bladet - Poecilia Scandinavia

poecilia.org

bladet - Poecilia Scandinavia

Poecilia

bladet

Tidsskrift for Poecilia Scandinavia

Mexico:

Vulkanfisken fra Mexcio

Skiffia bilineata

4/2009 - 32. årgang - www.poecilia.org

Nyheter:

Ny Cnesterodon art

fra Argentina

Aktuelt:

En ny guppyart

- den tredje!


Poecilia bladet

04/2009

Utgis 4 ganger pr år.

ISSN 0349-7380

Redaksjonsgruppen:

Ansvarshavende redaktør:

Thue Grum-Schwensen

Kærgårdsvej, Rødding

DK-7860 Spøttrup

Telefon: +45 24 66 53 36

E-mail: blad@poecilia.org

Billedredaktør:

Håvard Støre Andersen

Nyheter:

Michael Winther

Poecilia:

Thomas Aarud

Andre ungefødere:

Christina Ghiasvand

Lay-out:

Rune Evjeberg

Trykk/Distribusjon:

Kai Qvist

Deadline

Artikler til bladet skal være redaktøren i

hænde senest på nedenstående datoer:

1/2010 • 17. januar (NB! Ny dato)

2/2010 • 01. april (NB! Ny dato)

3/2010 • 30. juli

4/2010 • 29. oktober

Forsidebilde:

Brune Pelikaner tigger fisk ved Michoacans

stillehavskyst. Foto: Torben Lyng

2009 © Poecilia Scandinavia

Kopiering og videreformidling av innhold

kun etter skriftlig avtale med forfatteren.

For oversættelser forudsætter redaktionen

at oversætteren har den nødvendige tilladelse.

www.poecilia.org


Innhold Poecilia Bladet 4/2009

Dagbok fra en fiskereise

Mexico 8. - 20. april 2008 Del 2 4

Vulkanfisken fra Mexico 14

Artsbeskrivelse:

Poecilia caucana 26

Dagbok fra en fiskereise 4

Mexico 8. - 20. April 2008 Del 2

Langs Michoacans stillehavskyst 10

På jakt etter mangrovegambusian 12

Vulkanfisken fra Mexico 14

När jag fann en “ny” kaudi - 18

utan at jäg viste om det

En ny guppyart 21

- den tredje

Den nye guppyart 23

Poecilia obscura -

Baggrund og argumenter

Artsbeskrivelse: 26

Poecilia caucana

Ny Cnesterodon art fra Argentina 28

Kreft hos sverddrager til 29

lykke og besvær


Dagbok fra en fiskereise

Mexico 8. - 20. April 2008 - del 2

Río Pital. Foto: Thomas Aarud

Tekst: Thomas Aarud

Vi snur og vender nesa hjemover mot

Mérida på Highway 186. Dette var den

strekningen jeg fanget mest fisk på under hele

siste turen til Mexico i Mars 2006. Forøvrig

min første tur for å fange fisk. Det var en

meget spesiell tur der Duncan fra England og

meg selv fanget og fant mye spennende.

16. April - Villahermosa

I dette området har det siden sist vært flom,

og som biolog Rodrigo nevnte endrer selve

området seg årlig på grunn av flom og orkaner

siden området er så flatt. Dette fikk vi

lære å kjenne på godt og vondt. Første del fra

Villahermosa var likt sist, men det siste partiet

som jeg fanget mye i sist var endret be-

4 • Poecilia bladet • 4/2009

Roy sorterer fisk etter fangsten.

Foto: Thomas Aarud


merkelsesverdig. Trær og natur var så og si

forsvunnet og det var veldig bart. Trærne bar

preg av varmen, ettersom vi reiste mye senere

i tørkesesongen enn turen i 2006. Etter

den kraftige flommen og uværet i området var

det lagt ny vei. Det var tydelig tegn på at de

hadde måtte gjøre drastiske tiltak her siden sist.

Dessverre så alt vann ut til å være tørket vekk

og vi valgte derfor å reise tilbake dagen etter,

heller enn å begynne letingen denne dagen.

Det var tydelige tegn på vann noen stedet, men

det var mye som var uttørket. Mye av grunnen

til at det var såpass tørt var myndighetene som

hadde fylt igjen dammene med kalkstein for

den nye veien. Elvene som renner her i regntiden

vil skylle vekk kalksteine og mesteparten

av fisken som blir fanget i elvene i tørkesesongen

dør naturlig ut.

Dermed er ikke dette noe stor katastrofe, men

en liten nedtur for oss som har reist så langt

for å fange fisk i det området. Ett paradoks er

det at så mye fisk går til spille ved byggeprosjekt,

flom, tørketid og orkaner, men å ta med

seg noe fisk ut av Mexico er helt uaktuelt uten

lisenser, som forøvrig er meget vanskelig å få

innvilget.

Vi besøkte en del Puente-dammer lenge før

vi nådde Escarcega, men vi hadde liten lykke

utenom noen beist av Plecostomus. Disse ble

tatt med av biologen, ettersom de ikke skal

være der! Biologen sa de var et problem og

begrenset mattilgang for naturlig endemiske

arter, som levendeføderne.

Han mente de endemiske artene ble utryddet

mange steder på grunn av dem. Vi hadde lykke

på et sted, her fikk vi flere store Poecilia

sphenops. Flotte farger og store fisk. Rodrigo

brukte kastenettet og dermed hadde vi flust

av fisk etter kort tid. Vi booka inn sent denne

dagen på hotell, og la oss til sengs etter å ha

sjekket til fisken.

P. mexicana fra Puente Chumpan.

Foto: Thomas Aarud

Flott natur ved en av fangststedene.

Foto: Thomas Aarud

Utsyret er i orden!

Foto: Thomas Aarud

5 • Poecilia bladet • 4/2009


T. helleri, en av cichlidene i området.

Foto: Thomas Aarud

Río Pital.

Foto: Thomas Aarud

Båter brukt av lokalbefolkningen ved Puente

Chumpan. Foto: Thomas Aarud

6 • Poecilia bladet • 4/2009

17. April - Puente San Antonio

17 April var dagen jeg ønsket å finne igjen

Puente San Antonio og Puente Francisco Villa,

som jeg i 2006 fanget mye og flott fisk i. På

vei nedover hadde jeg ikke sett skilt til noen

av dem, og jeg fryktet begge var borte etter

flommen/orkanen, og tørket ut. Eller blitt fylt

igjen, fordi myndighetene hadde fylt opp med

kalkholdig materiale når de lagde veien på nytt

etter flom og orkan siden sist tur. Dermed var

vannet mange stedet blitt fylt igjen av kalk.

Etter å ha kjørt et stykke fant vi en av dem;

Puente Francisco Villa. Jeg kjente den igjen

på grunn av vannrøret som var plassert der.

Vi møtte også en lokal gutt som fortalt at hele

området hadde tørket ut, og at det var ikke noe

vann å finne lengre under broene som før. Hele

dammen var tørr som bare det. Ikke en dråpe

vann lengre, og for 2 år siden var det tonnevis

med vann og tonnevis med fisk. Det var

virkelig synd! Dammen var tydelig blitt fylt

igjen og trærne rundt var borte. Det så helt annerledes

ut. For meg som brukte en del tid her

sist, kjente overhode ikke noe annet enn det

vannrøret igjen siden forrige tur. Det var fylt

opp med masse kalkholdig materiale her også

som alle andre steder, og det hadde antakelig

gjort det som var igjen av vann nå var borte.

Rodrigo sa vi kanskje var for sene, siden vi er

i April og jeg var der sist tidlig i Mars. Evolusjonen

i dette området er så stor, at ett år og ett

annet er vidt forskjellige. Det var trist å se alt

vannet var tørket bort og ikke minst naturen

rundt var såpass lite frodig denne gangen.

Trær var borte. Sist så vi iguaner i trærne og

mye folkeliv i området. Nå var alt dette borte.

Området var nesten helt nakent, og det var ingen

dyr å se lengre.

