Endelig kongrestale Grete Christensen 21 maj 2012 - Dansk ...

dsr.dk

Endelig kongrestale Grete Christensen 21 maj 2012 - Dansk ...

Det talte ord gælder

Grete Christensens tale til Dansk Sygeplejeråds kongres i Vingsted

Centret, 21. maj 2012.

Tak til Maria Carmen Koppel, fordi du med din dejlige stemme gjorde

foråret endnu smukkere.

Udenfor står bøgetræerne – slanke og lysegrønne. De fortæller os om

tøbrud, vækst og håb.

Indenfor i Dansk Sygeplejeråd er det også blevet forår.

Det er ingen hemmelighed, at vi har været igennem en hård tid.

Fortællingen om Dansk Sygeplejeråd har ikke kun været en positiv

historie. Men sammen er vi i fuld gang med at skrive en ny fortælling

– om tøbrud, vækst og håb.

Når vi er samlet, kan jeg tydeligt føle forandringen. Vi er ved at få den

nye fortælling ind under huden. Men den nye fortælling om Dansk

Sygeplejeråd er meget mere end en følelse. Den nye fortælling er helt

håndgribelig:

For første gang i mange år har vi flere medlemmer end året før. For

første gang i mange år har vi overskud på regnskabet. For første gang

i mange år er medlemstilbagegang og underskud erstattet af stabilitet

og balance.

Kære venner: Det er godt gået! Hver eneste af jer, hver eneste

tillidsvalgt og hver eneste medarbejder har kæmpet hårdt for, at vi

kunne nå hertil.


Vi er stadig langt fra tidligere tiders medlemstal. Vi er stadig langt fra

tidligere tiders organisationsprocent. Og vi er stadig langt fra tidligere

tiders formue. Men vi har lukket hullet – og ved en fælles indsats er vi

nået til et vendepunkt.

***

De sidste år har vi brugt mange kræfter på at fremtidssikre vores

organisation. Det har været et langt, sejt træk. Men det har været en

nødvendig prioritering. For uden en sund økonomi kan vi ingenting.

Og uden medlemmerne er vi ingenting.

Jeg er meget bevidst om, at når en organisation bruger mange kræfter

på at fremtidssikre sig selv, så risikerer den at blive mindre synlig i

omverdenen.

Sådan er det ikke i Dansk Sygeplejeråd. Vi er på banen med fuld

styrke. Som den kritiske vagthund i forsvaret. Som den konstruktive

medspiller på midtbanen. Og som den offensive målscorer i angrebet.

Jeg kunne sagtens bruge hele min tale på at fortælle om alt det, vi har

opnået de sidste to år. Jeg kunne fortælle om Sygeplejens År, som har

involveret 16.000 sygeplejersker. Om nye samarbejdsaftaler med 35

faglige selskaber. Om nye videreuddannelser. Om nye tilbud til de

ledige sygeplejersker. Om analyser og markante udspil om forskning,

akutberedskab, hjemmesygepleje og svangreomsorg. Om store aftryk

på regeringsgrundlaget – for eksempel en ny behandlingsgaranti,

nationale mål for forebyggelse og en afskaffelse af fradraget for

sundhedsforsikringer.

Jeg kunne også bruge min tale på at fortælle om vores store rolle i den

offentlige debat. Og jeg kunne sige en hel masse om de mere end 3000

årlige artikler, vi er med i.

side 2


Jeg kunne fortælle om en stor undersøgelse blandt journalister, der

viser, at vi målt på organisationens og ledelsens image ligger langt

foran mastodonter som HK, LO og 3F. Og jeg kunne fortælle om en

opgørelse fra Infomedia, der viser, at vores omtale alene sidste år var

mere end 30 millioner kroner værd.

Sådan kunne jeg blive ved. Men jeg vil ikke bruge min tale på at se

tilbage. For virkeligheden er, at sundhedsvæsenet hele tiden forandrer

sig. Medlemmerne ser ikke tilbage. Medlemmerne ser på de udfordringer,

der venter i dag, i morgen og om ti år. Og medlemmerne

forventer, at vi er med til at formulere svar på udfordringerne.

Det er de svar, medlemmerne måler os på. Og det er de svar,

kongressen skal handle om.

***

Temaet for vores kongres er ’Faglig forsvarlighed – nu og i fremtiden’.

