Torsdag formiddag versjon 5 del 1 fra Helene

kvinfo.su.se

Torsdag formiddag versjon 5 del 1 fra Helene

Normale menn i arbeid og familie: Medvirkende

maskuliniteter eller agenter for sosial forandring?

Helene Aarseth og Bente Marianne Olsen

”Så på kjøkkenet der dominerer jeg litt da, for jeg syns jeg er så jævla mye bedre til å

lage mat enn henne” (Håkon)

Dette indlæg skal handle om mad og maskulinitet. Og det skal handle om samspillet

mellem nye maskulinitetsudformninger og ændringer i relationen mellem arbejde og

familie i det senmoderne samfund. Ovenstående citat er hentet fra vores interview med

heteroseksuelle middelklasse fædre, der lever i parforhold og har børn. Formålet med

interviewene var at undersøge, hvordan og under hvilke betingelser nordiske mænd i

middelklassen giver reproduktionsarbejdet nogle nye udformninger og betydninger, og

hvordan dette spiller sammen med deres lønnede arbejde. 1

Sitatet er fra et intervju med Håkon. Håkon er en usedvanlig ”normal” mann. Han er i

begynnelsen av 40-årene og jobber som advokat i et advokatfirma med høy inntjening.

Han er far til tre barn, gift med Ingrid som er jurist og som til vanlig jobber 80 prosent

stilling i offentlig sektor. Kort sagt, det er mye som er normalt, på den måten hvite

familiefedre med karrierejobb og relativt underordnede koner er blitt betraktet som det

normale.

”Mens jeg nok er mere sådan, at jeg også bare kan købe en færdigret og så varme den,

og så er det det, der er aftensmaden, for nu at gøre det lidt nemt.” (Hans)

Hans er også en ganske ”normal” mand. Han er 45 år, økonom og leder af en afdeling i

en stor dansk kommune. Han er gift med Lene, som er tale-hørepædagog . Hun har gået

hjemme med deres 2 børn, da de var helt små, men arbejder nu fuldtid. Hans tjener

væsentlig mere end Lene.

1 Interviewene i denne artikel stammer fra henholdsvis et norsk og et dansk delprojekt under det nordiske

projekt ” Velfærd, maskulinitet og social innovation”. Projektet afsluttes i efteråret 2005.

1


Hans og Håkons strategier på kjøkkenet kan åpne for ulike analyser. Med en grov

tillempning av Connells begrepsapparat kunne vi si at Håkon utøver en form for

modernisert hegemonisk maskulinitet. Når Håkon forteller at han har tatt over på

kjøkkenet fordi han er så jævla mye bedre til å lage mat enn kona, formidler han at han

ikke er noen grå og trist forsørgermann som foretrekker å gjemme seg bak avisen når han

er hjemme. Denne mentalt fraværende faren framstår i dag som en håpløst gammeldags

figur. Eller med Connells termer: Den mentalt fraværende faren er en form for

maskulinitet som ikke lenger har legitim autoritet.

Kraften i Håkons formulering i dette sitatet overbeviser oss om at Håkon er oppdatert i

forhold til rådende maskulinitetsidealer, og på en utmerket måte kan forene denne

moderniserte middelklassemaskuliniteten med en overordnet institusjonell posisjon. Vi

kan si det slik: Håkon er helt på høyden - også på kjøkkenet.

Vi vil også karakterisere Hans som en moderne mann. Hans mener Lene har for mange

oppfatninger om at madlavning skal være på den og den måten, og ønsker i stedet å gjøre

det ”på sin egen måte”. Med Connell kunne vi kanskje si at Hans utøver en medvirkende

form for maskulinitet. Han markerer seg ikke i den hegemoniske frontlinje, som Håkon

gjør ved at tage føringen i køkkenet. Men ved å ”ta det litt enkelt” unndrar han seg en

reell likedeling av ansvaret hjemme.

Med vår litt grove anvendelse av Connells perspektiv kan vi si at vi har å gjøre med to litt

ulike former for modernisert maskulinitet, som tilsyneladende opretholder kønsmagt-

ordningen i de to forældrepar.