Den lokal gutten fortalt det var en ”Puente

Nuevo Pital”, der det var en elv fremdeles i

nærheten. Kanskje fisken hadde kommet seg

bort hit med flommen? Vi besøkte området


og fant en elv der, men flotte muligheter for å

ta et bad. Det var helt tydelig en naturlig elv,

som ikke var av den typen som tørket ut slik

disse langs veien er. Puente betyr ”bro”, og i

Mexico betyr dette ofte naturligvis at det går

ei elv der som er grunnen til at broen er satt

opp. Disse er ofte påvirket av sesongen. De

store naturlige elveløpene flommer ofte over

i regntiden og dermed skapes disse ”Puente”elvene.

Disse følger et mønster der de renner

fra den ene store elven til den andre i regntiden

og tørker ut helt eller delvis i tørketiden.

Noen arter som Poecilia mexicana kan

svømme så lang som 5 kilometer ifra deres

originale opphavsted og inn i disse ”Puente”elvene.

Artene som lever her kjent for høy

reproduksjon og mesteparten dør ut årlig i

tørkeperioden, men artene kommer like kraftig

tilbake neste regntid. Denne syklusen har

fortsatt slik i generasjon etter generasjon. Det

er regntiden som er reproduksjonstiden, selv

om jeg fant yngel også nå på denne turen i

eksempelvis Puente Xkuncheil. Dette er så og

si unikt for Mexico, og er ikke like vanlig å se

ellers i Mellom Amerika.

Tilbake til Puente Nuevo Pital hoppet Roy uti

elven og så mye fisk; store tetrar og levendefødere.

Jeg utforsket elven en god del og så selv

en del Poecilia mexicana i elva. Dette var en

stor stamme. God over 10 cm i størrelse. Det

var også noe få yngel av Pseudoxiphophorus

bimaculata som jeg fant i 1000 talls sist i

Puente Francisco Villa.

Men det ble til slutt kun 5 små fattige yngel

dette året av den flotte levendeføderen. Normalt

sett er denne arten en einstøing, men etter

en kraftig tørkeperiode ble store mengder

av dem fanget i Puente Francisco Villa. Når

de lever såpass tett er det rett nødt til å leve

i stimer. De holder også seg i stimer hvis det

er farer i nærheten. Man kan si at de utnytter

hverandre, men normalt sett er de ganske

aggressive og trives best alene. Hannene har

mye bedre temperament enn hunnene.

Roy og meg brukte senenettet og fanget massevis

av flotte Poecilia mexicana i elva. Vi ble

her lenge ettersom vannet var friskt og herlig!

Lokale hjalp også til, spesielt en eldre kar

som hadde god peil på kastenett. Da vi reiste

var alle bager og isoporkasser fulle av fisk.

Vi kjørte og var hjemme i Mérida kl 23:30 på

kvelden. Det var en innholdsrik og flott tur på

4 dager med både opp og nedturer......

19. - 20. April - Frontera/Merida

Ettersom vi mistet en del Poecilia kykesis

ble Roy og jeg enig om å reiser tilbake for

å fange flere i Frontera området, i fylket Tabasco.

Frontera ligger rett ved Highway 186

og er lett å finne når man kjøre. El Bosque er

et sted og en by som er skiltet i samme området.

På turen ned til Frontera stoppet vi igjen i

Puente Xkuncheil. Vi tok tiden og fant ut den

er ca. 1,5 time unna Mérida sentrum. En liten

kjøretur og du finner både Poecilia velifera,

Poecilia mexicana og Phallichthys faiweatheri

samme sted. Det var flere små pytter igjen,

men nå var det fareturende lite vann på begge

sider av broen. Det var tørt uten broen, ettersom

det var nedsynk på hver side av broen.

Dette gjorde sjansen til at fisken overlevde

mindre ettersom de ikke kunne stå i skyggen.

Begge pytten stod i stekende sol hele dagen. Vi

bestemte oss for å hove inn det vi kunne. Det

var ufattelig mye fisk i en liten pytt, og vannet

var fareturende varmt. En fin plass å fange,

og fangsten viste stort sett Poecilia mexicana,

Poecilia velifera og Phallichthys faiweatheri.

Noen ciklider var det igjen, og tilapia som vi

hev inn i skogen. Vi ble en stund før vi vente

snuten mot Frontera. Siden dette var det eneste

stedet det var noe særlig spennende å stoppe

kjørte vi nå direkte ned til Frontera. Vi fant

samme hotell som sist i Frontera og tok vare

på fisken resten av dagen. Vi fylte vann direk-

7 • Poecilia bladet • 4/2009


Litt av fangsten.

Foto: Thomas Aarud

Dagens fangst i oppbevaring.

Foto: Thomas Aarud

Uttørket elveleie..

Foto: Thomas Aarud

8 • Poecilia bladet • 4/2009

te fra springen og det var ikke noe problem.

Fisken så ut til å tilvende seg dette uten problemer.

Dagen etter reiste vi til sammen stedet

som sist for å fange Poecilia kykesis igjen. Nå

hadde det som var en ende av den store dammen

blitt en liten separat dam. Det er varmt og

vannet fordamper fort. Vi så fisk hoppet, men

hva det var viste vi ikke. Vi bruke senenettet

og hovet inn store deler av dammen. Det ble

gjørmet og fælt det hele og det var mye ciklider,

stort sett kun yngel. Etter en stund gav vi

opp og reiste videre. Vi fikk med oss en 10 Poecilia

kykesis og en del Poecilia mexicana. Vi

reiste nå hjemover igjen, til vi så en ranch med

noe vann på begge sider av veien. Vi bestemte

oss for å prøve. Da vi tok en nærmere hoppet

det vilt med fisk her. Vi brukte senenettet

og fikk masser av fisk. Det var Poecilia mexicana,

Poecilia kykesis, Gambusia sexradiata

og Belonesox belizanus.

Det var helt klart at dette var brakkvann, ettersom

vannet var salt. Etter å fanget en god

del kjørte vi videre. Vi kjørte så og si i ett, til

vi nådde Puente Xkuncheil igjen. Det var lite

nok vann nå til at vi kunne vass uti på den ene

siden. Vi fanget fort flere 100 fisk. Poecilia

mexicana var i flertall. Dette var en utgave

det alfa hannene var spraglet eller nærmest

helt sorte. En meget flott poecilia, men nå var

alle uten farger på grunn av varmen og vannkvaliteten.Vi

fanget også noe få Astynax aenus,

som ble med i mixen i posen. Også en

del Gambusia yucatana ble med i posene. Vi

hovet inn langt over 500 fisk på ca halvtimen.

Den andre siden var så og si tørket ut. Det

svømte fisk i pytter på 1 liter hver og det var

fort 40 i hver av dem. Vi tok dem med handa,

og i løpet av et par minutter hadde vi flere hundre.

Dermed ble det fisksomt i bilen og siden

vannet var varmt her hadde vi forberedt nytt

frisk vann til dem etterpå på en bensinstasjon.

Overgang til nytt vann og høyt stressnivå i det

varme vannet, gjorde det vanskelig. Allikevel

var det en del som overlevde, for disse van-


nhulene hadde de ikke greid seg i uansett. De

vil tørke ut lenge før regntiden. Jeg vil tippe

2 dager er den ene siden tørket, den andre var

tørr samme dagen.

20. April - Hjemreise

Vi hadde det travelt da vi skulle reise hjemover

igjen. Det var varmt som ellers og vi

hadde mye bagasje. Vi reiste via Mexico city

og brukte et Meksikansk flyselskap opp til

hovedstaden. Roy ble kjørt først til flyplassen,

og jeg ble stående igjen. Det hadde seg slik

at vi hadde lisenser for å fange fisken, men vi

fikk aldri denne. I etterkant har jeg fått lisensen

og vet nå at det har vært posten sin feil at

den ikke har nådd frem til oss. Så vi måtte ta

sjansen på at fisken gikk igjennom, og hvis

ikke kunne Rodrigo Pachero Diaz, altså biologen

bruke dem til forskningsprosjektene sine.

Da Helge hentet meg fikk jeg vite at Roy sin

bagasje ble avvist. Ikke på grunn av fisken,

men på grunn av det var vannholdig ville de

ikke ha det med i flyet. Det måtte sendes som

jeg mente på forhånd av turen med cargo.

