Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE<br />
18. juni – 28. august <strong>2011</strong><br />
Om <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong>s kunst<br />
For mange mennesker er <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> (f. 1969) en befriende kontrast til<br />
det, man ellers kender som MODERNE KUNST. Man kan se, hvad hans<br />
billeder forestiller, iagttagelsen er knivskarp, håndelaget er i top, og ikke<br />
så mærkeligt er han blevet en af vor tids ledende portrætmalere.<br />
Portrættet er da også om noget lakmusprøven på en realistisk kunst, og<br />
sådan har det været lige siden begge dele for alvor dukkede op i kunsten<br />
for 600 år siden.<br />
I starten af det 20. århundrede gjorde en<br />
række radikale kunstnere op med den<br />
traditionelle virkelighedsskildring. Den<br />
abstrakte kunst blev tidens løsen, så når en<br />
kunstner som <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> i dag maler,<br />
som han gør, da må han betegnes som<br />
”ny-realist”. Det betyder dog ingenlunde,<br />
at alt er ved det gamle.<br />
Når <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong>s figurer og genstande<br />
fremtræder med minutiøs detaljeringsgrad<br />
og en håndgribelig stoflighed, overskrider<br />
hans billeder det umiddelbare synsindtryk<br />
og bliver dermed overvirkelige eller<br />
surreelle.<br />
Et af de typiske træk ved <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong>s kunst er det mørke, der omgiver<br />
figurer og ting. Det er et mørke, som har dybe kunsthistoriske rødder helt<br />
tilbage til italieneren Caravaggio og hollænderen Rembrandt i 1600-tallet.<br />
Deres såkaldte clairobscur (lyst-mørkt) maleri lærte den unge <strong>Kluge</strong> at<br />
kende via den lidt ældre norske maler Odd Nerdrum (f. 1944), og først<br />
senere begyndte han at kigge på de gamle mestre.
Mørket er på én gang rum og flade, og tit og ofte står figurer og ting<br />
isolerede og lysende midt i alt det sorte. Derved kommer der en<br />
enkelthed og stramhed ind i <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong>s billeder, der vidner om en<br />
indflydelse fra en retning som den geometriske minimalisme.<br />
Mørket er imidlertid også mystik. Vi ved ikke, hvad der gemmer sig<br />
derinde, og det ukendte forlener figurer og ting med en uudgrundelighed,<br />
de ellers ikke ville have. Trods al dens præcision og nærvær er <strong>Thomas</strong><br />
<strong>Kluge</strong>s realisme derfor en magisk realisme.<br />
I mange af <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong>s værker, især i de<br />
tidlige, kommer denne mystik også til<br />
udtryk i selve motivet. Mennesker og<br />
legetøjsfigurer vises i akavede og ofte<br />
uhyggelige situationer, der handler om<br />
magt og afmagt, men som ikke lader sig<br />
aflæse entydigt. Følelsen af fremmedhed<br />
løber som en rød tråd gennem <strong>Thomas</strong><br />
<strong>Kluge</strong>s kunst, og fremmedgørelse er jo et<br />
moderne livsvilkår.<br />
Hos <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> er tradition og<br />
modernitet således blandet sammen til en<br />
ny helhed, men hertil kommer, at hans<br />
forhold til traditionen er meget bevidst.<br />
Barok- og renæssancemestrene spiller en stor rolle for ham, og i<br />
modsætning til den moderne bevægelse, modernismen, der ikke ville vide<br />
af historien, leger <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> med den. Det gælder også hans<br />
personlige fremtoning med malerbaret, vest og pludderbukser som en<br />
rigtig KUNSTNER i traditionel forstand.<br />
En sådan legende og i sidste instans ironisk holdning til historien afslører<br />
<strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> som en såkaldt ”post-modernist”, og det er måske derfor,<br />
hans kunst ikke nyder den store opbakning i modernistiske kredse.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE<br />
18. juni – 28. august <strong>2011</strong><br />
Bryllupsbilledet<br />
Med på udstillingen er et par<br />
billeder, der ikke er en del af<br />
deponeringen, men som udstilles i<br />
sommeren <strong>2011</strong>. Af disse er det<br />
største Brylluppet, der forestiller<br />
<strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> og hans gravide<br />
hustru med både sammenbragte<br />
og egne børn, altså en moderne<br />
familie, men med en selviscenesættelse,<br />
der bringer barokkens<br />
repræsentationsportrætter i<br />
erindring. Det er malerfyrsten og<br />
hans muse, der tager imod her.<br />
Som så ofte hos <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> er<br />
fremmedgjortheden ikke langt<br />
borte. Rummet er mørkt og uigennemskueligt. Tvetydigt er det også<br />
takket være spejlet, der reflekterer ansigterne på de to store børn, mens<br />
forældrene er set fra ryggen. Men de voksne er jo isoleret fra hinanden,<br />
så er det egentlig et spejl? Midt i det hele og foran ryggen på Wegners Ystole<br />
står en lille pige, en moderne amorin, uden kontakt med sine større<br />
søskende, der sidder med ryggen til!<br />
Med til historien hører, at <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> trækker på en kunsthistorisk<br />
forgænger, og det har været tanken, at det skulle kunne ses! Forbilledet<br />
er den store nederlandske mester fra 1400-tallet, Jan van Eycks Arnolfinis<br />
bryllup fra 1434. Herfra har <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> i tillempet udgave hentet de to<br />
monumentale personer i forgrunden og spejlet (?) på bagvæggen.