Vi vil imidlertid i dette innlegget udfordre vores første ”Connelske” fortolkning og

forsøge at nærme oss Hans og Håkon fra et annet utgangspunkt. Vi mener, at Hans og

Håkons fortællinger om deres strategier i forhold til mad faktisk repræsenterer noget nyt i

spændingsfeltet mellem ændringer i den senmoderne familie og nye udformninger af

kønsarbejdsdelingen. Vi vil vise, at interviewene med Håkon og Hans og deres samlevere

2


ummer flere lag, hvilket vi også har tilstræbt at skabe i interviewdesignet. Og at netop

disse lag åbner for at se nye udformninger af maskulinitet, der ikke er bundet fast i en

snæver over og underordningsrelation, men knytter an til feminitet eller kvindelighed på

andre måder. Hans og Håkon representerer ikke bare moderniserte former for

medvirkende eller hegemonisk maskulinitet: De driver med et kulturelt moderniserings-

arbeid der det også åpnes for at det reproduktive arbeidet knyttes til nye

praksiskonfigurasjoner og gies nytt betydningsinnhold.

For at udforske dette moderniseringsarbejde, ser vi på, hvordan kvindelige og mandlige

informanter fortæller os om deres forhold til maden. Både kvinder og mænd beskriver

maden som en sammenhængskraft, der kan eller bør opretholde familien, som et sted for

nærhed og intimitet. Maden bliver derfor i vores optik en katalysator for, hvordan

fuldtidsarbejdende middelklasse kvinder og mænd håndterer udfordringerne for familien i

mødet med et ofte grådigt arbejdsliv.

Maden har altid bundet familien eller husholdningen sammen, men maden har primært

været nært knyttet til kvinder og kvindelighed. Det nye træk omkring maden i det

ssenmoderne samfund, ser vi i, at maden beskrives af både kvinder og mænd i

middelklassen, som et fællesprojekt.

Når familiens soicale og økonomiske engagement uden for familien fremstår som mere

grænseløse og mere tiltrækkende bliver det vigtigere at skabe et mere markeret fælles

fokus på ”familie-osheden”. Imidlertid må både kvinder og mænd idag stadig forholde

sig til den traditionelle forbindelse mellem mad, kvindelighed og omsorg.

Vi vil i de følgende afsnit beskrive og diskutere 3 områder, hvor vi mener, at det er

tydeligt, at forældrenes fællesskabsprojekt med maden trækker på en stærk fortælling om

maden som kvindernes domæne.Derefter vil vi diskuterer 3 områder, hvor vi mener at se,

at der sker en nyfortolkning af den traditionelle fortælling hos mændene om maden.

3


Kvinden som hovedansvarlig for maden

Det første område vi vil beskrive, er tendensen til i vores interview, at begge forældre

understreger, at det er kvinden, som mest tager sig af maden. Det er hende, som

planlægger og har det overordnede ansvar. På spørgsmålet om hvem, det er der laver

maden, siger nogle af mændene spontant, at det gør deres samlever.

”Det er nok mest Sissel. Det tror jeg. Jeg er ikke så veldig flink med middager. ”(Tor)

Imidlertid er billedet af forældrenes fordeling af arbejdet med maden mere nuanceret, når

vi har spurgt ind til, om det er samleveren, der laver maden. Oftest gør de det sammen

eller de deler måltiderne imellem sig. Men pointen er, at manden reelt er aktiv i

madlavningen i stort set alle interviewfamilierne, hvad enten kvinden i udgangspunktet

defineres som den hovedansvarlige eller ej. Det er det, som vi har kaldt forældrenes

fællesprojekt med mad.

Selv om Tor spontant siger, at det er samleveren, som laver maden, laver han faktisk mad

næsten hver dag sammen med hende, men han har ikke hovedansvaret for den.

”Ofte fungerer det sånn at jeg begynner på middagen, setter i gang noe poteter eller ris –

og så fullfører vi det sammen. Men det er hun som tar mest ansvar for det.” (Tor)

Vi har altså et mønster, hvor nogle kvinder umiddelbart tilskrives en status som ekspert

og tovholder på maden. Men spørger man videre til den daglige praksis med maden,

bliver fortællingerne mere nuanceret. Der fortælles om maden, som et fællesprojekt, hvor

forældreparret forhandler om indkøb og fordeling af maddage, der ikke entydigt lægger

hovedansvaret på kvindernes skuldre.

