Ludvig Holstein-Ledreborg - Bernadette Preben-Hansen

Ludvig Holstein-Ledreborg: Danmarks katolske statsminister
Tekst: Bernadette Preben-Hansen
Holstein blev født 1839 og dansk opdraget i Hochberg, Baden-Württemberg. Han døde og blev begravet på
Ledreborg 1912. Ved systemskiftet 1901 afslog han at indtræde som regeringsleder i en Venstreregering;
men Danmarks statsminister - det blev han i 1909
Konvertitten
I 1867 konverterede Holstein til den katolske Kirke. Han var da otteogtyve år og havde året før bestået sin
kandidateksamen i statskundskab fra Københavns Universitet. Studier af Søren Kierkegaards værker havde
lagt grunden for hans konversion. Samme år blev han med den tyskfødte sognepræst Hermann Grüders
katolske velsignelse ægteviet til sin Henriette Løvenørn i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade. Caroline Louise
Lefeubre de Marpalu, Holsteins moder, konverterede senere i Paris. Den lille danske katolske Kirke voksede,
da Danmark blev et selvstændigt apostolisk præfektur (1868), Vatikanet udnævnte Grüder til præfekt, og
ikke mindst, da jesuitterne kom til landet (1872). De kom fra Tyskland og oprettede Sankt Andreas Kollegium
med drengeskole i Ordrup. Kræfter i den danske folkekirke holdt sig i alarmberedskab og indledte en
antikatolsk kampagne; særligt oprettelse af katolske skoler i Danmark vakte bekymring. Og Holstein kastede
sig ind i polemikken, centreret om København.
Polemikken
Georg Schepelern, sognepræst ved Trinitatis, havde publiceret en artikel i Fædrelandet (1871) som reaktion
på den danske oversættelse af en tysksproget jesuitisk Fuldstændig lærebog i den katolske religion.
Avisartiklen mod papisterne og ”jesuitternes snedige skarer der atter breder sig over landene” fik Holstein
til at fare i blækhuset, og han skrev da Åbent sendebrev til pastor G. Schepelern (1872). Sendebrevet
nedsabler Schepelern og de ”åndsforladte protestanter for uvidenhed om den katolske Kirkes lære, hjertets
fordærvelse og manglende eftertanke”. Dagbladene er ikke, mente Holstein, et velegnet medie for polemik
mellem danske kirkesamfund, og Schepelern havde tegnet et portræt af den katolske Kirke i Danmark som
var den identisk med Kirken på Luthers tid. Schepelern svarede igen Til overvejelse i anledning af grev Holsteins
åbne sendebrev (1872).
Holstein synes at være idealisten, der med pennen kæmper for et princip: den katolske tro og Kirke.
Han havde fordybet sig i Kierkegaards værker, og skrev - igen mod Schepelern - Evangelisk-luthersk: en negativ
bestemmelse (1872). Skriftet klinger noget pasticheagtigt af Kierkegaards pen med fingerede dialoger i
disput med Grundtvig, som han nærer respekt for, og mod biskop Hans Lassen Martensen, der netop skrev
sin katolicisme og protestantisme.
Adam Vilhelm Holm, sognepræst og formand for Det danske missionsselskab, tog til genmæle med
et Åbent sendebrev til Johan Ludvig grev Holstein (1873). Holsteins argumentation, mener Holm, er som
en øvet gøglers, ”men når jonglørens leg er forbi, når den sidste kugle er kommet til ro i hans hånd, hvad er
der så kommet ud af det hele?” Sendebrevvekslingen virker som en skyttegravskrig mellem passionerede
parter: særligt dogmerne om Marias uplettede undfangelse (1854) og pavens ufejlbarhed fra lærestolen
(1870) optog sindene. Det var en tid, hvor teologerne ”snakkede højt og systematisk i munden på hverandre”
(Holstein), den tysksprogede Håndbog i protestantisk polemik mod Den katolske Kirke (1862) hyppigt
blev konsulteret, og Holstein selv står klippefast på sin konklusion: ”Kristendom - det er det evangelisklutherske
ikke”. Da ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af
staten” (Grundlovens paragraf 4, siden 1849), implicerer Holsteins konklusion, at den danske folkekirke
ikke er kristen. Kirkestormen i København, hvor Kierkegaard i adskillige avisartikler polemiserede imod
folkekirken og dens præsteskab (1855) giver her efterklang. Folkekirken leger kun kristendom, tordnede
Kierkegaard. Og Holstein synes at imitere sit store forbillede. ”Det er jesuitisk” råber sognepræsterne, og
det fyger gensidigt med personlig spot over mudderbankerne. Den moderne læser bliver blæst omkuld af
tonen i de temperamentsfulde stridsskrifter i tidens Københavnske kirkesamfund.
Holstein fik andre interesser. Schepelern skrev lystigt videre om Romerkirkens hovedvildfarelser:
en håndbog for lægfolk, m.m. Også Holm modtog anonymt Brev til at bidrage til den totale forpurring