Hver eneste af Danmarks 50.000 sygeplejersker brænder for at udføre

faglig forsvarlig sygepleje. Det mærker jeg hver eneste gang, jeg

besøger medlemmernes arbejdspladser.

Jeg mærker det hos Anette i lægecentret i Hørning. Hun hjælper de

kronisk syge med at mestre deres sygdom, og hun følger dem nøje

gennem hele deres forløb. Det er faglig forsvarlighed.

Jeg mærker det hos Ingelise på Hospicegården Filadelfia. Den

sygepleje, hun udfører, tager altid afsæt i patienternes værdier og

ønsker til den sidste tid. Det er faglig forsvarlighed.

Jeg mærker det også hos Maria på Plejecentret St. Jørgensbjerg. Her

prioriterer ledelsen flere sygeplejersker og faglig støtte til hjælperne.

Det er faglig forsvarlighed.

side 3


Når sygeplejersker får mulighed for at bruge vores kompetencer fuldt

ud, kan vi nå utrolig langt. Vi kan skabe større tryghed, bedre

forebyggelse og mere sammenhæng. Vi kan flytte grænser – til gavn

for patienterne, sundhedsvæsenet og hele velfærdssamfundet.

Derfor skal sygeplejen hele tiden udvikle sig i takt med patienternes

og borgernes behov. Det forudsætter, at sygeplejen har gode vilkår.

Det indebærer blandt andet, at sygeplejersker kan se nye karriereveje.

At de oplever sig medinddraget. At der er sammenhæng mellem

arbejdsliv og privatliv.

En anden forudsætning er, at alle medarbejdere har gode vilkår.

Sygeplejersker kan meget – men vi er dybt afhængige af et stærkt

samarbejde med vores kolleger i sundhedsvæsenet. Derfor vil vi også

påtage sig vores del af ansvaret for et solidt, tværfagligt samarbejde.

***

Siden jeg blev formand for tre år siden, har jeg besøgt sygeplejerskerne

på deres arbejdspladser i hele landet. Jeg har mødt medlemmer på

store universitetshospitaler og små lokalsygehuse. På sygeplejeklinikker

og plejecentre. I almen praksis og på alarmcentralen – og alle de

andre steder, hvor sygeplejersker hver dag gør en forskel.

Hver gang, jeg kommer hjem fra et besøg hos medlemmerne, er jeg

fuld af inspiration. Overalt er sygeplejersker i fuld gang med at

udvikle sygeplejen, tage mere ansvar og skabe større sammenhæng.

Vores profession er på vej frem – først og fremmest fordi vores fag

består af tusinder af ildsjæle som brænder for sygeplejen, patienterne

og den faglige forsvarlighed.

Men jeg mærker også en anden ting, når jeg besøger medlemmerne:

Fagligheden – og sygeplejerskerne – er under pres overalt i sundhedsvæsenet.

Det samme gælder stoltheden. For blandt sygeplejersker

hænger vores faglige stolthed uløseligt sammen med muligheden for

at udføre faglig forsvarlig sygepleje.

side 4


Årsagerne er mange – og vi kender dem alle sammen. På den ene side

bliver kravene større. Flere kronisk syge, flere ældre, flere behandlinger.

Større krav til kompetencer, viden og dokumentation.

På den anden side bliver ressourcerne mindre. Hvor der for ti år siden

var 100 medarbejdere til at udføre sygepleje og behandling, er der i

dag kun 76 medarbejdere til at udføre den samme pleje.

Noget af udviklingen skyldes ny teknologi og nye arbejdsgange. Men

først og fremmest handler det om, at medarbejderne er presset til det

yderste.

Alt for mange sygeplejersker oplever, at de ikke har ressourcer til at

udføre faglig forsvarlig sygepleje. Det gør ondt.

Alt for mange sygeplejersker går hjem med en følelse af ikke at slå til

overfor patienter og kolleger. Det gør ondt.

Alt for mange sygeplejersker brænder ud – fysisk såvel som mentalt.

Det gør ondt. På den enkelte sygeplejerske. Og på hver eneste kollega.

Vi kan alle sætte ansigt på problemerne. Det er den rutinerede

sygeplejerske, som pludselig får hjertebanken og ondt i maven. Det er

den unge sygeplejerske, som pludselig begynder at græde. Det er den

ældre sygeplejerske, som pludselig mister al sit engagement.

