Radikal Dialog Ligestilling

drv.dk
  • No tags were found...

Radikal Dialog Ligestilling - Radikale Venstre

8Oktober 2003 Den

Radikal Dialog

Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg

Tema om

Ligestilling

I dette nr.:

Leder af

Naser Khader

Kandidatpræsentation:

Christian Friis

Bach

Reportage fra

landsmødet

www.radikale.dk/hovedstaden


Leder

Ligestilling – nu også med tvang

I 2002 holdt kvinder i snit 25,1 ugers barselsorlov, mændene holdt 2,6. Ifølge Handelsshøjskolen i

Århus tager kvinderne 95% af barselsorloven i Danmark, og kun 60% af fædrene benytter sig af

de 14 dages barselsorlov umiddelbart efter fødslen. På den baggrund kan det ikke overraske, at

unge kvinder i den fødedygtige alder har svært ved at få job. De er simpelthen for dyre for arbejdsgiverne

- de skal jo på barsel.

Af

Naser Khader

MF, ligestillingsordfører

Det Radikale Venstres forslag om en fælles national barselsfond er derfor et stort fremskridt for

ligestillingen. Dermed bliver ingen arbejdsgivere ramt urimeligt hårdt af udgifter til barselsorlov,

men barselsfonden udligner ikke de kønsrelaterede forskelle på e.eks. karriereforløb og pension.

Når mødrene går på barsel, sættes karrieren på stand by, og lønnen halser efter de mandlige kollegers.

Barselsorloven er således en vigtig årsag til, at der endnu ikke er ligeløn - kvinder med en

videregående uddannelse tjener kun ca. 70% af mændenes indkomst. Og der er mange af dem.

Seks ud af ti optagne på universiteterne er kvinder, og modsat andre europæiske lande stiger den

danske lønulighed med uddannelsens længde.

Første januar sidste år blev mændenes føring øget. Loven om et års barsel giver en selvforstærkende

negativ effekt, for jo længere kvinderne er uden for arbejde, jo mindre tjener de. Og jo mindre

de tjener, jo mindre er mulighederne for, at mændene tager barselsorlov. Deres høje indkomst

skal nemlig forsørge familien, og vi må derfor diskutere, hvordan udviklingen kan vendes. Jeg

mener, at fædrenes pligter skal udvides i takt med barselsorloven. Vi øremærker tre af de tolv måneders

orlov til mændene - hvis ikke far tager en fjerdedel, er der ikke tolv måneders barsel til forældrene

i alt. En fjerdedel er næppe noget stort offer, og hvis et sådant krav rejser ramaskrig, bør

vi som fædre tage vores ansvar op til genovervejelse.

Når det gælder ligestilling, er der tendens til at kategorisere lovgivning som tvang. Men hvordan

skal vi så kategorisere anden lovgivning? Især ligestillingsminister Henriette Kjær er imod ufrihed

og ‘millimeterretfærdighed’, som hun ynder at definere indgreb i ligestillingens navn. Hun

foretrækker gode viljer og frivillig holdningsændring, og dermed fastholder ministeren de instrumenter,

der så åbenlyst har spillet fallit efter årtiers ligestillingsdebat. Vi har brug for lovgivning

til at hjælpe holdningsændringen på vej, og for mange fædre vil et lovindgreb være et tiltrængt

argument overfor arbejdspladsen - så meget respekt aftvinger barselsorlov jo heller ikke fra chefen

og kollegerne.

Fædre skal have ret - og pligt - til barselsorlov. Henriette Kjær mener derimod, at ligestillingen

stort set er opnået - eller også kommer den i hvert fald af sig selv. I Politiken (16/8) skriver hun, at

vi ‘formelt’ har ligestilling mellem kvinder og mænd. Det pudsige begreb ‘formel ligestilling’ defineres

ikke yderligere, men ifølge ministeren skal kvinderne bare have ‘et puf i ryggen’. De kan

dermed konkludere, at det højest er lidt generthed og i hvert fald ikke reelle økonomiske og strukturelle

barrierer, der spænder ben for deres ligeret. Vi har altså allerede ligestilling, men på kvindernes

internationale kampdag sagde Henriette Kjær alligevel, at vi aldrig får ligestilling, fordi

kønnene nu engang er forskellige. Det må være svært at være minister for et område, som man

ikke kan arbejde for, men Henriette Kjær kan tage det roligt. Ingen har nemlig bedt om, at kvinder

og mænd skal være ens. De skal bare være lige.

Den Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg

(Hovedstadens Radikale Venstre)

Ny Kongensgade 18, 5.tv..

1557 København V

.

tlf/fax 3313 0331,

www.radikale.dk/hovedstaden

e-mail: hovedstaden@radikale.dk

Giro: 600 4695

Sekretariat: Frederik Berling

Træffes tirsdag 15–20 og torsdag 9–14

Formand:

Næstformand:

Hovedkasserer:

Jesper Gronenberg, 2342 1425/3370 3597, gro@kl.dk,

Hans Grishauge, 3313 7670, hg@vartov.dk

Mads Friis Thomsen, 35424946, mads.friis.thomsen@wanadoo.dk

Brønshøj/Husum/Vanløse: Jonathan Nielsen, 3874 7845, nielsen.jonathan@wanadoo.dk

Frederiksberg:

Rikke Danielsen, 3810 0117, rikke.danielsen@hotmail.com

Indre by/Blågård: Hans Grishauge, 3313 7670, hg@vartov.dk

Nørrebro/Nordvest: Benny K. Nielsen, 3585 5521, benny@oerneborgen.dk

Sundby/Christianshavn: David Munis Zepernick, 3257 5057, munis@hotmail.com

Vesterbro/Valby: . Kasper Johansen, 3617 5272, kasperjohansen@yahoo.com

Østerbro:

Mikkel Søndergaard, 3543 5499 / 5120 5499, mso@tdcspace.dk


Indhold

Forsiden:

Lone Dybkjær har holdt sin sidste landsmødetale som Det Radikale Venstres repræsentant i

Europaparlamentet og vil i fremtiden koncentrere sig om indsatsen som folketingskandidat i Vestre

Storkreds.

(Foto: Anders Nielsen)

Leder Ligestilling – nu også med tvang ................................................................ 2

Tema: ligestilling Vi har brug for kvindelige forbilleder ..................................................... 4

Kampen om retten til fravær .................................................................... 5

En politik om kvindens krop...................................................................... 6

Tanker om kvinder og indvandring .......................................................... 7

Tanker om ligeværd og ligestilling ............................................................ 8

Annonce Mands minde – foredragsrække af Ebbe Kløvedal Reich ................... 8

Boganmeldelse Når kærlighed bliver tvang ......................................................................... 9

Landsmøde 2003 Mit første landsmøde – reportage ........................................................ 10

Miljø-tænketank København – Europas miljøhovedstad .................................................. 12

Nyt fra BR Nyt: Sundhedshuse i København ............................................................. 13

Kend kandidaten Christian Friis Bach .................................................................................... 14

RUK’s side Prostitution – et reelt valg?..................................................................... 15

Radikalenderen

Annoncering af møder og arrangementer ............................... bagsiden

Udgivelsesplan:

Nummer Deadline, artikler Deadline, kalender Udkommer

9/2003: 21. oktober kl. 18 26. oktober kl. 14 uge 45

10/2003: 18. november kl. 18 23. november kl. 14 uge 49

Temaet for næste nummer er miljøpolitik – alle debatindlæg er velkomne!

Radikal Dialog

Redaktør:

Anders Nielsen (ansvh.),

3585 4559/3375 9874, andersnielsen@mail.tele.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og

forkorte indlæg.

I redaktionen:

Internetredaktør:

Indælg sendes til:

Ea Kabell Lundberg, Dorte Kaiser, Margrethe Straarup

Wivel, Amalie Nørgaard, Charlotte Rørbøl, Rasmus

Paludan (RUK)

Marianne Asbæk, seventhsky@paradise.dk

pr. email til hovedstaden@radikale.dk

eller pr. brev til Vælgerforeningen

postbesørget blad nr.11813.

Udkommer 10 gange årligt.

Oplag: 2100.

Tryk: Lito Tryk

Der holdes redaktionsmøde ca. en gang om måneden,

hvor alle medlemmer kan deltage. Skriv eller ring til

redaktøren, hvis du ønsker flere oplysninger.


Ligestilling

Vi har brug for kvindelige forbilleder

Lone Dybkjær har blandt meget andet været meget aktiv i ligestillingsdebatten – både herhjemme og i

EU, og derfor fandt vi det naturligt at spørge, om hun ville bidrage til temadebatten.

Af

Lone Dybkjær,

medlem af

Europa-Parlamentet

for Det

Radikale Venstre

Jeg møder flere og flere stærke kvinder

med stærke meninger om næsten alt.

Men de tager ikke magten. Ikke tit nok

i al fald. De går ikke efter bolden, selv

når den ligger klar foran dem. Og jeg

taler om de kvinder, hvor forudsætningerne

ellers virkelig er til stede. De er

unge, veluddannede bykvinder. De har

mænd, som man efterhånden må forvente

også tager deres del af hjemmearbejdet.

