyrstedømme en del af forbundsrepublikken Pakistan. Kalasha-folket, der tæller 

omkring 3.500 ialt, er i dag en minoritet i forbundsrepublikken Pakistan i den del af landet, der kaldes 

North West Frontier Province. 

Beboelsesform 

De stejle og golde klippesider, som indrammer de flodgennemstrømmede dale, er området, hvor de 

traditionelle landsbyer er anlagt. Husene, omkring 20-30 i en landsby, er nærmest arkitektoniske 

mesterværker, idet de klamrer sig til bjergskråningerne, så de ikke optager den sparsomme agerjord i 

dalbunden. Husene ligger tæt sammenbygget eller stablet ovenpå hinanden, således at det flade tag 

danner terrasse for det ovenfor liggende. Også bygningskonstruktionen er veltilpasset så husene kan 

modstå de hyppige småjordskælv ,der forekommer i disse bjergområder. Husenes røgsværtede og 

solblegede flader - her og der smukt udskåret - står imod bjergskråningerne som gigantiske skulpturer 

af stor skønhed. 

Ejerforhold til jorden 

Siden 60'erne er Kalasha-folket blevet drastisk forarmet. Det viser dels oplysninger fra demografiske 

tal, dels underretninger om at for blot få generationer siden blev der ofret op til 100 geder ved 

prestigefester. Nok ofres der stadig geder ved de rituelle fester, men det er ikke de mængder som 

førhen. Det er der ganske enkelt slet ikke råd til i dag! I dag ejer en gennemsnitsfamilie, en såkaldt 

Side 5 af 29 - Tema A: Generelt og specifikt


udvidet familie på omkring 20 medlemmer, sjældent mere end fem acres, d.v.s 2-3 hektar land samt 

20-30 geder. 

Flere faktorer kan give noget af forklaringen på disse ydmyge forhold: 

Kalasha-folkets arveregler, hvor alle sønner deler ligeligt, er een grund, som har skabt forarming, idet 

flere familier skal deles om stadig mindre jordlodder. Arvesystemet vil fortsat fragmentere tilliggendet 

med det resultat, at de fleste familier har 4 eller 5 marker, som sjældent er mere end 2 acres hver. 

En anden faktor er Hindu Kush dalenes topografi med snæver bund og stejle bjergvægge, hvilket ikke 

giver store muligheder for at inddrage nyt dyrkningsareal. En kraftig udbygning af eksisterende 

overrislingskanaler nær landsbyerne samt anlæggelse af terrassemarker, som de kendes både i 

nabolandet Nuristan imod vest og i det østligere liggende Hunza, ville dog skønsmæssigt, ifølge lokale 

kilder, kunne øge areal og produktion med op til 30%. 

Endnu en truende faktor er den hurtighed, hvormed muslimske handelsfolk har formået at opkøbe eller 

overtage den lokale jord eller blot valnøddetræer - forstået sådan, at de fortsat står på rod - som 

betaling for økonomisk mellemværende mellem en lokal Kalasha-mand og en tilflyttet muslim. 

Religion 

Skønt Chitrals skiftende herskere var muslimer, viste de aldrig stor interesse for at omvende Kalashafolket. 

I dag lever Kalash Kafirerne, de Vantro Kalash, som de omkringboende muslimer ynder at kalde 

denne minoritet, fortsat efter de ældgamle traditioner, som er uløseligt forbundet med deres religion. 

Kalasha-folket er et af de få folk i disse egne, der endnu har modstået omvendelse til Islam. Deres 

religion kan relateres til en hinduistisk oldform, som havde sin oprindelse i områderne mellem Indien 

og Centralasien. 

Kalasha-religionen, med flere guder og helligsteder, er tæt forbundet med dette bjergsamfunds indre 

struktur og dagligdag. 

Sæterdrift med geder, som mændene og drengene passer, anses for onjesta, religiøst rent, hvorimod 

agerbrug på kunstvandede marker i dalene, som kvinderne og de unge piger passer, er praghata, 

religiøst urent. 

Både naturen og boligen har usynlige - men for Kalasha-folket kendte grænser - der adskiller rituelt 

rene områder fra urene. Mændene må ikke nærme sig områder, der er praghata, og de har således 

ingen adgang til bashali'en, kvindehuset, hvor kvinder opholder sig under menstruation og 

børnefødsler, beskyttet af deres gudinde Dezalik. 

Modsat må kvinderne ikke vandre med til den øverste del af sæteren, som er onjesta. Ej hellere må de 

komme nær helligstederne Mahandeo dur eller Sajigor dur, som ligger udenfor og ovenover landsbyen 

og kun må betrædes af mænd. I slægtshelligdommen Jestakhan'en, i landsbyens centrum, kommer 

alle familiemedlemmer. 

Den isolerede livsform, som Kalasha-folket har i disse afsides liggende dale, reflekteres ganske 

tydeligt i deres religiøse liv. Udover at Kalasha tilbeder een overordnet gud, skaberen af alt, så har de 

forskellige lokale guder, som har stor betydning for deres daglige liv og som beskrives som individuelle 

personligheder hver med sin særlige form for styrke og svagheder, akkurat som mennesker. 

Disse guder tilbedes i særlige huse eller lunde, ifølge lokal forklaring i sin tid udvalgt af guderne selv. 

Her markerer afmærkninger med udskårne bjælker præcist, hvor guden ´opholder' sig eller kommer til 

stede under ofringerne. For Mahandeo'ens vedkommende er helligstedet yderligere indrammet af fire 

stiliserede udskårne hestehoveder. I en udskåret bjælke kan der være en udhuling beregnet til ofringer 

som blod fra offerdyret eller mel, vin, druer og små stumper brød. 

'Gudehuse' som Mahandeo'en eller Sajigor dur er religiøst bundet til det hellige og rituelt rene og er 

steder, hvor kvinder ikke må komme. Dagligdagen hos Kalasha er opdelt i helligt og profant. Alt der er 

sammenbundet med menneskets fødsel og død er urent eller pragata. Visse guder og feer er til 

gengæld rituelt rene og hellige eller onjesta. 

Således er kvinden også del af den urene sfære pragata. Når hun menstruerer eller føder sit barn, 

opholder hun sig i Bashali'en, kvindehuset. Ligeledes må en kvinde heller ikke nærme sig geden, som 



er specielt værdsat, og alle gedestalde befinder sig derfor af praktiske grunde udenfor landsbyen. En 

mand, der har haft seksuel kontakt, må nødvendigvis rense sig inden han går ind i gedestalden. Andre 

restriktioner gælder bien, som også er hellig, så derfor må kvinder ikke spise honning. 

En mand med seksuelle relationer, enten han er gift eller har kærester, kan ikke forrette en ofring. 

Hertil kræves en absolut 'jomfruelig' renhed, så derfor vil en sådan handling altid blive foretaget af en 

'jomfrueligt' ren dreng. Han alene må malke geden eller slagte den under ceremonien. 

Gudinden Jestak, som tilbedes i Jestak-Han'en, er til gengæld - frem for alt - beskytteren af familien 

og huset. Her kan alle komme: mænd, kvinder og børn. Sædvanligvis er det sådan, at hver klan, som 

tæller syv patrilineære slægter, har deres eget klanhus eller Jestak-Han. Dette klanhus ligger centralt i 

landsbyen og adskiller sig fra de øvrige huse ved de udskårne stolper ved indgangsdøren samt de 

udskårne søjler inde i huset, som støtter det flade loft, der er forsynet med en centralt placeret åbning, 

konstrueret over forskudte kvadrater, hvor røgen fra det åbne bål kan slippe ud. Det er de forskellige 

ceremonier, som vedrører klanens liv, der foregår her. De nyfødte babyer præsenteres her, giftermål 

fejres her, og den afdøde slægtning ligger på lit de parade her. 

Sprog 

Kalasha-folkets sprog tilhører en indoeuropæisk sprogstamme. De taler Kalashamun, et dardisk sprog, 

som ligger tættere på oldindisk end de indiske nutidssprog. 

Den sociale struktur 

Vor forståelsesramme bør ikke ukritisk lægges ned over Kalasha-folkets måde at forstå dagligdagen 

på. Og skønt Kalasha ikke har et skriftsprog, er de ikke af den grund historieløse. Man skal kunne 

huske sin slægts mundtligt bårne historietradition. For dem har det været en lang tradition at fortælle, 

som de gør. 

I et skriftløst samfund som Kalasha er Kasi'en, traditionsvogteren, en særdeles vigtig person. Han 

holder styr på de religiøse ritualer, og alle vigtige spørgsmål, der angår samfundet, som 

slægtskabsrelationer, giftermål, ejerforhold, sæterens arealer, prestige og fester. Han er også mester i 

at erindre de legender, som beretter om Kalasha-folkets historie og kulturelle arv. 

Samfundet har love, som skal følges, skønt de er uskrevne, og samfundet har normer, som tillader folk 

at have forventninger til andres adfærd. Imødekommes disse uskrevne love og normer ikke, afgøres 

stridighederne af et råd af ældre mænd. Også fra andre 4-Verdens samfund kendes denne 

gerontokratiske styreform. 

Ku-shun'en, en patri-lokal, patrilineær udvidet familie, er den mindste enhed af Kalasha klan 

strukturen. 

Samfundsstrukturen fordrer at ku-shun'en producerer mere end den i sig selv subsistentielt behøver. 

Dette behov for ekstra overskud af føde hænger sammen med de rituelle fester, der holdes i årets løb. 

Andre familier indenfor den samme klan forventes at dele udgifter til disse rituelle ceremonier, og en 

familie eller klan, som holder igen med udgifter til disse ceremonier, vil miste prestige i det øvrige 

samfunds øjne. 

Giftermål er strengt exogame og må ikke indgåes nærmere end 7 slægtsled i forhold til den 

pågældende familie. Så kvinden giftes hyppigt ud af landsbyen, medens manden, som er patrilokal, 

hyppigt henter sin kommende hustru fra en anden landsby. 

De islamiske regler er ganske anderledes lempelige: for mandens vedkommende foretrækkes farssøsters-datter. 

For en Kalasha ville dette valg være at gifte sig ind i sin egen fædrende lineage og 

automatisk medføre ekskommunikation af samfundet og et fald på rangstigen til den laveste status: 

bai-ra. 