Vi oppsøkte derfor cargo avdelingen og

prøvde å få fisken ut denne veien. Der møtte

en sikkerhetsoffiser og politimann etter hvert

som de fikk vite hva innholdet var. Begge var

vennlige og virket som de ikke hadde ”onde”

hensikter med å holde oss tilbake. Etter mye

om og men fikk vi lov til å reise, mens Helge

måtte stå igjen å vente på avgjørelsen til politimannen

og sikkerhetsoffiseren., Takket være

en kvittering fra en dyrebutikk på fisken slapp

vi fint ut av det, men det kunne blitt veldig

dystert fort ettersom vi hadde mye fisk med

oss. Fisken ble aldri sendt og ble brukte til forskning

istedenfor. Et godt formål.

Oppsummering

Vi hadde en kjempetur i Mexico. Mye av bakgrunnen

for suksess på en slik reise er at man

faktisk fungerer samme som et team, og det

virket lovende på denne turen. Eneste ulem-

pen er at jeg ikke kunne kjøre, men dette viste

vi om på forhånd så det var ikke noe tema under

turen.

Uansett vil jeg neste gang reise med lappen,

for å unngå eventuelle konflikter og samtidig

være mye mer fleksibel. Alt i alt en god opplevelse,

samtidig forskjellig fra forrige tur

ettersom vi oppholdt oss i utgangspunktet et

helt annet området av Mexico som er mindre

frodig enn lengre nord mot fjellene til Mexico

City.

Skiltet ved Puente San Isidoro.

Foto: Thomas Aarud

Thomas på grottetur i Mexico.

Foto: Thomas Aarud

9 • Poecilia bladet • 4/2009


Langs Michoacans Stillehavskyst

En typisk udsigt langs med Michoacans stillehavskyst. Foto: Torben Lyng

Tekst: Thue Grum-Schwensen

Michoacan er rent geografisk en stor

stat. Fra det indre, centrale Mexico

med højland, søer og større byer og ud

til øde områder langt vestpå. Helt ud til

Stillehavskysten.

Efterhånden som højlandet forlades, bliver der

varmere og varmere. Klimaet skifter gradvist

fra subtropisk til tropisk.

Lige på den tropiske side i delstaten Michoacan

fisker vi og fanger både Poecilia butleri og

Ilyodon. I floden Los Cajones. Altså både

poecillider og goodeider. Længere vestpå – ud

mod kysten – er der ikke længere goodeider.

Turen langs med Michoacans Stillehavskyst

10 • Poecilia bladet • 4/2009

er noget specielt og meget spektakulært.

Lange øde sandstrande. Havet, der slår

ind mod kysten. Høje bjerge på den anden

side af kystvejen. Og øde, åh så øde.

Bortset fra ganske få spredte fiskerlandsbyer,

hvor dele af befolkningen er af indiansk

oprindelse, er der meget tyndt befolket i

denne del af Michoacan. De store stræk

ud mod Stillehavskysten efter at have

passeret Michoacans næststørste by,

Patzcuaro, er i det hele taget præget af, at der

bor færre og færre, desto længere vestpå man

kommer.

Selve kysten har turisterne nordfra ikke fundet

endnu. De tager længere sydpå, hvor der er


egentlige badebyer. Eller til dele af halvøen

Baja California. Ellers er det nok mere

østkysten, der trækker specielt amerikanske

turister til.

Brune pelikaner og fregatfugle ses hele tiden

på denne kyststrækning. Ved flodmundingerne

er der ofte store strækninger med brakvand, og

her finder vi også Poecilia butleri. Åbenbart en

tilpasningsdygtig molly. Vi finder den også i

for eksempel Rio Tamazulae i delstaten Jalisco,

hvor klimaet er subtropisk, men længere inde

i landet forsvinder arten igen. Lidt lidt som

goodeiderne – bare omvendt.

I begge tilfælde har det nok noget med

temperaturerne at gøre. Goodeiderne vil

gerne have temperatursvingninger. Hvis de

laveste temperaturer blivr for lave, er det til

gengæld ikke noget for disse farvestrålende

mollyer, der dog findes så langt inde i landet,

at de sandsynligvis ville kunne klare et

sommerophold i en havedam.

Mere hårdføre overfor lave temperaturer er

Poeciliopsis infans, der findes stort set overalt

i delstaterne Michoacan og Jalisco. Både

sammen med goodeider og sammen med de

større mollyer.

Den tropiske stillehavskyst er fascinerende.

Foto: Torben Lyng

Brune Pelikaner tigger fisk. Foto: Torben Lyng

En lidt større Poecilia butleri fra ferskvand.

Foto: Torben Lyng

11 • Poecilia bladet • 4/2009


På jakt etter mangrovegambusian

Gambusia rhizophorae (Rivaz, 1969)

Biotop för Gambusia rhizophorae Foto: Rune Evjeberg

Tekst: Ronny Lundkvist

Mangrovegambusian beskrevs så sent

som 1969 av Rivas. Den förekommer

i sydligaste Florida och på Cuba, främst

i mangroveträsk. Tidigare fynd på Cuba

har klassificerats som Gambusia punctata.

Arten finns i såväl sött som bräckt vatten på

Cuba, men innan Loftus & Kushlan gjorde

sin omfattande studie av sötvattensfiskarna i

södra Florida, hade den inte rapporterats där

från sötvattensbiotoper. De fann arten vid ett

tillfälle i en konstgjord sötvattensbiotop i Parrot

Jungle , en turistattraktion i södra Miami.

Det var den enda plats där de påträffade

arten i sötvattten under sin studie.

12 • Poecilia bladet • 4/2009

Enligt Loftus & Kushlan är arten troligen

utbredd i Biscayne National Park och delar av

Florida Bay inom Everglades National Park,

där den är skyddad från fångst och förlust av

sin naturliga miljö, eftersom arten är en sk ”

Species of Special Concern” i Florida.

Den finns även på bl. a. Key West i

saltvattensdammar intill flygplatsen. Artens

utbredning i södra Florida begränsas av dess

känslighet för låga vintertemperaturer enligt

Getter.

Bräckvattensbiotoperna i södra Florida står

mer eller mindre i förbindelse med det året

runt varma havsvattnet. Vattentemperaturerna


i Everglades inre grunda sötvattensträsk kan

falla till 6-7 C under en köldknäpp enligt

Loftus & Kushlan. Vattentemperaturen på

sommaren, å andra sidan, kan där stiga till

35-37C på sina ställen. I båda fallen kan det

orsaka fiskdöd.

Vid ett besök i Florida i mars 1990 fick jag

tillfälle att träffa en av författarna till studien,

William Loftus, på plats i dennes kontor inne

i Everglades National Park.

Han omnämnde en del lokaliteter där jag kunde

tänkas påträffa mangrovegambusian i bräck-/

saltvatten. Dessa var belägna på en smal

kustremsa mellan de två nationalparkerna.

Han omtalade även att arten ofta förekom

tillsammans med Gambusia holbrooki, men

han hade aldrig själv sett några hybrider.

Var skulle jag börja? Loftus nämnde inte

Parrot Jungle, så varför inte där. När jag var

på plats och frågade om jag fick undersöka

huruvida mangrovegambusian förekom inom

deras anläggning, tittade man frågande på

mig. De visste inte vad det var. Moskitfisk

som moskitfisk. Hur som helst fann jag bara

Gambusia holbrooki i det 25 gradiga vattnet.

Efter att ha genomsökt ett flertal

rekommenderade lokaliteter fann jag

mangrovegambusian någon km från kusten

i ett mangroveträsk längs Card Sound Road

(idag Road 905). Det var mycket grunt och

det bräckta vattnet kändes varmt. Som Loftus

hade förutsagt, förekom den i blandade stim

med Gambusia holbrooki.

Jag tog mig friheten att fotografera några

exemplar på plats i ett litet ”fotoakvarium”.

Fiskarna återfick sedan friheten, tillsynes

oskadda, efter poseringen. Arten skall enligt

uppgift i Poecilia Bladet nu finnas i vår

förening och jag hoppas, att artikeln kan ge

inspiration till att den sprids.