Mad og kronisk dårlig samvittighed

Et andet gjennomgående trekk i intervjuene er, at maden ser ut til å være forbundet med

det vi vil betegne som en ”kvindelig dårlig samvittighed. Dette kommer blant annet fram

i forhold til at det særlig er kvinderne i vores interviewudvalg, der har dårlig samvittighed

4


over, at maden ikke er sund og varieret nok.. Både mennene og kvinnene i vårt

intervjumateriale understreker kvinnens rolle som den som ivaretar det ernæringsmessige

ved maten:

”Hun vil helst ha poteter og grønnsaker og litt mer ”full pakke”. Så jeg tror vel hun tenker

at hvis det skal bli noe orden på noe, så må hun lage middagen.” (Tor).

Mens Martin siger det tit bliver pasta og kødsovs, har Brita tatt initiativ til å abonnere på

en ugentlig kasse med økologiske (?) grønnsaker og opskrifter:

”Jeg er startet på denne her kasse med grøntsager, der leveres engang om ugen. (...), for

så har vi de her grøntsager, som vi skal have brugt.” (Britta).

Men fortellingen om den dårlige samvigtighed om maden kan også ha noen undertoner,

som synes at række ud over ernæring. Et eksempel på dette er Lene som er gift med Hans

som vi så snek seg unna med litt lettvinte løsninger i vårt innledende sitat. Umiddelbart

giver Lene udtryk for at det piner hende, at den slags mad, som Hans laver ikke er sund

nok.. Men længere fremme i interviewet nuancerer hun fortællingen om maden. Og vi får

indblik i, at det ikke kun handler om dårlig samvittighed over madens kvalitet, men også

om at hun får dårlig samvittighed når det ikke er henne selv der påtager sig arbejdet med

maden Dette blir for eksempel tydelig om ettermiddagen, når barna skal ha

oppmerksomhet og middag skal forberedes.

”Det handler egentlig ikke om ernæring.(...) Egentlig har jeg det bedst med at gøre noget

i køkkenet.” (Lene)

Lene fortæller hvor vanskeligt, det er for hende at sidde og slappe af og se børnetime om

eftermiddagen og lade Hans være i køkkenet. Hun giver udtryk for at have en kropslig

fornemmelse af ubehag, når hun ikke gør noget, mens Hans er i køkkenet. Når Lene

fortæller os dette, udfordrer hun den første forståelsen af forældreparrets måde at dele

arbejdet med maden på. Vi får et mere nuanceret indblik i hvordan arbejdsdelingen

5


afgøres mellem dem. Det handler ikke bare om, at Hans prøver at unddrage sig ansvaret

for en god ernæring, det handler også om, at argumentet om en god ernæring for Lene er

vævet sammen med hendes behov for at tage ansvar for maden på et aktivt plan.

Når maden og omsorgen faller sammen

Forbindelsen mellom mat, kvinnelighet og omsorg ser også ut til å ha noen problematiske

implikasjoner i form av at maden hos noen forældre ser ut til å bli en slags kompensation

for et manglende samvær.

Kristin, der er mor til to børn og gift med Leiv, arbejder i udlandet. Hun er væk fra

hjemmet i alle 5 hverdage. Hun vælger at bruge tiden i weekenderne på at lave mad til

hele ugen. En tid som paradoksalt nok går fra tiden, som hun har med sine børn. Hun

fortæller, at der bliver alt for meget, som skal nåes i weekenden, til at hun får ro til at

sidde sammen med sine barn, hvilket hun beskriver som frustrerende.

