Når lykken størrelse... er en

Recommendations

Info

IntervIew // SArAh ZObel KølpIn Optagelserne blev senere til docusoapen »Halløj på Strandhotellet«, som er blevet sendt på Kanal 4 hen over sensommeren og efteråret. – Alene ordet »docusoap« fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, siger Sarah nu her på den anden side af det. – Jeg var især betænkelig i forhold til min faglighed og mit fag. For kan man blande de to ting? Man skal i hvert fald holde tungen lige i munden. Men enhver kan vel regne ud, at vores hovedformål for at medvirke har været at skabe opmærksomhed og synlighed for hotellerne. Og skulle der være noget galt i det? Man ville da være et skarn, hvis man sagde nej til sådan et tilbud. Og hvis bare man er autentisk og har hjertet med i det, man gør, kan man altid se sig selv i spejlet bagefter. Og det synes jeg, vi kan! Overordnet er hun tilfreds med resultatet af at have haft haft et kamerahold til at zoome close up på sig selv og sin mand i deres arbejde, selv om det til tider var grænseoverskridende og mere krævende end hun havde forestillet sig. – Alexander og jeg kan godt tænke – Min opvækst var generelt tryg og kærlighedsfuld. Som en del af en stor familie har jeg altid vidst, at der var mange til at tage sig af mig, og mange, der elskede mig. Men jeg kommer som sagt også fra en sammensat og kompleks familie, som består af to meget forskellige familier. – Jeg læser aldrig romaner, aldrig krimier, aldrig noget som helst andet end psykologi og selvudviklingsbøger nu, at det er ærgerligt, hvordan tv kun når at få toppen af kransekagen med. Programmerne skal klippes hurtigt, for ellers zapper seerne jo videre. Det var vi også indstillede på. Men for sådan én som mig, der er lidt mere kontrolagtig end Alexander, var det svært at slippe kontrollen, i hvert fald til en vis grad, og have tillid til tv-holdet. Når de filmede os i syv timer, var det måske højst de tre minutter, der blev brugt. Og var det så de tre gode minutter?! Det havde vi en del diskussioner med produktionsselskabet om. Lykkelig? Hun sidder overfor og ligner ikke det trætte menneske, hun siger, hun er efter det her år. Hun er gudesmuk. Det ene øjeblik næsten for smuk til at være sand. Og så alligevel jordnært smilende og sød det næste øjeblik. Men hele tiden også en anelse reserveret. Som én, der er lidt på vagt. Da hun får det oplagte spørgsmål: Om hun selv er lykkelig, sukker hun dybt. – Åh, det er jeg blevet spurgt om rigtigt mange gange. Man kobler naturligt nok lykken sammen med mig som person.Og selvfølgelig skal man »tage sin egen medicin«. Men egentlig er det jo den positive psykologi, der beskæftiger sig med lykken. Jeg formidler det bare, fordi jeg selv har kunnet bruge det i mit liv. Problemet er også, når man taler om lykke, at vi alle sammen har så forskellige opfattelser af, hvad det betyder. Lykke kan være alt. Lige fra en lille bitte ting til et stort, ophøjet mål. Eller også en sindstilstand. – Personligt oplever jeg lykke som en dyb sindsstemning af ro og livstilfredshed. En tilgang til livet på trods af dets op- og nedture. En grundstemning indeni én, der bare er der, uanset om man bliver forfremmet og juhu’er i tre uger, eller man bliver skilt, eller hvad det end er, man kommer ud for i livet. En slags autentisk tro på sig selv og livet. Og den stemning har jeg for det meste indeni, ja. Så på den måde er jeg et lykkeligt menneske! Men den grundstemning har hun ikke altid befundet sig i, erkender hun. – Jeg begyndte allerede tidligt at interessere mig for psykologi og selvudvikling. Jeg læser aldrig romaner, aldrig krimier, aldrig noget som helst andet end psykologi og selvudviklingsbøger. Sådan har det været, lige siden jeg var helt ung. Lidt ensporet måske. Men jeg havde en naturlig nysgerrighed på området, måske på grund af min mors fokus på de ting. – I mine ungdomsår begynder jeg at fornemme, at jeg ikke er rigtig glad. Jeg føler ikke, jeg har selvtillid eller selvværd nok i forhold til, hvad jeg burde have. I forhold til hvordan