m - Verdens kultur

magnetkis
krystallinske skifre (Gållivare, Dannemora).
En af de vigtigste jernmalme.
magnetkis, Fet,Sn, stærkt magnetisk,
bronzegult mineral med metalglans. Forekommer
i basiske dyb bjergarter. Ofte
nikkelholdig og anv. da som nikkelmalm.
magnetminer, søminer, der bringes til
detonation ved ændring i det jordmagn.
felt om dem, når en større jernmasse
sejler hen over dem.
magnetnål, tynd stav afmagnetiseret stål,
ophængt drejeligt enten om en lodret akse
(deklinationsnål) el. en vandret akse (inklinationsnål).
magneto- (gr. lithos Magnétis sten fra
Magnesia *)), magnet-, magnetisk-.
magneto-elektriske maskiner, elektr.
maskiner med permanente magneter
(magneter, der bevarer deres magnetisme
mods. elektromagneter).
magneto'fo'n (magneto- + -fon), moderne
udførelse af telegrafon for magnetisk lydregistrering.
Det magnetiske materiale er
et jernholdigt lag på strimmel af film el.
papir.
magneto'gra'f (magneto- + -graf), apparat
til registrering af forandringer af jordens
magn. felt.
magneto'me'ter (magneto- -I- -meter), apparat
til måling af magnetfelters styrke
v. hj. af en magnetnål.
magne'to'n kaldes molekularmagne ternes
magnetiske moment.
magne to-op tik (magneto- ! optik), læren
om magnetfelters indvirkning på lys,
f. eks. drejning af polarisationsplanet el.
opspaltningen af spektrallinier (Zeemaneffekt).
magneto-system, telefonsystem, hvorved
centralen kaldes v. hj. af en hånddreven
induktor.
magne'tro'n (magnet- + elektron), elektronrør,
hvis anodestrøm delvis kontrolleres
ved et magnetfelt. Velegnet til
freiiibringeise af ganske korte bølger, benyttes
ved radar-anlæg.
magnettænding, tændingssystem for automobilmotorer.
Ved m tændes den i
cylindrene i en motor indsugede gas af
en gnist, der frembringes af en højspændt
vekselstrøm og springer over ml. tændrørets
elektroder. Vekselstrømmen frembringes
af en lille magneto-elektr. maskine
(magneten).
magni- (lat. magnus stor), stor-.
mag'niftcat (lat: ophøjer), Marias lovsang
Luk. 1,46-55, efter begyndelsesordet
i den lat. overs. Fast led i den kat.
og anglikansk« vesper.
magnificens [-'sæn's] el. magnificense (lat.
magnificentia storhed, højhed,) titel for
rektorer el. kanslere v. forsk. univ.
magni'flk (fr., af lat. magnus stor), prægtig,
storartet.
Magnito'gorsk, by i RSFSR, Sovj., i S-
Ural; 146 000 indb. (1939). Stor jernudsmeltning
baseret på fin malm i det nære
Gora Magnitnaja (Magnetbjerget); kemikalieindustri;
stålværker (kul fra Kuzbass
og Karaganda). Opvokset som by i
1. femårsplanperiode efter 1928.
'magnium (efter Magnesia i Thessalien)
el. magnesium, grundstof, kern. tegn Mg,
atomnr. 12, atom vægt 24,3, vf. 1,7, smp.
651°, kp. 1110°, valens 2. Hvidt metal,
som holder sig godt i tør luft, men iøvr.
er meget reaktionsdygtigt. Det angribes
langsomt af koldt vand. Ved antænding
i luften forbinder det sig let med ilt under
forbrænding med blændende hvidt
lys til magniumoksyd. m forekommer
ikke frit i naturen, men uhyre udbredt
som salte, dels opløst i havvand og i
mange kilder og dels som bestanddel af
mineraler, m-forb. har været kendt i
meget lang tid. m indgår i bladgrønt.
m fremst. nu ved elektrolyse af smeltet
magniumklorid, m anv. som lyskilde i
fot. m. m., til org.-kem. synteser (Grignard-forbindelser)
og som bestanddel af
letmetallegeringer. Saltene har talr.- anv.
magniumbombe, fot., d. s. s. lynlys.
magniumfluat, påstrygningsmiddel til
øgning af stens vejrfasthed. Fremstilles
ved at opløse magnesia i kiselflussyre og
virker ved reaktion med kalciumkarbonat.
magniumkarbonat, MgCOt, gi. navn
2875
z
kulsur magnesia, kulsyrens magniumsalt
findes i naturen som magnesit og i dolomit.