De er startet i et godt job. Og

nu har de så fået et par børn. Og så er

det, som om den videre planlægning

går i stå.

Når børnene er ankommet, er det

som om, at ambitionerne og indignationen

over, at deres mødre aldrig nåede

det, de gerne ville, og som indtil nu har

båret disse unge kvinder videre, dør

lidt ud. Så sætter flere og flere andre

argumenter dagsordenen. Det er jo lettere,

at det er mig (kvinden), der går

hjemme i et år. Jeg vil have tid med

mine børn, jeg vil ikke lade mig diktere

af en karriere... Og der er mange flere.

Hver for sig giver de selvfølgelig også

alle mening. Det er jo barnets tarv, det

kommer an på. Men er det faktisk ikke

også rigtig godt for barnet, at faren er

der? Vi er forskellige som mennesker

og som køn, og barnet har rigtig godt

af begge dele.

Hvis alle kvinder stiger af karriereræset

og tager lang barselsorlov, ændrer

vi intet. Hvis vi ønsker at ændre

samfundet, så der bliver balance mellem

arbejdsliv og familieliv, så er vi

nødt til at gå ud i den større samfundsarena

– Christiansborg, fagforeningen

eller kommunalbestyrelsen – og

kæmpe. I stedet for at vi hver især

kæmper med hjemmestrikkede løsninger

og evig dårlig samvittighed. Der er

altså nogle kvinder, der skal fastholde

deres ambitioner, der skal gribe efter

magten. Gribe efter og gerne fastholde

magtpositionerne i det politiske liv, i

det offentlige liv og i det private erhvervsliv.

„Der er altså nogle

kvinder, der skal fastholde

deres ambitioner,

der skal gribe

efter magten. Gribe

efter og gerne fastholde

magtpositionerne

i det politiske

liv, i det offentlige liv

og i det private erhvervsliv.“

Der er ingen, der siger, at vi alle

sammen skal stræbe efter at blive leder

af et større multinationalt selskab, den

første kvindelige statsminister eller formand

for LO. Nogen skal dog. Men

ambitionerne skal række til at få

arbejds- og familieliv til at gå op i en

højere enhed. Disse ambitioner når vi

kun ved at turde være synlige og stille

krav – til vores mænd, til vores chefer,

men også til os selv. Vi skal kræve af

os selv og dermed af vores omgivelser,

at balancen mellem familieliv og

arbejdsliv bliver prioriteret. Ikke det

ene på bekostning af det andet.

Det er ikke mit ærinde at skrive flere

krav ind på den lange liste, som unge

mødre i dag allerede har skrevet til sig

selv. Men jeg ønsker at råbe vagt i gevær

i forhold til den retning, som regeringen

i højere og højere grad beder

mødrene om at tage. Regeringen

prioriterer familiepolitik, mens

ligestillingspolitik er blevet et fuldstændig

ukendt begreb for den. Det

mener jeg er meget farligt. Det er farligt,

fordi det så bliver lettere at sætte

sine ambitioner som individuel kvinde

til side og lade sig opsluge af familielivet.

Det skal man have lov til, hvis man

vil, men man skal kunne træffe et frit

valg. Og i dag er der ikke et frit valg.

Bare tænk på, hvor nemt det er for

kvinder at vælge at være hjemme, og

hvor svært det er for mænd at gøre det

samme. Vi må nedbryde de begrænsninger,

der findes for begge køn i vores

samfund. Begrænsninger i form af

vaner og normer, magthierarkier og

barselsorlov. Vi skal huske at spørge

os selv: Hvordan ville vi gerne have

det som mennesker, hvis vi kunne

vælge? De fleste, tror jeg, ville svare:

et godt job kombineret med ordentlig

tid til familie og venner. Så må vi

spørge: Hvad skal det ‘frie’ valg koste?

Det skal ikke koste os enten familien

eller jobbet. Det er ikke et rimeligt

grundlag at træffe valget på, og derfor

skal vi arbejde på at lave det grundlag

om. Så kan vi måske begynde at tale

om reelle valg.

Nat med kulturen?

4 Radikal Dialog


Ligestilling

Kampen om retten til fravær

Et liv er ikke bare et arbejdsliv. ‘Liv’ bør forstås holistisk. Det vil gavne hele præmissen for ligestilling og

dermed give bedre politiske redskaber til at skabe ligestilling.

Af Lea Bergstedt, Østerbro.

I et landsdækkende debatprogram i tv i

foråret beskrev en yngre akademiker

kvinde ligestilling mellem sig selv og

sin mand således: Jeg afsluttede min

barselsorlov da vores barn var 5 måneder,

fordi det så var min mands tur til at

passe barnet. Senere i interviewet kom

det dog for dagen, at manden ikke

havde taget orlov fra sit job, og at barnet

måtte passes af en ‘sort’ dagplejemor

fra det var 5 måneder, fordi ingen

af forældrene ville tage yderligere orlov

fra deres respektive betydningsfulde

jobs – i ligestillingens navn.

Kønnenes kamp om at være den, der

havde det mest betydningsfulde

hverv, og hvem der således kunne

undværes fra hjemmet, endte åbenlyst

i et 0-1 nederlag til barnet.

Hvad handler ligestilling om? Det

handler tilsyneladende om retten til

fraværet fra den reproduktive sfære.

Om retten til fraværet fra hjemmet og

de nære relationer og om retten til uafhængighed.

At danne familie er en bevægelse fra

uafhængighed ind i gensidig afhængighed.

Alle parter er forpligtede overfor

hinanden, og særligt de voksne må

sætte sig selv til side i en ikke uvæsentlig

periode for at tilgodese artens

overlevelse. Dette er selvfølgelig en

meget nøgtern og biologisk betragtning.

Men kald mig bare gammeldags, når

jeg mener, at ligestillingskamp ikke må

blive til en kamp om fuldstændig personlig

uafhængighed. Mennesker er

sociale væsener, der har brug for at

være afhængige af andre, og at andre

er afhængige af dem. Mennesker er

ikke satellitter, der svæver frit imellem

hinanden uden berøring. At forpligte

sig på andre mennesker er livets mening

i en biologisk og social forstand.

At have noget at stå op til om morgenen,

at der er nogen, der venter på én,

at der er nogen, der er interesseret i at

høre på én, og som føler med én på

godt og ondt. Vi er mere værd end det

arbejde, vi producerer.

Jeg ønsker at ændre hele præmissen

for ligestillingsdebatten. Fokus skal

væk fra den meget ensidige diskussion

om ligestilling på arbejdsmarkedet. Jeg

ønsker fokus på det hele liv. En holistisk

livsopfattelse, der knytter alle sider

af et menneskes liv sammen. Kvinders

og mænds liv er ikke ens. Grundbetingelserne

er forskellige, og det ønsker

jeg at anerkende.

Maskulinisering

Lige løn for lige arbejde er en god

grundregel baseret på sund fornuft.

Men lige muligheder på alle områder af

livet kan mænd og kvinder ikke opnå.

Det lader sig ikke realisere, hvis vi

samtidig ønsker at opretholde et rimeligt

fødselstal og at sikre artens videreførelse.

Der skal altså fødes nogle

børn. Det ønsker samfundet, og dette

ønske er heldigvis i overensstemmelse

med mange kvinders individuelle ønske.

At få børn sætter i nogle erhvervsmæssige

sammenhænge kvinden i en

faglig parentes i den periode, hun holder

barselsorlov. Og ja, jeg mener, det

primært er kvinden, der bør tage barselsorlov.

Der er måske nogle kameler, der skal

sluges. Men det er ikke muligt at opnå

en ligestilling i betydningen af ‘enshed’,

hvis vi (sammen og hver for sig)

ønsker os børn. Det er dog muligt i dag

at vælge ikke at få børn, hvis man ikke

vil stå tilbage for sine mandlige kolleger.

Ligestilling bør ikke handle om

ensliggørelse af kønnene. Ligestilling

vil i så fald betyde en maskulinisering

af kvindekønnet i kraft af kvindens

stræben efter lighed med manden. I

ligestillingskampens historie har der

nemlig kun meget sjældent været tale

om mandens stræben efter lighed med

kvinden. Jeg sætter altså lighedstegn

mellem den traditionelle ligestillingsforståelse

og maskulinisering af kvinden.

Det er der ingen fordel i, hverken

samfundsmæssigt set eller individuelt.

Jeg taler ikke for, at kvinderne skal

gøre karriere som hjemmegående.

Men jeg appellerer til realitetssansen.

Vil man have børn, vil man

amme, vil man symbiosen, og vil man

barnets tarv, så må dette arbejde i en

periode bære lønnen i sig selv. Og så

må kvinden se i øjnene, at den mandlige

kollega er tilknyttet arbejdsmarkedet

i ca. et år længere for hvert barn, de

får tilsammen. Det medfører en skævvridning

i fordeling af lederjobs og i

lønniveau for henholdsvis mand og

kvinde. Men familierne trives måske

bedre på langt sigt.

