klubblad 3 / 2011 - Gug Boldklub

vores biler – i hvert fald indtil videre. Og indtil videre
betød i denne forbindelse hele natten. For
at kunne holde varmen, var vi nødsaget til at lade
bilernes motorer køre indimellem, men heldigvis
var vi så betænksomme, at vi regelmæssigt var
ude for at sparke udstødningen helt fri for sne,
så vi ikke risikerede udvikling af den lumske og
livsfarlige kulilte.
Mandag formiddag var vi så heldige at finde frem
til en nærliggende bondegård, hvor vi – sammen
med hundredvis af andre strandede bilister
fik husly. Vi blev således indkvarteret i gårdens
grisesti og på det nærliggende høloft, hvor der
både var lunt og godt. Vi opholdt på gården indtil
tidligt morgen tirsdag, hvor PMV’ere, pansrede
mandskabsvogne, fra Jyske Ingeniørregiment
på Randers Kaserne kom ud og hentede os. På
kasernen fik vi varm mad og en lille morgenlur
– varmt indpakket – inden vi senere blev kørt til
banegården og sendt hjem til Gug. Et par dage
senere oplyste Falck, at vi kunne tage ned og
hente vores biler, der heldigvis stod uskadte ude
i vejsiderne.
Redaktionen har senere erfaret, at den gæstfrie
bondemand og hans familie bagefter havde haft
en større opgave med oprydning efter de mange
gæster samt at familiens telefonregning var løbet
løbsk, fordi husets eneste telefon nærmest blev
brugt i døgndrift – uden at der kom tilstrækkelig
mange penge i telefonpengekassen til at dække
denne. Og det var jo ikke særlig heldigt – og
pænt, desværre.
Spillerne fra turen er spredt for alle vinde nu om
dage, og tre af disse – Poul Jeppesen samt Mi-
chael og Peter Ørbæk – bor f.eks. ovre i USA. De
aflægger dog alle fortsat besøg på klubanlægget,
når de indimellem besøger hjemlandet.
Poul, der er administrerende direktør for den
svenske storkoncern SKF’s amerikanske afdeling,
fortæller således, at han ofte har fortalt
sine amerikanske og danske venner derovre om
nogle af hændelserne fra den helt specielle tur.
Han var passager hos holdlederen, Aksel Nøhr,
der var meget påpasselig med ikke at åbne bildørene
under snestormen, så den sparsomme
varme kunne slippe ud. I stedet lod han derfor
bl.a. drengene tisse i sit tomme kikkerthylster og
nøjedes med at tømme dette ud af vinduet, og
det var egentlig ikke så nemt, for vejret stod jo i
ét – i den voldsomme storm.
Poul husker også, at Aksel Nøhr – da snestormen
dagen efter havde lagt sig noget - tog på en tur
ud i snelandskabet for at finde en købmand, og
han var således enorm populær da han kom tilbage
med nogle pakker kiks, som blev omdelt til
de hundesultne drenge.
En speciel episode, Poul husker fra opholdet på
bondegården, var undsætning af en højgravid
kvinde, der var meget tæt på at føde, men heldigvis
fik hjælp, da de pansrede mandskabsvogne
kom os til undsætning. Disse medbragte mad i
store mælkejunger, som vi – to og to - var behjælpelige
med at bære ind i gårdens køkken ude fra
en nærliggende mark, for PMW’erne kunne ikke
køre helt hen til gården.
Helt særligt husker Poul – lige som Redaktionens
udsendte – at opholdet i grisestien og på høloftet
havde påført os alle den helt særlig lugt, der nu
23