Filioque - Holger Villadsen

More documents

Recommendations

Info

3. Afsnittet om Sønnens inkarnation er formuleret lidt anderledes i den græske tekst end i den latinske. I den græske form er Helligånden og jomfru Maria sidestillet: » ... blev kød ved Helligånden og jomfru Maria«. Den latinske form bruger forskellige præpositioner og vil dermed markere en forskel: »... blev kød ved (de) Helligånden af (ex) Jomfru Maria«. 4. I tredje artikel karakteres Helligånden i den græske tekst af adjektivet to kyrion, men den latinske tekst har substantivet dominum. Den græske tekst bør derfor fx oversættes med »Helligånden, som hersker«, mens oversættelsen af den latinske form hidtil har været »Helligånden, som er Herre«. 5. Den græske tekst har et »på« (eis) både forud for »Helligånden« og forud for »én hellig, almindelig og apostolisk kirke«. I den latinske tekst der er kun et »på« (in) forud for »Helligånden«. 6. I omtalen af Helligåndens udgang har den græske tekst kun et »fra Faderen«, mens den latinske tekst har et »fra Faderen og Sønnnen« (filioque). Den store og meget omdiskuterede forskel er den sidste, hvor den latinske version har tilføjet et filioque – og det er denne forskel, jeg koncentrerer mig om i denne sammenhæng. Men de andre hører med, og der kan godt være nogle finesser, som bør analyseres nærmere. Teserne Jeg har to gange tidligere holdt foredrag om dette emne med lidt forskellige vinklinger og forskellige manuskripter. Første gang var i 2000 i Forum for Patristik, hvor fokus var på Nikænum som en oldkirkelig tekst med en aktuel og stadig relevant virkningshistorie eller receptionshistorie. Og anden gang var her i Maribo, et andet sted i byen, hvor Lolland-Falsters Stiftskonvent havde sit årlige konvent i 2001. I den sidste sammenhæng havde jeg nogle teser med, som prøvede at sammenfatte nogle centrale hovedpunkter. Og jeg vil godt her tage dem frem endnu en gang. 1. Nikænum er bekendelsesskrift i Den Danske Folkekirke ifølge Danske Lov fra 1683. Imidlertid definerer Danske Lov ikke nærmere, hvad Nikænum er. 2. Nikænum i dansk tradition har hidtil haft Nikænum i middelalderlig latinsk version som grundtekst. 3. Nikænum i oprindelig græsk version (381/451) afviger på flere punkter fra den senere latinske version. 4. Der er etableret en sikker tekstkritisk udgave af den oprindelige græske version af Nikænum (= C fra 381/451). 5. Der er ikke noget i den danske tradition, der tvinger til at betragte enten den latinske version eller den græske version som den eneste mulige grundtekst. 6. Der er ikke noget til hinder for at supplere den eksisterende danske oversættelse, der bygger på den latinske version, med en ny oversættelse, der bygger på den græske version. Kommentarer til teserne Ad 1. Vi har nok alle læst eller hørt teksten fra Danske Lov i forskellige sammenhænge, men jeg repeterer den for en ordens skyld: Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis / som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift / det Apostoliske / Nicæniske og Athanasii Symbolis, og den Uforandrede Aar et tusind femhundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse / og Lutheri liden Catechismo. Danske Lov indeholder ikke nærmere definition af, hvad det nikænske symbol er. En undersøgelse af den forudgående og umiddelbart efterfølgende danske tradition viser klart, at det man har tænkt på, er Nikænum i den kendte latinske middelalderlige version. Hvad de måtte have tænkt, hvis de havde samme viden om symbolhistorie, som vi har i dag, er et rent hypotetisk spørgsmål, som ikke kan besvares med mening eller nogen form for sikkerhed. HOLGER VILLADSEN: <strong>Filioque</strong> 4