mit liv ser udadtil. Jeg mærker en indre usikkerhed og en kedafdethed, som jeg ikke selv forstår. En indre usikkerhed på mig selv, men også på livet generelt. Og det er nok den, der gør, at jeg begynder at søge. På den måde kan det negative i virkeligheden være med til at drive én henimod det, der bliver positivt for én. – Som barn tog jeg min mors spi- Lær at meditere med SaraH, læs mere på www.soendag.dk Livretter og dårlig samvittighed Min livret er... ...mine børn. jeg elsker at bide i dem. ellers steak tartar med pommes frittes og salat eller min mormors boller i sursød sovs. Jeg spiser aldrig... ...lever, østers og hvidt franskbrød. Jeg er håbløs til... ...hm, min mand vil nok sige, at jeg ikke roser ham nok. Men mon ikke de fleste mænd ville sige det om deres koner? jeg er håbløs til at finde vej og håbløs i forhold til politik. jeg burde sætte mig mere ind i det. Jeg er uofficiel verdensmester i... ...dårlig samvittighed og i at koge blødkogte æg uden at tage tid. Det ville jeg gerne lave om på ved mig selv... ...min evindelige tendens til at glemme, at livet er en gave, og at det skal nydes hver dag. – Det er hårdt arbejde at arbejde med sig selv. Det ved enhver, der har prøvet det rituelle interesse ind som det mest naturlige. Derfor var det også helt naturligt for mig at have et lille alter med lys, røgelse, nogle få ting og nogle billeder, helt fra jeg var ret lille. Og jeg har stadigvæk et lille alter stående. Selv da jeg rejste som model som ung og var i Tokyo i flere måneder, slæbte jeg et lille alter med mig. Der er ikke noget hokus-pokus ved det. Det skal bare hele tiden minde mig om de vigtige ting i livet og skabe den ro og balance, som jeg får for eksempel via meditation. – Meditationen er også blevet en naturlig del af mit liv. Jeg kan ikke undvære det. Jeg mediterer som regel en til tre gange om ugen. Lige nu er der ikke rigtigt noget system i mit liv. Men det skal man forsøge at holde for at få de bedste resultater. Og jeg kan også mærke det lynhurtigt, når jeg kommer ud af form i forhold til meditationen. Så bliver det straks sværere for mig at falde til ro. Så skal man lige have gang i det igen. Skilsmissebarn Sarah var seks år, da hendes mor blev skilt fra forsikringsmagnaten Peter Zobel. Sarah flyttede med sin mor til en lejlighed i Hørsholm, hvor hun voksede op og relativt hurtigt fik en stedfar, som blev hendes »anden far«. – Jeg kaldte ham godt nok ikke »far«, men han var en stor del af min opvækst og opdragelse, og fysisk har jeg været mere sammen med ham end min egen far, siger hun om stedfaderen, der døde for seks år siden. Og om skilsmissen og sin rigtige far, der blev boende i Vedbæk med de to ældste døtre, Sarahs halvsøstre, Caroline og Rigmor, siger hun: – Jeg har aldrig været bundet af at skulle være én uge hos den ene og tre dage hos den anden. Jeg var, hvor jeg havde lyst til at være. Min skole lå lige tæt på dem begge, så det var lige meget, hvor jeg var, også i forhold til det. De har altid været meget afslappede omkring dét. Vi har også efterfølgende holdt masser af juleaftener og fødselsdage sammen allesammen. Det kan godt være, min familie er blevet gift og skilt på kryds og tværs, men de har været gode til at tage hånd om det. Selvfølgelig ikke lige to dage efter. Men overordnet set har de formået at gøre det ret godt. Efter gymnasiet begyndte Sarah at arbejde som model og flyttede til London. Det første år boede hun der sammen med søsteren Rigmor. – Men da Rigmor skulle hjem for at arbejde, endte jeg med at blive i London yderligere fire år og bo med forskellige mennesker i vidt forskellige områder af byen. Først med en veninde, så en ven i et lejet værelse, og så en dansk pige og to tyske drenge i en lejlighed, hvor vi helt teenageagtigt havde en hylde hver i køleskabet og måtte slås om badeværelset. side 10 • SØNDAG 49/2009 SØNDAG 49/2009 • side 11
