Fejoe-Bladet, 2010, nr. 7 - Nyheder fra Fejø – Huse til salg

Intermezzo 3
Sikkert var det, at sandheden flyttede sig.
Sandheden, som burde have været fast og
urokkelig som en klippe, flyttede sig, blev
relativeret i noget, der var meget sandt, lidt sandt,
næsten sandt. Hvad synes du selv? Det virkeligt
sande stødte man næsten aldrig på mere. Det
virkeligt sande var en sten i undergrunden, og
samfundet byggede ovenpå og ovenpå, stræbte
opad i høje snoede højhuse med alt for meget glas
og billig rengøring. Samfundet skred, væltede lidt
til højre, lidt til venstre, mod Søllerød hovedgade,
mod Møn, mod informationssamfundet.
Spørgsmålet var, om mennesket væltede med. Var
det lige så relativt som samfundet? Eller længtes
det for evigt tilbage mod den oprindelige sten?
Den oprindelige sandhed? Også fortælleren
flyttede sig, flyttede sig fra hovedhøjde til toppen
af et kobberbelagt tårn, af og til flyttede
fortælleren ligefrem op på en sky, der
eksploderede, fordi skyer altid eksploderer og ikke
kan bære vægten af kød. Så bevægede fortælleren
sig atter ned blandt mennesker, sprang fra én
hjernes elektriske strøm til en anden.
Intermezzo 4
Der var de unge og de gamle, og de gamle var så
pinlige. Med deres arvestykker og deres kedelige
minder, deres fikse idé om, at de stod i et særligt
forhold til „historien“. Fordi de kunne huske en
masse ligegyldigt bras. Rationeringsmærker,
Verdensbanken. Der var de unge og de gamle, og
de unge sagde: Sorry, lille far. Men din tid er gået.
Der var de unge, og der var de gamle, der var de
gamles altid trætte, overbærende blik. For de ville
så gerne bilde sig selv ind, at de havde oplevet det
hele før. Set det hele før. Ikke en sten i vandkanten
17
havde de passeret uden at lægge mærke til den,
ikke en stjerne på himlen havde de svigtet. Kære
unge mennesker, verden kan vi altså ikke lave om.
Kære unge mennesker, verden blev altså ikke
skabt i går. Der var de unge og de gamle, og der
var korrektionerne: Jeg vil gøre det helt
anderledes. Du vil gøre det helt anderledes, han,
hun, den, det vil gøre det. Helt anderledes. Vi vil.
De vil. Og alt vil blive helt anderledes. Anderledes
og alligevel det samme. Fordi mennesker er så
små. Så myreagtige. Fordi de unge betaler for de
gamles synder, og fordi de unge bliver gamle,
blander det gode og det dårlige sammen og
sender det videre. Fordi det regnskab aldrig kan
gøres op.
Intermezzo 5
Autoriteten var næsten blevet usynlig. Den
vandrede så sørgmodigt over Dronning Louises
Bro, faldt i staver foran et forretningsvindue. En
sjælden gang blev den genkendt af én, den
kendte, en sjælden gang passerede en gammel ven
på den anden side af vejen. Så følte den igen, at
den havde sin plads, at den udfyldte en funktion.
Mænd og kvinder. Autoriteten stillede sig gerne på
begges sider. Den lagde hænderne på en spinkel
kvindes skuldre, den gemte sig i en stærk mands
hånd. Autoriteten stillede sig gerne både på de
unges og de gamles side, den havde sågar tilbragt
en nat i Ungdomshuset. Autoriteten var på lovens
side. Ikke så meget den lov, der praktiseredes i
retssalene, snarere de gamle, guddommelige love,
dem, der blev sunget af et græsk kor eller steg op
af Dantes helvede. Autoritet, myndighed, livets
love. Alle havde stødt sig på dem, og ingen kendte
dem til fulde.
Fra Katrine Marie Guldager: En plads i historien.
Roman. København: Gyldendal, 2008, 2. udgave,
side 123, 167 og 205.