”Jeg får jo dårlig samvittighet, han har jo barna hele uka,og da vil du gjerne at han ikke

får så mye belastning, at du vil heller ta litt del av det selv, i stedet for å … skyfle det

over på en annen en.” (Kristin)

Et andet eksempel er Håkon, som på dette området faktisk inntar det vi vil betegne som

en kvinnelig posisjon i familien. Dette er interessant i seg selv i forhold til sitatet vi viste

innledningsvis. Mens konen Ingrid gjerne lar barna spise pizza og hamburger foran TV’n,

forsøker Håkon å bruke måltidene til å skabe et samvær i en familie, der er ved at

krakelere, fordi forholdet mellom foreldrene er ganske tynnslitt. Håkon, der er bekymret

for sin datters overvægt, men også for familiens sammenhængskraft nu og her forsøger at

samle og skabe intimitet i familen gennem at lave sund mad, men projektet mislykkes.

”…. Så på ”mine dager”, så vet de at det blir fisk eller salat eller noe, og så er det ikke

en kjeft som kommer hjem til middag, ikke sant. Da blir de heller og spiser hos venner.”

(Håkon)

6


De tre tematiseringer, som vi netop har beskrevet: kvinden som hovedansvarlig for

maden, relationen mellem mad og dårlig samvittighed og sammenfaldet mellem mad og

omsorg, har det til fælles, at de tydeliggør, at forbindelsen mellem mad og kvindelighet i

vores interview til en vis grænse påvirker både kvinder og mænd, på trods af at de fleste

af de interviewede forældrepar har en udstrakt ligedeling af arbejdet i hjemme, og næsten

alle arbejder fuldtid.

Dette kommer stærkest til udtryk, når Tine, som er gift med Jens, understreger, at hun

ikke et øyeblik er i tvivl om, at Jens også sørger for, at børnene får mad. Men alligevel

mener, der er en særlig relation mellem mor og børn..

”Jeg tror, at der er et eller andet instinkt om at mor tager sig lidt mere af børnene. Det er

ikke, fordi far ikke er god nok, men jeg tror nok, børnene føler lidt mere, at moren pusse-

nusser og tager sig af og sørger for mad..” (Tine)

Vi får det indtryk, at forældrene trækker på en stærk fortælling om kvinden, som madens

skaber og vogter. Dette mønster ligner det socialantropologen Jorun Solheim beskriver

for norske middelklassefamilier. Kvinden er forbundet til maden ikke blot gennem

kønsarbejdsdelingen, men også symbolsk og kulturelt. Når mennene og kvinnene i våre

par skal håndtere mat som et samlende prosjekt i ”familie-ossheten” forholder de seg til

komplekset mat, kvinnelighet og omsorg som en kulturel stræk fortælling.

Alligevel er det vores oplevelse, at den kulturelt dominerende fortælling om mad,

kvindelighed og omsorg er i ændring. Kun i få tilfælde stikker den hovedet frem så

tydelig, som vi netop så i citatet med Tine. Vi vil i det følgende vise nogle

ændringsmønstre, som vi især mener gælder for mændene, hvor vi finder, at fortællingen

bliver udfordret.

Det er således vores pointe, at den stærke fortælling om relationen mellem mad,

kvindelighed og omsorg ser ud til at have lidt forskellig betydning og skabe lidt

forskellige begrænsninger og forskellige muligheder i mændenes og kvindernes strategier

7


i forhold til maden. Mens kvinderne ser ud til å kunne bruge denne fortælling som en

ressource i forhold til madlavingen på nogle måder og begrænses af den på andre, ser det

ud som om, mændene har nogle andre tilgængelige strategier netop i kræft af, at deres

identitetsarbejde ikke er knyttet tæt sammen i en forbindelse mellem køn, mad og

omsorg.

Tre ændringsmønstre i forholdet mad og maskulinitet

Vi vil nu som tidligere nævnt vise tre ændringsmønstre, som vi finder i vores empiri, som

peger på forandring i mænds strategier i relation til mad. Vi mener, at de tre mønstre

viser, at nogle mænd er med til at give reproduktionsarbejdet og forholdet mellom familie

og arbejde nogle nye udforminger og nye betydninger.

Realitetsorienteret intimitetsskabning

Det første ændringsmønster handler om nye måder at skabe intimitet gennem maden på.

Vi har argumenteret for at mad, omsorg og kvindelighed udgør en stræk fortælling i

beretningerne om maden hos både kvinder og mænd. Men vi ser en tendens til, at det er

nemmere for mænd at frigøre sig fra denne kobling end det er for kvinder. Og dermed

kommer nogle mænd til at stå for fornyelse i den måde de knytter intimitet og mad

sammen på.