Pakistans politiske situation 

Pakistan er en relativ ny statsdannelse. Landet opstod i 1947, da Indien fik sin uafhængighed af 

Storbritannien. Dette udløste at de muhammedansk dominerede områder i det vestlige og østlige 



Indien valgte at frigøre sig fra det hinduistiske hovedland. Det skete dog ikke uden voldsomme 

stridigheder, en stridighed der for den nordlige provins Kashmirs vedkommende endnu ikke har fundet 

sin løsning. I 1971 rev så den østlige del af Pakistan sig løs under navnet Bangladesh. 

Pakistans selvstændige historie har frembragt utrolig megen vold. Statens fader Ali Jinnah døde 

allerede 1948, og hans efterfølger blev myrdet. I 1956 fik landet endelig en forfatning, men i 1958 tog 

militæret magten under Ayub Khan, som imidlertid måtte vige pladsen for Yahya Khan, da hans 

demokratiske tanker ikke huede officerskorpset. En organiseret opposition vandt et valg i 1970 under 

Zulfikar Ali Bhutto, som indførte en moderat socialisme. 

Imidlertid angreb en islamisk fundamentalisme hans europæiske prægede samfundssyn, men trods 

dette vandt han en formidabel valgsejr i 1977. Naturligvis påstod oppositionen, at det skyldtes 

valgsvindel, og der opstod udbredte optøjer, hvorefter hæren igen greb ind under Zia ul-Haq. 

Zia ul-Haq fik Bhutto henrettet for påstået meddelagtighed i et politisk mord og tilgodeså 

fundamentalisterne ved at indføre den islamiske sharia-lov. I 1988 omkom Zia ul-Haq ved et - 

formentlig reelt flystyrt - og ved det efterfølgende valg vandt Bhuttos datter Benazir Bhutto's parti PPP 

Pakistan People's Party. Allerede i 1990 blev hun dog afsat af præsidenten på korruptionsanklager. 

Dernæst vandt den islamisk-demokratiske alliance under Nawaz Sharif, men også han blev afsat på 

grund af korruption allerede i 1993. Et nyt valg gav atter magten til Benazir Bhutto, mindretals-uro 

blussede op i Sindh og Punjab-provinserne, hendes bror bliver myrdet - og i 1996 måtte hun for anden 

gang se sig afsat af præsidenten på grund af korruptionsanklager mod bl.a. hendes mand, som 

samtidig er under anklage for at have myrdet svogeren! Ved det seneste valg vandt PML Pakistans 

muslimske Liga under Nawaz Sharif igen. 

I følge Pakistans forfatning er Kalasha-folket beskyttet som minoritet, hvilket blandt andet indebærer 

respekt for og beskyttelse af minoritetens religion. Men i praksis ignorerer staten de fleste af sine 

menneskerettigheds-forpligtigelser i denne retning. “Pakistan has been found guilty of gross neglect of 

its duty to safeguard the rights of minorities and of being instrumental in ghettoising minority 

communities and herding them into a siege mentality” (Herals Election 1990). 

Konkluderende styres Pakistans politiske liv af alt for mange inkompatible kræfter: Islamisk 

fundamentalisme kontra en mere verdslig, vestlig påvirket og præget indstilling. Endog konflikt mellem 

sunnitiske og shiitiske fundamentalister. Regionale modsætninger - som for eksempel urdu-talende 

indiske muslimers kamp for lokalt selvstyre omkring hovedbyen Karachi, eller mellem 

centralregeringen og de traditionelt selvrådende stammer i Baluchistan og Pathanerne i North West 

Frontier Province. Dertil kommer manglen på demokratiske traditioner samt den allesteds florerende 

korruption og nepotisme. 



Tema B: Mandens dagligdag 

Agerjord og gedehold 

Hvert forår gøder mændene de stenfyldte og magre agre med den staldgødning, der har hobet sig op i 

gedestaldene i løbet af vinteren. Den hakkes løs og fyldes i store pileflettede kurve og bæres 

møjsommeligt ud på marklodderne, hvor hver kurvfuld efterlades i en lille bunke indtil disse bunker 

håndspredes ud over arealerne. Dernæst pløjes markerne med stude forspændt en såkaldt ard, en 

plovtype, som vi her i Danmark anvendte i tidlig middelalder. ”Harvning” af marken foregår med en stor 

gren skåret af stenegen, som en mand slæber efter sig over marken for at udglatte de store 

jordknolde. Tilsidst tilsås marken enten med hvede, byg, majs eller bønner. Inden kvinderne overtager 

pasningen af den fremspirende afgrøde, har mændene også uddybet det netværk af 

overrislingskanaler, som altid trækkes henover marklodderne, og som tages i brug, ved tilkobling fra 

større vandingkanaler i løbet af juni måned, når solen truer med at udtørre alt. 

Medens kvinderne passer markerne og overrislingen, så er det mændene, der tager vare på 

gedeflokkene. I den kolde periode fra november til slutningen af maj holdes gederne enten på stalde, 

som ligger oven over landsbybebyggelsen, eller gederne græsser på landsbyens overdrevsarealer, 

som ejes af alle fra landsbyen. I slutningen af maj vandrer mænd og drenge til sæters med deres 

gedeflokke for at søge friske græsningsarealer i de højereliggende Hindu Kush bjerge. En familie kan 

eje fra 10 til 200 geder, som ledes sammen med geder fra andre familier til kæmpeflokke på 3-400 dyr. 

Det er græsningsarealer i omkring 3.600 m.o.h. der opsøges tidligt i sæsonen for senere, når disse 

arealer er afgnavet, at opsøge arealer i op til 4.500 m.o.h. ganske tæt på den afghanske grænse. 

Fremstilling af smør 

Smør fremstilles både på sæteren - medens geder og mænd opholder sig dér i de mange sommer- og 

efterårsmåneder, samt i mindre grad nede i dalen. Det er et hårdt arbejde at kærne smør, så det er 

husfaderen eller en af de ældre sønner, der tager sig af det. Udstyret til denne proces er ganske enkelt 

et tæt gedeskind. Når det slagtede gedekid afpelses, bliver skindet vrangvendt. Det fyldes natten over 

med en blanding af vand og aske. Næste dag retvendes skindet, og hårene kan så fjernes med 

hånden. Skindet blæses op, tørrer og er derefter klar til brug. 

Den nymalkede gedemælk tilsættes tykmælk for at gøre den sur til den følgende morgen. Den 

klumpede og sure gedemælk fyldes så på skindet - og måske tilsættes lidt vand - ved hjælp af en tragt. 

Til sidst pustes skindet op og surres derefter tæt sammen. Herefter starter en langsommelig og hård 

proces: En siddende person vipper nu den oppustede og fyldte gedebælg rytmisk over knæene, indtil 

smørret dannes. Når kærnemælken, lassi'en, har udskilt sig fra smørret, hældes den fra til 

osteproduktion. 

Ostefremstilling på sæteren 

Det er især under de mange måneders ophold på sæteren, at mændene fremstiller store mængder ost 

af den gedemælk, de dagligt malker fra gederne. 

Kærnemælken som dannes ved smørkærningen, hældes over i en beholder af aluminium som sættes 

over ilden. Opvarmningen får nu kaseinen eller proteinen til at udskille sig fra vallen. Med store øser 

bringes ostemassen nu over i en si, som er foret med enebærkviste, der holder urenheder tilbage, men 

også har rituel eller magisk indvirkning på osteproduktionen. 

Ostemassen hældes i forme og tørrer i solen, idet fugtighedsprocenten igennem dagen falder helt ned 

på mindre end 10%. Ostene hærdes enten i en form tildannet af skiferstykker eller i beholdere, der 

førhen var smukt udskåret af træ. Hvor alle husholdningsbeholdere førhen var fremstillet af træ og 

hyppigt smukt udskåret med forskellige symboler, så er de i dag af aluminium og købt i bazaren i 

Chitral. Hertil fragtes de enten sydfra fra Peshawar over Lowari Passet eller fra Afghanistan i vest. 

Ostene saltes ikke, da bjergsalt opfattes som urent. Salt brydes ikke i Kalasha-samfundet, men hentes 

udefra, idet det importeres til Chitral fra Badakhstan. I forhold til Kalasha-kosmologi opfattes ”ikke 

Side 9 af 29 - Tema B: Mandens dagligdag


Kalasha-emner” konsekvent som urene, så derfor bringes saltet ganske enkelt ikke op på sæteren, 

som ikke alene er mere rituelt ren end dalene, men også er det område, hvor ”feerne” ifølge myterne 

holder til. 

Side 10 af 29 - Tema B: Mandens dagligdag


Tema C: Kvindens dagligdag 

Det er kvinderne, der passer de små jordlodder i dalbunden, hvor der dyrkes hvede, byg og majs samt 

bønner og rodfrugter, ligesom ernæringen også er afhængig af frugter, bær og valnødder. Alt tørres i 

solen efter modningen og stuves derefter i forråd til vinteren enten i husets kælder eller i pasti'et, det 

fritstående forrådshus. Et net af større og mindre vandingskanaler gennemskærer landskabet. De 

forsynes alle fra den altid vandrige flod, - ikke direkte, men fra stikkanaler placeret mange kilometer 

derfra, oppe i bjergene mod nordvest. Dette veludbyggede overrislingssystem fungerer gennem den 

lange og tørre sommer og sikrer dermed afgrøden. 

Kvinden er evigt igang med sine mange gøremål. Hun står op med solen, fejer jordgulvet med 

riskosten og tænder op i det åbne ildsted for at tilberede morgenmaden til resten af familien. Der skal 

koges vand til te og æltes dej til brød til bagning. Efter morgenmaden vil nogle kvinder gå i marken for 

at luge ukrudt i den kornkultur som mændene har udsået. Det velvoksne ukrudt samles bagefter 

sammen i kvindekurven og transporteres hen til kreaturstalden. Andre kvinder vil passe overrislingen 

af marken, som er så nødvendig, da det næsten ikke regner fra midten af maj måned frem til oktober. 

