Nr. 1. Februar 2004 - Bagsværd Atletik Club

liv har bedt om en autograf.
Men nu havde jeg navnene, og
mens jeg skriver dette, kan jeg 17
år efter sidde og se de to navne,
der bringer så mange minder frem:
Ben Johnson 9.83 og Carl Lewis
9.93.
Jeg var derfor mere end animeret,
da jeg året efter var på plads ved
De olympiske Lege i Seoul – klar
til gigantopgøret.
Det var en oplevelse
Hele opstarten til dette OL havde
været nedtur for Ben Johnson, der
allerede i februar fik en skade ved
et indendørsløb. Så han brugte
hele foråret og sommeren til at
komme sig, men han klarede sig
skidt. Da han rejste hjem til Jamaica
for at finde sig selv (og formen),
kan man forestille sig, hvad
han har pumpet sig med.
Jeg vil godt indrømme, at jeg stod
op og speakede OL-finalen, og
med verdensrekordtiden 9.79 kunne
jeg næsten ikke få styr på ordene.
Det var en oplevelse……
48 timer efter faldt hammeren.
Sindsoprivende dage
Kun synd, at Danmarks Radio ikke
opdagede det. OL var sidste gang,
at vi havde monopolet i Danmark.
Ved hjemkomsten så TV2 dagens
lys, men indtil da mente vi, at
seerne ikke skulle sidde oppe om
natten og se sport.
Derfor båndede vi alle konkurrencer,
og viste først atletik kl. 17.00
dansk tid.
Da vi opdagede, at hele verden
talte om skandalen, blev jeg i hast
jaget ind i et studie. Vi bestilte
satelittid og uden at vide noget
nærmere om skandalen, måtte jeg
i en direkte udsendelse forklare
baggrunden for Johnsons bortvisning.
Midt i snakken fik jeg at vide i
min øresnegl, at nu var der billeder
fra lufthavnen, hvor canadieren
blev ført ud til sit fly.
Og så måtte jeg improvisere endnu
en gang.
Den frustrerende oplevelse glemmer
jeg aldrig. Og med de to berømte
autografer liggende på mit
skrivebord, kan jeg bare lade tankerne
gå tilbage til nogle sindsoprivende
dage i Sydkorea.
Ben Johnson blev den første af en
uendelige række snydere – og aldrig
har der været så mange som i
dag, hvor vi blot trækker på skulderen
og overlader til kulturminister
Brian Mikkelsen at være forarget.
* * *
19