Nr. 3 - DFOI.dk

OI-Magasinet DFOI Nr. 3 - 2009
DH’s Nyhedsbrev 2/09
Nyt om hjælpemidler og
forbrugsgoder
Indenrigs-og socialminister Karen Ellemann siger
det nu højt og tydeligt: Reglerne om bevilling af
hjælpemidler og forbrugsgoder ikke er til hinder
for, at en borger med betydelig nedsat eller ingen
gangfunktion får bevilget mere end én kørestol,
elektrisk scooter eller lignende. Det fremgår af
ministerens svar på spørgsmål nr. 504 fra Folketingets
socialudvalg.
Ministeren henviser desuden til formålet med
hjælpemidler og forbrugsgoder, der skal medvirke
til, at ansøgeren får mulighed for at føre en så
normal tilværelse som mulig.
Det er en meget vigtig udmelding, som DH-afdelingerne
skal være opmærksomme på i det lokale
arbejde. Kommunerne er nemlig i nogle tilfælde
for skrappe, når de bevilger hjælpemidler. For eksempel
i forhold til antallet af mobilitetshjælpemidler,
hvor det i nogle kommuner kan være
svært at få bevilget mere end et stk. kørestol,
uanset behovet.
Ministeren siger ordret:
”I det omfang der på baggrund af en konkret og
individuel vurdering er behov for mere end et
hjælpemiddel eller forbrugsgode for at afhjælpe
de varige følger af borgerens funktionsnedsættelse,
kan disse hjælpemidler eller forbrugsgoder
bevilges efter servicelovens §§ 112 og 113.”
Side 24
Hjælpemidler bevilges efter servicelovens § 112,
mens forbrugsgoder bevilges efter servicelovens
§ 133.
Men hvornår er der tale om et hjælpemiddel og
hvornår er der tale om et forbrugsgode? I disse
dage ser vi groteske beslutninger i kommunerne
om, at el-scootere skal betragtes som et forbrugsgode,
hvilket betyder bevilling til halv pris. DH
har skrevet til Folketingets socialudvalg om den
skæve praksis, der har udviklet sig i kommunerne
på baggrund af en afgørelse fra Ankestyrelsen (C-
42-08).
Betingelserne for at få et hjælpemiddel og et forbrugsgode
er de samme. Forskellen er, at forbrugsgoder
omfatter produkter, der er fremstillet
og forhandles bredt med henblik på sædvanligt
forbrug med den almindelige befolkning som
målgruppe. Der er med andre ord tale om produkter,
som ikke er fremstillet specielt med henblik
på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men i en
række tilfælde kan udgøre en kompensation, som
personer med nedsat funktionsevne har brug for.
Det kan f.eks. være vaskemaskiner, der er fremstillet
til befolkningen i almindelighed, men som i
nogle tilfælde kan udgøre en nødvendig kompensation
til mennesker med handicap. Dertil får man
bevilget halvdelen af udgiften.
DH kan ikke se, hvordan et tre-hjulet køretøj kan
blive betragtet som et forbrugsgode, der er fremstillet
med den almindelige befolkning som målgruppe.
Man kan da ikke tale om, at befolkningen
i almindelighed efterspørger tre-hjulede el-køretøjer.
Ankestyrelsens afgørelse er derfor håbløs,
og kommunerne opfatter det, som om der er kommet
ny lovgivning. Det er der IKKE.
Man skal samtidig være opmærksom på, at selvom
et produkt er et forbrugsgode, kan det bevilges
til den fulde pris, hvis forbrugsgodet udelukkende
fungerer som et hjælpemiddel. (§ 113, stk.
5, i serviceloven).
Med andre ord: Vær opmærksomme over for disse
problemstillinger:
• Der kan bevilges mere end én kørestol eller
el-scooter på baggrund af en individuel,
konkret vurdering.
• Der er ikke kommet ny lovgivning om elscootere
som forbrugsgode.