Tænk engang, at sundhedsvæsenet end ikke kan passe på de ildsjæle,

som skal passe på patienterne. Det er fuldstændig uacceptabelt!

Men det stopper ikke engang her. For når sygeplejerskerne ikke kan

udføre faglig forsvarlig sygepleje, er det ikke alene os, det går ud over.

Det går ud over kvaliteten. Det går ud over patientsikkerheden. Og

det går ud over økonomien, fordi faglig forsvarlighed er den eneste

kur mod genindlæggelser, fejl og komplikationer.

side 5


De problemer kan vi også sætte ansigt på. Det er den frustrerede

kræftpatient, som har mistet overblikket over et kaotisk forløb. Det er

den ældre diabetespatient på gangen, som mister sit privatliv og sin

værdighed. Det er den demente plejehjemsbeboer, som igen bliver

indlagt på grund af simpel dehydrering.

Vi må aldrig lukke øjnene for de ansigter. Tværtimod. Som sygeplejersker

har vi et særligt ansvar for at fortælle om vilkårene i sundhedsvæsenet.

Udadtil ligner sundhedsvæsenet nemlig en funklende ny Mercedes,

som bare drøner derudad. Det er den reklame, politikerne hele tiden

viser danskerne.

Men de patienter, som får en tur på bagsædet, ved godt, at det bare er

en reklame. De kan se, at kabinen er ramponeret. Og de kan mærke

alle de bump, der er på vejen gennem sundhedsvæsenet.

Og så er der os sygeplejersker. Vi ser rusten på undervognen, røgen

under motorhjelmen og alle de advarselslamper, der blinker på

instrumentpanelet. Vi ved, at snakken om et førsteklasses sundhedsvæsen

stadig er en illusion.

Den viden skal vi agere på. Både ved at dele vores viden med

omverdenen – og ved at påvirke udviklingen aktivt.

***

Men hvad med os selv? Har vi ikke et ansvar for at udvikle vores fag

og vores arbejdspladser i takt med forandringerne? Jo. Vi har et stort

ansvar. Og det løfter vi. Igen og igen.

Når vores identitet som sygeplejersker bliver udfordret, har vi et

ansvar for at stå fast på vores faglighed. Det ansvar løfter vi. For

eksempel ved at sætte fokus på sygeplejerskernes professionelle

arbejde og engagement. Hele vejen gennem Sygeplejens År har vi

skabt rammer for fællesskabet, som kan give sygeplejerskerne energi

og faglig stolthed.

side 6


Når vores arbejdsmiljø bliver udfordret, har vi et medansvar for at

passe på hinanden og finde fælles løsninger. Det ansvar løfter vi ved

at tage stilling til god praksis på hver enkelt arbejdsplads. Gennem

kampagnen ’Faglig Forsvarlighed’ har vi udviklet værktøjer til, at

sygeplejersker sammen med deres ledere kan diskutere arbejdsmiljøet,

finde løsninger og skabe debat.

Og når vores viden bliver udfordret, har vi et medansvar for at

udvikle ny viden. Det ansvar løfter vi ved at styrke sygeplejeforskningen

og de faglige selskaber. Ved at bruge overenskomstmidler på

faglig udvikling og ved at vedligeholde de lediges kompetencer.

Vi har et ansvar. Og det ansvar løfter vi. Langt ud over det forventelige.

Sådan har vi altid gjort. Hvis ikke sygeplejersker selv havde taget

teten de sidste 100 år, var vi aldrig nået dertil, hvor vi er i dag. Der

ingen andre end os selv og borgerne, der bærer os frem.

Men uanset hvor meget, vi kæmper, kan vi ikke løfte ansvaret alene.

Nu er det på tide, at politikerne, arbejdsgiverne og myndighederne

tager et større ansvar for sygeplejen.

For det første er det på tide, at politikerne og arbejdsgiverne tager et

større ansvar for den faglige forsvarlighed og vores arbejdsmiljø.

Det første skridt skal være et endegyldigt opgør med mantraet om

kvantitet frem for kvalitet.

Regionerne og kommunerne er begyndt at røre på sig. Det samme er

regeringen, som har lyttet til os og nu vil differentiere behandlingsgarantien.

Det er rigtig godt. Men lad os nu gå det sidste stykke vej

sammen.