Mølleaktivitet og brødbagning 

Brød bagt af bygmel, hvedemel eller majsmel er hovedernæringskilden for Kalasha. Da en familie 

oftest tæller omkring 15 til 20 medlemmer, skal der daglig bruges store mængder mel til at bage 

forskellige typer brød. Og det er familiens kvinder, som tager sig af denne aktivitet. Kvinderne henter 

kornet frem fra kælderen eller forrådshuset, renser det for rester af avner, småsten og måske mider og 

hælder så kornet i en gedeskindssæk eller en flettet kurv og vandrer ned til møllen. I bunden af hver af 

de tre Kalashadale løber en stor vandrig flod, og det er ved sidegrene fra denne flod at vandmøllerne 

er bygget, idet møllen jo bygges dér, hvor vandet befinder sig. De fleste vandmøller ligger derfor 

hyppigt lavere end landsbyen. 

Med den store søgning til og aktivitet omkring vandmøllen bliver den helt naturligt et socialt 

samlingssted, ikke blot for de kvinder, der skal male mel, men også for deres mindre og større børn. 

Undertiden slår nogle mænd sig også ned for at deltage i den livlige lokale sladder, der dyrkes her. 

Møllekanalen er samtidigt et yndet sted for tøjvask, eller ventetiden går med at justere perlebroderier 

eller reparere huller i familiens tøj. 

Møllens justering af det mekaniske skal være i orden, og det er ejeren af møllen, som skal sikre, at det 

vandrette møllehjul er i balance, og at de to møllesten er velholdte. Dette er en nødvendighed for at 

det mel, der males, opnår den rette finhedsgrad. Jævnligt må mølleejeren bilde møllestenene, dvs 

genskabe den ru overflade, når de er nedslidte. Men kvinderne kan selv justere den indbyrdes afstand 

imellem de to møllesten alt efter, om det er majs, byg eller hvede, de vil male i møllen den 

pågældende dag. Kornet bør drysse rytmisk ud af den store pæreformede tragt og ned i den øverst 

liggende møllestens centrale hul, en aktivitet kvinderne også kan regulere. Hele den sindrige mekanik 

styres overordnet af den vandmængde, som gennem en lang, skråtstillet kanal, hugget ud af een lang 

træstamme, ledes ind til og forbi, det vandretliggende møllehjul. Møllehjulets rotation driver den 

øverste mobile møllesten, medens den nederste er fastliggende. 

Enhver, der maler mel i en mølle, skal betale for brugen af møllen, hvilket sker i form af mel, hvis 

kvantum udregnes efter den mængde mel, der males. Der vil altid stå en beholder, som brugeren 

fylder med noget af det malede mel, som dels går til ”mølleguden” dels til mølleejeren. 

I et stort fad af aluminium blander kvinden mel og vand, og når den rette konsistens er opnået, fylder 

hun hånden med dej, som fordeles på en konveks bageplade af jern, der hviler på et par ildbukke eller 

et treben i det åbne ildsted. Der tilsættes hverken gær eller salt til brøddejen. Med en palet løsner hun 

brødene, vender dem, bager dem på den anden side, og så er de klar. De ligner eller er snarere en 

slags pitabrød og er enten bagt af hvede-, byg- eller majsmel. De flade runde brød kaldes chapatti. 

Undertiden fyldes hvedebrødene med en mos af knuste valnødder og ghee, som er opvarmet og 

dernæst stivnet smør, og de lægges derefter til efterbagning i den varme aske. Dette utroligt 

velsmagende og nærende brød hedder jau-o. 

Side 11 af 29 - Tema C: Kvindens dagligdag


Tema D: Indvielsesriter for børn 

Kalasha-børn fungerer som små kopier af de voksne. Så snart det kan lade sig gøre, deltager 

drengene i mændenes og pigerne i kvindernes daglige arbejdsaktiviteter. 

Der er en høj dødelighed blandt de yngste Kalasha-børn. En kendsgerning som er indbygget i de 

lokale begravelsesritualer. Dør et barn inden det er blevet '”ndviet til samfundet” begraves det i hast 

den selvsamme dag. Indvielsen til samfundet betyder derimod, at barnet nu er en del af dette, og 

herefter vil en begravelse betyde indkaldelse af nære og fjerne slægtninge. 

Piger og drenge indvies under forskellige ceremonier til det voksne samfund. Dragten samt vævede 

bånd, de såkaldet chumans, perler, blomster og frugter er de symbolske elementer ,som indgår i 

indvielsesceremonien, og som skal bringe barnet frugtbarhed og lykke i den voksnealder. 

Nogle af de mange perlekæder Kalasha-kvinden bærer om halsen, har hun modtaget som led i den 

indvielsesceremoni, hun gennemgik omkring 5-års alderen. Nogle er arv fra afdøde kvindelige 

slægtninge, andre gaver fra hendes mor. Men også kvindens tilbeder eller mand begaver hende med 

perler. ”Kvindens perlepragt gør hende smuk, giver hende frugtbarhed og åndelig styrke og fylder mig 

med stolthed”, fortæller en ægtemand. 

Til hver enkelt perle kvinden bærer knyttes et ønske om frugtbarhed, så alle små børn bærer perler. 

Når de små piger indvies til samfundet, modtager de deres første perlekæder. På Ønskernes Dag i 

forbindelse med Chaumos, vintersolhvervsfesten, vil kvinderne forære de små piger nogle af deres 

egne talrige kæder, og i sang hylder alle kvindens frugtbarhed. 

Gulparik tje-lik er navnet på en bestemt type børnejakke i traditionelt snit, vævet med smalle striber i 

uldens mange fine nuancer og gedehornsbroderier på ryggen. Jakkerne blev førhen brugt både af 

drenge og piger og specielt fremstillet til anvendelse, når mor og barn 3 måneder efter fødslen 

gennemgik den obligate rituelle renselses-ceremoni i familietemplet. På Gulparik-dagen, ”den dag man 

går op i dalen”, vil faderen slagte et gedekid til guden Sajigors ære. Tidligere ville moderen bringe sit 

barn til Sajigor Ton, en lund i nærheden af Sajigor alteret, hvor barnets familie ville byde slægtninge på 

et måltid af valnødder og tørrede frugter. I dag finder denne ceremoni oftest sted i landsbyen i 

forældrenes hus. Ligesom ceremonien i dag finder sted i mere dagligdags omgivelser, således vil 

barnets dragt i dag heller ikke adskille sig fra dagligdagens påklædning. 

Skolegang 

I de tre Kalasha-dale var der i 1997 ialt 3 Kalasha-skoler. De to er placeret i Bomburate, den tredie i 

Birir. Derudover har mullah'erne, de islamiske præster, i forbindelse med de etablerede moskeer i 

dalene, oprettet muslimske skoler. Disse Koranskoler underviser dels på underskoleklasseniveau - 

ligesom de tre Kalasha-skoler - dels på et højere niveau. 

Kalasha-forældre er generelt imod at sende deres børn, og især pigerne, til de muslimske skoler, da 

de med rette er bekymrede for, at de muslimske skolelærere skal omvende deres børn til Islam. Lokalt 

fortælles endog at en mullah honoreres med et særdeles stort pengebeløb for hver ”omvendt” 

Kalasha-dreng, han kan præstere! 

Det er klart at den lokale Kalasha-skole, hvis undervisningsmateriale alene er baseret på muslimske 

kilder, kun kan dække den allermest basale viden. Men det virkelig positive er jo netop, at det er 

indfødte Kalasha-skolelærere, der forestår dette forløb. Og skønt kravet er, at eleverne skal lære urdu, 

det mest talte sprog i Pakistan, og engelsk, så taler skolelæreren børnenes eget modersmål. 

I modsætning til Kalasha-skolen giver den muslimske skole adgang til videre skolegang i Chitral, og 

gælder det siden universitetet, ligger dette i storbyen Peshawar på Indussletten syd for Lowaripasset. 

Side 12 af 29 - Tema D: Indvielsesriter for børn


Tema E: Dragt og personligt udstyr 

Det gælder hos Kalasha-folket, som hos andre stammesamfund i den 4. Verden, at den personlige 

udsmykning af enhver art fortsat har en fundamental social og etnisk betydning. Udover trangen til 

skønhed knytter der sig også afgørende kommunikations- og prestigesignaler til udsmykningen. 

Kvindens og pigens dragt 

En Kalasha-kvinde identificerer sig med en bestemt klædedragt: en lang sort kjole, en piran, enten 

vævet af mørk uld, eller syet af sort bomuldsstof og udsmykket med broderier i halsudskæring, langs 

ærmeåbninger samt ved kjolens nederste kant. Hertil et hovedbånd, en shushut, samt et hovedtøj, den 

tunge kupas, tæt besat af kauriskaller, - en snegl, som fiskes i Det Indiske Ocean. Kvinden bærer altid 

sine perler og særligt overdådigt i forbindelse med en af de mange rituelle festligheder som Kalashaåret 

rummer. 

Med en så pompøs dragt er det i langt højere grad Kalasha-kvinden end manden, der står som symbol 

på etnisk identitet og synliggørelse af den traditionelle Kalasha-kultur. 

Mandens og drengens dragt 

Det er Kalasha-manden, og ikke kvinden, der hyppigst er i kontakt med den ydre muslimske verden, 

og som påvirkning fra denne kontakt da også har overtaget den muslimske mandsdragt shalwar og 

kames, vide bukser og skjorte af bomuld eller kunststof, hvor begge dele oprindeligt var vævet af 

fåreuld, som det eksemplar der findes i samlingen. 

Selv den karakteristiske hue, kashung, som stort set anvendes af alle mænd i Hindu Kush området, 

har Kalasha-manden også fælles med muslimerne. Ønsker Kalasha-manden at markere, at han er 

Kalasha, vil han tilføje en såkaldt tshish, som sættes foran i huen, og som er en kombination af flettede 

hvedestrå, vildfasanfjer samt nogle røde perler. Nok er denne tshish tilsyneladende en slags hattepynt, 

men samtidig er det denne lille ting, der adskiller Kalasha manden fra alle andre mænd, der også 

bærer Chitrali huen. På denne måde signalerer manden, at han er Kalasha. Han bærer tshish'en i 

forbindelse med forskellige fester, eller når han er udenfor samfundet for at understrege sit etniske 

tilhørsforhold. 

Side 13 af 29 - Tema E: Dragt og personligt udstyr


Annoteret litteraturliste 

Historie 

Edelberg, L. & Jones S., 1979: Nuristan. Graz. 

