Finanspolitik og konjunkturer - De Økonomiske Råd

More documents

Recommendations

Info

Med dette udgangspunkt undersøgte Det Økonomiske Råd (2007a) i forårsrapporten fra 2007 mulighederne for at stabilisere dansk økonomi via efterspørgselsregulerende finanspolitik. Det blev konkluderet, at en aktiv konjunkturmodløbende finanspolitik kan bidrage til at stabilisere økonomien. Mere konkret anbefales der som udgangspunkt en modgående finanseffekt 3 i størrelsesordenen ¼ pct.point, når output-gap (forskellen mellem det faktiske BNP og trendniveauet for BNP) er på 1 pct. Dette vurderes at kunne reducere udsving i BNP og beskæftigelse med op til ⅓. Anbefalingen forudsætter, at man ikke blot lemper i lavkonjunkturer, men også strammer i højkonjunkturer – ellers vil anbefalingen ikke være langtidsholdbar, da finanspolitikken i givet fald vil indebære en tendens til, at den offentlige gæld øges over tid.. I rapporten argumenteres der også for, at finanspolitikken ikke bør anvendes til at justere beskedne ubalancer, såkaldt fine-tuning. For det første risikerer man at føre en konjunkturmedløbende finanspolitik i stedet for en modløbende, da risikoen for at forveksle en mild lavkonjunktur med en mild højkonjunktur er større ved små ubalancer. For det andet er det vanskeligere at sondre mellem stød til økonomiens udbuds- og efterspørgselsside, når ubalancerne kun er små, hvilket er problematisk, da den her analyserede finanspolitik er mere egnet til at imødegå efterspørgselsdrevne ubalancer end udbudsdrevne ubalancer. I det følgende redegøres nærmere for de analyser, der ligger til grund for ovenstående konklusioner, men inden da diskuteres den finanspolitiske transmissionsmekanisme, dvs. måden hvorpå finanspolitisk indgriben forplanter sig i økonomien (Uenigheden om) den finanspolitiske transmissionsmekanisme Som Perotti (2007) anfører, er der efterhånden opnået en betydelig konsensus om mulighederne for at stabilisere konjunkturudviklingen med pengepolitiske midler. Det er f.eks. en generel opfattelse, at en centralbank ved at hæve renten kan sænke tempoet i økonomien og reducere inflationstakten. Uenighederne drejer sig primært om, hvor hurtigt, hvor kraftigt og hvor længe pengepolitikken virker. En sådan grad af konsensus eksisterer imidlertid ikke blandt de forskere, der i de senere år har analyseret finanspolitikkens rolle som konjunkturregulerende instrument. I den nyere akademiske litteratur om finanspolitik er der således uenighed om den vægt, der bør tillægges fænomener som nominelle stivheder i pris- og løndannelsen, kreditrationering og rationelt fremadskuende forventninger. Et yderpunkt i debatten om finanspolitikkens virkninger repræsenteres af f.eks. Baxter og King (1993), der benytter en rent klassisk udbudsdreven model med fleksible priser og lønninger og rationelle forventninger. I denne modelramme vil en uforudset forøgelse af det offentlige forbrug tilskynde husholdningerne til at sænke det private forbrug, fordi de forudser højere fremtidige skatter på grund af den gældsopbygning, 3 Finanseffekten angiver finanspolitikkens aktivitetsvirkning, målt som finanspolitikkens vækstbidrag til BNP i forhold til en situation med neutral finanspolitik. Med neutral finanspolitik forstås bl.a., at indkomstskattesatserne holdes konstante, at punktafgiftssatserne realt er uændrede, at satserne for indkomstoverførsler følger satsreguleringen, og at offentlig beskæftigelse udgør en fast andel af den strukturelle arbejdsstyrke. - 2 -
