TRIANGLEN | NYT - Hem, Hindborg og Dølby

opdager, at han hænger frit i luften. Så først styrter han ned. Sådan ser
man på den gudløse i Biblen. Han er ikke bare en synder, altså en, der
er ulydig mod Gud, han er også et ufornuf tigt fjols, der har mistet jordforbindelsen
og lever i uvirkelighed, uden mening. At sige i sit hjerte: Der
er ingen Gud, er en djævelsk fristelse. Det kan lyde så rigtigt, at man slet
ikke opdager, at man i samme nu har mistet jordforbindelsen. I denne
weekend afholder Ateistisk Forening et stort møde, hvor alle mulige store
folk ude fra verden er inviteret for at skælde ud på Gud. Og det tager Gud
sig nok let, for det er ikke ham, der har et problem. Det er dem. Hvad
er det at have en Gud? Det er at have ansvar og mening, mål og retning.
Hvad er det at være uden Gud i verden? Det er at være uden ansvar, være
uden mening, mål og retning. Der er ingen Gud! Det er nemt at sige, og
nemt at tænke, og nemt at leve sådan, indtil man opdager, at man går
i den tomme luft. Indtil man opdager, at uden Gud er alting lige gyldigt:
Hvorfor stå op? Du kan også lade være! Hvorfor binde sit slips? Du kan
også lade være! Hvorfor være tro? Du kan også lade være! Hvorfor gøre
godt? Du kan også lade være! Hvorfor leve? Du kan også lade være! Og
hvorfor nu gøre sådan, når Gud er god som faderen i historien, god som
dagen er lang og natten med. Altid, altid er han parat til at tilgive – og når
Gud tilgiver, er det altid, altid på samme måde: ved at give sig selv, så vi
har ham igen. Så vi igen har ansvar, mening, mål og retning.
Det er bl.a. det, lignelsen om den fortabte søn handler om. Den yngste
søn er træt af sin tilværelse hjemme på gården, han er træt af arbejdet,
han hader køerne og synes, fårene ser så uendelig dumme ud. Han vil
ikke gå med trillebør og møggreb. Han er skabt for større og vigtigere
ting. Meningen med hans liv er ikke at jokke rundt i kokasser med halm i
træskoene. Der er vigtige ting at nå. Han skal se verden, leve livet, spise,
drikke og være glad. Så går han til sin far og kræver sin arv udbetalt på
forskud. Da han er yngste søn, kan det lade sig gøre. Han ældre bror skal
jo arve gården. Hans ejendom er bundet i produktionen, i bygningerne
og jorden. Men en tredjedel kan den yngste søn godt få. Og hans far vil
ikke lægge bånd på sin søn, for hos ham skal alting ske i frihed. Den
gamle tror på, at det er bedst sådan. Så sønnen får sin vilje og rejser ud
for at leve livet – det, der jo er meningen med det! Og så går han i gang.
Han kommer langt omkring i verden, helt ud, hvor der ingen jøder bor.
Og han spiser og drikker og er glad, og han har så mange venner og damer,
og de holder alle sammen så meget af denne bondeknold, der har
så mange penge på lommen. Det kører for ham, men så slipper pengene
op og der bliver finanskrise og hungersnød. Nu er han på den. Uddannelse
har han ikke. Han er trods alt bare en bondeknold fra landet, der
aldrig har lært andet end passe køer og får. Der er ingen, der kan bruge
sådan en som ham. Han må gå fra dør til dør og tigge om arbejde. Og
tilsidst forbarmer en hedensk gårdmand sig over ham. Nærmest som en
slags jobtræning kan han få lov at passe svinene og bo sammen med
den i svinestien. Og der sidder han så som konen i muddergrøften. Nu
har han opdaget, at han hidtil har løbet i den blå luft. Virkeligheden har
åbnet sig som et svælg under ham, og her sidder han, en jøde, mellem
urene svin. Han er sulten, og der i truget ligger en håndfuld linser: Værsgo
at spise! Ydmygelsen og elendigheden er total. Men hvad gør han så,
knægten? Jo, han bruger da sin fornuft! Han tænker! Han analyserer sin
situation sådan her: Her sidder han, og hjemme går hans gamle far! Og
hvordan var det i grunden derhjemme? Jo, det var godt nok slid og slæb,
men der var dog en, der ville ham, hans far. Der var opgave og mening,
han havde ansvar for dyrene, og det var i grunden rart - selvom fårene
ser dumme ud. Problemet er, at han nu har brændt alle broer. Han har jo
fået udbetalt sin arv. Dermed har han frasagt sig al ret. Reelt tilhører det
hele hans bror: gården, markerne, udhusene, dyrene! Han har arveretten
til det alt sammen. Og hvis storebror skal bestemme, så er der ikke plads
til lillebror. Derfor må han satse på sin far. Endnu råder han jo. Derfor
vil han gå til sin far og søge arbejde på lige fod med de daglejere, som
faderen hyrer i såtid og høst. Kort sagt. Sønnen tænker og bruger sin
fornuft! Han ser, der ingen mening er i hans liv. Det er tomhed og jag efter
vind. Han har været et ærkefjols og smidt sine penge ud på ingenting.