Et basisk m anv. i med. som syrebindende
middel under navnet magnesia
alba.
magniumklorid, MgClt, findes i havvand
og forsk, kilder samt i stassfurtersaltene
(i karnallit) som dobbeltsalt
med kaliumklorid. Mellemprodukt ved
fremst. af magnium. Anv. til magnesia-
(sorel-)cement m. m.
magniumoksyd, MgO, magnesia, brændt
magnesia, magniumilte, kan fås ved ophedning
af magniumkarbonat. Dannes v.
forbrænding af magnium. Anv. i med.,
samt som ildfast materiale og til magnesia-(sorel-)cement.
magniumsulfat, MgSOt, svovlsur magnesia,
engelsk salt, bittersalt, krystalliserer
med vekslende krystalvandindhold
(0-10 molekyler), m findes i naturen som
kieserit og i kainit. Anv. i med. m. m.,
bl. a. som afføringsmiddel.
Mag'nolia (efter den fr. botaniker P.
Magnol (1638-1715)), slægt nær laurbærfam.
Træer el. buske med helrandede
blade og store, ofte duftende, blomster.
30 arter, af hvilke 3, der stammer fra
0~-Asien, dyrkes i haver; blomstrer i
reglen før løvspring.
mag'nolia, hvid metallegering af bly med
6-8% tin, 10-16% antimon. Anv. til
lejer.
'magnum (lat: stor), dobbeltflaske indeholdende
1,5 1 (spirituosa).
'magnum 'bonum (lat: stor og god), betegn,
for en kartoffelsort.
Magnus (lat. magnus stor), nord. mandsnavn.
Opkaldelse efter Karolus M (Karl
den Store). Blev på da. til Mogens, på
sv. til Mans.
Magnus (d. 1134), da. prins, søn af kong
Niels, sv. konge i Gotaland ca. 1129.
Dræbte Knud Lavard i Haraldsted Skov
1131 og foranledigede herved oprør mod
Niels, hvorunder M faldt i slaget ved
Fodevig 1134.
Magnus (1540-83), da. prins, yngste søn
af Chr. 3. 1559 herre over Osel bispedømme,
formåede ikke at hævde sig. Fra
1570 knyttet til Rusl. som vasalkonge af
Livland, 1577-78 i konflikt m. Ivan 4.
Magnus (no. ['marøus]), no. konger.
Magnus 1. den Gode (1024^7), no.
konge 1035-47; da. konge 1042-47, søn
af Olav den Hellige; slog venderne på
Lyrskov Hede 1043. -Magnus 2., reg.
1066-69, søn af Harald Hårderåde; reg.
s. m. sin broder Olav Kyrre. -Magnus
3. Barfod (no. Berrføtt), reg. 1093-
1103, søn af Olav Kyrre, undertvang
Orkneyøerne og Hebriderne, faldt i Irland.
-Magnus 4. Blinde, reg. 1130-
39, søn af Sigurd Jorsalfarer, blindet og
klostergivet 1135 af Harald Gille, befriet
af Sigurd Slembe. -Magnus 5. (1156-
84), reg. 1161-84, søn af Erling Skakke
og Sigurd Jorsalfarers datter Kristine,
måtte kæmpe mod Håkon Herdebred,
Øystein 3. og Sverre. -Magnus 6. 'Lagabøter
(1238-80), reg. 1263-80, søn af
Håkon 4., reviderede landskabslovene
1274 og bylovene 1276. Afstod 1266 Hebriderne
til Skotl.
tagnus ['mainus], sv. konger. Magnus,
reg. ca. 1155-61, søn af Henrik Skadelår,
kæmpede med sveernes konge Erik 9.,
som han dræbte, og med Karl 7., mod
hvem han faldt ved Orebro. -Magnus
Ladulås ['Ia:dulå:s] (1240-90), reg.
1275-90, søn af Birger Jarl, afsatte 1275
broderen Valdemar, holdt stormændene
nede og fremmede landefreden. -Magnus
Smek [sme:k] (1316-74), sv. konge
2876
magtfordelingslæren
1319-63, no. konge 1319-55, søn af
hertug Erik. Under hans mindreårighed
styrede moderen Ingeborg og fra 1322
drosten Knut Jonsson i Sv., fra 1323
Erling Vidkunnsson i No. Myndig 1332,
erhvervede Skåne og Blekinge fra grev
Johan 3. af Holsten, men mistede dem
1360ogGotland 1361 til Valdemar Atterdag.