Et eksempel på dette er det tidligere omtalte par, Lene og Hans, hvor Hans er sammen

med børnene og Lene står for madlavning. Dette forhold ændrer sig imidlertid markant,

når Lene er på rejse med sit arbejde. Hans har nu ikke konkurrence på køkkenet, og han

oplever, at parrets to børn bliver meget orienteret mod far på en positiv måde, fordi de

kommer tættere på hinanden, når Lene er væk. Hans siger, at han overhovedet ikke ville

foretrække det permanent, men at det er den måde, han kan opnå en tæt kontakt med

børnene på.

”Selvfølgelig er det besværligt at stå for det hele, men det har en helt klar intimitet i

forhold til børnene, som jeg nyder meget. Når hun så ikke er her, så er vi typisk mere

afslappede med, hvad vi får til aftensmad.” (Hans)

8


Hans forbinder mad og intimitet med hinanden. Hans er allerede meget sammen med

børnene i hverdagen, men det betyder noget særligt for Hans at kunne udfolde sit

faderskab omkring mad, men det kræver at han er alene. Omvendt kan man sige, at Lene

ikke behøver at skabe en forbindelse mellem intimitet og mad. Den er allerede til stede i

kulturen. Hun forbinder sig til fortællingen om den gode mor ved at lave mad hver dag,

og ved at markere at Hans ikke gør det rigtigt i et køkken. Derimod må Hans, som mand

aktivt skabe forbindelsen mellem intimitet og mad, fordi den ikke automatisk er knyttet

til maskulinitet eller faderskab. Set fra børnenes side får de mest nærvær omkring

madsituationen fra deres far. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at børnene ikke

får omsorg fra mor, men lige omkring madsituationen former nogle fædre ligesom Hans

en ny situation.

Man kan sige, at nogle mænd og enkelte kvinder i vores empiri ved at løsrive sig fra

forbindelsen mellem mad, omsorg og kvindelighed får et realitetsorienteret strategi til

maden, der tilgodeser børnenes behov. Begrebet realitetsorienteret strategi har Steen

Baagøe Nielsen anvendt i vores diskussioner i det nordiske projekt (Se note 1). Begrebet

sådan som vi forstår det og bruger det her, skal forsøge at betegne det forhold, at mænd

ikke nødvendigvis, som kvinder er det, er bundet op i stereotopier på et kvindedomineret

felt. Derfor kan mændene indtage nye positioner. At det er en gennemgående tendens i

vores materiale, at det særlig er menn der skaper slike realitetsorienterte strategier,

udelukker selvfølgelig ikke, at kvinder også kan have en realitetsorienteret strategi.

For eksempel siger Torill, som i denne sammenheng kan tilskrives en maskulin strategi,

at hun har gjort opprør mot en ”tradisjonell hjemmeværende mor” hvor mat og omsorg

var blandet sammen – og vi får kanskje inntrykk av – at det egentlig ikke var så mye

omsorg, men hvor det var et princip å samles rundt et hjemmelaget måltid hver dag når

far kom hjem fra jobben. I sine fortellinger om familiens hverdag drager Torill et markert

skille mellom det å skape gode relasjoner og stemninger og det å vektlegge maten. Hun

liker bedre å spise pulver tomatsuppe med naboene i bakgården mens barna løper rundt,

enn å stå over komfyren med en sur og sulten unge i skjørtene.

9


Mat som avkopling og lystprosjekt

Det andet ændringsmønster, som vi finder i vores materiale, er en tendens til at mad i

mændenes fortællinger fremstår som noget lystfuldt og som modkraft til et grådigt

arbejdsliv, som mange af vores interviewpersoner lever med på jobbet. Vi siger ikke

dermed, at kvinderne ikke oplever, at det er lystfuld at lavve mad. Men der er alligevel

noget ved mændenes fortællinger om maden, som tilfører en ny dimension.