Litteraturhänvisning:

Loftus W. F. & Kushlan J. A. Freshwater fishes of

southern Florida. Gainesville 1987: 223-224, 296.

Getter C. D. Temperature limitations to the

distribution of mangrove mosquitofish in Florida.

Florida Sci. 45: 196-200.

Rivas L. R. A revision of the poeciliid fishes of the

Gambusia punctata species group with descriptions

of two new species. Copeia 1969: 788-795.

Mangrovegambusia, Gambusia rhizophorae, från

Card Sound Road. Foto: Ronny Lundqvist

Biotop for Gambusia rhizophorae, från Card Sound

Road. Foto: Ronny Lundqvist

13 • Poecilia bladet • 4/2009


Vulkanfisken fra Mexico

Skiffia bilineata (Bean, 1887)

Rió Querendaro, Quitzeo biotopet til Neotoca bilineata. Foto: Kees de Jong

Tekst: Jørgen Wimo

En af de mange spændende levendefødende

tandkarper fra Mexico er Vulkanfisken,

Skiffia bilineata, der hører til familien

Goodeidae.

Denne familie består af fisk, der har en række

karakteristiske fysiske træk, der adskiller

dem fra ungefødende tandkarper. De tre mest

almindelige forskelle fra de ungefødende

tandkarper er:

1) at hannen hos de levendefødende

tandkarper ikke har fået omdannet

gatfinnen til et gonopodium, men istedet

betjener de sig af en pseudophallus.

2) Ungerne fødes med en slags navlestreng,

14 • Poecilia bladet • 4/2009

trophotaeniae.

3) Hunnerne kan ikke opbevaere hannens sæd

i sig til flere efterfølgende befrugtninger,

men skal befrugtes after hver fødsel.

Jeg fik mine Skiffia bilineata på en auktion

den 12. maj for mange år siden. Der var tale

om unger, som vel har været omkring fire uger

gamle og godt to cm lange. De blev sat i et 50

liters akvarium, fodret med Daphnia og små

myggelarver, og stor var min forbavselse, da

jeg allerede den 22-6 fik de første unger.

Forældrefiskene var vokset til en størrelse

på 5 cm på de 40 dage, og det første kuld

unger var på 7 styk, der hver målte cirka 10


mm. Ungerne havde resten af en navlestreng

hængende, og de nåede helt ud til halen.

Den 5-7 fødte hun nr. 2 og 3, og det resulterede

ialt i 30 unger. Hun nr.1 fødte igen den 16-

8, og dette kuld blev på 10 unger. En hurtig

udregning giver som resultat, at der hos hun

nr. 1 var 55 dage imellem kuldene.

Hvis de fisk, jeg erhvervede i Horsens, var fire

uger gamle, så skulle hun nr. 1 ved fødslen af

sit første kuld have været 69 dage gammel,

hvilket er ensbetydende med, at den netop

fødte unge skulle kunne blive befrugtet 14

dage efter fødslen. Men drægtighedstiden

kan måske være betydelig kortere, for hvem

siger, at en hun, der netop har født, straks

skal befrugtes igen? Særlig hos Goodeidae

familien synes det at gælde, at hunnen på visse

korte tidspunkter er klar til befrugtning, og

så gælder det om at have en han i nærheden,

for ellers er man nødt til at vente til næste

befrugtningsperiode.

Den 4-9 kom ungerne efter 1. generation, og

her er hunnens alder helt sikkert 74 dage. Ved

næste generationsskifte var hunnens alder 73

dage.

I litteraturen kan man læse, at der kun fødes 5

kuld pr. år, og at ungerne er kønsmodne i en

alder af 8 uger (56 dage), men det er nok lidt

af en påstand, for så skulle drægtighedstiden

være helt nede på 17 – 18 dage, og det er

næppe sandsynligt. Der er altså tale om en

helt enestående levendefødende tandkarpe,

der med rigelig fodring vokser enormt hurtigt

– fra 1 til 5 cm på kun 21½ måned – og som

desuden bliver kønsmoden i en meget tidlig

alder.

Skiffia bilineata er en meget fredelig

repræsentant for Goodeidae fanilien, og på

sin egen måde har hunnen en sart skønhed,

når hun bliver ramt af indfaldende lys og

reflekterer dette i skønne selvlysende grønne

og blå farver. Hannen er meget mindre end

hunnen, og bortset fra størrelsesforskellen

er han let genkendelig på den større sorte

rygfinne og sorte gatfinne, samt at gatfinnen

efter 6. finnestråle har et lille hak. Selve

befrugtningen finder sted ved, at hannen

svømmer tæt op til hunnen, og hun reagerer

med vrikkende bevægelser, der stimulerer

hannen til at fortsætte parringsakten og komme

endnu nærmere.

For fisk uden gonopodium er det vigtigt for

fiskene at komme så tæt på hinanden som

muligt, og man kan næsten sige det sådan, at

jo kortere parringsorgan (gonopodium) fisk

har, jo roligere er fiskene under parringsakten,

og fisk uden gonopodium (fra Goodeidae

familien) er dog de mest rolige. En kraftig

ringmuskel ( pseudophallus ) sørger for,

at sæden trykkes ud, og det kan nok ikke

udelukkes, at den første del af gatfinnen – før

hakket i gatfinnen – sørger for, at sæden til

dels går i den rigtige retning.

Befrugtningen er ikke så højtudviklet som hos

fisk med gonopodium, men det modsatte kan

man til gengæld sige om fostrets udvikling.

Æggenes næringsindhold er ikke større, end

at der lige akkurat dannes en fiskelarve, der

ved gatåbningen har en trevleformede struktur

( trophotaeniae ), der fungerer som en slags

navlestreng.

Via denne navlestreng modtager ungen næring

fra moderen og kan vokse sig stor før fødslen.

Man kan se på hunnen, hvordan hun uge for

uge bliver større og større i omfang, og til

sidst er man helt sikker på, at nu kan hun ikke

blive større uden at sprænges, og så bliver hun

alligevel lidt tykkere, før hun endelig føder.

De nyfødte unger efterstræbes ikke af de

voksne fisk, og da der samtidig overfor andre

fisk er tale om en meget fredelig repræsentant

15 • Poecilia bladet • 4/2009


Rió Querendaro, Quitzeo.

Foto: Kees de Jong

Fra toppen og ned, to hanner og en hun

av Neotoca bilineata fra Rió Querendaro.

Foto: Kees de Jong

16 • Poecilia bladet • 4/2009

fra Goodeidae familien, så har vi endnu en

af de perfekte levendefødende tandkarper til

vores akvarier. Den største hun, jeg har haft,

målte 7,5 cm i længden , medens den største

han målte 3,5 cm.

Litteraturen angiver følgende

Hunner 5 – 6 cm

Hanner 3,5 – 4 cm

Antal unger 5 – 40

Levested

Skiffia bilineata findes i langsomt flydende

floder, sørandzoner og damme. Vandet kan

være grumset, og der er rigeligt med alger. Ud

fra kropsformen kan man slutte, at der er tale

om en langsom svømmer, og studier viser, at

den manøvrerer sikkert i selv tæt vegetation.

Mere geografisk bestemt finder man Skiffia

bilineata ved Guanajuato i Rio Lerma området

i Central Mexico. Særligt i floder i vulkanske

områder (heraf populærnavnet Vulkanfisk) og

lavlandsfloderne ved Jalisco og Tepic.

Rio Grande de Santiago, Michoacan, Lago de

Patzcuaro, Celaya. Skiffia bilineata er fundet

sammen med Skiffia lermae, og med slægterne

Goodea og Allotoca.

Vandværdier ved Irapuato

14 GH

14 KH

9 pH

Jeg har holdt mine fisk ved en temperatur på

22 – 25 Celcius og i vand med en pH værdi

på 7 og GH 14 med et udmærket resultat.

