Barn og ung på Øster Hornum andelsmejeri - Øster Hornum Portalen

I flere år tog mine forældre os med på campingtur,
om sommeren. Turen kunne have forskellige mål, f.
eks. i Danmark, men også Holland og Tyskland var
involveret. På en af disse ture stillede vi telt op på
en Campingplads i Harzen (Goslar), som dengang
var et yndet udflugtssted for det danske campingfolk.
En af dagene dukkede der helt tilfældigt kendte
folk op. Kæmneren, Cræn Andersen, og Birthe,
med Tage og Aase havde fået samme idé, og endte
med at slå telt op på samme campingplads som
vi. Det regnede i stride strømme, og det var ikke
nemt at holde tøj og udstyr bare nogenlunde tørt.
Torvet i Goslar 1958
Uheldigvis have Kæmnerens udvalgt sig et område,
som lå meget lavt, og så vidt jeg husker, var det heldigt de havde luftmadrasser at sove på.
Under opholdet var vi ud at sondere terrænet. Vi kørte rundt i bil og kiggede på landskabet, da vi blev
standset af en større kvægdrivning, som optog hele vejen. Som Kæmneren udtrykte: "Det er no got di hår
funden på og ustyre biler mæ’ kofangere"!
En nat gik det grueligt galt. I stærk blæst knækkede en af teltpælene, og vi måtte i hast finde en løsning.
Det blev til at indsamle nogle flade, hvide sten, der lå ud for hver telt og stable dem, indtil højden var nået
til det, der resterede af den knækkede teltpæl. Alt i orden indtil næste morgen, hvor der blev stor opstandelse.
De hvide sten var nummererede, så bageren på campingpladsen kunne bringe brød ud til turisterne
tidligt om morgenen.
Sommetider kunne det være lidt svært at få tiden til at gå, eller også trængte vi bare til at sætte lidt fut i
tingene. Jørgen og jeg begyndte at slække snorene på forskellige telte, så de formeligt væltede. Det var
Prøjserne ikke særligt glade for, så min Far fik besked om at forlade campingpladsen næste morgen. Han
var noget mukken, og synes at den tyske campingleder overspillede sin rolle.
På et tidspunkt i slutningen af halvtredserne besluttede nogle af byens borgere at anskaffe sig travheste,
som skulle konkurrere på Aalborg Væddeløbsbane. Mu-Annis anskaffede sig Bess Frisco, Ballebutten -
Tenora. Også tømrer Robert Rasmussen, tømrer og Kaj Hansen, der var gårdejer i Molbjerg, erhvervede
sig nogle stykker. Hestene blev trænede hjemme af ejerne, og man kunne af og til se heste med sulky
og kusk bag drøne af sted på byens biveje. Om søndagen læssede man de heste, der skulle til løb, på Børge
Sørensens lastvogn, og kørte dem ud på travbanen. Hvis man var heldig kunne det af og til lade sig gøre at
få lov at komme med, og det var spændende, fordi hestene skulle læsses af ovre ved staldende, så man fik
lejlighed til at få indtryk af dette miljø samtidig. Normale mennesker skulle jo gå ind ad den officielle
indgang, og havde ikke adgang til staldene. Selvskrevet på disse ture var Kristian, søn af Laust og Nora
fra Fattighuset. Det var spændende at se Øster Hornums travejere i kamp, og det lykkedes flere gange for
dem at hive sejre hjem.
Hvis vi ikke kørte turen til Aalborg med Børge Sørensen, kunne vi ofte få kørelejlighed med Mu-Annis.
Ham og sønnen Ole var faste gæster om søndagen, og der vankede altid en hotdog. Af og til kunne det
også hænde, at vi fik skrabet tilstrækkeligt med penge sammen til at kunne gå i Totalisatoren og spille et
par kroner på en vinder. Det var specielt spændende, når Orkanen Frisco skulle løbe. Den var urørlig i
årevis, men gav ikke det store udbytte.
Efter at have plaget vore forældre længe nok, fik vi lov til at anskaffe hund på mejeriet. Det blev til en
sort cockerspaniel tæve, Tikki. Den havde de traditionelle lange ører, som jeg skal fortælle lidt om senere.
14