Jeg ønsker mig en holdningsændring

i ligestillingsdebatten. Ligestilling

bør ikke være kampen om at undgå

forskelle. Ligestilling bør være kampen

om at definere og respektere kønnenes

forskelle. Ligestilling bør snarere være

kampen om retten til nærværet i menneskelige

relationer frem for fraværet.

Se de næste sider ...

Nr. 8/2003 5


Ligestilling

En politik om kvindens krop

Merete Riisager var arrangør af et møde om kvindehandel, og her drager hun konklusionerne.

Af Merete B.

Riisager

DRV Nørrebro/

Nordvest

Landsmødet var et politisk brusebad og

en genopfriskning af de radikale

grundstene. Lone Dybkjær erindrede om,

at vi må lave politik, der udspringer af

respekt for den menneskelige

værdighed. Elsebeth Gerner Nielsen talte

for solidaritet med de svageste, og

Marianne Jelved advarede mod at

opfatte mennesker som ting. Det blev

slået fast, at vi er et parti, der arbejder

for ligestilling, og som ønsker at værne

om det enkelte menneskes integritet og

sårbarhed.

Hvis disse udsagn er det materiale,

vi skaber vores politiske redskaber af,

og hvis redskaberne skal bruges til at

forbedre vilkårene for alle grupper af

mennesker, der lever og er i Danmark

og i Europa, bør vi i Det Radikale Venstre

udvikle en politik omkring salg af

kvinder.

Rundt omkring i Danmark, både i

hovedstaden og i den lille by i provinsen,

er der kvinder, der sælger deres

krop og mænd, der køber den. Den almindelige

opfattelse er, at der er tale

om en byttehandel, som kan sammenlignes

med enhver anden handelssituation.

Dette er dog langt fra tilfældet.

Da DRV Nørrebro/Nordvest for

nylig holdt et møde om emnet, fortalte

Henrik Brun, der har lavet grundig

journalistisk research på området, at

handelen med kvinder til Danmark er

stigende, og at disse kvinder lever under

umenneskelige vilkår. Nogle ved, at

de skal arbejde som prostituerede, når

de kommer frem, andre narres hertil

med løfter om almindeligt arbejde. Fælles

for dem alle er, at de kommer fra

trøstesløse områder i Europas baggård,

og at de er parate til at løbe store

risici, for at skabe sig et liv et andet

sted. Fælles for dem er også, at de aftaler,

de har indgået ved afrejsen, ikke

står ved magt, når de når frem. Nogle

lever indespærret og bevogtet, andre

lever med krav om tilbagebetaling af

„Forestillingen om den

selvstændige kvinde,

der lever af sin lystige

seksualitet, er et billede,

der dækker over

fornedrelse, elendighed

og svigt.“

gæld eller bliver truet med afsløring og

vold. De kender ikke sproget, og de

har ingen, der kan hjælpe dem. Hvis

politiet får kontakt med dem, bliver de

sendt tilbage inden 15 dage. De bagmænd,

der har tjent på at sælge dem,

går fri.

Der er også mange danske kvinder,

der lever som prostituerede. Charlotte

Odile Poulsen, der er tidligere prostitu-

eret, fortalte til det samme møde, om

hvordan vilkårene er i miljøet. Forestillingen

om den selvstændige kvinde,

der lever af sin lystige seksualitet, er et

billede, der dækker over fornedrelse,

elendighed og svigt. Et meget stort antal

af danske prostituerede har været

udsat for seksuelle overgreb som børn

og har derfor ikke udviklet evnen til at

beskytte sig selv og deres egen krop.

De lever i en verden, hvor de præsenteres

og forhandles som en vare. Hvor

de er det første led i en fødekæde af alfonser,

aviser, hoteller og taxachauffører,

der alle tjener på de ydelser, der giver

dem alvorlige skader på sjæl og

krop.

Man kan undre sig over, hvem de

mænd er, der bidrager til at opretholde

en industri af menneskeligt armod. I

Det Radikale Venstre må vi arbejde for

at indføre en ansvarlighed overfor

kvinder og deres krop, således at det

ikke bliver de dårligst stillede kvinder,

der kommer til at bære dyndet fra den

almindelige hverdag i et rigt lille land.

Vi kan lave oplysningskampagner,

så ingen kan sige, at de ikke vidste

bedre. Vi kan skabe rehabiliteringscentre

for kvinderne og opsøgende arbejde.

Vi kan kræve, at det danske politi

deltager aktivt i at bekæmpe

trafficking og alfonseri og undersøge,

om de redskaber og den viden, de har,

trænger til at blive opdateret. Vi kan arbejde

for at få ændret reglen om de

femten dage og støtte kvindenetværk i

Danmark og i andre lande. Vi kan lære

af LO og beslutte, at det Radikale Venstre

er en organisation, der ikke støtter

prostitution. Endelig kan vi diskutere,

om køb af sex helt bør forbydes, som

det er sket i Sverige.

... nej, det er ikke et af Brian Mikkelsens tiltag, men

en reklame for Den Radikale Kulturnat 10. oktober ...

6 Radikal Dialog


Ligestilling

Tanker om kvinder og indvandring

Vera Eckhardt er medlem af ligeretsudvalget og gennem mange år aktiv i ligestillingspolitik.

Af Vera Eckhardt

Indvandrere er på den politiske dagsorden

– den kvindelige del mest, når

det handler om kvindernes udtryk

(farve og beklædning), deres krop

(vold mod kvinder og lemlæstende

kvindelig omskæring), deres gang og

samvær med deres børn (mediebilleder).

I uddannelse og arbejde er

det pleje og omsorg, omsorg og omsorg.

Som om ’de’ ikke kan og vil andet.

Der er ingen tvivl om, at der er

mange udfordringer og problemer omkring

ovenstående, men bliver billedet

ikke mere nuanceret og kommer kvinderne

ikke selv mere på banen, vil det

lykkes at låse kvinderne fast i en

’offerrolle’, hvor andre sætter grænser,

stiller regler og begrænser. Kvinderne

kommer ikke med ved bordet, hverken i

udformning af eget liv eller i samfundsudviklingen.

Mine erfaringer med konkret

interkulturelt integrationsarbejde

er da også meget mere varierede og anderledes.

Kvinder, der kommer fra andre

lande, rammes af samme barrierer som

danske kvinder – og tifold på mange

måder. Definitionen og afgrænsningen

af kvindernes råderum, muligheder og

plads i såvel det offentlige rum som i

det individuelle liv sættes i alt for høj

grad af andre – og oftest mænd.

Når danske kvinder flygter fra vold

og overgreb, er det – som regel – én

mand, vi skal være bange for og holde

udkik efter. For mange udenlandske

kvinder er det den enkelte mand. Er det

en dansk mand kender han systemet

og har måske forholdt hende oplysninger

om rettigheder etc. Er det en anden

’etnisk’ mand er det ikke kun den ene

mand, men en hel og ukendt gruppe af

mænd hun ved, holder øje og er efter

hende. Kvinder fra mange lande ved,

at når de færdes ude i det offentlige

rum, bliver der holdt øje med dem, og

det kan være mange øjne, der hviler på

dem.

Samfundsstrukturer, politiske

udmeldinger og de individuelle forhold

og oplevelser er sammenhængende for

mange ’indvandrere’. En del kan vi

som almindelige, engagerede borgere

gøre noget ved.

Det er ikke et ukendt fænomen, at

kvinders livs- og erhvervsvalg skal

fungere i et samfund med ’manden

som normen’ og med kønsblindhed i

tilrettelæggelse og vurdering af evner

og kompetencer. Krav og muligheder

bedømmes i et rum, hvor køn tilsyneladende

ingen betydning har – herom

mere senere.

Hos nydanske kvinder skal hertil

lægges, at traditioner, erfaringer med

pigers og kvinders uddannelsesniveau

og erhvervsdeltagelse plus ’det derhjemme’

(som kvinder har, hvor mænd

har et bagland) i særlig grad kan være

bremsende for kvinder med en ikke

dansk/ skandinavisk/europæisk baggrund.

I kort form kan fremhæves : Sprogkundskaber

og mulighed for at afprøve

og styrke disse sammen med danskere

er begrænsede. Adgangen til uformelle

fora, hvor hverdagssamtaler også indeholder

oplysninger og gode ideer er

ikke kvindernes. Ofte er disse fora ikke

tilstede, ofte er de ikke kvindevenlige,

og ofte sætter kvindernes familieliv og

omsorgsopgaver stærke grænser for

deres deltagelse i de mere uformelle

fora. Anerkendelse og opmuntring til

at anvende og opgradere medbragte

erfaringer – også uddannelser – er

sjældent set.

Kvinderne stiller høje krav til sig

selv, og det samme gør andre. Som en

forsker skrev: „Mænds tid er arbejdstid

og deres engen, kvinders tid er andres

tid.“ Det gælder danske kvinder, men i

endnu højere grad udenlandske kvinder.

