Den danske komedies oprindelse; om skuepladsen og Holberg

booksnow1.scholarsportal.info

Den danske komedies oprindelse; om skuepladsen og Holberg

211

hans Kone og Datter vil blive vanskeligere at erstatte. Saaledes er

de danske Aktørers Stilling. De ved ingen bedre at henvende sig til

end Rantzau, der elsker sit Fædreland og sit Sprog. Af ham venter

de Afgørelsen af deres Skæbne og dermed Skuepladsens, som vilde

være nyttig for Landet og som ønskes af Byen, men ikke kan gen-

oprettes uden ved Hjælp af Kongens Velgerninger.

Alle Anstrengelser forblev imidlertid frugtesløse. Pietismen var nu

ved at trænge ind i de Kredse, der havde det afgørende Ord at sige,

og blev det Skær, som Bestræbelserne for at genrejse Skuepladsen

endelig strandede paa. Den havde allerede ytret sig i Frederik den

Fjerdes Tid, men først med Grev Zinsendorfs Besøg i København

netop i Sommeren 1731 begyndte Bevægelsen at faaMagt^); Kongen,

der altid havde været af et fromt Sind, tilegnede sig villigt de pieti-

stiske Lærdomme. En foreliggende Parafrase over det Spørgsmaal:

ob die heutige Comoedien so beschaffen, dafi ein wahrer Christ die-

selbige ohne Gefahr und Schaden seiner Seelen konne besuchen etc,

henfører Werlauff til denne Tid; Forfatteren, mener han, maa være

Hofpræsten Bluhme, hvis Betænkning om Skuespils Tilladelighed fra

et kirkeligt Standpunkt Kongen har forlangt^). At Werlauff har Uret,

derom er næppe Tvivl. Der findes to andre, ganske lignende, om

verdslige Forlystelser ved „store Herrers Hoffer", om Spil, Maskerader

og Dans, og ganske vist er i dem alle Spørgsmaalene besvaret ud fra

strenge pietistiske Synspunkter (baadeSpener ogFrancke paaberaabes),

men af Indholdet i den første fremgaar det, at Skuepladsen bestod, at

Komedierne virkelig var „heutige", og i en af de andre omtales Kvæg-

pesten, der udbrød 1745 og grasserede i de følgende Aar — hvilket

afgørende viser, at disse Indlæg mod Komedier og Dans hører til

Tiden kort efter Skuepladsens Genoprettelse under Frederik den Femte,

da Præsteskabet mere end nogensinde efterstræbte Teatret'). Ingen af

dem er iøvrigt stilet til Kongen, de synes nærmest at have en litterær

Karakter, udarbejdede i agitatorisk eller polemisk Øjemed*).

^) Sml. Helweg, Den danske Kirkes Hist. efter Reformationen II, 14 ff.,

og Koch, Christian d. Sjettes Hist., 142ff.

') Werlauff 479.

') Sml. den af Daae fremdragne og i Kirkehist. Saml. 3. R. II, 568 ff.

trykte Satire. I Frederik IV's Tid stod Kirke og Skueplads næppe saa

skarpt over for hinanden. Biskop Worm, der ganske vist var en Modstander

af agerende Studenter, holdt dog „ingenlunde Skuespil for syndige,

naar de, som vedbør, ere indrettede, samt paa tilbørlig Maade og Tid forestilles"

(Betænkning i Anledning af et Passionsspil, som Operisterne i 1722

ønskede at opføre, trykt i Ny kirkehist. Saml. III, 458 f.).

*) Det er Afskrifter uden Aar eller Forfatterbetegnelse, og de giver saaledes

i sig selv intet Holdepunkt. De er ganske vist kommet fra Kongens

Kabinet med en Aflevering 1766-67 til Danske Kancelli fra Etatsraad Henr.

14*

More magazines by this user
Similar magazines