IntervIew // SArAh ZObel KølpIn Det var også i London, hun gik i gang med at læse psykoterapi: – Jeg var med mine 20 år klart den yngste på holdet. De fleste andre var omkring 40 eller 50. Det føltes lidt underligt. Men alligevel udviklede det sig til at blive en fantastisk tid, det halvandet år, jeg havde der. Det gode ved psykoterapiuddannelsen i forhold til psykologstudiet er, at psykoterapien er meget praktisk funderet. Man arbejder også med sig selv. Når jeg kom hjem fra timerne, følte jeg det, som om jeg havde ligget inde i en tørretumbler, der havde været skruet op på max, for så at blive væltet ud igen. Jeg var fuldstændig ør og tummelumsk. Det er hårdt arbejde at arbejde med sig selv. Det ved enhver, der har prøvet det. Mødet med alexander Efter halvandet år på psykoterapiskolen gik hun videre til et amerikansk college, der lå lige ved siden af, hvor hun begyndte at studere psykologi. Da hun senere mødte Alexander, flyttede hun med ham til New York, hvor han boede dengang, og fortsatte sit studium på Columbia University. – Vi havde en lille lejlighed i det mest sindssygt larmende kvarter i New York og var bare totalt forelskede. Alexander friede til mig i New York. På det tidspunkt havde vi boet der et lille års tid, og pludselig betød det alverden, at vi kom hjem. Vi ville bare gerne giftes hjemme begge to. Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det var i 1998. Og hjem kom de. Og gift blev de. Og mens Alexander da var ved at trappe ned på sin dansekarriere og se sig om efter nye veje, gjorde Sarah sin psykologuddannelse færdig på Københavns Universitet – dog ikke uden problemer med at få overført sine udenlandske studieresultater. Men hvor kendte de egentligt hinanden fra, Sarah og Alexander? – Alexander plejer at sige, at han kan huske mig, fra jeg var lille og sad på min mors arm i ble, mens han legede med Rigmor og Caroline. Vores forældre kendte hinanden, og Alexander er kommet i vores hjem altid. Alexander er ni år ældre end mig, og det var mest ham og Rigmor, der hang ud sammen. Rigmor og jeg har altid været pot og pande, og når hun skulle til fest som teenager, tog hun mig med. Jeg røg bare om bagagebæreren og blev spændt fast med besked om: Husk at stritte benene ordentligt ud, så du ikke får dem ind i hjulet. Og så kørte hun og vennerne afsted med 400 km i timen og øller i Nettoposer rundt for at feste hos hinanden. Til festerne blev jeg placeret i et sofahjørne med en Anders And-bog. Så kunne jeg sidde og hygge mig der, indtil Rigmor skulle hjem igen. Men jeg ville med. Ville bare. Og hun tog mig altid med. Tænk at hun gad! Gennem årene krydsedes deres veje flere gange, Sarah og Alexanders, men timingen var aldrig rigtig. Ikke før den valentinsdag, hvor Alexander og hans søn kom hjem fra en skiferie, de havde tilbragt sammen med Rigmor og hendes mand. Og lige den dag valgte far og søn at tage et stop i London, inden turen gik videre til New York. Hun kan stadig huske, at hun syntes, Alexander var en flot fyr, men også, at hun bed mærke i, at Alexander virkede anderledes, end hun huskede, mindre kæk, mere observerende. – Som om han hvilede – Rigmor og jeg har altid været pot og pande, og når hun skulle til fest som teenager, tog hun mig med For Sarah og Alexander Kølpin har det seneste år været et år, hvor hans ballettilværelse for alvor er røget bagud af dansen til fordel for alt det nye, og hvor hendes karriere som selvstændig psykolog og virksomhedskonsulent har skullet styres med tungen lige i munden i forhold til alt det nye. mere i sig selv, siger hun. Og den Alexander kunne hun godt lide. Efter en middag sammen hos en fælles ven i London skulle de videre i byen, og dér i taxaen var Alexander til gengæld så ustyrlig sjov, at hun og Rigmor lå flade af grin, og som hun siger i dag: – Det hiver jo tæppet væk under enhver pige, når en mand kan få hende til at grine! Så den aften blev det dem. Og to dage senere måtte hun rundt om den kæreste, hun faktisk havde på det tidspunkt, og gå til bekendelse: – Men der var ikke noget at gøre. Alexander og jeg var vilde med hinanden! – Egentlig er det mærkeligt, fortsætter hun, – for hvis nogen havde fortalt mig et halvt år, før jeg mødte Alexander, at jeg ville blive gift halvandet år efter, ville jeg have sagt: »Du må have spist søm. Selvfølgelig bliver jeg ikke det. Jeg har det skønt, som jeg har det!