Tekniske data

Rygfinnen: 11 – 16 bløde finnestråler

Gatfinnen: 12 – 16 bløde finnestråler

Brystfinner: 15 – 17 bløde finnestråler

Bugfinner: 6 bløde finnestråler


Sterbas angivelse af bløde finnestråler i

gatfinnen er sat til 23 – 24, men der må være

tale om en trykfejl, så Sterba har ment 13 –

14, hvilket er nærmere det rigtige tal.

Familie: Goodeidae

Underfamilie: Girardinichthyinae

Slægt: Skiffia, Meek 1902

Synonymer:

Characodon bilineata, Bean 1887, C.bilineatus,

Bean 1887, C.ferrugineus, Bean 1887, C.variatus,

Bean 1887, C.germani, Jordan & Evermann 1895,

C.eiseni, Rutter 1896, C.lateralis, Garman 1895,

Skiffia bilineatus, Meek 1902, S.lermae, Meek 1902,

S.variegata, Meek 1902, Goodea bilineata, Regan

1907, G.lermae, Regan 1907, Neotoca bilineata,

Turner 1937, N.bilineata, Hubbs & Turner,1939.

Bibliografi:

Gerhard Gärtner: Zahzkarpfen, Die

Lebendgebärenden im Aquarium. 1981.

Kurt Jacobs: Livebearing aquarium fishes. TFH

1973. 3. udgave.

Seth Eugene Meek.Ph.D.: The Freshwater Fishes

of Mexico North of the Isthmus of Tehuantepec.

1904.

M.K.Meyer,K.Meyer & H.Hinz:Die viviparen

Hochlandkärpflinge aus Mexico 2.DATZ sep.

1985.

Poecilias jubilæumsskrift.1985.

Alt i kvalitets tilbehør til dine fisk

Køb og salg af ungefødende fisk

Ækvator Gravene 34, Viborg, 86627410

17 • Poecilia bladet • 4/2009


När jag fann en “ny” kaudi -

utan att jag visste om det.

Phalloceros harpagos. Hane och hona från Jhuguañaró. 1995. Foto: Ronny Lundkvist

Tekst: Ronny Lundkvist

Kaudin, Phalloceros caudimaculatus, var en

av våra tidigaste ungfödare inom vår hobby.

Den beskrevs redan 1868 som Girardinus

caudimaculatus av Hensel. Senare ändrades

namnet till Phalloceros caudimaculatus av

Eigenmann 1907.

Arten beskrevs ursprungligen som

hemmahörande i sydöstra Brasilien och

enligt gängse akvarieböcker är dess

utbredningsområde östra Brasilien från Rio

de Janeiro längs kusten ner till Uruguay och

Rio de la Plata. Den finns även utbredd i

Paraguay. Hanen blir ungefär 3 cm och honan

upp till 5-6 cm. Det är inte en direkt tropisk

art och man håller den bäst vid 18-24 C, vilket

18 • Poecilia bladet • 4/2009

ofta rekommenderas i akvarieböcker. Den

tål emellertid lägre temperaturer, men även

högre.

Håller man den vid för hög temperatur

året runt, verkar den inte trivas enligt min

erfarenhet. För övrigt tycks den lätt att hålla

och äter torrfoder men även givetvis levande

foder.

Tidigare fanns åtminstone två ”underarter”

på marknaden i Europa, Phalloceros

caudimaculatus auratus samt Phalloceros

caudimaculatus reticulatus auratus, den

senare ofta kallad guldgambusia, vilket är

missvisande eftersom Gambusia är ett eget


släkte, som finns i Nord- och Mellanamerika

samt Västindien. Dessa två Kaudi syns sällan

idag i akvarium. Detsamma gäller stamformen.

I november 1995 – tidig sommar på södra

halvklotet – åkte författaren till Paraguay

för att leta efter bl a ungfödare. Jag hade

förväntat mig att finna 5 ungfödararter men

fann bara 3. En av dessa var givetvis den

vanliga guppyn, som någon akvarist släppt

ut. De två övriga var Kaudin och den i

akvarium ovanliga Phallotorynus victoriae.

Jag begav mig till en väns lantställe vid

Jhuguanãró, ca 25 km sydost om huvudstaden

Asunción, för att leta efter fisk. En lantbrukare

intill, Narcissus, berättade för mig att det

fanns småfisk i en liten bäck, som kom från

en källa inne i skogen. Jag tog med håven och

vi gick in i den så kallade Apskogen, Selva

de los Monos, där det fanns en art skygga

apor, kallad kadjara av lokalbefolkningen.

Aporna hade ofta fräckheten att kasta

sina exkrementer på inkräktare. Antingen

hade de siesta eller så visade de respekt

för en ditrest akvarist, eftersom de inte

brydde sig om mig. Efter en mödosam

tur genom träsken kom vi slutligen till

bäcken där jag fann den efterlängtade Kaudin.

Vattentemperaturen var 23 C, dH 2 och pH

7.6. Bottnen bestod av grus och stenar och

vattenväxter saknades.

I november året därpå återvände jag till samma

ort för att fortsätta letandet efter ungfödare

i den då ännu inte exploaterade urskogen.

Min ankomst hade föregåtts av häftiga

regnoväder.

Efter en tröttande tur genom Apskogen kom

vi slutligen till ett snabbt rinnande, större

vattendrag, som året innan bara varit en liten

bäckfåra. Mängder av sand hade fyllt ut de

En källa vid Jhuguanãró, Paraguay. Hemvist för

Phalloceros harpagos. Vattenvärden i november 1996:

temperatur 22 C, pH 6.9. Arten fanns i en angränsande

bäck i november 1995; vattenvärden : temperatur 23

C, dH 2 samt pH 7.6. Foto: Ronny Lundkvist

håligheter där fiskarna hade gömt sig året

innan. Inga Kaudi.

Jag återvände några dagar senare, eftersom

Narcissus hade föreslagit att vi borde gå

djupare in i skogen. Jag visste vad som

väntade; gyttja till anklarna, törne i höjd med

knäna och grenar i ansiktet och, dessutom,

moskiter en masse.

Myggmedel hjälpte inte, eftersom jag svettades

enormt. Min guide visade mig allehanda örter,

som lokalbefolkningen använt sedan urminnes

tider, allt ifrån medel mot halsbränna till diarré,

men inget mot moskitbett.

19 • Poecilia bladet • 4/2009


Plötsligt fick jag syn på två apor uppe bland

trädtopparna. Det måste varit ett omen, eftersom

vi inte gick långt innan vi kom till en liten källa.

Jag såg något vid ytan och svepte med håven.

Där var den – Kaudin. Vattentemperaturen var

bara 22C, pH 6.9 men luften 33 C. Arten tycks

föredraga mindre bäckar och källor i skuggan,

dvs sakta rinnande, svalt vatten. Åtminstone

på de platser, där jag påträffat den.

Gonopodium harpagos: Ett av sätten att skilja olika

ungfödararter åt är att granska hanens parningsorgan,

kallat gonopodium. Fotot visar spetsen av

gonopodiet på Phalloceros harpagos. 1995.

Foto: Ronny Lundkvist

Gonopodium victoriae: Hanen hos det närbesläktade

Phallotorynus har en liten utväxt på spetsen av

gonopodiet. Fotot visar gonopodiet på en Phallotorynus

victoriae från Capiatá, Paraguay. 1995.

Foto: Ronny Lundkvist

20 • Poecilia bladet • 4/2009

Jag tog hem Kaudi både 1995 och 1996.

Eftersom färgteckningen skilde sig från

originalbeskrivningen, skickade jag upp

några exemplar till Nordiska Riksmuseet i

Stockholm, där de fick beteckningen NRM

338 11.

Jag höll arten i några år, men jag tror att jag

hade för varmt i akvariet. De mådde inte riktigt

bra. Det är ju svårt att ha en ” vintersäsong

” i en lägenhet med centralvärme, eftersom

grannarnas rumstemperatur till en viss

del påverkar din egen. Kanske skulle man

ha hållit arten utomhus under sommaren.

Tidigare, när vi inte hade så varmt inomhus

på vinterhalvåret, var akvarieklimatet bättre

för Kaudin.