der følger af det højere offentlige forbrug. Da husholdningerne ønsker at udjævne deres forbrug over tid, foretrækker de at fordele den uundgåelige forbrugsnedgang over en lang horisont frem for at sænke forbruget drastisk, når skatterne på et tidspunkt hæves. Det forventede fald i den permanente indkomst mindsker endvidere husholdningernes efterspørgsel efter fritid, hvorved arbejdsudbuddet og dermed produktionen øges. Den klassiske tilgang forudsiger således en negativ korrelation mellem ændringer i privatforbruget og den økonomiske aktivitet ved et uventet finanspolitisk stød. I modsætning til Baxter og King indbygger f.eks. Ravn m.fl. (2006) samt Galí m.fl. (2007) mekanismer, der gør pristilpasninger tidskrævende. Galí m.fl. (2007) antager endvidere, at en del af husholdningerne er kreditrationerede, hvilket betyder, at deres forbrug reagerer stærkere på ændringer i den løbende indkomst. 4 Med disse træk bliver modelrammen mere keynesiansk, og der opstår en positiv korrelation mellem beskæftigelsen og det private forbrug ved et finanspolitisk stød. Den klassiske models forudsigelser understøttes empirisk i bl.a. Ramey og Shapiro (1998), Edelberg m.fl. (1999) samt Burnside m.fl. (2004), der tager udgangspunkt i tre historiske episoder, der førte til en eksogen forøgelse af det offentlige forbrug, nemlig oprustningerne i forbindelse med Korea-krigen og Vietnam-krigen samt Carter-Reaganoprustningen. Til forsvar for den keynesianske models forudsigelser står omvendt de empiriske studier af Blanchard og Perotti (2002), Fatás og Mihov (2001) samt Galí m.fl. (2007), der identificerer effekten af et eksogent stød til det offentlige forbrug ved at antage, at det offentlige forbrug er prædetermineret relativt til de øvrige variable i deres strukturelle VAR-modeller. På baggrund af disse modstridende resultater fandt Det Økonomiske Råds formandskab det hensigtsmæssigt at analysere finanspolitikkens potentiale indenfor to forskellige modelrammer, nemlig dels Det Økonomiske Råds Sekretariatets makroøkonometriske model SMEC, jf. Grinderslev og Smidt (2007), og dels en til formålet nyudviklet dynamisk stokastisk generel ligevægtsmodel (DSGE), jf. Linaa (2008). SMEC er på kort sigt en keynesiansk model, hvor realløn, beskæftigelse og privat forbrug stiger umiddelbart efter et positivt finanspolitisk stød, mens estimationen af DSGE-modellen implicerer et faldende privat forbrug og en stort set uforandret realløn. I begge modeller er der nominelle stivheder på kort og mellemlangt sigt, men mens forventningsdannelsen i SMEC-modellen er rent bagudskuende, har en vis andel af forbrugerne i DSGE-modellen fremadskuende (rationelle) forventninger, mens den resterende andel af husholdningerne ”lever fra hånden og i munden” i og med, at de forbruger hele deres løbende indkomst. Empiriske studier som f.eks. Campbell og Mankiw (1991) har fundet, at en hypotese om en sådan to-deling af husholdningssektoren er velegnet til at forklare det private forbrug. Eksistensen af husholdninger, der forbruger hele deres løbende indkomst, kan enten ses som et resultat af kreditrationering eller fortolkes som kortsynet adfærd. I den anvendte DSGE-model er andelen af fremadskuende (ikke-kreditrationerede) forbrugere estimeret som led i estimationen af modellens parametre på kvartalsdata for dansk økonomi. Anvendelsen 4 Ved at indarbejde kreditrationerede husholdninger opnår Galí m.fl. (2007), at der ikke er Ricardiansk Ækvivalens (RE) i modellen. RE implicerer, at det ikke har nogen betydning for aktiviteten i økonomien, hvorvidt regeringen finansierer sit forbrug via obligationsudstedelse eller via lump sum skatter. - 3 -
Page 1: Finanspolitik og konjunkturer af Je
Page 5 and 6: Antag nu, at dansk økonomi er i li
Page 7 and 8: I praksis kan det være vanskeligt
Page 9 and 10: Figur 4 Variansændring i BNP ved e
Page 11: Litteratur Blanchard, Oliver og Rob

Finanspolitik og konjunkturer - De Økonomiske Råd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?