(1873) og bidrog selv Til belysning af den papistiske polemik (1874). Og Nordisk Kirketidende for katholske
Christne genlyder med sendebreve og sure miner, også anonymt imod Holstein som Venstremand (1875).
I 1875-91 var Holstein formand for Ansgarius Foreningen, der finansierede store dele af det kirkelige
liv i den katolske Kirke i Danmark. Han havde dermed en solid lægmandsindflydelse.
Politikken
I september 1872 indledte Holstein sin karriere i dansk politik, da han lod sig vælge til Folketinget i
Lejrekredsen. Først var han uafhængig Konservativ, men tre år senere sluttede han sig til Venstre, hvor han
blev ordfører og nær ven af Viggo Hørup. Som politiker fremstod Holstein som en modig og lidenskabelig
idealist, der kæmpede for et princip: Forfatningen af 1866, og som katolsk konvertit stod noget uden
for det officielle selskab (Henrichsen 1902). Holsteins mærkesager var den individuelle frihed i kirke og
skolevæsen, men mange mente, at han egentligt ingen egen politisk ide havde. Overklasselediggængeri,
mente andre noget ondsindet, var roden til at gå ind i dansk politik som meningsfuldt tidsfordriv. Holsteins
styrke var mundtlig med tendens til en ”sofistikeret dialektik, der gav anledning til beskyldninger for jesuitteri”
(Illustreret Tidende 1912). Han skrev ikke sine taler ned. Han levede dem, og glemte dem igen. Det
gjorde eftertiden også. Og Vilhelm Topsøe kritiserede: ”Der er noget i hans begavelse, som ikke ser dansk
ud. Hans dialektik og den måde, hvorpå han sætter den i sofistikkens tjeneste, er ikke dansk. Hans overordentlige
smidighed og katteagtige behændighed i debatten er heller ikke dansk. Han står i disse henseender
som en fremmed i Folketinget” (1878).
Ud over de to katolske stridsskrifter og nogle politiske avisartikler publicerede Holstein intet. I 1890
forlod han dansk politik meget pludseligt og bosatte sig i Freiburg i Schweiz. Her studerede han Thomas
Aquin og skrev uudgivne religionsfilosofiske manuskripter, der i dag opbevares på Ledreborg. Fem år senere
overtog han som lensgreve Ledreborg gods, der hører under Roskilde katolske sogn.
Ved systemskiftet i 1901, altså overgangen fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på
Folketingets flertal, blev Holstein opfordret til at lede en Venstreregering. Folketingsparlamentarismen
betød nemlig, at Højrepartiet (konservative), der i et halvt hundrede år havde haft magten, måtte overlade
regeringsmagten til Venstre (bondepartiet). Holstein takkede nej. Han ville leve i fred. Først i 1909 kørte
lensgreven til Rigsdagen i Fredericiagade, nu som leder af en kortvarig Venstreregering. Han var da gammel
og syg, og situationen var midlertidig.
Statsministeren
I 1909 var der undergangsstemning i Folketinget. Danskerne var rystede efter Danmarkshistoriens største
politiske korruptionsskandale, da den danske justitsminister Peder Alberti var blevet fængslet og siden blev
dømt for bedrageri og dokumentfalsk. Han havde lænset statskassen for godt sytten millioner danske kroner.
I samtiden var det en femtedel af statens årlige indtægter. Alberti-affæren førte til regeringens afgang;
også en rigsretssag mod tidens store danske politiker - J.C. Christensen - fulgte i kølvandet. Kongen - Frederik
VIII. - kaldte nu Holstein ind fra Ledreborg gods, hvor han længe havde syslet fredeligt med katolske sager.
Satirisk skrev lensgrevens modstandere, at Holsteins fortjeneste var at ”ligge på sin sofa og styrte eller
indsætte ministerier” (Henrichsen 1913): en overdreven karakteristik. Holstein var en overgangsskikkelse,
da den oplagte kandidat - J.C. Christensen - ikke kunne og heller ikke ville modtage statsministerposten.
Holstein har næppe været begejstret for det konfliktfulde hverv, men beklædte nu pligtskyldigt posten som
konseilspræsident fra den 16. august til den 28. oktober 1909. Han fremprovokerede en gevaldig polemik
med Højrepartiet, der stillede forslag om en mistillidsafstemning i Folketinget. Det faldt, men samtidigt
fratrådte Holstein. Han tog hjem til sit Ledreborg.
Jesuitten
Ledreborg slotskirke blev indviet som katolsk kapel i 1910. Privatarkivet på Ledreborg er midlertidigt lukket
for offentligheden, men kilder ses i Sankt Ansgar Sakristi og Katolsk Historisk Arkiv. Holstein syntes at have
været den dygtige polemiker, men som politiker opnåede han ingen afgørende resultater. Jesuit SJ - det
var Danmarks eneste katolske statsminister ikke, om end ordet som et af tidens skældsord var blevet råbt
efter ham siden 1870’erne. Det kan der have været en god grund til - Evangelisk-luthersk: en negativ bestemmelse,
nemlig 130 sider skrevet på få måneder. Holsteins katolske polemik blev mistænkt for at være
skrevet ”med påholdt pen under kraftig jesuitisk vejledning” (Arildsen 1932). Pennen blev ganske rigtigt

Katolsk Orientering (1)
14. januar 2011
holdt - af Johannes Lohmann (Werner 2005). Han var en af de tyske jesuitter i København. Holstein havde
altså lagt sit adelsnavn til jesuitisk propaganda i Danmark i 1870’erne.
Konseilspræsidenten 1909. Det Kongelige Bibliotek