Montebellos Vennekreds - Montebello er et genoptræningshospital ...

Knæholdet
- At være knæpatient på Montebello er ikke så ringe endda
Tekst: Kirsten Semborg, Ebeltoft
Foto: Lene Korning
Som mange andre, var det første gang,
jeg var på Montebello, trods det at jeg
tidligere har fået skiftet et knæ og er blevet
opereret i ryggen. Men takket været
min psykolog og læge fik jeg kendskab til
dette sted.
Da jeg er bosiddende i Jylland, måtte jeg
desværre selv betale min flybillet, men jeg
var nu glad for, jeg fik muligheden for at
komme af sted.
Lørdag den 14. april drog jeg fra Aarhus
mod København for at slutte mig til de
andre patienter (33), der skulle af sted.
Flyveturen gik fint, men jeg må da indrømme,
at lidt sommerfugle havde man
da i maven, når man ikke har været ude
og flyve i 35 år.
Vi landede planmæssigt i Malaga Lufthavn.
Her blev vi hentet af en bus med
en meget hurtigt talende ung kvinde som
guide. Ca. en time efter ankomst til Malaga
var vi fremme ved Montebello. Efter et
lille informationsmøde fik vi endelig noget
at spise, hvad der var tiltrængt. Vi fik
udleveret nøgler til værelserne og kunne
snart segne om på sengen af træthed, vel
vidende, at vi havde fri næste dag efter
morgenmøde, og først skulle i gang med
træning om mandagen.
Vi var en blandet flok, med hver vores
»skavank«, som var ankommet aftenen
før, mange havde været der før, men fæl-
les for alle var en omgang genoptræning.
Nogle gik med én krykke, andre med to
og nogle kom i kørestol. - Og andre som
jeg selv uden noget, men med en haltende
gang.
Mandag morgen gik det så løs. Forventningsfulde
blev gruppen opdelt på forskellige
hold, hofte, gigt, knæ, sclerose,
med mere.
Knæholdet bestod af 10 personer fra
hver sin del af landet, og med hver sin
baggrund, tre damer og syv mænd. Aldersmæssigt
lå vi fra 45 og op til 72 år.
Dagen startede med en test på tid, vi
skulle gå så langt rundt på en bane på 10
minutter, som vi kunne. Derefter skulle vi
gå på trapper, op og ned, så hurtig, som
vi nu kunne. Lige inden frokost skulle vi
til informationsmøde om, hvad der skulle
ske i løbet af de næste tre uger. Der var
samtale med både en læge og en fysioterapeut.
Vi mødte op, ukendte for hinanden, men
med et åbent sind, og ville gerne have en
masse råd og god træning. Selvom vi var
vidt forskellige, var det ikke noget problem
at tale sammen den første gang, vi
var samlet til info møde. Allerede her blev
de første vittigheder fyret af, og tonen var
lagt! De første info og træning fik vi af en
lærer. Men derefter fik vi vores faste Camilla,
en særdeles sød og effektiv træner,
som styrede os med hård og kærlig hånd
9