Danske datterselskaber og miljøpraksis – en ... - Thyge M. Nielsen

More documents

Recommendations

Info

Danske datterselskaber og miljøpraksis Den grundigste kontrol, mener flere informanter, sker på kommunalt niveau. Kommunen er den ansvarlige i yderste led og er den myndighed, der kender bedst til lokale forhold og har den direkte kontakt til industrien. Den er berettiget til at foretage alle de kontroller, den finder nødvendig (Macaño, i, 2003). Denne mulighed udnyttes dog sjældent, fordi kommunerne ikke har tilstrækkelige ressourcer (Marcheschi, i, 2003). Lovgivning Den første argentinske lovgivning på området blev indført i 1973 efter FN’s konference om Miljø i Stockholm i 1972. Hidtil havde vigtige miljømæssige emner været varetaget af en række forskellige instanser og institutioner (Di Pace et al., 1992). Den første egentlige nationale miljølovgivning blev dog først introduceret i forbindelse med en forfatningsændring efter Riokonferencen i 1992. I forbindelse med endnu en forfatningsændring i 1994 blev der tilføjet en artikel, der anerkender, at miljømæssige emner kan indbringes for domstole (Ryan, i, 2003). Den seneste ændring i miljølovgivningen er fra december 2001 (Girardin, i, 2003). Der er intet nationalt krav om en miljøundersøgelse, der skal vurdere indvirkningen på miljøet ved anlæggelse af en virksomhed. Det findes kun i visse provinser e.g. Buenos Aires Provins, Córdoba Provins (Villarroya, i, 2003). Sagsgang En virksomhed, der vil etablere sig, må indgive en edsvoren erklæring, hvor alle virksomhedens oplysninger figurerer. Den skal afleveres til miljøsekretariatet eller en provins’ miljøkontor og indeholde informationer om bl.a. affaldsprodukter. På baggrund af erklæringen udregner myndighederne den miljøskat, virksomheden skal betale. Kontrollen foregår bureaukratisk og finder sjældent sted fysisk (Villarroya, i, 2003). Sammen med erklæringen forevises en teknisk sagsmappe (Arselli, i, 2003). Efter at en virksomhed har præsenteret sin dokumentation, foretages i visse provinser en evaluering af miljøindvirkningen. Ved tilfredsstillende dokumentation opnår virksomheden et miljøtilpasningscertifikat, som skal fornys hvert andet år ved en revision, som foretages af virksomheden selv (Scandroglio, i, 2003). Derefter beregnes, ud fra affaldsmængden, hvor meget virksomheden skal betale i afgift. Dette er en årlig tilbagevendende proces. Alt efter hvor meget en virksomhed forurener, placeres den i 1., 2. eller 3. kategori, hvor den 3. er den mest forurenende. Virksomheder i denne gruppe må ikke etableres inden for bygrænsen. Dog er virksomheder etableret før loven trådte i kraft i 1996 undtaget fra denne regel og kan fortsætte driften. Kommunerne fører tilsyn med 1. kategori. Enkelte kommuner, der har kapaciteten, kan desuden få tildelt tilsyn med virksomheder i 2. kategori, som ellers normalt udføres af provinsen. Kontrol af virksomheder i 3. kategori udføres udelukkende af provinsen (Romero, i, 2003). Der er der regler for, hvor virksomheder af forskellige kategorier må placeres, hvilket følger af nedenstående zoneinddeling: Zone A: ingen former for industri Zone B: industri af første kategori Zone C: industri af anden kategori Zone D: industri af både første, anden og tredje kategori Zone E: landbrugszone 30