Han er slet ikke dum, den yngste søn. Han har gennemgået sin situation
og fundet den aldeles uholdbar. Og han ser sin far for sig. Hvordan han
vil stå der afventende og streng og lytte til hans ydmyge bøn. Og han vil
sige: Ja, det vil jeg tænke over, og lade ham syde i sit eget fedt, indtil han
til sidst lader ham blive. Men han er parat til at tåle det – blot for at få mening
i sit liv. Og så begiver han sig på vej hjemad. Men nu kommer det,
han ikke kunne have regnet ud. At hans far vil opføre sig sådan! Vi tager
det nok som en selvfølge, men for dem, Jesus fortæller historien for, er
det ingen selvfølge: Ingen jødisk far med sine æres begre ber i behold ville
gøre sådan. Han ville sidde foran sit hus og lade sønnen stå der foran sig.
Han ville holde en lang pause, så sønnen rigtig kunne krympe sig, og så
ville han sige: Hvad har du så at sige? Og nu skulle sønnen så fremføre
sit ydmyge ønske. Og faderen ville tydeligt lade sønnen mærke sin foragt,
men dog til sidst lade ham få sin vilje og blive daglejer. Sådan gør en rigtig
mand. Men faderen i historien trodser al værdighed. Han er nærmest
pinlig. Han løber sin søn i møder og lader hente fest dragten – den, man
giver til fornemme hædersgæster, og ringen og sko på fødderne, igen
den største hæder, og så slagter han fedekalven som til højtiden. Og
det er ganske urimeligt og ud over, hvad sønnen kunne forvente. Sådan
er Gud, siger historien, så god er han! For alle, der med deres forstand,
deres tænkeevne og fornuft har opdaget den afgrund, som er under os,
opdaget alle de døre, vi har lukket bag os, alle de hjørner, vi har malet os
op i – for alle dem vil han springe til, favne og gribe og atter sætte under
ansvar, give mening, ja, være mening og mål. Alt det, vi ikke kan finde
mening i, alt det djævlen vil udhule for mening og retning – alt det griber
han og siger: Hvorfor stå op, hvorfor binde dit slips, hvorfor gøre godt,
hvorfor være tro, hvorfor leve, hvorfor gøre alle de tomme ting, et menneske
gør under solen? Fordi jeg vil det! Fordi du er min, og jeg er din, og
fordi alt nu igen er min opgave, som jeg sætter dig til!
Historien ender jo uden egentlig slutning. Blot med faderens opfordring
til den ældste søn om at kom me med ind at fejre broderens hjemkomst.
Jeg lader den ældste bror være i dag, selvom man i høj grad også kunne
holde en prædi ken om ham. I dag holder jeg mig til den yngste søn.
Hvordan gik det ham dagen efter festen? Jeg ved det jo ikke, men jeg
gætter: Næste dag kl. 6 stod han op, vaskede sig ved brønden, spiste
sin havregrød, gik ud at hente den gamle trillebør og møggreben og gik
ud til køerne i stalden, og siden til de dumme får i folden, der stod og
gloede, akkurat som den dag forlænge siden, da han forlod dem. Kokasserne,
køerne, trillebøren, møggreben og fårene var ganske de samme,
men sønnen var ikke den samme. Alting havde for ham fået en anden
mening. Det var hans tjeneste for hans kære gode far. Her skulle han
være tro – selvom han ikke var det før, selvom han ikke var værdig til noget.
Og jeg tror, han satte nyt hjul på trillebøren og nye håndtag, så man
ikke skulle gå så krum bøjet over den. Jeg tror, han lavede nye tænder
til møggreben og fandt på at lægge kokasserne om i græskarmarken.
Han gravede vandingskanaler og plantede og såede. Han opmuntrede
de andre dag lejere med muntre bemærkninger og drillede pigerne i køkkenet.
Han sang og han fløjtede, så hans sure bror måtte måbe, for nok
var alt dette slid og slæb, nok var det nu broderens ejendom, nok var det
det samme fra dag til dag, men hvad gjorde det? Det havde fået mening
og mål og retning!
Se, det er selvfølgelig bare min udlægning, men jeg tror nu nok, den holder
vand. For at tro på Gud udelukker ikke hverken fornuft eller forstand.
Tværtimod. Først med troen bliver fornuften virkelig fornuftig og forstanden
forstandig. For da bliver begge dele sat i sporet eller sat i tjeneste. Da
skal man ikke finde meningen med alting. Den er jo givet på forhånd af
Gud. Vi skal ikke bære hele tilværelsen i hænderne. Vi skal bruge hænderne
med omtanke til gavn for hinanden i ansvar for Gud.
Amen
Trianglen nr. 2/10 Side 19