Den sociale arv vil for mange nydanske

kvinder ikke tilsige dem at tage

de krævede uddannelser og den

erhvervsdeltagelse, som forventes fra

dag ét. Såvel traditioner fra hjemlandet

generelt som forventninger og traditioner

for pigers og kvinders selvforvaltning,

herunder erhvervsdeltagelse,

er mange steder meget

langt fra den danske,

Hertil kommer forventninger, støtte

eller modstand fra familie, miljø og i høj

grad også fra det danske samfund, medier

og os, der møder nydanskere.

Der kan ikke herske tvivl om, at de

mange ressourcer og kompetencer,

som disse kvinder med udenlandsk

baggrund har, den iver mange lægger

for dagen for at tage hånd om eget liv,

bliver understøttet ved møder og samtaler

i hverdagen, i mødet med ’danskere’,

i møder hvor kvinderne mødes i

et ligeværdigt møde. Godt vil det være,

om alle, der møder andre mennesker og

ikke mindst medier såvel som politikere,

eliminerede deres i bedste fald

kønsblindhed, i værste fald undertrykkende

og kønsdiskriminerende adfærd.

... hvor der traditionen tro bl.a. holdes et ‘udpræget

finkulturelt’ arrangement på Københavns Rådhus ...!

Nr. 8/2003 7


Ligestilling

Tanker om ligeværd og ligestilling

Af Vera Eckardt

Ligestilling, ligeret, ligeværd. Tja, kært

barn har mange navne. Kønsblindhed

eller ’manden som normen kvinden

som undtagelsen’ er et andet.

Uacceptabelt forskellige forhold og

vilkår for kvinder og mænd eksisterer

fortsat trods mange års arbejde for ligestilling.

Hvis ’skylden’ er, er i denne

sammengæng uinteressant. Måske

ingens? Men et samfundssystem, der

favoriserer mænd og diskvalificerer

kvinder, er ikke et ligestillet og ligeværdigt

samfund. Man kan sige, at der eksisterer

en uartikuleret ulyst til for alvor

at se de to køn som ligeværdige og

nyttige samfundsborgere.

Tag politik og politisk repræsentation.

Partiet har nu opstillet kandidater

til Europaparlamentsvalget – heraf 16

mænd og 2 (!) kvinder. Ret meget bedre

ser det ikke ud til at blive m.h.t. folketingskandidater,

eller når det gælder

lokalpolitik.

Ser vi f.eks. på de lokale partiforeninger,

er der ganske få kvindelige

formænd og næstformænd. I stedet for

at lade stå til eller blot engang imellem

spørge, hvorfor kvinder ikke er der eller

ikke vil være der, kunne man tage

tingenes tilstand alvorligt og sige, at

der må være noget galt i maskineriet.

Hvis vi får en dårlig smag i munden

over de talende jakkesæt i international

toppolitik, kan vi lige så godt se de

mange talende mænd og alt for få talende

kvinder i egne rækker, som det

demokratiske problem det er.

I mange sammenhænge har kvinder

andre briller på end mænd: Temaer tages

op og behandles forskelligt af de

to køn. Taler vi i partiet om kønsdiskriminerende

adfærd, om pornoficering af

det offentlige rum, vold mod kvinder

etc., er det noget, stort set alle kvinder

kan og vil forholde sig til, mens mændene

i forsamlingen oftest synes, at

det ikke er noget at bruge mange ord

på. Tid og alvor kan ofte mangle.

Den manglende kvinderepræsentation

er tydelig mange steder. Jævnfør

f.eks. medierne; hvornår har vi sidst

set en gruppe kvinder og mænd, hvor

kvinder nævnes og mænd glemmes.

Eller check lister af kendte og betydningsfulde

personer, som samfundsborgere

vel at mærke. Hør interviews

med kvinder hhv. mænd, de dygtige

kvinder spørges: hvordan er du kommet

så langt, hvad skyldes din succes,

mens mænd generelt roses for deres

indsats, flot gjort, du er en guttermand

(siges måske ikke men menes ikke

desto mindre). Se de navngivne, ’berømte’

danskere (fodboldspillere og

trænere). For ikke at tale om, hvordan

lønninger, topposter og magtfulde positioner

fordeler sig kønsmæssigt.

En strategi til at fastholde disse

ulige, uretfærdige og ikke værdige

ubalancer er (primært) at se på kvinder

som mødre eller bruge herskerteknikker

som latterliggørelse, forholde information,

bruge teknikken ‘damn it if you

do’ (får børn og job), ‘damn it if you

don’t’ (får børn og bliver en god mor)

eller den ganske kendte, som også vor

ligestillingsminister netop har anvendt:

at spille kvinderne ud mod hinanden.

Først skældes kvinderne (organisationerne)

ud for ikke at tale indvandrerkvinders

sag, så skal kvinderne selv til

orde. Nu skal vi voksne (midaldrende)

kvinder ikke være med mere, for nu skal

de unge til.

I partiet høres gang på gang, at det

er holdningsændringer, der skal til. Så

må jeg spørge: Hvis politik ikke er holdningsbearbejdning,

hvad er det så?

MANDS MINDE i VARTOV

Ebbe Kløvedal Reich fortæller samtidshistorie gennem 12 foredrag.

I 1838 afholdt N.F.S. Grundtvig sine berømte samtidshistoriske Mands Minde foredrag på Borchs kollegium.

Gennem 12 torsdage, hen over de første fire måneder af 2004, vil Ebbe Kløvedal Reich træde i de historiske fodspor med sin

subjektive beretning om verden og Danmark i de seneste 64 år – med dertil hørende personlige erindringer.

Foredragsrækken bærer titlen ”Nødvendighedens Gåde” og opdeles i følgende ”kapitler”:

15. januar FØDT TIL FRIHED (1940-50)

22. januar FJERNE KAMPE (1949-59)

29. januar VERDEN DUKKER OP (1959-63)

5. februar DEN OMSIGGRIBENDE PROTEST (1962-67)

12. februar DEN SKÆVE REVOLTE (1966-70)

19. februar DE DANSKE REALITETER (1970-74)

26. februar KLODEN VANTRIVES (1973-79)

4. marts DEN MUSLIMSKE UDFORDRING (1979-85)

11. marts FALDENDE MURE (1985-90)

18. marts DET NATIONALE TVESIND (1990-95)

25. marts DET PINLIGE ÅRTUSINDSKIFTE (1994-2001)

1. april FØR GERNINGEN (2001-04)

Alle foredrag foregår i Vartovs store sal, Farvergade 27, fra kl. 17.00 til kl. ca.18.15. De indledes og afsluttes – naturligvis –

med en sang fra højskolesangbogen.

For yderligere oplysninger kontakt Kirkeligt Samfunds sekretariat, Farvergade 27, 1463 København K. tlf. 3373 2800

8 Radikal Dialog


Boganmeldelse

Når kærlighed bliver tvang

Den radikale borgerrepræsentant og socialarbejder Manu Sareen har udgivet en bog med fokus på de

problemer, især kvinder fra etniske minoritetsgrupper møder i forbindelse med indgåelse af ægteskab.

Af Sine Vaaben

Manu indleder sin bog Når Kærlighed

bliver Tvang med en fortælling om en

kvinde, der søgte hans og

socialforvaltningens hjælp til at undgå

et uønsket ægteskab. Kvinden fik aldrig

den hjælp, hun havde brug for –

med omfattende konsekvenser for hendes

liv. Men for Manu har hendes historie

ført til, at han insisterende spørger,

hvordan disse problemer kan

tackles samfundsmæssigt. I bogen arbejdes

der med socialforvaltningens

muligheder i dette arbejdsfelt.

Manu ønsker tydeligvis at underkende

og udfordre berøringsangsten

overfor problemstillinger, der primært

opstår i etniske minoritetsgrupper. Han

opfordrer til at se realiteterne i øjnene

og ikke bagatellisere. Vi skal sørge for,

at fagfolk har den nødvendige viden

for at kunne hjælpe familierne igennem

de svære konflikter. Manu vil bryde

den akademiske distance og bringe læseren

ind på nærmeste hold af de virkelige

mennesker med beskrivelse af

en række cases og fortællinger. Mange

af dem er barske – men de er ikke udvalgt

for at chokere. Der er næsten altid

en pointe, der frontalt udfordrer dominerende

tabuer eller stereotyp tankegang.

For eksempel beskriver han,

hvordan enkelte piger i vildfarelse lyver

om seksuelle krænkelser, eller at

det ikke altid er faderen i familien, der

er ’skurken’. Manu opnår med både

humor og alvor at invitere læseren til

en mere kompleks forståelse af problemstillingen

– en tilgang der går

langt videre, end hvad man normalt

hører i massemedierne og blandt politikerne.

I bogen understreges det, at

tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber

er væsensforskellige. Myten

om, at arrangerede ægteskaber er religiøst

betinget, skydes ned. Manu skriver,

at fænomenet snarere er socialt og

kulturelt betinget.