Arnolfinis bryllup viser to<br />
medlemmer af den italienske koloni<br />
i den store flamske handelsby,<br />
Brügge, i færd med at indgå<br />
ægteskab – en handling, man<br />
dengang godt kunne foretage selv<br />
uden medvirken af en præst, men i<br />
vidners nærvær. Et par vidner anes i<br />
det lille barberspejl på væggen, idet<br />
de venter på købmandens forening<br />
af sin højre hånd med hustruens<br />
som tegn på, at nu er vielsen<br />
foretaget.<br />
Jan van Eycks billede er fyldt med<br />
realistiske detaljer, mange af dem<br />
med symbolsk betydning. Men først<br />
og sidst handler billedet om den frugtbarhed, der skal komme ud af<br />
ægteskabet, og det er grunden til at hustruen løfter op i kjolen.<br />
Den frugtbarhed er ikke bare et håb, men en kendsgerning i <strong>Thomas</strong><br />
<strong>Kluge</strong>s billede, der handler om fortid (spejlbillederne), nutid (brylluppet)<br />
og fremtid (børnene).<br />
På sin egen surreelle måde er billedet lige så tidstypisk som Van Eycks.<br />
Nok emmer Brylluppet af historie, men med sin ironi og kompleksitet<br />
afspejler det også det moderne menneskes vilkår, ikke mindst når det<br />
drejer sig om kærlighed og familieliv.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE<br />
18. juni – 28. august <strong>2011</strong><br />
Modernisme-kritik<br />
I begyndelsen af det 20. århundrede opstod modernismen, som ønskede,<br />
at kunsten skulle afspejle den moderne virkelighed. Den traditionelle<br />
virkelighedsskildring og det traditionelle kunstbegreb duede ikke længere<br />
i en splintret og dynamisk verden fuld af rodløse og isolerede<br />
enkeltindivider. Kunsten blev kubistisk, ekspressionistisk, surrealistisk<br />
eller abstrakt, og alternative kunstformer dukkede op.<br />
Tre af udstillingens billeder indgår i en serie, hvor <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> som<br />
forfægter af historiens ret fremkommer med en kritik af modernismen.<br />
Det er Fontæne, Næste generation og Den der ler sidst, der alle indgår i en<br />
serie på ti malerier under titlen<br />
1917 + 83, hvilket til sammen<br />
giver 2000, det år, serien blev<br />
planlagt til at være færdig.<br />
Når det er 1917, der blev valgt<br />
som udgangspunkt, er det<br />
fordi, det var det år, den<br />
franske modernist Marcel<br />
Duchamp ophøjede et urinal til<br />
at være kunst ved at vise det<br />
på en kunstudstilling. Det var<br />
selvfølgelig en provokation,<br />
men Duchamp havde jo ret i, at<br />
en pissekumme sagtens kan<br />
være smuk. I Fontæne har <strong>Kluge</strong> taget ham på ordet og ”erobret” den<br />
provokerende gentand tilbage til den ”gammeldags” kunst, maleriet, hvor<br />
den gylden og sanselig svæver i mørket, smukkere end nogensinde før.
De to andre billeder i serien er sværere at afkode. I Næste generation<br />
med tyren og koen har <strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> tænkt på den modernistiske<br />
kunstinstitutions evne til at reproducere sig selv: Ikke blot sejrede<br />
modernismen, den vil også forplante sig selv til evig tid!<br />
Endnu et billede handler om den modernistiske kunstinstitution, der<br />
startede med et oprør, men endte med selv at sidde på magten. Billedet<br />
er Metanoya, som er græsk og betyder ”omvendelse”. Det er malet som<br />
et slags portræt af en tidligere rektor for Det kgl. Kunstakademi, hvor<br />
<strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong> i sin tid blev nægtet optagelse hele tre gange.<br />
Rektoren ville nu gerne males af <strong>Kluge</strong>, sådan som det fremgår af<br />
postkortet, der ligger ovenpå en opslået bog med et hovedværk af<br />
<strong>Thomas</strong> <strong>Kluge</strong>s store kunsthistoriske forbillede, Caravaggio, der i 1600<br />
malede Paulus’ omvendelse!