Robertson, Georg Scott, 1896/1975: The Kafirs of the Hindu-Kush. London. 

Religion 

Højgaard, F., 1987: Islam and Pakistan. I: Contributions to Islamic Studies: Iran, Afghanistan and 

Pakistan. Århus. 

Kalasha-folket 

Fentz, M., 1995: Teksthæfte: Bjergfolk i Hindu Kush. 

Fentz, M., 1995: Kalasha Kvindens Røde Perler. I: Jordens Folk. 

Fentz, M., 1996: Natural Resources and Cosmology in Changing Kalasha Society. NIAS. 

Loude, J.Y. & Lièvre, V., 1987: Kalash Solstice. Islamabad. 

Siiger, Halfdan, 1951: Statuer af Træ hos Kalash-Kafirerne i Chitral. I: Nationalmuseets Arbejdsmark. 

P.29-38. Særtryk. 

Siiger, Castenfeldt & Fentz, 1991: Small Functional Items and Regeneration of Society. Dough 

Figurines from the Kalash People of Chitral, Northern Pakistan. I: Folk, vol. 33, 1991. 

Dragt 

Sperber, B.G., 1990: Kalash Dresses, Body Decorations, Textile Techniques. 

Politik 

Danida 1990: Pakistan. En situations- og perspektivanalyse. 

Side 14 af 29 - Annoteret litteraturliste


Genstandsliste 

HK 1: 

Pigebælte 

Pati, af vævet hvidt uld, nu meget tilsmudset, med soumakdekoration ved bæltets afslutninger. Til at 

holde piran'nen (den sorte kjole) tæt til kroppen med. 

HK 2: 

Ungpigekjole 

Piran. Den fodside kjole er sort. I dag fremstilles den af pakistansk bomuld og de farverige 

dekorationer langs halskant, ved ærmer og langs kjolens nederste vidde syes med stor færdighed på 

symaskine. De samme mønstre, som dekorerede de vævede uldne kjoler, er fortsat fremherskende, 

nemlig zig-zag, som symboliserer gedehorn samt skaktern, der ligeledes genskabes ved hjælp af 

symaskinen. 

HK 3-4: 

To barnejakker 

Barnet klædes i denne jakke i forbindelse med indvielsesfesten Gulparik tje-lik. Børnejakker i 

traditionelt snit: Små jakker vævet med smalle striber i uldens mange fine nuancer og med 

gedehornsbroderier på ryggen. Disse jakker blev brugt både af drenge og piger og specielt fremstillet 

til anvendelse, når mor og barn 3 måneder efter fødselen gennemgik den obligate rituelle 

renselsesceremoni i familietemplet. Andre ceremonier følger, og på Gulparik-dagen, den dag man går 

op i dalen, vil faderen slagte et gedekid til guden Sajigors ære. Tidligere ville moderen bringe sit barn 

til Sajigor Ton, en lund i nærheden af Sajigor alteret, hvor barnets familie ville byde slægtninge på et 

måltid af valnødder og tørrede frugter. I dag vil denne ceremoni oftest finde sted i landsbyen i 

forældrenes hus. Ligesom ceremonien i dag finder sted i mere dagligdags omgivelser, således vil 

barnets dragt i dag heller ikke adskille sig fra dagligdagen. Dragten er vævet i tynde striber i grålig hvid 

og mørkebrun uld. På ryggen broderet et gedehornsmotiv samt fire små geder. 

HK 5: 

Uldne hvide mandsbukser 

Håndspundet og -vævet af hvid fåreuld. Disse uldne bukser anvendes af drenge i forbindelse med 

initiation/indvielse til manddom, og af ældre mænd i forbindelse med ceremonier, men ganske mange 

mænd, både unge og ældre, finder disse tykke bukser frem, når det er særligt koldt. Bukserne er så 

vide, at de kun kan bæres med et bælte knyttet i taljen. Bukserne er meget høje i taljestykket, og de 

bæres med det dekorerede og overskydende stykke med frynser vendt nedad. 

HK 6 a-b: 

Muslimsk drengedragt 

Bukser og skjorte, Shalwar og kames, Kalasha-drengens daglige påklædning. Fremstillet af kunststof 

op kan købes i bazaren i Chitral. 

HK 6 c & 12 c: 

To hvide maskinfremstillede bånd med dunter 

De bindes rundt om livet eller stikkes i løbegangen på mandens bukser for at holde bukserne oppe. 

HK 7 a-b: 

Pigesko 

Støbte, sorte pigesko af plastik 

HK 8 a-b: 

Grå lukkede snøresko 

Til lille dreng. I dag anvendes støbte plastik- eller gummisko. Et pakistansk produkt. Lukkede sko 

anvendes for det meste kun ved særlige lejligheder og dermed af prestigegrunde. Men generelt er det 

for kostbart for Kalasha´rne at købe sko. Hyppigt bruger de åbne plastiksandaler, som også er 

praktiske, da floden og de mange vandløb hyppigt skal passeres. 

Side 15 af 29 - Genstandsliste


HK 9 a-b: 

Grønne plastiksandaler 

Til lille pige. I dag anvendes støbte plastik- eller gummisko. Et pakistansk produkt. 

HK 10: 

En muslimsk skolekasket 

Del af skoleuniform. I dag er der knyttet muslimske skoler til de fleste moskeer, som tilflyttede Chitralifolk 

har bygget i dalene. Skoledrengene skal bære den grå pakistanske skoleuniform i skolen ligesom 

skoledrengene i det øvrige Pakistan. Og hertil hører den sorte kasket dekoreret med en rød halvmåne. 

HK 11: 

En skoletaske 

Fremstillet af battlefield-dekoreret bomuldsstof med lukkesnor foroven. 

HK 12 a-b: 

Muslimsk mandsdragt 

Shalwar og kames (som består af bukser og skjorte) og er nu ligeledes blevet Kalasha-mandens 

daglige påklædning. Dragten er fremstillet af kunststof og kan købes i Bazaren i Chitral. 

HK 13- 17: 

Chitrali huer 

En samling på 5 Chitrali huer, kashung's: En gråbrun, en grå, en hvid, en brunlig samt en 

puddersukkerfarvet. Det er en hovedbeklædning med fjerne historiske rødder (ifølge kilderne), og 

anvendes fortsat i den østlige del af Afghanistan samt hele Hindu Kush området. Sædvanligvis væves 

huen i ren uld, men nu også i kunstfibergarner, i en kibervævning. I bazaren i Chitral sidder 

skræddere, der tilskærer, syr og presser de sindrige huer, der under den cirkulære pul ender i en 

oprullet vulst. 

HK 18 a-b: 

Mandesko 

Oprindeligt gummistøvler, nu afklippede ved anklen, slidte og hullede. Denne standart, udslidt og 

hullede, repræsenterer for det meste Kalasha skoenes tilstand. 

HK 19: 

Mandevest 

Af gedeskin med hårene bevaret. I den kolde vinterperiode eller på sæteren anvendes denne type 

gedeskinds vinterjakke, syet af to skind, et hvidt og gråt, af Kalasha-mænd. Normalt garver og syer 

brugeren af jakken den selv. Generelt er disse gedejakker ikke længere i brug. Det er ikke længere 

”the trend”. I stedet skutter mændene sig i derangerede europæiske eller amerikanske 

genbrugsjakker, som købes i bazaren i Chitral. 

HK 20: 

Symbol og pynt. 

Huepynt, en tshish til Kalasha-mandens Chitrali hue, som kaldes en kashung på det det lokale sprog, 

Kalashamun. Det er ikke blot pynt, men det, som adskiller Kalasha manden fra alle andre mænd, der 

også bærer Chitrali huen. Denne tshish bæres især i forbindelse med de forskellige fester, eller 

Kalasha-manden vil sætte den i huen, når han er udenfor samfundet for at understrege sit etniske 

tilhørsforhold. Den er fremstillet af flettede strå, som afsluttes med fjer fra vildfasan. Ved roden små 

knapper, perler og klokker. 

HK 21: 

Kvindesjal 

Hvidt vævet stof med soumak-dekoration og frynser. Eksempel på den lokale Kalasha-vævedygtighed. 

Stoffet sammensyet af to vævebaner, der hver måler 45 cm. En bred afsluttende soumak-kant med 

alle tænkelige oprindelige eller naturlige farver. Enten har en kvinde anvendt det som sjal, eller det kan 

være begyndelsen til et par uldne mandebukser. 

HK 22: 

Kvindebælte 

Auberginefarvet kvindebælte pati vævet af uld. Det måler omkring 15 cm i bredde, men har en længde 

på omkring 360 cm. Bæltet vindes flere gange rundt om kvindens liv. Bæltet afsluttes i begge ender 

med indvævede mønstre i kelimteknik eller soumak. Yderst afsluttes bæltet med duske. Bæltet holder 

den vide sorte kvindekjole tæt til kroppen, og da kjolen er vældig lang, kan den trækkes op over 



bæltet. Derved dannes der en dyb fold eller kæmpelomme, hvor kvinden kan gemme forskellige 

personlige ting som snustobaksdåsen til naswarin, snus. Måske lidt frugt eller valnødder, penge, sygrej 

o.s.v. Bæltets ender har farvestrålende borter, som ender med lange duske. Oprindeligt var bæltet 

altid vævet i uld og borterne farvet med naturlige farveemner. I dag væves bæltet ofte i bomuld, og 

borterne er anilinfarvede garner - alt købt i bazaren i Chitral. 

HK 23: 

Kvindekjole i uld 

Førhen var den Kalasha-kvindens daglige beklædning, nu kun båret af de ældre kvinder. Denne tunge 

kjole, fremstillet af håndspundet og vævet lokalt fåreuld, er et helt kunstværk, som koster en utrolig 

arbejdsindsats. Det tager op til 3 måneder at væve de enkelte stofstykker til denne kjole og forinden 

skal ulden teses og spindes. Men kjolen er så slidstærk, at den kan bæres igennem 2 år, selv når hun 

arbejder i marken. Kjolens snit er enkelt og tilpasset de vævede længder, der fremstilles på væven. 

Kjolen kan have soumak-dekoration på skulder og langs frontsømmens nederste stykke. 

