jeg ønsker mig ... - Magasin

6
Jeg har sat Kamma Møller stævne på Café Stiften i Århus.
Jeg er spændt på at møde hende – ved godt, hvordan hun ser ud,
for jeg oplevede hende synge i Tivoli Friheden en af de dejlige
sommeraftener.
Jeg overvejede, hvordan det var lykkedes hende, en forholdsvis
ukendt sanger, at få sceneplads i Friheden, og til dette svarer
Kamma, at hun bare havde ringet og spurgt, om det var okay
at sende dem noget af sin musik – om de ville lytte til det?
Det ville de heldigvis, og herfra gik vejen til scenen som
opvarmning for nogle af de store navne, der spiller til fredagskoncerterne.
Hvordan føles det at
få sådan en mulighed?
Hvordan arbejder du
med det?
Det er ikke så meget anderledes, end de andre ting
jeg arbejder med. Vi havde en udfordring i, at vi kun
må være tre på scenen, så jeg skulle lige pludselig
lave det hele om, for jeg er vant til at have en trommeslager,
bassist og evt. korpige og så skulle vi
pludselig bare være tre. Men det har været ret fedt
egentlig. Vi tog i sommerhus, sov ca. seks timer i
døgnet og skyndte os at spise og ellers bare arbejde.
Jeg tror, det har været sundt at prøve denne
udfordring.
Hvor lang tid har du
været i gang med at
synge og spille?
Jeg har egentlig sunget og spillet altid. Jeg gik på
Lauras musikskole, da jeg var helt lille, og så har
jeg altid sunget i kirkekor. Da jeg blev lidt ældre,
kom jeg i Konservatoriets pigekor, Aarhus pigekor
og Skanderborg ungdomskor. I slutningen af efterskoletiden
begyndte jeg at skrive selv. Det syntes
jeg, kunne være lidt sjovt. Jeg har strakt mig fra at
være med i et heavyband til at spille klassisk klaver
– en fantastisk tid med meget musik og afprøvning
af forskellige genrer. Stille og roligt begyndte jeg at
lave min egen musik - jeg elsker at skrive musik.
Foto: Fotograf Maria Volthers
Jeg kommer fra Skanderborg, hvor der for år tilbage
var noget, der hed ’koncert med en kendt’. Jeg indsendte
nogle demoer og fik lov at spille med. Jeg
søgte også Skanderborg kommunes talentpulje om
et legat og endte med at få 20.000 kr. til videreudvikling
af min musik. Jeg valgte at tage på højskole
for pengene, og her arbejdede jeg for første gang
med studieteknik, hvilket er ret fedt at kunne. Ikke
fordi jeg er en ørn til det, men der er meget fagsprog,
når man er der. Det var også her, jeg for alvor
begyndte at skrive, spille og synge i bands – vi har
haft mange forskellige spillejobs, som har givet mig
god erfaring.
I mine tanker begynder jeg at overveje, hvor gammel
Kamma egentlig er. Hun ser ung ud, men summa
summarum har hun efterhånden oplevet en del.
Jeg er så fræk at spørge til hendes alder og får bekræftet
ungdommen: 22 år. Kamma virker både rolig,
engageret og målrettet på én gang, hvilket leder
mig til næste spørgsmål.
Hvis du tænker fremadrettet,
hvor ser du
så dig selv henne?
Hvad går du og drømmer
om? Hvor skal det føre
dig hen alt dette?
Hmm, jeg ved det ikke rigtigt. Der er lige pludselig
sket så meget, efter jeg har sunget i Friheden.
Egentlig havde jeg slet ikke turdet håbe på, at de
ville have os. Jeg vil nok bare rigtig gerne spille
endnu mere af min egen musik. Det kunne været
fedt at udgive en single og senere et album, hvis alt
går godt. Det er et svært spørgsmål, men det kunne
være helt vildt fedt, hvis nogen ville købe den, og vi
kunne komme til at spille nogle fede steder.
Jeg ved, du havde en
EP, som du også solgte
i Friheden, kom folk
og købte?
Ahh, det var ikke ret mange, og det havde jeg
egentlig heller ikke regnet med, for folk kom jo for
at høre det band, vi var opvarmning for.
En EP er et musikalbum, som indeholder fra to til
fem sange, den er mindre end en CD. Jeg har selv
stået for alt omkring Ep’en. Den er ikke udgivet,
så man kan købe den i butikker, desværre - det er
det, jeg gerne vil næste gang. Vi tænker på at lave
en single med et fedt nummer og få det ud til de
mennesker, der måtte have lyst til at lytte til det. Vi
snakker også lidt om at prøve med tre numre - det
er målet lige nu.
Er det dit eller
jeres band?
Der er jo ingen af os, der kunne klare os uden hinanden
i denne sammenhæng, så det er vores, og
musikken ville jo heller ikke være til på samme
måde, hvis jeg bare var mig selv. Men det er min
musik, som vi spiller.
Hvordan har du fundet
frem til de mennesker
du spiller med?
Jeppe spiller Saxofon, og vi fandt hinanden på højskolen
helt i begyndelsen: Jeg sad og spillede i et
lokale, hvor han kom og ville være med, hvilket var
rigtig fedt! Og så har vi egentlig bare jammet siden.
Jeg begyndte at vise ham mine numre, og han er
ofte med til at arrangere dem. Søren, som spiller
guitar mødte jeg også på højskolen. Hele denne
sommer kører vi så bare med denne trio. Og det
tror jeg godt, vi kunne finde på at fortsætte med. Vi
laver selv det hele og har til vores jobs i Friheden
fået hjælp af en dygtig trommeslager, Rasmus Grosell,
der er manden bag alle percussions på vores
ellers diskrete backtracks.
Hvilken udfordring
fylder mest lige nu?
Det er mest at finde kontakter. Vi har materialet, så
vi skal have fundet ud af at få det produceret ordentligt
og at få det ud til folk.
Hvordan tror du
økonomien er i det?
Jeg har egentlig ikke ret meget forstand på det, jeg
ved bare, at der er så meget med rettigheder, som
vi skal være opmærksomme på, så lige nu skal vi
blive klogere på den front. Men der er jo økonomi i
det, hvis det f.eks. bliver spillet i radioen rigtig mange
gange og sådan nogle ting. Det at spille i Friheden
er jo en fed reklame. Det var stort, da aftalen
kom i hus med Friheden.
7