RAS 2009 - Shar Pei

den er til gene for biddet. Standarden, afsnit: kæber, bid. (Der er vedlagt en artikel, der omhandler
emnet rullelæbe).
For at forudsætningerne for en rullelæbe er tilstede, skal der dels være en fyldig underlæbe, der ruller
ind over undermundens incisiver og dels skal der være et overbid. Er biddet et korrekt saksebid, kan
der ikke forekomme rullelæbe. Der kan være en fyldig læbe eller en fyldig og stram læbe, men så længe
hunden har et korrekt saksebid, er der ingen rullelæbe. I standarden står der, at læben ikke må genere
biddet – hermed menes, at læben ikke må have ødelagt biddet, så der er opstået et overbid.
Der står ingen steder, at det er en fejl at have en fyldig læbe eller en stram læbe. Hverken fyldig læbe
eller stram læbe udgør nogen sundhedsrisiko for hunden.
Når man undersøger munden på en Shar Pei, vil man blive overrasket over dens forholdsvis små og
smalle kæber og længere nede i halsen over et smalt luftrør.
Kinesernes indkrydsningerne i 1960- og 70’erne i Hong Kong med blandt andet Bullmastiff, Dogue De
Bordeaux, Rottweiler og Chow Chow på Shar Pei havde tre formål:
1. Chow Chow: for at øge den blå tunge, idet de fleste tunger dengang var plettede
2. De større racer: for at fremavle en hund bedre egnet til kamp end en Shar Pei, der havde vist
sig ubrugelig.
3. At øge antallet af Shar Pei i genopbygningsfasen.
Det vi oplever i dag, med de fyldige læber, er restpåvirkninger fra disse indkryds, hvoraf nogle blev
eksporteret til USA og derfra spredte sig videre til resten af verden. Det var hunde med væsentlig
fyldigere læber end Shar Pei og de har haft den negative indflydelse, at nogle Shar Pei læber i dag er
meget fyldige og da de indkrydsede racer ikke har påvirket kæbeknoglestrukturen er resultatet blevet,
at vores race i dag kæmper med en for fyldig læbe, der ruller ind over undermundens insiciver
(rullelæbe) og dækker disse til med fyldig læbe hud. På den måde kommer underlæben i klemme
imellem overmundens og undermundens incisiver og underkæbens vækstzoner blokeres i deres
vækst, således at underkæben ophører med at vokse og kun overkæben vokser og der dannes et
overbid.
De første eksemplarer af racen, der kom til USA, var væsentlig mere benede i deres hovedtype end den
nuværende Shar Pei og fra USA udviklede sig en Shar Pei med et mere kødfuldt hoved end det
oprindelige (hjulpet på vej af ikke-racerene Shar Pei fra Hong Kong). Der opstod hos nogle hundeejere
et ønske om en mere massiv type og opdrættere og dommere gik efter den type hunde uanset om de
havde korrekte bid eller ej, og på den måde har en fyldig læbe og et ukorrekt bid fundet vej ind i racens
nuværende genpulje.
I Danmark har vi haft avlgodkendelser af racen i ca. 20 år, hvilket har betydet, at vi er pænt forskånede
for mange rullelæber og overbid. Vi er meget opmærksomme på de mange importer og følger
udviklingen efterhånden som de indsættes i avl og vi kan følge deres afkom.
Af svarene i spørgeskemaet fremgår det at 6% af hundene har fået opereret læben, fordi der forekom
rullelæbe og var til gene for at hunden kunne spise normalt og f.eks. samle godbidder op fra gulvet. Af
de 6% er de 5% importerede og 1% opdrættet i DKK. At operere en sådan læbe er ikke med kosmetisk
sigte, men udelukkende af hensyn til hundens evne til at spise.
Kun 2 ud af 76 adspurgte Shar Pei har overbid. Alle andre korrekt saksebid.
Kapitel: Sundhed
8