Bjert-Stenderup avis Januar 2013 - Sdr. Stenderup

Trolde og meteorologer
Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen
Egentlig kan man vel ikke udelukke, at
sne blot ville kildre, hvis ikke det var så
koldt at få på sig.
Nok om det.
Det følgende hændte under en lille travetur
nede i skoven sidste sensommer.
Jeg spadserede ad stier og skovveje,
trak frisk luft ind og tænkte ligesom kun
livsnødvendige tanker - hvilket der naturligvis
ikke er nogen ben i under de omstændigheder.
Træerne, mest bøgetræer, var så småt
ved at tænke på at bide i det sure æble og
lade deres blade falme trindt om land, ligesom
fuglestemmen da også var på nippet
til at dale i den retning.
På et tidspunkt gik jeg lidt væk fra skovvejen,
ind mellem træerne, fordi der lød
noget puslen under et træ, der var gået i
forvejen og direkte havde lagt sig med blade
og det hele.
Der var så ikke noget alligevel, ikke
noget jeg kunne få øje på, og lidt efter travede
jeg ud mod en anden skovvej.
Lidt før jeg nåede ud til det nye skovbryn,
lød der igen noget puslen, denne
gang ret fremme.
Det viste sig at være en lille flok børn;
de opholdt sig ude på næste skovvej,
sammen med to damer, to pædagoger, vil
jeg tro, eller måske et par dagplejemødre,
der havde slået sig sammen.
Fem-seks-syv børn, jeg husker det ikke
præcist, men en flok livsbekræftende
unger på noget under en meters højde.
Børnene, vist kun drenge, de var pakket
godt ind, men de havde travlt; blandt
andet med at rode i skovbunden med
fundne pinde og pirke i tuer, der ellers tilhørte
myrer, som måske også var ved at
indstille sig på at gå i hi.
Skovbunden knasede af tørre pinde og
kviste under mine skridt, det er svært at
komme listende sådan et sted, men jeg
nærmede mig og trådte omsider fra skovens
indre ud på selve skovvejen, tæt på
flokken, og tænkte, jeg bare ville sige ’hej’
og trave videre. Som man nu gør.
- En du politimand? spurgte en af drengene
så med ærlig barnlig åbensind og
nysgerrighed. Samt vidtåbne øjne.
Jeg har måske lignet en kriminaltekniker,
der var ude at afdække spor i en kriminalfilm,
drengen havde været heldig at
se, fordi hans far var faldet i søvn foran
fjernsynet.
Ellers vil jeg ikke mene, jeg kan minde
om en politimand, højst om en ualmindelig
civil civilbetjent, i civil, alligevel for der nok
en bette djævel i mig. Jeg fik en hurtig ide
og stoppede op.
- Neeej, svarede jeg.
Og jeg sagde det med ligesom fortrolig
stemme; som om det var noget hemmeligt.
- Jeg er skovtrolden…
Og jeg sagde det stort set uden at smile.
Der blev stille, kan man roligt sige,
meget stille, alle børnene måbede. Og stirrede.
De to pædagoger smilede en lille smule,
ligesom lidt usikkert, lidt skævt. De sagde
heller ikke noget.
Og jeg sagde - i første omgang - ikke
andet end det.
Et øjeblik efter vendte jeg mig og gik
videre.
Grunden til at jeg kom til at mindes den
hændelse, er, at jeg den anden aften igen
sad og så en tilfældig vejrudsigt i fjernsynet.
Eller var det noget singalong på Tv
Blålys - husk lige toiletbørsten…
Det er som om, mere og mere poppede
meteorologer konkurrerer om at være den,
der formidler den mest sindsoprivende vejrudsigt.
Sådan virker det. Det emmer af
pop. Altså efter min mening.
Sne i lange baner på én kanal; sne i
længere baner på en anden. Og så videre.
Og så falder det hele jo til jorden som
(undskyld udtrykket, forstå mig ret) varm
luft. Og så alligevel - i næste primetime
ser skidtet endnu værre ud.
- Seerne må nok forberede sig på at finde
den allertykkeste skidragt frem af ska-
29
bet.
Og jeg står slet ikke på ski. Højst en
kælk, hvis vi har børn på besøg.
Farlige vil de virke - med deres lille dims
i hånden foran et kort over Nordeuropa,
der mere og mere minder om bagbeklædningen
i andre tiders pinball-maskiner.
Som om de glemmer, om bukserne nu
også holder i modvind.
Man fristes nemt til at spørge om, hvornår
ulven, den ægte, egentlig kommer.
Ligesom skovtrolden – der alligevel ikke er
en ægte skovtrold.
Bevares, ind i mellem kan TV-meteorologerne
være heldige at gætte rigtigt, det
hører med, men der er ligesom noget gården-så-går-den
over det!
Lad mig afrunde min tur i skoven.
Jeg gik som sagt videre efter at have
præsenteret mig overfor børnene, og efter
højst en ti-femten meter, lød der så lidt forsigtig
snakken bag mig, og jeg stoppede
igen op og vendte mig igen mod børnene.
- Men I må ikke sige til nogen, I har set
mig!
Igen med alvorlig og fortrolig stemme.
Og kun med antydningen af et smil.
Aldrig har skoven forekommet så tyst
som i det øjeblik. Selv fuglestemmen var
som forstummet.
Ordet ’ærefrygt’ er nok det tætteste, jeg
kommer en beskrivelse af udtrykket i børnenes
øjne.
Herefter vendte jeg mig ikke mere. Den
lille flok måtte selv rode med eventuelle
traumer, men lad mig benytte lejligheden
her til at undskylde overfor de kære små.