DENNE KJOLE MÅ KUN HÆNGE PÅ BØJLE! DEN ER ALT FOR SART TIL AT BLIVE BRUGT. SE 

MEDFØLGENDE KJOLEMØNSTER. 

HK 24: 

Kvindekjole 

En sort bomulds kvindekjole: Piran. Den fodside kvindekjole er altid sort. I dag fremstilles den af 

pakistansk bomuld og de farverige dekorationer langs halskant, ved ærmer og langs kjolens nederste 

vidde, syes med stor færdighed på symaskine. De samme mønstrer som dekorerede de vævede uldne 

kjoler er fortsat fremherskende, nemlig zig-zag, som symboliserer gedehorn, samt skaktern, der 

ligeledes genskabes ved hjælp af symaskinen og anilinfarvede bomuldsgarner indkøbt i Bazaren i 

Chitral. 

HK 25: 

Kvindebælte 

Orangefarvet kvindebælte vævet af bomuld. Iøvrigt som forrige nr. 

HK 26: 

Hovedtøj 

Kupas, hovedtøj til Kalasha-kvinde. Denne kupas er tydeligvis en såkaldt ´turistkupas´. Den er alt for 

ussel til at en lokal kalasha-kvinde ville anvende den. Sammensyet af to vævede bredder af hver 14 

cm. Dekoreret med kauriskaller, huse af snegle som fiskes i det Indiske Ocean, samt små klokker, 

røde glasperler, knapper samt et stykke skjoldformet metalblik. 

HK 27-28: 

Hovedbånd 

To hovedbånd eller Shushut'er, Kalasha-kvindens hovedpryd. Shushuten er dels et hårbånd, dels en 

nedhængende dusk, som er en fortsættelse af selve hårbåndet. Alt er prydet med kauriskaller, som er 

sneglehuse fra Det Indiske Ocean, samt glasperler, især røde, små klokker, knapper samt forskellige 

blikmetal skiver af form som skjold eller ganske enkelt store knapper. 

HK 29 a-b: 

Gedeskindsstøvler. 

Rødfarvede håndsyede gedeskindsstøvler. Den såkaldte Nuristani-støvle, fremstillet af de 

'Nuristanere', som bebor byerne Kunist og Brumotal ved grænsen til Afghanistan. Støvlerne er 

fremstillet af garvet og farvet gedeskind. Kalasha'erne, og især kvinderne, gik førhen ofte barfodet 

sommer og undertiden også om vinteren. De foretrækker fortsat at være barfodet når de arbejder i 

marken. Gedeskindsstøvlerne anvendes I dag især i forbindelse med rituelle fester, eller hvis kvinden 

skal gå langt. Når den døde gravlægges iklædes han/hun også disse smukt forarbejdede skindstøvler. 

Billige støbte plastiksko, som købes i bazaren i Chitral, har I dag stort set erstattet 

gedeskindsstøvlerne. 

HK 30: 

Kvinde-halsring 

Denne kostbare kvinde-halsring er af stor tyngde og dobbeltsnoet af messinglegering, ofte med 

indlægninger af flussten, har den samme værdi som en ko og udgør (eller snarere udgjorde) den gifte 

kvindes mest betydningsfulde bryllupssmykke fra ægtemanden. I dag ses de kun sjældent i Kalashadalene. 

Desværre er disse halsringe efterhånden solgt for rupees til turister. Før nedarvedes disse 

kostbarheder fra generation til generation. 



HK 31: 

Perlekæder 

Perlekæde domineret af ældre, sorte, støbte og dobbeltkoniske større og mindre glasperler, brudt af 

ældre og yngre røde glasperler samt gennemsigtige glasperler. Kæden er tillige smykket med små 

klokker og foldede sølvblade. Kalasha-kvinden bærer altid mangfoldige perlekæder: Ældre og nyere 

perlekæder, som Kalasha-kvinderne smykker sig med. Det nyfødte barn får sine første perler og når 

den lille pige i en alder af omkring tre år indvies, begaves hun med perlekæder af sine nærmeste 

kvindelige slægtninge. Når en kvinde dør, medgives hun nogle af sine perlekæder i kisten. De øvrige 

arves af hendes nærmeste kvindelige slægtninge. Og således findes der til stadighed - skønt 

efterhånden færre og færre af de meget gamle perler i samfundet, perler af en så høj alder, at de kan 

fortælle historie om forgangne handelsruter. 

HK 32: 

Perlekæder 

Bundt af elleve glasperlerækker. Det er de karakteristiske bønneformede røde indiske glasperler sotki, 

som kan købes i bazaren. 

HK 33: 

Perlekæder 

Ældre, små røde og hvide indiske perler samt nye bønneformede, røde indiske glasperler. Ældre tyske 

og engelske militærknapper er tilføjet. Nostra es Deus spes: Gud er vort håb. 

HK 34: 

Halssmykke 

Halssmykke af 7 perlekæder afbrudt af 3 perlespredere fremstillet af gedeknogler fra mellemfoden, og 

dekoreret med skråskravering. Det er mændene, som dekorerer gedeknoglestykkerne til deres kvinde. 

Især kvinder i Bomburet og Birir bærer disse tætsiddende perlekæder. 

HK 35-36: 

Tallerkener 

To flade tallerkener af aluminium. 

HK 37: 

Fad 

Et brugt fad af aluminium. 

HK 38: 

Skål 

En skål af aluminium. 

HK 39: 

Vaskefad 

Vaskefad af aluminium som udmærket også kan fungere som serveringsfad til ris eller kogt kød. 

HK 40 a-b: 

Tepotte 

En nyindkøbt tepotte af aluminium. Den varme, søde, stærke - men ikke bitre te - er højt værdsat af 

Kalasha'rne. Og den nydes mange gange døgnet rundt. Når vandet koger kastes et par små håndfulde 

fine teblade i vandet. Dernæst tilføjes sukker og mælk. Resultatet er en stærk og velsmagende drik. 

Fremstilles i Peshawar-området og fragtes nordpå med store lastbiler. 

HK 41: 

Aluminiumsbeholder 

Aluminiumsbeholder med tud som anvendes til at drikke vand af. Mænd drikker vandstrålen fra tuden, 

kvinder fylder derimod vand fra tuden i den hulede hånd, hvorfra de så drikker vandet. Dette skal 

overholdes og hviler på principperne pragata/onghesta, rituelt urent og rent, knyttet henholdsvis til 

kvinden og manden. 

HK 42: 

Bagespatel 

Bagespatel af jern. Kvinden anvender spatlen, når hun skal vende sit brød på bagepladen under 

bageprocessen. Spatlen er fremstillet af en muslimsk omrejsende smed. 



HK 43- 47: 

Bånd 

Fem bånd eller Shuman's. Trefarvede bånd som både har en praktisk funktionel betydning i deres 

anvendelse til klædedragten, og en social betydning, idet en sådan Shuman vil blive kastet til den 

besøgende i gæstevenskabets ånd. Før blev disse Shumans fremstillet af smukke plantefarvede 

garner i douce nuancer. I dag er de oftest vævet af anilinfarvet bomuldsgarner i krasse farver købt i 

bazaren i Chitral. Shumans er rundvævede og fingervævede bånd: De kan være enkelt udført med en 

afsluttende bort i hver ende eller prydet af et væld af mønstre i mange farver. Shumanns og shaddar, 

som er noget bredere og længere, anvendes til uendeligt mange formål: De surres rundt om 

svøbelsesbarnet, bruges som buksebælte af både drenge og mænd, drenge som gennemgår deres 

indvielsesfest bærer disse dekorative bånd i kryds hen over brystet, eller rundt om halsen på en 

person som specielt skal æres, eller kvinden kan kaste en shuman i favnen på en værdsat og elsket 

ven eller gæst. Eller båndet kan indgå i praktiske sammenhænge, som skulderstropper i den 

koniskformede kvindekurve, etc. Der anvendes ikke en egentlig væv, men kvinden bruger sin fod eller 

sit knæ under væveprocessen til at stramme vævningen ud. 

HK 48 a-b: 

Bomuldsgarn 

To bundter forskelligfarvede bomuldsgarn: 1 orange og 1 gult. De anvendes som broderigarn på 

Kalasha-kvindens sorte kjole, piran'en. Disse grelt farvede garner er fremstillet i Pakistan og har afløst 

det før lokalt fremstillede garn af fåreuld, farvet med naturlige farveemner som planter og forskellige 

mineraler. 

HK 49: 

Pistil 

Pistil eller støder udskåret i træ. Pistilen er snittett af en meget kompakt træsort med stor vægtfylde, 

antagelig den langsomtvoksende ceder. Derimod er morteren ret primitiv og er næppe fremstillet af 

cedertræ, måske fyrretræ. 

HK 50a-b 

Morter og pistil 

Morter og pistil udskåret i træ. I morterens dybe og konkave bund lægges de emner som for eksempel 

delvis kogte grøntsager, som skal bearbejdes med pistilen inden de atter koges. Eller emner som 

bjergsalt eller afskallede valnødder. I visse tilfælde bearbejdes majs og korn i morteren til meget groft 

mel. Pistilen eller støderen er snittett af en meget kompakt træsort med stor vægtfylde, antagelig den 

langsomtvoksende ceder. Derimod er morteren ret primitiv og er næppe fremstillet af cedertræ, måske 

fyrretræ. 

HK 51-52: 

Drengelegetøj 

En slangebøsse og skyts i form af opsamlede sten. Den er uundværlig, når der skal skydes småfugle 

og valnødder ned fra træerne. Enhver ordentlig dreng fremstiller sin egen slangebøsse af flere stykker 

sammensyet gummi, lidt stofrester, en læderstump og en tvegrenet gren. Opsamlede sten er 

skydeskyts. Dagen lang afprøves sigteevnen til småfugle eller valnødder på de gigantiske 

valnøddetræer. Det sidste er lidt af en udfordring, da det er forbudt at plukke en eneste valnød, før 

dagen er vedtaget af det lokale landsbyråd. 

HK 53: 

Skoletavle 

Skoletavle udskåret af valnøddetræ og uden sod. 

HK 54-55: 

Skoletavler 

2 stk. Fremstillet af valnøddetræ og derefter sodsværtet med sod fra det åbne ildsted. I soden ridses 

med en griffel. De sodsværtede tavler anvendes både af skolebørn i den lille Kalasha skole og i den 

muslimske skole. 

