De seneste 150.000 år i Danmark - Geocenter København

i Danmark
Copyright: KMS G18-97.
Digital Højde Model (DEM) henover Hovedopholdslinjen i det centrale Jylland (rektangel på lokalitetskort). Hovedopholdslinjen
kaldes også for den Ussingske linje efter Professor N.V. Ussing, som var den første, der beskrev
denne landskabsgrænse i 1907. Traditionelt menes Hovedopholdslinjen at angive den maksimale udbredelse af
det Skandinaviske Isskjold under den sidste istid – Weichsel. Øst og nord for Hovedopholdslinjen er landskabet
”ungt” og reliefrigt, mens det kendetegnes af flade smeltevandsletter og udjævnede bakker vest og syd for Hovedopholdslinjen.
tiderne har mægtige isskjolde dækket 30% af
Jordens landareal. I Nordeuropa har Det Skandinaviske
Isskjold bredt sig fra den norsk-svenske
fjeldkæde. I takt med isskjoldenes vækst sank
vandstanden i verdenshavene mere end 100
meter i forhold til nutidens havniveau, så Danmark
var landfast med England. Havet nåede
Kattegat gennem en dyb fjord i Norske Rende.
Uden for isen lå landskabet hen som et koldt og
forblæst tundralandskab med hårdføre planter
og præget af jordflydning, og farvandene omkring
var kolde med drivende isbjerge. Sommertemperaturen
kunne svare til den, der i dag
findes i det nordligste Skandinavien. Under istiderne
optrådte mildere perioder, interstadialer,
hvor isen smeltede tilbage til højlandet omkring
den norsk-svenske fjeldkæde og åben skov eller
dværgbuskheder bredte sig. Ishavet og de
store søer foran isen i Østersøen havde en afgørende
indflydelse på isskjoldets udbredelse i
Danmark.
Ganske vist har der i løbet af Kvartærtiden
været mange istider, men i Danmark har man
kun sikre fund fra de sidste tre istider. I de første
istider har det danske område sandsynligvis
været isfrit og ligget hen som et tundralandskab.
Aflejringer fra tredjesidste istid, Elster, er
kun fundet på få lokaliteter på Fyn og i Jylland.
Derimod danner aflejringer fra næstsidste istid,
Saale, i dag landoverfladen i dele af Vestjylland,
nemlig på de såkaldte bakkeøer. I den
øvrige del af Danmark dækkes Saale istidens aflejringer
af yngre sedimenter fra sidste istid,
Weichsel.
Et detektivarbejde
Vores viden om de skiftende miljøer under istider
og mellemistider i Danmark bygger på mange
års undersøgelser. Istidsforskerne indsamler
oplysninger om landskabets indre opbygning
fra kystklinter, grusgrave, boringer og udgravninger
i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder.
Der er i virkeligheden tale om et stort og
spændende detektivarbejde, hvor landskabet
skilles ad lag for lag. Omfanget af ’opklaringsarbejdet’
kan anskueliggøres ved at anvende
Prækvartæroverfladen og nutidens topografi som
to grænseflader, der tilsammen viser udstrækning
og tykkelsen af den lagpakke, som istidsforskeren
undersøger. Nogle steder er denne
lagpakke meget tynd, mens den kan være flere
hundrede meter tyk i de dybe udfyldte dale, i
fjordene og de marine bassiner. Desuden vil bevægelser
i undergrunden over en længere tidsperiode
være med til at forandre tykkelsen af de
kvartære sedimenter. Men hvis det lykkes at adskille
de kvartære sedimenter i tid og rum, kan
der findes svar på en lang række spørgsmål:
Hvor mange istider og mellemistider er der spor
efter i Danmark? Hvor mange isfremstød og
genfremstød har der været under hver istid?
Hvornår skød isen frem? Hvor kom isen fra? I
hvilken retning bevægede isen sig, og hvor
langt nåede den frem? Hvilke lag hører til samme
isstrøm? Hvordan er lagene aflejret? Hvordan
smeltede isen bort? Hvilke isfremstød har
bidraget til udformningen af det landskab, vi
ser i dag? Og mange andre spørgsmål.
Det optimale vil være at finde de horisonter i
den kvartære lagpakke, som repræsenterer aflejringer
og erosion til samme tid. Herved kan
man rekonstruere det regionale miljø. Flere på
hinanden følgende tidshorisonter vil afsløre
selve opbygningen af den kvartære lagpakke –
ja nærmest opløse den i gamle og nyere landskaber.
De nyeste undersøgelser fra nutidige
gletschere og kvartære aflejringer i Barentshavet
nord for Rusland viser, at ‘gamle’ landskaber
kan bevares under yngre lag af sedimenter.
Men vores nuværende viden rækker stadig ikke
helt så langt i Danmark. Gennem stratigrafiske
korrelationer og dateringer af sedimenter kan vi
samle information til at genskabe en serie tidsbilleder
– rekonstruktioner fra tiden før sidste
mellemistid og gennem sidste istid til isen
smeltede bort fra Sydsverige. Sådanne palæogeografiske
kort er selvfølgelig ikke bedre end
de dateringer, de bygger på. Gennem de sidste
15-20 år er der sket store landvindinger med
hensyn til mulighederne for at datere aflejringstidspunktet
for et sediment. Selvom nøjagtigheden
i datering og detaljeringsgraden aftager
..............................
NR. 2 2005 3