Det mest intressanta med min Kaudifångst

är att det visar sig vara en ny art. 2008

publicerade Paulo Lucinda, Brasilien, en

genomgripande revision av släktet Phalloceros

varvid han beskriver 21 nya arter. Bland dessa

nya arter finns Phalloceros harpagos. Vid

beskrivningen av denna art gick han igenom

ett stort antal exemplar inkluderande NRM

338 11, dvs de exemplar, som jag skickade till

Nordiska Riksmuseet 1995.

Så nästa gång Du funnit något spännande och

släppt det i akvariet, var uppmärksam. De

nya akvarieinvånarna kan vara en ny art, som

väntar på beskrivning.

OBS. Fotot visar två exemplar, som tillhör

samma ” håvdrag ”, som de, som jag skickade

till museet.

Litteratur:

Lucinda, Paulo, H. F., 2008. Systematics and

biogeography of the genus Phalloceros Eigenmann

1907, with the description of twenty-one new

species. Neotropical Ichthyologi, 6 (2): 113-158,

2008.


En ny guppy art - den tredje.

Poecilia obscura (Schories, Mayer & Schartl, 2009)

Typelokaliteten, Río Oropuche for den nye guppy arten Poecilia obscura.

Foto: Gengivet med tilladelse fra Manfred Schartl

Tekst: Jan Stenløkk

Tyske forskere (Schories, Mayer & Schartl

2009) har publisert en ny ”guppy”,

beskrevet fra det vestlige Trinidad, som

Poecilia (Acanthophacelus) obscura. Som

kjent beskrev Poeser et al. (2005) guppy-arten

Poecilia wingei, ut fra rent morfologiske trekk

(dvs. utseende, og ikke biokjemi som DNA).

Den nye arten er beskrevet fra materiale

innsamlet i 2008, og ble sammenliknet

med både P. wingei og ”vanlige” guppy,

blant annet kjøpt i butikker. Denne nye

undersøkelsene viser særlig utpreget forskjell

i arvestoffet (DNA) for fisk fra vassdragene i

det nordlige Trinidad (Oropuche-vassdraget).

De konkluderer også med at alle de tre guppy-

artene har utviklet seg parallelt gjennom tid

fremfor å grene seg av fra hverandre. Det var

så mye enklere før med få og oversiktlige

arter av både levendefødende og andre typer

av akvariefisk - og ikke minst guppy, Poecilia

reticulata (Peters, 1859), som var typisk og

eneste art. Men nå er det både ”Endlers” og P.

wingei og altså enda en ny art!

Det er moderne genetisk utstyr og metodikk

som har ”skylden ”for den nye arten, der

blant annet sekvenser av arvestoffet DNA (fra

cellenes mitokondrier) viser tydelige avvik, og

disse avvikene er store nok til å kunne definere

en egen og ny art. Poecilia (Acanthophacelus)

obscura er ikke mer enn 20 mm lang hos

21 • Poecilia bladet • 4/2009


Den ny artsbeskrivelse får også konsekvenser for Poecilia wingei og Endlers guppy. Ifølge den er Endlers

Guppy nemlig også Poecilia wingei ligesom dem fra Campona-provinsen (hvorfra de eksemplarer stammer,

som arten er beskrevet ud fra), og det har været omdebatteret de seneste år. Her er en Endlers guppy fra Patossøen

i Cumana-provinsen. Foto: Håvard Støre Andresen

hannen og 30 mm for hunnen (altså som

vanlige guppy). Den skilles på mikroskopiske

karaktertrekk, blant annet på gonopodiet,

men først og fremst på genetiske forskjeller i

DNA-sekvensene. Hannen har kroppsfarger

i rødt, blått, orange og gult, som klare flekker

inkludert noen som skinner i metallfarger.

Det er også 1-3 runde, sorte flekker, evt som

en irregulær linje. Men fargetegningene kan

variere, i motsetning til ”Endlers”, hvor de

er uvanlig stabile. Som populærnavn foreslås

”Oropuche-guppy”. Tidligere er det foreslått

”vanlig guppy” eller ”Orinoco-guppy” for

P. reticulata, mens for P. wingei foreslås

”Campoma-guppy”.

Siden den nye arten er beskrevet i hovedsak

fra molekylære forskjeller, er den et eksempel

på såkalte ”krypiske art” som er vanskelig

å skille morfologisk (fra utseende). Det er

22 • Poecilia bladet • 4/2009

naturligvis håpløst for akvarister å skille

den fra de andre artene, dersom den skulle

i framtiden komme i handelen. Den finnes

imidlertid kun på Trinidad og altså bare fra

enkelte vassdrag der.

Poecilia obscura, han fra Río Seco floden.

Foto: Gengivet med tilladelse fra Manfred Schartl

Litteratur:

Schories S. , Mayer M.K. & Schartl M. 2009:

Description of Poecilia (Acanthophacelus) obscura

n. sp., (Teleostei: Poeciliidae), a new guppy species

from western Trinidad, with remarks on P. wingei

and the status of the ”Endler”s guppy. Zootaxa

2266: 35/50 (2009)


Den nye guppyart Poecilia obscura

- Baggrund og argumenter.

Fylogram for P. obscura, P. wingei og P. reticulata fra forskellige lokaliteter baseret på ca. 2200bp af mitokondrie-

DNA-sekvenser. Foto: Gengivet med tilladelse fra Manfred Schartl

Tekst: Michael Winther

Tyskerne Susanne Schories, Manfred K.

Meyer og Manfred Schartl har beskrevet endnu

en guppy-art: Poecilia obscura fra Oropuche

systemet, Trinidad. Poecilia obscura er meget

tæt relateret til den almindelige guppy, Poecilia

reticulata, og til den nyligt beskrevne Poecilia

wingei, men mitokondrie-DNA- analyser

viser, at der er grundlag for et særskilt taxon.

En definition af den nye art alene baseret på

morfologi er umulig. Arten kan adskilles fra

de to andre guppyer på visse morfometriske og

gonopodiale karakteristika, men intervallerne

for disse værdier overlapper for alle tre arter.

Sammen med P. reticulata og P. wingei

danner P. obscura det, som forfatterne kalder

et kryptisk kompleks, blandt andet fordi det er

svært at se ydre forskelle. De tre guppy arter

er medtaget i underslægten Acanthophacelus

Eigenmann (1907).

Forskernes omfattende DNA-analyser har

ikke alene vist, at fiskene fra Oropuchesystemet

er en selvstændig art. De har også

entydigt defineret P. wingei som en gyldig

art. De har fastslået at P. wingei har et større

udbredelsesområde en tidligere antaget (Poeser

et. al. 2005), således at også fisk fra Cumaná

regionen tilhører P. wingei. Det gælder blandt

andre de omdiskuterede Endlers Guppy.

Forfatterne beskriver i deres artikel guppyen

fra Oropuche systemet, som en tredje art af

23 • Poecilia bladet • 4/2009


Poecilia-underslægten Acanthophacelus, og

viser ved molekylære fylogenetiske analyser,

at alle tre guppy arter er gamle arter, som er

opstået ved sideløbende udvikling, snarere

end at være fremkomsten af nye arter.

Dette står i modsætning til blandt andre

Alexander og Breden, der i 2004 bemærkede

en differentiering i DNA materiale mellem

forskellige guppy-populationer, særligt i det

nordlige Trinidad ved fisk fra Caroni i forhold

til fisk fra Oropuche samt ved fisk fra bestemte

habitater omkring byen Cumaná i forhold til

andre populationer i Venezuela. Alexander

og Breden (og senere Russell and Magurran

(2006)) fortolkede denne differentiering

som værende konsekvenserne af uafhængige

tilfælde af begyndende artsdannelse hos P.

reticulata. Det observerede fænomen blev

Poecilia obscura, hunn fra Oropuche floden.

Foto: Gengivet med tilladelse fra Manfred Schartl

fremført som et eksempel på ”evolution i

aktion”, hvor populationsdifferentieringen

endnu ikke havde ført til dannelsen af arter

(Magurran, 1998). Susanne Schories med

flere har foretaget molekylære undersøgelser

af DNA-materiale fra 35 guppystammer (27

naturstammer, en laboratorium-stamme, to

museumseksemplarer, en Micropoecilia picta

og 5 kommercielle stammer). Det er velkendt at

guppyer hurtigt tilpasses til miljøforandringer

(blandt andet omtalt i Poecilia Bladet 3/2009).

