Ordet og Ordene - Ormslev Kirke

Erik Kelstrup
SÅ TAL
DA DANMARK!
PRÆSTENS KLUMME
”Den som strør vor skønne jord
overflødigt til med ord
er som den der strør papir
efter sig på skovens stier.”
Sådan skriver Piet Hein i et digt med titlen ”ORD-
SVIN”. Ikke alt, som kommer ud af vor mund, renser
luften. Tværtimod forurener vi ofte vore omgivelser
med vor tale. Vi gør det skønne, det givne, livet selv,
grimt ved at strø ord omkring os, som var det papir
på smukke skovstier. Det bekymrer Piet Hein, at vi
har så svært ved at tie:
Dyr – der har en såkaldt hale –
kan til gengæld ikke tale.
For os, der kan det, er det svære
til gengæld ofte at lade være.
Et gammelt mundheld lyder da også, at mennesket er
skabt med to ører og en mund, for at det skal lytte mere,
og tale mindre. Tavshed er guld.
I BEGYNDELSEN VAR ORDET
Men Bibelen kan faktisk ikke få nok af ord. Johannesevangeliet
begynder simpelthen med sætningen: ”I
begyndelsen var Ordet” (Joh 1,1). Så er det sagt.
Ordet er det første!
Og det største! Johannes fortæller om dette ord, at
”alt blev til ved det” (Joh 1,3). Ordet er altså skaber -
ordet. Det ord, som hele verden med dens bjerge, byer
og baobabtræer er blevet til ved. Gud vægter heldigvis
ikke tavsheden højest. Gud taler verden i gang.
Godt for os!
AT TIE
Se nu kan man indvende, at nok er det godt, at Gud
taler, men det betyder vel ikke, at vi skal tale? Burde
vi ikke holde lidt igen? Burde vi ikke nøjes med at tale
om det, vi har forstand på?
Filosoffen Wittgenstein sagde engang: ”Det, hvorom
man ikke kan tale, om det må man tie.” Det, han me-
ner, er, at vi mennesker skal holde op med at snakke
om livets mening, om Gud og den slags. For det ved
vi ingenting om. Det kan godt være, at der er en mening
med livet, en Gud osv., vi kan bare ikke tale om
det uden at være på gyngende grund.
Det eneste, vi kan tale om, siger Witt gen stein, er
kendsgerninger. Det, som kan afkræftes eller bekræftes:
om det regner, om et træ er to meter højt osv.
Tænk sig, at både Wittgenstein og Piet Hein er så opsatte
på at få os til at holde mund. Man bliver helt
urolig for, hvad man sådan kan komme til at sige.
Også fordi, de vel har lidt ret. Vi snakker, som vi har
forstand til – og vor forstand er ikke ret stor. Måske vi
skulle tie lidt mere.
SPRÆLLEVENDE ORD
Dog, ordene vil ud! Også ordene, om alt det, vi ikke
har styr på. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden
over med (Matt 12,34). Einar Mar Gudmundsson beskriver
i et digt, hvordan ordene baner sig vej:
”Og ordene …
Med stjerner fra favnen
på det vældige verdensrum
og musik fra bølgerne i havet,
danser de langs smalle bånd
ud af et syngende slot
med utallige vingede heste
mens bølgerne raser imod
en kold skumpisket kyst
og klipperne kløver mørket,
de svæver som kærligheden
under et evigt skær
fra en måne og et digt.
De glider ad fløjsbløde gader
som fredløse drømme,
langs knoglehvide mure,
sovende huse,
med mundharmonikaer
der flyder over af tårer
over den verden der gik tabt
i en dyb skygge,
men spræller alligevel videre
gennem århundreder
som fisk ved kilders udspring.
Så poetisk kraftfuldt skriver Gudmundsson. I et
sprog, der hæver sig højt op over Wittgensteins tørre
Vidste du, at
Grundtvig betonede så stærkt, at Kristus er
Ordet, at han kunne finde på at bruge denne
betegnelsen om treenigheden: ”Faderen, Ordet
og Helligånden”.
3