Sundhedsvæsenet må ikke blive til en fabrik, hvor patienterne

passerer forbi på et samlebånd, og hvor det alene er de økonomiske

rationaler, der gælder.

Sundhedsvæsenet skal satse på kvalitet og passe bedre på patienterne

og medarbejderne. Og det er ikke kun politikerne på Christiansborg,

der har et ansvar for det.

side 7


Vores arbejdsgivere skal også løfte deres ansvar. For eksempel ved at

luge ud i managementsproget i økonomiafdelingerne. Og ved at tage

de tillidsvalgte og medarbejderne med på råd – og ikke bare ved

festlige lejligheder.

Det er på tide, at alle DJØF’erne i regionshusene og på rådhusene får

øjnene op for, at medbestemmelse kan betale sig. Lige nu er sundhedsvæsenet

inde i en historisk forandringsproces.

Hvis de forandringer skal være bæredygtige på sigt, er det afgørende,

at de bliver funderet så bredt som muligt. Og her er medarbejderne

ikke til at komme udenom.

Vi står overfor en generation af embedsmænd, som ikke har haft

medbestemmelse på skoleskemaet. Det mærker vores tillidsrepræsentanter,

arbejdsmiljørepræsentanter og øvrige repræsentanter i MEDudvalgene.

Nu er det på tide, at fylde hullerne i pensum ud. Og vi

melder os gerne til at læse lektien!

For det andet er det på tide, at sundhedsmyndighederne og

arbejdsgiverne udvikler en vision for sygeplejerskerne i fremtidens

sundhedsvæsen. Kravene til kompetencer og viden bliver større og

større. Patienternes sygdomsbillede er under forandring. Og behovet

for sammenhæng på tværs i sundhedsvæsenet trænger sig mere og

mere på.

Derfor skal uddannelserne være systematiserede. Der er behov for

nye veje i uddannelsesopbygningen. Uddannelserne skal føre til nye

karriereveje, så sygeplejersker får et større ansvar – for eksempel for

de kronisk syge patienter. Og der er behov for, at sygeplejefaglig

ledelse får en mere fremtrædende placering i sundhedsvæsenet. Så

den sygeplejefaglige ekspertise kommer i spil i alle beslutninger – på

alle niveauer.

Vi har masser af bud på, hvordan sygeplejerskerne kan blive rustet til

fremtidens udfordringer. Vores svar er ikke endegyldige, og vi lytter

meget gerne til andre bud. Men vi mangler nogen at spille bold med.

side 8


For eksempel mangler vi fuldstændig Sundhedsstyrelsens vision for

den største faggruppe i sundhedsvæsenet.

Mit budskab til Sundhedsstyrelsen er: Brug nu noget mere energi på

vores videreuddannelser. Tænk, hvis vores videreuddannelser fik

bare halvt så meget opmærksomhed som lægernes. Tænk på alt det

gode, vi kunne bruge den opmærksomhed til.

For det tredje er det på tide, at politikerne og arbejdsgiverne tager et

ansvar for, at der er sygeplejersker nok i fremtiden. Lige nu er der

stor interesse for at blive sygeplejerske. Det er en fantastisk udvikling.

For vi ved, at der bliver hårdt brug for sygeplejersker i fremtiden.

Men desværre er interessen for at ansætte flere sygeplejersker knap så

stor. Antallet af ansættelser står slet ikke mål med antallet af opgaver

og antallet af nyuddannede.

Lige nu står alt for mange nyuddannede sygeplejersker uden job. Og

mange af de sygeplejersker, som er blevet fyret, har svært ved at finde

fodfæste igen. Det er dybt frustrerende. Både for de ledige sygeplejersker

og for de sygeplejersker, der savner kolleger.

Som en erfaren sygeplejerske skrev til mig i et brev: ”Det gør mig så

ondt, alt det der sker indenfor mit fag. Mange – blandt andet unge,

dejlige, dygtige og kompetente sygeplejersker bliver fyret – og der er

ingen job at få. Vi skal akkrediteres, vi skal dokumentere og vi skal

lave det samme – men med mindre personale. Det er da til at blive syg

og stresset af!”

Jeg deler frustrationen fuldt ud. Lad nu de ledige sygeplejersker

komme indenfor. For eksempel i kommunerne, som har en gylden

chance for at rette op på fortidens synder.