Han har et stærkt ønske om at

metodeudvikle på dette nye arbejdsfelt,

og dette præger bogen. Socialforvaltningen

skal selvsagt arbejde indenfor

lovens rammer, og måske derfor

lægger Manu et stort engagement i at

identificere grænserne mellem utilladelig

og tilladelig tvang – hvor de offentlige

institutioner skal og må blande sig,

og hvor de må trække sig. Manu foreslår

at skelne mellem tvangsægteskaber,

gråzoneægteskaber og arrangerede

ægteskaber. I de to sidstnævnte

er der ikke tale om fysisk tvang, men

muligivs om magtmisbrug. Og her eksisterer

der et stort behov for institutioner,

der kan støtte og rådgive de unge.

Manu har åbenlyst en stor faglig

kompetence og viden på området. Det

er vigtigt og nytænkende, når han påpeger

relevansen af at inddrage familien

i hjemlandet og presset derfra. Det

er beundringsværdigt, at han udviser

bekymring for familiesammenførte

kvinders situation, når de hjemsendes

efter skilsmisse. Det er også væsentligt

at blive mindet om, at det økonomiske

incitament til familiesammenføring er

så stærkt, at det kan veje tungere end

selv stærke traditioner. Meget begrænsede

muligheder for at opnå lovligt ophold

i Europa formindsker altså ikke

presset på unge for at acceptere en

ægtefælle fra oprindelseslandet.

Det er let at være enig med og begejstret

for Manu. Men enkelte gange

kan hans insiteren på, at forældre altid

oprigtigt ønsker og tror, at de gør det

bedste for deres børn, fremstå naiv –

ikke mindst i lyset af de sager, han selv

dagligt må have været i berøring med.

Manu skriver afsluttende: ”Der findes

hverken helte eller skurke i dette

spændingsfelt mellem modernitet og

tradtioner mellem de unge og deres

forældre”(side 236). Men måske går

Manu en smule for vidt i sin kamp mod

sort-hvide og/eller forsimplede fortolkninger

af problemer vedrørende etniske

minoritetsgrupper. En floskel, som

„man straffer pigebørnene to gange,

hvis man tvangsfjerner dem efter forældrene

har fået dem omskåret“ (side

110), mener jeg ikke er Manu værdig.

Vil Manu trygt overlade et pigebarn i

forældres varetægt, hvis de har et sådant

syn på kvinders kroppe, seksualitet

og frihed til selv at vælge? Forudser

han ikke massive problemer for sådan

en pige netop i teenageårene, i forbindelse

med partnervalg og ægteskab?

Hvad med eventuelle andre

døtre? Denne kommentar skulle Manu

have udeladt eller diskuteret med mere

respekt for denne forbrydelses karakter.

Den amerikansk-palæstinensiske

forsker Edward Said skrev i forbindelse

med 25 året for udgivelsen af sin berømte

bog om Orientalismen, om vores

tendens til at skabe forsimplede billeder

af den ’Anden’. Han opfordrer til

at udvikle en ægte humanistisk ånd:

”En tænkers ånd bør altid aktivt, i

sig selv, skabe et rum for den fremmede

’Anden’. Og denne kreative

handling af åbning mod den ’Anden’,

som ellers forbliver fremmed og distanceret,

er den vigtigste dimension

ved en tænkers/forskers mission.”

Denne påmindelse er god at huske,

også når man læser Manus bog. Det

kan være svært at se det rimelige i at

tage det alvorligt, når en far har skamfølelse

over sin datters flugt fra et voldeligt

ægteskab. For en dansk kvinde

kan dette fremstå som et pseudo-problem,

og forestillingen om socialarbejderen,

der lytter til og forstår denne

’stakkels fars lidelser’ virker absurd og

delvist provokerende. Men Manu er

overbevisende – den holdning kan

ikke bruges til noget: Der er brug for

praktiske løsninger for de virkelige og

komplekse menesker, der er involveret.

Vi må aktivt skabe plads i vores tankegang

for ’den anden’. Jeg tror, at

Manu magter i sjælden grad at bygge

bro, at han har den forståelse og menneskelige

integritet, der kan berige

både boghylderne og radikal politik.

Manu Sareen: Når Kærlighed bliver

Tvang. Generationskonflikter og

Tvangsægteskaber i Danmark, 2003,

People’s Press, 268 kr.

Nr. 8/2003 9


Landsmøde 2003

Mit første landsmøde

Da jeg kom hjem fra Landsmødet og erfarede, at jeg efter

pres fra fire redaktionsøjne havde sagt ok til at skrive om

mine oplevelser på mit første landsmøde, fortrød jeg bitterligt.

Mest fordi min debut var forholdsvis kikset. På trods af

det var det dog to rigtig spændende og sjove dage. Jeg

fortryder derfor, at jeg ikke har deltaget noget før! Derfor:

Deltag i Landsmødet, så snart du har mulighed for det –

uanset om du er delegeret eller ej.

Tekst: Trine Petersen

Næstformand for

bydelsforeningenVesterbro/Valby

Marianne Jelved blev

ønsket tillykke med

fødselsdagen

Billeder: Anders Nielsen

10

Prøver med store vanskeligheder at få

øjne og vågne bare en lille smule.

Søvnmangelen efter landsmødeweekenden

er tydelig at mærke. Får

ordnet morgenritualerne i tåge, har

travlt, skal være på Østerbro om lidt.

Finder i hast konferenceprogrammet

og propper det i tasken, opdager samtidig

alt landsmøde-udstyret, vender

tasken på hovedet og pakker forfra.

Putter landsmødeblokken tilbage i tasken

– det kunne jo være, man fik brug

for notepapir! Cirka tre timer senere tager

jeg landsmødeblokken frem for at

sende mødelederen en diskret besked

– og hvad ser jeg. Det er ikke en helt

almindelig blok – det er papir til på fornemste

logistiske vis at give dirigenterne

på landsmødet besked om dette

og hint. Jeg, som ved landsmødets ankomst

hurtigt proppede den udleverede

blok i tasken – jeg havde nemlig

allerede taget en medbragt blok frem –

og så kunne jeg jo altid bruge den

udleverede blok ved anden lejlighed.

Og jo, jeg kan da godt grine ad det,

men det illustrerer i virkeligheden meget

godt min første landsmøde-erfaring.

Lidt kikset – men også ret sjovt.

Da jeg aftenen og natten til lørdag,

hvor der var afgang til landsmødet,

sad og læste resolutionsforslagene,

skrev jeg kommentarer og rettelser i

margenen. Der var rigtig mange gode

forslag, men også mange, der efter min

mening kunne have været bedre. Så

primo landsmødet tænkte jeg en smule

over, hvordan man fik taletid, og hvordan

man gav forslag til reviderede resolutioner,

men jeg gjorde ingen aktiv

indsats for at undersøge sagen nærmere.

Jeg er lytteren – ikke taleren –

plejer at holde mig tilbage ved diverse

diskussioner i radikalt regi, idet der oftest

er folk, der repræsenterer mine

synspunkter på diverse områder. Når

det af og til sker, at jeg tager ordet eller

forsøger at få det, er det derfor altid i

sidste minut – når ingen andre har givet

udtryk for det, som jeg nu har på

hjerte. Den attitude holder ikke på et

landsmøde. Set i bakspejlet kan jeg

godt se, at det var naivt at forvente en

debat, der også repræsenterede alle

mine synspunkter, når der skulle tages

stilling til omkring 90 resolutioner.

Jeg vil tro, at kantmøderne derimod

er tidspunktet, hvor man kan få en

grundigere debat – men lørdag eftermiddag

dunkede mit hoved så voldsomt,

at jeg selv blev i tvivl om, hvorvidt

jeg havde været i byen natten før

– men jeg havde altså blot læst resolutionsforslag

hele natten, så jeg gik glip

af mit kantmøde til fordel for en halv

times frisk luft og en halv times lur.

Var Gintberg for flink?

Heldigvis behøvede man ikke at forberede

sig til festen lørdag aften, så lige

præcis ved dette punkt på programmet

faldt jeg ikke helt igennem. Udover maden

var der underholdning – bl.a. i

form af omdelte sange og en peptalk

Jan Gintber gjorde sig

lystig på andres vegne

.. og Camilla Hersom

ventede spændt på

resultatet af EP-opstillingen

(hvor hun blev en

flot nummer to).


Landsmøde 2003

Terrassen var

et populært

mødested i

det sommerlige

vejr.

fra Jan Gintberg. Jeg havde gernee set,

at han havde rettet flere af sine skyts

mod os radikale. Jeg synes, det er sjovere

at gøre grin med folk, som er tilstede,

men han havde da ret også om

de folk, der ikke var det!