« Men det kunne bare ikke være anderledes. Der var en total soulmate-stemning mellem os! At Alexander allerede var far til en søn, som på det tidspunkt var 12, afskrækkede hende ikke: – Jeg kommer jo selv fra en familie med »mine børn« og »dine børn«, så det var jeg vant til. Niclas har så også boet hos sin mor og er vokset op hos hende, så jeg skulle ikke på den måde træde ind som stedmor. Niclas har kunnet komme og gå hos os, som han har haft lyst til, og så er han en skøn dreng... eller mand hedder det vel nu. Han er 24 år efterhånden. at ville sit parforhold I dag har hun og Alexander selv to børn sammen, der er otte og tre år. – Og nej, det har ikke bare været nemt altid, siger hun ligeud. – Vores ægteskab er ikke et glansbillede hele tiden. Det gælder for os, som for de fleste, tror jeg, at den store udfordring ligger i, hvordan man formår at holde kærligheden i gang og passionen i live. Det er også svært for os indimellem. – I bund og grund handler det om, at man bliver ved med at ville sit forhold. Man skal stille sig selv spørgsmålet: Vil jeg det her? For hvis vi virkelig hundrede procent vil det, så kan vi meget mere, end vi tror. Og vores forhold kan meget mere, end vi tror. Hvis man ikke rigtigt vil det, sker der netop nemt det, at man bliver distraheret af alle mulige andre ting, såsom at involvere sig for meget i sit arbejde eller få en affære. – Jeg er omvendt heller ikke bleg for at sige, at når man har været sammen i så eller så mange år, er det okay, hvis man beslutter sig for på en voksen og moden måde, at nu skal vi ikke være sammen længere. Det siger jeg ikke, fordi jeg selv er skilsmissebarn og enormt frigjort omkring det, eller fordi jeg mener, at vi alle sammen må være vores egen lykkes smed. Men jeg er altså ikke fortaler for »til døden jer skiller«! Ægteskabet er på mange måder en gammeldags institution, som kan være svært at leve i i et moderne samfund. – Det skal heller ikke være børnene, der hovedsageligt holder os sammen som par. Og med hovedsageligt mener jeg, at alle forældre til en vis grad bliver sammen på grund af børnene. Børn er limen i en familie, specielt når det er op ad bakke. Jeg kan sagtens forestille mig, at Alexander og jeg var gået fra hinanden endda op til flere gange, hvis vi ikke havde haft børn. Men børnene må bare aldrig være den eneste grund til, at man bliver i et ægteskab. Dét at at holde sammen omkring sine børn lærer til gengæld én, hvad det vil sige at holde sammen i medgang og modgang. For Vind vi udlodder otte eksemplarer af Sarah Zobel Kølpins dvd »Positiv psykologi & meditation«. Sms SØK KØLPIN til 1266* senest søndag den 6. dec. eller send et postkort til SØNDAG, postboks 601, 0877 Kbh. C og mark det »KØLPIN«. Kortet skal være os i hænde senest den 7. dec. 2009. * hver sms koster 5 kr. + alm sms-takst. Se regler for sms på siderne med foromtale af næste nummer. børnene repræsenterer netop både medgangen og modgangen. De er det lykkeligste i et ægteskab, men de er også den største udfordring. Da Sarah Zobel Kølpin til sidst får spørgsmålet: »Kan du udpege den vigtigste beslutning i dit liv?«, kommer hendes svar uden tøven og meget inderligt: – Den vigtigste beslutning i mit liv har været at lære mig selv at kende! Og hun følger sit svar til dørs: – For det er dér, det hele begynder. Med at man finder ud af, hvem man i bund og grund er, og hvad man indeholder. Så snart man gør det, har man større mulighed for og er parat til at møde den rette, være en bedre forælder, tilgive sine egne forældre, være mere åben over for andre. Det er de positive ringe, det spreder. Men hele den proces er nødt til at begynde ét bestemt sted: Nemlig med én selv. n side 12 • SØNDAG 49/2009 SØNDAG 49/2009 • side 13
Page 1: Håndgribelig Når lykken er en st

Når lykken størrelse... er en

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?