Ellers risikerer vi, at de forlader faget – og det er det sidste, sundhedsvæsenet

og patienterne har behov for.

side 9


KL har for nylig meldt ud, at der er behov for flere sygeplejersker i

kommunerne. Den udmelding har vi ventet længe på. Nu skal KL’s

udmelding have liv i de enkelte kommuner. Så borgerne kan få de

sundhedstilbud, de har behov for.

Jeg synes også, vi skal sende et klart signal her fra kongressen op til

de kommende trepartsforhandlinger: Drop nu snakken om at udvide

arbejdstiden, så længe der er ledige sygeplejersker. Vi vil gerne drøfte,

hvordan sygeplejersker kan få mulighed for at arbejde mere. Men

forudsætningen er, at vores ledige kolleger har fået en fod indenfor,

og at konjunkturerne ser anderledes ud.

Når FTF – som er vores indgang til trepartsforhandlingerne – ikke er

med på kongressen i dag, er det fordi de netop i dag er til indledende

drøftelser med flere ministerier om treparten. I Dansk Sygeplejeråd og

FTF vil vi gå aktivt ind i forhandlingerne med det formål at forbedre

vilkårene for sygeplejersker og understøtte en sund udvikling af

velfærdssamfundet.

***

Sygeplejen skal have bedre vilkår – og sygeplejersker skal have

mulighed for at udvikle og bruge vores kompetencer fuldt ud. Der er

kort sagt brug for, at politikerne, arbejdsgiverne og sundhedsmyndighederne

deler ansvaret for sygeplejen med os. Hvis de gør det, er

der ingen grænser for, hvor langt vi kan nå sammen.

Sammen kan vi skabe et sundt og sikkert sundhedsvæsen. Hvor

patienterne får faglig forsvarlig sygepleje. Og hvor det er sundt og

sikkert at gå på arbejde.

Sammen kan vi skabe et forebyggende sundhedsvæsen. Hvor

sygeplejersker og sundhedsplejersker er med til at forebygge sygdom.

Hvor sundhedsplejerskerne følger barnet og familierne tæt. Uanset

om barnet er nyfødt, 3-årigt, i folkeskole eller på en ungdomsuddannelse.

Hvor specialuddannede sygeplejersker følger de kronisk syge

patienter – så de undgår sygdomsforværring, indlæggelser og tabt

livskvalitet. Hvor sygeplejersker og sundhedsplejersker arbejder der,

hvor de udsatte lever deres liv – i boligområderne, i jobcentrene og på

gaden.

side 10


Sammen kan vi skabe et sammenhængende sundhedsvæsen. Hvor

sygeplejersker bygger bro mellem det specialiserede og det nære.

Hvor kommunalt ansatte sygeplejersker henter patienterne hjem fra

hospitalerne – og hvor regionalt ansatte sygeplejersker kommer ud i

borgernes egne hjem. Hvor sygeplejersker har de formelle kompetencer

til at bygge bro og skabe sammenhæng.

Sammen kan vi skabe et innovativt sundhedsvæsen. Hvor sygeplejersker

får mulighed for at udvikle sygeplejen og finde nye veje til

mere sundhed. Hvor sygeplejersker og patienter er med til at udvikle

ny teknologi. Hvor vi dokumenterer det nødvendige og skræller alt

andet fra.

Sammen kan vi skabe patienternes, borgernes og medarbejdernes

sundhedsvæsen. Hvor der er plads til patienternes og borgernes

værdier, ønsker og integritet. Hvor et stærkt sundhedsvæsen er en

forudsætning for det velfærdssamfund, vi alle kæmper for. Hvor

faglige organisationer bliver taget med på råd, og hvor tillidsvalgte er

med i beslutningerne.

Det lyder som en drøm. Men hvis politikerne, arbejdsgiverne og

sundhedsmyndighederne tager et medansvar for sygeplejen, kan vi

gøre drømmen til virkelighed.

Sammen kan vi udvikle sygeplejen og sikre den faglige forsvarlighed.

Sammen kan vi arbejde for, at foråret breder sig til sundhedsvæsenet.

Sammen kan vi skrive en ny historie om sundhedsvæsenet, som en

hjørnesten i velfærdssamfundet. En historie om tøbrud, vækst og håb.

Lad os sammen skrive det første kapitel i dag.

Tak for ordet!

side 11

More magazines by this user