Læs bladet - Fejø

Gl. Gl. Jørgens Jørgens Hjørne Hjørne fortsat.
I sommeren 1952 planlagte han sammen med en medfange Henry, at de ville flygte. Fra fængslets smedje fik
de via mellemmænd fat i et par nedstrygerklinger. Peter lavede ud af en stykke træ en sav, og med den gik de
så i gang med at save jerngitteret over. De kendte vagternes ruteplan, og når de nærmede sig cellen holdt de
pause, og de oversavede jernstænger blev midlertidigt sat på plads, så alt så normalt ud. Den 1. september kl.
20 - hoppede de to fanger ud gennem vinduet og ned i fængselsgården. De havde forinden sikret sig et par
store bukke, så de kunne komme op på den høje fængselsmur. Her var der elektrisk hegn, og fangevogterne
havde fortalt, at der var højspænding i de el-ledninger, så det var umuligt at passere - levende. Men Peter
havde undersøgt dette på forhånd, og kunne se at det kun var på 90 volt og samme type, som man i øvrigt
brugte på markerne for kreaturerne. De fik et par småstød og kunne så springe ned på den anden side af
muren. Nu var de fri. De hørte alarmklokkerne ringe, men stak i hurtigt løb væk fra fængslet. De gemte sig i
halmstakke og på hølofter om dagen, og om natten „drog de af sted“. For at få mad måtte de lave indbrud i
folks spisekamre, og havde så et maddepot ude i deres gemmested. Noget civilt tøj havde de også stjålet, og
pludselig så de normale ud. En større politistyrke med hunde blev sat ind på at fange de to, og man mente, at
dem skulle de hurtigt få fat i. Det var også tæt på - flere gange sad de to i en halmstak kun nogle få meter fra
betjentene. Men en aften - under en af gå-turene - blev de opdaget. Henry blev fanget, men den snedige og
hurtige Peter slap væk. Han var en god idrætsmand, havde i sin soldatertid ligget i den danske brigade i
Tyskland (i en lejr mellem Hamburg og Bremen), og var bl.a. den hurtigste løber på holdet. Politiet havde
kontrol ved alle færgerne, ligesom togvognene nøje blev undersøgt. Mere end 500 mand var sat på opgaven.
En aften kom han så til Odense banegård, hvor et tog netop holdt stille. Her gemte han sig under en
jernbanevogn. På akslerne kunne han ikke „sidde“ for de løb med rundt, men han kunne kravle op på nogle
fjedre over akslerne. Turen gik til Jylland - og her „skiftede han“ til en tank-jernbanevogn. Her var der en
plade, hvorpå han kunne ligge ned. Videre syd over, passerede grænsen, og snart var han i Tyskland. Her
kunne han bedre bevæge sig frit.
Han ville til det gamle område, som han kendte fra sin soldatertid . Undervejs stjal han en god cykel, men var
uheldig at blive påkørt af en tysker, så cyklen blev ødelagt. Heldigvis blev politiet ikke indblandet, idet tyskeren
helst „ville ordne det på stedet“. Peter fik så 175 tyske mark - og nu kunne han rigtigt leve normalt - med
penge på lommen. Han nåede da også til „de gamle venner“ syd for Hamburg og blev inviteret på mad og logi
flere steder - så det var ren luksus. Han fortalte dem, at han var sømand og havde orlov fra sit skib, der lå i
Bremen.
En tysk pige blev også varm på ham og ville følges med Peter „resten af livet“. Det var han nu ikke så stolt af,
så han måtte se at få hende rystet af. Han sagde derfor, at de skulle mødes ved stationen den næste dag kl. 4.
Pigen kom kl. 4 med sin rejsekuffert, men i mellemtiden havde Peter forladt byen i den modsatte ende.
Han havde altid været betaget af „fællesskabet i kommunismen“ - og rejste derfor nordover til Lübeck. Her
kunne han så gå ad en sti, som førte direkte ind i DDR - det kommunistiske Østtyskland. Her forventede han
at blive modtaget med åbne arme - som en god kammerat. Det blev dog en helt anden sag. Østtyskerne
havde nok af venligsindede, og stolede egentlig ikke på nye kammerater - der bare sådan dukkede op. Han
blev derfor anbragt i forskellige lejre, og havde her forsk. hjælpejobs, imens de undersøgte hans forhold. Han
blev tilbudt arbejde i en uran-mine i sydøst-Tyskland, men dette job nægtede han. Så blev han medhjælper i
„et badeland“, hvor de østtyske pigesoldater skulle vaskes. De skulle bl.a. skrubbes og vaskes på ryggen -
men når børsten smuttede lidt, lød der store skrig.
Samarbejdet mellem de kommunistiske lande og Danmark var dengang noget tungt. Men et lille år efter flugten
fra Nyborg blev han ved grænsen overdraget til det danske politi. Han kom så igen til Nyborg og senere til
Vridsløse-fængslet, som var mere sikkert. Her sad han så tiden ud - undervejs modtog han psykiatisk
behandling. I den første tid efter løsladelsen undrede han sig over den store forandring, der var sket, bl.a. var
der kommet TV, traktorer og masser af biler samt motorveje. Han levede så „normalt“ - blev gift med en ny
kone, arbejdede og var flittig. I de sidste år boede han på øst-Falster og døde så i 1999. Undervejs gav han
nogle få interviews om Kældernæs-mordet - i hans egen version - - -
16