Risikovurdering af gensplejsede planter

Recommendations

Info

apsplanter med resistens overfor flere forskellige herbicider, kan det blive vanskeligere og mere omkostningskrævende at drive landbrug, og det kan være et problem for samfundet. Til gengæld behøver man nok ikke være nervøs for, at de gensplejsede rapsplanter spredes til naturen, eller at genet overføres til vilde slægtninge. Det nye gen er kun en fordel for planterne, så længe de står på en mark, hvor der sprøjtes med netop dette herbicid. Ude i naturen gør genet hverken gavn eller skade, så for miljøet er der nok ingen særlig risiko. Dertil skal selvfølgelig nævnes, at fordelen ved de gensplejsede rapsplanter er direkte knyttet til brugen af et herbicid. Selvom planterne sagtens kan dyrkes uden herbicider overhovedet, vil landmanden have en interesse i at bruge herbicider, og det vil måske betyde, at der går længere tid, inden vi får et helt kemikaliefrit landbrug. På den anden side er Basta faktisk mere miljøvenligt end mange andre herbicider, det nedbrydes hurtigt og er kun skadeligt for dyr og mennesker i meget store doser. Og så længe man i det hele taget bruger herbicider, vil det være i miljøets interesse at flytte forbruget bort fra de mere skadelige stoffer. Da den sidste bid er spist , er jeg færdig med mine overvejelser. Ingen fare for mig, et potentielt problem for landmand og samfund, ingen umiddelbar fare for miljøet men på længere sigt en risiko for at fastholde brugen af herbicider. Noget tid senere smører jeg en tomatmad med margarine fra den gensplejsede raps - den kender jeg - men nu er tomaten også gensplejset. Det er den langtidsholdbare FlavrSavr tomat, der er nået hertil fra USA. Jeg bider og synker i tryg forvisning om, at gensplejsning er gensplejsning, og jeg har taget stilling. Men så slår det mig, at tomaten er et enestående tilfælde, der slet ikke kan sammenlignes med rapsen. Det nye gen er tilstede i hver bid, jeg tager, og selve frugtens biokemiske sammensætning er ændret i forhold til en normal tomat. Der er nu ingen særlig grund til at være nervøs, men trods alt er der tale om et nyt produkt, hvor margarinen var identisk med sin forgænger. Tomaten giver imidlertid ingen anledning til bekymring overfor hverken landmand eller miljø. Tomat er ingen ukrudtsplante, og det nye gen er faktisk en ulempe, hvis planten slap ud i naturen. En frugt, der ikke modner færdig, har dårlige muligheder for at spredes og formere sig videre. Så kan man spørge sig selv, om verden bliver bedre af, at tomaterne kan ligge en måned på supermarkedets hylde og vores køkkenbord. Er der overhovedet brug for denne nye egenskab? Burde man ikke i stedet satse på lokal produktion og kortere transportveje, så tomaterne bliver solgt og spist, mens de virkelig er friske? Måske, men så snakker vi bare ikke længere om gensplejsning, for en israelsk forskergruppe har lavet nøjagtig det samme trick ved helt almindelig forædling.
Og vurderingen af en ny plantes egenskaber skal selvfølgelig ses uafhængigt af, hvordan den er frembragt. Men hvis den gensplejsede raps ikke kan sammenlignes med den gensplejsede tomat, hvordan kan man så tage stilling til gensplejsning af planter i det hele taget? Svaret er, at det kan man faktisk slet ikke. Gensplejsning er en teknologi, et værktøj, som kan bruges til at fremstille en mangfoldighed af planter med vidt forskellige nye egenskaber. Nogle af planterne kan vise sig at være en væsentlig gevinst for både mennesker og miljø, fx tørketolerante afgrøder til dyrkning i områder med meget lidt nedbør eller planter, der producerer biologisk nedbrydelig plast ud fra solenergi og kuldioxid. Andre planter kan være af mere tvivlsom karakter, fx produktion af typiske ulandsprodukter som palmeolie i vestlige landes afgrøder, eller planter, der gennem resistens over for bestemte herbicider kan friste til ukritisk brug heraf. Et af de områder , hvor der forskes meget med gensplejsning, er indenfor resistens mod skadedyr. Planterne har selv udviklet mange forskellige former for naturlig resistens, spændende fra rent morfologiske karakterer som torne eller et tykt vokslag på bladene til kemisk selvforsvar som en dårlig smag eller indhold af stoffer, der hæmmer nogle processer i skadedyret. Raps havde fx oprindeligt et højt indhold af skarpt smagende sennepsagtige stoffer, som holder skadedyr på afstand. Indholdet af disse stoffer er ved almindelig forædling bragt væsentligt ned for ikke at give bismag til olien. Til gengæld er en del af plantens naturlige forsvar ødelagt, hvilket givetvis har øget behovet for sprøjtning med pesticider. Her kommer gensplejsning ind i billedet, fordi teknologien kan udruste planten med nye selvforsvarsvåben, som overflødiggør eller reducerer brugen af pesticider. Den nye gensplejsede resistens kan være mere eller mindre naturlig. Mekanismen kan stamme fra en bakterie og være helt ny i planter, den kan stamme fra en anden fjernt beslægtet plante, eller det kan være en naturlig resistensmekanisme, som hentes fra en anden sort af samme art. Styrken ved gensplejsning ligger netop i, at man kan bruge gener fra en hvilken som helst organisme og derfor har et meget stort udvalg af strategier til rådighed. Det er derfor ofte muligt at skræddersy resistensmekanismer, så de udelukkende virker på skadedyret og ikke udgør noget direkte fare for mennesker og andre dyr eller mikroorganismer. En anden styrke ved gensplejsning er, at aktiviteten af det nye gen kan styres meget nøje. Når et gen er aktivt, dannes der en slags kopi af genets DNA, som kaldes mRNA, og som
Page 1: Risikovurdering af gensplejsede pla
Page 5 and 6: kravene bør tage udgangspunkt i de
Page 7: hvilke konsekvenser det så måtte

Risikovurdering af gensplejsede planter

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?