Ad 2. I Dansk Teologisk Tidsskrift (årgang 71, 2008, 1-27) har jeg fået trykt en artikel om »Nikænum i dansk liturgisk tradition«, hvor jeg til overmål – synes jeg selv – påviser, at Nikænum hidtil i dansk tradition har haft den latinske middelalderlige version som grundtekst. Jeg vil uddybe det ganske kort om lidt og ellers henvise interesserede til at læse artiklen og den indsamlede dokumentation. Ad 3. Forskellene mellem den græske version 381/451 og den latinske middelalderlige version gennemgik jeg kort for lidt siden. Ad 4. Jeg er ikke selv gået i gang med at forsøge at læse græske håndskrifter, men har da selv set efter i tekstkritiske versioner af Contantinopolitanum. Der er især en udgave af E. Schwartz (i Zeitschrift für neutestamentliche Wissenschaft 25, 1926, 38-88). Han er meget kompetent udgiver af tekster fra de oldkirkelige synoder: Acta Conciliorum Oecumenicorum (1914-40). Det er hans udgave, der bliver brugt i Bekenntnisschriften. Desuden er der en nyere kritisk udgave af en italiener, G.L. Dosetti (Il simbolo di Nicea e di Costantinopoli, Roma, 1967). Teksten kan også findes i Mollands »Konfesjonskunnskap«. Derimod er der desværre flere fejl i Constantinopolitanums græske tekst i Nørgaard-Højens udgave af Den Danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter. Ad 5. Denne tese holder sig lidt overfladisk til teksten i Danske Lov fra 1683. Men jeg har indtil videre altså ikke fundet noget på det formelle plan, der i Folkekirken foreskriver en bestemt tekst. De kirker, der har anerkendt Konkordiebogen, står i en anden situation, for her er der en officiel udgave af et Nikænum. Tesen skal naturligvis sammenholdes med tese 2, som hævder, at den danske tradition hidtil har holdt sig til Nikænum i den latinske og middelalderlige version. Ad 6. Denne tese om, at der er fri bane for en ny dansk oversættelse baseret på det græske Nikænum fra 381/451, er ikke det, jeg startede med. Det er jo også helt klart, at det vil være noget nyt i dansk sammenhæng. Og det er klart, at denne tese bør udsættes for nøjere kritik, inden man evt. tilslutter sig den. Der er nogle kritiske områder, som jeg hidtil ikke har berørt, og som naturligvis skal med i en eventuel beslutningsproces. Det gælder især en dogmatisk synsvinkel på filioque-problematikken. Nikænum i dansk liturgisk tradition Hovedlinjen i den liturgihistoriske undersøgelse, som jeg har fået trykt i Dansk Teologisk Tidsskrift 2008 er, at Nikænum ikke har spillet nogen stor rolle i dansk liturgi efter reformationen – i store perioder har den været helt fraværende. Som gudstjenstlig trosbekendelse valgte den danske reformation at bruge trossalmen »Vi tro, vi alle tro på Gud«. Den bygger på Luthers trossalme og har et udgangspunkt i Nikænum, men den forholder sig frit til Nikænum og inddrager også elementer fra Apostolikum (fx nedfarten til Dødsriget) og andre fortolkende elementer. Så efter min vurdering er den mest adækvate synsvinkel at betragte trossalmen som en nyformulering på reformationstiden af credo under inspiration af de oldkirkelige trosbekendelser: Nikænum og Apostolikum. Jeg har derfor valgt at se bort fra trossalmerne i min undersøgelse af Nikænum. Den nuværende version af trossalmen læner sig tydeligt op ad den latinske version af Nikænum og siger om Helligånden, at den er »sendt fra Faderen og Sønnen« (Den Danske Salmebog, 2002, nr. 437, vers 3). Men denne klare filioque-allusion går ikke længere tilbage end til Evangelisk-kristelig Psalmebog fra 1798. De ældre versioner er ikke lige så entydige her. Kingos graduale har fx i vers 3 en formulering om, at Helligånden er »Lige med Faderen og med Sønnen«. Og det er sådan set ikke lige nøjagtigt det, der står, hverken i den græske eller den latinske version af Nikænum. Det er relevant at forsøge at inddrage trossalmerne i en drøftelse af filioque-problematikken i dansk sammenhæng, men det har jeg valgt at gå uden om. En stor del af det kan man læse om i Mallings Salmehistorie. HOLGER VILLADSEN: <strong>Filioque</strong> 5
Page 1 and 2: Filioque af Holger Villadsen Foredr
Page 3: de brugte i Danmark i 1600-tallet,
Page 7 and 8: serbrev kort tid efter (nr. 6/1993)
Page 9 and 10: Den østlige tradition vil betone,
Page 11: Bilag 1: Vormordsens messehåndbog,

Filioque - Holger Villadsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?