Dette kan delvist forklares ved en meget høj

24 • Poecilia bladet • 4/2009

grad af naturlig mutation, hvilket ville kunne

kompromittere betydningen af de molekylære

analyser.

Derfor inkluderede forfatterne fem stammer

af kommercielt avlede guppyer fra Rusland,

Taiwan, Thailand og Singapore. Fisk, som

har været udsat for ekstrem udvælgelse over

mange generationer. Undersøgelserne viste

dog at disse stammer på det molekylære

niveau ikke kunne skelnes fra de vildfangede

guppyer.

Ydermere blev den gamle og meget

homogene laboratorie-stamme ”maculatuszebrinus”

(oprettet af den danske genetiker

Øjvind Winge i 1920’erne. Poecilia wingei

er i øvrigt opkaldt efter Winge) inddraget

i undersøgelsen. Den nye art er beskrevet

primært på grundlag af molekylære data. Selv

om differentiering af de tre grene af guppyer er

utvetydig og angiver adskilte (mitokondrielle)

genpuljer, kan der stilles spørgsmål ved, om

den genetiske afstand mellem de tre guppyarter

er tilpas stor set i forhold til andre arter,

der er defineret af morfologiske kriterier.

Den genetiske afstand mellem de tre guppyarter

er 0.029. Til sammenligning er den

tilsvarende afstand mellem f.eks. Xiphophorus

helleri, X. signum og X. alvarezi 0.018.

Navnet på den nye art er afledt af det latinske ord

”obscurus” (skjult) på grund af dens status som

en kryptisk art. Forfatterne skriver følgende

om navngivningen af de tre guppyer: ”Som

populærnavn foreslår vi at kalde P. obscura

for Oropuche-guppyen, med henvisning til

hovedområdet for dens udbredelse.

Til P. reticulata foreslog Poeser m.fl.

(Poeser et al., 2005) Almindelig guppy eller

Orinoco-guppy. Til P. wingei foreslog de

navnet Campona-guppy; afspejlende den

begrænsede udbredelse på Paria halvøen,

hvor de fandt arten. Efter at det nu er klart,


Poecilia obscura, hann fra

Oropuche floden.

Foto: Gengivet med tilladelse

fra Manfred Schartl

på baggrund af vores molekulære analyser,

at denne art også findes i Cumaná regionen,

og at den repræsenterer Endler’s guppy, giver

det mening at vende tilbage til de først valgte

populærnavne: Cumaná-guppy eller Endler’s

guppy”.

P. obscura er endemisk for øen Trinidad.

Den forekommer i ferskvand i Oropuche

flodsystemet i det nordvestlige Trinidad

(herunder også Quare floden og La Seiva

floden). Den er også fundet i Matura floden,

Salybia /Rio Seco floderne og L’Ebranche

floden. P. obscura blev indsamlet i hurtigt

strømmende småfloder og grøfter med klart

vand. Arten er også fundet i nedre dele af

floderne, og arten optræder derved både i

lavprædations- og højprædations-områder.

Typelokaliteten er et område i hovedstrømmen

af Oropuche floden, som her er fem meter

bred og maximalt en meter dyb. Vandet er

hurtigt strømmende over sandbund med større

klippestykker i midten. Undervandsplanter

er ikke-eksisterende, men bredvegetationen

rækker ud i vandet og danner skyggefulde

partier. Den 13.2.2008, kl. 13 (luft temperatur

25,5 °C) måltes følgende parametre: Klart

vand, vandtemperatur 22,5° C, hårdhed 5-10,

ledningsevne 51 ms, pH 7, nitrat 0, nitrit 0.

På typelokaliteten fangedes også Rivulus

hartii, Astyanax sp., Ancistrus sp. og små

cichlider.

Referencer:

Susanne Schories, Manfred K. Meyer &

Manfred Schartl (2009) Description of Poecilia

(Acanthophacelus) obscura n. sp., (Teleostei:

Poeciliidae), a new guppy species from western

Trinidad, with remarks on P. wingei and the status

of the “Endler’s guppy” Zootaxa 2266: 35–50

(2009)

Alexander, H.J. & Breden, F. (2004)

Sexual isolation and extreme morphological

divergence in the Cumana guppy: a possible case

of incipient speciation. Journal of Evolutionary

Biology, 17, 1238–54.

Russell, S.T. & Magurran, A.E. (2006) Intrinsic

reproductive isolation between Trinidadian

populations of the guppy, Poecilia reticulata.

Journal of Evolutionary Biology, 19, 1294–1303.

Magurran, A.E. (1998) Population differentiation

without speciation. Philosophical Transactions of

The Royal Society London B Biological Sciences,

353, 275–286.

Poeser, F.N., Kempkes, M. & Isbrücker, I.J.H.

(2005) Description of Poecilia (Acanthophacelus)

wingei n. sp. from the Paría Peninsula, Venezuela,

including notes on Acanthophacelus Eigenmann,

1907 and other subgenera of Poecilia Bloch and

Schneider, 1801 (Teleostei, Cyprinodontiformes,

Poeciliidae). Contributions to Zoology, 74, 97–

115.

25 • Poecilia bladet • 4/2009


Artsbeskrivelse:

Poecilia caucana

(Jordan & Snyder, 1899)

En Poecilia caucana han i sin flotteste prakt. Foto: Rune Evjeberg

Tekst: Rune Evjeberg

Familie: Poeciliidae (Levendefødende tannkarper),

underfamilie: Poeciliinae

Orden: Cyprinodontiformes (Rivulider, killifisk

og levendefødere)

Class: Actinopterygii (Beinfisk)

Popularnavn: Cauca Molly

Max størrelse: 6.5 cm standard lengde

Klima: Tropisk; 20 - 26°C

26 • Poecilia bladet • 4/2009

Poecilia caucana eller Cauca molly på

populærnavn kommer fra Sentral- og

Sør-Amerika, nermere bestemt Panama, Venezuela

og Colombia.

Dette er nok en av de artene som oftest blir importert

uten at det er ment at den skal importeres,

den kommer oftest som bifangst i sendinger

med Poecilia reticulata fra Colombia.

Det er etter min mening også en meget undervurdert

art. Som er fantastik lett og holde og

usedvanlig vakker og se på, med sitt blåskimmrende

fargespill over hele kroppen.


Cauca molly er ingen stor fisk og en gjennomsnitts

størrelse er omkring 3-4 cm, hvor hunnen

blir noe større en hannen.

Arten holdes best i egne artsakvarier av en

beskjeden størrelse på alt fra 25 liter og oppover.

Den trives best i grupper og fortrekker

en del vegetasjon, gjerne i form av flytplanter

eller tilsvarende som den kan søke tilflut under.

Den foretrekker også en del sirkulasjon i

akvariet.

Når det kommer til foring av Poecilia caucana

så er den omtrent altetende, men bør ha

en andel av vegetabilsk føde i kosten som de

fleste andre mollyarter. Men ellers så er Dafnier,

Microorm og Artemia gode fôr for denne

fisken.

Arten kjennetegnes lett på den sorte prikken

i enden av ryggfinne, den tåler også ekstreme

påkjenninger av salt og høye temperaturer.

Det har også blitt foreslått at den kan brukes

til biologisk bekjemping av mygglarver.

Om du finner denne arten for salg så er den

absolutt vært et forsøk.

Kilde:

http://www.fishbase.gr/Summary/SpeciesSummary.php?id=47220

www.akvaforum.no

Río Caucá, Colombia.

Foto: absolut-colombia.com

Río Caucá, Colombia.

Foto: Departamento de Caldas,

Colombia

27 • Poecilia bladet • 4/2009


Ny Cnesterodon art fra Argentina

Cnesterodon pirai (G. Aguilera, J.M. Mirande og M. Azpelicuet, 2009)

Tekst: Michael Winther - nyheter@poecilia.org

Forskerne G. Aguilera, J.M. Mirande

og M. Azpelicueta har beskrevet en ny

ungefødende tandkarpe fra en lille biflod til

Cuñá-Pirú strømmen, Paraná floddeltaet i

Misiones, Argentina.