HK 56-57: 

Skoletavler af metal 

To skoletavler af metal. Metalskoletavlen er den moderne udgave af den sodsværtede skoletavle. 



HK 58: 

Tørrede bønne-bælge 

Kvinderne er konstant i gang med aktiviteter, som har at gøre med produktion af føde til at dække det 

daglige behov, og herunder også at afbælge bønner som forberedelse til aftensmaden. 

HK 59 a-f: 

Grafikgrifler og fedtsten. 

Æske med grafikgrifler og fedtsten. Til skolebrug til at skrive på tavlen med. 

HK 60-61: 

Aluminiumskåle 

Bruges når der spises linsesuppe. 

HK 62 a-c: 

Plastik-kamme 

Tre plastik-kamme, pakistansk fremstillet. Forskellige farver med særdeles tætsiddende tænder, som 

Kalasha-kvinderne anvender i forbindelse med hårvask. 

HK 63: 

Sæbe 

Pakistansk sæbestykke fremstillet i en støbeform og påtrykt et arabisk symbol og arabisk tekst. Enhver 

Kalasha-kvinde, der har råd, har brug for et sådant stykke sæbe, som gnides henover det snavsede 

vasketøj, som derefter skylles i møllekanalens vand. 

HK 64 a-b: 

Glasarmbånd 

Farvede tynde glasarmbånd: 15 stk ialt, som kvinderne smykker sig med. Pakistansk produkt, som 

muslimske kvinder anvender i store mængder. Denne mode har bredt sig til Kalasha-dalene, hvor 

muslimske handelsmænd rejser rundt for at faldbyde deres varer. 

HK 65: 

Snusdåse 

Lille blikdåse med låg til at gemme snus i. Mænd som kvinder nyder dagligt den lokalt fremstillede 

snus, naswarin, af det lokale hellige træ juniper, ene. Enhver kvinde gemmer således en lille dåse i 

kjolens folder. Den ene bærer præget: Azam & Bros, A&B, Lahore, som er fremstillingsstedet. Den 

anden bærer i låget præget: Rafiuddin & Sons, Stainless steel, Karachi, som er fremstillingsstedet. 

Dåsens bund er forsynet med et spejl til stor glæde for kvinderne. 

HK 66 a-b: 

Poser m. snus 

To poser snus, Naswarin, fremstillet af brændt, forkullet juniper, barken af enebærtræet såvel som de 

stedsegrønne blade. Et højt elsket lokalt rusmiddel. 

HK 67 a-b: 

Spejl 

Et kinesisk importeret spejl med støttefod og blomsterdekoration på bagsiden. Mænd anvender især 

spejlet, når de justerer deres skæg. 

HK 68-71: 

Porcelænskopper 

Fire kinesiske, blomsterdekorerede porcelænskopper til tedrikning. 

HK 72-74: 

Drikkekrus 

Tre høje, pakistansk-fremstillede drikkekrus af aluminium. Til vand eller vin. 

HK 75-76: 

Drikkebægre 

Lave drikkebægre af aluminium til vand eller te. 

HK 77 a-b: 

Æske m. låg 

Æske med låg af aluminium som især anvendes til barnets madrester. 



HK 78: 

Fyrretræ spåner 

Omkring 18 stk. grovspåner som er afhug fra Doadar-træet. Anvendes som fakkeltræ eller lyseprås. 

Disse grovspåner fra Himalaya-fyrretræet er velegnede som lyseprås eller som fakkel. De anvendes 

både på sæteren og i dalen, hvis man ikke har råd til en flagermuslygte eller den petroleum, den 

bruger eller måske ikke lige har lygten ved hånden. På grund af fyrretræsspånernes store indhold af 

harpiks er en tændstik nok til at få spånerne til at brænde. 

HK 79-82: 

Tændstikæsker 

Pakistansk fremstillet. Før anvendtes ildstål, men i dag er det moderne tændstikker, der anvendes, når 

der skal tændes op på ildstedet. 

HK 83: 

Jernsegl 

Et halvmåneformet jernsegl med tænder som skær til høstning af korn og majs på roden. Dette 

markredskab er ikke fremstillet af Kalasha'rne selv, men af muslimske smede. Det kan være muslimer, 

som bor længere oppe i dalen nærmere den afghanske grænse, eller seglet kan være købt i bazaren i 

Chitral. Bladet på seglet er nittet vandret på træskaftet, så derfor kan seglen kun betjenes med højre 

hånd. 

HK 84: 

Jernhakke 

Dette markredskab er, på trods af sit velbrugte og noget enkle udseende, et effektivt redskab til at 

hakke for at renholde afgrøderne i den stenede jord med. Fremstillet af muslimsk smed. Måske bor 

han i Chitral eller i én af de to grænsebyer tæt ved den afghanske grænse Shekanandeh eller 

Bromuthal. Herfra drager han ned for i et par dage at påtage sig udbedring eller fremstilling af 

jernhåndværktøj. 

HK 85: 

En klump bjergsalt 

I knust tilstand indgår saltet i Kalasha'rnes føde. Bjersaltet knuses i morteren inden anvendelsen i 

maden. Bjergsaltet indeholder ikke den tilstrækkelige jodmængde, hvilket betyder, at Kalasha'rne ofte 

udvikler struma. Handelsmænd bringer bjergsaltet over passet fra Badakhstan og ned til bazaren i 

Chitral. 

HK 86: 

Måleøse af træ 

En langskaftet måleøse af træ, som gedehyrderne anvender, når de fremstiller gedeost under deres 

ophold på sæteren. 

HK 87: 

Skarøkse 

En god håndsmedet skarøkse med stor tyngde og en god vinkling i forhold til skæftehullet. Kalashamanden 

anvender skarøksen til fint eller mere præcist huggearbejde. Det er en brugsøkse til alle 

former for træarbejde, som fældning og tildannelse af træ. Skarøksen er et højt skattet håndværktøj. 

Den kendes også fra tidlig europæisk historisk tid: Er gengivet på Bayeux-tapetet fra 1000-årene. 

HK 88: 

Trefod 

Trefoden stilles i ildstedet og skaber afstand imellem kogekarret og ilden. Det er naturligvis kogekar- 

rets størrelse, der afgør hvilken trefod der vælges. 

HK 89: 

Trefod 

En mindre trefoden stilles i ildstedet og skaber afstand imellem kogekarret og ilden. Det er naturligvis 

kogekarrets størrelse, der afgør, hvilken trefod der vælges. 

HK 90: 

Aluminiums fad 

Stort åbent, cirkulært, ikke særlig dybt og fladbundet aluminiums fad med let vigende vægge. 

Kvinderne anvender det til at ælte dej til brød eller til at vaske tøj i. Generelt kan det siges, at alle 



beholdere af aluminium, som i dag er i brug hos Kalasha-folket, har afløst ældre typer, som enten blev 

fremstillet som lertøj eller blev snittet ud i cedertræ. Som dejfad er et sådant uundværligt i enhver 

Kalasha-famile, idet der i enhver familie bages brød op til tre gange i døgnet. 

HK 91: 

Træfad 

Drejet fad af træ som anvendes som kombineret brød- og ostefad. Brødet, en slags chapatti, lægges 

hele vejen rundt, og osten fyldes i midten af skålen. 

HK 92: 

Jernbageplade 

En stor, tung, konveks og cirkulær jernbageplade med fastnittet jernbændel, som fastholder et 

cirkulært jernstøbt håndtag eller ophæng. Alle de brødformer, der fremstilles hos Kalasha, bages over 

den åbne ild på en sådan jernplade. De gode og solide bagejernplader importeres til Chitral fra 

Peshawar. 

HK 93 a-b: 

Spand med låg 

Spand med låg af aluminium. Anvendes hyppigt på sæteren som malkespand. 

HK 94: 

Beholder 

Beholder af aluminium, stærkt ramponeret, som anvendes til alle flydende emner: vand, mælk etc. 

Også til brug bl.a. når gederne malkes. Førhen anvendtes lertøj i husholdningen. I dag er lertøjet afløst 

af aluminium, som ikke produceres i Chitralområdet, men importeres sydfra fra byen Peshawar. 

HK 95: 

Beholder 

Beholder af aluminium formet som en krukke. Købt i Bazaren i Chitral. Kvinden bærer denne store og 

rummelige 'krukke' af aluminium på den ene skulder, når hun henter vand ved møllekanalen eller ved 

kilden, måske ved vandhanetappen i landsbyen - hvis den fungerer. Fremstilles af muslimske smede i 

Peshawarområdet og fragtes over Lowari-passet på store lastbiler i den snefri periode. Sådanne kar af 

aluminium afløser kar af lertøj, som ikke længere produceres. 

HK 96: 

Beholder 

Genbrugsbeholder, kvadratisk, som oprindeligt indeholdt ghee, smeltet og dernæst stivnet smør. I 

forbindelse med større fester eller ceremonier i samfundet kan det blive nødvendigt at indkøbe 

industrielt fremstillet ghee, smeltet størknet smør, i bazaren i Chitral. Og genbruget i dette fattige 

samfund er i høj kurs. 

HK 97: 

Målekurv 

En målekurv som anvendes til at udmåle mængden af korn. Kurven kan rumme omkring 3,5 kg. Disse 

kurve, som anvendes til at udmåle en bestemt mængde hvede- eller majskorn eller mel. Det er 

mændene, som fremstiller denne type kurv under opholdet på sæteren. Den er opbygget af pilevidjer 

omvundet med barkstrimler. 

HK 98: 

Fejekost 

Fejekost bundet af pilevidjer. Til at feje jordgulvet inde i huset samt jordgulvet på den overdækkede 

veranda foran huset med det åbne ildsted. Fra landsbyen Guru i Birir. 

HK 99: 

Trækar 

Trækar til osteproduktion. Cedertræ, håndsnittet. Disse pragtkar er i dag alle erstattet af 

aluminiumsbeholdere købt i bazaren. 

HK 100: 

Mandskurv 

Mandskurv af kraftige pilevidjer. Kurven anvendes til transport af overhovedet alt tænkeligt. 

