ARTIKELSERIE OM MOBNING
ARTIKELSERIE OM MOBNING Med hjælp fra en teatertrup prøvede Vesterbrospejderne alle roller i en typisk mobbesituation. De oplevede herved, hvilke ubehagelige følelser det gav i kroppen, og kunne på den måde bruge det til at finde ud af, hvordan de fremadrettet undgår situationen. TEATERTRUP SPILLEDE PÅ FØLELSERNE VED MOBNING AF LINEA BLOM NIELSEN Hos Vesterbrospejderne havde de et problem med en ulveflok, som ikke opførte sig pænt over for hinanden. Rollespil og undervisning hjalp til at løse det. Vesterbrospejderne ønskede at give le - dere og spejdere redskaber til at undgå mobberi, og derfor arrangerede gruppen et kursus for lederne, som de bestilte hos organisationen Fri for mobning. Det er et firma, som primært henvender sig til skoler og børnehaver. De afholder kurser og udvikler materialer, man kan bruge i arbejdet med børnene. Senere på en gruppetur havde de inviteret teatertruppen "Det Andet Scenarie" med. De lavede aktiviteter for alle aldersgrupper. Gruppeleder Marie Rahr Kruse Østerholt fortæller om aktiviteterne: “Aktiviteterne tog i høj grad udgangspunkt i teater for de ældre og leg for de yngste. Ideen var, at børnene skulle have ind i kroppen, hvordan det føles at være udenfor, at holde andre udenfor, og hvordan det er at iagttage andre blive holdt udenfor. Og med den oplevelse skulle alle spejderne så finde ud af, hvordan de kunne undgå sådanne oplevelser, som ikke er rare”. Teatergruppen viste også selv et teaterstykke, der handlede om følelser og menneskemøder, som indimellem kan være svære. Marie Rahr Kruse Østerholt fortæller, at spejderne virkelig levede sig ind i både aktiviteterne samt teatergruppens optræden. Siden Vesterbrospejderne satte fokus på mobning, har lederne benyttet sig af de redskaber, som de lærte, og der har siden ikke været tilsvarende problemer i gruppen. ■ 8 ILDHU 01 2017 Ledermagasin KFUM-SPEJDERNE
ARTIKELSERIE OM MOBNING SPEJDER GAV MIG ET FRIRUM FRA MOBNINGEN FORTALT TIL LINEA BLOM NIELSEN Ildhu viderebringer en personlig vinkel på det at blive mobbet. Hans Henrik Halvbjørn fra Hovedbestyrelsen og BispebjergSpejderne fortæller sin historie. “Jeg blev mobbet rigtig meget, da jeg gik i folkeskolen. Det stod på fra 2.-7. klasse. Primært handlede det om, at jeg havde et meget voldsomt temperament, og det var sjovt at få mig til at blive sur, smække med dørene og gå min vej. Jeg har den dag i dag ikke forstået, hvad meningen bag mobningen var, selvom jeg i dag er sikker på, at der var en. Mobningen har sat dybe spor i mig, og når nogen kalder mig alt andet end mit navn, får jeg associationer til tiden med mobning. Accept og respekt til spejder Jeg husker meget af min folkeskoletid som en tid i konstant frygt. Jeg kunne aldrig vide mig sikker. Jeg lærte mig selv ikke at stole på nogen, og det var nemmest at holde mig for mig selv og være så usynlig som muligt. På den måde kunne jeg undgå det værste. Men til spejder var det hele en anden sag. Det var et frirum, hvor jeg kunne være den, jeg var og blive både accepteret og respekteret. Det er svært for mig at sige, hvad der lige gjorde det. Måske det var fordi det var en anden kontekst og en anden konstellation af mennesker – og fordi alle på et eller andet plan var der frivilligt. I hvert fald gav det mig et pusterum, hvor jeg kunne være sammen med andre og bare være mig selv. Jeg vil være glad! Accepten af mig som menneske opbyggede en smule selvtillid, som har hjulpet mig videre. Det er i hvert fald klart tilfældet fra omkring 15-års alderen, hvor jeg begyndte at tage på ungdomskurser. Den eneste, der kunne få mig ud af mob - ningen, var mig selv. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være glad og se positivt på verden. For at kunne det, var jeg også nødt til ikke at lade mobningen gå mig på mere - et råd, som jeg altid har fået af de voksne, jeg er gået til, men som jeg altid har hadet, for det var jo mig, der var offeret. På trods af det, er det virkelig det eneste og bedste råd, jeg kan give til andre i lignende situationer. Til gengæld vil jeg meget inderligt bede alle, der spotter mobning om at tage offeret seriøst. Mobning gør så ondt psykisk, at man slet ikke kan forestille sig det. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg er kommet grædende hjem fra skole – det gør at jeg har vanvittig svært ved at stole nok på folk til, at jeg tør dele mine følelser og inderste tanker med dem. Mobning påvirker stadig mit liv, og jeg hader, at jeg ikke er ikke er kommet fri af det endnu. Spejderlederen kan gøre en forskel Jeg er spejderleder, fordi jeg tror på, at vi som spejdere kan være med til at opbygge den selvtillid, som også mobbeofre har så inderligt behov for. Jeg tror på, at vi ved at acceptere og respektere børnene som de er, er med til at give dem en bedre tilværelse. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de fællesskaber, som vi tilbyder hos spejderne, gør en kæmpe forskel for børn og unge, der bliver mobbet. Det ved jeg, fordi jeg har været der selv”. ■ i Danmark ILDHU 01 2017 Ledermagasin 9