Det nye mønster i relationen til mad og maskulinitet, ser vi i at mænd bruger maden som

en positiv kraft til at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Maden repræsenterer i

mændenes fortællinger dels et sted, hvor man kan koble fra og på den måde lave en

overgang fra arbejde til familie. Dels beskrives maden som et projekt i sig selv, hvor man

kan organisere ting på nye måder, på linie med projekter på jobbet. Nogle mænd opnår

gennem denne strategi at skabe ændringer i kønsarbejdelingen og etablere en bedre

balance mellem familie og arbejde.

Ved å gjøre maten til et lystprosjekt, og for noen også et teamarbeid med familie eller

venner, etablerer nogle menn familiefelleskapet og hjemmet som et felt med tilsvarende

magnetisme som jobben har for mange av disse mennene. Dermed skapes på noen nye

måter en korspondance mellem de to sfærer. Frem for at knytte dårlig samvittighed til

maden som den sidste skanse gjennom det vi betegnet som ”den kvinne-dårlige-

samvittighet” dyrkes maden som et sted, hvor lyst og intimitet kan udfolde sig.

Espen, der har en universitetskarriere og er far til to børn, forteller hvordan han bruger

madlavningen som en overgang mellem arbejde og familie, hvor han kobler af fra

arbejdet og giver sig hen i at lave god mad til familien. Han siger, at når han og konen

kommer hjem om ettermiddagen, er de begge helt utslitte, og så har kanskje kona mer

lyst til å legge seg på sofaen, mens han godt kan lage mat som en sånn avslapningsøvelse.

10


”…når jeg holder på med den maten så uansett hvor sliten jeg er, så kan jeg jobbe meg

inn i god stemning med å lage god mat, og ha det som en slags meditativ opplevelse … da

slapper jeg av, og har det godt, altså…” (Espen)

Espen finder madlavning lystfyldt på flere måder. Han kan lide at lave en fem retters

menu til mange gæster, men også hverdagsmaden er for ham en slags hobby, som han

sidestiller med sin andre hobby, som er å spille i band. Som han sier: Jeg syns det er

kjempegøy å gjøre det, jeg fascineres av det.

Espen er opptatt av å initiere og ha regien på ulike samarbeidsprosjekter på jobben. Det

løfter han ind i familien, idet han bruger maden som et projekt, der kan samle familie og

venner. En del mænd i vores empiri ser matlaging som et prosjekt, der egner seg for

teamarbeid, med klare paralleller til teamarbeidet på jobben. Maden bliver et forum, som

egner sig til å skape noe nytt igennem.

”Jeg syns det er fantastisk å lage mat sammen med andre mennesker, å ha folk på besøk,

og ikke invitere til middag hvor alt står klart, men invitere på middag hvor de er med på

å lage mat. Å ha regien på det” (Espen)

Vi har tidligere beskrevet, hvordan Eirik legger en omstendelig kabal for å skape et felles

måltid i hverdagen og hvordan dette ble et fokus som nærmest bokstavelig talt trakk ham

hjem fra jobben om ettermiddagen. Eirik forteller også hvordan han og hans nye kone

legger stor vekt på å lage god mat når hele familien samles.

Eirik forteller at han alltid har vært glad i å lage mat, men at det skjedde en forskyvning

der konen i hans første ekteskap tok over hele matlagingen. (I parantes bemerket framstår

dette som naturlig i og med at Eirik på denne tiden jobbet så lenge og så mye som mulig.)

I sitt andre ekteskap er Eirik opptatt av å skape maten som et felles lyst-prosjekt, og når

han forteller om dette er det mange ting som peker i retning av at dette er en mer eller

mindre bevisst strategi han bruker for å etablere hjemmet som en viktig arena for

identitetsskaping, om ikke på linje med, så i hvert fall mer på linje med jobben.

11


”Nei, men kanskje vi eksperimenterer litt på samme måte når vi lager mat da, at vi ikke

bare gjør tingene på samme måte, men prøver å gjøre noe litt nytt, og det er litt gøy.”

(Eirik)

Måten Eirik og andre menn i vårt materiale snakker om dette på, har flere likhetstrekk

med måten de beskriver det de opplever som tiltrekkende med sin jobb, der de legger

vekt på tilfredsstillelsen det gir ham å skape noe nytt sammen med andre mennesker, å

eksperimentere og leke seg fram til noen nye forbindelser.