Kalasha'erne bor bjergrigt, og de har ikke råd til jeeps, så alt må nødvendigvis bæres rundt på 



menneskekroppen. Manden fletter selv sin kurv af pilevidjer. Kurven bæres på ryggen ophængt i en 

raduik, et reb af gedehår. 

HK 101: 

Sengetæppe 

Et vævet sengetæppe af gedehår. På sæteren har gedehyrderne stor gavn af denne slags vandtætte 

og varme tæpper. Enhver charpoy eller seng er udstyret med sådant tæppe. De forskellige brunlige 

nuancer samt grønt og hvidt er indlagt med kelimteknik. 

HK 102: 

Kvindekurv 

Kvindekurv, en Kawa, af konisk form opbygget over en tredelt gaffelgren omtvundet med netværk af 

tvunden gedehårssnor, flettet over den tredelte gren på en sådan måde, at farvenuancer i brune og 

grålige toner danner mønster. Monteret med to shumans, fingerflettede bånd, som ophæng, er den et 

helt lille kunstværk, som kvinden bærer på ryggen fyldt med brænde, græs, grøntsager eller måske 

den yngste i børneflokken. 

HK 103: 

Gedeskindsbeholder 

Garvet gedeskindshud sammensyet med lædersnøre. Den bæres over skulderen. Til at transportere 

mel fra dalen op til sæteren. 

HK 104: 

Gedeskindsbeholder 

En gedeskindsbeholder til at transportere korn eller mel i - til og fra møllen. 

HK 105: 

Smørkerner 

Dyrebælg uden hår fra ged. Anvendes under fremstilling af gedesmør. 

HK 106: 

Taburet. 

HK 107: 

Taburet. 

HK 108: 

Kurv 

En åben fladbundet bær- eller brødkurv. Kurven er flettet af mørkere og lysere pilevidjer i 

mønstereffekt. Fyldt med nyplukkede bær stilles kurven på det flade hustag, så solen tørrer og på den 

måde præservere frugten. 



Tekster til dias og fotostater 

1. 

Times Atlas: Nuristan og Kalasha-området med den del af Indus-dalen, hvor Peshawar ligger. Øst 

herfor ses Islamabad, - Pakistans regeringshovedstad. 

2. 

Skematisk kort over Chitral-området med tilgrænsende lande. 

3. 

Kalasha-mændenes karakteristiske hovedbeklædning er chitrali-huen eller kashung, som den hedder 

lokalt. Den væves og sys i Chitral. Lammeulden kan være hvid, forskellige grå nuancer samt rødbrun. 

4. 

Kalasha-folket er et indoeuropæisk folk. De er den sidste rest af Kafirerne, som indtil slutningen af 

forrige århundrede også beboede områder i Østafghanistan. Kvinderne klæder sig i fodlange sorte 

kjoler med farvestrålende broderier og smykker sig med kilo-tunge perlekæder. Et hårbånd omslutter 

hovedet og ovenpå bæres kupas´sen. Der tales Kalashamun, et dardisk sprog som ligger tæt på 

oldindisk. 

5. 

Landsbyen Guru i Birir-dalen er et enestående eksempel på den ældste Kalasha-byggestil. 

Landsbyens placering er fortifikatorisk, som det førhen var nødvendigt. Husenes konstruktion er 

jordskælvssikret og beboelsesarealet forstyrrer ikke den dyrkbare agerjord i dalbunden. Det er på de 

nederste stejle og golde klippesider de ældste landsbyer er bygget. 

6. 

Husene er stablet ovenpå hinanden, således at det underste hustag fungerer som veranda og gulv for 

det ovenover liggende hus. Huskonstruktionen er desuden tilpasset dette områdes hyppige 

jordrystelser. 

7. 

Pasti´et, det lukkede og fritstående forrådshus, er hér placeret oven på hustagene. 

8. 

Det indre af et Kalasha-hus får kun lys igennem lyren, den åbning der findes i husets loft, hvorigennem 

røgen fra det åbne ildsted slipper ud. Sengene, de såkaldte charpoys, står langs væggene, den til 

venstre dækket af et gedehårdstæppe af samme slags som findes i Unesco-kassen. 

9. 

Et kig ned i Bomburate-dalen. I forgrunden erosionsbjerge, længere østpå eller ind i billedet har 

bjergskråningerne kun spredt bevoksning, et resultat af grovhugst igennem flere decenier foretaget af 

håndlangere fra muslimske pengemænd uden for dalene. Hyppige jordskred med utrolige 

ødelæggelser af marker og huse er en uoverskuelig følge af denne exkalasha pengepolitik. 

10. 

Kalasha-dalene ligger i det vildsomme Hindu Kush, hvor overlevelse er betinget af en kombination af 

halvnomadisk sæterdrift samt agerbrug i dalbunden. Agerbrugsarealer er gennemtrukket af et netværk 

af større og mindre vandingskanaler, hvorfra markerne overrisles i de tørreste sommermåneder. I 

dalene vokser forskellige frugtbærende træer som abrikos, æble, pære og fersken samt kæmpestore 

valnøddetræer, som fungerer som værtstræ for meget gamle vildtvoksende vinstokke. De tre Kalashadale 

har hver sin flodgren, som skærer sig dybt ind i de sparsomme agerbrugsarealer. 

11. 

Helligdommen Mahandeo-dur, som udgøres af en gigantisk stor natursten, hvis front krones af fire 

udskårne hestehoveder. Hestehovederne skulle, ifølge lokal tradition, referere til guden Mahandeo 

som ved Chaumos, vintersolhversfesten, kommer ridende for at deltage i denne. 

Side 24 af 29 - Dias og fotostater


12. 

Som en del af offerhandlingen malkes geden, så gedemælken kan gennemvæde den hellige 

enebærgren. 

13-14. 

De 'rituelt' rene unge mænd med oprakte, renvaskede hænder og arme, er samlet foran Mahandeo 

alteret i forbindelse med Jôhsi-festen. Bønner til Guden og røgen fra junipergrene skaber kontakt 

imellem mennesket og Guden. 

15. 

Efter ofring af et gedekid samt ofring af mælk, hvede og majs til helligdommen Mahandeo-dur, festes 

der med et større måltid på kogt gedekød samt brød og ost. 

16. 

Det er traditionen at kvinderne følger deres mænd og slægtninge på sæteren for derefter den følgende 

dag atter at vandre ned igen. Herefter foretager mændene en rituel renselse af det nære sæter- 

område, selve lejren hvor de og dyrerne opholder sig. Det foregår med ofring af mælk og korn, som 

kastes på ilden, hvor juniper, enebær, antændes, idet røgen er det fysiske middel, hvormed 

renselsesprocessen udføres. Med den rygende enebærgren i hånden løber en ung mand rundt om 

lejren. Dette scenarium følges af bønner til Guden om frugtbare måneder på sæteren. 

17. 

Indgangen til Gestakhan'nen, familiehelligdommen, ligger midt i landsbyen og indgangen indrammes 

af udskårne stolper og planker. På fladerne ses sodmalede geder, og over indgangen er indstukket 

mimoser. 

18. 

Kasi'en i Balanguru, landsbyens traditionsvogter. Han er en særdeles vigtig person i et skriftløst 

samfund. Han skal holde styr på ritualer og alle vigtige spørgsmål, som angår samfundet så som 

slægtskabsrelationer, giftermål, ejerforhold og fester. Han afgør stridigheder sammen med et råd af 

ældste, såkaldt gerontokrati. 

19. 

I Grom, en nærliggende landsby, råder en anden Kasi. I et skriftløst samfund er traditionsvogteren en 

særdeles vigtig person. Kasi'en kan godt være en yngre mand. Det afgørende er personens 

omdømme og prestige i samfundet. De ældste, som kunne kaldes gerontokraterne, styrer samfundet. 

20. 

Kalasha-drengen er ifærd med at knuse en valnød med en skarøkse, et redskab som er uundværligt 

for Kalasha-manden i det daglige. 

21. 

Smør fremstilles også i dalen. Her er husets gifte søn i færd med at vippe gedeskindssækken fra ben 

til ben. Gedemælken er blandet med vand. Hele processen tager omkring en time, og derefter kan 

vallen, som kaldes lassi, hældes fra. 

22. 

Den store mandekurv flettet af pilevidjer anvendes den ene dag til brød, som her på billedet i 

forbindelse med en stor fællesspisning. I den samme type vidjekurv bringes næste dag gedelort fra 

stalden og ud på forårsmarken for at gødske den. 

23. 

Små bunker af gedelort spredes med håndkraft over det store markareal. 

24. 

I det tidlige forår skal jorden bearbejdes, gødskes og tilsås. Herefter overtager kvinden pasningen af 

markerne. Her er Kalasha-manden igang med at pløje marken med en studetrukken ard, en primitiv 

plov af en type, som vi i Danmark anvendte i tidlig middelalder. 



25. 

Kalasha-mand pløjer med en ard, primitiv plov, efterspændt to stude. Billedet giver et klart indtryk af de 

ganske små jordlodder. Overalt stikker klippegrunden frem, eller området er spækket med store sten, 

som sidste istid efterlod her. 

26. 

De tunge og stive majsstokke anvendes til kreaturfoder. Både mænd og kvinder transporterer alt på 

ryggen, men mændene tager det største slæb. 

27. 

Vinteren igennem og hele det kolde forår holdes gederne på stald, og er vejret til det, så afgræsses 

gederne på fællesejede arealer, den såkaldte fælled, samt de nære bjergskråninger bevokset af den 

stedsegrønne eg og forskelligt krat. Her på billedet er gedehyrden på vej op på den daglige klatretur 

med gedeflokken. Først otte timer senere vender han hjem til stalden eller fælleden. 

28. 

Når vejret bliver varmere vil geder og kid overnatte på fælleden. Den unge gedehyrde bærer her på 

billedet et kid til det særlige lukke, som skal sikre kiddene imod ulve og lodser. 

29. 

Også i denne periode, inden hele gedeflokken drager afsted til sæteren, skal der malkes og 

produceres oste. Både vædder og hungeder, som her på billedet, har horn. 

30. 

Viden og indvielse i produktionsprocesser lærer børnene fra den ældre generation. Den ene søn 

holder faklen eller træspånerne, som uden besvær brænder på grund af det høje indhold af harpiks. 

31. 