Den nybeskrevne art er navngivet Cnesterodon

pirai og kendes kun fra sin typelokalitet,

Almeida Arroyo, Rio Paraná bækkenet,

Aristóbulo del Valle, Misiones, Argentina.

På trods af bestræbelser på at indsamle flere

eksemplarer af arten i forskellige vandløb i

Misiones provinsen, især i Cuñá-Pirú bækkenet,

blev C. pirai ikke fundet i andre steder.

Almeida-bækken, hvor den nybeskrevne art

lever, er smal (to meter bred på det bredeste

sted), lavvandet med strømfald og langsom til

moderat strøm.

Den løber ud i Cuñá-Pirú over Salto Encantado,

et 40 meter højt vandfald. Bækken er kun 700

meter fra dens hovedstrøm

28 • Poecilia bladet • 4/2009

Cnesterodon pirai –foto fra

førstegangsbeskrivelsen i

Zootaxa. Gengivet med tilladelse

af Gastón Aguilera.

til sammenløbet med Cuñá-Pirú. Den stenede

bund er delvist dækket af detritus. Vandløbet

består af en række små høl og stryg.

Cnesterodon pirai blev især fundet i stimer af

unge og voksne individer i høllerne.

Litteratur:

Fangstlokasjonen til Cnesterodon

pirai markert med rødt.

Aguilera, G., J.M. Mirande & M. Azpelicueta

(2009): A new species of Cnesterodon

(Cyprinodontiformes: Poeciliidae) from a small

tributary of arroyo Cuñá-Pirú, río Paraná basin,

Misiones, Argentina.Zootaxa 2195: 34-42


Kreft hos sverddrager til lykke og besvær.

Gen hos sverddragere kobles til pigment mønster som

tiltreker seksuelle partnere.

En hann av Xiphophorus montezumae med mørkt piment mønster. Foto: Marketa Rejlkova

Orginal tekst: Andrea Gibson

Oversettelse: Rune Evjeberg

Selv om hudkreft er dødelig for hann

fisk, så har det også sin fordel: De sorte

Melanosoma flekkene kommer fra tiltrekkende

naturlige markeringer som lurer til seg hunn

fisk.

En ny studie publisert i “proceedings of the

National Academy of Science” i fjor viser

at melanosome gener kan opprettholdes hos

sverddragere på grunn av fordelen når det

gjelder seksuell utvelgelse.

Forskerene André Fernandez og Molly

Morris ved universitetet I Ohio studerte tre

populasjoner med hun sverddragere, små

ferskvannsfisk endemiske til Nord- og Sentral-

Amerika, og fant ut at to av populasjonene

foretrakk hanner med haler som var malt for

og etteligne hudkreft flekker. Forsekerene

studerte også eksemplarer av sverddragere

med ekte melanosomer, noe som bekreftet at

kreft genet er aktivt kun i det vevet som er

mørkt pigmentert. Det er første gang en studie

viser at forskere har funnet kreft gener satt i

sammenheng med pigment mønster som gir

en økning i forplantningsevnen hos dyr.

I denne studien plaserte forskerene en

sverddrager hun i et mørkt rør i midten av et

akvarium med tre kammer. De plasserte en

hann med falskt mønster som er produsert av

melanomer på den ene siden og en hann uten

29 • Poecilia bladet • 4/2009


dette mønsteret på den andre siden. Etter at

hunnen ble sluppet ut av røret i det midterste

kammeret, observerte forskerene hvor mye

tid hunnen brukte på å studere de utvalgte

hannene i løpet av en åtte minutters periode.

Prosjektet bygger på en tidligere studie fra

Morris Lab. Som brukte samme metode for og

(A) Xophophorus cortezi hann fanget fra Tanute, med

en gjennomsnitts pigment flekk ved haleroten. (B)

Xiphophorus cortezi hann fra Conchita med ondartede

melanosomer som strekker seg fra haleroten og ut I

halefinnen.

fastslå at hunn sverddragere er sterkt tiltrukket

av hanner med sorte vertikale striper.

For å forhindre at hunnen kun hadde en

foretrukket side av akvariet så skiftet Fernandez

rundt på hannene. Og to dager senere så utførte

han forsøkene igjen, men denne gang med en

hann med påmalt kreft flekk. Hunnen valgte

konsekvent hannene med den mørke pigment

markeringen i to av de tre populasjonene.

Men studien foreslår også at populasjonene

med sverddragere holder hyppigheten av

kreft genet i sjakk. Den tredje populasjonen

av hunner i studien avviste hannene med den

mørke pigment markeringen som kan forme

30 • Poecilia bladet • 4/2009

melanosomer. Forskerene mistenker at dette er

fordi den tredje populasjonen hadde en høyere

ratio av både hanner og hunner som hadde

kreft genet, noe som øker sannsynligheten for

hvor mange som arver genet og dør.

Sverddragere lever vanligvis mellom 1,5 og

2 år i naturen og når en seksuell modenhet

ved omkring 4,5 måneder. De som har hud

kreft genet kan utvikle melanosomer ved en

alder på omkring 7 måneder og dør noen få

måneder senere. “Melanomdanning skjærer

den reproduktive livssykusen i to.” Sier

Fernandez. “Det har kjempestore konsekvenser

for hannene”

Men i perioden hannene er seksuelt modne

og friske, så kan de produsere store mengder

avkom, la han til. Sverddrager melanosomet

har blitt studert siden 1920 tallet, og forskere

trodde før at fisken kun utviklet kreften i

fangenskap. Men senere studier har vist at

ved 10 % av sverddragerene som ble samlet

ved den tredje populasjonen i Mexico også

hadde sykdommen, opplyser Fernandez.

Han fortsetter sitt arbeid høsten 2008 ved

University of Texas M.D. Andersen Cancer

Center.

Han håper her på å få gjøre videre studier

på biotopene som foreksempel om høyere

eksponering av solens UV stråler fører til

høyere antall hud kreft tilfeller I naturen.

Info:

Melanom: Malignt melanom, Føflekkreft, er en

malign, det vil si ondartet, svulst av melanocytter

som man finner i huden der de lager det svarte

fargestoffet melanin.

Kilde:

http://www.innovations-report.com/html/reports/

life_sciences/fish_cancer_gene_linked_pigment_

pattern_attracts_116391.html

EurekAlert!

http://no.wikipedia.org/wiki/Melanom


Poecilia

Scandinavia

Bestyrelsen 2009

Formann:

Thue Grum-Schwensen

Kærgårdvej 31, Rødding

DK-7860 Spøttrup

Tlf: +45 24 66 53 36

formand@poecilia.org

Kasserer:

Kim Walther

Tlf: +45 35 84 02 45

kasserer@poecilia.org

Sekretær:

Henning Vibæk Buus

Tlf: +45 40 54 28 79

sekretaer@poecilia.org

Kontaktpersoner 2009

Sverige:

Christina Ghiasvand

Tlf: +46 021-18 14 61

sverige@poecilia.org

Norge:

Rune Evjeberg

Tlf: +47 48 26 60 02

norge@poecilia.org

Utenlandskontakt:

Jan A. Stenløkk

Tlf: +47 51 41 08 26

icla@poecilia.org

Artslistefører:

Kai Qvist

Tlf: +45 20 65 85 30

www.poecilia.org


FLUVAL EDGE

-add design to Your lifestyle

Fluval Edge tilfører en ny og spennende dimensjon til

akvaristikken ved å kombinere moderne akvariedesign

med naturens skjønnhet. Resultatet er et unikt

stilfullt akvarium som passer perfekt i ethvert hjem

eller kontorlandskap.

Kilden Stavanger, StadionParken Stavanger, Kvadrat Sandnes,

Manglerud Oslo, Oslo City, Triaden Lørenskog, Sandvika Storsenter,

Kolbotn Torg, CC Gjøvik.

www.dyrego.no

More magazines by this user
Similar magazines