Anders Liisberg & hans børn - Thorborg - Liisberg Hjemmeside ...

Introduktion af Peer Liisberg, søn af den yngste af Anders
Liisbergs børn, Peter.
hun boede i Maribo og han jo altså i Esbjerg i en ganske lille lejlighed, hvor vi vist kun har besøgt dem en enkelt gang.
Trods dette skal moderens skygge ifølge overleveringen ha' hængt tungt over ægteskabet. Hans Erik havde erhvervet sig
en båndoptager, hvilket var noget ret nyt i DK på det tidspunkt i slutningen af 1950'erne. Han ville gerne have familiens
stemmer på bånd og bad os læse et digt eller lignende. Jeg husker, at jeg læste et afsnit i Johannes V. Jensens 'Kongens
Fald', hvor han helt uovertruffet beskriver Himmerlands natur. Han og faster Grethe elskede som alle andre, at besøge
Peter og Mie i Resenbro. Så havde mor købt flødeboller til Hans Erik, som hun godt kunne lide og som tak gav han et
stykke på violinen. Når faster Grete kom på besøg, strålede hun som en sol. Når hun skulle med toget tilbage til Esbjerg,
sank hun samme og 'nærmest slæbte sig af sted'. Ak, ja!
Begges endeligt var tragisk. Grethe begik selvmord ved hængning og ifølge Karsten, havde hun under sig stillet
'svigermors skarpe tunge'. Det var en besked, der kunne forstås selv af den trægeste begavelse, men vidner også om
humoristisk sans. Hvordan mon stakkels Hans Erik har oplevet det. Det må have været frygteligt. Siden blev han slemt
syg af en eller anden ondartet hudlidelse, og døde vist en smertefuld død. Man må håbe, at hans mor allerede var død.
Hendes eneste barn, var han.
Faster Grethe viste, at hun interesserede sig for os børn, hun der ikke selv havde kunnet få eller fået nogen. Hun var den
i kullet, jeg holdt mest af.
2. kuld:
1. Vor allesammens kære og kærlige Faster Anna: den myndige, forstandige og kærlige leder af 'Tibberup
Børnehjem' fra 1948 og til sin pensionering i 1975.
Hun tog sig af 'bette Peter', hendes lillebror gennem hele livet og af sine 'egne børn' på børnehjemmet. Sørgede for at de
fik skolegang og uddannelse og mange af dem bevarede kontakten til 'Plejemor' resten af hendes liv. Ligeledes støttede
og hjalp hun os, hendes niecer og nevøer, og åbnede sit hjem i de statelige stuer - også når vi fik kærester/koner/mænd -
for os. Vi lånte hendes romergule VW, så vi kunne køre os en tur f.eks. til Kbh., ligesom jeg undertiden 'kørte vildt' med
nogle af drengene på hjemmet til deres store fryd.
Da jeg skulle på underlægeskole i 3 mdr. på Jægersborg Kasserne, åbnede hun sit daværende sommerhus for Grete,
Anne og mig, ligesom for en af mine studiekammerater og dennes hustru. Imidlertid blev hun psykisk syg med stærk
jalousi overfor Grete, men straks skaffede faster Anna et nyt sted i nærheden, hvor de kunne bo. Da jeg efterfølgende
skulle starte i min første ansættelse som læge i Kolding, havde jeg ikke penge til færgen over Storebælt (Grete var taget
i forvejen), men dem lånte jeg naturligvis af faste A. Ofte kom der 'en lille seddel til benzin'. Som det fremgår af
ovennævnte, var hun handlekraftig, men på en rolig og indfølende måde.
Også hun var glad for at komme til Resenbro og holdt meget af 'Mie'. Til mors sidste fødselsdag i 1984 på Kongensbro
Kro holdt faster A. en smuk tale for mor.
Tiden i årene lige efter pensioneringen blev drøje for hende. Hun havde tilbragt det meste af sit liv på institution og med
omsorg for andre og kunne slet ikke falde til i lejligheden i Helsingør. Først da hun kom tilbage til Espergærde på
plejehjem med udsigt over Sundet, livede hun op igen.
I takt med at velstanden i samfundet steg, fik også faster A. mulighed for at rejse til udlandet, bl.a. mødtes hun og far og
mor tilfældigt i Rom.
Der er et gen i vor familie, der disponerer for tunghørhed og det ramte også faster Anna i hendes seneste leveår, så
kontakten med hende blev spinklere. Da hun skulle dø ringede de som aftalt fra plejehjemmet, men jeg regnede ikke med
at det hastede, så desværre kunne vi ikke være hos hende i hendes sidste timer, men det var til gengæld hendes
'livsveninde' Stinne Nykjær.
En pudsig episode fra bisættelsen, hvor jeg talte ved kisten. Orglet gik i gang og vi bar kisten ud. Da vi kom ud, så vi
lige 'skyggen' af rustvognen køre forbi. Han troede, at bisættelsen skulle forgå fra Humlebæk kirke. Så stod vi der, hvad
gør man så lige? Nå, han vendte rimelig hurtigt tilbage.
Faster Anna blev efter eget ønske gravsat ved siden af sin elskede bror Peter og Mie. Tilstede var også, som jeg husker
det, familien fra Viborg og en af faster Annas 'plejebørn' og hendes familie, der bor i Galten. Vi har dem mistænkt for at
lægge blomster på Faster Annas gravsted hvert år til jul og det er meget sigende, at der til julen er flere blomster på
hendes, fremfor fars og mors grave.
Tabet af faster Anna var og er meget stort. Jeg tror ikke hun havde én uven i livet og jeg tænker ofte på hende og hendes
dejlige varme smil, der gjaldt os alle, når vi sås.
2. Så er der 'rosinen i pølseenden' min far (Niels) Peter: tilsyneladende opkaldt efter sin farfar. Han havde nu ikke
megen glæde af den position i søskenderækken.
Det er med betænkelighed, at jeg tager ham med og må understrege, at beskrivelsen af ham bliver meget subjektiv ud fra
min verden med far. Bente og Mogens kan jo have og har naturligvis andre oplevelser med far end jeg har. De husker
nok ikke den ganske tynde mand, der altid var i sving på 'Røde-Gaard' med at give medicin til patienterne, (ja, sådan
hed de dengang uden diskrimination og før betegnelsen blev det neutrale 'beboere' og siden det rædselsulde 'brugere'),
fodre grise, holde aftenandagt, til møde i Vandværkets bestyrelse, hvor han var formand og ophavsmand til dets
oprettelse etc.
Her falder det naturligt, at fortælle om det (gamle) Røde-Gaard, jeg kendte. Et stort hus for en lille dreng at vokse
op i, spændende med mange forskellige mennesker, at forholde sig til og med 'flere mødre' min egen mor, men også
Udarbejdet af: Karsten Thorborg, Nybyvej 56, 3720 Aakirkeby, www.kt.mono.net : 11 Dec. 2010
3
Udskrift fra Legacy