Omkr. 1350 udstedte M Sv.s første
alm. lovbog. 1357 blev sønnen Erik 12.
medkonge, 1362 sønnen Håkon (som fra
1355 var no. konge). 1363 afsattes og
fængsledes den svage M, som 1371 blev
løsladt mod formelt afkald på tronen.
Magnus-effekt, 1852 påvist af den ty.
fysiker Gustav Magnus (1802-70), består
i, at en roterende cylinder påvirkes
af strømmende vand el. luft med en kraft
vinkelret på strømningsretningen. M er
en følge af, at strømningshastigheden
forøges på cylinderens ene side og formindskes
på den modsatte, hvorved der
opstår en trykforskel, mil., ved roterende
projektiler opstår der p. gr. af M et sidetryk,
der f. eks. ved højreroterende projektiler
(set bagfra) bevirker en afdrift til
venstre.
Magnussen, Johannes (1848-1906), da.
filolog. Oversættelser fra ty. og eng.,
udgaver af eng. skolebøger og leksika.
Magnussen, Julius (1882-1940), da. forfatter
og journalist. Af hans vittige og
følsomme skuespil huskes Skyldig el.
Uskyldig (1914). Et rel.-spiritistisk gennembrud
ca. 1920 bl. a. udtrykt i En
Digters Drøm (1925).
Magnussen, Rikard (1885-1948), da.
billedhugger og forfatter. Værker: monument
over Fr. 8. og dr. Louise (1938,
Charl. slotspark), over Harald Kidde
(1925, Vejle) m. m. Monografier bl. a.
om /. la Cour (1928) og Carl Bloch (1931)
og Søren Kierkegaard Set Udefra 1-2
(1941-42).
Magnusson ['magnuså:n], Arni (1663-
1730), isl. lærd og håndskriftsamler. Fra
1701 prof. i Kbh., ydede sin største
indsats ved på to rejser at samle sit
hjemlands betydelige håndskrifter. 1728
gik noget af hans samling til grunde ved
Kbh.s brand, men det væsentlige findes
endnu i Den Arnamagnæanske Samling
i Kbh.s Univ. bibl.
Magnusson ['magnuså:n]. Finnur (1781
-1847), isl. oldforsker og gehejmearkivar
(1829). Udg. bl. a. en da. oversættelse
af Den Ældre Edda 1-4 (1821-23) samt
1824-26 Eddalceren og dens Oprindelse
1-4, en noget fantasifuld kommentar.
Magnusson ['magnuså:n]), Jon (ca. 1610
-96), isl. præst. Hans Pislarsaga (udg.
1914), et forsvar over for myndighederne
for en af M ledet rettergang mod to
formentlige troldkarle, er en fremragende
kilde til kendskab til 17. årh.s isl. kultur.
Magnusson ['magnuså:n], Jon (1859-
1926), isl. politiker. Leder af Hjemmestyrepartiet,
førstemin. 1917-22, 1924-
26. Skabte 1918 enighed ml. isl. partier
om vedtagelse af forbundsloven.
mag'ny'l, acetylsalicylsyrens magniumsalt.
'Mago, stormænd fra Karthago: 1) (6. årh.
f. Kr.) lejetroppehærens organisator, forf.
af et værk om landbrug; 2) (d. 203 f.
Kr.), Hannibals broder, der 215-06
kæmpede i Spanien og derfra førte sin
hær til Genovabugten 205.
Magog, se Gog og M.
magot [ma'go] (fr.), d. s. s. gibraltarabe.
magringsmidler kaldes sand, knust chamotte
o. 1., når de blandes i fede, plastiske
masser for at gøre dem stivere,
mindre svindende, m anv. i teglværksindustrien.
mag. scient. [ma'y si'æn't], fork. f. lat.
magister scientiarum (scientia videnskab),
magister med eksamen fra det
mat.-naturvidensk. fakultet.
magsvejr, stille vejr med gode vindforhold
for sejladsen.
magtfordelingslæren, den af Montesquieu
i »L'esprit des lois« (1748) fremsatte
lære, hvorefter de forsk, grene af
statsmagten (lovgivningsmagt, domsmagt
og udøvende magt) bør udøves af
forsk, myndigheder, der derigennem afbalancerer
hinanden-
2877