Kristian og Charlotte har lige købt et hus med storkøkken, og Kristian fortæller, hvordan

han har et projekt med at gøre det attraktivt for Charlotte og de fire børn at være i det

store køkken, når de alle er hjemme.

”Jeg har sukket efter det her, fordi jeg håbede, at familien ville sætte sig. Det gør de ikke

altid, men jeg håber, at det bliver bedre, så vi kan være sammen om at lave mad.”

(Kristian)

Vi mener således at nogle mænd formår at skabe nye fortællinger og praksisser om

relationen mellem mad og køn på en anden måde, end de kvinder, der i interviewene

fortæller om deres forbindelse til mad i lyset af en dårlig samvittighed. Det synes at være

nemmere for nogle mænd end for kvinderne generelt i vores empiri at bruge maden til at

mediere mellem arbejde og familie med.

Maten som sosialt overskridende

Det siste endringsmønster vi vil beskrive, handler om at flere av våre mandlige

intervjupersoner har en ide med å gjøre maten til et prosjekt som når socialt utover

kjernefamilien. Maden bliver en begivenhed eller et projekt, som man kan skabe

relationer til andre mennesker igennem. Her ser vi at ”teamarbeid-tanken”, enten den kan

sies å være importert fra arbeidslivet eller ikke, bringes inn på en kanskje sosialt

overskridende måte.

12


Flere er opptatt av å skape ordninger som kan gi gjensidig avlastning ved at flere familier

går sammen om å lage mat på omgang. Vi har eksempler på foreldrepar som vil skabe et

storkøkken i et kollektiv, et beboerhus med fællesspisning i en lejerboligforening, og

flere som er opptatt av muligheten for å lage mat sammen ute i sommerhalvåret med

andre fx naboer og venner.

Eirik som vi nå har møtt flere ganger, og hans nye kone Anne, som nå legger meget stor

vekt på å skape familien som et viktig sted i møte med deres grådige arbeidsliv,

planlegger å bygge ut huset de bor i slik at det blir plass for to familier, og hvor det skal

være et stort fellesrom hvor man kan lage felles matlaging og måltider. De opplever

begge at kjernefamiliemodellen er litt klemt, og ønsker å få til mer flyt både i relasjoner

til andre mennesker og i viktige praksiser som for eksempel matlaging og bespisning.

Søren er et andet eksempel på at bruge maden som et socialt overskridende projekt. Søren

laver sjældent mad, det gør hans kone oftest. Alligevel har Søren visioner om at forny

madsituationen. Han har som bestyrelsesformand i lejerforeningen, hvor de bor, arbejdet i

flere år på at få lov til at omdanne et hus i området til beboerhus. Hans vigtigste formål

med beboerhuset handler om fællesmad.

”... det kunne være et fællessted, hvor man kunne have spiselokaler og sådan noget med

nogle af de andre børnefamilier. Og en fælles aflastning, hvor man skiftes til at lave

mad.” (Søren)

Når maden bliver et socialt overskridende projekt synes det som om kønnets betydning

går i opløsning. Både kvinder og mænd taler om betydningen af at mødes med naboer

under uformelle omstændigheder i hverdagen og i weekenden og spise sammen. Man kan

sige at her er kvinderne måske mindre projektorienteret end nogle af mændene , hvor

netop planlægningen er en vigtig del af projektet med at løfte maden ud over familiens

rammer. Som Søren, der laver en masse benarbejde i forhold til beboerhuset.

13


Avslutning: Tilbake til Connells hegemoniske og medvirkende maskuliniteter

Vi åpnet dette innlegget med et sitat fra det vi betegnet som to ”normale menn”: Håkon

som var opptatt av å utforme en hegemonisk maskulinitet i tråd med moderne kulturelle

idealer om middelklassemaskulinitet, og Hans som utformer sine praksiser mer i tråd med

det vi kan betegne som en medvirkende maskulinitet.Vi har forsøkt å få fram andre sider

og dermed kompleksiteten ved det vi også med Connell kan betegne som ”kjønnede

prosjekter”: Eller det vi har valgt å beskrive som strategier som på ulike måter er relatert

til utfordringer knyttet til endringer i kjønnsarbeidsdelingen i de nordiske land i dag.

