10.03.2009 Nyt nummer af kirkebladet - Ruds Vedby Kirke

Der går en vandrehistorie om en
præst, hvis præstegård netop var
brændt ned. Præsten møder kort
efter en af sine konfirmander på
torvet.
”Hvor er det synd for dig” siger
konfirmanden medfølende.
”Ja” svarer præsten, ”Og det
værste af det hele er at alle mine
prædikener er gået op i røg”.
”Det forstår jeg nu bedre” siger
konfirmanden, ”De var jo også så
tørre..”
Man må håbe at denne historie
ikke siger det hele om
konfirmationsforberedelsen, men
at der alligevel er saft og kraft at
hente i kirkerne for
konfirmanderne anno 2009.
Snart ringes der til konfirmationer
i sognenes kirker og
vedkommende skulle det gerne
være, så det vi hører om også
erfares som noget der har med
vores liv lige nu og her at gøre.
Det at bekræfte sin kristne tro
der blev givet os da vi blev døbt
må gerne være både en
hovedsag og en hjertesag!
Da konfirmationen indførtes i
1736 var hovedspørgsmålet
ifølge Pontoppidans lærebog:
Hvordan bliver man lykkelig på
jorden og salig i himlen?
Den første jordnære del af
spørgsmålet hvordan bliver man
lykkelig på jorden er de fleste
optaget af - også nutidens
konfirmander. De er optaget af
den nære fremtid med deres
forhold til venner, kæreste,
forældre og skole. Og de er
optaget af den fjernere fremtid
med hensyn til uddannelse,
arbejde, og familieliv.
Spørgsmålet fra 1736 gælder
stadig i dag.
Lykken betød på Pontoppidans
tid det gode liv. Ikke det
modgangsfrie liv, men et liv hvor
der er noget godt som ingen
ORDET om konfi rmation
af Frederik Berggren Smidt
modgang kan tage livet af. Det
gode liv er i forlængelse heraf
noget andet end berømthed og
gode karakterer selvom dette
naturligvis ikke behøver at stå i
vejen for det gode liv.
For nutidens konfirmander virker
det gode liv til at være et
spørgsmål om tryghed, godt
helbred, arbejde og en familie at
være en del af. Det er
fundamentet under den jordiske
lykke. Det er den grund som man
gerne vil bygge på. Jeg tror i høj
grad at de unge har brug for
konfirmandforberedelsen som en
del af det kit der kan holde
sammen på det hele også når
drømmene ikke bliver til
virkelighed.
Når vi så f.eks. med konfirmanderne
synger:
Du sender os ned i de nederstes
sted
Du sætter os op mod de stores
fortræd
Du lever i os i de inderste lag
Vi lever i dig på den yderste
dag
(H.A. Jørgensen/ DDS 260)
Da kan Gud såmænd komme
ganske tæt på og måske gå ind
og blive en del af bagagen til den
videre vej gennem ungdoms og
voksenliv. Det er de store ord og
fortællinger som vi møder i
salmer og i bibelen vi kan støtte
os til. De kan blive de knager vi
har at hænge vores oplevelser
og erfaringer som mennesker op
på.
Den anden del af Pontoppidans
spørgsmål: Hvordan bliver man
salig i himlen har med håbet i
livet at gøre. Håb er slet ikke
noget fremmed for konfirmanden.
En af de unge hvis far var
alvorligt syg sagde en dag:
”Håbet kan jeg ikke leve uden.
Håbet gør at jeg ikke står stille.”
Uden håb bliver livet åbenbart
nemt som noget plummert vand
når vi står der midt i en situation,
hvor den jordiske lykke er truet af
sygdom og død. Derfor må vi
2
ikke glemme håbsdimensionen i
mødet med de unge og vi skal
turde at tage de store ord i
munden. Ikke alene fordi ordene
fandtes i Pontoppidans bog eller
siges i trosbekendelsen, men
også fordi håbet giver
dagligdagen højde og dybde midt
i vores hverdag. Det er også, tror
jeg, en af grundene til at
konfirmationen som
familietradition er så sejlivet.
Håbet om at bedstefar der gik
forud for een nu er salig i himlen
kan give et levende håb om
sammenhæng og fællesskab.
Konfirmationsforberedelsen er
også et rum, hvori vi voksne
både præster og forældre kan
blive klogere. Det bliver vi når vi
lytter til de unges tanker og
spørgsmål. Når vi kigger med i
de vinduer de ser verden og Gud
gennem. Konfirmander kan
komme med mange guldkorn
undervejs og de bedste kommer
som regel når de ikke selv er helt
klar over det. Jeg bad engang
nogle konfirmander om at
fortælle hvem Jesus var. Kært
barn har som bekendt mange
navne og efter at Guds søn,
frelser, konge og andre kendte
titler var nævnt, udbrød en af de
højtråbene fyre: "Jesus er Guds
højtaler!"
Jeg faldt engang over en bog af
Maise Njor, bestselleren med
den besynderlige titel: Du ser
træt ud, må jeg holde dine
bryster?. Bladrer man i den kan
man finde et sted hvor forfatteren
filosoferer over om Gud findes.
Det er svært, siges det i bogen.
Forfatteren er vokset op i et
hjem, hvor Jesus ikke var på
dagsordenen. Så hvordan kan
man høre Gud?, spørges der.
Svaret kommer fra den 13-årige
unge mand fra Dianalund.
Guds lyd kommer ud gennem
munden på Jesus.
Han er Guds højtaler!