Efter kaffen blev jeg spurgt, om jeg

ikke var hende fra Radikal Ungdom. Og

da jeg aldrig har været medlem af Radikal

Ungdom (jeg er fra Padborg – og

lastbilchaufførerne og jeg havde svært

ved at mobilisere mekanikerne til at

etablere RU – endvidere er jeg overbevist

om, at vedtagelsen af resolution

L2 (som krævede forhøjelse af

lastbilafgifterne, red.) betyder, at

chaufførerne er droppet fra!) – blev

jeg, i min rus over mit RU-udseende

rigtig social. Da jeg stødte ind i en af

mine tidligere undervisere, der ikke

kunne kende mig, fordi jeg så gammel

ud, kunne intet heldigvis slå mig ud af

kurs længere, så festen fortsatte med

debat og øl og dans. Da jeg havde lovet

at repræsentere min formand på

Stjernebaren (da han hellere ville på

bryllupsrejse), fik jeg en rigtig lang,

god og sjov fest.

Søvnløs i Nyborg

Ligeså varm som festen var, ligeså kold

blev afslutningen, da jeg efter Stjernebaren

meget træt gik op i sovesalen.

Opdagede at der lå ufattelig mange

mennesker foran min taske med min

sovepose. Da jeg havde skrævet over

de første syv, begyndte folk at røre på

„Det var to intense

dage med masser af

ind- og udtryk, og jeg

deltager helt sikkert

igen.“

sig og brokke sig over at blive trådt på.

Samtidig begyndte det at gå op for

mig, at selv hvis jeg nåede frem til min

taske, ville der ikke være plads til at

rulle soveposen ud, hvorefter jeg opgav

at komme hen til tasken. Synes

måske, det ville være lidt for meget forlangt

at prøve at kravle ned i en andens

sovepose med ‘vi-tænker-ogsåpå-andre-argumentet’,

så fandt i stedet

nogle fine hotelhåndklæder, fik af dem

arrangeret en dyne og pude og lagde

mig høfligt på gulvet. Fordelen var, at

det var nemt at komme op søndag morgen,

for jeg frøs og var derfor vågen!

Og da jeg senere på dagen forsøgte

at følge med i

resolutionsafstemningerne, og mine

søde bordkammerater prøvede at guide

mig lidt, gik der en del afstemninger

hen over hovedet på mig, før jeg fandt

den mest aktuelle af de tre udgaver,

som jeg sad med. Problemet var blot, at

den udgave ikke var den samme som

den udgave, jeg havde siddet og skre-

vet rettelser og kommentarer i marginen.

Efter meget lidt søvn og lidt langsomme

hjerneceller, er det vanskeligt at

nå at bladre i to eksemplarer eller

skimme resolutionen igennem før afstemningen.

Belært af den erfaring vil jeg derfor

anbefale, at man ved ankomsten til

landsmødet skynder sig at få skrevet

sine resolutionsændringsforslag ned

(på den ved ankomsten udleverede

blok), og at man får afleveret et

‘taletidskrav’ (fra samme blok), såfremt

der er områder, hvor man har noget på

hjerte. Man kan ikke forvente, at folk

siger alt det, man ønsker, og der er ikke

tid til sidste-øjebliks input. Til gengæld

ser man gerne, at man trækker sin taleret,

såfremt ens pointe allerede er kommet

frem! Endvidere kunne det være en

god idé at sætte kontaktinfo på

resolutionsstillerne, idet man således

kunne kommentere resolutionsforslag

allerede før landsmødet finder sted.

Endelig kan det anbefales at anvende

frokosttiden søndag til at ajourføre sig

med den aktuelle resolutionsudgave.

Herved kunne man måske opnå lidt

mere indflydelse, end jeg fik. Jeg var

ikke godt nok forberedt, og mit manglende

procedurekendskab var et klart

handicap.

Det var to intense dage med masser

af ind- og udtryk, og jeg deltager helt

sikkert igen – dog med lidt mere erfaring

– og forhåbentlig en tilgængelig

sovepose i bagagen!

Nr. 8/2003 11


Miljøpolitisk Tænketank

København – Europas miljøhovedstad

Af Bo Normander, medlem af Den

Grønne Tænketank i Hovedstaden

København udnævnte i 1998 sig selv

til ‘Europas miljøhovedstad’. En titel,

byen stadig bryster sig af i turistfoldere,

på hjemmesider osv. Hvorvidt

udnævnelsen holder, kan selvfølgelig

diskuteres. Det kommer an på, om man

tænker på vejtræer, luftforurening, asfalt,

kemisk industri, havnebade, kloaknet

eller…? Hvordan sammenligner

man Europas storbyer?

Men det væsentligste ved Københavns

selvudnævnelse som miljøhovedstad

er, at den fine titel forpligter.

Det er vigtigt. Det er en fælles målsætning

om at forvandle København fra en

gennemsnitsforurenet storby - der dog

kan bryste sig af en række grønne tiltag

- til Europas mest grønne. Det kræver

handling og gode ideer.

Og det er det, som vi i Den Grønne

Tænketank gerne vil arbejde med. Det

Radiale Venstre skal markere sig som et

grønt parti, der har ideer bag hensigten

om et godt miljø i Hovedstaden.

På det stiftende møde i Tænketanken,

som foregik hos Københavns

Miljøkontrol den 3. juni, kom vi frem til,

at vi både vil diskutere nogle mere flyvske

visioner og fokusere på helt konkrete

ideer. Den overordnede diskussion

har nu mundet ud i et visionspapir

(se boks), som skal ses som vores første

bud på, hvor vi er på vej hen.

Vi ønsker høj livskvalitet, øget mobilitet

og en bæredygtig udvikling.

F.eks. ser vi med blødende hjerte på

HURs takststigninger på 12% for tog

og busser. I stedet ønsker vi taksterne

sat væsentligt ned. Takstnedsættelserne

skal finansieres af trængselsafgifter

på biler og lastbiler, der vil ind i

centrum - en model der er gennemført i

f.eks. London. Ved at forbedre forholdene

for busser, metro, S-tog, cyklende

og gående, slår vi tre fluer med ét smæk

- vi får forbedret livskvalitet, mobilitet

og miljø på én gang.

Eventen der blev væk

Vi overvejede at lave en ‘event’ i forbindelse

med HURs møde d. 11. september,

hvor takststigningerne skulle

vedtages. Mottoet var ‘Befri Harry’, og

vi ville bede HURs medlemmer, som

Mads Lebech (K) og Jens Kramer Mikkelsen

(S) om at lukke DSBs maskot,

Harry ud af et bur - med andre ord

skulle de hjælpe Harry og os andre til

at køre med det offentlige.

Eventen blev ikke til noget, da vi var

for få og havde for kort tid til planlægningen.

Men måske tager vi ideen op

ved en senere lejlighed. Samtidig rejste

det spørgsmålet: Hvis Det Radikale

Venstre vil lave noget mere udadvendt

som en aktion, hvem kan man så involvere?

Alle medlemmer i Hovedstaden?

Bestyrelsesmedlemmer? Radikal Ungdom?

Hvad er traditionen?

En af Tænketankens undergrupper,

den rekreative gruppe, har nu en plan

om at lave et idékatalog over konkrete

tiltag, der kan gøre byen mere grøn.

Blandt ideerne er: rekreativt område på

DSBs banearealer, vejtræer i stedet for

vejbump og grønt område på/ved Stengade

på Nørrebro.

Trafikgruppen er ved at udarbejde

en trafikplan for Hovedstaden.

Vi håber, at Tænketanken kan være

med til at puste liv i miljødebatten.

Samtidig vil netværket bag Tænketanken

forhåbentlig gøre os alle en lille

smule klogere.

Tænketanken er åben for alle medlemmer

af DRV i Hovedstaden. Vi

er pt. 25-30 medlemmer. Vi holder

et fællesmøde ca. hver anden måned.

Derudover har vi foreløbig

tre undergrupper, visionsgruppen,

trafikgruppen og den rekreative

gruppe, som mødes, når de har

lyst. Det næste fællesmøde i

Tænketanken holder vi mandag

den 27. oktober kl. 18.30 på Ny

Kongensgade 18. Vel mødt.

Grøn vision for Hovedstaden

Det Radikale Venstre ønsker en grøn

og rummelig hovedstad. København

skal gennemgå en forvandling fra en

gennemsnitsforurenet storby til Europas

grønneste hovedstad.

Der skal være plads til mennesker.

Der skal være mere grønt, mindre asfalt,

mere liv, mindre støj, mere luft, mindre

forurening, mere æstetik, mindre stress.

Forvandlingen kan ske over 10 år

gennem politisk vilje og folkeligt engagement.

Nøgleordene for indsatsen er livskvalitet,

mobilitet og bæredygtig udvikling.

Livskvalitet

Vi ønsker, at mennesker i byen får en

høj livskvalitet. Det betyder, at gener

som støj og forurening skal mindskes.

Der skal være mere frirum for den enkelte,

mere ren luft. Vi ønsker:

• grønne, naturskønne områder svarende

til mindst 25 m 2 pr. person i

hver bydel

• flere stilleveje, vejtræer, alléer, frigjorte

åløb m.v.

