Rapport om hospitalspræsters arbejde

Hospitalspræst
Et folkekirkeligt tilbud
om samtaler og gudstjeneste
Den 16. december 1867 sagde biskop P.C.
Kierkegaard i Folketinget, at “der fra Skagen
og til den sydlige spids af Bornholm, ikke [skal]
kunne fødes eller opvokse noget menneske,
uden at han føler sig omgivet af et tilbud - ikke
en tvang, men et tilbud - af kristen tro og trøst”.
Dette har i hele folkekirkens 160-årige levetid
været et grundlæggende princip, ikke mindst
når der skulle tages stilling til fordeling af præstestillinger
i tyndt befolkede egne. P.C. Kierkegaards
udtalelse indeholder tre vigtige aspekter i
forståelsen af sygehuspræstens arbejde:
1. Sygehuspræstens opgave er, som enhver
anden præsts, at forkynde det kristne
evangelium til tro og trøst. Om dette gøres fra
en prædikestol eller ved en sygeseng ændrer
intet deri, at det er den samme grundlæggende
præstelige opgave, der varetages. At en sådan
forkyndelse skal øves i dyb respekt for tilhørerens/patientens
autonomi og urørlighedszone
er en forudsætning, ligesom det er en forudsætning
for sygehuspræstens samtale med
patienten, at den er omfattet af den samme
tavshedspligt, som gælder en sognepræst, der
fører en sjælesørgerisk samtale med et medlem
af menigheden.
2. Det er ethvert folkekirkemedlems ret at
kunne få præstelig betjening. P.C. Kierkegaard
anfører, at dette gælder, uanset hvor i Danmark
patienten bor. Den omstændighed, at der ikke
bør være geografiske hindringer for folkekirkemedlemmers
adgang til præstelig betjening, indebærer,
at der ej heller bør være institutionelle
grænser, der stiller sig hindrende i vejen. Også
den indsatte i arresten eller i fængslet, den
udsendte danske soldat, den danske sømand
og den på sygehuset indlagte patient har ret til
præstelig betjening.
08 | Hospitalspræsters arbejde