Bulletin - The British European Association (Denmark)

The British European – page 12
bogstaveligt. Men i 1970 begyndte vi at fortolke Grundloven på en mere åben måde for at undgå
urimelige begrænsninger. Således vedtog Folketinget i 1970 en ændring af Valgloven, der gav
stemmeret til udeværende danske diplomater. Begrundelsen herfor var primært, at danske
diplomater havde forflyttelsespligt, og at de fremover – som noget nyt - skulle betale skat af deres
løn til Danmark. I 1980, blev Valgloven udvidet til også at omfatte en række andre danskere i
udlandet, primært udsendte medarbejdere, der midlertidigt opholder sig i udlandet, såvel fra
offentlige myndigheder som private institutioner og virksomheder. Lovgiver overlod det til et
Valgretsnævn, sammensat af embedsmænd, til at tage stilling til hvilken maksimumsgrænse, der
skulle for at betegne et ophold som midlertidigt. Nævnet besluttede, at der her skulle gælde en 12årsgrænse.
Efter at 12-årsreglen havde været fulgt i mere end 20 år, besluttede Valgretsnævnet
imidlertid i 2002 - på egen hånd – at nedsætte maksimumsperioden for et midlertidigt
udlandsophold til 8 år. I 2003 ønskede Regeringen at skære igennem alle disse forskellige regler og
fortolkninger omkring midlertidighedskriteriet, ved at fastsætte en 12-års regel for alle danske
statsborgere i udlandet, altså også de statsborgere, der ikke er udsendte. Et forslag herom var
indeholdt i regeringsgrundlaget, som fik fuld støtte fra justitsminister Lene Espersen. Det var et godt
forslag, der tillige ville føre til en langt mere enkel behandling af disse sager. Forslaget havde bred
tilslutning i Folketinget, men det blev skrinlagt, da et ekspertudvalg, bestående af juridiske
professorer og embedsmænd, fandt, at 12 år var for stor en mundfuld, hvis man skulle respektere
Grundlovens krav om ”fast bopæl i riget”. De mente, at 2 år nok var det længste. man kunne
strække sig for de ikke-udsendte. Folketinget fulgte eksperterne, og vedtog i 2004 en lovændring,
der satte denne grænse til 2 år. Dér står vi i dag. Med valgretsregler, der er blandt de mest
restriktive og mest indviklede i den demokratiske del af verdenen. Mange lande giver fuld valgret til
alle deres statsborgere, uanset hvor de opholder sig i verden og uden nogen tidsbegrænsninger. I
Europa gælder det bl.a. Sverige, Finland, Schweiz, Spanien, Italien, Østrig og Benelux-landene,
Polen, Tjekkiet og Slovenien. Andre sætter nogle maksimumsangivelser på hvor mange år,
stemmeretten kan bevares i udlandet. Det gælder bl.a. England (15 år) samt Norge (10 år) og Island
(8 år). Såvel i Norge og i Island kan man ansøge om forlængelse, når man har været ude i hhv. 10 og
8 år. I Danes Worldwide forstår vi ikke, at det skal være Valgretsnævnet, der på egen hånd kan
fortolke lovens krav om ”midlertidigt ophold” og nedsætte perioden fra 12 til 8 år. Nedsættelsen til
8 år er et af de spørgsmål, jeg støder på når jeg f.eks. taler med danske [om] økonomi og velstand
her i landet, og med til i udlandet at markere danske værdier, herunder demokrati. Men for dem er
det nu slut med at kunne deltage i den demokratiske proces i Danmark, hvis de har været ude i mere
end 8 år. Der er ikke noget til hinder for, at Valgretsnævnet kunne genindføre grænsen på 12 år.
Eller endnu højere. Og hvad er til hinder for, at denne grænse bliver fastsat ved lov af Folketinget,
og ikke på vilkårligt skøn af et embedsmandsudvalg? Den nye 2-årsgrænse for ikke-udsendte
danskere i udlandet er så lav, at det nærmest er en hån. Som nævnt, mener nogle juridiske
professorer, at man ikke kan sætte grænsen højere - uden at krænke Grundloven. Men der findes
adskillige andre juridiske professorer, som mener at, det kan man godt. Vi ved alle, at vores
Grundlov er blandt de vanskeligste at ændre i verden. Men vi har allerede, siden 1970, taget
adskillige skridt væk fra hovedkravet om fast bopæl i riget, og vi mener, at der er muligheder for
yderligere udvidelser, også uden at ændre Grundloven. Med andre ord. Spørgsmålet om danskernes
stemmeret under ophold i udlandet indgår efter Foreningens opfattelse i en debat, der ikke er
afsluttet.