4-2012 - Landslaget drama i skolen

drama i barnehagen
[ tema ]
drama i barnehagen
[ tema ]
• p o r t r e t t i n t e r vj u e t •
Faith mener selv at artiklene hun skrev før
selve doktoravhandlingen er enklere og derfor
mer brukt. Men hun håper at det hun
har gjort kan ha påvirket andre, og vinkler
spørsmålet til en sak som engasjerer henne.
– Det er viktig at andre fag enn drama begynner
å forstå betydningen av den estetiske
dimensjonen i den spontane leken. Det er
nemlig en bevegelse bort fra denne innsikten
i pedagogisk-politiske kretser, mot en
instrumentell bruk av leken for at barna
skal lære fag. Jeg kaller dét ”spill”, og ikke
lek, fordi det ikke er barna som bestemmer
idéinnholdet og uttrykksformen, men de
voksne. Hvis man først skal benytte leken
instrumentelt, må man samtidig ha som
mål å stimulere og gi tid til barnas egne
estetisk-symbolske nyskapning.
Teater på barns premisser.
Hva er du mest stolt av å ha fått til
– Jeg tror det er den følelsen du får når du
jobber med studenter og teatergrupper, og
ser at de blomstrer og gjør noe fint og meningsbærende
for barn. Når du ser at det du
har gjort har hatt en virkning på mennesker.
Jeg savner det. Og jeg savnet det mens
jeg forsket. Det har vært utrolig morsomt å
gå rundt med studentene og teatergruppene
jeg har regissert, og se at de engasjerer, og
at barna blir inspirerte og leker videre med
stoffet de har opplevd. Selvfølgelig er jeg
også veldig glad for at mennesker liker og
kan anvende forskningen min.
Faith ler høyt, og sier selvironisk at hun er
glad det hun har gjort ikke har vært bortkastet.
Så skifter hun mine igjen.
– At feltet har blitt redusert, er en annen sak.
Hvordan skal vi sikre kvalitet i teater for barn
– Jeg synes kvalitet er diffust ord.
For Faith er det viktig at godt teater kommuniserer
på barns estetiske premisser.
Hun mener måten institusjonsteatrene spiller
barneteater på ofte er bedøvende. Hun
eksemplifiserer med Reisen til Julestjernen
på Nationaltheateret.
– Men jeg elsket Kjetil Bang-Hansens vakre,
lekende og rørende oppsetning av Reisen til
Julestjernen for et par år siden. Selv om jeg
skjønte at jeg sank inn i noe som var en drøm,
som ikke ga meg perspektiv på mitt eget liv.
Godt barneteater er dialogisk i form og mening,
og lager åpninger for barn til å sanse
og tenke selv. Jeg vil ikke bestemme hva barn
skal tenke, jeg vil perspektivere noen emner
for barn som har betydning for deres liv –
som også god barnelitteratur kan gjøre.
Lek og læring. Faith mener det har vært en
misforståelse rundt dramaundervisningen i
førskolelærerutdanningen:
– Dette har vært min kjepphest: vi underviser
ikke i teater for barn fordi vi mener førskolelærere
skal være skuespillere. De skal
være lekende uttrykksmodeller for barnas
lek, inspirere fantasien og leken. De som
hevder dramaundervisningen ikke er relevant
for barnehagepraksis forstår ikke hva
dramafaget kan få til hos studentene og i
barnehagen – og det er et stort tap for barna.
Hvordan skal vi få til at barnehagene blir
en arena for lekekulturen
Her er Faith tydelig og kontant:
– Det bør ikke være flere enn 14 barn på en
avdeling, og hver avdeling bør ha en barnehagepedagogisk
utdannet leder og to assistenter.
De må også ha tilgang på store rom og symbolsk
anvendelige møbler og gjenstander.
Et konsekvens av Faiths arbeid i Etterstad
barnehage var at de ansatte tok i bruk et
lekeobservasjonsverktøy utviklet av Faith.
Dermed fikk de sett på lekens betydning, og
satte derfor av mer tid til den frie leken – for
at barna skulle få fordøyd inntrykkene fra
personalets drama-/teateruttrykk.
– På Etterstad skapte de en fantastisk arena
for kommunikasjon og dramatisk lek.
Hva er sammenhengen mellom lek og læring
– Vi voksne tenker og prater i et verbalt
språk, mens barn tenker og prater med seg
selv og med hverandre i lekens formspråk.
Hva barn ”lærer” i sin frie lek får vi ikke
vite, men de får utvide sin erfaringsverden.
Å formulere seg i lekens dramatiske medium
er en erkjennelsesprosess, både med
hensyn til å lære seg selv og hverandre å
kjenne, og til å få utforsket og fortolke det
tematiske materialet de gir form til.
Hva er det med Norge Vi sporer av et øyeblikk,
Faith blir intervjuer og jeg den som
blir intervjuet. Hun er nysgjerrig på hvordan
jeg jobber med drama i skolen. Jeg forteller
om en foregangsskole for estetiske fag
hvor drama valgfag forsvinner når linjene
flyttes til nye lokaler. Som om dramafaget
var et spøkelse i veggene. Faith mottar denne
dystre tilstandsrapporten og legger om
til kanadisk:
– This is interesting…
faith svarer:
Siste kulturopplevelse: Utstillingen
med Emile Nolde på Nasjonalgalleriet
Faglig-politisk arbeid: At barn, som
en del av barnehage- og skolegang,
ikke skal tvinges til å spille teater
før de er ti år.