• 20% af parkeringspladserne

reserveres for miljøvenlige biler (el,

hybrid, energimærke A)

• partikelfiltre på alle dieselbiler

• levende miljø ved havnefronten –

fortrinsret til privatboliger og

fritidsarealer

• miljøcentre med en grøn guide ansat

i alle bydele

Mobilitet

Bevægelsesfriheden i København er

lav pga. et meget højt antal køretøjer,

der fører til mange bilkøer og trængsel

overalt i byen. Følgende tiltag skal

sikre høj mobilitet:

• trængselsafgifter i indre by og på

12 Radikal Dialog


Nyt fra BR

Nyt: Sundhedshuse i København

Af sundhedsborgmester Inger Marie

Bruun-Vierø

Formålet med strukturkommissionen er

at få en vurdering af, om den offentlige

sektor kan indrettes bedre til gavn for

borgerne. Et af de områder, der særligt

kalder på opmæksomhed, er vores

sundhedsvæsen. Sygehusene

skranter, og penge alene løser ikke problemerne

på sigt. Avancerede

behandlingsformer, ny medicin og teknologi

kalder både på flere penge og et

større patientgrundlag. Det vil ikke

være muligt at få enderne til at hænge

sammen i den eksisterende struktur. I

stort set alle amter har budgetforhandlingerne

for år 2004 handlet om

besparelser. Billedet i H:S adskiller sig

ikke herfra, hverken i 2004 eller i de

kommende år. Derfor har det også været

Det Radikale Venstres opfattelse, at

øgede tilskud til H:S skulle kædes sammen

med stillingtagen til grundlæggende

strukturelle forhold. Da København

både er amt og kommune, behøver

vi ikke at vente på strukturkommissionen

for at komme i gang med

at afprøve nye måder at gøre tingene

på. Udgangspunktet er, at fremtidens

sygehuse skal være mere

specialicerede og dermed centraliserede,

hvis borgerne skal have del i de

nyeste og bedste behandlinger. Men

hensynet til god betjening af borgerne

vil samtidig kræve sundhedstilbud af

høj kvalitet tæt på borgerne, når det

drejer sig om mere almindelige sygdomme

og banale skader.

Målet er mere sundhed for pengene.

Opgaverne skal hen, hvor de løses

bedst og billigst. Vi ved f.eks.. at 6 ud

af 10 patienter på skadestuerne tropper

op, fordi skadestuerne er mere tilgængelige

end den praktiserende læge og

vagtlægen. Vi ved også, at langt over

halvdelen af de indlagte på hospitalerne

i H:S er over 67 år. Det er langt fra

givet, at de behov ældre har for behandling

og pleje, bedst tilgodeses på

hospitalet. Mange af disse patienter

ville være bedre tjent med en koordineret

indsats mellem hospital, hjemmepleje

og praktiserende læge suppleret

med en udbygning af ‘akutsenge’ på

plejehjemmene.

På mange flere områder er tiden løbet

fra hospitalsindlæggelse som den

rigtige kur mod sygdom. Mange

skadestuebesøg og vagtlægebesøg

kunne undgås, hvis vi organiserede os

anderledes i primærsektor, mange indlæggelser

af borgere med kroniske lidelser

ville kunne undgås, og børnefamilierne

ville kunne tilbydes et generelt

kvalitetsløft, hvis vi var bedre til at

målrette indsatsen. Endelig ville tværfaglige

sundhedstilbud i nærmiljøet

styrke mulighederne for sundhedsfremme

og forebyggelse - en indsats,

der bliver mere og mere påtrængende,

ikke mindst hvad angår de stigende

problemer med overvægt.

Løsningen er lokale døgnåbne

sundhedshuse med en bred sundhedsfaglig

kompetence. Med udgangspunkt

i flerlægepraksis skal sundhedshusene

omfatte sygeplejersker, fysioterapeuter,

psykologer, rygestopkonsulenter,

diætister, alternative behandlere

m.v.

Den gode nyhed er, at sundhedshuse

på radikal foranledning er blevet

en del af budgetforliget for 2004. Ideen

skal nu omsættes til praksis, og herunder

skal sundhedshuse ses i sammenhæng

med muligheden for strukturelle

forandringer både internt mellem hospitalerne

i H:S og i arbejdsdelingen til

primærsektor. Jeg håber inden udgangen

af 2004 at kunne søsætte tre forskellige

modeller for sundhedshuse,

som skal afprøves i en afgræset periode.

Jeg ser gerne, at København viser

vejen og bliver foregangskommune,

således at resten af landet

(måske oven i købet Folketinget) skeler

til de erfaringer, København høster i

denne sag. Det kan måske gøre det

nemmere at komme videre, når

strukturkommissionen har afsluttet sit

arbejde.

indfaldsveje

• halvering af billetpriser til kollektiv

transport (finansieres via

trængselsafgifter)

• udbygning af metro og etablering

af sporvogne/metrolinier på gadeniveau

• brede cykelstier langs alle veje

• flere busbaner, der føres helt igennem

• stop for flere p-pladser

• forbud mod parkering over 4 timer

på offentlig vej

• gå- og cykelgader i brokvarterne

• bycykler skal udvides til indre brokvarterer

• lysregulering som prioriterer hensynet

til gående og cyklister

Bæredygtig udvikling

Hovedstaden ligger beslag på enorme

ressourcer - vand, energi, råstoffer -

der hentes fra et stort opland. Samtidig

er byen årsag til enorme mængder affald,

spildevand og luftforurening. Der

skal tilstræbes en bæredygtig udvikling,

således forstået, at forbruget af

ressourcer skal nedbringes væsentligt,

og genbrug og genanvendelse skal

øges. Dette kan nås gennem:

• 10% mindre fast affald gennem

mindre forbrug og øget genbrug og

genanvendelse

• 25% reduceret vandforbrug for private

og erhverv, bl.a. ved brug af

regnvand og gråt spildevand i toiletter

• en målsætning om reduceret CO 2

-

udslip (Kyoto-aftalen)

• forbud mod sprøjtegifte

• økologisk mad i alle institutioner

• øget miljøkrav til nybyggeri og renovering,

bl.a. krav om lavt energiforbrug,

vandsparere, miljømærket

træ, maling og byggematerialer

• solceller og -fangere på offentlige

bygninger

Nr. 8/2003 13


Kend kandidaten

Christian Friis Bach

2. kreds/Christianshavn

Hvornår og hvorfor blev du medlem af Det Radikale Venstre?

Jeg har været medlem i omkring 18 år - halvdelen af mit liv. Jeg fulgte ellers i mine

forældres politiske fodspor og var aktiv i Venstres Ungdom, men læste ‘Oprør fra

Midten’ i gymnasiet. Da jeg vendte den sidste side var jeg radikal - tiltrukket af

frisindet, fællesskabet og forståelsen - både for det enkelte menneske og for hele

verden. Det har jeg aldrig fortrudt. Slet ikke med den nuværende regering!

Født i 1966. Gift med Karin.

Tre børn.

Eget rådgivningsfirma. Uddannet

agronom med fokus på

kemi. Ph.D. og lektor i International

Økonomi. Tidl. journalist

på Danmarks Radio og

formand for Mellemfolkeligt

Samvirke. Arbejdet som

konsulent for Verdensbanken,

UNDP, EU og mange andre.

Fritidslandmand med 30 tdr.

land, får og heste. Har siddet i

en række bestyrelser både i

Hvad er dit vigtigste politiske projekt?

At gøre for verden, hvad vi har gjort for Europa. Vi skal binde verdens lande sammen

gennem et tæt og forpligtende samarbejde som et bolværk mod ufred, ulighed

og uretfærdighed. Kimen til det projekt findes i FN og i Verdenshandelsorganisationen,

WTO. Den øgede frihandel og samhandel tvinger os til at samarbejde

om at løse verdens problemer. Derfor er jeg stærk tilhænger af frihandel. Når

vi ikke kan holde verdens problemer ude, må vi tage dem alvorligt. Det er visionen

om ‘det globale EU’, hvor et udvidet økonomisk samarbejde langsomt men sikkert

fører til et udvidet politisk samarbejde.

Det projekt tror jeg på, og det har jeg kæmpet for, siden jeg i min studietid blev

opslugt af frivilligt arbejde i en række danske u-landsforeninger. Vi importerede

kaffe (det var vi ikke så gode til), skrev om den ulige verdenshandel (det var vi

bedre til) - og startede senere Max Havelaar bevægelsen (der blev en succes). Siden

er det blevet til mange artikler, bøger, konferencer og møder både i Danmark

og internationalt - som lektor, journalist, og som formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

Her var jeg med i debatten om alt fra etniske minoriteter i Danmark, gældsslaver

i Nepal, demokrati i Nicaragua og globalisering i hele verden.