Gedeflokken vokser i størrelse under den lange vandring på omkring 10 timer fra dalbunden og op til 

sæteren. Undervejs slutter andre hyrder med deres gedeflokke sig til og efterhånden tæller flokken 

mange hundrede geder. 

32. 

Billedet viser naturen på sæteren omkring 3.600 m.o.h., her hvor Kalasha-hyrderne fra landsbyen 

Krakal skal opholde sig det næste halve år for at afgræsse gederne og producere ost. I det fjerne ses 

Afghanistans sneklædte bjergkæder. Forgrunden med de stenede bjergsider og dalbunden med floden 

byder kun på sparsom græsvækst. 

33. 

Så snart solen står op, går gedehyrderne i gang med at malke gederne. Der skal produceres ost, 

mange oste til familiernes vinterforråd. Det er gedehyrdernes vigtigste aktivitet på sæteren gennem 

mange, mange måneder. 

34. 

En ung gedehyrde sørger for at et kid bliver anbragt sikkert bag gedeaflukket, så sæterens huserende 

ulve ikke får fangst. 

35. 

På sæteren, med en gletcher som nabo, har gedehyrderne af skifferflager og vindfældet træ bygget en 

'bolig', der skærmer imod den stride blæst. 

36. 

Gedehyrderne på sæteren ved deres selvbyggede 'hus', hvor de producerer store mængder af 

gedeost. Efter morgenmalkning er mændene dagligt igang med denne livsnødvendighed. 

37. 

Det helt utroligt enkle 'osteri' består kun af et ildsted opbygget af sten samt en samling beholdere af 

aluminium. Osten er usaltet, idet bjergsalt anses for at være urent, da den ikke brydes i Kalashaområdet, 

men må købes i bazaren i Chitral. 



38. 

Det mandshøje 'indelukke' til geder, kid og kvæg er ligeledes bygget af skifferflager og vindfældet træ. 

Det er nødvendigt at beskytte dyrene om natten imod angreb fra ulve. 

39. 

Gedehyrdernes stenbyggede tilholdssted på sæteren. Flere forskellige beholdere af aluminium samt 

den store vidjekurv kan ses på billedet. 

40. 

To gedehyrder med de tomme gedeskindssække over skulderen på vej ned fra sæteren for at hente 

ny forsyning af hvede-, byg- og majsmel. 

41. 

Al mad koges over det åbne ildsted, og det er lokalt brænde, der anvendes. Evigt er alle igang med at 

samle mindre grene ind til optænding. Den ældre kvinde hér på billedet har samlet grene i sin 

gedehårsflettede kurv, opbygget på et skelet af en kløftet gren. 

42. 

Kvinden henter vand til husholdningen i en stor krukkeformet beholder af aluminium. Enten går hun 

efter kanalvand eller flodvand eller måske er vandtappen fortsat i funktion centralt i landsbyen, hvor 

hun så kan tappe rent vand. Maveinfektioner af forskellig art er hyppige lidelser, som det forurenede 

vand påfører befolkningen. 

43. 

Der tændes op under tekedlen. I dag anvendes der tændstikker, som muslimske småhandlende 

sælger fra boder i dalene. 

44. 

Kalasha-kvinden på vej til markarbejde. På hovedet bærer hun sit sjal, hvori hun gemmer det brød, 

hun medbringer. I hånden har hun en vand- eller tebeholder af aluminium. 

45. 

En markant del af Kalasha-karakteren er at hjælpe hinanden. Kvinderne mødes og hjælper hinanden 

med at luge og kravler afsted på hug med hver sin hakke i hånden. Her på billedet gælder det de unge 

majsplanter, som befris for ukrudt, som kreaturerne bagefter fodres med. 

46. 

Når kornet hentes op fra kælderdepotet under huset, skal det først renses for forskellige urenheder, og 

først herefter vandrer kvinden til vandmøllen for at male kornet til mel. 

47. 

Det kan være en lang vandring til den nærmeste vandmølle, som kvinden her er på vej til med en kurv 

fyldt med byg. Den er flettet af barkstrimler fra vækster, som kun gror på sæteren. 

48. 

De mange små vandmøller i dalene er kvindernes tilholdssted. Dels kommer de der for at male deres 

korn, dels er stedet deres sociale mødested. Her er vi inde i en mølle. Over møllestenen ses den 

tragtformede beholder, hvori kornet hældes. Hemmeligheden ved en velfungerende mølle er dels at de 

to møllesten ikke er nedslidt, dels at kornmængden afgives til kværnstenen i den rette rytme. Alt dette 

skal mølleejeren sørge for er i orden. 

49. 

I hånden bærer kvinden en gedeskindssæk fyldt med mel, som hun netop har malet ved møllen, som 

ligger dybt nede i dalen tæt ved den store flod. 

50. 

Kvinden kan godt amme sin yngste, imens hun bager brød til familien. 

51. 

Brød med dekorationer bages i forbindelse med Jôhsi, forårsfesten. 



52. 

Hver dag anvender Kalasha-kvinden en masse tid på at bage brød. For det meste op til tre gange hver 

dag. Kvinden sidder på husets veranda foran det stenbyggede ildsted. På jordgulvet står en taburet af 

træ med et sæde af flettet gedeskind. I den åbne vidjekurv ligger små, runde majsbrød, ved siden af 

står et stort fad af aluminium, som fortsat indeholder dej. Over den åbne ild hviler den konvekse 

bageplade på et treben af jern. Kvinden er ifærd med at vende et brød med en spatel. 

53. 

Under bageprocessen fylder Kalasha-kvinden sin hule hånd med den flydende dej, tipper dernæst 

hånden, som her på billedet, hvorved dejen flyder ud på jernpladen og kvinden glatter efter med 

håndryggen. 

54. 

Pitabrødet, som er fyldt med bønne- og valnøddemos, skal bage kortere tid på jernpladen og stilles så 

til efterbagning i asken. 

55. 

Denne flade åbne vidjekurv anvendes ofte til at tørre nysamlede frugter, i inden de deponeres i 

forrådshuset. Her har Kalasha-pigen fyldt sin kurv med store majsbrød. 

56. 

Morteren og pistillen er hyppigt i brug. For at spare på kogningen bearbejdes grøntsager som bønner 

og spinat i morteren efter en kort kogning, for så derefter at koge færdige. Her på billedet er kvinden i 

færd med at knuse bjergsalt fra den klump, som ligger ved siden af morteren. 

57. 

Kvinden spinder tråd af gedeuld. Den anvendes dels til vævning af særdeles grove og nærmest 

vandtætte jakker dels til sengetæpper til charpoy'en, sengen. Gedehårstæpperne bringes også med på 

sæteren. 

58. 

Viden og indvielse i produktionsprocesser lærer børnene fra den ældre generation. Her væver den 

ældre kvinde vicklers eller bensvøb til sin mand, som han vikler om underbenet, når vinteren sætter 

ind. 

59. 

Inden Jôhsi, forårsfesten, hvor solens genkomst fejres, opstår en vældig foretagsomhed inde som ude. 

Her er kvinden i færd med at påsy de sidste kaurisnegle, som pryder store dele af kupas'en, Kalashakvindens 

traditionelle hovedtøj. 

60. 

Kvinder ifærd med at sy nye sorte kjoler. Ved hjælp af symaskinen dekoreres piran'nen, kjolen med 

uldbånd i skrappe anilinfarver. Alt sammen er indkøbt i bazaren i Chitral. Førhen brugte kvinden flere 

måneder på først at spinde garn af fåreuld og dernæst at væve den store tunge brune uldkjole, hvis 

dekorerede felter var uldgarn indfarvet med naturens produkter såsom krap, der farver rød eller 

valnød, der farver brun o.s.v. 

61. 

Kalasha-kvinde iført sin shushut, det kauri-dekorerede hårbånd, ifærd med at høste byg med et segl 

med hvilken hun afskærer kornet ved roden. 

62. 

En næroptagelse af kvindens hænder under høsteprocessen: Venstre hånd griber om stråene, højre 

hånd med seglet afskærer dem ved roden. 

63. 

Et indoeuropæisk træk er Kalasha-folkets ret lyse hud. Også blåøjede og rødhårede Kalasha'er 

træffes. 

64. 

Viden og indvielse i produktionsprocesser lærer børnene fra den ældre generation. Den lille pige lærer 

af de voksne kvinder. Kædedans i forbindelse med Jôhsi, forårsfesten til ære for solens genkomst. 



65. 

Indvielsesriter af drenge og piger foregår i 5-6 års alderen. For drengenes vedkommende sker denne 

indvielse til samfundet under Chaumos, vintersolhversfesten. Pigernes indvielse falder derimod 

sammen med Phoo, som er bundet til vinhøstfesten. Symboler, som skal sikre pigerne frugtbarhed og 

lykke, er tophatte flettet af blomster og frugter samt perler og nye dragter. 

66. 

Der er stor tilslutning af både piger og drenge til de lokale Kalashaskoler. Børnene undervises i 

engelsk, urdu og matematik. 

67. 

De ialt 3 Kalasha-skoler har uheldigvis ikke en undervisningsstandard, som gør børnene egnede til en 

efterfølgende højere muslimsk skolegang. 

68. 

Skolepiger og deres lærer samlet omkring 'Daily life among the Kalasha', en billedbog på 140 fotos, 

som i temaer fortæller om livet i dalene. Fecit: Fentz/Stroyer 1995. 

69. 

Skoleuniform, tavle, grifler samt skoletaske er drengenes udstyr, når de følger undervisningen i den 

lokale muslimske skole. 

70. 

Kalasha-piger ses aldrig i de muslimske skoler. Forældrene beskytter deres døtre imod faren for at 

mullah'erne skal omvende dem til islam. 

71. 

Den muslimske skole giver eleverne adgang til højere skoleundervisning enten i Chitral eller sydpå i 

Peshawar. 

72. 

Kalasha-mændenes påklædning er langtfra farverig, bemærkelsesværdig eller prangende. Shalwar et 

kames, vide bukser og derover en skjorte fremstillet af bomuld, er inspireret af den muslimske 

mandsdragt. Det er så afgjort kvinden med hendes farverige og prangende fremtræden, der 

symboliserer Kalasha-folkets etnicitet.

KALASHAFOLKET I HINDU KUSH - Moesgård Museum

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?