Fanesak: Kunstfagene i pedagogisk
utdannelse
Hva drømmer du om: Å få til min
planlagte teaterproduksjon for
barn basert på mitt lekekonsept
for en devising-prosess
Hva gjør deg sint at kunstfagene blir
kraftig redusert i barnehagelærerutdanningen
og slettet i
lærerutdanningen
Framtidsplaner: Jeg skal fortsette
å skrive og lage teater for barn og
veilede doktorgradsstudenter
Hva tenker du om dramafagets posisjon i dag
– Jeg underviste i et obligatorisk 32-timers
dramametodekurs på lærerutdanningen
i flere år. I dag er det borte på
HiOA. Jeg synes det er nitrist for elever
at deres lærer ikke har drama, som er en
levende måte å lære på. Det gjør alle fag
interessante. Og lærere med erfaring i
dramaturgisk komposisjon og fortellerkunst
kan gjøre barna mer reflekterte og
delaktig i egen læring.
Faith gløder når hun snakker om dette. Hun
sukker og rister på hodet. Det kan virke som
hun har dårlig samvittighet for at hun ikke
har tatt kampene for faget.
– Jeg har i mange år vært lite direkte politisk
engasjert utenfor høgskolen, på grunn
av forskningen min. Men jeg har på en måte
vært politisk aktiv på barns vegne i formidlingen
av forskningen - i både pedagogiske
og dramafaglige fora.
Vi kommer inn på det nye valgfaget for ungdomsskolen
- Sal og scene.
– Det er ingen logikk i at drama i lærerutdanningene
svekkes, samtidig som et nytt
valgfag i ungdomsskolen blir opprettet. Hva
er det med Norge
Når vi kommer ut av bakdøren på P52, møter
vi kulden i Dalsbergsstien. Faith forlater
den røde murbygningen, men kampsakene
hennes blåser ennå friskt i gangene.
Merete Cornet Sørensen
Lektor MA og ph.d. stipendiat i Drama
UC Sjælland Danmark
Drama og
inklusion i
børnehaven
Ikke alle børn leger lige godt. Hvad gør vi med dem
tekst: Merete Cornet Sørensen
22 børnehavebørn med strålende øjne og
røde kinder tager hinanden i hånden og
bukker for publikum. De har netop spillet
en forestilling, en fri fortolkning af eventyret
Fyrtøjet, for resten af børnehavens børn.
Publikum klapper og klapper, og børnene,
pædagogerne og jeg er alle meget stolte. En
halv time senere, efter at vi har ryddet op
og sminket af, venter der os en overraskelse:
Alle de små 2- 3 årige som var så optagede af
forestillingen som publikum er nu blevet forvandlet
og hele børnehuset vrimler med små
hunde med øjne i alle tænkelige størrelser.
Ovenstående oplevelse stammer fra afslutningen
af et 6 måneders aktionsforskningsstudie,
hvor jeg i forbindelse med mit
ph.d.-projekt i samarbejde med en gruppe
pædagoger arbejdede med strukturererede
dramaforløb i to børnehaver i Danmark.
Målet var at udvikle inkluderende fælleskaber
og styrke de deltagende børns legekompetencer
med særligt fokus på en gruppe
børn, som af forskellige grunde stod udenfor
børnenes egne legefællesskaber.
Leg er også læring. Baggrunden for projektet
er en forståelse af som-om leg og drama
som æstetiske og kulturelle aktiviteter, der
udvikles i et dialektisk samspil i et praksisfællesskab,
og som indgår som en uerstattelig
og integreret del af socialiseringen (Vygotsky
1960, Hohr 2004).
Legen ses her som et frirum for barnet,
hvor det kan eksperimentere, fantasere og
bearbejde stort som småt. I legen er det lille
barn ikke afmægtigt og afhængigt af den
ydre verden, men kan skabe sig en egen magisk
som-om verden, hvor alt principielt er
muligt. Det får herigennem mulighed for at
fastholde og bearbejde virkelige hændelser i
legens symbolske former, at afreagere følelsesmæssige
belastninger, at eksperimentere
med forskellige rolleidentiteter og i samspillet
med de andre børn at udvikle social
kompetence og forståelse for sig selv og verden.
Hertil kommer, at barnet i legen har
rig mulighed for at udvikle abstraktionsog
koncentrationsevne, sprog, kreativitet
og kulturel kompetence. Men skønt legen
således tydeligvis giver mulighed for at lære
en masse, leger børn ikke for at lære. De
leger, fordi det er umiddelbart lystpræget,
meningsfuldt og sjovt - fordi de simpelthen
ikke kan lade være.
At lege er imidlertid ikke naturgivent, men
afhængig af en overlevering i et samspil
mellem på den ene side den omgivende
kultur på den anden side barnet og en mere
kompetent legepartner. I dette samspil, som
udspiller sig i det, Vygotsky kalder nærmeste
udviklingszone (NUZO), tilegner
barnet sig en række legekompetencer, som
det i første omgang kan mestre i samspillet
med en mere legekompetent, i anden
omgang på egen hånd kan anvende som en
internaliseret læring . NUZO beskriver det
udviklingsniveau, der ligger lige over det,
som børnegruppen kan i dag uden hjælp fra
større børn eller voksne.
Ulykkelige. Desværre har udviklingen af
’den gode leg’ ikke altid de bedste vilkår
i børnehaver i Danmark. Grunde til dette
kan være trange pladsforhold og knappe
pædagogiske ressourcer. En anden årsag
14 dr a m a n r . 0 4 _ 2 012
dr a m a n r . 0 4 _ 2 012
15