Herhjemme er jeg optaget af at bevare styrken i vores skolesystem. Læring er

det vigtigste. Børnene skal blive gode til at lære. Interesserede i at lære. Det opnår

man ikke gennem detaljerede læseplaner, prøver og faglighed. I USA, hvor vi boede

i 1995, har mange lærere mistet motivationen, fordi de er stramt styret af planer

og prøver. Mange elever har mistet motivationen, fordi de hele tiden skal

møde bestemte krav, testes og terpe. Og det sociale element i skolen er væk, fordi

konkurrencen er i højsædet, og fordi eleverne skifter kammerater og lærere, som vi

andre skifter undertøj. Det nedbryder den sociale ansvarlighed og den demokratiske

bevidsthed. Behøver jeg sige George Bush….?

Vi skal give lærerne mere plads og ansvar. Vi skal give eleverne lyst til at lære,

arbejde og til at være med i vores demokrati, samfund og sammenhold. Det er det

vigtigste.

Fortæl om din største succesoplevelse som kandidat

Som ny kandidat er det fortsat reaktionen fra mine tre unger på hhv. 4, 10 og 12 år.

Rent heppekor.

Fortæl om en sag, hvor du er uenig i partiets officielle linie.

Ind imellem synes jeg, vi er for bange for at gøre op med verdens uretfærdigheder

og uligheder - for eksempel når det gælder Palæstina, og når det gælder patenter

på medicin og såsæd til verdens fattige.

Men der findes stadig ikke et bedre udgangspunkt for kampen mod uligheder

og uretfærdigheder end Det Globale og Radikale Venstre. Derfor er jeg folketingskandidat.

Se evt. mere på www.friisbach.dk

14 Radikal Dialog


Prostitution – et reelt valg?

Af Kristine Rishøj Byel, bestyrelsesmedlem

Torsdag d. 18. september havde Radikal Ungdom i København besøg af

MF Mette Frederiksen (S), der er en ivrig fortaler for at kriminalisere det at

gå til en prostitueret. Dette på trods af at Mette Frederiksen ikke har opbakning

i sit parti. Ved hjælp af et skarpt og provokerende oplæg samt det

flotte fremmøde på ca. 20 personer kom der hurtigt gang i debatten, som

bølgede kraftigt fra side til side. Mange problemstillinger blev fremlagt og

diskuteret, om end uenigheden var stor omkring svarerne: Skal retten til at

bestemme over sin egen krop komme før alt andet? Kan man tale om et

valg, når en narkoman prostituerer sig for at skaffe penge til at dække sin

afhængighed? Findes den såkaldte ‘lykkelige - Pretty Woman-luder’, og

hvor hårde psykiske og fysiske konsekvenser har det at være

prostituerert? Er der nogen, der synes, det er fint, at deres børn i en alder

af 18 vælger prostitution?

Det Radikale Venstre vedtog på det seneste landsmøde en resolution om

‘Bekæmpelse af handel med kvinder’, hvorfra en af pindene lyder:

”- at den sociale indsats for at begrænse prostitutionen og årsagerne til

denne udvides.”

Det kan de fleste garanteret være enige i, og en samtidig vedtagelse af at

give lægeordineret heroin til de hårdest ramte narkomaner vil givetvis

hjælpe en del ‘tvungne’ prostituerede ud af miljøet. Spørgmålet er, hvad vi

gør med resten - de der ikke er narkomaner, men stadig prostituerede? Skal

vi acceptere prostitution som det er i dag, stramme op omkring/forbyde

annoncering i aviserne (om end det bliver svært for ikke at sige umuligt at

dæmme op for udbudet over nettet) eller kriminalisere kunden? Det handler

om at turde tage debatten op og finde ud af, hvad vi som enkeltpersoner

mener, så der ikke er en befolkningsgruppe, der bliver ladt i stikken,

mens vi andre både vender ryggen til og tager skyklapper på!

Vi glæder os til at se endnu flere i RUK til ligeså hårdtslående og brændende

debatter, så vi hver især kan tage det standpunkt, vi mener, det er

værd at kæmpe for!

RUKalenderen

Alle møder afholdes i:

Sekretariatet

Ny Kongensgade 18, 5. tv.

1557 Kbh. V

Torsdag d. 9 Oktober

Internationalt udvalg

Fredag d. 10 Oktober

Nationalt Intromøde i København

Søndag d. 12 Oktober 2003

RU holder intromøde i København

denne weekend. RUK står for forplejningen,

og til de medlemmer der hjælper

til, venter en sjov fest lørdag. Meld dig

til RUKs køkkenhold hos din formand!

Forsdag d. 16 Oktober

Paneldebat mellem formændskandidater

i RU

Tirsdag d. 21 Oktober

Åbent bestyrelsesmøde kl 18.00

Torsdag d. 23 Oktober

Kristian Jensen MF - venstre

Kristian Jensen fra venstres folketingsgruppe,

han kommer og diskuterer økonomisk

politik.

Torsdag d. 30 Oktober

Torben Lund MEP kommer denne torsdag

og diskuterer EU- politik.

Torsdag d. 6 November 2003Amnesty

International , Gunvor Holm

RUKontakter

Formand:

Marie Helene Mikkelsen,

Næstformand: Katrina Feilberg

Medlemsansvarlige: Kristoffer

Petterson og Lau Korsgaard

Skriv til bestyrelsen@ruk.dk

Nr. 8/2003 15


Postbae-sørget blad

(0900 KHC))

Sæt kryds i

www.radikale.dk/hovedstaden/kalender

Søndage

kl. 11.00: Den Radikale Løbeklub mødes ved Den Franske Café ved nordspidsen ad

Sortedams Sø til en frisk motionstur rundt om søerne – eller nogle af dem.

Bagefter får vi en hyggesnak – om politik eller andet – over en kop kaffe.

Radikalenderen

7. okt Møde i Frederiksberg bydelsforening kl. 20.30 på Cafe Den Blå Hund

Naser Khader og Peter Skaarup debaterer statsministerens tale i forbindelse med Folketingets

åbning.

Spørgsmål kan rettes til Rikke Danielsen, rikke_danielsen@hotmail.com el. 38100117

10. okt Kulturnat – bl.a. med radikalt arrangement på Københavns Rådhus

14. okt Møde i Brønshøj/Vanløse/Husum bydelsforening

Tirsdag d. 14. oktober 2003 kl. 19.30 kommer MF Naser Khader og orienterer om sit arbejde

i folketinget og om den politiske situation netop nu. Der vil rigelig mulighed for at

spørge ind til og kommentere på den radikale gruppes folketingsarbejde. Arrangementet

vil finde sted på Pilegården, Brønshøjvej 17 i Brønshøj.

Yderligere information: Formand Jonathan Nielsen: nielsen.jonathan@wanadoo.dk

22. okt kl. 19.30 Åbent møde i Radikal Dialogs redaktion.

På redaktionsmøderne lægges rammerne for de kommende numre af Radikal Dialog

både når det gælder det politiske indhold i form af temaer og debatsider og ideer til den

løbende udvikling af indhold og form. Sted: Ny Kongensgade 18, 5.tv.

27. okt kl. 18.30 Møde i Den Grønne Tænketank.

Vi vil snakke om grønne visioner, trafikplan, rekreative områder, idekatalog, aktionsformer

m.v. Mødet er åbent for alle. Sted; Ny Kongensgade 18, 5. sal tv.

Hvis du vil være med til mødet, deltage i en af undergrupperne eller bare vide mere, så

hiv fat i Bo Normander (bo-n@wanadoo.dk eller tlf. 3536 8333)

27. okt Møde i Frederiksberg bydelsforening kl. 20.30 på biblioteket på Danasvej 30

Charlotte Fischer og Lone Dybkjær diskuterer velfærd Spørgsmål kan rettes til Rikke

Danielsen, rikke_danielsen@hotmail.com el. 38100117

29. okt kl. 19.30 Åbent Hovedbestyrelsesmøde med politisk debat.

Hovedbestyrelse holder møde onsdag den 29. oktober kl. 19.30 i Vartov, Store Sal,

Farvergade 27, opgang H. Der vil være politisk debat på mødet om et aktuelt emne. Dette

oplyses i en senere mail.Alle medlemmer af partiet er meget velkommen og man behøver

ikke at tilmelde sig.

4. nov Møde om integrationspolitik

Der vil være deltagelse af BR-medlem Manu Sareen og integrationsordfører Elsebeth

Gerner Nielsen. Oplysning om tid og sted fås hos Vælgerforeningens sekretær (se side 2)

5. nov kl. 19.30 Møde i bydelsforeningen for Sundby/Christianshavn/Island Brygge

Den Blå Plan - Københavns havn. Oplægsholdere havnedirektør Henning Hummelmose

og borgerrepræsant Monica Thon. Sted: Island Brygges Kulturhus, Island Brygge

5. nov kl. 19.30 Temamøde i Etisk Udvalg „Før vi kommer til verden“

Efterårets 2. temamøde under temaet „Før vi kommer til verden“ handler om grænsedragningen

mellem abort og tidlig fødsel. To oplægsholdere kommer med synspunkter

og kvalificerer debatten. Sted; Ny Kongensgade 18, 5. sal.

More magazines by this user
Similar magazines