Rapport om hospitalspræsters arbejde

- Til forskel fra plejepersonalet er jeg ikke uniformeret.
Når jeg går ind på stuerne, ligner jeg derfor
et ”helt almindeligt menneske”, og det eneste synlige
tegn på, at jeg er præst, er et lille sølvkors, jeg
har hængende ved mit navneskilt. Mine besøg på
stuerne har ingen mål (medicingivning, mad, vask
etc.) og det er mit indtryk, at præstens besøg er et
lille pusterum i hverdagens ”gøremålstravlhed”.
Ann Maj Lorenzen, Hospice Djursland
- Det er ofte en stor fordel at kunne træde ind i et
rum sammen med patienten, hvor jeg intet kan stille
op med de fysiske problemer, men udelukkende
kan være til stede i det kaos, den angst, frustration,
smerte, hjælpeløshed, magtesløshed, skrøbelighed
og håbløshed, som patienten befinder sig i, uden at
jeg kan ty til behandling eller pleje. Jeg er derfor til
stede hos patienten på mere lige vilkår, end mine
kolleger.
Steen Bonde, Palliativt Team, Aarhus
Mens præstens rolle i sjælesorgen kan forstås på
mange måder, fortæller hospitalspræsterne samstemmende,
at det er de kirkelige handlinger, der i
særlig grad tydeliggør og fastholder deres faglige
identitet.
Når de ifører sig præstekjolen får de en tydelig
rolle som præst. Det gælder både, når de udfører
ritualer, der er knyttet til sakramenter og kirkelige
handlinger såsom dåb, nadver, vielser og begravelser,
og når de udfører ritualer, der er knyttet til
sjælesorgen, såsom bøn, håndspå-læggelse, skriftemål
og lignende. Præstens rolle er også tydelig,
når præsten selv udarbejder et ritual til lejligheden,
hvor ritualet bliver en symbolsk og synlig markering
af noget, der ligger den anden på sinde.
Håbet kan udtrykkes ved f.eks. at tænde et stearinlys.
En sten kan tjene som container for det svære,
som den anden bærer rundt på, og stenen kan blive
en ordløs bøn, som ved at kastes i vandet, markerer
bønnen om at Gud må tage byrderne bort.
Hospitalspræsternes bidrag til rapporten viser,
at det i mange tilfælde er vanskeligt at definere
præstens særlige faglighed på hospitalet.
Det hænger sammen med den folkekirkelige
mangfoldighed, og det hænger også sammen
med, at der er stor forskel på, hvad der er behov
for og mulighed for på de enkelte institutioner.
Det må derfor anbefales, at der lægges vægt på
at afstemme forventningerne til hospitalspræsten
i forbindelse med at der knyttes en hospitalspræst
til en institution.
Både stillingens omfang og indhold må tilpasses
institutionens og præstens forståelse af præsterollen
på den pågældende institution.
Hospitalspræsters arbejde | 29