Avslutningsvis vil vi gå litt mer inn på Connells teori om hegemonisk maskulinitet, og si

litt mer om hvorfor vi mener denne teorien bidrar til å skape noen begrensninger i forhold

til å gripe endring og oppbrudd fra kjønnsarbeidsdelingen og dermed kjønnsmakts-

ordningen.

I dag ser vi at flere maskulinitetsteoretikere kritiserer Connell for å ha en litt for statisk

forståelse av kjønnsmaktrelasjonen. Vår kritikk mot Connell er imidlertid ikke en kritikk

fra et poststrukturalistisk ståsted: Det er ikke det at han opprettholder et begrep om

strukturell kjønnsmakt som sådan vi stiller oss kritiske til. Det vi er kritiske til, er at han

ikke viser hvordan det vi vil kalle en ”kulturell modernisering” kan åpne for endringer i

denne kjønnsarbeidsdelingen og i splittelsen mellom arbeid og familie.

Slik vi ser det, kan Connells perspektiver brukes til å fokusere på stadig endrede

omforminger av maskulinitet samtidig som man ser disse endringene som en form for

kulturell tilpasning og reproduksjon av den underliggende kjønnsmaktsordningen.

Spissformulert vil vi sige at Connells teoretiske apparat kan brukes på måter som gjør

teorien immun mot å gripe endring (i kønsarbejdsdelingen). De kulturelle

konstruksjonene er i endring, men de er hele tiden forankret i en fastlagt over- og

underordningsstruktur.

Vi har prøvd å vise at det som kan se ut som kulturell modernisering og opprettholdelse

av maskulin dominans, illustrert ved sitatene med Hans og Håkon innledningsvis, også

14


kan inngå i et større og mer sammensatt endringsarbeid der kjønn spiller en rolle, men på

en annen måte enn det Connells modell åpner opp for. Nøkkelen ligger, mener vi, i å ikke

studere mennenes maskulinitetsutforming som et isolert prosjekt, men fortolke deres

fortellinger i lys av det som er på spill både i utformingen av maskulinitet og i en

omforming av arbeid-familie-relasjonen.

Vi vil foreslå at det Hans og Håkon er ute på ikke nødvendigvis bare handler om

modernisert maskulin dominans, men at deres uttalelser også forteller om et omfattende

arbeid for å håndtere de nye utfordringene familien stilles overfor når begge voksne har

sin primære virksomhet utenfor hjemmet, og for mange av våre både kvindelige og

mandlige intervjupersoners vedkommende, jobber i det vi kan betegne som ”grådige”

jobber. Det som umiddelbart kan framtre som nye former for hegemonisk maskulinitet

kan fra denne tolkning fortelle oss hvordan både mennene og kvinnene, når de utformer

sine strategier eller identiteter i denne situasjonen forholder seg til noen kulturelle

fortællinger der mat er forbundet med kvinnelighet.

Vårt hovedanliggende i dette innlegget er å undersøke om noen av de strategiene som

mennene utvikler, nettopp som følge av at de ikke bare – og kanskje heller ikke først og

fremst – arbeider med å modernisere en dominansposisjon, men tvert i mot bidrar i en

prosess der begge parter på ulike måter og fra ulike kjønnede posisjoner foretar en

kulturell modernisering som ”snakker” med kulturelle meningskategorier der maten er

vevet sammen med kvinnelighet. Vi fortolker det som et udtryk for, at maden for

mændene netop ikke er knyttet til et særligt kulturelt indhold, men kan skabes i et åbent

felt.

Det er ut fra en slik innfallsvinkel vi har våget oss frampå med en påstand om at

mennenes strategier ikke bare reproduserer deres dominans, men også åpner for noen nye

muligheter i forhold til å skape noe nytt i forhold til familie og reproduksjon, noe som

ikke bare består i en reduksjon og nedvurdering av dette felt, men som også bærer i seg

muligheter for å skape nye sosiale former som kan nå utover en reproduksjon av mannlig

overordning og kvinnelig underordning.

15

More magazines by this user