Bisættelse Begravelse og

Urnenedsættelse
Normalt kan urnen udleveres fra
krematoriet få dage efter at kisten
er indleveret.
De pårørende kan selv hente
den, hvis de har valgt et urnegravsted.
De aftaler med kirkegårdens
kontor dag og tidspunkt
for urnenedsættelsen.
Da jordpåkastelsen har fundet
sted ved bisættelseshøjtideligheden,
er der ikke tale om endnu en
højtidelighed ved urnenedsættelsen;
men man kan bede præsten
eller en person, man har tillid til,
om at gå med ved urnenedsættelsen,
hvis man ønsker nogen at
støtte sig til.
Nogle oplever, at det er rigtigt
at bede en bøn (f.eks. Fadervor),
synge en salme, læse et digt, sige
et par ord ved urnenedsættelsen.
Har man valgt fællesgrav, kan
man nogle steder overvære nedsættelsen,
andre steder kan man
ikke. Man får i nogle tilfælde
brev, når den har fundet sted;
ellers kan man ringe til kirkegårdskontoret
og spørge.
Begravelsesritualets betydning
Et begravelsesritual er alt det,
der siges, synges, udføres ved en
begravelseshøjtidelighed.
Dette ritual kan betyde noget
på flere måder. Det kan betragtes
som en anledning til at sige tak
for det liv, der har været.
Ritualet tjener også til at bære
mennesker gennem en kritisk
overgang, hvor store omvæltninger
måske finder sted.
Begravelseshandlingen kan blive
af største betydning for de efterladte.
Den er med til at fastholde,
at de pårørende, venner
og bekendte har mistet et menneske,
som var en del af deres liv.
Tabet udtrykkes med ord, musik,
bøn - og følelser af sorg, smerte,
ensomhed, fortvivlelse finder
udtryk.
Dette er følelser, som det er
vigtigt at give plads for - og det
sker naturligt i dagene efter
dødsfaldet og omkring begravelsen.
Netop i disse dage er omgivelserne
mest forstående. Det
er et udtryk for kærlighed, at vi
tillader og anerkender sorgen, så
ingen skal lægge bånd på sig selv
for at „være tapper“.
Nogle mennesker foretrækker en
begravelse „i stilhed“, som det
hedder. Det betyder, at kun de
nærmeste deltager i højtideligheden.
Det kan selvfølgelig være
rigtigst og bedst i nogle situationer,
men hvis denne beslutning
tages i en slags choktilstand,
uden at det på forhånd er nøje
overvejet, er det ikke sikkert, det
er godt(nok).
Der er måske - og vel ofte -
også andre end de nærmeste,
som har behov for at sige farvel
til en ven eller bekendt; begravelse
i stilhed gør dette umuligt. Vi
kunne jo vende sagen om: Når
vi har mistet en slægtning eller
ven, trænger vi til menneskeligt
fællesskab; sammen at deltage i
en begravelseshandling skaber
fællesskab. Vi er fælles i sorgen,
fælles om at være i en situation,
som angår os på en særlig måde.
Dette er i sig selv støttende;
desuden bliver det lettere efter
begravelsen at tale og tie sammen.
6 7