3. Baggrund Kontrol og sanktion Miljøkontrollen tager udgangspunkt i den edsvorne erklæring. Ved stikprøvekontrol efterprøves en virksomheds opgivne oplysninger. I tilfælde af uoverensstemmelser kræves de nødvendige ændringer udført, så virksomheden kan leve op til kravene. Fortsætter virksomheden sin produktion uændret, vil sagen gå til en domstol. (Deina, i, 2003). Hvis virksomheden er skyld i forurening, får den en bøde. Dette er i reglen den hårdeste sanktion, der kan bruges over for en virksomhed, der overtræder miljøloven (Arselli, i, 2003). 3.2.3 Miljøet Som i de fleste ilande blev der også i Argentina først sat fokus på miljømæssige problemer i 1970’erne (Di Pace et al., 1992); men miljøtemaer kom først for alvor på den officielle dagsorden i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne (Scandroglio, i, 2003). Der har således ikke været nogen lang tradition for miljøforvaltning, og de institutioner, der har skullet varetage opgaverne, har man måttet opbygge inden for forholdsvis kort tid. Som Guillén (2001) påpeger, overdrog det militære diktatur først magten til demokratisk valgte, da landet var i den værst tænkelige situation. Det har måske derfor været ekstra vanskeligt at tage hånd om miljøet. Miljøforvaltning i Argentina er, ifølge Di Pace et al., forbundet med store vanskeligheder, idet man aldrig har defineret, hvad et miljømæssigt problem er. Der er en institutionel usikkerhed omkring, hvordan miljøtemaer skal håndteres, hvordan miljøpolitik skal implementeres og hvem der skal have ansvar for de enkelte problemer. Derfor er ansvaret for miljøforvaltning i praksis fordelt mellem flere forskellige retskredse og institutioner, hvis indsats kun koordineres i ringe grad. De fleste store byer i Argentina er beliggende på Argentinas højslette Pampas, fortrinsvis ved flodbredden eller i kystnære områder. Denne placering har reduceret den skadelige miljøpåvirkning fra husholdning og industri e.g. den permanente vindcirkulation reducerer luftforureningsproblemer (Di Pace et al.). De daglige mængder af urenset husholdnings- og industrispildevand, der udledes til flodsystemet, er dog så store, at floderne Reconquista og Matanza-Riachuelo kan betegnes som åbne kloakker, mener lektor i kemi ved UTN, Alejandro Scandroglio (i, 2003). En beskrivelse der finder støtte i litteraturen (Ainstein, 1996). Omkring Dock Sud i Buenos Aires, i.e. flodudløbet til la Plata floden, er vandets iltindhold i følge Keeling (1997) så lavt, at floden i praksis er død. Han henviser til, at fisk kræver 2,5 mg oxygen pr. liter vand for at overleve. I det pågældende vand er der idag 0,0 mg oxygen pr. 2 liter vand. Udledning af husholdningsspildevand og industriel aktivitet er i dag et af de største miljøproblemer og årsag til forurening af overfladevand og vand i undergrunden. Luftforureningen, der har været tiltagende siden 1970’erne, er begrænset til de større byer med specifikke topografiske og klimatiske betingelser og til mindre, urbane centre, hvor der er en høj koncentration af aktiviteter med forurenende, industrielle emissioner. Det er et stort problem i store byer som Córdoba og Buenos Aires, men også i mindre byer som Campana og San Lorenzo. Et udbredt fænomen i de argentinske byer er manglende kontrol med emissioner fra industri og transport, som er de to største kilder til luftforurening. En effektiv kontrol er vanskelig af to årsager. Der mangler teknisk kontroludstyr og ressourcer til diagnosticering og regulering af problemet, og der er inkonsekvens i de beslutninger, der skal reducere miljøforurening (Di Pace et al., 1992; Keeling, 1997). Industriel forurening i Argentina er resultatet af en moderat vækst i produktion og indførelse af ”moderne” teknologi, mener Di Pace et al. (1992), som peger på tre underliggende årsager: (1) TNC’ers tilbøjelighed til at udnytte manglen på miljømæssig kontrol, (2) modvilje blandt det 31
Page 1: Danske datterselskaber og miljøpra
Page 4 and 5: Danske datterselskaber og miljøpra
Page 90 and 91:
Danske datterselskaber og miljøpra
Page 92 and 93:
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
show all

Danske datterselskaber og miljøpraksis – en ... - Thyge M. Nielsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?